Frank Jensen vil vinde tid i sagen om nyt anlæg på Amagerforbrændingen
Af Jarl Cordua
´
Bragt i Bryggebladet nr. 20 den 15. december 2011
Det politiske år 2011 er ved at rinde ud og julestemningen er ved at sænke sig over Martin Nyrops gamle rådhus. Især to sager har domineret den københavnske politiske dagsorden her i den seneste tid, og de har begge potentiale til at blive problematiske sager for Overborgmesteren, hvis ikke man får lidt hjælp fra regeringen. Og den skulle være på vej.
I sidste uge holdt transportminister Henrik Dam Kristensen en konference om ”betalingsringen” eller ”miljøringen” for biler, der kører ind i København. Her præsenterede ministeren flere muligheder for, hvor den ring kunne ligge. Især de socialdemokratiske omegnsborgmestre er meget bekymret for regeringens planer for ringen, og de har i dagspressen har ytret deres modstand. Senest da regeringen for nylig lod billetprisen for tog, busser og metro stige.
2 mia. kr. til investeringer
På rådhuset er det store røde flertal dog helt enig med regeringen om etablering af ringen. Imidlertid har beregninger vist, at indtægterne fra ringen får svært ved at løbe op i de 2 mia. kr. som der i regeringsgrundlaget er sat af til infrastrukturinvesteringer i Købehavn. Det ville formentlig kræve så høje takster – måske mere en 50 kr. pr. gang – at det næppe bliver populært. Formentlig vil man sætte taksterne på et mere acceptabelt niveau fx 20-25 kr. Problemet er dog, at de ikke generer det fornødne overskud, som kan bruges til mere kollektiv trafik. Fx udbygning af kapaciteten i busser, metro og tog, hvor man må forvente at behovet vil stige markant lige så snart, at ringen er blevet etableret. For tiden er der stor passagerutilfredshed med fx kystbanetoget, hvor folk står op og hvor togene – for at sige det pænt – er ganske uregelmæssig med mange forsinkelser osv. I øvrigt er Frank Jensen sammen med store dele af fagbevægelsen i København tilhænger af at få bygget en havnetunnel, der kunne aflede den tunge trafik uden om byen, men det er SF og Enhedslisten til gengæld blankt imod.
Trafikplan på vej
Summa summarum: Indtægterne fra trængselsafgifterne kan næppe finansiere de trafikinvesteringer, som København har behov for i de kommende år. Men på rådhuset forlyder det, at regeringen sammen med Enhedslisten i starten af januar barsler med en samlet trafikplan for hele hovedstadsområdet, hvor det ligger i kortene, at man samtidig vil finde pengene til at gennemføre massive trafikinvesteringer i hovedstaden. Det er en god nyhed for både København og ikke mindst Frank Jensen. Statslige investeringer skaber både job og omsætning til byen, så bedre julegave kan han næppe tænke sig.
Skibakke i fare
København blev for nylig rost for sin kreativitet, som man også i udlandet havde fået øje på. Den danske stjernearkitekt Bjarke Ingels og hans firma vandt i januar arkitektkonkurrencen om et nyt storstilet byggeprojekt som det fælleskommunale affaldsforbrændingsselskab ”I/S Amagerforbrænding” er på nippet til at sætte i værk. Ideen går ud på først at bygge et nyt og moderne forbrændingsanlæg med udvidet kapacitet, som man siden lader indkapsle af en bygning, der kan anvendes som skibakke – ”Amager Bakke” til glæde for københavnske skiløbere i vintermånederne. Et projekt, som det amerikanske Time Magazine har vurderet til at være blandt verdens ”50 vildeste idéer”, og hvor det første spadestik efter planen skulle tages til foråret.
Vild idé
Imidlertid bliver ”den vilde idé” ikke til noget i første omgang til trods for at bestyrelsen i selskabet Amagerforbrænding I/S, der i fællesskab ejes af København og fire andre kommuner: Tårnby, Dragør, Hvidovre og Frederiksberg for længst har truffet beslutning om at gennemføre projektet. Men hvis ikke Københavns Kommune garanterer et lån på 3,9 mia. kr., så har Amagerforbrændingen ikke mulighed for at skaffe den nødvendige finansiering til projektet, der skal stå endeligt færdigt i 2016. Tre af de fem kommuner har tidligere truffet beslutning om at garantere lånet. Med andre ord: Københavns Kommune har det afgørende ord i sagen.
Jensens dilemma
I denne uge er det derfor op til Frank Jensen og socialdemokraterne på rådhuset at afgøre, om de vil følge deres partifæller i de øvrige kommuner og formentlig de borgerlige partier i Borgerrepræsentationen og stille garantien. Alternativt kan S gå sammen med venstrefløjen og formentlig de radikale og afvise at stille garantien for lånet. I begge tilfælde giver det problemer for Frank Jensen. For enten lægger han sig ud med partifællerne i omegnskommunerne, der formentlig vil føle sig ført bag lyset. For undervejs i processen har de åbenbart har haft den klare opfattelse, at Overborgmesteren har været med på idéen. Det ses blandt andet ved at kommunens administrerende direktør Claus Juhl har været inde over sagen og i foråret har holdt mindst et møde med Amagerforbrændingen. Eller også åbner Frank Jensen en flanke til samarbejdspartneren SF, hvor BR-medlemmerne Signe Goldmann og Iben Wiene Rathje har gjort modstanden mod projektet til deres mærkesag.
Tager en time-out
I skrivende stund (søndag) tyder det på, at Jensen vælger at udskyde beslutningen og afventer ABF-regeringens planer på området. For hvis regeringen kan blive enige om en linje på området for affaldshåndtering og bortskaffelse, så har Jensen bedre muligheder for at få både de radikale og især SF med på en løsning, der forpligter dem også i København. Jensen vil altså vinde tid, men det er ikke gratis.
Koster en svømmehal
Politikerne er i en kattepine, for hvis ikke der træffes beslutning om at garantere lånet, så skal selve udbudsmaterialet for projektet – der i sig selv er en bekostelig affære – efter reglerne gå om. Prisen for Københavns ubeslutsomhed kan blive op til 84 millioner kr., hvilket svarer til nyprisen på to svømmehaller. Det er dog en regning, der skal deles med de øvrige kommuner, men København med sin størrelse hænger på mere end halvdelen af udgifterne. Modstanderne af projektet henviser dog til, at det er en lille pris at betale for et udvidet forbrændingsanlæg, som de anser som en stor fejlinvestering til knapt fire mia. kr.
Undervurderet modstand
Hvordan er det kommet så vidt? Alt tyder på, at de øvrige kommuners repræsentanter i Amagerforbrændingens bestyrelse anført af dets næstformand, Tårnbys socialdemokratiske borgmester Henrik Zimino, har undervurderet den københavnske modstand mod projektet. Modstanden bunder især i, at politikerne anført af SF og Enhedslisten mener, at tiden er kommet til at afvise modellen, hvor man brænder affald mod så til gengæld at få varme, der kan bruges til rumopvarmning i de københavnske husholdninger. Forbrændingsanlægget på Refshaleøen på Amager er 41 år gammelt, voldsomt nedslidt og utidssvarende drifts- og miljømæssigt, og tiden er ved at rinde ud, hvis man skal finde en ny løsning.
I Amagerforbrændingens bestyrelse har der således været enighed om at vedtage projektet, der indebærer at man får to nye ovne med større kapacitet til at forbrænde og håndtere 400.000 tons affald, som de fem kommuner producerer hvert år. Det tal ventes i øvrigt at stige, når hovedstaden forventes at vokse med 100.000 indbyggere de næste 10 år, og dertil kræves simpelthen større kapacitet, mener tilhængerne.
Vil genanvende mere affald
SFs tidligere teknik og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard har tidligere i bestyrelsen stemt for planerne, samtidig med at han ønskede at få belyst, hvad det ville koste, hvis man i stedet kun etablerer én ovnlinje. Det er nemlig den løsning, der længe har været bred enighed om blandt de københavnske politikere er den mest fornuftige, men af en eller anden grund ikke er blevet taget alvorligt i Amagerforbrændings bestyrelse. Synspunktet blandt flertallet af teknik og miljøudvalgets medlemmer er, at man i stedet for at udbygge kapaciteten bør afvente den teknologiske udvikling, som på sigt gør det muligt at genanvende mere affald. Det ville være mere bæredygtigt og mere miljømæssigt forsvarligt fremfor som nu at brænde mere affald af. Hertil svarer modstanderne, at der ind til videre ikke er udviklet noget forsvarligt alternativ til affaldsforbrænding. Den sag skal vi nok høre mere til.
Alle læsere ønskes en glædelig jul samt et godt nytår
onsdag den 14. december 2011
onsdag den 30. november 2011
Frank Jensen har fået sig en opposition
SF og R har sat sig i respekt overfor Overborgmesteren
Bragt i Bryggebladet nr. 19 den 1. december 2011
Af Jarl Cordua
På Københavns Rådhus har det siden valget for to år siden været tydeligt, at byens overborgmester Frank Jensen rager op i Københavns politiske landskab med sin 10 årige ministererfaring, sin 25 år lange folketingskarriere osv. i bagagen. Københavnsk politik er på godt og ondt en sag mellem ”Frank Jensen og de syv små dværge”. For de øvrige politiske spillere på Rådhuset er med nogle få undtagelser præget af uerfarenhed, manglende strategiske og taktiske færdigheder samt ikke mindst politisk gennemslagskraft i forhold til medier og vælgere. Men måske er det billede nu så småt ved at ændre sig.
For forrige torsdag på mødet i Borgerrepræsentationen (BR) formåede SF og de radikale at sætte sig i respekt overfor Frank Jensen på en måde, som det ikke er sket i hans overborgmestertid. Et flertal uden om Socialdemokraterne bestående af alle øvrige partier (minus Liberal Alliance, der undlod at stemme) besluttede at sætte Jensen på plads i sagen om Københavns fremtidige styreform.
Første store nederlag
Selv om Jensen var klar over, at han ville rende ind i sit første store politiske nederlag, så forsøgte han på mødet at nedtone betydningen heraf. Overborgmesteren kunne dog ikke skjule sin irritation over SF, men i stedet for at være (alt for) vred, så påtog han sig - som debatten skred - frem en maske af tilforladelighed og ironisk distance til det faktum, at han var kommet i mindretal.
Selve debatten efterlod et indtryk af, at modstanderpartierne på talerstolen lod spørgsmålet om antallet af borgmesterposter blive et spørgsmål om der i fremtiden fortsat ville være demokrati eller ej. På talerstolen kæmpede modstanderne enten for bevarelse af muligheden for at få en borgmesterpost til sit parti, hvis man tilhører mindretallet (de borgerlige) eller hvis man tilhørte flertallet i rød blok for alt i verden at undgå fremover at sidde tilbage - nu som udvalgsformænd - og strippet for al magt under en S-ledet enhedsforvaltning (Enhedslisten, SF og de radikale). Der er også et andet forhold, som adskiller modstanderpartierne. Hele rød blok står samlet i spørgsmålet om at indføre et flertalstyre i kommunen, hvor i mod de borgerlige partier på rådhuset - minus Liberal Alliance - er imod. Modstanderpartierne er således delte i dette spørgsmål. Til gengæld går flertallet minus S og LA ind for bevarelsen af de syv borgmesterposter, som de er i dag dvs. ”den delte administrative ledelse.”
Efter den livlige debat i BR stemte flertallet for et såkaldt ”medlemsforslag” stillet af Enhedslisten, Venstre og de konservative, der pålægger overborgmesteren overfor Folketing, regering og KL (Kommunernes Landsforening) at tilkendegive, at BR ønsker at bevare en delt administrativ ledelse i Københavns Kommune som hidtil (dvs. bevare de syv borgmestre som i dag), samt at overborgmesteren løbende skal holde Borgerrepræsentationen orienteret om arbejdet med ændret styrelsesforhold.
Hvad gør SF på Borgen?
Med andre ord: Flertallet i BR tager i denne sag førergreb på Frank Jensen og tvinger ham til at arbejde imod sin egen overbevisning. Det er noget, der sker yderst sjældent for en socialdemokratisk overborgmester på Københavns Rådhus.
I praksis får medlemsforslaget næppe den store betydning. For når Frank Jensen har sendt et brev til folketing, regering og KL om flertallet i BRs holdning, så har han i praksis løst sin opgave. Alle – også regeringen – kender dog Frank Jensens synspunkter. Nu venter alle på en afgørelse i regeringen, hvor især interessen samler sig om, hvordan SF på Christiansborg stiller sig til sagen. Derefter skal enten de borgerlige eller Enhedslisten medvirke til at stemme reformen hjem. Her satser regeringen formentlig på, at Lars Løkke Rasmussen og hans parti Venstre ikke kan holde til at stemme imod en reform, som han selv, da han var statsminister, satte på dagsordenen i sin regeringstid.
Politisk huskekage
Frank Jensen afsluttede i øvrigt debatten ved sejrsikkert at erklære, at han har flertallet – udenfor rådhuset - på sin side i denne sag. Han henviste fx til at den borgerlige avis Berlingske i sin leder i dagene forinden støttede hans ønske om en styrereform. Omvendt tror de færreste på Jensen, når han hævder at have støtte i den københavnske befolkning. Den almindelige københavner har formentlig knapt bemærket debatten, og har formentlig travlt med andre ting end at sætte sig ind i de abstrakte forhold omkring en strukturreform. Den debat er ikke just en folkelig sællert.
Efter at givet overborgmesteren denne ”politiske huskekage”, så har man på rådhuset noteret sig at både SFs og de radikales selvtillid er steget, og hos SF tyder det på at behovet for at vise, at man ikke er smeltet sammen med S, er stigende. Måske vil netop det vise sig i endnu en sag, der har potentialet til at sende Frank Jensen på juleferie med endnu en politisk ydmygelse.
En tastefejl til 73 mill. kr
I sidste uge måtte Økonomiforvaltningen på rådhuset beklage, at de på grund af en enkelt medarbejders tastefejl desværre skal finde 73 mill. kr. til børnepasning i hovedstaden.
På grund af tastefejlen i et elektronisk regneark, der anvendes til at lave en prognose for børnetallets udvikling, så havde man undervurderet behovet for børnepasning til næste år. De manglende 73 mill. kr. er selv for en kommune af Københavns størrelse et pænt stort beløb, der fx svarer til, at man kan sænke indkomstskatten for alle borgere med 0,1 pct. Det er imidlertid ingen større katastrofe, i det Børne og Ungdomsforvaltningen (BUF), der hidrører under den socialdemokratiske borgmester Anne Vang, i forvejen – ikke mindst henset til det nylige budget forlig – er økonomisk ”godt polstret”. På rådhuset taler man om eksistensen af en buffer på ca. 70 mill kr. i BUFs budget, så de resterende tre mill. kr. finder man nok et eller andet sted.
Sagligt set er der ingen sag. For alle kan lave fejl, og Frank Jensen kan hverken gøre fra eller til, når en medarbejder begår dem. Men politisk er der naturligvis tale om en sag, for alt hvad der foregår i Økonomiforvaltningen, er overborgmesterens ansvar. Derfor er sagen i sidste ende ekstremt pinlig for Frank Jensen og hans forvaltning herunder dets chef adm. direktør Claus Juul.
Fejlen er nemlig ikke den eneste større fejl, der for nylig er blevet begået af økonomiforvaltningen. Under budgetforhandlingerne kom det pludselig frem, at der var regnet 56 mill. kr. galt. Dvs. forligspartnerne havde de færre penge at gøre godt med i forhold til vælgerne, og det irriterer naturligvis politikerne, at de ikke kan regne med de tal, som de bliver præsenteret for.
Krakilske embedsmænd
De øvrige seks forvaltninger på rådhuset laver naturligvis også ind imellem fejl. Og når det sker – det kan fx være på ganske få millioner kr. – så kan også de folkevalgte politikere opleve en arrogance, hvor de skal stå skoleret overfor krakilske embedsmænd fra Økonomiforvaltningen (ØU), der sjældent lader nåde gå for ret. Derfor skal man næppe regne med, at borgmestrene og deres fagforvaltninger ligefrem står i kø for at forsvare Økonomiforvaltningen. Tværtimod har man svært ved at skjule sin fryd over, at Frank Jensens embedsfolk nu selv er endt i fedtfadet og efterfølgende er blevet hængt til tørre i dagspressen. I øvrigt er Økonomiforvaltningens facon formentlig blandt årsagerne til den i forvejen udbredte ulyst hos borgmestrene og fagforvaltningerne for via en styrereform at komme ind under en enhedsforvaltning, hvor Økonomiforvaltningen så får endnu mere magt over dem.
Lægger man de to nylige fejl sammen, så er det i alt tastet/regnet/lavet fejl for 129 mill. kr. Set i lyset af at Frank Jensen med en ny styrereform selv regner med at spare kommunen for i alt 150 mill kr, så er der dermed tale om ganske ”pæne” fejl. Som en politiker udtrykker det: ”Det kører ikke for Økonomiforvaltningen”.
Nyt nederlag på vej?
Ikke desto mindre så har den seneste fejl givet bl.a. Venstres kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev anledning til at stille et medlemsforslag i BR om, at kommunens interne revison nu engang for alle ”kulegraver” økonomistyringen i Økonomiforvaltningen, så der kan komme ”orden i eget hus”. Forslaget ventes at samle støtte fra alle de borgerlige partier, de radikale og Enhedslisten. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt til for at bringe Frank Jensen i mindretal. S har sammen med SF flertallet i Borgerrepræsentationen, så skal Frank Jensen sendes på juleferie med endnu en ordentlig ”politisk kindhest” af oppositionen, så skal SF medvirke til det. Vi får se om det sker.
Under alle omstændigheder, så har Frank Jensen endelig fået sig en opposition.
Bragt i Bryggebladet nr. 19 den 1. december 2011
Af Jarl Cordua
På Københavns Rådhus har det siden valget for to år siden været tydeligt, at byens overborgmester Frank Jensen rager op i Københavns politiske landskab med sin 10 årige ministererfaring, sin 25 år lange folketingskarriere osv. i bagagen. Københavnsk politik er på godt og ondt en sag mellem ”Frank Jensen og de syv små dværge”. For de øvrige politiske spillere på Rådhuset er med nogle få undtagelser præget af uerfarenhed, manglende strategiske og taktiske færdigheder samt ikke mindst politisk gennemslagskraft i forhold til medier og vælgere. Men måske er det billede nu så småt ved at ændre sig.
For forrige torsdag på mødet i Borgerrepræsentationen (BR) formåede SF og de radikale at sætte sig i respekt overfor Frank Jensen på en måde, som det ikke er sket i hans overborgmestertid. Et flertal uden om Socialdemokraterne bestående af alle øvrige partier (minus Liberal Alliance, der undlod at stemme) besluttede at sætte Jensen på plads i sagen om Københavns fremtidige styreform.
Første store nederlag
Selv om Jensen var klar over, at han ville rende ind i sit første store politiske nederlag, så forsøgte han på mødet at nedtone betydningen heraf. Overborgmesteren kunne dog ikke skjule sin irritation over SF, men i stedet for at være (alt for) vred, så påtog han sig - som debatten skred - frem en maske af tilforladelighed og ironisk distance til det faktum, at han var kommet i mindretal.
Selve debatten efterlod et indtryk af, at modstanderpartierne på talerstolen lod spørgsmålet om antallet af borgmesterposter blive et spørgsmål om der i fremtiden fortsat ville være demokrati eller ej. På talerstolen kæmpede modstanderne enten for bevarelse af muligheden for at få en borgmesterpost til sit parti, hvis man tilhører mindretallet (de borgerlige) eller hvis man tilhørte flertallet i rød blok for alt i verden at undgå fremover at sidde tilbage - nu som udvalgsformænd - og strippet for al magt under en S-ledet enhedsforvaltning (Enhedslisten, SF og de radikale). Der er også et andet forhold, som adskiller modstanderpartierne. Hele rød blok står samlet i spørgsmålet om at indføre et flertalstyre i kommunen, hvor i mod de borgerlige partier på rådhuset - minus Liberal Alliance - er imod. Modstanderpartierne er således delte i dette spørgsmål. Til gengæld går flertallet minus S og LA ind for bevarelsen af de syv borgmesterposter, som de er i dag dvs. ”den delte administrative ledelse.”
Efter den livlige debat i BR stemte flertallet for et såkaldt ”medlemsforslag” stillet af Enhedslisten, Venstre og de konservative, der pålægger overborgmesteren overfor Folketing, regering og KL (Kommunernes Landsforening) at tilkendegive, at BR ønsker at bevare en delt administrativ ledelse i Københavns Kommune som hidtil (dvs. bevare de syv borgmestre som i dag), samt at overborgmesteren løbende skal holde Borgerrepræsentationen orienteret om arbejdet med ændret styrelsesforhold.
Hvad gør SF på Borgen?
Med andre ord: Flertallet i BR tager i denne sag førergreb på Frank Jensen og tvinger ham til at arbejde imod sin egen overbevisning. Det er noget, der sker yderst sjældent for en socialdemokratisk overborgmester på Københavns Rådhus.
I praksis får medlemsforslaget næppe den store betydning. For når Frank Jensen har sendt et brev til folketing, regering og KL om flertallet i BRs holdning, så har han i praksis løst sin opgave. Alle – også regeringen – kender dog Frank Jensens synspunkter. Nu venter alle på en afgørelse i regeringen, hvor især interessen samler sig om, hvordan SF på Christiansborg stiller sig til sagen. Derefter skal enten de borgerlige eller Enhedslisten medvirke til at stemme reformen hjem. Her satser regeringen formentlig på, at Lars Løkke Rasmussen og hans parti Venstre ikke kan holde til at stemme imod en reform, som han selv, da han var statsminister, satte på dagsordenen i sin regeringstid.
Politisk huskekage
Frank Jensen afsluttede i øvrigt debatten ved sejrsikkert at erklære, at han har flertallet – udenfor rådhuset - på sin side i denne sag. Han henviste fx til at den borgerlige avis Berlingske i sin leder i dagene forinden støttede hans ønske om en styrereform. Omvendt tror de færreste på Jensen, når han hævder at have støtte i den københavnske befolkning. Den almindelige københavner har formentlig knapt bemærket debatten, og har formentlig travlt med andre ting end at sætte sig ind i de abstrakte forhold omkring en strukturreform. Den debat er ikke just en folkelig sællert.
Efter at givet overborgmesteren denne ”politiske huskekage”, så har man på rådhuset noteret sig at både SFs og de radikales selvtillid er steget, og hos SF tyder det på at behovet for at vise, at man ikke er smeltet sammen med S, er stigende. Måske vil netop det vise sig i endnu en sag, der har potentialet til at sende Frank Jensen på juleferie med endnu en politisk ydmygelse.
En tastefejl til 73 mill. kr
I sidste uge måtte Økonomiforvaltningen på rådhuset beklage, at de på grund af en enkelt medarbejders tastefejl desværre skal finde 73 mill. kr. til børnepasning i hovedstaden.
På grund af tastefejlen i et elektronisk regneark, der anvendes til at lave en prognose for børnetallets udvikling, så havde man undervurderet behovet for børnepasning til næste år. De manglende 73 mill. kr. er selv for en kommune af Københavns størrelse et pænt stort beløb, der fx svarer til, at man kan sænke indkomstskatten for alle borgere med 0,1 pct. Det er imidlertid ingen større katastrofe, i det Børne og Ungdomsforvaltningen (BUF), der hidrører under den socialdemokratiske borgmester Anne Vang, i forvejen – ikke mindst henset til det nylige budget forlig – er økonomisk ”godt polstret”. På rådhuset taler man om eksistensen af en buffer på ca. 70 mill kr. i BUFs budget, så de resterende tre mill. kr. finder man nok et eller andet sted.
Sagligt set er der ingen sag. For alle kan lave fejl, og Frank Jensen kan hverken gøre fra eller til, når en medarbejder begår dem. Men politisk er der naturligvis tale om en sag, for alt hvad der foregår i Økonomiforvaltningen, er overborgmesterens ansvar. Derfor er sagen i sidste ende ekstremt pinlig for Frank Jensen og hans forvaltning herunder dets chef adm. direktør Claus Juul.
Fejlen er nemlig ikke den eneste større fejl, der for nylig er blevet begået af økonomiforvaltningen. Under budgetforhandlingerne kom det pludselig frem, at der var regnet 56 mill. kr. galt. Dvs. forligspartnerne havde de færre penge at gøre godt med i forhold til vælgerne, og det irriterer naturligvis politikerne, at de ikke kan regne med de tal, som de bliver præsenteret for.
Krakilske embedsmænd
De øvrige seks forvaltninger på rådhuset laver naturligvis også ind imellem fejl. Og når det sker – det kan fx være på ganske få millioner kr. – så kan også de folkevalgte politikere opleve en arrogance, hvor de skal stå skoleret overfor krakilske embedsmænd fra Økonomiforvaltningen (ØU), der sjældent lader nåde gå for ret. Derfor skal man næppe regne med, at borgmestrene og deres fagforvaltninger ligefrem står i kø for at forsvare Økonomiforvaltningen. Tværtimod har man svært ved at skjule sin fryd over, at Frank Jensens embedsfolk nu selv er endt i fedtfadet og efterfølgende er blevet hængt til tørre i dagspressen. I øvrigt er Økonomiforvaltningens facon formentlig blandt årsagerne til den i forvejen udbredte ulyst hos borgmestrene og fagforvaltningerne for via en styrereform at komme ind under en enhedsforvaltning, hvor Økonomiforvaltningen så får endnu mere magt over dem.
Lægger man de to nylige fejl sammen, så er det i alt tastet/regnet/lavet fejl for 129 mill. kr. Set i lyset af at Frank Jensen med en ny styrereform selv regner med at spare kommunen for i alt 150 mill kr, så er der dermed tale om ganske ”pæne” fejl. Som en politiker udtrykker det: ”Det kører ikke for Økonomiforvaltningen”.
Nyt nederlag på vej?
Ikke desto mindre så har den seneste fejl givet bl.a. Venstres kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev anledning til at stille et medlemsforslag i BR om, at kommunens interne revison nu engang for alle ”kulegraver” økonomistyringen i Økonomiforvaltningen, så der kan komme ”orden i eget hus”. Forslaget ventes at samle støtte fra alle de borgerlige partier, de radikale og Enhedslisten. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt til for at bringe Frank Jensen i mindretal. S har sammen med SF flertallet i Borgerrepræsentationen, så skal Frank Jensen sendes på juleferie med endnu en ordentlig ”politisk kindhest” af oppositionen, så skal SF medvirke til det. Vi får se om det sker.
