Slaget om betalingsringen

Spørgsmålet om betalingsringen vil præge københavnsk politik frem mod kommunalvalget

Bragt i Bryggebladet nr 14 den 22. september 2011

Af Jarl Cordua

Folketingsvalget sidste torsdag giver formentlig Danmark en ABF-regering, men sejren er ikke helt uden torne. I København trak Enhedslistens formidable spidskandidat Johanne Schmidt-Nielsen så mange stemmer, at det også gik ud over både SFs Villy Søvndal og Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt personlige stemmetal. De to partileder fik et skidt personligt valg og den kommende statsminister mistede 16.000 personlige stemmer sammenlignet med valget i 2007. Også når man kigger på mandater, er resultatet, noget som må ryste både S og SF. Liste Ø fik tre mandater valgt i Københavns Storkreds, der omfatter Københavns, Frederiksbergs , Tårnbys og Dragørs kommuner. Det samme fik S, SF, de radikale og Venstre. Det er helt uhørt. S har altid været suverænt størst i København efterfulgt af SF, men nu ligger Enhedslistens vælgeropbakning på niveau med de to andre røde partier. De radikale og Venstre fik også et meget flot valg. Formentlig skyldes Venstres noget overraskende fremgang en tilsyneladende effektiv valgkampagne målrettet modstandere af den betalingsring for biler, som S-SF i god tid inden valgkampen gik i gang har lovet, at de vil opføre for at begrænse den voksende biltrafik i byen.

Bompenge gav S-nedtur
Hos Socialdemokraterne har man også efter valget analyseret sig frem til, at vælgermodstand mod betalingsringen er en del af forklaringen på partiets miserable valg både i København og i omegnskommunerne. Undervejs i valgkampen fik Venstre nemlig presset S-SF til at sætte pris på, at det i gennemsnit årligt vil koste en dagligt pendlende bilist 11.400 kr. at køre ind og ud af byen. Desuden måtte S-SF nødtvungent melde ud til vælgerne, hvor ringen præcis skal gå rent geografisk. Omvendt har S-SF forsøgt at trænge igennem til vælgere med budskabet om, at billetpriserne i den kollektive trafik vil falde drastisk, hvis en ny regering kommer til, og at kapaciteten i bus og tog vil blive forøget tilsvarende. Dertil kommer – hævder S-SF - at de i-kø-holdende bilister med en betalingsring vil spare ganske megen spildtid, fordi flere af dagens bilister skifter over til at køre kollektivt. Oven i hatten er der så de miljømæssige forbedringer i form af renere luft samt mindre CO2-udledning og sparet benzinforbrug mv.

Thorning garanterer betalingsring
Lige efter at folketingsvalget var afgjort, da meddelte Helle Thorning-Schmidt, at hun ”garanterede”, at betalingsringen bliver til noget. Man skal lægge ekstra meget til ordet ”garantere”, når det bliver sagt af en socialdemokrat. Det var den daværende socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen under folketingsvalget i 1998, der ”garanterede” efterlønnen, for så et halvt år senere at beskære ordningen. Det førte til anklager om løftebrud, der resulterede i en gevaldig historisk nedtur for S i meningsmålingerne, som man stadig taler om. Siden da er det konventionel visdom, at socialdemokratiske toppolitikere kun bruger ordet ”garanti”, når han eller hun faktisk mener det. Imidlertid kan betalingsringen kun blive vedtaget i Folketinget, hvis alle partierne i rød blok stemmer for forslaget. Dvs. med et snævert flertal. Det kan muligvis gøre socialdemokrater i omegnskommunerne og i København sårbare endnu engang i forhold til vælgernes modstand mod betalingsringen, når vi når frem til kommunalvalget i efteråret 2013. Får tvivler på, at de borgerlige partier vil forsøge at udnytte enhver modstand mest muligt. Det til trods for at alle målinger viser, at et stort flertal af københavnerne faktisk går ind for betalingsringen.

Frank J vil ændre betalingsring
I København går overborgmester Frank Jensen også ind for betalingsringen, der efter planen indføres fra årsskiftet 2013/2014. Han har løbende igennem foråret haft møder med Helle Thorning-Schmidt, og han er enig med S-SF om, at en betalingsring er den bedste løsning til at begrænse trængslen i biltrafikken. Det er dog også en kendt sag, at betalingsringen fortrinsvis er en SF-mærkesag selvom, at den også er blevet forsvaret af socialdemokraterne i valgkampen. Frank Jensen spillede dog søndag ud med en mild kritik af planen, som han dog fortsat støtter. Overborgmesteren forudser, at nogle forældre, der bor på den ”forkerte side” af ringmuren risikerer at skulle betale et betydeligt årligt beløb bompenge for at køre deres børn i skole. Men det er ingen ny kritik.

S-SF uenighed
I 2008 kritiserede socialdemokraten Anne Vang, der i dag er børne- og ungdomsborgmester, heftigt en tidligere udgave af betalingsringen bl.a. med henvisning til de problemer, den kunne skabe for børnefamiliernes hverdagsliv. Andre socialdemokrater som fx forgængeren Ritt Bjerregaard angriber også betalingsringens placering, som den blev foreslået af et hurtigtarbejdende S-S-udvalg midt under valgkampen. Der er i skrivende stund optræk til en mindre krise mellem S-SF, i det SFs Pia Olsen Dyhr mener, at betalingsringens placering ligger fast, mens det nyvalgte S-medlem Mette Reissmann hævder, at der kun er tale om ”en skitse”, som skal færdigforhandles. Begge påstanden kan i sagens natur ikke være rigtige, så der udestår et politisk slagsmål i den nye ABF-regering om sagen.

Sene budgetforhandlinger
Folketingsvalget har udskudt budgetforhandlingerne. Først i forrige weekend fik politikerne – hvor flere af de borgerlige forhandlere – havde været i ilden under valgkampen som folketingskandidater tid til at forhandle budget. Mere om det nedenfor.

Det lykkedes i øvrigt kun én af de mange BR-medlemmer, som stillede op til Folketinget, at blive valgt ind på Christiansborg. Det skete for den fra TV3-programmet ”Luksusfælden” så kendte Mette Reissmann, som fremover kan skrive MF på visitkortet. Dermed må hun nedlægge sit mandat i Borgerrepræsentationen, i det Socialdemokraternes interne regler siger, at man kun kan sidde på ét folkeligt mandat ad gangen. Reissmanns afgang fra rådhuset giver så til gengæld plads i BR til Socialdemokraternes hidtidige 1. suppleant., Stig Ekman (46), der i øvrigt også er kredsformand for S i Ryvangens kreds på ydre Østerbro.

Ny S-ordfører
Mette Reissmann har indtil nu været Socialdemokraternes politiske ordfører, dog uden at hun af den grund har vist sig markant. Reissmann har formået at holde partiets ordførertaler, men ingen kan huske, at hun i sine 2 år i BR på noget tidspunkt rejste en sag eller satte sig spor i den københavnske politiske debat. Tidligere har en Anne Vang ellers været særdeles synlig på den samme post, så Reissmanns afgang til Borgens hellige haller er - for at sige det på jysk - intet uerstatteligt tab for S. Nu spekuleres der i om en af de to talenter hos S, Ikram Sarwar eller Lars Weiss, overtager ordførerposten. Begge regnes i hvert fald som storfavoritter.

To bryggekandidater valgt
I øvrigt kan Islands Brygge (som hører under den såkaldte ”Sundbyvesterkredsen”) glæde sig over, at hele to lokale kandidater blev valgt til Folketinget. Det lykkedes for SF’eren Özlem Sara Cekic trods stor tilbagegang for partiet at få fire år mere på Christiansborg. For de radikale kom Uffe Elbæk ind i Folketinget trukket frem af Liste Bs store vælgerfremgang. 2011 blev dermed - set med Bryggens øjne - en ret god årgang, når det gælder antallet af lokalt valgte folketingsmedlemmer.

Bredt budgetforlig
I skrivende stund – søndag eftermiddag - er Borgerrepræsentationens parter forsamlet til de endelige forhandlinger om kommunens budget for 2012. Til forskel fra sidste år valgte Frank Jensen i år ikke at handle en aftale af forinden med SF, men har åbnet for en meget bred aftale med måske samtlige partier. København er i disse år velsignet med en bugnende pengekasse, hvilket gør det alt andet lettere at få samlet et forlig end hvis der skulle ske omfattende besparelser eller nedskæringer. Forliget i år retter sig mod at sikre, at der bygges flere skoler og daginstitutioner, så kommunen i den nære fremtid kan imødekomme de behov, der følger af, at der er sket en uforudset eksplosiv stigning i børnetallet. Faktisk er Frank Jensens valgløfte om, at byens børn skal kunne få en daginstitutionsplads inden for en radius på et kvarter på cykel fra hjemmet, i fare for ikke at kunne opfyldes inden valget i 2013. Derfor er det et område, hvor alle sejl bliver sat for, at man kan nå i mål med at bygge og etablere nye daginstitutioner, inden Jensen møder vælgerne. Ingen partier kan dog dårligt være uenig i denne målsætning, og at der derfor bliver gjort en ekstra indsats her.

