Tvang af tosprogede elever væk fra ghetto-skoler skal være valgtema, foreslår S-borgmester
Bragt i Bryggebladet nr. 1 den 20. januar 2009
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
På Københavns Rådhus gør man sig så småt klar til efterårets kommunalvalg. Der går rygter om, at SF på Christiansborg for længst har fået lavet en omfattende vælgeranalyse, som danner baggrund for partiets politiske strategi frem mod kommunalvalget. Allerede før jul hang der plakater på S-togsstationer mv. med partiets spidskandidat Bo Asmus Kjeldgaard i selskab med partiformand og politiske superstar Villy Søvndal. SFs valgkampagne for Kjeldgaard er klar, og ifølge rygterne, så er Søvndals lille stab af kampagnefolk sat til benhårdt at styre den københavnske valgkampagne.
Villy Søvndals store politiske projekt er at få SFs til at fremstå så regeringsdueligt, at partiet bliver svære at komme udenom den dag, hvor vælgerne ønsker et systemskifte i Danmark. Derfor har SF-formanden ikke brug for at hans parti i hovedstaden, hvor han nu er opstillet, ligger i vedvarende åben krig med socialdemokraterne, som man så det i efteråret efter Ritt Bjerregaards budgetaftale med de borgerlige. Tværtimod så ønsker SF på Christiansborg, at Bo Asmus Kjeldgaard og den øvrige SF-gruppe i borgerrepræsentationen anstrenger sig for at samarbejde med Ritt Bjerregaard. For megen splid og "spillen fandango" i hovedstaden vil ødelægge SFs nye image. Og i øvrigt så har SF slet ikke brug for at skælde ud på socialdemokraterne. Meningsmålingerne viser jo, at SF får et kanonvalg. Så derfor vil SF formentlig føre en positiv kampagne med en afdæmpet - og i det omfang at det er muligt - ydmyg Kjeldgaard, blandt andet ved at understrege, at han er SFs ”spidskandidat”, selvom at alle og enhver ved, at Kjeldgaard i virkeligheden har hede drømme om at sætte sig i overborgmesterstolen efter næste valg.
Bondams strategi
Bo Asmus Kjeldgaard vil realistisk set nok ”kun” kunne sætte sig i byens næst-fineste stol som byens teknik og miljøborgmester efter Klaus Bondam. De radikale på landsplan er i en nylig meningsmåling nede på kun 3,5 procents opbakning, og Bondams egen popularitet er omdiskuteret. Nogle - primært af radikal observans - mener, at han kan trække partiet op alene i kraft af egen kendis-effekt. Andre peger på, at Bondams ”bilerne ud af byen”- politik ikke ligefrem "tænder" de vælgere, som kunne overveje at sætte kryds ved liste B. Omvendt er SFs vælgere glade for netop denne trafikpolitik, men næppe i et omfang, så de stemmer radikalt ved næste kommunalvalg. Hvis det er rigtigt, så er Bondams politiske strategi slået totalt fejl.
Socialdemokraterne har siden nytåret indledt en charmeoffensiv overfor både de radikale og SF. S har ind til videre indstillet de store ”bredsider”, som man i efteråret så i lokalaviserne mod Bo Asmus Kjeldgaard og hans forvaltning, men også Klaus Bondam skulle mærke mildere vinde, og rygterne florerer om hvorvidt, at han finder tilbage til det gamle tætte samarbejde med Ritt Bjerregaard.
Freden kan dog næppe vare ved, for snart vil partierne have en interesse i at kritisere hinanden sønder og sammen i et hundeslagsmål om at opnå vælgernes opmærksomhed. Men i foråret er der formentlig mulighed for at nå hinanden og lave aftaler på særlige områder.
Hougaard flirter med Allerslev
Det vakte forleden en del opsigt, da socialdemokraternes integrationsborgmester Jacob Hougaard og Venstres kulturborgmester Pia Allerslev forleden i Politiken indledte en hed politisk flirt om tvungen omplacering af de tosprogede elever på de københavnske folkeskoler. Det er en sag, som optager stort set alle borgere i kommunen med børn i folkeskolen. Ligesom mange andre folkeskoler i landet med mange tosprogede elever, så kæmper nogle københavnske folkeskoler med at især etniske danske middelklasseforældre ”stemmer med fødderne” og tager deres børn ud af skoler med for mange tosprogede elever med rødder i Mellemøsten. Resultatet bliver rene ghettoskoler, hvilket især er et problem på Nørrebro.
For at imødegå denne udvikling, opfandt politikerne derfor for nogle år siden ”Københavnermodellen”, hvor de tosprogede indvandrerbørn frivilligt kunne lade sig flytte til andre skoler i kommunen med overvægt af etnisk danske børn. Det tilbud benyttede de bedst integrerede og ressourcestærke familier sig af. De flyttede deres børn, mens de ”tunge” elever - som formentlig også havde det største behov - blev tilbage. Vist viste Københavnermodellen resultater, men for små til, at det batter noget blandt andet ifølge modellens fremmeste kritiker, som den markante socialdemokratiske skoleordfører Jan Andreasen. Oveni har Københavnermodellen vist sig sin begrænsning ved, at der simpelthen ikke længere er plads til de mange indvandrerbørn på Nørrebro på Østerbro-skolerne, som ellers er meget positive. Begrundelsen er den enkle, at det ikke er fysisk plads til disse elever på Østerbro-skolerne, som i forvejen har for mange elever eller snarere for lidt kapacitet.
I Albertslund og Århus kommuner har man imidlertid benyttet sig af en anden mere håndfast model. Her sprogtester man børn ned til treårs-alderen for herefter at placere de sprogligt udfordrede børn dvs. indvandrerbørn i skoler uden for ghettoområderne. Det sker netop for at undgå rædselsscenarier med ghetto-skoler, hvor indvandrerbørn udgør 75 procent eller mere af eleverne.
Så derfor har borgmestrene Allerslev og Hougaard været på tur sammen i Albertslund for at studere resultaterne dér. Det sker formentlig med henblik på at lade sig inspirere - og lave en politisk aftale om tvungen placering af de tungeste tosprogede børn.
SF og R i opbrud
Spørgsmålet er, hvad Københavnermodellens hidtidige fortalere SF og de radikale – Socialdemokraternes gamle ”politiske legekammerater” siger til det. Ved sidste valg var de to partier ellers varme tilhængere af frivillighedsmodellen, men fronterne er nu i opbrud.
Børne- og Ungeborgmester Bo Asmus Kjeldgaard blev formentlig taget på sengen af, da Jacob Hougaard i Politiken annoncerede. at netop placeringen af de tosprogede elever kunne gå hen og blive et valgkampstema:
- Der er brug for, at det her bliver et tema i valgkampen. Vælgerne skal vide, at hvis vi vinder, får de en model med henvisning af elever til andre skoler efter en obligatorisk sprogtest, sagde integrationsborgmester Hougaard til avisen.
Kjeldgaard skyndte sig sikkert derfor hurtigt at række en hånd ud og foreslog, at der nu her i foråret blev lavet en aftale. Dvs. på god afstand af valgkampen. Kjeldgaard vil muligvis undgå ballade om sagen og har måske ikke det store behov for at slås for en Københavnermodel, som der er stigende erkendelse af ikke virker efter hensigten. Både SF-borgmesteren og den radikale skoleordfører Kasper Johansen har desuden før jul i Berlingske begge udtalt, at der skal ske noget nyt på området.
Integrationsborgmesteren har tilsyneladende en mulighed for at indgå en aftale med de borgerlige, hvis han vil. Det vil måske presse R og SF til forhandlingsbordet. Spørgsmålet er dog, hvad den socialdemokratiske gruppe – og toppen – siger til forslaget om tvangsfordeling. Og måske vil man her i foråret se en bred aftale mellem den gamle ABF-alliance og et eller flere af de borgerlige partier.
Kun Enhedslisten er kritisk, og socialborgmester Mikkel Warming betegner hele forslaget om mere tvang – meget malerisk - som ”råddent”.
onsdag den 21. januar 2009
tirsdag den 16. december 2008
Årets vindere og tabere i københavnsk politik
Julefreden har sænket sig over Københavns Rådhus, men Bryggebladet kigger tilbage for at udpege vindere og tabere i et sædvanligt forrygende og dramatisk år i københavnsk politik.
Bragt i Bryggebladet nr. 21 den 16. december 2008
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
Et vendepunkt for Ritt?
2008 var helt overordnet et ret skidt år for Ritt Bjerregaard. Meningsmålinger i Berlingske viste at københavnerne i bundter forlader S især til fordel for SF og tilfredsheden med overborgmesterens indsats var helt i bund. Iagttagere peger på Ritts overraskende budgetforlig i efteråret med de borgerlige som et afgørende punkt, hvor hun viste handlekraft, vilje til magt og demonstrerede overfor de radikale og SF, hvem der bestemte. De borgerlige jublede, mens de radikale, venstrefløjen, fagforeningerne og formentlig en stor del af S-vælgerne rasede. ”Ingen slinger i valsen”, lovede Ritt vælgerne i 2005. I det samme år, hvor Ritt forsøgte at trække S til venstre som skoleinspektør i ”Den Røde Skole”, så indgik hun budgetforlig med de borgerlige.
En vurdering er, at Ritt er i gang med et fundamentalt strategiskifte væk fra den enerådende ”mor bestemmer”-stil og i retning af en mere imødekommende ”mor formidler det brede samarbejde” -stil. Før insisterede Ritt på at tage hele æren for politiske resultater – nu skal al alle forligspartnere have æren. Lyder det for godt til at være sandt? Måske. Men faktum er, at Bjerregaards troværdighed hos vælgerne er sønderskudt, og derfor har socialdemokraterne analyseret sig frem til, at de ikke kan køre en kampagne som sidst med kontraktpolitik i stil med løftet om 5000 billige boliger.
Ritt Bjerregaards boligløfter fra forrige valgkamp har længe været reelt skudt i sænk. Forleden dag indrømmede overborgmesteren, at der aldrig bliver bygget 5000 boliger til 5000 kr. på fem år. Foreløbig er det blevet til 12 boliger, og den ny plan som overborgmesteren forleden søsatte, handler det blot om at få bygget billige boliger. Punktum. Ritt vil dele æren og ansvaret med resten af partierne, og så håber hun sikkert på, at de politiske modstandere og vælgerne vil glemme hendes bombastiske valgløfte fra 2005 i næste års valgkamp. Så god er verden næppe.
Internt holder Ritt Bjerregaard ro i partiet, men euforien fra 2005 er væk. Overborgmesteren opfattes som enevældig blandt de socialdemokratiske BR-medlemmer, hvor flere af dem godt kan regne med at sige farvel til rådhuset. Skylden for nederlaget bliver lagt på Ritt Bjerregaards måtte. Hun kan ikke tørre det af på Helle Thorning-Schmidt. Sidst vandt Ritt kommunalvalget suverænt PÅ TRODS af S-partiformanden. Så det ville ikke være troværdigt at tørre et evt. stort nederlag af på Thorning.
Socialdemokraternes integrationsborgmester Jacob Hougaard har dog vist sig at være en gevinst for sit parti. De økonomiske konjunkturer plus en ihærdig opsøgende indsats har fået byens indvandrere i beskæftigelse. Samtidig har kommune fået held til at bekæmpe ghetto-dannelsen i et par af de hårdest ramte kvarterer. På Rådhusets gange er den unge borgmester aktier stigende. Også hos Ritt Bjerregaard. Sådan har det ikke altid været.
Bondams sidste år
2008 var et skidt år for Klaus Bondam. Meningsmålingerne for de radikale er mildest talt elendige. De står til en halvering af stemmetallet, og spørgsmålet er om mandaterne rækker til at Klaus Bondam kan fortsætte som borgmester. Ingen tror på et scenario, hvor han kan fortsætte på den tunge miljø og teknikborgmester – den går formentlig til Bo Asmus Kjeldgaard. Men måske kan Bondam blive borgmester for et af de andre lettere områder. De radikale stod desuden uden for budgetforliget med den konsekvens at Bondams ansvarsområde måtte holde for, mens resten af kommunens borgmestre blev tilgodeset. Noget tyder i øvrigt på, at Bondams strategi med at slå sig op som bilernes fjende nr.1 og cykelborgmesteren er slået helt fejl. Ifølge ikke offentliggjorte vælgeranalyser, så har radikale vælgere forladt partiet – ikke til fordel for SF – men i stedet til S og de borgerlige. Begrundelsen er, viser interne vælgeranalyser, at de radikales modstand mod biler i byen opfattes som fanatisk. Bondams største politiske resultat i år er også en lukning af Nørrebrogade for biltrafik. Det er SFs vælgere glade for, men det får dem formentlig ikke til at svigte Villy Søvndals parti til fordel for Bondam på valgdagen. Det er indlysende et kæmpe problem for Bondam, som i efteråret blev kåret som sit partis spidskandidat.