Under alle omstændigheder, så har Frank Jensen endelig fået sig en opposition.
onsdag den 16. november 2011
Frank Jensen sat skakmat på rådhuset
Kun regeringen kan redde overborgmesterens håb om ”enhedsforvaltning”
Bragt i Bryggebladet nr. 18 den 17. november 2011
Af Jarl Cordua
Torsdag i denne uge på mødet i Borgerrepræsentationen vil byens overborgmester formentlig lide et alvorligt politisk nederlag. Et flertal på rådhuset uden om Socialdemokraterne, der ikke kun omfatter forslagsstillerne Enhedslisten, de konservative, Venstre og DF, men også Frank Jensens tætteste samarbejdspartnere de radikale og SF, vil stemme for en dagsorden, der pålægger ham at arbejde for en styreform, der reelt bevarer de syv borgmestres indflydelse over hver deres forvaltning. Dermed vrider flertallet armen om på overborgmesteren og tvinger ham til at arbejde imod sin overbevisning. Frank Jensen har ellers de sidste par år lobbyeret utrætteligt over for partifællerne på Christiansborg, at den bedste styreform for København er en ”enhedsforvaltning”, hvor kommunens syv forvaltninger bliver underordnet én fælles forvaltning, hvor adm. direktør Claus Juul bliver øverste chef for kommunens 40.000 ansatte. Det fortælles således på rådhusets gange, at det var en synligt meget vred Frank Jensen, der blev ildrød i hovedet, da det gik op for ham, at han for første gang, siden han overtog byens gyldne kæder for to år siden, nu på torsdag har udsigt til at komme i mindretal i borgerrepræsentationen. Det vil i så fald blive en sjældent set dramatisk ydmygelse af en overborgmester på Københavns rådhus. Forinden skal Frank Jensen i BR-salen og svare på spørgsmål fra SF og redegøre for sine og økonomiforvaltningens kontakter til regeringen om sagen. Det vil helt sikkert heller ikke bekomme overborgmesteren vel.
Direktører står bag
Blandt partierne er der en stor uenighed om, hvad en ”enhedsforvaltning” i praksis får af betydning, hvis den gennemføres. Spørger man modstanderne, så vil borgmestrene blive reduceret til ”velbetalte mødeledere” for udvalgsmøderne. Det afviser tilhængerne, som i stedet antyder, at det formentlig er nogle af forvaltningernes direktører, der på en eller anden led har sat griller i hovedet på mindretalsborgmestrene, fordi direktørerne under en enhedsforvaltning mister deres uafhængighed i forhold til kommunens økonomiforvaltning. Den påstand ryster flere af borgmestrene på hovedet ad. Tilhængerne peger bl.a. på, at forvaltningerne opererer som små uafhængige grevskaber, der fx gør det umuligt at skabe ”en indgang for erhvervslivet”, der kan løse dets problemer med byggesager mv. Netop dette punkt stod øverst på ønskelisten, da Frank Jensens ”task force” listede en række punkter op, der skulle lette erhvervslivets vilkår og skabe vækst i København. Men en løsning må tilsyneladende opgives netop på grund af den ”delte administrative ledelse”, som den nuværende styreform hedder.
Slaget står på Christiansborg
Det egentlige slag om styrereformen skal dog slås på Christiansborg, og her er man klar over, at det skal gå stærkt, hvis en styrereform skal nå at blive vedtaget og implementeret inden valget til Borgerrepræsentationen, der finder sted om to år.
Interessen samler sig især om SF og de radikale på Christiansborg, hvor sidstnævnte åbenlyst er uenige med partifællerne på den anden side af Frederiksholms Kanal.
Hos de radikale er sagen ganske speget. Forleden slog den radikale gruppeformand Marianne Jelved i Politiken fast, at det i mange havde været partiets holdning, at der skulle indføres enhedsforvaltning ligesom i de øvrige kommuner. Imidlertid deles synspunktet, hverken af den radikale gruppe på rådhuset, den radikale borgmester Anna Mee Allerslev eller de radikales mangeårige stærke mand på Rådhuset nuværende kirke og ligestillingsminister Manu Sareen. Trods overtalelsesforsøg så har den radikale økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, der på regeringen vegne til sin tid skal fremsætte lovforslaget om styrereformen, ikke været til sinds at skifte mening. Der er dog ingenlunde en mærkesag for de radikale på Slotsholmen, så partifællerne er blevet enige om den salomoniske løsning at have hvert sit standpunkt i sagen.
SF sov i timen
Hvor SF på rådhuset med Ninna Thomsen i spidsen hævder at repræsentere SFs officielle synspunkt, er der endnu ingen klarhed om, hvad SF på Christiansborg mener. Der har for nylig været afholdt et møde mellem SFs lokale rødder i de store byer og repræsentanter fra SFs folketingsgruppe. Meldingen fra folketingsgruppen er, at ” det bliver svært” at vinde gehør for at droppe idéen om ”enhedsforvaltning”, fordi det er et stort ønske især hos Socialdemokraterne.
SF har i processen mildest talt ikke været klare i deres udmeldinger. Forleden skrev Politiken i en større gennemgang af sagen, at SF sammen med S i udspillet ”Fair Løsning” sidste år skrev på side 54:
”Socialdemokraterne og SF vil normalisere styreformerne i landets store byer, således at de store byer efter kommunalvalget i 2013 overgår til almindeligt flertalsstyre og enhedsforvaltning.”
Foreholdt denne oplysning af Politiken kommenterede SFs leder på rådhuset sundhedsborgmester Ninna Thomsen i sidste uge til avisen, at det var ”en svipser”, at SF havde støttet modellen med en enhedsforvaltning i ”Fair Løsning”. ”Ja, der har de sovet i timen. Men nu er ”Fair Løsning” et historisk dokument, det er regeringsgrundlaget, der tæller og det lægger sig ikke fast på en bestemt model, sagde Thomsen til avisen.
SF på Christiansborg og deres pennefører på ”Fair Løsning” – Thor Möger Pedersen – var åbenbart ikke den eneste, der ”sov i timen”. Det gjorde Ninna Thomsen tilsyneladende også selv. I hvert fald deltog hun sammen med Frank Jensen i et møde sidste år på Villy Søvndals kontor på Christiansborg i forbindelse med ”Fair Løsning”, hvor de to borgmestre stod bag et ønske om at indføre flertalsstyre og enhedsforvaltning i København. SF’eren har også deltaget i et møde med den daværende indenrigsminister Bertel Haarder med samme dagsorden, hvor Thomsen tilsyneladende heller ikke ytrede et ord om, at hun var imod en reform, der indebar en enhedsforvaltning.
S-nederlag med kompromis
Spørgsmålet om SFs holdning er også interessant set i lyset af, at der i baglandet er en udbredt stor skuffelse over SFs politiske fingeraftryk på regeringsgrundlaget, der også lader sig afspejle i partiets aktuelle meningsmålinger. Hvis udenrigsminister Villy Søvndal og skatteminister Thor Möger Pedersen, der er SFs repræsentanter i regeringens magtcenter, koordinationsudvalget også på dette spørgsmål må give sig, så er kimen lagt til yderligere ballade i baglandet. Her er især Mögers aktier ret så lave, hvorfor han reelt blev tvunget væk fra næstformandsposten. Søvndal, der er valgt i København, har også har spist en pæn portion af sin goodwill. Hvis SF giver sig i regeringen uden de store sværdslag, så kan sagen muligvis eksplodere i Søvndals københavnske bagland, hvor også hans popularitet er for nedadgående.
Derfor arbejdes der især fra Ninna Thomsens side på et kompromis, hvor det i lovforslaget bliver op til kommunerne selv at afgøre, om de vil indføre enhedsforvaltningen. Det vil alle i SF kunne leve med. Problemet er blot, at det reelt vil gøre socialdemokraterne på rådhuset og Frank Jensen til tabere i den sag. For på torsdag demonstreres det jo med al tydelighed, at der intet flertal er i Borgerrepræsentation for at indføre enhedsforvaltning.
Hvilke andre partier skal bære regerings forslag igennem? Det er det store spørgsmål. Alt tyder på at Enhedslisten på Christiansborg tilsyneladende ligger helt på linje med partifællerne på Rådhuset med den taktisk snu og begavede socialborgmester Mikkel Warming i spidsen. Derfor er der kun den mulighed tilbage, at enten Venstre eller DF på Christiansborg bærer forslaget igennem. Umiddelbart er chancerne størst hos Venstre, der udgør det andet store ”kommunale parti”. Regeringen kan pege på, at den tidligere VK-regering havde en reform af de store byers styreform i sit regeringsgrundlag, selvom at den aldrig fremsatte et lovforslag herom. Forklaringen dengang lød på, at statsminister Lars Løkke Rasmussen undervejs i processen mistede interessen for at gennemføre en reform, som fremover vil gøre det svært for Venstre som mindretalspartier at gøre sig gældende i landets fire største og socialdemokratisk-dominerede byer. Det er simpelthen ikke i de borgerliges egen interesse at gennemføre en reform, der overlader al magten til S, lyder en vurdering. Og noget tyder på, at Venstre har ændret mening.
VKO sammen om nej
Indtil videre ser det imidlertid ud til, at VKO-partierne i de fire største byer har fundet sammen om en samlet holdning, hvor man afviser forslaget om ”enhedsforvaltning”. De konservative har både rådmandsposter i Odense og Århus, som de ikke vil af med, mens Dansk Folkeparti kan miste deres rådmand i Aalborg, hvor hele byrådet i øvrigt er ret afvisende over for ændringer i styreformen.
En del tyder også på, at VKO på Christiansborg har ladet sig påvirke af deres lokale græsrødder. Meldingen fra Slotsholmen er - indtil videre – at VKO står sammen om at afvise regeringens kommende lovforslag, der tvinger en styrereform ned over de store kommuner. Og da regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten heller ikke vil bære forslaget igennem til en vedtagelse, så ser det sort ud. Men det bilede kan sagtens nå at ændre sig.
Regeringen og Frank Jensen kan dog i det mindste notere sig, at de har et vist overtag i den offentlige debat, hvor den borgerlige avis, Berlingske på lederplads støtter en styrereform med enhedsforvaltning.
Trussel mod mindretal
Tilhængerne af enhedsforvaltning har yderligere et kort i ærmet, som de kan spille over for mindretalsborgmestre fra Enhedslisten og de borgerlige partier. For hvis flertalsstyret bliver gennemført uden enhedsforvaltning, så vil besparelserne ved reformen være så små, at der ikke vil være penge nok til at sikre, at de store mindretalspartier kan finansiere fuldtidslønnede politikere og små partisekretariater med 1-2 akademikere. Set i lyset af, at Københavns kommunes budget tælles i adskillige milliarder af kr., så er det næppe en trussel, der vil skræmme partierne på rådhuset til pludselig at ændre holdning og stemme for en styreformsmodel med enhedsforvaltning.
Bragt i Bryggebladet nr. 18 den 17. november 2011
Af Jarl Cordua
Torsdag i denne uge på mødet i Borgerrepræsentationen vil byens overborgmester formentlig lide et alvorligt politisk nederlag. Et flertal på rådhuset uden om Socialdemokraterne, der ikke kun omfatter forslagsstillerne Enhedslisten, de konservative, Venstre og DF, men også Frank Jensens tætteste samarbejdspartnere de radikale og SF, vil stemme for en dagsorden, der pålægger ham at arbejde for en styreform, der reelt bevarer de syv borgmestres indflydelse over hver deres forvaltning. Dermed vrider flertallet armen om på overborgmesteren og tvinger ham til at arbejde imod sin overbevisning. Frank Jensen har ellers de sidste par år lobbyeret utrætteligt over for partifællerne på Christiansborg, at den bedste styreform for København er en ”enhedsforvaltning”, hvor kommunens syv forvaltninger bliver underordnet én fælles forvaltning, hvor adm. direktør Claus Juul bliver øverste chef for kommunens 40.000 ansatte. Det fortælles således på rådhusets gange, at det var en synligt meget vred Frank Jensen, der blev ildrød i hovedet, da det gik op for ham, at han for første gang, siden han overtog byens gyldne kæder for to år siden, nu på torsdag har udsigt til at komme i mindretal i borgerrepræsentationen. Det vil i så fald blive en sjældent set dramatisk ydmygelse af en overborgmester på Københavns rådhus. Forinden skal Frank Jensen i BR-salen og svare på spørgsmål fra SF og redegøre for sine og økonomiforvaltningens kontakter til regeringen om sagen. Det vil helt sikkert heller ikke bekomme overborgmesteren vel.
Direktører står bag
Blandt partierne er der en stor uenighed om, hvad en ”enhedsforvaltning” i praksis får af betydning, hvis den gennemføres. Spørger man modstanderne, så vil borgmestrene blive reduceret til ”velbetalte mødeledere” for udvalgsmøderne. Det afviser tilhængerne, som i stedet antyder, at det formentlig er nogle af forvaltningernes direktører, der på en eller anden led har sat griller i hovedet på mindretalsborgmestrene, fordi direktørerne under en enhedsforvaltning mister deres uafhængighed i forhold til kommunens økonomiforvaltning. Den påstand ryster flere af borgmestrene på hovedet ad. Tilhængerne peger bl.a. på, at forvaltningerne opererer som små uafhængige grevskaber, der fx gør det umuligt at skabe ”en indgang for erhvervslivet”, der kan løse dets problemer med byggesager mv. Netop dette punkt stod øverst på ønskelisten, da Frank Jensens ”task force” listede en række punkter op, der skulle lette erhvervslivets vilkår og skabe vækst i København. Men en løsning må tilsyneladende opgives netop på grund af den ”delte administrative ledelse”, som den nuværende styreform hedder.
Slaget står på Christiansborg
Det egentlige slag om styrereformen skal dog slås på Christiansborg, og her er man klar over, at det skal gå stærkt, hvis en styrereform skal nå at blive vedtaget og implementeret inden valget til Borgerrepræsentationen, der finder sted om to år.
Interessen samler sig især om SF og de radikale på Christiansborg, hvor sidstnævnte åbenlyst er uenige med partifællerne på den anden side af Frederiksholms Kanal.
Hos de radikale er sagen ganske speget. Forleden slog den radikale gruppeformand Marianne Jelved i Politiken fast, at det i mange havde været partiets holdning, at der skulle indføres enhedsforvaltning ligesom i de øvrige kommuner. Imidlertid deles synspunktet, hverken af den radikale gruppe på rådhuset, den radikale borgmester Anna Mee Allerslev eller de radikales mangeårige stærke mand på Rådhuset nuværende kirke og ligestillingsminister Manu Sareen. Trods overtalelsesforsøg så har den radikale økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, der på regeringen vegne til sin tid skal fremsætte lovforslaget om styrereformen, ikke været til sinds at skifte mening. Der er dog ingenlunde en mærkesag for de radikale på Slotsholmen, så partifællerne er blevet enige om den salomoniske løsning at have hvert sit standpunkt i sagen.
SF sov i timen
Hvor SF på rådhuset med Ninna Thomsen i spidsen hævder at repræsentere SFs officielle synspunkt, er der endnu ingen klarhed om, hvad SF på Christiansborg mener. Der har for nylig været afholdt et møde mellem SFs lokale rødder i de store byer og repræsentanter fra SFs folketingsgruppe. Meldingen fra folketingsgruppen er, at ” det bliver svært” at vinde gehør for at droppe idéen om ”enhedsforvaltning”, fordi det er et stort ønske især hos Socialdemokraterne.
SF har i processen mildest talt ikke været klare i deres udmeldinger. Forleden skrev Politiken i en større gennemgang af sagen, at SF sammen med S i udspillet ”Fair Løsning” sidste år skrev på side 54:
”Socialdemokraterne og SF vil normalisere styreformerne i landets store byer, således at de store byer efter kommunalvalget i 2013 overgår til almindeligt flertalsstyre og enhedsforvaltning.”
Foreholdt denne oplysning af Politiken kommenterede SFs leder på rådhuset sundhedsborgmester Ninna Thomsen i sidste uge til avisen, at det var ”en svipser”, at SF havde støttet modellen med en enhedsforvaltning i ”Fair Løsning”. ”Ja, der har de sovet i timen. Men nu er ”Fair Løsning” et historisk dokument, det er regeringsgrundlaget, der tæller og det lægger sig ikke fast på en bestemt model, sagde Thomsen til avisen.
SF på Christiansborg og deres pennefører på ”Fair Løsning” – Thor Möger Pedersen – var åbenbart ikke den eneste, der ”sov i timen”. Det gjorde Ninna Thomsen tilsyneladende også selv. I hvert fald deltog hun sammen med Frank Jensen i et møde sidste år på Villy Søvndals kontor på Christiansborg i forbindelse med ”Fair Løsning”, hvor de to borgmestre stod bag et ønske om at indføre flertalsstyre og enhedsforvaltning i København. SF’eren har også deltaget i et møde med den daværende indenrigsminister Bertel Haarder med samme dagsorden, hvor Thomsen tilsyneladende heller ikke ytrede et ord om, at hun var imod en reform, der indebar en enhedsforvaltning.
S-nederlag med kompromis
Spørgsmålet om SFs holdning er også interessant set i lyset af, at der i baglandet er en udbredt stor skuffelse over SFs politiske fingeraftryk på regeringsgrundlaget, der også lader sig afspejle i partiets aktuelle meningsmålinger. Hvis udenrigsminister Villy Søvndal og skatteminister Thor Möger Pedersen, der er SFs repræsentanter i regeringens magtcenter, koordinationsudvalget også på dette spørgsmål må give sig, så er kimen lagt til yderligere ballade i baglandet. Her er især Mögers aktier ret så lave, hvorfor han reelt blev tvunget væk fra næstformandsposten. Søvndal, der er valgt i København, har også har spist en pæn portion af sin goodwill. Hvis SF giver sig i regeringen uden de store sværdslag, så kan sagen muligvis eksplodere i Søvndals københavnske bagland, hvor også hans popularitet er for nedadgående.
Derfor arbejdes der især fra Ninna Thomsens side på et kompromis, hvor det i lovforslaget bliver op til kommunerne selv at afgøre, om de vil indføre enhedsforvaltningen. Det vil alle i SF kunne leve med. Problemet er blot, at det reelt vil gøre socialdemokraterne på rådhuset og Frank Jensen til tabere i den sag. For på torsdag demonstreres det jo med al tydelighed, at der intet flertal er i Borgerrepræsentation for at indføre enhedsforvaltning.
Hvilke andre partier skal bære regerings forslag igennem? Det er det store spørgsmål. Alt tyder på at Enhedslisten på Christiansborg tilsyneladende ligger helt på linje med partifællerne på Rådhuset med den taktisk snu og begavede socialborgmester Mikkel Warming i spidsen. Derfor er der kun den mulighed tilbage, at enten Venstre eller DF på Christiansborg bærer forslaget igennem. Umiddelbart er chancerne størst hos Venstre, der udgør det andet store ”kommunale parti”. Regeringen kan pege på, at den tidligere VK-regering havde en reform af de store byers styreform i sit regeringsgrundlag, selvom at den aldrig fremsatte et lovforslag herom. Forklaringen dengang lød på, at statsminister Lars Løkke Rasmussen undervejs i processen mistede interessen for at gennemføre en reform, som fremover vil gøre det svært for Venstre som mindretalspartier at gøre sig gældende i landets fire største og socialdemokratisk-dominerede byer. Det er simpelthen ikke i de borgerliges egen interesse at gennemføre en reform, der overlader al magten til S, lyder en vurdering. Og noget tyder på, at Venstre har ændret mening.
VKO sammen om nej
Indtil videre ser det imidlertid ud til, at VKO-partierne i de fire største byer har fundet sammen om en samlet holdning, hvor man afviser forslaget om ”enhedsforvaltning”. De konservative har både rådmandsposter i Odense og Århus, som de ikke vil af med, mens Dansk Folkeparti kan miste deres rådmand i Aalborg, hvor hele byrådet i øvrigt er ret afvisende over for ændringer i styreformen.
En del tyder også på, at VKO på Christiansborg har ladet sig påvirke af deres lokale græsrødder. Meldingen fra Slotsholmen er - indtil videre – at VKO står sammen om at afvise regeringens kommende lovforslag, der tvinger en styrereform ned over de store kommuner. Og da regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten heller ikke vil bære forslaget igennem til en vedtagelse, så ser det sort ud. Men det bilede kan sagtens nå at ændre sig.
Regeringen og Frank Jensen kan dog i det mindste notere sig, at de har et vist overtag i den offentlige debat, hvor den borgerlige avis, Berlingske på lederplads støtter en styrereform med enhedsforvaltning.
Trussel mod mindretal
Tilhængerne af enhedsforvaltning har yderligere et kort i ærmet, som de kan spille over for mindretalsborgmestre fra Enhedslisten og de borgerlige partier. For hvis flertalsstyret bliver gennemført uden enhedsforvaltning, så vil besparelserne ved reformen være så små, at der ikke vil være penge nok til at sikre, at de store mindretalspartier kan finansiere fuldtidslønnede politikere og små partisekretariater med 1-2 akademikere. Set i lyset af, at Københavns kommunes budget tælles i adskillige milliarder af kr., så er det næppe en trussel, der vil skræmme partierne på rådhuset til pludselig at ændre holdning og stemme for en styreformsmodel med enhedsforvaltning.
onsdag den 2. november 2011
Frank Jensen isoleret i sit ønske om enhedsforvaltning
Partier i rød blok vil ikke afskaffe borgmestre
Af Jarl Cordua
Bragt i Bryggebladet nr. 17 den 3. november 2011
Socialdemokraterne på Københavns Rådhus står indtil videre helt isoleret i ønsket om enhedsforvaltning i København. Partierne i rød blok dvs. Enhedslisten, SF og de radikale på rådhuset har i diverse breve til deres partifæller på Christiansborg sagt, at de ikke ønsker, at man i København gennem en ændring af styrelsesloven samler al magt i én forvaltning under én borgmester og én forvaltning. Heller ikke de borgerlige partier bakker indtil videre op om en styrereform, der indebærer enhedsforvaltning.
På Kommunernes Landsforenings (KL) repræsentantskabsmøde for nylig sagde Københavns Sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen, at det var SFs holdning (altså også SF på landsplan), at man var imod en enhedsforvaltning. Dermed har regeringspartiet lagt sig helt fast på en holdning, der reelt kortslutter Frank Jensens forhåbninger om, at ABF-regeringens bebudede lovforslag reelt afskaffer de øvrige seks borgmestre i København. Hvis styrereformen ender med en såkaldt ”delt administrativ ledelse”, som de tre partier tilsyneladende har meddelt partifællerne på den anden side af Frederiksholms Kanal, at de foretrækker - og som bevarer borgmestrene og kommunens seks udvalgs forvaltninger - så vil København fortsat få brug for en ”overborgmester” som i dag. Den titel ville omvendt være fjollet at bevare, hvis der kun var én borgmester i en kommune, der med enhedsforvaltningen afskaffer de øvrige udvalgsforvaltninger.
K siger også nej
Argumenterne imod enhedsforvaltning er, at partierne frygter en magtkoncentration, der eksempelvis gør kommunens adm. direktør p.t. Claus Juhl til øverste chef, hvor han - i modsætning til i dag - bliver ansvarlig for samtlige af kommunens 40.000 embedsmænd. Topembedsmanden ville, påpeger kritikere, hvis det skulle vise sig nødvendigt, blive så magtfuld, at end ikke et flertal i BR uden om overborgmesteren ville kunne fyre ham. Det kan flertallet i dag. Flere af de borgerlige partier er derfor heller ikke lune på idéen om enhedsforvaltning, men har dog endnu ikke lagt sig helt fast på en holdning, når det gælder de øvrige udstående spørgsmål omkring en styrereform. Dog ser Liberal Alliance en mulighed i, at kommunen kan få mærkbare besparelser ved at afskaffe bureaukratiet ved enhedsforvaltningen. Men også i det parti er man bekymret for den centralisering af magten, der vil blive resultatet. Kun hos de konservative afviser man også blankt en model med enhedsforvaltning.
Ja til flertalsstyre
SF, De radikale og Enhedslisten er dog fortsat tilhængere af en reform, der indfører et flertalsstyre, hvor de syv borgmesterposter fordeles af en flertalsgruppe efter et valg. Det kunne fx. betyde at S-SF, der har flertal alene fordelte borgmesterposterne mellem sig. De kunne også fordele borgmesterposterne mellem alle partierne i konstitueringsaftalen, hvor også Enhedslisten og de konservative er med. Omvendt ville de radikale og Venstre ikke få nogen borgmesterposter, da de sammen med DF udgør den lille valggruppe. Imidlertid vil forhandlingsspillet om borgmesterposterne ændre sig fuldstændig under et flertalsstyre, hvor parterne formentlig vil stå i kø for at komme med i en flertalsgruppe og dermed få adgang til borgmesterposterne. Alt andet lige gør det det sværere for de borgerlige og måske også for Enhedslisten at få en borgmesterpost, mens de radikale, S og SF formentlig vil være fordelagtigt. Det er formentlig også baggrunden for, at de tre partier i rød blok anbefaler deres partifæller en model, hvor der ydes betydelige midler til de enkelte partier uden borgmesterposter til opbygning af egne sekretariater på Rådhuset.
V overvejer klage
SFs gruppeformand Klaus Mygind er - som nævnt i forrige klumme – blevet meget pikeret over, at de borgerlige partier for nogle uger siden i BR stemte imod, at Blågårdsskolen, hvor Mygind er skoleleder, fik udvidet sit skoledistrikt. Mygind var under afstemningen naturligvis inhabil, men var dog så oprørt over, at de borgerlige så heftigt kritiserede hans skole henset til dens elevers ikke så imponerende karaktergennemsnit, at han efter afstemningen rundsendte en e-mail til alle BR-medlemmer med oplysninger, der imødegår kritikken af hans skole. Det vil Venstre imidlertid ikke finde sig i. Partiet mener, at Mygind lider af kasketforvirring og sammenblander rollerne som skoleleder og BR-medlem, når han på denne måde forsøger at påvirke de øvrige BR-medlemmer politisk. Det ender formentlig med en klage, som borgerrepræsentationens sekretariat får lov at behandle.
