LO-budgetaftalen spøger

Jarlov er K-spidskandidat og så måske alligevel ikke

Bragt i Bryggebladet 13. september 2012

Af Jarl Cordua

Mens disse linjer skrives, så er de københavnske politikere endnu ikke for alvor gået i gang med at forhandle næste års budget for kommunen. Det har dog længe tegnet til at blive et budget helt uden de borgerlige partier, og måske ender det endda med en aftale, der kun omfatter de røde partier S, SF og Enhedslisten. For mens alliancen mellem overborgmester Frank Jensen og SFs leder sundhedsborgmester Ninna Thomsen (eller som det gerne hedder hos SF: ”Hr. og Fru København”) siden foråret er blevet stadigt stærkere, så er Jensens forhold til den radikale integrations og beskæftigelsesborgmester, Anna Mee Allerslev, blevet stadigt dårligere. Hos de radikale føler man, at overborgmesterens opførsel under de indledende møder overfor den radikale leder har været decideret ”utilstedelig”, som det formuleres. Flere deltagere har på de fælles budgetmøder, hvor alle partierne har deltaget, bemærket at Frank Jensen i sin måde at adressere Allerslev ikke har formået at undertrykke sin irritation over og manglende respekt for Allerslevs evner som politisk forhandler. Den radikale borgmester raser til gengæld over, at overborgmesteren i sit budgetforslag i hendes øjne har ”nuppet” 77 millioner kr. fra midler, der ellers skulle gå til ”hendes” forvaltnings beskæftigelsesindsats.  Penge, som Allerslev troede, var ”hendes” og derfor kunne disponere over, er nu blevet til midler, som hun skal kæmpe om under en forhandling. Det skaber selvsagt mistro og kurrer på tråden mellem borgmesterkontorerne.

Ligegyldige radikale
Trods trakasserierne er det stadigvæk et helt åbent spørgsmål om, hvorvidt de radikale er med i en aftale eller ej. De radikale har været med i alle aftaler i denne budgetperiode, og har ry for altid at søge indflydelse. Allerslevs problem er dog, at partiet sådan mandatmæssigt – i modsætning til situationen på Christiansborg – er ret ligegyldige. Jensen og Socialdemokraterne har et stort flertal med SF og Enhedslisten. De radikale er med andre ord ikke i en position, hvor de kan stille de store krav. Ikke desto mindre har Jensen en interesse i at få de radikale med i en budgetaftale for at signalere mere bredde end ”det ægte røde” forlig, der er lagt op til. Men vil han betale, hvad det koster?
”LO-budgetaftalen”
Set i lyset af det, så taler de borgerlige i krogene om, at Frank Jensen måske er i gang med at lave en ”LO-budgetaftale”. Det sker selvfølgelig med en drilsk henvisning til den politiske aftale eller rettere løse hensigtserklæring, som blev indgået mellem de tre socialistiske partier før BR-valget i 2009 sammen med LO, der i øvrigt i samme ombæring sammen med den øvrige fagbevægelse leverede forskellig støtte til partiernes valgkampe. Tilsyneladende er Jensen ikke så bekymret for, at S vil bløde de store stemmetal og mandater til de borgerlige partier ved næste års BR-valg. De borgerlige har i manges øjne mere eller mindre selv meldt sig ud af budgetforhandlingerne ved ensidigt at kræve skattelettelser.  Det er for S langt mere vigtigt at dæmme op for Enhedslisten, der til næste kommunalvalg står til at høste voldsomt på bekostning af SF og Socialdemokraterne. Det ved man godt hos Enhedslisten, som må konstatere, at der ikke i mands minde er blæst så milde vinde fra overborgmesterkontoret som netop nu og i retning af dem.

Jensens røde fokus
Enhedslistens krav går i retning af indrømmelser, der styrker den sociale indsats på en lang række felter overfor byens svageste grupper. Ofte de samme indsatsområder, som Enhedslistens socialborgmester Mikkel Warming er sat til at forvalte i det daglige. Hos SF, der også har øje for at skabe sig en social profil hos vælgerne, er man gerne med på det hold, der prioriterer de svage grupper. I det hele taget er der hos venstrefløjen en opfattelse, at Frank Jensens fokus har flyttet sig fra de mere blå og ”vækstorienterede” sagområder til de mere ”sociale” og røde politikområder.  Det kunne også have noget med det nærliggende valg, at gøre, at Frank Jensen vil sikre sit parti en social profil i konkurrencen med SF og Ø.

Pia Allerslevs overbud
Er de borgerlige så helt ude af forhandlingerne? Ved indgangen til denne uge, var de borgerlige stadigvæk at finde i forhandlingslokalerne. Men på Rådhuset bemærkede de røde partier, at især Venstres Pia Allerslevs tale under budgetforhandlinger indeholdt så mange krav, at der var tale om et så stort politisk overbud, som var uden for realistiske økonomiske rammers rækkevidde. Med andre ord: Allerslev talte sig bevidst væk fra forhandlingsbordet for at kunne stå frit i forhold til vælgerne til næste år. De konservative er lidt mere realistiske, men det er nok utænkeligt, at Enhedslisten vil være at finde i en aftale, hvor man har honoreret Rasmus Jarlov og Cos krav om skattelettelser for borgerne og erhvervslivet. Til gengæld har man i den røde lejr bemærket sig, at Liberal Alliances Lars Berg Dueholm har været forbløffende tavs mht. at kræve borgerlige mærkesager om skattelettelser indfriet, og det er sikkert et godt bud, at han er den sidste hos de borgerlige, måske sammen med DFs Carl Christian Ebbesen, som forlader forhandlingerne.