De radikales forudsigelige problemer hos vælgerne på landsplan kunne opvejes af en kendt og respekteret spidskandidat. Netop her deler vandene sig om Klaus Bondams personlige vælgertække formår at trække nye vælgere til partiet. Vandene er mildt sagt delte om, hvorvidt Bondams selv for en politiker ekstraordinære trang/behov til at være i rampelyset samt ikke mindst særegne skuespillerimage indbefattende en ofte overvældende følelsesbetonet facon, som nogle finder sympatisk – andre latterligt – vil vise sig at være en gevinst på valgdagen.
Kjeldgaards år
2008 var alt i alt et godt år for Børne og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard. Først og fremmest af den grund, at han i foråret mod alle odds vandt partiets urafstemning om at blvie partiets spidskandidat ved næste BR-valg knebent over Villy Søvndals foretrukne kandidat Anne Baastrup. Kjeldgaard kan ride med på den vælgermæssige bølge som skylder ind over partiet for tiden med Villy-effekten. SFs spidskandidat er dog blevet underlagt Christiansborgs vilkår til hvordan kampagnen i København skal forløbe, hvilket formentlig passer ham fint. Borgmesteren har brug for Villys støtte for at imødegå kritikken fra sin egen BR-gruppe, som på ingen måde på samme tid udgør Kjeldgaards fanklub.
Kjeldgaard og hans parti er dog fuld af selvtillid forud for næste valg og udgør - på papiret - eneste trussel mod Ritt Bjerregaards overborgmesterpost.
Selv om at SF ikke deltog i budgetforliget, så fik det ingen konsekvenser for børne- og ungdomsforvaltningen. Københavns børnetal stiger brat i disse år – hurtigere end kommunens regnedrenge kan følge med. Det skaber strid om midler til at bygge skoler for, og for at kommunen kan opfylde den pasningsgaranti, som politikerne for længst har vedtaget. I den strid forspilder Kjeldgaard ikke muligheden for at skyde skylden på sine kolleger. Omvendt mener hans politiske modstandere at børne- og ungeborgmesteren klynker og fralægger sig sit ansvar.
VKOs kanonår
VKO-partierne har samlet set haft et rigtig godt år. VKO udnyttede en pludselig opstået mulighed for at komme med i et budgetforlig. De fik en række borgerlige mærkesager gennemført herunder en lille skattelettelse med betydelig symbol-kraft internt især hos Venstre og de konservative. Og så er især de to små partier vokset lidt i betydning og mht. respekt, hvor de før fyldte stort set ingenting.
Dansk Folkeparti kom med i et budgetforlig for første gang nogensinde på Københavns Rådhus. Partiets indflydelse i hverdagen har ellers været minimal, men med deltagelse budgetforliget har partiet nu den fjer i hatten, at man bliver taget seriøst og at partiets stemmer rent faktisk tæller. DFs rorsmand på Rådhuset Carl Christian Ebbesen og formentlige spidskandidat er også ganske vellidt for sit omgængelige og venlige væsen og får ros - også fra politiske modstander - for at være en dygtig politiker.
Venstres Pia Allerslev har haft et godt år, som var hendes første hele år som borgmester. Allerslevs stil er en anden en den, man så hos farverige forgængere Søren Pind og Martin Geertsen. Hendes profil er ikke så klar og kontant, og en iagttager vurderer, at hun slet ikke på samme måde - som Geertsen - matcher overborgmesteren og give det nødvendige modspil, når der forhandles i det magtfulde økonomiudvalg. Omvendt peger flere netop på Allerslevs fortrinlige evne til at skabe personlige relationer til politiske med og modspillere som en medvirkende årsag til at VKO fik et forlig i stand med Ritt Bjerregaard. Overborgmesteren menes at kunne lide Allerslev, hvorimod Ritts forhold til Geertsen og omvendt var yderst anspændt og indimellem direkte fjendtligt.
De konservatives Mogens Lønborg havde også et godt 2008. Udover at den decimerede to-mands store konservative kom med i budgetforliget, så blev sundhedsborgmesteren også opstillet som sit partis spidskandidat trods det historisk pauvre valgresultat i 2005. Lønborg får ros for at være en god administrator og han slås ikke med dårlige pressesager. Han har dog ikke den tydeligste profil, og regnes af stort set alle på rådhuset som en absolut letvægter med ringe politisk fingerspidsfornemmelse. Lønborg og hans fæller håber dog på at Lene E. effekten vil hjælpe de konservative til en lille mandatfremgang ved valget i november.
Kæmpede sig tilbage
2009 begyndte mildt sagt elendigt for Mikkel Warming, hvor en række ubehagelige sager blandt andet om personalets magtanvendelse på kommunens bostæder for psykisk handicappede hobede sig op på hans bord. Socialborgmesteren blev kritiseret fra alle sider og selvom at Warming på ingen måde rendte fra ansvaret, så fremstod han noget vingeskudt i dagspressen. Pressehåndteringen var bestemt heller ikke til et 13-tal.
Med tiden er de grimme sager blevet færre i kraft af en ihærdig indsats for at løse problemerne, og samtidig er socialområdet blev tilført betydelige midler ved budgetforliget – også selvom at Enhedslisten ikke var med i det.
Der er bred enighed om, at socialborgmesterposten er et af de vanskeligste i kommunen, hvor politikeren med ansvaret næsten udelukkende får dårlig presse. Mikkel Warming er dog en vellidt person på rådhuset, som aldrig forsømmer en mulighed for at lave en politisk aftale. Han får både som person og politiker topkarakter af sine politiske modstandere, og beskrives som den mest velforberedte borgmester med styr på både sine egne og andres sager.
At Enhedslistens borgmester har været associeret med en for dårlig social indsats på nogle områder i København huer heller ikke partifællerne. Enhedslistens image og selvforståelse er, at partiet hellere skal fokusere på en rolle som ”kritisk vagthund” frem for administratorer, og derfor måtte Warming for nylig engagere sig i en debat og intern afstemning i sit eget parti blandt andet om et forslag, der gik ud på at Enhedslistens skulle frasige sig en borgmesterpost ved næste valg netop for at kunne stå frit og ikke være fedtet ind i kommunens administration og de problemer, det giver. Ikke desto mindre vandt synspunktet ”ja til borgmesterpost” mest fremme med 90 procents opbakning ved afstemningen.
Bragt i Bryggebladet nr. 21 den 16. december 2008
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
Et vendepunkt for Ritt?
2008 var helt overordnet et ret skidt år for Ritt Bjerregaard. Meningsmålinger i Berlingske viste at københavnerne i bundter forlader S især til fordel for SF og tilfredsheden med overborgmesterens indsats var helt i bund. Iagttagere peger på Ritts overraskende budgetforlig i efteråret med de borgerlige som et afgørende punkt, hvor hun viste handlekraft, vilje til magt og demonstrerede overfor de radikale og SF, hvem der bestemte. De borgerlige jublede, mens de radikale, venstrefløjen, fagforeningerne og formentlig en stor del af S-vælgerne rasede. ”Ingen slinger i valsen”, lovede Ritt vælgerne i 2005. I det samme år, hvor Ritt forsøgte at trække S til venstre som skoleinspektør i ”Den Røde Skole”, så indgik hun budgetforlig med de borgerlige.
En vurdering er, at Ritt er i gang med et fundamentalt strategiskifte væk fra den enerådende ”mor bestemmer”-stil og i retning af en mere imødekommende ”mor formidler det brede samarbejde” -stil. Før insisterede Ritt på at tage hele æren for politiske resultater – nu skal al alle forligspartnere have æren. Lyder det for godt til at være sandt? Måske. Men faktum er, at Bjerregaards troværdighed hos vælgerne er sønderskudt, og derfor har socialdemokraterne analyseret sig frem til, at de ikke kan køre en kampagne som sidst med kontraktpolitik i stil med løftet om 5000 billige boliger.
Ritt Bjerregaards boligløfter fra forrige valgkamp har længe været reelt skudt i sænk. Forleden dag indrømmede overborgmesteren, at der aldrig bliver bygget 5000 boliger til 5000 kr. på fem år. Foreløbig er det blevet til 12 boliger, og den ny plan som overborgmesteren forleden søsatte, handler det blot om at få bygget billige boliger. Punktum. Ritt vil dele æren og ansvaret med resten af partierne, og så håber hun sikkert på, at de politiske modstandere og vælgerne vil glemme hendes bombastiske valgløfte fra 2005 i næste års valgkamp. Så god er verden næppe.
Internt holder Ritt Bjerregaard ro i partiet, men euforien fra 2005 er væk. Overborgmesteren opfattes som enevældig blandt de socialdemokratiske BR-medlemmer, hvor flere af dem godt kan regne med at sige farvel til rådhuset. Skylden for nederlaget bliver lagt på Ritt Bjerregaards måtte. Hun kan ikke tørre det af på Helle Thorning-Schmidt. Sidst vandt Ritt kommunalvalget suverænt PÅ TRODS af S-partiformanden. Så det ville ikke være troværdigt at tørre et evt. stort nederlag af på Thorning.
Socialdemokraternes integrationsborgmester Jacob Hougaard har dog vist sig at være en gevinst for sit parti. De økonomiske konjunkturer plus en ihærdig opsøgende indsats har fået byens indvandrere i beskæftigelse. Samtidig har kommune fået held til at bekæmpe ghetto-dannelsen i et par af de hårdest ramte kvarterer. På Rådhusets gange er den unge borgmester aktier stigende. Også hos Ritt Bjerregaard. Sådan har det ikke altid været.
Bondams sidste år
2008 var et skidt år for Klaus Bondam. Meningsmålingerne for de radikale er mildest talt elendige. De står til en halvering af stemmetallet, og spørgsmålet er om mandaterne rækker til at Klaus Bondam kan fortsætte som borgmester. Ingen tror på et scenario, hvor han kan fortsætte på den tunge miljø og teknikborgmester – den går formentlig til Bo Asmus Kjeldgaard. Men måske kan Bondam blive borgmester for et af de andre lettere områder. De radikale stod desuden uden for budgetforliget med den konsekvens at Bondams ansvarsområde måtte holde for, mens resten af kommunens borgmestre blev tilgodeset. Noget tyder i øvrigt på, at Bondams strategi med at slå sig op som bilernes fjende nr.1 og cykelborgmesteren er slået helt fejl. Ifølge ikke offentliggjorte vælgeranalyser, så har radikale vælgere forladt partiet – ikke til fordel for SF – men i stedet til S og de borgerlige. Begrundelsen er, viser interne vælgeranalyser, at de radikales modstand mod biler i byen opfattes som fanatisk. Bondams største politiske resultat i år er også en lukning af Nørrebrogade for biltrafik. Det er SFs vælgere glade for, men det får dem formentlig ikke til at svigte Villy Søvndals parti til fordel for Bondam på valgdagen. Det er indlysende et kæmpe problem for Bondam, som i efteråret blev kåret som sit partis spidskandidat.
De radikales forudsigelige problemer hos vælgerne på landsplan kunne opvejes af en kendt og respekteret spidskandidat. Netop her deler vandene sig om Klaus Bondams personlige vælgertække formår at trække nye vælgere til partiet. Vandene er mildt sagt delte om, hvorvidt Bondams selv for en politiker ekstraordinære trang/behov til at være i rampelyset samt ikke mindst særegne skuespillerimage indbefattende en ofte overvældende følelsesbetonet facon, som nogle finder sympatisk – andre latterligt – vil vise sig at være en gevinst på valgdagen.
Kjeldgaards år
2008 var alt i alt et godt år for Børne og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard. Først og fremmest af den grund, at han i foråret mod alle odds vandt partiets urafstemning om at blvie partiets spidskandidat ved næste BR-valg knebent over Villy Søvndals foretrukne kandidat Anne Baastrup. Kjeldgaard kan ride med på den vælgermæssige bølge som skylder ind over partiet for tiden med Villy-effekten. SFs spidskandidat er dog blevet underlagt Christiansborgs vilkår til hvordan kampagnen i København skal forløbe, hvilket formentlig passer ham fint. Borgmesteren har brug for Villys støtte for at imødegå kritikken fra sin egen BR-gruppe, som på ingen måde på samme tid udgør Kjeldgaards fanklub.
Kjeldgaard og hans parti er dog fuld af selvtillid forud for næste valg og udgør - på papiret - eneste trussel mod Ritt Bjerregaards overborgmesterpost.
Selv om at SF ikke deltog i budgetforliget, så fik det ingen konsekvenser for børne- og ungdomsforvaltningen. Københavns børnetal stiger brat i disse år – hurtigere end kommunens regnedrenge kan følge med. Det skaber strid om midler til at bygge skoler for, og for at kommunen kan opfylde den pasningsgaranti, som politikerne for længst har vedtaget. I den strid forspilder Kjeldgaard ikke muligheden for at skyde skylden på sine kolleger. Omvendt mener hans politiske modstandere at børne- og ungeborgmesteren klynker og fralægger sig sit ansvar.