Ghettokongen
Fredag i sidste uge udkom Weekendavisen med en lang og gennemresearchet artikel, der i detaljer beskrev, hvordan BR-medlem (S) Mohammed Aslam som boligbestyrelsesformand leder ”Danmarks største ghetto-bebyggelse”, Mjølnerparken på Nørrebro, som var det hans eget kongedømme. Ifølge Weekendavisens artikel, så spiller Aslam et dobbeltspil. Hvor han offentligheden gerne vil fremstå som den, der helhjertet arbejde for integration, åbenhed, demokrati, flere kvinder i beskæftigelse mv., så står han på de indre linjer i Mjølnerparken, hvor 90 pct. af beboersammensætningen er af anden etnisk oprindelse end dansk, for det stik modsatte. Den pakistanskfødte Aslam er ifølge avisen tidligere blevet taget i - ved gennem videoovervågning via hans egen computer - at bedrive social kontrol med bebyggelsens kvinder, hvis de færdes udenfor uden at bære tørklæde. Desuden har han sat en stopper for tiltag, som skulle integrere bebyggelsens kvinder. Fx har han modsat sig, at de opretter en café, og spændt ben for et beskæftigelsesprojekt, der kunne give kvinderne buskørekort. Aslam modsætter sig også, at Mjølnerparkens lokaler bruges til lektiehjælp, mens religiøse ceremonier omvendt er meget velkomne.
”Kongen af Mjølnerparken er ikke længere noget, man siger bag hans ryg. Folk siger det nu, mens han er til stede. Det er alment kendt.” Sådan siger Aslams partifælle Kim Christensen, der er formand for Nørrebros Lokaludvalg til Weekendavisen.
At Aslam sidder tungt på magten i Mjølnerparkens beboerforening blev demonstreret ved den seneste tilsyneladende farceagtige generalforsamling, hvor en arabisk mand ønskede sig at melde sig som kandidat til bestyrelsesformandsposten. Der opstod da ifølge Weekendavisens navngivne kilder pludselig tumult efter, at en flok af Aslams landsmænd var væltet ind i lokalet. Pakistanerne begyndte at forvirre den arabiske modkandidat i en grad, så han for sent opdagede, at valget var overstået, før han kunne melde sit kandidatur. Dermed var Aslam genvalgt enstemmigt.
Ved valget til Borgerrepræsentationen i 2009 blev Aslam valgt med 1000 personlige stemmer. Det var det femte højeste stemmetal blandt de socialdemokratiske BR-medlemmer. Han, der beskrives som yderst venlig og sympatisk, gør i det daglige intet større væsen af sig og er - så vidt vides – heller aldrig blevet set på talerstolen i Borgerrepræsentationen. Til gengæld anerkendes Aslam, der sidder i kultur- og fritidsudvalget, for at være en fremragende lobbyist, når det gælder om at lade kommunale midler til alle mulige boligstøtteprojekter tilflyde Mjølnerparken og området omkring Nørrebro Station.
Allerslev snart V-spidskandidat
Venstre ventes i øvrigt at vælge spidskandidat allerede til februar. Indtil videre er det kun Pia Allerslev, der har erklæret sit kandidatur, og da ingen andre fra Venstres BR-gruppe eller evt. prominente navne udefra udfordrer hende, tegner det sig til at blive en kåring af Kultur- og Fritidsborgmesteren som partiets spidskandidat ved BR-valget om to år.
Farvel til Baykal
SFs Teknik og miljøborgmester Ayfer Baykal skal ud og finde en ny pressechef, i det Tanja Frederiksen efter kun et lille halvt års tid selv har forladt sin stilling, der i øvrigt kun var et barselsvikariat. Kilder på rådhuset fortæller, at det var kombinationen af en ”politisk spejlblank” borgmester helt uden politisk retningssans og et uudholdeligt og dårligt arbejdsmiljø i sekretariat, der fik hende til at flygte væk fra forvaltningen. På rådhuset er stemningen dog til gengæld ved at vende lidt til fordel for Baykal. Mange af hendes kolleger i BR synes tilsyneladende, at det er synd for SF-bormesteren, at hun helt åbenlyst for alle ikke formår at sætte sig igennem politisk, hverken under budgetforhandlingerne, i offentligheden eller i udvalgsarbejdet. Imens årelades forvaltningen for dygtige medarbejdere, der flygter væk fra en borgmester i store vanskeligheder og et giftigt arbejdsmiljø.
Af Jarl Cordua
Bragt i Bryggebladet nr. 17 den 3. november 2011
Socialdemokraterne på Københavns Rådhus står indtil videre helt isoleret i ønsket om enhedsforvaltning i København. Partierne i rød blok dvs. Enhedslisten, SF og de radikale på rådhuset har i diverse breve til deres partifæller på Christiansborg sagt, at de ikke ønsker, at man i København gennem en ændring af styrelsesloven samler al magt i én forvaltning under én borgmester og én forvaltning. Heller ikke de borgerlige partier bakker indtil videre op om en styrereform, der indebærer enhedsforvaltning.
På Kommunernes Landsforenings (KL) repræsentantskabsmøde for nylig sagde Københavns Sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen, at det var SFs holdning (altså også SF på landsplan), at man var imod en enhedsforvaltning. Dermed har regeringspartiet lagt sig helt fast på en holdning, der reelt kortslutter Frank Jensens forhåbninger om, at ABF-regeringens bebudede lovforslag reelt afskaffer de øvrige seks borgmestre i København. Hvis styrereformen ender med en såkaldt ”delt administrativ ledelse”, som de tre partier tilsyneladende har meddelt partifællerne på den anden side af Frederiksholms Kanal, at de foretrækker - og som bevarer borgmestrene og kommunens seks udvalgs forvaltninger - så vil København fortsat få brug for en ”overborgmester” som i dag. Den titel ville omvendt være fjollet at bevare, hvis der kun var én borgmester i en kommune, der med enhedsforvaltningen afskaffer de øvrige udvalgsforvaltninger.
K siger også nej
Argumenterne imod enhedsforvaltning er, at partierne frygter en magtkoncentration, der eksempelvis gør kommunens adm. direktør p.t. Claus Juhl til øverste chef, hvor han - i modsætning til i dag - bliver ansvarlig for samtlige af kommunens 40.000 embedsmænd. Topembedsmanden ville, påpeger kritikere, hvis det skulle vise sig nødvendigt, blive så magtfuld, at end ikke et flertal i BR uden om overborgmesteren ville kunne fyre ham. Det kan flertallet i dag. Flere af de borgerlige partier er derfor heller ikke lune på idéen om enhedsforvaltning, men har dog endnu ikke lagt sig helt fast på en holdning, når det gælder de øvrige udstående spørgsmål omkring en styrereform. Dog ser Liberal Alliance en mulighed i, at kommunen kan få mærkbare besparelser ved at afskaffe bureaukratiet ved enhedsforvaltningen. Men også i det parti er man bekymret for den centralisering af magten, der vil blive resultatet. Kun hos de konservative afviser man også blankt en model med enhedsforvaltning.
Ja til flertalsstyre
SF, De radikale og Enhedslisten er dog fortsat tilhængere af en reform, der indfører et flertalsstyre, hvor de syv borgmesterposter fordeles af en flertalsgruppe efter et valg. Det kunne fx. betyde at S-SF, der har flertal alene fordelte borgmesterposterne mellem sig. De kunne også fordele borgmesterposterne mellem alle partierne i konstitueringsaftalen, hvor også Enhedslisten og de konservative er med. Omvendt ville de radikale og Venstre ikke få nogen borgmesterposter, da de sammen med DF udgør den lille valggruppe. Imidlertid vil forhandlingsspillet om borgmesterposterne ændre sig fuldstændig under et flertalsstyre, hvor parterne formentlig vil stå i kø for at komme med i en flertalsgruppe og dermed få adgang til borgmesterposterne. Alt andet lige gør det det sværere for de borgerlige og måske også for Enhedslisten at få en borgmesterpost, mens de radikale, S og SF formentlig vil være fordelagtigt. Det er formentlig også baggrunden for, at de tre partier i rød blok anbefaler deres partifæller en model, hvor der ydes betydelige midler til de enkelte partier uden borgmesterposter til opbygning af egne sekretariater på Rådhuset.
V overvejer klage
SFs gruppeformand Klaus Mygind er - som nævnt i forrige klumme – blevet meget pikeret over, at de borgerlige partier for nogle uger siden i BR stemte imod, at Blågårdsskolen, hvor Mygind er skoleleder, fik udvidet sit skoledistrikt. Mygind var under afstemningen naturligvis inhabil, men var dog så oprørt over, at de borgerlige så heftigt kritiserede hans skole henset til dens elevers ikke så imponerende karaktergennemsnit, at han efter afstemningen rundsendte en e-mail til alle BR-medlemmer med oplysninger, der imødegår kritikken af hans skole. Det vil Venstre imidlertid ikke finde sig i. Partiet mener, at Mygind lider af kasketforvirring og sammenblander rollerne som skoleleder og BR-medlem, når han på denne måde forsøger at påvirke de øvrige BR-medlemmer politisk. Det ender formentlig med en klage, som borgerrepræsentationens sekretariat får lov at behandle.
Ghettokongen
Fredag i sidste uge udkom Weekendavisen med en lang og gennemresearchet artikel, der i detaljer beskrev, hvordan BR-medlem (S) Mohammed Aslam som boligbestyrelsesformand leder ”Danmarks største ghetto-bebyggelse”, Mjølnerparken på Nørrebro, som var det hans eget kongedømme. Ifølge Weekendavisens artikel, så spiller Aslam et dobbeltspil. Hvor han offentligheden gerne vil fremstå som den, der helhjertet arbejde for integration, åbenhed, demokrati, flere kvinder i beskæftigelse mv., så står han på de indre linjer i Mjølnerparken, hvor 90 pct. af beboersammensætningen er af anden etnisk oprindelse end dansk, for det stik modsatte. Den pakistanskfødte Aslam er ifølge avisen tidligere blevet taget i - ved gennem videoovervågning via hans egen computer - at bedrive social kontrol med bebyggelsens kvinder, hvis de færdes udenfor uden at bære tørklæde. Desuden har han sat en stopper for tiltag, som skulle integrere bebyggelsens kvinder. Fx har han modsat sig, at de opretter en café, og spændt ben for et beskæftigelsesprojekt, der kunne give kvinderne buskørekort. Aslam modsætter sig også, at Mjølnerparkens lokaler bruges til lektiehjælp, mens religiøse ceremonier omvendt er meget velkomne.
”Kongen af Mjølnerparken er ikke længere noget, man siger bag hans ryg. Folk siger det nu, mens han er til stede. Det er alment kendt.” Sådan siger Aslams partifælle Kim Christensen, der er formand for Nørrebros Lokaludvalg til Weekendavisen.
At Aslam sidder tungt på magten i Mjølnerparkens beboerforening blev demonstreret ved den seneste tilsyneladende farceagtige generalforsamling, hvor en arabisk mand ønskede sig at melde sig som kandidat til bestyrelsesformandsposten. Der opstod da ifølge Weekendavisens navngivne kilder pludselig tumult efter, at en flok af Aslams landsmænd var væltet ind i lokalet. Pakistanerne begyndte at forvirre den arabiske modkandidat i en grad, så han for sent opdagede, at valget var overstået, før han kunne melde sit kandidatur. Dermed var Aslam genvalgt enstemmigt.
Ved valget til Borgerrepræsentationen i 2009 blev Aslam valgt med 1000 personlige stemmer. Det var det femte højeste stemmetal blandt de socialdemokratiske BR-medlemmer. Han, der beskrives som yderst venlig og sympatisk, gør i det daglige intet større væsen af sig og er - så vidt vides – heller aldrig blevet set på talerstolen i Borgerrepræsentationen. Til gengæld anerkendes Aslam, der sidder i kultur- og fritidsudvalget, for at være en fremragende lobbyist, når det gælder om at lade kommunale midler til alle mulige boligstøtteprojekter tilflyde Mjølnerparken og området omkring Nørrebro Station.
Allerslev snart V-spidskandidat
Venstre ventes i øvrigt at vælge spidskandidat allerede til februar. Indtil videre er det kun Pia Allerslev, der har erklæret sit kandidatur, og da ingen andre fra Venstres BR-gruppe eller evt. prominente navne udefra udfordrer hende, tegner det sig til at blive en kåring af Kultur- og Fritidsborgmesteren som partiets spidskandidat ved BR-valget om to år.
Farvel til Baykal
SFs Teknik og miljøborgmester Ayfer Baykal skal ud og finde en ny pressechef, i det Tanja Frederiksen efter kun et lille halvt års tid selv har forladt sin stilling, der i øvrigt kun var et barselsvikariat. Kilder på rådhuset fortæller, at det var kombinationen af en ”politisk spejlblank” borgmester helt uden politisk retningssans og et uudholdeligt og dårligt arbejdsmiljø i sekretariat, der fik hende til at flygte væk fra forvaltningen. På rådhuset er stemningen dog til gengæld ved at vende lidt til fordel for Baykal. Mange af hendes kolleger i BR synes tilsyneladende, at det er synd for SF-bormesteren, at hun helt åbenlyst for alle ikke formår at sætte sig igennem politisk, hverken under budgetforhandlingerne, i offentligheden eller i udvalgsarbejdet. Imens årelades forvaltningen for dygtige medarbejdere, der flygter væk fra en borgmester i store vanskeligheder og et giftigt arbejdsmiljø.
torsdag den 20. oktober 2011
København skal kun have én borgmester
Politikernes dilemma står mellem besparelser og centralisering af magten
Bragt i Bryggebladet nr. 16 den 20 oktober 2011
Af Jarl Cordua
Den nys tiltrådte ABF-regering skriver i sit regeringsgrundlag, at den ”vil tage initiativ til en ny styreform i de større byer”. Dermed skal Københavns og andre større byers styreform ændres til det almindelige flertalsstyre, som man kender fra de øvrige danske kommuner. Begrundelsen er, at ”det skal give en mere effektiv styring og gøre det lettere for borgere at se, hvem der har ansvaret for beslutningerne,” skriver regeringen.
Det betyder formentlig at seks af de syv københavnske borgmestre snart må lade livet. Spørgsmålet er dog om ABF-partierne kan nå at gennemføre styrereformen inden næste valg til Borgerrepræsentationen, der finder sted i november 2013. Det er bestemt ikke umuligt. Dels ligger der et færdigt lovforslag i skuffen i Indenrigsministeriet udarbejdet af det embedsudvalg, ”Thorkild Juul-udvalget”, der i sin tid fik opdraget af VK-regeringen. Og dels må man forvente, at VK-partierne fortsat er interesseret i at bære en reform igennem, i det den borgerlige regering selv havde forslaget med i dets sidste regeringsgrundlag, dog uden at den fremsatte lovforslaget. For de borgerlige partier vil guleroden for at gå med i et forlig være den besparelse, som vil følge af en afvikling af den kostbare overadministration, som det er erkendt af stort set alle partier, finder sted med de mange forvaltninger, borgmestre, sekretariater osv.
Det springende punkt i diskussionen blandt partierne på rådhuset går derfor mere i retning af, hvad der så skal ske med magten i udvalgene, når nu fx teknik- og Miljøforvaltningen ikke længere har en borgmester og en forvaltning, sekretariat, som kan føre dets beslutninger ud i livet? Udvalgenes indflydelse er nemlig en direkte følge af den såkaldte ”delte administrative ledelse”, som eksisterer i dag.
S er for enhedsforvaltning
Alternativet til dette er den såkaldte ”enhedsforvaltning”, hvor byen ud over kun at få én borgmester, som navnet antyder, herefter også kun får én forvaltning. Faren ved dette – set med skeptikernes briller – er, at magten bliver samlet i kommunens i forvejen magtfulde organer økonomiforvaltningen og Økonomiudvalget, hvor overborgmester Frank Jensen henholdsvis er politisk chef og sidder for bordenden som udvalgsformand. Udvalgene vil uden forvaltning mv. blive frataget en betydelig del af den indflydelse, de har i dag. Populært sagt vil kommunens politiske magt blive centraliseret, men til gengæld vil man opnå de rationaliseringsgevinster, som også regeringen henviser til i sin begrundelse for ændre styreformen. Regeringen bruger som før nævnt ikke ordet ”centralisere”, men benytter sig i stedet af argumentet, at en reform vil gøre det mere gennemsigtigt for borgerne mht. hvem, der har ansvaret for beslutningerne. Nogle vil mene, at det er to sider af samme sag.
Spørgsmålet er, om det er i partiernes interesse at centralisere magten hos ét parti, Socialdemokraterne, der har haft overborgmesterposten uafbrudt, siden den blev oprettet i 1936. Indtil videre har kun S på rådhuset meldt ud, at de ønsker en enhedsforvaltning. Forlydender fra rådhuset siger, at de radikale på Christiansborg diskret har foreslået en model, hvor det bliver frivilligt for kommunerne at indføre den ny styreform. Lige nu – fornemmer man Rådhuset– er BR-grupperne fra ABF-partierne i gang med en heftig lobbyaktivitet for at påvirke deres ministre i regeringen om sagen. Ifølge rygterne, så tyder en del på en vis uenighed mellem de tre regeringspartier – i hvert fald på rådhuset.
Travlhed inden KV13
Endnu har vi til gode at se, hvor hurtigt regeringen vil spille ud på området. Hvis ABF vedtager en reform med Enhedslisten, så er det næppe noget, der vil blive afklaret i en sen nattetime, men vil strække sig over en længere proces, hvor alle partier bliver hørt osv. Formentlig vil regeringen skulle give en del indrømmelser om mindretalsbeskyttelse udover dem, der allerede ligger i (skuffe)lovforslaget. Dvs. at partierne nok skal kunne regne med offentlige tilskud til at kunne opbygge sekretariater på rådhuset, så de har en mulighed for at matche ”enhedsforvaltningen”. Men derved ryger så en del af den rationaliseringsgevinst, som man ønsker at opnå, og som konsulenter fra Rambøll for nogle år siden opgjorde til ca. 170 millioner kr. årligt.
Spørgsmålet er desuden, om de borgerlige føler sig fristet til at hjælpe regeringen til en hurtig reform, der vil gå imod deres lokale græsrødders interesser. For derved trækker de tæppet væk under deres borgmestre og rådmænds platforme frem mod valget 2013. Og hvem vil fx Venstre kunne rekruttere som spidskandidater, når der ikke længere er borgmester og rådmandsposter i udsigt? Borgerlig accept uden indrømmelser ville være en ren foræring til den ny regering, men på den anden side så ville borgerlig modstand mod en sådan reform gå imod deres hidtidige politik på området. Og derved vil de få et forklaringsproblem ift. deres egne tidligere udmeldinger fra, at de selv var i regering, selvom de borgerlige formentlig vil kunne købes med kontante indrømmelser, der sikrer mindretalsbeskyttelsen. Man kunne fx tænke sig at borgerrepræsentanter eller som minimum udvalgsformændene i fremtiden vil være på fuldtidsløn. I dag har borgmestre i kraft af, at de også er udvalgsformænd et administrativt ansvar, men udvalgsformænd under en enhedsforvaltning kan i fremtiden blive reduceret til kun at være simple mødeledere. Endelig kan man spekulere i, om det fremover giver mening at have en overborgmester i en kommune, hvis der kun er én borgmester?
Ingen havnetunnel
I regeringsgrundlaget har overborgmester Frank Jensen måttet kigge forgæves efter at læse en eneste linje om den havnetunnel, som de københavnske socialdemokrater og de borgerlige længe brændende har ønsket sig. Tidligere har man på rådhuset spekuleret i om nogle af indtægterne fra den planlagte betalingsring ville kunne bruges til en delvis finansiering til en havnetunnel, der kan lede lastbiltrafikken udenom indre by fra Østerbro til Amager. Hver dag kører 800 lastbiler i gennemsnit igennem St. Kongensgade passerende Kgs. Nytorv og broerne uden ærinder i Indre by. Da SF hele tiden har været imod havnetunnelen, er det dermed nærliggende at notere SF for denne politiske sejr. Omvendt ved ingen om S i det hele taget har presset på i sagen under regeringsforhandlingerne på Crowne Plaza. På Rådhuset forlyder det omvendt, at Frank Jensen på ingen måde har opgivet planerne, og offentligheden kunne i sidste uge endnu engang erfare, at pensionskassen ATP tilbyder at finansiere en havnetunnel. Men vurderet ud fra regeringsgrundlaget bliver der næppe bukser af det skind i denne regeringsperiode.
Kold luft I
Det er ikke kun spørgsmålet om havnetunnel, der deler S og SF. Det er også tilfældet, når det gælder om placeringen af betalingsringen. SF på Christiansborg og især Pia Olsen Dyhr var i dagene efter valget ude med en skråsikker udtalelse om, at placeringen, som den blev fremlagt i hast midt under valgkampen af S-SF, ikke var til forhandling. Imidlertid skriver regeringen i regeringsgrundlaget at man vil indlede ”en dialog” med de københavnske borgmestre om sagen. Senest har BR-medlem (S) Lars Weiss i et debatindlæg i Politiken slået fast, at man i København betragter sagen som, at betalingsringens placering rent faktisk er til forhandling. Det er utvivlsomt et budskab, som Weiss’ overborgmester er 100 pct. enig i. SF’erne er i mellemtiden ophørt med de bastante udmeldinger om, at ringen ikke er til at rokke, alt imens Pia Olsen Dyhr er flyttet ind på ministerkontoret i sin lille filial af
Udenrigsministeriet.
På Rådhuset kan man også mærke, at S-SF-forholdet er blevet kølnet en anelse efter valget. Som tidligere beskrevet i klummen, så stod SF og dets Teknik- og miljøborgmester noget usædvanligt udenfor forligskredsen, da Frank Jensen for noget tid siden – opsigtsvækkende brød alliancen med SF - og indgik forlig med de borgerlige om at oprette flere parkeringspladser i byrummet. I torsdags kom sagen på BR-mødet, hvor omkring halvdelen af BR-gruppen herunder den nye teknik og miljøborgmester Ayfer Baykal indtog talerstolen med heftige indlæg imod overborgmesteren for parkeringsaftalen med de borgerlige. Imens sad resten af Borgerrepræsentationen tilbage og undrede sig over optrinnet og at der var behov for så mange ordførere fra et parti på talerstolen– der oven i købet har borgmesterposten på området – for at kunne tale SFs sag. Det efterlod for de forsamlede et indtryk af en noget ukoordineret aktion, som heller ikke fjerner den grundstemning af amatørisme, manglende ledelse og tilfældighed, som p.t. præger SF i København.
Kold luft II
I salen ved BR-mødet i torsdags var der i øvrigt heller ikke just gensynsglæde mellem LA’s Lars Dueholm og hans tidligere partifæller hos Venstre. Dueholm var stadig synligt vred og fornærmet over, at Venstrefolkene reelt blokerede for hans barselsorlov, da V krævede hans udvalgspost i det vigtige teknik- og miljøudvalg tilbage til partiet i barselsperioden, som partiet i øvrigt var berettiget til. Dueholm har i øvrigt tidligere på sin Facebook-profil – mener nogle – rettet en noget patetisk kritik mod Venstrefolkene for, hvordan de dog kunne se sig selv i spejlet, når de på denne måde (ved at kræve udvalgsposten) frarøvede ”Theodor” værdifuld tid fra sin far.
Kold luft III
Det var også i torsdags, at SF måtte sende deres gruppeformand Klaus Mygind op på tilhørerpladserne på grund af inhabilitet, da Borgerrepræsentationen skulle stemme om en udvidelse af Blågårdsskolens skoledistrikt. Mygind er således skoleleder på Blågårdsskolen, der udmærket sig ved at have det dårligste karaktergennemsnit i København og det 12. dårligste i landet. Den socialdemokratiske børne- og ungdomsborgmester Anne Vang forsikrede dog BR om, at en beslutning om at udvide skoledistriktet var fuldt forsvarligt på alle områder. Det overbeviste dog ikke de borgerlige partier, der samlet stemte imod udvidelsen til Myginds højlydte irritation og vrede.
Afdansningsbal
Fredag i sidste uge deltog kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev i sit ”eget afdansningsbal”, som udstemt deltager i TV2s ”Vild med Dans”- show. Allerslev har efter eget udsagn fået en del dansefærdigheder ud af de mange danselektioner og de fem fredage, hvor hun overlevede seernes dom. Men deltagelsen i showet har også taget fokus fra arbejdet og Venstres profil i Borgerrepræsentationen, mener kritikere på rådhuset. Spørgsmålet er nu, hvor meget stærkere Allerslev står - efter sine fredagsoptrædener i TV2’s prime time - i vælgernes bevidsthed ved BR-valget om to år? Så det endelige regnestykke herom, kan kun gøres op til den tid.
Bragt i Bryggebladet nr. 16 den 20 oktober 2011
Af Jarl Cordua
Den nys tiltrådte ABF-regering skriver i sit regeringsgrundlag, at den ”vil tage initiativ til en ny styreform i de større byer”. Dermed skal Københavns og andre større byers styreform ændres til det almindelige flertalsstyre, som man kender fra de øvrige danske kommuner. Begrundelsen er, at ”det skal give en mere effektiv styring og gøre det lettere for borgere at se, hvem der har ansvaret for beslutningerne,” skriver regeringen.
Det betyder formentlig at seks af de syv københavnske borgmestre snart må lade livet. Spørgsmålet er dog om ABF-partierne kan nå at gennemføre styrereformen inden næste valg til Borgerrepræsentationen, der finder sted i november 2013. Det er bestemt ikke umuligt. Dels ligger der et færdigt lovforslag i skuffen i Indenrigsministeriet udarbejdet af det embedsudvalg, ”Thorkild Juul-udvalget”, der i sin tid fik opdraget af VK-regeringen. Og dels må man forvente, at VK-partierne fortsat er interesseret i at bære en reform igennem, i det den borgerlige regering selv havde forslaget med i dets sidste regeringsgrundlag, dog uden at den fremsatte lovforslaget. For de borgerlige partier vil guleroden for at gå med i et forlig være den besparelse, som vil følge af en afvikling af den kostbare overadministration, som det er erkendt af stort set alle partier, finder sted med de mange forvaltninger, borgmestre, sekretariater osv.
