onsdag den 22. oktober 2008

Bondam får kun en periode som miljø og teknikborgmester

De radikales vælgerkrise på landsplan river tæppet væk under partiet i hovedstaden.

Bragt i Bryggebladet nr 16 den 21. oktober 2008



Af Jarl Cordua

Om ca. et år går valgkampen før valget til Københavns Borgerrepræsentation ind i sin sidste og afgørende fase. Bryggebladet prøver at kigge lidt i krystalkuglen for at se, hvordan det kommer til at gå.

Næste års BR-valg vil vise om det fremadstormende SF får to borgmesterposter i stedet for kun én i dag. Det mest spændende er nok i virkeligheden om hvorvidt det bliver de radikale eller Enhedslisten, der må overlade SF en ekstra borgmesterpost. Selvom at S ifølge den seneste meningsmåling lavet af Gallup for Berlingske Tidende står til at sige farvel til op mod en tredjedel af deres vælgere skal det alligevel gå meget galt for socialdemokraterne, hvis de mister deres ekstra borgmesterpost ud over overborgmesterposten. I dag sidder integrationsborgmester Jakob Hougaard på den, men de fleste bud går på, at han bliver skiftet ud ved næste valg. Måske til fordel for en af overborgmester Ritt Bjerregaards protegeer eksempelvis den unge, men ganske synlige politiske ordfører Anne Vang.

Alle bliver borgmestre
Københavnsk politik adskiller sig fra stort set alt andet ved, at alle af byens store partiledere til sidst ender med at blive borgmestre. Det sker næsten uanset, hvordan det i øvrigt går partierne ved valget. Valgresultatet får naturligvis alligevel en afgørende betydning, da det bestemmer den rækkefølge, hvor borgmestrene vælger deres ressortområder. I grove træk sker det efter partiernes størrelse og efter hvordan det lidt komplicerede konstitueringsspil falder ud. Fremgang på valgdagen giver dog alt andet lige et parti bedre muligheder for at vælge en tungere borgmesterpost med et ressortområde med større budgetter, mere personale osv. Udover den større indflydelse, så profilerer det også en borgmester, sådan at han eller hun fremstår mere synlig overfor vælgerne frem mod det kommende valg.

Overborgmesteren er socialdemokrat
Siden 1938, hvor overborgmesterposten blev indført, har blot otte socialdemokrater røgtet hvervets som byens førstemand. Men faktisk har Københavns bystyre været socialdemokratisk ledet i mere end hundrede år og i perioder sad socialdemokraterne endog med absolut flertal i Borgerrepræsentation (BR). Socialdemokraterne har i perioder regeret ved hjælp af SF og venstrefløjens stemmer, men ofte har man – præcis som det skete i forbindelse med budgetaftalen i år – indgået konstitueringsaftaler med de borgerlige partier. Socialdemokraternes stemmetal er altså gået op og navnlig ned, men partiet har aldrig mistet magten. Det er derfor de færreste iagttagere, som inderst inde tror på, at Ritt Bjerregaard til trods for, at hun står til en ordentlig blodtud fra skuffede vælgere, ender med – efter at borgmester-posterne er fordelt - at måtte lade magten glide partiet af hænde. Når stemmerne er talt op efter valget næste år vil Ritt Bjerregaard efter Bryggebladets vurdering– uanset hendes tiltagende upopularitet og SFs fremgang - fortsat være overborgmester. Den eneste, der kan true Ritts overborgmesterpost er SFs Bo Asmus Kjeldgaard, men det kræver, at han får de borgerlige plus venstrefløjen til at pege på sig, og det er spørgsmålet om Kjeldgaard, som person besidder de altfavnende egenskaber, der skal til for nå dertil. Der er stort set ingen ledende politikere på rådhuset, der hverken stoler eller bryder sig om Ritt Bjerregaard, men det er ikke det samme som, at de er begejstrede for Kjeldgaard. Nok snarere tværtimod. Kjeldgaard er også omstridt, og går for altid at mele sin egen kage, mere end at tage hensyn til sine politiske alliancepartnere. Og det er næppe den rette strategi at følge, hvis man vil være overborgmester.

