Med en ny bilglad overborgmester står Socialdemokraternes bilfløj styrket
Af Jarl Cordua
Bragt i Bryggebladet nr. 2 den 10. februar 2011
I mange år har Københavns Kommunes politik været at fjerne parkeringspladser i byen og udvide betalingsordninger for at få pendlertrafikken væk fra byen og få lukket trafikken på gader som fx Nørrebrogade. Nu går udviklingen tilsyneladende i modsat retning. For tiden er overborgmester Frank Jensen optaget af forhandlinger med partierne for at få skabt bedre og flere parkeringsmuligheder for beboere og handlende især i de områder – bl.a. Østerbro – hvor bilister risikerer at køre rundt længe i ofte forgæves jagt på en ledig parkeringsplads. Indtil videre har forhandlingerne afklaret problemerne, og evt. løsningsmuligheder er blevet præsenteret. De borgerlige partier er som sædvanlig for flere parkeringsmuligheder, mens venstrefløjen – både SF og Enhedslisten er principielt imod. Især SF er dog åben over for at finde løsninger på problemet, men der er enighed om at sørge for at holde pendlertrafikken ude af byen. Løsningen kan være at bygge flere parkeringshuse under jorden, og navnlig SF er meget optaget at få bilerne væk fra byens pladser. Hos de borgerlige vejrer man morgenluft, idet man opfatter socialdemokraternes stemningsskift, som at ”bilfløjen” i partiet har fået overtaget efter, at Frank Jensen er blevet overborgmester. Jensen er ellers en ivrig cyklist, men har dog – privat – netop erhvervet sig en Alfa Romeo, hvilket mildest talt signalerer en klar interesse for biler. På venstrefløjen mener man, at Jensen forregner sig. Deres analyse er, at københavnerne generelt ligger til venstre for S, når det gælder spørgsmålet om flere parkeringspladser i byen. Omvendt kan Jensen iagttage at borgerlige politikere som Karin Storgaard DF og Jacob Næsager K bruger parkeringssagen til intens profilering bl.a. med en sværm af læserbreve i de lokale medier. Overborgmesteren er også optaget af især erhvervslivets ønske om flere parkeringspladser for at kunne skabe økonomisk vækst i byen og derved arbejdspladser. Og han skal hele tiden høre om fx håndværkere, der ikke kan parkere, når de skal udføre reparationer, eller virksomheder, hvis kunder eller medarbejdere må cirkle forgæves efter en parkeringsplads. Forhandlingerne har indtil videre bestået af ”temamøder”, hvor problemet er blevet belyst, og forskellige løsningsmuligheder overvejet, men fra uge 9 går forhandlingerne ind i en fase, hvor partierne skal nå til enighed. Det store spørgsmål er, hvor langt Frank Jensen formår at trække SF og dets leder Bo Asmus Kjeldgaard. Sidstnævnte har nemlig sin egen grønne vision for byen, hvor bilismen skal begrænses mest muligt, så alle vil naturligvis iagttage, hvem af de to, der må give sig mest. Her vil det især blive interessant at se, hvordan Enhedslisten stiller sig. Holder de sig ude af et forlig, så taler meget for, at Kjeldgaard har måttet give sig mest og vice versa. Under alle omstændigheder, så tyder alt på, at bilisterne i byen får lidt bedre vilkår mht. at finde parkeringspladser, end de har i dag.
Spøgelsestankstationerne
Blandt de borgerlige på rådhuset er den store vittighed, at teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaards trang til at gøre byen grønnere end klokkefrøer er blevet ført ud i det absurde. I forbindelse med budgettet i efteråret har SF fået 10 millioner kr. til bl.a. at oprette to brinttankstationer i byen. Der er i alt kun seks brintbiler i København, så skatteborgerne har nu sørget for, at tre biler kan dele en tankstation. Derfor overvejer kommunen nu at købe nogle flere, så tankstationerne ikke helt gror til i spindelvæv. Én enkelt brintbil koster 1,6 mill. kr. stykket.
Stort set alle andre partier end lige SF finder brinttankstationerne pinlige. ”Det taler vi helst ikke om”, som en spindoktor formulerede det.
Kjeldgaard er til gengæld begejstret, hvilket fremgår af hans udtalelser til Ritzau forleden:
- Man skal forstå, at det ikke handler om at købe en bil. Det er en del af en erhvervsstrategi, hvor vi vil satse på fremtidens miljørigtige teknologier.
- Hvis vi skal blive CO2-neutrale i 2025, skal vi være villige til at satse på ny teknologi. Vi kan forhåbentlig blive et forsøgslaboratorium for brintbiler, når vi kommer længere frem.Ifølge LAs Lars Dueholm så koster det nye indkøb af brintbiler 8,1 mill. kr.
- Det er rigtig, rigtig mange skattepenge, der bliver hældt i et projekt, som ikke batter en hujende fis. Jeg ser det dybest set som et prestigeprojekt for borgmesteren, så han kan være en stor mand og sige, han er med på brintbølgen, sagde Lars Dueholm til Ritzau.
”Ræverøde” Dueholm
Forleden under et møde i Borgerrepræsentationen kunne medlemmerne i øvrigt observerere en usædvanlig fåmælt Lars Dueholm give LAs støtte til en i de borgerliges øjne ”ræverød integrationspolitik” til 400 mill. kr., hvor et stort kommunalt serviceapparat stilles til rådighed for borgerne med modersmålsundervisning etc. Ifølge VKO er den vedtagne integrationspolitik således kemisk renset for elementer, der stiller krav til den enkeltes eget ansvar. Normalt en kritik den stålsatte liberale Lars Dueholm er bannerfører for, bl.a. ved i læserbreve at åle de andre borgerlige for at bruge borgernes penge på ligegyldige og unødvendige ting samt tant og fjas. Men ikke denne aften, hvor Dueholm nærmest demonstrativt nægtede at uddybe LAs støtte til integrationspolitikken. Den almindelige analyse er, at Dueholm har måttet indgå et kompromis med det andet medlem Heidi Wang, der er af kinesisk baggrund, og som varmt støtter initiativerne. Med andre ord: LA er et parti, der både på landsplan og lokalt rummer to politiske – og indimellem modsatrettede - strømninger: økonomiske hardlinere som Dueholm og så dem, der ønsker en mere blød tilgang til integrationspolitikken som Wang. Denne aften var det så Dueholm, der måtte bøje sig for Wang. Ingen tror på, at han deler hendes synspunkter, så måske ligger her en kim til en konflikt. Vi får se.