Det springende punkt i diskussionen blandt partierne på rådhuset går derfor mere i retning af, hvad der så skal ske med magten i udvalgene, når nu fx teknik- og Miljøforvaltningen ikke længere har en borgmester og en forvaltning, sekretariat, som kan føre dets beslutninger ud i livet? Udvalgenes indflydelse er nemlig en direkte følge af den såkaldte ”delte administrative ledelse”, som eksisterer i dag.
S er for enhedsforvaltning
Alternativet til dette er den såkaldte ”enhedsforvaltning”, hvor byen ud over kun at få én borgmester, som navnet antyder, herefter også kun får én forvaltning. Faren ved dette – set med skeptikernes briller – er, at magten bliver samlet i kommunens i forvejen magtfulde organer økonomiforvaltningen og Økonomiudvalget, hvor overborgmester Frank Jensen henholdsvis er politisk chef og sidder for bordenden som udvalgsformand. Udvalgene vil uden forvaltning mv. blive frataget en betydelig del af den indflydelse, de har i dag. Populært sagt vil kommunens politiske magt blive centraliseret, men til gengæld vil man opnå de rationaliseringsgevinster, som også regeringen henviser til i sin begrundelse for ændre styreformen. Regeringen bruger som før nævnt ikke ordet ”centralisere”, men benytter sig i stedet af argumentet, at en reform vil gøre det mere gennemsigtigt for borgerne mht. hvem, der har ansvaret for beslutningerne. Nogle vil mene, at det er to sider af samme sag.
Spørgsmålet er, om det er i partiernes interesse at centralisere magten hos ét parti, Socialdemokraterne, der har haft overborgmesterposten uafbrudt, siden den blev oprettet i 1936. Indtil videre har kun S på rådhuset meldt ud, at de ønsker en enhedsforvaltning. Forlydender fra rådhuset siger, at de radikale på Christiansborg diskret har foreslået en model, hvor det bliver frivilligt for kommunerne at indføre den ny styreform. Lige nu – fornemmer man Rådhuset– er BR-grupperne fra ABF-partierne i gang med en heftig lobbyaktivitet for at påvirke deres ministre i regeringen om sagen. Ifølge rygterne, så tyder en del på en vis uenighed mellem de tre regeringspartier – i hvert fald på rådhuset.
Travlhed inden KV13
Endnu har vi til gode at se, hvor hurtigt regeringen vil spille ud på området. Hvis ABF vedtager en reform med Enhedslisten, så er det næppe noget, der vil blive afklaret i en sen nattetime, men vil strække sig over en længere proces, hvor alle partier bliver hørt osv. Formentlig vil regeringen skulle give en del indrømmelser om mindretalsbeskyttelse udover dem, der allerede ligger i (skuffe)lovforslaget. Dvs. at partierne nok skal kunne regne med offentlige tilskud til at kunne opbygge sekretariater på rådhuset, så de har en mulighed for at matche ”enhedsforvaltningen”. Men derved ryger så en del af den rationaliseringsgevinst, som man ønsker at opnå, og som konsulenter fra Rambøll for nogle år siden opgjorde til ca. 170 millioner kr. årligt.
Spørgsmålet er desuden, om de borgerlige føler sig fristet til at hjælpe regeringen til en hurtig reform, der vil gå imod deres lokale græsrødders interesser. For derved trækker de tæppet væk under deres borgmestre og rådmænds platforme frem mod valget 2013. Og hvem vil fx Venstre kunne rekruttere som spidskandidater, når der ikke længere er borgmester og rådmandsposter i udsigt? Borgerlig accept uden indrømmelser ville være en ren foræring til den ny regering, men på den anden side så ville borgerlig modstand mod en sådan reform gå imod deres hidtidige politik på området. Og derved vil de få et forklaringsproblem ift. deres egne tidligere udmeldinger fra, at de selv var i regering, selvom de borgerlige formentlig vil kunne købes med kontante indrømmelser, der sikrer mindretalsbeskyttelsen. Man kunne fx tænke sig at borgerrepræsentanter eller som minimum udvalgsformændene i fremtiden vil være på fuldtidsløn. I dag har borgmestre i kraft af, at de også er udvalgsformænd et administrativt ansvar, men udvalgsformænd under en enhedsforvaltning kan i fremtiden blive reduceret til kun at være simple mødeledere. Endelig kan man spekulere i, om det fremover giver mening at have en overborgmester i en kommune, hvis der kun er én borgmester?
Ingen havnetunnel
I regeringsgrundlaget har overborgmester Frank Jensen måttet kigge forgæves efter at læse en eneste linje om den havnetunnel, som de københavnske socialdemokrater og de borgerlige længe brændende har ønsket sig. Tidligere har man på rådhuset spekuleret i om nogle af indtægterne fra den planlagte betalingsring ville kunne bruges til en delvis finansiering til en havnetunnel, der kan lede lastbiltrafikken udenom indre by fra Østerbro til Amager. Hver dag kører 800 lastbiler i gennemsnit igennem St. Kongensgade passerende Kgs. Nytorv og broerne uden ærinder i Indre by. Da SF hele tiden har været imod havnetunnelen, er det dermed nærliggende at notere SF for denne politiske sejr. Omvendt ved ingen om S i det hele taget har presset på i sagen under regeringsforhandlingerne på Crowne Plaza. På Rådhuset forlyder det omvendt, at Frank Jensen på ingen måde har opgivet planerne, og offentligheden kunne i sidste uge endnu engang erfare, at pensionskassen ATP tilbyder at finansiere en havnetunnel. Men vurderet ud fra regeringsgrundlaget bliver der næppe bukser af det skind i denne regeringsperiode.
Kold luft I
Det er ikke kun spørgsmålet om havnetunnel, der deler S og SF. Det er også tilfældet, når det gælder om placeringen af betalingsringen. SF på Christiansborg og især Pia Olsen Dyhr var i dagene efter valget ude med en skråsikker udtalelse om, at placeringen, som den blev fremlagt i hast midt under valgkampen af S-SF, ikke var til forhandling. Imidlertid skriver regeringen i regeringsgrundlaget at man vil indlede ”en dialog” med de københavnske borgmestre om sagen. Senest har BR-medlem (S) Lars Weiss i et debatindlæg i Politiken slået fast, at man i København betragter sagen som, at betalingsringens placering rent faktisk er til forhandling. Det er utvivlsomt et budskab, som Weiss’ overborgmester er 100 pct. enig i. SF’erne er i mellemtiden ophørt med de bastante udmeldinger om, at ringen ikke er til at rokke, alt imens Pia Olsen Dyhr er flyttet ind på ministerkontoret i sin lille filial af
Udenrigsministeriet.
På Rådhuset kan man også mærke, at S-SF-forholdet er blevet kølnet en anelse efter valget. Som tidligere beskrevet i klummen, så stod SF og dets Teknik- og miljøborgmester noget usædvanligt udenfor forligskredsen, da Frank Jensen for noget tid siden – opsigtsvækkende brød alliancen med SF - og indgik forlig med de borgerlige om at oprette flere parkeringspladser i byrummet. I torsdags kom sagen på BR-mødet, hvor omkring halvdelen af BR-gruppen herunder den nye teknik og miljøborgmester Ayfer Baykal indtog talerstolen med heftige indlæg imod overborgmesteren for parkeringsaftalen med de borgerlige. Imens sad resten af Borgerrepræsentationen tilbage og undrede sig over optrinnet og at der var behov for så mange ordførere fra et parti på talerstolen– der oven i købet har borgmesterposten på området – for at kunne tale SFs sag. Det efterlod for de forsamlede et indtryk af en noget ukoordineret aktion, som heller ikke fjerner den grundstemning af amatørisme, manglende ledelse og tilfældighed, som p.t. præger SF i København.
Kold luft II
I salen ved BR-mødet i torsdags var der i øvrigt heller ikke just gensynsglæde mellem LA’s Lars Dueholm og hans tidligere partifæller hos Venstre. Dueholm var stadig synligt vred og fornærmet over, at Venstrefolkene reelt blokerede for hans barselsorlov, da V krævede hans udvalgspost i det vigtige teknik- og miljøudvalg tilbage til partiet i barselsperioden, som partiet i øvrigt var berettiget til. Dueholm har i øvrigt tidligere på sin Facebook-profil – mener nogle – rettet en noget patetisk kritik mod Venstrefolkene for, hvordan de dog kunne se sig selv i spejlet, når de på denne måde (ved at kræve udvalgsposten) frarøvede ”Theodor” værdifuld tid fra sin far.
Kold luft III
Det var også i torsdags, at SF måtte sende deres gruppeformand Klaus Mygind op på tilhørerpladserne på grund af inhabilitet, da Borgerrepræsentationen skulle stemme om en udvidelse af Blågårdsskolens skoledistrikt. Mygind er således skoleleder på Blågårdsskolen, der udmærket sig ved at have det dårligste karaktergennemsnit i København og det 12. dårligste i landet. Den socialdemokratiske børne- og ungdomsborgmester Anne Vang forsikrede dog BR om, at en beslutning om at udvide skoledistriktet var fuldt forsvarligt på alle områder. Det overbeviste dog ikke de borgerlige partier, der samlet stemte imod udvidelsen til Myginds højlydte irritation og vrede.
Afdansningsbal
Fredag i sidste uge deltog kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev i sit ”eget afdansningsbal”, som udstemt deltager i TV2s ”Vild med Dans”- show. Allerslev har efter eget udsagn fået en del dansefærdigheder ud af de mange danselektioner og de fem fredage, hvor hun overlevede seernes dom. Men deltagelsen i showet har også taget fokus fra arbejdet og Venstres profil i Borgerrepræsentationen, mener kritikere på rådhuset. Spørgsmålet er nu, hvor meget stærkere Allerslev står - efter sine fredagsoptrædener i TV2’s prime time - i vælgernes bevidsthed ved BR-valget om to år? Så det endelige regnestykke herom, kan kun gøres op til den tid.
onsdag den 5. oktober 2011
Fyldt kommunekasse lettede budgetforhandlingerne
SF står tilsyneladende med et stort ledelsesproblem
Bragt i Bryggebladet nr. 15 den 6. oktober 2011
Af Jarl Cordua
Årets budgetforhandlinger hører nok til de mindst dramatiske, der længe er set på Københavns Rådhus. Alle partierne i Borgerrepræsentationen minus Enhedslisten endte derfor med at gå med i et forlig for 2012, der tilgodeser stort set alle partiers ønskelister. Som flere forhandlere bemærker, så er det svært ikke at gå med i et forlig, hvor man stort set fik alle sine krav opfyldt. Og det er i alle tilfælde nemt med en fyldt kommunekasse.
Budgettet for 2012 prioriterede som ventet en nødvendig udbygning af 1900 daginstitutioner, 420 fritidshjempladser og en ny skole på Østerbro til 1,5 mia. kr. Det sker naturligvis for at kunne imødekomme det hastigt voksende behov, der følger af kommunens stigende børnetal i årene frem. Hver måned får kommunen 100 nye børn.
Ingen havde heller noget imod at kommunen bygger flere idrætshaller i tilknytning til skoler, flere timer og moderne IT til elever i folkeskolen, og at lærerne får flere kompetencer.
Helt som forventet var der også enighed om at vedtage en ”vækstpakke”, der har til formål bl.a. at lette virksomhedernes administrative byrder og forbedre deres rammevilkår i byen. Elementerne i vækstpakken består af striben af anbefalinger, der kom fra den af overborgmesteren nedsatte Copenhagen Business Task Force, der blev præsenteret for offentligheden i august. De eneste anbefalinger, der ikke gennemføres, er alene dem, der kræver ny lovgivning vedtaget af Folketinget.
I budgettet er der desuden afsat midler til at forberede idræts- og aktivitetsområder, en såkaldt ”moderne omlægning” af jobindsatsen, bedre cykelveje og en filmfond. Blandt de mere løse forpligtelser er også, at kommunen skal nedbringe administrationsomkostningerne med 500 mill. kr. i de kommende år.
Lavere afgift uden Ø
Som forventet stod kun Enhedslisten til sidst i forhandlingerne udenfor forliget, fordi partiet ikke kunne stemme for en nedsættelse af dækningsafgiften på erhvervsejendomme på 0,2 promille, der til gengæld var en mærkesag for de borgerlige partier. Da provenutabet kun er 20 mill. kr., så kan det næsten kun være af principielle grunde, at Enhedslisten ikke kunne være med. Faktisk forsøgte LA og K at forhandle et kompromis med Enhedslistens borgmester Mikkel Warming i stand, hvor man i stedet nedsatte personskatten en smule, men dog først om to år. Imidlertid strandede det forslag efter en 5-5 afstemning i Enhedslistens lokale hovedbestyrelse. Især SF forsøgte under forhandlingerne at få Enhedslisten med om bord i et forlig. SF’erne er - fornemmer man rundt omkring på Rådhuset - dybt rystede over, at folketingsvalget i København blev en katastrofe for partiet. Nu frygter de formentlig, at Enhedslisten ved kommunalvalget går frem på deres bekostning, så derfor gælder det for SF om frem mod valget, at der ikke opstår større opsigtsvækkende uenigheder med Enhedslisten, der giver SF-vælgere en anledning til at smutte til Liste Ø.
Uforberedt SF-borgmester
SFs forhandlere har i øvrigt et efterladt et stort indtryk hos deres forhandlingspartere af enorm usikkerhed. Flere iagttagere og deltagere i forhandlingerne bemærkede at SFs forhandlergruppe bestod af fire meget urutinerede forhandlere (alle midt i 30erne) som havde svært ved at forklare, hvad de præcist ønskede at få ud af forhandlingerne. Især ryster man på hovedet af SFs teknik og miljøborgmester Ayfer Baykal, der hverken fremstod velforberedt eller som en, der vidste, hvad der foregik i hendes egen forvaltning. Eksempelvis kunne hun under forhandlingerne ikke svare på om bestemte sager var blevet vedtaget i hendes udvalg eller ej. Onde tunger bemærker dog, at Baykal måske ville have stået sig bedre ved at have brugt sin tid på at læse mere på lektien frem for at have prioriteret at sidde på forreste række til en lang række modeshows under Københavns modeuge i august. Andre mener, at Baykal blev prisgivet sin egen forvaltning, der sendte hende af sted til forhandlinger med tilsyneladende hastigt håndskrevne notater, der dog ikke gav noget klart billede til de øvrige forhandlingsdeltagere mht., hvilke politiske prioriteringer Teknik og Miljøborgmesteren havde på sit område. Det blev således for meget for overborgmester Frank Jensen som ved flere lejligheder ikke kunne skjule sin irritation over den åbenlyse amatørisme, der udspillede sig foran alles øjne, at han brysk ved flere lejligheder måtte tage Baykal – men også SFs Sundhedsborgmester Ninna Thomsen i skole – for ikke at melde klart ud om deres konkrete krav og for ikke at kunne levere klare svar fra deres forvaltninger, som forhandlerne stillede dem undervejs i forhandlingsprocessen.
Prisgivet af sin forvaltning
Baykal har næppe heller været hjulpet af, at hendes presserådgiver – mit under årets budgetforhandlinger - var sygemeldt. Dertil kommer, at Teknik og Miljøforvaltningen i disse år er præget af en massiv ledelsesflugt, der næppe kan undgå at have gået ud over embedsmændenes servicering af borgmesteren. Tillige er Teknik- og miljøforvaltningen ledet af den selvbevidste direktør Hjalte Aaberg, som alle på rådhuset er enige om, er særdeles kompetent, men siden borgmester Bo Asmus Kjeldgaards dramatiske exit i foråret nu går for at være den reelle magthaver i forvaltningen, hvorfor Baykal er reduceret til en kransekagefigur, som man tilsyneladende har svært ved tage seriøs.
Er SF uden ledelse?
Indtrykket af, at SFs ledelse p.t. fremstår kaotisk, bekræftes af kritiske forlydender i SFs bagland om, at gruppen på rådhuset tilsyneladende tilsluttede sig for at indgå i et budgetforlig, før end at SFs organisation i København fik mulighed for at sanktionere beslutningen.
Desuagtet Baykals åbenlyse problemer med at håndtere det store Teknik og miljøområde, så tyder alt på, at SF står i en ledelseskrise, hvor SFs Ninna Thomsen tøver med at træde i karakter som leder og derfor fremstår som både svag og konfliktsky. Noget tyder i hvert fald på, at Thomsen i foråret fejlvurderede situationen og i stedet for burde have sat sig selv i borgmesterstolen for det store Teknik- og Miljøområde, så der kom ordentlig styr på det. Hvis ikke Baykal snart kommer langt bedre ind i sit politiske stofområde og dermed fremstår mere troværdig og kompetent også under udvalgsmøderne, så ender problemerne alligevel i sidste ende hos Ninna Thomsen, når hun som SFs spidskandidat under en valgkamp risikerer at komme under beskydning for Baykals mulige fremtidige fadæser.
En ting står i al fald klart: Frank Jensen er lykkelig over – efter folketingsvalget er overstået - ikke længere behøver at være afhængig af at være maset ind i et fornuftsægteskab med et politisk og ledelsesmæssigt usikkert SF, men frem over har friere muligheder for at manøvrere politisk gennem et flertal med de radikale og et eller flere af de borgerlige partier.
Sarwar ny S-ordfører
Socialdemokraterne har for nyligt valgt ny politisk ordfører. Det blev ikke uventet Ikram Sarwar, der nu får opgaven at holde sit partis ordførertaler og i øvrigt udtale sig, når der er behov for det. Sarwar har længe været en del af S-ledelsen på Rådhuset og lagde på et tidspunkt også billet ind på at blive ny overborgmester, da Ritt Bjerregaard pludselig trak sig i forrige valgperiode. Den lægeuddannede Sarwar er tydeligvis ambitiøs mht. at gøre karriere i politik, og havde socialdemokraterne ikke fået så dårligt et valg i Hovedstaden var han formentlig blevet valgt i Folketinget. Nu må han ”nøjes” med rådhuspolitik et par år endnu. Her er han i udvalgene ikke kendt for at grave sig dybt ned i sagerne, men er mere til de impulsive udmeldinger, når han selv synes, at han er faldet over noget interessant. Få betvivler, at Sarwar kan løfte opgaven efter forgængeren Mette Reissmann, der aldrig var specielt markant, så forventningerne er heller ikke sat særligt højt.
Krig mellem liberale
Der er udbrudt åben krig mellem Venstre og Liberal Alliance. Det er formentlig rådhusets dårligst bevarede hemmelighed at Venstres Pia Allerslev og resten af Venstregruppen ikke er store fans af deres tidligere partifælle – nu gruppeformand for Liberal Alliance – Lars Dueholm. Sidstnævnte – fornemmer man på Venstrefolkene – har det med at intrigere i forhold til Allerslev, hvor end at han kan komme af sted med det. Det er ikke ukendt, at rivaliseringen med Allerslev udviklede sig til et elendigt forhold til den øvrige V-gruppe allerede, mens Dueholm var i Venstre, som han forlod sidste år i følgeskab med BR-medlem Heidi Wang. Imidlertid er Dueholm kommet i den lykkelige situation, at han i år er blevet far til en lille dreng, og derfor glædede han sig til at tage barselsorlov fra Borgerrepræsentationen i de næste ni måneder. Glæden blev næppe mindre af, at Dueholms suppleant stod til at blive Lasse Grosbøl, der ligesom Dueholm siden kommunalvalget har forladt V til fordel for LA. Imidlertid havde Dueholm gjort regning uden vært. For V krævede, hvad de efter reglerne er fuldt berettiget til, at de i barselsperioden får Dueholms indflydelsesrige plads i Teknik og Miljøudvalget, hvilket ville efterlade LA med nul udvalgsposter. Set fra Dueholms stol var Vs insisteren på at overtage denne post et udtryk for smålig obstruktion fra Venstres side og har i konsekvens af dette aflyst sin barselsorlov.
At der hersker kold luft mellem Dueholm og Allerslev skal også ses af, at LA-frontfiguren skælder ud på V-borgmesteren for tre gange at have været fraværende under budgetforhandlingerne, fordi hun skulle træne til eller deltage i TV2-programmet ”Vild med Dans”. På den sidste dag for forhandlingerne måtte Allerslev trække sig tilbage og hvile sig, fordi hun var sløj, mens Dueholm undrer sig højlydt over, hvorfor hun så tidligere på dagen havde skrevet på sin Facebook-profil, at hun glædede sig til at skulle danse senere på aftenen? Over for denne klummeskribent beskriver Dueholm, det ligeud som ”farceagtigt og useriøst”, at Allerslev er så fraværende fra årets vigtigste forhandlinger, når hun samtidig gerne vil give indtryk af at fremstå som leder af den borgerlige opposition på rådhuset. Vi har næppe hørt det sidste til dette skænderi mellem de to liberale partier.
Bragt i Bryggebladet nr. 15 den 6. oktober 2011
Af Jarl Cordua
Årets budgetforhandlinger hører nok til de mindst dramatiske, der længe er set på Københavns Rådhus. Alle partierne i Borgerrepræsentationen minus Enhedslisten endte derfor med at gå med i et forlig for 2012, der tilgodeser stort set alle partiers ønskelister. Som flere forhandlere bemærker, så er det svært ikke at gå med i et forlig, hvor man stort set fik alle sine krav opfyldt. Og det er i alle tilfælde nemt med en fyldt kommunekasse.
Budgettet for 2012 prioriterede som ventet en nødvendig udbygning af 1900 daginstitutioner, 420 fritidshjempladser og en ny skole på Østerbro til 1,5 mia. kr. Det sker naturligvis for at kunne imødekomme det hastigt voksende behov, der følger af kommunens stigende børnetal i årene frem. Hver måned får kommunen 100 nye børn.
Ingen havde heller noget imod at kommunen bygger flere idrætshaller i tilknytning til skoler, flere timer og moderne IT til elever i folkeskolen, og at lærerne får flere kompetencer.
Helt som forventet var der også enighed om at vedtage en ”vækstpakke”, der har til formål bl.a. at lette virksomhedernes administrative byrder og forbedre deres rammevilkår i byen. Elementerne i vækstpakken består af striben af anbefalinger, der kom fra den af overborgmesteren nedsatte Copenhagen Business Task Force, der blev præsenteret for offentligheden i august. De eneste anbefalinger, der ikke gennemføres, er alene dem, der kræver ny lovgivning vedtaget af Folketinget.
I budgettet er der desuden afsat midler til at forberede idræts- og aktivitetsområder, en såkaldt ”moderne omlægning” af jobindsatsen, bedre cykelveje og en filmfond. Blandt de mere løse forpligtelser er også, at kommunen skal nedbringe administrationsomkostningerne med 500 mill. kr. i de kommende år.
Lavere afgift uden Ø
Som forventet stod kun Enhedslisten til sidst i forhandlingerne udenfor forliget, fordi partiet ikke kunne stemme for en nedsættelse af dækningsafgiften på erhvervsejendomme på 0,2 promille, der til gengæld var en mærkesag for de borgerlige partier. Da provenutabet kun er 20 mill. kr., så kan det næsten kun være af principielle grunde, at Enhedslisten ikke kunne være med. Faktisk forsøgte LA og K at forhandle et kompromis med Enhedslistens borgmester Mikkel Warming i stand, hvor man i stedet nedsatte personskatten en smule, men dog først om to år. Imidlertid strandede det forslag efter en 5-5 afstemning i Enhedslistens lokale hovedbestyrelse. Især SF forsøgte under forhandlingerne at få Enhedslisten med om bord i et forlig. SF’erne er - fornemmer man rundt omkring på Rådhuset - dybt rystede over, at folketingsvalget i København blev en katastrofe for partiet. Nu frygter de formentlig, at Enhedslisten ved kommunalvalget går frem på deres bekostning, så derfor gælder det for SF om frem mod valget, at der ikke opstår større opsigtsvækkende uenigheder med Enhedslisten, der giver SF-vælgere en anledning til at smutte til Liste Ø.
Uforberedt SF-borgmester
SFs forhandlere har i øvrigt et efterladt et stort indtryk hos deres forhandlingspartere af enorm usikkerhed. Flere iagttagere og deltagere i forhandlingerne bemærkede at SFs forhandlergruppe bestod af fire meget urutinerede forhandlere (alle midt i 30erne) som havde svært ved at forklare, hvad de præcist ønskede at få ud af forhandlingerne. Især ryster man på hovedet af SFs teknik og miljøborgmester Ayfer Baykal, der hverken fremstod velforberedt eller som en, der vidste, hvad der foregik i hendes egen forvaltning. Eksempelvis kunne hun under forhandlingerne ikke svare på om bestemte sager var blevet vedtaget i hendes udvalg eller ej. Onde tunger bemærker dog, at Baykal måske ville have stået sig bedre ved at have brugt sin tid på at læse mere på lektien frem for at have prioriteret at sidde på forreste række til en lang række modeshows under Københavns modeuge i august. Andre mener, at Baykal blev prisgivet sin egen forvaltning, der sendte hende af sted til forhandlinger med tilsyneladende hastigt håndskrevne notater, der dog ikke gav noget klart billede til de øvrige forhandlingsdeltagere mht., hvilke politiske prioriteringer Teknik og Miljøborgmesteren havde på sit område. Det blev således for meget for overborgmester Frank Jensen som ved flere lejligheder ikke kunne skjule sin irritation over den åbenlyse amatørisme, der udspillede sig foran alles øjne, at han brysk ved flere lejligheder måtte tage Baykal – men også SFs Sundhedsborgmester Ninna Thomsen i skole – for ikke at melde klart ud om deres konkrete krav og for ikke at kunne levere klare svar fra deres forvaltninger, som forhandlerne stillede dem undervejs i forhandlingsprocessen.
Prisgivet af sin forvaltning
Baykal har næppe heller været hjulpet af, at hendes presserådgiver – mit under årets budgetforhandlinger - var sygemeldt. Dertil kommer, at Teknik og Miljøforvaltningen i disse år er præget af en massiv ledelsesflugt, der næppe kan undgå at have gået ud over embedsmændenes servicering af borgmesteren. Tillige er Teknik- og miljøforvaltningen ledet af den selvbevidste direktør Hjalte Aaberg, som alle på rådhuset er enige om, er særdeles kompetent, men siden borgmester Bo Asmus Kjeldgaards dramatiske exit i foråret nu går for at være den reelle magthaver i forvaltningen, hvorfor Baykal er reduceret til en kransekagefigur, som man tilsyneladende har svært ved tage seriøs.
