tirsdag den 16. december 2008

Årets vindere og tabere i københavnsk politik

Julefreden har sænket sig over Københavns Rådhus, men Bryggebladet kigger tilbage for at udpege vindere og tabere i et sædvanligt forrygende og dramatisk år i københavnsk politik.

Bragt i Bryggebladet nr. 21 den 16. december 2008

BAG KULISSERNE

Af Jarl Cordua


Et vendepunkt for Ritt?
2008 var helt overordnet et ret skidt år for Ritt Bjerregaard. Meningsmålinger i Berlingske viste at københavnerne i bundter forlader S især til fordel for SF og tilfredsheden med overborgmesterens indsats var helt i bund. Iagttagere peger på Ritts overraskende budgetforlig i efteråret med de borgerlige som et afgørende punkt, hvor hun viste handlekraft, vilje til magt og demonstrerede overfor de radikale og SF, hvem der bestemte. De borgerlige jublede, mens de radikale, venstrefløjen, fagforeningerne og formentlig en stor del af S-vælgerne rasede. ”Ingen slinger i valsen”, lovede Ritt vælgerne i 2005. I det samme år, hvor Ritt forsøgte at trække S til venstre som skoleinspektør i ”Den Røde Skole”, så indgik hun budgetforlig med de borgerlige.
En vurdering er, at Ritt er i gang med et fundamentalt strategiskifte væk fra den enerådende ”mor bestemmer”-stil og i retning af en mere imødekommende ”mor formidler det brede samarbejde” -stil. Før insisterede Ritt på at tage hele æren for politiske resultater – nu skal al alle forligspartnere have æren. Lyder det for godt til at være sandt? Måske. Men faktum er, at Bjerregaards troværdighed hos vælgerne er sønderskudt, og derfor har socialdemokraterne analyseret sig frem til, at de ikke kan køre en kampagne som sidst med kontraktpolitik i stil med løftet om 5000 billige boliger.
Ritt Bjerregaards boligløfter fra forrige valgkamp har længe været reelt skudt i sænk. Forleden dag indrømmede overborgmesteren, at der aldrig bliver bygget 5000 boliger til 5000 kr. på fem år. Foreløbig er det blevet til 12 boliger, og den ny plan som overborgmesteren forleden søsatte, handler det blot om at få bygget billige boliger. Punktum. Ritt vil dele æren og ansvaret med resten af partierne, og så håber hun sikkert på, at de politiske modstandere og vælgerne vil glemme hendes bombastiske valgløfte fra 2005 i næste års valgkamp. Så god er verden næppe.
Internt holder Ritt Bjerregaard ro i partiet, men euforien fra 2005 er væk. Overborgmesteren opfattes som enevældig blandt de socialdemokratiske BR-medlemmer, hvor flere af dem godt kan regne med at sige farvel til rådhuset. Skylden for nederlaget bliver lagt på Ritt Bjerregaards måtte. Hun kan ikke tørre det af på Helle Thorning-Schmidt. Sidst vandt Ritt kommunalvalget suverænt PÅ TRODS af S-partiformanden. Så det ville ikke være troværdigt at tørre et evt. stort nederlag af på Thorning.
Socialdemokraternes integrationsborgmester Jacob Hougaard har dog vist sig at være en gevinst for sit parti. De økonomiske konjunkturer plus en ihærdig opsøgende indsats har fået byens indvandrere i beskæftigelse. Samtidig har kommune fået held til at bekæmpe ghetto-dannelsen i et par af de hårdest ramte kvarterer. På Rådhusets gange er den unge borgmester aktier stigende. Også hos Ritt Bjerregaard. Sådan har det ikke altid været.


Bondams sidste år
2008 var et skidt år for Klaus Bondam. Meningsmålingerne for de radikale er mildest talt elendige. De står til en halvering af stemmetallet, og spørgsmålet er om mandaterne rækker til at Klaus Bondam kan fortsætte som borgmester. Ingen tror på et scenario, hvor han kan fortsætte på den tunge miljø og teknikborgmester – den går formentlig til Bo Asmus Kjeldgaard. Men måske kan Bondam blive borgmester for et af de andre lettere områder. De radikale stod desuden uden for budgetforliget med den konsekvens at Bondams ansvarsområde måtte holde for, mens resten af kommunens borgmestre blev tilgodeset. Noget tyder i øvrigt på, at Bondams strategi med at slå sig op som bilernes fjende nr.1 og cykelborgmesteren er slået helt fejl. Ifølge ikke offentliggjorte vælgeranalyser, så har radikale vælgere forladt partiet – ikke til fordel for SF – men i stedet til S og de borgerlige. Begrundelsen er, viser interne vælgeranalyser, at de radikales modstand mod biler i byen opfattes som fanatisk. Bondams største politiske resultat i år er også en lukning af Nørrebrogade for biltrafik. Det er SFs vælgere glade for, men det får dem formentlig ikke til at svigte Villy Søvndals parti til fordel for Bondam på valgdagen. Det er indlysende et kæmpe problem for Bondam, som i efteråret blev kåret som sit partis spidskandidat.
De radikales forudsigelige problemer hos vælgerne på landsplan kunne opvejes af en kendt og respekteret spidskandidat. Netop her deler vandene sig om Klaus Bondams personlige vælgertække formår at trække nye vælgere til partiet. Vandene er mildt sagt delte om, hvorvidt Bondams selv for en politiker ekstraordinære trang/behov til at være i rampelyset samt ikke mindst særegne skuespillerimage indbefattende en ofte overvældende følelsesbetonet facon, som nogle finder sympatisk – andre latterligt – vil vise sig at være en gevinst på valgdagen.

Kjeldgaards år
2008 var alt i alt et godt år for Børne og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard. Først og fremmest af den grund, at han i foråret mod alle odds vandt partiets urafstemning om at blvie partiets spidskandidat ved næste BR-valg knebent over Villy Søvndals foretrukne kandidat Anne Baastrup. Kjeldgaard kan ride med på den vælgermæssige bølge som skylder ind over partiet for tiden med Villy-effekten. SFs spidskandidat er dog blevet underlagt Christiansborgs vilkår til hvordan kampagnen i København skal forløbe, hvilket formentlig passer ham fint. Borgmesteren har brug for Villys støtte for at imødegå kritikken fra sin egen BR-gruppe, som på ingen måde på samme tid udgør Kjeldgaards fanklub.
Kjeldgaard og hans parti er dog fuld af selvtillid forud for næste valg og udgør - på papiret - eneste trussel mod Ritt Bjerregaards overborgmesterpost.
Selv om at SF ikke deltog i budgetforliget, så fik det ingen konsekvenser for børne- og ungdomsforvaltningen. Københavns børnetal stiger brat i disse år – hurtigere end kommunens regnedrenge kan følge med. Det skaber strid om midler til at bygge skoler for, og for at kommunen kan opfylde den pasningsgaranti, som politikerne for længst har vedtaget. I den strid forspilder Kjeldgaard ikke muligheden for at skyde skylden på sine kolleger. Omvendt mener hans politiske modstandere at børne- og ungeborgmesteren klynker og fralægger sig sit ansvar.


VKOs kanonår
VKO-partierne har samlet set haft et rigtig godt år. VKO udnyttede en pludselig opstået mulighed for at komme med i et budgetforlig. De fik en række borgerlige mærkesager gennemført herunder en lille skattelettelse med betydelig symbol-kraft internt især hos Venstre og de konservative. Og så er især de to små partier vokset lidt i betydning og mht. respekt, hvor de før fyldte stort set ingenting.

Dansk Folkeparti kom med i et budgetforlig for første gang nogensinde på Københavns Rådhus. Partiets indflydelse i hverdagen har ellers været minimal, men med deltagelse budgetforliget har partiet nu den fjer i hatten, at man bliver taget seriøst og at partiets stemmer rent faktisk tæller. DFs rorsmand på Rådhuset Carl Christian Ebbesen og formentlige spidskandidat er også ganske vellidt for sit omgængelige og venlige væsen og får ros - også fra politiske modstander - for at være en dygtig politiker.

Venstres Pia Allerslev har haft et godt år, som var hendes første hele år som borgmester. Allerslevs stil er en anden en den, man så hos farverige forgængere Søren Pind og Martin Geertsen. Hendes profil er ikke så klar og kontant, og en iagttager vurderer, at hun slet ikke på samme måde - som Geertsen - matcher overborgmesteren og give det nødvendige modspil, når der forhandles i det magtfulde økonomiudvalg. Omvendt peger flere netop på Allerslevs fortrinlige evne til at skabe personlige relationer til politiske med og modspillere som en medvirkende årsag til at VKO fik et forlig i stand med Ritt Bjerregaard. Overborgmesteren menes at kunne lide Allerslev, hvorimod Ritts forhold til Geertsen og omvendt var yderst anspændt og indimellem direkte fjendtligt.

De konservatives Mogens Lønborg havde også et godt 2008. Udover at den decimerede to-mands store konservative kom med i budgetforliget, så blev sundhedsborgmesteren også opstillet som sit partis spidskandidat trods det historisk pauvre valgresultat i 2005. Lønborg får ros for at være en god administrator og han slås ikke med dårlige pressesager. Han har dog ikke den tydeligste profil, og regnes af stort set alle på rådhuset som en absolut letvægter med ringe politisk fingerspidsfornemmelse. Lønborg og hans fæller håber dog på at Lene E. effekten vil hjælpe de konservative til en lille mandatfremgang ved valget i november.

Kæmpede sig tilbage
2009 begyndte mildt sagt elendigt for Mikkel Warming, hvor en række ubehagelige sager blandt andet om personalets magtanvendelse på kommunens bostæder for psykisk handicappede hobede sig op på hans bord. Socialborgmesteren blev kritiseret fra alle sider og selvom at Warming på ingen måde rendte fra ansvaret, så fremstod han noget vingeskudt i dagspressen. Pressehåndteringen var bestemt heller ikke til et 13-tal.
Med tiden er de grimme sager blevet færre i kraft af en ihærdig indsats for at løse problemerne, og samtidig er socialområdet blev tilført betydelige midler ved budgetforliget – også selvom at Enhedslisten ikke var med i det.
Der er bred enighed om, at socialborgmesterposten er et af de vanskeligste i kommunen, hvor politikeren med ansvaret næsten udelukkende får dårlig presse. Mikkel Warming er dog en vellidt person på rådhuset, som aldrig forsømmer en mulighed for at lave en politisk aftale. Han får både som person og politiker topkarakter af sine politiske modstandere, og beskrives som den mest velforberedte borgmester med styr på både sine egne og andres sager.
At Enhedslistens borgmester har været associeret med en for dårlig social indsats på nogle områder i København huer heller ikke partifællerne. Enhedslistens image og selvforståelse er, at partiet hellere skal fokusere på en rolle som ”kritisk vagthund” frem for administratorer, og derfor måtte Warming for nylig engagere sig i en debat og intern afstemning i sit eget parti blandt andet om et forslag, der gik ud på at Enhedslistens skulle frasige sig en borgmesterpost ved næste valg netop for at kunne stå frit og ikke være fedtet ind i kommunens administration og de problemer, det giver. Ikke desto mindre vandt synspunktet ”ja til borgmesterpost” mest fremme med 90 procents opbakning ved afstemningen.

tirsdag den 2. december 2008

Kjeldgaard isoleret mere end nogensinde

Socialdemokraterne forsøger at slide SF’s borgmester ned, og han giver selv en hånd med.

Bragt i Bryggebladet nr. 20 den 2. december 2008

BAG KULISSERNE

Af Jarl Cordua

Rådhuset er for tiden præget af en tiltagende bitter stillingskrig mellem SF og Socialdemokraterne forud for næste kommunalvalg. Men det forunderlige er, at selvom at overborgmester Ritt Bjerregaard er mere upopulær end nogensinde, så er der intet alternativ at få øje på. Den eneste, der på papiret kan gøre overborgmesteren rangen stridig, er netop SF’s spidskandidat, børne og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard. Men ingen – ikke engang i SF – forestiller sig, at andre partier end SF peger på ham som overborgmester. Årsagen til fravalget af SF borgmesteren går ikke så meget på politiske forskelle, men har snarere bund i en generel holdning hos alle partierne på rådhuset om Kjeldgaards grundlæggende mangel på personligt format. Selv afviser han – forlyder det – at han har noget problem i den retning.

