onsdag den 25. maj 2011

Tandbørsten blev hans skæbne

Dum sag kortslutter SF-borgmester karriere

Bragt i Bryggebladet nr. 8 den 26. maj 2011

Af Jarl Cordua

Alt det farverige og uforudsigelige ved københavnsk politik var ellers ved at gå fløjten i denne valgperiode. Det var en udbredt holdning på Københavns Rådhus. Altså lige indtil torsdag eftermiddag før St. Bededagsferien, hvor rådhuset blev rystet af endnu en uforudset borgmesterafgang. For da blev det kendt, at SFs Teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard trak sig fra sin borgmesterpost efter, at Ekstra Bladet efter ganske grundig research kunne afsløre, at Kjeldgaard ikke levede op til valglovens bopælskrav, fordi han reelt boede hos sin kæreste på Frederiksberg. Afsløringen var så veldokumenteret, at Kjeldgaard kun få timer, at han blev konfronteret med Ekstra Bladets fotodokumentation, selv drog konsekvensen og forlod Københavns Rådhus efter 14 år som borgmester. Umiddelbart kunne man indvende, at der er tale om en skandale i den mindre ende af skalaen, idet ingen - slet ikke kommunen - har lidt noget tab ved, at Kjeldgaard har foretrukket at overnatte i kærestens store lejlighed på Frederiksberg frem for ungkarlehyblen på 56 kvm. på Sundbyvester Plads. SF’eren har naturligvis folkeregisteradresse i København, hvor han også har svaret skat. Men valgloven er imidlertid temmelig striks. Hvis ikke man bebor kommunen – fysisk - så er man pr. definition ikke valgbar. Når man således ikke er valgbar, så kan man hverken sidde i Borgerrepræsentationen eller som borgmester. Da Kjeldgaard ifølge Ekstra Bladet har været kæreste med den pågældende kvinde i ca. 4 år kan man spekulere i om han – ifølge valgloven - var valgbar ved kommunalvalget i 2009, hvor han var SFs overborgmesterkandidat. Under alle omstændigheder stiller ingen – heller ikke Kjeldgaard – spørgsmålstegn ved, hvorvidt reglerne er overtrådt. Det er de.

SFs hårde linje
Det er en sag, der rammer SF med hård kraft og udstiller et af partiets topfolk i København som en hykler. For som parti har SF sammen med Enhedslisten været hardliner i lignende spørgsmål om fx bopælspligt. Dvs. at partiet med næb og klør har bekæmpet enhver mulighed, at folk har kunnet købe bolig uden at have folkeregisteradresse i kommunen. Det er derfor på sin vis skæbnens ironi, at det netop bliver SFs mest erfarne mand i Borgerrepræsentationen, der må falde på en regel, der er i samme boldgade som bopælspligten.

Den anden sommer
Det er på sin vis også tragisk, at Kjeldgaard efter i årevis at have siddet på flere forskellige borgmester-ressortområder med store økonomiske problemer pludselig fik ”sin anden sommer” med de 17 måneder det blev til på den borgmesterpost, som blev hans ønskejob. Kjeldgaards store interesse kredsede særligt omkring miljøpolitik. Han havde det bedst med mærkesager som at gøre København CO2-fri for bilisme, flere cykelstier og det lidt tungere arbejde med at udvikle og fusionere byens forsyningsselskaber. Som politisk figur var han ikke til at komme udenom i sit eget partis byrådsgruppe, hvor det i flere valgperioder stod ganske småt til, når det gjaldt frembringelse af en politisk talentmasse. Kjeldgaards popularitet i partiet blev dog aldrig overvældende og han slog kun Villy Søvndals modkandidat Anne Baastrup som spidskandidat til kommunalvalget i 2009, fordi de ellers ret dygtige SF-strateger på Christiansborg sov i timerne og ikke gav Baastrup-kampagnen nok opmærksomhed. Dertil kommer, at Kjeldgaard selv trods alt førte en god kampagne, hvor han spillede fermt på den latente modvilje i den københavnske partiorganisation mod Søvndals i nogle SF’eres øjne lidt for hastige og smarte strømlining af partiet. Hos SF på Christiansborg vil de ingenlunde savne Kjeldgaard, selvom de sagtens kunne være denne pinlige sag foruden her kort før et folketingsvalg.

Sluttede på toppen
På Rådhuset har Kjeldgaards aktier hos politiske med-og modparter formentlig heller ikke været højere i kurs indtil nyheden blev kendt fredag eftermiddag. Han har aldrig været specielt vellidt blandt sine kolleger, men der har i hvert fald indtil for nylig været en god forståelse og tone mellem ham og den nye overborgmester Frank Jensen. Holdningerne hos politikerne til Kjeldgaard i de forrige valgperioder – og særligt valgperioden, hvor Ritt Bjerregaard var overborgmester - var til gengæld entydigt negative over hele linjen. Enhedslisten, de radikale, socialdemokraterne og de borgerlige var forbløffende enige om, at Kjeldgaard som børne- og ungdomsborgmester og som familie og arbejdsmarkedsborgmester var lidt for smart og hurtig til at tørre sine egne forvaltningers økonomiske problemer af på forgængerne. Politikerne berettede enslydende om en borgmester, som gerne tog æren selv for andres gode idéer, men ikke evnede at få løst problemerne i de stærkt økonomisk nødlidende og ganske svære borgmesterområder, som han sad med. Kjeldgaards ry som forhandler var endog, at han intet selv gav ved dørene, men ustandseligt gjorde sig besværlig og klagede sin nød. Socialdemokrater under Ritt Bjerregaard oplevede deres samarbejdspartner Kjeldgaard som decideret illoyal, hvor han efter deres opfattelse lækkede fortrolige oplysninger givet til ham fra overborgmesteren til pressen. Det skete fx i forbindelse med lukningen af det såkaldte Ungdomshus på Jagtvejen 69, hvor kommunen for at undgå uroligheder med møje og besvær havde skruet et kompromis sammen om et ungdomshus på Stevnsgades skole, som – hævder man – endda var blevet godkendt også af repræsentanter for ungdomshusaktivisterne. Men en S-spindoktor henviser i dag til en central kilde i SF-lejren, der siden forklarede ham, at Kjeldgaard forpurrede aftalen ved forinden at lække den til Politiken. Det fik herefter avisen til at konfrontere andre unge aktivister om aftalen, som de endnu ikke var taget med på råd om, hvor efter at den røg på gulvet med et brag. Herefter henlå dele af København i røg, damp, og demo’er i hen ved et års tid, hvilket formentlig kostede byen millioner i udgifter. Siden turde Ritt Bjerregaard ikke forhåndsorientere SF-borgmesteren om politiske udspil af frygt for at de blev lækket til pressen. Generelt blev forholdet mellem Kjeldgaard og Bjerregaard forpestet af den manglende tillid, at overborgmesteren til sidst kortsluttede samarbejdet med SF og lavede sit sidste budgetforlig med de borgerlige helt uden om Kjeldgaard og SF. En iagttager kommenterede forleden Kjeldgaards afgang, som ”en forsinket fødselsdagsgave til Ritt Bjerregaard”, der for nyligt fyldte 70 år.

