Artikel bragt i Bryggebladet nr.19 den 5. december 2007.
Venstres nye leder Pia Allerslev og overborgmesteren kan måske hjælpe hinanden i fremtiden. Men lige nu sidder ABF-flertallet tungt på magten.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Fra årsskiftet bliver Pia Allerslev Venstres leder og overtager også borgmesterstolen for Kultur og Fritid efter Martin Geertsen, der helt forlader politik. Det kan måske indvarsle en ny tid for samarbejdet på Københavns Rådhus.
I København befinder Pia Allerslev sig lidt i den samme situation, som Helle Thorning-Schmidt gør på landsplan. VKO-partierne betyder ikke så meget i den daglige politik, men forventes hele tiden at fremstå som et seriøst alternativ til ABF-flertallet, der regerer på rådhuset.
Derfor vil Allerslev formentlig forsøge »at arbejde Ritt Bjerregaard ud af kontorerne« ved at forhandle og indgå forlig og så videre. Samtidig skal de borgerlige også sørge for at tegne forskellene op til Socialdemokraterne for netop at gøre det synligt for vælgerne, at det faktisk betyder noget, at de ved næste kommunalvalg stemmer borgerligt frem for på Socialdemokraterne og de Radikale.
I fredags holdt Venstres afgående leder Martin Geertsen afskedsreception på rådhuset. Det blev ikke til mange forlig mellem Martin Geertsen og Ritt Bjerregaard, og måske symbolsk for det mødte overborgmesteren ikke op til receptionen, der dog blev besøgt af andre top-socialdemokrater.
VKOs leder
Overborgmesteren har siden kommunalvalget i 2005 ikke signaleret den store vilje til at forhandle uden om de sædvanlige samarbejdspartnere i »byens regering«, det vil sige de Radikale og SF.
Spørgsmålet er dog, om ikke overborgmesteren i visse situationer kunne have en interesse i at lave aftaler med Venstre og på den måde få et alternativt flertal sammen med de Radikale, der formentlig også er interesseret i at samarbejde med Venstre på visse områder.
Det sidste budgetforlig med SF blev noget dyrere, end Ritt Bjerregaard havde regnet med. Hvis Allerslev er meget interesseret i at samarbejde, så giver det overborgmesteren bedre manøvremuligheder, såfremt det mere og mere selvbevidste SF i fremtiden gør sig mere besværlig.
Pia Allerslev har desuden selv et behov for at vise sit bagland og de københavnske vælgere, at hun kan indgå et større politisk forlig, der kan give hende lidt mere politisk tyngde.
Hidtil har kun få været i tvivl om, at Martin Geertsen var de borgerliges egentlige leder og strateg. De Konservatives leder Mogens Lønborg, som aldrig har stillet sit eget lys under nogen skæppe, vil måske forsøge at fremstå som førerhunden i VKO-koblet, selvom den konservative gruppe nu er nede på kun to medlemmer, efter at BR-medlem Majbritt Mammsen meldte sig som konservativ løsgænger.
Allerslev har under alle omstændigheder brug for – på et tidspunkt – at demonstrere over for omverdenen, at hun leder oppositionen til højre på rådhuset.
Cykelbro til operaen
I øjeblikket er VKO-blokkens mandater ikke med til at tage beslutninger i de tre mest interessante sager, der for tiden optager sindene på rådhuset.
I sagen om at få en bro fra Sjælland til Operaen på Holmen er VK-partierne helt uenige med ABF-flertallet. To projekter lå på bordet. Det ene projekt handler om A.P. Møllers tilbud om at bygge en kombineret gang- og cykelbro tværs over havnen. Det andet projekt – det såkaldte Realdania-projekt – gik ud på at bygge en bro, der dog skulle kombineres med et parkeringshus ved det ny skuespilhus på Kvæsthusbroen.
Kommunens radikale miljø- og teknikborgmester Klaus Bondam er en del af det politiske flertal, der konsekvent er modstander af flere biler i byen.
Dermed lå der kun A.P. Møller-projektet tilbage, som ABF-flertallet nu støtter.
Det bliver dog uden den borgerlige opposition, der i stedet angriber selve beslutningsprocessen. I efteråret kom det nemlig frem, at Klaus Bondam på kommunens vegne havde sagt nej tak til Realdania-projektet, før kommunens øvrige politikere i det hele taget havde fået det forelagt. Dermed vil de borgerlige fortsætte med at udstille borgmesteren som en, der i den politiske proces enten agerer klodset eller er direkte udemokratisk.
Der går i øvrigt to år, før at en ny bro står klar.
Upopulære skolelukninger
I sommer indgik ABF-flertallet en økonomisk aftale om kommunens skoler, der indebærer nedlæggelser af et par skoler og daginstitutioner primært i Nordvest-kvarteret og på Vesterbro.
VK-partierne ville gerne have været med i aftalen, som partierne i princippet var enige i. Aftalens hensigt går nemlig ud på at effektivisere driften for at få bedre service, hvad der ellers normalt plejer at være en borgerlig kæphest.
Men fordi VK-partierne ikke efter deres opfattelse kunne få fuld indsigt i økonomien, kom de ikke med i aftalen. Derfor angriber de ABF-flertallet – ikke så meget på grund af beslutningerne – men fordi de er utilfredse med processen, der ifølge dem lider af »demokratisk underskud«.
Enhedslisten er reelt det eneste parti, der konsekvent er modstander af skoleaftalens sammenlægninger, skolenedlæggelser med videre, som ikke overraskende er ret upopulære lokalt.
Mor-Ritt forhandlede selv med de unge
Ritt Bjerregaard kunne i sidste uge præsentere en aftale med de tidligere brugere af ungdomshuset på Jagtvej 69.
Det er stadig uklart, hvor det nye ungdomshus eller »autonomhus«, som de borgerlige kalder det, bliver placeret, men et godt bud er i nogle kommunalt ejede bygninger nær Enghave Station.
De har tidligere været i spil som et sted, der skulle tilbyde kommunale ungdomstilbud med blandt andet overdækket streetbasket
og skateboardbaner.
Bygningerne er velegnede, især fordi de unge autonome har efterspurgt et sted, hvor de kan afholde koncerter ligesom på Jagtvej 69.
Foreløbig er aftalen en slags hensigtserklæring med en række underliggende aftaler om finansiering, tilsyn med videre, som parternes forhandlere er nået frem til.
Der skal blandt andet nedsættes en arbejdsgruppe bestående af kommunale embedsmænd og de kommende brugere, der skal afsøge terrænet for, hvor huset kan ligge.
VKO-partierne har i øvrigt bebudet, at de vil foreslå en folkeafstemning om huset i den bydel, hvor huset ender med at blive placeret.
Ritt Bjerregaard har fra starten sat sig på hele processen. Det er hende, der har forhandlet med repræsentanterne fra miljøet omkring Jagtvej 69.
Enhedslisten og SF har fra starten bakket op om kravet om et ungdomshus, og de Radikale er også positive for en løsning.
Ritt Bjerregaard har været hardliner over for de unge, så længe at bålene brændte i gaderne. Men i efteråret er fronterne blevet blødt op.
Baggrunden er, at overborgmesteren åbenbart har vurderet, at problemet ikke løste sig selv. Måske har hun følt sig presset af brugerne af det tidligere ungdomshus’ torsdagsdemonstrationer, alt imens også venstrefløjen på rådhuset har presset på for at give demonstranterne et nyt ungdomshus.
Ved at sætte sig selv i spidsen for forhandlingerne har Ritt selv haft snor i, hvad der foregik, og uden at der sker for mange lækager til pressen undervejs i processen.
Da aftalen med repræsentanter fra det tidligere Jagtvej 69 og den fond, der støtter et nyt ungdomshus, repræsenteret ved advokat Knud Foldschack, var inden for rækkevidde, pressede især SF på for at komme med til pressemødet sammen med de Radikale, så de tre partier sammen kunne dele »æren« med overborgmesteren.
Det er i øvrigt interessant at bemærke, at de Radikales gruppeformand Manu Sareen i weekenden gav udtryk for visse forbehold i sin støtte til et nyt ungdomshus.
I Politiken sagde Sareen ligeud, at politikerne på rådhuset havde givet ungdomshusets unge særbehandling, og at der var tale om et »knæfald«, som man ikke ville gøre for andre minoritetsgrupper.
Hvornår kommer der så et ungdomshus? Venstrefløjen taler om uger eller få måneder, mens hverken Socialdemokraterne eller de Radikale tør sætte dato på.
Foreløbig vil Borgerrepræsentationen den 13. december vedtage hensigtserklæringen, som ikke er en specifik aftale om, hvor huset skal placeres, men snarere er en slags rammeaftale.
Et forsigtigt bud er, at et ungdomshus først kan indvies engang i foråret.
onsdag den 5. december 2007
onsdag den 21. november 2007
Tronen vakler under Klaus Bondam
Klumme bragt den 22. november 2007 i Bryggebladet nr. 18/ 2007
SF overtog de Radikales vælgere ved folketingsvalget. Fortsætter denne tendens ved BR-valget i 2009, kan radikal borgmesterpost være i fare. Manu Sareen blev ikke valgt til Folketinget og spøger nu i kulissen som ny radikal leder.Tronen vakler under Klaus Bondam.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Ved folketingsvalget fik SF som ventet en kæmpe fremgang på hele syv procent. Partiet har nu 23 mandater i Folketinget. Men resultatet kan partiet næppe bruge til særlig meget på Christiansborg på grund af den øvrige mandatfordeling.
Til gengæld kan SF’erne se frem til en pæn fremgang ved næste kommunalvalg i 2009, som formentlig vil kunne omsættes til mere direkte indflydelse på Københavns Rådhus.
Kan Villy-effekten bruges i København?
Hvis man bruger den tommelfingerregel, at SF kan indløse cirka halvdelen af vælgerfremgangen fra »Villy-effekten«, det vil sige tre-fire procent, vil partiet få omkring 15 procent af stemmerne ved næste valg til Borgerrepræsentationen.
Dermed vil SF være tilbage ved fordums styrke. Men det er et forsigtigt skøn, for faktisk fordoblede SF sit vælgertal i den nye københavnske storkreds. Partiet fik hele 21 procent af stemmerne og blev kredsens næststørste parti.
I København gik de Radikale tilbage i stort set samme takt, som SF gik frem. Det ligger derfor lige for at konkludere, at en pæn del af de nye SF-stemmer ved dette folketingsvalg er frafaldne radikale vælgere.
I dag er situationen den, at SF og de radikale er nøjagtigt lige store med hver syv mandater i Borgerrepræsentationen.
Hvis der flyttes tre-fire procent eller mere mellem de to partier, kan den situation meget nemt opstå, at SF igen får to borgmesterposter, mens de radikale må afgive deres borgmester.
Meget kan selvfølgelig nå at ske på to år. Måske er de radikale politikere i hovedstaden mere populære end dem på Christiansborg, og måske slår »Villy-effekten« igennem i københavnsk politik.
SF’s førstemand i byen, Bo Asmus Kjeldgaard, har i hvert fald til gode at demonstrere samme fantastiske evne til at kunne appellere til nye vælgere som SF’s partiformand Villy Søvndal.
Manu Sareen skulle have været den »nye Naser«
Bryggebladet listede før valget 13 navne på københavnske politikere, som vi vurderede som »sikre« på valg til Folketinget. Kun ét navn kiksede. Det var den radikale borgerrepræsentant Manu Sareen, som lige akkurat ikke kom i Folketinget i denne omgang på grund af den massive radikale tilbagegang her i hovedstaden.