Farvergade-retssag kan vare 1½ år
I ”Farvergade-sagen”, hvor kommunen ligger i en tvist med Arbejdsmarkedsstyrelsen om fortolkning af reglerne for ydede aktiveringstilbud for arbejdsledige, har kommunen besluttet at rejse sagen ved domstolene. Det sker med henblik på ad denne vej at få den refusion fra staten, som kommunen mener, den har krav på. Der tales om et beløb på op mod 300 mill. kr.
Det sker naturligvis, fordi kommunens politikere efter konsultation af bl.a. uafhængige advokater vurderer, at den har gode chancer for at vinde en retssag. Lige nu går vurderingerne på, at en retssag kan vare mellem halvt til halvandet år.
Politisk aftale om Amagerskolerne
Skarpe og hårde protester og intenst lobbyarbejde fra især forældre har fået kommunen til at gå væk fra et oprindeligt forslag om at samle fire folkeskoler på Amager i en ”megaskole” med 2200 elever. I stedet har kommunen – efter en høringsfase - valgt en ”tre plus én model”, hvor man lader de tre skoler - Dyvekeskolen, Gerbrandskolen og Sundbyøster Skole - køre videre frem til 7. klasse, hvorefter de tre øverste klassetrin bliver samlet på Højdevangsskolen, der med tiden bliver en stor udskolingsskole
Kommunens udfordring er, at den skal skaffe plads til et stigende elevtal på Amager, og i forbindelse med budgettets vedtagelse i efteråret besluttede budgetforliget partier ABF og K en skolesammenlægning uden dog helt at lægge sig fast på udmøntning af beslutningen. Ved at samle skolerne ville kommunen bl.a. undgå skoleklasser, hvor der kun gik 15-16-elever. Kommunen håber på at løse kapacitetsproblemerne ved at gennemføre skolesammenlægningerne, herunder at oprette yderligere to spor for 80 mill. kr. Prisen for at løse skolernes kapacitetsudfordring ville ifølge kommunen ellers have været på 178 mill. kr, hvorved kommunens seneste løsning i runde tal er knap 100 mill kr. billigere.
Kritikken har dog været intens fra forældre, elever og lærere, og stort set alle BR-medlemmer valgt på Amager er blevet rendt på dørene.
Nu har sagen dog fundet en ikke helt uventet politisk løsning, selvom at kritikerne hverken anerkender kommunens beregninger eller tilsyneladende er blevet formildet af, at man har valgt en løsning, hvor de fire skoler bevares.
Spørgsmålet er nu om de borgerlige partier DF, Venstre, LA og Enhedslisten, der ikke er en del af den politiske aftale, ønsker eller formår at holde sagen i live frem til kommunevalget.
onsdag den 9. februar 2011
onsdag den 19. januar 2011
Frank Jensens første år er mere end godkendt
Ung radikal borgmester trådte i karakter overfor pengegriske partifæller
Bragt i Bryggebladet nr. 1 den 18. januar 2011
Af Jarl Cordua
Ved årsskiftet blev denne signatur ringet op af Berlingske for at give en karakter til overborgmester Frank Jensens første år, som byens førstemand. På den gamle skala blev det til et 9-tal. På den nye et lille 10-tal. Hvorfor nu det?
Forrest i bussen
Frank Jensen har formået at samle alle BRs partier bag sig i det politikerne kalder for ”Københavnerfortællingen”, som er et sæt målsætninger, som kommunen vil arbejde frem mod i de kommende år. I virkeligheden er der nemlig ikke den helt store forskel på partierne mht. hvad de vil politisk: De vil have en økonomisk udvikling af byen med mere, bedre og effektiv kommunal service, bedre miljø, større og ordentlig integration, relativ lav skat samt udbygning og renovering af kommunens infrastruktur. Der findes lidt forskellige veje til endemålet. Det vigtige set med overborgmesterens briller er dog, at han fremstår som den, der kan samle og lede kommunen. Og det må man sige, at overborgmesteren er lykkes ganske godt med.
Flere resultater
Frank Jensen operer med et helt andet udgangspunkt end sin forgænger på posten. Under Ritt Bjerregaard var S-SF-forholdet anspændt og præget af udbredt mistillid kulminerende med, at den daværende overborgmester i 2009 indgik sit budgetforlig med de borgerlige udenom SF. Men med valget fik S-SF på rådhuset flertal og før valget blev en alliance støbt bl.a. efter pres fra SF på Christiansborg, som ikke ønsker at lade partifællerne på Rådhuset fremstille partiet med regeringsambitioner som nogen, der i virkeligheden består af uregerlige anarkister. Faktum er, at SF og S på rådhuset nu styrer byen som en de-facto-regering. Alligevel formår Frank Jensen at lave brede koalitioner bag sig. Ved budgetforliget i efteråret fik han splittet de borgerlige, da K gik med. Også de radikale forsøger Frank Jensen at inddrage i samarbejdet, og han viste især ved budgetforhandlingerne, at han er villig til at betale prisen med store indrømmelser.