Bondams borgmesterpost på vippen
Klaus Bondam har længe måttet slås internt i sit parti med en utilfreds opposition, men blev alligevel for nogle uger siden genvalgt som spidskandidat uden modkandidat. Den interne begejstring over Bondam er dog til at overse. Han blev formentlig kun valgt, fordi gruppeformanden Manu Sareen hellere vil forfølge en karriere i folketinget. De radikale er oven i vælgermæssigt i krise på landsplan, hvor man ligger og roder under fem procent af stemmerne. Tilsyneladende er partiet på Christiansborg også plaget af en ledelsesmæssig krise. I hvert fald hvis man skal tro de radikales retspolitiske ordfører Simon Emil Ammitzbøll, der forleden forlod partiet med den begrundelse at han ikke havde tillid til Margrethe Vestager evner som politisk leder. Rigtig eller forkert, så skal de radikale igen have fremgang på landsplan, da udviklingen ellers risikerer at smitte af på vælgeropbakningen i København. Bliver nedsmeltningen total kan Klaus Bondam endog risikere at måtte sige helt farvel til en borgmesterpost. I Gallups måling for et par uger siden lå de radikale i hovedstaden imidlertid med otte procent pænt over partiets aktuelle landspolitiske vælgeropbakning. Under alle omstændigheder så står de radikale i København til at blive kraftigt decimeret i forhold til Liste Bs drømmevalg ved BR-valget i 2005, hvor man med næsten 12 procent af stemmerne blev større end SF, og derfor fik lov at vælge borgmesterområde først. Bondam sidder i dag på kommunens - næst efter overborgmesterposten - tungeste og højtprofilerede teknik- og miljøborgmester-post, men den allerede konstaterede tilbagegang medfører ret sikkert, at han ikke længere får lov at vælge først af partierne (efter overborgmesteren) som det skete i 2005. I stedet går teknik og miljøområdet med ret stor sikkerhed - enten til Venstres Pia Allerslev, som formentlig bliver størst blandt de borgerlige - eller til SFs Bo Asmus Kjeldgaard. Det sidste afhænger dog helt af hvilke partnere Ritt i sidste ende indgår en konstitueringsaftale med. Bondam få dog sandsynligvis– hvis tilbagegangen bliver begrænset - et andet men noget ”lettere” – borgmesterområde.

DF står til borgmesterstol
De konservative har igen valgt at stille med den blandt københavnske vælgere ret ukendte sundheds og omsorgsborgmester Mogens Lønborg. Intet tyder endnu på, at Lønborgs politiske meritter tiltrækker nye vælgere til partiet, men til gengæld kan den landspolitiske og for de konservative vældigt positive ”Lene Espersen-effekt” formentlig få nogle tidligere Venstre-vælgere i hovedstaden til næste år at foretrække at sætte kryds ved liste C. Det kan måske give partiet den fremgang i København, som konservative i mere end et årti har sukket efter. Gallups nylige måling for hovedstaden gav K 10 procent af stemmerne, men selv ærke-konservative forventer ikke at de tal holder på valgdagen. Paradoksalt nok er en fremgang for K ikke en garanti for en borgmesterstol. Venstre kan være sikker på deres borgmesterpost, men hvis Dansk Folkeparti bliver mandatmæssigt større end K i BR, hvad partiet har været tidligere, så er det ikke utænkeligt, at DFs leder Carl Christian Ebbesen kræver at få den anden borgmester-post i VKO-blokken. De fleste vurderer, at DFs mandattal på kun tre er undervurderet og kun skyldes, at Louise Freverts valgkamp sidst kørte helt skævt især på grund af hård kritik for en racistisk passage på hendes hjemmeside. Omvendt har Ebbesen på ingen måde end Pia Kjærsgaards politiske salgstalent. Gallups måling gav i øvrigt DF hele 11 procent mod kun 12 procent til Venstre. Så der er måske lagt op til et tæt løb om borgmesterposterne blandt de borgerlige partier.