Mange radikale havde ellers håbet på, at Sareen som nyt folketingsmedlem skulle fastholde de radikales »indvandrerprofil« ved at udfylde tomrummet efter Naser Khaders exit fra partiet. Sareen skulle have været en slags »ny Naser«.
Lighederne mellem de to politikere er åbenbare: De har begge en indvandrerbaggrund og har markeret sig tydeligt i integrationsdebatten. Begge er meget ambitiøse politikere.
Forskellene er dog også tydelige. Sareen går for at være en mere arbejdsom og langt bedre strategisk tænkende politiker end Khader, men er til gengæld slet ikke så kendt som Ny Alliances leder.
På Københavns Rådhus fulgte Klaus Bondam levende med undervejs i optællingen af de personlige stemmetal, der fandt sted ude i Svanemøllehallen.
Bondam håbede utvivlsomt på, at Sareen fik flere personlige stemmer end veteranen Lone Dybkjær, så Sareen dermed forsvandt fra rådhusets gange, hvor han beklæder posten som radikal gruppeformand.Bondam ville have været en mulig rival kvit, hvis Sareen var kommet i Folketinget.
Længe lå Sareen og Dybkjær da også side om side, men Dybkjær endte med at få flest stemmer og blev dermed valgt på Sareens bekostning.
Klaus Bondams indsats som borgmester har længe været til diskussion, både inden og uden for det Radikale Venstre.
Mange iagttagere stiller nu sig selv følgende spørgsmål: Kunne Manu Sareen tænkes at ville udfordre Bondam som Radikale Venstres spidskandidat og dermed borgmesterkandidat ved næste kommunalvalg i 2009?
Bondams problem er, at han selv i sin tid blev spidskandidat ved at udfordre og vælte den daværende siddende radikale sundhedsborgmester Inger Marie Bruun-Vierø af pinden.
Sædvanligvis foregår magtkampene hos de radikale meget civiliseret. Det vil sige, at de udkæmpes rimeligt regulært uden alt for megen beskidt mudderkastning frem og tilbage.
Manu Sareen nyder udbredt popularitet både i sit eget parti og på Københavns Rådhus. Mange forestiller sig derfor, at han muligvis er bedre i stand til at kunne fastholde, men måske også tiltrække nye vælgere til det ved folketingsvalget amputerede parti.
Hvis de Radikale skal kunne fastholde kanonresultatet fra kommunalvalget i 2005, kræver det under alle omstændigheder en ekstraordinær indsats.
Den prestigefyldte og politisk tunge miljø- og teknikborgmesterpost er i alle tilfælde – hvis SF’s fremgang fortsætter – i alvorlig fare for at glide de Radikale af hænde.
Om det allerede før valget medfører et farvel til Klaus Bondam som borgmester og radikal spidskandidat, ja det bestemmer i første omgang Manu Sareen, derefter de radikale partimedlemmer i København og siden byens vælgere.
Yildiz Akdogan slog Jette Bautrup
Bryggebladet formåede altså i seneste nummer så nogenlunde at forudse, hvilke politikere der ville blive valgt, ligesom vi nævnte de fleste af de kandidater, som kunne tænkes at komme med i den endelige dyst om mandaterne.
Den eneste, som beklageligvis ikke var på vores liste over mulige nye MF’ere, var socialdemokraternes kandidat i Brønshøj/Vanløse, Yildiz Akdogan.
I et tæt opløb endte hun faktisk med at slå Sundbyvesterkredsens (og dermed Bryggens) kandidat Jette Bautrup. Dermed fik Akdogan partiets yderste fjerde mandat i København.
SF overtog de Radikales vælgere ved folketingsvalget. Fortsætter denne tendens ved BR-valget i 2009, kan radikal borgmesterpost være i fare. Manu Sareen blev ikke valgt til Folketinget og spøger nu i kulissen som ny radikal leder.Tronen vakler under Klaus Bondam.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Ved folketingsvalget fik SF som ventet en kæmpe fremgang på hele syv procent. Partiet har nu 23 mandater i Folketinget. Men resultatet kan partiet næppe bruge til særlig meget på Christiansborg på grund af den øvrige mandatfordeling.
Til gengæld kan SF’erne se frem til en pæn fremgang ved næste kommunalvalg i 2009, som formentlig vil kunne omsættes til mere direkte indflydelse på Københavns Rådhus.
Kan Villy-effekten bruges i København?
Hvis man bruger den tommelfingerregel, at SF kan indløse cirka halvdelen af vælgerfremgangen fra »Villy-effekten«, det vil sige tre-fire procent, vil partiet få omkring 15 procent af stemmerne ved næste valg til Borgerrepræsentationen.
Dermed vil SF være tilbage ved fordums styrke. Men det er et forsigtigt skøn, for faktisk fordoblede SF sit vælgertal i den nye københavnske storkreds. Partiet fik hele 21 procent af stemmerne og blev kredsens næststørste parti.
I København gik de Radikale tilbage i stort set samme takt, som SF gik frem. Det ligger derfor lige for at konkludere, at en pæn del af de nye SF-stemmer ved dette folketingsvalg er frafaldne radikale vælgere.
I dag er situationen den, at SF og de radikale er nøjagtigt lige store med hver syv mandater i Borgerrepræsentationen.
Hvis der flyttes tre-fire procent eller mere mellem de to partier, kan den situation meget nemt opstå, at SF igen får to borgmesterposter, mens de radikale må afgive deres borgmester.
Meget kan selvfølgelig nå at ske på to år. Måske er de radikale politikere i hovedstaden mere populære end dem på Christiansborg, og måske slår »Villy-effekten« igennem i københavnsk politik.
SF’s førstemand i byen, Bo Asmus Kjeldgaard, har i hvert fald til gode at demonstrere samme fantastiske evne til at kunne appellere til nye vælgere som SF’s partiformand Villy Søvndal.
Manu Sareen skulle have været den »nye Naser«
Bryggebladet listede før valget 13 navne på københavnske politikere, som vi vurderede som »sikre« på valg til Folketinget. Kun ét navn kiksede. Det var den radikale borgerrepræsentant Manu Sareen, som lige akkurat ikke kom i Folketinget i denne omgang på grund af den massive radikale tilbagegang her i hovedstaden.
Mange radikale havde ellers håbet på, at Sareen som nyt folketingsmedlem skulle fastholde de radikales »indvandrerprofil« ved at udfylde tomrummet efter Naser Khaders exit fra partiet. Sareen skulle have været en slags »ny Naser«.
Lighederne mellem de to politikere er åbenbare: De har begge en indvandrerbaggrund og har markeret sig tydeligt i integrationsdebatten. Begge er meget ambitiøse politikere.
Forskellene er dog også tydelige. Sareen går for at være en mere arbejdsom og langt bedre strategisk tænkende politiker end Khader, men er til gengæld slet ikke så kendt som Ny Alliances leder.
På Københavns Rådhus fulgte Klaus Bondam levende med undervejs i optællingen af de personlige stemmetal, der fandt sted ude i Svanemøllehallen.
Bondam håbede utvivlsomt på, at Sareen fik flere personlige stemmer end veteranen Lone Dybkjær, så Sareen dermed forsvandt fra rådhusets gange, hvor han beklæder posten som radikal gruppeformand.Bondam ville have været en mulig rival kvit, hvis Sareen var kommet i Folketinget.
Længe lå Sareen og Dybkjær da også side om side, men Dybkjær endte med at få flest stemmer og blev dermed valgt på Sareens bekostning.
Klaus Bondams indsats som borgmester har længe været til diskussion, både inden og uden for det Radikale Venstre.
Mange iagttagere stiller nu sig selv følgende spørgsmål: Kunne Manu Sareen tænkes at ville udfordre Bondam som Radikale Venstres spidskandidat og dermed borgmesterkandidat ved næste kommunalvalg i 2009?
Bondams problem er, at han selv i sin tid blev spidskandidat ved at udfordre og vælte den daværende siddende radikale sundhedsborgmester Inger Marie Bruun-Vierø af pinden.
Sædvanligvis foregår magtkampene hos de radikale meget civiliseret. Det vil sige, at de udkæmpes rimeligt regulært uden alt for megen beskidt mudderkastning frem og tilbage.
Manu Sareen nyder udbredt popularitet både i sit eget parti og på Københavns Rådhus. Mange forestiller sig derfor, at han muligvis er bedre i stand til at kunne fastholde, men måske også tiltrække nye vælgere til det ved folketingsvalget amputerede parti.
Hvis de Radikale skal kunne fastholde kanonresultatet fra kommunalvalget i 2005, kræver det under alle omstændigheder en ekstraordinær indsats.
Den prestigefyldte og politisk tunge miljø- og teknikborgmesterpost er i alle tilfælde – hvis SF’s fremgang fortsætter – i alvorlig fare for at glide de Radikale af hænde.
Om det allerede før valget medfører et farvel til Klaus Bondam som borgmester og radikal spidskandidat, ja det bestemmer i første omgang Manu Sareen, derefter de radikale partimedlemmer i København og siden byens vælgere.
Yildiz Akdogan slog Jette Bautrup
Bryggebladet formåede altså i seneste nummer så nogenlunde at forudse, hvilke politikere der ville blive valgt, ligesom vi nævnte de fleste af de kandidater, som kunne tænkes at komme med i den endelige dyst om mandaterne.
Den eneste, som beklageligvis ikke var på vores liste over mulige nye MF’ere, var socialdemokraternes kandidat i Brønshøj/Vanløse, Yildiz Akdogan.
I et tæt opløb endte hun faktisk med at slå Sundbyvesterkredsens (og dermed Bryggens) kandidat Jette Bautrup. Dermed fik Akdogan partiets yderste fjerde mandat i København.
tirsdag den 6. november 2007
Hvem kan du stemme på?
Klumme bragt i Bryggebladet 17 den 7. november 2007.
Ny valglov giver flere kendte kandidater. Bryggebladets politiske kommentator sætter fokus på det lokale kandidatfelt og vurderer deres chancer for at komme i Folketinget.
BAG KULISSERNE:
VALGSPECIAL
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Siden sidste valg har Folketinget lavet om på valgloven. Det betyder, at København og Frederiksberg plus de to Amager-kommuner nu er blevet til én stor valgkreds.
Det giver bryggeboerne mulighed for at stemme på langt flere kendte og store navne i dansk politik som for eksempel Helle Thorning-Schmidt, Per Stig Møller og Naser Khader.
Men vi skal retfærdigvis præsentere de lokalt opstillede kandidater på Bryggen, som nu er blevet en del af Sundbyvester-kredsen:
Socialdemokraterne
Socialdemokraterne stiller lokalt med veteranen socialrådgiver Jette Bergenholz Bautrup (60), der til daglig sidder i Borgerrepræsentationen. Amagerkaneren Bautrup repræsenterede Socialdemokraterne på tinge i forrige valgperiode, men røg ud ved valget i 2005.
Bergenholz Bautrup er ikke uden chance, men set i lyset af at Socialdemokraterne ligger lavt i målingerne og den hårde konkurrence fra blandt andet partiformanden samt Christine Antorini, bliver det nok svært.
Hendes chance er, at Thorning støvsuger storkredsen for personlige stemmer, men at Bergenholz Bautrup alligevel kan fastholde sin tidligere pæne opbakning.
Venstre
Lone Yalcinkaya (40) er Venstres folketingkandidat på Bryggen og marketingschef i det civile liv. Hun har siden 2001 været medlem af Gladsaxe byråd og var i 2004 EU-kandidat. I 2000, og som CD’er, sad tyrkiskfødte Yalcinkaya i en kort periode i Folketinget som suppleant for Mimi Jakobsen.
Venstre får nok ikke mere end to mandater i København, og de går til Søren Pind og integrationsminister Rikke Hvilshøj. Skulle det tredje mandat komme i spil, er Yalcinkaya med sin profil ikke helt uden chance for at blive valgt.
Dansk Folkeparti
Dansk Folkeparti stiller med Allan Lønborg (31) på Bryggen. Lønborg, der bor på Amager, er kontoruddannet og til daglig arbejder som medlemssekretær for Dansk Folkeparti på Christiansborg. Lønborg er især optaget af retspolitik og udlændingepolitik.
Dansk Folkeparti får to mandater i København, og de bliver besat med de siddende folk, Peter Skaarup og Morten Henriksen. Partiet er langt fra et tredje mandat, så Lønborgs chancer er meget små.
De Konservative
Claus Christiansen (42) er ny lokal folketingskandidat for de konservative. Han er opvokset i partiet og har klassiske konservative mærkesager som lavere skat på valgprogrammet. Christiansen er uddannet inden for it og bor i Nordvest-kvarteret.
Han får det svært mod folk som Per Stig Møller, Paula Larrain og Helle Sjelle. Jeg tror ikke på valg til Christiansen.
SFÖzlem Sara Cekic (31) er kandidat i Sundbyvesterkredsen og bor i Kastrup. Cekic er sygeplejerske på Rigshospitalet. Hendes politiske fokus er etniske og socialt udsatte minoriteter. Cekic er født i Tyrkiet, men har boet i Danmark siden hun var 10 år. I foråret var hun i øvrigt studievært i programmet Mission Integration på DR 2.
SF’s målinger er lige nu så gode, at Cekic er den blandt de lokale kandidater, der har størst chance for at blive valgt til Folketinget. Det vil faktisk være en overraskelse, hvis hun ikke kommer ind.
Radikale Venstre
Den radikale Laura Friberg (32), der bor her i Sundbyvester-
kredsen, er opstillet til Folketinget for første gang. Friberg er til daglig ansat som politisk konsulent for Det Radikale Venstre på Christiansborg, hvor hun arbejder med udlændinge- og integrationspolitik.
Fribergs chancer er meget små: Veteranen Lone Dybkkjær løber med de radikales første mandat, og det bliver efter alt at dømme den gamle bryggedreng Manu Sareen, der løber med det andet sikre mandat. Bliver der nok stemmer til tre mandater i København, går det formentlig til det nuværende folketingsmedlem Charlotte Fischer.
Enhedslisten
Enhedslistens kandidat her i kredsen er Gorm Gunnarsen (45), der er gymnasielærer i engelsk og historie på Christianshavns Gymnasium. Gunnarsen har boet på Amager hele sit liv og har én gang tidligere (i 2001) været folketingskandidat. Hans lokale mærkesag er at få sænket klassekvotienterne i skolerne.
Gunnarsens chancer for at komme i Folketinget kræver vist et større jordskred, end nogen forestiller sig. Enhedslisten står til at ryge ud af Folketinget. Klarer de skærene, bliver der kun plads til Johanne-Schmidt-Nielsen eller Asmaa Abdol-Hamid.
Kristendemokraterne
Kristendemokraternes lokale folketingskandidat er partiets leder Bodil Kornbek (46). Hun er uddannet folkeskolelærer og har været souschef på den nu lukkede Københavns Kvindedaghøjskole her på Bryggen. Kornbek var 2001-2005 medlem af Folketinget for Kristendemokraterne.
Ingen meningsmålinger under valgkampen har endnu vist, at Kristendemokraterne kommer ind. Skulle det alligevel ske, er Kornbek stensikker på at blive valgt.
Ny Alliance
Ny Alliances kandidater stiller op på en partiliste, og blandt dem finder vi Camilla Bartholdy (37), som bor her på Bryggen. Bartholdy er til daglig key account manager i it-branchen, og skulle hun komme i Folketinget, er ambitionen at blive partiets it-ordfører.
Lokalt har hun gjort sig bemærket som den mor, der har stået bag to underskriftsindsamlinger for at forbedre trafiksikkerheden på Artillerivej.
Ny Alliances første mandat går naturligvis til Naser Khader. Skulle han trække endnu et mandat – det 13. på landsplan – så er mit bedste bud, at det bliver Hans Engells datter Camilla Engell, der løber med mandatet. Bartholdys chancer er meget små, men hun kan håbe, at Khader støvsuger alle de personlige stemmer, og at hun får en stor lokal opbakning med mange personlige stemmer.
JARL CORDUA OM VALGET I KØBENHAVNS STORKREDS GENERELT:
Internt i partierne er der nogle spændende derbyer mellem kandidaterne. Størst interesse samler sig nok om, hvorvidt den tidligere TVA-studievært Paula Larrain med det spritnye medlemskort til De Konservative kan slå det siddende folketingsmedlem Helle Sjelle.
Socialdemokraterne kæmper også en kamp for at få mellem fire og fem mandater, og her kan alt i princippet ske, fordi Helle Thorning-Schmidt løber med alle de personlige stemmer, hvilket gør resten af mandaterne »billige« for de øvrige kandidater. Stemmer vælgerne på en anden socialdemokratisk kandidat end Thorning, tæller stemmen nærmest dobbelt, og det er kandidaterne godt klar over.
De kæmper lige nu en hård, men fair kamp om de personlige stemmer. Favoritpositionerne holder DSU-formanden Jakob Bjerregaard, der har en organisation af frivillige i ryggen, samt den tidligere formand for Socialdemokraterne i hovedstaden Bo Sandberg, der også er en garvet rotte udi kampagnekunsten plus har et godt netværk til de faglige organisationer.
Skulle Venstre få et tredje mandat i København, er det usikkert, hvem det går til. Det siddende folketingsmedlem fra Dragør, Marion Pedersen, er favorit, men måske kan hun trues af enten Venstres lokale kandidat Lone Yalcinkaya eller den tidligere DR-journalist Poul F. Hansen.
Musikeren m.m. Morten Bay, der bor på Amager, kan måske også blande sig i striden om Ny Alliances eventuelle 13.mandat.
SF står til at få et kanonvalg denne gang. Ida Auken og den lokale kandidat Özlem Cekic synes næsten sikre, og så kan det alligevel forpurres af et godt personligt valg til Mellemfolkeligt Samvirkes formand Trine Mach.
Sikkert valgte:
Helle Thorning Schmidt (S), Christine Antorini (S), Karen Hækkerup (S), Rikke Hvilshøj (V), Søren Pind (V), Per Stig Møller (K), Lone Dybkjær (R), Manu Sareen (R), Anne Grethe Holmsgaard (SF), Kamal H. Qureshi (SF), Peter Skaarup (DF), Martin Henriksen (DF) og Naser Khader (NA).
Gode chancer:
Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), Marion Pedersen (V), Charlotte Engell (NA), Helle Sjelle (K), Paula Larrain (K), Ida Auken (SF), Özlem Sara Cekic (SF) Asmaa Abdol-Hamid (Ø), Bo Sandberg (S), Jacob Bjerregaard (S), Charlotte Fischer (R) og Karen Storgaard (DF).
Boblere:
Poul F. Hansen (V), Morten Bay (NA), Trine Mach (SF), Mikkel Sarbo (R) og Jette Bergenholz-Bautrup (A) og Lone Yalcinkaya (V).
Ny valglov giver flere kendte kandidater. Bryggebladets politiske kommentator sætter fokus på det lokale kandidatfelt og vurderer deres chancer for at komme i Folketinget.
BAG KULISSERNE:
VALGSPECIAL
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Siden sidste valg har Folketinget lavet om på valgloven. Det betyder, at København og Frederiksberg plus de to Amager-kommuner nu er blevet til én stor valgkreds.
Det giver bryggeboerne mulighed for at stemme på langt flere kendte og store navne i dansk politik som for eksempel Helle Thorning-Schmidt, Per Stig Møller og Naser Khader.
Men vi skal retfærdigvis præsentere de lokalt opstillede kandidater på Bryggen, som nu er blevet en del af Sundbyvester-kredsen:
Socialdemokraterne
Socialdemokraterne stiller lokalt med veteranen socialrådgiver Jette Bergenholz Bautrup (60), der til daglig sidder i Borgerrepræsentationen. Amagerkaneren Bautrup repræsenterede Socialdemokraterne på tinge i forrige valgperiode, men røg ud ved valget i 2005.
Bergenholz Bautrup er ikke uden chance, men set i lyset af at Socialdemokraterne ligger lavt i målingerne og den hårde konkurrence fra blandt andet partiformanden samt Christine Antorini, bliver det nok svært.
Hendes chance er, at Thorning støvsuger storkredsen for personlige stemmer, men at Bergenholz Bautrup alligevel kan fastholde sin tidligere pæne opbakning.
Venstre
Lone Yalcinkaya (40) er Venstres folketingkandidat på Bryggen og marketingschef i det civile liv. Hun har siden 2001 været medlem af Gladsaxe byråd og var i 2004 EU-kandidat. I 2000, og som CD’er, sad tyrkiskfødte Yalcinkaya i en kort periode i Folketinget som suppleant for Mimi Jakobsen.
Venstre får nok ikke mere end to mandater i København, og de går til Søren Pind og integrationsminister Rikke Hvilshøj. Skulle det tredje mandat komme i spil, er Yalcinkaya med sin profil ikke helt uden chance for at blive valgt.
Dansk Folkeparti
Dansk Folkeparti stiller med Allan Lønborg (31) på Bryggen. Lønborg, der bor på Amager, er kontoruddannet og til daglig arbejder som medlemssekretær for Dansk Folkeparti på Christiansborg. Lønborg er især optaget af retspolitik og udlændingepolitik.
Dansk Folkeparti får to mandater i København, og de bliver besat med de siddende folk, Peter Skaarup og Morten Henriksen. Partiet er langt fra et tredje mandat, så Lønborgs chancer er meget små.
De Konservative
Claus Christiansen (42) er ny lokal folketingskandidat for de konservative. Han er opvokset i partiet og har klassiske konservative mærkesager som lavere skat på valgprogrammet. Christiansen er uddannet inden for it og bor i Nordvest-kvarteret.
Han får det svært mod folk som Per Stig Møller, Paula Larrain og Helle Sjelle. Jeg tror ikke på valg til Christiansen.
SFÖzlem Sara Cekic (31) er kandidat i Sundbyvesterkredsen og bor i Kastrup. Cekic er sygeplejerske på Rigshospitalet. Hendes politiske fokus er etniske og socialt udsatte minoriteter. Cekic er født i Tyrkiet, men har boet i Danmark siden hun var 10 år. I foråret var hun i øvrigt studievært i programmet Mission Integration på DR 2.
SF’s målinger er lige nu så gode, at Cekic er den blandt de lokale kandidater, der har størst chance for at blive valgt til Folketinget. Det vil faktisk være en overraskelse, hvis hun ikke kommer ind.
Radikale Venstre
Den radikale Laura Friberg (32), der bor her i Sundbyvester-
kredsen, er opstillet til Folketinget for første gang. Friberg er til daglig ansat som politisk konsulent for Det Radikale Venstre på Christiansborg, hvor hun arbejder med udlændinge- og integrationspolitik.
Fribergs chancer er meget små: Veteranen Lone Dybkkjær løber med de radikales første mandat, og det bliver efter alt at dømme den gamle bryggedreng Manu Sareen, der løber med det andet sikre mandat. Bliver der nok stemmer til tre mandater i København, går det formentlig til det nuværende folketingsmedlem Charlotte Fischer.