Er SF uden ledelse?
Indtrykket af, at SFs ledelse p.t. fremstår kaotisk, bekræftes af kritiske forlydender i SFs bagland om, at gruppen på rådhuset tilsyneladende tilsluttede sig for at indgå i et budgetforlig, før end at SFs organisation i København fik mulighed for at sanktionere beslutningen.
Desuagtet Baykals åbenlyse problemer med at håndtere det store Teknik og miljøområde, så tyder alt på, at SF står i en ledelseskrise, hvor SFs Ninna Thomsen tøver med at træde i karakter som leder og derfor fremstår som både svag og konfliktsky. Noget tyder i hvert fald på, at Thomsen i foråret fejlvurderede situationen og i stedet for burde have sat sig selv i borgmesterstolen for det store Teknik- og Miljøområde, så der kom ordentlig styr på det. Hvis ikke Baykal snart kommer langt bedre ind i sit politiske stofområde og dermed fremstår mere troværdig og kompetent også under udvalgsmøderne, så ender problemerne alligevel i sidste ende hos Ninna Thomsen, når hun som SFs spidskandidat under en valgkamp risikerer at komme under beskydning for Baykals mulige fremtidige fadæser.
En ting står i al fald klart: Frank Jensen er lykkelig over – efter folketingsvalget er overstået - ikke længere behøver at være afhængig af at være maset ind i et fornuftsægteskab med et politisk og ledelsesmæssigt usikkert SF, men frem over har friere muligheder for at manøvrere politisk gennem et flertal med de radikale og et eller flere af de borgerlige partier.
Sarwar ny S-ordfører
Socialdemokraterne har for nyligt valgt ny politisk ordfører. Det blev ikke uventet Ikram Sarwar, der nu får opgaven at holde sit partis ordførertaler og i øvrigt udtale sig, når der er behov for det. Sarwar har længe været en del af S-ledelsen på Rådhuset og lagde på et tidspunkt også billet ind på at blive ny overborgmester, da Ritt Bjerregaard pludselig trak sig i forrige valgperiode. Den lægeuddannede Sarwar er tydeligvis ambitiøs mht. at gøre karriere i politik, og havde socialdemokraterne ikke fået så dårligt et valg i Hovedstaden var han formentlig blevet valgt i Folketinget. Nu må han ”nøjes” med rådhuspolitik et par år endnu. Her er han i udvalgene ikke kendt for at grave sig dybt ned i sagerne, men er mere til de impulsive udmeldinger, når han selv synes, at han er faldet over noget interessant. Få betvivler, at Sarwar kan løfte opgaven efter forgængeren Mette Reissmann, der aldrig var specielt markant, så forventningerne er heller ikke sat særligt højt.
Krig mellem liberale
Der er udbrudt åben krig mellem Venstre og Liberal Alliance. Det er formentlig rådhusets dårligst bevarede hemmelighed at Venstres Pia Allerslev og resten af Venstregruppen ikke er store fans af deres tidligere partifælle – nu gruppeformand for Liberal Alliance – Lars Dueholm. Sidstnævnte – fornemmer man på Venstrefolkene – har det med at intrigere i forhold til Allerslev, hvor end at han kan komme af sted med det. Det er ikke ukendt, at rivaliseringen med Allerslev udviklede sig til et elendigt forhold til den øvrige V-gruppe allerede, mens Dueholm var i Venstre, som han forlod sidste år i følgeskab med BR-medlem Heidi Wang. Imidlertid er Dueholm kommet i den lykkelige situation, at han i år er blevet far til en lille dreng, og derfor glædede han sig til at tage barselsorlov fra Borgerrepræsentationen i de næste ni måneder. Glæden blev næppe mindre af, at Dueholms suppleant stod til at blive Lasse Grosbøl, der ligesom Dueholm siden kommunalvalget har forladt V til fordel for LA. Imidlertid havde Dueholm gjort regning uden vært. For V krævede, hvad de efter reglerne er fuldt berettiget til, at de i barselsperioden får Dueholms indflydelsesrige plads i Teknik og Miljøudvalget, hvilket ville efterlade LA med nul udvalgsposter. Set fra Dueholms stol var Vs insisteren på at overtage denne post et udtryk for smålig obstruktion fra Venstres side og har i konsekvens af dette aflyst sin barselsorlov.
At der hersker kold luft mellem Dueholm og Allerslev skal også ses af, at LA-frontfiguren skælder ud på V-borgmesteren for tre gange at have været fraværende under budgetforhandlingerne, fordi hun skulle træne til eller deltage i TV2-programmet ”Vild med Dans”. På den sidste dag for forhandlingerne måtte Allerslev trække sig tilbage og hvile sig, fordi hun var sløj, mens Dueholm undrer sig højlydt over, hvorfor hun så tidligere på dagen havde skrevet på sin Facebook-profil, at hun glædede sig til at skulle danse senere på aftenen? Over for denne klummeskribent beskriver Dueholm, det ligeud som ”farceagtigt og useriøst”, at Allerslev er så fraværende fra årets vigtigste forhandlinger, når hun samtidig gerne vil give indtryk af at fremstå som leder af den borgerlige opposition på rådhuset. Vi har næppe hørt det sidste til dette skænderi mellem de to liberale partier.
tirsdag den 27. september 2011
Slaget om betalingsringen
Spørgsmålet om betalingsringen vil præge københavnsk politik frem mod kommunalvalget
Bragt i Bryggebladet nr 14 den 22. september 2011
Af Jarl Cordua
Folketingsvalget sidste torsdag giver formentlig Danmark en ABF-regering, men sejren er ikke helt uden torne. I København trak Enhedslistens formidable spidskandidat Johanne Schmidt-Nielsen så mange stemmer, at det også gik ud over både SFs Villy Søvndal og Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt personlige stemmetal. De to partileder fik et skidt personligt valg og den kommende statsminister mistede 16.000 personlige stemmer sammenlignet med valget i 2007. Også når man kigger på mandater, er resultatet, noget som må ryste både S og SF. Liste Ø fik tre mandater valgt i Københavns Storkreds, der omfatter Københavns, Frederiksbergs , Tårnbys og Dragørs kommuner. Det samme fik S, SF, de radikale og Venstre. Det er helt uhørt. S har altid været suverænt størst i København efterfulgt af SF, men nu ligger Enhedslistens vælgeropbakning på niveau med de to andre røde partier. De radikale og Venstre fik også et meget flot valg. Formentlig skyldes Venstres noget overraskende fremgang en tilsyneladende effektiv valgkampagne målrettet modstandere af den betalingsring for biler, som S-SF i god tid inden valgkampen gik i gang har lovet, at de vil opføre for at begrænse den voksende biltrafik i byen.
Bompenge gav S-nedtur
Hos Socialdemokraterne har man også efter valget analyseret sig frem til, at vælgermodstand mod betalingsringen er en del af forklaringen på partiets miserable valg både i København og i omegnskommunerne. Undervejs i valgkampen fik Venstre nemlig presset S-SF til at sætte pris på, at det i gennemsnit årligt vil koste en dagligt pendlende bilist 11.400 kr. at køre ind og ud af byen. Desuden måtte S-SF nødtvungent melde ud til vælgerne, hvor ringen præcis skal gå rent geografisk. Omvendt har S-SF forsøgt at trænge igennem til vælgere med budskabet om, at billetpriserne i den kollektive trafik vil falde drastisk, hvis en ny regering kommer til, og at kapaciteten i bus og tog vil blive forøget tilsvarende. Dertil kommer – hævder S-SF - at de i-kø-holdende bilister med en betalingsring vil spare ganske megen spildtid, fordi flere af dagens bilister skifter over til at køre kollektivt. Oven i hatten er der så de miljømæssige forbedringer i form af renere luft samt mindre CO2-udledning og sparet benzinforbrug mv.
Thorning garanterer betalingsring
Lige efter at folketingsvalget var afgjort, da meddelte Helle Thorning-Schmidt, at hun ”garanterede”, at betalingsringen bliver til noget. Man skal lægge ekstra meget til ordet ”garantere”, når det bliver sagt af en socialdemokrat. Det var den daværende socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen under folketingsvalget i 1998, der ”garanterede” efterlønnen, for så et halvt år senere at beskære ordningen. Det førte til anklager om løftebrud, der resulterede i en gevaldig historisk nedtur for S i meningsmålingerne, som man stadig taler om. Siden da er det konventionel visdom, at socialdemokratiske toppolitikere kun bruger ordet ”garanti”, når han eller hun faktisk mener det. Imidlertid kan betalingsringen kun blive vedtaget i Folketinget, hvis alle partierne i rød blok stemmer for forslaget. Dvs. med et snævert flertal. Det kan muligvis gøre socialdemokrater i omegnskommunerne og i København sårbare endnu engang i forhold til vælgernes modstand mod betalingsringen, når vi når frem til kommunalvalget i efteråret 2013. Får tvivler på, at de borgerlige partier vil forsøge at udnytte enhver modstand mest muligt. Det til trods for at alle målinger viser, at et stort flertal af københavnerne faktisk går ind for betalingsringen.
Frank J vil ændre betalingsring
I København går overborgmester Frank Jensen også ind for betalingsringen, der efter planen indføres fra årsskiftet 2013/2014. Han har løbende igennem foråret haft møder med Helle Thorning-Schmidt, og han er enig med S-SF om, at en betalingsring er den bedste løsning til at begrænse trængslen i biltrafikken. Det er dog også en kendt sag, at betalingsringen fortrinsvis er en SF-mærkesag selvom, at den også er blevet forsvaret af socialdemokraterne i valgkampen. Frank Jensen spillede dog søndag ud med en mild kritik af planen, som han dog fortsat støtter. Overborgmesteren forudser, at nogle forældre, der bor på den ”forkerte side” af ringmuren risikerer at skulle betale et betydeligt årligt beløb bompenge for at køre deres børn i skole. Men det er ingen ny kritik.
S-SF uenighed
I 2008 kritiserede socialdemokraten Anne Vang, der i dag er børne- og ungdomsborgmester, heftigt en tidligere udgave af betalingsringen bl.a. med henvisning til de problemer, den kunne skabe for børnefamiliernes hverdagsliv. Andre socialdemokrater som fx forgængeren Ritt Bjerregaard angriber også betalingsringens placering, som den blev foreslået af et hurtigtarbejdende S-S-udvalg midt under valgkampen. Der er i skrivende stund optræk til en mindre krise mellem S-SF, i det SFs Pia Olsen Dyhr mener, at betalingsringens placering ligger fast, mens det nyvalgte S-medlem Mette Reissmann hævder, at der kun er tale om ”en skitse”, som skal færdigforhandles. Begge påstanden kan i sagens natur ikke være rigtige, så der udestår et politisk slagsmål i den nye ABF-regering om sagen.
Sene budgetforhandlinger
Folketingsvalget har udskudt budgetforhandlingerne. Først i forrige weekend fik politikerne – hvor flere af de borgerlige forhandlere – havde været i ilden under valgkampen som folketingskandidater tid til at forhandle budget. Mere om det nedenfor.
Det lykkedes i øvrigt kun én af de mange BR-medlemmer, som stillede op til Folketinget, at blive valgt ind på Christiansborg. Det skete for den fra TV3-programmet ”Luksusfælden” så kendte Mette Reissmann, som fremover kan skrive MF på visitkortet. Dermed må hun nedlægge sit mandat i Borgerrepræsentationen, i det Socialdemokraternes interne regler siger, at man kun kan sidde på ét folkeligt mandat ad gangen. Reissmanns afgang fra rådhuset giver så til gengæld plads i BR til Socialdemokraternes hidtidige 1. suppleant., Stig Ekman (46), der i øvrigt også er kredsformand for S i Ryvangens kreds på ydre Østerbro.
Ny S-ordfører
Mette Reissmann har indtil nu været Socialdemokraternes politiske ordfører, dog uden at hun af den grund har vist sig markant. Reissmann har formået at holde partiets ordførertaler, men ingen kan huske, at hun i sine 2 år i BR på noget tidspunkt rejste en sag eller satte sig spor i den københavnske politiske debat. Tidligere har en Anne Vang ellers været særdeles synlig på den samme post, så Reissmanns afgang til Borgens hellige haller er - for at sige det på jysk - intet uerstatteligt tab for S. Nu spekuleres der i om en af de to talenter hos S, Ikram Sarwar eller Lars Weiss, overtager ordførerposten. Begge regnes i hvert fald som storfavoritter.
To bryggekandidater valgt
I øvrigt kan Islands Brygge (som hører under den såkaldte ”Sundbyvesterkredsen”) glæde sig over, at hele to lokale kandidater blev valgt til Folketinget. Det lykkedes for SF’eren Özlem Sara Cekic trods stor tilbagegang for partiet at få fire år mere på Christiansborg. For de radikale kom Uffe Elbæk ind i Folketinget trukket frem af Liste Bs store vælgerfremgang. 2011 blev dermed - set med Bryggens øjne - en ret god årgang, når det gælder antallet af lokalt valgte folketingsmedlemmer.
Bredt budgetforlig
I skrivende stund – søndag eftermiddag - er Borgerrepræsentationens parter forsamlet til de endelige forhandlinger om kommunens budget for 2012. Til forskel fra sidste år valgte Frank Jensen i år ikke at handle en aftale af forinden med SF, men har åbnet for en meget bred aftale med måske samtlige partier. København er i disse år velsignet med en bugnende pengekasse, hvilket gør det alt andet lettere at få samlet et forlig end hvis der skulle ske omfattende besparelser eller nedskæringer. Forliget i år retter sig mod at sikre, at der bygges flere skoler og daginstitutioner, så kommunen i den nære fremtid kan imødekomme de behov, der følger af, at der er sket en uforudset eksplosiv stigning i børnetallet. Faktisk er Frank Jensens valgløfte om, at byens børn skal kunne få en daginstitutionsplads inden for en radius på et kvarter på cykel fra hjemmet, i fare for ikke at kunne opfyldes inden valget i 2013. Derfor er det et område, hvor alle sejl bliver sat for, at man kan nå i mål med at bygge og etablere nye daginstitutioner, inden Jensen møder vælgerne. Ingen partier kan dog dårligt være uenig i denne målsætning, og at der derfor bliver gjort en ekstra indsats her.
Penge til borgmestres kæpheste
De enkelte partier - med borgmestre - har hver især under forhandlingerne deres egne kæpheste, som de fører frem og naturligvis håber på vil blive tilgodeset med finansiering i budgettet. Venstres kulturborgmester er formentlig en del af forliget, som ventes at indeholde penge til bygning og renovering af kommunens idrætshaller. Det samme gælder Enhedslistens socialborgmester Mikkel Warming, som gerne ser, at bl.a. handicapområdet bliver opprioriteret. SFs sundhedsborgmester Ninna Thomsen håber på, at en sundhedspolitisk forebyggelsesplan, der skal skabe mere bevægelse i byen får tilstrækkelige midler. I øvrigt håber kommunen på, at en ny ABF-regering vil give grønt lys for at kommunen snarest kan etablere såkaldte ”stofindtagelsesrum” (også kaldet ”fixerum”) for narkomaner på Vesterbro. De radikales integrations- og beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev har også en del projekter på sit område, som hun regner med bliver tilgodeset af forliget, som de radikale er en del af. Teknik og miljøområdet, hvor SFs Ayfer Bajkal er borgmester, også skal tilgodeses bl.a. med nogle nye pumper til at lede vand med i tilfælde af skybrud, som det er beskrevet i kommunens ”skybrudsplan”.
Vækstpakke med i forlig
Budgetforliget indeholder også en aftale om at iværksætte flere af de initiativer i den plan, som Frank Jensens ”Business Task Force” barslede med for nylig, som skal danne grundlag for, at der bliver sat gang i væksten i København. Centralt i planen er forslaget om, at kommunens virksomheder fremover kun skal henvende sig ét sted hos kommunen for at få løst alle problemer og få opnået de nødvendige aftaler mht. fx byggetilladelser og deslige. Idéen er, at fokus på nedbringelse af sagsbehandlingstider skal mindske virksomhedernes tidsforbrug på bureaukrati, så de i stedet kan bruge energien på at opstarte og drive deres forretning.
Lavere skat på virksomhederne
I budgetforhandlingerne indgår også et forslag, som også er kommet fra overborgmesterens Business Task Force, der skal mindske beskatningen af erhvervsvirksomhederne. Det kan ske ved fx at sænke enten dækningsbidraget for forretningsejendomme, selskabsbeskatningen eller grundskylden en smule. Det er naturligvis forslag, der øger de borgerlige partiers interesse for at gå med i et budgetforlig. Det er derimod ikke forslag, der flugter godt med Enhedslistens politik uanset om skattesænkninger for virksomhederne vil blive beskedne i omfang. (Hvilket også blev Enhedslistens dør ud af forhandlingerne viste det sig senere få timer efter denne artikels deadline red.)Forslaget vil imidlertid også være en håndsrækning til Kommunernes Landsforening (KL), der er bundet af en aftale med VK-regeringen om, at skattetrykket i kommunerne samlet set ikke må hæves. ”Sænker landets største kommune skatten, så giver det luft for en række andre mindre kommuner med behov for flere indtægter til at hæve skatten”. Dermed kan Frank Jensen sælge sin ”skattenedsættelse” som ”solidaritet” med de kommuner rundt om i landet, der ellers ville være nødsaget til at skære i deres velfærd, for at få enderne til at mødes. Det er i øvrigt forventningen, at en ny regering ikke vil ændre ved den borgerlige regerings ind til videre effektive styringsinstrumenter mht. at holde stram snor i kommunernes økonomi.
Bragt i Bryggebladet nr 14 den 22. september 2011
Af Jarl Cordua
Folketingsvalget sidste torsdag giver formentlig Danmark en ABF-regering, men sejren er ikke helt uden torne. I København trak Enhedslistens formidable spidskandidat Johanne Schmidt-Nielsen så mange stemmer, at det også gik ud over både SFs Villy Søvndal og Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt personlige stemmetal. De to partileder fik et skidt personligt valg og den kommende statsminister mistede 16.000 personlige stemmer sammenlignet med valget i 2007. Også når man kigger på mandater, er resultatet, noget som må ryste både S og SF. Liste Ø fik tre mandater valgt i Københavns Storkreds, der omfatter Københavns, Frederiksbergs , Tårnbys og Dragørs kommuner. Det samme fik S, SF, de radikale og Venstre. Det er helt uhørt. S har altid været suverænt størst i København efterfulgt af SF, men nu ligger Enhedslistens vælgeropbakning på niveau med de to andre røde partier. De radikale og Venstre fik også et meget flot valg. Formentlig skyldes Venstres noget overraskende fremgang en tilsyneladende effektiv valgkampagne målrettet modstandere af den betalingsring for biler, som S-SF i god tid inden valgkampen gik i gang har lovet, at de vil opføre for at begrænse den voksende biltrafik i byen.
Bompenge gav S-nedtur
Hos Socialdemokraterne har man også efter valget analyseret sig frem til, at vælgermodstand mod betalingsringen er en del af forklaringen på partiets miserable valg både i København og i omegnskommunerne. Undervejs i valgkampen fik Venstre nemlig presset S-SF til at sætte pris på, at det i gennemsnit årligt vil koste en dagligt pendlende bilist 11.400 kr. at køre ind og ud af byen. Desuden måtte S-SF nødtvungent melde ud til vælgerne, hvor ringen præcis skal gå rent geografisk. Omvendt har S-SF forsøgt at trænge igennem til vælgere med budskabet om, at billetpriserne i den kollektive trafik vil falde drastisk, hvis en ny regering kommer til, og at kapaciteten i bus og tog vil blive forøget tilsvarende. Dertil kommer – hævder S-SF - at de i-kø-holdende bilister med en betalingsring vil spare ganske megen spildtid, fordi flere af dagens bilister skifter over til at køre kollektivt. Oven i hatten er der så de miljømæssige forbedringer i form af renere luft samt mindre CO2-udledning og sparet benzinforbrug mv.
Thorning garanterer betalingsring
Lige efter at folketingsvalget var afgjort, da meddelte Helle Thorning-Schmidt, at hun ”garanterede”, at betalingsringen bliver til noget. Man skal lægge ekstra meget til ordet ”garantere”, når det bliver sagt af en socialdemokrat. Det var den daværende socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen under folketingsvalget i 1998, der ”garanterede” efterlønnen, for så et halvt år senere at beskære ordningen. Det førte til anklager om løftebrud, der resulterede i en gevaldig historisk nedtur for S i meningsmålingerne, som man stadig taler om. Siden da er det konventionel visdom, at socialdemokratiske toppolitikere kun bruger ordet ”garanti”, når han eller hun faktisk mener det. Imidlertid kan betalingsringen kun blive vedtaget i Folketinget, hvis alle partierne i rød blok stemmer for forslaget. Dvs. med et snævert flertal. Det kan muligvis gøre socialdemokrater i omegnskommunerne og i København sårbare endnu engang i forhold til vælgernes modstand mod betalingsringen, når vi når frem til kommunalvalget i efteråret 2013. Får tvivler på, at de borgerlige partier vil forsøge at udnytte enhver modstand mest muligt. Det til trods for at alle målinger viser, at et stort flertal af københavnerne faktisk går ind for betalingsringen.
Frank J vil ændre betalingsring
I København går overborgmester Frank Jensen også ind for betalingsringen, der efter planen indføres fra årsskiftet 2013/2014. Han har løbende igennem foråret haft møder med Helle Thorning-Schmidt, og han er enig med S-SF om, at en betalingsring er den bedste løsning til at begrænse trængslen i biltrafikken. Det er dog også en kendt sag, at betalingsringen fortrinsvis er en SF-mærkesag selvom, at den også er blevet forsvaret af socialdemokraterne i valgkampen. Frank Jensen spillede dog søndag ud med en mild kritik af planen, som han dog fortsat støtter. Overborgmesteren forudser, at nogle forældre, der bor på den ”forkerte side” af ringmuren risikerer at skulle betale et betydeligt årligt beløb bompenge for at køre deres børn i skole. Men det er ingen ny kritik.
S-SF uenighed
I 2008 kritiserede socialdemokraten Anne Vang, der i dag er børne- og ungdomsborgmester, heftigt en tidligere udgave af betalingsringen bl.a. med henvisning til de problemer, den kunne skabe for børnefamiliernes hverdagsliv. Andre socialdemokrater som fx forgængeren Ritt Bjerregaard angriber også betalingsringens placering, som den blev foreslået af et hurtigtarbejdende S-S-udvalg midt under valgkampen. Der er i skrivende stund optræk til en mindre krise mellem S-SF, i det SFs Pia Olsen Dyhr mener, at betalingsringens placering ligger fast, mens det nyvalgte S-medlem Mette Reissmann hævder, at der kun er tale om ”en skitse”, som skal færdigforhandles. Begge påstanden kan i sagens natur ikke være rigtige, så der udestår et politisk slagsmål i den nye ABF-regering om sagen.
Sene budgetforhandlinger
Folketingsvalget har udskudt budgetforhandlingerne. Først i forrige weekend fik politikerne – hvor flere af de borgerlige forhandlere – havde været i ilden under valgkampen som folketingskandidater tid til at forhandle budget. Mere om det nedenfor.
Det lykkedes i øvrigt kun én af de mange BR-medlemmer, som stillede op til Folketinget, at blive valgt ind på Christiansborg. Det skete for den fra TV3-programmet ”Luksusfælden” så kendte Mette Reissmann, som fremover kan skrive MF på visitkortet. Dermed må hun nedlægge sit mandat i Borgerrepræsentationen, i det Socialdemokraternes interne regler siger, at man kun kan sidde på ét folkeligt mandat ad gangen. Reissmanns afgang fra rådhuset giver så til gengæld plads i BR til Socialdemokraternes hidtidige 1. suppleant., Stig Ekman (46), der i øvrigt også er kredsformand for S i Ryvangens kreds på ydre Østerbro.
Ny S-ordfører
Mette Reissmann har indtil nu været Socialdemokraternes politiske ordfører, dog uden at hun af den grund har vist sig markant. Reissmann har formået at holde partiets ordførertaler, men ingen kan huske, at hun i sine 2 år i BR på noget tidspunkt rejste en sag eller satte sig spor i den københavnske politiske debat. Tidligere har en Anne Vang ellers været særdeles synlig på den samme post, så Reissmanns afgang til Borgens hellige haller er - for at sige det på jysk - intet uerstatteligt tab for S. Nu spekuleres der i om en af de to talenter hos S, Ikram Sarwar eller Lars Weiss, overtager ordførerposten. Begge regnes i hvert fald som storfavoritter.
To bryggekandidater valgt
I øvrigt kan Islands Brygge (som hører under den såkaldte ”Sundbyvesterkredsen”) glæde sig over, at hele to lokale kandidater blev valgt til Folketinget. Det lykkedes for SF’eren Özlem Sara Cekic trods stor tilbagegang for partiet at få fire år mere på Christiansborg. For de radikale kom Uffe Elbæk ind i Folketinget trukket frem af Liste Bs store vælgerfremgang. 2011 blev dermed - set med Bryggens øjne - en ret god årgang, når det gælder antallet af lokalt valgte folketingsmedlemmer.
Bredt budgetforlig
I skrivende stund – søndag eftermiddag - er Borgerrepræsentationens parter forsamlet til de endelige forhandlinger om kommunens budget for 2012. Til forskel fra sidste år valgte Frank Jensen i år ikke at handle en aftale af forinden med SF, men har åbnet for en meget bred aftale med måske samtlige partier. København er i disse år velsignet med en bugnende pengekasse, hvilket gør det alt andet lettere at få samlet et forlig end hvis der skulle ske omfattende besparelser eller nedskæringer. Forliget i år retter sig mod at sikre, at der bygges flere skoler og daginstitutioner, så kommunen i den nære fremtid kan imødekomme de behov, der følger af, at der er sket en uforudset eksplosiv stigning i børnetallet. Faktisk er Frank Jensens valgløfte om, at byens børn skal kunne få en daginstitutionsplads inden for en radius på et kvarter på cykel fra hjemmet, i fare for ikke at kunne opfyldes inden valget i 2013. Derfor er det et område, hvor alle sejl bliver sat for, at man kan nå i mål med at bygge og etablere nye daginstitutioner, inden Jensen møder vælgerne. Ingen partier kan dog dårligt være uenig i denne målsætning, og at der derfor bliver gjort en ekstra indsats her.
