Socialdemokraterne presses til at droppe ethvert samarbejde med VKO-blokken på denne side af næste års valg til Borgerrepræsentationen.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Artikel bragt i Bryggebladet nr. 19 den 18. november 2008
Alt har sin pris. Det har overborgmester Ritt Bjerregaard måttet sande efter, at Socialdemokraterne tidliger på efteråret brød med 2½ års tæt samarbejde med SF og de radikale for i stedet at indgå budgetforlig med de borgerlige VKO-partier.
Overborgmesteren fik dermed en gang for alle vist de radikales Klaus Bondam og rivalen fra SF Bo Asmus Kjeldgaard, hvem der bestemmer i byen. Men siden har Socialdemokraterne været i defensiven. Partiet er blevet mere og mere isoleret og er under konstant beskydning fra de radikale og venstrefløjen, som øjner muligheden for at score stemmer og mandater på Ritts bekostning ved kommunalvalget om nøjagtig et år.
Samtidigt mærker S også presset fra den traditionelle støtte i den københavnske fagbevægelse, som i stigende grad føler sig fristet af at støtte rivalerne i SF.
S stemte imod eget forslag
De hårde angreb fra venstrefløjen slider på overborgmesterens parti i en grad, så Socialdemokraternes politiske handlefrihed er kraftigt reduceret siden budgetforliget blev indgået.
Det viste sig klarest ved, at S for et par uger siden pludselig droppede en forligsaftale, som beskæftigelses- og integrationsborgmester Jakob Hougaard (S) ellers havde indgået med VKO og de radikale.
Aftalen gik i korthed ud på at sende en del af kommunes beskæftigelsesindsats i udbud, så også private virksomheder kunne løse opgaven.
Det ville have været Danmarks største udbud af jobformidlingsopgaver, men sådan kom det ikke til at gå.
Hougaard havde ellers været meget ihærdig for at få et bredt forlig. Det var i første omgang lykkedes ved at få de borgerlige med og siden de radikale – normalt de mest udbudsivrige partier.
Borgmesteren var endda kommet så langt at hans forvaltning havde skrevet en egentlig indstilling til Borgerrepræsentationen, og forslaget var dermed på dagsordenen ved et BR-møde.
Men før det kom til afstemning mødte forslaget modstand, da det forinden blev behandlet på Socialdemokraternes gruppemøde, og også kræfter i den københavnske fagbevægelse talte imod forslaget.
S-toppen havde også andre betænkeligheder end de rent ideologiske. Man var bekymret for igen at skulle lægge ryg til tæsk fra SF og Enhedslisten og blive stemplet som ’Sort skole’ mere end ’Rød skole’.
I forvejen er man i partiet stærkt bekymret over, hvordan S kan klare sig nogenlunde hæderligt ved det kommende kommunalvalg.
Derfor traf Ritt og Co. en hurtig, men ret så usædvanlig beslutning og løb fra den aftale, som deres egen borgmester havde forhandlet hjem. VKOs partiledere blev ligblege af vantro, da Socialdemokraterne blot en halv time inden afstemningen meddelte, at partiet agtede at stemme imod deres eget forslag, som derpå faldt, da også venstrefløjen stemte imod.
I Borgerrepræsentationen er man ellers vant til lidt at hvert, men en situation hvor et parti stemmer sit eget forslag ned er ret så usædvanlig.
Pia Allerslev kommenterede udfaldet i en sarkastisk kommentar til Berlingske, at det åbenbart var »nødvendigt at kræve pant i Ritt Bjerregaards personlige ejendom, hvis vi skal tro på, at Socialdemokraterne vil overholde en politisk aftale«.
Den lille tillid, der netop var opbygget mellem overborgmesteren og VKO i forbindelse med budgetaftalen, blev nu brudt.
Sagen skaber derfor det indtryk, at socialdemokraterne står så svagt, at de er ude af stand til at indgå svære aftaler med VKO, og årsagen til det må være, at budgetforliget med de borgerlige tilsyneladende har tæret kraftigt på partiets handlefrihed.
Måske er det et tegn på, at S i den nære fremtid igen vil forsøge at vende sig imod de gamle alliancepartnere i SF og de radikale.
S-tæskeholdet
Det er nu ikke, fordi Socialdemokraternes BR-medlemmer har lyst til at komme især SF i møde.
Slår man op i byens lokalaviser, så har S tilsyneladende rullet et veritabelt ’tæskehold’ af BR-medlemmer ud, som i læserbreve og ved enhver tænkelig lejlighed kritiserer SF’s børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard og hans afdeling.
Omfanget af læserbrevkampagnen tyder således på, at Socialdemokraterne er i gang med en veritabel offensiv over for vælgerbefolkningen, og strategien er ikke at pege på egne resultater, men at udstille SF-borgmesterens problemer.
Socialdemokraterne venter ikke på, at de bliver kørt over af "Villy-effekten", men forsøger at skabe en negativ ’Bo Asmus-effekt’, der kan barbere lidt af den forventede SF-fremgang væk.
Forventet nej til Store Robert
Imens kan Socialdemokraterne i øvrigt se til, at de igen er blevet forbundet med et opsigtsvækkende politisk nederlag i Borgerrepræsentationen.
For som ventet blev Ritt Bjerregaard i sidste uge stemt ned i BR på sagen om ’Store Robert’ – en gigantisk jernskulptur af den afdøde kunstner Robert Jakobsen, som efter planerne skulle opstilles ved indsejlingen til Københavns Havn som nyt vartegn for hovedstaden.
Projektet skulle ellers have private midler for 200 millioner kr. i ryggen, men det bevægede ikke et flertal af de københavnske politikeres holdning.
Som blandt andet Bryggebladet forudså, endte sagen med, at Socialdemokraterne kom til at stå næsten alene, da sagen i torsdags kom til afstemning.
Kun fire medlemmer af Venstres BR-gruppe herunder kulturborgmester Pia Allerslev bakkede Socialdemokraterne op.
Alle andre – herunder Ritts gamle fæller i SF og de radikale – stemte nej. Taget i betragtning at overborgmesteren gjorde en ihærdig indsats for at få projektet vedtaget, medvirker dette nederlag til den pessimistiske stemning, som mange på rådhuset fornemmer, der råder omkring overborgmesteren og hendes parti.
På den anden side, så stander bystyret næppe i våde over at gå glip af en kæmpe jernskulptur ved havnen.
En sejr midt i nederlaget
Det er i øvrigt interessant, at Pia Allerslev ikke bare gik med resten af BR imod Ritt på denne sag. Det nemmeste i verden ville have været at sige nej til Store Robert, men det skete ikke.
Det vidner derfor om en vis portion politiks overskud og selvtillid, at Allerslev alligevel vælger at stå skulder mod skulder med overborgmesteren i en sag om en skulptur, som københavnerne ind til videre enten har mødt med ligegyldighed eller foragt. Formentlig fordi kulturborgmesteren ud fra rent saglige grunde støttede ’Store Robert’.
Men når forslaget så alligevel bliver nedstemt af næsten alle andre herunder fire medlemmer af Venstres gruppe, kan Allerslev stadigvæk notere sig dén lille sejr, at nederlaget trods alt ikke er hendes, men overborgmesterens alene.
tirsdag den 18. november 2008
fredag den 7. november 2008
Bondam distancerer sig fra Ritt
Den radikale borgmester går klar til næste års valgkamp
Bragt i Bryggebladet nr. 18 den 4. november 2008
Af Jarl Cordua
Den radikale teknik og miljøborgmester Klaus Bondam lægger nu mere og mere afstand til overborgmester Ritt Bjerregaard. De radikale har udsigt til at få store vælgertæsk ved næste års valg, og skal Bondam bare have en chance for at fortsætte som borgmester på et eller andet område, så er han nødt til at profilere sig stærkt over for de københavnske vælgere. Det gør han åbenbart mest effektivt ved at distancere sig fra overborgmesteren på en række aktuelle spørgsmål af en vis vælgerinteresse.
Eksempelvis erklærede Bondam for et par uger siden i sin tale på de radikales opstillingsmøde Ritts højtprofilerede billige bolig-projekt som dødt, og i sidste uge trak han så tæppet væk under et andet projekt, som overborgmesteren ellers har lagt sig hårdt i selen for at få op at stå, nemlig opstillingen af den afdøde kunstner Robert Jakobsens gigantiske jernskultur. Efter planerne skal den opstilles ved indsejlingen til Københavns Havn, som et slags moderne varetegn for byen i stil med højhuset ”Turning Torso” i Malmø. Selve skulpturen er en gave fra kunstnerens familie og kommunes udgifter er begrænsede til en forundersøgelse, men det formilder ikke Bondam:
"Jeg har svært ved at se, hvad dette skulle gavne eller hvad det særlige er mellem København og denne skulptur. Man kan rent kunstnerisk mene, hvad man vil om Robert Jakobsen, men at opstille en 72,5 meter høj skulptur på netop det sted i havnen - det er jeg bestemt ikke vild med, sagde Bondam.
Bondam står formentlig til at give Ritt Bjerregaard et nederlag, sammen med den samlede venstrefløj dvs. SF og Enhedslisten, der på deres gruppemøder i sidste uge hver især besluttede at vende tommelfingeren nedad til skulpturen. Dermed har Ritt Bjerregaard kun mulighed for at gennemføre projektet med VKO-blokken. Foreløbig er Venstres leder ikke afvisende, men spørgsmålet er om Pia Allerslev vil hjælpe Ritt Bjerregaard i denne sag. Tværtimod kan hun ydmyge Ritt ved at stemme forslaget ned sammen med de konservative og Dansk Folkeparti. Sidstnævnte parti er ikke kendte for at være specielt pjattede med store kunstværker i det offentlige rum.
Man skal næppe regne med folkebevægelser, der går i demonstration til Rådhuspladsen for at KRÆVE jernskulpturen opstillet. Tværtimod har man ofte set en folkestemning rejses sig imod store kunstværker.
For kun få uger siden anklagede Klaus Bondam københavnerne for at gå BANANAS når det gælder Metro-byggeriet:
- Der er nogle københavnere, der lider af banana: Build Absolutely Nothing Anywhere Near Anything. Altså lad være med at bygge noget som helst, nogen som helst steder, sagde Klaus Bondam dengang til TV Avisen. Men tolerancen for byggeri mv. gælder åbenbart ikke i sagen omkring Robert Jakobsen-skulpturen, hvor han nu har sat sig i spidsen for det synspunkt, at det monstrøse kunstværk ikke bliver opstillet.
Bondam afviser opstillingen af skulpturen ud fra en overbevisning om at det er en dårlig idé, men det er samtidig en kærkommen tak for sidst fra Bondam til Ritt, for at køre de radikale ud på et sidespor ved budgetforhandlingerne. SF’erne har det på samme måde. Havde det gamle ABF-samarbejde fortsat været intakt, så havde SF og de radikale sikkert været til at tale med. Nu skylder man ikke Ritt noget som helst. Socialdemokraternes budgetforlig med de borgerlige har således sin pris, og som det ser ud nu, så betaler Ritt af på det ved at rende ind i et nederlag, når et flertal i Borgerrepræsentationen – som det forventes - afviser at opstille ”Store Robert”.
Bragt i Bryggebladet nr. 18 den 4. november 2008
Af Jarl Cordua
Den radikale teknik og miljøborgmester Klaus Bondam lægger nu mere og mere afstand til overborgmester Ritt Bjerregaard. De radikale har udsigt til at få store vælgertæsk ved næste års valg, og skal Bondam bare have en chance for at fortsætte som borgmester på et eller andet område, så er han nødt til at profilere sig stærkt over for de københavnske vælgere. Det gør han åbenbart mest effektivt ved at distancere sig fra overborgmesteren på en række aktuelle spørgsmål af en vis vælgerinteresse.