Enhedslisten
Enhedslistens kandidat her i kredsen er Gorm Gunnarsen (45), der er gymnasielærer i engelsk og historie på Christianshavns Gymnasium. Gunnarsen har boet på Amager hele sit liv og har én gang tidligere (i 2001) været folketingskandidat. Hans lokale mærkesag er at få sænket klassekvotienterne i skolerne.
Gunnarsens chancer for at komme i Folketinget kræver vist et større jordskred, end nogen forestiller sig. Enhedslisten står til at ryge ud af Folketinget. Klarer de skærene, bliver der kun plads til Johanne-Schmidt-Nielsen eller Asmaa Abdol-Hamid.
Kristendemokraterne
Kristendemokraternes lokale folketingskandidat er partiets leder Bodil Kornbek (46). Hun er uddannet folkeskolelærer og har været souschef på den nu lukkede Københavns Kvindedaghøjskole her på Bryggen. Kornbek var 2001-2005 medlem af Folketinget for Kristendemokraterne.
Ingen meningsmålinger under valgkampen har endnu vist, at Kristendemokraterne kommer ind. Skulle det alligevel ske, er Kornbek stensikker på at blive valgt.
Ny Alliance
Ny Alliances kandidater stiller op på en partiliste, og blandt dem finder vi Camilla Bartholdy (37), som bor her på Bryggen. Bartholdy er til daglig key account manager i it-branchen, og skulle hun komme i Folketinget, er ambitionen at blive partiets it-ordfører.
Lokalt har hun gjort sig bemærket som den mor, der har stået bag to underskriftsindsamlinger for at forbedre trafiksikkerheden på Artillerivej.
Ny Alliances første mandat går naturligvis til Naser Khader. Skulle han trække endnu et mandat – det 13. på landsplan – så er mit bedste bud, at det bliver Hans Engells datter Camilla Engell, der løber med mandatet. Bartholdys chancer er meget små, men hun kan håbe, at Khader støvsuger alle de personlige stemmer, og at hun får en stor lokal opbakning med mange personlige stemmer.
JARL CORDUA OM VALGET I KØBENHAVNS STORKREDS GENERELT:
Internt i partierne er der nogle spændende derbyer mellem kandidaterne. Størst interesse samler sig nok om, hvorvidt den tidligere TVA-studievært Paula Larrain med det spritnye medlemskort til De Konservative kan slå det siddende folketingsmedlem Helle Sjelle.
Socialdemokraterne kæmper også en kamp for at få mellem fire og fem mandater, og her kan alt i princippet ske, fordi Helle Thorning-Schmidt løber med alle de personlige stemmer, hvilket gør resten af mandaterne »billige« for de øvrige kandidater. Stemmer vælgerne på en anden socialdemokratisk kandidat end Thorning, tæller stemmen nærmest dobbelt, og det er kandidaterne godt klar over.
De kæmper lige nu en hård, men fair kamp om de personlige stemmer. Favoritpositionerne holder DSU-formanden Jakob Bjerregaard, der har en organisation af frivillige i ryggen, samt den tidligere formand for Socialdemokraterne i hovedstaden Bo Sandberg, der også er en garvet rotte udi kampagnekunsten plus har et godt netværk til de faglige organisationer.
Skulle Venstre få et tredje mandat i København, er det usikkert, hvem det går til. Det siddende folketingsmedlem fra Dragør, Marion Pedersen, er favorit, men måske kan hun trues af enten Venstres lokale kandidat Lone Yalcinkaya eller den tidligere DR-journalist Poul F. Hansen.
Musikeren m.m. Morten Bay, der bor på Amager, kan måske også blande sig i striden om Ny Alliances eventuelle 13.mandat.
SF står til at få et kanonvalg denne gang. Ida Auken og den lokale kandidat Özlem Cekic synes næsten sikre, og så kan det alligevel forpurres af et godt personligt valg til Mellemfolkeligt Samvirkes formand Trine Mach.
Sikkert valgte:
Helle Thorning Schmidt (S), Christine Antorini (S), Karen Hækkerup (S), Rikke Hvilshøj (V), Søren Pind (V), Per Stig Møller (K), Lone Dybkjær (R), Manu Sareen (R), Anne Grethe Holmsgaard (SF), Kamal H. Qureshi (SF), Peter Skaarup (DF), Martin Henriksen (DF) og Naser Khader (NA).
Gode chancer:
Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), Marion Pedersen (V), Charlotte Engell (NA), Helle Sjelle (K), Paula Larrain (K), Ida Auken (SF), Özlem Sara Cekic (SF) Asmaa Abdol-Hamid (Ø), Bo Sandberg (S), Jacob Bjerregaard (S), Charlotte Fischer (R) og Karen Storgaard (DF).
Boblere:
Poul F. Hansen (V), Morten Bay (NA), Trine Mach (SF), Mikkel Sarbo (R) og Jette Bergenholz-Bautrup (A) og Lone Yalcinkaya (V).
tirsdag den 23. oktober 2007
Kampvalg på vej i SF?
Partiets unge kvinder sætter sig på magten i København.
Klummen blev bragt i Bryggebladet nr. 16/2007 den 24. oktober 2007
Hvem skal stå i spidsen for SF ved næste valg til Borgerrepræsentationen?
Skal SF blot automatisk støtte en socialdemokratisk overborgmester, eller skal partiet selv tage pladsen med støtte fra De Radikale, Enhedslisten og de borgerlige, hvis det bliver muligt? Det diskuterer hovedstadens SF’ere for tiden.
Det nye SF
Efter at Villy Søvndal blev landsformand for SF, er partiet i meningsmålingerne næsten blevet fordoblet.
Hvis målingerne holder frem til kommunalvalget i 2009, så vil SF som tommelfingerregel kunne omveksle mindst halvdelen af den landspolitiske fremgang her i København.
Under Søvndals formandskab er der også indledt en proces med henblik på at professionalisere partiet, sådan at det står bedre rustet organisatorisk og mediemæssigt ved næste valg.SFs organisation undergår i disse år en række omfattende organisatoriske ændringer, der skal gøre lidt op med SF’ernes støvede image som et parti med hang til stormøder m.v.
Endelig skal der tænkes mere strategisk i forbindelse med valgkampe. Derfor har SF oprustet på kommunikationsfronten og benytter sig nu også af fokusgrupper og meningsmålinger ligesom Venstre, for bedre at kunne »sælge« partiets politik.
SF har de seneste år fået stor medlemsfremgang, og det er også kommet SF i København til gavn, hvor mange nye unge medlemmer har meldt sig under fanerne.
Derfor vejrer SF’erne nu morgenluft med forhåbninger om, at partiet får en ny storhedstid, som i 80’erne og starten af 90’erne, hvor partiet havde to borgmestre.
SF’s selvforståelse
Med udsigten til ny, stor fremgang diskuterer SF’erne naturligvis løbende med hinanden, hvilken strategi partiet bør lægge frem mod næste kommunalvalg.
Skal SF være et klassisk venstrefløjsparti og sammen med Enhedslisten udgøre en evig opposition til det bestående?
Eller skal partiet som nu være »et halehæng til Ritt«, enten ved at S og SF alene – eller som i dag sammen med De Radikale – styrer byen i kraft af et tæt samarbejde.
Et tredje alternativ er, at SF selv går efter overborgmesterens gyldne kæder, til trods for at dette – ikke specielt sandsynlige – scenario formentlig kræver, at de borgerliges mandater tælles med.
Alle holdninger findes på kryds og på tværs i partiet, men indtil videre arbejder SF’erne dog ud fra en plan om at gå til valg på et fortsat tæt samarbejde med Socialdemokraterne og De Radikale.
Ny gruppeformand
SF’s gruppe i Borgerrepræsentationen (BR) valgte for et par uger siden den 29-årige komet Camilla Burgwald og medlem af det magtfulde Økonomiudvalg til en nyop-rettet post som politisk ordfører.
Det skete, da SF skiftede om i partiets gruppeledelse på rådhuset, hvor den erfarne og på rådhuset bredt respekterede Bjarne Fey overlod gruppeformandsposten til den 31-årige Ninna Thomsen.
Feys tilbagetræden ses af flere kilder som et resultat af uenigheder i prioriteringen af partiets politik. I forbindelse med budgetforliget ofrede SF eksempelvis det meste af partiets energi på at skaffe flest økonomiske midler til børne- og ungeområdet, hvor partiets borgmester Bo Asmus Kjeldgaard sidder med ansvaret.
Andre SF’ere efterlyser et større helhedssyn, hvor områder som for eksempel ældreomsorgen kommer mere i fokus.
Feys afgang ses også af iagttagere som et udslag af en magtkamp i partiet, hvor Thomsen og Burgwald forsøger at bringe sig i stilling som mulige spidskandidater ved næste BR-valg.
Omvendt har Fey indset at ved at slippe for det opslidende og indimellem bøvlede arbejde som gruppeformand, får han nu en chance for at profilere både sig selv og andre dele af SF’s politik, som han brænder for.
Femi-firkløveret
Ninna Thomsen tilhører sammen med Burgwald og to andre yngre kvindelige BR-medlemmer, Lotte Thiim Bertelsen og Signe Goldmann, en fraktionsdannelse, der kalder sig selv for »det feministiske firkløver«.
De fire kvinder indgik i forbindelse med kommunalvalget i 2005 en strategisk alliance – også med henblik på at få mest mulig medieomtale – der skulle sætte fokus på kvinder i politik, som det hed.
De fire kvinder udgør efter nogens opfattelse fortsat en potentiel magtbase i SF’s gruppe på syv medlemmer. Meningerne er dog delte med hensyn til, om kvinderne rent faktisk gør brug af magten.
Forsvaret lyder, at de fire for eksempel ikke har noget iøjnefaldende fælles politisk projekt ud over at have slået et par slag for mere ligestilling mellem kønnene.
De fire kvinder har i øvrigt indset, at spekulationer om eventuelle magtkliker ikke ligefrem er en vindersag hos medlemmerne af SF, og de distancerer sig og nedtoner billedet af sig selv, som en magtbastion af fire feministiske furier, der med hård hånd styrer SF’s rådhusgruppe.
Skal SF have ny spidskandidat?
I marts 2008 skal partiet fastlægge processen frem til næste BR-valg i 2009, og alle medlemmer får ved urafstemning direkte indflydelse på, hvem der bliver SF’s spidskandidat.
Indtil videre har få meldt ud, hvorvidt de vil være SF’s spidskandidat eller ej. Alle regner det for sikkert, at SF-borgmester gennem tre valgperioder Bo Asmus Kjeldgaard igen lægger billet ind på posten.
Der bliver også nævnt andre mulige emner som SF’s kommende overborgmes-terkandidat. Det er først og fremmest Camilla Burgwald, der betegnes som ambitiøs, flittig og godt i gang med at udvikle sit spirende politiske talent.
Gruppeformanden Ninna Thomsen har tidligere også stået på »shortlisten« over kandidater, men har allerede nu meldt ud, at hun ikke er kandidat. En »dark horse« kunne være den hidtidige gruppeformand Bjarne Fey.
SF kan nemlig have en række iøjnefaldende grunde til at skifte Kjeldgaard ud som spidskandidat.
På trods af snart ti år som borgmester har Bo Asmus, der markedsfører sig selv som »Børnenes Borgmester«, endnu sit folkelige gennembrud til gode. Desuden har han været spidskandidat ved to valg, hvor SF er gået tilbage.
Spørgsmålet er, om SF kunne have gavn af at opstille en mere kendt folketingspolitiker, der i vælgernes bevidsthed kan matche de øvrige centrale partiers kendte spidskandidater som Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam?