Penge til borgmestres kæpheste
De enkelte partier - med borgmestre - har hver især under forhandlingerne deres egne kæpheste, som de fører frem og naturligvis håber på vil blive tilgodeset med finansiering i budgettet. Venstres kulturborgmester er formentlig en del af forliget, som ventes at indeholde penge til bygning og renovering af kommunens idrætshaller. Det samme gælder Enhedslistens socialborgmester Mikkel Warming, som gerne ser, at bl.a. handicapområdet bliver opprioriteret. SFs sundhedsborgmester Ninna Thomsen håber på, at en sundhedspolitisk forebyggelsesplan, der skal skabe mere bevægelse i byen får tilstrækkelige midler. I øvrigt håber kommunen på, at en ny ABF-regering vil give grønt lys for at kommunen snarest kan etablere såkaldte ”stofindtagelsesrum” (også kaldet ”fixerum”) for narkomaner på Vesterbro. De radikales integrations- og beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev har også en del projekter på sit område, som hun regner med bliver tilgodeset af forliget, som de radikale er en del af. Teknik og miljøområdet, hvor SFs Ayfer Bajkal er borgmester, også skal tilgodeses bl.a. med nogle nye pumper til at lede vand med i tilfælde af skybrud, som det er beskrevet i kommunens ”skybrudsplan”.

Vækstpakke med i forlig
Budgetforliget indeholder også en aftale om at iværksætte flere af de initiativer i den plan, som Frank Jensens ”Business Task Force” barslede med for nylig, som skal danne grundlag for, at der bliver sat gang i væksten i København. Centralt i planen er forslaget om, at kommunens virksomheder fremover kun skal henvende sig ét sted hos kommunen for at få løst alle problemer og få opnået de nødvendige aftaler mht. fx byggetilladelser og deslige. Idéen er, at fokus på nedbringelse af sagsbehandlingstider skal mindske virksomhedernes tidsforbrug på bureaukrati, så de i stedet kan bruge energien på at opstarte og drive deres forretning.

Lavere skat på virksomhederne
I budgetforhandlingerne indgår også et forslag, som også er kommet fra overborgmesterens Business Task Force, der skal mindske beskatningen af erhvervsvirksomhederne. Det kan ske ved fx at sænke enten dækningsbidraget for forretningsejendomme, selskabsbeskatningen eller grundskylden en smule. Det er naturligvis forslag, der øger de borgerlige partiers interesse for at gå med i et budgetforlig. Det er derimod ikke forslag, der flugter godt med Enhedslistens politik uanset om skattesænkninger for virksomhederne vil blive beskedne i omfang. (Hvilket også blev Enhedslistens dør ud af forhandlingerne viste det sig senere få timer efter denne artikels deadline red.)Forslaget vil imidlertid også være en håndsrækning til Kommunernes Landsforening (KL), der er bundet af en aftale med VK-regeringen om, at skattetrykket i kommunerne samlet set ikke må hæves. ”Sænker landets største kommune skatten, så giver det luft for en række andre mindre kommuner med behov for flere indtægter til at hæve skatten”. Dermed kan Frank Jensen sælge sin ”skattenedsættelse” som ”solidaritet” med de kommuner rundt om i landet, der ellers ville være nødsaget til at skære i deres velfærd, for at få enderne til at mødes. Det er i øvrigt forventningen, at en ny regering ikke vil ændre ved den borgerlige regerings ind til videre effektive styringsinstrumenter mht. at holde stram snor i kommunernes økonomi.

Budget2012: Flere penge til dansk og børnepasning

Tør Frank Jensen igen udfordre SF på trafikområdet?

Bragt i Bryggebladet nr. 12. den 25. august 2011

Af Jarl Cordua

Et afholdt folketingsvalg i september, vil måske skabe nye politiske alliancer på Rådhuset. Først og fremmest vil en perlerække af fremtrædende rådhuspolitikere i tre uger i stedet bruge størstedelen af deres indsats på at føre valgkampagne for dem selv. Blandt folketingskandidaterne finder man fx de konservative borgerrepræsentanter Jacob Næsager, Rasmus Jarlov og Mogens Lønborg. Dertil kommer DFs Carl Christian Ebbesen, Venstres Cecilia Lonning og Liberal Alliances Lars Dueholm. Og endelig forsøger en stribe socialdemokrater som Ikram Sarwar, Lars Weiss og den politiske ordfører Mette Reissmann, at veksle deres karriere i Borgerrepræsentationen til en plads i Folketinget. Det vil nok lykkes for en eller flere af S-kandidaterne.

Politisk højsæson
September er imidlertid politisk højsæson også på rådhuset, hvor forhandlingerne om kommunens budget for 2012 finder sted med Frank Jensen for bordenden. Forhandlingerne er en slags eksamen for partiernes ledere, hvor de helst skal formå først at markere sig offentligt i forhold til vælgerne og også helst til slut levere konkrete politiske resultater til kernevælgerne og baglandet. Det betyder alt for en politisk leder, som måske også er borgmester, at kunne levere klare politiske fingeraftryk og i øvrigt være med i en budgetaftale. Det er nemlig adgangsbilletten til at få løbende indflydelse på, hvordan de mange milliarder kr. på budgettet i løbet af det næste år skal udmøntes. Det er derfor som hovedregel mest attraktivt for partierne at blive en del af en aftale, men naturligvis kun hvis man får tilstrækkelig medindflydelse og kan forsvare det overfor sine egne vælgere og partiets bagland. Og at tage ansvar for en budgetaftale er alt andet lige nemmere, når Københavns kommunes økonomi er så god, som den er i øjeblikket.

Fri af folketingsvalget
Rådhuspolitikernes profileringscirkus forud før og under forhandlingerne vil i år nok drukne i en folketingsvalgkamp, hvorfor Frank Jensen har en interesse i at trække forhandlingerne i langdrag, så de først afsluttes efter et valg. Allerede nu er de afsluttende budgetforhandlinger kalenderlagt i dagene efter den 13. september som mange regner for at være en sandsynlig valgdato. Herefter vil Danmark måske have fået en ny regering med Helle Thorning-Schmidt som statsminister, hvilket giver Frank Jensen yderligere manøvrerum i forhold til SF. For det vil betyde, mener nogle iagttagere, at S og SF på rådhuset ikke længere behøver at fremstå så sammentømret og enige udadtil, som de hidtil har gjort, fordi S-SF-samarbejdet i Københavns Kommune har skullet fremstå som ”mønstereksempel” for alliancen mellem de to partier på Christiansborg. De to partier er meget uenige – også landspolitisk - om fx behovet for at bygge en havnetunnel og behovet for flere parkeringspladser. Skal Frank Jensen og de øvrige socialdemokrater gå frem ved næste kommunalvalg, så kan det næsten også kun ske på bekostning af et historisk stort SF. På overfladen gør de to partier en del ud af at holde sammen, fx har S-SF for nylig holdt et årligt fællesmøde, hvor man – på trods af de åbenlyse uenigheder - har lovet hinanden at samarbejde. Andre iagttagere spekulerer på, om Frank Jensen på de områder, hvor han er uenig med SF, i stedet fremover vil orientere sig mod de borgerlige partier og de radikale, for derved at presse SF til at indgå kompromisser. Det vil de kommende budgetforhandlinger give en pejling på.

Vækstråd til København
I sidste uge barslede en af overborgmesteren nedsat arbejdsgruppe bestående af flere fremtrædende erhvervsfolk kaldet ”Copenhagen Business Task Force” med en række anbefalinger til, hvordan København får skabt mere økonomisk vækst i de kommende år. Det skete på et pressemøde på rådhuset med arbejdsgruppens leder Leif Beck Fallesen, der også er ansat som overborgmesterens rådgiver i disse spørgsmål og de øvrige medlemmer af arbejdsgruppen. Kataloget med forslagene skabte umiddelbart størst begejstring hos de borgerlige partier, mens SF’erne var positive. Til gengæld var SFs rivaler på venstrefløjen i Enhedslisten særdeles skeptiske overfor, hvad de opfatter som rendyrket borgerlig vækstpolitik. Det er ikke så underligt, da de mere kontroversielle forslag især gik ud på at nedsætte virksomhedernes skatter og afgifter og i øvrigt at få bygget infrastrukturprojekter som en ny havnetunnel under Københavns Havn. Blandt de mere ukontroversielle forslag er fx at få nedbragt administrationstiden for byggeprojekter og i øvrigt få ændret administrationen til at fokusere mere på at servicere virksomhedernes behov fremfor den bureaukratkultur, som virksomhederne hævder, at de møder, når de henvender sig med deres byggeprojekter.