mandag den 6. oktober 2008

Ritt alene på rådhuset

Socialdemokraternes budgetaftale med VKO vil præge resten af valgperioden

Artikel bragt i Bryggebladet nr. 15 den 16. september 2008

Bag kulisserne
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk


Overborgmester Ritt Bjerregaard havde ikke mange venner før årets budgetforhandlinger. Der var dog én, og det var Klaus Bondam, men den alliance blev ofret, da det for første gang siden valget i 2005 ikke lykkedes at samle ”byens regering” om en budgetaftale for 2009. I stedet bød Ritt ganske overraskende de borgerlige op til dans og endte med at strikke et budget sammen med VKO-partierne til venstrefløjens og de radikales store fortrydelse.
Begrebet ”byens regering” eksisterer derfor ikke længere og traditionen mellem ABF-partierne, hvor man klappede alle de store beslutninger af på forhånd er ligeså en saga blot. I realiteten har byen nu i stedet fået en ”mindretals-regering”, hvor S sidder for bordenden og forsøger at samle flertal fra sag til sag med forskellige partier skiftevis til højre og venstre.
Samtidigt vejrer især SF morgenluft. For Ritts aftale med de borgerlige, forbedrer Bo Asmus Kjeldgaards muligheder for at gå på stemmestrandhugst hos utilfredse socialdemokratiske vælgere. En meningsmåling i Berlingske i sidste uge viste netop, at SF tordner frem primært på socialdemokraternes bekostning.

Kløvermarken sendte SF ud
Årets budgetpartnere så ellers længe ud til at ende med den sædvanlige ABF-konstellationen plus Enhedslisten, men forhandlingerne strandede især på SFs modstand mod Kløvermark-byggeriet på Amager. Partiet ville imidlertid ikke underskrive en håndfæstning, der forpligtede dem til at støtte byggeriet, der skulle levere en pæn andel af Ritt Bjerregaards berømte billige boliger.
SF opretholdt sin modstand primært af to årsager. For det første krævede partiet en ny såkaldt ”risikovurdering” af projektet, der skulle klarlægge de planlagte boligers afstand til det nærliggende område ”Prøvestenens” olielagre. Socialdemokraterne mente, at en sådan risikovurdering var iværksat men støttede gerne en ny, men krævede alligevel her og nu sikkerhed for, at SF uanset resultatetet af risikovurderingen, at partiet til sin tid støttede projektet.
Mistilliden mellem parterne har længe været udtalt, men den blev nu total, da Ritt Bjerregaard desuden ikke ville – eller kunne - svare på, hvor mange boliger, hun havde tænkt sig, at der skulle bygges på Kløvermarken.

Frygten for ålerusen
For det andet opfattede SF fra starten Kløvermarks-projektet, som en politisk ”åleruse” eller en fælde, man skulle undgå. I fald man ”bed til bolle” og accepterede byggeriet, så ville det blive svært igen at komme ud af aftalen.
Midt i forhandlingsprocessen forsøgte den socialdemokratiske politiske ordfører Anne Vang gennem medierne at øge presset på SF, som blev stemplet som utroværdige forligspartner, der løb fra indgåede aftaler. Holdningen hos Ritt og co. lå længe klar: Ville SF ikke være med til Kløvermarksprojektet, så fik de ingen indflydelse på budgettet.
Efter en farceagtig weekend, hvor SF dagligt skiftede holdning til byggeprojektet stod det efterhånden klart for alle, at socialdemokraterne i stedet ville prøve at forhandle med de borgerlige. Der blev holdt møder med SF, men man nåede aldrig til realitetsforhandlinger.

Skattesænkning sendte de radikale ud
Enhedslisten og navnlig de radikale bed sig fortsat fast i bordkanten, selvom den radikale gruppeformand Manu Sareen før forhandlingerne med de borgerlige blankt afviste skattesænkninger på 0,5 procent, som lå i det oprindelige VKO-udspil. Dermed var Ritt Bjerregaards forhandlingsposition låst fast, hvis hun skulle have de radikale med. Formelt var Bondam og Co. stadig med i forhandlingerne med VKO, men efterhånden som de skred frem gled de længere ud på sidelinjen.
På et tidspunkt foretog overborgmesteren en kold kalkyle: Enten spillede hun de radikales spil – hvorefter socialdemokraterne skulle tilbage til besværlige og formentlig umulige forhandlinger med SF - eller også forsøgte Ritt sig helt alene med de borgerlige.
Da S var nået i hus med VKO-partierne var de radikale blevet en klods om benet. Deres mandater var ikke afgørende, og de radikale og Enhedslisten blev derfor slet ikke engang forsøgt inddraget i en aftale. Ved den lejlighed blev tovene til tre års ret tæt samarbejde mellem Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam brutalt kappet over.

