tirsdag den 29. september 2009

Så fik Kjeldgaard endelig Villys opbakning

Ritt sætter punktum med historisk bredt budgetforlig.

Af Jarl Cordua

Bragt i Bryggebladet nr. 13 den 29. september 2009

Næste års budget blev for et par uger siden forhandlet færdig med støtte fra noget så sjældent som samtlige partier i Borgerrepræsentationen. Hvorfor så denne store forbrødring mellem partierne i år?
Normalt ved denne tid buldrer og brager det på Københavns Rådhus med skænderier og beskyldninger frem og tilbage. Det er der flere grunde til. For det første har overborgmester Ritt Bjerregaard i år tilrettelagt budgetforhandlingerne sådan, at der blev lidt lunser til alle.
Eller sagt på en anden måde: Der var i år ingen særlig grund til, at de forskellige partier kunne sige nej til, hvad de blev tilbudt. Borgmestrene fra alle de store partier har hver især fået noget, som matcher deres borgmesterområder.
Eksempelvis har kulturborgmester Pia Allerslev fået 100 millioner kroner til idrætsrenoveringer, socialborgmester Mikkel Warming har fået de penge, han manglede til socialt handicappede børn, børne-og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard har fået penge til de ganske mange daginstitutionspladser, der mangler i byen, teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam fik penge til at holde Nørrebrogade permanent lukket for biltrafik, en rampe til bryggebroen med videre, og Socialdemokraterne prioriterede midler til klimaprojekter og integration og så videre.
Forligsviljen var endda så stor, at de borgerlige fik lov til at stå uden for den del af aftalen, der omhandler lukning af Nørrebrogade, som VKO-partierne er imod. Bjerregaard har utvivlsomt også haft for øje, at hun én gang for alle kan tilbagevise den hårde kritik, der har været fremme om, at hun i sin overborgmestertid ikke evnede at formidle det brede samarbejde. Nu afslutter Bjerregaard sin politiske karriere med et historisk bredt forlig, som hun stod bag og ledede fra start til slut.
Den tredje årsag er formentlig den, at Ritt Bjerregaard ikke er partiernes hovedmodstander ved valget til november. Det giver derfor ingen mening at opbygge modstand mod en overborgmester, som allerede på forhånd forlader københavnsk politik.
Den fjerde grund til, at det lykkedes, er måske også, at der i år var meget lidt at dele ud af. København fattes også penge. Der var med andre ord ikke så meget at slås om for de forskellige partier, og derfor blev det mere saglige snarere end taktiske hensyn, der fik lov at dominere de politiske partiers dagsordener. Til gengæld udeblev dramaet på rådhuset, men det skal såmænd nok vende tilbage i de kommende år.

SF har en overborgmesterkandidat
Bryggebladets klummeskribent har ligesom så mange andre haft mere end svært ved at hitte ud af, om SF’s Bo Asmus Kjeldgaard ér kandidat til overborgmesterposten eller ej.
For en måneds tid siden meldte Kjeldgaard til Politiken, at han ikke var overborgmesterkandidat. Siden har SF’eren så meldt ud i Berlingske Tidende, at det var han så nok alligevel. Meldingerne om dette ret banale spørgsmål har mildt sagt været flagrende i en grad, så Kjeldgaard nok skal passe på, at denne flik-flakken ikke går for meget ud over troværdigheden – både i forhold til pressen og sidst, men ikke mindst hos vælgerne.
Kjeldgaard har også forsøgt sig med lidt for smarte og for de fleste vælgere let gennemskuelige bemærkninger i stil med, at »SF blot går efter at få mest mulig indflydelse«. Det sidste udsagn er indlysende banalt og består ikke »ikke-testen«. Giver det for eksempel mening, at SF ikke går efter at få mest mulig indflydelse?
Svaret giver sig selv.