Ikke Villys mand
Hos SF’erne er dog nok flere, der kniber en tåre over Kjeldgaards pludselige fald fra tinderne. Men ikke alle. Selv blandt SF’erne i Kjeldgaards egen gruppe var tilliden til deres leder for bare få år siden let at overse. I SFs daværende ottemandsgruppe forud for forrige kommunalvalg pegede seks på modkandidaten Anne Baastrup som spidskandidat blandt dem Ninna Thomsen. Alligevel vandt Kjeldgaard slaget om at blive overborgmesterkandidat til Villys Søvndals synlige irritation, der så valgsejren som en udfordring af hans bestræbelser på at smede en solid alliance med socialdemokraterne på Christiansborg. Kjelgaard rettede dog så meget ind, at han under kommunalvalgkampen førte en bemærkelsesværdigt neddæmpet kampagne, hvor han i realiteten aldrig direkte udfordrede Frank Jensen som ny overborgmester. Efter SFs flotte valgsejr, som alle naturligvis klart tilskriver en vælgereffekt i kraft af Villy Søvndals personlige popularitet, delte Kjeldgaard magten med Ninna Thomsen, der siden blev sundheds- og omsorgsborgmester. I den nye store og ganske uprøvede SF-gruppe indfandt der sig hurtigt en god stemning, hvor Kjeldgaard var politisk leder, men de facto kørte parløb med Thomsen. Efter Kjeldgaards fald er alle enige om, at Thomsen er den ubestridte nye leder af partiet i København. Det var hun formentlig alligevel blevet før det kommende kommunalvalg. For Kjeldgaard fik de tre gange, hvor han stod i spidsen for SF ved et kommunalvalg kun relativt små personlige stemmetal, hvor ved det folkelige gennembrud blandt vælgerne i København tilsyneladende udeblev. Derfor var det forventningen hos mange, at SF under alle omstændigheder ville opstille Ninna Thomsen som SFs spidskandidat ved valget i 2013.

Uværdig exit
Hvad så med fremtiden? Ifølge flere kilder så har Kjeldgaard siden valget ledt efter en værdig exit fra københavnsk politik. Helst noget i stil med den tidl. socialdemokratiske overborgmester Jens Kramer Mikkelsen, der skiftede til at blive direktør for Ørestadsselskabet i dag selskabet ”By & Havn”, hvor han siden har fået ganske stor succes, ære og værdighed med og i det nye job. Derfor skulle Kjeldgaard være interesseret i at skifte til et stort halvoffentligt forsyningsselskab, hvor han kunne blive direktør med en milliongage og helt uden for offentlighedens søgelys. Imidlertid er endnu ingen friske tilbud budt på krogen, selvom at spekulationer i de seneste uger på rådhuset er gået på, at Kjeldgaard pønsede på at bringe sig i stilling til at blive direktør for det snart fusionerede fælles selskab for Amagerforbrændingen og Vestforbrændingen? Dertil kræver det dog også, at Kjeldgaard har tilpas mange gode kontakter i det politiske miljø, men sandheden er nok den, at Kjeldgaards politiske kapital og goodwill ikke just er i top, hverken hos politiske venner og fjender. Ingen skylder ham noget. Men hvem ved? Kjeldgaard har overrasket før, så det er sikkert ikke umuligt, at han ender i et direktørjob.

Bliver på posten
Hvorfor overtager Ninna Thomsen så ikke den mere prestigefyldte ledige Teknik- og miljøborgmesterpost? Det er oven i købet et område, hvor risikoen for skandaler er relativt lille. Forklaringen kan bunde i, at Thomsen faktisk befinder sig godt som sundheds og omsorgsborgmester og har en større plan på vej på området, som hun har lagt store kræfter i. Dertil kommer, at sundheds- og omsorgsområdet er overskueligt, og at arbejdspresset ikke er nær så stort i sammenligning med teknik- og miljøområdet, som optager hele 70 pct. af sagerne på Borgerrepræsentationens dagsorden. Og det spiller sikkert ind, når Ninna Thomsen, som er mor til tre små børn skal disponere sin tid mellem familie og politisk karriere.