Kører på personen
SF-borgmesteren har længe været under heftig beskydning fra socialdemokratiske BR-medlemmer i fagblade og lokalaviser. Og det er ikke kun rene politiske argumenter, der bruges som ammunition. Socialdemokraterne går ikke af vejen for også at køre på Kjeldgaards person. Eksempelvis skrev det socialdemokratiske BR-medlem Lars Rasmussen for nylig i de københavnske læreres fagblad (en faggruppe hvor SF og S konkurrerer om stemmer) at Kjeldgaard benytter sig af »løgn«, »ikke kan finde ud at overholde selv de mest basale politiske aftaler«, »aldrig vil stå ved sit ansvar« og »ikke er sin opgave voksen«. Rasmussens ret så harske indlæg er et svar på tidligere indlæg fra Kjeldgaard, som ikke selv har givet ved dørene i sine aldrig tøvende og hårde angreb på S igennem efteråret for at have indgået budgetforlig med de borgerlige. Det er langt fra første gang, at tonen på Københavns Rådhus har været rå og personlig, men det er omvendt ikke så tit, at en politiker bliver mål for personlig kritik fra stort set alle dele af det politiske spektrum. Naturligvis kan man også forklare kritikken af Kjeldgaard som brødnid, nu hvor SF står til en kæmpefremgang ved næste års kommunalvalg.

Ingen tillid
Ikke desto mindre så er det en kendsgerning, at SF’s spidskandidat får sværere ved at manøvrere politisk, når samarbejdspartnerne ingen tillid har til ham. I Kjeldgaards egen BR gruppe har det længe knebet med opbakningen, og hans sidste og eneste trofaste støtte, Frank Hedegaard, meddelte for nylig, at han ikke genopstiller. Kjeldgaards forhold til de partier, SF naturligt samarbejder med, har længe været elendigt. Enhedslisten har i øjeblikket begravet stridsøksen, men den kan så let som ingenting blive gravet op igen, for navnlig dér har man en del gamle regnskaber at gøre op med Kjeldgaard. Hos SF’s gamle tætte samarbejdspartner, de Radikale, kan tilliden til Kjeldgaards person også ligge på et lille sted. I frustration har man set til, hvordan hans forvaltning er blevet forgyldt med millioner af kroner i de seneste budgetforlig, uden at det har kunnet ses eksem pelvis på kvaliteterne i kom munens folkeskole eller på pladsgarantien.

»Teflon-Bo«
Den brede kritik af Kjeldgaard går også på, at han er meget hurtig til at tage æren for stort set alle politiske resultater, men selv afviser at tage ansvaret for sin egen forvaltnings problemer med eksempelvis at opfylde den såkaldte pladsgaranti i kommunen. Flere iagttagere formulerer det sådan: »Bo Asmus holdning er, at vi (SF) har altid ret, de andre tager fejl – og giv os flere penge!« SF-borgmesteren føler omvendt, at han er udsat for en socialdemokratisk hetz, hvor han får påklistret øgenavne som »Teflon-Bo«, netop fordi man mener, at SF-borgmesteren skyder skylden på andre frem for selv at tage ansvaret for problemer i hans egen forvaltning. Kritikerne hævder, at »Bo Asmus vælter i penge«, men selv peger børne- og ungdomsborgmesteren på, at de bevilgede midler ofte er øremærket bestemte for mål. Det vil sige, at han ikke kan bruge dem til at opfylde børnepasningsgarantien. Kjeldgaard forsvarer sig desuden med, at han i forhold til pladsgarantien har fået for få penge, fordi der er født flere børn, end Økonomiforvaltningen har budgetteret med.