Blandt de største resultater er, at det måske er lykkedes at få lukket kommunens smertensbarn: kæmpehullet på børne- og ungdomsforvaltningens budget, som i årevis har martet borgmestre på området. Det er ikke mindst sket ved en reform af forvaltningen, hvor der er blevet saneret i overadministrationen, men også ved at skære i åbningstider med lukkedage, takstforhøjelser for pasning osv. Præstationen skal også ses i lyset af, hvor relativ få protester, der lød fra fagforeningerne og forældre. Men det kan jo nå at ændre sig. Dertil kommer flere rimeligt brede forlig bl.a. om infrastruktur ”Kickstart København” og integrationsområdet, hvor de borgerlige dog i begge tilfælde betakkede sig for at være med. Det kan dog ikke skjule det faktum, at det politiske miljø på rådhuset aldrig har været fredeligere og mere konstruktivt end set i mange år.
Stadig udfordringer
Det har dog ikke været et år helt uden torne. Mest pinligt var sagen om de mange socialdemokratiske partisoldater, der pludselig fik job i overborgmesterens sekretariat, som om at der var tale om at en hel administration flyttede ind, Noget man ellers kun kender det fra præsidentskifter i USA. Det tegnede således et billede af, at et nyt S-pampervælde var født på rådhuset.
Dertil kom en bombastisk udmelding fra Jensen om, at S ikke bør genvælges, hvis ikke at byens småbørnsforældre kan få passet deres børn inden for en nærhed af et kvarters tid på cykel. Det bliver spændende at se om det krav bliver opfyldt inden 2013. Det skal medierne og Jensens politiske modstandere nok få ham holdt op på. Målsætningen er et stort sats fra Jensens side.
Og endelig så spøger hele spørgsmålet om Frank Jensen egen popularitet. Synes borgerne at Jensen gør det så godt, at de vil give socialdemokraterne fremgang ved næste kommunalvalg? Det er naturligvis udfordringen, og derfor vil man utvivlsomt se en overborgmester, der i de kommende år i højere grad end i 2010 vil forsøge at tage æren for de resultater, der måtte være opnået.
Kommunen ønsker retssag
I den spektakulære ”Farvergade-sag”, hvor staten i form af Arbejdsmarkedsstyrelsen mener, at kommunen dvs. integrations og beskæftigelsesforvaltningen ikke har tilbudt de arbejdsledige i kommunens Jobcenter i Farvergade de aktiveringsydelser, som de burde for at kunne få refusion fra staten, tyder alt nu på, at kommunen har besluttet sig for at afvise alle evt. krav, som er blevet opgjort til 390 mill. kr. Kommunen mener, at de har tolket lovgivningen korrekt til at opnå refusionen, og synspunktet får pæn opbakning fra en rundspørge, som Politiken for nylig har foretaget blandt landets kommunalchefer. Hvis staten insisterer på tilbagebetaling, så vil kommunen i løbet af denne måned beslutte sig for at føre en retssag. Det fortæller flere kilder. Her er de centrale figurer især overborgmester Frank Jensen og den radikale borgmester på området Anna Mee Allerslev, der med stor sikkerhed også har opbakning bag en sådan beslutning fra minimum partierne: S, de radikale, SF og Enhedslisten. Sagen bliver først drøftet i økonomiudvalget senere på måneden, for så at blive besluttet på et senere møde i kommunens beskæftigelses og integrationsudvalg. Dermed kan det komme til en spektakulær retssag, som måske kan blive forpurret, hvis fx en ny og rød regering kommer magten. Før jul sendte kommunen i øvrigt en redegørelse til Arbejdsmarkedsstyrelsen om sagen.
Trådte i karakter
På rådhuset letter man på hatten for den unge radikale arbejdsmarkeds- og integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev, som efterfulgte Klaus Bondam på posten her ved årsskiftet. Det sker efter at ”nogen” havde fortalt Jyllandsposten om, hvordan Allerslev på et internt møde var blevet afkrævet i alt 200.000 kr. årligt af sin borgmesterløn til fordeling blandt de to gruppefæller Kasper Johansen, der er udset som gruppeformand og den politiske ordfører Margrethe Wivel. Allerslev lod dog de to forstå, at det kunne de glemme alt om. Derved viste borgmesteren for første gang, at hun er i stand til at træde i karakter og ikke lader sig påvirke af pres fra to partifæller, som har meget svært ved at overkomme, at de ikke selv fik borgmesterposten. Helt til grin på rådhuset blev Wivel og Johansen, da de gav sagen mere opmærksomhed ved at udtale sig til pressen bl.a. stillede Kasper Johansen op i TV2 Lorry, hvor de forsøgte at redegøre for, hvor hårdt de havde det på deres almindelige arbejde og hvor lidt de fik i vederlag for at sidde i Borgerrepræsentationen. Man kunne også spørge de to radikale, hvorfor de ikke afkrævede Klaus Bondam præcis det samme, da han var borgmester? Svaret er formentlig, at Bondam ville have grinet dem ud, så de næppe turde vove det. Nu troede de, at den gik med Allerslev, som ingen venter sig det store af. Men den nye borgmester viste, at hun faktisk har rygrad. Sagen viser også, hvor dårligt kørende og hvor internt splittede de radikale er efter at Manu Sareen og Klaus Bondam har forladt rådhuset. Vi har næppe hørt det sidste om internt kævl hos de radikale.
Rebellen Lønborg
Ballade har der også været hos de konservative, hvor tidl. sundhedsborgmester og partiets gruppeformand på rådhuset, Mogens Lønborg, tidligt og med stor kraft kastede sig ind i oprøret mod den siden hen detroniserede partileder Lene Espersen. Det faldt flere af Lønborgs gruppefæller for brystet, og Lønborgs sandsynlige udfordrer som spidskandidat, medlem af Borgerrepræsentationen Jakob Næsager angreb Lønborg for illoyalitet overfor Espersen, og bad ham om at passe sit arbejde. Lønborg har nok sat point på kontoen hos Lars Barfoed, men det er tidl. Lene Espersen-støtter, der kontrollerer partiet i København. Spørgsmålet er, om der nu er slået skår i forholdet til gruppefællerne eller om sagen bliver hurtigt bilagt. Det sidste er nok mest sandsynligt, men det man kan spekulere på er om det ødelægger Lønborgs muligheder for at blive spidskandidat igen ved valget i 2013.