onsdag den 11. maj 2011

Rød valgsejr kan afskaffe borgerlige borgmestre i København

S og SF splittet på spørgsmålet om parkeringspladser

Bragt i Bryggebladet nr 7 den 12. maj 2011

Af Jarl Cordua

Det var statsminister Lars Løkke Rasmussen, der i 2009 satte et udvalgsarbejde i gang, der skulle munde ud i et konkret anbefaling til, hvordan Københavns Kommune og de øvrige danske byer kunne overgå til almindeligt udvalgsstyre. Styreformen skulle så at sige ”normaliseres” i forhold til styreformen i de danske kommuner. Selvom en reform var indskrevet i regeringsgrundlaget, så tabte Løkke interessen for projektet, måske fordi de borgerlige ikke ser den store interesse i, at de mister deres borgmestre og rådmænd i de normalt store røde kommuner. For ved en styrereform vil flertallet dvs. i København S og SF kunne besætte alle de tunge poster - som i fremtiden ikke vil være borgmestre, men udvalgsformænd. Det vil efterlade mindretallet helt uden adgang til embedsmandsapparatet, pressetjeneste etc., der udelukkende vil høre under én politisk leder: Overborgmesteren.

På rådhuset har man i øvrigt den opfattelse, at ”Thorkild Juul-udvalget” – opkaldt efter embedsmanden, der sidder for bordenden - for længst reelt har afsluttet sit arbejde. Der ligger allerede et konkret lovforslag liggende klar i skuffen, som netop afskaffer de seks ”juniorborgmestre” og erstatter dem med udvalgsformænd. Det bliver dermed farvel til mindretallets borgmestre som fx Venstres Pia Allerslev, men måske også de radikale Anna Allerslev og Enhedslistens Mikkel Warming. Men måske genopstår de som udvalgsformænd sammen med SFerne Bo Asmus Kjeldgaard og Ninna Thomsen samt socialdemokraten Anne Vang, hvis de indgår i et flertal efter næste kommunalvalg.

Spørgsmålet, alle stiller sig, lyder, om man kan nå at gennemføre et sådant lovforslag, hvis landet får en ny rød regering efter valget, der kommer i år, sådan at de nye regler kan træde i kraft efter næste kommunalvalg i november 2013? Det er der delte meninger om. Det afhænger helt af den politiske vilje på Christiansborg efter et valg. Og den er formentlig stor ved en ny regerings tiltræden, der gerne har et behov for at fremstå handlekraftig fra start. På rådhuset er vurderingen, at det vil tage ca. et år at omstille kommunens administration, dertil kommer at en styrereform for store byer vil være en oplagt opgave for den sandsynlige indenrigsminister den nuværende Århus-borgmester Nicolai Wammen, at tage fat på.

Bompenge til havnetunnel?
En ny rød regering har i forvejen har store planer med byen. Fx tales der om på rådhusets gange, at en ny regering vil indføre en bompenge-ordning for biler, som til gengæld skal finansiere en havnetunnel under Københavns Havn.
Den store knast, som embedsmandsudvalget ikke har fundet en konkret løsning på drejer sig om mindretalsbeskyttelsen. For hvordan kan man levere en ordentlig opposition, hvis ikke de ledende politikere ikke er aflønnet på fuld tid? Og hvem kan man rekruttere til københavnsk politik, hvis vederlaget for at arbejde på fuldtid ligger på det sædvanlige udvalgsformandsniveau og dermed langt under de pæne borgmesteraflønninger, der eksisterer i dag? Der har man arbejdet på et par forskellige forslag. Skulle økonomiudvalgsmedlemmerne eller partiernes gruppeformænd have fuldtidsløn. Og skal de have sekretariatsbistand ligesom partierne har det på Christiansborg? Det spørgsmål bliver formentlig først endelig afklaret når forhandlingerne går i gang. Efter at rød blok har vundet valget.

