Et par uger efter sin valgsejr har Bo Asmus Kjeldgaard overtaget den totale kontrol af SF’s gruppe på Københavns Rådhus.
BAG KULISSERNE
Analyse bragt i Bryggebladet nr. 11/2008 den 9. juni 2008.
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Udrensning! Fyring! De lange knives nat!
De dramatiske ord findes frem ved små rokader i politiske partiers ledelser. I hvert fald er SF’s Camilla Burgwald siden i torsdags ikke længere sit partis politiske ordfører på Københavns Rådhus.
Burgwald støttede sammen med fire øvrige SF’ere i BR-gruppen åbenlyst Anne Baastrup, der for et par uger siden tabte urafstemningen om at blive SF’s spidskandidat ved kommunalvalget næste år til børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard.
I SF’s syvmandsgruppe var det kun Frank Hedegaard, der – udover Kjeldgaard selv – støttede SF-borgmesteren. Og at holde på den vindende hest har åbenbart betalt sig for Frank Hedegaard, der nu bliver politisk ordfører.
Hedegaard, der har Christianshavn som sit bagland, er kendt som en utrættelig fortaler for ungdomshuset, Christiania og afkriminalisering af hash. Han var i øvrigt – sammen med Venstres Jesper Schou Hansen – læserguide på den rundtur på rådhuset, Bryggebladet arrangerede for et par år siden.
Hedegaard er også tiltænkt en plads som vikarierende gruppeformand, når en anden Baastrup-støtte, Ninna Thomsen, skal på barsel.
Fornyelsen med to 50-årige mænd
Det er dog en erkendelse hos SF’s magtfulde duo, at partiet næppe fremstår som den store fornyelse med to 50-årige mænd som frontfigurer. Øvelsen går derfor ud på at få aktiveret de unge kvinder i gruppen, sådan at man også udnytter deres profiler.
I SF drømmer man stadig om at få to borgmestre ved kommunalvalget, så der er stadig noget at kæmpe for for Kjeldgaards modstandere i BR-gruppen, hvis de har borgmesterambitioner.
Efter planen skulle hele rokaden offentliggøres i går mandag og vil blive præsenteret – sådan rent officielt – som et resultat af Kjeldgaards »medarbejderudviklings-samtaler«.
Villy støtter Kjeldgaards valgkamp
Selvom SF’s top – med Villy Søvndal i spidsen – under urafstemningen dårligt kunne skjule deres støtte til Anne Baastrup, har Kjeldgaard og SF’s partitop fejet alle tidligere uoverensstemmelser af brættet og har startet et tæt samarbejde frem mod BR-valget.
Ved næste folketingsvalg opstiller Søvndal i Københavns Storkreds, som Københavns Kommune indgår i. Derfor har SF på landsplan og i hovedstaden en fælles interesse i, at SF får et godt kommunalvalg i København, som derfor på en eller anden måde kan bane vejen for et godt resultat for partiformanden ved et kommende folketingsvalg om to-tre år.
SF-toppen på Christiansborg har derfor indvilliget i at kaste økonomiske og mandskabsmæssige ressourcer ind i Kjeldgaards valgkamp, hvilket naturligvis er vand på SF-borgmesterens mølle.
Så på begge sider af Frederiksholms Kanal har man lagt fortiden bag sig, og diskuterer »masterplanen« eller strategien for, hvordan man sammen sikrer SF en storsejr ved det kommende BR-valg.
På SF-borgmesterens kontor har man heller ikke opgivet idéen om at overtage overborgmesterposten.
mandag den 9. juni 2008
mandag den 26. maj 2008
Kjeldgaard slog Søvndals kandidat af banen
SF’s medlemmer genvalgte den nuværende leder, men et stort flertal i SF-gruppen foretrak ellers udfordreren Anne Baastrup.
Analyse bragt i Bryggebladet nr. 10/2008 den 27. maj 2008.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Kun 70 stemmer afgjorde urafstemningen hos de københavnske SF’ere om, hvem der skal være partiets spidskandidat ved kommunalvalget i november 2009.
Børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard besejrede med 52,5 procent af stemmerne udfordreren, folketingsmedlem Anne Baastrup. I stemmetal fik Kjeldgaard 726 ud af 1398 afgivne stemmer. Kun 40 procent af SF-medlemmerne i København fandt det umagen værd at stemme ved urafstemningen.
På rådhuset kom Kjeldgaards knebne sejr over udfordreren Anne Baastrup som en overraskelse. Mange havde regnet med – og set frem til – at børne- og ungdomsborgmesterens tid nu var omme, for Kjeldgaards fanskare blandt rådhusets øvrige politikere og partier er til at overse.
Politiske med- og modspillere anser Kjeldgaard for at være lidt for dygtig til at sørge for sit eget ressortområde og for at se stort på resten.
I virkeligheden et kritikpunkt mod kommunens styreform, som blev rejst af Anne Baastrup, da hun anklagede kommunens administration og dens politikere for at være for optaget af en såkaldt »silotænkning« i stedet for at løse kommunens problemer i en helhed.
Hak i Villys tud
SF-formand Villy Søvndal var også mødt frem i onsdags på Københavns Rådhus, da resultatet blev offentliggjort. Det var de færreste blandt de tilstedeværende på pressemødet, der var i tvivl om, at Søvndal gerne havde set Baastrup som spidskandidat.
Søvndals spindoktor og andre partifunktionærer på Christiansborg arbejdede også aktivt for at få udfordrerens kampagne op at flyve, men det gjorde den aldrig, og derfor går snakken i krogene om, at Baastrup nok snarere tabte – mere end Kjeldgaard vandt valgkampen.
Baastrup indikerede også selv, at årsagen til hendes nederlag skal forklares ved, at kun 40 procent af medlemmerne udfyldte stemmesedlen. Med andre ord: SF’s medlemmer ville have stemt på hende, hvis alle havde stemt. Det får vi aldrig at vide.
Anne Baastrups fremtid er uvis. Hun stiller ikke op til Borgerrepræsentationen (BR) og har også meldt klart ud at hun nedlægger sit mandat i Folketinget.
Baastrup afviser ikke helt en fremtid i politik, og hun er en oplagt spidskandidat for SF til valget til Europa-Parlamentet, som finder sted i juni næste år.
Oprydning efter slaget
Selvom Kjeldgaard nu står med sejrens palmer, kan han ikke hvile på laurbærrene. Blandt Anne Baastrups varmeste støtter i valgkampen var BR-gruppeformand Ninna Thomsen. Et hårdt slag har stået, og nu begynder oprydningsarbejdet på slagmarken. SF har længe før valget sloges med store interne samarbejdsproblemer, som Kjeldgaard nu på en eller anden måde skal have løst. Nogle af de kvindelige gruppemedlemmer ventes at være fortsat uforsonlige og gøre knuder i samarbejdet med den genvalgte spidskandidat.
Det giver anledning til yderligere spekulation om, hvorvidt SF i det hele taget kan få samarbejdet til at fungere tilfredsstillende frem mod valgkampen, og spørgsmålet er, om hele Kjeldgaards interne opposition – for tiden har fem ud af SF’s syv BR-medlemmer mod på at genopstille.
Kjeldgaards strategi er dog nu at forsøge at inddrage hele sin gruppe i arbejdet frem mod kommunalvalget om halvandet år. BR-medlemmerne skal aktiveres og inddrages i arbejdet, hedder det. Men mange stiller sig tvivlende over for, at SF-borgmesteren nu pludselig skal kunne lykkes med et samarbejdsprojekt i en BR-gruppe, som helt tydeligt for alle har fungeret dårligt, til trods for at SF paradoksalt nok har haft stor indflydelse i BR i denne valgperiode.
Hos Socialdemokraterne og de radikale ånder man i øvrigt lettet op over udsigten til at skulle møde et fremadstormende SF, der stiller med Kjeldgaard i front, næste gang de københavnske politikere skal bedømmes af vælgerne.
SF’s to samarbejdspartnere har svært ved at forestille sig, at Kjeldgaard pludselig fremtryller en X-faktor, der gør ham mere attraktiv hos vælgerne end de to foregående gange, hvor han ikke har imponeret.
Deres analyse er dermed fuldstændig den samme som Villy Søvndal, Baastrup og SF-spindoktorernes. Nemlig at Kjeldgaard ikke formår at veksle SF’s fremgang på landsplan til fremgang i København.
Bo Asmus Kjeldgaard har nu halvandet år til at bevise, at de alle tog fejl
Analyse bragt i Bryggebladet nr. 10/2008 den 27. maj 2008.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Kun 70 stemmer afgjorde urafstemningen hos de københavnske SF’ere om, hvem der skal være partiets spidskandidat ved kommunalvalget i november 2009.
Børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard besejrede med 52,5 procent af stemmerne udfordreren, folketingsmedlem Anne Baastrup. I stemmetal fik Kjeldgaard 726 ud af 1398 afgivne stemmer. Kun 40 procent af SF-medlemmerne i København fandt det umagen værd at stemme ved urafstemningen.
På rådhuset kom Kjeldgaards knebne sejr over udfordreren Anne Baastrup som en overraskelse. Mange havde regnet med – og set frem til – at børne- og ungdomsborgmesterens tid nu var omme, for Kjeldgaards fanskare blandt rådhusets øvrige politikere og partier er til at overse.
Politiske med- og modspillere anser Kjeldgaard for at være lidt for dygtig til at sørge for sit eget ressortområde og for at se stort på resten.
I virkeligheden et kritikpunkt mod kommunens styreform, som blev rejst af Anne Baastrup, da hun anklagede kommunens administration og dens politikere for at være for optaget af en såkaldt »silotænkning« i stedet for at løse kommunens problemer i en helhed.
Hak i Villys tud
SF-formand Villy Søvndal var også mødt frem i onsdags på Københavns Rådhus, da resultatet blev offentliggjort. Det var de færreste blandt de tilstedeværende på pressemødet, der var i tvivl om, at Søvndal gerne havde set Baastrup som spidskandidat.
Søvndals spindoktor og andre partifunktionærer på Christiansborg arbejdede også aktivt for at få udfordrerens kampagne op at flyve, men det gjorde den aldrig, og derfor går snakken i krogene om, at Baastrup nok snarere tabte – mere end Kjeldgaard vandt valgkampen.
Baastrup indikerede også selv, at årsagen til hendes nederlag skal forklares ved, at kun 40 procent af medlemmerne udfyldte stemmesedlen. Med andre ord: SF’s medlemmer ville have stemt på hende, hvis alle havde stemt. Det får vi aldrig at vide.
Anne Baastrups fremtid er uvis. Hun stiller ikke op til Borgerrepræsentationen (BR) og har også meldt klart ud at hun nedlægger sit mandat i Folketinget.
Baastrup afviser ikke helt en fremtid i politik, og hun er en oplagt spidskandidat for SF til valget til Europa-Parlamentet, som finder sted i juni næste år.
Oprydning efter slaget
Selvom Kjeldgaard nu står med sejrens palmer, kan han ikke hvile på laurbærrene. Blandt Anne Baastrups varmeste støtter i valgkampen var BR-gruppeformand Ninna Thomsen. Et hårdt slag har stået, og nu begynder oprydningsarbejdet på slagmarken. SF har længe før valget sloges med store interne samarbejdsproblemer, som Kjeldgaard nu på en eller anden måde skal have løst. Nogle af de kvindelige gruppemedlemmer ventes at være fortsat uforsonlige og gøre knuder i samarbejdet med den genvalgte spidskandidat.