Desuden topper SF-borgmesteren mildt sagt ikke popularitetslisterne, hverken hos politiske venner eller fjender.
Eksempelvis har Enhedslisten ladet sive til det politiske miljø på rådhuset, at de for længst har mistet tilliden til Kjeldgaard, som efter deres opfattelse blandt andet har været lidt for dygtig til at rakke ned på sin forgænger i borgmester-hvervet, Per Bregengaard fra Enhedslisten.
Kjeldgaard er stadig storfavorit
Kjeldgaards fanskare i SF er heller ikke overdreven stor, hvor han af nogle bliver opfattet som fuldkommen principløs og alt for optaget af at skaffe økonomiske midler til sit eget område frem for at tænke på kommunens behov som helhed.
SF’s medlemmer er omvendt næppe særlig optaget af personfnidderet på rådhuset. De vil formentlig primært bedømme Kjeldgaard på hans politiske resultater.
Det, der i sidste ende kan blive afgørende, er, at Kjeldgaard er den eneste blandt de nævnte emner med borgmestererfaring.
I øvrigt er SF-borgmester-en langt den mest kendte blandt partiets medlemmer og kan i øvrigt høste en stor del af æren for SF’s succesfulde udbytte af det seneste budgetforlig.
Af disse grunde er Bo Asmus Kjeldgaard trods alt favorit til at stå i spidsen for SF ved næste kommunalvalg.
Klummen blev bragt i Bryggebladet nr. 16/2007 den 24. oktober 2007
Hvem skal stå i spidsen for SF ved næste valg til Borgerrepræsentationen?
Skal SF blot automatisk støtte en socialdemokratisk overborgmester, eller skal partiet selv tage pladsen med støtte fra De Radikale, Enhedslisten og de borgerlige, hvis det bliver muligt? Det diskuterer hovedstadens SF’ere for tiden.
Det nye SF
Efter at Villy Søvndal blev landsformand for SF, er partiet i meningsmålingerne næsten blevet fordoblet.
Hvis målingerne holder frem til kommunalvalget i 2009, så vil SF som tommelfingerregel kunne omveksle mindst halvdelen af den landspolitiske fremgang her i København.
Under Søvndals formandskab er der også indledt en proces med henblik på at professionalisere partiet, sådan at det står bedre rustet organisatorisk og mediemæssigt ved næste valg.SFs organisation undergår i disse år en række omfattende organisatoriske ændringer, der skal gøre lidt op med SF’ernes støvede image som et parti med hang til stormøder m.v.
Endelig skal der tænkes mere strategisk i forbindelse med valgkampe. Derfor har SF oprustet på kommunikationsfronten og benytter sig nu også af fokusgrupper og meningsmålinger ligesom Venstre, for bedre at kunne »sælge« partiets politik.
SF har de seneste år fået stor medlemsfremgang, og det er også kommet SF i København til gavn, hvor mange nye unge medlemmer har meldt sig under fanerne.
Derfor vejrer SF’erne nu morgenluft med forhåbninger om, at partiet får en ny storhedstid, som i 80’erne og starten af 90’erne, hvor partiet havde to borgmestre.
SF’s selvforståelse
Med udsigten til ny, stor fremgang diskuterer SF’erne naturligvis løbende med hinanden, hvilken strategi partiet bør lægge frem mod næste kommunalvalg.
Skal SF være et klassisk venstrefløjsparti og sammen med Enhedslisten udgøre en evig opposition til det bestående?
Eller skal partiet som nu være »et halehæng til Ritt«, enten ved at S og SF alene – eller som i dag sammen med De Radikale – styrer byen i kraft af et tæt samarbejde.
Et tredje alternativ er, at SF selv går efter overborgmesterens gyldne kæder, til trods for at dette – ikke specielt sandsynlige – scenario formentlig kræver, at de borgerliges mandater tælles med.
Alle holdninger findes på kryds og på tværs i partiet, men indtil videre arbejder SF’erne dog ud fra en plan om at gå til valg på et fortsat tæt samarbejde med Socialdemokraterne og De Radikale.
Ny gruppeformand
SF’s gruppe i Borgerrepræsentationen (BR) valgte for et par uger siden den 29-årige komet Camilla Burgwald og medlem af det magtfulde Økonomiudvalg til en nyop-rettet post som politisk ordfører.
Det skete, da SF skiftede om i partiets gruppeledelse på rådhuset, hvor den erfarne og på rådhuset bredt respekterede Bjarne Fey overlod gruppeformandsposten til den 31-årige Ninna Thomsen.
Feys tilbagetræden ses af flere kilder som et resultat af uenigheder i prioriteringen af partiets politik. I forbindelse med budgetforliget ofrede SF eksempelvis det meste af partiets energi på at skaffe flest økonomiske midler til børne- og ungeområdet, hvor partiets borgmester Bo Asmus Kjeldgaard sidder med ansvaret.
Andre SF’ere efterlyser et større helhedssyn, hvor områder som for eksempel ældreomsorgen kommer mere i fokus.
Feys afgang ses også af iagttagere som et udslag af en magtkamp i partiet, hvor Thomsen og Burgwald forsøger at bringe sig i stilling som mulige spidskandidater ved næste BR-valg.
Omvendt har Fey indset at ved at slippe for det opslidende og indimellem bøvlede arbejde som gruppeformand, får han nu en chance for at profilere både sig selv og andre dele af SF’s politik, som han brænder for.
Femi-firkløveret
Ninna Thomsen tilhører sammen med Burgwald og to andre yngre kvindelige BR-medlemmer, Lotte Thiim Bertelsen og Signe Goldmann, en fraktionsdannelse, der kalder sig selv for »det feministiske firkløver«.
De fire kvinder indgik i forbindelse med kommunalvalget i 2005 en strategisk alliance – også med henblik på at få mest mulig medieomtale – der skulle sætte fokus på kvinder i politik, som det hed.
De fire kvinder udgør efter nogens opfattelse fortsat en potentiel magtbase i SF’s gruppe på syv medlemmer. Meningerne er dog delte med hensyn til, om kvinderne rent faktisk gør brug af magten.
Forsvaret lyder, at de fire for eksempel ikke har noget iøjnefaldende fælles politisk projekt ud over at have slået et par slag for mere ligestilling mellem kønnene.
De fire kvinder har i øvrigt indset, at spekulationer om eventuelle magtkliker ikke ligefrem er en vindersag hos medlemmerne af SF, og de distancerer sig og nedtoner billedet af sig selv, som en magtbastion af fire feministiske furier, der med hård hånd styrer SF’s rådhusgruppe.
Skal SF have ny spidskandidat?
I marts 2008 skal partiet fastlægge processen frem til næste BR-valg i 2009, og alle medlemmer får ved urafstemning direkte indflydelse på, hvem der bliver SF’s spidskandidat.
Indtil videre har få meldt ud, hvorvidt de vil være SF’s spidskandidat eller ej. Alle regner det for sikkert, at SF-borgmester gennem tre valgperioder Bo Asmus Kjeldgaard igen lægger billet ind på posten.
Der bliver også nævnt andre mulige emner som SF’s kommende overborgmes-terkandidat. Det er først og fremmest Camilla Burgwald, der betegnes som ambitiøs, flittig og godt i gang med at udvikle sit spirende politiske talent.
Gruppeformanden Ninna Thomsen har tidligere også stået på »shortlisten« over kandidater, men har allerede nu meldt ud, at hun ikke er kandidat. En »dark horse« kunne være den hidtidige gruppeformand Bjarne Fey.
SF kan nemlig have en række iøjnefaldende grunde til at skifte Kjeldgaard ud som spidskandidat.
På trods af snart ti år som borgmester har Bo Asmus, der markedsfører sig selv som »Børnenes Borgmester«, endnu sit folkelige gennembrud til gode. Desuden har han været spidskandidat ved to valg, hvor SF er gået tilbage.
Spørgsmålet er, om SF kunne have gavn af at opstille en mere kendt folketingspolitiker, der i vælgernes bevidsthed kan matche de øvrige centrale partiers kendte spidskandidater som Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam?
Desuden topper SF-borgmesteren mildt sagt ikke popularitetslisterne, hverken hos politiske venner eller fjender.
Eksempelvis har Enhedslisten ladet sive til det politiske miljø på rådhuset, at de for længst har mistet tilliden til Kjeldgaard, som efter deres opfattelse blandt andet har været lidt for dygtig til at rakke ned på sin forgænger i borgmester-hvervet, Per Bregengaard fra Enhedslisten.
Kjeldgaard er stadig storfavorit
Kjeldgaards fanskare i SF er heller ikke overdreven stor, hvor han af nogle bliver opfattet som fuldkommen principløs og alt for optaget af at skaffe økonomiske midler til sit eget område frem for at tænke på kommunens behov som helhed.
SF’s medlemmer er omvendt næppe særlig optaget af personfnidderet på rådhuset. De vil formentlig primært bedømme Kjeldgaard på hans politiske resultater.
Det, der i sidste ende kan blive afgørende, er, at Kjeldgaard er den eneste blandt de nævnte emner med borgmestererfaring.
I øvrigt er SF-borgmester-en langt den mest kendte blandt partiets medlemmer og kan i øvrigt høste en stor del af æren for SF’s succesfulde udbytte af det seneste budgetforlig.
Af disse grunde er Bo Asmus Kjeldgaard trods alt favorit til at stå i spidsen for SF ved næste kommunalvalg.
onsdag den 10. oktober 2007
SF vandt årets budgetslag
Forældreprotester gjorde indtryk. SF og De Radikale kunne derfor presse Ritt.
Klumme bragt i Bryggebladet nr. 15, den 10. oktober 2007.
Det blev især børnene, der fik gavn af årets budgetforlig i Københavns Kommune mellem SF, De Radikale og Socialdemokraterne.
Hele 265 millioner kroner blev lagt i Børne- og Ungdomsforvaltningens kasse ud af de i alt 431 millioner kroner ekstra, som kommunen har at gøre godt med i 2008. Dermed blev ellers planlagte effektiviseringer og besparelser i Børne- og Ungdomsforvaltningen taget af bordet.
Derudover blev der afsat en samlet pulje på 82 millioner kr. til handicappede, psykisk syge, udsatte børnefamilier og børn med behov for specialundervisning.
Der investeres 1,5 milliarder kr. i nybygning og tiltrængt renovering af skoler, børnehaver og vuggestuer. Der bliver desuden blandt andet brugt penge på skolemad, at sikre modersmålsundervisning, flere cykelstier og renovering af to svømmehaller med videre.
Forældrepres
Skal der peges på en politisk vinder af forhandlingsspillet, må SF stå tilbage med palmerne efter nogle – selv for Københavns Rådhus’ målestok – højdramatiske budgetforhandlinger.
Men det var ikke kun SF’s borgmester Bo Asmus Kjeldgaards forhandlingstekniske færdigheder, der afgjorde sagen. Han fik også god hjælp af aktionerende forældre, der i sympati med pædagogerne ulovligt blokerede daginstitutionerne.
Københavnske pædagogers fagforeninger og klubfolk har betydelig indflydelse i SF, og det var presset herfra og fra forældrene, der gjorde, at SFs forhandlere, Bo Asmus Kjeldgaard sekunderet af den unge budgetordfører Camilla Burgwald, dermed havde et ekstra kort at spille over for Ritt Bjerregaard.
SF’s forhandlere var reelt tvunget af deres bagland til at fjerne de effektiviseringer i Bo Asmus Kjeldgaards forvaltning, som partiet ellers havde betinget sig i forbindelse med en aftale i august, hvor SF, De Radikale og Socialdemokraterne lukkede det største økonomiske hul i Børne- og Ungdomsforvaltningen.