Bo hvem?
Problemet for SF i København er, at de står til at vinde et valg ganske klart i stemmer og mandater, men paradoksalt nok allerede fremstår som tabere, når det gælder kampen om overborgmesterposten. Målinger – også deres egne interne – viser, at SF-vælgerne ikke kender Bo Asmus Kjeldgaard – og i øvrigt foretrækker Socialdemokraternes kandidat Frank Jensen.
Kjeldgaard er dybt frustreret over, at han efter 12 år som borgmester fortsat er ganske ukendt i den københavnske vælgerbefolkning. Analysen hos Villy Søvndal og hans unge stab af spin- og marketingsfolk på Christiansborg er, at når det i løbet af valgkampen går op for flere SF-vælgere i hovedstaden, at Kjeld-
gaard er partiets overborgmesterkandidat, jo mere får de lyst til i stedet at stemme på Frank Jensen.
Med andre ord: De kender ikke Kjeldgaard – og hvis de gør, så fravælger de ham. Det er efterhånden også gået op for Kjeldgaard og hans kampagnestab, hvilket frustrerer dem dybt.
På rådhuset forlyder det, at stemningen hos SF er på gravkammerniveau – og det skulle endda stå værre til end hos de Radikale, som heller ikke har meget at råbe hurra over for tiden.
SF’erne er stærkt bekymrede over, at »Villy-effekten« udebliver i København, fordi den delvist bliver neutraliseret af en kombination af »Frank Jensen-effekt« og en negativ »Bo Asmus-effekt«. I lang tid har SF på Christiansborg – der blandt andet også har SF’s formand i København på lønningslisten – i månedsvis skændtes med Kjeldgaard for at forhindre ham i at lancere sig selv overfor vælgerne som »SF’s overborgmesterkandidat«.

Villy – en »aktiv støtte«
Det var derfor helt umuligt for Søvndal at få over sine læber, at han støttede Kjeldgaards krav på byens fineste post, da pressen udspurgte ham på SF’s landsmøde i august. Men for et par uger siden fik piben så en anden lyd i Berlingske Tidende. Villy Søvndal og hans folk indså tilsyneladende det i længden uholdbare i, at en partiformand ikke åbent støtter sit partis overborgmesterkandidat. For nu bakkede Søvndal pludselig helhjertet op om Kjeldgaard:
»Bo Asmus har været en fremragende borgmester i 12 år, og han er ligesom Frank Jensen kvalificeret til posten. Jeg bakker op om Bo Asmus Kjeldgard, og jeg mener, han er en fremragende kandidat, men hvordan de vælger at konstituere sig lokalt, det blander jeg mig ikke i, sagde SF-formanden, som også lovede »sin aktive støtte i valgkampen«.

Villy støtter også Frank
I øvrigt hæfter mange sig ved det lille aberdabei, at Kjeldgaard fortsat anbefaler Frank Jensen ved siden af Kjeldgaard, hvilket er ret usædvanligt. Så til trods for de søde ord er kun få iagttagere derfor i tvivl om, at Søvndal er alt andet end imponeret af sit partis spidskandidat i København – og vittighederne går på, at Søvndal i virkeligheden håber på, at hans deltagelse i kommunalvalgkampen i hovedstaden kan begrænses til mindst mulig offentlig optræden; for eksempel en enkelt »photoopportunity« hvor partiformanden og Kjeldgaard deler et par pjecer ud i de par minutter, det tager pressen at få et par billeder i kassen.

Rødt præsidentvalg
I Kjeldgaard-lejren rækker selvtilliden dog efterhånden til, at man ved nu at melde klart, at man ér overborgmesterkandidat, derved skaber en situation, som kan beskrives som et præsidentvalg i den røde blok.
Ved at stå klar som måske den eneste klare reelle overborgmesterkandidat og ved at gøre valget til en »duel mellem Kjeldgaard og Frank Jensen« får SF’s kandidat nogle helt andre gode muligheder for at komme i pressen, som der ellers ikke ville have været, hvis valget blev præsenteret som »Frank Jensen og de syv små dværge«.

Bondams »skodsager«
SF er ikke det eneste parti, som kan diske op med besynderlige udmeldinger i pressen. Lige efter partiets landsmøde skrev Politiken, at den radikale BR-gruppe havde vedtaget, at Klaus Bondam pludselig ikke længere skulle stå i spidsen for partiets valgkampagne. Til avisen sagde gruppeformanden Manu Sareen:
– Jeg skal bruges meget mere, end vi havde regnet med. Både til at profilere vores politik og til at koordinere valgkampen. Vi skal vise, at de Radikale er andet end skodsager.
»Skodsagerne« handler om, at Bondam er blevet skarpt kritiseret for at bruge offentlige midler på, hvad kritikerne opfatter som rene private udgifter – og at det i foråret kom frem, at der også har været betydelige problemer blandt andet med ubetalte regninger i Bondams teknik- og miljøafdeling.
Imidlertid er det mere end usædvanligt, at et parti giver indtryk af, at man på forhånd har kastet håndklædet i ringen og giver kritikerne ret i, at den spidskandidat, de radikale partimedlemmer i sin tid valgte, i virkeligheden er ubrugelig. De radikale BR-medlemmer har siden Politikens artikel forsøgt at glatte ud og fremhæver nu, at meldingen snarere skulle forstås som, at »alle BR-medlemmer og kandidater skal på banen« – ikke kun Bondam. Under alle omstændigheder så er det ikke en melding, der vinder nogen priser i fremragende politisk kommunikation til vælgerne.
Spørgsmålet er formentligt, om skaden på Bondams renommé, som partiets egne folk tilsyneladende ikke engang kan anbefale vælgerne at stemme på, gør det mere end almindeligt svært at undgå en katastrofe ved BR-valget.

Opgivende Bondam
På rådhuset fortælles der desuden historier om, hvordan en mere end modfalden og opgivende Klaus Bondam satser alt på, at Frank Jensen skal redde den radikale borgmesterpost.
Hvis man tager Gallups måling, der blev bragt i Berlingske for et par uger siden, som rettesnor, så står de Radikale til kun at få tre mandater, hvilket er mere end en halvering af partiets mandattal. I dag har de syv mandater, hvilket normalt er en garanti for en borgmesterpost.
Skal Bondam fortsætte, betyder det derfor, at SF ikke får den ekstra borgmesterpost, som SF’erne føler sig mere end sikre på. Det kræver imidlertid, at SF’s forventede store fremgang pludselig udebliver, og at Socialdemokraterne mere eller mindre holder skansen, så de kan levere de resterende mandater til en radikal borgmesterpost. De fleste afskriver dog denne mulighed som mere ønsketænkning end realiteter. Realiteterne er derfor, at de Radikale må aflevere den tunge teknik- og miljøborgmesterpost til en SF’er, formentlig Bo Asmus Kjeldgaard.
I SF er der flere kandidater, som står klar til borgmesterpost nummer to. På gangen nævner man især den tidligere politiske ordfører Camilla Burgwald og den tidligere gruppeformand Bjarne Fey som gode bud på en ny SF-borgmester, men andre navne kan også komme i spil.
Når og hvis den afgørelse skal træffes, vil SF’s magtfulde partiorganisation formentlig også have en finger med i spillet.

tirsdag den 15. september 2009

Medier udråber Frank Jensen til byens konge

–Men Bo Asmus Kjeldgaard har ikke helt opgivet sin overborgmesterdrøm.

BAG KULISSERNE

Bragt i Bryggebladet nr. 12 den 15. september 2009

Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk

Efteråret kommunalvalgkamp her i hovedstaden blev nærmest aflyst, da Berlingske Tidende forleden på forsiden bekendtgjorde, at »Frank Jensen erobrer København«.
En ny Gallup-måling viste nemlig, at et stort flertal blandt københavnerne foretrækker Socialdemokraternes overborgmesterkandidat Frank Jensen frem for den eneste reelle udfordrer SF-borgmester Bo Asmus Kjeldgaard. Faktisk foretrak også et lille flertal af SF’s egne vælgere ifølge samme måling Frank Jensen som ny overborgmester. Berlingske konkluderede herefter, at Frank Jensen – til trods for en forventet markant tilbagegang i stemmetal for Socialdemokraterne – alligevel til november kan kåres som »Kongen af København«.

Fortsat kandidat
Gallup-målingen overrasker næppe ret mange og formentlig heller ikke SF’erne i København. Som Bryggebladet for to uger siden kunne berette, så har SF allerede tilbudt S overborgmesterposten på et fad mod selv at få tre borgmesterposter.
Dette noget blu forslag blev dog blankt afvist af S, og siden har Kjeldgaard forsøgt at trænge igennem medierne med et noget uklart budskab om, at »politikken er vigtigere end personen«. Kjeldgaard lod eksempelvis med Politikens mellemkomst forstå, at hvis SF kunne få gennemført sine mærkesager ved at pege på Frank Jensen, så var man klar til det. Politiken konkluderede ved samme lejlighed, at Kjeldgaard nu opgav sin drøm om at blive Københavns første SF-overborgmester. Det er nok en overfortolkning, for Kjeldgaard lader stadig sine omgivelser forstå, at han ikke helt har opgivet at få byens gyldne kæder hængt om halsen, selvom både hans egen partiformand Villy Søvndal og SF’s vælgere tilsyneladende foretrækker en socialdemokrat i overborgmesterstolen.
I sidste uge måtte Kjeldgaard endda lide den tort, at kun seks procent af københavnerne ifølge Gallup foretrak ham som overborgmester. Der er i øvrigt ligeså mange – eller snarere få – vælgere, der peger på Venstres Pia Allerslev til byens fineste job. Målingen er formentlig også udtryk for, at Kjeldgaard selv efter snart 12 år som borgmester er forblevet relativt ukendt blandt københavnerne.