Godt nytår!
Bragt i Bryggebladet nr. 1 den 18. januar 2011
Af Jarl Cordua
Ved årsskiftet blev denne signatur ringet op af Berlingske for at give en karakter til overborgmester Frank Jensens første år, som byens førstemand. På den gamle skala blev det til et 9-tal. På den nye et lille 10-tal. Hvorfor nu det?
Forrest i bussen
Frank Jensen har formået at samle alle BRs partier bag sig i det politikerne kalder for ”Københavnerfortællingen”, som er et sæt målsætninger, som kommunen vil arbejde frem mod i de kommende år. I virkeligheden er der nemlig ikke den helt store forskel på partierne mht. hvad de vil politisk: De vil have en økonomisk udvikling af byen med mere, bedre og effektiv kommunal service, bedre miljø, større og ordentlig integration, relativ lav skat samt udbygning og renovering af kommunens infrastruktur. Der findes lidt forskellige veje til endemålet. Det vigtige set med overborgmesterens briller er dog, at han fremstår som den, der kan samle og lede kommunen. Og det må man sige, at overborgmesteren er lykkes ganske godt med.
Flere resultater
Frank Jensen operer med et helt andet udgangspunkt end sin forgænger på posten. Under Ritt Bjerregaard var S-SF-forholdet anspændt og præget af udbredt mistillid kulminerende med, at den daværende overborgmester i 2009 indgik sit budgetforlig med de borgerlige udenom SF. Men med valget fik S-SF på rådhuset flertal og før valget blev en alliance støbt bl.a. efter pres fra SF på Christiansborg, som ikke ønsker at lade partifællerne på Rådhuset fremstille partiet med regeringsambitioner som nogen, der i virkeligheden består af uregerlige anarkister. Faktum er, at SF og S på rådhuset nu styrer byen som en de-facto-regering. Alligevel formår Frank Jensen at lave brede koalitioner bag sig. Ved budgetforliget i efteråret fik han splittet de borgerlige, da K gik med. Også de radikale forsøger Frank Jensen at inddrage i samarbejdet, og han viste især ved budgetforhandlingerne, at han er villig til at betale prisen med store indrømmelser.
Blandt de største resultater er, at det måske er lykkedes at få lukket kommunens smertensbarn: kæmpehullet på børne- og ungdomsforvaltningens budget, som i årevis har martet borgmestre på området. Det er ikke mindst sket ved en reform af forvaltningen, hvor der er blevet saneret i overadministrationen, men også ved at skære i åbningstider med lukkedage, takstforhøjelser for pasning osv. Præstationen skal også ses i lyset af, hvor relativ få protester, der lød fra fagforeningerne og forældre. Men det kan jo nå at ændre sig. Dertil kommer flere rimeligt brede forlig bl.a. om infrastruktur ”Kickstart København” og integrationsområdet, hvor de borgerlige dog i begge tilfælde betakkede sig for at være med. Det kan dog ikke skjule det faktum, at det politiske miljø på rådhuset aldrig har været fredeligere og mere konstruktivt end set i mange år.
Stadig udfordringer
Det har dog ikke været et år helt uden torne. Mest pinligt var sagen om de mange socialdemokratiske partisoldater, der pludselig fik job i overborgmesterens sekretariat, som om at der var tale om at en hel administration flyttede ind, Noget man ellers kun kender det fra præsidentskifter i USA. Det tegnede således et billede af, at et nyt S-pampervælde var født på rådhuset.
Dertil kom en bombastisk udmelding fra Jensen om, at S ikke bør genvælges, hvis ikke at byens småbørnsforældre kan få passet deres børn inden for en nærhed af et kvarters tid på cykel. Det bliver spændende at se om det krav bliver opfyldt inden 2013. Det skal medierne og Jensens politiske modstandere nok få ham holdt op på. Målsætningen er et stort sats fra Jensens side.
Og endelig så spøger hele spørgsmålet om Frank Jensen egen popularitet. Synes borgerne at Jensen gør det så godt, at de vil give socialdemokraterne fremgang ved næste kommunalvalg? Det er naturligvis udfordringen, og derfor vil man utvivlsomt se en overborgmester, der i de kommende år i højere grad end i 2010 vil forsøge at tage æren for de resultater, der måtte være opnået.
Kommunen ønsker retssag
I den spektakulære ”Farvergade-sag”, hvor staten i form af Arbejdsmarkedsstyrelsen mener, at kommunen dvs. integrations og beskæftigelsesforvaltningen ikke har tilbudt de arbejdsledige i kommunens Jobcenter i Farvergade de aktiveringsydelser, som de burde for at kunne få refusion fra staten, tyder alt nu på, at kommunen har besluttet sig for at afvise alle evt. krav, som er blevet opgjort til 390 mill. kr. Kommunen mener, at de har tolket lovgivningen korrekt til at opnå refusionen, og synspunktet får pæn opbakning fra en rundspørge, som Politiken for nylig har foretaget blandt landets kommunalchefer. Hvis staten insisterer på tilbagebetaling, så vil kommunen i løbet af denne måned beslutte sig for at føre en retssag. Det fortæller flere kilder. Her er de centrale figurer især overborgmester Frank Jensen og den radikale borgmester på området Anna Mee Allerslev, der med stor sikkerhed også har opbakning bag en sådan beslutning fra minimum partierne: S, de radikale, SF og Enhedslisten. Sagen bliver først drøftet i økonomiudvalget senere på måneden, for så at blive besluttet på et senere møde i kommunens beskæftigelses og integrationsudvalg. Dermed kan det komme til en spektakulær retssag, som måske kan blive forpurret, hvis fx en ny og rød regering kommer magten. Før jul sendte kommunen i øvrigt en redegørelse til Arbejdsmarkedsstyrelsen om sagen.