Hvis ikke S og R leverede varen, så kunne SF – måske – være tvunget til at lave et forlig med de borgerlige partier, som i slutfasen af forhandlingerne også inviterede til forhandlinger uden om S.
Så vidt kom det aldrig og også De Radikale og Socialdemokraterne lod sig påvirke af protesterne fra forældre og pædagoger.
Ritt presset
Hele spillet omkring budgetforliget demonstrerede endnu engang, at Ritt Bjerregaard har svært ved at vænne sig til, at politik på rådhuset foregår på en anden måde end på Christiansborg, hvor partierne normalt forbliver i hver sin politiske blok.
Ritt troede for eksempel ikke på, at SF og De Radikale overvejede alternative flertal. Som før nævnt kom overborgmesteren i forhandlingernes slutfase pludselig under et sådant pres, at hun følte sig presset til at indkalde de borgerlige partier til forhandlinger, der dog aldrig blev reelle.
Alligevel er det en udbredt opfattelse, at Ritt mistede styringen med forhandlingsprocessen, netop fordi alle partier uden om overborgmesteren indså, at de havde en fælles interesse i tale sammen på kryds og tværs.
Det skabte et specielt forhandlingsklima, hvor Ritt – hvad der ellers er helt uhørt – blev kortvarigt isoleret.
Styrket Bondam
At det kunne komme så vidt, bunder især i, at den ellers før sommerferien så fasttømrede Ritt-Bondam-alliance blev opløst, da den radikale borgmester trak sin støtte til Kløvermarksbyggeriet.
Det fik overborgmesteren til at sætte andre socialdemokrater i gang med hårde angreb både på De Radikales borgmester Klaus Bondam og på Enhedslistens Mikkel Warming.
Den aggressive fremgangsmåde førte de radikale i armene på SF, og under budgetforhandlingerne koordinerede de to partier deres viden og taktiske bevægelser i forhold til Socialdemokraterne. Denne nye »hellige alliance« vil efter alt at dømme fortsætte fremover.
For Bondam har hele øvelsen med at løsrive sig fra parløbet med overborgmesteren styrket ham politisk, sådan at han nu står mere frit sammenlignet med situationen før sommerferien.
Den nye position får også stor opbakning internt i hans eget parti.
Socialdemokraterne forventer dog ikke, at Bondam pludselig vil sætte en meget anderledes politisk dagsorden, der vil afvige fra overborgmesterens.
Tværtimod regner Socialdemokraterne med, at både SF og De Radikale sammen med S fortsætter »regeringssamarbejdet« blandt andet med at udmønte budgetforliget i konkret politik.
Eller med andre ord: Når sårene efter budgetforhandlingerne med tiden er helet, vil rådhuset vende tilbage til normale tilstande.
Ikke desto mindre fortsætter socialdemokratiske topfolk »skyttegravskrigen« med kritiske læserbreve blandt andet mod Bondam i byens lokalaviser.
Venstre skifter ud
Bryggeboen Jesper Schou Hansen (V), som entreprenørvirksomheden NCC i foråret uberettiget beskyldte for korruption, trækker sig i øvrigt ud af københavnsk politik ved udgangen af næste valgperiode.
Hans begrundelse for ikke at stille op er, at han har været ramt af stress og har haft svært ved at få sit arbejde som kommunikationsrådgiver til at gå op med at være politiker i fritiden på rådhuset.
Jesper Schou Hansen vil blive savnet hos Venstre, hvor han har haft rollen som rottweileren, der blev sluppet løs på Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam.
De to borgmestre vil derimod næppe savne venstrepolitikeren.
Klumme bragt i Bryggebladet nr. 15, den 10. oktober 2007.
Det blev især børnene, der fik gavn af årets budgetforlig i Københavns Kommune mellem SF, De Radikale og Socialdemokraterne.
Hele 265 millioner kroner blev lagt i Børne- og Ungdomsforvaltningens kasse ud af de i alt 431 millioner kroner ekstra, som kommunen har at gøre godt med i 2008. Dermed blev ellers planlagte effektiviseringer og besparelser i Børne- og Ungdomsforvaltningen taget af bordet.
Derudover blev der afsat en samlet pulje på 82 millioner kr. til handicappede, psykisk syge, udsatte børnefamilier og børn med behov for specialundervisning.
Der investeres 1,5 milliarder kr. i nybygning og tiltrængt renovering af skoler, børnehaver og vuggestuer. Der bliver desuden blandt andet brugt penge på skolemad, at sikre modersmålsundervisning, flere cykelstier og renovering af to svømmehaller med videre.
Forældrepres
Skal der peges på en politisk vinder af forhandlingsspillet, må SF stå tilbage med palmerne efter nogle – selv for Københavns Rådhus’ målestok – højdramatiske budgetforhandlinger.
Men det var ikke kun SF’s borgmester Bo Asmus Kjeldgaards forhandlingstekniske færdigheder, der afgjorde sagen. Han fik også god hjælp af aktionerende forældre, der i sympati med pædagogerne ulovligt blokerede daginstitutionerne.
Københavnske pædagogers fagforeninger og klubfolk har betydelig indflydelse i SF, og det var presset herfra og fra forældrene, der gjorde, at SFs forhandlere, Bo Asmus Kjeldgaard sekunderet af den unge budgetordfører Camilla Burgwald, dermed havde et ekstra kort at spille over for Ritt Bjerregaard.
SF’s forhandlere var reelt tvunget af deres bagland til at fjerne de effektiviseringer i Bo Asmus Kjeldgaards forvaltning, som partiet ellers havde betinget sig i forbindelse med en aftale i august, hvor SF, De Radikale og Socialdemokraterne lukkede det største økonomiske hul i Børne- og Ungdomsforvaltningen.
Hvis ikke S og R leverede varen, så kunne SF – måske – være tvunget til at lave et forlig med de borgerlige partier, som i slutfasen af forhandlingerne også inviterede til forhandlinger uden om S.
Så vidt kom det aldrig og også De Radikale og Socialdemokraterne lod sig påvirke af protesterne fra forældre og pædagoger.
Ritt presset
Hele spillet omkring budgetforliget demonstrerede endnu engang, at Ritt Bjerregaard har svært ved at vænne sig til, at politik på rådhuset foregår på en anden måde end på Christiansborg, hvor partierne normalt forbliver i hver sin politiske blok.
Ritt troede for eksempel ikke på, at SF og De Radikale overvejede alternative flertal. Som før nævnt kom overborgmesteren i forhandlingernes slutfase pludselig under et sådant pres, at hun følte sig presset til at indkalde de borgerlige partier til forhandlinger, der dog aldrig blev reelle.
Alligevel er det en udbredt opfattelse, at Ritt mistede styringen med forhandlingsprocessen, netop fordi alle partier uden om overborgmesteren indså, at de havde en fælles interesse i tale sammen på kryds og tværs.
Det skabte et specielt forhandlingsklima, hvor Ritt – hvad der ellers er helt uhørt – blev kortvarigt isoleret.
Styrket Bondam
At det kunne komme så vidt, bunder især i, at den ellers før sommerferien så fasttømrede Ritt-Bondam-alliance blev opløst, da den radikale borgmester trak sin støtte til Kløvermarksbyggeriet.
Det fik overborgmesteren til at sætte andre socialdemokrater i gang med hårde angreb både på De Radikales borgmester Klaus Bondam og på Enhedslistens Mikkel Warming.
Den aggressive fremgangsmåde førte de radikale i armene på SF, og under budgetforhandlingerne koordinerede de to partier deres viden og taktiske bevægelser i forhold til Socialdemokraterne. Denne nye »hellige alliance« vil efter alt at dømme fortsætte fremover.
For Bondam har hele øvelsen med at løsrive sig fra parløbet med overborgmesteren styrket ham politisk, sådan at han nu står mere frit sammenlignet med situationen før sommerferien.
Den nye position får også stor opbakning internt i hans eget parti.
Socialdemokraterne forventer dog ikke, at Bondam pludselig vil sætte en meget anderledes politisk dagsorden, der vil afvige fra overborgmesterens.
Tværtimod regner Socialdemokraterne med, at både SF og De Radikale sammen med S fortsætter »regeringssamarbejdet« blandt andet med at udmønte budgetforliget i konkret politik.
Eller med andre ord: Når sårene efter budgetforhandlingerne med tiden er helet, vil rådhuset vende tilbage til normale tilstande.
Ikke desto mindre fortsætter socialdemokratiske topfolk »skyttegravskrigen« med kritiske læserbreve blandt andet mod Bondam i byens lokalaviser.
Venstre skifter ud
Bryggeboen Jesper Schou Hansen (V), som entreprenørvirksomheden NCC i foråret uberettiget beskyldte for korruption, trækker sig i øvrigt ud af københavnsk politik ved udgangen af næste valgperiode.
Hans begrundelse for ikke at stille op er, at han har været ramt af stress og har haft svært ved at få sit arbejde som kommunikationsrådgiver til at gå op med at være politiker i fritiden på rådhuset.
Jesper Schou Hansen vil blive savnet hos Venstre, hvor han har haft rollen som rottweileren, der blev sluppet løs på Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam.
De to borgmestre vil derimod næppe savne venstrepolitikeren.
onsdag den 19. september 2007
Krig og fred på rådhuset
Klumme bragt i "Bryggebladet" nr. 14, 2007.
Ritt og Bondam røg i totterne på hinanden, men en fredsproces er i gang.
Budgetforhandlingerne på rådhuset kan meget vel være overstået, når disse linjer bliver læst. Alt tyder nemlig på et smalt budgetforlig mellem byens »regeringspartier«, der består af Socialdemokraterne, de radikale og SF i løbet af de næste to uger.
Frem mod en ventet budgetaftale har et – selv for københavnsk politik – ganske besynderligt og dramatisk forhandlingsforløb udspillet sig.
Normalt forløber budgetforhandlinger sådan, at partierne hver især opstiller krav og markeringer, hvor efter nøglepolitikerne over nogle uger sætter sig sammen bag lukkede døre og pr. telefon for at forhandle sig frem til et endeligt og færdigt resultat.
Alt sammen med S for bordenden. Sidste år kunne Ritt Bjerregaard således bryste sig af at have formidlet et bredt samarbejde, da alle Borgerrepræsentationens partier gik med i en aftale.
Sådan går det næppe i år, hvor det især har været overborgmesterens forhandlingsstrategi, der har vakt størst undren.
Socialdemokraterne i krig på to fronter
Som nævnt i en tidligere klumme, så ødelagde den radikale teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam i august Ritts muligheder for at gennemføre sit valgløfte med de 5000 billige boliger.
Det skete, da han trak tilsagnet om støtte til Kløvermarksbyggeriet tilbage, hvilket gjorde Ritt så vred, at en passende gengældelsesaktion blev iværksat.
Derfor blev den politiske ordfører Anne Vang (S) sendt i pressen – lige før budgetforhandlingerne gik i gang – med et krav om, at Bondams forvaltning skulle »kulegraves«.
Begrundelsen var, at der som følge af »kaotiske forhold« i forvaltningen ligefrem manglede en milliard kr. for, at kommunen kan bygge seks nye underjordiske parkeringshuse.
Tidspunktet og angrebets noget polemiske karakter gjorde, at ingen var i tvivl om hensigten, som resulterede i , at Bondam og den radikale gruppe blev rasende på S.
Under førstebehandlingen af budgettet i rådhusets mødesal afviste en vred og ophidset Bondam på talerstolen Vangs påstande og forklarede sagen med, at prisstigninger var skyld i, at budgettet var skredet.