Eksempelvis erklærede Bondam for et par uger siden i sin tale på de radikales opstillingsmøde Ritts højtprofilerede billige bolig-projekt som dødt, og i sidste uge trak han så tæppet væk under et andet projekt, som overborgmesteren ellers har lagt sig hårdt i selen for at få op at stå, nemlig opstillingen af den afdøde kunstner Robert Jakobsens gigantiske jernskultur. Efter planerne skal den opstilles ved indsejlingen til Københavns Havn, som et slags moderne varetegn for byen i stil med højhuset ”Turning Torso” i Malmø. Selve skulpturen er en gave fra kunstnerens familie og kommunes udgifter er begrænsede til en forundersøgelse, men det formilder ikke Bondam:
"Jeg har svært ved at se, hvad dette skulle gavne eller hvad det særlige er mellem København og denne skulptur. Man kan rent kunstnerisk mene, hvad man vil om Robert Jakobsen, men at opstille en 72,5 meter høj skulptur på netop det sted i havnen - det er jeg bestemt ikke vild med, sagde Bondam.
Bondam står formentlig til at give Ritt Bjerregaard et nederlag, sammen med den samlede venstrefløj dvs. SF og Enhedslisten, der på deres gruppemøder i sidste uge hver især besluttede at vende tommelfingeren nedad til skulpturen. Dermed har Ritt Bjerregaard kun mulighed for at gennemføre projektet med VKO-blokken. Foreløbig er Venstres leder ikke afvisende, men spørgsmålet er om Pia Allerslev vil hjælpe Ritt Bjerregaard i denne sag. Tværtimod kan hun ydmyge Ritt ved at stemme forslaget ned sammen med de konservative og Dansk Folkeparti. Sidstnævnte parti er ikke kendte for at være specielt pjattede med store kunstværker i det offentlige rum.
Man skal næppe regne med folkebevægelser, der går i demonstration til Rådhuspladsen for at KRÆVE jernskulpturen opstillet. Tværtimod har man ofte set en folkestemning rejses sig imod store kunstværker.
For kun få uger siden anklagede Klaus Bondam københavnerne for at gå BANANAS når det gælder Metro-byggeriet:
- Der er nogle københavnere, der lider af banana: Build Absolutely Nothing Anywhere Near Anything. Altså lad være med at bygge noget som helst, nogen som helst steder, sagde Klaus Bondam dengang til TV Avisen. Men tolerancen for byggeri mv. gælder åbenbart ikke i sagen omkring Robert Jakobsen-skulpturen, hvor han nu har sat sig i spidsen for det synspunkt, at det monstrøse kunstværk ikke bliver opstillet.
Bondam afviser opstillingen af skulpturen ud fra en overbevisning om at det er en dårlig idé, men det er samtidig en kærkommen tak for sidst fra Bondam til Ritt, for at køre de radikale ud på et sidespor ved budgetforhandlingerne. SF’erne har det på samme måde. Havde det gamle ABF-samarbejde fortsat været intakt, så havde SF og de radikale sikkert været til at tale med. Nu skylder man ikke Ritt noget som helst. Socialdemokraternes budgetforlig med de borgerlige har således sin pris, og som det ser ud nu, så betaler Ritt af på det ved at rende ind i et nederlag, når et flertal i Borgerrepræsentationen – som det forventes - afviser at opstille ”Store Robert”.
onsdag den 22. oktober 2008
Bondam får kun en periode som miljø og teknikborgmester
De radikales vælgerkrise på landsplan river tæppet væk under partiet i hovedstaden.
Bragt i Bryggebladet nr 16 den 21. oktober 2008
Af Jarl Cordua
Om ca. et år går valgkampen før valget til Københavns Borgerrepræsentation ind i sin sidste og afgørende fase. Bryggebladet prøver at kigge lidt i krystalkuglen for at se, hvordan det kommer til at gå.
Næste års BR-valg vil vise om det fremadstormende SF får to borgmesterposter i stedet for kun én i dag. Det mest spændende er nok i virkeligheden om hvorvidt det bliver de radikale eller Enhedslisten, der må overlade SF en ekstra borgmesterpost. Selvom at S ifølge den seneste meningsmåling lavet af Gallup for Berlingske Tidende står til at sige farvel til op mod en tredjedel af deres vælgere skal det alligevel gå meget galt for socialdemokraterne, hvis de mister deres ekstra borgmesterpost ud over overborgmesterposten. I dag sidder integrationsborgmester Jakob Hougaard på den, men de fleste bud går på, at han bliver skiftet ud ved næste valg. Måske til fordel for en af overborgmester Ritt Bjerregaards protegeer eksempelvis den unge, men ganske synlige politiske ordfører Anne Vang.
Alle bliver borgmestre
Københavnsk politik adskiller sig fra stort set alt andet ved, at alle af byens store partiledere til sidst ender med at blive borgmestre. Det sker næsten uanset, hvordan det i øvrigt går partierne ved valget. Valgresultatet får naturligvis alligevel en afgørende betydning, da det bestemmer den rækkefølge, hvor borgmestrene vælger deres ressortområder. I grove træk sker det efter partiernes størrelse og efter hvordan det lidt komplicerede konstitueringsspil falder ud. Fremgang på valgdagen giver dog alt andet lige et parti bedre muligheder for at vælge en tungere borgmesterpost med et ressortområde med større budgetter, mere personale osv. Udover den større indflydelse, så profilerer det også en borgmester, sådan at han eller hun fremstår mere synlig overfor vælgerne frem mod det kommende valg.
Overborgmesteren er socialdemokrat
Siden 1938, hvor overborgmesterposten blev indført, har blot otte socialdemokrater røgtet hvervets som byens førstemand. Men faktisk har Københavns bystyre været socialdemokratisk ledet i mere end hundrede år og i perioder sad socialdemokraterne endog med absolut flertal i Borgerrepræsentation (BR). Socialdemokraterne har i perioder regeret ved hjælp af SF og venstrefløjens stemmer, men ofte har man – præcis som det skete i forbindelse med budgetaftalen i år – indgået konstitueringsaftaler med de borgerlige partier. Socialdemokraternes stemmetal er altså gået op og navnlig ned, men partiet har aldrig mistet magten. Det er derfor de færreste iagttagere, som inderst inde tror på, at Ritt Bjerregaard til trods for, at hun står til en ordentlig blodtud fra skuffede vælgere, ender med – efter at borgmester-posterne er fordelt - at måtte lade magten glide partiet af hænde. Når stemmerne er talt op efter valget næste år vil Ritt Bjerregaard efter Bryggebladets vurdering– uanset hendes tiltagende upopularitet og SFs fremgang - fortsat være overborgmester. Den eneste, der kan true Ritts overborgmesterpost er SFs Bo Asmus Kjeldgaard, men det kræver, at han får de borgerlige plus venstrefløjen til at pege på sig, og det er spørgsmålet om Kjeldgaard, som person besidder de altfavnende egenskaber, der skal til for nå dertil. Der er stort set ingen ledende politikere på rådhuset, der hverken stoler eller bryder sig om Ritt Bjerregaard, men det er ikke det samme som, at de er begejstrede for Kjeldgaard. Nok snarere tværtimod. Kjeldgaard er også omstridt, og går for altid at mele sin egen kage, mere end at tage hensyn til sine politiske alliancepartnere. Og det er næppe den rette strategi at følge, hvis man vil være overborgmester.
Bondams borgmesterpost på vippen
Klaus Bondam har længe måttet slås internt i sit parti med en utilfreds opposition, men blev alligevel for nogle uger siden genvalgt som spidskandidat uden modkandidat. Den interne begejstring over Bondam er dog til at overse. Han blev formentlig kun valgt, fordi gruppeformanden Manu Sareen hellere vil forfølge en karriere i folketinget. De radikale er oven i vælgermæssigt i krise på landsplan, hvor man ligger og roder under fem procent af stemmerne. Tilsyneladende er partiet på Christiansborg også plaget af en ledelsesmæssig krise. I hvert fald hvis man skal tro de radikales retspolitiske ordfører Simon Emil Ammitzbøll, der forleden forlod partiet med den begrundelse at han ikke havde tillid til Margrethe Vestager evner som politisk leder. Rigtig eller forkert, så skal de radikale igen have fremgang på landsplan, da udviklingen ellers risikerer at smitte af på vælgeropbakningen i København. Bliver nedsmeltningen total kan Klaus Bondam endog risikere at måtte sige helt farvel til en borgmesterpost. I Gallups måling for et par uger siden lå de radikale i hovedstaden imidlertid med otte procent pænt over partiets aktuelle landspolitiske vælgeropbakning. Under alle omstændigheder så står de radikale i København til at blive kraftigt decimeret i forhold til Liste Bs drømmevalg ved BR-valget i 2005, hvor man med næsten 12 procent af stemmerne blev større end SF, og derfor fik lov at vælge borgmesterområde først. Bondam sidder i dag på kommunens - næst efter overborgmesterposten - tungeste og højtprofilerede teknik- og miljøborgmester-post, men den allerede konstaterede tilbagegang medfører ret sikkert, at han ikke længere får lov at vælge først af partierne (efter overborgmesteren) som det skete i 2005. I stedet går teknik og miljøområdet med ret stor sikkerhed - enten til Venstres Pia Allerslev, som formentlig bliver størst blandt de borgerlige - eller til SFs Bo Asmus Kjeldgaard. Det sidste afhænger dog helt af hvilke partnere Ritt i sidste ende indgår en konstitueringsaftale med. Bondam få dog sandsynligvis– hvis tilbagegangen bliver begrænset - et andet men noget ”lettere” – borgmesterområde.
DF står til borgmesterstol
De konservative har igen valgt at stille med den blandt københavnske vælgere ret ukendte sundheds og omsorgsborgmester Mogens Lønborg. Intet tyder endnu på, at Lønborgs politiske meritter tiltrækker nye vælgere til partiet, men til gengæld kan den landspolitiske og for de konservative vældigt positive ”Lene Espersen-effekt” formentlig få nogle tidligere Venstre-vælgere i hovedstaden til næste år at foretrække at sætte kryds ved liste C. Det kan måske give partiet den fremgang i København, som konservative i mere end et årti har sukket efter. Gallups nylige måling for hovedstaden gav K 10 procent af stemmerne, men selv ærke-konservative forventer ikke at de tal holder på valgdagen. Paradoksalt nok er en fremgang for K ikke en garanti for en borgmesterstol. Venstre kan være sikker på deres borgmesterpost, men hvis Dansk Folkeparti bliver mandatmæssigt større end K i BR, hvad partiet har været tidligere, så er det ikke utænkeligt, at DFs leder Carl Christian Ebbesen kræver at få den anden borgmester-post i VKO-blokken. De fleste vurderer, at DFs mandattal på kun tre er undervurderet og kun skyldes, at Louise Freverts valgkamp sidst kørte helt skævt især på grund af hård kritik for en racistisk passage på hendes hjemmeside. Omvendt har Ebbesen på ingen måde end Pia Kjærsgaards politiske salgstalent. Gallups måling gav i øvrigt DF hele 11 procent mod kun 12 procent til Venstre. Så der er måske lagt op til et tæt løb om borgmesterposterne blandt de borgerlige partier.
Bragt i Bryggebladet nr 16 den 21. oktober 2008
Af Jarl Cordua
Om ca. et år går valgkampen før valget til Københavns Borgerrepræsentation ind i sin sidste og afgørende fase. Bryggebladet prøver at kigge lidt i krystalkuglen for at se, hvordan det kommer til at gå.
Næste års BR-valg vil vise om det fremadstormende SF får to borgmesterposter i stedet for kun én i dag. Det mest spændende er nok i virkeligheden om hvorvidt det bliver de radikale eller Enhedslisten, der må overlade SF en ekstra borgmesterpost. Selvom at S ifølge den seneste meningsmåling lavet af Gallup for Berlingske Tidende står til at sige farvel til op mod en tredjedel af deres vælgere skal det alligevel gå meget galt for socialdemokraterne, hvis de mister deres ekstra borgmesterpost ud over overborgmesterposten. I dag sidder integrationsborgmester Jakob Hougaard på den, men de fleste bud går på, at han bliver skiftet ud ved næste valg. Måske til fordel for en af overborgmester Ritt Bjerregaards protegeer eksempelvis den unge, men ganske synlige politiske ordfører Anne Vang.