Kjeldgaard låst
Med denne Gallup-måling – her cirka to måneder før vælgerne går til stemmeurnerne – har medierne nu kåret Frank Jensen som overborgmester. Hvis Kjeldgaard var i en lidt mere fri position, så kunne han måske udnytte netop dette til at gå til angreb på mediernes utidige kåring og måske få lidt mere folkelig sympati. Men Kjeldgaard er låst af, at Søvndal ikke ønsker ballade med Socialdemokraterne i København.
Spekulationer om at lade de borgerlige partier pege på en SF-borgmester efter valget bliver slet ikke aktualiseret, hvis Søvndal har noget at skulle have sagt under konstitueringsforhandlingerne. Og det har han. For SF-formanden er sig meget bevidst om, at det er hans personlige popularitet, der har skabt partiets fremgang i København, ikke Kjeldgaard.

Jensens genbrugsbutik
Frank Jensen styrer sikkert mod overborgmesterstolen, og det sker med massiv mediemedvind – selv fra en borgerlig avis som Berlingske Tidende. Det er dog blevet for meget for en del af de siddende borgerrepræsentanter, at Jensens politiske udspil sine steder er papirtynde i deres indhold. Man forstår eksempelvis ikke, at en overborgmesterkandidat slipper af sted i medierne med at foreslå løsninger på integrationsområdet, som allerede i forvejen er foreslået eller endda blevet gennemført.
Enkelte partifæller har angrebet den socialdemokratiske overborgmesterkandidat på Politikens blogs for netop at være alt for tynd i kortene. Det har dog medført, at Frank Jensens velsmurte kampagne med kampagnefolk har taget til genmæle både ved at forsvare ham og bede partifællerne om at rette ind.

Moskéer splitter S
Frank Jensen og hans folk er lige nu kun udfordret i debatten om moskéer. I sidste uge spillede Dansk Folkeparti deres trumfkort på banen ved dette års kommunalvalg. Det skete med en plakat af den blå moské i Istanbul, som partiets fikse kommunikationsfolk også havde tilført krumsabler, halvmåner med videre for at give publikum et mere dramatisk indtryk af, hvad københavnerne har i vente den dag, hvor byen får en såkaldt »stormoské«.
Plakaten er naturligvis en kommentar til, at et stort flertal i BR for nylig stemte for, at en shia-muslimsk moské kan blive opført på ydre Nørrebro. Meget få er i tvivl om, at DF’s plakat – og især den debat, der følger i kølvandet på den – alt andet lige vil gavne opmærksomheden omkring DF frem til kommunalvalget. Det er Socialdemokraterne udmærket klar over, og de frygter naturligvis, at S-vælgere kan finde på at stemme på DF i protest mod moskébyggeriet i København. Desuden kan DF’erne glæde sig over, at Socialdemokraterne er i dyb splid med sig selv om, hvad de skal mene i sagen. De to S-politikere Anne Vang og den nuværende integrationsborgmester Jakob Hougaard bejler begge til at blive borgmester fra nytår, og de har hver sin holdning til byggeriet af moskéen på Vibevej. Vang er for, mens Hougaard er imod, fordi byggeriet er finansieret af præstestyret i Iran. Til gengæld støtter Hougaard de andre planer om at bygge en sunni-muslimsk moské på Amager, som angiveligt moderate muslimske organisationer i Danmark står bag.
DF’s plakat indeholder imidlertid en garanti om, at partiet er imod ethvert moskébyggeri. Og selvom at en sådan politik er i konflikt med Grundlovens bestemmelser om religionsfrihed, så er det et budskab, som alle og enhver kan forstå, og som mange vælgere er enige i. Og netop derfor er S lidt bekymret for effekten af DF’s plakatkampagne på kommunalvalgets udfald. Lige nu står DF i hvert fald til en pæn fremgang.