Det giver anledning til yderligere spekulation om, hvorvidt SF i det hele taget kan få samarbejdet til at fungere tilfredsstillende frem mod valgkampen, og spørgsmålet er, om hele Kjeldgaards interne opposition – for tiden har fem ud af SF’s syv BR-medlemmer mod på at genopstille.
Kjeldgaards strategi er dog nu at forsøge at inddrage hele sin gruppe i arbejdet frem mod kommunalvalget om halvandet år. BR-medlemmerne skal aktiveres og inddrages i arbejdet, hedder det. Men mange stiller sig tvivlende over for, at SF-borgmesteren nu pludselig skal kunne lykkes med et samarbejdsprojekt i en BR-gruppe, som helt tydeligt for alle har fungeret dårligt, til trods for at SF paradoksalt nok har haft stor indflydelse i BR i denne valgperiode.
Hos Socialdemokraterne og de radikale ånder man i øvrigt lettet op over udsigten til at skulle møde et fremadstormende SF, der stiller med Kjeldgaard i front, næste gang de københavnske politikere skal bedømmes af vælgerne.
SF’s to samarbejdspartnere har svært ved at forestille sig, at Kjeldgaard pludselig fremtryller en X-faktor, der gør ham mere attraktiv hos vælgerne end de to foregående gange, hvor han ikke har imponeret.
Deres analyse er dermed fuldstændig den samme som Villy Søvndal, Baastrup og SF-spindoktorernes. Nemlig at Kjeldgaard ikke formår at veksle SF’s fremgang på landsplan til fremgang i København.
Bo Asmus Kjeldgaard har nu halvandet år til at bevise, at de alle tog fejl
tirsdag den 13. maj 2008
Bo Asmus fører på point
Duellen mellem Kjeldgaard og Baastrup har ikke været helt uden mislyde.
Bragt i Bryggebladet nr. 9/ 2008 den 14. maj 2008
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
3.500 SF-medlemmer i Københavns Kommune har frem til 18. maj til at finde partiets nye spidskandidat.
Den 21. maj får vi andre lov til at høre resultatet af partiets urafstemning og finde ud af, hvem der kommer til at indtage den øverste plads på liste F ved næste kommunalvalg i november 2009.
Bliver det Københavns børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard eller i stedet udfordreren folketingsmedlem Anne
Baastrup, der skal stå i spidsen for det for tiden stærkt vælgerombejlede venstrefløjsparti?
Vinderen kan i hvert fald med 100 procent sikkerhed se frem til at blive én af kommunens i alt syv borgmestre.
Vind eller forsvind
SF står til en stor vælgerfremgang ved næste kommunalvalg, så det er slet ikke utænkeligt, at partiet igen kan få to borgmesterposter ligesom i velmagtsdagene i 1980’erne.
Anne Baastrup har dog nu meldt klart ud, at hun ikke står til rådighed som borgmester nummer to, skulle hun tabe valget. Det ventes heller ikke, at Bo Asmus Kjeldgaard føler nogen større trang til at »spille andenviolin« i en ny valgperiode.
Så hvis det er Baastrup, der står med palmerne den 21. maj, er det højst sandsynligt farvel til Kjeldgaard, når hans borgmesterperiode rinder ud ved årsskiftet 2009/10.
Valgkampen har i de sidste uger været ganske intens med valgdueller i SF’s københavnske vælgerforeninger. Undervejs har kandidaterne spillet ud med deres politiske budskaber og offentliggjort diverse støtteerklæringer fra prominente partifæller og lokalforeninger.
Den øvelse har Kjeldgaard været betydeligt bedre til end sin udfordrer. Langt de fleste partiforeninger og en perlerække af prominente partifæller bakker op om SF-borgmesterens kandidatur.
Baastrups modtræk var en støtte-erklæring, hvor 100 københavnske kvinder blandt dem SF’s kvindelige borgerrepræsentanter og det frafaldne socialdemokratiske folketingsmedlem Sandy Brinck, anbefalede hende som partiets nye spidskandidat. Selve pressemeddelelsen blev også udsendt af en kvinde – nemlig Nanna Bjerg fra SF’s partisekretariat, som er Anne Baastrups politiske rådgiver.
At partiets ansatte er aktive i Baastrups kampagne, kan måske give et fingerpeg om, hvem partiformanden Villy Søvndal selv foretrækker som ny SF-borgmester i hovedstaden.
Kreative Kjeldgaard
Målt på politiske udmeldinger i den interne valgkamp, må Kjeldgaard tage prisen for – ved redaktionens slutning – at være den mest kreative af de to, og den der har haft mest held med at få sine budskaber i medierne.
Kjeldgaard spillede tidligt ud med ret konkrete initiativer, hvor han blandt andet og ganske kækt påstod, at han kunne afskaffe fattigdommen i København.
Forleden var SF-borgmesteren endda så snedig at foreslå, at kommunen bruger alle de sparede lønomkostninger fra strejkende pædagoger på mere velfærd. Man kan indvende, at det er et lidt løjerligt populistisk påfund, men der skal nok være SF-medlemmer, der finder det tiltalende.
Det centrale er, at Kjeldgaard dygtigt har benyttet sig af den slags muligheder for at markere sig i offentligheden, mens det omvendt ikke har haft Baastrups interesse.
Alt andet lige må Kjeldgaards større synlighed i pressen i de sidste par uger øge hans chancer for at vinde kampvalget over sin udfordrer. Hvis Baastrup alvorligt mener, at hun kan gøre det bedre end Kjeldgaard, er det underligt, at hun som udfordrer hidtil ikke har været mere markant og i offensiven.
Måske har Baastrup i løbet af de sidste par uger netop indset, at hun er ved at tabe til Kjeldgaard.
Forleden gav Baastrup bolden op til et mundhuggeri mellem kandidaterne, da hun på SF’s hjemmeside indirekte kritiserede Kjeldgaard for »fedtspil« og for at gå efter overborgmesterposten ved hjælp af de borgerliges stemmer.
Selv om diskussionen vel egentlig hører hjemme på det teoretiske overdrev, følte Kjeldgaard sig alligevel så ramt på manchetterne, at han i forrige weekend udsendte en pressemeddelelse med beskyldninger direkte rettet mod sin udfordrer for at være alt for optaget af »spin og taktik«.
Den gode stemning mellem kandidaterne er derfor for længst gået fløjten, også selvom de gør deres bedste for at holde gode miner til slet spil, når de – som i forrige uge – turnerer rundt til duelmøder i byens partiforeninger.
Silotænkning
I den del af SF, der er mest stemt for Kjeldgaard, ses Anne Baastrups lidt defensive udmeldinger i forhold til Ritt Bjerregaard som værende for meget hængt op på SF’s såkaldte »Christiansborg-taktik«.
På Borgen er Søvndals tilgang til Socialdemokraterne, at de skal fredes mest muligt, da Helle Thornings muligheder for at blive statsminister i sidste ende er nøglen til, at SF ikke bare får vælgerfremgang, men faktisk også får landspolitisk indflydelse.
På rådhuset er situationen helt omvendt. Her har SF reel indflydelse gennem det daglige samarbejde med Ritt Bjerregaards socialdemokrater og de radikale. På rådhuset er det politiske spil også helt anderledes, hvor det i nogen grad også handler om at skrabe flest mulige penge sammen fra kommunens budget til den enkelte borgmesters ressortområder.
Denne disciplin har Kjeldgaard i øvrigt været god til – lidt for god, hvis man spørger både hos hans egne partifæller og politiske modstandere. Problemet for
Baastrup er, at hun har meget svært ved at angribe partiets siddende borgmester uden at give SF’s politiske modstandere ammunition. For hvad er det lige, Kjeldgaard skulle have gjort forkert? I stedet har Baastrup forsøgt sig med en lidt raffineret systemkritik, såsom at kommunens politikere og embedsmænd er præget af en »silo-tænkning«, hvor der ikke er sammenhæng i beslutningerne, der tages af de forskellige borgmestres afdelinger, og hvor borgerne nærmest føler sig fremmedgjorte af den manglende »helhedstænkning«, som hun efterlyser.
Baastrup har uden tvivl en pointe, men det er nok symptomatisk for valgkampen, at Kjeldgaard nu også taler om kommunens »silotænkning«.
Favorit-odds
Målt på hvem der har ført den bedste kampagne hidtil og på den ret massive opbakning i SF’s lokale partiorganisationer, så er mit endelige bud, at Bo Asmus Kjeldgaard trækker det længste strå i urafstemningen og endnu engang bliver SFs spidskandidat i 2009.
Men det bliver tæt, og mine odds er nu 55-45 til Kjeldgaard.
Bragt i Bryggebladet nr. 9/ 2008 den 14. maj 2008
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
3.500 SF-medlemmer i Københavns Kommune har frem til 18. maj til at finde partiets nye spidskandidat.
Den 21. maj får vi andre lov til at høre resultatet af partiets urafstemning og finde ud af, hvem der kommer til at indtage den øverste plads på liste F ved næste kommunalvalg i november 2009.
Bliver det Københavns børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard eller i stedet udfordreren folketingsmedlem Anne
Baastrup, der skal stå i spidsen for det for tiden stærkt vælgerombejlede venstrefløjsparti?
Vinderen kan i hvert fald med 100 procent sikkerhed se frem til at blive én af kommunens i alt syv borgmestre.
Vind eller forsvind
SF står til en stor vælgerfremgang ved næste kommunalvalg, så det er slet ikke utænkeligt, at partiet igen kan få to borgmesterposter ligesom i velmagtsdagene i 1980’erne.
Anne Baastrup har dog nu meldt klart ud, at hun ikke står til rådighed som borgmester nummer to, skulle hun tabe valget. Det ventes heller ikke, at Bo Asmus Kjeldgaard føler nogen større trang til at »spille andenviolin« i en ny valgperiode.
Så hvis det er Baastrup, der står med palmerne den 21. maj, er det højst sandsynligt farvel til Kjeldgaard, når hans borgmesterperiode rinder ud ved årsskiftet 2009/10.
Valgkampen har i de sidste uger været ganske intens med valgdueller i SF’s københavnske vælgerforeninger. Undervejs har kandidaterne spillet ud med deres politiske budskaber og offentliggjort diverse støtteerklæringer fra prominente partifæller og lokalforeninger.
Den øvelse har Kjeldgaard været betydeligt bedre til end sin udfordrer. Langt de fleste partiforeninger og en perlerække af prominente partifæller bakker op om SF-borgmesterens kandidatur.
Baastrups modtræk var en støtte-erklæring, hvor 100 københavnske kvinder blandt dem SF’s kvindelige borgerrepræsentanter og det frafaldne socialdemokratiske folketingsmedlem Sandy Brinck, anbefalede hende som partiets nye spidskandidat. Selve pressemeddelelsen blev også udsendt af en kvinde – nemlig Nanna Bjerg fra SF’s partisekretariat, som er Anne Baastrups politiske rådgiver.
At partiets ansatte er aktive i Baastrups kampagne, kan måske give et fingerpeg om, hvem partiformanden Villy Søvndal selv foretrækker som ny SF-borgmester i hovedstaden.
Kreative Kjeldgaard
Målt på politiske udmeldinger i den interne valgkamp, må Kjeldgaard tage prisen for – ved redaktionens slutning – at være den mest kreative af de to, og den der har haft mest held med at få sine budskaber i medierne.
Kjeldgaard spillede tidligt ud med ret konkrete initiativer, hvor han blandt andet og ganske kækt påstod, at han kunne afskaffe fattigdommen i København.
Forleden var SF-borgmesteren endda så snedig at foreslå, at kommunen bruger alle de sparede lønomkostninger fra strejkende pædagoger på mere velfærd. Man kan indvende, at det er et lidt løjerligt populistisk påfund, men der skal nok være SF-medlemmer, der finder det tiltalende.
Det centrale er, at Kjeldgaard dygtigt har benyttet sig af den slags muligheder for at markere sig i offentligheden, mens det omvendt ikke har haft Baastrups interesse.
Alt andet lige må Kjeldgaards større synlighed i pressen i de sidste par uger øge hans chancer for at vinde kampvalget over sin udfordrer. Hvis Baastrup alvorligt mener, at hun kan gøre det bedre end Kjeldgaard, er det underligt, at hun som udfordrer hidtil ikke har været mere markant og i offensiven.
Måske har Baastrup i løbet af de sidste par uger netop indset, at hun er ved at tabe til Kjeldgaard.
Forleden gav Baastrup bolden op til et mundhuggeri mellem kandidaterne, da hun på SF’s hjemmeside indirekte kritiserede Kjeldgaard for »fedtspil« og for at gå efter overborgmesterposten ved hjælp af de borgerliges stemmer.
Selv om diskussionen vel egentlig hører hjemme på det teoretiske overdrev, følte Kjeldgaard sig alligevel så ramt på manchetterne, at han i forrige weekend udsendte en pressemeddelelse med beskyldninger direkte rettet mod sin udfordrer for at være alt for optaget af »spin og taktik«.
Den gode stemning mellem kandidaterne er derfor for længst gået fløjten, også selvom de gør deres bedste for at holde gode miner til slet spil, når de – som i forrige uge – turnerer rundt til duelmøder i byens partiforeninger.
Silotænkning
I den del af SF, der er mest stemt for Kjeldgaard, ses Anne Baastrups lidt defensive udmeldinger i forhold til Ritt Bjerregaard som værende for meget hængt op på SF’s såkaldte »Christiansborg-taktik«.
På Borgen er Søvndals tilgang til Socialdemokraterne, at de skal fredes mest muligt, da Helle Thornings muligheder for at blive statsminister i sidste ende er nøglen til, at SF ikke bare får vælgerfremgang, men faktisk også får landspolitisk indflydelse.
På rådhuset er situationen helt omvendt. Her har SF reel indflydelse gennem det daglige samarbejde med Ritt Bjerregaards socialdemokrater og de radikale. På rådhuset er det politiske spil også helt anderledes, hvor det i nogen grad også handler om at skrabe flest mulige penge sammen fra kommunens budget til den enkelte borgmesters ressortområder.
Denne disciplin har Kjeldgaard i øvrigt været god til – lidt for god, hvis man spørger både hos hans egne partifæller og politiske modstandere. Problemet for
Baastrup er, at hun har meget svært ved at angribe partiets siddende borgmester uden at give SF’s politiske modstandere ammunition. For hvad er det lige, Kjeldgaard skulle have gjort forkert? I stedet har Baastrup forsøgt sig med en lidt raffineret systemkritik, såsom at kommunens politikere og embedsmænd er præget af en »silo-tænkning«, hvor der ikke er sammenhæng i beslutningerne, der tages af de forskellige borgmestres afdelinger, og hvor borgerne nærmest føler sig fremmedgjorte af den manglende »helhedstænkning«, som hun efterlyser.
Baastrup har uden tvivl en pointe, men det er nok symptomatisk for valgkampen, at Kjeldgaard nu også taler om kommunens »silotænkning«.
Favorit-odds
Målt på hvem der har ført den bedste kampagne hidtil og på den ret massive opbakning i SF’s lokale partiorganisationer, så er mit endelige bud, at Bo Asmus Kjeldgaard trækker det længste strå i urafstemningen og endnu engang bliver SFs spidskandidat i 2009.
Men det bliver tæt, og mine odds er nu 55-45 til Kjeldgaard.
mandag den 28. april 2008
Lønborg igen-igen
Mogens Lønborg får endnu en chance i spidsen for de konservative ved BR-valget i 2009. De konservative står ellers historisk svagt i København.
Bragt i Bryggebladet nr. 8/2008 den 29. april 2008
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
For et par uger siden vedtog de konservative i København, at sundheds- og omsorgsborgmester Mogens Lønborg også skal være partiets spidskandidat ved kommunalvalget i 2009.
Det bliver hans tredje forsøg på at skabe fremgang. Ved de seneste to valg er partiet ellers raslet tilbage til det historisk ringeste valgresultat i 2005, hvor K kun fik tre mandater.
Lønborg har udtalt, at hans succeskriterium er, at K skal gå fra tre til fem mandater. Et sådant flot – og måske ikke helt urealistisk – resultat vil imidlertid stadig kun bringe K tilbage til situationen fra før Lønborg første gang blev spidskandidat. Med Lønborg som spidskandidat har partiet indtil videre kun oplevet massiv vælgertilbagegang i København.
Intet alternativ
Det er meget få iagttagere på rådhuset, der hidtil har kunnet få øje på Lønborgs evner som karismatisk leder eller kommunikator. Han er ikke »folkeforfører«, endsige politisk billetsælger. Mogens Lønborgs åbenlyse mangler som vælgertrækplaster gør, at hans fanskare internt i det Konservative Folkeparti er til at overse.
Det var derfor helt uden den store begejstring i baglandet, at borgmesteren blev genvalgt. Imidlertid har vælgerforeningen ikke kunnet finde et alternativ som K-spidskandidat.
Der har tidligere været enkelte sonderinger til folketingsmedlem Helle Sjelle, der i øvrigt er tidligere medlem af Borgerrepræsentationen, og den nu detroniserede politiske ordfører Pia Christmas-Møller om at blive partiets spidskandidat. Men ingen af de to har fundet idéen tilstrækkeligt attraktiv.
Netop de manglende alternativer har derfor været Lønborgs helt store trumf over for den opposition i partiet, som for længst har opgivet troen på, at det er med Lønborg i front, at partiet kan nå fordums styrke, som før 1993, hvor K sidst var største borgerlige parti i Borgerrepræsentationen.
Lønborg beskrives af nogle som »stædig på en sådan måde, at det overskygger fornuften«. Han er en detaljernes mand, som elsker tal, er iderig, flittig som få og formentlig den borgmester på rådhuset, der har bedst styr på økonomien i sin forvaltning.
Borgmesteren er berygtet for på økonomiudvalgsmøder ved hjælp af en lommeregner at have fundet nye effektiviseringsmuligheder i kommunens drift og bestiller gerne embedsmandsnotater i lange baner.
Idéerne følges ofte op af endeløse enetaler, som forekommer de øvrige politiske kolleger som trættende, og som i øvrigt bidrager til en udbredt manglende respekt.
Til trods for seks års erfaring på rådhuset har Lønborg desuden til gode at bevise, at han kan det politisk-taktiske spil, som er nødvendigt for at få succes på rådhuset. Blandt årsagerne peger man på Lønborgs egne beskedne politiske talenter kombineret med en evne til at omgive sig med elendige rådgivere både i sin forvaltning og sit politiske bagland.
Lønborgs støtter peger dog på, at den konservative borgmester får pæne karakterer i de tilfredshedsundersøgelser, som bliver lavet blandt kommunens medarbejdere.
Han fremhæves især for at have gjort meget for at forbedre kommunens medarbejderes faglige kompetence.
Det er dog ikke på alle områder, borgmesteren fremstår lige dynamisk. Hans personlige hjemmeside er eksempelvis ikke blevet opdateret siden folketingsvalget i november, hvor han var folketingskandidat.
Godt VK-forhold
Selvom Lønborg ikke nyder synderlig respekt i det politiske miljø, så er forholdet til rivalerne i Venstre efterhånden blevet godt, hvorimod det, mens Søren Pind var Venstres leder, var decideret dårligt.
Lønborg mener, at Pind snød ham for en borgmesterpost efter valget i 2001. Efter kommunalvalget i 2005 blev Lønborg dog sundheds- og omsorgsborgmester, blandt andet med støtte fra Venstres mandater.
Den daværende kulturborgmester Martin Geertsen arbejdede målrettet på at genoprette forholdet til de konservative – og den linje har den nye V-leder Pia Allerslev fortsat. Hun sørger altid for i god tid at orientere ham om Venstres egne initiativer eller udspil.
De konservative håber dog ved næste kommunalvalg i 2009 at lukrere på den kendsgerning, at Allerslev fortsat ikke er så kendt i den brede offentlighed.
De ser Venstre som værende alvorligt svækket, fordi både Martin Geertsen og Søren Pind har forladt Borgerrepræsentationen. Det ses som en kæmpechance for ny konservativ vælgerfremgang, der skal udnyttes.
K for kaos
Det konservative Folkeparti på Københavns Rådhus har i denne valgperiode ellers været mest kendt for deres interne trakasserier i den kun tre-mands store borgerrepræsentationsgruppe.
Balladen kulminerede med, at Maibritt Mamsen i protest mod Peter Schlüter og det »dårlige arbejdsklima i gruppen« sidste år meldte sig ud for at danne sin egen gruppe, »C2«.
Konservative kilder melder, at Mamsen selv har indset, at hendes tid som politiker er ved at rinde ud, og ingen forventer, at hun forsøger at blive genopstillet. Skulle hun have den idé, så vurderes chancerne for opstilling som uendeligt små.
Kræfter i partiet ser gerne, at Peter Schlüter ikke står på listen over kandidater ved næste kommunalvalg.
Andre ledende kræfter mener ikke, at de sager, der har været fremme, diskvalificerer ham, men det står fast, at Schlüters person overalt i det politiske miljø blandt andet på grund af diverse personsager mødes med skepsis. Blandt dem sagen om 130.000 kr, som politikeren har krævet af kommunen for »tabt arbejdsfortjeneste«, men som kommunens revisorer ikke ville godkende.
En advokatundersøgelse bestilt af kommunen nåede frem til, at Schlüter ikke kunne dokumentere dette tab, men senere har politikeren kunnet stille med en såkaldt revisorerklæring, der skulle bevise, at han har lidt det nævnte tab.
VKO-partierne har bakket Schlüter op, og ser sagen som »politisk chikane« fra overborgmesterens side, og hun anklages i stedet for at have spildt 280.000 kr. fra kommunekassen på førnævnte advokatundersøgelse.
For K går opgaven nu ud på, at partiet denne gang undgår at blive til grin som sidst, hvor en BR-gruppe på kun tre ikke kunne forliges.
Nu fokuserer K på at finde et kandidathold, der – hvis de bliver valgt – kan samarbejde. De konservatives valgprocedure er derfor indirekte, idet der er en screeningsproces, hvor et kandidatudvalg først frasorterer »landsbytosserne« i mængden af interesserede, som så til sidst bliver valgt på en ekstraordinær generalforsamling.
Ny K-formand
De konservative i København har i øvrigt i år skiftet deres formand ud. Den tidligere CD-forskningsminister i Nyrups første regering, Svend Bergstein, valgte lidt overraskende at træde tilbage som formand i januar. Bergstein mente, at alderen trykkede, men signalerede også at det kneb med engagementet i partiorganisationen.
I stedet fik man overtalt et af partiets yngre medlemmer, René Offersen, som ny formand. Offersen er i øvrigt også kendt som advokat for Peter Brixtofte i en af de straffesager, der har været kørt imod den tidligere Farum-borgmester.
Den fløj af partiet, der ikke hører til Lønborgs allerstørste fans, stillede tidligt som betingelse for deres opbakning bag Lønborg, at de til gengæld fik valgt deres næstformandskandidat, Andreas Boisen. Lønborg accepterede og har dermed for en relativ billig pris nu fået skabt ro om sit spidskandidatur.
Bragt i Bryggebladet nr. 8/2008 den 29. april 2008
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
For et par uger siden vedtog de konservative i København, at sundheds- og omsorgsborgmester Mogens Lønborg også skal være partiets spidskandidat ved kommunalvalget i 2009.
Det bliver hans tredje forsøg på at skabe fremgang. Ved de seneste to valg er partiet ellers raslet tilbage til det historisk ringeste valgresultat i 2005, hvor K kun fik tre mandater.
Lønborg har udtalt, at hans succeskriterium er, at K skal gå fra tre til fem mandater. Et sådant flot – og måske ikke helt urealistisk – resultat vil imidlertid stadig kun bringe K tilbage til situationen fra før Lønborg første gang blev spidskandidat. Med Lønborg som spidskandidat har partiet indtil videre kun oplevet massiv vælgertilbagegang i København.
Intet alternativ
Det er meget få iagttagere på rådhuset, der hidtil har kunnet få øje på Lønborgs evner som karismatisk leder eller kommunikator. Han er ikke »folkeforfører«, endsige politisk billetsælger. Mogens Lønborgs åbenlyse mangler som vælgertrækplaster gør, at hans fanskare internt i det Konservative Folkeparti er til at overse.
Det var derfor helt uden den store begejstring i baglandet, at borgmesteren blev genvalgt. Imidlertid har vælgerforeningen ikke kunnet finde et alternativ som K-spidskandidat.
Der har tidligere været enkelte sonderinger til folketingsmedlem Helle Sjelle, der i øvrigt er tidligere medlem af Borgerrepræsentationen, og den nu detroniserede politiske ordfører Pia Christmas-Møller om at blive partiets spidskandidat. Men ingen af de to har fundet idéen tilstrækkeligt attraktiv.
Netop de manglende alternativer har derfor været Lønborgs helt store trumf over for den opposition i partiet, som for længst har opgivet troen på, at det er med Lønborg i front, at partiet kan nå fordums styrke, som før 1993, hvor K sidst var største borgerlige parti i Borgerrepræsentationen.
Lønborg beskrives af nogle som »stædig på en sådan måde, at det overskygger fornuften«. Han er en detaljernes mand, som elsker tal, er iderig, flittig som få og formentlig den borgmester på rådhuset, der har bedst styr på økonomien i sin forvaltning.
Borgmesteren er berygtet for på økonomiudvalgsmøder ved hjælp af en lommeregner at have fundet nye effektiviseringsmuligheder i kommunens drift og bestiller gerne embedsmandsnotater i lange baner.
Idéerne følges ofte op af endeløse enetaler, som forekommer de øvrige politiske kolleger som trættende, og som i øvrigt bidrager til en udbredt manglende respekt.
Til trods for seks års erfaring på rådhuset har Lønborg desuden til gode at bevise, at han kan det politisk-taktiske spil, som er nødvendigt for at få succes på rådhuset. Blandt årsagerne peger man på Lønborgs egne beskedne politiske talenter kombineret med en evne til at omgive sig med elendige rådgivere både i sin forvaltning og sit politiske bagland.
Lønborgs støtter peger dog på, at den konservative borgmester får pæne karakterer i de tilfredshedsundersøgelser, som bliver lavet blandt kommunens medarbejdere.
Han fremhæves især for at have gjort meget for at forbedre kommunens medarbejderes faglige kompetence.
Det er dog ikke på alle områder, borgmesteren fremstår lige dynamisk. Hans personlige hjemmeside er eksempelvis ikke blevet opdateret siden folketingsvalget i november, hvor han var folketingskandidat.
Godt VK-forhold
Selvom Lønborg ikke nyder synderlig respekt i det politiske miljø, så er forholdet til rivalerne i Venstre efterhånden blevet godt, hvorimod det, mens Søren Pind var Venstres leder, var decideret dårligt.
Lønborg mener, at Pind snød ham for en borgmesterpost efter valget i 2001. Efter kommunalvalget i 2005 blev Lønborg dog sundheds- og omsorgsborgmester, blandt andet med støtte fra Venstres mandater.
Den daværende kulturborgmester Martin Geertsen arbejdede målrettet på at genoprette forholdet til de konservative – og den linje har den nye V-leder Pia Allerslev fortsat. Hun sørger altid for i god tid at orientere ham om Venstres egne initiativer eller udspil.
De konservative håber dog ved næste kommunalvalg i 2009 at lukrere på den kendsgerning, at Allerslev fortsat ikke er så kendt i den brede offentlighed.
De ser Venstre som værende alvorligt svækket, fordi både Martin Geertsen og Søren Pind har forladt Borgerrepræsentationen. Det ses som en kæmpechance for ny konservativ vælgerfremgang, der skal udnyttes.
K for kaos
Det konservative Folkeparti på Københavns Rådhus har i denne valgperiode ellers været mest kendt for deres interne trakasserier i den kun tre-mands store borgerrepræsentationsgruppe.
Balladen kulminerede med, at Maibritt Mamsen i protest mod Peter Schlüter og det »dårlige arbejdsklima i gruppen« sidste år meldte sig ud for at danne sin egen gruppe, »C2«.
Konservative kilder melder, at Mamsen selv har indset, at hendes tid som politiker er ved at rinde ud, og ingen forventer, at hun forsøger at blive genopstillet. Skulle hun have den idé, så vurderes chancerne for opstilling som uendeligt små.
Kræfter i partiet ser gerne, at Peter Schlüter ikke står på listen over kandidater ved næste kommunalvalg.
Andre ledende kræfter mener ikke, at de sager, der har været fremme, diskvalificerer ham, men det står fast, at Schlüters person overalt i det politiske miljø blandt andet på grund af diverse personsager mødes med skepsis. Blandt dem sagen om 130.000 kr, som politikeren har krævet af kommunen for »tabt arbejdsfortjeneste«, men som kommunens revisorer ikke ville godkende.
En advokatundersøgelse bestilt af kommunen nåede frem til, at Schlüter ikke kunne dokumentere dette tab, men senere har politikeren kunnet stille med en såkaldt revisorerklæring, der skulle bevise, at han har lidt det nævnte tab.
VKO-partierne har bakket Schlüter op, og ser sagen som »politisk chikane« fra overborgmesterens side, og hun anklages i stedet for at have spildt 280.000 kr. fra kommunekassen på førnævnte advokatundersøgelse.
For K går opgaven nu ud på, at partiet denne gang undgår at blive til grin som sidst, hvor en BR-gruppe på kun tre ikke kunne forliges.
Nu fokuserer K på at finde et kandidathold, der – hvis de bliver valgt – kan samarbejde. De konservatives valgprocedure er derfor indirekte, idet der er en screeningsproces, hvor et kandidatudvalg først frasorterer »landsbytosserne« i mængden af interesserede, som så til sidst bliver valgt på en ekstraordinær generalforsamling.
Ny K-formand
De konservative i København har i øvrigt i år skiftet deres formand ud. Den tidligere CD-forskningsminister i Nyrups første regering, Svend Bergstein, valgte lidt overraskende at træde tilbage som formand i januar. Bergstein mente, at alderen trykkede, men signalerede også at det kneb med engagementet i partiorganisationen.
I stedet fik man overtalt et af partiets yngre medlemmer, René Offersen, som ny formand. Offersen er i øvrigt også kendt som advokat for Peter Brixtofte i en af de straffesager, der har været kørt imod den tidligere Farum-borgmester.
Den fløj af partiet, der ikke hører til Lønborgs allerstørste fans, stillede tidligt som betingelse for deres opbakning bag Lønborg, at de til gengæld fik valgt deres næstformandskandidat, Andreas Boisen. Lønborg accepterede og har dermed for en relativ billig pris nu fået skabt ro om sit spidskandidatur.
mandag den 14. april 2008
Ritt køber sig ro og fred
Ritt har været presset fra to sider i sagen om ungdomshuset.
Valgkampen i SF i fuld gang (Se længere nede)
Klummer bragt i Bryggebladet nr. 7 den 15. april 2008
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Ritt køber sig ro og fred
ANALYSE:
Mere end 60 millioner kroner fra kommunekassen til et nyt bibliotek og en koncertsal til Københavns Nordvestkvarter.
Det er Bispebjerg Lokaludvalgs pris for, at Ritt Bjerregaard kan få en permanent og fredelig løsning på konflikten med brugerne af det tidligere Ungdomshus på Jagtvej 69, som nu skal placeres i et medborgerhus på Dortheavej.
Bag aftalen står »byens regering«, altså blokken af Socialdemokraterne, Radikale Venstre og SF. Enhedslisten bakker også op om aftalen, som VKO-partierne – med Venstres kulturborgmester Pia Allerslev i spidsen – omvendt naturligvis tordner imod.
Ritt Bjerregaard har udvist en vilje til at købe sig til en løsning i en sådan grad, at hun hev den store tegnebog frem for at opfylde alle lokaludvalgets krav. Dermed havde de simpelthen ikke andre muligheder end at indgå en aftale.
Ifølge lokaludvalget er det dog langt fra alle beboere i Nordvest-kvarteret, der ønsker et ungdomshus til trods for Ritts generøse kompensation.
Udvalgsformanden er slet ikke i tvivl om, at hvis det kom til folkeafstemning, så var aftalen faldet med et brag. Kvarterets beboere tænker formentlig på, at deres kommende naboer har ry for ikke altid at demonstrere fredeligt og heller ikke har holdt sig tilbage for at brænde beboeres biler, containere med videre.
Samtidig har medborgerhuset på Dortheavej nogle brugere i dag, som føler sig som tabere i spillet.
I Ritt Bjerregaard-lejren fejrer man aftalen som en demokratisk proces, hvor det er lykkedes at få en politisk aftale i stand med den »kulturelle del« af ungdomshusbevægelsen. Det vil sige den del af bevægelsen, der har været mest konstruktiv og som i en lang periode – mens forhandlingerne har stået på – har afstået fra vold og hærværk.
På overborgmesterens kontor fokuserer man desuden på, at man nu gennemfører kulturelle investeringer i bydelen, som det ellers normalt tager mange år at få gennemført.
VKO-partierne lever af forargelsen og utilfredsheden over, hvad de ser som unge autonome demonstranter, der ved flere lejligheder har vist sig voldelige nu får indrømmelser fra politikerne på rådhuset. Det vil sige, at vold betaler sig, og det synspunkt vil nogle københavnere – herunder vælgere der stemte på Socialdemokraterne og de radikale – sikkert være enige i.
Ritt Bjerregaard er klemt i sagen, for på den anden side lever SF og Enhedslisten af en udbredt og grundlæggende sympati for ungdomshus-brugerne blandt venstreorienterede københavnere. I midten står S og de radikale, som føler sig presset fra de to fløje.
Ritt Bjerregaard gik sidste gang til valg på sloganet »ingen slinger i valsen«. Men netop på dette område har overborgmesteren ikke helt kunnet levere varen. Derfor har hun al mulig grund til at få lagt hele sagen om ungdomshuset bag sig.
Ritt ville have stået til en pæn tilbagegang ved næste kommunalvalg, hvis der ikke var blevet fundet en løsning. For at Socialdemokraterne ikke blev klemt fra begge fløje, var overborgmesteren pisket til at finde en permanent løsning.
Selvfølgelig skal der nu være en rituel runde med såkaldte borgerhøringer om aftalen, men beslutningen er reelt truffet, hvilket Ritt også indrømmede på TV2-Lorry i torsdags. Det er kun småting, der kan pilles ved.