Trådte i karakter
På rådhuset letter man på hatten for den unge radikale arbejdsmarkeds- og integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev, som efterfulgte Klaus Bondam på posten her ved årsskiftet. Det sker efter at ”nogen” havde fortalt Jyllandsposten om, hvordan Allerslev på et internt møde var blevet afkrævet i alt 200.000 kr. årligt af sin borgmesterløn til fordeling blandt de to gruppefæller Kasper Johansen, der er udset som gruppeformand og den politiske ordfører Margrethe Wivel. Allerslev lod dog de to forstå, at det kunne de glemme alt om. Derved viste borgmesteren for første gang, at hun er i stand til at træde i karakter og ikke lader sig påvirke af pres fra to partifæller, som har meget svært ved at overkomme, at de ikke selv fik borgmesterposten. Helt til grin på rådhuset blev Wivel og Johansen, da de gav sagen mere opmærksomhed ved at udtale sig til pressen bl.a. stillede Kasper Johansen op i TV2 Lorry, hvor de forsøgte at redegøre for, hvor hårdt de havde det på deres almindelige arbejde og hvor lidt de fik i vederlag for at sidde i Borgerrepræsentationen. Man kunne også spørge de to radikale, hvorfor de ikke afkrævede Klaus Bondam præcis det samme, da han var borgmester? Svaret er formentlig, at Bondam ville have grinet dem ud, så de næppe turde vove det. Nu troede de, at den gik med Allerslev, som ingen venter sig det store af. Men den nye borgmester viste, at hun faktisk har rygrad. Sagen viser også, hvor dårligt kørende og hvor internt splittede de radikale er efter at Manu Sareen og Klaus Bondam har forladt rådhuset. Vi har næppe hørt det sidste om internt kævl hos de radikale.
Rebellen Lønborg
Ballade har der også været hos de konservative, hvor tidl. sundhedsborgmester og partiets gruppeformand på rådhuset, Mogens Lønborg, tidligt og med stor kraft kastede sig ind i oprøret mod den siden hen detroniserede partileder Lene Espersen. Det faldt flere af Lønborgs gruppefæller for brystet, og Lønborgs sandsynlige udfordrer som spidskandidat, medlem af Borgerrepræsentationen Jakob Næsager angreb Lønborg for illoyalitet overfor Espersen, og bad ham om at passe sit arbejde. Lønborg har nok sat point på kontoen hos Lars Barfoed, men det er tidl. Lene Espersen-støtter, der kontrollerer partiet i København. Spørgsmålet er, om der nu er slået skår i forholdet til gruppefællerne eller om sagen bliver hurtigt bilagt. Det sidste er nok mest sandsynligt, men det man kan spekulere på er om det ødelægger Lønborgs muligheder for at blive spidskandidat igen ved valget i 2013.
Godt nytår!
onsdag den 15. december 2010
”Lille Lars fra Ørestad”
Med de to afhoppere til LA er Venstres gruppe skrumpet og de borgerlige yderligere splittet
Bragt i Bryggebladet nr. 20 den 14. december 2010
Af Jarl Cordua
Tirsdag i sidste uge meddelte Venstres gruppeformand Lars Dueholm, at han og gruppefællen Heidi Wang forlod Venstre til fordel for Liberal Alliance. Dermed er der opstået yderligere splittelse blandt de borgerlige, der nu kan tælle hele fire grupperinger i en blå blok på kun 14 BR-medlemmer. Situationen kan næsten ikke blive bedre for overborgmester Frank Jensen, der nu kan se det største oppositionsparti til højre næsten flække midt over. Dermed fordufter de sidste illusioner om, at der skulle være et reelt stærkt og handlekraftigt borgerligt alternativ til det 107-årige socialdemokratiske bystyre. Med kun fire tilbageværende medlemmer af Venstres BR-gruppe er partiet nu nede på et niveau mht. mandater, der ikke siden 1993 har været lavere. Der er således tale om en klar svækkelse af Venstre, som yderligere understreger, at partiets 15-årige periode som stort byparti er ved at være omme.
Venstre decimeret
Få betvivler Dueholms og Wangs politiske motiver til at forlade Venstre. Dueholm har altid tilhørt til den mere ideologiske del af partiet og føler sig naturligt tiltrukket af Liberal Alliance, hvor de ideologiske klange lyder noget klarere end i regeringspartiet. Wang har i kraft af sin baggrund som taiwankineser tilsyneladende følt et ubehag ved at skulle forsvare regeringens pointsystem, der skal gøre det betydeligt sværere for danske statsborgere at få deres udenlandske ægtefæller til landet. Det minder om Wangs egen situation, da hun selv i sin tid kom til sit nye fædreland. At Wang og Dueholm bestemt ikke ser ens på alle ting, er modersmålsundervisningen et klart eksempel på. Det er en hjertesag for Wang, mens Dueholm er lodret imod. Wang markerer sig sjældent på talerstolen og har i øvrigt skjult sine ideologiske sympatier for LA godt, i det hun yderst sparsomt giver sig i kast med at forfægte egentlige synspunkter. Omvendt er Wang særdeles optaget af at pleje sin gennem de seneste valg hastigt svindende kinesiske vælgerbase, der dog tre gange har fået hende valgt i Borgerrepræsentationen. Den nyslåede LA-politiker skulle endnu ikke være kommet sig over chokket, da hun ved det seneste BR-valg fik konkurrence fra en socialdemokratisk kandidat med kinesiske rødder.