VKOs kanonår
VKO-partierne har samlet set haft et rigtig godt år. VKO udnyttede en pludselig opstået mulighed for at komme med i et budgetforlig. De fik en række borgerlige mærkesager gennemført herunder en lille skattelettelse med betydelig symbol-kraft internt især hos Venstre og de konservative. Og så er især de to små partier vokset lidt i betydning og mht. respekt, hvor de før fyldte stort set ingenting.
Dansk Folkeparti kom med i et budgetforlig for første gang nogensinde på Københavns Rådhus. Partiets indflydelse i hverdagen har ellers været minimal, men med deltagelse budgetforliget har partiet nu den fjer i hatten, at man bliver taget seriøst og at partiets stemmer rent faktisk tæller. DFs rorsmand på Rådhuset Carl Christian Ebbesen og formentlige spidskandidat er også ganske vellidt for sit omgængelige og venlige væsen og får ros - også fra politiske modstander - for at være en dygtig politiker.
Venstres Pia Allerslev har haft et godt år, som var hendes første hele år som borgmester. Allerslevs stil er en anden en den, man så hos farverige forgængere Søren Pind og Martin Geertsen. Hendes profil er ikke så klar og kontant, og en iagttager vurderer, at hun slet ikke på samme måde - som Geertsen - matcher overborgmesteren og give det nødvendige modspil, når der forhandles i det magtfulde økonomiudvalg. Omvendt peger flere netop på Allerslevs fortrinlige evne til at skabe personlige relationer til politiske med og modspillere som en medvirkende årsag til at VKO fik et forlig i stand med Ritt Bjerregaard. Overborgmesteren menes at kunne lide Allerslev, hvorimod Ritts forhold til Geertsen og omvendt var yderst anspændt og indimellem direkte fjendtligt.
De konservatives Mogens Lønborg havde også et godt 2008. Udover at den decimerede to-mands store konservative kom med i budgetforliget, så blev sundhedsborgmesteren også opstillet som sit partis spidskandidat trods det historisk pauvre valgresultat i 2005. Lønborg får ros for at være en god administrator og han slås ikke med dårlige pressesager. Han har dog ikke den tydeligste profil, og regnes af stort set alle på rådhuset som en absolut letvægter med ringe politisk fingerspidsfornemmelse. Lønborg og hans fæller håber dog på at Lene E. effekten vil hjælpe de konservative til en lille mandatfremgang ved valget i november.
Kæmpede sig tilbage
2009 begyndte mildt sagt elendigt for Mikkel Warming, hvor en række ubehagelige sager blandt andet om personalets magtanvendelse på kommunens bostæder for psykisk handicappede hobede sig op på hans bord. Socialborgmesteren blev kritiseret fra alle sider og selvom at Warming på ingen måde rendte fra ansvaret, så fremstod han noget vingeskudt i dagspressen. Pressehåndteringen var bestemt heller ikke til et 13-tal.
Med tiden er de grimme sager blevet færre i kraft af en ihærdig indsats for at løse problemerne, og samtidig er socialområdet blev tilført betydelige midler ved budgetforliget – også selvom at Enhedslisten ikke var med i det.
Der er bred enighed om, at socialborgmesterposten er et af de vanskeligste i kommunen, hvor politikeren med ansvaret næsten udelukkende får dårlig presse. Mikkel Warming er dog en vellidt person på rådhuset, som aldrig forsømmer en mulighed for at lave en politisk aftale. Han får både som person og politiker topkarakter af sine politiske modstandere, og beskrives som den mest velforberedte borgmester med styr på både sine egne og andres sager.
At Enhedslistens borgmester har været associeret med en for dårlig social indsats på nogle områder i København huer heller ikke partifællerne. Enhedslistens image og selvforståelse er, at partiet hellere skal fokusere på en rolle som ”kritisk vagthund” frem for administratorer, og derfor måtte Warming for nylig engagere sig i en debat og intern afstemning i sit eget parti blandt andet om et forslag, der gik ud på at Enhedslistens skulle frasige sig en borgmesterpost ved næste valg netop for at kunne stå frit og ikke være fedtet ind i kommunens administration og de problemer, det giver. Ikke desto mindre vandt synspunktet ”ja til borgmesterpost” mest fremme med 90 procents opbakning ved afstemningen.
tirsdag den 2. december 2008
Kjeldgaard isoleret mere end nogensinde
Socialdemokraterne forsøger at slide SF’s borgmester ned, og han giver selv en hånd med.
Bragt i Bryggebladet nr. 20 den 2. december 2008
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
Rådhuset er for tiden præget af en tiltagende bitter stillingskrig mellem SF og Socialdemokraterne forud for næste kommunalvalg. Men det forunderlige er, at selvom at overborgmester Ritt Bjerregaard er mere upopulær end nogensinde, så er der intet alternativ at få øje på. Den eneste, der på papiret kan gøre overborgmesteren rangen stridig, er netop SF’s spidskandidat, børne og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard. Men ingen – ikke engang i SF – forestiller sig, at andre partier end SF peger på ham som overborgmester. Årsagen til fravalget af SF borgmesteren går ikke så meget på politiske forskelle, men har snarere bund i en generel holdning hos alle partierne på rådhuset om Kjeldgaards grundlæggende mangel på personligt format. Selv afviser han – forlyder det – at han har noget problem i den retning.
Kører på personen
SF-borgmesteren har længe været under heftig beskydning fra socialdemokratiske BR-medlemmer i fagblade og lokalaviser. Og det er ikke kun rene politiske argumenter, der bruges som ammunition. Socialdemokraterne går ikke af vejen for også at køre på Kjeldgaards person. Eksempelvis skrev det socialdemokratiske BR-medlem Lars Rasmussen for nylig i de københavnske læreres fagblad (en faggruppe hvor SF og S konkurrerer om stemmer) at Kjeldgaard benytter sig af »løgn«, »ikke kan finde ud at overholde selv de mest basale politiske aftaler«, »aldrig vil stå ved sit ansvar« og »ikke er sin opgave voksen«. Rasmussens ret så harske indlæg er et svar på tidligere indlæg fra Kjeldgaard, som ikke selv har givet ved dørene i sine aldrig tøvende og hårde angreb på S igennem efteråret for at have indgået budgetforlig med de borgerlige. Det er langt fra første gang, at tonen på Københavns Rådhus har været rå og personlig, men det er omvendt ikke så tit, at en politiker bliver mål for personlig kritik fra stort set alle dele af det politiske spektrum. Naturligvis kan man også forklare kritikken af Kjeldgaard som brødnid, nu hvor SF står til en kæmpefremgang ved næste års kommunalvalg.
Ingen tillid
Ikke desto mindre så er det en kendsgerning, at SF’s spidskandidat får sværere ved at manøvrere politisk, når samarbejdspartnerne ingen tillid har til ham. I Kjeldgaards egen BR gruppe har det længe knebet med opbakningen, og hans sidste og eneste trofaste støtte, Frank Hedegaard, meddelte for nylig, at han ikke genopstiller. Kjeldgaards forhold til de partier, SF naturligt samarbejder med, har længe været elendigt. Enhedslisten har i øjeblikket begravet stridsøksen, men den kan så let som ingenting blive gravet op igen, for navnlig dér har man en del gamle regnskaber at gøre op med Kjeldgaard. Hos SF’s gamle tætte samarbejdspartner, de Radikale, kan tilliden til Kjeldgaards person også ligge på et lille sted. I frustration har man set til, hvordan hans forvaltning er blevet forgyldt med millioner af kroner i de seneste budgetforlig, uden at det har kunnet ses eksem pelvis på kvaliteterne i kom munens folkeskole eller på pladsgarantien.
»Teflon-Bo«
Den brede kritik af Kjeldgaard går også på, at han er meget hurtig til at tage æren for stort set alle politiske resultater, men selv afviser at tage ansvaret for sin egen forvaltnings problemer med eksempelvis at opfylde den såkaldte pladsgaranti i kommunen. Flere iagttagere formulerer det sådan: »Bo Asmus holdning er, at vi (SF) har altid ret, de andre tager fejl – og giv os flere penge!« SF-borgmesteren føler omvendt, at han er udsat for en socialdemokratisk hetz, hvor han får påklistret øgenavne som »Teflon-Bo«, netop fordi man mener, at SF-borgmesteren skyder skylden på andre frem for selv at tage ansvaret for problemer i hans egen forvaltning. Kritikerne hævder, at »Bo Asmus vælter i penge«, men selv peger børne- og ungdomsborgmesteren på, at de bevilgede midler ofte er øremærket bestemte for mål. Det vil sige, at han ikke kan bruge dem til at opfylde børnepasningsgarantien. Kjeldgaard forsvarer sig desuden med, at han i forhold til pladsgarantien har fået for få penge, fordi der er født flere børn, end Økonomiforvaltningen har budgetteret med.
Ville tage æren
For et par uger siden skete der det glædelige for kommunen, at Økonomiforvaltningens regnedrenge havde regnet galt og fundet 40,6 millioner kroner, der var til overs på kommunens budget for næste år, og som nu kunne bruges på sociale projekter, der ellers var blevet sparet væk. På denne måde blev spillestedet Pumpehuset, Sundhedshuset på Christiania, kontaktstedet på Mændenes Hjem, Sofiebadet og andre reddet af den økonomiske saltvandsindsprøjtning. Kutymen er, at det er årets budgetpartier (VKO og S), der fordeler pengene i en såkaldt ’tillægsaftale’ til budgettet. Med andre ord kan disse partier tage æren for at have leveret disse populære tidlige julegaver. Men ved sidste uges økonomiudvalgsmøde fik SF så skrevet ind i protokollen, at det var »udemokratisk«, at partiet ikke kunne være med i denne aftale og være med til at fordele pengene. Det blev for meget for – selv for de to andre medlemmer af Økonomiudvalget fra partier, der ligesom SF stod uden for aftalen – de Radikales Klaus Bondam og Enhedslistens Mikkel Warming. Begge meddelte derfor, at hverken SF eller de selv kunne forvente indflydelse på fordeling af disse ekstra-penge, når de ikke var en del af budgetforliget. Bondam og Warming pegede på, at i andre år, hvor der var fundet ekstra penge, havde SF heller ikke krævet, at man inviterede partier, der stod uden for budgetforligskredsen, med til at fordele disse ekstra penge. Politikerne var altså hele vejen rundt om bordet dybt forundret over, hvad de opfattede som Kjeldgaards helt enestående og taktløse frækhed. En anden forklaring er, at SF-borgmesteren udviste en ekstraordinært pinlig mangel på situations -og politisk fingerspidsfornemmelse, som er ret så uforståelig, når Kjeldgaard i så mange år har været med i københavnsk politik.
Kjeldgaards sidste ven
Selvom V og SF ikke naturligt er hinandens nære samarbejdspartnere, så har Kjeldgaard dog tidligere haft en god dialog med Venstres kulturborgmester Pia Allerslev. Men sympatien er nu kølnet adskillige grader. Kjeldgaard gerådede eksempelvis ud i et opsigtsvækkende skænderi med kulturborgmesteren om, hvem der har skylden for, at en sportshal ved skolen her på Bryggen – til trods for at Borgerrepræsentationen allerede to gange har besluttet det – endnu ikke er blevet bygget. Venstre mente egentlig, at de havde en forståelse med Kjeldgaard om en generel ’borgfred’ mellem de to partier, som ikke konkurrerer om de samme stemmer. Men så angreb børne- og ungdomsborgmesteren i et indlæg i herværende avis Allerslev og gav hende ansvaret for den manglende finansiering til sportshal byggeriet. Kjeldgaards udfald udløste stærk irritation hos Venstre-folkene, og han fik derfor klart svar på tiltale i form af et kontant indlæg fra kulturborgmesteren i seneste nummer af Bryggebladet. SF-borgmesteren havde fået en rigelig bevilling, så han kunne bare komme i gang i stedet for at ynke og klynke sig, lød det skarpt fra Allerslev: »Som en forsmået og jaloux elsker plaffer han – i samtlige københavnske lokalaviser, uge efter uge – patetisk løs mod alt og alle. Alle er vi skurke, bortset fra ham selv, naturligvis – for lige netop han, og kun han, vil nemlig kun københavnerne det bedste. Topmålet af hykleri nås, når den selvgode borgmester først sviner alle vi andre borgmestre og politikere til – hvor efter han klynker over, at vi borgmestre skændes i pressen og ’kaster med aber’«. Siden oplevede V-folkene, at et af deres menige BR-medlem – efter at have skrevet et SF-kritisk indlæg – netop blev forholdt af Kjeldgaard, at der skulle være en sådan gensidig forståelse om fred og fordragelighed. Hos Venstre er opfattelsen nu – ligesom hos alle andre partier – at Kjeldgaard ikke er til at stole på. BR har efter denne batalje fundet lidt flere penge til Kjeldgaard, så han kan bygge sportshallen på Bryggen, men kritikerne ser dog ikke for sig, at man har hørt det sidste ’klynk’ fra en SF-borgmester, der nok en gang beder om flere penge
Bragt i Bryggebladet nr. 20 den 2. december 2008
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
Rådhuset er for tiden præget af en tiltagende bitter stillingskrig mellem SF og Socialdemokraterne forud for næste kommunalvalg. Men det forunderlige er, at selvom at overborgmester Ritt Bjerregaard er mere upopulær end nogensinde, så er der intet alternativ at få øje på. Den eneste, der på papiret kan gøre overborgmesteren rangen stridig, er netop SF’s spidskandidat, børne og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard. Men ingen – ikke engang i SF – forestiller sig, at andre partier end SF peger på ham som overborgmester. Årsagen til fravalget af SF borgmesteren går ikke så meget på politiske forskelle, men har snarere bund i en generel holdning hos alle partierne på rådhuset om Kjeldgaards grundlæggende mangel på personligt format. Selv afviser han – forlyder det – at han har noget problem i den retning.
Kører på personen
SF-borgmesteren har længe været under heftig beskydning fra socialdemokratiske BR-medlemmer i fagblade og lokalaviser. Og det er ikke kun rene politiske argumenter, der bruges som ammunition. Socialdemokraterne går ikke af vejen for også at køre på Kjeldgaards person. Eksempelvis skrev det socialdemokratiske BR-medlem Lars Rasmussen for nylig i de københavnske læreres fagblad (en faggruppe hvor SF og S konkurrerer om stemmer) at Kjeldgaard benytter sig af »løgn«, »ikke kan finde ud at overholde selv de mest basale politiske aftaler«, »aldrig vil stå ved sit ansvar« og »ikke er sin opgave voksen«. Rasmussens ret så harske indlæg er et svar på tidligere indlæg fra Kjeldgaard, som ikke selv har givet ved dørene i sine aldrig tøvende og hårde angreb på S igennem efteråret for at have indgået budgetforlig med de borgerlige. Det er langt fra første gang, at tonen på Københavns Rådhus har været rå og personlig, men det er omvendt ikke så tit, at en politiker bliver mål for personlig kritik fra stort set alle dele af det politiske spektrum. Naturligvis kan man også forklare kritikken af Kjeldgaard som brødnid, nu hvor SF står til en kæmpefremgang ved næste års kommunalvalg.
Ingen tillid
Ikke desto mindre så er det en kendsgerning, at SF’s spidskandidat får sværere ved at manøvrere politisk, når samarbejdspartnerne ingen tillid har til ham. I Kjeldgaards egen BR gruppe har det længe knebet med opbakningen, og hans sidste og eneste trofaste støtte, Frank Hedegaard, meddelte for nylig, at han ikke genopstiller. Kjeldgaards forhold til de partier, SF naturligt samarbejder med, har længe været elendigt. Enhedslisten har i øjeblikket begravet stridsøksen, men den kan så let som ingenting blive gravet op igen, for navnlig dér har man en del gamle regnskaber at gøre op med Kjeldgaard. Hos SF’s gamle tætte samarbejdspartner, de Radikale, kan tilliden til Kjeldgaards person også ligge på et lille sted. I frustration har man set til, hvordan hans forvaltning er blevet forgyldt med millioner af kroner i de seneste budgetforlig, uden at det har kunnet ses eksem pelvis på kvaliteterne i kom munens folkeskole eller på pladsgarantien.
»Teflon-Bo«
Den brede kritik af Kjeldgaard går også på, at han er meget hurtig til at tage æren for stort set alle politiske resultater, men selv afviser at tage ansvaret for sin egen forvaltnings problemer med eksempelvis at opfylde den såkaldte pladsgaranti i kommunen. Flere iagttagere formulerer det sådan: »Bo Asmus holdning er, at vi (SF) har altid ret, de andre tager fejl – og giv os flere penge!« SF-borgmesteren føler omvendt, at han er udsat for en socialdemokratisk hetz, hvor han får påklistret øgenavne som »Teflon-Bo«, netop fordi man mener, at SF-borgmesteren skyder skylden på andre frem for selv at tage ansvaret for problemer i hans egen forvaltning. Kritikerne hævder, at »Bo Asmus vælter i penge«, men selv peger børne- og ungdomsborgmesteren på, at de bevilgede midler ofte er øremærket bestemte for mål. Det vil sige, at han ikke kan bruge dem til at opfylde børnepasningsgarantien. Kjeldgaard forsvarer sig desuden med, at han i forhold til pladsgarantien har fået for få penge, fordi der er født flere børn, end Økonomiforvaltningen har budgetteret med.
Ville tage æren
For et par uger siden skete der det glædelige for kommunen, at Økonomiforvaltningens regnedrenge havde regnet galt og fundet 40,6 millioner kroner, der var til overs på kommunens budget for næste år, og som nu kunne bruges på sociale projekter, der ellers var blevet sparet væk. På denne måde blev spillestedet Pumpehuset, Sundhedshuset på Christiania, kontaktstedet på Mændenes Hjem, Sofiebadet og andre reddet af den økonomiske saltvandsindsprøjtning. Kutymen er, at det er årets budgetpartier (VKO og S), der fordeler pengene i en såkaldt ’tillægsaftale’ til budgettet. Med andre ord kan disse partier tage æren for at have leveret disse populære tidlige julegaver. Men ved sidste uges økonomiudvalgsmøde fik SF så skrevet ind i protokollen, at det var »udemokratisk«, at partiet ikke kunne være med i denne aftale og være med til at fordele pengene. Det blev for meget for – selv for de to andre medlemmer af Økonomiudvalget fra partier, der ligesom SF stod uden for aftalen – de Radikales Klaus Bondam og Enhedslistens Mikkel Warming. Begge meddelte derfor, at hverken SF eller de selv kunne forvente indflydelse på fordeling af disse ekstra-penge, når de ikke var en del af budgetforliget. Bondam og Warming pegede på, at i andre år, hvor der var fundet ekstra penge, havde SF heller ikke krævet, at man inviterede partier, der stod uden for budgetforligskredsen, med til at fordele disse ekstra penge. Politikerne var altså hele vejen rundt om bordet dybt forundret over, hvad de opfattede som Kjeldgaards helt enestående og taktløse frækhed. En anden forklaring er, at SF-borgmesteren udviste en ekstraordinært pinlig mangel på situations -og politisk fingerspidsfornemmelse, som er ret så uforståelig, når Kjeldgaard i så mange år har været med i københavnsk politik.
Kjeldgaards sidste ven
Selvom V og SF ikke naturligt er hinandens nære samarbejdspartnere, så har Kjeldgaard dog tidligere haft en god dialog med Venstres kulturborgmester Pia Allerslev. Men sympatien er nu kølnet adskillige grader. Kjeldgaard gerådede eksempelvis ud i et opsigtsvækkende skænderi med kulturborgmesteren om, hvem der har skylden for, at en sportshal ved skolen her på Bryggen – til trods for at Borgerrepræsentationen allerede to gange har besluttet det – endnu ikke er blevet bygget. Venstre mente egentlig, at de havde en forståelse med Kjeldgaard om en generel ’borgfred’ mellem de to partier, som ikke konkurrerer om de samme stemmer. Men så angreb børne- og ungdomsborgmesteren i et indlæg i herværende avis Allerslev og gav hende ansvaret for den manglende finansiering til sportshal byggeriet. Kjeldgaards udfald udløste stærk irritation hos Venstre-folkene, og han fik derfor klart svar på tiltale i form af et kontant indlæg fra kulturborgmesteren i seneste nummer af Bryggebladet. SF-borgmesteren havde fået en rigelig bevilling, så han kunne bare komme i gang i stedet for at ynke og klynke sig, lød det skarpt fra Allerslev: »Som en forsmået og jaloux elsker plaffer han – i samtlige københavnske lokalaviser, uge efter uge – patetisk løs mod alt og alle. Alle er vi skurke, bortset fra ham selv, naturligvis – for lige netop han, og kun han, vil nemlig kun københavnerne det bedste. Topmålet af hykleri nås, når den selvgode borgmester først sviner alle vi andre borgmestre og politikere til – hvor efter han klynker over, at vi borgmestre skændes i pressen og ’kaster med aber’«. Siden oplevede V-folkene, at et af deres menige BR-medlem – efter at have skrevet et SF-kritisk indlæg – netop blev forholdt af Kjeldgaard, at der skulle være en sådan gensidig forståelse om fred og fordragelighed. Hos Venstre er opfattelsen nu – ligesom hos alle andre partier – at Kjeldgaard ikke er til at stole på. BR har efter denne batalje fundet lidt flere penge til Kjeldgaard, så han kan bygge sportshallen på Bryggen, men kritikerne ser dog ikke for sig, at man har hørt det sidste ’klynk’ fra en SF-borgmester, der nok en gang beder om flere penge
tirsdag den 18. november 2008
Ritts korte flirt med de borgerlige
Socialdemokraterne presses til at droppe ethvert samarbejde med VKO-blokken på denne side af næste års valg til Borgerrepræsentationen.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Artikel bragt i Bryggebladet nr. 19 den 18. november 2008
Alt har sin pris. Det har overborgmester Ritt Bjerregaard måttet sande efter, at Socialdemokraterne tidliger på efteråret brød med 2½ års tæt samarbejde med SF og de radikale for i stedet at indgå budgetforlig med de borgerlige VKO-partier.
Overborgmesteren fik dermed en gang for alle vist de radikales Klaus Bondam og rivalen fra SF Bo Asmus Kjeldgaard, hvem der bestemmer i byen. Men siden har Socialdemokraterne været i defensiven. Partiet er blevet mere og mere isoleret og er under konstant beskydning fra de radikale og venstrefløjen, som øjner muligheden for at score stemmer og mandater på Ritts bekostning ved kommunalvalget om nøjagtig et år.
Samtidigt mærker S også presset fra den traditionelle støtte i den københavnske fagbevægelse, som i stigende grad føler sig fristet af at støtte rivalerne i SF.
S stemte imod eget forslag
De hårde angreb fra venstrefløjen slider på overborgmesterens parti i en grad, så Socialdemokraternes politiske handlefrihed er kraftigt reduceret siden budgetforliget blev indgået.
Det viste sig klarest ved, at S for et par uger siden pludselig droppede en forligsaftale, som beskæftigelses- og integrationsborgmester Jakob Hougaard (S) ellers havde indgået med VKO og de radikale.
Aftalen gik i korthed ud på at sende en del af kommunes beskæftigelsesindsats i udbud, så også private virksomheder kunne løse opgaven.
Det ville have været Danmarks største udbud af jobformidlingsopgaver, men sådan kom det ikke til at gå.
Hougaard havde ellers været meget ihærdig for at få et bredt forlig. Det var i første omgang lykkedes ved at få de borgerlige med og siden de radikale – normalt de mest udbudsivrige partier.
Borgmesteren var endda kommet så langt at hans forvaltning havde skrevet en egentlig indstilling til Borgerrepræsentationen, og forslaget var dermed på dagsordenen ved et BR-møde.
Men før det kom til afstemning mødte forslaget modstand, da det forinden blev behandlet på Socialdemokraternes gruppemøde, og også kræfter i den københavnske fagbevægelse talte imod forslaget.
S-toppen havde også andre betænkeligheder end de rent ideologiske. Man var bekymret for igen at skulle lægge ryg til tæsk fra SF og Enhedslisten og blive stemplet som ’Sort skole’ mere end ’Rød skole’.
I forvejen er man i partiet stærkt bekymret over, hvordan S kan klare sig nogenlunde hæderligt ved det kommende kommunalvalg.
Derfor traf Ritt og Co. en hurtig, men ret så usædvanlig beslutning og løb fra den aftale, som deres egen borgmester havde forhandlet hjem. VKOs partiledere blev ligblege af vantro, da Socialdemokraterne blot en halv time inden afstemningen meddelte, at partiet agtede at stemme imod deres eget forslag, som derpå faldt, da også venstrefløjen stemte imod.
I Borgerrepræsentationen er man ellers vant til lidt at hvert, men en situation hvor et parti stemmer sit eget forslag ned er ret så usædvanlig.
Pia Allerslev kommenterede udfaldet i en sarkastisk kommentar til Berlingske, at det åbenbart var »nødvendigt at kræve pant i Ritt Bjerregaards personlige ejendom, hvis vi skal tro på, at Socialdemokraterne vil overholde en politisk aftale«.
Den lille tillid, der netop var opbygget mellem overborgmesteren og VKO i forbindelse med budgetaftalen, blev nu brudt.
Sagen skaber derfor det indtryk, at socialdemokraterne står så svagt, at de er ude af stand til at indgå svære aftaler med VKO, og årsagen til det må være, at budgetforliget med de borgerlige tilsyneladende har tæret kraftigt på partiets handlefrihed.
Måske er det et tegn på, at S i den nære fremtid igen vil forsøge at vende sig imod de gamle alliancepartnere i SF og de radikale.
S-tæskeholdet
Det er nu ikke, fordi Socialdemokraternes BR-medlemmer har lyst til at komme især SF i møde.
Slår man op i byens lokalaviser, så har S tilsyneladende rullet et veritabelt ’tæskehold’ af BR-medlemmer ud, som i læserbreve og ved enhver tænkelig lejlighed kritiserer SF’s børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard og hans afdeling.
Omfanget af læserbrevkampagnen tyder således på, at Socialdemokraterne er i gang med en veritabel offensiv over for vælgerbefolkningen, og strategien er ikke at pege på egne resultater, men at udstille SF-borgmesterens problemer.
Socialdemokraterne venter ikke på, at de bliver kørt over af "Villy-effekten", men forsøger at skabe en negativ ’Bo Asmus-effekt’, der kan barbere lidt af den forventede SF-fremgang væk.
Forventet nej til Store Robert
Imens kan Socialdemokraterne i øvrigt se til, at de igen er blevet forbundet med et opsigtsvækkende politisk nederlag i Borgerrepræsentationen.
For som ventet blev Ritt Bjerregaard i sidste uge stemt ned i BR på sagen om ’Store Robert’ – en gigantisk jernskulptur af den afdøde kunstner Robert Jakobsen, som efter planerne skulle opstilles ved indsejlingen til Københavns Havn som nyt vartegn for hovedstaden.
Projektet skulle ellers have private midler for 200 millioner kr. i ryggen, men det bevægede ikke et flertal af de københavnske politikeres holdning.
Som blandt andet Bryggebladet forudså, endte sagen med, at Socialdemokraterne kom til at stå næsten alene, da sagen i torsdags kom til afstemning.
Kun fire medlemmer af Venstres BR-gruppe herunder kulturborgmester Pia Allerslev bakkede Socialdemokraterne op.
Alle andre – herunder Ritts gamle fæller i SF og de radikale – stemte nej. Taget i betragtning at overborgmesteren gjorde en ihærdig indsats for at få projektet vedtaget, medvirker dette nederlag til den pessimistiske stemning, som mange på rådhuset fornemmer, der råder omkring overborgmesteren og hendes parti.
På den anden side, så stander bystyret næppe i våde over at gå glip af en kæmpe jernskulptur ved havnen.
En sejr midt i nederlaget
Det er i øvrigt interessant, at Pia Allerslev ikke bare gik med resten af BR imod Ritt på denne sag. Det nemmeste i verden ville have været at sige nej til Store Robert, men det skete ikke.
Det vidner derfor om en vis portion politiks overskud og selvtillid, at Allerslev alligevel vælger at stå skulder mod skulder med overborgmesteren i en sag om en skulptur, som københavnerne ind til videre enten har mødt med ligegyldighed eller foragt. Formentlig fordi kulturborgmesteren ud fra rent saglige grunde støttede ’Store Robert’.
Men når forslaget så alligevel bliver nedstemt af næsten alle andre herunder fire medlemmer af Venstres gruppe, kan Allerslev stadigvæk notere sig dén lille sejr, at nederlaget trods alt ikke er hendes, men overborgmesterens alene.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Artikel bragt i Bryggebladet nr. 19 den 18. november 2008
Alt har sin pris. Det har overborgmester Ritt Bjerregaard måttet sande efter, at Socialdemokraterne tidliger på efteråret brød med 2½ års tæt samarbejde med SF og de radikale for i stedet at indgå budgetforlig med de borgerlige VKO-partier.
Overborgmesteren fik dermed en gang for alle vist de radikales Klaus Bondam og rivalen fra SF Bo Asmus Kjeldgaard, hvem der bestemmer i byen. Men siden har Socialdemokraterne været i defensiven. Partiet er blevet mere og mere isoleret og er under konstant beskydning fra de radikale og venstrefløjen, som øjner muligheden for at score stemmer og mandater på Ritts bekostning ved kommunalvalget om nøjagtig et år.
Samtidigt mærker S også presset fra den traditionelle støtte i den københavnske fagbevægelse, som i stigende grad føler sig fristet af at støtte rivalerne i SF.
S stemte imod eget forslag
De hårde angreb fra venstrefløjen slider på overborgmesterens parti i en grad, så Socialdemokraternes politiske handlefrihed er kraftigt reduceret siden budgetforliget blev indgået.
Det viste sig klarest ved, at S for et par uger siden pludselig droppede en forligsaftale, som beskæftigelses- og integrationsborgmester Jakob Hougaard (S) ellers havde indgået med VKO og de radikale.
Aftalen gik i korthed ud på at sende en del af kommunes beskæftigelsesindsats i udbud, så også private virksomheder kunne løse opgaven.
Det ville have været Danmarks største udbud af jobformidlingsopgaver, men sådan kom det ikke til at gå.
Hougaard havde ellers været meget ihærdig for at få et bredt forlig. Det var i første omgang lykkedes ved at få de borgerlige med og siden de radikale – normalt de mest udbudsivrige partier.
Borgmesteren var endda kommet så langt at hans forvaltning havde skrevet en egentlig indstilling til Borgerrepræsentationen, og forslaget var dermed på dagsordenen ved et BR-møde.
Men før det kom til afstemning mødte forslaget modstand, da det forinden blev behandlet på Socialdemokraternes gruppemøde, og også kræfter i den københavnske fagbevægelse talte imod forslaget.
S-toppen havde også andre betænkeligheder end de rent ideologiske. Man var bekymret for igen at skulle lægge ryg til tæsk fra SF og Enhedslisten og blive stemplet som ’Sort skole’ mere end ’Rød skole’.
I forvejen er man i partiet stærkt bekymret over, hvordan S kan klare sig nogenlunde hæderligt ved det kommende kommunalvalg.
Derfor traf Ritt og Co. en hurtig, men ret så usædvanlig beslutning og løb fra den aftale, som deres egen borgmester havde forhandlet hjem. VKOs partiledere blev ligblege af vantro, da Socialdemokraterne blot en halv time inden afstemningen meddelte, at partiet agtede at stemme imod deres eget forslag, som derpå faldt, da også venstrefløjen stemte imod.
I Borgerrepræsentationen er man ellers vant til lidt at hvert, men en situation hvor et parti stemmer sit eget forslag ned er ret så usædvanlig.
Pia Allerslev kommenterede udfaldet i en sarkastisk kommentar til Berlingske, at det åbenbart var »nødvendigt at kræve pant i Ritt Bjerregaards personlige ejendom, hvis vi skal tro på, at Socialdemokraterne vil overholde en politisk aftale«.
Den lille tillid, der netop var opbygget mellem overborgmesteren og VKO i forbindelse med budgetaftalen, blev nu brudt.
Sagen skaber derfor det indtryk, at socialdemokraterne står så svagt, at de er ude af stand til at indgå svære aftaler med VKO, og årsagen til det må være, at budgetforliget med de borgerlige tilsyneladende har tæret kraftigt på partiets handlefrihed.
Måske er det et tegn på, at S i den nære fremtid igen vil forsøge at vende sig imod de gamle alliancepartnere i SF og de radikale.
S-tæskeholdet
Det er nu ikke, fordi Socialdemokraternes BR-medlemmer har lyst til at komme især SF i møde.
Slår man op i byens lokalaviser, så har S tilsyneladende rullet et veritabelt ’tæskehold’ af BR-medlemmer ud, som i læserbreve og ved enhver tænkelig lejlighed kritiserer SF’s børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard og hans afdeling.
Omfanget af læserbrevkampagnen tyder således på, at Socialdemokraterne er i gang med en veritabel offensiv over for vælgerbefolkningen, og strategien er ikke at pege på egne resultater, men at udstille SF-borgmesterens problemer.
Socialdemokraterne venter ikke på, at de bliver kørt over af "Villy-effekten", men forsøger at skabe en negativ ’Bo Asmus-effekt’, der kan barbere lidt af den forventede SF-fremgang væk.
Forventet nej til Store Robert
Imens kan Socialdemokraterne i øvrigt se til, at de igen er blevet forbundet med et opsigtsvækkende politisk nederlag i Borgerrepræsentationen.
For som ventet blev Ritt Bjerregaard i sidste uge stemt ned i BR på sagen om ’Store Robert’ – en gigantisk jernskulptur af den afdøde kunstner Robert Jakobsen, som efter planerne skulle opstilles ved indsejlingen til Københavns Havn som nyt vartegn for hovedstaden.
Projektet skulle ellers have private midler for 200 millioner kr. i ryggen, men det bevægede ikke et flertal af de københavnske politikeres holdning.
Som blandt andet Bryggebladet forudså, endte sagen med, at Socialdemokraterne kom til at stå næsten alene, da sagen i torsdags kom til afstemning.
Kun fire medlemmer af Venstres BR-gruppe herunder kulturborgmester Pia Allerslev bakkede Socialdemokraterne op.
Alle andre – herunder Ritts gamle fæller i SF og de radikale – stemte nej. Taget i betragtning at overborgmesteren gjorde en ihærdig indsats for at få projektet vedtaget, medvirker dette nederlag til den pessimistiske stemning, som mange på rådhuset fornemmer, der råder omkring overborgmesteren og hendes parti.
På den anden side, så stander bystyret næppe i våde over at gå glip af en kæmpe jernskulptur ved havnen.
En sejr midt i nederlaget
Det er i øvrigt interessant, at Pia Allerslev ikke bare gik med resten af BR imod Ritt på denne sag. Det nemmeste i verden ville have været at sige nej til Store Robert, men det skete ikke.
Det vidner derfor om en vis portion politiks overskud og selvtillid, at Allerslev alligevel vælger at stå skulder mod skulder med overborgmesteren i en sag om en skulptur, som københavnerne ind til videre enten har mødt med ligegyldighed eller foragt. Formentlig fordi kulturborgmesteren ud fra rent saglige grunde støttede ’Store Robert’.
Men når forslaget så alligevel bliver nedstemt af næsten alle andre herunder fire medlemmer af Venstres gruppe, kan Allerslev stadigvæk notere sig dén lille sejr, at nederlaget trods alt ikke er hendes, men overborgmesterens alene.
fredag den 7. november 2008
Bondam distancerer sig fra Ritt
Den radikale borgmester går klar til næste års valgkamp
Bragt i Bryggebladet nr. 18 den 4. november 2008
Af Jarl Cordua
Den radikale teknik og miljøborgmester Klaus Bondam lægger nu mere og mere afstand til overborgmester Ritt Bjerregaard. De radikale har udsigt til at få store vælgertæsk ved næste års valg, og skal Bondam bare have en chance for at fortsætte som borgmester på et eller andet område, så er han nødt til at profilere sig stærkt over for de københavnske vælgere. Det gør han åbenbart mest effektivt ved at distancere sig fra overborgmesteren på en række aktuelle spørgsmål af en vis vælgerinteresse.
Eksempelvis erklærede Bondam for et par uger siden i sin tale på de radikales opstillingsmøde Ritts højtprofilerede billige bolig-projekt som dødt, og i sidste uge trak han så tæppet væk under et andet projekt, som overborgmesteren ellers har lagt sig hårdt i selen for at få op at stå, nemlig opstillingen af den afdøde kunstner Robert Jakobsens gigantiske jernskultur. Efter planerne skal den opstilles ved indsejlingen til Københavns Havn, som et slags moderne varetegn for byen i stil med højhuset ”Turning Torso” i Malmø. Selve skulpturen er en gave fra kunstnerens familie og kommunes udgifter er begrænsede til en forundersøgelse, men det formilder ikke Bondam:
"Jeg har svært ved at se, hvad dette skulle gavne eller hvad det særlige er mellem København og denne skulptur. Man kan rent kunstnerisk mene, hvad man vil om Robert Jakobsen, men at opstille en 72,5 meter høj skulptur på netop det sted i havnen - det er jeg bestemt ikke vild med, sagde Bondam.
Bondam står formentlig til at give Ritt Bjerregaard et nederlag, sammen med den samlede venstrefløj dvs. SF og Enhedslisten, der på deres gruppemøder i sidste uge hver især besluttede at vende tommelfingeren nedad til skulpturen. Dermed har Ritt Bjerregaard kun mulighed for at gennemføre projektet med VKO-blokken. Foreløbig er Venstres leder ikke afvisende, men spørgsmålet er om Pia Allerslev vil hjælpe Ritt Bjerregaard i denne sag. Tværtimod kan hun ydmyge Ritt ved at stemme forslaget ned sammen med de konservative og Dansk Folkeparti. Sidstnævnte parti er ikke kendte for at være specielt pjattede med store kunstværker i det offentlige rum.
Man skal næppe regne med folkebevægelser, der går i demonstration til Rådhuspladsen for at KRÆVE jernskulpturen opstillet. Tværtimod har man ofte set en folkestemning rejses sig imod store kunstværker.
For kun få uger siden anklagede Klaus Bondam københavnerne for at gå BANANAS når det gælder Metro-byggeriet:
- Der er nogle københavnere, der lider af banana: Build Absolutely Nothing Anywhere Near Anything. Altså lad være med at bygge noget som helst, nogen som helst steder, sagde Klaus Bondam dengang til TV Avisen. Men tolerancen for byggeri mv. gælder åbenbart ikke i sagen omkring Robert Jakobsen-skulpturen, hvor han nu har sat sig i spidsen for det synspunkt, at det monstrøse kunstværk ikke bliver opstillet.
Bondam afviser opstillingen af skulpturen ud fra en overbevisning om at det er en dårlig idé, men det er samtidig en kærkommen tak for sidst fra Bondam til Ritt, for at køre de radikale ud på et sidespor ved budgetforhandlingerne. SF’erne har det på samme måde. Havde det gamle ABF-samarbejde fortsat været intakt, så havde SF og de radikale sikkert været til at tale med. Nu skylder man ikke Ritt noget som helst. Socialdemokraternes budgetforlig med de borgerlige har således sin pris, og som det ser ud nu, så betaler Ritt af på det ved at rende ind i et nederlag, når et flertal i Borgerrepræsentationen – som det forventes - afviser at opstille ”Store Robert”.
Bragt i Bryggebladet nr. 18 den 4. november 2008
Af Jarl Cordua
Den radikale teknik og miljøborgmester Klaus Bondam lægger nu mere og mere afstand til overborgmester Ritt Bjerregaard. De radikale har udsigt til at få store vælgertæsk ved næste års valg, og skal Bondam bare have en chance for at fortsætte som borgmester på et eller andet område, så er han nødt til at profilere sig stærkt over for de københavnske vælgere. Det gør han åbenbart mest effektivt ved at distancere sig fra overborgmesteren på en række aktuelle spørgsmål af en vis vælgerinteresse.
Eksempelvis erklærede Bondam for et par uger siden i sin tale på de radikales opstillingsmøde Ritts højtprofilerede billige bolig-projekt som dødt, og i sidste uge trak han så tæppet væk under et andet projekt, som overborgmesteren ellers har lagt sig hårdt i selen for at få op at stå, nemlig opstillingen af den afdøde kunstner Robert Jakobsens gigantiske jernskultur. Efter planerne skal den opstilles ved indsejlingen til Københavns Havn, som et slags moderne varetegn for byen i stil med højhuset ”Turning Torso” i Malmø. Selve skulpturen er en gave fra kunstnerens familie og kommunes udgifter er begrænsede til en forundersøgelse, men det formilder ikke Bondam:
"Jeg har svært ved at se, hvad dette skulle gavne eller hvad det særlige er mellem København og denne skulptur. Man kan rent kunstnerisk mene, hvad man vil om Robert Jakobsen, men at opstille en 72,5 meter høj skulptur på netop det sted i havnen - det er jeg bestemt ikke vild med, sagde Bondam.
Bondam står formentlig til at give Ritt Bjerregaard et nederlag, sammen med den samlede venstrefløj dvs. SF og Enhedslisten, der på deres gruppemøder i sidste uge hver især besluttede at vende tommelfingeren nedad til skulpturen. Dermed har Ritt Bjerregaard kun mulighed for at gennemføre projektet med VKO-blokken. Foreløbig er Venstres leder ikke afvisende, men spørgsmålet er om Pia Allerslev vil hjælpe Ritt Bjerregaard i denne sag. Tværtimod kan hun ydmyge Ritt ved at stemme forslaget ned sammen med de konservative og Dansk Folkeparti. Sidstnævnte parti er ikke kendte for at være specielt pjattede med store kunstværker i det offentlige rum.
Man skal næppe regne med folkebevægelser, der går i demonstration til Rådhuspladsen for at KRÆVE jernskulpturen opstillet. Tværtimod har man ofte set en folkestemning rejses sig imod store kunstværker.
For kun få uger siden anklagede Klaus Bondam københavnerne for at gå BANANAS når det gælder Metro-byggeriet:
- Der er nogle københavnere, der lider af banana: Build Absolutely Nothing Anywhere Near Anything. Altså lad være med at bygge noget som helst, nogen som helst steder, sagde Klaus Bondam dengang til TV Avisen. Men tolerancen for byggeri mv. gælder åbenbart ikke i sagen omkring Robert Jakobsen-skulpturen, hvor han nu har sat sig i spidsen for det synspunkt, at det monstrøse kunstværk ikke bliver opstillet.
Bondam afviser opstillingen af skulpturen ud fra en overbevisning om at det er en dårlig idé, men det er samtidig en kærkommen tak for sidst fra Bondam til Ritt, for at køre de radikale ud på et sidespor ved budgetforhandlingerne. SF’erne har det på samme måde. Havde det gamle ABF-samarbejde fortsat været intakt, så havde SF og de radikale sikkert været til at tale med. Nu skylder man ikke Ritt noget som helst. Socialdemokraternes budgetforlig med de borgerlige har således sin pris, og som det ser ud nu, så betaler Ritt af på det ved at rende ind i et nederlag, når et flertal i Borgerrepræsentationen – som det forventes - afviser at opstille ”Store Robert”.
onsdag den 22. oktober 2008
Bondam får kun en periode som miljø og teknikborgmester
De radikales vælgerkrise på landsplan river tæppet væk under partiet i hovedstaden.
Bragt i Bryggebladet nr 16 den 21. oktober 2008
Af Jarl Cordua
Om ca. et år går valgkampen før valget til Københavns Borgerrepræsentation ind i sin sidste og afgørende fase. Bryggebladet prøver at kigge lidt i krystalkuglen for at se, hvordan det kommer til at gå.
Næste års BR-valg vil vise om det fremadstormende SF får to borgmesterposter i stedet for kun én i dag. Det mest spændende er nok i virkeligheden om hvorvidt det bliver de radikale eller Enhedslisten, der må overlade SF en ekstra borgmesterpost. Selvom at S ifølge den seneste meningsmåling lavet af Gallup for Berlingske Tidende står til at sige farvel til op mod en tredjedel af deres vælgere skal det alligevel gå meget galt for socialdemokraterne, hvis de mister deres ekstra borgmesterpost ud over overborgmesterposten. I dag sidder integrationsborgmester Jakob Hougaard på den, men de fleste bud går på, at han bliver skiftet ud ved næste valg. Måske til fordel for en af overborgmester Ritt Bjerregaards protegeer eksempelvis den unge, men ganske synlige politiske ordfører Anne Vang.
Alle bliver borgmestre
Københavnsk politik adskiller sig fra stort set alt andet ved, at alle af byens store partiledere til sidst ender med at blive borgmestre. Det sker næsten uanset, hvordan det i øvrigt går partierne ved valget. Valgresultatet får naturligvis alligevel en afgørende betydning, da det bestemmer den rækkefølge, hvor borgmestrene vælger deres ressortområder. I grove træk sker det efter partiernes størrelse og efter hvordan det lidt komplicerede konstitueringsspil falder ud. Fremgang på valgdagen giver dog alt andet lige et parti bedre muligheder for at vælge en tungere borgmesterpost med et ressortområde med større budgetter, mere personale osv. Udover den større indflydelse, så profilerer det også en borgmester, sådan at han eller hun fremstår mere synlig overfor vælgerne frem mod det kommende valg.
Overborgmesteren er socialdemokrat
Siden 1938, hvor overborgmesterposten blev indført, har blot otte socialdemokrater røgtet hvervets som byens førstemand. Men faktisk har Københavns bystyre været socialdemokratisk ledet i mere end hundrede år og i perioder sad socialdemokraterne endog med absolut flertal i Borgerrepræsentation (BR). Socialdemokraterne har i perioder regeret ved hjælp af SF og venstrefløjens stemmer, men ofte har man – præcis som det skete i forbindelse med budgetaftalen i år – indgået konstitueringsaftaler med de borgerlige partier. Socialdemokraternes stemmetal er altså gået op og navnlig ned, men partiet har aldrig mistet magten. Det er derfor de færreste iagttagere, som inderst inde tror på, at Ritt Bjerregaard til trods for, at hun står til en ordentlig blodtud fra skuffede vælgere, ender med – efter at borgmester-posterne er fordelt - at måtte lade magten glide partiet af hænde. Når stemmerne er talt op efter valget næste år vil Ritt Bjerregaard efter Bryggebladets vurdering– uanset hendes tiltagende upopularitet og SFs fremgang - fortsat være overborgmester. Den eneste, der kan true Ritts overborgmesterpost er SFs Bo Asmus Kjeldgaard, men det kræver, at han får de borgerlige plus venstrefløjen til at pege på sig, og det er spørgsmålet om Kjeldgaard, som person besidder de altfavnende egenskaber, der skal til for nå dertil. Der er stort set ingen ledende politikere på rådhuset, der hverken stoler eller bryder sig om Ritt Bjerregaard, men det er ikke det samme som, at de er begejstrede for Kjeldgaard. Nok snarere tværtimod. Kjeldgaard er også omstridt, og går for altid at mele sin egen kage, mere end at tage hensyn til sine politiske alliancepartnere. Og det er næppe den rette strategi at følge, hvis man vil være overborgmester.
Bondams borgmesterpost på vippen
Klaus Bondam har længe måttet slås internt i sit parti med en utilfreds opposition, men blev alligevel for nogle uger siden genvalgt som spidskandidat uden modkandidat. Den interne begejstring over Bondam er dog til at overse. Han blev formentlig kun valgt, fordi gruppeformanden Manu Sareen hellere vil forfølge en karriere i folketinget. De radikale er oven i vælgermæssigt i krise på landsplan, hvor man ligger og roder under fem procent af stemmerne. Tilsyneladende er partiet på Christiansborg også plaget af en ledelsesmæssig krise. I hvert fald hvis man skal tro de radikales retspolitiske ordfører Simon Emil Ammitzbøll, der forleden forlod partiet med den begrundelse at han ikke havde tillid til Margrethe Vestager evner som politisk leder. Rigtig eller forkert, så skal de radikale igen have fremgang på landsplan, da udviklingen ellers risikerer at smitte af på vælgeropbakningen i København. Bliver nedsmeltningen total kan Klaus Bondam endog risikere at måtte sige helt farvel til en borgmesterpost. I Gallups måling for et par uger siden lå de radikale i hovedstaden imidlertid med otte procent pænt over partiets aktuelle landspolitiske vælgeropbakning. Under alle omstændigheder så står de radikale i København til at blive kraftigt decimeret i forhold til Liste Bs drømmevalg ved BR-valget i 2005, hvor man med næsten 12 procent af stemmerne blev større end SF, og derfor fik lov at vælge borgmesterområde først. Bondam sidder i dag på kommunens - næst efter overborgmesterposten - tungeste og højtprofilerede teknik- og miljøborgmester-post, men den allerede konstaterede tilbagegang medfører ret sikkert, at han ikke længere får lov at vælge først af partierne (efter overborgmesteren) som det skete i 2005. I stedet går teknik og miljøområdet med ret stor sikkerhed - enten til Venstres Pia Allerslev, som formentlig bliver størst blandt de borgerlige - eller til SFs Bo Asmus Kjeldgaard. Det sidste afhænger dog helt af hvilke partnere Ritt i sidste ende indgår en konstitueringsaftale med. Bondam få dog sandsynligvis– hvis tilbagegangen bliver begrænset - et andet men noget ”lettere” – borgmesterområde.
DF står til borgmesterstol
De konservative har igen valgt at stille med den blandt københavnske vælgere ret ukendte sundheds og omsorgsborgmester Mogens Lønborg. Intet tyder endnu på, at Lønborgs politiske meritter tiltrækker nye vælgere til partiet, men til gengæld kan den landspolitiske og for de konservative vældigt positive ”Lene Espersen-effekt” formentlig få nogle tidligere Venstre-vælgere i hovedstaden til næste år at foretrække at sætte kryds ved liste C. Det kan måske give partiet den fremgang i København, som konservative i mere end et årti har sukket efter. Gallups nylige måling for hovedstaden gav K 10 procent af stemmerne, men selv ærke-konservative forventer ikke at de tal holder på valgdagen. Paradoksalt nok er en fremgang for K ikke en garanti for en borgmesterstol. Venstre kan være sikker på deres borgmesterpost, men hvis Dansk Folkeparti bliver mandatmæssigt større end K i BR, hvad partiet har været tidligere, så er det ikke utænkeligt, at DFs leder Carl Christian Ebbesen kræver at få den anden borgmester-post i VKO-blokken. De fleste vurderer, at DFs mandattal på kun tre er undervurderet og kun skyldes, at Louise Freverts valgkamp sidst kørte helt skævt især på grund af hård kritik for en racistisk passage på hendes hjemmeside. Omvendt har Ebbesen på ingen måde end Pia Kjærsgaards politiske salgstalent. Gallups måling gav i øvrigt DF hele 11 procent mod kun 12 procent til Venstre. Så der er måske lagt op til et tæt løb om borgmesterposterne blandt de borgerlige partier.
Bragt i Bryggebladet nr 16 den 21. oktober 2008
Af Jarl Cordua
Om ca. et år går valgkampen før valget til Københavns Borgerrepræsentation ind i sin sidste og afgørende fase. Bryggebladet prøver at kigge lidt i krystalkuglen for at se, hvordan det kommer til at gå.
Næste års BR-valg vil vise om det fremadstormende SF får to borgmesterposter i stedet for kun én i dag. Det mest spændende er nok i virkeligheden om hvorvidt det bliver de radikale eller Enhedslisten, der må overlade SF en ekstra borgmesterpost. Selvom at S ifølge den seneste meningsmåling lavet af Gallup for Berlingske Tidende står til at sige farvel til op mod en tredjedel af deres vælgere skal det alligevel gå meget galt for socialdemokraterne, hvis de mister deres ekstra borgmesterpost ud over overborgmesterposten. I dag sidder integrationsborgmester Jakob Hougaard på den, men de fleste bud går på, at han bliver skiftet ud ved næste valg. Måske til fordel for en af overborgmester Ritt Bjerregaards protegeer eksempelvis den unge, men ganske synlige politiske ordfører Anne Vang.
Alle bliver borgmestre
Københavnsk politik adskiller sig fra stort set alt andet ved, at alle af byens store partiledere til sidst ender med at blive borgmestre. Det sker næsten uanset, hvordan det i øvrigt går partierne ved valget. Valgresultatet får naturligvis alligevel en afgørende betydning, da det bestemmer den rækkefølge, hvor borgmestrene vælger deres ressortområder. I grove træk sker det efter partiernes størrelse og efter hvordan det lidt komplicerede konstitueringsspil falder ud. Fremgang på valgdagen giver dog alt andet lige et parti bedre muligheder for at vælge en tungere borgmesterpost med et ressortområde med større budgetter, mere personale osv. Udover den større indflydelse, så profilerer det også en borgmester, sådan at han eller hun fremstår mere synlig overfor vælgerne frem mod det kommende valg.
Overborgmesteren er socialdemokrat
Siden 1938, hvor overborgmesterposten blev indført, har blot otte socialdemokrater røgtet hvervets som byens førstemand. Men faktisk har Københavns bystyre været socialdemokratisk ledet i mere end hundrede år og i perioder sad socialdemokraterne endog med absolut flertal i Borgerrepræsentation (BR). Socialdemokraterne har i perioder regeret ved hjælp af SF og venstrefløjens stemmer, men ofte har man – præcis som det skete i forbindelse med budgetaftalen i år – indgået konstitueringsaftaler med de borgerlige partier. Socialdemokraternes stemmetal er altså gået op og navnlig ned, men partiet har aldrig mistet magten. Det er derfor de færreste iagttagere, som inderst inde tror på, at Ritt Bjerregaard til trods for, at hun står til en ordentlig blodtud fra skuffede vælgere, ender med – efter at borgmester-posterne er fordelt - at måtte lade magten glide partiet af hænde. Når stemmerne er talt op efter valget næste år vil Ritt Bjerregaard efter Bryggebladets vurdering– uanset hendes tiltagende upopularitet og SFs fremgang - fortsat være overborgmester. Den eneste, der kan true Ritts overborgmesterpost er SFs Bo Asmus Kjeldgaard, men det kræver, at han får de borgerlige plus venstrefløjen til at pege på sig, og det er spørgsmålet om Kjeldgaard, som person besidder de altfavnende egenskaber, der skal til for nå dertil. Der er stort set ingen ledende politikere på rådhuset, der hverken stoler eller bryder sig om Ritt Bjerregaard, men det er ikke det samme som, at de er begejstrede for Kjeldgaard. Nok snarere tværtimod. Kjeldgaard er også omstridt, og går for altid at mele sin egen kage, mere end at tage hensyn til sine politiske alliancepartnere. Og det er næppe den rette strategi at følge, hvis man vil være overborgmester.
Bondams borgmesterpost på vippen
Klaus Bondam har længe måttet slås internt i sit parti med en utilfreds opposition, men blev alligevel for nogle uger siden genvalgt som spidskandidat uden modkandidat. Den interne begejstring over Bondam er dog til at overse. Han blev formentlig kun valgt, fordi gruppeformanden Manu Sareen hellere vil forfølge en karriere i folketinget. De radikale er oven i vælgermæssigt i krise på landsplan, hvor man ligger og roder under fem procent af stemmerne. Tilsyneladende er partiet på Christiansborg også plaget af en ledelsesmæssig krise. I hvert fald hvis man skal tro de radikales retspolitiske ordfører Simon Emil Ammitzbøll, der forleden forlod partiet med den begrundelse at han ikke havde tillid til Margrethe Vestager evner som politisk leder. Rigtig eller forkert, så skal de radikale igen have fremgang på landsplan, da udviklingen ellers risikerer at smitte af på vælgeropbakningen i København. Bliver nedsmeltningen total kan Klaus Bondam endog risikere at måtte sige helt farvel til en borgmesterpost. I Gallups måling for et par uger siden lå de radikale i hovedstaden imidlertid med otte procent pænt over partiets aktuelle landspolitiske vælgeropbakning. Under alle omstændigheder så står de radikale i København til at blive kraftigt decimeret i forhold til Liste Bs drømmevalg ved BR-valget i 2005, hvor man med næsten 12 procent af stemmerne blev større end SF, og derfor fik lov at vælge borgmesterområde først. Bondam sidder i dag på kommunens - næst efter overborgmesterposten - tungeste og højtprofilerede teknik- og miljøborgmester-post, men den allerede konstaterede tilbagegang medfører ret sikkert, at han ikke længere får lov at vælge først af partierne (efter overborgmesteren) som det skete i 2005. I stedet går teknik og miljøområdet med ret stor sikkerhed - enten til Venstres Pia Allerslev, som formentlig bliver størst blandt de borgerlige - eller til SFs Bo Asmus Kjeldgaard. Det sidste afhænger dog helt af hvilke partnere Ritt i sidste ende indgår en konstitueringsaftale med. Bondam få dog sandsynligvis– hvis tilbagegangen bliver begrænset - et andet men noget ”lettere” – borgmesterområde.
DF står til borgmesterstol
De konservative har igen valgt at stille med den blandt københavnske vælgere ret ukendte sundheds og omsorgsborgmester Mogens Lønborg. Intet tyder endnu på, at Lønborgs politiske meritter tiltrækker nye vælgere til partiet, men til gengæld kan den landspolitiske og for de konservative vældigt positive ”Lene Espersen-effekt” formentlig få nogle tidligere Venstre-vælgere i hovedstaden til næste år at foretrække at sætte kryds ved liste C. Det kan måske give partiet den fremgang i København, som konservative i mere end et årti har sukket efter. Gallups nylige måling for hovedstaden gav K 10 procent af stemmerne, men selv ærke-konservative forventer ikke at de tal holder på valgdagen. Paradoksalt nok er en fremgang for K ikke en garanti for en borgmesterstol. Venstre kan være sikker på deres borgmesterpost, men hvis Dansk Folkeparti bliver mandatmæssigt større end K i BR, hvad partiet har været tidligere, så er det ikke utænkeligt, at DFs leder Carl Christian Ebbesen kræver at få den anden borgmester-post i VKO-blokken. De fleste vurderer, at DFs mandattal på kun tre er undervurderet og kun skyldes, at Louise Freverts valgkamp sidst kørte helt skævt især på grund af hård kritik for en racistisk passage på hendes hjemmeside. Omvendt har Ebbesen på ingen måde end Pia Kjærsgaards politiske salgstalent. Gallups måling gav i øvrigt DF hele 11 procent mod kun 12 procent til Venstre. Så der er måske lagt op til et tæt løb om borgmesterposterne blandt de borgerlige partier.
mandag den 6. oktober 2008
Ritt alene på rådhuset
Socialdemokraternes budgetaftale med VKO vil præge resten af valgperioden
Artikel bragt i Bryggebladet nr. 15 den 16. september 2008
Bag kulisserne
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Overborgmester Ritt Bjerregaard havde ikke mange venner før årets budgetforhandlinger. Der var dog én, og det var Klaus Bondam, men den alliance blev ofret, da det for første gang siden valget i 2005 ikke lykkedes at samle ”byens regering” om en budgetaftale for 2009. I stedet bød Ritt ganske overraskende de borgerlige op til dans og endte med at strikke et budget sammen med VKO-partierne til venstrefløjens og de radikales store fortrydelse.
Begrebet ”byens regering” eksisterer derfor ikke længere og traditionen mellem ABF-partierne, hvor man klappede alle de store beslutninger af på forhånd er ligeså en saga blot. I realiteten har byen nu i stedet fået en ”mindretals-regering”, hvor S sidder for bordenden og forsøger at samle flertal fra sag til sag med forskellige partier skiftevis til højre og venstre.
Samtidigt vejrer især SF morgenluft. For Ritts aftale med de borgerlige, forbedrer Bo Asmus Kjeldgaards muligheder for at gå på stemmestrandhugst hos utilfredse socialdemokratiske vælgere. En meningsmåling i Berlingske i sidste uge viste netop, at SF tordner frem primært på socialdemokraternes bekostning.
Kløvermarken sendte SF ud
Årets budgetpartnere så ellers længe ud til at ende med den sædvanlige ABF-konstellationen plus Enhedslisten, men forhandlingerne strandede især på SFs modstand mod Kløvermark-byggeriet på Amager. Partiet ville imidlertid ikke underskrive en håndfæstning, der forpligtede dem til at støtte byggeriet, der skulle levere en pæn andel af Ritt Bjerregaards berømte billige boliger.
SF opretholdt sin modstand primært af to årsager. For det første krævede partiet en ny såkaldt ”risikovurdering” af projektet, der skulle klarlægge de planlagte boligers afstand til det nærliggende område ”Prøvestenens” olielagre. Socialdemokraterne mente, at en sådan risikovurdering var iværksat men støttede gerne en ny, men krævede alligevel her og nu sikkerhed for, at SF uanset resultatetet af risikovurderingen, at partiet til sin tid støttede projektet.
Mistilliden mellem parterne har længe været udtalt, men den blev nu total, da Ritt Bjerregaard desuden ikke ville – eller kunne - svare på, hvor mange boliger, hun havde tænkt sig, at der skulle bygges på Kløvermarken.
Frygten for ålerusen
For det andet opfattede SF fra starten Kløvermarks-projektet, som en politisk ”åleruse” eller en fælde, man skulle undgå. I fald man ”bed til bolle” og accepterede byggeriet, så ville det blive svært igen at komme ud af aftalen.
Midt i forhandlingsprocessen forsøgte den socialdemokratiske politiske ordfører Anne Vang gennem medierne at øge presset på SF, som blev stemplet som utroværdige forligspartner, der løb fra indgåede aftaler. Holdningen hos Ritt og co. lå længe klar: Ville SF ikke være med til Kløvermarksprojektet, så fik de ingen indflydelse på budgettet.
Efter en farceagtig weekend, hvor SF dagligt skiftede holdning til byggeprojektet stod det efterhånden klart for alle, at socialdemokraterne i stedet ville prøve at forhandle med de borgerlige. Der blev holdt møder med SF, men man nåede aldrig til realitetsforhandlinger.
Skattesænkning sendte de radikale ud
Enhedslisten og navnlig de radikale bed sig fortsat fast i bordkanten, selvom den radikale gruppeformand Manu Sareen før forhandlingerne med de borgerlige blankt afviste skattesænkninger på 0,5 procent, som lå i det oprindelige VKO-udspil. Dermed var Ritt Bjerregaards forhandlingsposition låst fast, hvis hun skulle have de radikale med. Formelt var Bondam og Co. stadig med i forhandlingerne med VKO, men efterhånden som de skred frem gled de længere ud på sidelinjen.
På et tidspunkt foretog overborgmesteren en kold kalkyle: Enten spillede hun de radikales spil – hvorefter socialdemokraterne skulle tilbage til besværlige og formentlig umulige forhandlinger med SF - eller også forsøgte Ritt sig helt alene med de borgerlige.
Da S var nået i hus med VKO-partierne var de radikale blevet en klods om benet. Deres mandater var ikke afgørende, og de radikale og Enhedslisten blev derfor slet ikke engang forsøgt inddraget i en aftale. Ved den lejlighed blev tovene til tre års ret tæt samarbejde mellem Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam brutalt kappet over.
Kæmpesejr til VKO
De borgerlige partier fejrede budgetforliget som en kæmpesejr – og med rette. Den borgerlige oppositionsleder, kultur og fritidsborgmester Pia Allerslev fik med forliget sit første egentlige forhandlingsresultat hjem. Selvom VKOs oplæg lød på en halv procents skattesænkning, og undervejs blev forhandlet ned til kun 0,2 procent, så anses dette resultat bredt på rådhuset for en præstation i en kommune, hvor næsten to-tredjedele af vælgerne stemmer på alt andet end VKO.