Det provokerer naturligvis de beboere, der ikke bryder sig om at få disse nye naboer.
Jeg tror ikke på noget godt valg til Ritt i denne del af nordvest-kvarteret i 2009, men mon ikke hun har kalkuleret med det og skrevet det på kontoen for »krigsskadeomkostninger«?
Hvis brugerne af ungdomshuset holder sig i skinnet med hensyn til vold, kan det heller ikke udelukkes, at overborgmesteren kan begrænse nederlaget ved næste kommunalvalg.
Som udgangspunkt har Pia Allerslev og de borgerlige – i hvert fald på den korte bane – en god sag at køre valgkampagne på.
Den kampagne næres i det omfang, at det autonome miljø omkring ungdomshuset udøver vold og hærværk.
Men ånder alt pludselig ro og fred, når de unge har fået huset, kan Ritt måske til gengæld ende med at prale med aftalen og sig selv som den store forligsmager, når kommunalvalget skydes i gang næste efterår.
Venstrefløjen i byen kan også sole sig i, at de har opnået en politisk sejr sammen med ungdomshusets brugere.
----------------------------------------------------------------------------------
Valgkampen i SF i fuld gang
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
ANALYSE: De to bejlere til posten som SFs spidskandidat ved næste kommunalvalg (Københavns Kommunes børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard og hans udfordrer folketingsmedlem Anne Baastrup) er i fuld gang med at finde folk i baglandet, der vil bakke dem op.
SF’s valgkamp minder faktisk lidt om det igangværende Hillary Clinton-Barack Obama-slagsmål, for før alle SF-medlemmer skal stemme ved en urafstemning, forsøger de to kandidater ihærdigt at få opbakning blandt græsrødderne.
Jeg gætter på, at telefonledningerne er rødglødende fra de to kandidater og ud til hovedstadens organisationsfolk.
Måler man på opbakning fra prominente, lokale partisoldater, fører Kjeldgaard ret klart med syv ud af ni formænd for partiets lokalforeninger, der bakker op bag SF’s borgmester. To lokalforeningsformænd er neutrale.
Kjeldgaard har også opbakning fra flere SF-profiler som folketingsmedlem Anne Grethe Holmsgaard, SF’s tidligere kulturborgmester Jens Johansen samt den tidligere Nørrebro-bydelsformand Jesper Langebæk. SF’s partiforening i Sundby anbefaler også at stemme på Kjeldgaard.
Anne Baastrup har dog også stor opbakning blandt mange menige SF’ere. På internetplatformen Facebook har hun ved redaktionens slutning 48 supportere mod Kjeldgaards 27.
Blandt Baastrups Facebook-venner finder man også SF’s kommunikationschef og Villy Søvndals chef-spindoktor Claus Perregaard.
Det er lidt overraskende, at han og i øvrigt flere topfolk nær Søvndal så klart melder ud, hvem de støtter. Det giver måske et fingerpeg om, hvem Søvndal helst ser blive valgt. Dertil kommer, at hele SF’s syv mand store borgerrepræsentationsgruppe står bag Baastrup, fraregnet Kjeldgaard og hans enlige støtte Frank Hedegaard.
De to kandidater har også hevet valgflæsket op af lommen og lover begge, at det kun må koste 10 kr. at køre i bus. Men det bliver de nok ikke ene om at bestemme.
Kjeldgaard fremlagde forleden sit politiske program. Han vil gennemføre en to-lærerordning op til fjerde klassetrin i folkeskolen og lover gratis, sund, økologisk skolemad samt en times daglig idræt til skolebørnene.
Fattigdommen skal afskaffes med hjælp til fattige børn gennem gratis fritidsaktiviteter, kulturelle klippekort og børnepulje. De fattige familier skal hjælpes med gældssanering og have professionel hjælp til at styre deres privatøkonomi.
Initiativerne er næppe fuldt finansierede, men til gengæld er de designet til at gøre positivt indtryk på SF’s medlemmer.
Det første af tre stormøder i SF’s partiforening har været afholdt. Det er synd at sige, at hjerteligheden er stor imellem de to kandidater, men da SF’s organisation vogter strengt over, at alle opfører sig pænt, så bliver det nok kun til lidt dårlige vibrationer og gensidig irritation mellem de to kandidater.
Skulle Baastrup trække det længste strå, ventes Kjeldgaard at trække sig helt og finde nye græsgange. Omvendt har Baastrup allerede annonceret, at hun vil slå sig til tåls med den ekstra borgmesterpost, som SF’s forventes at få, ud over den de har i dag.
Hvem af de to vinder? I grove træk findes der to skoler.
Den ene skole, der lægger vægt på kandidaternes kendthed, tror, at Baastrup bliver en suveræn vinder af opgøret. Den anden skole lægger mest vægt på kandidaternes opbakning i selve organisationen, og de mener derfor, at Kjeldgaard har gode odds på hånden.
Med de dygtige folk fra SF’s partimaskine på Christiansborg ind over Baastrups kampagne, opvejer det muligvis Kjeldgaards fordel.
Skal Bryggebladet sætte odds nu, lyder de: 55-45 på at Anne Baastrup hiver den hjem.
Valgkampen i SF i fuld gang (Se længere nede)
Klummer bragt i Bryggebladet nr. 7 den 15. april 2008
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Ritt køber sig ro og fred
ANALYSE:
Mere end 60 millioner kroner fra kommunekassen til et nyt bibliotek og en koncertsal til Københavns Nordvestkvarter.
Det er Bispebjerg Lokaludvalgs pris for, at Ritt Bjerregaard kan få en permanent og fredelig løsning på konflikten med brugerne af det tidligere Ungdomshus på Jagtvej 69, som nu skal placeres i et medborgerhus på Dortheavej.
Bag aftalen står »byens regering«, altså blokken af Socialdemokraterne, Radikale Venstre og SF. Enhedslisten bakker også op om aftalen, som VKO-partierne – med Venstres kulturborgmester Pia Allerslev i spidsen – omvendt naturligvis tordner imod.
Ritt Bjerregaard har udvist en vilje til at købe sig til en løsning i en sådan grad, at hun hev den store tegnebog frem for at opfylde alle lokaludvalgets krav. Dermed havde de simpelthen ikke andre muligheder end at indgå en aftale.
Ifølge lokaludvalget er det dog langt fra alle beboere i Nordvest-kvarteret, der ønsker et ungdomshus til trods for Ritts generøse kompensation.
Udvalgsformanden er slet ikke i tvivl om, at hvis det kom til folkeafstemning, så var aftalen faldet med et brag. Kvarterets beboere tænker formentlig på, at deres kommende naboer har ry for ikke altid at demonstrere fredeligt og heller ikke har holdt sig tilbage for at brænde beboeres biler, containere med videre.
Samtidig har medborgerhuset på Dortheavej nogle brugere i dag, som føler sig som tabere i spillet.
I Ritt Bjerregaard-lejren fejrer man aftalen som en demokratisk proces, hvor det er lykkedes at få en politisk aftale i stand med den »kulturelle del« af ungdomshusbevægelsen. Det vil sige den del af bevægelsen, der har været mest konstruktiv og som i en lang periode – mens forhandlingerne har stået på – har afstået fra vold og hærværk.
På overborgmesterens kontor fokuserer man desuden på, at man nu gennemfører kulturelle investeringer i bydelen, som det ellers normalt tager mange år at få gennemført.
VKO-partierne lever af forargelsen og utilfredsheden over, hvad de ser som unge autonome demonstranter, der ved flere lejligheder har vist sig voldelige nu får indrømmelser fra politikerne på rådhuset. Det vil sige, at vold betaler sig, og det synspunkt vil nogle københavnere – herunder vælgere der stemte på Socialdemokraterne og de radikale – sikkert være enige i.
Ritt Bjerregaard er klemt i sagen, for på den anden side lever SF og Enhedslisten af en udbredt og grundlæggende sympati for ungdomshus-brugerne blandt venstreorienterede københavnere. I midten står S og de radikale, som føler sig presset fra de to fløje.
Ritt Bjerregaard gik sidste gang til valg på sloganet »ingen slinger i valsen«. Men netop på dette område har overborgmesteren ikke helt kunnet levere varen. Derfor har hun al mulig grund til at få lagt hele sagen om ungdomshuset bag sig.
Ritt ville have stået til en pæn tilbagegang ved næste kommunalvalg, hvis der ikke var blevet fundet en løsning. For at Socialdemokraterne ikke blev klemt fra begge fløje, var overborgmesteren pisket til at finde en permanent løsning.
Selvfølgelig skal der nu være en rituel runde med såkaldte borgerhøringer om aftalen, men beslutningen er reelt truffet, hvilket Ritt også indrømmede på TV2-Lorry i torsdags. Det er kun småting, der kan pilles ved.
Det provokerer naturligvis de beboere, der ikke bryder sig om at få disse nye naboer.
Jeg tror ikke på noget godt valg til Ritt i denne del af nordvest-kvarteret i 2009, men mon ikke hun har kalkuleret med det og skrevet det på kontoen for »krigsskadeomkostninger«?
Hvis brugerne af ungdomshuset holder sig i skinnet med hensyn til vold, kan det heller ikke udelukkes, at overborgmesteren kan begrænse nederlaget ved næste kommunalvalg.
Som udgangspunkt har Pia Allerslev og de borgerlige – i hvert fald på den korte bane – en god sag at køre valgkampagne på.
Den kampagne næres i det omfang, at det autonome miljø omkring ungdomshuset udøver vold og hærværk.
Men ånder alt pludselig ro og fred, når de unge har fået huset, kan Ritt måske til gengæld ende med at prale med aftalen og sig selv som den store forligsmager, når kommunalvalget skydes i gang næste efterår.
Venstrefløjen i byen kan også sole sig i, at de har opnået en politisk sejr sammen med ungdomshusets brugere.
----------------------------------------------------------------------------------
Valgkampen i SF i fuld gang
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
ANALYSE: De to bejlere til posten som SFs spidskandidat ved næste kommunalvalg (Københavns Kommunes børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard og hans udfordrer folketingsmedlem Anne Baastrup) er i fuld gang med at finde folk i baglandet, der vil bakke dem op.
SF’s valgkamp minder faktisk lidt om det igangværende Hillary Clinton-Barack Obama-slagsmål, for før alle SF-medlemmer skal stemme ved en urafstemning, forsøger de to kandidater ihærdigt at få opbakning blandt græsrødderne.
Jeg gætter på, at telefonledningerne er rødglødende fra de to kandidater og ud til hovedstadens organisationsfolk.
Måler man på opbakning fra prominente, lokale partisoldater, fører Kjeldgaard ret klart med syv ud af ni formænd for partiets lokalforeninger, der bakker op bag SF’s borgmester. To lokalforeningsformænd er neutrale.
Kjeldgaard har også opbakning fra flere SF-profiler som folketingsmedlem Anne Grethe Holmsgaard, SF’s tidligere kulturborgmester Jens Johansen samt den tidligere Nørrebro-bydelsformand Jesper Langebæk. SF’s partiforening i Sundby anbefaler også at stemme på Kjeldgaard.
Anne Baastrup har dog også stor opbakning blandt mange menige SF’ere. På internetplatformen Facebook har hun ved redaktionens slutning 48 supportere mod Kjeldgaards 27.
Blandt Baastrups Facebook-venner finder man også SF’s kommunikationschef og Villy Søvndals chef-spindoktor Claus Perregaard.
Det er lidt overraskende, at han og i øvrigt flere topfolk nær Søvndal så klart melder ud, hvem de støtter. Det giver måske et fingerpeg om, hvem Søvndal helst ser blive valgt. Dertil kommer, at hele SF’s syv mand store borgerrepræsentationsgruppe står bag Baastrup, fraregnet Kjeldgaard og hans enlige støtte Frank Hedegaard.
De to kandidater har også hevet valgflæsket op af lommen og lover begge, at det kun må koste 10 kr. at køre i bus. Men det bliver de nok ikke ene om at bestemme.
Kjeldgaard fremlagde forleden sit politiske program. Han vil gennemføre en to-lærerordning op til fjerde klassetrin i folkeskolen og lover gratis, sund, økologisk skolemad samt en times daglig idræt til skolebørnene.
Fattigdommen skal afskaffes med hjælp til fattige børn gennem gratis fritidsaktiviteter, kulturelle klippekort og børnepulje. De fattige familier skal hjælpes med gældssanering og have professionel hjælp til at styre deres privatøkonomi.
Initiativerne er næppe fuldt finansierede, men til gengæld er de designet til at gøre positivt indtryk på SF’s medlemmer.
Det første af tre stormøder i SF’s partiforening har været afholdt. Det er synd at sige, at hjerteligheden er stor imellem de to kandidater, men da SF’s organisation vogter strengt over, at alle opfører sig pænt, så bliver det nok kun til lidt dårlige vibrationer og gensidig irritation mellem de to kandidater.
Skulle Baastrup trække det længste strå, ventes Kjeldgaard at trække sig helt og finde nye græsgange. Omvendt har Baastrup allerede annonceret, at hun vil slå sig til tåls med den ekstra borgmesterpost, som SF’s forventes at få, ud over den de har i dag.
Hvem af de to vinder? I grove træk findes der to skoler.
Den ene skole, der lægger vægt på kandidaternes kendthed, tror, at Baastrup bliver en suveræn vinder af opgøret. Den anden skole lægger mest vægt på kandidaternes opbakning i selve organisationen, og de mener derfor, at Kjeldgaard har gode odds på hånden.
Med de dygtige folk fra SF’s partimaskine på Christiansborg ind over Baastrups kampagne, opvejer det muligvis Kjeldgaards fordel.
Skal Bryggebladet sætte odds nu, lyder de: 55-45 på at Anne Baastrup hiver den hjem.
mandag den 31. marts 2008
Dødt løb mellem Kjeldgaard og Baastrup
SF’s borgmester i København, Bo Asmus Kjeldgaard, udfordres af folketingsmedlem Anne Baastrup. Hvem står til at vinde? Hvem skal forvalte Villy-effekten ved valget i 2009? Bryggebladets politiske kommentator sætter odds.
Klummen blev bragt i Bryggebladet nr.6 /2008 den 1. april 2008.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
I den seneste klumme skrev jeg, at børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard var næsten sikker på at blive genvalgt til ny spidskandidat for SF, medmindre han blev udfordret af en kendt politisk personlighed fra SF’s folketingsgruppe. Det holdt stik.
Lige før Bryggebladet kom på gaden (men efter avisen var sendt til tryk), meddelte folketingsmedlem Anne Baastrup nemlig, at hun stiller op mod Kjeldgaard.
Alt tegner nu til et tæt løb mellem de to SF-personligheder.
Kamp til stregen
Da nyheden om Anne Baastrups kandidatur kom, bakkede næsten hele SF’s nuværende gruppe i Borgerrepræsentationen op bag hende.
Kun BR-medlem Frank Hedegaard fastholder sin støtte til Kjeldgaard, der derfor umiddelbart virker noget klemt.
Der er dog ingen tvivl om, at kandidaterne vil give hinanden hård kamp til stregen.
Bo Asmus Kjeldgaard har ét stærkt kort: Han kan henvise til sin lange kommunalpolitiske erfaring, mens Baastrup endnu ikke har fremlagt et kommunalpolitisk program, der adskiller sig markant fra, hvad der i dag er SF’s politik på rådhuset.
Ser man på, hvad udfordreren indtil videre har luftet om, hvad hun vil politisk i København, har hun holdt sig til overskrifter. Intet konkret har set dagens lys, og begge kandidater vil samarbejde med de radikale og Socialdemokraterne og fokuserer på politiske områder som børn, miljø og trafik, hvor de vil nogenlunde det samme.
Kendt kvinde
På den anden side har Kjeldgaard – til trods for at han har været borgmester i byen siden 1998 og to gange har været SF’s spidskandidat – stadig sit folkelige gennembrud til gode.
Anne Baastrup er som partiets mangeårige retspolitiske ordfører i Folketinget langt den mest kendte af de to politikere.
Det er især Baastrups køn og kendthed, der er baggrunden for, at nogle SF’ere ser hende som én, der netop kan matche den anden kendte kvindelige politiker i København: Ritt Bjerregaard.
Analysen er, at SF med en kendt kvindelig politiker øverst på listen simpelthen har en bedre chance for at veksle fremgangen i meningsmålingerne, som partiet har på landsplan, til flere mandater i Københavns Borgerrepræsentation.
Forstening og fornyelse
Baastrups afgang fra Folketinget vurderes som et logisk valg, da politikeren næppe kunne nå meget videre i Folketinget, hvor hun siden midtfirserne har været valgt på Fyn.
Efter valget er folketingsgruppen blevet fordoblet med mange nye, ambitiøse, yngre medlemmer. Foruden presset fra disse yngre MF’ere er der også et bredt ønske i selve partiet om fornyelse på en række af de tunge ordførerposter på Christiansborg.
Baastrup er næstformand i folketingsgruppen og har derfor uden tvivl fin føling med, at hendes tid som partiets retsordfører og socialordfører nok snart er ved at være forbi. Ved selv at annoncere sin afgang fra Folketinget efter næste valg kom hun måske en fyring i forkøbet.
I SF er der en forventning om, at Baastrup under alle omstændigheder havde mistet sine ordførerposter i forbindelse med en rokade inden for det kommende halve år.
Ved selv at gå nu – for at »søge nye udfordringer« –står Baastrup derfor med et langt bedre udgangspunkt til at fortsætte sin politiske karriere, end hvis hun blev.
I folketingsgruppen opleves Baastrup nogle steder som forstenet fortid, men som SF’s eventuelle spidskandidat og borgmester fremstår hun omvendt pludselig som den store fornyelse.
Baastrup satser under alle omstændigheder benhårdt på at blive SF’s borgmester nummer to, hvis partiet – som det ser ud nu – står til at få to borgmesterposter, som partiet havde i 1980’erne og starten af 1990’erne.
Urafstemning
Det er SF’s 3.500-4.000 medlemmer i København, der ved en urafstemning, som formentlig afholdes til maj, vælger en spidskandidat. SF-København har i løbet af det seneste år i øvrigt fået tilgang af omkring 1.000 nye medlemmer.
Lytter man til vurderingen fra SF’ere med kendskab til organisationen, bliver den udslagsgivende faktor for medlemmernes stemme, hvem af de to kandidater der i løbet af den interne valgkamp bedst er i stand til at overbevise medlemmerne, om de evner at sætte en ny kommunalpolitisk dagsorden.
Internt i SF’s gruppe i Borgerrepræsentationen har der længe været modstand mod Kjeldgaard, og uenigheden kulminerede, da gruppeformanden Bjarne Fey forlod sin post i efteråret i forbindelse med budgetforhandlingerne.
Kontroverserne mellem Fey og Kjeldgaard kom blandt andet til udtryk i sagen om en kommende sportshal på skolen her på Bryggen.
Bo Asmus og Ritt Bjerregaard var uenige om, hvilken kommunal kasse der skulle betale for den sportshal, som alle mente var den eneste rigtige løsning i forbindelse med den videre udbygning af skolen. På et tidspunkt så det ud til, at sportshallen helt ville blive droppet, men så gik Bjarne Fey i offensiven og undsagde sin egen borgmester.
Sagen endte i øvrigt lykkeligt for Bryggen, da en enig Borgerrepræsentation endte med at bevilge penge til sportshallen.
Modstanden mod Kjeldgaard stikker dog ikke dybt i SF’s organisation. Eksempelvis var SF’s formand i København, Jens Andersen, hurtigt ude og give Kjeldgaard sin støtte, da borgmesteren meddelte, at han genopstillede.
Kjeldgaard svag favorit
Baastrup har tidligere været en del af Villy Søvndals nære netværk, men det hjælper hende næppe meget i den interne valgkamp.
For ledelsen på Christiansborg holder sig på lang afstand af slagsmålet. Holdningen er, at det må de lokale SF’ere i København helt selv afgøre.
For nogle SF-græsrødder vil det måske netop tælle negativt i regnskabet, at Baastrup kommer »oppe fra systemet« og derfor ikke er groet op nedefra SF’s lokale rødder i København, til trods for at hun selv fremhæver at have haft bopæl i byen i 30 år.
Anne Baastrups mand er SF’s tidligere partisekretær Asbjørn Agerschou, som tidligere også var folketingsmedlem for partiet.
Agerschou beskrives som en kreativ og dygtig mand inden for politisk kampagne med mange fikse idéer, så han er nok et godt bud som Baastrups kampagnechef.
Uanset hvad er kampvalget næppe en optimal situation for partiet, for medmindre der findes en klar vinder, kan man næppe udelukke intern uro og ballade i partiet.
Det tegner til dødt løb. Skal Bryggebladet sætte odds, så spår vi, at Bo Asmus Kjeldgaard lige nu fører knebent 55-45 over Anne Baastrup. Kjeldgaard er dermed en meget svag favorit, men det kan den kommende tids valgkamp ændre på.
Mere om de to kandidater:
www.boasmus.dk
www.sf.dk/baastrup
Klummen blev bragt i Bryggebladet nr.6 /2008 den 1. april 2008.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
I den seneste klumme skrev jeg, at børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard var næsten sikker på at blive genvalgt til ny spidskandidat for SF, medmindre han blev udfordret af en kendt politisk personlighed fra SF’s folketingsgruppe. Det holdt stik.
Lige før Bryggebladet kom på gaden (men efter avisen var sendt til tryk), meddelte folketingsmedlem Anne Baastrup nemlig, at hun stiller op mod Kjeldgaard.
Alt tegner nu til et tæt løb mellem de to SF-personligheder.
Kamp til stregen
Da nyheden om Anne Baastrups kandidatur kom, bakkede næsten hele SF’s nuværende gruppe i Borgerrepræsentationen op bag hende.
Kun BR-medlem Frank Hedegaard fastholder sin støtte til Kjeldgaard, der derfor umiddelbart virker noget klemt.
Der er dog ingen tvivl om, at kandidaterne vil give hinanden hård kamp til stregen.
Bo Asmus Kjeldgaard har ét stærkt kort: Han kan henvise til sin lange kommunalpolitiske erfaring, mens Baastrup endnu ikke har fremlagt et kommunalpolitisk program, der adskiller sig markant fra, hvad der i dag er SF’s politik på rådhuset.
Ser man på, hvad udfordreren indtil videre har luftet om, hvad hun vil politisk i København, har hun holdt sig til overskrifter. Intet konkret har set dagens lys, og begge kandidater vil samarbejde med de radikale og Socialdemokraterne og fokuserer på politiske områder som børn, miljø og trafik, hvor de vil nogenlunde det samme.
Kendt kvinde
På den anden side har Kjeldgaard – til trods for at han har været borgmester i byen siden 1998 og to gange har været SF’s spidskandidat – stadig sit folkelige gennembrud til gode.
Anne Baastrup er som partiets mangeårige retspolitiske ordfører i Folketinget langt den mest kendte af de to politikere.
