Klumme bragt i Bryggebladet nr. 2 den 29. januar 2008.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Ritt Bjerregaard har ved siden af overborgmester-gerningen også haft tid til uinviteret at give Socialdemokraternes partiledelse på Christiansborg gode råd.
Det er sket med – det i medierne stærkt omtalte initiativ – Den Røde Skole, hvor ideen er, at socialdemokrater skal på skolebænken for at diskutere partiets politik. Desuden skal diskussionen også afklare, hvilket parti Socialdemokratiet skal være i fremtiden.
Da initiativet blev præsenteret, forsikrede Ritt alle om, at hun kun havde de allerbedste hensigter, men ikke alle socialdemokrater er enige i den udlægning.
Var nogle gamle partifællers aversion mod Ritt blevet lagt på hylden i respekt for hendes kanonvalg i 2005, så er den gamle stridsøkse nu gravet op igen.
Ritts initiativ var nemlig ledsaget af en slet skjult kritik af partiledelsen for at være for optaget af strategiske hensyn frem for at fokusere på partiets kerneværdier.
En del partifæller anerkender dog, at Ritts analyse rammer plet, og det strømmer ind med tilmeldinger fra socialdemokrater, som vil gå i Den Røde Skole.
Ritt fik da også ret mange behersket positive kommentarer, selvom især måden det skete på – ved at bruge Den Røde Skole som anledning til at udtale kritik af partiledelsen – mildt sagt er omdiskuteret blandt socialdemokrater.
Hvorfor skulle kritikken foregå i offentligheden og hvad ville Ritt i grunden opnå med sit initiativ?, spørger en del socialdemokrater sig selv.
Der er enighed om, at Ritt rent faktisk har den opfattelse, at Socialdemokraternes politiske strategi på landsplan er forkert, så forslaget om Den Røde Skole bunder i en vis portion reel politisk uenighed.
Ritt og mange københavnske partifæller mener eksempelvis, at de 29 velfærdsrettigheder, som var S’s store slagnummer i folketingsvalgkampen, reelt ville kvæle det kommunale selvstyre, hvis de blev gennemført.
Men ikke så få socialdemokrater anser samtidig Ritts Røde Skole som et resultat af hendes personlighed, hvor beskrivelserne rækker fra det pæne, konstaterende »illoyal« til det karaktermyrdende »ondsindet« eller endnu værre »perfid« og »giftblanderske«. Ingen forestiller sig, at Ritt vender tilbage til landspolitikken. Men hun vil tilsyneladende gerne præge den fra Rådhuset. Og med sit initiativ har Ritt klart bevist, at hun i hvert fald kan »rokke båden«.
Deltagerkredsen i Ritts skole-initiativ består ikke ligefrem af topsocialdemokrater. I stedet finder man filmdirektøren Peter Aalbæk samt den lokale S-formand i København, Jan Salling Kristensen.
Derudover er der tale om to af Ritts protegeer: Hendes spindoktor på rådhuset, Kasper Fogh Hansen, og valgkampagnechefen, Louise Høst. De er begge yngre socialdemokrater, som siden valget har været ansat i overborgmesterens sekretariat og går for at være med i Ritts inderkreds.
Længe har der været murren i krogene på rådhuset om, at seks ud af ni medarbejdere i overborgmesterens sekretariat er socialdemokrater.
I dagbladet Information tegnede anonyme tidligere ansatte for nylig et billede af, at de tidligere neutrale embedsfolk var blevet presset ud, fordi arbejdsmiljøet i overborgmesterens sekretariat præges af en »nulfejlskultur«, hvor man »enten er inde eller ude« hos Ritt.
Det ligger derfor lige for, at oppositionen fortsat vil kritisere hende for at »holde hof«.
Det er i øvrigt påfaldende, hvorfor ingen S-politikere fra Borgerrepræsentationen figurerer blandt dem, der står bag Ritts initiativ.
------------------------
Sareen freder Bondam
Den radikale Klaus Bondams chancer for at fortsætte som teknik- og miljøborgmester efter næste valg er blevet forøget en anelse, efter at hans eneste tænkelige rival blandt de andre radikale politikere, gruppeformanden Manu Sareen, tilsyneladende nu vil fokusere på at blive valgt til folketinget.
Året er startet godt for Sareen sådan rent økonomisk, hvor han er blevet udpeget til en række lukrative politiske poster med årlige vederlag i 100.000 kr.-klassen – såkaldte »gode ben«.
Det drejer sig blandt andet om Radikale Venstres post som statsrevisor og som bestyrelsesmedlem i Københavns Energi. Sammen med vederlaget for at sidde i Borgerrepræsentationen beløber det sig alt i alt til cirka en halv million kroner om året.
Dermed kan Sareen koncentrere sig om politik på fuld tid og er forståeligt ganske tilfreds med sin nye økonomisk velpolstrede situation, der giver ham optimale muligheder for at forberede den næste folketingsvalgkamp.
Længe har spekulationerne ellers kørt, om Sareen ville udfordre Bondam som radikal spidskandidat. Sareens beslutning om at han nu forsøger at skifte spor til Christiansborg, skulle han dog for nylig have meddelt Bondam, der i første omgang kan ånde lettet op.
Spørgsmålet er dog, hvor længe det kan fortsætte. For rygterne, der har løbet siden i sommer, om, at Marianne Jelved vil slutte karrieren af på rådhuset, vil ikke dø.
Måske som en reaktion på Jelved-spekulationerne løber et andet hårdnakket rygte på rådhuset. Det fortæller, at Bondam koketterer med, at han er ved at køre træt i det hele, og derfor helt overvejer at smide tøjlerne. Ikke mange iagttagere tror dog på, at der er alvor bag ordene. Dertil nyder Bondam sin position for meget.
Måske er der snarere tale om, at Bondam lufter sine frustrationer over, at især medierne hidtil ikke har villet give ham den fornødne credit for hans indsats for byen, men tværtimod nærmest konstant skyder borgmesteren i skoene, at skraldet flyder i København.
tirsdag den 29. januar 2008
mandag den 14. januar 2008
Vingeskudt socialborgmester sidder sikkert
På trods af hård kritik, bakkes Mikkel Warming stadig op af Enhedslisten.
Klumme bragt i Bryggebladet nr. 1 den 15. januar 2008.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Enhedslistens socialborgmester Mikkel Warming har siden lige før jul befundet sig i et næsten konstant politisk stormvejr.
Først blev borgmesteren og hans forvaltning hængt til tørre i pressen, efter det kom frem, at kommunens socialforvaltning i lang tid havde overhørt klager fra tidligere ansatte på »Tokanten«, et såkaldt bosted for voksne udviklingshæmmede.
Siden dukkede der i weekenden yderligere to lignende sager op, og oven i slås socialforvaltningen med et pludseligt opstået gigantunderskud på 66,5 millioner kr.
Presseturbulensen får dog ingen konsekvenser for Mikkel Warming. Hans borgmesterstol er derfor ikke i fare på den korte bane. Et flertal i Borgerrepræsentationen kan ikke fjerne ham fra posten.
Skal Warming væk, kræver det, at han går selv, eller at hans eget parti vrider armen om på borgmesteren for at få ham til gå.
Intet tyder dog på, at det sker. Foreløbig bakker Enhedslisten deres borgmester op.
Magtovergreb
Til trods for de hårde anklager om, at socialforvaltningen har overhørt klager fra tidligere ansatte om overgreb på de tre bostæder, så har Warming og forvaltningens øvrige ledelse forsøgt at vise handlekraft og forklare sig i medierne.
Borgmesteren påtog sig ansvaret for plejehjems-skandalerne og for syltningen af klagerne, men har fritstillet en række ansatte og ikke mindst iværksat en ekstern undersøgelse, der skal kulegrave forholdene på samtlige af kommunens bosteder.
Medarbejdere opfordres til at kontakte forvaltningen, hvis de har kendskab til lignende sager. Dermed forsøger socialforvaltningen at komme i offensiven i en skandale, hvor skeletterne åbenbart fortsat rasler ud af skabet.
På rådhuset er det især de konservatives Peter Schlüter og socialdemokraten Lars Rasmussen, der fører an i kritikken, hvor socialborgmesteren med sin undersøgelse bliver beskyldt for at lægge røgslør ud for at skjule en dårlig ledelse i socialforvaltningen. Det er således ikke alle, der mener, at Warming har styr på sin forvaltning.
Kæmpeunderskud
Socialborgmesteren slås desuden med betydelige økonomiske problemer i sin forvaltning. Det nye år var knap skudt i gang, da det kom frem, at socialforvaltningens underskud i 2007 bliver på 66,5 millioner kr.
I første omgang parerede Warming kritikken ved at forklare, at underskuddet skyldtes flere børnesager, hvilket vil sige, at uforudsigeligt flere eksempelvis handicappede børn bliver visiteret til at få ekstra hjælp.
Kritikere på rådhuset peger også på, at socialforvaltningens ledelse er mest fokuseret på at få flere penge til budgettet, men totalt har fejlet, når det gælder at styre økonomien. Desuden har man ikke evnet eller vist vilje til at effektivisere forvaltningen.
Før de massive problemer opstod, havde Mikkel Warming ellers ry for at være en samvittighedsfuld og kompetent borgmester.
Leder man efter andre forklaringer på de opståede økonomiske problemer, så peges der på, at han er blevet et offer for kommunens styreform.
For som borgmester er han i realiteten kun formand for socialudvalget, hvor et flertal træffer alle afgørende beslutninger.
Med andre ord: Warming kan ikke bruge en krone, uden at Socialdemokraterne, Radikale Venstre og SF er med på det. Det gør et eller andet sted socialudvalgsmedlemmerne »medansvarlige«, når de økonomiske problemer opstår.
Skader Enhedslisten
Alt andet lige gavner den massive dårlige presseomtale af Enhedslistens eneste borgmester næppe det lille venstrefløjsparti, der om nogen har slået sig op på social indignation og at være benhårde samfundsrevsere, når nogen kommer i klemme.
København er partiets eneste egentlige vælgerbastion, og det var kun i kraft af hovedstaden, at Enhedslisten kravlede over spærregrænsen ved valget i november.
Enhedslistens folkevalgte herunder Mikkel Warming afleverer en del af deres vederlag til partikassen og er dermed med til at finansiere valgkampe med videre.
Mister partiet borgmesterposten som platform, så bliver det alt andet lige sværere for Enhedslisten at profilere politikken, men det er også en finansiel åreladning.
Partiet har brug for hver eneste krone i den benhårde konkurrence med SF om venstrefløjens vælgere frem mod kommunalvalget til næste år.
Ny V-borgmester afviser Ritts frieri
Ved nytår fik København ny kultur- og fritidsborgmester. Pia Allerslev har afløst Martin Geertsen. Samtidig bliver hun også Venstres og dermed VKO-blokkens leder på rådhuset.
Længe har spekulationer kørt, hvorvidt Allerslev i højere grad end forgængerne Geertsen og Søren Pind ville forsøge at indgå i et samarbejde med overborgmesteren.
Det nye år var derfor ikke mange dage gammelt, da Ritt Bjerregaard friede til Allerslev for at få Venstres støtte til at få bygget flere billige boliger i byen.
Allerslev anerkendte behovet for billige boliger, men afviste Ritts finansieringsmodel, som efter Venstrefolkenes opfattelse er ulovlig.
Ritts frieri blev altså blankt afvist. Den nye kulturborgmester blev også af overborgmesteren inviteret til at redegøre for sine visioner for byen på et debatmøde i sidste uge, hvor Allerslev dog – til overborgmesterens synlige skuffelse – gentog sine forgængeres ret kontante kritik af Bjerregaards »enevældige« ledelsesstil.
Overborgmesteren fik således at vide, at »der er brug for at tænke demokrati ind i toppen af Københavns Kommune«. Allerslev bemærkede desuden, at byens ledelse førte »for meget symbolpolitik og for lidt realpolitik«, samt at der mere er tale om »luftsteg og vindfrikadeller« end politik.
Spørgsmålet er i det hele taget, om Venstres nye leder endnu er parat til eller interesseret i at indgå i et for snævert samarbejde med Socialdemokraterne.
I Venstrelejren er analysen fortsat, at det for Venstres leder gælder om »at holde en kant« til Ritt Bjerregaard, der tegner forskellene til ABF-flertallet kraftigt op.
I overborgmesterens lejr håber man dog på, at Allerslev på et eller andet tidspunkt kommer ud af navnlig Søren Pinds skygge og indgår i en konstruktiv diskussion om byens fremtid.
At den nye Venstre-leder fortsætter den skarpe oppositionsretorik, er i Ritt Bjerregaards øjne en taberstrategi, der mest af alt er til skade for byen.
Tankegangen er, at der også må være noget at hente for Allerslev. Går hun med i nogle aftaler og får reel indflydelse, så er Socialdemokraterne heller ikke så afhængige af SF’erne, som de er for øjeblikket.