Budget med vækstforslag
På pressemødet var Frank Jensen ikke afvisende overfor arbejdsgruppens 80 anbefalinger, som han må have kendt længe. Overborgmesteren var optimist, men turde dog ikke spå om, hvorvidt at hele kataloget med anbefalinger ville blive omsat i realiteter. Men det vil virke underligt, hvis ikke han vil forsøge at få gennemført mest muligt af kataloget allerede i år, især når både SF og de borgerlige så klart har meldt ud, at de står parat mht. at lægge stemmer til, at få anbefalingerne vedtaget. Det kunne for eksempel ske ved, at Jensen i forbindelse med budgetforhandlingerne forsøger at lave en aftale på området. Det store spørgsmål er så, hvor langt Frank Jensens ambitionsniveau rækker. SF er som bekendt dybt skeptiske overfor investeringer, der skaber mere biltrafik i byen, mens de borgerlige formentlig vil gå hele vejen.

Tid til at klinke skårene
Hvis SF imod al forventning ender med at stå udenfor budgetforliget, risikerer Frank Jensen dog at slå varige skår i det ellers gode samarbejde, og det ønsker han at undgå. Efter parkeringsforliget med de borgerlige udenom SF, og hvor SFs nye borgmester Ayfer Baykal endte med at blive politisk ydmyget og undervejs i forhandlingerne blev gjort til statist, kunne overborgmesteren derfor have brug for at få klinket skårene. På den anden side har Frank Jensen med parkeringsforliget allerede demonstreret overfor SF, at hvis ikke partiet viser tilstrækkelig vilje til kompromis, så kan han i yderste konsekvens finde på at gå solo med de borgerlige og de radikale. Og det er blevet lidt nemmere efter at et folketingsvalg er afholdt, hvor Jensen ikke behøver at tage hensyn til partifællerne på Christiansborg. Men et forhandlingssammenbrud mellem S-SF på budgettet bliver nok kun aktuelt, hvis overborgmesteren igen beslutter sig for at teste SF’ernes kompromisvilje. Det forlyder dog, at det næppe vil ske.

1 mia. kr. til byggeri
Det forlyder allerede nu, at overborgmesteren vil spille ud med et budget, hvor man vil bruge omtrent en mia. kr. ekstra på at bygge de daginstitutioner og skoler, som kommunen får brug for i de kommende år som følge af det med raketfart stigende børnetal i København. Der er stor usikkerhed grænsende til det usandsynlige om kapaciteten mht. daginstitutioner er tilstrækkeligt, såfremt Frank Jensen skal kunne opfylde sit valgløfte om, at alle københavnske børn skal kunne gå i en daginstitution inden for en radius et kvarter fra bopælen på cykel. Budgettet for 2012 bliver dermed sidste chance, hvis man skal kunne nå at udbygge kapaciteten. Derfor vil udbygningen af daginstitutionerne være Frank Jensens hovedfokus under forhandlingerne.

Flere dansktimer
Det ligger også i kortene, at der i det kommende års budget skal afsættes penge til at hæve antallet af dansktimer på et af de mellemste klassetrin i folkeskolen. En Pisa-undersøgelse, der blev offentliggjort i sidste uge, viste, at de københavnske skolebørn ved sammenligning af en tilsvarende undersøgelse i 2007 i 2010 var blevet bedre til naturfag og matematik, men dårligere til at læse. Især var drenge sakket bagud mht. læsefærdigheder i forhold til 2007, mens de tosprogede elever stod i stampe. I de seneste år er der imidlertid afsat flere penge til ekstra dansktimer på flere klassetrin, og nu giver Pisa-undersøgelsen så de københavnske politikere et argument for, at øge indsatsen yderligere.

Vild med Pia
Københavns rådhus har med Venstres kultur og fritidsborgmester Pia Allerslev fået en deltager i det populære TV-program ”Vild med Dans”. De allerfleste iagttagere på rådhuset ser det som et klogt træk, at Allerslev deltager i TV-programmet , da det giver hende mulighed for at få det folkelige gennembrud, som hun har manglet. Tilbage i foråret 2005 deltog den radikale senere borgmester Klaus Bondam med pæn succes, og man kan spekulere i om den større kendiseffekt hjalp på de personlige stemmetal ved det efterfølgende kommunalvalg, hvor både han og de radikale fik et kanonvalg. På den anden side er det de færreste i det politiske miljø, der vurderer, at deltagelsen i Vild med Dans” just gavnede Allerslevs partifælle på Christiansborg Kristian Jensens popularitet. Der er dermed tale om en satsning, hvor Allerslev enten kan ”danse sig ind i folkets hjerter” og måske veksle det til fremgang ved kommunalvalget i 2013 eller blive til grin. Onde tunger mener i øvrigt, at ”Vild med dans” formentlig er Allerslevs eneste måde at markere sig på i offentligheden, da hun i det daglige fremstår uden nogen stjerneklar politisk profil. Nogle spekulerer også på, hvordan Allerslev i øvrigt får tid til at deltage i budgetforhandlinger mv., når hun skal bruge tre timer hver dag på at øve dansetrin med sin dansepartner forud for TV-udsendelsen fredag aften. De øvrige borgerrepræsentanter fraregnet Frank Jensen er utvivlsomt grønne af misundelse over profileringsmuligheden.

Frank Jensens alliance med SF slår sprækker

Intern ballade hos S om daginstitutionspladser

Bragt i Bryggebladet den 11. august 2011

Af Jarl Cordua

Lige før rådhuspolitikerne gik på sommerferie, fik Københavns socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen et parkeringsforlig til 161 millioner kr. i hus. Forliget giver hovedstaden 1726 flere parkeringspladser – et resultat som længe har stået på både overborgmesterens og ikke mindst af de borgerlige partiers dagsorden.

Parkeringsforliget er dog også interessant, fordi det blev til uden om SF. Partiets nye teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal er derfor tvunget til at udmønte forligspartiernes politik på området, som går hendes parti imod. SF står desuden for første gang siden valget uden for politisk indflydelse på et for partiet – sådan kommunalpolitisk set - centralt punkt. Det spørgsmål, alle på rådhuset stiller sig selv nu, er: Er bruddet mellem Frank Jensen og SFs nye ledelse kun ”en enlig svale”, eller vil det række videre frem? Kan man forestille sig, at socialdemokraterne fx vil indgå budgetforlig her i efteråret med sine ”nye venner”, dvs. de borgerlige og de radikale for så at efterlade SF ude i kulden?

S-SF-glansbillede krakelerer
Kommunalvalget i 09 gav S-SF mulighed for, at de sammen alene kan styre byen i kraft af det flertal på 30 mandater ud af borgerrepræsentationens i alt 55 mandater, som de to partier tilsammen fik ved valget. Men Frank Jensen forpligtede sig tidligt på at lave brede aftaler med alle Borgerrepræsentationens partier. Det har han også formået. SF har ikke på samme måde haft interesse for brede aftaler, men har ikke stillet sig i vejen mod at partiet selv fik store politiske indrømmelser. Dertil kommer, at både S og SF i København har været bundet af en spejdered om at begrave tidligere tiders kævl og holde sammen. Spejdereden er desuden aflagt til partifællerne på Christiansborg, der overfor vælgerne har kunnet bruge København som et udstillingsvindue for en fint fungerende regeringskonstellation mellem de to partier. Men måske er det københavnske glansbillede på vej til at krakelere. I hvert fald har rasende SF’ere brugt sommeren til at angribe overborgmesteren hårdt for parkeringsforliget.

Parkeringsforlig uden SF
Set fra venstrefløjens side, så blev SF præsenteret for et komplet uspiseligt parkeringsforlig, der overhovedet ikke tager hensyn til SFs mærkesag om, at nye parkeringspladser ikke må etableres i byrummet, men i stedet etableres fx i parkeringshuse. Problemet er dog, at den løsning er ret dyr, og byens økonomiske vækst lider under – mener Frank Jensen – mangel på parkeringspladser. Parkeringsforliget i juni indeholder tværtimod primært flere ”skråparkeringspladser” på især Østerbro, men også på Vesterbro og Amager. SFs forhandlere var endog på mellemhånd politisk set, fordi partiet i forvejen stod udenfor det eksisterende parkeringsforlig. Oveni fremstod SFs borgmester Ayfer Baykal under forhandlingerne – ifølge nogle kilder - dårligt forberedt og med en klodset strategi. Politiske modstandere vurderer, at Baykal kunne have landet sagen blødere, men at den usikre SF-borgmester valgte konfrontationen og det sikre nederlag, så hun ikke risikerede ballade med sit bilkritiske SF-bagland.