Alle bliver borgmestre
Københavnsk politik adskiller sig fra stort set alt andet ved, at alle af byens store partiledere til sidst ender med at blive borgmestre. Det sker næsten uanset, hvordan det i øvrigt går partierne ved valget. Valgresultatet får naturligvis alligevel en afgørende betydning, da det bestemmer den rækkefølge, hvor borgmestrene vælger deres ressortområder. I grove træk sker det efter partiernes størrelse og efter hvordan det lidt komplicerede konstitueringsspil falder ud. Fremgang på valgdagen giver dog alt andet lige et parti bedre muligheder for at vælge en tungere borgmesterpost med et ressortområde med større budgetter, mere personale osv. Udover den større indflydelse, så profilerer det også en borgmester, sådan at han eller hun fremstår mere synlig overfor vælgerne frem mod det kommende valg.
Overborgmesteren er socialdemokrat
Siden 1938, hvor overborgmesterposten blev indført, har blot otte socialdemokrater røgtet hvervets som byens førstemand. Men faktisk har Københavns bystyre været socialdemokratisk ledet i mere end hundrede år og i perioder sad socialdemokraterne endog med absolut flertal i Borgerrepræsentation (BR). Socialdemokraterne har i perioder regeret ved hjælp af SF og venstrefløjens stemmer, men ofte har man – præcis som det skete i forbindelse med budgetaftalen i år – indgået konstitueringsaftaler med de borgerlige partier. Socialdemokraternes stemmetal er altså gået op og navnlig ned, men partiet har aldrig mistet magten. Det er derfor de færreste iagttagere, som inderst inde tror på, at Ritt Bjerregaard til trods for, at hun står til en ordentlig blodtud fra skuffede vælgere, ender med – efter at borgmester-posterne er fordelt - at måtte lade magten glide partiet af hænde. Når stemmerne er talt op efter valget næste år vil Ritt Bjerregaard efter Bryggebladets vurdering– uanset hendes tiltagende upopularitet og SFs fremgang - fortsat være overborgmester. Den eneste, der kan true Ritts overborgmesterpost er SFs Bo Asmus Kjeldgaard, men det kræver, at han får de borgerlige plus venstrefløjen til at pege på sig, og det er spørgsmålet om Kjeldgaard, som person besidder de altfavnende egenskaber, der skal til for nå dertil. Der er stort set ingen ledende politikere på rådhuset, der hverken stoler eller bryder sig om Ritt Bjerregaard, men det er ikke det samme som, at de er begejstrede for Kjeldgaard. Nok snarere tværtimod. Kjeldgaard er også omstridt, og går for altid at mele sin egen kage, mere end at tage hensyn til sine politiske alliancepartnere. Og det er næppe den rette strategi at følge, hvis man vil være overborgmester.
Bondams borgmesterpost på vippen
Klaus Bondam har længe måttet slås internt i sit parti med en utilfreds opposition, men blev alligevel for nogle uger siden genvalgt som spidskandidat uden modkandidat. Den interne begejstring over Bondam er dog til at overse. Han blev formentlig kun valgt, fordi gruppeformanden Manu Sareen hellere vil forfølge en karriere i folketinget. De radikale er oven i vælgermæssigt i krise på landsplan, hvor man ligger og roder under fem procent af stemmerne. Tilsyneladende er partiet på Christiansborg også plaget af en ledelsesmæssig krise. I hvert fald hvis man skal tro de radikales retspolitiske ordfører Simon Emil Ammitzbøll, der forleden forlod partiet med den begrundelse at han ikke havde tillid til Margrethe Vestager evner som politisk leder. Rigtig eller forkert, så skal de radikale igen have fremgang på landsplan, da udviklingen ellers risikerer at smitte af på vælgeropbakningen i København. Bliver nedsmeltningen total kan Klaus Bondam endog risikere at måtte sige helt farvel til en borgmesterpost. I Gallups måling for et par uger siden lå de radikale i hovedstaden imidlertid med otte procent pænt over partiets aktuelle landspolitiske vælgeropbakning. Under alle omstændigheder så står de radikale i København til at blive kraftigt decimeret i forhold til Liste Bs drømmevalg ved BR-valget i 2005, hvor man med næsten 12 procent af stemmerne blev større end SF, og derfor fik lov at vælge borgmesterområde først. Bondam sidder i dag på kommunens - næst efter overborgmesterposten - tungeste og højtprofilerede teknik- og miljøborgmester-post, men den allerede konstaterede tilbagegang medfører ret sikkert, at han ikke længere får lov at vælge først af partierne (efter overborgmesteren) som det skete i 2005. I stedet går teknik og miljøområdet med ret stor sikkerhed - enten til Venstres Pia Allerslev, som formentlig bliver størst blandt de borgerlige - eller til SFs Bo Asmus Kjeldgaard. Det sidste afhænger dog helt af hvilke partnere Ritt i sidste ende indgår en konstitueringsaftale med. Bondam få dog sandsynligvis– hvis tilbagegangen bliver begrænset - et andet men noget ”lettere” – borgmesterområde.
DF står til borgmesterstol
De konservative har igen valgt at stille med den blandt københavnske vælgere ret ukendte sundheds og omsorgsborgmester Mogens Lønborg. Intet tyder endnu på, at Lønborgs politiske meritter tiltrækker nye vælgere til partiet, men til gengæld kan den landspolitiske og for de konservative vældigt positive ”Lene Espersen-effekt” formentlig få nogle tidligere Venstre-vælgere i hovedstaden til næste år at foretrække at sætte kryds ved liste C. Det kan måske give partiet den fremgang i København, som konservative i mere end et årti har sukket efter. Gallups nylige måling for hovedstaden gav K 10 procent af stemmerne, men selv ærke-konservative forventer ikke at de tal holder på valgdagen. Paradoksalt nok er en fremgang for K ikke en garanti for en borgmesterstol. Venstre kan være sikker på deres borgmesterpost, men hvis Dansk Folkeparti bliver mandatmæssigt større end K i BR, hvad partiet har været tidligere, så er det ikke utænkeligt, at DFs leder Carl Christian Ebbesen kræver at få den anden borgmester-post i VKO-blokken. De fleste vurderer, at DFs mandattal på kun tre er undervurderet og kun skyldes, at Louise Freverts valgkamp sidst kørte helt skævt især på grund af hård kritik for en racistisk passage på hendes hjemmeside. Omvendt har Ebbesen på ingen måde end Pia Kjærsgaards politiske salgstalent. Gallups måling gav i øvrigt DF hele 11 procent mod kun 12 procent til Venstre. Så der er måske lagt op til et tæt løb om borgmesterposterne blandt de borgerlige partier.
mandag den 6. oktober 2008
Ritt alene på rådhuset
Socialdemokraternes budgetaftale med VKO vil præge resten af valgperioden
Artikel bragt i Bryggebladet nr. 15 den 16. september 2008
Bag kulisserne
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Overborgmester Ritt Bjerregaard havde ikke mange venner før årets budgetforhandlinger. Der var dog én, og det var Klaus Bondam, men den alliance blev ofret, da det for første gang siden valget i 2005 ikke lykkedes at samle ”byens regering” om en budgetaftale for 2009. I stedet bød Ritt ganske overraskende de borgerlige op til dans og endte med at strikke et budget sammen med VKO-partierne til venstrefløjens og de radikales store fortrydelse.
Begrebet ”byens regering” eksisterer derfor ikke længere og traditionen mellem ABF-partierne, hvor man klappede alle de store beslutninger af på forhånd er ligeså en saga blot. I realiteten har byen nu i stedet fået en ”mindretals-regering”, hvor S sidder for bordenden og forsøger at samle flertal fra sag til sag med forskellige partier skiftevis til højre og venstre.
Samtidigt vejrer især SF morgenluft. For Ritts aftale med de borgerlige, forbedrer Bo Asmus Kjeldgaards muligheder for at gå på stemmestrandhugst hos utilfredse socialdemokratiske vælgere. En meningsmåling i Berlingske i sidste uge viste netop, at SF tordner frem primært på socialdemokraternes bekostning.
Kløvermarken sendte SF ud
Årets budgetpartnere så ellers længe ud til at ende med den sædvanlige ABF-konstellationen plus Enhedslisten, men forhandlingerne strandede især på SFs modstand mod Kløvermark-byggeriet på Amager. Partiet ville imidlertid ikke underskrive en håndfæstning, der forpligtede dem til at støtte byggeriet, der skulle levere en pæn andel af Ritt Bjerregaards berømte billige boliger.
SF opretholdt sin modstand primært af to årsager. For det første krævede partiet en ny såkaldt ”risikovurdering” af projektet, der skulle klarlægge de planlagte boligers afstand til det nærliggende område ”Prøvestenens” olielagre. Socialdemokraterne mente, at en sådan risikovurdering var iværksat men støttede gerne en ny, men krævede alligevel her og nu sikkerhed for, at SF uanset resultatetet af risikovurderingen, at partiet til sin tid støttede projektet.
Mistilliden mellem parterne har længe været udtalt, men den blev nu total, da Ritt Bjerregaard desuden ikke ville – eller kunne - svare på, hvor mange boliger, hun havde tænkt sig, at der skulle bygges på Kløvermarken.
Frygten for ålerusen
For det andet opfattede SF fra starten Kløvermarks-projektet, som en politisk ”åleruse” eller en fælde, man skulle undgå. I fald man ”bed til bolle” og accepterede byggeriet, så ville det blive svært igen at komme ud af aftalen.
Midt i forhandlingsprocessen forsøgte den socialdemokratiske politiske ordfører Anne Vang gennem medierne at øge presset på SF, som blev stemplet som utroværdige forligspartner, der løb fra indgåede aftaler. Holdningen hos Ritt og co. lå længe klar: Ville SF ikke være med til Kløvermarksprojektet, så fik de ingen indflydelse på budgettet.
Efter en farceagtig weekend, hvor SF dagligt skiftede holdning til byggeprojektet stod det efterhånden klart for alle, at socialdemokraterne i stedet ville prøve at forhandle med de borgerlige. Der blev holdt møder med SF, men man nåede aldrig til realitetsforhandlinger.
Skattesænkning sendte de radikale ud
Enhedslisten og navnlig de radikale bed sig fortsat fast i bordkanten, selvom den radikale gruppeformand Manu Sareen før forhandlingerne med de borgerlige blankt afviste skattesænkninger på 0,5 procent, som lå i det oprindelige VKO-udspil. Dermed var Ritt Bjerregaards forhandlingsposition låst fast, hvis hun skulle have de radikale med. Formelt var Bondam og Co. stadig med i forhandlingerne med VKO, men efterhånden som de skred frem gled de længere ud på sidelinjen.
På et tidspunkt foretog overborgmesteren en kold kalkyle: Enten spillede hun de radikales spil – hvorefter socialdemokraterne skulle tilbage til besværlige og formentlig umulige forhandlinger med SF - eller også forsøgte Ritt sig helt alene med de borgerlige.
Da S var nået i hus med VKO-partierne var de radikale blevet en klods om benet. Deres mandater var ikke afgørende, og de radikale og Enhedslisten blev derfor slet ikke engang forsøgt inddraget i en aftale. Ved den lejlighed blev tovene til tre års ret tæt samarbejde mellem Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam brutalt kappet over.
Kæmpesejr til VKO
De borgerlige partier fejrede budgetforliget som en kæmpesejr – og med rette. Den borgerlige oppositionsleder, kultur og fritidsborgmester Pia Allerslev fik med forliget sit første egentlige forhandlingsresultat hjem. Selvom VKOs oplæg lød på en halv procents skattesænkning, og undervejs blev forhandlet ned til kun 0,2 procent, så anses dette resultat bredt på rådhuset for en præstation i en kommune, hvor næsten to-tredjedele af vælgerne stemmer på alt andet end VKO.