Allerslevs Kulturforvaltning med de mange nedslidte idrætsanlæg og den konservative borgmester Mogens Lønborgs sundhedsforvaltning er sammen med Socialforvaltningen i øvrigt de helt store vindere, der tilgodeses med midler til næste år. Da Ritt Bjerregaard enten ikke tør eller ikke vil tage pengene fra Bo Asmus Kjeldgaards Børne- og Ungdomsforvaltning, så må de hentes et andet sted. Det bliver naturligvis Klaus Bondams store teknik- og miljøområde, som må holde for, når pengene skal findes. Det sker ved, at flere dyre anlægsinvesteringer nu bliver taget af bordet.
De borgerliges forhandlingstriumf - skattesænkningen - er nok mere symbolsk end den er reel, da de 500 kr. ekstra om året for børnefamiliernes bliver mere end spist op af en takststigning i daginstitutionerne på 187 kr. om måneden. Hos Kommunernes Landsforening er der dog begejstring over aftalen, da den københavnske skattesænkning gør KL bedre i stand til at overholde sin økonomiske aftale med regeringen, da kommuner med særlig dårlig økonomi nu skaber rum til at hæve skatten, når megakommunen København sænker sin skatteprocent.
Fra rød til sort skole
Skattesænkningen har dog også gjort Ritt Bjerregaard ganske sårbar for kritik fra venstrefløjen og de radikale. For ni måneder siden satte overborgmesteren sig personligt i spidsen for en ideologisk oprustning af Socialdemokratiet på landsplan under navnet ”Den Røde Skole”, men nu anklages hun for i virkeligheden at være ”skoleinspektør i den sorte skole”.
Samtidig har de svært ved at se, hvordan Ritt kan gå med til skattelettelser, når Socialdemokraterne ved sidste folketingsvalg lovede danskerne ”velfærd frem for skattelettelser”. Endelig står kommunens faglige organisationer med LO-Storkøbenhavn i spidsen for protest-demonstrationer imod forliget med VKO, som efter deres opfattelse består af nedskæringer på det sociale område.
Gallups måling i Berlingske i sidste uge viser, at mere end hver tredje S-vælger, der stemte på Ritt i 2005, nu har sagt farvel og tak. Kun 23 procent vil efter budgetforliget stemme på S mod næsten 38 procent ved forrige BR-valg.
Hemmelig tilfredshed hos SF og Radikale
Ritts budgetforlig med VKO åbner på ny det politiske spil på rådhuset frem mod valget næste år. Ingen forestiller sig, at de borgerlige hjælper hende i alle politiske sager ligeså lidt som, at det heller ikke er sandsynligt, at venstrefløjen og de radikale afviser at deltage i politiske aftaler.
Men den gamle forståelse om gensidig loyalitet mellem ABF-partierne og fælles forpligtelse til at forsøge at nå til enighed er gået fløjten. Og så glæder især de radikale og SF sig i al hemmelighed over den nyfundne frihed, hvor man får langt bedre mulighed for at sælge sin egen politik overfor vælgerne – frem for at blive gjort ansvarlig for ”Ritts København”.
Foreløbig står SF til en kæmpe vælgergevinst. Holder Gallup-målingen hele vejen frem til valget, bliver SF mere end fordoblet og bliver Københavns største parti med 26 procent af stemmerne. Til gengæld får de radikale bank i målingen. Partiets genvalgte spidskandidat Klaus Bondam har udsigt til kun at samle en vælgeropbakning på 8 procent. Det er kun to tredjedele af resultatet fra 2005, hvor liste B fik 11,8 procent af stemmerne.
Ritt Bjerregaard kan under alle omstændigheder ikke undgå at blive isoleret mere end nogensinde. Venstrefløjen og de radikale er begyndt at finde sammen i et skæbnefællesskab, hvor man hvert fald kan blive enige om én ting: at stå sammen mod Ritt Bjerregaard.
Artikel bragt i Bryggebladet nr. 15 den 16. september 2008
Bag kulisserne
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Overborgmester Ritt Bjerregaard havde ikke mange venner før årets budgetforhandlinger. Der var dog én, og det var Klaus Bondam, men den alliance blev ofret, da det for første gang siden valget i 2005 ikke lykkedes at samle ”byens regering” om en budgetaftale for 2009. I stedet bød Ritt ganske overraskende de borgerlige op til dans og endte med at strikke et budget sammen med VKO-partierne til venstrefløjens og de radikales store fortrydelse.
Begrebet ”byens regering” eksisterer derfor ikke længere og traditionen mellem ABF-partierne, hvor man klappede alle de store beslutninger af på forhånd er ligeså en saga blot. I realiteten har byen nu i stedet fået en ”mindretals-regering”, hvor S sidder for bordenden og forsøger at samle flertal fra sag til sag med forskellige partier skiftevis til højre og venstre.
Samtidigt vejrer især SF morgenluft. For Ritts aftale med de borgerlige, forbedrer Bo Asmus Kjeldgaards muligheder for at gå på stemmestrandhugst hos utilfredse socialdemokratiske vælgere. En meningsmåling i Berlingske i sidste uge viste netop, at SF tordner frem primært på socialdemokraternes bekostning.
Kløvermarken sendte SF ud
Årets budgetpartnere så ellers længe ud til at ende med den sædvanlige ABF-konstellationen plus Enhedslisten, men forhandlingerne strandede især på SFs modstand mod Kløvermark-byggeriet på Amager. Partiet ville imidlertid ikke underskrive en håndfæstning, der forpligtede dem til at støtte byggeriet, der skulle levere en pæn andel af Ritt Bjerregaards berømte billige boliger.
SF opretholdt sin modstand primært af to årsager. For det første krævede partiet en ny såkaldt ”risikovurdering” af projektet, der skulle klarlægge de planlagte boligers afstand til det nærliggende område ”Prøvestenens” olielagre. Socialdemokraterne mente, at en sådan risikovurdering var iværksat men støttede gerne en ny, men krævede alligevel her og nu sikkerhed for, at SF uanset resultatetet af risikovurderingen, at partiet til sin tid støttede projektet.
Mistilliden mellem parterne har længe været udtalt, men den blev nu total, da Ritt Bjerregaard desuden ikke ville – eller kunne - svare på, hvor mange boliger, hun havde tænkt sig, at der skulle bygges på Kløvermarken.
Frygten for ålerusen
For det andet opfattede SF fra starten Kløvermarks-projektet, som en politisk ”åleruse” eller en fælde, man skulle undgå. I fald man ”bed til bolle” og accepterede byggeriet, så ville det blive svært igen at komme ud af aftalen.
Midt i forhandlingsprocessen forsøgte den socialdemokratiske politiske ordfører Anne Vang gennem medierne at øge presset på SF, som blev stemplet som utroværdige forligspartner, der løb fra indgåede aftaler. Holdningen hos Ritt og co. lå længe klar: Ville SF ikke være med til Kløvermarksprojektet, så fik de ingen indflydelse på budgettet.
Efter en farceagtig weekend, hvor SF dagligt skiftede holdning til byggeprojektet stod det efterhånden klart for alle, at socialdemokraterne i stedet ville prøve at forhandle med de borgerlige. Der blev holdt møder med SF, men man nåede aldrig til realitetsforhandlinger.
Skattesænkning sendte de radikale ud
Enhedslisten og navnlig de radikale bed sig fortsat fast i bordkanten, selvom den radikale gruppeformand Manu Sareen før forhandlingerne med de borgerlige blankt afviste skattesænkninger på 0,5 procent, som lå i det oprindelige VKO-udspil. Dermed var Ritt Bjerregaards forhandlingsposition låst fast, hvis hun skulle have de radikale med. Formelt var Bondam og Co. stadig med i forhandlingerne med VKO, men efterhånden som de skred frem gled de længere ud på sidelinjen.
På et tidspunkt foretog overborgmesteren en kold kalkyle: Enten spillede hun de radikales spil – hvorefter socialdemokraterne skulle tilbage til besværlige og formentlig umulige forhandlinger med SF - eller også forsøgte Ritt sig helt alene med de borgerlige.
Da S var nået i hus med VKO-partierne var de radikale blevet en klods om benet. Deres mandater var ikke afgørende, og de radikale og Enhedslisten blev derfor slet ikke engang forsøgt inddraget i en aftale. Ved den lejlighed blev tovene til tre års ret tæt samarbejde mellem Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam brutalt kappet over.
Kæmpesejr til VKO
De borgerlige partier fejrede budgetforliget som en kæmpesejr – og med rette. Den borgerlige oppositionsleder, kultur og fritidsborgmester Pia Allerslev fik med forliget sit første egentlige forhandlingsresultat hjem. Selvom VKOs oplæg lød på en halv procents skattesænkning, og undervejs blev forhandlet ned til kun 0,2 procent, så anses dette resultat bredt på rådhuset for en præstation i en kommune, hvor næsten to-tredjedele af vælgerne stemmer på alt andet end VKO.
Allerslevs Kulturforvaltning med de mange nedslidte idrætsanlæg og den konservative borgmester Mogens Lønborgs sundhedsforvaltning er sammen med Socialforvaltningen i øvrigt de helt store vindere, der tilgodeses med midler til næste år. Da Ritt Bjerregaard enten ikke tør eller ikke vil tage pengene fra Bo Asmus Kjeldgaards Børne- og Ungdomsforvaltning, så må de hentes et andet sted. Det bliver naturligvis Klaus Bondams store teknik- og miljøområde, som må holde for, når pengene skal findes. Det sker ved, at flere dyre anlægsinvesteringer nu bliver taget af bordet.
De borgerliges forhandlingstriumf - skattesænkningen - er nok mere symbolsk end den er reel, da de 500 kr. ekstra om året for børnefamiliernes bliver mere end spist op af en takststigning i daginstitutionerne på 187 kr. om måneden. Hos Kommunernes Landsforening er der dog begejstring over aftalen, da den københavnske skattesænkning gør KL bedre i stand til at overholde sin økonomiske aftale med regeringen, da kommuner med særlig dårlig økonomi nu skaber rum til at hæve skatten, når megakommunen København sænker sin skatteprocent.
Fra rød til sort skole
Skattesænkningen har dog også gjort Ritt Bjerregaard ganske sårbar for kritik fra venstrefløjen og de radikale. For ni måneder siden satte overborgmesteren sig personligt i spidsen for en ideologisk oprustning af Socialdemokratiet på landsplan under navnet ”Den Røde Skole”, men nu anklages hun for i virkeligheden at være ”skoleinspektør i den sorte skole”.
Samtidig har de svært ved at se, hvordan Ritt kan gå med til skattelettelser, når Socialdemokraterne ved sidste folketingsvalg lovede danskerne ”velfærd frem for skattelettelser”. Endelig står kommunens faglige organisationer med LO-Storkøbenhavn i spidsen for protest-demonstrationer imod forliget med VKO, som efter deres opfattelse består af nedskæringer på det sociale område.
Gallups måling i Berlingske i sidste uge viser, at mere end hver tredje S-vælger, der stemte på Ritt i 2005, nu har sagt farvel og tak. Kun 23 procent vil efter budgetforliget stemme på S mod næsten 38 procent ved forrige BR-valg.
Hemmelig tilfredshed hos SF og Radikale
Ritts budgetforlig med VKO åbner på ny det politiske spil på rådhuset frem mod valget næste år. Ingen forestiller sig, at de borgerlige hjælper hende i alle politiske sager ligeså lidt som, at det heller ikke er sandsynligt, at venstrefløjen og de radikale afviser at deltage i politiske aftaler.
Men den gamle forståelse om gensidig loyalitet mellem ABF-partierne og fælles forpligtelse til at forsøge at nå til enighed er gået fløjten. Og så glæder især de radikale og SF sig i al hemmelighed over den nyfundne frihed, hvor man får langt bedre mulighed for at sælge sin egen politik overfor vælgerne – frem for at blive gjort ansvarlig for ”Ritts København”.
Foreløbig står SF til en kæmpe vælgergevinst. Holder Gallup-målingen hele vejen frem til valget, bliver SF mere end fordoblet og bliver Københavns største parti med 26 procent af stemmerne. Til gengæld får de radikale bank i målingen. Partiets genvalgte spidskandidat Klaus Bondam har udsigt til kun at samle en vælgeropbakning på 8 procent. Det er kun to tredjedele af resultatet fra 2005, hvor liste B fik 11,8 procent af stemmerne.
Ritt Bjerregaard kan under alle omstændigheder ikke undgå at blive isoleret mere end nogensinde. Venstrefløjen og de radikale er begyndt at finde sammen i et skæbnefællesskab, hvor man hvert fald kan blive enige om én ting: at stå sammen mod Ritt Bjerregaard.
Abonner på:
Opslag (Atom)