Siden skød de radikale i øvrigt tilbage på integrationsborgmester Jacob Hougaard (S), hvis forvaltning ifølge de radikale også havde et underskud på 70 millioner kr.
Ritt holdt ikke inde med at lade kanonerne tale, for de blev også rettet mod Enhedslisten, da Thor Grønlykke (S) beskyldte socialborgmester Mikkel Warming for at have uorden i sin forvaltnings økonomi, hvilket Enhedslisten – ikke overraskende – opfattede som en krigserklæring.
S kæmpede nu en skyttegravskrig på to fronter.
Klassens stærke pige
Socialdemokraternes angreb på Bondam – deres nærmeste samarbejdspartner – virker ufornuftigt.
Leder man efter en forklaring, peger nogle på, at Ritt er konsekvent over for personer, hun føler svigter hende, også selvom det kan få uheldige langsigtede konsekvenser for samarbejdsklimaet.
Venstres afgående borgmester Martin Geertsen forklarede S-angrebet på Bondam som et forsøg fra Ritts side på at tryne Bondam til forhandlingsbordet og at underkaste sig overborgmesteren.
I sin budgettale, som hører til blandt de retorisk hårdeste, der har været holdt længe på rådhuset, sammenlignede Geertsen byens borgmestre med en skoleklasse og med Ritt med »klassens stærke pige«.
Ifølge ham, så spillede hun nemlig alle ud mod hinanden samt straffede og belønnede sine »kammerater« efter en bevidst del og hersk-strategi.
Da Bondam løb fra Kløvermarksaftalen, skulle han derfor straffes, og Venstre-borgmesteren hævdede, at der på rådhuset gik et rygte om, at »Klaus får ingen penge« til sin forvaltning, netop fordi han havde sat sig op imod Ritt.
Ny SF-R-alliance
Vangs angreb, som Ritt valgte at gentage i TV2 Lorry sidste søndag, har ironisk nok styrket Bondam politisk på flere måder. Den radikale borgmester har længe internt været beskyldt for at have været i lommen på S, men nu slår den radikale gruppe loyalt ring om deres borgmester og besvarer angrebene fra S.
Desuden har de radikale og SF nu fundet sammen i en hellig alliance, hvor de to partier på formøder koordinerer krav og taktik i forhold til Socialdemokraterne.
Det sker naturligvis i et forsøg på at undgå, at Ritt spiller de to partier ud mod hinanden.
Ny Kløvermarksaftale starter fredsproces
Efter et par ugers krigstilstand så har S-SF- R alligevel formået at lavet en foreløbig aftale om Kløvermarksbyggeriet, der ellers var hele årsagen til bruddet mellem Ritt og Bondam.
Partierne blev i sidste uge enige om at udskrive en arkitektkonkurrence om opførelse af de 2000 boliger, og det første spadestik til byggeriet skal tages allerede i 2009.
Ritts chancer for alligevel at kunne levere dele af sit valgløfte er dermed vokset markant. Aftalen kan godt ses som stigende forhandlingsvilje og måske en erkendelse især hos Ritt og Bondam af, at »krigen« mellem de to er gået for vidt.
Derfor tolkes aftalen som et tegn på, at en »helingsproces« mellem især S og R måske er gået i gang.
Også SF, som tidligere har været modstander af Kløvermarksbyggeriet, er nu pludselig positive igen. Også dette ses som et tegn på, at S-SF-R er på vej til at rekonstruere sig selv som byens regering.
Krigen er således tilsyneladende ved at blive afløst af fred.
Ritt og Bondam røg i totterne på hinanden, men en fredsproces er i gang.
Budgetforhandlingerne på rådhuset kan meget vel være overstået, når disse linjer bliver læst. Alt tyder nemlig på et smalt budgetforlig mellem byens »regeringspartier«, der består af Socialdemokraterne, de radikale og SF i løbet af de næste to uger.
Frem mod en ventet budgetaftale har et – selv for københavnsk politik – ganske besynderligt og dramatisk forhandlingsforløb udspillet sig.
Normalt forløber budgetforhandlinger sådan, at partierne hver især opstiller krav og markeringer, hvor efter nøglepolitikerne over nogle uger sætter sig sammen bag lukkede døre og pr. telefon for at forhandle sig frem til et endeligt og færdigt resultat.
Alt sammen med S for bordenden. Sidste år kunne Ritt Bjerregaard således bryste sig af at have formidlet et bredt samarbejde, da alle Borgerrepræsentationens partier gik med i en aftale.
Sådan går det næppe i år, hvor det især har været overborgmesterens forhandlingsstrategi, der har vakt størst undren.
Socialdemokraterne i krig på to fronter
Som nævnt i en tidligere klumme, så ødelagde den radikale teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam i august Ritts muligheder for at gennemføre sit valgløfte med de 5000 billige boliger.
Det skete, da han trak tilsagnet om støtte til Kløvermarksbyggeriet tilbage, hvilket gjorde Ritt så vred, at en passende gengældelsesaktion blev iværksat.
Derfor blev den politiske ordfører Anne Vang (S) sendt i pressen – lige før budgetforhandlingerne gik i gang – med et krav om, at Bondams forvaltning skulle »kulegraves«.
Begrundelsen var, at der som følge af »kaotiske forhold« i forvaltningen ligefrem manglede en milliard kr. for, at kommunen kan bygge seks nye underjordiske parkeringshuse.
Tidspunktet og angrebets noget polemiske karakter gjorde, at ingen var i tvivl om hensigten, som resulterede i , at Bondam og den radikale gruppe blev rasende på S.
Under førstebehandlingen af budgettet i rådhusets mødesal afviste en vred og ophidset Bondam på talerstolen Vangs påstande og forklarede sagen med, at prisstigninger var skyld i, at budgettet var skredet.
Siden skød de radikale i øvrigt tilbage på integrationsborgmester Jacob Hougaard (S), hvis forvaltning ifølge de radikale også havde et underskud på 70 millioner kr.
Ritt holdt ikke inde med at lade kanonerne tale, for de blev også rettet mod Enhedslisten, da Thor Grønlykke (S) beskyldte socialborgmester Mikkel Warming for at have uorden i sin forvaltnings økonomi, hvilket Enhedslisten – ikke overraskende – opfattede som en krigserklæring.
S kæmpede nu en skyttegravskrig på to fronter.
Klassens stærke pige
Socialdemokraternes angreb på Bondam – deres nærmeste samarbejdspartner – virker ufornuftigt.
Leder man efter en forklaring, peger nogle på, at Ritt er konsekvent over for personer, hun føler svigter hende, også selvom det kan få uheldige langsigtede konsekvenser for samarbejdsklimaet.
Venstres afgående borgmester Martin Geertsen forklarede S-angrebet på Bondam som et forsøg fra Ritts side på at tryne Bondam til forhandlingsbordet og at underkaste sig overborgmesteren.
I sin budgettale, som hører til blandt de retorisk hårdeste, der har været holdt længe på rådhuset, sammenlignede Geertsen byens borgmestre med en skoleklasse og med Ritt med »klassens stærke pige«.
Ifølge ham, så spillede hun nemlig alle ud mod hinanden samt straffede og belønnede sine »kammerater« efter en bevidst del og hersk-strategi.
Da Bondam løb fra Kløvermarksaftalen, skulle han derfor straffes, og Venstre-borgmesteren hævdede, at der på rådhuset gik et rygte om, at »Klaus får ingen penge« til sin forvaltning, netop fordi han havde sat sig op imod Ritt.
Ny SF-R-alliance
Vangs angreb, som Ritt valgte at gentage i TV2 Lorry sidste søndag, har ironisk nok styrket Bondam politisk på flere måder. Den radikale borgmester har længe internt været beskyldt for at have været i lommen på S, men nu slår den radikale gruppe loyalt ring om deres borgmester og besvarer angrebene fra S.
Desuden har de radikale og SF nu fundet sammen i en hellig alliance, hvor de to partier på formøder koordinerer krav og taktik i forhold til Socialdemokraterne.
Det sker naturligvis i et forsøg på at undgå, at Ritt spiller de to partier ud mod hinanden.
Ny Kløvermarksaftale starter fredsproces
Efter et par ugers krigstilstand så har S-SF- R alligevel formået at lavet en foreløbig aftale om Kløvermarksbyggeriet, der ellers var hele årsagen til bruddet mellem Ritt og Bondam.
Partierne blev i sidste uge enige om at udskrive en arkitektkonkurrence om opførelse af de 2000 boliger, og det første spadestik til byggeriet skal tages allerede i 2009.
Ritts chancer for alligevel at kunne levere dele af sit valgløfte er dermed vokset markant. Aftalen kan godt ses som stigende forhandlingsvilje og måske en erkendelse især hos Ritt og Bondam af, at »krigen« mellem de to er gået for vidt.
Derfor tolkes aftalen som et tegn på, at en »helingsproces« mellem især S og R måske er gået i gang.
Også SF, som tidligere har været modstander af Kløvermarksbyggeriet, er nu pludselig positive igen. Også dette ses som et tegn på, at S-SF-R er på vej til at rekonstruere sig selv som byens regering.
Krigen er således tilsyneladende ved at blive afløst af fred.
onsdag den 5. september 2007
Knas i SR-alliancen
Men Ritt og Bondam har stadig brug for hinanden.
Klumme bragt i Bryggebladet nr. 13, den 5. september 2007
Ritt-Bondam-alliancen har været omdrejningspunktet i københavnsk politik siden kommunalvalget, men nu er der kommet knas i forholdet mellem de to politiske ledere.
Det skete, da den radikale teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam for et par uger siden pludselig trak tæppet væk under det kontroversielle Kløvermarksbyggeri på Amager, som 33.000 amagerkanere skriftligt havde protesteret heftigt imod.
Modstanden gik især på, at borgerne ønskede, at grundens friarealer, der rummer 40 boldbaner, blev bevaret.
Byggeprojektet var ellers af Socialdemokraterne og de radikale udset til at bestå af 2000 boliger.
Det var desuden planen, at en del af dem skulle indgå i overborgmester Ritt Bjerregaards (S) berømte 5000 boliger, som hun lovede vælgerne før kommunalvalget i 2005.
De borgerlige og SF har længe været lorne ved projektet, mens Bondam indtil da havde stået last og brast med Ritt.
Næh, nu skulle der udskrives en arkitektkonkurrence og skabes mere »bred folkelig debat«, mente Bondam.
Umiddelbart kan en mere demokratisk proces jo ikke skade, men det forekommer lidt mystisk, når projektet har været diskuteret frem og tilbage i mere end et år.
For Ritt Bjerregaard var der samtidig tale om et gevaldigt nederlag. For med Bondams melding er overborgmesterens valgløfte, om på fem år at bygge 5000 boliger til 5000 kr. om måneden, definitivt skudt i sænk.
Ritt udtalte sig siden til flere medier, at hun var »overrasket« over Bondams udmelding og erklærede sig pludselig parat til at droppe det projekt, hun ellers har arbejdet så hårdt for siden valget.
Hvorfor Klaus?
Hvad skyldes så Klaus Bondams pludselige holdningsændring? Har han efter to års diskussioner og planlægning pludselig fået en åbenbaring om, at der var behov for mere tid til debat og arkitektkonkurrencer?
Eller er det blot fordi, at Bondam følte sig presset fra sit eget radikale bagland til at markere en politisk afstand til overborgmesteren og måske en panikreaktion efter Marianne Jelveds pludselige spøgen i kulisserne?