Allerslevs Kulturforvaltning med de mange nedslidte idrætsanlæg og den konservative borgmester Mogens Lønborgs sundhedsforvaltning er sammen med Socialforvaltningen i øvrigt de helt store vindere, der tilgodeses med midler til næste år. Da Ritt Bjerregaard enten ikke tør eller ikke vil tage pengene fra Bo Asmus Kjeldgaards Børne- og Ungdomsforvaltning, så må de hentes et andet sted. Det bliver naturligvis Klaus Bondams store teknik- og miljøområde, som må holde for, når pengene skal findes. Det sker ved, at flere dyre anlægsinvesteringer nu bliver taget af bordet.
De borgerliges forhandlingstriumf - skattesænkningen - er nok mere symbolsk end den er reel, da de 500 kr. ekstra om året for børnefamiliernes bliver mere end spist op af en takststigning i daginstitutionerne på 187 kr. om måneden. Hos Kommunernes Landsforening er der dog begejstring over aftalen, da den københavnske skattesænkning gør KL bedre i stand til at overholde sin økonomiske aftale med regeringen, da kommuner med særlig dårlig økonomi nu skaber rum til at hæve skatten, når megakommunen København sænker sin skatteprocent.
Fra rød til sort skole
Skattesænkningen har dog også gjort Ritt Bjerregaard ganske sårbar for kritik fra venstrefløjen og de radikale. For ni måneder siden satte overborgmesteren sig personligt i spidsen for en ideologisk oprustning af Socialdemokratiet på landsplan under navnet ”Den Røde Skole”, men nu anklages hun for i virkeligheden at være ”skoleinspektør i den sorte skole”.
Samtidig har de svært ved at se, hvordan Ritt kan gå med til skattelettelser, når Socialdemokraterne ved sidste folketingsvalg lovede danskerne ”velfærd frem for skattelettelser”. Endelig står kommunens faglige organisationer med LO-Storkøbenhavn i spidsen for protest-demonstrationer imod forliget med VKO, som efter deres opfattelse består af nedskæringer på det sociale område.
Gallups måling i Berlingske i sidste uge viser, at mere end hver tredje S-vælger, der stemte på Ritt i 2005, nu har sagt farvel og tak. Kun 23 procent vil efter budgetforliget stemme på S mod næsten 38 procent ved forrige BR-valg.
Hemmelig tilfredshed hos SF og Radikale
Ritts budgetforlig med VKO åbner på ny det politiske spil på rådhuset frem mod valget næste år. Ingen forestiller sig, at de borgerlige hjælper hende i alle politiske sager ligeså lidt som, at det heller ikke er sandsynligt, at venstrefløjen og de radikale afviser at deltage i politiske aftaler.
Men den gamle forståelse om gensidig loyalitet mellem ABF-partierne og fælles forpligtelse til at forsøge at nå til enighed er gået fløjten. Og så glæder især de radikale og SF sig i al hemmelighed over den nyfundne frihed, hvor man får langt bedre mulighed for at sælge sin egen politik overfor vælgerne – frem for at blive gjort ansvarlig for ”Ritts København”.
Foreløbig står SF til en kæmpe vælgergevinst. Holder Gallup-målingen hele vejen frem til valget, bliver SF mere end fordoblet og bliver Københavns største parti med 26 procent af stemmerne. Til gengæld får de radikale bank i målingen. Partiets genvalgte spidskandidat Klaus Bondam har udsigt til kun at samle en vælgeropbakning på 8 procent. Det er kun to tredjedele af resultatet fra 2005, hvor liste B fik 11,8 procent af stemmerne.
Ritt Bjerregaard kan under alle omstændigheder ikke undgå at blive isoleret mere end nogensinde. Venstrefløjen og de radikale er begyndt at finde sammen i et skæbnefællesskab, hvor man hvert fald kan blive enige om én ting: at stå sammen mod Ritt Bjerregaard.
Artikel bragt i Bryggebladet nr. 15 den 16. september 2008
Bag kulisserne
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Overborgmester Ritt Bjerregaard havde ikke mange venner før årets budgetforhandlinger. Der var dog én, og det var Klaus Bondam, men den alliance blev ofret, da det for første gang siden valget i 2005 ikke lykkedes at samle ”byens regering” om en budgetaftale for 2009. I stedet bød Ritt ganske overraskende de borgerlige op til dans og endte med at strikke et budget sammen med VKO-partierne til venstrefløjens og de radikales store fortrydelse.
Begrebet ”byens regering” eksisterer derfor ikke længere og traditionen mellem ABF-partierne, hvor man klappede alle de store beslutninger af på forhånd er ligeså en saga blot. I realiteten har byen nu i stedet fået en ”mindretals-regering”, hvor S sidder for bordenden og forsøger at samle flertal fra sag til sag med forskellige partier skiftevis til højre og venstre.
Samtidigt vejrer især SF morgenluft. For Ritts aftale med de borgerlige, forbedrer Bo Asmus Kjeldgaards muligheder for at gå på stemmestrandhugst hos utilfredse socialdemokratiske vælgere. En meningsmåling i Berlingske i sidste uge viste netop, at SF tordner frem primært på socialdemokraternes bekostning.
Kløvermarken sendte SF ud
Årets budgetpartnere så ellers længe ud til at ende med den sædvanlige ABF-konstellationen plus Enhedslisten, men forhandlingerne strandede især på SFs modstand mod Kløvermark-byggeriet på Amager. Partiet ville imidlertid ikke underskrive en håndfæstning, der forpligtede dem til at støtte byggeriet, der skulle levere en pæn andel af Ritt Bjerregaards berømte billige boliger.
SF opretholdt sin modstand primært af to årsager. For det første krævede partiet en ny såkaldt ”risikovurdering” af projektet, der skulle klarlægge de planlagte boligers afstand til det nærliggende område ”Prøvestenens” olielagre. Socialdemokraterne mente, at en sådan risikovurdering var iværksat men støttede gerne en ny, men krævede alligevel her og nu sikkerhed for, at SF uanset resultatetet af risikovurderingen, at partiet til sin tid støttede projektet.
Mistilliden mellem parterne har længe været udtalt, men den blev nu total, da Ritt Bjerregaard desuden ikke ville – eller kunne - svare på, hvor mange boliger, hun havde tænkt sig, at der skulle bygges på Kløvermarken.
Frygten for ålerusen
For det andet opfattede SF fra starten Kløvermarks-projektet, som en politisk ”åleruse” eller en fælde, man skulle undgå. I fald man ”bed til bolle” og accepterede byggeriet, så ville det blive svært igen at komme ud af aftalen.
Midt i forhandlingsprocessen forsøgte den socialdemokratiske politiske ordfører Anne Vang gennem medierne at øge presset på SF, som blev stemplet som utroværdige forligspartner, der løb fra indgåede aftaler. Holdningen hos Ritt og co. lå længe klar: Ville SF ikke være med til Kløvermarksprojektet, så fik de ingen indflydelse på budgettet.
Efter en farceagtig weekend, hvor SF dagligt skiftede holdning til byggeprojektet stod det efterhånden klart for alle, at socialdemokraterne i stedet ville prøve at forhandle med de borgerlige. Der blev holdt møder med SF, men man nåede aldrig til realitetsforhandlinger.
Skattesænkning sendte de radikale ud
Enhedslisten og navnlig de radikale bed sig fortsat fast i bordkanten, selvom den radikale gruppeformand Manu Sareen før forhandlingerne med de borgerlige blankt afviste skattesænkninger på 0,5 procent, som lå i det oprindelige VKO-udspil. Dermed var Ritt Bjerregaards forhandlingsposition låst fast, hvis hun skulle have de radikale med. Formelt var Bondam og Co. stadig med i forhandlingerne med VKO, men efterhånden som de skred frem gled de længere ud på sidelinjen.
På et tidspunkt foretog overborgmesteren en kold kalkyle: Enten spillede hun de radikales spil – hvorefter socialdemokraterne skulle tilbage til besværlige og formentlig umulige forhandlinger med SF - eller også forsøgte Ritt sig helt alene med de borgerlige.
Da S var nået i hus med VKO-partierne var de radikale blevet en klods om benet. Deres mandater var ikke afgørende, og de radikale og Enhedslisten blev derfor slet ikke engang forsøgt inddraget i en aftale. Ved den lejlighed blev tovene til tre års ret tæt samarbejde mellem Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam brutalt kappet over.
Kæmpesejr til VKO
De borgerlige partier fejrede budgetforliget som en kæmpesejr – og med rette. Den borgerlige oppositionsleder, kultur og fritidsborgmester Pia Allerslev fik med forliget sit første egentlige forhandlingsresultat hjem. Selvom VKOs oplæg lød på en halv procents skattesænkning, og undervejs blev forhandlet ned til kun 0,2 procent, så anses dette resultat bredt på rådhuset for en præstation i en kommune, hvor næsten to-tredjedele af vælgerne stemmer på alt andet end VKO.
Allerslevs Kulturforvaltning med de mange nedslidte idrætsanlæg og den konservative borgmester Mogens Lønborgs sundhedsforvaltning er sammen med Socialforvaltningen i øvrigt de helt store vindere, der tilgodeses med midler til næste år. Da Ritt Bjerregaard enten ikke tør eller ikke vil tage pengene fra Bo Asmus Kjeldgaards Børne- og Ungdomsforvaltning, så må de hentes et andet sted. Det bliver naturligvis Klaus Bondams store teknik- og miljøområde, som må holde for, når pengene skal findes. Det sker ved, at flere dyre anlægsinvesteringer nu bliver taget af bordet.
De borgerliges forhandlingstriumf - skattesænkningen - er nok mere symbolsk end den er reel, da de 500 kr. ekstra om året for børnefamiliernes bliver mere end spist op af en takststigning i daginstitutionerne på 187 kr. om måneden. Hos Kommunernes Landsforening er der dog begejstring over aftalen, da den københavnske skattesænkning gør KL bedre i stand til at overholde sin økonomiske aftale med regeringen, da kommuner med særlig dårlig økonomi nu skaber rum til at hæve skatten, når megakommunen København sænker sin skatteprocent.
Fra rød til sort skole
Skattesænkningen har dog også gjort Ritt Bjerregaard ganske sårbar for kritik fra venstrefløjen og de radikale. For ni måneder siden satte overborgmesteren sig personligt i spidsen for en ideologisk oprustning af Socialdemokratiet på landsplan under navnet ”Den Røde Skole”, men nu anklages hun for i virkeligheden at være ”skoleinspektør i den sorte skole”.
Samtidig har de svært ved at se, hvordan Ritt kan gå med til skattelettelser, når Socialdemokraterne ved sidste folketingsvalg lovede danskerne ”velfærd frem for skattelettelser”. Endelig står kommunens faglige organisationer med LO-Storkøbenhavn i spidsen for protest-demonstrationer imod forliget med VKO, som efter deres opfattelse består af nedskæringer på det sociale område.
Gallups måling i Berlingske i sidste uge viser, at mere end hver tredje S-vælger, der stemte på Ritt i 2005, nu har sagt farvel og tak. Kun 23 procent vil efter budgetforliget stemme på S mod næsten 38 procent ved forrige BR-valg.
Hemmelig tilfredshed hos SF og Radikale
Ritts budgetforlig med VKO åbner på ny det politiske spil på rådhuset frem mod valget næste år. Ingen forestiller sig, at de borgerlige hjælper hende i alle politiske sager ligeså lidt som, at det heller ikke er sandsynligt, at venstrefløjen og de radikale afviser at deltage i politiske aftaler.
Men den gamle forståelse om gensidig loyalitet mellem ABF-partierne og fælles forpligtelse til at forsøge at nå til enighed er gået fløjten. Og så glæder især de radikale og SF sig i al hemmelighed over den nyfundne frihed, hvor man får langt bedre mulighed for at sælge sin egen politik overfor vælgerne – frem for at blive gjort ansvarlig for ”Ritts København”.