Penge til borgmestres kæpheste
De enkelte partier - med borgmestre - har hver især under forhandlingerne deres egne kæpheste, som de fører frem og naturligvis håber på vil blive tilgodeset med finansiering i budgettet. Venstres kulturborgmester er formentlig en del af forliget, som ventes at indeholde penge til bygning og renovering af kommunens idrætshaller. Det samme gælder Enhedslistens socialborgmester Mikkel Warming, som gerne ser, at bl.a. handicapområdet bliver opprioriteret. SFs sundhedsborgmester Ninna Thomsen håber på, at en sundhedspolitisk forebyggelsesplan, der skal skabe mere bevægelse i byen får tilstrækkelige midler. I øvrigt håber kommunen på, at en ny ABF-regering vil give grønt lys for at kommunen snarest kan etablere såkaldte ”stofindtagelsesrum” (også kaldet ”fixerum”) for narkomaner på Vesterbro. De radikales integrations- og beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev har også en del projekter på sit område, som hun regner med bliver tilgodeset af forliget, som de radikale er en del af. Teknik og miljøområdet, hvor SFs Ayfer Bajkal er borgmester, også skal tilgodeses bl.a. med nogle nye pumper til at lede vand med i tilfælde af skybrud, som det er beskrevet i kommunens ”skybrudsplan”.
Vækstpakke med i forlig
Budgetforliget indeholder også en aftale om at iværksætte flere af de initiativer i den plan, som Frank Jensens ”Business Task Force” barslede med for nylig, som skal danne grundlag for, at der bliver sat gang i væksten i København. Centralt i planen er forslaget om, at kommunens virksomheder fremover kun skal henvende sig ét sted hos kommunen for at få løst alle problemer og få opnået de nødvendige aftaler mht. fx byggetilladelser og deslige. Idéen er, at fokus på nedbringelse af sagsbehandlingstider skal mindske virksomhedernes tidsforbrug på bureaukrati, så de i stedet kan bruge energien på at opstarte og drive deres forretning.
Lavere skat på virksomhederne
I budgetforhandlingerne indgår også et forslag, som også er kommet fra overborgmesterens Business Task Force, der skal mindske beskatningen af erhvervsvirksomhederne. Det kan ske ved fx at sænke enten dækningsbidraget for forretningsejendomme, selskabsbeskatningen eller grundskylden en smule. Det er naturligvis forslag, der øger de borgerlige partiers interesse for at gå med i et budgetforlig. Det er derimod ikke forslag, der flugter godt med Enhedslistens politik uanset om skattesænkninger for virksomhederne vil blive beskedne i omfang. (Hvilket også blev Enhedslistens dør ud af forhandlingerne viste det sig senere få timer efter denne artikels deadline red.)Forslaget vil imidlertid også være en håndsrækning til Kommunernes Landsforening (KL), der er bundet af en aftale med VK-regeringen om, at skattetrykket i kommunerne samlet set ikke må hæves. ”Sænker landets største kommune skatten, så giver det luft for en række andre mindre kommuner med behov for flere indtægter til at hæve skatten”. Dermed kan Frank Jensen sælge sin ”skattenedsættelse” som ”solidaritet” med de kommuner rundt om i landet, der ellers ville være nødsaget til at skære i deres velfærd, for at få enderne til at mødes. Det er i øvrigt forventningen, at en ny regering ikke vil ændre ved den borgerlige regerings ind til videre effektive styringsinstrumenter mht. at holde stram snor i kommunernes økonomi.
torsdag den 25. august 2011
Budget2012: Flere penge til dansk og børnepasning
Tør Frank Jensen igen udfordre SF på trafikområdet?
Bragt i Bryggebladet nr. 12. den 25. august 2011
Af Jarl Cordua
Et afholdt folketingsvalg i september, vil måske skabe nye politiske alliancer på Rådhuset. Først og fremmest vil en perlerække af fremtrædende rådhuspolitikere i tre uger i stedet bruge størstedelen af deres indsats på at føre valgkampagne for dem selv. Blandt folketingskandidaterne finder man fx de konservative borgerrepræsentanter Jacob Næsager, Rasmus Jarlov og Mogens Lønborg. Dertil kommer DFs Carl Christian Ebbesen, Venstres Cecilia Lonning og Liberal Alliances Lars Dueholm. Og endelig forsøger en stribe socialdemokrater som Ikram Sarwar, Lars Weiss og den politiske ordfører Mette Reissmann, at veksle deres karriere i Borgerrepræsentationen til en plads i Folketinget. Det vil nok lykkes for en eller flere af S-kandidaterne.
Politisk højsæson
September er imidlertid politisk højsæson også på rådhuset, hvor forhandlingerne om kommunens budget for 2012 finder sted med Frank Jensen for bordenden. Forhandlingerne er en slags eksamen for partiernes ledere, hvor de helst skal formå først at markere sig offentligt i forhold til vælgerne og også helst til slut levere konkrete politiske resultater til kernevælgerne og baglandet. Det betyder alt for en politisk leder, som måske også er borgmester, at kunne levere klare politiske fingeraftryk og i øvrigt være med i en budgetaftale. Det er nemlig adgangsbilletten til at få løbende indflydelse på, hvordan de mange milliarder kr. på budgettet i løbet af det næste år skal udmøntes. Det er derfor som hovedregel mest attraktivt for partierne at blive en del af en aftale, men naturligvis kun hvis man får tilstrækkelig medindflydelse og kan forsvare det overfor sine egne vælgere og partiets bagland. Og at tage ansvar for en budgetaftale er alt andet lige nemmere, når Københavns kommunes økonomi er så god, som den er i øjeblikket.
Fri af folketingsvalget
Rådhuspolitikernes profileringscirkus forud før og under forhandlingerne vil i år nok drukne i en folketingsvalgkamp, hvorfor Frank Jensen har en interesse i at trække forhandlingerne i langdrag, så de først afsluttes efter et valg. Allerede nu er de afsluttende budgetforhandlinger kalenderlagt i dagene efter den 13. september som mange regner for at være en sandsynlig valgdato. Herefter vil Danmark måske have fået en ny regering med Helle Thorning-Schmidt som statsminister, hvilket giver Frank Jensen yderligere manøvrerum i forhold til SF. For det vil betyde, mener nogle iagttagere, at S og SF på rådhuset ikke længere behøver at fremstå så sammentømret og enige udadtil, som de hidtil har gjort, fordi S-SF-samarbejdet i Københavns Kommune har skullet fremstå som ”mønstereksempel” for alliancen mellem de to partier på Christiansborg. De to partier er meget uenige – også landspolitisk - om fx behovet for at bygge en havnetunnel og behovet for flere parkeringspladser. Skal Frank Jensen og de øvrige socialdemokrater gå frem ved næste kommunalvalg, så kan det næsten også kun ske på bekostning af et historisk stort SF. På overfladen gør de to partier en del ud af at holde sammen, fx har S-SF for nylig holdt et årligt fællesmøde, hvor man – på trods af de åbenlyse uenigheder - har lovet hinanden at samarbejde. Andre iagttagere spekulerer på, om Frank Jensen på de områder, hvor han er uenig med SF, i stedet fremover vil orientere sig mod de borgerlige partier og de radikale, for derved at presse SF til at indgå kompromisser. Det vil de kommende budgetforhandlinger give en pejling på.
Vækstråd til København
I sidste uge barslede en af overborgmesteren nedsat arbejdsgruppe bestående af flere fremtrædende erhvervsfolk kaldet ”Copenhagen Business Task Force” med en række anbefalinger til, hvordan København får skabt mere økonomisk vækst i de kommende år. Det skete på et pressemøde på rådhuset med arbejdsgruppens leder Leif Beck Fallesen, der også er ansat som overborgmesterens rådgiver i disse spørgsmål og de øvrige medlemmer af arbejdsgruppen. Kataloget med forslagene skabte umiddelbart størst begejstring hos de borgerlige partier, mens SF’erne var positive. Til gengæld var SFs rivaler på venstrefløjen i Enhedslisten særdeles skeptiske overfor, hvad de opfatter som rendyrket borgerlig vækstpolitik. Det er ikke så underligt, da de mere kontroversielle forslag især gik ud på at nedsætte virksomhedernes skatter og afgifter og i øvrigt at få bygget infrastrukturprojekter som en ny havnetunnel under Københavns Havn. Blandt de mere ukontroversielle forslag er fx at få nedbragt administrationstiden for byggeprojekter og i øvrigt få ændret administrationen til at fokusere mere på at servicere virksomhedernes behov fremfor den bureaukratkultur, som virksomhederne hævder, at de møder, når de henvender sig med deres byggeprojekter.
Budget med vækstforslag
På pressemødet var Frank Jensen ikke afvisende overfor arbejdsgruppens 80 anbefalinger, som han må have kendt længe. Overborgmesteren var optimist, men turde dog ikke spå om, hvorvidt at hele kataloget med anbefalinger ville blive omsat i realiteter. Men det vil virke underligt, hvis ikke han vil forsøge at få gennemført mest muligt af kataloget allerede i år, især når både SF og de borgerlige så klart har meldt ud, at de står parat mht. at lægge stemmer til, at få anbefalingerne vedtaget. Det kunne for eksempel ske ved, at Jensen i forbindelse med budgetforhandlingerne forsøger at lave en aftale på området. Det store spørgsmål er så, hvor langt Frank Jensens ambitionsniveau rækker. SF er som bekendt dybt skeptiske overfor investeringer, der skaber mere biltrafik i byen, mens de borgerlige formentlig vil gå hele vejen.
Tid til at klinke skårene
Hvis SF imod al forventning ender med at stå udenfor budgetforliget, risikerer Frank Jensen dog at slå varige skår i det ellers gode samarbejde, og det ønsker han at undgå. Efter parkeringsforliget med de borgerlige udenom SF, og hvor SFs nye borgmester Ayfer Baykal endte med at blive politisk ydmyget og undervejs i forhandlingerne blev gjort til statist, kunne overborgmesteren derfor have brug for at få klinket skårene. På den anden side har Frank Jensen med parkeringsforliget allerede demonstreret overfor SF, at hvis ikke partiet viser tilstrækkelig vilje til kompromis, så kan han i yderste konsekvens finde på at gå solo med de borgerlige og de radikale. Og det er blevet lidt nemmere efter at et folketingsvalg er afholdt, hvor Jensen ikke behøver at tage hensyn til partifællerne på Christiansborg. Men et forhandlingssammenbrud mellem S-SF på budgettet bliver nok kun aktuelt, hvis overborgmesteren igen beslutter sig for at teste SF’ernes kompromisvilje. Det forlyder dog, at det næppe vil ske.
1 mia. kr. til byggeri
Det forlyder allerede nu, at overborgmesteren vil spille ud med et budget, hvor man vil bruge omtrent en mia. kr. ekstra på at bygge de daginstitutioner og skoler, som kommunen får brug for i de kommende år som følge af det med raketfart stigende børnetal i København. Der er stor usikkerhed grænsende til det usandsynlige om kapaciteten mht. daginstitutioner er tilstrækkeligt, såfremt Frank Jensen skal kunne opfylde sit valgløfte om, at alle københavnske børn skal kunne gå i en daginstitution inden for en radius et kvarter fra bopælen på cykel. Budgettet for 2012 bliver dermed sidste chance, hvis man skal kunne nå at udbygge kapaciteten. Derfor vil udbygningen af daginstitutionerne være Frank Jensens hovedfokus under forhandlingerne.
Flere dansktimer
Det ligger også i kortene, at der i det kommende års budget skal afsættes penge til at hæve antallet af dansktimer på et af de mellemste klassetrin i folkeskolen. En Pisa-undersøgelse, der blev offentliggjort i sidste uge, viste, at de københavnske skolebørn ved sammenligning af en tilsvarende undersøgelse i 2007 i 2010 var blevet bedre til naturfag og matematik, men dårligere til at læse. Især var drenge sakket bagud mht. læsefærdigheder i forhold til 2007, mens de tosprogede elever stod i stampe. I de seneste år er der imidlertid afsat flere penge til ekstra dansktimer på flere klassetrin, og nu giver Pisa-undersøgelsen så de københavnske politikere et argument for, at øge indsatsen yderligere.
Vild med Pia
Københavns rådhus har med Venstres kultur og fritidsborgmester Pia Allerslev fået en deltager i det populære TV-program ”Vild med Dans”. De allerfleste iagttagere på rådhuset ser det som et klogt træk, at Allerslev deltager i TV-programmet , da det giver hende mulighed for at få det folkelige gennembrud, som hun har manglet. Tilbage i foråret 2005 deltog den radikale senere borgmester Klaus Bondam med pæn succes, og man kan spekulere i om den større kendiseffekt hjalp på de personlige stemmetal ved det efterfølgende kommunalvalg, hvor både han og de radikale fik et kanonvalg. På den anden side er det de færreste i det politiske miljø, der vurderer, at deltagelsen i Vild med Dans” just gavnede Allerslevs partifælle på Christiansborg Kristian Jensens popularitet. Der er dermed tale om en satsning, hvor Allerslev enten kan ”danse sig ind i folkets hjerter” og måske veksle det til fremgang ved kommunalvalget i 2013 eller blive til grin. Onde tunger mener i øvrigt, at ”Vild med dans” formentlig er Allerslevs eneste måde at markere sig på i offentligheden, da hun i det daglige fremstår uden nogen stjerneklar politisk profil. Nogle spekulerer også på, hvordan Allerslev i øvrigt får tid til at deltage i budgetforhandlinger mv., når hun skal bruge tre timer hver dag på at øve dansetrin med sin dansepartner forud for TV-udsendelsen fredag aften. De øvrige borgerrepræsentanter fraregnet Frank Jensen er utvivlsomt grønne af misundelse over profileringsmuligheden.
Bragt i Bryggebladet nr. 12. den 25. august 2011
Af Jarl Cordua
Et afholdt folketingsvalg i september, vil måske skabe nye politiske alliancer på Rådhuset. Først og fremmest vil en perlerække af fremtrædende rådhuspolitikere i tre uger i stedet bruge størstedelen af deres indsats på at føre valgkampagne for dem selv. Blandt folketingskandidaterne finder man fx de konservative borgerrepræsentanter Jacob Næsager, Rasmus Jarlov og Mogens Lønborg. Dertil kommer DFs Carl Christian Ebbesen, Venstres Cecilia Lonning og Liberal Alliances Lars Dueholm. Og endelig forsøger en stribe socialdemokrater som Ikram Sarwar, Lars Weiss og den politiske ordfører Mette Reissmann, at veksle deres karriere i Borgerrepræsentationen til en plads i Folketinget. Det vil nok lykkes for en eller flere af S-kandidaterne.
Politisk højsæson
September er imidlertid politisk højsæson også på rådhuset, hvor forhandlingerne om kommunens budget for 2012 finder sted med Frank Jensen for bordenden. Forhandlingerne er en slags eksamen for partiernes ledere, hvor de helst skal formå først at markere sig offentligt i forhold til vælgerne og også helst til slut levere konkrete politiske resultater til kernevælgerne og baglandet. Det betyder alt for en politisk leder, som måske også er borgmester, at kunne levere klare politiske fingeraftryk og i øvrigt være med i en budgetaftale. Det er nemlig adgangsbilletten til at få løbende indflydelse på, hvordan de mange milliarder kr. på budgettet i løbet af det næste år skal udmøntes. Det er derfor som hovedregel mest attraktivt for partierne at blive en del af en aftale, men naturligvis kun hvis man får tilstrækkelig medindflydelse og kan forsvare det overfor sine egne vælgere og partiets bagland. Og at tage ansvar for en budgetaftale er alt andet lige nemmere, når Københavns kommunes økonomi er så god, som den er i øjeblikket.
Fri af folketingsvalget
Rådhuspolitikernes profileringscirkus forud før og under forhandlingerne vil i år nok drukne i en folketingsvalgkamp, hvorfor Frank Jensen har en interesse i at trække forhandlingerne i langdrag, så de først afsluttes efter et valg. Allerede nu er de afsluttende budgetforhandlinger kalenderlagt i dagene efter den 13. september som mange regner for at være en sandsynlig valgdato. Herefter vil Danmark måske have fået en ny regering med Helle Thorning-Schmidt som statsminister, hvilket giver Frank Jensen yderligere manøvrerum i forhold til SF. For det vil betyde, mener nogle iagttagere, at S og SF på rådhuset ikke længere behøver at fremstå så sammentømret og enige udadtil, som de hidtil har gjort, fordi S-SF-samarbejdet i Københavns Kommune har skullet fremstå som ”mønstereksempel” for alliancen mellem de to partier på Christiansborg. De to partier er meget uenige – også landspolitisk - om fx behovet for at bygge en havnetunnel og behovet for flere parkeringspladser. Skal Frank Jensen og de øvrige socialdemokrater gå frem ved næste kommunalvalg, så kan det næsten også kun ske på bekostning af et historisk stort SF. På overfladen gør de to partier en del ud af at holde sammen, fx har S-SF for nylig holdt et årligt fællesmøde, hvor man – på trods af de åbenlyse uenigheder - har lovet hinanden at samarbejde. Andre iagttagere spekulerer på, om Frank Jensen på de områder, hvor han er uenig med SF, i stedet fremover vil orientere sig mod de borgerlige partier og de radikale, for derved at presse SF til at indgå kompromisser. Det vil de kommende budgetforhandlinger give en pejling på.
Vækstråd til København
I sidste uge barslede en af overborgmesteren nedsat arbejdsgruppe bestående af flere fremtrædende erhvervsfolk kaldet ”Copenhagen Business Task Force” med en række anbefalinger til, hvordan København får skabt mere økonomisk vækst i de kommende år. Det skete på et pressemøde på rådhuset med arbejdsgruppens leder Leif Beck Fallesen, der også er ansat som overborgmesterens rådgiver i disse spørgsmål og de øvrige medlemmer af arbejdsgruppen. Kataloget med forslagene skabte umiddelbart størst begejstring hos de borgerlige partier, mens SF’erne var positive. Til gengæld var SFs rivaler på venstrefløjen i Enhedslisten særdeles skeptiske overfor, hvad de opfatter som rendyrket borgerlig vækstpolitik. Det er ikke så underligt, da de mere kontroversielle forslag især gik ud på at nedsætte virksomhedernes skatter og afgifter og i øvrigt at få bygget infrastrukturprojekter som en ny havnetunnel under Københavns Havn. Blandt de mere ukontroversielle forslag er fx at få nedbragt administrationstiden for byggeprojekter og i øvrigt få ændret administrationen til at fokusere mere på at servicere virksomhedernes behov fremfor den bureaukratkultur, som virksomhederne hævder, at de møder, når de henvender sig med deres byggeprojekter.
Budget med vækstforslag
På pressemødet var Frank Jensen ikke afvisende overfor arbejdsgruppens 80 anbefalinger, som han må have kendt længe. Overborgmesteren var optimist, men turde dog ikke spå om, hvorvidt at hele kataloget med anbefalinger ville blive omsat i realiteter. Men det vil virke underligt, hvis ikke han vil forsøge at få gennemført mest muligt af kataloget allerede i år, især når både SF og de borgerlige så klart har meldt ud, at de står parat mht. at lægge stemmer til, at få anbefalingerne vedtaget. Det kunne for eksempel ske ved, at Jensen i forbindelse med budgetforhandlingerne forsøger at lave en aftale på området. Det store spørgsmål er så, hvor langt Frank Jensens ambitionsniveau rækker. SF er som bekendt dybt skeptiske overfor investeringer, der skaber mere biltrafik i byen, mens de borgerlige formentlig vil gå hele vejen.
Tid til at klinke skårene
Hvis SF imod al forventning ender med at stå udenfor budgetforliget, risikerer Frank Jensen dog at slå varige skår i det ellers gode samarbejde, og det ønsker han at undgå. Efter parkeringsforliget med de borgerlige udenom SF, og hvor SFs nye borgmester Ayfer Baykal endte med at blive politisk ydmyget og undervejs i forhandlingerne blev gjort til statist, kunne overborgmesteren derfor have brug for at få klinket skårene. På den anden side har Frank Jensen med parkeringsforliget allerede demonstreret overfor SF, at hvis ikke partiet viser tilstrækkelig vilje til kompromis, så kan han i yderste konsekvens finde på at gå solo med de borgerlige og de radikale. Og det er blevet lidt nemmere efter at et folketingsvalg er afholdt, hvor Jensen ikke behøver at tage hensyn til partifællerne på Christiansborg. Men et forhandlingssammenbrud mellem S-SF på budgettet bliver nok kun aktuelt, hvis overborgmesteren igen beslutter sig for at teste SF’ernes kompromisvilje. Det forlyder dog, at det næppe vil ske.
1 mia. kr. til byggeri
Det forlyder allerede nu, at overborgmesteren vil spille ud med et budget, hvor man vil bruge omtrent en mia. kr. ekstra på at bygge de daginstitutioner og skoler, som kommunen får brug for i de kommende år som følge af det med raketfart stigende børnetal i København. Der er stor usikkerhed grænsende til det usandsynlige om kapaciteten mht. daginstitutioner er tilstrækkeligt, såfremt Frank Jensen skal kunne opfylde sit valgløfte om, at alle københavnske børn skal kunne gå i en daginstitution inden for en radius et kvarter fra bopælen på cykel. Budgettet for 2012 bliver dermed sidste chance, hvis man skal kunne nå at udbygge kapaciteten. Derfor vil udbygningen af daginstitutionerne være Frank Jensens hovedfokus under forhandlingerne.
Flere dansktimer
Det ligger også i kortene, at der i det kommende års budget skal afsættes penge til at hæve antallet af dansktimer på et af de mellemste klassetrin i folkeskolen. En Pisa-undersøgelse, der blev offentliggjort i sidste uge, viste, at de københavnske skolebørn ved sammenligning af en tilsvarende undersøgelse i 2007 i 2010 var blevet bedre til naturfag og matematik, men dårligere til at læse. Især var drenge sakket bagud mht. læsefærdigheder i forhold til 2007, mens de tosprogede elever stod i stampe. I de seneste år er der imidlertid afsat flere penge til ekstra dansktimer på flere klassetrin, og nu giver Pisa-undersøgelsen så de københavnske politikere et argument for, at øge indsatsen yderligere.
Vild med Pia
Københavns rådhus har med Venstres kultur og fritidsborgmester Pia Allerslev fået en deltager i det populære TV-program ”Vild med Dans”. De allerfleste iagttagere på rådhuset ser det som et klogt træk, at Allerslev deltager i TV-programmet , da det giver hende mulighed for at få det folkelige gennembrud, som hun har manglet. Tilbage i foråret 2005 deltog den radikale senere borgmester Klaus Bondam med pæn succes, og man kan spekulere i om den større kendiseffekt hjalp på de personlige stemmetal ved det efterfølgende kommunalvalg, hvor både han og de radikale fik et kanonvalg. På den anden side er det de færreste i det politiske miljø, der vurderer, at deltagelsen i Vild med Dans” just gavnede Allerslevs partifælle på Christiansborg Kristian Jensens popularitet. Der er dermed tale om en satsning, hvor Allerslev enten kan ”danse sig ind i folkets hjerter” og måske veksle det til fremgang ved kommunalvalget i 2013 eller blive til grin. Onde tunger mener i øvrigt, at ”Vild med dans” formentlig er Allerslevs eneste måde at markere sig på i offentligheden, da hun i det daglige fremstår uden nogen stjerneklar politisk profil. Nogle spekulerer også på, hvordan Allerslev i øvrigt får tid til at deltage i budgetforhandlinger mv., når hun skal bruge tre timer hver dag på at øve dansetrin med sin dansepartner forud for TV-udsendelsen fredag aften. De øvrige borgerrepræsentanter fraregnet Frank Jensen er utvivlsomt grønne af misundelse over profileringsmuligheden.
onsdag den 10. august 2011
Frank Jensens alliance med SF slår sprækker
Intern ballade hos S om daginstitutionspladser
Bragt i Bryggebladet den 11. august 2011
Af Jarl Cordua
Lige før rådhuspolitikerne gik på sommerferie, fik Københavns socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen et parkeringsforlig til 161 millioner kr. i hus. Forliget giver hovedstaden 1726 flere parkeringspladser – et resultat som længe har stået på både overborgmesterens og ikke mindst af de borgerlige partiers dagsorden.
Parkeringsforliget er dog også interessant, fordi det blev til uden om SF. Partiets nye teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal er derfor tvunget til at udmønte forligspartiernes politik på området, som går hendes parti imod. SF står desuden for første gang siden valget uden for politisk indflydelse på et for partiet – sådan kommunalpolitisk set - centralt punkt. Det spørgsmål, alle på rådhuset stiller sig selv nu, er: Er bruddet mellem Frank Jensen og SFs nye ledelse kun ”en enlig svale”, eller vil det række videre frem? Kan man forestille sig, at socialdemokraterne fx vil indgå budgetforlig her i efteråret med sine ”nye venner”, dvs. de borgerlige og de radikale for så at efterlade SF ude i kulden?
S-SF-glansbillede krakelerer
Kommunalvalget i 09 gav S-SF mulighed for, at de sammen alene kan styre byen i kraft af det flertal på 30 mandater ud af borgerrepræsentationens i alt 55 mandater, som de to partier tilsammen fik ved valget. Men Frank Jensen forpligtede sig tidligt på at lave brede aftaler med alle Borgerrepræsentationens partier. Det har han også formået. SF har ikke på samme måde haft interesse for brede aftaler, men har ikke stillet sig i vejen mod at partiet selv fik store politiske indrømmelser. Dertil kommer, at både S og SF i København har været bundet af en spejdered om at begrave tidligere tiders kævl og holde sammen. Spejdereden er desuden aflagt til partifællerne på Christiansborg, der overfor vælgerne har kunnet bruge København som et udstillingsvindue for en fint fungerende regeringskonstellation mellem de to partier. Men måske er det københavnske glansbillede på vej til at krakelere. I hvert fald har rasende SF’ere brugt sommeren til at angribe overborgmesteren hårdt for parkeringsforliget.