Sangerindeuvæsnet
Forleden valgte en håndfuld socialdemokrater med overborgmester Ritt Bjerregaard at forlade festmiddagen i Rådhusets fine festsal, mens tre bakkesangerinder underholdt alle rådhuspoli-tikerne. Den ene af sangerinderne var nemlig Dot Wessmann, som foruden at drive etablissementet Bakkens Hvile på Dyrehavsbakken også er kæreste med den kendte DF-politiker og medlem af Europaparlamentet Morten Messerschmidt.
Festmiddagen på dagen, hvor kommunens budgetforslag blev præsenteret i Borgerrepræsentationen, svarer lidt til Folketingets åbning. Det er en festdag, hvor man gør lidt mere ud af det hele, mens politikere, nøglemedarbejdere samt pressen spiser og morer sig sammen. Ritt Bjerregaard foreslog for nogle år siden fagborgmestrene, at de på skift arrangerede middagen og ikke mindst aftenunderholdningen.
I år var det så kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev, der var vært, og hun havde så denne torsdag for et par uger siden valgt det, man kan kalde for »folkelig«, eller »smålummer« om man vil, underholdning fra tre »syngepiger« fra det kendte Bakkens Hvile. At den benævnte Dot Wessmann var iblandt dem, var en tilfældighed.
Da det 45-minutter lange show gik i gang, forlod tre S-politikere pludselig festsalen. Det var foruden Ritt Bjerregaard også 1. næstformand for Borgerrepræsentationen Mona Heiberg samt Lars Aslan Rasmussen. Sidstnævnte lagde ikke skjul på, hvorfor han forlod salen.
Til BT forklarede han, at han gik i protest over, at kommunen ødsler penge ud til en »dybt skandaliseret« person (det vil sige Dot Wessmann), der er beskyldt for at bruge sin kæreste (Messerschmidt) til at lægge pres på politiske beslutninger. Konkret handler det om, at konservative politikere i Lyngby-Taarbæk i offentligheden har kritise-ret Messerschmidt for at påvirke miljøministeren i en konkret sag, hvor kommunen har lagt begrænsninger på brugen af en angiveligt støjende rutsjebane på Bakken, som ejes af Wessmann. I den offentlige debat har man diskuteret det etisk kloge i Messerschmidts ageren i sagen, hvor han efter eget udsagn blot har »leveret juridisk bistand«.
Alle øvrige rådhuspolitikere forblev på deres pladser under resten af showet – også BR-medlemmerne fra Enhedslisten og SF – som ingen beskylder for at have sympati for DF. I festsalen på aftenen var den mest udbredte holdning i alle parti-er, at de tre socialdemokrater optrådte taktløst og latterligt i en grad, så det var uværdigt. Kritikerne – med en rasende Pia Allerslev i spidsen – mente, at når en af kommunens borgmestre inviterer gæster udefra til at levere aftenunderholdning, så byder god opdragelse og almindelig respekt for andre mennesker, at de folkevalgte bliver siddende og lytter – hvad enten underholdningen falder i deres smag eller ej.
Men der var også andre forklaringer på det sære optrin:

Ritts niveau
Da BT konfronterer Ritt Bjerregaard med sin protest, er overborgmesteren måske blevet klar over, at hun er på tynd is. Derfor forklarer hun sin opførsel sådan:
– Vi var nogle stykker, der havde svært ved at tale sammen under underholdningen, og derfor gik vi udenfor.
Det lyder plausibelt, men ikke specielt troværdigt. Men måske var det heller ikke »lydniveauet«, der var problemet. For Bjerregaard siger efterfølgende til samme avis:
– Jeg synes bestemt, at bakkesangerinderne er bedst ude på Bakken.
Derved lod overborgmesteren åbenbart forstå, at det snarere var det »kulturelle niveau« ved bakkesangerinderne, der var problemet.
Fra årsskiftet skulle Ritt Bjerregaard ikke blive forstyrret af støjende bakkesangerinder.