Tiden vil vise, hvilken vej Allerslev vælger. Indtil videre har V-lederen fået den obligatoriske, pæne »velkommen i jobbet«-presse, men på et eller andet tidspunkt vil medierne formentlig øge presset på hende for at få hende til at formulere og fremstå som et reelt alternativ til Ritt Bjerregaard og Socialdemokraterne.
Klumme bragt i Bryggebladet nr. 1 den 15. januar 2008.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Enhedslistens socialborgmester Mikkel Warming har siden lige før jul befundet sig i et næsten konstant politisk stormvejr.
Først blev borgmesteren og hans forvaltning hængt til tørre i pressen, efter det kom frem, at kommunens socialforvaltning i lang tid havde overhørt klager fra tidligere ansatte på »Tokanten«, et såkaldt bosted for voksne udviklingshæmmede.
Siden dukkede der i weekenden yderligere to lignende sager op, og oven i slås socialforvaltningen med et pludseligt opstået gigantunderskud på 66,5 millioner kr.
Presseturbulensen får dog ingen konsekvenser for Mikkel Warming. Hans borgmesterstol er derfor ikke i fare på den korte bane. Et flertal i Borgerrepræsentationen kan ikke fjerne ham fra posten.
Skal Warming væk, kræver det, at han går selv, eller at hans eget parti vrider armen om på borgmesteren for at få ham til gå.
Intet tyder dog på, at det sker. Foreløbig bakker Enhedslisten deres borgmester op.
Magtovergreb
Til trods for de hårde anklager om, at socialforvaltningen har overhørt klager fra tidligere ansatte om overgreb på de tre bostæder, så har Warming og forvaltningens øvrige ledelse forsøgt at vise handlekraft og forklare sig i medierne.
Borgmesteren påtog sig ansvaret for plejehjems-skandalerne og for syltningen af klagerne, men har fritstillet en række ansatte og ikke mindst iværksat en ekstern undersøgelse, der skal kulegrave forholdene på samtlige af kommunens bosteder.
Medarbejdere opfordres til at kontakte forvaltningen, hvis de har kendskab til lignende sager. Dermed forsøger socialforvaltningen at komme i offensiven i en skandale, hvor skeletterne åbenbart fortsat rasler ud af skabet.
På rådhuset er det især de konservatives Peter Schlüter og socialdemokraten Lars Rasmussen, der fører an i kritikken, hvor socialborgmesteren med sin undersøgelse bliver beskyldt for at lægge røgslør ud for at skjule en dårlig ledelse i socialforvaltningen. Det er således ikke alle, der mener, at Warming har styr på sin forvaltning.
Kæmpeunderskud
Socialborgmesteren slås desuden med betydelige økonomiske problemer i sin forvaltning. Det nye år var knap skudt i gang, da det kom frem, at socialforvaltningens underskud i 2007 bliver på 66,5 millioner kr.
I første omgang parerede Warming kritikken ved at forklare, at underskuddet skyldtes flere børnesager, hvilket vil sige, at uforudsigeligt flere eksempelvis handicappede børn bliver visiteret til at få ekstra hjælp.
Kritikere på rådhuset peger også på, at socialforvaltningens ledelse er mest fokuseret på at få flere penge til budgettet, men totalt har fejlet, når det gælder at styre økonomien. Desuden har man ikke evnet eller vist vilje til at effektivisere forvaltningen.
Før de massive problemer opstod, havde Mikkel Warming ellers ry for at være en samvittighedsfuld og kompetent borgmester.
Leder man efter andre forklaringer på de opståede økonomiske problemer, så peges der på, at han er blevet et offer for kommunens styreform.
For som borgmester er han i realiteten kun formand for socialudvalget, hvor et flertal træffer alle afgørende beslutninger.
Med andre ord: Warming kan ikke bruge en krone, uden at Socialdemokraterne, Radikale Venstre og SF er med på det. Det gør et eller andet sted socialudvalgsmedlemmerne »medansvarlige«, når de økonomiske problemer opstår.
Skader Enhedslisten
Alt andet lige gavner den massive dårlige presseomtale af Enhedslistens eneste borgmester næppe det lille venstrefløjsparti, der om nogen har slået sig op på social indignation og at være benhårde samfundsrevsere, når nogen kommer i klemme.
København er partiets eneste egentlige vælgerbastion, og det var kun i kraft af hovedstaden, at Enhedslisten kravlede over spærregrænsen ved valget i november.
Enhedslistens folkevalgte herunder Mikkel Warming afleverer en del af deres vederlag til partikassen og er dermed med til at finansiere valgkampe med videre.
Mister partiet borgmesterposten som platform, så bliver det alt andet lige sværere for Enhedslisten at profilere politikken, men det er også en finansiel åreladning.
Partiet har brug for hver eneste krone i den benhårde konkurrence med SF om venstrefløjens vælgere frem mod kommunalvalget til næste år.
Ny V-borgmester afviser Ritts frieri
Ved nytår fik København ny kultur- og fritidsborgmester. Pia Allerslev har afløst Martin Geertsen. Samtidig bliver hun også Venstres og dermed VKO-blokkens leder på rådhuset.
Længe har spekulationer kørt, hvorvidt Allerslev i højere grad end forgængerne Geertsen og Søren Pind ville forsøge at indgå i et samarbejde med overborgmesteren.
Det nye år var derfor ikke mange dage gammelt, da Ritt Bjerregaard friede til Allerslev for at få Venstres støtte til at få bygget flere billige boliger i byen.
Allerslev anerkendte behovet for billige boliger, men afviste Ritts finansieringsmodel, som efter Venstrefolkenes opfattelse er ulovlig.
Ritts frieri blev altså blankt afvist. Den nye kulturborgmester blev også af overborgmesteren inviteret til at redegøre for sine visioner for byen på et debatmøde i sidste uge, hvor Allerslev dog – til overborgmesterens synlige skuffelse – gentog sine forgængeres ret kontante kritik af Bjerregaards »enevældige« ledelsesstil.
Overborgmesteren fik således at vide, at »der er brug for at tænke demokrati ind i toppen af Københavns Kommune«. Allerslev bemærkede desuden, at byens ledelse førte »for meget symbolpolitik og for lidt realpolitik«, samt at der mere er tale om »luftsteg og vindfrikadeller« end politik.
Spørgsmålet er i det hele taget, om Venstres nye leder endnu er parat til eller interesseret i at indgå i et for snævert samarbejde med Socialdemokraterne.
I Venstrelejren er analysen fortsat, at det for Venstres leder gælder om »at holde en kant« til Ritt Bjerregaard, der tegner forskellene til ABF-flertallet kraftigt op.
I overborgmesterens lejr håber man dog på, at Allerslev på et eller andet tidspunkt kommer ud af navnlig Søren Pinds skygge og indgår i en konstruktiv diskussion om byens fremtid.
At den nye Venstre-leder fortsætter den skarpe oppositionsretorik, er i Ritt Bjerregaards øjne en taberstrategi, der mest af alt er til skade for byen.
Tankegangen er, at der også må være noget at hente for Allerslev. Går hun med i nogle aftaler og får reel indflydelse, så er Socialdemokraterne heller ikke så afhængige af SF’erne, som de er for øjeblikket.
Tiden vil vise, hvilken vej Allerslev vælger. Indtil videre har V-lederen fået den obligatoriske, pæne »velkommen i jobbet«-presse, men på et eller andet tidspunkt vil medierne formentlig øge presset på hende for at få hende til at formulere og fremstå som et reelt alternativ til Ritt Bjerregaard og Socialdemokraterne.
onsdag den 19. december 2007
Flere borgmestre er i fare for at ryge af pinden
Valgkampen begynder så småt allerede til næste år. Bryggebladets politiske kommentator kigger frem mod 2008.
BAG KULISSERNE
Klumme bragt i Bryggebladet nr. 20 den 19. december 2007
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
2008 bliver sidste normale politiske arbejdsår, inden valgkampen for alvor går i gang i løbet af foråret 2009. På dagsordnen er allerede en stribe sager, som vil fortsætte med at præge det politiske liv i det kommende år.
Der er skabt forventning om, at ungdomshus-konflikten bliver løst i løbet af det første halvår med et nyt hus til de tidligere brugere af Jagtvej 69. Det udestår dog, at finde en egnet lokalitet i byen, og så er de Radikales støtte til et nyt ungdomshus ikke ubetinget.
Ritt satser på tilgivelse
Overborgmester Ritt Bjerregaard (S) er fortsat optaget af at få bygget flest mulige af de 5.000 billigboliger eller »Ritts papboliger«, som onde tunger hånligt kalder dem.
Ritt satser formentlig på, at københavnerne tilgiver hende, at hun er uden chance for at nå målet i løbet af fem år. Har Ritt vist lidt god vilje, kan hun tørre noget af skylden af på regeringen, som har nægtet at ændre den nødvendige lovgivning.
Oveni slås overborgmesteren med Danmarks Naturfredningsforening om byggeriet på Kløvermarken. De krævede for nylig området fredet, og det skal der nu tages stilling til, før der kan bygges. Byggeriet på Kløvermarken var ellers udset til at bestå af en stor del af Ritts billige boliger til københavnerne.
Den radikale teknik- og miljøborgmester Klaus Bondams plan om at bygge flere højhuse i periferien af det centrale København skal også stå sin prøve i det kommende år. For det er endnu uafklaret, om et flertal vil støtte den. Bondam skal nok ikke tøve med at iværksætte sine idéer for længe, før der går valgkamp i det hele, og mulighederne for en aftale er forduftet.
FN’s klimatopmøde skal afholdes i København i 2009, og politikerne vil bruge den lejlighed til at vise, at byen fremstår mest mulig miljørigtig. Imens slås byen især med store trafikproblemer og derfor vil diskussionen om en betalingsring for biler, der kører ind i byen utvivlsomt blusse op igen.
De københavnske politikeres problem er dog, at regeringen ikke vil tillade sådan en løsning.
Nye spidskandidater
Stort set alle partierne på Rådhuset skal i løbet af næste år overveje eller beslutte, hvem de vil have som spidskandidat ved valgkampen i november 2009.
De uafklarede ledelsesforhold i de to nøglepartier Radikale Venstre og SF skaber problemer for ABF-samarbejdet.
SF i København skal finde ud af, om børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard får en tredje chance som spidskandidat, eller om partiet skal forsøge sig med et nyt navn.
Blandt dem, der nævnes, er især den unge og meget ideologiske politiske ordfører Camilla Burgwald og den tidligere gruppeformand Bjarne Fey, men også MF Anne Grethe Holmsgaard er et bud.
På rådhuset er vurderingen hos flere iagttagere, at kredsen omkring Burgwald løbende stiller så store politiske krav til ABF-samarbejdet, at det vanskeliggør kompromiser.
Sareen kan udfordre Bondam
En lignende situation ser man hos Radikale Venstre, hvor gruppeformand Manu Sareen af nogle ses som »vogteren af den radikale sjæl«, mens Bondam i nogle sammenhænge kritiseres for at arbejde lidt for tæt sammen med Ritt.
I løbet af næste år gør Sareen det måske klart, om han udfordrer Bondam som radikal spidskandidat. Sareen går for at være kritisk over for samarbejdet med Ritt, og Sareens position gør Bondam sårbar i forhold til intern radikal kritik og krav om mere synlighed.
Ydermere så spøger rygterne om, at Marianne Jelved kunne tænkes at afslutte sin politiske karriere som radikal borgmester i København.
Ritt Bjerregaard er fuldstændig sikker på igen at stå i spidsen for Socialdemokraterne og fortsætte som overborgmester efter valget i 2009.
Til gengæld bliver beskæftigelses- og integrationsborgmester Jakob Hougaard næppe udpeget til en ny periode. Hougaard har haft en stribe uheldige sager, som han ikke har formået at håndtere specielt godt. Internt i Socialdemokratiet er han ikke populær på grund af en række kontroversielle politiske udmeldinger, blandt andet ved at kræve muslimske privatskoler nedlagt.
Overborgmesteren er formentlig heller ikke imponeret af Hougaard, som har høstet hård kritik fra oppositionen for opstået økonomisk rod på flere millioner kr. i sin afdeling.
Imens står rivalerne på spring. Storfavorit som kommende borgmester er Socialdemokraternes unge politiske ordfører Anne Vang. Men også folk som gruppeformand Jesper Christensen og socialordfører Thor Grønlykke er gode bud på en ny S-borgmester.
Jens Rohde til København?
Enhedslistens socialborgmester Mikkel Warming står til at fortsætte endnu en periode som partiets spidskandidat. Men en borgmesterpost kræver et godt kommunalvalg for venstrefløjen. Går Liste Ø tilbage – som ved folketingsvalget i november – kan listen risikere at miste sin borgmesterpost.
Dansk Folkeparti får ved næste kommunalvalg helt sikkert en ny spidskandidat. Sidste gang stod Louise Frevert øverst på liste O, men efter en katastrofal valgkamp gik DF ned til kun tre mandater.
Det bliver formentlig det ene af DF’s nu kun to BR-medlemmer, Carl Christian Ebbesen, der får buddet i 2009. Ebbesen er faktisk vellidt på rådhuset for sin sobre og stilfærdige stil, men mange stiller spørgsmål ved hans evner som politisk billetsælger. For til trods for at Ebbesen er sit partis organisatoriske næstformand, så er det endnu ikke lykkedes for ham at blive valgt til Folketinget trods flere forsøg.
Venstres nye leder og kommende kulturborgmester Pia Allerslev sidder solidt i sadlen de næste to år. Imidlertid risikerer hun at blive mødt af en modkandidat som overborgmesterkandidat og kan derfor ikke regne 100 procent med at fortsætte efter næste valg.
Nogle har spekuleret i, at kendte Venstre-politikere som Bertel Haarder eller den tidligere politiske ordfører Jens Rohde kunne tænkes at stille op. Haarder vil formentlig betakke sig og satse på at slutte karrieren af i Folketinget som minister, men måske overvejer Rohde at stille op, nu da han er blevet fyret som radiodirektør. Sker det, forudser jeg stor intern ballade i Venstre i København.
Konservativt kaos
De Konservative på Københavns Rådhus er gået støt tilbage ved de seneste valg til Borgerrepræsentationen. Sidste gang røg de ned på historisk lave tre mandater. Alligevel lykkedes det partiets spidskandidat Mogens Lønborg at blive sundhedsborgmester efter kommunalvalget i 2005.
Det er mere end tvivlsomt, om han kan fortsætte efter næste valg. For spørgsmålet er, om partiet får mandater nok til en borgmesterpost næste gang.
Har den konservative gruppe været lille, så har underholdningsværdien til gengæld været høj.
De to menige medlemmer Maibritt Mamsen og Peter Schlüter har været på kant med hinanden næsten fra starten. I forbindelse med en meningsudveksling på et gruppemøde i 2006 følte Mamsen sig truet af Peter Schlüters adfærd, som hun betegnede som »psykisk ustabil«.
Trods mange forsøg på udglatning fra den konservative organisation og at få samarbejdet til at glide, så er sagen endt med, at Mamsen for få uger siden forlod gruppen for at blive »konservativ løsgænger«.
Peter Schlüter – søn af den tidligere statsminister Poul Schlüter – har også gjort sig bemærket i en anden opsigtsvækkende og yderst pinlig sag for de konservative.
En uvildig advokatundersøgelse bestilt af kommunen har for nylig konkluderet, at han uretmæssigt har fået udbetalt 136.000 kr. i tabt arbejdsfortjeneste – et økonomisk tab han dog længe ikke har kunnet dokumentere, at han har lidt.
Schlüter afleverede for nylig – i sidste øjeblik – en revisorerklæring, der fastslår, at han har lidt tab i forbindelse med sit arbejde som kommunikationskonsulent og freelancejournalist. Nu ser kommunens embedsfolk igen på sagen, som efter min vurdering ikke desto mindre ender med at kortslutte Schlüters politiske karriere.
Lønborg har stået i spidsen for de Konservative ved to valg. Det store gennembrud som bredt respekteret politiker er udeblevet, og fanklubben i hans eget parti er også til at overse. Alligevel har Lønborg gode chancer for at fortsætte som konservativ spidskandidat.
For står valget mellem »Paula Larrain-modellen« med at hente en kendis ind uden det store kendskab til rådhuspolitik eller at køre videre i fire år mere med Lønborg, så foretrækker mange i det konservative bagland det sidste.
Synspunktet er, at tiden indtil da så kan bruges på at finde og fremavle nye politiske talenter.
Læserne af "københavnsk politik" ønskes en god jul og et godt nytår!
BAG KULISSERNE
Klumme bragt i Bryggebladet nr. 20 den 19. december 2007
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
2008 bliver sidste normale politiske arbejdsår, inden valgkampen for alvor går i gang i løbet af foråret 2009. På dagsordnen er allerede en stribe sager, som vil fortsætte med at præge det politiske liv i det kommende år.
Der er skabt forventning om, at ungdomshus-konflikten bliver løst i løbet af det første halvår med et nyt hus til de tidligere brugere af Jagtvej 69. Det udestår dog, at finde en egnet lokalitet i byen, og så er de Radikales støtte til et nyt ungdomshus ikke ubetinget.
Ritt satser på tilgivelse
Overborgmester Ritt Bjerregaard (S) er fortsat optaget af at få bygget flest mulige af de 5.000 billigboliger eller »Ritts papboliger«, som onde tunger hånligt kalder dem.
Ritt satser formentlig på, at københavnerne tilgiver hende, at hun er uden chance for at nå målet i løbet af fem år. Har Ritt vist lidt god vilje, kan hun tørre noget af skylden af på regeringen, som har nægtet at ændre den nødvendige lovgivning.
Oveni slås overborgmesteren med Danmarks Naturfredningsforening om byggeriet på Kløvermarken. De krævede for nylig området fredet, og det skal der nu tages stilling til, før der kan bygges. Byggeriet på Kløvermarken var ellers udset til at bestå af en stor del af Ritts billige boliger til københavnerne.
Den radikale teknik- og miljøborgmester Klaus Bondams plan om at bygge flere højhuse i periferien af det centrale København skal også stå sin prøve i det kommende år. For det er endnu uafklaret, om et flertal vil støtte den. Bondam skal nok ikke tøve med at iværksætte sine idéer for længe, før der går valgkamp i det hele, og mulighederne for en aftale er forduftet.
FN’s klimatopmøde skal afholdes i København i 2009, og politikerne vil bruge den lejlighed til at vise, at byen fremstår mest mulig miljørigtig. Imens slås byen især med store trafikproblemer og derfor vil diskussionen om en betalingsring for biler, der kører ind i byen utvivlsomt blusse op igen.
De københavnske politikeres problem er dog, at regeringen ikke vil tillade sådan en løsning.
Nye spidskandidater
Stort set alle partierne på Rådhuset skal i løbet af næste år overveje eller beslutte, hvem de vil have som spidskandidat ved valgkampen i november 2009.
De uafklarede ledelsesforhold i de to nøglepartier Radikale Venstre og SF skaber problemer for ABF-samarbejdet.
SF i København skal finde ud af, om børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard får en tredje chance som spidskandidat, eller om partiet skal forsøge sig med et nyt navn.
Blandt dem, der nævnes, er især den unge og meget ideologiske politiske ordfører Camilla Burgwald og den tidligere gruppeformand Bjarne Fey, men også MF Anne Grethe Holmsgaard er et bud.
På rådhuset er vurderingen hos flere iagttagere, at kredsen omkring Burgwald løbende stiller så store politiske krav til ABF-samarbejdet, at det vanskeliggør kompromiser.
Sareen kan udfordre Bondam
En lignende situation ser man hos Radikale Venstre, hvor gruppeformand Manu Sareen af nogle ses som »vogteren af den radikale sjæl«, mens Bondam i nogle sammenhænge kritiseres for at arbejde lidt for tæt sammen med Ritt.
I løbet af næste år gør Sareen det måske klart, om han udfordrer Bondam som radikal spidskandidat. Sareen går for at være kritisk over for samarbejdet med Ritt, og Sareens position gør Bondam sårbar i forhold til intern radikal kritik og krav om mere synlighed.
Ydermere så spøger rygterne om, at Marianne Jelved kunne tænkes at afslutte sin politiske karriere som radikal borgmester i København.
Ritt Bjerregaard er fuldstændig sikker på igen at stå i spidsen for Socialdemokraterne og fortsætte som overborgmester efter valget i 2009.
Til gengæld bliver beskæftigelses- og integrationsborgmester Jakob Hougaard næppe udpeget til en ny periode. Hougaard har haft en stribe uheldige sager, som han ikke har formået at håndtere specielt godt. Internt i Socialdemokratiet er han ikke populær på grund af en række kontroversielle politiske udmeldinger, blandt andet ved at kræve muslimske privatskoler nedlagt.
Overborgmesteren er formentlig heller ikke imponeret af Hougaard, som har høstet hård kritik fra oppositionen for opstået økonomisk rod på flere millioner kr. i sin afdeling.
Imens står rivalerne på spring. Storfavorit som kommende borgmester er Socialdemokraternes unge politiske ordfører Anne Vang. Men også folk som gruppeformand Jesper Christensen og socialordfører Thor Grønlykke er gode bud på en ny S-borgmester.
Jens Rohde til København?
Enhedslistens socialborgmester Mikkel Warming står til at fortsætte endnu en periode som partiets spidskandidat. Men en borgmesterpost kræver et godt kommunalvalg for venstrefløjen. Går Liste Ø tilbage – som ved folketingsvalget i november – kan listen risikere at miste sin borgmesterpost.
Dansk Folkeparti får ved næste kommunalvalg helt sikkert en ny spidskandidat. Sidste gang stod Louise Frevert øverst på liste O, men efter en katastrofal valgkamp gik DF ned til kun tre mandater.
Det bliver formentlig det ene af DF’s nu kun to BR-medlemmer, Carl Christian Ebbesen, der får buddet i 2009. Ebbesen er faktisk vellidt på rådhuset for sin sobre og stilfærdige stil, men mange stiller spørgsmål ved hans evner som politisk billetsælger. For til trods for at Ebbesen er sit partis organisatoriske næstformand, så er det endnu ikke lykkedes for ham at blive valgt til Folketinget trods flere forsøg.
Venstres nye leder og kommende kulturborgmester Pia Allerslev sidder solidt i sadlen de næste to år. Imidlertid risikerer hun at blive mødt af en modkandidat som overborgmesterkandidat og kan derfor ikke regne 100 procent med at fortsætte efter næste valg.
Nogle har spekuleret i, at kendte Venstre-politikere som Bertel Haarder eller den tidligere politiske ordfører Jens Rohde kunne tænkes at stille op. Haarder vil formentlig betakke sig og satse på at slutte karrieren af i Folketinget som minister, men måske overvejer Rohde at stille op, nu da han er blevet fyret som radiodirektør. Sker det, forudser jeg stor intern ballade i Venstre i København.
Konservativt kaos
De Konservative på Københavns Rådhus er gået støt tilbage ved de seneste valg til Borgerrepræsentationen. Sidste gang røg de ned på historisk lave tre mandater. Alligevel lykkedes det partiets spidskandidat Mogens Lønborg at blive sundhedsborgmester efter kommunalvalget i 2005.
Det er mere end tvivlsomt, om han kan fortsætte efter næste valg. For spørgsmålet er, om partiet får mandater nok til en borgmesterpost næste gang.
Har den konservative gruppe været lille, så har underholdningsværdien til gengæld været høj.
De to menige medlemmer Maibritt Mamsen og Peter Schlüter har været på kant med hinanden næsten fra starten. I forbindelse med en meningsudveksling på et gruppemøde i 2006 følte Mamsen sig truet af Peter Schlüters adfærd, som hun betegnede som »psykisk ustabil«.
Trods mange forsøg på udglatning fra den konservative organisation og at få samarbejdet til at glide, så er sagen endt med, at Mamsen for få uger siden forlod gruppen for at blive »konservativ løsgænger«.
Peter Schlüter – søn af den tidligere statsminister Poul Schlüter – har også gjort sig bemærket i en anden opsigtsvækkende og yderst pinlig sag for de konservative.
En uvildig advokatundersøgelse bestilt af kommunen har for nylig konkluderet, at han uretmæssigt har fået udbetalt 136.000 kr. i tabt arbejdsfortjeneste – et økonomisk tab han dog længe ikke har kunnet dokumentere, at han har lidt.
Schlüter afleverede for nylig – i sidste øjeblik – en revisorerklæring, der fastslår, at han har lidt tab i forbindelse med sit arbejde som kommunikationskonsulent og freelancejournalist. Nu ser kommunens embedsfolk igen på sagen, som efter min vurdering ikke desto mindre ender med at kortslutte Schlüters politiske karriere.
Lønborg har stået i spidsen for de Konservative ved to valg. Det store gennembrud som bredt respekteret politiker er udeblevet, og fanklubben i hans eget parti er også til at overse. Alligevel har Lønborg gode chancer for at fortsætte som konservativ spidskandidat.
For står valget mellem »Paula Larrain-modellen« med at hente en kendis ind uden det store kendskab til rådhuspolitik eller at køre videre i fire år mere med Lønborg, så foretrækker mange i det konservative bagland det sidste.
Synspunktet er, at tiden indtil da så kan bruges på at finde og fremavle nye politiske talenter.
Læserne af "københavnsk politik" ønskes en god jul og et godt nytår!
onsdag den 5. december 2007
Ritt vil forsøge at forhandle med V
Artikel bragt i Bryggebladet nr.19 den 5. december 2007.
Venstres nye leder Pia Allerslev og overborgmesteren kan måske hjælpe hinanden i fremtiden. Men lige nu sidder ABF-flertallet tungt på magten.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Fra årsskiftet bliver Pia Allerslev Venstres leder og overtager også borgmesterstolen for Kultur og Fritid efter Martin Geertsen, der helt forlader politik. Det kan måske indvarsle en ny tid for samarbejdet på Københavns Rådhus.
I København befinder Pia Allerslev sig lidt i den samme situation, som Helle Thorning-Schmidt gør på landsplan. VKO-partierne betyder ikke så meget i den daglige politik, men forventes hele tiden at fremstå som et seriøst alternativ til ABF-flertallet, der regerer på rådhuset.
Derfor vil Allerslev formentlig forsøge »at arbejde Ritt Bjerregaard ud af kontorerne« ved at forhandle og indgå forlig og så videre. Samtidig skal de borgerlige også sørge for at tegne forskellene op til Socialdemokraterne for netop at gøre det synligt for vælgerne, at det faktisk betyder noget, at de ved næste kommunalvalg stemmer borgerligt frem for på Socialdemokraterne og de Radikale.
I fredags holdt Venstres afgående leder Martin Geertsen afskedsreception på rådhuset. Det blev ikke til mange forlig mellem Martin Geertsen og Ritt Bjerregaard, og måske symbolsk for det mødte overborgmesteren ikke op til receptionen, der dog blev besøgt af andre top-socialdemokrater.
VKOs leder
Overborgmesteren har siden kommunalvalget i 2005 ikke signaleret den store vilje til at forhandle uden om de sædvanlige samarbejdspartnere i »byens regering«, det vil sige de Radikale og SF.
Spørgsmålet er dog, om ikke overborgmesteren i visse situationer kunne have en interesse i at lave aftaler med Venstre og på den måde få et alternativt flertal sammen med de Radikale, der formentlig også er interesseret i at samarbejde med Venstre på visse områder.
Det sidste budgetforlig med SF blev noget dyrere, end Ritt Bjerregaard havde regnet med. Hvis Allerslev er meget interesseret i at samarbejde, så giver det overborgmesteren bedre manøvremuligheder, såfremt det mere og mere selvbevidste SF i fremtiden gør sig mere besværlig.
Pia Allerslev har desuden selv et behov for at vise sit bagland og de københavnske vælgere, at hun kan indgå et større politisk forlig, der kan give hende lidt mere politisk tyngde.
Hidtil har kun få været i tvivl om, at Martin Geertsen var de borgerliges egentlige leder og strateg. De Konservatives leder Mogens Lønborg, som aldrig har stillet sit eget lys under nogen skæppe, vil måske forsøge at fremstå som førerhunden i VKO-koblet, selvom den konservative gruppe nu er nede på kun to medlemmer, efter at BR-medlem Majbritt Mammsen meldte sig som konservativ løsgænger.
Allerslev har under alle omstændigheder brug for – på et tidspunkt – at demonstrere over for omverdenen, at hun leder oppositionen til højre på rådhuset.
Cykelbro til operaen
I øjeblikket er VKO-blokkens mandater ikke med til at tage beslutninger i de tre mest interessante sager, der for tiden optager sindene på rådhuset.
I sagen om at få en bro fra Sjælland til Operaen på Holmen er VK-partierne helt uenige med ABF-flertallet. To projekter lå på bordet. Det ene projekt handler om A.P. Møllers tilbud om at bygge en kombineret gang- og cykelbro tværs over havnen. Det andet projekt – det såkaldte Realdania-projekt – gik ud på at bygge en bro, der dog skulle kombineres med et parkeringshus ved det ny skuespilhus på Kvæsthusbroen.
Kommunens radikale miljø- og teknikborgmester Klaus Bondam er en del af det politiske flertal, der konsekvent er modstander af flere biler i byen.
Dermed lå der kun A.P. Møller-projektet tilbage, som ABF-flertallet nu støtter.
Det bliver dog uden den borgerlige opposition, der i stedet angriber selve beslutningsprocessen. I efteråret kom det nemlig frem, at Klaus Bondam på kommunens vegne havde sagt nej tak til Realdania-projektet, før kommunens øvrige politikere i det hele taget havde fået det forelagt. Dermed vil de borgerlige fortsætte med at udstille borgmesteren som en, der i den politiske proces enten agerer klodset eller er direkte udemokratisk.
Der går i øvrigt to år, før at en ny bro står klar.
Upopulære skolelukninger
I sommer indgik ABF-flertallet en økonomisk aftale om kommunens skoler, der indebærer nedlæggelser af et par skoler og daginstitutioner primært i Nordvest-kvarteret og på Vesterbro.
VK-partierne ville gerne have været med i aftalen, som partierne i princippet var enige i. Aftalens hensigt går nemlig ud på at effektivisere driften for at få bedre service, hvad der ellers normalt plejer at være en borgerlig kæphest.
Men fordi VK-partierne ikke efter deres opfattelse kunne få fuld indsigt i økonomien, kom de ikke med i aftalen. Derfor angriber de ABF-flertallet – ikke så meget på grund af beslutningerne – men fordi de er utilfredse med processen, der ifølge dem lider af »demokratisk underskud«.
Enhedslisten er reelt det eneste parti, der konsekvent er modstander af skoleaftalens sammenlægninger, skolenedlæggelser med videre, som ikke overraskende er ret upopulære lokalt.
Mor-Ritt forhandlede selv med de unge
Ritt Bjerregaard kunne i sidste uge præsentere en aftale med de tidligere brugere af ungdomshuset på Jagtvej 69.
Det er stadig uklart, hvor det nye ungdomshus eller »autonomhus«, som de borgerlige kalder det, bliver placeret, men et godt bud er i nogle kommunalt ejede bygninger nær Enghave Station.
De har tidligere været i spil som et sted, der skulle tilbyde kommunale ungdomstilbud med blandt andet overdækket streetbasket
og skateboardbaner.
Bygningerne er velegnede, især fordi de unge autonome har efterspurgt et sted, hvor de kan afholde koncerter ligesom på Jagtvej 69.
Foreløbig er aftalen en slags hensigtserklæring med en række underliggende aftaler om finansiering, tilsyn med videre, som parternes forhandlere er nået frem til.
Der skal blandt andet nedsættes en arbejdsgruppe bestående af kommunale embedsmænd og de kommende brugere, der skal afsøge terrænet for, hvor huset kan ligge.
VKO-partierne har i øvrigt bebudet, at de vil foreslå en folkeafstemning om huset i den bydel, hvor huset ender med at blive placeret.
Ritt Bjerregaard har fra starten sat sig på hele processen. Det er hende, der har forhandlet med repræsentanterne fra miljøet omkring Jagtvej 69.
Enhedslisten og SF har fra starten bakket op om kravet om et ungdomshus, og de Radikale er også positive for en løsning.
Ritt Bjerregaard har været hardliner over for de unge, så længe at bålene brændte i gaderne. Men i efteråret er fronterne blevet blødt op.
Baggrunden er, at overborgmesteren åbenbart har vurderet, at problemet ikke løste sig selv. Måske har hun følt sig presset af brugerne af det tidligere ungdomshus’ torsdagsdemonstrationer, alt imens også venstrefløjen på rådhuset har presset på for at give demonstranterne et nyt ungdomshus.
Ved at sætte sig selv i spidsen for forhandlingerne har Ritt selv haft snor i, hvad der foregik, og uden at der sker for mange lækager til pressen undervejs i processen.
Da aftalen med repræsentanter fra det tidligere Jagtvej 69 og den fond, der støtter et nyt ungdomshus, repræsenteret ved advokat Knud Foldschack, var inden for rækkevidde, pressede især SF på for at komme med til pressemødet sammen med de Radikale, så de tre partier sammen kunne dele »æren« med overborgmesteren.
Det er i øvrigt interessant at bemærke, at de Radikales gruppeformand Manu Sareen i weekenden gav udtryk for visse forbehold i sin støtte til et nyt ungdomshus.
I Politiken sagde Sareen ligeud, at politikerne på rådhuset havde givet ungdomshusets unge særbehandling, og at der var tale om et »knæfald«, som man ikke ville gøre for andre minoritetsgrupper.
Hvornår kommer der så et ungdomshus? Venstrefløjen taler om uger eller få måneder, mens hverken Socialdemokraterne eller de Radikale tør sætte dato på.
Foreløbig vil Borgerrepræsentationen den 13. december vedtage hensigtserklæringen, som ikke er en specifik aftale om, hvor huset skal placeres, men snarere er en slags rammeaftale.
Et forsigtigt bud er, at et ungdomshus først kan indvies engang i foråret.
Venstres nye leder Pia Allerslev og overborgmesteren kan måske hjælpe hinanden i fremtiden. Men lige nu sidder ABF-flertallet tungt på magten.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Fra årsskiftet bliver Pia Allerslev Venstres leder og overtager også borgmesterstolen for Kultur og Fritid efter Martin Geertsen, der helt forlader politik. Det kan måske indvarsle en ny tid for samarbejdet på Københavns Rådhus.
I København befinder Pia Allerslev sig lidt i den samme situation, som Helle Thorning-Schmidt gør på landsplan. VKO-partierne betyder ikke så meget i den daglige politik, men forventes hele tiden at fremstå som et seriøst alternativ til ABF-flertallet, der regerer på rådhuset.
Derfor vil Allerslev formentlig forsøge »at arbejde Ritt Bjerregaard ud af kontorerne« ved at forhandle og indgå forlig og så videre. Samtidig skal de borgerlige også sørge for at tegne forskellene op til Socialdemokraterne for netop at gøre det synligt for vælgerne, at det faktisk betyder noget, at de ved næste kommunalvalg stemmer borgerligt frem for på Socialdemokraterne og de Radikale.
I fredags holdt Venstres afgående leder Martin Geertsen afskedsreception på rådhuset. Det blev ikke til mange forlig mellem Martin Geertsen og Ritt Bjerregaard, og måske symbolsk for det mødte overborgmesteren ikke op til receptionen, der dog blev besøgt af andre top-socialdemokrater.
VKOs leder
Overborgmesteren har siden kommunalvalget i 2005 ikke signaleret den store vilje til at forhandle uden om de sædvanlige samarbejdspartnere i »byens regering«, det vil sige de Radikale og SF.
Spørgsmålet er dog, om ikke overborgmesteren i visse situationer kunne have en interesse i at lave aftaler med Venstre og på den måde få et alternativt flertal sammen med de Radikale, der formentlig også er interesseret i at samarbejde med Venstre på visse områder.
Det sidste budgetforlig med SF blev noget dyrere, end Ritt Bjerregaard havde regnet med. Hvis Allerslev er meget interesseret i at samarbejde, så giver det overborgmesteren bedre manøvremuligheder, såfremt det mere og mere selvbevidste SF i fremtiden gør sig mere besværlig.
Pia Allerslev har desuden selv et behov for at vise sit bagland og de københavnske vælgere, at hun kan indgå et større politisk forlig, der kan give hende lidt mere politisk tyngde.
Hidtil har kun få været i tvivl om, at Martin Geertsen var de borgerliges egentlige leder og strateg. De Konservatives leder Mogens Lønborg, som aldrig har stillet sit eget lys under nogen skæppe, vil måske forsøge at fremstå som førerhunden i VKO-koblet, selvom den konservative gruppe nu er nede på kun to medlemmer, efter at BR-medlem Majbritt Mammsen meldte sig som konservativ løsgænger.
Allerslev har under alle omstændigheder brug for – på et tidspunkt – at demonstrere over for omverdenen, at hun leder oppositionen til højre på rådhuset.
Cykelbro til operaen
I øjeblikket er VKO-blokkens mandater ikke med til at tage beslutninger i de tre mest interessante sager, der for tiden optager sindene på rådhuset.
I sagen om at få en bro fra Sjælland til Operaen på Holmen er VK-partierne helt uenige med ABF-flertallet. To projekter lå på bordet. Det ene projekt handler om A.P. Møllers tilbud om at bygge en kombineret gang- og cykelbro tværs over havnen. Det andet projekt – det såkaldte Realdania-projekt – gik ud på at bygge en bro, der dog skulle kombineres med et parkeringshus ved det ny skuespilhus på Kvæsthusbroen.
Kommunens radikale miljø- og teknikborgmester Klaus Bondam er en del af det politiske flertal, der konsekvent er modstander af flere biler i byen.
Dermed lå der kun A.P. Møller-projektet tilbage, som ABF-flertallet nu støtter.
Det bliver dog uden den borgerlige opposition, der i stedet angriber selve beslutningsprocessen. I efteråret kom det nemlig frem, at Klaus Bondam på kommunens vegne havde sagt nej tak til Realdania-projektet, før kommunens øvrige politikere i det hele taget havde fået det forelagt. Dermed vil de borgerlige fortsætte med at udstille borgmesteren som en, der i den politiske proces enten agerer klodset eller er direkte udemokratisk.
Der går i øvrigt to år, før at en ny bro står klar.
Upopulære skolelukninger
I sommer indgik ABF-flertallet en økonomisk aftale om kommunens skoler, der indebærer nedlæggelser af et par skoler og daginstitutioner primært i Nordvest-kvarteret og på Vesterbro.
VK-partierne ville gerne have været med i aftalen, som partierne i princippet var enige i. Aftalens hensigt går nemlig ud på at effektivisere driften for at få bedre service, hvad der ellers normalt plejer at være en borgerlig kæphest.
Men fordi VK-partierne ikke efter deres opfattelse kunne få fuld indsigt i økonomien, kom de ikke med i aftalen. Derfor angriber de ABF-flertallet – ikke så meget på grund af beslutningerne – men fordi de er utilfredse med processen, der ifølge dem lider af »demokratisk underskud«.
Enhedslisten er reelt det eneste parti, der konsekvent er modstander af skoleaftalens sammenlægninger, skolenedlæggelser med videre, som ikke overraskende er ret upopulære lokalt.
Mor-Ritt forhandlede selv med de unge
Ritt Bjerregaard kunne i sidste uge præsentere en aftale med de tidligere brugere af ungdomshuset på Jagtvej 69.
Det er stadig uklart, hvor det nye ungdomshus eller »autonomhus«, som de borgerlige kalder det, bliver placeret, men et godt bud er i nogle kommunalt ejede bygninger nær Enghave Station.
De har tidligere været i spil som et sted, der skulle tilbyde kommunale ungdomstilbud med blandt andet overdækket streetbasket
og skateboardbaner.
Bygningerne er velegnede, især fordi de unge autonome har efterspurgt et sted, hvor de kan afholde koncerter ligesom på Jagtvej 69.
Foreløbig er aftalen en slags hensigtserklæring med en række underliggende aftaler om finansiering, tilsyn med videre, som parternes forhandlere er nået frem til.
Der skal blandt andet nedsættes en arbejdsgruppe bestående af kommunale embedsmænd og de kommende brugere, der skal afsøge terrænet for, hvor huset kan ligge.
VKO-partierne har i øvrigt bebudet, at de vil foreslå en folkeafstemning om huset i den bydel, hvor huset ender med at blive placeret.
Ritt Bjerregaard har fra starten sat sig på hele processen. Det er hende, der har forhandlet med repræsentanterne fra miljøet omkring Jagtvej 69.
Enhedslisten og SF har fra starten bakket op om kravet om et ungdomshus, og de Radikale er også positive for en løsning.
Ritt Bjerregaard har været hardliner over for de unge, så længe at bålene brændte i gaderne. Men i efteråret er fronterne blevet blødt op.
Baggrunden er, at overborgmesteren åbenbart har vurderet, at problemet ikke løste sig selv. Måske har hun følt sig presset af brugerne af det tidligere ungdomshus’ torsdagsdemonstrationer, alt imens også venstrefløjen på rådhuset har presset på for at give demonstranterne et nyt ungdomshus.
Ved at sætte sig selv i spidsen for forhandlingerne har Ritt selv haft snor i, hvad der foregik, og uden at der sker for mange lækager til pressen undervejs i processen.
Da aftalen med repræsentanter fra det tidligere Jagtvej 69 og den fond, der støtter et nyt ungdomshus, repræsenteret ved advokat Knud Foldschack, var inden for rækkevidde, pressede især SF på for at komme med til pressemødet sammen med de Radikale, så de tre partier sammen kunne dele »æren« med overborgmesteren.
Det er i øvrigt interessant at bemærke, at de Radikales gruppeformand Manu Sareen i weekenden gav udtryk for visse forbehold i sin støtte til et nyt ungdomshus.
I Politiken sagde Sareen ligeud, at politikerne på rådhuset havde givet ungdomshusets unge særbehandling, og at der var tale om et »knæfald«, som man ikke ville gøre for andre minoritetsgrupper.
Hvornår kommer der så et ungdomshus? Venstrefløjen taler om uger eller få måneder, mens hverken Socialdemokraterne eller de Radikale tør sætte dato på.
Foreløbig vil Borgerrepræsentationen den 13. december vedtage hensigtserklæringen, som ikke er en specifik aftale om, hvor huset skal placeres, men snarere er en slags rammeaftale.
Et forsigtigt bud er, at et ungdomshus først kan indvies engang i foråret.
onsdag den 21. november 2007
Tronen vakler under Klaus Bondam
Klumme bragt den 22. november 2007 i Bryggebladet nr. 18/ 2007
SF overtog de Radikales vælgere ved folketingsvalget. Fortsætter denne tendens ved BR-valget i 2009, kan radikal borgmesterpost være i fare. Manu Sareen blev ikke valgt til Folketinget og spøger nu i kulissen som ny radikal leder.Tronen vakler under Klaus Bondam.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Ved folketingsvalget fik SF som ventet en kæmpe fremgang på hele syv procent. Partiet har nu 23 mandater i Folketinget. Men resultatet kan partiet næppe bruge til særlig meget på Christiansborg på grund af den øvrige mandatfordeling.
Til gengæld kan SF’erne se frem til en pæn fremgang ved næste kommunalvalg i 2009, som formentlig vil kunne omsættes til mere direkte indflydelse på Københavns Rådhus.
Kan Villy-effekten bruges i København?
Hvis man bruger den tommelfingerregel, at SF kan indløse cirka halvdelen af vælgerfremgangen fra »Villy-effekten«, det vil sige tre-fire procent, vil partiet få omkring 15 procent af stemmerne ved næste valg til Borgerrepræsentationen.
Dermed vil SF være tilbage ved fordums styrke. Men det er et forsigtigt skøn, for faktisk fordoblede SF sit vælgertal i den nye københavnske storkreds. Partiet fik hele 21 procent af stemmerne og blev kredsens næststørste parti.
I København gik de Radikale tilbage i stort set samme takt, som SF gik frem. Det ligger derfor lige for at konkludere, at en pæn del af de nye SF-stemmer ved dette folketingsvalg er frafaldne radikale vælgere.
I dag er situationen den, at SF og de radikale er nøjagtigt lige store med hver syv mandater i Borgerrepræsentationen.
Hvis der flyttes tre-fire procent eller mere mellem de to partier, kan den situation meget nemt opstå, at SF igen får to borgmesterposter, mens de radikale må afgive deres borgmester.
Meget kan selvfølgelig nå at ske på to år. Måske er de radikale politikere i hovedstaden mere populære end dem på Christiansborg, og måske slår »Villy-effekten« igennem i københavnsk politik.
SF’s førstemand i byen, Bo Asmus Kjeldgaard, har i hvert fald til gode at demonstrere samme fantastiske evne til at kunne appellere til nye vælgere som SF’s partiformand Villy Søvndal.
Manu Sareen skulle have været den »nye Naser«
Bryggebladet listede før valget 13 navne på københavnske politikere, som vi vurderede som »sikre« på valg til Folketinget. Kun ét navn kiksede. Det var den radikale borgerrepræsentant Manu Sareen, som lige akkurat ikke kom i Folketinget i denne omgang på grund af den massive radikale tilbagegang her i hovedstaden.
Mange radikale havde ellers håbet på, at Sareen som nyt folketingsmedlem skulle fastholde de radikales »indvandrerprofil« ved at udfylde tomrummet efter Naser Khaders exit fra partiet. Sareen skulle have været en slags »ny Naser«.
Lighederne mellem de to politikere er åbenbare: De har begge en indvandrerbaggrund og har markeret sig tydeligt i integrationsdebatten. Begge er meget ambitiøse politikere.
Forskellene er dog også tydelige. Sareen går for at være en mere arbejdsom og langt bedre strategisk tænkende politiker end Khader, men er til gengæld slet ikke så kendt som Ny Alliances leder.
På Københavns Rådhus fulgte Klaus Bondam levende med undervejs i optællingen af de personlige stemmetal, der fandt sted ude i Svanemøllehallen.
Bondam håbede utvivlsomt på, at Sareen fik flere personlige stemmer end veteranen Lone Dybkjær, så Sareen dermed forsvandt fra rådhusets gange, hvor han beklæder posten som radikal gruppeformand.Bondam ville have været en mulig rival kvit, hvis Sareen var kommet i Folketinget.
Længe lå Sareen og Dybkjær da også side om side, men Dybkjær endte med at få flest stemmer og blev dermed valgt på Sareens bekostning.
Klaus Bondams indsats som borgmester har længe været til diskussion, både inden og uden for det Radikale Venstre.
Mange iagttagere stiller nu sig selv følgende spørgsmål: Kunne Manu Sareen tænkes at ville udfordre Bondam som Radikale Venstres spidskandidat og dermed borgmesterkandidat ved næste kommunalvalg i 2009?
Bondams problem er, at han selv i sin tid blev spidskandidat ved at udfordre og vælte den daværende siddende radikale sundhedsborgmester Inger Marie Bruun-Vierø af pinden.
Sædvanligvis foregår magtkampene hos de radikale meget civiliseret. Det vil sige, at de udkæmpes rimeligt regulært uden alt for megen beskidt mudderkastning frem og tilbage.
Manu Sareen nyder udbredt popularitet både i sit eget parti og på Københavns Rådhus. Mange forestiller sig derfor, at han muligvis er bedre i stand til at kunne fastholde, men måske også tiltrække nye vælgere til det ved folketingsvalget amputerede parti.
Hvis de Radikale skal kunne fastholde kanonresultatet fra kommunalvalget i 2005, kræver det under alle omstændigheder en ekstraordinær indsats.
Den prestigefyldte og politisk tunge miljø- og teknikborgmesterpost er i alle tilfælde – hvis SF’s fremgang fortsætter – i alvorlig fare for at glide de Radikale af hænde.
Om det allerede før valget medfører et farvel til Klaus Bondam som borgmester og radikal spidskandidat, ja det bestemmer i første omgang Manu Sareen, derefter de radikale partimedlemmer i København og siden byens vælgere.
Yildiz Akdogan slog Jette Bautrup
Bryggebladet formåede altså i seneste nummer så nogenlunde at forudse, hvilke politikere der ville blive valgt, ligesom vi nævnte de fleste af de kandidater, som kunne tænkes at komme med i den endelige dyst om mandaterne.
Den eneste, som beklageligvis ikke var på vores liste over mulige nye MF’ere, var socialdemokraternes kandidat i Brønshøj/Vanløse, Yildiz Akdogan.
I et tæt opløb endte hun faktisk med at slå Sundbyvesterkredsens (og dermed Bryggens) kandidat Jette Bautrup. Dermed fik Akdogan partiets yderste fjerde mandat i København.
SF overtog de Radikales vælgere ved folketingsvalget. Fortsætter denne tendens ved BR-valget i 2009, kan radikal borgmesterpost være i fare. Manu Sareen blev ikke valgt til Folketinget og spøger nu i kulissen som ny radikal leder.Tronen vakler under Klaus Bondam.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Ved folketingsvalget fik SF som ventet en kæmpe fremgang på hele syv procent. Partiet har nu 23 mandater i Folketinget. Men resultatet kan partiet næppe bruge til særlig meget på Christiansborg på grund af den øvrige mandatfordeling.
Til gengæld kan SF’erne se frem til en pæn fremgang ved næste kommunalvalg i 2009, som formentlig vil kunne omsættes til mere direkte indflydelse på Københavns Rådhus.
Kan Villy-effekten bruges i København?
Hvis man bruger den tommelfingerregel, at SF kan indløse cirka halvdelen af vælgerfremgangen fra »Villy-effekten«, det vil sige tre-fire procent, vil partiet få omkring 15 procent af stemmerne ved næste valg til Borgerrepræsentationen.
Dermed vil SF være tilbage ved fordums styrke. Men det er et forsigtigt skøn, for faktisk fordoblede SF sit vælgertal i den nye københavnske storkreds. Partiet fik hele 21 procent af stemmerne og blev kredsens næststørste parti.
I København gik de Radikale tilbage i stort set samme takt, som SF gik frem. Det ligger derfor lige for at konkludere, at en pæn del af de nye SF-stemmer ved dette folketingsvalg er frafaldne radikale vælgere.
I dag er situationen den, at SF og de radikale er nøjagtigt lige store med hver syv mandater i Borgerrepræsentationen.
Hvis der flyttes tre-fire procent eller mere mellem de to partier, kan den situation meget nemt opstå, at SF igen får to borgmesterposter, mens de radikale må afgive deres borgmester.
Meget kan selvfølgelig nå at ske på to år. Måske er de radikale politikere i hovedstaden mere populære end dem på Christiansborg, og måske slår »Villy-effekten« igennem i københavnsk politik.
SF’s førstemand i byen, Bo Asmus Kjeldgaard, har i hvert fald til gode at demonstrere samme fantastiske evne til at kunne appellere til nye vælgere som SF’s partiformand Villy Søvndal.
Manu Sareen skulle have været den »nye Naser«
Bryggebladet listede før valget 13 navne på københavnske politikere, som vi vurderede som »sikre« på valg til Folketinget. Kun ét navn kiksede. Det var den radikale borgerrepræsentant Manu Sareen, som lige akkurat ikke kom i Folketinget i denne omgang på grund af den massive radikale tilbagegang her i hovedstaden.
Mange radikale havde ellers håbet på, at Sareen som nyt folketingsmedlem skulle fastholde de radikales »indvandrerprofil« ved at udfylde tomrummet efter Naser Khaders exit fra partiet. Sareen skulle have været en slags »ny Naser«.
Lighederne mellem de to politikere er åbenbare: De har begge en indvandrerbaggrund og har markeret sig tydeligt i integrationsdebatten. Begge er meget ambitiøse politikere.
Forskellene er dog også tydelige. Sareen går for at være en mere arbejdsom og langt bedre strategisk tænkende politiker end Khader, men er til gengæld slet ikke så kendt som Ny Alliances leder.
På Københavns Rådhus fulgte Klaus Bondam levende med undervejs i optællingen af de personlige stemmetal, der fandt sted ude i Svanemøllehallen.
Bondam håbede utvivlsomt på, at Sareen fik flere personlige stemmer end veteranen Lone Dybkjær, så Sareen dermed forsvandt fra rådhusets gange, hvor han beklæder posten som radikal gruppeformand.Bondam ville have været en mulig rival kvit, hvis Sareen var kommet i Folketinget.
Længe lå Sareen og Dybkjær da også side om side, men Dybkjær endte med at få flest stemmer og blev dermed valgt på Sareens bekostning.
Klaus Bondams indsats som borgmester har længe været til diskussion, både inden og uden for det Radikale Venstre.
Mange iagttagere stiller nu sig selv følgende spørgsmål: Kunne Manu Sareen tænkes at ville udfordre Bondam som Radikale Venstres spidskandidat og dermed borgmesterkandidat ved næste kommunalvalg i 2009?
Bondams problem er, at han selv i sin tid blev spidskandidat ved at udfordre og vælte den daværende siddende radikale sundhedsborgmester Inger Marie Bruun-Vierø af pinden.
Sædvanligvis foregår magtkampene hos de radikale meget civiliseret. Det vil sige, at de udkæmpes rimeligt regulært uden alt for megen beskidt mudderkastning frem og tilbage.
Manu Sareen nyder udbredt popularitet både i sit eget parti og på Københavns Rådhus. Mange forestiller sig derfor, at han muligvis er bedre i stand til at kunne fastholde, men måske også tiltrække nye vælgere til det ved folketingsvalget amputerede parti.
Hvis de Radikale skal kunne fastholde kanonresultatet fra kommunalvalget i 2005, kræver det under alle omstændigheder en ekstraordinær indsats.
Den prestigefyldte og politisk tunge miljø- og teknikborgmesterpost er i alle tilfælde – hvis SF’s fremgang fortsætter – i alvorlig fare for at glide de Radikale af hænde.
Om det allerede før valget medfører et farvel til Klaus Bondam som borgmester og radikal spidskandidat, ja det bestemmer i første omgang Manu Sareen, derefter de radikale partimedlemmer i København og siden byens vælgere.
Yildiz Akdogan slog Jette Bautrup
Bryggebladet formåede altså i seneste nummer så nogenlunde at forudse, hvilke politikere der ville blive valgt, ligesom vi nævnte de fleste af de kandidater, som kunne tænkes at komme med i den endelige dyst om mandaterne.
Den eneste, som beklageligvis ikke var på vores liste over mulige nye MF’ere, var socialdemokraternes kandidat i Brønshøj/Vanløse, Yildiz Akdogan.
I et tæt opløb endte hun faktisk med at slå Sundbyvesterkredsens (og dermed Bryggens) kandidat Jette Bautrup. Dermed fik Akdogan partiets yderste fjerde mandat i København.
tirsdag den 6. november 2007
Hvem kan du stemme på?
Klumme bragt i Bryggebladet 17 den 7. november 2007.
Ny valglov giver flere kendte kandidater. Bryggebladets politiske kommentator sætter fokus på det lokale kandidatfelt og vurderer deres chancer for at komme i Folketinget.
BAG KULISSERNE:
VALGSPECIAL
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Siden sidste valg har Folketinget lavet om på valgloven. Det betyder, at København og Frederiksberg plus de to Amager-kommuner nu er blevet til én stor valgkreds.
Det giver bryggeboerne mulighed for at stemme på langt flere kendte og store navne i dansk politik som for eksempel Helle Thorning-Schmidt, Per Stig Møller og Naser Khader.
Men vi skal retfærdigvis præsentere de lokalt opstillede kandidater på Bryggen, som nu er blevet en del af Sundbyvester-kredsen:
Socialdemokraterne
Socialdemokraterne stiller lokalt med veteranen socialrådgiver Jette Bergenholz Bautrup (60), der til daglig sidder i Borgerrepræsentationen. Amagerkaneren Bautrup repræsenterede Socialdemokraterne på tinge i forrige valgperiode, men røg ud ved valget i 2005.
Bergenholz Bautrup er ikke uden chance, men set i lyset af at Socialdemokraterne ligger lavt i målingerne og den hårde konkurrence fra blandt andet partiformanden samt Christine Antorini, bliver det nok svært.
Hendes chance er, at Thorning støvsuger storkredsen for personlige stemmer, men at Bergenholz Bautrup alligevel kan fastholde sin tidligere pæne opbakning.
Venstre
Lone Yalcinkaya (40) er Venstres folketingkandidat på Bryggen og marketingschef i det civile liv. Hun har siden 2001 været medlem af Gladsaxe byråd og var i 2004 EU-kandidat. I 2000, og som CD’er, sad tyrkiskfødte Yalcinkaya i en kort periode i Folketinget som suppleant for Mimi Jakobsen.
Venstre får nok ikke mere end to mandater i København, og de går til Søren Pind og integrationsminister Rikke Hvilshøj. Skulle det tredje mandat komme i spil, er Yalcinkaya med sin profil ikke helt uden chance for at blive valgt.
Dansk Folkeparti
Dansk Folkeparti stiller med Allan Lønborg (31) på Bryggen. Lønborg, der bor på Amager, er kontoruddannet og til daglig arbejder som medlemssekretær for Dansk Folkeparti på Christiansborg. Lønborg er især optaget af retspolitik og udlændingepolitik.
Dansk Folkeparti får to mandater i København, og de bliver besat med de siddende folk, Peter Skaarup og Morten Henriksen. Partiet er langt fra et tredje mandat, så Lønborgs chancer er meget små.
De Konservative
Claus Christiansen (42) er ny lokal folketingskandidat for de konservative. Han er opvokset i partiet og har klassiske konservative mærkesager som lavere skat på valgprogrammet. Christiansen er uddannet inden for it og bor i Nordvest-kvarteret.
Han får det svært mod folk som Per Stig Møller, Paula Larrain og Helle Sjelle. Jeg tror ikke på valg til Christiansen.
SFÖzlem Sara Cekic (31) er kandidat i Sundbyvesterkredsen og bor i Kastrup. Cekic er sygeplejerske på Rigshospitalet. Hendes politiske fokus er etniske og socialt udsatte minoriteter. Cekic er født i Tyrkiet, men har boet i Danmark siden hun var 10 år. I foråret var hun i øvrigt studievært i programmet Mission Integration på DR 2.
SF’s målinger er lige nu så gode, at Cekic er den blandt de lokale kandidater, der har størst chance for at blive valgt til Folketinget. Det vil faktisk være en overraskelse, hvis hun ikke kommer ind.
Radikale Venstre
Den radikale Laura Friberg (32), der bor her i Sundbyvester-
kredsen, er opstillet til Folketinget for første gang. Friberg er til daglig ansat som politisk konsulent for Det Radikale Venstre på Christiansborg, hvor hun arbejder med udlændinge- og integrationspolitik.
Fribergs chancer er meget små: Veteranen Lone Dybkkjær løber med de radikales første mandat, og det bliver efter alt at dømme den gamle bryggedreng Manu Sareen, der løber med det andet sikre mandat. Bliver der nok stemmer til tre mandater i København, går det formentlig til det nuværende folketingsmedlem Charlotte Fischer.
Enhedslisten
Enhedslistens kandidat her i kredsen er Gorm Gunnarsen (45), der er gymnasielærer i engelsk og historie på Christianshavns Gymnasium. Gunnarsen har boet på Amager hele sit liv og har én gang tidligere (i 2001) været folketingskandidat. Hans lokale mærkesag er at få sænket klassekvotienterne i skolerne.
Gunnarsens chancer for at komme i Folketinget kræver vist et større jordskred, end nogen forestiller sig. Enhedslisten står til at ryge ud af Folketinget. Klarer de skærene, bliver der kun plads til Johanne-Schmidt-Nielsen eller Asmaa Abdol-Hamid.
Kristendemokraterne
Kristendemokraternes lokale folketingskandidat er partiets leder Bodil Kornbek (46). Hun er uddannet folkeskolelærer og har været souschef på den nu lukkede Københavns Kvindedaghøjskole her på Bryggen. Kornbek var 2001-2005 medlem af Folketinget for Kristendemokraterne.
Ingen meningsmålinger under valgkampen har endnu vist, at Kristendemokraterne kommer ind. Skulle det alligevel ske, er Kornbek stensikker på at blive valgt.
Ny Alliance
Ny Alliances kandidater stiller op på en partiliste, og blandt dem finder vi Camilla Bartholdy (37), som bor her på Bryggen. Bartholdy er til daglig key account manager i it-branchen, og skulle hun komme i Folketinget, er ambitionen at blive partiets it-ordfører.
Lokalt har hun gjort sig bemærket som den mor, der har stået bag to underskriftsindsamlinger for at forbedre trafiksikkerheden på Artillerivej.
Ny Alliances første mandat går naturligvis til Naser Khader. Skulle han trække endnu et mandat – det 13. på landsplan – så er mit bedste bud, at det bliver Hans Engells datter Camilla Engell, der løber med mandatet. Bartholdys chancer er meget små, men hun kan håbe, at Khader støvsuger alle de personlige stemmer, og at hun får en stor lokal opbakning med mange personlige stemmer.
JARL CORDUA OM VALGET I KØBENHAVNS STORKREDS GENERELT:
Internt i partierne er der nogle spændende derbyer mellem kandidaterne. Størst interesse samler sig nok om, hvorvidt den tidligere TVA-studievært Paula Larrain med det spritnye medlemskort til De Konservative kan slå det siddende folketingsmedlem Helle Sjelle.
Socialdemokraterne kæmper også en kamp for at få mellem fire og fem mandater, og her kan alt i princippet ske, fordi Helle Thorning-Schmidt løber med alle de personlige stemmer, hvilket gør resten af mandaterne »billige« for de øvrige kandidater. Stemmer vælgerne på en anden socialdemokratisk kandidat end Thorning, tæller stemmen nærmest dobbelt, og det er kandidaterne godt klar over.
De kæmper lige nu en hård, men fair kamp om de personlige stemmer. Favoritpositionerne holder DSU-formanden Jakob Bjerregaard, der har en organisation af frivillige i ryggen, samt den tidligere formand for Socialdemokraterne i hovedstaden Bo Sandberg, der også er en garvet rotte udi kampagnekunsten plus har et godt netværk til de faglige organisationer.
Skulle Venstre få et tredje mandat i København, er det usikkert, hvem det går til. Det siddende folketingsmedlem fra Dragør, Marion Pedersen, er favorit, men måske kan hun trues af enten Venstres lokale kandidat Lone Yalcinkaya eller den tidligere DR-journalist Poul F. Hansen.
Musikeren m.m. Morten Bay, der bor på Amager, kan måske også blande sig i striden om Ny Alliances eventuelle 13.mandat.
SF står til at få et kanonvalg denne gang. Ida Auken og den lokale kandidat Özlem Cekic synes næsten sikre, og så kan det alligevel forpurres af et godt personligt valg til Mellemfolkeligt Samvirkes formand Trine Mach.
Sikkert valgte:
Helle Thorning Schmidt (S), Christine Antorini (S), Karen Hækkerup (S), Rikke Hvilshøj (V), Søren Pind (V), Per Stig Møller (K), Lone Dybkjær (R), Manu Sareen (R), Anne Grethe Holmsgaard (SF), Kamal H. Qureshi (SF), Peter Skaarup (DF), Martin Henriksen (DF) og Naser Khader (NA).
Gode chancer:
Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), Marion Pedersen (V), Charlotte Engell (NA), Helle Sjelle (K), Paula Larrain (K), Ida Auken (SF), Özlem Sara Cekic (SF) Asmaa Abdol-Hamid (Ø), Bo Sandberg (S), Jacob Bjerregaard (S), Charlotte Fischer (R) og Karen Storgaard (DF).
Boblere:
Poul F. Hansen (V), Morten Bay (NA), Trine Mach (SF), Mikkel Sarbo (R) og Jette Bergenholz-Bautrup (A) og Lone Yalcinkaya (V).
Ny valglov giver flere kendte kandidater. Bryggebladets politiske kommentator sætter fokus på det lokale kandidatfelt og vurderer deres chancer for at komme i Folketinget.
BAG KULISSERNE:
VALGSPECIAL
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Siden sidste valg har Folketinget lavet om på valgloven. Det betyder, at København og Frederiksberg plus de to Amager-kommuner nu er blevet til én stor valgkreds.
Det giver bryggeboerne mulighed for at stemme på langt flere kendte og store navne i dansk politik som for eksempel Helle Thorning-Schmidt, Per Stig Møller og Naser Khader.
Men vi skal retfærdigvis præsentere de lokalt opstillede kandidater på Bryggen, som nu er blevet en del af Sundbyvester-kredsen:
Socialdemokraterne
Socialdemokraterne stiller lokalt med veteranen socialrådgiver Jette Bergenholz Bautrup (60), der til daglig sidder i Borgerrepræsentationen. Amagerkaneren Bautrup repræsenterede Socialdemokraterne på tinge i forrige valgperiode, men røg ud ved valget i 2005.
Bergenholz Bautrup er ikke uden chance, men set i lyset af at Socialdemokraterne ligger lavt i målingerne og den hårde konkurrence fra blandt andet partiformanden samt Christine Antorini, bliver det nok svært.
Hendes chance er, at Thorning støvsuger storkredsen for personlige stemmer, men at Bergenholz Bautrup alligevel kan fastholde sin tidligere pæne opbakning.
Venstre
Lone Yalcinkaya (40) er Venstres folketingkandidat på Bryggen og marketingschef i det civile liv. Hun har siden 2001 været medlem af Gladsaxe byråd og var i 2004 EU-kandidat. I 2000, og som CD’er, sad tyrkiskfødte Yalcinkaya i en kort periode i Folketinget som suppleant for Mimi Jakobsen.
Venstre får nok ikke mere end to mandater i København, og de går til Søren Pind og integrationsminister Rikke Hvilshøj. Skulle det tredje mandat komme i spil, er Yalcinkaya med sin profil ikke helt uden chance for at blive valgt.
Dansk Folkeparti
Dansk Folkeparti stiller med Allan Lønborg (31) på Bryggen. Lønborg, der bor på Amager, er kontoruddannet og til daglig arbejder som medlemssekretær for Dansk Folkeparti på Christiansborg. Lønborg er især optaget af retspolitik og udlændingepolitik.
Dansk Folkeparti får to mandater i København, og de bliver besat med de siddende folk, Peter Skaarup og Morten Henriksen. Partiet er langt fra et tredje mandat, så Lønborgs chancer er meget små.
De Konservative
Claus Christiansen (42) er ny lokal folketingskandidat for de konservative. Han er opvokset i partiet og har klassiske konservative mærkesager som lavere skat på valgprogrammet. Christiansen er uddannet inden for it og bor i Nordvest-kvarteret.
Han får det svært mod folk som Per Stig Møller, Paula Larrain og Helle Sjelle. Jeg tror ikke på valg til Christiansen.
SFÖzlem Sara Cekic (31) er kandidat i Sundbyvesterkredsen og bor i Kastrup. Cekic er sygeplejerske på Rigshospitalet. Hendes politiske fokus er etniske og socialt udsatte minoriteter. Cekic er født i Tyrkiet, men har boet i Danmark siden hun var 10 år. I foråret var hun i øvrigt studievært i programmet Mission Integration på DR 2.
SF’s målinger er lige nu så gode, at Cekic er den blandt de lokale kandidater, der har størst chance for at blive valgt til Folketinget. Det vil faktisk være en overraskelse, hvis hun ikke kommer ind.
Radikale Venstre
Den radikale Laura Friberg (32), der bor her i Sundbyvester-
kredsen, er opstillet til Folketinget for første gang. Friberg er til daglig ansat som politisk konsulent for Det Radikale Venstre på Christiansborg, hvor hun arbejder med udlændinge- og integrationspolitik.
Fribergs chancer er meget små: Veteranen Lone Dybkkjær løber med de radikales første mandat, og det bliver efter alt at dømme den gamle bryggedreng Manu Sareen, der løber med det andet sikre mandat. Bliver der nok stemmer til tre mandater i København, går det formentlig til det nuværende folketingsmedlem Charlotte Fischer.
Enhedslisten
Enhedslistens kandidat her i kredsen er Gorm Gunnarsen (45), der er gymnasielærer i engelsk og historie på Christianshavns Gymnasium. Gunnarsen har boet på Amager hele sit liv og har én gang tidligere (i 2001) været folketingskandidat. Hans lokale mærkesag er at få sænket klassekvotienterne i skolerne.
Gunnarsens chancer for at komme i Folketinget kræver vist et større jordskred, end nogen forestiller sig. Enhedslisten står til at ryge ud af Folketinget. Klarer de skærene, bliver der kun plads til Johanne-Schmidt-Nielsen eller Asmaa Abdol-Hamid.
Kristendemokraterne
Kristendemokraternes lokale folketingskandidat er partiets leder Bodil Kornbek (46). Hun er uddannet folkeskolelærer og har været souschef på den nu lukkede Københavns Kvindedaghøjskole her på Bryggen. Kornbek var 2001-2005 medlem af Folketinget for Kristendemokraterne.
Ingen meningsmålinger under valgkampen har endnu vist, at Kristendemokraterne kommer ind. Skulle det alligevel ske, er Kornbek stensikker på at blive valgt.
Ny Alliance
Ny Alliances kandidater stiller op på en partiliste, og blandt dem finder vi Camilla Bartholdy (37), som bor her på Bryggen. Bartholdy er til daglig key account manager i it-branchen, og skulle hun komme i Folketinget, er ambitionen at blive partiets it-ordfører.
Lokalt har hun gjort sig bemærket som den mor, der har stået bag to underskriftsindsamlinger for at forbedre trafiksikkerheden på Artillerivej.
Ny Alliances første mandat går naturligvis til Naser Khader. Skulle han trække endnu et mandat – det 13. på landsplan – så er mit bedste bud, at det bliver Hans Engells datter Camilla Engell, der løber med mandatet. Bartholdys chancer er meget små, men hun kan håbe, at Khader støvsuger alle de personlige stemmer, og at hun får en stor lokal opbakning med mange personlige stemmer.
JARL CORDUA OM VALGET I KØBENHAVNS STORKREDS GENERELT:
Internt i partierne er der nogle spændende derbyer mellem kandidaterne. Størst interesse samler sig nok om, hvorvidt den tidligere TVA-studievært Paula Larrain med det spritnye medlemskort til De Konservative kan slå det siddende folketingsmedlem Helle Sjelle.
Socialdemokraterne kæmper også en kamp for at få mellem fire og fem mandater, og her kan alt i princippet ske, fordi Helle Thorning-Schmidt løber med alle de personlige stemmer, hvilket gør resten af mandaterne »billige« for de øvrige kandidater. Stemmer vælgerne på en anden socialdemokratisk kandidat end Thorning, tæller stemmen nærmest dobbelt, og det er kandidaterne godt klar over.
De kæmper lige nu en hård, men fair kamp om de personlige stemmer. Favoritpositionerne holder DSU-formanden Jakob Bjerregaard, der har en organisation af frivillige i ryggen, samt den tidligere formand for Socialdemokraterne i hovedstaden Bo Sandberg, der også er en garvet rotte udi kampagnekunsten plus har et godt netværk til de faglige organisationer.
Skulle Venstre få et tredje mandat i København, er det usikkert, hvem det går til. Det siddende folketingsmedlem fra Dragør, Marion Pedersen, er favorit, men måske kan hun trues af enten Venstres lokale kandidat Lone Yalcinkaya eller den tidligere DR-journalist Poul F. Hansen.
Musikeren m.m. Morten Bay, der bor på Amager, kan måske også blande sig i striden om Ny Alliances eventuelle 13.mandat.
SF står til at få et kanonvalg denne gang. Ida Auken og den lokale kandidat Özlem Cekic synes næsten sikre, og så kan det alligevel forpurres af et godt personligt valg til Mellemfolkeligt Samvirkes formand Trine Mach.
Sikkert valgte:
Helle Thorning Schmidt (S), Christine Antorini (S), Karen Hækkerup (S), Rikke Hvilshøj (V), Søren Pind (V), Per Stig Møller (K), Lone Dybkjær (R), Manu Sareen (R), Anne Grethe Holmsgaard (SF), Kamal H. Qureshi (SF), Peter Skaarup (DF), Martin Henriksen (DF) og Naser Khader (NA).
Gode chancer:
Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), Marion Pedersen (V), Charlotte Engell (NA), Helle Sjelle (K), Paula Larrain (K), Ida Auken (SF), Özlem Sara Cekic (SF) Asmaa Abdol-Hamid (Ø), Bo Sandberg (S), Jacob Bjerregaard (S), Charlotte Fischer (R) og Karen Storgaard (DF).
Boblere:
Poul F. Hansen (V), Morten Bay (NA), Trine Mach (SF), Mikkel Sarbo (R) og Jette Bergenholz-Bautrup (A) og Lone Yalcinkaya (V).
tirsdag den 23. oktober 2007
Kampvalg på vej i SF?
Partiets unge kvinder sætter sig på magten i København.
Klummen blev bragt i Bryggebladet nr. 16/2007 den 24. oktober 2007
Hvem skal stå i spidsen for SF ved næste valg til Borgerrepræsentationen?
Skal SF blot automatisk støtte en socialdemokratisk overborgmester, eller skal partiet selv tage pladsen med støtte fra De Radikale, Enhedslisten og de borgerlige, hvis det bliver muligt? Det diskuterer hovedstadens SF’ere for tiden.
Det nye SF
Efter at Villy Søvndal blev landsformand for SF, er partiet i meningsmålingerne næsten blevet fordoblet.
Hvis målingerne holder frem til kommunalvalget i 2009, så vil SF som tommelfingerregel kunne omveksle mindst halvdelen af den landspolitiske fremgang her i København.
Under Søvndals formandskab er der også indledt en proces med henblik på at professionalisere partiet, sådan at det står bedre rustet organisatorisk og mediemæssigt ved næste valg.SFs organisation undergår i disse år en række omfattende organisatoriske ændringer, der skal gøre lidt op med SF’ernes støvede image som et parti med hang til stormøder m.v.
Endelig skal der tænkes mere strategisk i forbindelse med valgkampe. Derfor har SF oprustet på kommunikationsfronten og benytter sig nu også af fokusgrupper og meningsmålinger ligesom Venstre, for bedre at kunne »sælge« partiets politik.
SF har de seneste år fået stor medlemsfremgang, og det er også kommet SF i København til gavn, hvor mange nye unge medlemmer har meldt sig under fanerne.
Derfor vejrer SF’erne nu morgenluft med forhåbninger om, at partiet får en ny storhedstid, som i 80’erne og starten af 90’erne, hvor partiet havde to borgmestre.
SF’s selvforståelse
Med udsigten til ny, stor fremgang diskuterer SF’erne naturligvis løbende med hinanden, hvilken strategi partiet bør lægge frem mod næste kommunalvalg.
Skal SF være et klassisk venstrefløjsparti og sammen med Enhedslisten udgøre en evig opposition til det bestående?
Eller skal partiet som nu være »et halehæng til Ritt«, enten ved at S og SF alene – eller som i dag sammen med De Radikale – styrer byen i kraft af et tæt samarbejde.
Et tredje alternativ er, at SF selv går efter overborgmesterens gyldne kæder, til trods for at dette – ikke specielt sandsynlige – scenario formentlig kræver, at de borgerliges mandater tælles med.
Alle holdninger findes på kryds og på tværs i partiet, men indtil videre arbejder SF’erne dog ud fra en plan om at gå til valg på et fortsat tæt samarbejde med Socialdemokraterne og De Radikale.
Ny gruppeformand
SF’s gruppe i Borgerrepræsentationen (BR) valgte for et par uger siden den 29-årige komet Camilla Burgwald og medlem af det magtfulde Økonomiudvalg til en nyop-rettet post som politisk ordfører.
Det skete, da SF skiftede om i partiets gruppeledelse på rådhuset, hvor den erfarne og på rådhuset bredt respekterede Bjarne Fey overlod gruppeformandsposten til den 31-årige Ninna Thomsen.
Feys tilbagetræden ses af flere kilder som et resultat af uenigheder i prioriteringen af partiets politik. I forbindelse med budgetforliget ofrede SF eksempelvis det meste af partiets energi på at skaffe flest økonomiske midler til børne- og ungeområdet, hvor partiets borgmester Bo Asmus Kjeldgaard sidder med ansvaret.
Andre SF’ere efterlyser et større helhedssyn, hvor områder som for eksempel ældreomsorgen kommer mere i fokus.
Feys afgang ses også af iagttagere som et udslag af en magtkamp i partiet, hvor Thomsen og Burgwald forsøger at bringe sig i stilling som mulige spidskandidater ved næste BR-valg.
Omvendt har Fey indset at ved at slippe for det opslidende og indimellem bøvlede arbejde som gruppeformand, får han nu en chance for at profilere både sig selv og andre dele af SF’s politik, som han brænder for.
Femi-firkløveret
Ninna Thomsen tilhører sammen med Burgwald og to andre yngre kvindelige BR-medlemmer, Lotte Thiim Bertelsen og Signe Goldmann, en fraktionsdannelse, der kalder sig selv for »det feministiske firkløver«.
De fire kvinder indgik i forbindelse med kommunalvalget i 2005 en strategisk alliance – også med henblik på at få mest mulig medieomtale – der skulle sætte fokus på kvinder i politik, som det hed.
De fire kvinder udgør efter nogens opfattelse fortsat en potentiel magtbase i SF’s gruppe på syv medlemmer. Meningerne er dog delte med hensyn til, om kvinderne rent faktisk gør brug af magten.
Forsvaret lyder, at de fire for eksempel ikke har noget iøjnefaldende fælles politisk projekt ud over at have slået et par slag for mere ligestilling mellem kønnene.
De fire kvinder har i øvrigt indset, at spekulationer om eventuelle magtkliker ikke ligefrem er en vindersag hos medlemmerne af SF, og de distancerer sig og nedtoner billedet af sig selv, som en magtbastion af fire feministiske furier, der med hård hånd styrer SF’s rådhusgruppe.
Skal SF have ny spidskandidat?
I marts 2008 skal partiet fastlægge processen frem til næste BR-valg i 2009, og alle medlemmer får ved urafstemning direkte indflydelse på, hvem der bliver SF’s spidskandidat.
Indtil videre har få meldt ud, hvorvidt de vil være SF’s spidskandidat eller ej. Alle regner det for sikkert, at SF-borgmester gennem tre valgperioder Bo Asmus Kjeldgaard igen lægger billet ind på posten.
Der bliver også nævnt andre mulige emner som SF’s kommende overborgmes-terkandidat. Det er først og fremmest Camilla Burgwald, der betegnes som ambitiøs, flittig og godt i gang med at udvikle sit spirende politiske talent.
Gruppeformanden Ninna Thomsen har tidligere også stået på »shortlisten« over kandidater, men har allerede nu meldt ud, at hun ikke er kandidat. En »dark horse« kunne være den hidtidige gruppeformand Bjarne Fey.
SF kan nemlig have en række iøjnefaldende grunde til at skifte Kjeldgaard ud som spidskandidat.
På trods af snart ti år som borgmester har Bo Asmus, der markedsfører sig selv som »Børnenes Borgmester«, endnu sit folkelige gennembrud til gode. Desuden har han været spidskandidat ved to valg, hvor SF er gået tilbage.
Spørgsmålet er, om SF kunne have gavn af at opstille en mere kendt folketingspolitiker, der i vælgernes bevidsthed kan matche de øvrige centrale partiers kendte spidskandidater som Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam?
Desuden topper SF-borgmesteren mildt sagt ikke popularitetslisterne, hverken hos politiske venner eller fjender.
Eksempelvis har Enhedslisten ladet sive til det politiske miljø på rådhuset, at de for længst har mistet tilliden til Kjeldgaard, som efter deres opfattelse blandt andet har været lidt for dygtig til at rakke ned på sin forgænger i borgmester-hvervet, Per Bregengaard fra Enhedslisten.
Kjeldgaard er stadig storfavorit
Kjeldgaards fanskare i SF er heller ikke overdreven stor, hvor han af nogle bliver opfattet som fuldkommen principløs og alt for optaget af at skaffe økonomiske midler til sit eget område frem for at tænke på kommunens behov som helhed.
SF’s medlemmer er omvendt næppe særlig optaget af personfnidderet på rådhuset. De vil formentlig primært bedømme Kjeldgaard på hans politiske resultater.
Det, der i sidste ende kan blive afgørende, er, at Kjeldgaard er den eneste blandt de nævnte emner med borgmestererfaring.
I øvrigt er SF-borgmester-en langt den mest kendte blandt partiets medlemmer og kan i øvrigt høste en stor del af æren for SF’s succesfulde udbytte af det seneste budgetforlig.
Af disse grunde er Bo Asmus Kjeldgaard trods alt favorit til at stå i spidsen for SF ved næste kommunalvalg.
Klummen blev bragt i Bryggebladet nr. 16/2007 den 24. oktober 2007
Hvem skal stå i spidsen for SF ved næste valg til Borgerrepræsentationen?
Skal SF blot automatisk støtte en socialdemokratisk overborgmester, eller skal partiet selv tage pladsen med støtte fra De Radikale, Enhedslisten og de borgerlige, hvis det bliver muligt? Det diskuterer hovedstadens SF’ere for tiden.
Det nye SF
Efter at Villy Søvndal blev landsformand for SF, er partiet i meningsmålingerne næsten blevet fordoblet.
Hvis målingerne holder frem til kommunalvalget i 2009, så vil SF som tommelfingerregel kunne omveksle mindst halvdelen af den landspolitiske fremgang her i København.
Under Søvndals formandskab er der også indledt en proces med henblik på at professionalisere partiet, sådan at det står bedre rustet organisatorisk og mediemæssigt ved næste valg.SFs organisation undergår i disse år en række omfattende organisatoriske ændringer, der skal gøre lidt op med SF’ernes støvede image som et parti med hang til stormøder m.v.
Endelig skal der tænkes mere strategisk i forbindelse med valgkampe. Derfor har SF oprustet på kommunikationsfronten og benytter sig nu også af fokusgrupper og meningsmålinger ligesom Venstre, for bedre at kunne »sælge« partiets politik.
SF har de seneste år fået stor medlemsfremgang, og det er også kommet SF i København til gavn, hvor mange nye unge medlemmer har meldt sig under fanerne.
Derfor vejrer SF’erne nu morgenluft med forhåbninger om, at partiet får en ny storhedstid, som i 80’erne og starten af 90’erne, hvor partiet havde to borgmestre.
SF’s selvforståelse
Med udsigten til ny, stor fremgang diskuterer SF’erne naturligvis løbende med hinanden, hvilken strategi partiet bør lægge frem mod næste kommunalvalg.
Skal SF være et klassisk venstrefløjsparti og sammen med Enhedslisten udgøre en evig opposition til det bestående?
Eller skal partiet som nu være »et halehæng til Ritt«, enten ved at S og SF alene – eller som i dag sammen med De Radikale – styrer byen i kraft af et tæt samarbejde.
Et tredje alternativ er, at SF selv går efter overborgmesterens gyldne kæder, til trods for at dette – ikke specielt sandsynlige – scenario formentlig kræver, at de borgerliges mandater tælles med.
Alle holdninger findes på kryds og på tværs i partiet, men indtil videre arbejder SF’erne dog ud fra en plan om at gå til valg på et fortsat tæt samarbejde med Socialdemokraterne og De Radikale.
Ny gruppeformand
SF’s gruppe i Borgerrepræsentationen (BR) valgte for et par uger siden den 29-årige komet Camilla Burgwald og medlem af det magtfulde Økonomiudvalg til en nyop-rettet post som politisk ordfører.
Det skete, da SF skiftede om i partiets gruppeledelse på rådhuset, hvor den erfarne og på rådhuset bredt respekterede Bjarne Fey overlod gruppeformandsposten til den 31-årige Ninna Thomsen.
Feys tilbagetræden ses af flere kilder som et resultat af uenigheder i prioriteringen af partiets politik. I forbindelse med budgetforliget ofrede SF eksempelvis det meste af partiets energi på at skaffe flest økonomiske midler til børne- og ungeområdet, hvor partiets borgmester Bo Asmus Kjeldgaard sidder med ansvaret.
Andre SF’ere efterlyser et større helhedssyn, hvor områder som for eksempel ældreomsorgen kommer mere i fokus.
Feys afgang ses også af iagttagere som et udslag af en magtkamp i partiet, hvor Thomsen og Burgwald forsøger at bringe sig i stilling som mulige spidskandidater ved næste BR-valg.
Omvendt har Fey indset at ved at slippe for det opslidende og indimellem bøvlede arbejde som gruppeformand, får han nu en chance for at profilere både sig selv og andre dele af SF’s politik, som han brænder for.
Femi-firkløveret
Ninna Thomsen tilhører sammen med Burgwald og to andre yngre kvindelige BR-medlemmer, Lotte Thiim Bertelsen og Signe Goldmann, en fraktionsdannelse, der kalder sig selv for »det feministiske firkløver«.
De fire kvinder indgik i forbindelse med kommunalvalget i 2005 en strategisk alliance – også med henblik på at få mest mulig medieomtale – der skulle sætte fokus på kvinder i politik, som det hed.
De fire kvinder udgør efter nogens opfattelse fortsat en potentiel magtbase i SF’s gruppe på syv medlemmer. Meningerne er dog delte med hensyn til, om kvinderne rent faktisk gør brug af magten.
Forsvaret lyder, at de fire for eksempel ikke har noget iøjnefaldende fælles politisk projekt ud over at have slået et par slag for mere ligestilling mellem kønnene.
De fire kvinder har i øvrigt indset, at spekulationer om eventuelle magtkliker ikke ligefrem er en vindersag hos medlemmerne af SF, og de distancerer sig og nedtoner billedet af sig selv, som en magtbastion af fire feministiske furier, der med hård hånd styrer SF’s rådhusgruppe.
Skal SF have ny spidskandidat?
I marts 2008 skal partiet fastlægge processen frem til næste BR-valg i 2009, og alle medlemmer får ved urafstemning direkte indflydelse på, hvem der bliver SF’s spidskandidat.
Indtil videre har få meldt ud, hvorvidt de vil være SF’s spidskandidat eller ej. Alle regner det for sikkert, at SF-borgmester gennem tre valgperioder Bo Asmus Kjeldgaard igen lægger billet ind på posten.
Der bliver også nævnt andre mulige emner som SF’s kommende overborgmes-terkandidat. Det er først og fremmest Camilla Burgwald, der betegnes som ambitiøs, flittig og godt i gang med at udvikle sit spirende politiske talent.
Gruppeformanden Ninna Thomsen har tidligere også stået på »shortlisten« over kandidater, men har allerede nu meldt ud, at hun ikke er kandidat. En »dark horse« kunne være den hidtidige gruppeformand Bjarne Fey.
SF kan nemlig have en række iøjnefaldende grunde til at skifte Kjeldgaard ud som spidskandidat.
På trods af snart ti år som borgmester har Bo Asmus, der markedsfører sig selv som »Børnenes Borgmester«, endnu sit folkelige gennembrud til gode. Desuden har han været spidskandidat ved to valg, hvor SF er gået tilbage.
Spørgsmålet er, om SF kunne have gavn af at opstille en mere kendt folketingspolitiker, der i vælgernes bevidsthed kan matche de øvrige centrale partiers kendte spidskandidater som Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam?
Desuden topper SF-borgmesteren mildt sagt ikke popularitetslisterne, hverken hos politiske venner eller fjender.
Eksempelvis har Enhedslisten ladet sive til det politiske miljø på rådhuset, at de for længst har mistet tilliden til Kjeldgaard, som efter deres opfattelse blandt andet har været lidt for dygtig til at rakke ned på sin forgænger i borgmester-hvervet, Per Bregengaard fra Enhedslisten.
Kjeldgaard er stadig storfavorit
Kjeldgaards fanskare i SF er heller ikke overdreven stor, hvor han af nogle bliver opfattet som fuldkommen principløs og alt for optaget af at skaffe økonomiske midler til sit eget område frem for at tænke på kommunens behov som helhed.
SF’s medlemmer er omvendt næppe særlig optaget af personfnidderet på rådhuset. De vil formentlig primært bedømme Kjeldgaard på hans politiske resultater.
Det, der i sidste ende kan blive afgørende, er, at Kjeldgaard er den eneste blandt de nævnte emner med borgmestererfaring.
I øvrigt er SF-borgmester-en langt den mest kendte blandt partiets medlemmer og kan i øvrigt høste en stor del af æren for SF’s succesfulde udbytte af det seneste budgetforlig.
Af disse grunde er Bo Asmus Kjeldgaard trods alt favorit til at stå i spidsen for SF ved næste kommunalvalg.
Abonner på:
Opslag (Atom)