Parkeringsforlig uden SF
Set fra venstrefløjens side, så blev SF præsenteret for et komplet uspiseligt parkeringsforlig, der overhovedet ikke tager hensyn til SFs mærkesag om, at nye parkeringspladser ikke må etableres i byrummet, men i stedet etableres fx i parkeringshuse. Problemet er dog, at den løsning er ret dyr, og byens økonomiske vækst lider under – mener Frank Jensen – mangel på parkeringspladser. Parkeringsforliget i juni indeholder tværtimod primært flere ”skråparkeringspladser” på især Østerbro, men også på Vesterbro og Amager. SFs forhandlere var endog på mellemhånd politisk set, fordi partiet i forvejen stod udenfor det eksisterende parkeringsforlig. Oveni fremstod SFs borgmester Ayfer Baykal under forhandlingerne – ifølge nogle kilder - dårligt forberedt og med en klodset strategi. Politiske modstandere vurderer, at Baykal kunne have landet sagen blødere, men at den usikre SF-borgmester valgte konfrontationen og det sikre nederlag, så hun ikke risikerede ballade med sit bilkritiske SF-bagland.
Nederlag til ny borgmester
På et tidspunkt forlod SF forhandlingerne, og da de kom tilbage igen, var det lidt usædvanligt ikke SFs borgmester, men pludselig SFs ordfører på området, Signe Goldman, der ledede slagets gang. Det så nogle som udtryk for Baykal var i vildrede om, hvordan hun skulle forhandle. Det forhindrede dog ikke Baykal i selv at fare frem offentligt i form af læserbreve bl.a. i Østerbro Avis at anklage de radikale for ”dårligt politisk håndværk”, fordi de var gået med i forliget. Den radikale gruppeformand, Kasper Johansen, svarede igen med et læserbrev, hvori han opfordrede til, at ”en ny borgmester skal have en chance for at komme ind i tingene”. Hvedebrødsdagene for SF-borgmesteren, som ingen forinden tillagde de store talenter udi politisk forhandlingskunst, er tydeligvis forbi. Baykals første politiske slag endte i al fald med et gedigent nederlag.
SF: ”Forligsbrud”
Selv mente SF-borgmesteren dog, at der var tale om ”et forligsbrud.” Til Politiken sagde Baykal: ”Jeg troede, at vi havde en aftale, men det havde vi åbenbart ikke. Jeg er rigtig skuffet og rasende” og henviste til, at budgetforliget fra i fjor lagde loft over biler i gadeplan. SF mener dermed, at der dermed var tale om et uopsigeligt forlig – en tolkning, som Baykal og co. tilsyneladende står ret alene med.
Rød splid om havnetunnel
Parkeringsforliget rummer imidlertid kimen til endnu større prøvelser for det politiske sammenhold mellem S og SF. Ikke bare lokalt, men også på landsplan. Af S-SFs økonomiske 2020-plan ”Fair Løsning” fremgår det, at de to partier vil etablere en betalingsring for biler rundt om København. Indtægterne – mener Frank Jensen – skal bruges til at etablere en havnetunnel under Københavns havn. Det forslag har SF’erne i København hidtil været blankt imod og vil formentlig fortsat være det. Spørgsmålet kan risikere også at skabe splid internt i den S-SF-regering, som mange venter, vil komme til efter Folketingsvalget. Sagen er yderligere delikat, idet SFs formand Villy Søvndal ved dette valg er opstillet i København. Og netop i dette spørgsmål forventer hans københavnske – og ind imellem lidt genstridige – partifæller, at Søvndal lægger sig på deres linje i spørgsmålet om havnetunnelen. Dvs. enten lider Frank Jensen et eklatant nederlag i denne sag, eller også må Søvndal vride armen om på de københavnske SF’ere. Formentlig vil SF-formanden undgå at svare på dette spørgsmål helt frem til valgdagen for at undgå, at sagen eksploderer.
Farvel Frank?
Det voksende børnetal i København sprænger fortsat alle prognoser, hvilket skaber store problemer for Frank Jensen. Forud for sidste kommunalvalg proklamerede den daværende overborgmesterkandidat, at hvis ikke der ved valgperiodens udløb var daginstitutioner til rådighed for forældrene inden for en radius af et kvarter på cykel fra hjemmet, ja så fortjente Socialdemokraterne ikke at blive genvalgt. Allerede nu tyder meget på, at Frank Jensen får store problemer med at leve op til det vælgerløfte, fordi der fødes så mange børn i København, at kommunen ikke kan nå at bygge og oprette daginstitutioner i samme takt. Derfor gnider oppositionen på Rådhuset sig også i hænderne, da de øjner en mulighed for at bruge Frank Jensens uopfyldte kontraktpolitik i valgkampen. Venstres medlem af Børne- og ungeudvalget Cecilia Lonning skrev provokerende i et læserbrev for nylig under overskriften ”Pasningsgaranti Farvel Frank?”: ”Nu er der godt to år til næste BR-valg - og den netop offentliggjorte behovsprognose viser, at Frank Jensen har travlt. Netop som man troede, at de planlagte udbygninger og nybyggerier ville få puklen ned, viser prognosen, at der i hele byen mangler yderligere 1.000 vuggestuepladser og 800 børnehavepladser, ligesom der bliver brug for 15 ekstra skolespor.” I sit svar til Lonning afviste Frank Jensen dog, at der skulle være nogle problemer, og slog fast, at kommunen naturligvis ville bygge de daginstitutioner, der er nødvendige.
Mundhugges offentligt
Overborgmesteren kan utvivlsomt huske, hvordan det gik hans forgænger Ritt Bjerregaard, der også måtte opgive sit valgløfte om 5000 billige boliger. Få er i dag i tvivl om, at det var interne målinger, der viste bred folkelig mistillid til Bjerregaard og udsigten til at ende karrieren med stor vælgerlussing, der fik hende fra at genopstille. Frank Jensen står nu i samme situation som Bjerregaard, og derfor er han særdeles opsat på at partifællen Anne Vang som børne- og ungdomsborgmester ”leverer varen” i form af nye daginstitutionspladser. Men trods store anstrengelser med masser af nybyggeri, effektiviseringer, sammenlægninger af mindre dagsinstitutioner mv. så står Vang og hendes forvaltning med det problem, at virkeligheden overhaler de prognoser for tilgangen af børn, som Frank Jensens økonomer tidligere har forelagt politikerne. På Rådhuset diskuterer man nu på gangene, hvordan denne sag har skabt ”en kurre på tråden” mellem de to topsocialdemokrater. Man kan blandt andet støde på en interessant og ganske ”festlig” historie om, hvordan de to borgmestre under et besøg her i sommer på en daginstitution højlydt mundhuggedes foran hele den socialdemokratiske borgerrepræsentationsgruppe, hvor optrinet dog ophørte, da lederen af daginstitutionen lagde sig imellem for at dæmpe gemytterne. Ifølge flere iagttagere på rådhuset føler Anne Vang sig urimeligt presset af en i stigende grad desperat overborgmester, der ikke aner sine levende råd om, hvordan han skal komme ud af den kattepine, som han selv satte sig i med sit kække valgløfte for to år siden
Hemmelig redegørelse
Forårets store politiske bombe var naturligvis, da Ekstra Bladet kunne afsløre, at SFs daværende teknik og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard i virkeligheden boede i kærestens lejlighed på Frederiksberg frem for i ungkarlehyblen på Sundbyvester Plads. Kjeldgaard indså efter et halvt døgns betænkningstid, at hans situation var uholdbar, og trak sig fra posten. Det kom siden til et efterspil, hvor flere borgerrepræsentanter krævede, at det blev undersøgt, hvorvidt kommunen kunne kræve økonomisk kompensation af Kjeldgaard, eftersom han uretmæssigt i en periode har fået vederlag både som borgerrepræsentant og borgmester. Kjeldgaard blev af kommunen også bedt om at lave en personlig redegørelse, som blev indleveret den 24. juni. Imidlertid må redegørelsen ikke offentliggøres, hvorfor sagen formentlig nu er blevet ”begravet”.
Bragt i Bryggebladet den 11. august 2011
Af Jarl Cordua
Lige før rådhuspolitikerne gik på sommerferie, fik Københavns socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen et parkeringsforlig til 161 millioner kr. i hus. Forliget giver hovedstaden 1726 flere parkeringspladser – et resultat som længe har stået på både overborgmesterens og ikke mindst af de borgerlige partiers dagsorden.
Parkeringsforliget er dog også interessant, fordi det blev til uden om SF. Partiets nye teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal er derfor tvunget til at udmønte forligspartiernes politik på området, som går hendes parti imod. SF står desuden for første gang siden valget uden for politisk indflydelse på et for partiet – sådan kommunalpolitisk set - centralt punkt. Det spørgsmål, alle på rådhuset stiller sig selv nu, er: Er bruddet mellem Frank Jensen og SFs nye ledelse kun ”en enlig svale”, eller vil det række videre frem? Kan man forestille sig, at socialdemokraterne fx vil indgå budgetforlig her i efteråret med sine ”nye venner”, dvs. de borgerlige og de radikale for så at efterlade SF ude i kulden?
S-SF-glansbillede krakelerer
Kommunalvalget i 09 gav S-SF mulighed for, at de sammen alene kan styre byen i kraft af det flertal på 30 mandater ud af borgerrepræsentationens i alt 55 mandater, som de to partier tilsammen fik ved valget. Men Frank Jensen forpligtede sig tidligt på at lave brede aftaler med alle Borgerrepræsentationens partier. Det har han også formået. SF har ikke på samme måde haft interesse for brede aftaler, men har ikke stillet sig i vejen mod at partiet selv fik store politiske indrømmelser. Dertil kommer, at både S og SF i København har været bundet af en spejdered om at begrave tidligere tiders kævl og holde sammen. Spejdereden er desuden aflagt til partifællerne på Christiansborg, der overfor vælgerne har kunnet bruge København som et udstillingsvindue for en fint fungerende regeringskonstellation mellem de to partier. Men måske er det københavnske glansbillede på vej til at krakelere. I hvert fald har rasende SF’ere brugt sommeren til at angribe overborgmesteren hårdt for parkeringsforliget.
Parkeringsforlig uden SF
Set fra venstrefløjens side, så blev SF præsenteret for et komplet uspiseligt parkeringsforlig, der overhovedet ikke tager hensyn til SFs mærkesag om, at nye parkeringspladser ikke må etableres i byrummet, men i stedet etableres fx i parkeringshuse. Problemet er dog, at den løsning er ret dyr, og byens økonomiske vækst lider under – mener Frank Jensen – mangel på parkeringspladser. Parkeringsforliget i juni indeholder tværtimod primært flere ”skråparkeringspladser” på især Østerbro, men også på Vesterbro og Amager. SFs forhandlere var endog på mellemhånd politisk set, fordi partiet i forvejen stod udenfor det eksisterende parkeringsforlig. Oveni fremstod SFs borgmester Ayfer Baykal under forhandlingerne – ifølge nogle kilder - dårligt forberedt og med en klodset strategi. Politiske modstandere vurderer, at Baykal kunne have landet sagen blødere, men at den usikre SF-borgmester valgte konfrontationen og det sikre nederlag, så hun ikke risikerede ballade med sit bilkritiske SF-bagland.
Nederlag til ny borgmester
På et tidspunkt forlod SF forhandlingerne, og da de kom tilbage igen, var det lidt usædvanligt ikke SFs borgmester, men pludselig SFs ordfører på området, Signe Goldman, der ledede slagets gang. Det så nogle som udtryk for Baykal var i vildrede om, hvordan hun skulle forhandle. Det forhindrede dog ikke Baykal i selv at fare frem offentligt i form af læserbreve bl.a. i Østerbro Avis at anklage de radikale for ”dårligt politisk håndværk”, fordi de var gået med i forliget. Den radikale gruppeformand, Kasper Johansen, svarede igen med et læserbrev, hvori han opfordrede til, at ”en ny borgmester skal have en chance for at komme ind i tingene”. Hvedebrødsdagene for SF-borgmesteren, som ingen forinden tillagde de store talenter udi politisk forhandlingskunst, er tydeligvis forbi. Baykals første politiske slag endte i al fald med et gedigent nederlag.
SF: ”Forligsbrud”
Selv mente SF-borgmesteren dog, at der var tale om ”et forligsbrud.” Til Politiken sagde Baykal: ”Jeg troede, at vi havde en aftale, men det havde vi åbenbart ikke. Jeg er rigtig skuffet og rasende” og henviste til, at budgetforliget fra i fjor lagde loft over biler i gadeplan. SF mener dermed, at der dermed var tale om et uopsigeligt forlig – en tolkning, som Baykal og co. tilsyneladende står ret alene med.
Rød splid om havnetunnel
Parkeringsforliget rummer imidlertid kimen til endnu større prøvelser for det politiske sammenhold mellem S og SF. Ikke bare lokalt, men også på landsplan. Af S-SFs økonomiske 2020-plan ”Fair Løsning” fremgår det, at de to partier vil etablere en betalingsring for biler rundt om København. Indtægterne – mener Frank Jensen – skal bruges til at etablere en havnetunnel under Københavns havn. Det forslag har SF’erne i København hidtil været blankt imod og vil formentlig fortsat være det. Spørgsmålet kan risikere også at skabe splid internt i den S-SF-regering, som mange venter, vil komme til efter Folketingsvalget. Sagen er yderligere delikat, idet SFs formand Villy Søvndal ved dette valg er opstillet i København. Og netop i dette spørgsmål forventer hans københavnske – og ind imellem lidt genstridige – partifæller, at Søvndal lægger sig på deres linje i spørgsmålet om havnetunnelen. Dvs. enten lider Frank Jensen et eklatant nederlag i denne sag, eller også må Søvndal vride armen om på de københavnske SF’ere. Formentlig vil SF-formanden undgå at svare på dette spørgsmål helt frem til valgdagen for at undgå, at sagen eksploderer.
Farvel Frank?
Det voksende børnetal i København sprænger fortsat alle prognoser, hvilket skaber store problemer for Frank Jensen. Forud for sidste kommunalvalg proklamerede den daværende overborgmesterkandidat, at hvis ikke der ved valgperiodens udløb var daginstitutioner til rådighed for forældrene inden for en radius af et kvarter på cykel fra hjemmet, ja så fortjente Socialdemokraterne ikke at blive genvalgt. Allerede nu tyder meget på, at Frank Jensen får store problemer med at leve op til det vælgerløfte, fordi der fødes så mange børn i København, at kommunen ikke kan nå at bygge og oprette daginstitutioner i samme takt. Derfor gnider oppositionen på Rådhuset sig også i hænderne, da de øjner en mulighed for at bruge Frank Jensens uopfyldte kontraktpolitik i valgkampen. Venstres medlem af Børne- og ungeudvalget Cecilia Lonning skrev provokerende i et læserbrev for nylig under overskriften ”Pasningsgaranti Farvel Frank?”: ”Nu er der godt to år til næste BR-valg - og den netop offentliggjorte behovsprognose viser, at Frank Jensen har travlt. Netop som man troede, at de planlagte udbygninger og nybyggerier ville få puklen ned, viser prognosen, at der i hele byen mangler yderligere 1.000 vuggestuepladser og 800 børnehavepladser, ligesom der bliver brug for 15 ekstra skolespor.” I sit svar til Lonning afviste Frank Jensen dog, at der skulle være nogle problemer, og slog fast, at kommunen naturligvis ville bygge de daginstitutioner, der er nødvendige.
Mundhugges offentligt
Overborgmesteren kan utvivlsomt huske, hvordan det gik hans forgænger Ritt Bjerregaard, der også måtte opgive sit valgløfte om 5000 billige boliger. Få er i dag i tvivl om, at det var interne målinger, der viste bred folkelig mistillid til Bjerregaard og udsigten til at ende karrieren med stor vælgerlussing, der fik hende fra at genopstille. Frank Jensen står nu i samme situation som Bjerregaard, og derfor er han særdeles opsat på at partifællen Anne Vang som børne- og ungdomsborgmester ”leverer varen” i form af nye daginstitutionspladser. Men trods store anstrengelser med masser af nybyggeri, effektiviseringer, sammenlægninger af mindre dagsinstitutioner mv. så står Vang og hendes forvaltning med det problem, at virkeligheden overhaler de prognoser for tilgangen af børn, som Frank Jensens økonomer tidligere har forelagt politikerne. På Rådhuset diskuterer man nu på gangene, hvordan denne sag har skabt ”en kurre på tråden” mellem de to topsocialdemokrater. Man kan blandt andet støde på en interessant og ganske ”festlig” historie om, hvordan de to borgmestre under et besøg her i sommer på en daginstitution højlydt mundhuggedes foran hele den socialdemokratiske borgerrepræsentationsgruppe, hvor optrinet dog ophørte, da lederen af daginstitutionen lagde sig imellem for at dæmpe gemytterne. Ifølge flere iagttagere på rådhuset føler Anne Vang sig urimeligt presset af en i stigende grad desperat overborgmester, der ikke aner sine levende råd om, hvordan han skal komme ud af den kattepine, som han selv satte sig i med sit kække valgløfte for to år siden
Hemmelig redegørelse
Forårets store politiske bombe var naturligvis, da Ekstra Bladet kunne afsløre, at SFs daværende teknik og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard i virkeligheden boede i kærestens lejlighed på Frederiksberg frem for i ungkarlehyblen på Sundbyvester Plads. Kjeldgaard indså efter et halvt døgns betænkningstid, at hans situation var uholdbar, og trak sig fra posten. Det kom siden til et efterspil, hvor flere borgerrepræsentanter krævede, at det blev undersøgt, hvorvidt kommunen kunne kræve økonomisk kompensation af Kjeldgaard, eftersom han uretmæssigt i en periode har fået vederlag både som borgerrepræsentant og borgmester. Kjeldgaard blev af kommunen også bedt om at lave en personlig redegørelse, som blev indleveret den 24. juni. Imidlertid må redegørelsen ikke offentliggøres, hvorfor sagen formentlig nu er blevet ”begravet”.
torsdag den 23. juni 2011
En skidt afslutning
En sag om bilagsrod ødelægger kommunens ellers pæne image
Bragt i Bryggebladet nr 10 den 23. juni 2011
Af Jarl Cordua
Sommeren står for døren, og de københavnske politikere er ved at lukke ned for ferien. For Overborgmester Frank Jensen (S) er ”forårssæsonen” forløbet stort set godt. Han har styret uden om de store kriser, kommunens økonomi er under forbedring, og S-SF-alliancen synes stabil til trods for lederskiftet i SF, hvor sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen pludselig måtte afløse Bo Asmus Kjeldgaard.
Endnu er det uklart om skiftet får betydning for SFs politiske prioriteringer i de vigtige budgetforhandlinger, der så småt går i gang i august. Tidligere har Kjeldgaard gjort meget ud af få penge til brintbiler og andet, der både gav SF en miljøprofil og synliggjorde hans egen teknik- og miljøforvaltning. Vurderinger på rådhuset går på, om Thomsen fremover er mere optaget af at prioritere midler til de offentlige kerneydelser dvs. daginstitutioner, skoler, ældrepleje frem for højtprofilerende miljøprojekter i stil med brintbiler. De øvrige borgmestre vil selvfølgelig forsøge at få tilgodeset deres egen forvaltningsbudget og idéer mest muligt. Men der er dog grænser. For politikerne er pisket til at skabe et lovpligtigt kommunalt udbud af serviceydelser, der svarer til borgernes fremtidige behov. Og de er ikke svære at få øje på. Kommunens prognoser viser, at København vil vokse med 100.000 nye indbyggere frem mod år 2025. Det er 1000 nye indbyggere om måneden, hvor af de 100 er børn. Dvs. kommunen står overfor en betydelig opgave med at bygge skoler og daginstitutioner de næste 14 år. Og det er helt indlysende en opgave, der skal planlægges i ganske god tid.
København roses på CNN
København nyder lige nu gavn af den miljøprofil, der er skabt over de sidste 30-40 år. For tiden er byen blevet berømt i det store udland med hele tre reportager om København vist på den internationale kabelnyhedsstation CNN, hvor de mange cykler, cykelstier, havnebad og mange andre miljøtiltag skamroses. CNN udråber København som rollemodel for en fremtidens by. Det er gratis reklame for byen, som alle kun kan være glade for. Det er også en lille ting, der tæller på den positive side i vurderingen af Frank Jensens indsats, når han skal til eksamen hos vælgerne om 2 år. Også selvom at de positive resultater på denne front primært må tilskrives forgængernes indsats.
Styrelsen giver rabat
Medvind har Frank Jensen og den radikale integrations og beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev også i den såkaldte ”Farvegadesag”, der er en tvist mellem kommunen og Arbejdsmarkedsstyrelsen under Beskæftigelsesministeriet, hvor sidstnævnte har krævet 390 mill. kr. tilbage af København i uberettiget refusion for aktivering af ledige, fordi kommunen – efter styrelsens mening - har administreret ledighedsindsatsen i strid med loven. Kommunen er uenig, og sagen kan føre til en retssag. Styrelsen er dog kommet København i møde og giver rabat på hele 325 mill., hvis kommunen opfylder nogle dokumentationskrav vedr. dens administration. Det har kommunen gjort, men afviser fortsat at have administreret forkert. Striden består, men beløber drejer sig nu kun om 65 mill.kr.
Den gik ikke
København fik ikke lov til at beholde en for længst vedtaget stigning i byens parkeringsafgift til at bygge nye parkeringspladser for. Det besluttede VKO-partierne på Christiansborg for nogle uger siden, da de vedtog en ny lov, der reelt konfiskerer afgiftstigningens provenu på 700 mill. kr. Flertallet af de københavnske politikere mener, at der er tale om straffeaktion - en skat på København - idet loven er skruet sammen, at den stort set kun berører hovedstaden. De borgerlige partier på Christiansborg - i øvrigt med den københavnske konservative politiker Rasmus Jarlov i spidsen - er af en anden mening. De mener, at afgiftsstigningen er en skjult skat på bilisterne. Resultatet af loven er, at overborgmesteren mangler 700 mill. kr. til nye parkeringspladser, som er en del af hans vækstplan for byen.
Bilagsrod i bandeindsats
Der var i øvrigt flere sure nyheder til Frank Jensen, da en intern revisionsrapport, som Ekstra Bladet har kigget i, kritiserer den såkaldte ”18+ enhed”, der arbejder for at hjælpe bandemedlemmer ud af bandekriminalitet, og i øvrigt er lidt af et politisk flagskib for Frank Jensen. Avisen kunne beskrive, at revisionen kritiserede fire væresteder og to programmer for bandemedlemmer for helt at mangle bogføring og økonomistyring. Blandt andet har revisionen udbedt sig en forklaring på indkøb af gavekort for 60.000 kr. og kontante udlæg på 50.000 kr. til medarbejdere. Dertil kommer et kostbart julefrokostarrangement, frokostbesøg i restaurant Grøften i Tivoli og en bowlingtur til over 50.000 kr., hvor formål og deltagere er ukendt. Alt sammen naturligvis helt i strid med alle regler. Det politiske ansvar hviler umiddelbart på overborgmesteren og især socialborgmester Mikkel Warming (Ø). Ingen af dem forsvarer det passerede og tilslutter sig fuldt ud kritikken.
Hvad sker der nu? Økonomiudvalget får til august en redegørelse om sagen fra socialforvaltningen redegøre og beslutter da på et møde, hvad de skal. Det har i øvrigt tidligere virket fx med børne- og ungdomsforvaltningens tidligere massive problemer med økonomistyring, at økonomiforvaltningen fulgte med i form af ”et skærpet tilsyn”.
Sagen fik dermed igen vakt det gamle billede af Københavns rådhus til live som en notorisk rodebutik, hvor der ikke er styr på økonomien og hvor pamperiet florerer. Dermed blev det en skidt afslutning på sæsonen for Frank Jensen.
Bragt i Bryggebladet nr 10 den 23. juni 2011
Af Jarl Cordua
Sommeren står for døren, og de københavnske politikere er ved at lukke ned for ferien. For Overborgmester Frank Jensen (S) er ”forårssæsonen” forløbet stort set godt. Han har styret uden om de store kriser, kommunens økonomi er under forbedring, og S-SF-alliancen synes stabil til trods for lederskiftet i SF, hvor sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen pludselig måtte afløse Bo Asmus Kjeldgaard.
Endnu er det uklart om skiftet får betydning for SFs politiske prioriteringer i de vigtige budgetforhandlinger, der så småt går i gang i august. Tidligere har Kjeldgaard gjort meget ud af få penge til brintbiler og andet, der både gav SF en miljøprofil og synliggjorde hans egen teknik- og miljøforvaltning. Vurderinger på rådhuset går på, om Thomsen fremover er mere optaget af at prioritere midler til de offentlige kerneydelser dvs. daginstitutioner, skoler, ældrepleje frem for højtprofilerende miljøprojekter i stil med brintbiler. De øvrige borgmestre vil selvfølgelig forsøge at få tilgodeset deres egen forvaltningsbudget og idéer mest muligt. Men der er dog grænser. For politikerne er pisket til at skabe et lovpligtigt kommunalt udbud af serviceydelser, der svarer til borgernes fremtidige behov. Og de er ikke svære at få øje på. Kommunens prognoser viser, at København vil vokse med 100.000 nye indbyggere frem mod år 2025. Det er 1000 nye indbyggere om måneden, hvor af de 100 er børn. Dvs. kommunen står overfor en betydelig opgave med at bygge skoler og daginstitutioner de næste 14 år. Og det er helt indlysende en opgave, der skal planlægges i ganske god tid.
København roses på CNN
København nyder lige nu gavn af den miljøprofil, der er skabt over de sidste 30-40 år. For tiden er byen blevet berømt i det store udland med hele tre reportager om København vist på den internationale kabelnyhedsstation CNN, hvor de mange cykler, cykelstier, havnebad og mange andre miljøtiltag skamroses. CNN udråber København som rollemodel for en fremtidens by. Det er gratis reklame for byen, som alle kun kan være glade for. Det er også en lille ting, der tæller på den positive side i vurderingen af Frank Jensens indsats, når han skal til eksamen hos vælgerne om 2 år. Også selvom at de positive resultater på denne front primært må tilskrives forgængernes indsats.