tirsdag den 1. september 2009

Rød alliance i København

BAG KULISSERNE

Af Jarl Cordua

Bragt i Bryggebladet nr. 11 2009 den 1. september 2009

Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt har nu smedet en alliance, men også i København har LO presset på for at få skabt en solid politisk alliance mellem partierne til venstre forud for kommunalvalget.
For omkring ti dage siden mødtes repræsentanter fra fagbevægelsen i København med ledende politikere og organisationsfolk hos Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten. Forhandlingerne er endnu ikke afsluttede, men ambitionen går ud på at få skabt et fælles politisk grundlag, som partierne kan samarbejde om de næste fire år. Fagbevægelsens bestræbelser på at få skabt en rød alliance sker i øvrigt også i Danmarks andre større byer, hvor partierne til venstre traditionelt står stærkt.
Hvad dette politiske grundlag, der skal skabes enighed om, reelt består i, er endnu uklart, men det vil formentlig ikke indbefatte epokegørende nyheder. Men måske kan øvelsen forpligte partierne til et tillidsfuldt samarbejde. Det har der været brug i København, hvor samarbejdet mellem S og SF langt fra har været gnidningsfrit i den forløbne valgperiode.
Spørger man Socialdemokraterne, så har det i hvert fald knebet med SF’s opbakning i valgperioden til Ritt Bjerregaard og hendes billigboliger, og tilliden røg helt igennem gulvet, da partiet nægtede at stemme for projektet på Kløvermarken, som reelt knækkede Ritt Bjerregaards troværdighed og endte hendes politiske karriere. Det er ikke nemt at klinke skårene.
Meldingerne går indtil videre på, at hjerteligheden mellem Socialdemokraternes og SF’s top under forhandlingerne absolut er til at overse.

Et frækt tilbud
Forhandlingerne om en rød alliance har også sine begrænsninger. For den vil ikke betyde, at Socialdemokraterne på forhånd – og forud for valget – forpligter sig til at fordele – eller konstituere – byens borgmesterposter med de socialistiske partier. Der har dog allerede været tilbud fremme.
I lyset af de mytiske, fantastiske, men endnu ikke offentliggjorte meningsmålinger, hvor SF angiveligt skulle få opbakning fra 30 procent af de københavnske vælgere, har partiet givet Socialdemokraterne flere tilbud. Blandt andet et om, at de to partier skal konstituere sig alene. Et af de mere bizarre tilbud fra SF går dog ud på, at Frank Jensen får overborgmesterposten på et fad, mod at SF’erne på forhånd sikres hele tre borgmesterposter. Det ville formentlig betyde, at S så ikke fik andre borgmesterposter. Socialdemokraterne takkede imidlertid blankt nej.

Uklar SF-melding
Men hvorfor forsøger Bo Asmus Kjeldgaard at forhandle en eventuel overborgmesterpost væk allerede nu? Det gør børne- og ungeborgmesteren måske ud fra den erkendelse, at han er stort set den eneste blandt partierne på rådhuset og i sit eget parti, der synes, at »Kjeldgaard som overborgmester« lyder som en brillant idé. Kjeldgaard er utvivlsomt stadig chokeret over, at hans partiformand Villy Søvndal ikke kunne anbefale ham – hans partifælle – som overborgmester i København, men »lod det være op til vælgerne«.
I sidste uge holdt SF i København et hovedbestyrelsesmøde, hvor man diskuterede, om SF fortsat skulle have en »overborgmesterkandidat« eller simpelthen blot nøjes med en »spidskandidat« og samtidig på forhånd pege på socialdemokraten Frank Jensen som SF’s bud på en overborgmester.
Konklusionen på mødet er mildt sagt ikke klar. SF’s melding er, at partiet »ikke vil diskutere personer i valgkampen, men udelukkende politik«. Med andre ord: Bo Asmus Kjeldgaard forbeholder sig retten til at lægge billet ind på overborgmesterposten, hvis der skulle opstå den – for mange iagttagere – utænkelige situation, at et flertal på rådhuset peger på Kjeldgaard.
Som denne klummeskribent tidligere har skrevet, så er tilliden til Kjeldgaards person blandt ledende borgerrepræsentanter i stort set alle partier på rådhuset ikke just i top. Over for vælgerne er der mildt sagt også tale om en uklar melding fra SF. At SF ikke vil diskutere personer, men politik er – for de fleste københavnere – hverken fugl eller fisk og lægger kun til i det gængse syn på Kjeldgaard som en politiker med en noget uklar profil.

Kjeldgaards minus-faktor
Klimaet mellem Kjeldgaard og SF på Christiansborg siges også at være ekstremt dårligt. De ellers meget succesfulde SF-strateger på Borgen, mener ligefrem, at Kjeldgaards person vil få mulige SF-vælgere i København til at vende partiet ryggen på selve valgdagen i november.
Omvendt har Søvndal det egentlig helt fint med udsigten til, at S ikke får et katastrofevalg i København, så de beholder overborgmesterposten. Taber Thornings folk i hovedstaden, så kunne det måske true S-SF-alliancen på Borgen, og det vil Søvndal og co. slet ikke risikere. Så det passer dem i sidste ende godt, at SF’s fremgang med Kjeldgaard i spidsen er »under fuld kontrol«.