Det er især Baastrups køn og kendthed, der er baggrunden for, at nogle SF’ere ser hende som én, der netop kan matche den anden kendte kvindelige politiker i København: Ritt Bjerregaard.
Analysen er, at SF med en kendt kvindelig politiker øverst på listen simpelthen har en bedre chance for at veksle fremgangen i meningsmålingerne, som partiet har på landsplan, til flere mandater i Københavns Borgerrepræsentation.
Forstening og fornyelse
Baastrups afgang fra Folketinget vurderes som et logisk valg, da politikeren næppe kunne nå meget videre i Folketinget, hvor hun siden midtfirserne har været valgt på Fyn.
Efter valget er folketingsgruppen blevet fordoblet med mange nye, ambitiøse, yngre medlemmer. Foruden presset fra disse yngre MF’ere er der også et bredt ønske i selve partiet om fornyelse på en række af de tunge ordførerposter på Christiansborg.
Baastrup er næstformand i folketingsgruppen og har derfor uden tvivl fin føling med, at hendes tid som partiets retsordfører og socialordfører nok snart er ved at være forbi. Ved selv at annoncere sin afgang fra Folketinget efter næste valg kom hun måske en fyring i forkøbet.
I SF er der en forventning om, at Baastrup under alle omstændigheder havde mistet sine ordførerposter i forbindelse med en rokade inden for det kommende halve år.
Ved selv at gå nu – for at »søge nye udfordringer« –står Baastrup derfor med et langt bedre udgangspunkt til at fortsætte sin politiske karriere, end hvis hun blev.
I folketingsgruppen opleves Baastrup nogle steder som forstenet fortid, men som SF’s eventuelle spidskandidat og borgmester fremstår hun omvendt pludselig som den store fornyelse.
Baastrup satser under alle omstændigheder benhårdt på at blive SF’s borgmester nummer to, hvis partiet – som det ser ud nu – står til at få to borgmesterposter, som partiet havde i 1980’erne og starten af 1990’erne.
Urafstemning
Det er SF’s 3.500-4.000 medlemmer i København, der ved en urafstemning, som formentlig afholdes til maj, vælger en spidskandidat. SF-København har i løbet af det seneste år i øvrigt fået tilgang af omkring 1.000 nye medlemmer.
Lytter man til vurderingen fra SF’ere med kendskab til organisationen, bliver den udslagsgivende faktor for medlemmernes stemme, hvem af de to kandidater der i løbet af den interne valgkamp bedst er i stand til at overbevise medlemmerne, om de evner at sætte en ny kommunalpolitisk dagsorden.
Internt i SF’s gruppe i Borgerrepræsentationen har der længe været modstand mod Kjeldgaard, og uenigheden kulminerede, da gruppeformanden Bjarne Fey forlod sin post i efteråret i forbindelse med budgetforhandlingerne.
Kontroverserne mellem Fey og Kjeldgaard kom blandt andet til udtryk i sagen om en kommende sportshal på skolen her på Bryggen.
Bo Asmus og Ritt Bjerregaard var uenige om, hvilken kommunal kasse der skulle betale for den sportshal, som alle mente var den eneste rigtige løsning i forbindelse med den videre udbygning af skolen. På et tidspunkt så det ud til, at sportshallen helt ville blive droppet, men så gik Bjarne Fey i offensiven og undsagde sin egen borgmester.
Sagen endte i øvrigt lykkeligt for Bryggen, da en enig Borgerrepræsentation endte med at bevilge penge til sportshallen.
Modstanden mod Kjeldgaard stikker dog ikke dybt i SF’s organisation. Eksempelvis var SF’s formand i København, Jens Andersen, hurtigt ude og give Kjeldgaard sin støtte, da borgmesteren meddelte, at han genopstillede.
Kjeldgaard svag favorit
Baastrup har tidligere været en del af Villy Søvndals nære netværk, men det hjælper hende næppe meget i den interne valgkamp.
For ledelsen på Christiansborg holder sig på lang afstand af slagsmålet. Holdningen er, at det må de lokale SF’ere i København helt selv afgøre.
For nogle SF-græsrødder vil det måske netop tælle negativt i regnskabet, at Baastrup kommer »oppe fra systemet« og derfor ikke er groet op nedefra SF’s lokale rødder i København, til trods for at hun selv fremhæver at have haft bopæl i byen i 30 år.
Anne Baastrups mand er SF’s tidligere partisekretær Asbjørn Agerschou, som tidligere også var folketingsmedlem for partiet.
Agerschou beskrives som en kreativ og dygtig mand inden for politisk kampagne med mange fikse idéer, så han er nok et godt bud som Baastrups kampagnechef.
Uanset hvad er kampvalget næppe en optimal situation for partiet, for medmindre der findes en klar vinder, kan man næppe udelukke intern uro og ballade i partiet.
Det tegner til dødt løb. Skal Bryggebladet sætte odds, så spår vi, at Bo Asmus Kjeldgaard lige nu fører knebent 55-45 over Anne Baastrup. Kjeldgaard er dermed en meget svag favorit, men det kan den kommende tids valgkamp ændre på.
Mere om de to kandidater:
www.boasmus.dk
www.sf.dk/baastrup
mandag den 10. marts 2008
Bo Asmus næsten sikker som SF’s spidskandidat
Camilla Burgwald stiller ikke op mod Kjeldgaard, siger hun til Bryggebladet.
Klumme bragt i Bryggebladet nr. 5 den 11. marts 2008.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Der har længe været spekuleret i, om børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard ville møde en seriøs rival, når de københavnske SF’ere i maj ved en urafstemning blandt medlemmerne skal vælge deres overborgmesterkandidat.
Den 50-årige oprindelige vestjyde har været sit partis spidskandidat i hovedstaden i de to seneste valgperioder, men det er endnu ikke lykkedes ham at få det store folkelige gennembrud.
Ved sidste kommunalvalg gik det da også ud over SF, at Ritt Bjerregaard stormede i Borgerrepræsentationen. Partiet mistede to mandater, og det lykkedes ikke Kjeldgaard at trænge igennem til vælgerne.
I SF’s organisation har tillidsfolkene derfor opstillet en række kriterier for, hvilke egenskaber en ideel spidskandidat skal besidde:
Han eller hun skal have erfaring, være god til at forhandle, og så skal vedkommende være kendt i vælgerbefolkningen. Det sidste kriterium, siger nok noget om partiets erfaringer fra 2005, hvor Klaus Bondam og Bjerregaard gav den ukendte Kjeldgaard baghjul hos vælgerne.
Frossen kylling
Men i 2009 er rollerne måske byttet om. SF har pt. fremdrift på grund af Villy-effekten, der fejrer triumfer ugentligt i meningsmålingerne.
Spørgsmålet er, om de gode Gallup-tal for SF på landsplan holder frem til næste BR-valg. Som tommelfingerregel skulle SF i København som minimum kunne veksle halvdelen af fremgangen på landsplan til ekstra sæder i den ny Borgerrepræsentation.
SF’ere i organisationen har efter sigende kigget efter alternativer til Bo Asmus Kjeldgaard, der endnu ikke har overbevist nogen om sine evner som folkeforfører.
Den socialdemokratiske blogger David Troels Garby mener ligefrem, at SF-borgmesteren har »en karisma som en frossen kylling«.
I stedet er profiler som Steen Gade og Anne-Grethe Holmsgaard efter sigende blevet spurgt, om de kunne være interesserede, men har begge takket nej. Landspolitikken er åbenbart mere attraktiv for dem end udsigten til at blive borgmester i København.
Nej til headhunting
Der er dog også stærke kræfter i partiet, som er modstandere af, at SF skulle »headhunte« en profil til københavnsk politik efter Ritt-modellen. Nogle mener, at SF’s næste spidskandidat skal findes blandt de erfarne og prøvede kræfter, der allerede har vist deres værd på Rådhuset.
Længe har der været snakket om, at den unge Camilla Burgwald, politisk ordfører for SF i Borgerrepræsentationen, kunne tænkes at udfordre Kjeldgaard. Men da Bryggebladet ringede hende op forleden, kunne Burgwald meddele avisen, at hun ikke agter at stille op som overborgmesterkandidat.
Burgwald ville dog ikke afvise, at hun er kandidat som ny borgmester, hvis nu SF – hvad meningsmålingerne kunne tyde på – får to borgmestre efter konstitueringen i 2009.
Borgmester skal være kvinde
SF’s organisation har nemlig tidligere diskuteret en opstillingskonstruktion, hvor den anden borgmester skal være en kvinde. Og det giver selvsagt Burgwald gode kort på hånden.
Med Burgwalds klare udmelding er Kjeldgaard nu næsten sikker på at blive valgt som SF’s overborgmester-kandidat.
Men det gør ham stadig ikke til noget stort trækplaster hos vælgerne. Derfor findes der stadigvæk SF’ere, der håber på, at en af de kendte profiler fra Christiansborg alligevel inden maj når at besinde sig og stiller op imod Kjeldgaard. Men chancerne for dette scenario mindskes dag for dag.
Det er Kjeldgaard tilfreds med, men det er Ritt Bjerregaard og ikke mindst Klaus Bondam utvivlsomt også. For en mere kendt kandidat vil naturligvis gøre det langt sværere for S og R at vinde det (i meningsmålingerne) tabte tilbage inden valget.
MANDAG 10.3.08 : MF Anne Baastrup siger i dag, at hun forlader Christiansborg for at blive SFs borgmesterkandidat. Hun skulle være opfordret siger hun. Meldingen kommer efter at Kjeldgaaard - også i dag - har meddelt at han "genopstiller som borgmester". Der bliver derfor alligevel nu et kampvalg om spidskandidat-posten. Det er ikke nyt at Baastrup har været interesseret, men efter Bryggebladets oplysninger, så er begejstringen for hende i SF ikke entydig. Det samme kan man sige om Bo Asmus Kjeldgaard.
---------------------------------
Ny ballade i Ritts regering
Socialdemokraterne udfordrer SF og Radikale: Laver solo-forlig om modersmålsundervisning med de borgerlige
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
I sidste uge indgik Socialdemokraterne pludselig forlig med de borgerlige partier omkring indførelse af brugerbetaling for modersmålsundervisning i Københavns Kommune fra tredje klassetrin – før var det fra syvende klasse.
Det er ret usædvanligt, at ABF-partierne ikke står samlet bag den politik, der vedtages på rådhuset. Det svarer nærmest til, hvis VK-partierne på Christiansborg pludselig lavede finanslov uden Pia Kjærsgaard.
Derfor er der ikke noget at sige til, at Berlingske Tidende fredag svingede sig op til i en overskrift at tale om, at der er udbrudt »åben krig« på rådhuset mellem S og deres normale samarbejdspartnere SF og R.
Sagen ses, blandt andre af de borgerlige, som endnu et søm til ABF-samarbejdets ligkiste, og at Ritt forsøger at udfordre især opkomlingene fra SF ved at føre en lidt strammere – og måske borgerlig – kurs.
Dette politiske område er omstridt. Den ene del af sagkundskaben mener, at modersmålsundervisning er altafgørende for integrationen, hvorimod den anden del mener, at den er ligegyldig eller ligefrem skadelig for samme.
SF og de radikales synspunkt er, at tilegnelsen af et nyt sprog, det vil sige dansk – og på længere sigt integrationen – lykkes bedst, hvis børn først har lært deres eget modersmål. Det andet og modsatrettede synspunkt er, at modersmålet tværtimod trækker fokus væk fra det egentlige formål: At børn lærer dansk godt for derved at kunne klare sig godt i undervisningssystemet og blive ordentligt integreret.