Ville tage æren
For et par uger siden skete der det glædelige for kommunen, at Økonomiforvaltningens regnedrenge havde regnet galt og fundet 40,6 millioner kroner, der var til overs på kommunens budget for næste år, og som nu kunne bruges på sociale projekter, der ellers var blevet sparet væk. På denne måde blev spillestedet Pumpehuset, Sundhedshuset på Christiania, kontaktstedet på Mændenes Hjem, Sofiebadet og andre reddet af den økonomiske saltvandsindsprøjtning. Kutymen er, at det er årets budgetpartier (VKO og S), der fordeler pengene i en såkaldt ’tillægsaftale’ til budgettet. Med andre ord kan disse partier tage æren for at have leveret disse populære tidlige julegaver. Men ved sidste uges økonomiudvalgsmøde fik SF så skrevet ind i protokollen, at det var »udemokratisk«, at partiet ikke kunne være med i denne aftale og være med til at fordele pengene. Det blev for meget for – selv for de to andre medlemmer af Økonomiudvalget fra partier, der ligesom SF stod uden for aftalen – de Radikales Klaus Bondam og Enhedslistens Mikkel Warming. Begge meddelte derfor, at hverken SF eller de selv kunne forvente indflydelse på fordeling af disse ekstra-penge, når de ikke var en del af budgetforliget. Bondam og Warming pegede på, at i andre år, hvor der var fundet ekstra penge, havde SF heller ikke krævet, at man inviterede partier, der stod uden for budgetforligskredsen, med til at fordele disse ekstra penge. Politikerne var altså hele vejen rundt om bordet dybt forundret over, hvad de opfattede som Kjeldgaards helt enestående og taktløse frækhed. En anden forklaring er, at SF-borgmesteren udviste en ekstraordinært pinlig mangel på situations -og politisk fingerspidsfornemmelse, som er ret så uforståelig, når Kjeldgaard i så mange år har været med i københavnsk politik.

Kjeldgaards sidste ven
Selvom V og SF ikke naturligt er hinandens nære samarbejdspartnere, så har Kjeldgaard dog tidligere haft en god dialog med Venstres kulturborgmester Pia Allerslev. Men sympatien er nu kølnet adskillige grader. Kjeldgaard gerådede eksempelvis ud i et opsigtsvækkende skænderi med kulturborgmesteren om, hvem der har skylden for, at en sportshal ved skolen her på Bryggen – til trods for at Borgerrepræsentationen allerede to gange har besluttet det – endnu ikke er blevet bygget. Venstre mente egentlig, at de havde en forståelse med Kjeldgaard om en generel ’borgfred’ mellem de to partier, som ikke konkurrerer om de samme stemmer. Men så angreb børne- og ungdomsborgmesteren i et indlæg i herværende avis Allerslev og gav hende ansvaret for den manglende finansiering til sportshal byggeriet. Kjeldgaards udfald udløste stærk irritation hos Venstre-folkene, og han fik derfor klart svar på tiltale i form af et kontant indlæg fra kulturborgmesteren i seneste nummer af Bryggebladet. SF-borgmesteren havde fået en rigelig bevilling, så han kunne bare komme i gang i stedet for at ynke og klynke sig, lød det skarpt fra Allerslev: »Som en forsmået og jaloux elsker plaffer han – i samtlige københavnske lokalaviser, uge efter uge – patetisk løs mod alt og alle. Alle er vi skurke, bortset fra ham selv, naturligvis – for lige netop han, og kun han, vil nemlig kun københavnerne det bedste. Topmålet af hykleri nås, når den selvgode borgmester først sviner alle vi andre borgmestre og politikere til – hvor efter han klynker over, at vi borgmestre skændes i pressen og ’kaster med aber’«. Siden oplevede V-folkene, at et af deres menige BR-medlem – efter at have skrevet et SF-kritisk indlæg – netop blev forholdt af Kjeldgaard, at der skulle være en sådan gensidig forståelse om fred og fordragelighed. Hos Venstre er opfattelsen nu – ligesom hos alle andre partier – at Kjeldgaard ikke er til at stole på. BR har efter denne batalje fundet lidt flere penge til Kjeldgaard, så han kan bygge sportshallen på Bryggen, men kritikerne ser dog ikke for sig, at man har hørt det sidste ’klynk’ fra en SF-borgmester, der nok en gang beder om flere penge