Foreløbig står SF til en kæmpe vælgergevinst. Holder Gallup-målingen hele vejen frem til valget, bliver SF mere end fordoblet og bliver Københavns største parti med 26 procent af stemmerne. Til gengæld får de radikale bank i målingen. Partiets genvalgte spidskandidat Klaus Bondam har udsigt til kun at samle en vælgeropbakning på 8 procent. Det er kun to tredjedele af resultatet fra 2005, hvor liste B fik 11,8 procent af stemmerne.
Ritt Bjerregaard kan under alle omstændigheder ikke undgå at blive isoleret mere end nogensinde. Venstrefløjen og de radikale er begyndt at finde sammen i et skæbnefællesskab, hvor man hvert fald kan blive enige om én ting: at stå sammen mod Ritt Bjerregaard.
tirsdag den 16. september 2008
Mistillidens rådhus
Socialdemokraterne og SF skændes, så det brager, forud for årets budgetforhandlinger.
Artikel bragt i Bryggebladet nr. 15 den 16. september 2008
Af Jarl Cordua
Budgetforhandlingerne på Københavns Rådhus er igen i år præget af en ikke specielt hjertelig atmosfære. Det er især forholdet mellem overborgmester Ritt Bjerregaard (S) og børne- og ungeborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF), der er så dårligt, at det beskrives som værende på »dybfryser-niveau«.
Forhandlingsklimaet gør alt andet lige forhandlingerne om næste års budget sværere end normalt, og forhandlingerne kompliceres især af tre store, forskellige, men alligevel indbyrdes forbundne sager.
Hvis man koger forhandlingsdagsordenen ned, så kræver Socialdemokraterne af Kjeldgaard, at SF lægger stemmer til at gennemføre de omstridte planer om byggeri på Kløvermarken på Amager. Til gengæld får SF-borgmesteren hårdt tiltrængte midler, som han står og mangler i sin forvaltning til blandt andet at renovere kommunens nedslidte skoler. Hvis Ritt får Kløvermarksbyggeriet i gang, bliver der derfor også bygget en ganske pæn portion af de billige boliger, som hun konkret lovede vælgerne ved det seneste valg til Borgerrepræsentationen. Det vil stille hende markant bedre før det kommende valg.
Kløvermark-ballade
SF’erne har aldrig været pjattet med Kløvermarksbyggeriet, som heller ikke lokalt er populært, hvor man mener, at nybyggeriet formindsker de grønne arealer til boldbaner.
For et par uger siden troede alle dog, at der nu – langt om længe – lå en aftale mellem S, SF og Radikale herom. Men pludselig var flertallet igen væk, da SF var rendt fra aftalen.
Den oplevelse har især skabt betydelig mistro hos Ritt Bjerregaard og den Radikale leder Klaus Bondam til Kjeldgaard, som de i stigende grad opfatter som en utroværdig samarbejdspartner. Ved samme tid sidste år var det ellers Bondam, der kortsluttede en aftale om Kløvermarksbyggeriet, men han er altså kommet på andre tanker, efter at der blev holdt en ny arkitektkonkurrence.
Der gik dog ikke mange dage efter ’sammenbruddet’, før SF ved et såkaldt ’krisemøde’ kom tilbage til flertallet, og pludselig var planerne for Kløvermarken igen en realitet. Nu havde SF imidlertid betinget sig, at politikerne – før de tager den endelige beslutning – skal afvente en miljøundersøgelse, der skal afdække, om de planlagte boliger på Kløvermarken kommer for tæt på Prøvestenens store kemikalie-tanke.
SF’s kovending kan dog virke lidt uforståelig, for miljøundersøgelsen var iværksat allerede før, at al balladen opstod. Som et kuriosum kan nævnes, at Enhedslisten torsdag i denne uge i Borgerrepræsentationen stiller et drilleforslag, som skal stoppe al kommunal planlægning af Kløvermarksbyggeriet, før miljøundersøgelsen foreligger.
Dagsordensforslaget er dermed med til at tvinge SF til at vise, hvor de endeligt står i sagen. Tiden er dog nu også kommet til, at Ritt vil have SF’erne ned i sækken og stående bag en Kløvermarksaftale uden at de igen løber fra den.
Derfor forsøgte overborgmesteren fredag i sidste uge med en såkaldt ’håndfæstning’ at binde Kjeldgaard til aftalen, men det mislykkedes til at starte med.
Men så lagde SF’s gruppeformand på Christiansborg Ole Sohn lørdag ekstra pres partifællerne på rådhuset med en bemærkning om, »han gik ud fra at indgåede aftaler blev overholdt«. Og det hjalp tilsyneladende, for nu stod SF igen bag Kløvermarksaftalen.
Kjeldgaards kort
Ingen forventer, at der bliver store problemer mellem de Radikale og Socialdemokraterne. De skal nok indbyrdes kunne finde en forhandlingsløsning. De fleste regner også med, at Enhedslisten går med i en budgetaftale, men få tror på, at socialborgmester Mikkel Warming og hans fæller går med uden SF. Enhedslisten vil nemlig ikke være med i en aftale, hvis det ser ud til, at Kjeldgaards børne- og ungdomsområde skal holde for og finansiere kommunens oprustning på socialområdet.
Det giver Kjeldgaard et ekstra kort på hånden over for Ritt Bjerregaard, fordi dette forhold burde annullere overborgmesterens trussel om at finde et flertal alene bestående af S, de Radikale og Enhedslisten.
Den store talkrig
Den mere og mere fasttømrede duo, Bjerregaard og Bondam, har i de sidste uger gerådet ud i en stor talkrig med Kjeldgaard. Den føres ved, at politikere holder separate møder med kommunens personaleorganisationer – og ikke mindst ved at udspy pressemeddelelser. Socialdemokraterne mener, at Kjeldgaards børne- og ungeområde er blevet tilført betydelige midler – i alt ca. 1,7 milliarder kr. – i forbindelse med diverse budgetforlig.
Eksterne konsulenter fra Deloitte er af kommunens økonomiudvalg – i øvrigt med Kjeldgaards stemme – blevet hyret til opgaven at finde forslag til besparelser, og de er kommet op med spareforslag blandt andet på dobbeltledelse i administrationen, og så fandt de et stort antal uudnyttede kommunale bygningsarealer.
Kjeldgaard forsvarer sig med, at udgiftsbehovet er steget, fordi antallet af børn i byen er steget, og at området kræver flere penge for at kunne leve op til kommunens pasningsgaranti. Hans kritikere siger dog, at han har fået 116 millioner kr. netop til flere hænder.
Kjeldgaard mener, at hans område bliver udsat for besparelser på 153 millioner kr. i år, men det – hævder andre – dækker mere over en voksende pensionsbyrde som følge af tidligere indgåede ret så lukrative overenskomstaftaler med ledende personale. Kjeldgaard har allieret sig med Københavns Forældre Organisation (KFO), der ligesom han mener, at der er tale om besparelser, og er derfor gået på barrikaderne med blandt andet demonstrationer på Rådhuspladsen.
Old school-SF
Omvendt er SF-borgmesteren presset af andre ydre forhold. SF på Christiansborg er bekymret for, om Kjeldgaard risikerer at stå uden for et budgetforlig, sådan at Ritt får held til at tegne billedet af et ’gammelt-SF på Rådhuset’, som uansvarligt og upålideligt.
Det strider nemlig imod Villy Søvndal og Ole Sohns landspolitiske strategi om et ’nyt SF’, der helst skal fremstå som et økonomisk ansvarligt og regeringsdueligt parti, og det er i dette lys at Ole Sohns indblanding i Kløvermarkssagen skal ses.
Bekymringen over Kjeldgaard beskrives af en iagttager som, at SF på Christiansborg stadig »græder snot« over, at han i foråret slog Anne Baastrup i den interne dyst om at blive SF’s spidskandidat i København.
VKO vil sænke skatten
Der er ingen, der regner med, at Ritt kunne finde på at lave budgetaftale med de borgerlige partier. Den borgerlige VKO-trio mødte op torsdag med et forslag til Ritt Bjerregaard om at sætte skatten ned med en halv procent.
Fordi Københavns budget fylder så meget i dansk økonomi, ville den manøvre være en håndsrækning til de meget trængte kommuner rundt om i landet, som i følge Kommunernes Landsforenings aftale er bastet og bundet til ikke at sætte deres skat op, uanset hvor store økonomiske problemer de slås med.
Men når den store hovedstadskommune sætter skatten ned, så bliver der pludselig rum for mange af de små kommuner til at sætte skatten op. Derfor er VKO-forslaget rent guf for KL’s top, hvor der også sidder mange socialdemokrater.
Til gengæld for at sætte skatten ned skal København have lov at bruge flere penge til at bygge skoler og børnehaver for, forestiller man sig hos VKO. Forslaget blev dog afvist af S som rent ufinansieret overbuds- og paradepolitik uden gang på jorden. Set fra Ritts stol melder de borgerlige med deres forslag sig derfor reelt ud af budgetforhandlingerne.
S og SF finder sammen – til sidst
Så hvad ender det hele med? Ved redaktionens slutning i weekenden troede ingen på, at partierne når en budgetaftale før onsdag eller torsdag i denne uge. De fleste vurderinger går dog på, at budgetforliget ender med et forlig mellem S, SF, de Radikale og Enhedslisten, alene fordi det er i SF’s og ikke mindst Kjeldgaards egen interesse at gå med i et forlig frem for at stå udenfor.
Artikel bragt i Bryggebladet nr. 15 den 16. september 2008
Af Jarl Cordua
Budgetforhandlingerne på Københavns Rådhus er igen i år præget af en ikke specielt hjertelig atmosfære. Det er især forholdet mellem overborgmester Ritt Bjerregaard (S) og børne- og ungeborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF), der er så dårligt, at det beskrives som værende på »dybfryser-niveau«.
Forhandlingsklimaet gør alt andet lige forhandlingerne om næste års budget sværere end normalt, og forhandlingerne kompliceres især af tre store, forskellige, men alligevel indbyrdes forbundne sager.
Hvis man koger forhandlingsdagsordenen ned, så kræver Socialdemokraterne af Kjeldgaard, at SF lægger stemmer til at gennemføre de omstridte planer om byggeri på Kløvermarken på Amager. Til gengæld får SF-borgmesteren hårdt tiltrængte midler, som han står og mangler i sin forvaltning til blandt andet at renovere kommunens nedslidte skoler. Hvis Ritt får Kløvermarksbyggeriet i gang, bliver der derfor også bygget en ganske pæn portion af de billige boliger, som hun konkret lovede vælgerne ved det seneste valg til Borgerrepræsentationen. Det vil stille hende markant bedre før det kommende valg.
Kløvermark-ballade
SF’erne har aldrig været pjattet med Kløvermarksbyggeriet, som heller ikke lokalt er populært, hvor man mener, at nybyggeriet formindsker de grønne arealer til boldbaner.
For et par uger siden troede alle dog, at der nu – langt om længe – lå en aftale mellem S, SF og Radikale herom. Men pludselig var flertallet igen væk, da SF var rendt fra aftalen.
Den oplevelse har især skabt betydelig mistro hos Ritt Bjerregaard og den Radikale leder Klaus Bondam til Kjeldgaard, som de i stigende grad opfatter som en utroværdig samarbejdspartner. Ved samme tid sidste år var det ellers Bondam, der kortsluttede en aftale om Kløvermarksbyggeriet, men han er altså kommet på andre tanker, efter at der blev holdt en ny arkitektkonkurrence.
Der gik dog ikke mange dage efter ’sammenbruddet’, før SF ved et såkaldt ’krisemøde’ kom tilbage til flertallet, og pludselig var planerne for Kløvermarken igen en realitet. Nu havde SF imidlertid betinget sig, at politikerne – før de tager den endelige beslutning – skal afvente en miljøundersøgelse, der skal afdække, om de planlagte boliger på Kløvermarken kommer for tæt på Prøvestenens store kemikalie-tanke.