Nederlag til ny borgmester
På et tidspunkt forlod SF forhandlingerne, og da de kom tilbage igen, var det lidt usædvanligt ikke SFs borgmester, men pludselig SFs ordfører på området, Signe Goldman, der ledede slagets gang. Det så nogle som udtryk for Baykal var i vildrede om, hvordan hun skulle forhandle. Det forhindrede dog ikke Baykal i selv at fare frem offentligt i form af læserbreve bl.a. i Østerbro Avis at anklage de radikale for ”dårligt politisk håndværk”, fordi de var gået med i forliget. Den radikale gruppeformand, Kasper Johansen, svarede igen med et læserbrev, hvori han opfordrede til, at ”en ny borgmester skal have en chance for at komme ind i tingene”. Hvedebrødsdagene for SF-borgmesteren, som ingen forinden tillagde de store talenter udi politisk forhandlingskunst, er tydeligvis forbi. Baykals første politiske slag endte i al fald med et gedigent nederlag.

SF: ”Forligsbrud”
Selv mente SF-borgmesteren dog, at der var tale om ”et forligsbrud.” Til Politiken sagde Baykal: ”Jeg troede, at vi havde en aftale, men det havde vi åbenbart ikke. Jeg er rigtig skuffet og rasende” og henviste til, at budgetforliget fra i fjor lagde loft over biler i gadeplan. SF mener dermed, at der dermed var tale om et uopsigeligt forlig – en tolkning, som Baykal og co. tilsyneladende står ret alene med.

Rød splid om havnetunnel
Parkeringsforliget rummer imidlertid kimen til endnu større prøvelser for det politiske sammenhold mellem S og SF. Ikke bare lokalt, men også på landsplan. Af S-SFs økonomiske 2020-plan ”Fair Løsning” fremgår det, at de to partier vil etablere en betalingsring for biler rundt om København. Indtægterne – mener Frank Jensen – skal bruges til at etablere en havnetunnel under Københavns havn. Det forslag har SF’erne i København hidtil været blankt imod og vil formentlig fortsat være det. Spørgsmålet kan risikere også at skabe splid internt i den S-SF-regering, som mange venter, vil komme til efter Folketingsvalget. Sagen er yderligere delikat, idet SFs formand Villy Søvndal ved dette valg er opstillet i København. Og netop i dette spørgsmål forventer hans københavnske – og ind imellem lidt genstridige – partifæller, at Søvndal lægger sig på deres linje i spørgsmålet om havnetunnelen. Dvs. enten lider Frank Jensen et eklatant nederlag i denne sag, eller også må Søvndal vride armen om på de københavnske SF’ere. Formentlig vil SF-formanden undgå at svare på dette spørgsmål helt frem til valgdagen for at undgå, at sagen eksploderer.

Farvel Frank?
Det voksende børnetal i København sprænger fortsat alle prognoser, hvilket skaber store problemer for Frank Jensen. Forud for sidste kommunalvalg proklamerede den daværende overborgmesterkandidat, at hvis ikke der ved valgperiodens udløb var daginstitutioner til rådighed for forældrene inden for en radius af et kvarter på cykel fra hjemmet, ja så fortjente Socialdemokraterne ikke at blive genvalgt. Allerede nu tyder meget på, at Frank Jensen får store problemer med at leve op til det vælgerløfte, fordi der fødes så mange børn i København, at kommunen ikke kan nå at bygge og oprette daginstitutioner i samme takt. Derfor gnider oppositionen på Rådhuset sig også i hænderne, da de øjner en mulighed for at bruge Frank Jensens uopfyldte kontraktpolitik i valgkampen. Venstres medlem af Børne- og ungeudvalget Cecilia Lonning skrev provokerende i et læserbrev for nylig under overskriften ”Pasningsgaranti Farvel Frank?”: ”Nu er der godt to år til næste BR-valg - og den netop offentliggjorte behovsprognose viser, at Frank Jensen har travlt. Netop som man troede, at de planlagte udbygninger og nybyggerier ville få puklen ned, viser prognosen, at der i hele byen mangler yderligere 1.000 vuggestuepladser og 800 børnehavepladser, ligesom der bliver brug for 15 ekstra skolespor.” I sit svar til Lonning afviste Frank Jensen dog, at der skulle være nogle problemer, og slog fast, at kommunen naturligvis ville bygge de daginstitutioner, der er nødvendige.

Mundhugges offentligt
Overborgmesteren kan utvivlsomt huske, hvordan det gik hans forgænger Ritt Bjerregaard, der også måtte opgive sit valgløfte om 5000 billige boliger. Få er i dag i tvivl om, at det var interne målinger, der viste bred folkelig mistillid til Bjerregaard og udsigten til at ende karrieren med stor vælgerlussing, der fik hende fra at genopstille. Frank Jensen står nu i samme situation som Bjerregaard, og derfor er han særdeles opsat på at partifællen Anne Vang som børne- og ungdomsborgmester ”leverer varen” i form af nye daginstitutionspladser. Men trods store anstrengelser med masser af nybyggeri, effektiviseringer, sammenlægninger af mindre dagsinstitutioner mv. så står Vang og hendes forvaltning med det problem, at virkeligheden overhaler de prognoser for tilgangen af børn, som Frank Jensens økonomer tidligere har forelagt politikerne. På Rådhuset diskuterer man nu på gangene, hvordan denne sag har skabt ”en kurre på tråden” mellem de to topsocialdemokrater. Man kan blandt andet støde på en interessant og ganske ”festlig” historie om, hvordan de to borgmestre under et besøg her i sommer på en daginstitution højlydt mundhuggedes foran hele den socialdemokratiske borgerrepræsentationsgruppe, hvor optrinet dog ophørte, da lederen af daginstitutionen lagde sig imellem for at dæmpe gemytterne. Ifølge flere iagttagere på rådhuset føler Anne Vang sig urimeligt presset af en i stigende grad desperat overborgmester, der ikke aner sine levende råd om, hvordan han skal komme ud af den kattepine, som han selv satte sig i med sit kække valgløfte for to år siden

Hemmelig redegørelse
Forårets store politiske bombe var naturligvis, da Ekstra Bladet kunne afsløre, at SFs daværende teknik og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard i virkeligheden boede i kærestens lejlighed på Frederiksberg frem for i ungkarlehyblen på Sundbyvester Plads. Kjeldgaard indså efter et halvt døgns betænkningstid, at hans situation var uholdbar, og trak sig fra posten. Det kom siden til et efterspil, hvor flere borgerrepræsentanter krævede, at det blev undersøgt, hvorvidt kommunen kunne kræve økonomisk kompensation af Kjeldgaard, eftersom han uretmæssigt i en periode har fået vederlag både som borgerrepræsentant og borgmester. Kjeldgaard blev af kommunen også bedt om at lave en personlig redegørelse, som blev indleveret den 24. juni. Imidlertid må redegørelsen ikke offentliggøres, hvorfor sagen formentlig nu er blevet ”begravet”.

En skidt afslutning

En sag om bilagsrod ødelægger kommunens ellers pæne image

Bragt i Bryggebladet nr 10 den 23. juni 2011

Af Jarl Cordua

Sommeren står for døren, og de københavnske politikere er ved at lukke ned for ferien. For Overborgmester Frank Jensen (S) er ”forårssæsonen” forløbet stort set godt. Han har styret uden om de store kriser, kommunens økonomi er under forbedring, og S-SF-alliancen synes stabil til trods for lederskiftet i SF, hvor sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen pludselig måtte afløse Bo Asmus Kjeldgaard.

Endnu er det uklart om skiftet får betydning for SFs politiske prioriteringer i de vigtige budgetforhandlinger, der så småt går i gang i august. Tidligere har Kjeldgaard gjort meget ud af få penge til brintbiler og andet, der både gav SF en miljøprofil og synliggjorde hans egen teknik- og miljøforvaltning. Vurderinger på rådhuset går på, om Thomsen fremover er mere optaget af at prioritere midler til de offentlige kerneydelser dvs. daginstitutioner, skoler, ældrepleje frem for højtprofilerende miljøprojekter i stil med brintbiler. De øvrige borgmestre vil selvfølgelig forsøge at få tilgodeset deres egen forvaltningsbudget og idéer mest muligt. Men der er dog grænser. For politikerne er pisket til at skabe et lovpligtigt kommunalt udbud af serviceydelser, der svarer til borgernes fremtidige behov. Og de er ikke svære at få øje på. Kommunens prognoser viser, at København vil vokse med 100.000 nye indbyggere frem mod år 2025. Det er 1000 nye indbyggere om måneden, hvor af de 100 er børn. Dvs. kommunen står overfor en betydelig opgave med at bygge skoler og daginstitutioner de næste 14 år. Og det er helt indlysende en opgave, der skal planlægges i ganske god tid.