Lille Lars fra Ørestad
Dueholm (33) som oprindeligt stammer fra Aalborg, er ikke typen, der sætter sit eget lys under en skæppe. På rådhuset går han under det sarkastiske tilnavn ”Lille Lars fra Ørestad”. Han blev i foråret 2009 på et opstillingsmøde valgt som en overraskende valgt nr. 2 på Venstres liste til kommunalvalget, hvor Dueholm slog den daværende gruppeformand Martin Hirsch. Sidstnævnte trak sig umiddelbart herefter som gruppeformand og undlod helt at genopstille. Naturligt nok overtog Dueholm V-gruppeformandshvervet, som han har røgtet siden. Det har dog ikke været et helt problemfrit samarbejde med Venstres borgmester Pia Allerskrev. I tiden derefter - forlyder det - planlagde Dueholm at udfordre Allerslev, som spidskandidat ved det næste kommunalvalg i 2013. Den plan led dog skibbrud, da statsminister Lars Løkke Rasmussen bekendtgjorde, at han havde i sinde at afskaffe mindretalspartiernes ret til borgmester- og rådmandsposter i de fire største byer. Derved forduftede muligheden for Dueholm at blive borgmester, og siden brugte han kræfter på at blive opstillet som V-folketingskandidat. Samtidigt med undlod han ikke - mener nogle - at smede rænker bag Allerslev som det fx senest skete ved et stormfuldt V-gruppemøde i november, hvor V-borgmesterens pragmatiske politiske linje blev heftigt kritiseret.
Landspolitiske ambitioner
Timingen for at søge over i LA hænger formentlig også sammen med især Dueholms landspolitiske ambitioner. Han var opstillet som folketingskandidat af Venstre på Amager, men uden de store muligheder for at komme ind ved det folketingsvalg, som kommer inden så længe. Set i lyset af at LAs opbakning stiger med raketfart, hvor partiet i visse meningsmålinger er dobbelt så store som de konservative, så har Dueholm måske set en chance for at blive valgt til Folketinget, hvilket har fået ham til at fremskynde en beslutning, han ellers kunne have ventet med at tage. I hvert fald blev han allerede få dage efter sin udtræden af Venstre valgt som folketingskandidat for LA. Beslutningen om at forlade Venstre blev taget mandag i sidste uger efter samtaler de seneste uger mellem Dueholm og LA-toppen.
Nyt radikalt hold
I næste uge beslutter BR på sit sidste møde inden juleferien, at Anna Allerslev bliver ny radikal borgmester. Som tidligere nævnt så sker valget uden den store begejstring fra de tre øvrige radikale BR-medlemmer, som selv hver især i det skjulte mener, at de ville blive en bedre borgmester end borgmesteren. Men modstanden mod rivalerne er så dybfølt, så de alle hellere foretrækker Allerslev frem for de andre. En klassisk situation i politik, hvor den der bliver valgt, er den, der viser sig at have færrest modstandere! Alt tyder på nogle ”hyggelige” år fremover i den radikale gruppe.
I øvrigt forlader gruppeformand Manu Sareen BR-gruppen fra årsskiftet, når han indtræder i folketinget som afløser for Lone Dybkjær, der skal på en langvarig sygeorlov. Ingen forventer, at han kommer tilbage til københavnsk politik. For i mellemtiden venter alle, at han siden bliver valgt i folketinget. Derved er to af de mest erfarne radikale politikere væk, når også Klaus Bondam formelt forlader rådhuset, når rådhusuret nytårsnat slår tolv. I stedet for Klaus Bondam og Manu Sareen indtræder Kasper Johansen, der sad i BR i forrige periode og efter de foreløbige planer Bo Normander, der tidligere har siddet i BR som suppleant.
Kommunen ”frikendt” i hjemmehjælperskandale
Endnu en tidlig julegave dumpede ind til overborgmesteren mfl. da en uafhængig konsulentrapport frikendte kommunen i sommerens meget omtalte hjemmehjælperskandale. Dengang kunne TV2 dokumentere, at der også var københavnske hjemmehjælpere, som snød med deres arbejdstid for i stedet at holde fri og gå på restaurantbesøg.
Rapporten, som kommunen selv har bestilt hos det uafhængige konsulentfirma KPMG, viser, at 82 pct. af de borgere man har spurgt, svarer, at de har fået de konkrete ydelser, som fremgår af instrukserne til den enkelte hjemmehjælper. Dertil viser en brugertilfredshedsundersøgelse at 91 pct. af brugerne dvs. ældre og handicappede ”i høj grad” eller i ”meget høj grad” mener, at hjemmehjælperne udfører den service, som borgerne er blevet tildelt af kommunen.
Der er dog også torne i rapporten, der anbefaler, at kommunen styrker registreringen af hjemmehjælpernes tidsforbrug hos de ældre. (Hvilket jo var den oprindelige kritik) Dertil kommer, at KPMG anbefaler en betydelig opstramning af kontrollen med den mindre andel af hjemmehjælpsbesøg, der udføres af medarbejdere i Socialforvaltningen til bl.a. handicappede og psykisk syge. Endelig er fire ud af 10 blandt de ældre enten ”utilfredse” eller ”meget utilfredse” med at der kommer så mange forskellige hjemmehjælpere i deres hjem.
Under alle omstændigheder så anser man på rådhuset ”hjemmehjælperskandalen” som et politisk set afsluttet kapitel for Københavns vedkommende. Man fristes til at tilføje et ”indtil videre”.
Farvergade-sagen
Det er trods alt ikke alt, som falder ud til Københavns kommunes fordel. I den meget omtalte sag om kommunens aktiveringstilbud for ledige i kommunens Jobcenter i Farvergade, nåede Arbejdsmarkedsstyrelsen frem til, at aktiveringstilbuddet øjensynligt ikke levede op til lovgivningens krav vedr. den allerede udbetalte statslige refusion for de arbejdsledige deltagere. Striden står om fortolkningen af loven om, hvorvidt de aktiverede ledige i Farvegade fik hjælp til jobsøgning og opkvalificering i mindst 25 timer ugentligt eller blot kunne nøjes med at møde frem i 1½ time, som Berlingskes artikler har dokumenteret, reelt var praksis. Her har kommunens jurister og integrations og beskæftigelsesforvaltningens direktion længe sagt god for kommunens fortolkning, mens Arbejdsmarkedsstyrelsen, der har tilsynsmyndigheden, altså er nået frem til en anden konklusion. Internt i kommunen har en kontorchef i øvrigt tidligere i 2008 advaret om, at kommunens fortolkning var forkert og dens praksis dermed ulovlig.