Svaret ligger formentligt et sted midt imellem. Det forlyder i hvert fald, at Ritt Bjerregaard var synligt rystet over Bondams udmelding og opfattede den radikale faneflugt som dybt illoyal mod SR-samarbejdet. Der spekuleres fortsat i hvor store skår på det lidt længere sigt, der er slået i alliancen mellem de to nøgleborgmestre.
De fleste på rådhuset vurderer dog, at Ritt har indset, hun i hvert fald på den korte bane har brug for Bondam og omvendt.
Slaget om Koppels Allé
Musikeren Thomas Koppel, især kendt som omdrejningspunktet i gruppen Savage Rose, døde sidste år.
Foruden at skrive aldeles fremragende, ja nærmest udødelig musik, var han også kendt som aktivist på den alleryderste venstrefløj.
Faktisk har Koppel og konen – sangerinden Anisette – aldrig lagt skjul på, at de bakkede op om det nu hedengangne albanske, stalinistiske diktatur, som i over 40 år holdt befolkningen i et jerngreb.
Det sidste er blandt begrundelserne for, at venstremanden Lars Dueholm, der er medlem af kommunens Teknik- og Miljøudvalg, afviser et forslag om at omdøbe Pumpehusvej i Sydhavnen til Thomas Koppels Allé.
Trods Venstres afvisning, som får opbakning fra Dansk Folkeparti, så støtter et massivt flertal i Borgerrepræsentationen forslaget.
De mener, at det er komponisten mere end kommunisten, som hædres ved at opkalde en vej efter Koppel. Der er således ikke megen realpolitik i den borgerlige modstand mod forslaget.
Men ud over at Lars Dueholms harme over forslaget efter alt at dømme er dybtfølt, så er det oven i en effektiv sag for en ung venstremand til at profilere sig på over for borgerlige vælgere.
Krav om nyt ungdomshus
Som optakt til de kommende budgetforhandlinger blæste SF og Enhedslisten i sidste uge til kamp for et nyt ungdomshus ved at kræve, at adressen Grøndals Vænges Alle 13 i Nordvest-kvarteret bliver omdannet til dette formål.
Forslaget kolliderer imidlertid med Ritt Bjerregaards planer om at bygge nogle af de famøse 5000 kr.’ s boliger på grunden.
Omvendt presser venstrefløjen overborgmesteren ved at betinge sig, at der kommer et nyt ungdomshus på stedet til gengæld for, at partierne indgår en budgetaftale.
På rådhuset kan man derfor ikke udelukke, at der kommer en aftale om et nyt ungdomshus, men næppe som de autonome unge forestiller sig, hvor de unge ligesom på Jagtvej 69 kan gøre, som de vil helt uden kontrol af voksne og kommunalt tilsyn.
Dér går Ritt Bjerregaards grænse, og i øvrigt tror de færreste på, at SF’s krav om et ungdomshus, når det kommer til stykket, er ultimativt for at gå med i en aftale med Ritt om 2008-budgettet.
Kommunekassen bugner
Det går godt i København. Kommunekassen bugner af penge med omkring 430 millioner kr. i kassen, og de egentlige 2008-budgetforhandlingerne der finder sted i de kommende uger, skal fordele pengene enten til at øge kommunens drift, afvikling af gælden eller til skattelettelser.
Centralt i forhandlingerne er et hul på 120 millioner i SF-borgmester Bo Asmus Kjeldgaards Børne- og Ungeforvaltning.
S-SF-R har aftalt ved det tidligere skoleforlig i august, at der skal findes besparelser i administrationen af børne- og ungeområdet.
Derfor går forhandlingerne for SF’s borgmester nu især ud på at minimere disse besparelser på budget.
Hans problem er imidlertid, at fagforeningerne på daginstitutionsområdet, der har stor indflydelse i SF og Enhedslisten, »rasler med sablerne« og truer med at lave konflikt, hvis besparelserne bliver uspiselige.
Stridsspørgsmålet handler også om nogle morgenåbninger i SFO’ere, der står til at blive droppet. Kjeldgaard er dog også fokuseret på at tilføre flere penge til områder, der i nogle år har været underfinansieret.
Det drejer sig især om de børn, hvor der kræves en specialiseret indsats – eksempelvis børn med autisme.
En budgetaftale falder formentlig på plads i løbet af september mellem et lille flertal i Borgerrepræsentationen bestående af »regeringspartierne« S, SF og de radikale.
Der er også en lille mulighed for en større aftale, hvor Enhedslisten og de konservative tilslutter sig forliget.
Det forlyder fra rådhusets gange, at Ritt »flirter« både med socialborgmester Mikkel Warming (Enhedslisten) og den konservative sundhedsborgmester Mogens Lønborg.
Lokkemaden er som altid kontante midler til borgmestrenes ansvarsområder.
Klumme bragt i Bryggebladet nr. 13, den 5. september 2007
Ritt-Bondam-alliancen har været omdrejningspunktet i københavnsk politik siden kommunalvalget, men nu er der kommet knas i forholdet mellem de to politiske ledere.
Det skete, da den radikale teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam for et par uger siden pludselig trak tæppet væk under det kontroversielle Kløvermarksbyggeri på Amager, som 33.000 amagerkanere skriftligt havde protesteret heftigt imod.
Modstanden gik især på, at borgerne ønskede, at grundens friarealer, der rummer 40 boldbaner, blev bevaret.
Byggeprojektet var ellers af Socialdemokraterne og de radikale udset til at bestå af 2000 boliger.
Det var desuden planen, at en del af dem skulle indgå i overborgmester Ritt Bjerregaards (S) berømte 5000 boliger, som hun lovede vælgerne før kommunalvalget i 2005.
De borgerlige og SF har længe været lorne ved projektet, mens Bondam indtil da havde stået last og brast med Ritt.
Næh, nu skulle der udskrives en arkitektkonkurrence og skabes mere »bred folkelig debat«, mente Bondam.
Umiddelbart kan en mere demokratisk proces jo ikke skade, men det forekommer lidt mystisk, når projektet har været diskuteret frem og tilbage i mere end et år.
For Ritt Bjerregaard var der samtidig tale om et gevaldigt nederlag. For med Bondams melding er overborgmesterens valgløfte, om på fem år at bygge 5000 boliger til 5000 kr. om måneden, definitivt skudt i sænk.
Ritt udtalte sig siden til flere medier, at hun var »overrasket« over Bondams udmelding og erklærede sig pludselig parat til at droppe det projekt, hun ellers har arbejdet så hårdt for siden valget.
Hvorfor Klaus?
Hvad skyldes så Klaus Bondams pludselige holdningsændring? Har han efter to års diskussioner og planlægning pludselig fået en åbenbaring om, at der var behov for mere tid til debat og arkitektkonkurrencer?
Eller er det blot fordi, at Bondam følte sig presset fra sit eget radikale bagland til at markere en politisk afstand til overborgmesteren og måske en panikreaktion efter Marianne Jelveds pludselige spøgen i kulisserne?
Svaret ligger formentligt et sted midt imellem. Det forlyder i hvert fald, at Ritt Bjerregaard var synligt rystet over Bondams udmelding og opfattede den radikale faneflugt som dybt illoyal mod SR-samarbejdet. Der spekuleres fortsat i hvor store skår på det lidt længere sigt, der er slået i alliancen mellem de to nøgleborgmestre.
De fleste på rådhuset vurderer dog, at Ritt har indset, hun i hvert fald på den korte bane har brug for Bondam og omvendt.
Slaget om Koppels Allé
Musikeren Thomas Koppel, især kendt som omdrejningspunktet i gruppen Savage Rose, døde sidste år.
Foruden at skrive aldeles fremragende, ja nærmest udødelig musik, var han også kendt som aktivist på den alleryderste venstrefløj.
Faktisk har Koppel og konen – sangerinden Anisette – aldrig lagt skjul på, at de bakkede op om det nu hedengangne albanske, stalinistiske diktatur, som i over 40 år holdt befolkningen i et jerngreb.
Det sidste er blandt begrundelserne for, at venstremanden Lars Dueholm, der er medlem af kommunens Teknik- og Miljøudvalg, afviser et forslag om at omdøbe Pumpehusvej i Sydhavnen til Thomas Koppels Allé.
Trods Venstres afvisning, som får opbakning fra Dansk Folkeparti, så støtter et massivt flertal i Borgerrepræsentationen forslaget.
De mener, at det er komponisten mere end kommunisten, som hædres ved at opkalde en vej efter Koppel. Der er således ikke megen realpolitik i den borgerlige modstand mod forslaget.
Men ud over at Lars Dueholms harme over forslaget efter alt at dømme er dybtfølt, så er det oven i en effektiv sag for en ung venstremand til at profilere sig på over for borgerlige vælgere.
Krav om nyt ungdomshus
Som optakt til de kommende budgetforhandlinger blæste SF og Enhedslisten i sidste uge til kamp for et nyt ungdomshus ved at kræve, at adressen Grøndals Vænges Alle 13 i Nordvest-kvarteret bliver omdannet til dette formål.
Forslaget kolliderer imidlertid med Ritt Bjerregaards planer om at bygge nogle af de famøse 5000 kr.’ s boliger på grunden.
Omvendt presser venstrefløjen overborgmesteren ved at betinge sig, at der kommer et nyt ungdomshus på stedet til gengæld for, at partierne indgår en budgetaftale.
På rådhuset kan man derfor ikke udelukke, at der kommer en aftale om et nyt ungdomshus, men næppe som de autonome unge forestiller sig, hvor de unge ligesom på Jagtvej 69 kan gøre, som de vil helt uden kontrol af voksne og kommunalt tilsyn.
Dér går Ritt Bjerregaards grænse, og i øvrigt tror de færreste på, at SF’s krav om et ungdomshus, når det kommer til stykket, er ultimativt for at gå med i en aftale med Ritt om 2008-budgettet.
Kommunekassen bugner
Det går godt i København. Kommunekassen bugner af penge med omkring 430 millioner kr. i kassen, og de egentlige 2008-budgetforhandlingerne der finder sted i de kommende uger, skal fordele pengene enten til at øge kommunens drift, afvikling af gælden eller til skattelettelser.
Centralt i forhandlingerne er et hul på 120 millioner i SF-borgmester Bo Asmus Kjeldgaards Børne- og Ungeforvaltning.
S-SF-R har aftalt ved det tidligere skoleforlig i august, at der skal findes besparelser i administrationen af børne- og ungeområdet.
Derfor går forhandlingerne for SF’s borgmester nu især ud på at minimere disse besparelser på budget.
Hans problem er imidlertid, at fagforeningerne på daginstitutionsområdet, der har stor indflydelse i SF og Enhedslisten, »rasler med sablerne« og truer med at lave konflikt, hvis besparelserne bliver uspiselige.
Stridsspørgsmålet handler også om nogle morgenåbninger i SFO’ere, der står til at blive droppet. Kjeldgaard er dog også fokuseret på at tilføre flere penge til områder, der i nogle år har været underfinansieret.
Det drejer sig især om de børn, hvor der kræves en specialiseret indsats – eksempelvis børn med autisme.
En budgetaftale falder formentlig på plads i løbet af september mellem et lille flertal i Borgerrepræsentationen bestående af »regeringspartierne« S, SF og de radikale.
Der er også en lille mulighed for en større aftale, hvor Enhedslisten og de konservative tilslutter sig forliget.
Det forlyder fra rådhusets gange, at Ritt »flirter« både med socialborgmester Mikkel Warming (Enhedslisten) og den konservative sundhedsborgmester Mogens Lønborg.
Lokkemaden er som altid kontante midler til borgmestrenes ansvarsområder.
Abonner på:
Opslag (Atom)