København roses på CNN
København nyder lige nu gavn af den miljøprofil, der er skabt over de sidste 30-40 år. For tiden er byen blevet berømt i det store udland med hele tre reportager om København vist på den internationale kabelnyhedsstation CNN, hvor de mange cykler, cykelstier, havnebad og mange andre miljøtiltag skamroses. CNN udråber København som rollemodel for en fremtidens by. Det er gratis reklame for byen, som alle kun kan være glade for. Det er også en lille ting, der tæller på den positive side i vurderingen af Frank Jensens indsats, når han skal til eksamen hos vælgerne om 2 år. Også selvom at de positive resultater på denne front primært må tilskrives forgængernes indsats.

Styrelsen giver rabat
Medvind har Frank Jensen og den radikale integrations og beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev også i den såkaldte ”Farvegadesag”, der er en tvist mellem kommunen og Arbejdsmarkedsstyrelsen under Beskæftigelsesministeriet, hvor sidstnævnte har krævet 390 mill. kr. tilbage af København i uberettiget refusion for aktivering af ledige, fordi kommunen – efter styrelsens mening - har administreret ledighedsindsatsen i strid med loven. Kommunen er uenig, og sagen kan føre til en retssag. Styrelsen er dog kommet København i møde og giver rabat på hele 325 mill., hvis kommunen opfylder nogle dokumentationskrav vedr. dens administration. Det har kommunen gjort, men afviser fortsat at have administreret forkert. Striden består, men beløber drejer sig nu kun om 65 mill.kr.

Den gik ikke
København fik ikke lov til at beholde en for længst vedtaget stigning i byens parkeringsafgift til at bygge nye parkeringspladser for. Det besluttede VKO-partierne på Christiansborg for nogle uger siden, da de vedtog en ny lov, der reelt konfiskerer afgiftstigningens provenu på 700 mill. kr. Flertallet af de københavnske politikere mener, at der er tale om straffeaktion - en skat på København - idet loven er skruet sammen, at den stort set kun berører hovedstaden. De borgerlige partier på Christiansborg - i øvrigt med den københavnske konservative politiker Rasmus Jarlov i spidsen - er af en anden mening. De mener, at afgiftsstigningen er en skjult skat på bilisterne. Resultatet af loven er, at overborgmesteren mangler 700 mill. kr. til nye parkeringspladser, som er en del af hans vækstplan for byen.

Bilagsrod i bandeindsats
Der var i øvrigt flere sure nyheder til Frank Jensen, da en intern revisionsrapport, som Ekstra Bladet har kigget i, kritiserer den såkaldte ”18+ enhed”, der arbejder for at hjælpe bandemedlemmer ud af bandekriminalitet, og i øvrigt er lidt af et politisk flagskib for Frank Jensen. Avisen kunne beskrive, at revisionen kritiserede fire væresteder og to programmer for bandemedlemmer for helt at mangle bogføring og økonomistyring. Blandt andet har revisionen udbedt sig en forklaring på indkøb af gavekort for 60.000 kr. og kontante udlæg på 50.000 kr. til medarbejdere. Dertil kommer et kostbart julefrokostarrangement, frokostbesøg i restaurant Grøften i Tivoli og en bowlingtur til over 50.000 kr., hvor formål og deltagere er ukendt. Alt sammen naturligvis helt i strid med alle regler. Det politiske ansvar hviler umiddelbart på overborgmesteren og især socialborgmester Mikkel Warming (Ø). Ingen af dem forsvarer det passerede og tilslutter sig fuldt ud kritikken.

Hvad sker der nu? Økonomiudvalget får til august en redegørelse om sagen fra socialforvaltningen redegøre og beslutter da på et møde, hvad de skal. Det har i øvrigt tidligere virket fx med børne- og ungdomsforvaltningens tidligere massive problemer med økonomistyring, at økonomiforvaltningen fulgte med i form af ”et skærpet tilsyn”.

Sagen fik dermed igen vakt det gamle billede af Københavns rådhus til live som en notorisk rodebutik, hvor der ikke er styr på økonomien og hvor pamperiet florerer. Dermed blev det en skidt afslutning på sæsonen for Frank Jensen.

Er der en voksen til stede?

Også SF valgte en yngre uerfaren kvinde som borgmester

Bragt i Bryggebladet nr. 9 den 9. juni 2011

Af Jarl Cordua

Der gik ikke mange timer efter at SFs Bo Asmus Kjeldgaard havde forladt rådhuset før, at det stod klart, at efterfølgeren blev den kun 34-årige Ayfer Baykal. Alligevel forsøgte 3-4 fra SFs borgerrepræsentationsgruppe at bringe sig i spil til posten blandt dem partiets tidligere gruppeformand Bjarne Fey, der er det mest erfarne gruppemedlem. Fey trak sig dog hurtigt igen, da han efter lidt research erfarede, at baglandet i SFs-Københavns bestyrelse klart foretrak Baykal. Alligevel fastholdt SFs gruppeformand Klaus Mygind og to andre yngre kvindelige BR-medlemmer – alle ligesom Baykal – med under 1½ års erfaring i Borgerrepræsentationen deres kandidatur til borgmesterposten. Men hvorfor foretrak SFs organisationsfolk Baykal?

Sympatisk stemmesluger
Det skyldes flere ting. For det første mente flere af organisationsfolkene, at de skyldte Baykal en borgmesterpost, i det hun med 3665 stemmer var den SF’ er, der fik flest stemmer ved seneste kommunalvalg i 2009. Faktisk fik hun både flere stemmer end spidskandidaten Bo Asmus Kjeldgaard og SFs nye leder sundhedsborgmester Ninna Thomsen. Baykal har siden valget - og meget fornuftigt – gjort en del ud af at pleje baglandet. Dvs. møde op til lokalforeninger, bestyrelsesmøder mv. i SFs organisation og i det hele taget gøre en positiv figur. Den indsats havde mange organisationsfolk utvivlsomt in mente, da de skulle finde en afløser. Dertil kommer, at et parti som SF lægger vægt på, at kandidater med indvandrerbaggrund skal have en chance. ”Det etniske argument” kan dog ikke stå alene, hvad man så for snart 20 år siden, da SF’eren Lubna Elahi fik et kanonvalg, men aldrig kom i nærheden af at blive borgmester. Dengang var der trods alt grænser selv hos SF. Hvor Elahi blev betragtet som i særklasse krukket og besværlig, så har Baykal imidlertid et ganske positivt ry både blandt hendes egne og blandt politiske modstandere. Hun beskrives bredt som en sympatisk person, der kommer godt ud af det med alle. Nogle hæfter sig ved, at Baykal skiller sig ud fra de øvrige SF-kvinder ved at være yderst velplejet og gå i moderigtigt mærkevaretøj. Et image som kystbanesocialist kunne gøres komplet ved, at hun med sin mand bebor en større lejlighed på Østerbro og lader sig transportere rundt i en stor bil. Baykal - der nu som borgmester skal præsidere over byens trafikplanlægning – er dog ikke selv indehaver af et kørekort.

Holdningsløse Tidende
Men hvem er Baykal så som politiker? Det er et særdeles vanskeligt spørgsmål at besvare præcist. Som politisk ordfører for SF har hun ikke været markant. For eksempel kan ingen komme i tanke om en mærkesag, hvor hun er trængt igennem medierne eller på anden måde har gjort sig bemærket. Spørger man til højre i BR-salen, betragter hendes kolleger Baykal som uortodoks og ”blå” eller ”borgerligsympatiserende” SF’er. Men spørger man hos folk til venstre i salen, så betragtes hun derimod som en ”klart venstreorienteret” SF’er. Forklaringen er sikkert den enkle, at Baykal ikke har nogen større tydelig politisk profil ja måske knapt klare holdninger. Da hun overfor TV Lorry skulle forklare, hvorfor hun stillede op til posten som byens teknik og miljøborgmester lød det frejdigt, at man fik en borgmester ”der var visionær”, og senere det ikke specielt klare: ”fordi livskvalitet var vigtigt for et parti som SF”. Efter, at Baykal blev valgt, har nogen hvisket den nye borgmester i øret, at det er vigtigt, at hun også forholder sig en smule til det ressortområde, som hun skal være øverste chef for frem for at holde sig til floskler i stil med,” at byen skal være grøn og rummelig for både unge og ældre”. Da ingen tidligere har hørt om den i egne øjne ”visionære” borgmesters visioner, så skyndte den uddannede socialrådgiver sig – efter at hun var blevet valgt - at slå fast, at hun overtager forgængerens politik og visioner på selvsamme område. Det var klogt. Baykal har hverken administrativ eller ledelseserfaring. Hun har heller ikke tidligere demonstreret politisk tæft eller foretaget sig noget opsigtsvækkende bortset fra sit særdeles pæne personvalg. Ser man på rækken af nye yngre borgmestre, så havde fx den radikale Anna Allerslev heller ikke gjort sig bemærket, da hun blev borgmester. Sammen med Venstres Pia Allerslev, så er de yngre kvinder primært blevet borgmestre, fordi deres mandlige kolleger pludselig i utide har forladt politik. Derfor er det vist ikke helt i overensstemmelse med sandheden, når nogen påstår, at det er vælgerne, der i deres store visdom har afgjort, at yngre – meget uerfarne – kvinder bliver borgmestre, ledere for mange tusind medarbejdere samt ansvarlige for budgetter til mange millioner kr. Det er snarere tilfældet. Og i Baykals tilfælde havde vælgerne faktisk ikke det store at sige, da borgmestervalget blev afgjort i et lukket lokale af en håndfuld SF-organisationsfolk, som vælgerne ret beset ikke har valgt til noget som helst.