Konservativt dilemma
I lørdags valgte de konservative på et medlemsmøde partiets tre nuværende borgerrepræsentanter til de øverste tre pladser på kandidatlisten til BR-valget om 14 måneder.  Interessant er det især, at Rasmus Jarlov - som ventet – er blevet valgt til at være partiets spidskandidat al den stund, at det sker med en noget usædvanlig klausul. For Jarlov trækker sig som spidskandidat, såfremt at han kommer i folketinget inden kommunalvalget næste år. De færreste regner dog med, at et folketingsvalg bliver udløst inden da, men tingene kan jo gå stærkt i dansk politik så helt at udelukke et valg, det kan man ikke. Et måske mere realistisk scenarie er til gengæld, hvis Per Stig Møller, der netop har rundet de 70 somre, inden så længe trækker sig som folketingsmedlem for at hellige sig opgaven at skrive sine erindringer. Det vil nemlig udløse, at Rasmus Jarlov bliver nyt folketingsmedlem, da han ved forrige valg blev valgt til Møllers suppleant. Og guderne skal vide, at de konservative p.t. har hårdt brug for yngre kræfter, der kan arbejde solen sort og profilere det kriseramte parti, som i de fleste målinger ligger under katastrofevalgresultatet ved sidste valg. De konservative er selv klar over, at de har brug for Jarlov på tinge. Det er formentlig derfor, at Jarlov med ledelsens billigelse har overtaget Lars Barfoeds (næsten) sikre kreds i Nordsjælland. Partiformanden selv er rykket til Per Stig Møllers sikre mandat på Frederiksberg, der må betegnes som Liste Cs allersidste skanse.

Rasmus Jarlov har senere afvist at der skulle være nogen klausul. I en kommentar over Københavnsk Politik siger han flg:
"Hvis jeg måtte få en folketingsplads, så trækker jeg mig, hvis jeg bliver borgmester (medmindre det er en kort periode). Jeg vil ikke sidde med to fuldtidsjobs. Jeg trækker mig ikke, hvis jeg ikke bliver borgmester, men kun menigt BR-medlem. Så bliver jeg siddende begge steder ligesom jeg har gjort tidligere. Det er meget almindeligt både at sidde i byråd og Folketing (for VKO-politikere red.) og det ser jeg ikke noget problem i. Særligt ikke når det er i København, hvor det er meget nemt at komme frem og tilbage mellem byrådet og Folketinget, fordi de ligger lige ved siden af hinanden".

Næsager arvtager
I fald Jarlov må forlade Rådhuset i utide, så er stafetten formentlig allerede overdraget til nr.2. på listen dvs. Jakob Næsager, der også i disse dage er med til budgetforhandlingerne, og som ses som arvtageren, med mindre at de konservative beslutter sig for, at de skal ud i endnu et opstillingsmøde for at vælge en helt anden spidskandidat.  Nr.3 på den konservative liste er BR-medlem Susanne Møller fra Sundby.

Man forstår godt, at de konservative satser på Jarlov, der helt sikkert kan noget med kommunikation, men det er alt andet lige et handicap, når man skal ud og forklare vælgerne, at spidskandidaten egentlig hellere vil sidde i folketinget end at være borgernes repræsentant eller borgmester i København.

Aftale om forbrændingsanlæg

For nylig blev S, SF, de radikale og Enhedslisten enige om en aftale, der sikrer, at der bygges et nyt forbrændingsanlæg på Amager i de kommende år.
Venstrefløjen og til dels de radikale afviste oprindeligt at stemme for en lånegaranti, der sikrede, at Amagerforbrændingen, der ejes af i alt fem københavnske kommuner, kunne låne ca. 4 mia. kr. til at bygge et affaldsforbrændingsanlæg til erstatning for det nuværende, der er både udslidt og forældet. Nu baner en længe ventet politisk aftale på rådhuset vejen for, at et nyt anlæg vil indebære mere genanvendelse af affaldet, en bedre udnyttelse af affaldsressourcerne og en markant reduktion af CO2-udledningen, når man ikke brænder så meget affald af som i dag. Aftalen er således en indrømmelse til SF, Ø og de radikale der længe har stillet disse krav for at stemme for lånegarantien.

Amagerforbrænding skal i øvrigt skifte navn til Amager Ressourcecenter netop for at understrege, at affald ikke er noget man bare brænder af, men genanvender i mest mulig grad. Der skal i øvrigt bygges et genanvendelsesanlæg ved siden af forbrændingsanlægget. Det vides ikke om, hvorvidt projektet stadigvæk indbefatter en realisering af arkitekten Bjarke Ingels’ forslag om, at man etablerer en skibakke henover forbrændingsanlægget til glæde for københavnske skientusiaster.

Ifølge kilder på rådhuset, så har de politiske indrømmelser om at sikre mere genanvendelighed forringet rentabiliteten af projektet, men det skulle dog stadigvæk samlet set være en god forretning for de fem kommuner. På venstrefløjen har man været meget optaget af at forhindre, at anlægget kunne bruges til at importere affald, som man så kunne fyre af. Den forretningsmulighed har Enhedslisten fået sat en stopper for.  Aftalen mellem ejerkommunerne er, at der maksimalt må afbrændes cirka 400.000 tons affald om året på det nye anlæg, og det svarer til den mængde affald, der bliver brændt af i dag.

Der findes dog stadigvæk kritikere af projektet. For Danmarks Naturfredningsforening har bemærket, at det oprindelige forslag operererede med at et forbrændingsanlæg kunne brænde 70 tons affald af i timen, mens det anlæg, som de københavnske politikere har lagt sig fast på kun kan brænde 60 tons affald af timen. Det er ifølge den grønne organisation for lille en indrømmelse.