SF’s kovending kan dog virke lidt uforståelig, for miljøundersøgelsen var iværksat allerede før, at al balladen opstod. Som et kuriosum kan nævnes, at Enhedslisten torsdag i denne uge i Borgerrepræsentationen stiller et drilleforslag, som skal stoppe al kommunal planlægning af Kløvermarksbyggeriet, før miljøundersøgelsen foreligger.
Dagsordensforslaget er dermed med til at tvinge SF til at vise, hvor de endeligt står i sagen. Tiden er dog nu også kommet til, at Ritt vil have SF’erne ned i sækken og stående bag en Kløvermarksaftale uden at de igen løber fra den.
Derfor forsøgte overborgmesteren fredag i sidste uge med en såkaldt ’håndfæstning’ at binde Kjeldgaard til aftalen, men det mislykkedes til at starte med.
Men så lagde SF’s gruppeformand på Christiansborg Ole Sohn lørdag ekstra pres partifællerne på rådhuset med en bemærkning om, »han gik ud fra at indgåede aftaler blev overholdt«. Og det hjalp tilsyneladende, for nu stod SF igen bag Kløvermarksaftalen.
Kjeldgaards kort
Ingen forventer, at der bliver store problemer mellem de Radikale og Socialdemokraterne. De skal nok indbyrdes kunne finde en forhandlingsløsning. De fleste regner også med, at Enhedslisten går med i en budgetaftale, men få tror på, at socialborgmester Mikkel Warming og hans fæller går med uden SF. Enhedslisten vil nemlig ikke være med i en aftale, hvis det ser ud til, at Kjeldgaards børne- og ungdomsområde skal holde for og finansiere kommunens oprustning på socialområdet.
Det giver Kjeldgaard et ekstra kort på hånden over for Ritt Bjerregaard, fordi dette forhold burde annullere overborgmesterens trussel om at finde et flertal alene bestående af S, de Radikale og Enhedslisten.
Den store talkrig
Den mere og mere fasttømrede duo, Bjerregaard og Bondam, har i de sidste uger gerådet ud i en stor talkrig med Kjeldgaard. Den føres ved, at politikere holder separate møder med kommunens personaleorganisationer – og ikke mindst ved at udspy pressemeddelelser. Socialdemokraterne mener, at Kjeldgaards børne- og ungeområde er blevet tilført betydelige midler – i alt ca. 1,7 milliarder kr. – i forbindelse med diverse budgetforlig.
Eksterne konsulenter fra Deloitte er af kommunens økonomiudvalg – i øvrigt med Kjeldgaards stemme – blevet hyret til opgaven at finde forslag til besparelser, og de er kommet op med spareforslag blandt andet på dobbeltledelse i administrationen, og så fandt de et stort antal uudnyttede kommunale bygningsarealer.
Kjeldgaard forsvarer sig med, at udgiftsbehovet er steget, fordi antallet af børn i byen er steget, og at området kræver flere penge for at kunne leve op til kommunens pasningsgaranti. Hans kritikere siger dog, at han har fået 116 millioner kr. netop til flere hænder.
Kjeldgaard mener, at hans område bliver udsat for besparelser på 153 millioner kr. i år, men det – hævder andre – dækker mere over en voksende pensionsbyrde som følge af tidligere indgåede ret så lukrative overenskomstaftaler med ledende personale. Kjeldgaard har allieret sig med Københavns Forældre Organisation (KFO), der ligesom han mener, at der er tale om besparelser, og er derfor gået på barrikaderne med blandt andet demonstrationer på Rådhuspladsen.
Old school-SF
Omvendt er SF-borgmesteren presset af andre ydre forhold. SF på Christiansborg er bekymret for, om Kjeldgaard risikerer at stå uden for et budgetforlig, sådan at Ritt får held til at tegne billedet af et ’gammelt-SF på Rådhuset’, som uansvarligt og upålideligt.
Det strider nemlig imod Villy Søvndal og Ole Sohns landspolitiske strategi om et ’nyt SF’, der helst skal fremstå som et økonomisk ansvarligt og regeringsdueligt parti, og det er i dette lys at Ole Sohns indblanding i Kløvermarkssagen skal ses.
Bekymringen over Kjeldgaard beskrives af en iagttager som, at SF på Christiansborg stadig »græder snot« over, at han i foråret slog Anne Baastrup i den interne dyst om at blive SF’s spidskandidat i København.
VKO vil sænke skatten
Der er ingen, der regner med, at Ritt kunne finde på at lave budgetaftale med de borgerlige partier. Den borgerlige VKO-trio mødte op torsdag med et forslag til Ritt Bjerregaard om at sætte skatten ned med en halv procent.
Fordi Københavns budget fylder så meget i dansk økonomi, ville den manøvre være en håndsrækning til de meget trængte kommuner rundt om i landet, som i følge Kommunernes Landsforenings aftale er bastet og bundet til ikke at sætte deres skat op, uanset hvor store økonomiske problemer de slås med.
Men når den store hovedstadskommune sætter skatten ned, så bliver der pludselig rum for mange af de små kommuner til at sætte skatten op. Derfor er VKO-forslaget rent guf for KL’s top, hvor der også sidder mange socialdemokrater.
Til gengæld for at sætte skatten ned skal København have lov at bruge flere penge til at bygge skoler og børnehaver for, forestiller man sig hos VKO. Forslaget blev dog afvist af S som rent ufinansieret overbuds- og paradepolitik uden gang på jorden. Set fra Ritts stol melder de borgerlige med deres forslag sig derfor reelt ud af budgetforhandlingerne.
S og SF finder sammen – til sidst
Så hvad ender det hele med? Ved redaktionens slutning i weekenden troede ingen på, at partierne når en budgetaftale før onsdag eller torsdag i denne uge. De fleste vurderinger går dog på, at budgetforliget ender med et forlig mellem S, SF, de Radikale og Enhedslisten, alene fordi det er i SF’s og ikke mindst Kjeldgaards egen interesse at gå med i et forlig frem for at stå udenfor.
tirsdag den 2. september 2008
Alle vogter på alle før budgetforhandlinger
De politiske forhandlinger om kommunens budget for 2009 begynder i denne uge. I mellemtiden skændes de partier, som i sidste ende forventes at indgå et forlig.
Klumme bragt i Bryggebladet nr. 14 den 2. september 2008.
Af Jarl Cordua
Man skulle tro, at der kun var 14 dage – i stedet for 14 måneder – til næste kommunalvalg, hvis man måler på, hvordan politikerne for tiden opfører sig. Hele stemningen inde på rådhuset er nervøs. Det er som valgperioden allerede er overstået, og nu lurer alle på hinanden. Sådan beskriver en iagttager på rådhuset stemningen, lige før budgetforhandlingerne går i gang tirsdag. De fleste regner med, at byens regering bestående Socialdemokraterne, Radikale og SF igen finder sammen om et budgetforlig.
Mange regner også med, at Enhedslisten går med i en aftale, især fordi der er lagt op til, at socialforvaltningen i år særligt bliver tilgodeset med midler. Borgmester Mikkel Warming er uden tvivl interesseret, men om vendt er der usikkerhed om, hvordan Enhedslistens magtfulde og ofte anarkistiske bagland i sidste ende vurderer en forligsaftale.
Det kan næppe helt ude lukkes, at de Konservative går med i en aftale med ABF-partierne. Til gengæld er det svært at se, hvorfor overborgmester Ritt Bjerre gaard skulle lade Venstre – som er hovedmodstanderen næste år – komme med i et forlig. Omvendt vil Venstres leder Pia Allerslev være interesseret i at komme med i en aftale om renovering og anlægsinvesteringer i københavnske idrætsanlæg – et område hun som kultur- og fritidsborgmester er ansvarlig for.
Ritt Bjerregaard har lagt op til svære budgetforhandlinger, hvor der i år gælder et princip om, at de partier, der vil være med til at bruge penge, så også skal være med til at finde demm på budgettet. Ikke desto mindre fyger rygterne på rådhuset om, at en forhåndsaftale allerede skulle være indgået mellem overborgmesteren og de Radikales leder Klaus Bondam.
Andre rygter siger, at Ritt Bjerregaard på forhånd skulle have afhandlet dele af budgettet i porten med Bo Asmus Kjeldgaard. De mange rygter siger dog først og fremmest noget om, at tilliden mellem ABF-partierne ikke er den bedste, og at stemningen er nervøs, før det sidste budgetforlig med mærkbare konsekvenser for vælgerne skal skrues sammen.
Alle er helt med på, at SF står til at vinde det næste kommunalvalg, og at Socialdemokraterne og især de Radikale står til en øretæve. Ritt Bjerregaard har derfor en klar interesse i, at få SF's Bo Asmus Kjeldgaard spundet ind i en politisk aftale.
Det ved SF-borgmesteren, og han vil derfor utvivlsomt forsøge at sælge sig dyrt – ligesom sidste år. I år har Kjeldgaard desuden den fordel, at han er blevet genvalgt som sit partis spidskandidat og dermed SF's ubestridte leder. Det må give noget mere pondus i en forhandlingssituation over for andre partier – men også til at 'sælge' SF's bud getforligsmedvirken til baglandet, hvis det skulle komme så vidt.
Skænderi i byens regering
Indtil videre har de tre sandsynlige budgetpartnere skændtes om, hvorvidt, de vil leve op til deres del af den økonomiske aftale, som Kommunernes Landsfor ening (KL) har lavet med regeringen. Den lægger loft over, hvor mange penge kommunen må bruge på anlægsinvesteringer (eksempelvis til trafikinvesteringer på Artillerivej).
Reelt har Københavns Kommune mulighed for at bruge 3,9 milliarder kroner, men ifølge KL-aftalen må kommunen kun bruge 1,5 milliarder kroner.
SF's skoleborgmester har det problem, at hvis der ikke bliver bygget flere skoler og daginstitutioner i en fart, vil København ikke kunne leve op til pladsgarantien. Og kan københavnerne ikke få deres børn passet, ender ansvaret hos Kjeldgaard. Den situation er han – selvsagt – ikke interesseret i at ende med at stå i. Blandt andet derfor er SF-borgmesteren næsten for enhver pris interesseret i at få gang i byggeriet – KL-aftale eller ej.
Ritt Bjerregaard og Socialdemokraternes hensyn er byens overordnede økonomi og troværdighed over for KL-systemet. Samtidig kritiserer Socialdemokraterne dog regeringen for loftet over anlægsinvesteringerne, når nu kommunen HAR pengene i kassen.
Også de Radikale kritiserer Kjeldgaard for at blæse på KL-aftalen. Klaus Bondams parti går endda skridtet videre og kalder SF-borgmesteren for utroværdig. De radikale nægter at lægge navn til en 'uanstændig og uansvarlig over budspolitik'.
Bo Asmus Kjeldgaard ved omvendt godt, at et flertal i Borgerrepræsentationen aldrig vil lade det nå dertil. Derfor kan han over for vælgerne lige så godt give den i rollen som 'den flinke mand', der vil bevilge penge til anlæg og blæse på aftalen med regeringen.
Et godt tilbud fra julemanden Ritt
Kjeldgaard er dog ikke ene om at optræde som julemand over for borgerne. For et par uger siden sendte Ritt Bjerregaard frejdigt en mail ud til byens skoler, børnehaver og sportsklubber, hvor hun efterlyste idéer til mindre byggeprojekter.
Der var tale om et såkaldt 'godt tilbud', hvor man skul le skynde sig at indsende idéer til Ritt. Det kræver dog, at pengene skal bruges, og projekterne skal kunne gennemføres inden årets udgang. Der bliver ikke tale om, at man kan overføre penge til projekter, som først bliver færdige efter nytår.
Denne noget usædvanlige fremgangsmåde har sin baggrund i, at kommunen i sommer fandt ud af, at den havde 400 millioner kr. på kontoen for nybyggeri og renovering, efter at kommu nen først var blevet nødt til at droppe en række anlægs projekter.