Borgmester uden egne idéer
Hvordan kommer den nye SF-borgmesteren så til at klare sig i jobbet? Sikkert glimrende. Ikke mindst takket være kommunens dygtige og loyale embedsmandsapparat. Men man kan dog som iagttager beklage, at netop denne borgmesterpost nu bliver beklædt af en politiker uden nogle iøjnefaldende egne idéer til, hvad hun vil med byen. Meget kan man sige om forgængerne: Bo Asmus Kjeldgaard, Klaus Bondam, Søren Pind, Bente Frost mv., men de havde i det mindste alle evne til at udtænke, formulere og sætte dagsordner for, hvad de ville med Københavns byplanlægning, trafik mv. Det har vi endnu til gode at se fra den fotogene Ayfer Baykal, der til glæde for den meget imponerede københavnske dagspresse, hidtil alene har demonstreret en vis evne til at lire floksler hurtigt af uden dog at gøre det på en særligt overbevisende facon. Det er muligt, at Baykal kan overraske, men havde hun større politiske talenter, så vil jeg tro, at man nok havde set dem udfolde sig for længst.

Styrket overborgmester
Hvad betyder borgmesterudskiftningen så for Frank Jensen og magtforholdet mellem S og SF? På den korte bane bliver Frank Jensen styrket, fordi Bo Asmus Kjeldgaard – som taktisk og mht. forhandlinger var langt den mest erfarne – nu er ude af politik. På den anden side så udgjorde Kjeldgaard en stabil forhandlingspartner, men nu skal Jensen sikre sig eller udbygge et godt forhold til Ninna Thomsen, der nu er SFs ubestridte leder. Spørgsmålet er dog, hvor hårdt Thomsen nu vil lede SF-gruppen mht. at tale folk til orden, når der skal indgås svære kompromiser. Og hvor meget får Ayfer Baykal med sin nye platform som borgmester lov til af sine partifæller at skabe sin egen politiske profil? Og vil hun på sigt indordne sig under Thomsens endnu ikke synlige lederskab? Frank Jensen vil altid foretrække et stabilt og loyalt SF, hvor der både er styr på ledelsesforholdene og ro om en nogenlunde klar politisk kurs. Det bliver spændende at se om Ninna Thomsen formår at træde i karakter som politisk leder. Måske forbliver hun ligeså usynlig, som hun har været i det første 1½ år som borgmester. I modsat fald er det sikkert ikke umuligt, at Ayfer Baykal overhaler hende igen som stemmesluger ved det kommende valg. Og Frank Jensens uudtalte mission er naturligvis at få et flot personligt valg og socialdemokratisk fremgang. Og sker det, kan det med tanke på liste Fs store fremgang ved sidste valg, næsten kun ske på bekostning af SF. Med tanke på de mange unge kvindelige borgmestre i København, så fremstår Frank Jensen for mange vælgere snart som den eneste ”voksne” mand i byen. Det er han uden tvivl ikke så ked af.

Da Frank fyldte år
Ikke desto mindre, så holdt den ”evigtunge” overborgmester forleden en storslået reception i anledning af sin 50 års fødselsdag i rådhusets store festsal. Det var et så festligt arrangement, at man - med mindre man tropper op tidligt - risikerer at stå i en lang kø i ganske lang tid indtil det bliver ens tur til at trykke Frank Jensen og frue i hånden og veksle et par få ord. Nogle mener dog, at de er i audiens og bruger derfor gerne flere minutter til at vende ”deres egen lille hyphest” med fødselaren, mens køen bare vokser med småirriterede gratulanter og deres plasticposer bestående fortrinsvis af vingaver. Frank Jensen er en veloplagt vært, der smiler, giver håndtryk, krammer eller kindkys. Han har tydeligvis livslang erfaring udi den ædle kunst at small-talke med folk og er i det hele taget en sand mester i at begå sig på de bonede gulve. Sådan en dag kommer alle kommunens eksterne samarbejdspartnere væltende. Der er folk fra fagforeninger, erhvervsorganisationer, pressen men også nuværende og tidligere politiske kolleger og folk fra embedsværket på rådhuset. (Blandt dem den nyligt afgående SF-borgmester Bo Asmus Kjeldgaard som viste sig som et mandfolk ved at møde op i Løvens hule, selvom det næppe har været så behageligt) Dertil kommer især Jensens partifæller på Christiansborg, der var mødt talstærkt op også med nogle af de gamle S-koryfæer, den lange kæde af spindoktorer samt ikke mindst den uofficielle hædersgæst, den formentlig kommende statsminister Helle Thorning-Schmidt. Hun havde naturligvis en meget lang hyldesttale med i håndtasken, hvor Jensen blev lovprist efter alle kunstens regler. Og imens tænkte sikkert ikke så få i salen på, hvor dybtfølt denne ros og hæder mon stak taget i betragtning af, at Thorning for seks år siden slukkede – nogle ville sige stjal - Jensens livsdrøm om at blive formand for Socialdemokraterne. Thornings tankevækkende alt for lange hyldesttale kunne dog på ingen måde ødelægge den overmåde gode stemning blandt socialdemokraterne, som tydeligvis føler sig ganske sikre på, at de indtager regeringstaburetterne efter det kommende folketingvalg. Så kom Malmøs borgmester Ilmar Reepalu på podiet og han holdt også en lang – og for nogle uforståelige tale - der roste hans partifælle i København. Desværre var talen også så gabende kedelig, at snakken undervejs gik så højt, at en af overborgmesterens pressefolk måtte gå rundt og dysse gæsterne ned. Topmålet mht. pinlighed blev dog nået med den tidl. konservative borgmester Mogens Lønborg, som tilsyneladende – og stik imod traditionen - følte sig kaldet til at benytte fødselsdagsreceptionen som anledning til en regulær valgtale, hvor han skarpt kritisererede overborgmesterens planer om at etablere en betalingsring for biler omkring hovedstaden. Måske var forklaringen at den konservative gruppeformand havde forvekslet festsalen med borgerpræsentationens mødesal? I hvert fald bekræftede Lønborg med sin optræden den eftermiddag den i forvejen ganske udbredte opfattelse på rådhuset, at han ikke besidder den helt store situationsfornemmelse. Både politisk - og sådan i det hele taget.

Tandbørsten blev hans skæbne

Dum sag kortslutter SF-borgmester karriere

Bragt i Bryggebladet nr. 8 den 26. maj 2011

Af Jarl Cordua

Alt det farverige og uforudsigelige ved københavnsk politik var ellers ved at gå fløjten i denne valgperiode. Det var en udbredt holdning på Københavns Rådhus. Altså lige indtil torsdag eftermiddag før St. Bededagsferien, hvor rådhuset blev rystet af endnu en uforudset borgmesterafgang. For da blev det kendt, at SFs Teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard trak sig fra sin borgmesterpost efter, at Ekstra Bladet efter ganske grundig research kunne afsløre, at Kjeldgaard ikke levede op til valglovens bopælskrav, fordi han reelt boede hos sin kæreste på Frederiksberg. Afsløringen var så veldokumenteret, at Kjeldgaard kun få timer, at han blev konfronteret med Ekstra Bladets fotodokumentation, selv drog konsekvensen og forlod Københavns Rådhus efter 14 år som borgmester. Umiddelbart kunne man indvende, at der er tale om en skandale i den mindre ende af skalaen, idet ingen - slet ikke kommunen - har lidt noget tab ved, at Kjeldgaard har foretrukket at overnatte i kærestens store lejlighed på Frederiksberg frem for ungkarlehyblen på 56 kvm. på Sundbyvester Plads. SF’eren har naturligvis folkeregisteradresse i København, hvor han også har svaret skat. Men valgloven er imidlertid temmelig striks. Hvis ikke man bebor kommunen – fysisk - så er man pr. definition ikke valgbar. Når man således ikke er valgbar, så kan man hverken sidde i Borgerrepræsentationen eller som borgmester. Da Kjeldgaard ifølge Ekstra Bladet har været kæreste med den pågældende kvinde i ca. 4 år kan man spekulere i om han – ifølge valgloven - var valgbar ved kommunalvalget i 2009, hvor han var SFs overborgmesterkandidat. Under alle omstændigheder stiller ingen – heller ikke Kjeldgaard – spørgsmålstegn ved, hvorvidt reglerne er overtrådt. Det er de.