Styrelsen giver rabat
Medvind har Frank Jensen og den radikale integrations og beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev også i den såkaldte ”Farvegadesag”, der er en tvist mellem kommunen og Arbejdsmarkedsstyrelsen under Beskæftigelsesministeriet, hvor sidstnævnte har krævet 390 mill. kr. tilbage af København i uberettiget refusion for aktivering af ledige, fordi kommunen – efter styrelsens mening - har administreret ledighedsindsatsen i strid med loven. Kommunen er uenig, og sagen kan føre til en retssag. Styrelsen er dog kommet København i møde og giver rabat på hele 325 mill., hvis kommunen opfylder nogle dokumentationskrav vedr. dens administration. Det har kommunen gjort, men afviser fortsat at have administreret forkert. Striden består, men beløber drejer sig nu kun om 65 mill.kr.
Den gik ikke
København fik ikke lov til at beholde en for længst vedtaget stigning i byens parkeringsafgift til at bygge nye parkeringspladser for. Det besluttede VKO-partierne på Christiansborg for nogle uger siden, da de vedtog en ny lov, der reelt konfiskerer afgiftstigningens provenu på 700 mill. kr. Flertallet af de københavnske politikere mener, at der er tale om straffeaktion - en skat på København - idet loven er skruet sammen, at den stort set kun berører hovedstaden. De borgerlige partier på Christiansborg - i øvrigt med den københavnske konservative politiker Rasmus Jarlov i spidsen - er af en anden mening. De mener, at afgiftsstigningen er en skjult skat på bilisterne. Resultatet af loven er, at overborgmesteren mangler 700 mill. kr. til nye parkeringspladser, som er en del af hans vækstplan for byen.
Bilagsrod i bandeindsats
Der var i øvrigt flere sure nyheder til Frank Jensen, da en intern revisionsrapport, som Ekstra Bladet har kigget i, kritiserer den såkaldte ”18+ enhed”, der arbejder for at hjælpe bandemedlemmer ud af bandekriminalitet, og i øvrigt er lidt af et politisk flagskib for Frank Jensen. Avisen kunne beskrive, at revisionen kritiserede fire væresteder og to programmer for bandemedlemmer for helt at mangle bogføring og økonomistyring. Blandt andet har revisionen udbedt sig en forklaring på indkøb af gavekort for 60.000 kr. og kontante udlæg på 50.000 kr. til medarbejdere. Dertil kommer et kostbart julefrokostarrangement, frokostbesøg i restaurant Grøften i Tivoli og en bowlingtur til over 50.000 kr., hvor formål og deltagere er ukendt. Alt sammen naturligvis helt i strid med alle regler. Det politiske ansvar hviler umiddelbart på overborgmesteren og især socialborgmester Mikkel Warming (Ø). Ingen af dem forsvarer det passerede og tilslutter sig fuldt ud kritikken.
Hvad sker der nu? Økonomiudvalget får til august en redegørelse om sagen fra socialforvaltningen redegøre og beslutter da på et møde, hvad de skal. Det har i øvrigt tidligere virket fx med børne- og ungdomsforvaltningens tidligere massive problemer med økonomistyring, at økonomiforvaltningen fulgte med i form af ”et skærpet tilsyn”.
Sagen fik dermed igen vakt det gamle billede af Københavns rådhus til live som en notorisk rodebutik, hvor der ikke er styr på økonomien og hvor pamperiet florerer. Dermed blev det en skidt afslutning på sæsonen for Frank Jensen.
onsdag den 8. juni 2011
Er der en voksen til stede?
Også SF valgte en yngre uerfaren kvinde som borgmester
Bragt i Bryggebladet nr. 9 den 9. juni 2011
Af Jarl Cordua
Der gik ikke mange timer efter at SFs Bo Asmus Kjeldgaard havde forladt rådhuset før, at det stod klart, at efterfølgeren blev den kun 34-årige Ayfer Baykal. Alligevel forsøgte 3-4 fra SFs borgerrepræsentationsgruppe at bringe sig i spil til posten blandt dem partiets tidligere gruppeformand Bjarne Fey, der er det mest erfarne gruppemedlem. Fey trak sig dog hurtigt igen, da han efter lidt research erfarede, at baglandet i SFs-Københavns bestyrelse klart foretrak Baykal. Alligevel fastholdt SFs gruppeformand Klaus Mygind og to andre yngre kvindelige BR-medlemmer – alle ligesom Baykal – med under 1½ års erfaring i Borgerrepræsentationen deres kandidatur til borgmesterposten. Men hvorfor foretrak SFs organisationsfolk Baykal?
Sympatisk stemmesluger
Det skyldes flere ting. For det første mente flere af organisationsfolkene, at de skyldte Baykal en borgmesterpost, i det hun med 3665 stemmer var den SF’ er, der fik flest stemmer ved seneste kommunalvalg i 2009. Faktisk fik hun både flere stemmer end spidskandidaten Bo Asmus Kjeldgaard og SFs nye leder sundhedsborgmester Ninna Thomsen. Baykal har siden valget - og meget fornuftigt – gjort en del ud af at pleje baglandet. Dvs. møde op til lokalforeninger, bestyrelsesmøder mv. i SFs organisation og i det hele taget gøre en positiv figur. Den indsats havde mange organisationsfolk utvivlsomt in mente, da de skulle finde en afløser. Dertil kommer, at et parti som SF lægger vægt på, at kandidater med indvandrerbaggrund skal have en chance. ”Det etniske argument” kan dog ikke stå alene, hvad man så for snart 20 år siden, da SF’eren Lubna Elahi fik et kanonvalg, men aldrig kom i nærheden af at blive borgmester. Dengang var der trods alt grænser selv hos SF. Hvor Elahi blev betragtet som i særklasse krukket og besværlig, så har Baykal imidlertid et ganske positivt ry både blandt hendes egne og blandt politiske modstandere. Hun beskrives bredt som en sympatisk person, der kommer godt ud af det med alle. Nogle hæfter sig ved, at Baykal skiller sig ud fra de øvrige SF-kvinder ved at være yderst velplejet og gå i moderigtigt mærkevaretøj. Et image som kystbanesocialist kunne gøres komplet ved, at hun med sin mand bebor en større lejlighed på Østerbro og lader sig transportere rundt i en stor bil. Baykal - der nu som borgmester skal præsidere over byens trafikplanlægning – er dog ikke selv indehaver af et kørekort.
Holdningsløse Tidende
Men hvem er Baykal så som politiker? Det er et særdeles vanskeligt spørgsmål at besvare præcist. Som politisk ordfører for SF har hun ikke været markant. For eksempel kan ingen komme i tanke om en mærkesag, hvor hun er trængt igennem medierne eller på anden måde har gjort sig bemærket. Spørger man til højre i BR-salen, betragter hendes kolleger Baykal som uortodoks og ”blå” eller ”borgerligsympatiserende” SF’er. Men spørger man hos folk til venstre i salen, så betragtes hun derimod som en ”klart venstreorienteret” SF’er. Forklaringen er sikkert den enkle, at Baykal ikke har nogen større tydelig politisk profil ja måske knapt klare holdninger. Da hun overfor TV Lorry skulle forklare, hvorfor hun stillede op til posten som byens teknik og miljøborgmester lød det frejdigt, at man fik en borgmester ”der var visionær”, og senere det ikke specielt klare: ”fordi livskvalitet var vigtigt for et parti som SF”. Efter, at Baykal blev valgt, har nogen hvisket den nye borgmester i øret, at det er vigtigt, at hun også forholder sig en smule til det ressortområde, som hun skal være øverste chef for frem for at holde sig til floskler i stil med,” at byen skal være grøn og rummelig for både unge og ældre”. Da ingen tidligere har hørt om den i egne øjne ”visionære” borgmesters visioner, så skyndte den uddannede socialrådgiver sig – efter at hun var blevet valgt - at slå fast, at hun overtager forgængerens politik og visioner på selvsamme område. Det var klogt. Baykal har hverken administrativ eller ledelseserfaring. Hun har heller ikke tidligere demonstreret politisk tæft eller foretaget sig noget opsigtsvækkende bortset fra sit særdeles pæne personvalg. Ser man på rækken af nye yngre borgmestre, så havde fx den radikale Anna Allerslev heller ikke gjort sig bemærket, da hun blev borgmester. Sammen med Venstres Pia Allerslev, så er de yngre kvinder primært blevet borgmestre, fordi deres mandlige kolleger pludselig i utide har forladt politik. Derfor er det vist ikke helt i overensstemmelse med sandheden, når nogen påstår, at det er vælgerne, der i deres store visdom har afgjort, at yngre – meget uerfarne – kvinder bliver borgmestre, ledere for mange tusind medarbejdere samt ansvarlige for budgetter til mange millioner kr. Det er snarere tilfældet. Og i Baykals tilfælde havde vælgerne faktisk ikke det store at sige, da borgmestervalget blev afgjort i et lukket lokale af en håndfuld SF-organisationsfolk, som vælgerne ret beset ikke har valgt til noget som helst.
Borgmester uden egne idéer
Hvordan kommer den nye SF-borgmesteren så til at klare sig i jobbet? Sikkert glimrende. Ikke mindst takket være kommunens dygtige og loyale embedsmandsapparat. Men man kan dog som iagttager beklage, at netop denne borgmesterpost nu bliver beklædt af en politiker uden nogle iøjnefaldende egne idéer til, hvad hun vil med byen. Meget kan man sige om forgængerne: Bo Asmus Kjeldgaard, Klaus Bondam, Søren Pind, Bente Frost mv., men de havde i det mindste alle evne til at udtænke, formulere og sætte dagsordner for, hvad de ville med Københavns byplanlægning, trafik mv. Det har vi endnu til gode at se fra den fotogene Ayfer Baykal, der til glæde for den meget imponerede københavnske dagspresse, hidtil alene har demonstreret en vis evne til at lire floksler hurtigt af uden dog at gøre det på en særligt overbevisende facon. Det er muligt, at Baykal kan overraske, men havde hun større politiske talenter, så vil jeg tro, at man nok havde set dem udfolde sig for længst.
Styrket overborgmester
Hvad betyder borgmesterudskiftningen så for Frank Jensen og magtforholdet mellem S og SF? På den korte bane bliver Frank Jensen styrket, fordi Bo Asmus Kjeldgaard – som taktisk og mht. forhandlinger var langt den mest erfarne – nu er ude af politik. På den anden side så udgjorde Kjeldgaard en stabil forhandlingspartner, men nu skal Jensen sikre sig eller udbygge et godt forhold til Ninna Thomsen, der nu er SFs ubestridte leder. Spørgsmålet er dog, hvor hårdt Thomsen nu vil lede SF-gruppen mht. at tale folk til orden, når der skal indgås svære kompromiser. Og hvor meget får Ayfer Baykal med sin nye platform som borgmester lov til af sine partifæller at skabe sin egen politiske profil? Og vil hun på sigt indordne sig under Thomsens endnu ikke synlige lederskab? Frank Jensen vil altid foretrække et stabilt og loyalt SF, hvor der både er styr på ledelsesforholdene og ro om en nogenlunde klar politisk kurs. Det bliver spændende at se om Ninna Thomsen formår at træde i karakter som politisk leder. Måske forbliver hun ligeså usynlig, som hun har været i det første 1½ år som borgmester. I modsat fald er det sikkert ikke umuligt, at Ayfer Baykal overhaler hende igen som stemmesluger ved det kommende valg. Og Frank Jensens uudtalte mission er naturligvis at få et flot personligt valg og socialdemokratisk fremgang. Og sker det, kan det med tanke på liste Fs store fremgang ved sidste valg, næsten kun ske på bekostning af SF. Med tanke på de mange unge kvindelige borgmestre i København, så fremstår Frank Jensen for mange vælgere snart som den eneste ”voksne” mand i byen. Det er han uden tvivl ikke så ked af.
Da Frank fyldte år
Ikke desto mindre, så holdt den ”evigtunge” overborgmester forleden en storslået reception i anledning af sin 50 års fødselsdag i rådhusets store festsal. Det var et så festligt arrangement, at man - med mindre man tropper op tidligt - risikerer at stå i en lang kø i ganske lang tid indtil det bliver ens tur til at trykke Frank Jensen og frue i hånden og veksle et par få ord. Nogle mener dog, at de er i audiens og bruger derfor gerne flere minutter til at vende ”deres egen lille hyphest” med fødselaren, mens køen bare vokser med småirriterede gratulanter og deres plasticposer bestående fortrinsvis af vingaver. Frank Jensen er en veloplagt vært, der smiler, giver håndtryk, krammer eller kindkys. Han har tydeligvis livslang erfaring udi den ædle kunst at small-talke med folk og er i det hele taget en sand mester i at begå sig på de bonede gulve. Sådan en dag kommer alle kommunens eksterne samarbejdspartnere væltende. Der er folk fra fagforeninger, erhvervsorganisationer, pressen men også nuværende og tidligere politiske kolleger og folk fra embedsværket på rådhuset. (Blandt dem den nyligt afgående SF-borgmester Bo Asmus Kjeldgaard som viste sig som et mandfolk ved at møde op i Løvens hule, selvom det næppe har været så behageligt) Dertil kommer især Jensens partifæller på Christiansborg, der var mødt talstærkt op også med nogle af de gamle S-koryfæer, den lange kæde af spindoktorer samt ikke mindst den uofficielle hædersgæst, den formentlig kommende statsminister Helle Thorning-Schmidt. Hun havde naturligvis en meget lang hyldesttale med i håndtasken, hvor Jensen blev lovprist efter alle kunstens regler. Og imens tænkte sikkert ikke så få i salen på, hvor dybtfølt denne ros og hæder mon stak taget i betragtning af, at Thorning for seks år siden slukkede – nogle ville sige stjal - Jensens livsdrøm om at blive formand for Socialdemokraterne. Thornings tankevækkende alt for lange hyldesttale kunne dog på ingen måde ødelægge den overmåde gode stemning blandt socialdemokraterne, som tydeligvis føler sig ganske sikre på, at de indtager regeringstaburetterne efter det kommende folketingvalg. Så kom Malmøs borgmester Ilmar Reepalu på podiet og han holdt også en lang – og for nogle uforståelige tale - der roste hans partifælle i København. Desværre var talen også så gabende kedelig, at snakken undervejs gik så højt, at en af overborgmesterens pressefolk måtte gå rundt og dysse gæsterne ned. Topmålet mht. pinlighed blev dog nået med den tidl. konservative borgmester Mogens Lønborg, som tilsyneladende – og stik imod traditionen - følte sig kaldet til at benytte fødselsdagsreceptionen som anledning til en regulær valgtale, hvor han skarpt kritisererede overborgmesterens planer om at etablere en betalingsring for biler omkring hovedstaden. Måske var forklaringen at den konservative gruppeformand havde forvekslet festsalen med borgerpræsentationens mødesal? I hvert fald bekræftede Lønborg med sin optræden den eftermiddag den i forvejen ganske udbredte opfattelse på rådhuset, at han ikke besidder den helt store situationsfornemmelse. Både politisk - og sådan i det hele taget.
Bragt i Bryggebladet nr. 9 den 9. juni 2011
Af Jarl Cordua
Der gik ikke mange timer efter at SFs Bo Asmus Kjeldgaard havde forladt rådhuset før, at det stod klart, at efterfølgeren blev den kun 34-årige Ayfer Baykal. Alligevel forsøgte 3-4 fra SFs borgerrepræsentationsgruppe at bringe sig i spil til posten blandt dem partiets tidligere gruppeformand Bjarne Fey, der er det mest erfarne gruppemedlem. Fey trak sig dog hurtigt igen, da han efter lidt research erfarede, at baglandet i SFs-Københavns bestyrelse klart foretrak Baykal. Alligevel fastholdt SFs gruppeformand Klaus Mygind og to andre yngre kvindelige BR-medlemmer – alle ligesom Baykal – med under 1½ års erfaring i Borgerrepræsentationen deres kandidatur til borgmesterposten. Men hvorfor foretrak SFs organisationsfolk Baykal?
Sympatisk stemmesluger
Det skyldes flere ting. For det første mente flere af organisationsfolkene, at de skyldte Baykal en borgmesterpost, i det hun med 3665 stemmer var den SF’ er, der fik flest stemmer ved seneste kommunalvalg i 2009. Faktisk fik hun både flere stemmer end spidskandidaten Bo Asmus Kjeldgaard og SFs nye leder sundhedsborgmester Ninna Thomsen. Baykal har siden valget - og meget fornuftigt – gjort en del ud af at pleje baglandet. Dvs. møde op til lokalforeninger, bestyrelsesmøder mv. i SFs organisation og i det hele taget gøre en positiv figur. Den indsats havde mange organisationsfolk utvivlsomt in mente, da de skulle finde en afløser. Dertil kommer, at et parti som SF lægger vægt på, at kandidater med indvandrerbaggrund skal have en chance. ”Det etniske argument” kan dog ikke stå alene, hvad man så for snart 20 år siden, da SF’eren Lubna Elahi fik et kanonvalg, men aldrig kom i nærheden af at blive borgmester. Dengang var der trods alt grænser selv hos SF. Hvor Elahi blev betragtet som i særklasse krukket og besværlig, så har Baykal imidlertid et ganske positivt ry både blandt hendes egne og blandt politiske modstandere. Hun beskrives bredt som en sympatisk person, der kommer godt ud af det med alle. Nogle hæfter sig ved, at Baykal skiller sig ud fra de øvrige SF-kvinder ved at være yderst velplejet og gå i moderigtigt mærkevaretøj. Et image som kystbanesocialist kunne gøres komplet ved, at hun med sin mand bebor en større lejlighed på Østerbro og lader sig transportere rundt i en stor bil. Baykal - der nu som borgmester skal præsidere over byens trafikplanlægning – er dog ikke selv indehaver af et kørekort.
Holdningsløse Tidende
Men hvem er Baykal så som politiker? Det er et særdeles vanskeligt spørgsmål at besvare præcist. Som politisk ordfører for SF har hun ikke været markant. For eksempel kan ingen komme i tanke om en mærkesag, hvor hun er trængt igennem medierne eller på anden måde har gjort sig bemærket. Spørger man til højre i BR-salen, betragter hendes kolleger Baykal som uortodoks og ”blå” eller ”borgerligsympatiserende” SF’er. Men spørger man hos folk til venstre i salen, så betragtes hun derimod som en ”klart venstreorienteret” SF’er. Forklaringen er sikkert den enkle, at Baykal ikke har nogen større tydelig politisk profil ja måske knapt klare holdninger. Da hun overfor TV Lorry skulle forklare, hvorfor hun stillede op til posten som byens teknik og miljøborgmester lød det frejdigt, at man fik en borgmester ”der var visionær”, og senere det ikke specielt klare: ”fordi livskvalitet var vigtigt for et parti som SF”. Efter, at Baykal blev valgt, har nogen hvisket den nye borgmester i øret, at det er vigtigt, at hun også forholder sig en smule til det ressortområde, som hun skal være øverste chef for frem for at holde sig til floskler i stil med,” at byen skal være grøn og rummelig for både unge og ældre”. Da ingen tidligere har hørt om den i egne øjne ”visionære” borgmesters visioner, så skyndte den uddannede socialrådgiver sig – efter at hun var blevet valgt - at slå fast, at hun overtager forgængerens politik og visioner på selvsamme område. Det var klogt. Baykal har hverken administrativ eller ledelseserfaring. Hun har heller ikke tidligere demonstreret politisk tæft eller foretaget sig noget opsigtsvækkende bortset fra sit særdeles pæne personvalg. Ser man på rækken af nye yngre borgmestre, så havde fx den radikale Anna Allerslev heller ikke gjort sig bemærket, da hun blev borgmester. Sammen med Venstres Pia Allerslev, så er de yngre kvinder primært blevet borgmestre, fordi deres mandlige kolleger pludselig i utide har forladt politik. Derfor er det vist ikke helt i overensstemmelse med sandheden, når nogen påstår, at det er vælgerne, der i deres store visdom har afgjort, at yngre – meget uerfarne – kvinder bliver borgmestre, ledere for mange tusind medarbejdere samt ansvarlige for budgetter til mange millioner kr. Det er snarere tilfældet. Og i Baykals tilfælde havde vælgerne faktisk ikke det store at sige, da borgmestervalget blev afgjort i et lukket lokale af en håndfuld SF-organisationsfolk, som vælgerne ret beset ikke har valgt til noget som helst.
Borgmester uden egne idéer
Hvordan kommer den nye SF-borgmesteren så til at klare sig i jobbet? Sikkert glimrende. Ikke mindst takket være kommunens dygtige og loyale embedsmandsapparat. Men man kan dog som iagttager beklage, at netop denne borgmesterpost nu bliver beklædt af en politiker uden nogle iøjnefaldende egne idéer til, hvad hun vil med byen. Meget kan man sige om forgængerne: Bo Asmus Kjeldgaard, Klaus Bondam, Søren Pind, Bente Frost mv., men de havde i det mindste alle evne til at udtænke, formulere og sætte dagsordner for, hvad de ville med Københavns byplanlægning, trafik mv. Det har vi endnu til gode at se fra den fotogene Ayfer Baykal, der til glæde for den meget imponerede københavnske dagspresse, hidtil alene har demonstreret en vis evne til at lire floksler hurtigt af uden dog at gøre det på en særligt overbevisende facon. Det er muligt, at Baykal kan overraske, men havde hun større politiske talenter, så vil jeg tro, at man nok havde set dem udfolde sig for længst.
Styrket overborgmester
Hvad betyder borgmesterudskiftningen så for Frank Jensen og magtforholdet mellem S og SF? På den korte bane bliver Frank Jensen styrket, fordi Bo Asmus Kjeldgaard – som taktisk og mht. forhandlinger var langt den mest erfarne – nu er ude af politik. På den anden side så udgjorde Kjeldgaard en stabil forhandlingspartner, men nu skal Jensen sikre sig eller udbygge et godt forhold til Ninna Thomsen, der nu er SFs ubestridte leder. Spørgsmålet er dog, hvor hårdt Thomsen nu vil lede SF-gruppen mht. at tale folk til orden, når der skal indgås svære kompromiser. Og hvor meget får Ayfer Baykal med sin nye platform som borgmester lov til af sine partifæller at skabe sin egen politiske profil? Og vil hun på sigt indordne sig under Thomsens endnu ikke synlige lederskab? Frank Jensen vil altid foretrække et stabilt og loyalt SF, hvor der både er styr på ledelsesforholdene og ro om en nogenlunde klar politisk kurs. Det bliver spændende at se om Ninna Thomsen formår at træde i karakter som politisk leder. Måske forbliver hun ligeså usynlig, som hun har været i det første 1½ år som borgmester. I modsat fald er det sikkert ikke umuligt, at Ayfer Baykal overhaler hende igen som stemmesluger ved det kommende valg. Og Frank Jensens uudtalte mission er naturligvis at få et flot personligt valg og socialdemokratisk fremgang. Og sker det, kan det med tanke på liste Fs store fremgang ved sidste valg, næsten kun ske på bekostning af SF. Med tanke på de mange unge kvindelige borgmestre i København, så fremstår Frank Jensen for mange vælgere snart som den eneste ”voksne” mand i byen. Det er han uden tvivl ikke så ked af.
Da Frank fyldte år
Ikke desto mindre, så holdt den ”evigtunge” overborgmester forleden en storslået reception i anledning af sin 50 års fødselsdag i rådhusets store festsal. Det var et så festligt arrangement, at man - med mindre man tropper op tidligt - risikerer at stå i en lang kø i ganske lang tid indtil det bliver ens tur til at trykke Frank Jensen og frue i hånden og veksle et par få ord. Nogle mener dog, at de er i audiens og bruger derfor gerne flere minutter til at vende ”deres egen lille hyphest” med fødselaren, mens køen bare vokser med småirriterede gratulanter og deres plasticposer bestående fortrinsvis af vingaver. Frank Jensen er en veloplagt vært, der smiler, giver håndtryk, krammer eller kindkys. Han har tydeligvis livslang erfaring udi den ædle kunst at small-talke med folk og er i det hele taget en sand mester i at begå sig på de bonede gulve. Sådan en dag kommer alle kommunens eksterne samarbejdspartnere væltende. Der er folk fra fagforeninger, erhvervsorganisationer, pressen men også nuværende og tidligere politiske kolleger og folk fra embedsværket på rådhuset. (Blandt dem den nyligt afgående SF-borgmester Bo Asmus Kjeldgaard som viste sig som et mandfolk ved at møde op i Løvens hule, selvom det næppe har været så behageligt) Dertil kommer især Jensens partifæller på Christiansborg, der var mødt talstærkt op også med nogle af de gamle S-koryfæer, den lange kæde af spindoktorer samt ikke mindst den uofficielle hædersgæst, den formentlig kommende statsminister Helle Thorning-Schmidt. Hun havde naturligvis en meget lang hyldesttale med i håndtasken, hvor Jensen blev lovprist efter alle kunstens regler. Og imens tænkte sikkert ikke så få i salen på, hvor dybtfølt denne ros og hæder mon stak taget i betragtning af, at Thorning for seks år siden slukkede – nogle ville sige stjal - Jensens livsdrøm om at blive formand for Socialdemokraterne. Thornings tankevækkende alt for lange hyldesttale kunne dog på ingen måde ødelægge den overmåde gode stemning blandt socialdemokraterne, som tydeligvis føler sig ganske sikre på, at de indtager regeringstaburetterne efter det kommende folketingvalg. Så kom Malmøs borgmester Ilmar Reepalu på podiet og han holdt også en lang – og for nogle uforståelige tale - der roste hans partifælle i København. Desværre var talen også så gabende kedelig, at snakken undervejs gik så højt, at en af overborgmesterens pressefolk måtte gå rundt og dysse gæsterne ned. Topmålet mht. pinlighed blev dog nået med den tidl. konservative borgmester Mogens Lønborg, som tilsyneladende – og stik imod traditionen - følte sig kaldet til at benytte fødselsdagsreceptionen som anledning til en regulær valgtale, hvor han skarpt kritisererede overborgmesterens planer om at etablere en betalingsring for biler omkring hovedstaden. Måske var forklaringen at den konservative gruppeformand havde forvekslet festsalen med borgerpræsentationens mødesal? I hvert fald bekræftede Lønborg med sin optræden den eftermiddag den i forvejen ganske udbredte opfattelse på rådhuset, at han ikke besidder den helt store situationsfornemmelse. Både politisk - og sådan i det hele taget.
Abonner på:
Opslag (Atom)