Frank Jensen på kollisionskurs med regeringspartner om parkeringspladser
Fredag i sidste uge forhandlede partierne på rådhuset igen om parkeringspladser. Her åbenbarede sig en synlig sprække mellem kommunens ellers fasttømrede ”regeringspartier” S og SF. Overborgmester Frank Jensen har til opgave at udmønte at et løbende forlig med de borgerlige, som SF ikke er en del af. SF ønsker ”åbne byrum” hvilket betyder at parkeringspladser helst skal ligge nede under jorden. De borgerlige og især de konservative presser på for flere parkeringspladser med henvisning til, at kommunen har solgt flere parkeringslicenser end der er parkeringspladser i kommunen. Det er dog ikke et regnestykke som den ansvarlige teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) er enig i. Overborgmesteren konkluderede dog på mødet, at der ikke ville blive taget hensyn til SFs ønsker, men at forligskredsen uden SF nu går i gang med at etablere flere parkeringspladser for 150 mill. kr. Iagttagere på rådhuset peger på, at Jensen ikke rigtig har muligheder for at imødekomme Kjeldgaard, fordi der simpelthen ikke er penge til SFs ønsker indenfor det provenu, kommunen har til at etablere parkeringspladser for. Alligevel blev det bemærket af en deltager på mødet, at overborgmesterens lidt for friske konklusion af forhandlingerne var ”en spand kold vand ned af ryggen på Kjeldgaard”, der skulle have ”ophidset SF’erne”. Det skulle være første gang denne valgperiode, at Jensen er gået ”uden om ” regeringspartneren SF.

Cirkusbygningen solgt
I al ubemærkethed har Københavns Kommune solgt Cirkusbygningen. Køberen er ifølge mine oplysninger det svenske moderselskab bag varietéforetagendet ”Wallmanns Saloner” Prisen lød på 45 mill. kr., og privatiseringen kan med lidt god vilje siges at være en lille ideologisk fjer i hatten til de borgerlige. Overborgmesteren selv skulle nemlig ikke være så glad for at sælge ud af kommunens ”arvesølv”. Salget glæder også Kultur og fritidsborgmester Pia Allerslev, som får lov at bruge provenuet på kommunens idrætsanlæg.

Ingen sociale klausuler på Metrobyggeri
København ligner en stor byggeplads, mens man er i gang med at grave til metrobyggeriet. Det undrer dog Enhedslisten, at kommunen via sit medejerskab til Metroselskabet som bygherre ikke har betinget sig, at entreprenørerne forinden vil opfylde såkaldte sociale klausuler. De handler om, at entreprenører sørger for fx at uddanne lærlinge undervejs i det flerårige anlægsbyggeri . Enhedslisten henviser til at kommunen allerede i 2006 vedtog at sociale klausuler fremover var en betingelse, som kommunen stillede til de virksomheder, som skulle gøre sig håb om at få lov til at udføre deres anlægsbyggerier. Den 26. maj er der en forespørgselsdebat i Borgerrepræsentationen, hvor Enhedslisten håber på at få en forklaring, hvorfor de sociale klausuler pludselig ikke er nødvendige i forbindelse med det største anlægsbyggeri i byens historie.

Igen ny spindoktor til Bo Asmus
SF-borgmesteren skal have ny pressechef eller ”spindoktor”. Og det bliver en kvinde med en særdeles interessant baggrund. Kjeldgaard bliver fremover rådgivet på pressefronten af Tanja Frederiksen, der er tidligere Venstre-medarbejder på Christiansborg, Ekstrablads-journalist og forfatter til en stærkt omtalt biografi om Lars Løkke Rasmussen. Frederiksen har dog lukket døren til de borgerlige efter, at hun i bogen sammen med sin medforfatter bl.a. fremsatte hårde, men udokumenterede anklager mod en spindoktor, hvor forfatterne hævdede, at han havde beordret embedsmænd til at slette vigtige e-mails i forbindelse med sagen om den påståede overbetaling af private sygehuse. Frederiksen var indtil for relativt nylig ansat som journalist på TV2, men forsvandt ret pludseligt fra skærmen. Frederiksen har også erfaring med det kommunale system forstået på den måde, at hun som Ekstra Blads journalist ”undercover” afslørede Allerød Kommunes politikere på fråsetur på Norges-færgen. Så Frederiksen kender alle faldgruberne, så Kjeldgaard burde være i trygge hænder. Frederiksen skal i øvrigt kun vikariere i et år i det den normale pressechef Tine Lund skal på barselsorlov pr. 1. juni. Holder Frederiksen i jobbet året ud, så vil det være ganske pænt. Hun bliver nemlig den sjette pressechef hos Kjeldgaard på 2år.