SFs hårde linje
Det er en sag, der rammer SF med hård kraft og udstiller et af partiets topfolk i København som en hykler. For som parti har SF sammen med Enhedslisten været hardliner i lignende spørgsmål om fx bopælspligt. Dvs. at partiet med næb og klør har bekæmpet enhver mulighed, at folk har kunnet købe bolig uden at have folkeregisteradresse i kommunen. Det er derfor på sin vis skæbnens ironi, at det netop bliver SFs mest erfarne mand i Borgerrepræsentationen, der må falde på en regel, der er i samme boldgade som bopælspligten.

Den anden sommer
Det er på sin vis også tragisk, at Kjeldgaard efter i årevis at have siddet på flere forskellige borgmester-ressortområder med store økonomiske problemer pludselig fik ”sin anden sommer” med de 17 måneder det blev til på den borgmesterpost, som blev hans ønskejob. Kjeldgaards store interesse kredsede særligt omkring miljøpolitik. Han havde det bedst med mærkesager som at gøre København CO2-fri for bilisme, flere cykelstier og det lidt tungere arbejde med at udvikle og fusionere byens forsyningsselskaber. Som politisk figur var han ikke til at komme udenom i sit eget partis byrådsgruppe, hvor det i flere valgperioder stod ganske småt til, når det gjaldt frembringelse af en politisk talentmasse. Kjeldgaards popularitet i partiet blev dog aldrig overvældende og han slog kun Villy Søvndals modkandidat Anne Baastrup som spidskandidat til kommunalvalget i 2009, fordi de ellers ret dygtige SF-strateger på Christiansborg sov i timerne og ikke gav Baastrup-kampagnen nok opmærksomhed. Dertil kommer, at Kjeldgaard selv trods alt førte en god kampagne, hvor han spillede fermt på den latente modvilje i den københavnske partiorganisation mod Søvndals i nogle SF’eres øjne lidt for hastige og smarte strømlining af partiet. Hos SF på Christiansborg vil de ingenlunde savne Kjeldgaard, selvom de sagtens kunne være denne pinlige sag foruden her kort før et folketingsvalg.

Sluttede på toppen
På Rådhuset har Kjeldgaards aktier hos politiske med-og modparter formentlig heller ikke været højere i kurs indtil nyheden blev kendt fredag eftermiddag. Han har aldrig været specielt vellidt blandt sine kolleger, men der har i hvert fald indtil for nylig været en god forståelse og tone mellem ham og den nye overborgmester Frank Jensen. Holdningerne hos politikerne til Kjeldgaard i de forrige valgperioder – og særligt valgperioden, hvor Ritt Bjerregaard var overborgmester - var til gengæld entydigt negative over hele linjen. Enhedslisten, de radikale, socialdemokraterne og de borgerlige var forbløffende enige om, at Kjeldgaard som børne- og ungdomsborgmester og som familie og arbejdsmarkedsborgmester var lidt for smart og hurtig til at tørre sine egne forvaltningers økonomiske problemer af på forgængerne. Politikerne berettede enslydende om en borgmester, som gerne tog æren selv for andres gode idéer, men ikke evnede at få løst problemerne i de stærkt økonomisk nødlidende og ganske svære borgmesterområder, som han sad med. Kjeldgaards ry som forhandler var endog, at han intet selv gav ved dørene, men ustandseligt gjorde sig besværlig og klagede sin nød. Socialdemokrater under Ritt Bjerregaard oplevede deres samarbejdspartner Kjeldgaard som decideret illoyal, hvor han efter deres opfattelse lækkede fortrolige oplysninger givet til ham fra overborgmesteren til pressen. Det skete fx i forbindelse med lukningen af det såkaldte Ungdomshus på Jagtvejen 69, hvor kommunen for at undgå uroligheder med møje og besvær havde skruet et kompromis sammen om et ungdomshus på Stevnsgades skole, som – hævder man – endda var blevet godkendt også af repræsentanter for ungdomshusaktivisterne. Men en S-spindoktor henviser i dag til en central kilde i SF-lejren, der siden forklarede ham, at Kjeldgaard forpurrede aftalen ved forinden at lække den til Politiken. Det fik herefter avisen til at konfrontere andre unge aktivister om aftalen, som de endnu ikke var taget med på råd om, hvor efter at den røg på gulvet med et brag. Herefter henlå dele af København i røg, damp, og demo’er i hen ved et års tid, hvilket formentlig kostede byen millioner i udgifter. Siden turde Ritt Bjerregaard ikke forhåndsorientere SF-borgmesteren om politiske udspil af frygt for at de blev lækket til pressen. Generelt blev forholdet mellem Kjeldgaard og Bjerregaard forpestet af den manglende tillid, at overborgmesteren til sidst kortsluttede samarbejdet med SF og lavede sit sidste budgetforlig med de borgerlige helt uden om Kjeldgaard og SF. En iagttager kommenterede forleden Kjeldgaards afgang, som ”en forsinket fødselsdagsgave til Ritt Bjerregaard”, der for nyligt fyldte 70 år.

Ikke Villys mand
Hos SF’erne er dog nok flere, der kniber en tåre over Kjeldgaards pludselige fald fra tinderne. Men ikke alle. Selv blandt SF’erne i Kjeldgaards egen gruppe var tilliden til deres leder for bare få år siden let at overse. I SFs daværende ottemandsgruppe forud for forrige kommunalvalg pegede seks på modkandidaten Anne Baastrup som spidskandidat blandt dem Ninna Thomsen. Alligevel vandt Kjeldgaard slaget om at blive overborgmesterkandidat til Villys Søvndals synlige irritation, der så valgsejren som en udfordring af hans bestræbelser på at smede en solid alliance med socialdemokraterne på Christiansborg. Kjelgaard rettede dog så meget ind, at han under kommunalvalgkampen førte en bemærkelsesværdigt neddæmpet kampagne, hvor han i realiteten aldrig direkte udfordrede Frank Jensen som ny overborgmester. Efter SFs flotte valgsejr, som alle naturligvis klart tilskriver en vælgereffekt i kraft af Villy Søvndals personlige popularitet, delte Kjeldgaard magten med Ninna Thomsen, der siden blev sundheds- og omsorgsborgmester. I den nye store og ganske uprøvede SF-gruppe indfandt der sig hurtigt en god stemning, hvor Kjeldgaard var politisk leder, men de facto kørte parløb med Thomsen. Efter Kjeldgaards fald er alle enige om, at Thomsen er den ubestridte nye leder af partiet i København. Det var hun formentlig alligevel blevet før det kommende kommunalvalg. For Kjeldgaard fik de tre gange, hvor han stod i spidsen for SF ved et kommunalvalg kun relativt små personlige stemmetal, hvor ved det folkelige gennembrud blandt vælgerne i København tilsyneladende udeblev. Derfor var det forventningen hos mange, at SF under alle omstændigheder ville opstille Ninna Thomsen som SFs spidskandidat ved valget i 2013.

Uværdig exit
Hvad så med fremtiden? Ifølge flere kilder så har Kjeldgaard siden valget ledt efter en værdig exit fra københavnsk politik. Helst noget i stil med den tidl. socialdemokratiske overborgmester Jens Kramer Mikkelsen, der skiftede til at blive direktør for Ørestadsselskabet i dag selskabet ”By & Havn”, hvor han siden har fået ganske stor succes, ære og værdighed med og i det nye job. Derfor skulle Kjeldgaard være interesseret i at skifte til et stort halvoffentligt forsyningsselskab, hvor han kunne blive direktør med en milliongage og helt uden for offentlighedens søgelys. Imidlertid er endnu ingen friske tilbud budt på krogen, selvom at spekulationer i de seneste uger på rådhuset er gået på, at Kjeldgaard pønsede på at bringe sig i stilling til at blive direktør for det snart fusionerede fælles selskab for Amagerforbrændingen og Vestforbrændingen? Dertil kræver det dog også, at Kjeldgaard har tilpas mange gode kontakter i det politiske miljø, men sandheden er nok den, at Kjeldgaards politiske kapital og goodwill ikke just er i top, hverken hos politiske venner og fjender. Ingen skylder ham noget. Men hvem ved? Kjeldgaard har overrasket før, så det er sikkert ikke umuligt, at han ender i et direktørjob.