Kjeldgaard til kulturen?
På gangene tales der omvendt om, at Kjeldgaard er ved at være så mørbanket efter fire hårde år i Børne- og Ungdomsforvaltningen, hvor han gang på gang er blevet beskyldt af medier og politiker-kolleger for at have ladet økonomien sejle.
Rygterne siger, at glipper drømmen om at blive overborgmester, så har SF-borgmesteren i stedet udset sig at blive borgmester for Kultur- og Fritidsforvaltningen, hvor i dag Venstres Pia Allerslev sidder. I Kultur- og Fritidsforvaltningen skulle slagsmålene være mindre, lyder ræsonnementet.
At blive politisk leder af denne forvaltning kunne også om fire år være en retrætepost til Kulturministeriet, hvorfra Kjeldgaard i øvrigt har haft orlov i årevis. Hvis det er sandt, så vil det ændre hele konstitueringsspillet. Det kan Kjeldgaard dog næppe bestemme uden om SF’s stærke partiorganisation. For alt logik tilsiger, at SF bør gå efter den tungeste borgmesterpost efter overborgmesterposten, og det er i så fald Klaus Bondams borgmesterpost for Teknik- og Miljøforvaltningen.

Vang vs. Hougaard
Frank Jensen ligner dermed en sikker vinder af kommunalvalget, selvom Socialdemokraterne alt andet lige står til en gevaldig øretæve. Buddene går på, at Ritt Bjerregaards kæmpefremgang fra sidst som minimum er tabt til SF.
Spørgsmålet er, om Socialdemokraterne kan fastholde deres borgmesterpost nr. 2. Og her er der en spændende dyst mellem de to unge socialdemokrater om, hvem der i givet fald skal besætte den. Valget står mellem integrationsborgmester Jakob Hougaard og den politiske ordfører Anne Vang. Rygterne svirrer gerne om, hvem af de to, som lige nu er mest inde i varmen hos den kommende overborgmester.
Bedetæpperne hos ambitiøse socialdemokrater er selvfølgelig for længst blevet vendt imod Frank Jensen. Det siges dog, at Jensen ikke på nogen måde favoriserer parterne. Vang har i alle fald fået en del taletid i medierne i den seneste tid, hvor hun er blevet betroet rollen som den, der forsvarer København mod regeringens angreb, mens Ritt Bjerregaard har neddroslet disse aktiviteter. Derved synliggøres den unge ordfører frem mod valget.
I kulissen tales der derfor om, at Bjerregaard på denne måde hjælper sin unge protegé frem, der må siges at have tjent den afgående bydronning ganske trofast igennem fire år. I korridorerne tales der om, at Anne Vang især har et kik på at blive borgmester for Børne- og Ungdomsforvaltningen.

Udsigt til smalt forlig
Ellers er denne tid kendetegnet ved, at kommunens budget for næste år snart skal forhandles. Ritt Bjerregaards største ønske skulle være at afslutte karrieren med et stort og bredt forlig blandt Borgerrepræsentationens partier. Imidlertid er der ikke mange iagttagere, der tror på det.
Kommunekassen har det slemt især på grund af de pludseligt faldende skatteindtægter i samfundet som helhed. Dermed bliver der færre muligheder for at dele milde gaver ud til vælgerne, hvad der ellers kunne være nyttigt i et valgår. Tværtimod skal der endda findes penge på budgettet gennem serviceforringelser eller effektiviseringer, hvilket selvsagt nedsætter lysten hos politikerne til at tage del i ansvaret. Alt tyder derfor på, at det ender med et smalt forlig mellem ABF-partierne og måske sammen med Enhedslisten.
I den borgerlige lejr bemærker man, at Frank Jensen har fået lov til at kigge Ritt Bjerregaard over skulderen i en sådan grad, at der i budgettet endda er blevet plads til hans bandeindsats på Nørrebro med videre og andet, der matcher hans valgprogram. Dermed har Jensen demonstreret, at han allerede før, han er indvalgt i Borgerrepræsentationen, har stor reel indflydelse på Københavns politik.