Kæmpesejr til VKO
De borgerlige partier fejrede budgetforliget som en kæmpesejr – og med rette. Den borgerlige oppositionsleder, kultur og fritidsborgmester Pia Allerslev fik med forliget sit første egentlige forhandlingsresultat hjem. Selvom VKOs oplæg lød på en halv procents skattesænkning, og undervejs blev forhandlet ned til kun 0,2 procent, så anses dette resultat bredt på rådhuset for en præstation i en kommune, hvor næsten to-tredjedele af vælgerne stemmer på alt andet end VKO.
Allerslevs Kulturforvaltning med de mange nedslidte idrætsanlæg og den konservative borgmester Mogens Lønborgs sundhedsforvaltning er sammen med Socialforvaltningen i øvrigt de helt store vindere, der tilgodeses med midler til næste år. Da Ritt Bjerregaard enten ikke tør eller ikke vil tage pengene fra Bo Asmus Kjeldgaards Børne- og Ungdomsforvaltning, så må de hentes et andet sted. Det bliver naturligvis Klaus Bondams store teknik- og miljøområde, som må holde for, når pengene skal findes. Det sker ved, at flere dyre anlægsinvesteringer nu bliver taget af bordet.
De borgerliges forhandlingstriumf - skattesænkningen - er nok mere symbolsk end den er reel, da de 500 kr. ekstra om året for børnefamiliernes bliver mere end spist op af en takststigning i daginstitutionerne på 187 kr. om måneden. Hos Kommunernes Landsforening er der dog begejstring over aftalen, da den københavnske skattesænkning gør KL bedre i stand til at overholde sin økonomiske aftale med regeringen, da kommuner med særlig dårlig økonomi nu skaber rum til at hæve skatten, når megakommunen København sænker sin skatteprocent.

Fra rød til sort skole
Skattesænkningen har dog også gjort Ritt Bjerregaard ganske sårbar for kritik fra venstrefløjen og de radikale. For ni måneder siden satte overborgmesteren sig personligt i spidsen for en ideologisk oprustning af Socialdemokratiet på landsplan under navnet ”Den Røde Skole”, men nu anklages hun for i virkeligheden at være ”skoleinspektør i den sorte skole”.
Samtidig har de svært ved at se, hvordan Ritt kan gå med til skattelettelser, når Socialdemokraterne ved sidste folketingsvalg lovede danskerne ”velfærd frem for skattelettelser”. Endelig står kommunens faglige organisationer med LO-Storkøbenhavn i spidsen for protest-demonstrationer imod forliget med VKO, som efter deres opfattelse består af nedskæringer på det sociale område.
Gallups måling i Berlingske i sidste uge viser, at mere end hver tredje S-vælger, der stemte på Ritt i 2005, nu har sagt farvel og tak. Kun 23 procent vil efter budgetforliget stemme på S mod næsten 38 procent ved forrige BR-valg.

Hemmelig tilfredshed hos SF og Radikale
Ritts budgetforlig med VKO åbner på ny det politiske spil på rådhuset frem mod valget næste år. Ingen forestiller sig, at de borgerlige hjælper hende i alle politiske sager ligeså lidt som, at det heller ikke er sandsynligt, at venstrefløjen og de radikale afviser at deltage i politiske aftaler.
Men den gamle forståelse om gensidig loyalitet mellem ABF-partierne og fælles forpligtelse til at forsøge at nå til enighed er gået fløjten. Og så glæder især de radikale og SF sig i al hemmelighed over den nyfundne frihed, hvor man får langt bedre mulighed for at sælge sin egen politik overfor vælgerne – frem for at blive gjort ansvarlig for ”Ritts København”.
Foreløbig står SF til en kæmpe vælgergevinst. Holder Gallup-målingen hele vejen frem til valget, bliver SF mere end fordoblet og bliver Københavns største parti med 26 procent af stemmerne. Til gengæld får de radikale bank i målingen. Partiets genvalgte spidskandidat Klaus Bondam har udsigt til kun at samle en vælgeropbakning på 8 procent. Det er kun to tredjedele af resultatet fra 2005, hvor liste B fik 11,8 procent af stemmerne.
Ritt Bjerregaard kan under alle omstændigheder ikke undgå at blive isoleret mere end nogensinde. Venstrefløjen og de radikale er begyndt at finde sammen i et skæbnefællesskab, hvor man hvert fald kan blive enige om én ting: at stå sammen mod Ritt Bjerregaard.