Bliver på posten
Hvorfor overtager Ninna Thomsen så ikke den mere prestigefyldte ledige Teknik- og miljøborgmesterpost? Det er oven i købet et område, hvor risikoen for skandaler er relativt lille. Forklaringen kan bunde i, at Thomsen faktisk befinder sig godt som sundheds og omsorgsborgmester og har en større plan på vej på området, som hun har lagt store kræfter i. Dertil kommer, at sundheds- og omsorgsområdet er overskueligt, og at arbejdspresset ikke er nær så stort i sammenligning med teknik- og miljøområdet, som optager hele 70 pct. af sagerne på Borgerrepræsentationens dagsorden. Og det spiller sikkert ind, når Ninna Thomsen, som er mor til tre små børn skal disponere sin tid mellem familie og politisk karriere.

Rød valgsejr kan afskaffe borgerlige borgmestre i København

S og SF splittet på spørgsmålet om parkeringspladser

Bragt i Bryggebladet nr 7 den 12. maj 2011

Af Jarl Cordua

Det var statsminister Lars Løkke Rasmussen, der i 2009 satte et udvalgsarbejde i gang, der skulle munde ud i et konkret anbefaling til, hvordan Københavns Kommune og de øvrige danske byer kunne overgå til almindeligt udvalgsstyre. Styreformen skulle så at sige ”normaliseres” i forhold til styreformen i de danske kommuner. Selvom en reform var indskrevet i regeringsgrundlaget, så tabte Løkke interessen for projektet, måske fordi de borgerlige ikke ser den store interesse i, at de mister deres borgmestre og rådmænd i de normalt store røde kommuner. For ved en styrereform vil flertallet dvs. i København S og SF kunne besætte alle de tunge poster - som i fremtiden ikke vil være borgmestre, men udvalgsformænd. Det vil efterlade mindretallet helt uden adgang til embedsmandsapparatet, pressetjeneste etc., der udelukkende vil høre under én politisk leder: Overborgmesteren.

På rådhuset har man i øvrigt den opfattelse, at ”Thorkild Juul-udvalget” – opkaldt efter embedsmanden, der sidder for bordenden - for længst reelt har afsluttet sit arbejde. Der ligger allerede et konkret lovforslag liggende klar i skuffen, som netop afskaffer de seks ”juniorborgmestre” og erstatter dem med udvalgsformænd. Det bliver dermed farvel til mindretallets borgmestre som fx Venstres Pia Allerslev, men måske også de radikale Anna Allerslev og Enhedslistens Mikkel Warming. Men måske genopstår de som udvalgsformænd sammen med SFerne Bo Asmus Kjeldgaard og Ninna Thomsen samt socialdemokraten Anne Vang, hvis de indgår i et flertal efter næste kommunalvalg.

Spørgsmålet, alle stiller sig, lyder, om man kan nå at gennemføre et sådant lovforslag, hvis landet får en ny rød regering efter valget, der kommer i år, sådan at de nye regler kan træde i kraft efter næste kommunalvalg i november 2013? Det er der delte meninger om. Det afhænger helt af den politiske vilje på Christiansborg efter et valg. Og den er formentlig stor ved en ny regerings tiltræden, der gerne har et behov for at fremstå handlekraftig fra start. På rådhuset er vurderingen, at det vil tage ca. et år at omstille kommunens administration, dertil kommer at en styrereform for store byer vil være en oplagt opgave for den sandsynlige indenrigsminister den nuværende Århus-borgmester Nicolai Wammen, at tage fat på.

Bompenge til havnetunnel?
En ny rød regering har i forvejen har store planer med byen. Fx tales der om på rådhusets gange, at en ny regering vil indføre en bompenge-ordning for biler, som til gengæld skal finansiere en havnetunnel under Københavns Havn.
Den store knast, som embedsmandsudvalget ikke har fundet en konkret løsning på drejer sig om mindretalsbeskyttelsen. For hvordan kan man levere en ordentlig opposition, hvis ikke de ledende politikere ikke er aflønnet på fuld tid? Og hvem kan man rekruttere til københavnsk politik, hvis vederlaget for at arbejde på fuldtid ligger på det sædvanlige udvalgsformandsniveau og dermed langt under de pæne borgmesteraflønninger, der eksisterer i dag? Der har man arbejdet på et par forskellige forslag. Skulle økonomiudvalgsmedlemmerne eller partiernes gruppeformænd have fuldtidsløn. Og skal de have sekretariatsbistand ligesom partierne har det på Christiansborg? Det spørgsmål bliver formentlig først endelig afklaret når forhandlingerne går i gang. Efter at rød blok har vundet valget.

Frank Jensen på kollisionskurs med regeringspartner om parkeringspladser
Fredag i sidste uge forhandlede partierne på rådhuset igen om parkeringspladser. Her åbenbarede sig en synlig sprække mellem kommunens ellers fasttømrede ”regeringspartier” S og SF. Overborgmester Frank Jensen har til opgave at udmønte at et løbende forlig med de borgerlige, som SF ikke er en del af. SF ønsker ”åbne byrum” hvilket betyder at parkeringspladser helst skal ligge nede under jorden. De borgerlige og især de konservative presser på for flere parkeringspladser med henvisning til, at kommunen har solgt flere parkeringslicenser end der er parkeringspladser i kommunen. Det er dog ikke et regnestykke som den ansvarlige teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) er enig i. Overborgmesteren konkluderede dog på mødet, at der ikke ville blive taget hensyn til SFs ønsker, men at forligskredsen uden SF nu går i gang med at etablere flere parkeringspladser for 150 mill. kr. Iagttagere på rådhuset peger på, at Jensen ikke rigtig har muligheder for at imødekomme Kjeldgaard, fordi der simpelthen ikke er penge til SFs ønsker indenfor det provenu, kommunen har til at etablere parkeringspladser for. Alligevel blev det bemærket af en deltager på mødet, at overborgmesterens lidt for friske konklusion af forhandlingerne var ”en spand kold vand ned af ryggen på Kjeldgaard”, der skulle have ”ophidset SF’erne”. Det skulle være første gang denne valgperiode, at Jensen er gået ”uden om ” regeringspartneren SF.

Cirkusbygningen solgt
I al ubemærkethed har Københavns Kommune solgt Cirkusbygningen. Køberen er ifølge mine oplysninger det svenske moderselskab bag varietéforetagendet ”Wallmanns Saloner” Prisen lød på 45 mill. kr., og privatiseringen kan med lidt god vilje siges at være en lille ideologisk fjer i hatten til de borgerlige. Overborgmesteren selv skulle nemlig ikke være så glad for at sælge ud af kommunens ”arvesølv”. Salget glæder også Kultur og fritidsborgmester Pia Allerslev, som får lov at bruge provenuet på kommunens idrætsanlæg.

Ingen sociale klausuler på Metrobyggeri
København ligner en stor byggeplads, mens man er i gang med at grave til metrobyggeriet. Det undrer dog Enhedslisten, at kommunen via sit medejerskab til Metroselskabet som bygherre ikke har betinget sig, at entreprenørerne forinden vil opfylde såkaldte sociale klausuler. De handler om, at entreprenører sørger for fx at uddanne lærlinge undervejs i det flerårige anlægsbyggeri . Enhedslisten henviser til at kommunen allerede i 2006 vedtog at sociale klausuler fremover var en betingelse, som kommunen stillede til de virksomheder, som skulle gøre sig håb om at få lov til at udføre deres anlægsbyggerier. Den 26. maj er der en forespørgselsdebat i Borgerrepræsentationen, hvor Enhedslisten håber på at få en forklaring, hvorfor de sociale klausuler pludselig ikke er nødvendige i forbindelse med det største anlægsbyggeri i byens historie.

Igen ny spindoktor til Bo Asmus
SF-borgmesteren skal have ny pressechef eller ”spindoktor”. Og det bliver en kvinde med en særdeles interessant baggrund. Kjeldgaard bliver fremover rådgivet på pressefronten af Tanja Frederiksen, der er tidligere Venstre-medarbejder på Christiansborg, Ekstrablads-journalist og forfatter til en stærkt omtalt biografi om Lars Løkke Rasmussen. Frederiksen har dog lukket døren til de borgerlige efter, at hun i bogen sammen med sin medforfatter bl.a. fremsatte hårde, men udokumenterede anklager mod en spindoktor, hvor forfatterne hævdede, at han havde beordret embedsmænd til at slette vigtige e-mails i forbindelse med sagen om den påståede overbetaling af private sygehuse. Frederiksen var indtil for relativt nylig ansat som journalist på TV2, men forsvandt ret pludseligt fra skærmen. Frederiksen har også erfaring med det kommunale system forstået på den måde, at hun som Ekstra Blads journalist ”undercover” afslørede Allerød Kommunes politikere på fråsetur på Norges-færgen. Så Frederiksen kender alle faldgruberne, så Kjeldgaard burde være i trygge hænder. Frederiksen skal i øvrigt kun vikariere i et år i det den normale pressechef Tine Lund skal på barselsorlov pr. 1. juni. Holder Frederiksen i jobbet året ud, så vil det være ganske pænt. Hun bliver nemlig den sjette pressechef hos Kjeldgaard på 2år.