Ritt Bjerregaard peger, som forklaring, på, at regeringens finanslov for 2008 lægger loft over, hvor mange penge kommunerne må bruge på anlæg. Det medfører, at Københavns Kommune før sommerferien blev tvungent til at stoppe en lang række af de byggeprojekter, som ellers var planlagt i 2008. Efter sommerferien har kommunens Økonomiforvaltning fundet ud af, at man har trådt for hårdt på bremsen.
Der er bred politisk forståelse for, at anlægsinve steringerne kommer i gang igen inden årets udgang, men overborgmesterens mail ses af mange på rådhuset som værende et lidt for veltilrettelagt mediestunt, som skal få overborgmesteren til at fremstå i et pænere lys over for borgerne nu, hvor kommunalvalget rykker nærmere.
Den kritik står man omvendt uforstående over for på Ritt Bjerregaards kontor. Her hæfter man sig ved en telefonstorm fra institutioner og klubber, som ønsker finansiering til deres projekter. Og så forsvarer man sig med, at fremgangsmåden med at sende emails rundt var det mest effektive kommunikationsmiddel til de folk, som man ville have i tale.
Der er dog ingen, der bilder sig ind, at fremgangsmåden hverken er optimal eller sikrer en ordentlig prioritering af anlægsprojekterne efter, hvor behovet er størst.
Så Ritt er muligvis julemand i udgangspositionen, men risikoen er, at det kan undergrave tilliden til over borgmesteren på de institutioner, skoler mv., som ikke kan nå at få del i de 400 millioner kr. Overborgmesteren vil naturligvis forsøge at give regeringen skylden, men spørgsmålet er, om københavnerne vil acceptere det svar.
Nu gælder det i første omgang Københavns budget for 2009.
Klumme bragt i Bryggebladet nr. 14 den 2. september 2008.
Af Jarl Cordua
Man skulle tro, at der kun var 14 dage – i stedet for 14 måneder – til næste kommunalvalg, hvis man måler på, hvordan politikerne for tiden opfører sig. Hele stemningen inde på rådhuset er nervøs. Det er som valgperioden allerede er overstået, og nu lurer alle på hinanden. Sådan beskriver en iagttager på rådhuset stemningen, lige før budgetforhandlingerne går i gang tirsdag. De fleste regner med, at byens regering bestående Socialdemokraterne, Radikale og SF igen finder sammen om et budgetforlig.
Mange regner også med, at Enhedslisten går med i en aftale, især fordi der er lagt op til, at socialforvaltningen i år særligt bliver tilgodeset med midler. Borgmester Mikkel Warming er uden tvivl interesseret, men om vendt er der usikkerhed om, hvordan Enhedslistens magtfulde og ofte anarkistiske bagland i sidste ende vurderer en forligsaftale.
Det kan næppe helt ude lukkes, at de Konservative går med i en aftale med ABF-partierne. Til gengæld er det svært at se, hvorfor overborgmester Ritt Bjerre gaard skulle lade Venstre – som er hovedmodstanderen næste år – komme med i et forlig. Omvendt vil Venstres leder Pia Allerslev være interesseret i at komme med i en aftale om renovering og anlægsinvesteringer i københavnske idrætsanlæg – et område hun som kultur- og fritidsborgmester er ansvarlig for.
Ritt Bjerregaard har lagt op til svære budgetforhandlinger, hvor der i år gælder et princip om, at de partier, der vil være med til at bruge penge, så også skal være med til at finde demm på budgettet. Ikke desto mindre fyger rygterne på rådhuset om, at en forhåndsaftale allerede skulle være indgået mellem overborgmesteren og de Radikales leder Klaus Bondam.
Andre rygter siger, at Ritt Bjerregaard på forhånd skulle have afhandlet dele af budgettet i porten med Bo Asmus Kjeldgaard. De mange rygter siger dog først og fremmest noget om, at tilliden mellem ABF-partierne ikke er den bedste, og at stemningen er nervøs, før det sidste budgetforlig med mærkbare konsekvenser for vælgerne skal skrues sammen.
Alle er helt med på, at SF står til at vinde det næste kommunalvalg, og at Socialdemokraterne og især de Radikale står til en øretæve. Ritt Bjerregaard har derfor en klar interesse i, at få SF's Bo Asmus Kjeldgaard spundet ind i en politisk aftale.
Det ved SF-borgmesteren, og han vil derfor utvivlsomt forsøge at sælge sig dyrt – ligesom sidste år. I år har Kjeldgaard desuden den fordel, at han er blevet genvalgt som sit partis spidskandidat og dermed SF's ubestridte leder. Det må give noget mere pondus i en forhandlingssituation over for andre partier – men også til at 'sælge' SF's bud getforligsmedvirken til baglandet, hvis det skulle komme så vidt.
Skænderi i byens regering
Indtil videre har de tre sandsynlige budgetpartnere skændtes om, hvorvidt, de vil leve op til deres del af den økonomiske aftale, som Kommunernes Landsfor ening (KL) har lavet med regeringen. Den lægger loft over, hvor mange penge kommunen må bruge på anlægsinvesteringer (eksempelvis til trafikinvesteringer på Artillerivej).
Reelt har Københavns Kommune mulighed for at bruge 3,9 milliarder kroner, men ifølge KL-aftalen må kommunen kun bruge 1,5 milliarder kroner.
SF's skoleborgmester har det problem, at hvis der ikke bliver bygget flere skoler og daginstitutioner i en fart, vil København ikke kunne leve op til pladsgarantien. Og kan københavnerne ikke få deres børn passet, ender ansvaret hos Kjeldgaard. Den situation er han – selvsagt – ikke interesseret i at ende med at stå i. Blandt andet derfor er SF-borgmesteren næsten for enhver pris interesseret i at få gang i byggeriet – KL-aftale eller ej.
Ritt Bjerregaard og Socialdemokraternes hensyn er byens overordnede økonomi og troværdighed over for KL-systemet. Samtidig kritiserer Socialdemokraterne dog regeringen for loftet over anlægsinvesteringerne, når nu kommunen HAR pengene i kassen.
Også de Radikale kritiserer Kjeldgaard for at blæse på KL-aftalen. Klaus Bondams parti går endda skridtet videre og kalder SF-borgmesteren for utroværdig. De radikale nægter at lægge navn til en 'uanstændig og uansvarlig over budspolitik'.
Bo Asmus Kjeldgaard ved omvendt godt, at et flertal i Borgerrepræsentationen aldrig vil lade det nå dertil. Derfor kan han over for vælgerne lige så godt give den i rollen som 'den flinke mand', der vil bevilge penge til anlæg og blæse på aftalen med regeringen.
Et godt tilbud fra julemanden Ritt
Kjeldgaard er dog ikke ene om at optræde som julemand over for borgerne. For et par uger siden sendte Ritt Bjerregaard frejdigt en mail ud til byens skoler, børnehaver og sportsklubber, hvor hun efterlyste idéer til mindre byggeprojekter.
Der var tale om et såkaldt 'godt tilbud', hvor man skul le skynde sig at indsende idéer til Ritt. Det kræver dog, at pengene skal bruges, og projekterne skal kunne gennemføres inden årets udgang. Der bliver ikke tale om, at man kan overføre penge til projekter, som først bliver færdige efter nytår.
Denne noget usædvanlige fremgangsmåde har sin baggrund i, at kommunen i sommer fandt ud af, at den havde 400 millioner kr. på kontoen for nybyggeri og renovering, efter at kommu nen først var blevet nødt til at droppe en række anlægs projekter.
Ritt Bjerregaard peger, som forklaring, på, at regeringens finanslov for 2008 lægger loft over, hvor mange penge kommunerne må bruge på anlæg. Det medfører, at Københavns Kommune før sommerferien blev tvungent til at stoppe en lang række af de byggeprojekter, som ellers var planlagt i 2008. Efter sommerferien har kommunens Økonomiforvaltning fundet ud af, at man har trådt for hårdt på bremsen.
Der er bred politisk forståelse for, at anlægsinve steringerne kommer i gang igen inden årets udgang, men overborgmesterens mail ses af mange på rådhuset som værende et lidt for veltilrettelagt mediestunt, som skal få overborgmesteren til at fremstå i et pænere lys over for borgerne nu, hvor kommunalvalget rykker nærmere.
Den kritik står man omvendt uforstående over for på Ritt Bjerregaards kontor. Her hæfter man sig ved en telefonstorm fra institutioner og klubber, som ønsker finansiering til deres projekter. Og så forsvarer man sig med, at fremgangsmåden med at sende emails rundt var det mest effektive kommunikationsmiddel til de folk, som man ville have i tale.
Der er dog ingen, der bilder sig ind, at fremgangsmåden hverken er optimal eller sikrer en ordentlig prioritering af anlægsprojekterne efter, hvor behovet er størst.
Så Ritt er muligvis julemand i udgangspositionen, men risikoen er, at det kan undergrave tilliden til over borgmesteren på de institutioner, skoler mv., som ikke kan nå at få del i de 400 millioner kr. Overborgmesteren vil naturligvis forsøge at give regeringen skylden, men spørgsmålet er, om københavnerne vil acceptere det svar.
Nu gælder det i første omgang Københavns budget for 2009.
mandag den 18. august 2008
Socialområdet får et løft
Københavnske politikere er enige før årets budgetforhandlinger: Det sociale område skal opprioriteres. Ritt Bjerregaard har netop lidt et mindre nederlag til Venstres borgmester Pia Allerslev, der forhindrer højhusbyggeri i Københavns Indre by. Endelig er den mangeårige socialdemokrat, men siden valget løsgænger Finn Rudaizky her i sommerpausen skiftet til Dansk Folkeparti
Klumme bragt i Bryggebladet nr. 13 den 19. august 2008.
Af Jarl Cordua
redaktion@brygggebladet.dk
Sommeren er slut, og de københavnske politikere er så småt ved at finde arbejdstøjet frem. Som sædvanlig er det kommunens budget for det kommende år, der fylder på efterårets politiske dagsorden. Hvilke partier der i år kommer med i budgetforliget er ikke 100 procent sikkert, men der er fuld enighed om, at det især bliver socialområdet under Enhedslistens social- og omsorgsborgmester Mikkel Warming, som står til at blive tilgodeset i 2009.
Næste års budget bliver allerede kaldt 'det sociale budget', fordi det sociale område med blandt andet handicappede børn, boligforhold for psykisk syge og andre socialt udsatte står for tur til et økonomisk løft. Alle partier er stort set enige om, at prioritere området. Det store spørgsmål er kun, hvem der får æren.
Budgettet for 2009 er ikke som andre års budgetter. Det er især vigtigt i år, fordi fordelingen af de godt 29 mia. kr. er den sidste mulighed for politikerne til at iværksætte politiske initiativer, som de kan 'sælge' til københavnerne og som københavnerne kan nå at mærke effekterne af inden næste valg til Borgerrepræsentationen i efteråret 2009.
Det er dog ikke så nem en øvelse at fordele midlerne i kommunekassen, som det måske kan lyde. Reelt har man kun små 300 millioner kr. at gøre godt med. De andre midler er bundet til 'faste udgifter'. Der ligger 100 millioner kr. i kassen, men resten skal findes ved besparelser. I år er budgetproceduren imidlertid skruet sådan sammen, at hvis partierne vil være med til at bruge penge, skal de til gengæld også være med til at finde penge ved besparelser på budgettet. Også på steder, hvor det måske gør ondt. De skal altså med andre ord 'yde, før de kan nyde'.
Som kortene er givet, sidder overborgmesteren som sædvanlig med udspillet, som Socialdemokraternes Ritt Bjerregaard (S) formelt fremlægger i en tale den 4. september i Borgerrepræsentationens mødesal.
Fire dage senere vil partierne i deres taler komme med ønsker, og så går forhandlingerne ellers i gang bag lukkede døre. Forhandlinger som overborgmesteren i første omgang vil føre med de radikale og SF – 'Byens BAF-regering'.