Socialdemokraterne har længe været splittet i spørgsmålet, og flere af de socialdemokratiske BR-medlemmer med indvandrerbaggrund er stærkt optaget af at sikre fortsat kommunalt støttet modersmålsundervisning.
Andre dele af partiet – herunder Ritt – er imod, og hun er ikke alene om at styre Socialdemokraternes politik på dette område. Medlem af Børne- og Ungeudvalget Jan Andreasen har i mange år været strammer i integrationspolitikken, blandt andet ved at ville begrænse modersmålsundervisningen.
Forslaget – der blev vedtaget med de borgerlige stemmer for et par uger siden – ses derfor af Socialdemokraterne selv som et kompromis mellem de forskellige synspunkter, der er i den socialdemokratiske BR-gruppe.
Normalt vil et forslag af denne type skulle cleares med SF og de radikale på ABF-partiernes koordinationsmøder, som de holder et par gange om måneden.
Men Socialdemokraterne med flere mener, at Bo Asmus Kjeldgaard af en eller anden grund ikke fik clearet denne sag på disse møder eller i sit eget udvalg med Jan Andreasen, der så i stedet gik til de borgerlige for at gennemføre forslaget.
Siden har ABF-partierne brugt tiden på at mundhugges offentligt, hvilket har næret indtrykket af tiltagende sprækker – for ikke at sige total splittelse – i »byens regering«.
Ritts rolle
På rådhuset storspekuleres der samtidig og naturligvis i, hvilken rolle Ritt spiller i sagen. Var det Ritt, der for at genere SF fik orkestreret det hele sådan, at Jan Andreasen gik til de borgerlige?
Men ingen kan rigtig svare på, hvilken glæde Socialdemokraterne eller Ritt skulle have i at lave ballade på et relativt lille område som modersmålsundervisning? Det er ikke helt indlysende.
Socialdemokraterne hævder selv, at Jan Andreasen handlede på egen hånd, og flere mener, at Bo Asmus Kjeldgaard sov i timen.
Så måske er hele sagen i virkeligheden bare et eksempel på, at der engang imellem opstår ballade i politik ved tilfældigheder.
Men som en fremtrædende BR-politiker bemærkede, så opererer Ritt normalt ikke med tilfældigheder. Det er sikkert rigtigt, men hendes egentlige motiv til at udstille splittelsen i byens regering er ikke let at få øje på.
Blandt argumenterne er, at hvis Ritt skal vinde tabte vælgere tilbage fra SF, sker det næppe på en dagsorden om mindre modersmålsundervisning, hvor man går til højre. Så burde Ritt vil snarere finde et område, hvor hun kan konkurrere med SF om at være mest venstreorienteret.
Klumme bragt i Bryggebladet nr. 5 den 11. marts 2008.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Der har længe været spekuleret i, om børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard ville møde en seriøs rival, når de københavnske SF’ere i maj ved en urafstemning blandt medlemmerne skal vælge deres overborgmesterkandidat.
Den 50-årige oprindelige vestjyde har været sit partis spidskandidat i hovedstaden i de to seneste valgperioder, men det er endnu ikke lykkedes ham at få det store folkelige gennembrud.
Ved sidste kommunalvalg gik det da også ud over SF, at Ritt Bjerregaard stormede i Borgerrepræsentationen. Partiet mistede to mandater, og det lykkedes ikke Kjeldgaard at trænge igennem til vælgerne.
I SF’s organisation har tillidsfolkene derfor opstillet en række kriterier for, hvilke egenskaber en ideel spidskandidat skal besidde:
Han eller hun skal have erfaring, være god til at forhandle, og så skal vedkommende være kendt i vælgerbefolkningen. Det sidste kriterium, siger nok noget om partiets erfaringer fra 2005, hvor Klaus Bondam og Bjerregaard gav den ukendte Kjeldgaard baghjul hos vælgerne.
Frossen kylling
Men i 2009 er rollerne måske byttet om. SF har pt. fremdrift på grund af Villy-effekten, der fejrer triumfer ugentligt i meningsmålingerne.
Spørgsmålet er, om de gode Gallup-tal for SF på landsplan holder frem til næste BR-valg. Som tommelfingerregel skulle SF i København som minimum kunne veksle halvdelen af fremgangen på landsplan til ekstra sæder i den ny Borgerrepræsentation.
SF’ere i organisationen har efter sigende kigget efter alternativer til Bo Asmus Kjeldgaard, der endnu ikke har overbevist nogen om sine evner som folkeforfører.
Den socialdemokratiske blogger David Troels Garby mener ligefrem, at SF-borgmesteren har »en karisma som en frossen kylling«.
I stedet er profiler som Steen Gade og Anne-Grethe Holmsgaard efter sigende blevet spurgt, om de kunne være interesserede, men har begge takket nej. Landspolitikken er åbenbart mere attraktiv for dem end udsigten til at blive borgmester i København.
Nej til headhunting
Der er dog også stærke kræfter i partiet, som er modstandere af, at SF skulle »headhunte« en profil til københavnsk politik efter Ritt-modellen. Nogle mener, at SF’s næste spidskandidat skal findes blandt de erfarne og prøvede kræfter, der allerede har vist deres værd på Rådhuset.
Længe har der været snakket om, at den unge Camilla Burgwald, politisk ordfører for SF i Borgerrepræsentationen, kunne tænkes at udfordre Kjeldgaard. Men da Bryggebladet ringede hende op forleden, kunne Burgwald meddele avisen, at hun ikke agter at stille op som overborgmesterkandidat.
Burgwald ville dog ikke afvise, at hun er kandidat som ny borgmester, hvis nu SF – hvad meningsmålingerne kunne tyde på – får to borgmestre efter konstitueringen i 2009.
Borgmester skal være kvinde
SF’s organisation har nemlig tidligere diskuteret en opstillingskonstruktion, hvor den anden borgmester skal være en kvinde. Og det giver selvsagt Burgwald gode kort på hånden.
Med Burgwalds klare udmelding er Kjeldgaard nu næsten sikker på at blive valgt som SF’s overborgmester-kandidat.
Men det gør ham stadig ikke til noget stort trækplaster hos vælgerne. Derfor findes der stadigvæk SF’ere, der håber på, at en af de kendte profiler fra Christiansborg alligevel inden maj når at besinde sig og stiller op imod Kjeldgaard. Men chancerne for dette scenario mindskes dag for dag.
Det er Kjeldgaard tilfreds med, men det er Ritt Bjerregaard og ikke mindst Klaus Bondam utvivlsomt også. For en mere kendt kandidat vil naturligvis gøre det langt sværere for S og R at vinde det (i meningsmålingerne) tabte tilbage inden valget.
MANDAG 10.3.08 : MF Anne Baastrup siger i dag, at hun forlader Christiansborg for at blive SFs borgmesterkandidat. Hun skulle være opfordret siger hun. Meldingen kommer efter at Kjeldgaaard - også i dag - har meddelt at han "genopstiller som borgmester". Der bliver derfor alligevel nu et kampvalg om spidskandidat-posten. Det er ikke nyt at Baastrup har været interesseret, men efter Bryggebladets oplysninger, så er begejstringen for hende i SF ikke entydig. Det samme kan man sige om Bo Asmus Kjeldgaard.
---------------------------------
Ny ballade i Ritts regering
Socialdemokraterne udfordrer SF og Radikale: Laver solo-forlig om modersmålsundervisning med de borgerlige
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
I sidste uge indgik Socialdemokraterne pludselig forlig med de borgerlige partier omkring indførelse af brugerbetaling for modersmålsundervisning i Københavns Kommune fra tredje klassetrin – før var det fra syvende klasse.
Det er ret usædvanligt, at ABF-partierne ikke står samlet bag den politik, der vedtages på rådhuset. Det svarer nærmest til, hvis VK-partierne på Christiansborg pludselig lavede finanslov uden Pia Kjærsgaard.
Derfor er der ikke noget at sige til, at Berlingske Tidende fredag svingede sig op til i en overskrift at tale om, at der er udbrudt »åben krig« på rådhuset mellem S og deres normale samarbejdspartnere SF og R.
Sagen ses, blandt andre af de borgerlige, som endnu et søm til ABF-samarbejdets ligkiste, og at Ritt forsøger at udfordre især opkomlingene fra SF ved at føre en lidt strammere – og måske borgerlig – kurs.
Dette politiske område er omstridt. Den ene del af sagkundskaben mener, at modersmålsundervisning er altafgørende for integrationen, hvorimod den anden del mener, at den er ligegyldig eller ligefrem skadelig for samme.
SF og de radikales synspunkt er, at tilegnelsen af et nyt sprog, det vil sige dansk – og på længere sigt integrationen – lykkes bedst, hvis børn først har lært deres eget modersmål. Det andet og modsatrettede synspunkt er, at modersmålet tværtimod trækker fokus væk fra det egentlige formål: At børn lærer dansk godt for derved at kunne klare sig godt i undervisningssystemet og blive ordentligt integreret.
Socialdemokraterne har længe været splittet i spørgsmålet, og flere af de socialdemokratiske BR-medlemmer med indvandrerbaggrund er stærkt optaget af at sikre fortsat kommunalt støttet modersmålsundervisning.
Andre dele af partiet – herunder Ritt – er imod, og hun er ikke alene om at styre Socialdemokraternes politik på dette område. Medlem af Børne- og Ungeudvalget Jan Andreasen har i mange år været strammer i integrationspolitikken, blandt andet ved at ville begrænse modersmålsundervisningen.
Forslaget – der blev vedtaget med de borgerlige stemmer for et par uger siden – ses derfor af Socialdemokraterne selv som et kompromis mellem de forskellige synspunkter, der er i den socialdemokratiske BR-gruppe.
Normalt vil et forslag af denne type skulle cleares med SF og de radikale på ABF-partiernes koordinationsmøder, som de holder et par gange om måneden.
Men Socialdemokraterne med flere mener, at Bo Asmus Kjeldgaard af en eller anden grund ikke fik clearet denne sag på disse møder eller i sit eget udvalg med Jan Andreasen, der så i stedet gik til de borgerlige for at gennemføre forslaget.
Siden har ABF-partierne brugt tiden på at mundhugges offentligt, hvilket har næret indtrykket af tiltagende sprækker – for ikke at sige total splittelse – i »byens regering«.
Ritts rolle
På rådhuset storspekuleres der samtidig og naturligvis i, hvilken rolle Ritt spiller i sagen. Var det Ritt, der for at genere SF fik orkestreret det hele sådan, at Jan Andreasen gik til de borgerlige?
Men ingen kan rigtig svare på, hvilken glæde Socialdemokraterne eller Ritt skulle have i at lave ballade på et relativt lille område som modersmålsundervisning? Det er ikke helt indlysende.
Socialdemokraterne hævder selv, at Jan Andreasen handlede på egen hånd, og flere mener, at Bo Asmus Kjeldgaard sov i timen.
Så måske er hele sagen i virkeligheden bare et eksempel på, at der engang imellem opstår ballade i politik ved tilfældigheder.
Men som en fremtrædende BR-politiker bemærkede, så opererer Ritt normalt ikke med tilfældigheder. Det er sikkert rigtigt, men hendes egentlige motiv til at udstille splittelsen i byens regering er ikke let at få øje på.
Blandt argumenterne er, at hvis Ritt skal vinde tabte vælgere tilbage fra SF, sker det næppe på en dagsorden om mindre modersmålsundervisning, hvor man går til højre. Så burde Ritt vil snarere finde et område, hvor hun kan konkurrere med SF om at være mest venstreorienteret.
Abonner på:
Opslag (Atom)