Krav om tilbagebetaling
I Berlingskes massive afdækning af sagen er det kommet frem, at kommunen kan komme til at tilbagebetale et beløb på 390 mill. kr. for efter Arbejdsmarkedsstyrelsens opfattelse uberettiget modtaget refusion. Beløbet er et samlet - skønnet - maksimumbeløb samlet for årene 2008 og 2009 og svarer i runde tal til 1,7 pct. af kommunens driftsbudget på 23 mia. kr. eller at man i et år satte kommuneskatten op med 0,3 pct.
I realiteternes verden forventer de færreste, at beløbet ender med at blive så stort. Og måske slipper kommunen endda helt med at betale en krone tilbage. For indtil videre afviser overborgmesteren blankt, at der overhovedet er noget at komme efter bl.a. med henvisning til en uafhængig advokatundersøgelse, som kommunen har fået foretaget ”ude i byen”. Men ved at sætte hårdt mod hårdt” vinder den uhyre drevne Frank Jensen også vigtig tid. For nu ligger bolden hos Arbejdsmarkedsstyrelsen, der skal tage stilling til om de har en så god sag, at de kan anlægge og vinde en retssag ved domstolene. Dertil kommer, at Frank Jensen formentlig satser på, at en ny rød regering vil ændre lovgivningen så spillerummet for fortolkningsmuligheder begrænses og i øvrigt vil fare anderledes med lempe i forhold til kommunen. Det kan også ses ved, at socialdemokraternes spinstrategi tydeligvis er, at forsøge på at ændre sagen i offentligheden fra at være en juridisk tvist mellem kommunen og arbejdsmarkedsstyrelsen (dvs. staten) til en politisk kamp mellem det S-SF-ledede rådhus og den borgerlige regering. Det ser man også ved, at Arbejdsmarkedsstyrelsen af BR-medlem (S) Ikram Sarwar i Berlingske i lørdags – noget usædvanligt selv i den slags sager - blev beskyldt for i denne sag at gå den borgerlige regerings politiske ærinde. Den melding er endnu et sikkert tegn på, at vi nærmer os et folketingsvalg.
Langt fra en afgørelse
Dermed er sagen også meget langt fra at finde en egentlig politisk klar afgørelse herunder placeringen af et evt. ansvar. Den nuværende radikale borgmester Klaus Bondam har fulgt en praksis i forvaltningen, som blev indført under forgængeren socialdemokraten Jakob Hougaard, der i sin tid velsagtens blot fulgte de råd, han fik fra forvaltningens ledende embedsmænd. Snart er ud over Hougaard også Bondam historie som borgmestrer for forvaltningen. Kommunens øverste ansvarlige dvs. overborgmesteren har egentlig heller ikke det store ansvar, når han først tiltrådte ved årsskiftet. Skulle der i sidste instans og mod kommunens egen forventning placeres et ansvar, så peger pilen derfor på Hougaard og beskæftigelses og integrationsforvaltningens direktion med adm. direktør Morten Binder i spidsen. Men det er de færreste, der vurderer, at det nogensinde når så vidt.
Alle læserne ønskes en glædelig jul og et godt nytår!
Bragt i Bryggebladet nr. 20 den 14. december 2010
Af Jarl Cordua
Tirsdag i sidste uge meddelte Venstres gruppeformand Lars Dueholm, at han og gruppefællen Heidi Wang forlod Venstre til fordel for Liberal Alliance. Dermed er der opstået yderligere splittelse blandt de borgerlige, der nu kan tælle hele fire grupperinger i en blå blok på kun 14 BR-medlemmer. Situationen kan næsten ikke blive bedre for overborgmester Frank Jensen, der nu kan se det største oppositionsparti til højre næsten flække midt over. Dermed fordufter de sidste illusioner om, at der skulle være et reelt stærkt og handlekraftigt borgerligt alternativ til det 107-årige socialdemokratiske bystyre. Med kun fire tilbageværende medlemmer af Venstres BR-gruppe er partiet nu nede på et niveau mht. mandater, der ikke siden 1993 har været lavere. Der er således tale om en klar svækkelse af Venstre, som yderligere understreger, at partiets 15-årige periode som stort byparti er ved at være omme.
Venstre decimeret
Få betvivler Dueholms og Wangs politiske motiver til at forlade Venstre. Dueholm har altid tilhørt til den mere ideologiske del af partiet og føler sig naturligt tiltrukket af Liberal Alliance, hvor de ideologiske klange lyder noget klarere end i regeringspartiet. Wang har i kraft af sin baggrund som taiwankineser tilsyneladende følt et ubehag ved at skulle forsvare regeringens pointsystem, der skal gøre det betydeligt sværere for danske statsborgere at få deres udenlandske ægtefæller til landet. Det minder om Wangs egen situation, da hun selv i sin tid kom til sit nye fædreland. At Wang og Dueholm bestemt ikke ser ens på alle ting, er modersmålsundervisningen et klart eksempel på. Det er en hjertesag for Wang, mens Dueholm er lodret imod. Wang markerer sig sjældent på talerstolen og har i øvrigt skjult sine ideologiske sympatier for LA godt, i det hun yderst sparsomt giver sig i kast med at forfægte egentlige synspunkter. Omvendt er Wang særdeles optaget af at pleje sin gennem de seneste valg hastigt svindende kinesiske vælgerbase, der dog tre gange har fået hende valgt i Borgerrepræsentationen. Den nyslåede LA-politiker skulle endnu ikke være kommet sig over chokket, da hun ved det seneste BR-valg fik konkurrence fra en socialdemokratisk kandidat med kinesiske rødder.