Da det er Social-og Omsorgsforvaltningens budget, der efter alt at dømme skal tilføres ressourcer, ventes Enhedslisten at gå med i forliget. Men da det nu engang er Københavns Rådhus, vi har med at gøre, vil ingen på forhånd udelukke, at det kan ende med et stort forlig udenom Socialdemokraterne.
Bryggebladet sætter dog odds til, at det med 90 procents sikkerhed bliver et 'ABF-forlig', hvor Enhedslisten også er med. Den 22. september er vi alle meget klogere, for der skal budgettet være forhandlet færdig. Så mere om budgettet følger i kommende klummer.
Højhus-nederlag til Ritt
Det er dog ikke alt i Københavns Kommune, der går helt efter Ritt Bjerregaards pibe. Alt tegner til, at overborgmesteren har lidt et sjældent nederlag til sin politiske rival, Venstres Pia Allerslev, om den såkaldte højhusstrategi.
Socialdemokraterne og især den radikale teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam har indtil i år kæmpet for at skabe flertal for en fælles 'højhusstrategi', der skal give tilladelse til at bygge højhuse i den såkaldte 'middelalderby'- det vil sige Københavns Indre By afgrænset af voldgaderne plus/minus det løse. Men et nyt flertal anført af Venstre med støtte fra DF, de konservative, Enhedslisten, SF og raden af løsgængere forpurrer eksempelvis nu, at der kan bygges højhuse ved Tivoli. Det sker når de vedtager et såkaldt 'medlemsforslag', der fjerner muligheden for at der engang vil kunne opføres højhuse i det historiske København.
Forslaget får næppe større politiske konsekvenser, da SR i forvejen havde opgivet at skaffe flertal for deres planer. Til gengæld får det alternative politiske flertal udenom Ritt-Bondam-alliancen demonstreret, at de for engang skyld kan blive enige om at få den ellers så magtfulde overborgmester til at bide lidt i græsset. Desuden kan den borgerlige oppositionsleder Pia Allerslev noteres for sin første lille taktiske sejr over Ritt Bjerregaard.
Rudaizky til DF
Det er ikke kun i fodbold, at sommerpausen er sæson for holdskifte. Det tidligere mangeårige socialdemokratiske BR-medlem og forhenværende folketingskandidat på Christianshavn, Finn Rudaizky har her i august meldt sig under Pia Kjærsgaards faner og er nu blevet medlem af Dansk Folkepartis BR-gruppe.
Den nyslåede DF’er er i øvrigt også tidligere formand for Mosaisk Troessamfund, de danske jøders religiøse organisation. Rudaizky forlod kort efter sidste BR-valg i 2005 Socialdemokratierne med den forklaring, at han ikke ville sidde med i S-gruppen i selskab med det nyvalgte borgerrepræsentant Sikandar Malik Siddique, som tidligere skulle have deltaget i et møde med den islamistiske organisation Hizb-ut-Tahrir.
Samtidig tilbød Rudaizky dog VKO sit mandat, hvis han kunne få den borgmesterpost, som hans afgørende mandat dermed ville udløse til de borgerlige. Det blev imidlertid aldrig rigtig aktuelt, for så sprang den tidligere borgmester Winnie Berntsson også fra S og blev løsgænger og til en billigere pris. Hun konstituerede sig med de borgerlige mod at få den plads i Teknik- og Miljøudvalget, som Ritt Bjerregaard i første omgang havde nægtet hende.
Rudaizkys ry på Rådhuset er lidt dobbelt. Han beskrives som sortsnakkende og med en dårlig evne til at læse det politiske spil. I sine mange år i S-gruppen i BR nægtede han sammen med Jette Bergenholz Bautrup at stemme for upopulære beslutninger. Til gengæld for sin 'loyalitet' blev han 'belønnet' med stort set ingen indflydelse.
Men selv om Rudaizky har været sat i bås som en politisk set ret så ligegyldig populist, er han omvendt vellidt med sin altid behagelige personlige fremtræden.
På rådhuset er der bred enighed om, at både Dansk Folkeparti og Rudaizky har stor gavn af den nye konstellation. Ved at stille op på DF's liste får Rudaizkys en mulighed for at blive genvalgt til BR. DF's BR-gruppe får til gengæld en arbejdskapacitet, der med sit mangeårige politiske virke i københavnsk politik er en kendt profil, især på Amager – og også her på Bryggen, hvor han traditionelt har fået forholdsvis mange personlige stemmer.
Spørgsmålet er derfor om ikke DF burde gøre Rudaizky til spidskandidat ved næste BR-valg. Han kan umuligt gøre det dårligere i front for partiet end de to relativt ukendte og farveløse alternativer, som de nuværende BR-medlemmer, Carl Christian Ebbesen og Karin Storgaard. Omvendt er Rudaizky 66 år gammel og derfor formentlig ikke til rådighed udover næste valgperiode.
Klumme bragt i Bryggebladet nr. 13 den 19. august 2008.
Af Jarl Cordua
redaktion@brygggebladet.dk
Sommeren er slut, og de københavnske politikere er så småt ved at finde arbejdstøjet frem. Som sædvanlig er det kommunens budget for det kommende år, der fylder på efterårets politiske dagsorden. Hvilke partier der i år kommer med i budgetforliget er ikke 100 procent sikkert, men der er fuld enighed om, at det især bliver socialområdet under Enhedslistens social- og omsorgsborgmester Mikkel Warming, som står til at blive tilgodeset i 2009.
Næste års budget bliver allerede kaldt 'det sociale budget', fordi det sociale område med blandt andet handicappede børn, boligforhold for psykisk syge og andre socialt udsatte står for tur til et økonomisk løft. Alle partier er stort set enige om, at prioritere området. Det store spørgsmål er kun, hvem der får æren.
Budgettet for 2009 er ikke som andre års budgetter. Det er især vigtigt i år, fordi fordelingen af de godt 29 mia. kr. er den sidste mulighed for politikerne til at iværksætte politiske initiativer, som de kan 'sælge' til københavnerne og som københavnerne kan nå at mærke effekterne af inden næste valg til Borgerrepræsentationen i efteråret 2009.
Det er dog ikke så nem en øvelse at fordele midlerne i kommunekassen, som det måske kan lyde. Reelt har man kun små 300 millioner kr. at gøre godt med. De andre midler er bundet til 'faste udgifter'. Der ligger 100 millioner kr. i kassen, men resten skal findes ved besparelser. I år er budgetproceduren imidlertid skruet sådan sammen, at hvis partierne vil være med til at bruge penge, skal de til gengæld også være med til at finde penge ved besparelser på budgettet. Også på steder, hvor det måske gør ondt. De skal altså med andre ord 'yde, før de kan nyde'.
Som kortene er givet, sidder overborgmesteren som sædvanlig med udspillet, som Socialdemokraternes Ritt Bjerregaard (S) formelt fremlægger i en tale den 4. september i Borgerrepræsentationens mødesal.
Fire dage senere vil partierne i deres taler komme med ønsker, og så går forhandlingerne ellers i gang bag lukkede døre. Forhandlinger som overborgmesteren i første omgang vil føre med de radikale og SF – 'Byens BAF-regering'.
Da det er Social-og Omsorgsforvaltningens budget, der efter alt at dømme skal tilføres ressourcer, ventes Enhedslisten at gå med i forliget. Men da det nu engang er Københavns Rådhus, vi har med at gøre, vil ingen på forhånd udelukke, at det kan ende med et stort forlig udenom Socialdemokraterne.
Bryggebladet sætter dog odds til, at det med 90 procents sikkerhed bliver et 'ABF-forlig', hvor Enhedslisten også er med. Den 22. september er vi alle meget klogere, for der skal budgettet være forhandlet færdig. Så mere om budgettet følger i kommende klummer.
Højhus-nederlag til Ritt
Det er dog ikke alt i Københavns Kommune, der går helt efter Ritt Bjerregaards pibe. Alt tegner til, at overborgmesteren har lidt et sjældent nederlag til sin politiske rival, Venstres Pia Allerslev, om den såkaldte højhusstrategi.
Socialdemokraterne og især den radikale teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam har indtil i år kæmpet for at skabe flertal for en fælles 'højhusstrategi', der skal give tilladelse til at bygge højhuse i den såkaldte 'middelalderby'- det vil sige Københavns Indre By afgrænset af voldgaderne plus/minus det løse. Men et nyt flertal anført af Venstre med støtte fra DF, de konservative, Enhedslisten, SF og raden af løsgængere forpurrer eksempelvis nu, at der kan bygges højhuse ved Tivoli. Det sker når de vedtager et såkaldt 'medlemsforslag', der fjerner muligheden for at der engang vil kunne opføres højhuse i det historiske København.
Forslaget får næppe større politiske konsekvenser, da SR i forvejen havde opgivet at skaffe flertal for deres planer. Til gengæld får det alternative politiske flertal udenom Ritt-Bondam-alliancen demonstreret, at de for engang skyld kan blive enige om at få den ellers så magtfulde overborgmester til at bide lidt i græsset. Desuden kan den borgerlige oppositionsleder Pia Allerslev noteres for sin første lille taktiske sejr over Ritt Bjerregaard.
Rudaizky til DF
Det er ikke kun i fodbold, at sommerpausen er sæson for holdskifte. Det tidligere mangeårige socialdemokratiske BR-medlem og forhenværende folketingskandidat på Christianshavn, Finn Rudaizky har her i august meldt sig under Pia Kjærsgaards faner og er nu blevet medlem af Dansk Folkepartis BR-gruppe.
Den nyslåede DF’er er i øvrigt også tidligere formand for Mosaisk Troessamfund, de danske jøders religiøse organisation. Rudaizky forlod kort efter sidste BR-valg i 2005 Socialdemokratierne med den forklaring, at han ikke ville sidde med i S-gruppen i selskab med det nyvalgte borgerrepræsentant Sikandar Malik Siddique, som tidligere skulle have deltaget i et møde med den islamistiske organisation Hizb-ut-Tahrir.
Samtidig tilbød Rudaizky dog VKO sit mandat, hvis han kunne få den borgmesterpost, som hans afgørende mandat dermed ville udløse til de borgerlige. Det blev imidlertid aldrig rigtig aktuelt, for så sprang den tidligere borgmester Winnie Berntsson også fra S og blev løsgænger og til en billigere pris. Hun konstituerede sig med de borgerlige mod at få den plads i Teknik- og Miljøudvalget, som Ritt Bjerregaard i første omgang havde nægtet hende.
Rudaizkys ry på Rådhuset er lidt dobbelt. Han beskrives som sortsnakkende og med en dårlig evne til at læse det politiske spil. I sine mange år i S-gruppen i BR nægtede han sammen med Jette Bergenholz Bautrup at stemme for upopulære beslutninger. Til gengæld for sin 'loyalitet' blev han 'belønnet' med stort set ingen indflydelse.
Men selv om Rudaizky har været sat i bås som en politisk set ret så ligegyldig populist, er han omvendt vellidt med sin altid behagelige personlige fremtræden.
På rådhuset er der bred enighed om, at både Dansk Folkeparti og Rudaizky har stor gavn af den nye konstellation. Ved at stille op på DF's liste får Rudaizkys en mulighed for at blive genvalgt til BR. DF's BR-gruppe får til gengæld en arbejdskapacitet, der med sit mangeårige politiske virke i københavnsk politik er en kendt profil, især på Amager – og også her på Bryggen, hvor han traditionelt har fået forholdsvis mange personlige stemmer.
Spørgsmålet er derfor om ikke DF burde gøre Rudaizky til spidskandidat ved næste BR-valg. Han kan umuligt gøre det dårligere i front for partiet end de to relativt ukendte og farveløse alternativer, som de nuværende BR-medlemmer, Carl Christian Ebbesen og Karin Storgaard. Omvendt er Rudaizky 66 år gammel og derfor formentlig ikke til rådighed udover næste valgperiode.
Abonner på:
Opslag (Atom)
