tirsdag den 28. april 2009

Partierne ruster sig til BR-valgkampen

Enhedslisten stiller med unge folk i front, mens DF satser på en 70-årig veteran. Imens tager Venstre et internt slagsmål om, hvem der skal have andenpladsen på partiets liste.

Bragt i Bryggebladet nr 7. den 27. april 2009

Af Jarl Cordua

BAG KULISSERNE

Kampvalg i Venstre
Venstre i København valgte allerede forrige år kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev som partiets spidskandidat. Der er dog spænding om de næste pladser, hvor interessen samler sig om, hvem der skal være partiets nr. to. Foreløbig har både den hidtidige gruppeformand, konsulent Martin Hirsch (47), og borgerrepræsentant, advokat Lars Dueholm (32) lagt billet ind på at være »anden borgmesterskandidat« for det lidt teoretiske tilfælde, at Venstre ved valget vil få stemmer nok til to borgmester-poster, som partiet havde i perioden 2001-2005. Allerslev holder sig neutral i dysten, mens BR-medlemmerne Heidi Wang og Cecilia Lonning har kastet deres støtte bag henholdsvis Hirsch og Dueholm.
Kampvalget er efter min vurdering åbent, selvom at Hirsch nok er favorit. Han har opbakning fra sin egen kreds i Vanløse og fra Valby, mens Dueholm samler støtte fra Venstres Ungdom, partiets to Amager-kredse samt Østerbro, hvor Cecilia Lonning kommer fra.
Der forlyder dog, at der ikke er de store politiske uenigheder mellem de to modkandidater, som efter sigende også personligt kommer fint ud af det med hinanden.
Partiets medlemmer afgør sagen på et opstillingsmøde den 11. maj på Københavns Rådhus, hvor resten af Venstres liste også bliver sammensat.
De hidtidige syv Venstre-medlemmer genopstiller alle bortset fra Jesper Schou Hansen. Undervejs i valgperioden har de to tidligere V-borgmestre Søren Pind og Martin Geertsen trukket sig helt fra arbejdet i Borgerrepræsentationen, og det har givet plads til netop Dueholm og Cecilia Lonning.

Mikkel Warming igen spidskandidat for Enhedslisten
Enhedslisten i København har genvalgt socialborgmester Mikkel Warming (39) som partiets »overborgmesterkandidat«, som partiet selvsikkert skriver i en pressemeddelelse. Partiet stiller op på såkaldt »partiliste«. Det medfører, at kandidaterne i realiteten bliver valgt i kraft af, hvilken rækkefølge partiet har stillet dem op, uanset om de har fået mange eller få personlige stemmetal. Derfor kan man gå ud fra, at en høj placering hos Enhedslisten stort set er en garanti for, at man sidder i Borgerrepræsentationen i den næste periode.
I top seks stiller man også med en stribe yngre kandidater. Nummer to på listen er den 27-årige Signe Færch, der beskrives, som ret erfaren i politisk arbejde. Hun har både været ansat på Enhedslistens partikontor i København og folketingskandidat på Fyn.
Nummer seks er Allan Ahmad (24), som også har været meget aktiv i Enhedslistens ungdomsorganisation SUF, hvor han også har siddet med i ledelsen.
Desuden genopstiller borgerrepræsentant Morten Kabell (38), som med afbrydelser har siddet med i byens styre i mange år, og gruppeformanden beskæftigelseskonsulent Rikke Lauritzen (35). Kabell og Lauritzen er henholdsvis nummer tre og tre på listen og derfor ligesom Færch ret sikre på at blive BR-medlemmer i en ny valgperiode, hvis Enhedslisten ved efterårets valg bare holder skansen fra sidst og får seks mandater. De får formentlig også følgeskab af nummer seks på listen, socialrådgiver Gyda Heding (43). Hun var BZ’er i firserne, men har også bemærket sig ved sit roste socialpædaogiske arbejde på Vesterbro med »Pigegruppen«, som er et projekt for »vilde« og udsatte teenagepiger.
Venstrefløjspartiet stiller imidlertid også med BR-veteranen Jens Kjær Christensen (60) som er nummer syv, mens den kendte byhistoriker og nuværende borgerrepræsentant Allan Mylius Thomsen (60) genopstiller på plads nummer ni.
Ved forrige valg blev tidligere folketingsmedlem Jette Gottlieb Enhedslistens største stemmesluger, men hun genopstiller ikke denne gang og har p.t. orlov fra BR.
Også en lokal mand er akkurat lige sneget sig ind på Enhedslistens top ti, nemlig Gorm Gunnarsen fra Christianshavn, som blandt andet har sat sig det ambitiøse mål »at føre Amager ud af klimakrisen«.

Dansk Folkeparti stiller med Peter Skaarups mor
I hovedstaden opstiller Dansk Folkeparti det tidligere folketingsmedlem Birthe Skaarup (70) som partiets spidskandidat. Skaarup, som blandt andet også har siddet i Århus Amtsråd, er mor til DF’s politiske næstformand Peter Skaarup. Han har i øvrigt også tidligere siddet i Borgerrepræsentationen. På partiet opstillingsmøde slog Birthe Skaarup ved et kampvalg klart den nuværende gruppeformand Carl Christian Ebbesen, som nu er nummer to på listen.
Selvom at Ebbesen er usædvanligt vellidt på rådhuset, så er han ikke særligt kendt i den brede offentlighed, og her kunne det godt se ud som om, at det er årsagen til, at DF-medlemmerne har vraget ham til fordel for den lidt mere kendte Birthe Skaarup. Det kan omvendt undre lidt, at DF stiller med en overborgmesterkandidat, som er et år ældre en Ritt Bjerregaard, der fra årsskiftet siger farvel til københavnsk politik.
Forventningen hos DF er, at partiet denne gang går meget frem. En Gallup-måling i Berlingske Tidende før Ritt Bjerregaards afgang viste, at partiet kan få op mod syv mandater ved valget til efteråret. Sker det, bliver Birthe Skaarup DF’s første borgmester i København.
DF’s kommunalvalgkamp i København blev i 2005 spoleret af afsløringer af ret så kontroversielle udsagn på den daværende spidskandidat Louise Freverts hjemmeside. DF fik ved BR-valget kun tre mandater, og siden hen har Frevert forladt DF. Til gengæld har Finn Rudaizky siden tilsluttet sig DF’s BR-gruppe.
DF’s kandidatliste med 11 navne domineres af en håndfuld af tidligere socialdemokrater, blandt andet veteranerne de nuværende BR-medlemmer Karin Storgaard og Finn Rudaizky, som er henholdsvis nummer tre og fire på listen. Også nummer otte på listen, cand. jur. Aia Fog (42), er forhenværende socialdemokrat.
Skulle DF få bare et hæderligt kommunalvalg, så bør Skaarup Ebbesen, Storgaard og Rudaizky alle være ret sikre på at blive valgt. Går partiet lidt frem, så kunne det give valg til listens nummer fem, folketingskandidat Allan Lønborg (32), som i øvrigt bor på Amager, eller nummer seks, folkeskolelærer Henrik Svendsen, Valby, og måske vil Aia Fogh kunne blande sig lidt i opløbet, da det hos DF udelukkende er de personlige stemmer, der afgør, hvem der bliver valgt.

Ingen kommentarer: