Københavnske politikere er enige før årets budgetforhandlinger: Det sociale område skal opprioriteres. Ritt Bjerregaard har netop lidt et mindre nederlag til Venstres borgmester Pia Allerslev, der forhindrer højhusbyggeri i Københavns Indre by. Endelig er den mangeårige socialdemokrat, men siden valget løsgænger Finn Rudaizky her i sommerpausen skiftet til Dansk Folkeparti
Klumme bragt i Bryggebladet nr. 13 den 19. august 2008.
Af Jarl Cordua
redaktion@brygggebladet.dk
Sommeren er slut, og de københavnske politikere er så småt ved at finde arbejdstøjet frem. Som sædvanlig er det kommunens budget for det kommende år, der fylder på efterårets politiske dagsorden. Hvilke partier der i år kommer med i budgetforliget er ikke 100 procent sikkert, men der er fuld enighed om, at det især bliver socialområdet under Enhedslistens social- og omsorgsborgmester Mikkel Warming, som står til at blive tilgodeset i 2009.
Næste års budget bliver allerede kaldt 'det sociale budget', fordi det sociale område med blandt andet handicappede børn, boligforhold for psykisk syge og andre socialt udsatte står for tur til et økonomisk løft. Alle partier er stort set enige om, at prioritere området. Det store spørgsmål er kun, hvem der får æren.
Budgettet for 2009 er ikke som andre års budgetter. Det er især vigtigt i år, fordi fordelingen af de godt 29 mia. kr. er den sidste mulighed for politikerne til at iværksætte politiske initiativer, som de kan 'sælge' til københavnerne og som københavnerne kan nå at mærke effekterne af inden næste valg til Borgerrepræsentationen i efteråret 2009.
Det er dog ikke så nem en øvelse at fordele midlerne i kommunekassen, som det måske kan lyde. Reelt har man kun små 300 millioner kr. at gøre godt med. De andre midler er bundet til 'faste udgifter'. Der ligger 100 millioner kr. i kassen, men resten skal findes ved besparelser. I år er budgetproceduren imidlertid skruet sådan sammen, at hvis partierne vil være med til at bruge penge, skal de til gengæld også være med til at finde penge ved besparelser på budgettet. Også på steder, hvor det måske gør ondt. De skal altså med andre ord 'yde, før de kan nyde'.
Som kortene er givet, sidder overborgmesteren som sædvanlig med udspillet, som Socialdemokraternes Ritt Bjerregaard (S) formelt fremlægger i en tale den 4. september i Borgerrepræsentationens mødesal.
Fire dage senere vil partierne i deres taler komme med ønsker, og så går forhandlingerne ellers i gang bag lukkede døre. Forhandlinger som overborgmesteren i første omgang vil føre med de radikale og SF – 'Byens BAF-regering'.
Da det er Social-og Omsorgsforvaltningens budget, der efter alt at dømme skal tilføres ressourcer, ventes Enhedslisten at gå med i forliget. Men da det nu engang er Københavns Rådhus, vi har med at gøre, vil ingen på forhånd udelukke, at det kan ende med et stort forlig udenom Socialdemokraterne.
Bryggebladet sætter dog odds til, at det med 90 procents sikkerhed bliver et 'ABF-forlig', hvor Enhedslisten også er med. Den 22. september er vi alle meget klogere, for der skal budgettet være forhandlet færdig. Så mere om budgettet følger i kommende klummer.
Højhus-nederlag til Ritt
Det er dog ikke alt i Københavns Kommune, der går helt efter Ritt Bjerregaards pibe. Alt tegner til, at overborgmesteren har lidt et sjældent nederlag til sin politiske rival, Venstres Pia Allerslev, om den såkaldte højhusstrategi.
Socialdemokraterne og især den radikale teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam har indtil i år kæmpet for at skabe flertal for en fælles 'højhusstrategi', der skal give tilladelse til at bygge højhuse i den såkaldte 'middelalderby'- det vil sige Københavns Indre By afgrænset af voldgaderne plus/minus det løse. Men et nyt flertal anført af Venstre med støtte fra DF, de konservative, Enhedslisten, SF og raden af løsgængere forpurrer eksempelvis nu, at der kan bygges højhuse ved Tivoli. Det sker når de vedtager et såkaldt 'medlemsforslag', der fjerner muligheden for at der engang vil kunne opføres højhuse i det historiske København.
Forslaget får næppe større politiske konsekvenser, da SR i forvejen havde opgivet at skaffe flertal for deres planer. Til gengæld får det alternative politiske flertal udenom Ritt-Bondam-alliancen demonstreret, at de for engang skyld kan blive enige om at få den ellers så magtfulde overborgmester til at bide lidt i græsset. Desuden kan den borgerlige oppositionsleder Pia Allerslev noteres for sin første lille taktiske sejr over Ritt Bjerregaard.
Rudaizky til DF
Det er ikke kun i fodbold, at sommerpausen er sæson for holdskifte. Det tidligere mangeårige socialdemokratiske BR-medlem og forhenværende folketingskandidat på Christianshavn, Finn Rudaizky har her i august meldt sig under Pia Kjærsgaards faner og er nu blevet medlem af Dansk Folkepartis BR-gruppe.
Den nyslåede DF’er er i øvrigt også tidligere formand for Mosaisk Troessamfund, de danske jøders religiøse organisation. Rudaizky forlod kort efter sidste BR-valg i 2005 Socialdemokratierne med den forklaring, at han ikke ville sidde med i S-gruppen i selskab med det nyvalgte borgerrepræsentant Sikandar Malik Siddique, som tidligere skulle have deltaget i et møde med den islamistiske organisation Hizb-ut-Tahrir.
Samtidig tilbød Rudaizky dog VKO sit mandat, hvis han kunne få den borgmesterpost, som hans afgørende mandat dermed ville udløse til de borgerlige. Det blev imidlertid aldrig rigtig aktuelt, for så sprang den tidligere borgmester Winnie Berntsson også fra S og blev løsgænger og til en billigere pris. Hun konstituerede sig med de borgerlige mod at få den plads i Teknik- og Miljøudvalget, som Ritt Bjerregaard i første omgang havde nægtet hende.
Rudaizkys ry på Rådhuset er lidt dobbelt. Han beskrives som sortsnakkende og med en dårlig evne til at læse det politiske spil. I sine mange år i S-gruppen i BR nægtede han sammen med Jette Bergenholz Bautrup at stemme for upopulære beslutninger. Til gengæld for sin 'loyalitet' blev han 'belønnet' med stort set ingen indflydelse.
Men selv om Rudaizky har været sat i bås som en politisk set ret så ligegyldig populist, er han omvendt vellidt med sin altid behagelige personlige fremtræden.
På rådhuset er der bred enighed om, at både Dansk Folkeparti og Rudaizky har stor gavn af den nye konstellation. Ved at stille op på DF's liste får Rudaizkys en mulighed for at blive genvalgt til BR. DF's BR-gruppe får til gengæld en arbejdskapacitet, der med sit mangeårige politiske virke i københavnsk politik er en kendt profil, især på Amager – og også her på Bryggen, hvor han traditionelt har fået forholdsvis mange personlige stemmer.
Spørgsmålet er derfor om ikke DF burde gøre Rudaizky til spidskandidat ved næste BR-valg. Han kan umuligt gøre det dårligere i front for partiet end de to relativt ukendte og farveløse alternativer, som de nuværende BR-medlemmer, Carl Christian Ebbesen og Karin Storgaard. Omvendt er Rudaizky 66 år gammel og derfor formentlig ikke til rådighed udover næste valgperiode.
mandag den 18. august 2008
onsdag den 25. juni 2008
Sidste normale år før kommunalvalget
Sommerferien er så småt startet på Københavns Rådhus. Bryggebladets politiske kommentator gør status og kigger frem mod efterårets store sag: Budgettet for 2009, hvor Ritt Bjerregaard igen vil indtage en hovedrolle.
Klumme bragt i Bryggebladet nr. 12 den 24. juni 2008.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Mens sommerferien nærmer sig, er partierne på rådhuset stille og roligt ved at gøre sig klar til efterårets store politiske sag: Budgettet for 2009.
Siden 2005 har det været en sag, der er blevet ordnet i kredsen af byens ’regeringspartier’ – Socialdemokratiet, Radikale Venstre og SF. De resterende partier spiller mere eller mindre statistroller.
Ritt har hovedrollen i budgetforhandlingerne
Den altafgørende hovedrolle i det spil indtager naturligvis Ritt Bjerregaard. Overborgmesteren har i den seneste tid kørt de forskellige borgmester-afdelinger i en økonomisk hård snor.
På rådhuset er det en udbredt opfattelse, at det er embedsmændene i Økonomiforvaltningen (sammen med Ritt), der – frem for politikerne – i stigende grad afgør, hvor der må bruges penge. Årsagen er, at de enkelte fagområder (eksempelvis socialområdet) pludselig har vist store underskud.
Politiske med- og modspillere ser denne udvikling som, at Ritt Bjerregaard forsøger at sætte sig tungt på magten. Andre ser det som benhård nødvendighed.
For hver eneste gang der er en økonomisk skandale i kommunen, vil det falde tilbage på Ritt Bjerregaard, som ved sidste valg mødte vælgerne med sloganet: ’Ingen slinger i valsen’.
Ved at sidde hårdt på økonomien begrænser hun fagborgmestrenes magt, som så får sværere ved at profilere sig med konkrete resultater over for den københavnske vælgerbefolkning før valget i efteråret 2009.
Den radikale miljø- og teknikborgmester Klaus Bondam og SF’s børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard vil nok gøre forsøget alligevel, når forhandlingerne for alvor går i gang i august. På rådhuset tror alle på et ABF-forlig, men at forhandlingerne bliver svære.
Mange penge i kommunekassen
Det går ellers fint økonomisk for kommunen. Der er penge i kassen, men politikerne kan ikke bare bruge løs af pengene, som de vil.
Københavns Kommune udgør en tiendedel af den kommunale sektor, og regeringen er bekymret for landets økonomi, hvis der pludselig kommer en for stor stigning i kommunernes forbrug.
Bruger kommunerne for mange penge, så ender det med ’overophedning’ af hele landets økonomi med inflation og arbejdsløshed som de ubehagelige følger.
Netop derfor er Københavns Kommune underlagt et udgiftsloft, som Kommunernes Landsforening (KL) forleden fik forhandlet sig frem til med finansminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Ritt Bjerregaard sidder med i KL’s bestyrelse, men valgte i år at markere sin utilfredshed med resultatet ved at stemme imod aftalen. Det skete med henvisning til, at kommunerne ikke ville kunne levere den offentlige service, som danskerne er blevet stillet i udsigt af regeringen selv.
Samtidig har kommunens fagforeninger holdt møde med overborgmesteren med en opfordring til, at hun sagde nej.
Det er imidlertid en gratis omgang for Ritt Bjerregaard at vende tommelfingeren nedad, da flertallet af de øvrige borgmestre – herunder mange socialdemokratiske – vedtog KL’s aftale.
Det noget teoretiske alternativ – at samtlige kommuner blev sat under administration af Finansministeriet – er ikke tillokkende hverken for kommunerne eller Finansministeriet.
I øvrigt er det stærkt tvivlsomt, om finansministeren vil begynde at sende bøder til Københavns Kommune, hvis den bruger flere penge end de cirka 1,4 mia.kr., den må bruge til anlægsinvesteringer i 2009. For endnu har ingen kommune oplevet at få en sådan bøde, selvom de har brugt flere penge, end de måtte.
Siden tidernes morgen har kommunerne – uanset flertallets farve i KL’s bestyrelse – ellers stået sammen som et ’kommuneparti’, når der skal forhandles med landspolitikerne på Christiansborg. Sådan er det ikke helt mere, mener nogle.
Ritt Bjerregaard ses sammen med andre forhenværende socialdemokratiske Christiansborg-politikere som Århus-borgmester Nicolaj Wammen og Jan Trøjborg fra Horsens som en ny type kommunalpolitikere, der nu vil gøre KL til en politisk kampplads, hvor Socialdemokratiet kan skyde på regeringen.
Ritt som landspolitiker
Det er også tegn på, at Ritt Bjerregaard især har brugt det sidste halve år på at markere sig i forhold til landspolitik på bekostning af den københavnske politiske dagsorden.
Overborgmesteren skydes i skoene af oppositionen, at hun hellere vil markere sig i landspolitik for at dække over, at man er rendt fra sit valgløfte om billige boliger og har foræret ’autonome ballademagere’ et ungdomshus.
Det står fast, at Ritt blandede sig i landspolitik i januar ved at udstille Socialdemokratiets leder Helle Thorning-Schmidts svagheder. Med henvisning til partiets nederlag ved folketingsvalget indkaldte hun pludselig til ’Ritts røde skole’.
Dermed bragte Ritt endnu en gang sig selv i fokus, og meningerne er stadig delte om, hvorvidt hun bibragte sit parti fornyelse og livgivende debat eller bare følte trang til at bortlede opmærksomheden for sine egne problemer i hovedstaden.
Overborgmesteren opleves af mange som værende på krigsstien med regeringen. I maj gerådede hun ud i et skænderi med kulturministeren, efter at han havde kritiseret Ritt Bjerregaard for at fedte med investeringerne i kulturlivet i København. Det skete alene, fordi Venstre sad på kulturborgmester-posten, mente Brian Mikkelsen.
Han fik så siden Ritts skarpe tunge at mærke, da hun replicerede, at »kulturministerens største kulturprojekt drejer sig om en parkeringskælder«.
Regeringen mener ikke, at Københavns Kommune har levet op til en tidligere indgået aftale om at sikre, at der er tilstrækkeligt med parkeringspladser ved det nye skuespilhus på havnen. For siden den gamle aftale blev lavet, er der opstået et nyt ABF-flertal med Klaus Bondam i spidsen, der stålsat kæmper en kamp for at holde bilerne ude af byen.
Senest er det sket med et opsigtsvækkende konkret forslag om en betalingsmur rundt om byen, som naturligvis også er blevet afvist af regeringen. Trafikpolitikken i byen er derfor låst ind til videre.
Man kan dog ikke nægte at Ritt Bjerregaard også forsøger at sætte skibe i søen, der direkte vedkommer byen.
Forleden blev der arrangeret en spontan grillfest på Rådhuspladsen med øl og pølser, fordi et i Danmark ret ukendt engelsk livsstilsmagasin havde kåret byen som den bedste i verden til at leve og bo i.
Overborgmesteren var så begejstret for det (sammen med de få hundrede mennesker, der havde fundet vej til Rådhuspladsen), at hun til oppositionens store forargelse fik gennemtrumfet en pause i Borgerrepræsentationens møde, så man kunne deltage i festlighederne.
Samtidig har overborgmesteren lagt sig i selen for at få den såkaldte ’megaevent’ Verdensudstillingen EXPO til København i 2020.
Initiativet blev endda af regeringens erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) rost som både »interessant og visionært«. Det må det nødvendigvis også være. For til den tid er Bendtsen eller Ritt næppe længere aktive i politik.
Ritt frygter stemmetab til SF
Ritt Bjerregaard har en interesse i ikke at tabe for mange stemmer til SF ved næste års kommunalvalg, som de fleste regner med får en stor mandatfremgang.
Derfor kan hun – ifølge én analyse – lige så godt køre sit eget løb med en politisk kurs, der af mulige SF-vælgere – uanset de pæne ord fra Bendtsen – opleves som mere venstreorienteret og konfrontatorisk over for regeringen.
I hvert fald hvis man sammenligner med Ritts forgængere i overborgmesterstolen.
Det store spørgsmål er også, om overborgmesteren ved næste valg kan vinde ved at give regeringen skylden for, at problemerne med trafik og anlægsinvesteringer ikke kan løses på grund af udgiftsloftet med videre.
Pia Allerslev består uden at imponere
Venstres kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev har nu haft et halvt år som borgmester og som leder af oppositionen.
Det er gået rimeligt godt uden at være prangende. Allerslev har evnet at holde sit eget borgmester-ressort ude af skandalernes søgelys, og for nylig blev hun opstillet som sit partis spidskandidat.
Allerslev har primært været synlig, når hun har angrebet Ritt Bjerregaard for – i Venstres øjne – at have foræret unge autonome et hus og »knægtet det lokale demokrati«, da et BR-flertal placerede huset på Dortheavej i Nordvest.
Der er uden tvivl et vælgerpotentiale hos den del af københavnerne, som er utilfredse både med ungdomshusets genopståen og navnlig selve placeringen.
Det er heller ikke alle socialdemokrater, der har det godt med, at politikerne forsøgte at købe de lokale med et bibliotek med videre, men samtidig kortsluttede den demokratiske proces ved nærmest at ignorere indvendinger fra de lokale under høringsprocessen.
Hvis denne utilfredshed med ungdomshuset stiger eksempelvis på grund af pludselig vold, hærværk og ballade i gaderne, vil det effektivt kunne blive ’sagen’, som VKO vil kunne høste mange stemmer for ved næste kommunalvalg.
Derfor forsømmer Allerslev aldrig en mulighed for at fiske i de rørte vande.
Skulle tingene omkring ungdomshuset omvendt udvikle sig fredeligt, vil partierne til højre i salen skulle finde andre profileringsområder.
Borgerlige svagheder
Fraværet af markeringer på andet end utilfredshed med ungdomshuset og angreb på overborgmesteren er derfor også den svaghed, som ’regeringen’ på rådhuset peger på, når de skal opgøre Allerslevs indsats efter hendes første halve år i kulturborgmester-stolen.
Året begyndte ellers med, at Ritt Bjerregaard rakte hånden ud til Allerslev, som dog afslog frierierne om samarbejde. Venstre mente dels ikke at mere samarbejde var og er i deres interesse. Dels vurderede de borgerlige ikke, at frieriet var ment alvorligt.
I den borgerlige lejr er opfattelsen, at Ritt gennemgående og i stigende grad fører en politisk krig mod Pia Allerslev, fordi Venstre-kvinden ses som en alvorlig trussel ved næste års kommunalvalg.
Allerslevs retorik er ikke meget mildere end hendes forgængere. Ritt klandres for at føre signalpolitik og mest gøre det i ’varm luft’.
Venstre-borgmesteren har i øvrigt skruet ekstra op for den hårde retorik, ved at beskylde overborgmesteren for at ’stikke folk blår i øjnene’ og benytte sig af ’små løgne’. Ordene faldt efter Ritt Bjerregaards førnævnte skænderi med kulturministeren.
Den permafrostkolde luft mellem Pia Allerslev og Ritt Bjerregaard er derfor en af mange grunde til, at de færreste tror, at Venstre og de borgerlige finder sammen med overborgmesteren i et budgetforlig.
Klumme bragt i Bryggebladet nr. 12 den 24. juni 2008.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Mens sommerferien nærmer sig, er partierne på rådhuset stille og roligt ved at gøre sig klar til efterårets store politiske sag: Budgettet for 2009.
Siden 2005 har det været en sag, der er blevet ordnet i kredsen af byens ’regeringspartier’ – Socialdemokratiet, Radikale Venstre og SF. De resterende partier spiller mere eller mindre statistroller.
Ritt har hovedrollen i budgetforhandlingerne
Den altafgørende hovedrolle i det spil indtager naturligvis Ritt Bjerregaard. Overborgmesteren har i den seneste tid kørt de forskellige borgmester-afdelinger i en økonomisk hård snor.
På rådhuset er det en udbredt opfattelse, at det er embedsmændene i Økonomiforvaltningen (sammen med Ritt), der – frem for politikerne – i stigende grad afgør, hvor der må bruges penge. Årsagen er, at de enkelte fagområder (eksempelvis socialområdet) pludselig har vist store underskud.
Politiske med- og modspillere ser denne udvikling som, at Ritt Bjerregaard forsøger at sætte sig tungt på magten. Andre ser det som benhård nødvendighed.
For hver eneste gang der er en økonomisk skandale i kommunen, vil det falde tilbage på Ritt Bjerregaard, som ved sidste valg mødte vælgerne med sloganet: ’Ingen slinger i valsen’.
Ved at sidde hårdt på økonomien begrænser hun fagborgmestrenes magt, som så får sværere ved at profilere sig med konkrete resultater over for den københavnske vælgerbefolkning før valget i efteråret 2009.
Den radikale miljø- og teknikborgmester Klaus Bondam og SF’s børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard vil nok gøre forsøget alligevel, når forhandlingerne for alvor går i gang i august. På rådhuset tror alle på et ABF-forlig, men at forhandlingerne bliver svære.
Mange penge i kommunekassen
Det går ellers fint økonomisk for kommunen. Der er penge i kassen, men politikerne kan ikke bare bruge løs af pengene, som de vil.
Københavns Kommune udgør en tiendedel af den kommunale sektor, og regeringen er bekymret for landets økonomi, hvis der pludselig kommer en for stor stigning i kommunernes forbrug.
Bruger kommunerne for mange penge, så ender det med ’overophedning’ af hele landets økonomi med inflation og arbejdsløshed som de ubehagelige følger.
Netop derfor er Københavns Kommune underlagt et udgiftsloft, som Kommunernes Landsforening (KL) forleden fik forhandlet sig frem til med finansminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Ritt Bjerregaard sidder med i KL’s bestyrelse, men valgte i år at markere sin utilfredshed med resultatet ved at stemme imod aftalen. Det skete med henvisning til, at kommunerne ikke ville kunne levere den offentlige service, som danskerne er blevet stillet i udsigt af regeringen selv.
Samtidig har kommunens fagforeninger holdt møde med overborgmesteren med en opfordring til, at hun sagde nej.
Det er imidlertid en gratis omgang for Ritt Bjerregaard at vende tommelfingeren nedad, da flertallet af de øvrige borgmestre – herunder mange socialdemokratiske – vedtog KL’s aftale.
Det noget teoretiske alternativ – at samtlige kommuner blev sat under administration af Finansministeriet – er ikke tillokkende hverken for kommunerne eller Finansministeriet.
I øvrigt er det stærkt tvivlsomt, om finansministeren vil begynde at sende bøder til Københavns Kommune, hvis den bruger flere penge end de cirka 1,4 mia.kr., den må bruge til anlægsinvesteringer i 2009. For endnu har ingen kommune oplevet at få en sådan bøde, selvom de har brugt flere penge, end de måtte.
Siden tidernes morgen har kommunerne – uanset flertallets farve i KL’s bestyrelse – ellers stået sammen som et ’kommuneparti’, når der skal forhandles med landspolitikerne på Christiansborg. Sådan er det ikke helt mere, mener nogle.
Ritt Bjerregaard ses sammen med andre forhenværende socialdemokratiske Christiansborg-politikere som Århus-borgmester Nicolaj Wammen og Jan Trøjborg fra Horsens som en ny type kommunalpolitikere, der nu vil gøre KL til en politisk kampplads, hvor Socialdemokratiet kan skyde på regeringen.
Ritt som landspolitiker
Det er også tegn på, at Ritt Bjerregaard især har brugt det sidste halve år på at markere sig i forhold til landspolitik på bekostning af den københavnske politiske dagsorden.
Overborgmesteren skydes i skoene af oppositionen, at hun hellere vil markere sig i landspolitik for at dække over, at man er rendt fra sit valgløfte om billige boliger og har foræret ’autonome ballademagere’ et ungdomshus.
Det står fast, at Ritt blandede sig i landspolitik i januar ved at udstille Socialdemokratiets leder Helle Thorning-Schmidts svagheder. Med henvisning til partiets nederlag ved folketingsvalget indkaldte hun pludselig til ’Ritts røde skole’.
Dermed bragte Ritt endnu en gang sig selv i fokus, og meningerne er stadig delte om, hvorvidt hun bibragte sit parti fornyelse og livgivende debat eller bare følte trang til at bortlede opmærksomheden for sine egne problemer i hovedstaden.
Overborgmesteren opleves af mange som værende på krigsstien med regeringen. I maj gerådede hun ud i et skænderi med kulturministeren, efter at han havde kritiseret Ritt Bjerregaard for at fedte med investeringerne i kulturlivet i København. Det skete alene, fordi Venstre sad på kulturborgmester-posten, mente Brian Mikkelsen.
Han fik så siden Ritts skarpe tunge at mærke, da hun replicerede, at »kulturministerens største kulturprojekt drejer sig om en parkeringskælder«.
Regeringen mener ikke, at Københavns Kommune har levet op til en tidligere indgået aftale om at sikre, at der er tilstrækkeligt med parkeringspladser ved det nye skuespilhus på havnen. For siden den gamle aftale blev lavet, er der opstået et nyt ABF-flertal med Klaus Bondam i spidsen, der stålsat kæmper en kamp for at holde bilerne ude af byen.
Senest er det sket med et opsigtsvækkende konkret forslag om en betalingsmur rundt om byen, som naturligvis også er blevet afvist af regeringen. Trafikpolitikken i byen er derfor låst ind til videre.
Man kan dog ikke nægte at Ritt Bjerregaard også forsøger at sætte skibe i søen, der direkte vedkommer byen.
Forleden blev der arrangeret en spontan grillfest på Rådhuspladsen med øl og pølser, fordi et i Danmark ret ukendt engelsk livsstilsmagasin havde kåret byen som den bedste i verden til at leve og bo i.
Overborgmesteren var så begejstret for det (sammen med de få hundrede mennesker, der havde fundet vej til Rådhuspladsen), at hun til oppositionens store forargelse fik gennemtrumfet en pause i Borgerrepræsentationens møde, så man kunne deltage i festlighederne.
Samtidig har overborgmesteren lagt sig i selen for at få den såkaldte ’megaevent’ Verdensudstillingen EXPO til København i 2020.
Initiativet blev endda af regeringens erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) rost som både »interessant og visionært«. Det må det nødvendigvis også være. For til den tid er Bendtsen eller Ritt næppe længere aktive i politik.
Ritt frygter stemmetab til SF
Ritt Bjerregaard har en interesse i ikke at tabe for mange stemmer til SF ved næste års kommunalvalg, som de fleste regner med får en stor mandatfremgang.
Derfor kan hun – ifølge én analyse – lige så godt køre sit eget løb med en politisk kurs, der af mulige SF-vælgere – uanset de pæne ord fra Bendtsen – opleves som mere venstreorienteret og konfrontatorisk over for regeringen.
I hvert fald hvis man sammenligner med Ritts forgængere i overborgmesterstolen.
Det store spørgsmål er også, om overborgmesteren ved næste valg kan vinde ved at give regeringen skylden for, at problemerne med trafik og anlægsinvesteringer ikke kan løses på grund af udgiftsloftet med videre.
Pia Allerslev består uden at imponere
Venstres kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev har nu haft et halvt år som borgmester og som leder af oppositionen.
Det er gået rimeligt godt uden at være prangende. Allerslev har evnet at holde sit eget borgmester-ressort ude af skandalernes søgelys, og for nylig blev hun opstillet som sit partis spidskandidat.
Allerslev har primært været synlig, når hun har angrebet Ritt Bjerregaard for – i Venstres øjne – at have foræret unge autonome et hus og »knægtet det lokale demokrati«, da et BR-flertal placerede huset på Dortheavej i Nordvest.
Der er uden tvivl et vælgerpotentiale hos den del af københavnerne, som er utilfredse både med ungdomshusets genopståen og navnlig selve placeringen.
Det er heller ikke alle socialdemokrater, der har det godt med, at politikerne forsøgte at købe de lokale med et bibliotek med videre, men samtidig kortsluttede den demokratiske proces ved nærmest at ignorere indvendinger fra de lokale under høringsprocessen.
Hvis denne utilfredshed med ungdomshuset stiger eksempelvis på grund af pludselig vold, hærværk og ballade i gaderne, vil det effektivt kunne blive ’sagen’, som VKO vil kunne høste mange stemmer for ved næste kommunalvalg.
Derfor forsømmer Allerslev aldrig en mulighed for at fiske i de rørte vande.
Skulle tingene omkring ungdomshuset omvendt udvikle sig fredeligt, vil partierne til højre i salen skulle finde andre profileringsområder.
Borgerlige svagheder
Fraværet af markeringer på andet end utilfredshed med ungdomshuset og angreb på overborgmesteren er derfor også den svaghed, som ’regeringen’ på rådhuset peger på, når de skal opgøre Allerslevs indsats efter hendes første halve år i kulturborgmester-stolen.
Året begyndte ellers med, at Ritt Bjerregaard rakte hånden ud til Allerslev, som dog afslog frierierne om samarbejde. Venstre mente dels ikke at mere samarbejde var og er i deres interesse. Dels vurderede de borgerlige ikke, at frieriet var ment alvorligt.
I den borgerlige lejr er opfattelsen, at Ritt gennemgående og i stigende grad fører en politisk krig mod Pia Allerslev, fordi Venstre-kvinden ses som en alvorlig trussel ved næste års kommunalvalg.
Allerslevs retorik er ikke meget mildere end hendes forgængere. Ritt klandres for at føre signalpolitik og mest gøre det i ’varm luft’.
Venstre-borgmesteren har i øvrigt skruet ekstra op for den hårde retorik, ved at beskylde overborgmesteren for at ’stikke folk blår i øjnene’ og benytte sig af ’små løgne’. Ordene faldt efter Ritt Bjerregaards førnævnte skænderi med kulturministeren.
Den permafrostkolde luft mellem Pia Allerslev og Ritt Bjerregaard er derfor en af mange grunde til, at de færreste tror, at Venstre og de borgerlige finder sammen med overborgmesteren i et budgetforlig.
onsdag den 11. juni 2008
DF savner en klar kommunal profil i København
Pia Kjærsgaards tropper i Københavns Borgerrepræsentation står uden for reel indflydelse.
Bragt i Bryggebladet nr. 11/2008 den 9. juni 2008.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Dansk Folkeparti (DF) har siden partiets stiftelse redet på en landspolitisk bølge af succes. Og siden valget i 2001 har DF holdt Anders Fogh Rasmussens VK-regering ved magten, og Pia Kjærsgaard er næst efter statsministeren landets mest magtfulde politiker.
I Borgerrepræsentationen er det lige omvendt. Her er DF’erne sat helt uden for magten, men samarbejder med de øvrige partier i VKO-blokken.
DF er siden sin stiftelse i 1995 vokset betydeligt i vælger- og mandattal, og det skyldes naturligvis primært den udbredte modstand i dele af befolkningen mod indvandrere med muslimsk baggrund.
Det er dog ikke så nemt at overføre indvandringsmodstanden fra landspolitik til kommunalpolitik. Diskussionen i Københavns Borgerrepræsentation er nemlig mere centreret omkring integrationsudfordringer og mere praktiske løsninger.
På kommunalpolitisk plan er det derfor langt sværere for DF at trænge igennem medierne og mobilisere vælgere alene på partiets indvandrerkritiske holdninger.
DF i København mangler derfor en stor lokal sag, hvor partiet effektivt kan leve af folks utilfredshed, og samtidig mangler partiet egentlige kendte personprofiler, som kan være stemmemagneter.
Ved de to første kommunalvalg var DF i København hjulpet af, at partiets retsordfører i Folketinget, Peter Skaarup, var spidskandidat, der ved partiets allerførste valg i 1997 sendte hele seks DF’ere i Borgerrepræsentationen (BR).
I 2005 var den kendte mavedanserinde Louise Frevert DF’s spidskandidat, men hendes kampagne kollapsede tidligt på grund af nogle grove beskyldninger mod muslimske mænd på hendes hjemmeside, som blev for meget selv for Pia Kjærsgaard.
Valgkampen blev en stor skuffelse for DF i København, som gik et mandat tilbage, og hvor kun tre DF’ere blev valgt. Frevert kom i BR, men forlod senere partiet for at blive løsgænger. Derudover var der valg til partiets nuværende gruppeformand i BR, Carl Christian Ebbesen, og den tidligere socialdemokrat Karin Storgaard.
Vellidt enkeltsagspolitiker
Til trods for DF’s outsider-status i københavnsk politik, så regnes Ebbesen eller »CC«, som kollegerne kalder ham, blandt de absolut mest vellidte på rådhuset. Han beskrives som en velbegavet person, der kender sin besøgelsestid, og som forsøger at fokusere på enkeltsager, der kunne tænkes at optage mulige DF-vælgere – det vil især sige integrationsproblemerne.
Ellers søger DF’erne den indflydelse, der kan være i udvalgsarbejdet eller gennem VKO-samarbejdet, hvor især Venstres Pia Allerslev slår dirigenttakten.
Da ABF-flertallet sidder tungt på magten i byen er det dog i sagens natur meget småt med indflydelsen for DF.
Tager skraldet for Pia K
Ebbesen har som Dansk Folkepartis organisatoriske næstformand på landsplan sin daglige gang på partiets sekretariat på Christiansborg. Det er blandt andet hans job at forklare i medierne, hvorfor DF konsekvent ekskluderer interne kritikere af partiet, hvis de drager ledelsens beslutninger i tvivl.
Den 40-årige Ebbesens usvækkede loyalitet mod partiledelsen vil på et eller andet tidspunkt føre til, at han bliver valgt til Folketinget.
Ebbesen, der til daglig bor i Vanløse, har forsøgt sig mange gange, men det er indtil nu forunderligt nok kikset hver gang. For tiden er han folketingskandidat i Slagelse-kredsen og har tidligere også været kandidat til Europa-Parlamentet.
Ebbesens tydelige landspolitiske ambitioner kan derfor ændre på, at han ved BR-valget næste år står i spidsen for DF.
Sortsnakker som spidskandidat?
Alternativt kunne det mangeårige og indimellem lige lovligt »sortsnakkende« BR-medlem Karin Storgaard blive spidskandidat, men man skal næppe forestille sig et internt kampvalg om det.
Selvom Karin Storgaards mand er DF’s formand i København, så bliver hun det kun, hvis Pia Kjærsgaard og resten af ledelsestrojkaen på Christiansborg synes om den idé. Så hvis Ebbesen vil være partiets spidskandidat, så bliver han det uden tvivl.
Om det bliver den ene eller den anden vil dog næppe få den store betydning hverken for DF’s vælgeropbakning eller ændre på partiets ringe indflydelse på københavnsk politik.
Bragt i Bryggebladet nr. 11/2008 den 9. juni 2008.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Dansk Folkeparti (DF) har siden partiets stiftelse redet på en landspolitisk bølge af succes. Og siden valget i 2001 har DF holdt Anders Fogh Rasmussens VK-regering ved magten, og Pia Kjærsgaard er næst efter statsministeren landets mest magtfulde politiker.
I Borgerrepræsentationen er det lige omvendt. Her er DF’erne sat helt uden for magten, men samarbejder med de øvrige partier i VKO-blokken.
DF er siden sin stiftelse i 1995 vokset betydeligt i vælger- og mandattal, og det skyldes naturligvis primært den udbredte modstand i dele af befolkningen mod indvandrere med muslimsk baggrund.
Det er dog ikke så nemt at overføre indvandringsmodstanden fra landspolitik til kommunalpolitik. Diskussionen i Københavns Borgerrepræsentation er nemlig mere centreret omkring integrationsudfordringer og mere praktiske løsninger.
På kommunalpolitisk plan er det derfor langt sværere for DF at trænge igennem medierne og mobilisere vælgere alene på partiets indvandrerkritiske holdninger.
DF i København mangler derfor en stor lokal sag, hvor partiet effektivt kan leve af folks utilfredshed, og samtidig mangler partiet egentlige kendte personprofiler, som kan være stemmemagneter.
Ved de to første kommunalvalg var DF i København hjulpet af, at partiets retsordfører i Folketinget, Peter Skaarup, var spidskandidat, der ved partiets allerførste valg i 1997 sendte hele seks DF’ere i Borgerrepræsentationen (BR).
I 2005 var den kendte mavedanserinde Louise Frevert DF’s spidskandidat, men hendes kampagne kollapsede tidligt på grund af nogle grove beskyldninger mod muslimske mænd på hendes hjemmeside, som blev for meget selv for Pia Kjærsgaard.
Valgkampen blev en stor skuffelse for DF i København, som gik et mandat tilbage, og hvor kun tre DF’ere blev valgt. Frevert kom i BR, men forlod senere partiet for at blive løsgænger. Derudover var der valg til partiets nuværende gruppeformand i BR, Carl Christian Ebbesen, og den tidligere socialdemokrat Karin Storgaard.
Vellidt enkeltsagspolitiker
Til trods for DF’s outsider-status i københavnsk politik, så regnes Ebbesen eller »CC«, som kollegerne kalder ham, blandt de absolut mest vellidte på rådhuset. Han beskrives som en velbegavet person, der kender sin besøgelsestid, og som forsøger at fokusere på enkeltsager, der kunne tænkes at optage mulige DF-vælgere – det vil især sige integrationsproblemerne.
Ellers søger DF’erne den indflydelse, der kan være i udvalgsarbejdet eller gennem VKO-samarbejdet, hvor især Venstres Pia Allerslev slår dirigenttakten.
Da ABF-flertallet sidder tungt på magten i byen er det dog i sagens natur meget småt med indflydelsen for DF.
Tager skraldet for Pia K
Ebbesen har som Dansk Folkepartis organisatoriske næstformand på landsplan sin daglige gang på partiets sekretariat på Christiansborg. Det er blandt andet hans job at forklare i medierne, hvorfor DF konsekvent ekskluderer interne kritikere af partiet, hvis de drager ledelsens beslutninger i tvivl.
Den 40-årige Ebbesens usvækkede loyalitet mod partiledelsen vil på et eller andet tidspunkt føre til, at han bliver valgt til Folketinget.
Ebbesen, der til daglig bor i Vanløse, har forsøgt sig mange gange, men det er indtil nu forunderligt nok kikset hver gang. For tiden er han folketingskandidat i Slagelse-kredsen og har tidligere også været kandidat til Europa-Parlamentet.
Ebbesens tydelige landspolitiske ambitioner kan derfor ændre på, at han ved BR-valget næste år står i spidsen for DF.
Sortsnakker som spidskandidat?
Alternativt kunne det mangeårige og indimellem lige lovligt »sortsnakkende« BR-medlem Karin Storgaard blive spidskandidat, men man skal næppe forestille sig et internt kampvalg om det.
Selvom Karin Storgaards mand er DF’s formand i København, så bliver hun det kun, hvis Pia Kjærsgaard og resten af ledelsestrojkaen på Christiansborg synes om den idé. Så hvis Ebbesen vil være partiets spidskandidat, så bliver han det uden tvivl.
Om det bliver den ene eller den anden vil dog næppe få den store betydning hverken for DF’s vælgeropbakning eller ændre på partiets ringe indflydelse på københavnsk politik.
mandag den 9. juni 2008
SF-borgmester sætter sig på magten
Et par uger efter sin valgsejr har Bo Asmus Kjeldgaard overtaget den totale kontrol af SF’s gruppe på Københavns Rådhus.
BAG KULISSERNE
Analyse bragt i Bryggebladet nr. 11/2008 den 9. juni 2008.
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Udrensning! Fyring! De lange knives nat!
De dramatiske ord findes frem ved små rokader i politiske partiers ledelser. I hvert fald er SF’s Camilla Burgwald siden i torsdags ikke længere sit partis politiske ordfører på Københavns Rådhus.
Burgwald støttede sammen med fire øvrige SF’ere i BR-gruppen åbenlyst Anne Baastrup, der for et par uger siden tabte urafstemningen om at blive SF’s spidskandidat ved kommunalvalget næste år til børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard.
I SF’s syvmandsgruppe var det kun Frank Hedegaard, der – udover Kjeldgaard selv – støttede SF-borgmesteren. Og at holde på den vindende hest har åbenbart betalt sig for Frank Hedegaard, der nu bliver politisk ordfører.
Hedegaard, der har Christianshavn som sit bagland, er kendt som en utrættelig fortaler for ungdomshuset, Christiania og afkriminalisering af hash. Han var i øvrigt – sammen med Venstres Jesper Schou Hansen – læserguide på den rundtur på rådhuset, Bryggebladet arrangerede for et par år siden.
Hedegaard er også tiltænkt en plads som vikarierende gruppeformand, når en anden Baastrup-støtte, Ninna Thomsen, skal på barsel.
Fornyelsen med to 50-årige mænd
Det er dog en erkendelse hos SF’s magtfulde duo, at partiet næppe fremstår som den store fornyelse med to 50-årige mænd som frontfigurer. Øvelsen går derfor ud på at få aktiveret de unge kvinder i gruppen, sådan at man også udnytter deres profiler.
I SF drømmer man stadig om at få to borgmestre ved kommunalvalget, så der er stadig noget at kæmpe for for Kjeldgaards modstandere i BR-gruppen, hvis de har borgmesterambitioner.
Efter planen skulle hele rokaden offentliggøres i går mandag og vil blive præsenteret – sådan rent officielt – som et resultat af Kjeldgaards »medarbejderudviklings-samtaler«.
Villy støtter Kjeldgaards valgkamp
Selvom SF’s top – med Villy Søvndal i spidsen – under urafstemningen dårligt kunne skjule deres støtte til Anne Baastrup, har Kjeldgaard og SF’s partitop fejet alle tidligere uoverensstemmelser af brættet og har startet et tæt samarbejde frem mod BR-valget.
Ved næste folketingsvalg opstiller Søvndal i Københavns Storkreds, som Københavns Kommune indgår i. Derfor har SF på landsplan og i hovedstaden en fælles interesse i, at SF får et godt kommunalvalg i København, som derfor på en eller anden måde kan bane vejen for et godt resultat for partiformanden ved et kommende folketingsvalg om to-tre år.
SF-toppen på Christiansborg har derfor indvilliget i at kaste økonomiske og mandskabsmæssige ressourcer ind i Kjeldgaards valgkamp, hvilket naturligvis er vand på SF-borgmesterens mølle.
Så på begge sider af Frederiksholms Kanal har man lagt fortiden bag sig, og diskuterer »masterplanen« eller strategien for, hvordan man sammen sikrer SF en storsejr ved det kommende BR-valg.
På SF-borgmesterens kontor har man heller ikke opgivet idéen om at overtage overborgmesterposten.
BAG KULISSERNE
Analyse bragt i Bryggebladet nr. 11/2008 den 9. juni 2008.
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Udrensning! Fyring! De lange knives nat!
De dramatiske ord findes frem ved små rokader i politiske partiers ledelser. I hvert fald er SF’s Camilla Burgwald siden i torsdags ikke længere sit partis politiske ordfører på Københavns Rådhus.
Burgwald støttede sammen med fire øvrige SF’ere i BR-gruppen åbenlyst Anne Baastrup, der for et par uger siden tabte urafstemningen om at blive SF’s spidskandidat ved kommunalvalget næste år til børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard.
I SF’s syvmandsgruppe var det kun Frank Hedegaard, der – udover Kjeldgaard selv – støttede SF-borgmesteren. Og at holde på den vindende hest har åbenbart betalt sig for Frank Hedegaard, der nu bliver politisk ordfører.
Hedegaard, der har Christianshavn som sit bagland, er kendt som en utrættelig fortaler for ungdomshuset, Christiania og afkriminalisering af hash. Han var i øvrigt – sammen med Venstres Jesper Schou Hansen – læserguide på den rundtur på rådhuset, Bryggebladet arrangerede for et par år siden.
Hedegaard er også tiltænkt en plads som vikarierende gruppeformand, når en anden Baastrup-støtte, Ninna Thomsen, skal på barsel.
Fornyelsen med to 50-årige mænd
Det er dog en erkendelse hos SF’s magtfulde duo, at partiet næppe fremstår som den store fornyelse med to 50-årige mænd som frontfigurer. Øvelsen går derfor ud på at få aktiveret de unge kvinder i gruppen, sådan at man også udnytter deres profiler.
I SF drømmer man stadig om at få to borgmestre ved kommunalvalget, så der er stadig noget at kæmpe for for Kjeldgaards modstandere i BR-gruppen, hvis de har borgmesterambitioner.
Efter planen skulle hele rokaden offentliggøres i går mandag og vil blive præsenteret – sådan rent officielt – som et resultat af Kjeldgaards »medarbejderudviklings-samtaler«.
Villy støtter Kjeldgaards valgkamp
Selvom SF’s top – med Villy Søvndal i spidsen – under urafstemningen dårligt kunne skjule deres støtte til Anne Baastrup, har Kjeldgaard og SF’s partitop fejet alle tidligere uoverensstemmelser af brættet og har startet et tæt samarbejde frem mod BR-valget.
Ved næste folketingsvalg opstiller Søvndal i Københavns Storkreds, som Københavns Kommune indgår i. Derfor har SF på landsplan og i hovedstaden en fælles interesse i, at SF får et godt kommunalvalg i København, som derfor på en eller anden måde kan bane vejen for et godt resultat for partiformanden ved et kommende folketingsvalg om to-tre år.
SF-toppen på Christiansborg har derfor indvilliget i at kaste økonomiske og mandskabsmæssige ressourcer ind i Kjeldgaards valgkamp, hvilket naturligvis er vand på SF-borgmesterens mølle.
Så på begge sider af Frederiksholms Kanal har man lagt fortiden bag sig, og diskuterer »masterplanen« eller strategien for, hvordan man sammen sikrer SF en storsejr ved det kommende BR-valg.
På SF-borgmesterens kontor har man heller ikke opgivet idéen om at overtage overborgmesterposten.
mandag den 26. maj 2008
Kjeldgaard slog Søvndals kandidat af banen
SF’s medlemmer genvalgte den nuværende leder, men et stort flertal i SF-gruppen foretrak ellers udfordreren Anne Baastrup.
Analyse bragt i Bryggebladet nr. 10/2008 den 27. maj 2008.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Kun 70 stemmer afgjorde urafstemningen hos de københavnske SF’ere om, hvem der skal være partiets spidskandidat ved kommunalvalget i november 2009.
Børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard besejrede med 52,5 procent af stemmerne udfordreren, folketingsmedlem Anne Baastrup. I stemmetal fik Kjeldgaard 726 ud af 1398 afgivne stemmer. Kun 40 procent af SF-medlemmerne i København fandt det umagen værd at stemme ved urafstemningen.
På rådhuset kom Kjeldgaards knebne sejr over udfordreren Anne Baastrup som en overraskelse. Mange havde regnet med – og set frem til – at børne- og ungdomsborgmesterens tid nu var omme, for Kjeldgaards fanskare blandt rådhusets øvrige politikere og partier er til at overse.
Politiske med- og modspillere anser Kjeldgaard for at være lidt for dygtig til at sørge for sit eget ressortområde og for at se stort på resten.
I virkeligheden et kritikpunkt mod kommunens styreform, som blev rejst af Anne Baastrup, da hun anklagede kommunens administration og dens politikere for at være for optaget af en såkaldt »silotænkning« i stedet for at løse kommunens problemer i en helhed.
Hak i Villys tud
SF-formand Villy Søvndal var også mødt frem i onsdags på Københavns Rådhus, da resultatet blev offentliggjort. Det var de færreste blandt de tilstedeværende på pressemødet, der var i tvivl om, at Søvndal gerne havde set Baastrup som spidskandidat.
Søvndals spindoktor og andre partifunktionærer på Christiansborg arbejdede også aktivt for at få udfordrerens kampagne op at flyve, men det gjorde den aldrig, og derfor går snakken i krogene om, at Baastrup nok snarere tabte – mere end Kjeldgaard vandt valgkampen.
Baastrup indikerede også selv, at årsagen til hendes nederlag skal forklares ved, at kun 40 procent af medlemmerne udfyldte stemmesedlen. Med andre ord: SF’s medlemmer ville have stemt på hende, hvis alle havde stemt. Det får vi aldrig at vide.
Anne Baastrups fremtid er uvis. Hun stiller ikke op til Borgerrepræsentationen (BR) og har også meldt klart ud at hun nedlægger sit mandat i Folketinget.
Baastrup afviser ikke helt en fremtid i politik, og hun er en oplagt spidskandidat for SF til valget til Europa-Parlamentet, som finder sted i juni næste år.
Oprydning efter slaget
Selvom Kjeldgaard nu står med sejrens palmer, kan han ikke hvile på laurbærrene. Blandt Anne Baastrups varmeste støtter i valgkampen var BR-gruppeformand Ninna Thomsen. Et hårdt slag har stået, og nu begynder oprydningsarbejdet på slagmarken. SF har længe før valget sloges med store interne samarbejdsproblemer, som Kjeldgaard nu på en eller anden måde skal have løst. Nogle af de kvindelige gruppemedlemmer ventes at være fortsat uforsonlige og gøre knuder i samarbejdet med den genvalgte spidskandidat.
Det giver anledning til yderligere spekulation om, hvorvidt SF i det hele taget kan få samarbejdet til at fungere tilfredsstillende frem mod valgkampen, og spørgsmålet er, om hele Kjeldgaards interne opposition – for tiden har fem ud af SF’s syv BR-medlemmer mod på at genopstille.
Kjeldgaards strategi er dog nu at forsøge at inddrage hele sin gruppe i arbejdet frem mod kommunalvalget om halvandet år. BR-medlemmerne skal aktiveres og inddrages i arbejdet, hedder det. Men mange stiller sig tvivlende over for, at SF-borgmesteren nu pludselig skal kunne lykkes med et samarbejdsprojekt i en BR-gruppe, som helt tydeligt for alle har fungeret dårligt, til trods for at SF paradoksalt nok har haft stor indflydelse i BR i denne valgperiode.
Hos Socialdemokraterne og de radikale ånder man i øvrigt lettet op over udsigten til at skulle møde et fremadstormende SF, der stiller med Kjeldgaard i front, næste gang de københavnske politikere skal bedømmes af vælgerne.
SF’s to samarbejdspartnere har svært ved at forestille sig, at Kjeldgaard pludselig fremtryller en X-faktor, der gør ham mere attraktiv hos vælgerne end de to foregående gange, hvor han ikke har imponeret.
Deres analyse er dermed fuldstændig den samme som Villy Søvndal, Baastrup og SF-spindoktorernes. Nemlig at Kjeldgaard ikke formår at veksle SF’s fremgang på landsplan til fremgang i København.
Bo Asmus Kjeldgaard har nu halvandet år til at bevise, at de alle tog fejl
Analyse bragt i Bryggebladet nr. 10/2008 den 27. maj 2008.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Kun 70 stemmer afgjorde urafstemningen hos de københavnske SF’ere om, hvem der skal være partiets spidskandidat ved kommunalvalget i november 2009.
Børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard besejrede med 52,5 procent af stemmerne udfordreren, folketingsmedlem Anne Baastrup. I stemmetal fik Kjeldgaard 726 ud af 1398 afgivne stemmer. Kun 40 procent af SF-medlemmerne i København fandt det umagen værd at stemme ved urafstemningen.
På rådhuset kom Kjeldgaards knebne sejr over udfordreren Anne Baastrup som en overraskelse. Mange havde regnet med – og set frem til – at børne- og ungdomsborgmesterens tid nu var omme, for Kjeldgaards fanskare blandt rådhusets øvrige politikere og partier er til at overse.
Politiske med- og modspillere anser Kjeldgaard for at være lidt for dygtig til at sørge for sit eget ressortområde og for at se stort på resten.
I virkeligheden et kritikpunkt mod kommunens styreform, som blev rejst af Anne Baastrup, da hun anklagede kommunens administration og dens politikere for at være for optaget af en såkaldt »silotænkning« i stedet for at løse kommunens problemer i en helhed.
Hak i Villys tud
SF-formand Villy Søvndal var også mødt frem i onsdags på Københavns Rådhus, da resultatet blev offentliggjort. Det var de færreste blandt de tilstedeværende på pressemødet, der var i tvivl om, at Søvndal gerne havde set Baastrup som spidskandidat.
Søvndals spindoktor og andre partifunktionærer på Christiansborg arbejdede også aktivt for at få udfordrerens kampagne op at flyve, men det gjorde den aldrig, og derfor går snakken i krogene om, at Baastrup nok snarere tabte – mere end Kjeldgaard vandt valgkampen.
Baastrup indikerede også selv, at årsagen til hendes nederlag skal forklares ved, at kun 40 procent af medlemmerne udfyldte stemmesedlen. Med andre ord: SF’s medlemmer ville have stemt på hende, hvis alle havde stemt. Det får vi aldrig at vide.
Anne Baastrups fremtid er uvis. Hun stiller ikke op til Borgerrepræsentationen (BR) og har også meldt klart ud at hun nedlægger sit mandat i Folketinget.
Baastrup afviser ikke helt en fremtid i politik, og hun er en oplagt spidskandidat for SF til valget til Europa-Parlamentet, som finder sted i juni næste år.
Oprydning efter slaget
Selvom Kjeldgaard nu står med sejrens palmer, kan han ikke hvile på laurbærrene. Blandt Anne Baastrups varmeste støtter i valgkampen var BR-gruppeformand Ninna Thomsen. Et hårdt slag har stået, og nu begynder oprydningsarbejdet på slagmarken. SF har længe før valget sloges med store interne samarbejdsproblemer, som Kjeldgaard nu på en eller anden måde skal have løst. Nogle af de kvindelige gruppemedlemmer ventes at være fortsat uforsonlige og gøre knuder i samarbejdet med den genvalgte spidskandidat.
Det giver anledning til yderligere spekulation om, hvorvidt SF i det hele taget kan få samarbejdet til at fungere tilfredsstillende frem mod valgkampen, og spørgsmålet er, om hele Kjeldgaards interne opposition – for tiden har fem ud af SF’s syv BR-medlemmer mod på at genopstille.
Kjeldgaards strategi er dog nu at forsøge at inddrage hele sin gruppe i arbejdet frem mod kommunalvalget om halvandet år. BR-medlemmerne skal aktiveres og inddrages i arbejdet, hedder det. Men mange stiller sig tvivlende over for, at SF-borgmesteren nu pludselig skal kunne lykkes med et samarbejdsprojekt i en BR-gruppe, som helt tydeligt for alle har fungeret dårligt, til trods for at SF paradoksalt nok har haft stor indflydelse i BR i denne valgperiode.
Hos Socialdemokraterne og de radikale ånder man i øvrigt lettet op over udsigten til at skulle møde et fremadstormende SF, der stiller med Kjeldgaard i front, næste gang de københavnske politikere skal bedømmes af vælgerne.
SF’s to samarbejdspartnere har svært ved at forestille sig, at Kjeldgaard pludselig fremtryller en X-faktor, der gør ham mere attraktiv hos vælgerne end de to foregående gange, hvor han ikke har imponeret.
Deres analyse er dermed fuldstændig den samme som Villy Søvndal, Baastrup og SF-spindoktorernes. Nemlig at Kjeldgaard ikke formår at veksle SF’s fremgang på landsplan til fremgang i København.
Bo Asmus Kjeldgaard har nu halvandet år til at bevise, at de alle tog fejl
tirsdag den 13. maj 2008
Bo Asmus fører på point
Duellen mellem Kjeldgaard og Baastrup har ikke været helt uden mislyde.
Bragt i Bryggebladet nr. 9/ 2008 den 14. maj 2008
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
3.500 SF-medlemmer i Københavns Kommune har frem til 18. maj til at finde partiets nye spidskandidat.
Den 21. maj får vi andre lov til at høre resultatet af partiets urafstemning og finde ud af, hvem der kommer til at indtage den øverste plads på liste F ved næste kommunalvalg i november 2009.
Bliver det Københavns børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard eller i stedet udfordreren folketingsmedlem Anne
Baastrup, der skal stå i spidsen for det for tiden stærkt vælgerombejlede venstrefløjsparti?
Vinderen kan i hvert fald med 100 procent sikkerhed se frem til at blive én af kommunens i alt syv borgmestre.
Vind eller forsvind
SF står til en stor vælgerfremgang ved næste kommunalvalg, så det er slet ikke utænkeligt, at partiet igen kan få to borgmesterposter ligesom i velmagtsdagene i 1980’erne.
Anne Baastrup har dog nu meldt klart ud, at hun ikke står til rådighed som borgmester nummer to, skulle hun tabe valget. Det ventes heller ikke, at Bo Asmus Kjeldgaard føler nogen større trang til at »spille andenviolin« i en ny valgperiode.
Så hvis det er Baastrup, der står med palmerne den 21. maj, er det højst sandsynligt farvel til Kjeldgaard, når hans borgmesterperiode rinder ud ved årsskiftet 2009/10.
Valgkampen har i de sidste uger været ganske intens med valgdueller i SF’s københavnske vælgerforeninger. Undervejs har kandidaterne spillet ud med deres politiske budskaber og offentliggjort diverse støtteerklæringer fra prominente partifæller og lokalforeninger.
Den øvelse har Kjeldgaard været betydeligt bedre til end sin udfordrer. Langt de fleste partiforeninger og en perlerække af prominente partifæller bakker op om SF-borgmesterens kandidatur.
Baastrups modtræk var en støtte-erklæring, hvor 100 københavnske kvinder blandt dem SF’s kvindelige borgerrepræsentanter og det frafaldne socialdemokratiske folketingsmedlem Sandy Brinck, anbefalede hende som partiets nye spidskandidat. Selve pressemeddelelsen blev også udsendt af en kvinde – nemlig Nanna Bjerg fra SF’s partisekretariat, som er Anne Baastrups politiske rådgiver.
At partiets ansatte er aktive i Baastrups kampagne, kan måske give et fingerpeg om, hvem partiformanden Villy Søvndal selv foretrækker som ny SF-borgmester i hovedstaden.
Kreative Kjeldgaard
Målt på politiske udmeldinger i den interne valgkamp, må Kjeldgaard tage prisen for – ved redaktionens slutning – at være den mest kreative af de to, og den der har haft mest held med at få sine budskaber i medierne.
Kjeldgaard spillede tidligt ud med ret konkrete initiativer, hvor han blandt andet og ganske kækt påstod, at han kunne afskaffe fattigdommen i København.
Forleden var SF-borgmesteren endda så snedig at foreslå, at kommunen bruger alle de sparede lønomkostninger fra strejkende pædagoger på mere velfærd. Man kan indvende, at det er et lidt løjerligt populistisk påfund, men der skal nok være SF-medlemmer, der finder det tiltalende.
Det centrale er, at Kjeldgaard dygtigt har benyttet sig af den slags muligheder for at markere sig i offentligheden, mens det omvendt ikke har haft Baastrups interesse.
Alt andet lige må Kjeldgaards større synlighed i pressen i de sidste par uger øge hans chancer for at vinde kampvalget over sin udfordrer. Hvis Baastrup alvorligt mener, at hun kan gøre det bedre end Kjeldgaard, er det underligt, at hun som udfordrer hidtil ikke har været mere markant og i offensiven.
Måske har Baastrup i løbet af de sidste par uger netop indset, at hun er ved at tabe til Kjeldgaard.
Forleden gav Baastrup bolden op til et mundhuggeri mellem kandidaterne, da hun på SF’s hjemmeside indirekte kritiserede Kjeldgaard for »fedtspil« og for at gå efter overborgmesterposten ved hjælp af de borgerliges stemmer.
Selv om diskussionen vel egentlig hører hjemme på det teoretiske overdrev, følte Kjeldgaard sig alligevel så ramt på manchetterne, at han i forrige weekend udsendte en pressemeddelelse med beskyldninger direkte rettet mod sin udfordrer for at være alt for optaget af »spin og taktik«.
Den gode stemning mellem kandidaterne er derfor for længst gået fløjten, også selvom de gør deres bedste for at holde gode miner til slet spil, når de – som i forrige uge – turnerer rundt til duelmøder i byens partiforeninger.
Silotænkning
I den del af SF, der er mest stemt for Kjeldgaard, ses Anne Baastrups lidt defensive udmeldinger i forhold til Ritt Bjerregaard som værende for meget hængt op på SF’s såkaldte »Christiansborg-taktik«.
På Borgen er Søvndals tilgang til Socialdemokraterne, at de skal fredes mest muligt, da Helle Thornings muligheder for at blive statsminister i sidste ende er nøglen til, at SF ikke bare får vælgerfremgang, men faktisk også får landspolitisk indflydelse.
På rådhuset er situationen helt omvendt. Her har SF reel indflydelse gennem det daglige samarbejde med Ritt Bjerregaards socialdemokrater og de radikale. På rådhuset er det politiske spil også helt anderledes, hvor det i nogen grad også handler om at skrabe flest mulige penge sammen fra kommunens budget til den enkelte borgmesters ressortområder.
Denne disciplin har Kjeldgaard i øvrigt været god til – lidt for god, hvis man spørger både hos hans egne partifæller og politiske modstandere. Problemet for
Baastrup er, at hun har meget svært ved at angribe partiets siddende borgmester uden at give SF’s politiske modstandere ammunition. For hvad er det lige, Kjeldgaard skulle have gjort forkert? I stedet har Baastrup forsøgt sig med en lidt raffineret systemkritik, såsom at kommunens politikere og embedsmænd er præget af en »silo-tænkning«, hvor der ikke er sammenhæng i beslutningerne, der tages af de forskellige borgmestres afdelinger, og hvor borgerne nærmest føler sig fremmedgjorte af den manglende »helhedstænkning«, som hun efterlyser.
Baastrup har uden tvivl en pointe, men det er nok symptomatisk for valgkampen, at Kjeldgaard nu også taler om kommunens »silotænkning«.
Favorit-odds
Målt på hvem der har ført den bedste kampagne hidtil og på den ret massive opbakning i SF’s lokale partiorganisationer, så er mit endelige bud, at Bo Asmus Kjeldgaard trækker det længste strå i urafstemningen og endnu engang bliver SFs spidskandidat i 2009.
Men det bliver tæt, og mine odds er nu 55-45 til Kjeldgaard.
Bragt i Bryggebladet nr. 9/ 2008 den 14. maj 2008
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
3.500 SF-medlemmer i Københavns Kommune har frem til 18. maj til at finde partiets nye spidskandidat.
Den 21. maj får vi andre lov til at høre resultatet af partiets urafstemning og finde ud af, hvem der kommer til at indtage den øverste plads på liste F ved næste kommunalvalg i november 2009.
Bliver det Københavns børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard eller i stedet udfordreren folketingsmedlem Anne
Baastrup, der skal stå i spidsen for det for tiden stærkt vælgerombejlede venstrefløjsparti?
Vinderen kan i hvert fald med 100 procent sikkerhed se frem til at blive én af kommunens i alt syv borgmestre.
Vind eller forsvind
SF står til en stor vælgerfremgang ved næste kommunalvalg, så det er slet ikke utænkeligt, at partiet igen kan få to borgmesterposter ligesom i velmagtsdagene i 1980’erne.
Anne Baastrup har dog nu meldt klart ud, at hun ikke står til rådighed som borgmester nummer to, skulle hun tabe valget. Det ventes heller ikke, at Bo Asmus Kjeldgaard føler nogen større trang til at »spille andenviolin« i en ny valgperiode.
Så hvis det er Baastrup, der står med palmerne den 21. maj, er det højst sandsynligt farvel til Kjeldgaard, når hans borgmesterperiode rinder ud ved årsskiftet 2009/10.
Valgkampen har i de sidste uger været ganske intens med valgdueller i SF’s københavnske vælgerforeninger. Undervejs har kandidaterne spillet ud med deres politiske budskaber og offentliggjort diverse støtteerklæringer fra prominente partifæller og lokalforeninger.
Den øvelse har Kjeldgaard været betydeligt bedre til end sin udfordrer. Langt de fleste partiforeninger og en perlerække af prominente partifæller bakker op om SF-borgmesterens kandidatur.
Baastrups modtræk var en støtte-erklæring, hvor 100 københavnske kvinder blandt dem SF’s kvindelige borgerrepræsentanter og det frafaldne socialdemokratiske folketingsmedlem Sandy Brinck, anbefalede hende som partiets nye spidskandidat. Selve pressemeddelelsen blev også udsendt af en kvinde – nemlig Nanna Bjerg fra SF’s partisekretariat, som er Anne Baastrups politiske rådgiver.
At partiets ansatte er aktive i Baastrups kampagne, kan måske give et fingerpeg om, hvem partiformanden Villy Søvndal selv foretrækker som ny SF-borgmester i hovedstaden.
Kreative Kjeldgaard
Målt på politiske udmeldinger i den interne valgkamp, må Kjeldgaard tage prisen for – ved redaktionens slutning – at være den mest kreative af de to, og den der har haft mest held med at få sine budskaber i medierne.
Kjeldgaard spillede tidligt ud med ret konkrete initiativer, hvor han blandt andet og ganske kækt påstod, at han kunne afskaffe fattigdommen i København.
Forleden var SF-borgmesteren endda så snedig at foreslå, at kommunen bruger alle de sparede lønomkostninger fra strejkende pædagoger på mere velfærd. Man kan indvende, at det er et lidt løjerligt populistisk påfund, men der skal nok være SF-medlemmer, der finder det tiltalende.
Det centrale er, at Kjeldgaard dygtigt har benyttet sig af den slags muligheder for at markere sig i offentligheden, mens det omvendt ikke har haft Baastrups interesse.
Alt andet lige må Kjeldgaards større synlighed i pressen i de sidste par uger øge hans chancer for at vinde kampvalget over sin udfordrer. Hvis Baastrup alvorligt mener, at hun kan gøre det bedre end Kjeldgaard, er det underligt, at hun som udfordrer hidtil ikke har været mere markant og i offensiven.
Måske har Baastrup i løbet af de sidste par uger netop indset, at hun er ved at tabe til Kjeldgaard.
Forleden gav Baastrup bolden op til et mundhuggeri mellem kandidaterne, da hun på SF’s hjemmeside indirekte kritiserede Kjeldgaard for »fedtspil« og for at gå efter overborgmesterposten ved hjælp af de borgerliges stemmer.
Selv om diskussionen vel egentlig hører hjemme på det teoretiske overdrev, følte Kjeldgaard sig alligevel så ramt på manchetterne, at han i forrige weekend udsendte en pressemeddelelse med beskyldninger direkte rettet mod sin udfordrer for at være alt for optaget af »spin og taktik«.
Den gode stemning mellem kandidaterne er derfor for længst gået fløjten, også selvom de gør deres bedste for at holde gode miner til slet spil, når de – som i forrige uge – turnerer rundt til duelmøder i byens partiforeninger.
Silotænkning
I den del af SF, der er mest stemt for Kjeldgaard, ses Anne Baastrups lidt defensive udmeldinger i forhold til Ritt Bjerregaard som værende for meget hængt op på SF’s såkaldte »Christiansborg-taktik«.
På Borgen er Søvndals tilgang til Socialdemokraterne, at de skal fredes mest muligt, da Helle Thornings muligheder for at blive statsminister i sidste ende er nøglen til, at SF ikke bare får vælgerfremgang, men faktisk også får landspolitisk indflydelse.
På rådhuset er situationen helt omvendt. Her har SF reel indflydelse gennem det daglige samarbejde med Ritt Bjerregaards socialdemokrater og de radikale. På rådhuset er det politiske spil også helt anderledes, hvor det i nogen grad også handler om at skrabe flest mulige penge sammen fra kommunens budget til den enkelte borgmesters ressortområder.
Denne disciplin har Kjeldgaard i øvrigt været god til – lidt for god, hvis man spørger både hos hans egne partifæller og politiske modstandere. Problemet for
Baastrup er, at hun har meget svært ved at angribe partiets siddende borgmester uden at give SF’s politiske modstandere ammunition. For hvad er det lige, Kjeldgaard skulle have gjort forkert? I stedet har Baastrup forsøgt sig med en lidt raffineret systemkritik, såsom at kommunens politikere og embedsmænd er præget af en »silo-tænkning«, hvor der ikke er sammenhæng i beslutningerne, der tages af de forskellige borgmestres afdelinger, og hvor borgerne nærmest føler sig fremmedgjorte af den manglende »helhedstænkning«, som hun efterlyser.
Baastrup har uden tvivl en pointe, men det er nok symptomatisk for valgkampen, at Kjeldgaard nu også taler om kommunens »silotænkning«.
Favorit-odds
Målt på hvem der har ført den bedste kampagne hidtil og på den ret massive opbakning i SF’s lokale partiorganisationer, så er mit endelige bud, at Bo Asmus Kjeldgaard trækker det længste strå i urafstemningen og endnu engang bliver SFs spidskandidat i 2009.
Men det bliver tæt, og mine odds er nu 55-45 til Kjeldgaard.
mandag den 28. april 2008
Lønborg igen-igen
Mogens Lønborg får endnu en chance i spidsen for de konservative ved BR-valget i 2009. De konservative står ellers historisk svagt i København.
Bragt i Bryggebladet nr. 8/2008 den 29. april 2008
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
For et par uger siden vedtog de konservative i København, at sundheds- og omsorgsborgmester Mogens Lønborg også skal være partiets spidskandidat ved kommunalvalget i 2009.
Det bliver hans tredje forsøg på at skabe fremgang. Ved de seneste to valg er partiet ellers raslet tilbage til det historisk ringeste valgresultat i 2005, hvor K kun fik tre mandater.
Lønborg har udtalt, at hans succeskriterium er, at K skal gå fra tre til fem mandater. Et sådant flot – og måske ikke helt urealistisk – resultat vil imidlertid stadig kun bringe K tilbage til situationen fra før Lønborg første gang blev spidskandidat. Med Lønborg som spidskandidat har partiet indtil videre kun oplevet massiv vælgertilbagegang i København.
Intet alternativ
Det er meget få iagttagere på rådhuset, der hidtil har kunnet få øje på Lønborgs evner som karismatisk leder eller kommunikator. Han er ikke »folkeforfører«, endsige politisk billetsælger. Mogens Lønborgs åbenlyse mangler som vælgertrækplaster gør, at hans fanskare internt i det Konservative Folkeparti er til at overse.
Det var derfor helt uden den store begejstring i baglandet, at borgmesteren blev genvalgt. Imidlertid har vælgerforeningen ikke kunnet finde et alternativ som K-spidskandidat.
Der har tidligere været enkelte sonderinger til folketingsmedlem Helle Sjelle, der i øvrigt er tidligere medlem af Borgerrepræsentationen, og den nu detroniserede politiske ordfører Pia Christmas-Møller om at blive partiets spidskandidat. Men ingen af de to har fundet idéen tilstrækkeligt attraktiv.
Netop de manglende alternativer har derfor været Lønborgs helt store trumf over for den opposition i partiet, som for længst har opgivet troen på, at det er med Lønborg i front, at partiet kan nå fordums styrke, som før 1993, hvor K sidst var største borgerlige parti i Borgerrepræsentationen.
Lønborg beskrives af nogle som »stædig på en sådan måde, at det overskygger fornuften«. Han er en detaljernes mand, som elsker tal, er iderig, flittig som få og formentlig den borgmester på rådhuset, der har bedst styr på økonomien i sin forvaltning.
Borgmesteren er berygtet for på økonomiudvalgsmøder ved hjælp af en lommeregner at have fundet nye effektiviseringsmuligheder i kommunens drift og bestiller gerne embedsmandsnotater i lange baner.
Idéerne følges ofte op af endeløse enetaler, som forekommer de øvrige politiske kolleger som trættende, og som i øvrigt bidrager til en udbredt manglende respekt.
Til trods for seks års erfaring på rådhuset har Lønborg desuden til gode at bevise, at han kan det politisk-taktiske spil, som er nødvendigt for at få succes på rådhuset. Blandt årsagerne peger man på Lønborgs egne beskedne politiske talenter kombineret med en evne til at omgive sig med elendige rådgivere både i sin forvaltning og sit politiske bagland.
Lønborgs støtter peger dog på, at den konservative borgmester får pæne karakterer i de tilfredshedsundersøgelser, som bliver lavet blandt kommunens medarbejdere.
Han fremhæves især for at have gjort meget for at forbedre kommunens medarbejderes faglige kompetence.
Det er dog ikke på alle områder, borgmesteren fremstår lige dynamisk. Hans personlige hjemmeside er eksempelvis ikke blevet opdateret siden folketingsvalget i november, hvor han var folketingskandidat.
Godt VK-forhold
Selvom Lønborg ikke nyder synderlig respekt i det politiske miljø, så er forholdet til rivalerne i Venstre efterhånden blevet godt, hvorimod det, mens Søren Pind var Venstres leder, var decideret dårligt.
Lønborg mener, at Pind snød ham for en borgmesterpost efter valget i 2001. Efter kommunalvalget i 2005 blev Lønborg dog sundheds- og omsorgsborgmester, blandt andet med støtte fra Venstres mandater.
Den daværende kulturborgmester Martin Geertsen arbejdede målrettet på at genoprette forholdet til de konservative – og den linje har den nye V-leder Pia Allerslev fortsat. Hun sørger altid for i god tid at orientere ham om Venstres egne initiativer eller udspil.
De konservative håber dog ved næste kommunalvalg i 2009 at lukrere på den kendsgerning, at Allerslev fortsat ikke er så kendt i den brede offentlighed.
De ser Venstre som værende alvorligt svækket, fordi både Martin Geertsen og Søren Pind har forladt Borgerrepræsentationen. Det ses som en kæmpechance for ny konservativ vælgerfremgang, der skal udnyttes.
K for kaos
Det konservative Folkeparti på Københavns Rådhus har i denne valgperiode ellers været mest kendt for deres interne trakasserier i den kun tre-mands store borgerrepræsentationsgruppe.
Balladen kulminerede med, at Maibritt Mamsen i protest mod Peter Schlüter og det »dårlige arbejdsklima i gruppen« sidste år meldte sig ud for at danne sin egen gruppe, »C2«.
Konservative kilder melder, at Mamsen selv har indset, at hendes tid som politiker er ved at rinde ud, og ingen forventer, at hun forsøger at blive genopstillet. Skulle hun have den idé, så vurderes chancerne for opstilling som uendeligt små.
Kræfter i partiet ser gerne, at Peter Schlüter ikke står på listen over kandidater ved næste kommunalvalg.
Andre ledende kræfter mener ikke, at de sager, der har været fremme, diskvalificerer ham, men det står fast, at Schlüters person overalt i det politiske miljø blandt andet på grund af diverse personsager mødes med skepsis. Blandt dem sagen om 130.000 kr, som politikeren har krævet af kommunen for »tabt arbejdsfortjeneste«, men som kommunens revisorer ikke ville godkende.
En advokatundersøgelse bestilt af kommunen nåede frem til, at Schlüter ikke kunne dokumentere dette tab, men senere har politikeren kunnet stille med en såkaldt revisorerklæring, der skulle bevise, at han har lidt det nævnte tab.
VKO-partierne har bakket Schlüter op, og ser sagen som »politisk chikane« fra overborgmesterens side, og hun anklages i stedet for at have spildt 280.000 kr. fra kommunekassen på førnævnte advokatundersøgelse.
For K går opgaven nu ud på, at partiet denne gang undgår at blive til grin som sidst, hvor en BR-gruppe på kun tre ikke kunne forliges.
Nu fokuserer K på at finde et kandidathold, der – hvis de bliver valgt – kan samarbejde. De konservatives valgprocedure er derfor indirekte, idet der er en screeningsproces, hvor et kandidatudvalg først frasorterer »landsbytosserne« i mængden af interesserede, som så til sidst bliver valgt på en ekstraordinær generalforsamling.
Ny K-formand
De konservative i København har i øvrigt i år skiftet deres formand ud. Den tidligere CD-forskningsminister i Nyrups første regering, Svend Bergstein, valgte lidt overraskende at træde tilbage som formand i januar. Bergstein mente, at alderen trykkede, men signalerede også at det kneb med engagementet i partiorganisationen.
I stedet fik man overtalt et af partiets yngre medlemmer, René Offersen, som ny formand. Offersen er i øvrigt også kendt som advokat for Peter Brixtofte i en af de straffesager, der har været kørt imod den tidligere Farum-borgmester.
Den fløj af partiet, der ikke hører til Lønborgs allerstørste fans, stillede tidligt som betingelse for deres opbakning bag Lønborg, at de til gengæld fik valgt deres næstformandskandidat, Andreas Boisen. Lønborg accepterede og har dermed for en relativ billig pris nu fået skabt ro om sit spidskandidatur.
Bragt i Bryggebladet nr. 8/2008 den 29. april 2008
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
For et par uger siden vedtog de konservative i København, at sundheds- og omsorgsborgmester Mogens Lønborg også skal være partiets spidskandidat ved kommunalvalget i 2009.
Det bliver hans tredje forsøg på at skabe fremgang. Ved de seneste to valg er partiet ellers raslet tilbage til det historisk ringeste valgresultat i 2005, hvor K kun fik tre mandater.
Lønborg har udtalt, at hans succeskriterium er, at K skal gå fra tre til fem mandater. Et sådant flot – og måske ikke helt urealistisk – resultat vil imidlertid stadig kun bringe K tilbage til situationen fra før Lønborg første gang blev spidskandidat. Med Lønborg som spidskandidat har partiet indtil videre kun oplevet massiv vælgertilbagegang i København.
Intet alternativ
Det er meget få iagttagere på rådhuset, der hidtil har kunnet få øje på Lønborgs evner som karismatisk leder eller kommunikator. Han er ikke »folkeforfører«, endsige politisk billetsælger. Mogens Lønborgs åbenlyse mangler som vælgertrækplaster gør, at hans fanskare internt i det Konservative Folkeparti er til at overse.
Det var derfor helt uden den store begejstring i baglandet, at borgmesteren blev genvalgt. Imidlertid har vælgerforeningen ikke kunnet finde et alternativ som K-spidskandidat.
Der har tidligere været enkelte sonderinger til folketingsmedlem Helle Sjelle, der i øvrigt er tidligere medlem af Borgerrepræsentationen, og den nu detroniserede politiske ordfører Pia Christmas-Møller om at blive partiets spidskandidat. Men ingen af de to har fundet idéen tilstrækkeligt attraktiv.
Netop de manglende alternativer har derfor været Lønborgs helt store trumf over for den opposition i partiet, som for længst har opgivet troen på, at det er med Lønborg i front, at partiet kan nå fordums styrke, som før 1993, hvor K sidst var største borgerlige parti i Borgerrepræsentationen.
Lønborg beskrives af nogle som »stædig på en sådan måde, at det overskygger fornuften«. Han er en detaljernes mand, som elsker tal, er iderig, flittig som få og formentlig den borgmester på rådhuset, der har bedst styr på økonomien i sin forvaltning.
Borgmesteren er berygtet for på økonomiudvalgsmøder ved hjælp af en lommeregner at have fundet nye effektiviseringsmuligheder i kommunens drift og bestiller gerne embedsmandsnotater i lange baner.
Idéerne følges ofte op af endeløse enetaler, som forekommer de øvrige politiske kolleger som trættende, og som i øvrigt bidrager til en udbredt manglende respekt.
Til trods for seks års erfaring på rådhuset har Lønborg desuden til gode at bevise, at han kan det politisk-taktiske spil, som er nødvendigt for at få succes på rådhuset. Blandt årsagerne peger man på Lønborgs egne beskedne politiske talenter kombineret med en evne til at omgive sig med elendige rådgivere både i sin forvaltning og sit politiske bagland.
Lønborgs støtter peger dog på, at den konservative borgmester får pæne karakterer i de tilfredshedsundersøgelser, som bliver lavet blandt kommunens medarbejdere.
Han fremhæves især for at have gjort meget for at forbedre kommunens medarbejderes faglige kompetence.
Det er dog ikke på alle områder, borgmesteren fremstår lige dynamisk. Hans personlige hjemmeside er eksempelvis ikke blevet opdateret siden folketingsvalget i november, hvor han var folketingskandidat.
Godt VK-forhold
Selvom Lønborg ikke nyder synderlig respekt i det politiske miljø, så er forholdet til rivalerne i Venstre efterhånden blevet godt, hvorimod det, mens Søren Pind var Venstres leder, var decideret dårligt.
Lønborg mener, at Pind snød ham for en borgmesterpost efter valget i 2001. Efter kommunalvalget i 2005 blev Lønborg dog sundheds- og omsorgsborgmester, blandt andet med støtte fra Venstres mandater.
Den daværende kulturborgmester Martin Geertsen arbejdede målrettet på at genoprette forholdet til de konservative – og den linje har den nye V-leder Pia Allerslev fortsat. Hun sørger altid for i god tid at orientere ham om Venstres egne initiativer eller udspil.
De konservative håber dog ved næste kommunalvalg i 2009 at lukrere på den kendsgerning, at Allerslev fortsat ikke er så kendt i den brede offentlighed.
De ser Venstre som værende alvorligt svækket, fordi både Martin Geertsen og Søren Pind har forladt Borgerrepræsentationen. Det ses som en kæmpechance for ny konservativ vælgerfremgang, der skal udnyttes.
K for kaos
Det konservative Folkeparti på Københavns Rådhus har i denne valgperiode ellers været mest kendt for deres interne trakasserier i den kun tre-mands store borgerrepræsentationsgruppe.
Balladen kulminerede med, at Maibritt Mamsen i protest mod Peter Schlüter og det »dårlige arbejdsklima i gruppen« sidste år meldte sig ud for at danne sin egen gruppe, »C2«.
Konservative kilder melder, at Mamsen selv har indset, at hendes tid som politiker er ved at rinde ud, og ingen forventer, at hun forsøger at blive genopstillet. Skulle hun have den idé, så vurderes chancerne for opstilling som uendeligt små.
Kræfter i partiet ser gerne, at Peter Schlüter ikke står på listen over kandidater ved næste kommunalvalg.
Andre ledende kræfter mener ikke, at de sager, der har været fremme, diskvalificerer ham, men det står fast, at Schlüters person overalt i det politiske miljø blandt andet på grund af diverse personsager mødes med skepsis. Blandt dem sagen om 130.000 kr, som politikeren har krævet af kommunen for »tabt arbejdsfortjeneste«, men som kommunens revisorer ikke ville godkende.
En advokatundersøgelse bestilt af kommunen nåede frem til, at Schlüter ikke kunne dokumentere dette tab, men senere har politikeren kunnet stille med en såkaldt revisorerklæring, der skulle bevise, at han har lidt det nævnte tab.
VKO-partierne har bakket Schlüter op, og ser sagen som »politisk chikane« fra overborgmesterens side, og hun anklages i stedet for at have spildt 280.000 kr. fra kommunekassen på førnævnte advokatundersøgelse.
For K går opgaven nu ud på, at partiet denne gang undgår at blive til grin som sidst, hvor en BR-gruppe på kun tre ikke kunne forliges.
Nu fokuserer K på at finde et kandidathold, der – hvis de bliver valgt – kan samarbejde. De konservatives valgprocedure er derfor indirekte, idet der er en screeningsproces, hvor et kandidatudvalg først frasorterer »landsbytosserne« i mængden af interesserede, som så til sidst bliver valgt på en ekstraordinær generalforsamling.
Ny K-formand
De konservative i København har i øvrigt i år skiftet deres formand ud. Den tidligere CD-forskningsminister i Nyrups første regering, Svend Bergstein, valgte lidt overraskende at træde tilbage som formand i januar. Bergstein mente, at alderen trykkede, men signalerede også at det kneb med engagementet i partiorganisationen.
I stedet fik man overtalt et af partiets yngre medlemmer, René Offersen, som ny formand. Offersen er i øvrigt også kendt som advokat for Peter Brixtofte i en af de straffesager, der har været kørt imod den tidligere Farum-borgmester.
Den fløj af partiet, der ikke hører til Lønborgs allerstørste fans, stillede tidligt som betingelse for deres opbakning bag Lønborg, at de til gengæld fik valgt deres næstformandskandidat, Andreas Boisen. Lønborg accepterede og har dermed for en relativ billig pris nu fået skabt ro om sit spidskandidatur.
Abonner på:
Opslag (Atom)