Lille Lars fra Ørestad
Dueholm (33) som oprindeligt stammer fra Aalborg, er ikke typen, der sætter sit eget lys under en skæppe. På rådhuset går han under det sarkastiske tilnavn ”Lille Lars fra Ørestad”. Han blev i foråret 2009 på et opstillingsmøde valgt som en overraskende valgt nr. 2 på Venstres liste til kommunalvalget, hvor Dueholm slog den daværende gruppeformand Martin Hirsch. Sidstnævnte trak sig umiddelbart herefter som gruppeformand og undlod helt at genopstille. Naturligt nok overtog Dueholm V-gruppeformandshvervet, som han har røgtet siden. Det har dog ikke været et helt problemfrit samarbejde med Venstres borgmester Pia Allerskrev. I tiden derefter - forlyder det - planlagde Dueholm at udfordre Allerslev, som spidskandidat ved det næste kommunalvalg i 2013. Den plan led dog skibbrud, da statsminister Lars Løkke Rasmussen bekendtgjorde, at han havde i sinde at afskaffe mindretalspartiernes ret til borgmester- og rådmandsposter i de fire største byer. Derved forduftede muligheden for Dueholm at blive borgmester, og siden brugte han kræfter på at blive opstillet som V-folketingskandidat. Samtidigt med undlod han ikke - mener nogle - at smede rænker bag Allerslev som det fx senest skete ved et stormfuldt V-gruppemøde i november, hvor V-borgmesterens pragmatiske politiske linje blev heftigt kritiseret.
Landspolitiske ambitioner
Timingen for at søge over i LA hænger formentlig også sammen med især Dueholms landspolitiske ambitioner. Han var opstillet som folketingskandidat af Venstre på Amager, men uden de store muligheder for at komme ind ved det folketingsvalg, som kommer inden så længe. Set i lyset af at LAs opbakning stiger med raketfart, hvor partiet i visse meningsmålinger er dobbelt så store som de konservative, så har Dueholm måske set en chance for at blive valgt til Folketinget, hvilket har fået ham til at fremskynde en beslutning, han ellers kunne have ventet med at tage. I hvert fald blev han allerede få dage efter sin udtræden af Venstre valgt som folketingskandidat for LA. Beslutningen om at forlade Venstre blev taget mandag i sidste uger efter samtaler de seneste uger mellem Dueholm og LA-toppen.
Nyt radikalt hold
I næste uge beslutter BR på sit sidste møde inden juleferien, at Anna Allerslev bliver ny radikal borgmester. Som tidligere nævnt så sker valget uden den store begejstring fra de tre øvrige radikale BR-medlemmer, som selv hver især i det skjulte mener, at de ville blive en bedre borgmester end borgmesteren. Men modstanden mod rivalerne er så dybfølt, så de alle hellere foretrækker Allerslev frem for de andre. En klassisk situation i politik, hvor den der bliver valgt, er den, der viser sig at have færrest modstandere! Alt tyder på nogle ”hyggelige” år fremover i den radikale gruppe.
I øvrigt forlader gruppeformand Manu Sareen BR-gruppen fra årsskiftet, når han indtræder i folketinget som afløser for Lone Dybkjær, der skal på en langvarig sygeorlov. Ingen forventer, at han kommer tilbage til københavnsk politik. For i mellemtiden venter alle, at han siden bliver valgt i folketinget. Derved er to af de mest erfarne radikale politikere væk, når også Klaus Bondam formelt forlader rådhuset, når rådhusuret nytårsnat slår tolv. I stedet for Klaus Bondam og Manu Sareen indtræder Kasper Johansen, der sad i BR i forrige periode og efter de foreløbige planer Bo Normander, der tidligere har siddet i BR som suppleant.
Kommunen ”frikendt” i hjemmehjælperskandale
Endnu en tidlig julegave dumpede ind til overborgmesteren mfl. da en uafhængig konsulentrapport frikendte kommunen i sommerens meget omtalte hjemmehjælperskandale. Dengang kunne TV2 dokumentere, at der også var københavnske hjemmehjælpere, som snød med deres arbejdstid for i stedet at holde fri og gå på restaurantbesøg.
Rapporten, som kommunen selv har bestilt hos det uafhængige konsulentfirma KPMG, viser, at 82 pct. af de borgere man har spurgt, svarer, at de har fået de konkrete ydelser, som fremgår af instrukserne til den enkelte hjemmehjælper. Dertil viser en brugertilfredshedsundersøgelse at 91 pct. af brugerne dvs. ældre og handicappede ”i høj grad” eller i ”meget høj grad” mener, at hjemmehjælperne udfører den service, som borgerne er blevet tildelt af kommunen.
Der er dog også torne i rapporten, der anbefaler, at kommunen styrker registreringen af hjemmehjælpernes tidsforbrug hos de ældre. (Hvilket jo var den oprindelige kritik) Dertil kommer, at KPMG anbefaler en betydelig opstramning af kontrollen med den mindre andel af hjemmehjælpsbesøg, der udføres af medarbejdere i Socialforvaltningen til bl.a. handicappede og psykisk syge. Endelig er fire ud af 10 blandt de ældre enten ”utilfredse” eller ”meget utilfredse” med at der kommer så mange forskellige hjemmehjælpere i deres hjem.
Under alle omstændigheder så anser man på rådhuset ”hjemmehjælperskandalen” som et politisk set afsluttet kapitel for Københavns vedkommende. Man fristes til at tilføje et ”indtil videre”.
Farvergade-sagen
Det er trods alt ikke alt, som falder ud til Københavns kommunes fordel. I den meget omtalte sag om kommunens aktiveringstilbud for ledige i kommunens Jobcenter i Farvergade, nåede Arbejdsmarkedsstyrelsen frem til, at aktiveringstilbuddet øjensynligt ikke levede op til lovgivningens krav vedr. den allerede udbetalte statslige refusion for de arbejdsledige deltagere. Striden står om fortolkningen af loven om, hvorvidt de aktiverede ledige i Farvegade fik hjælp til jobsøgning og opkvalificering i mindst 25 timer ugentligt eller blot kunne nøjes med at møde frem i 1½ time, som Berlingskes artikler har dokumenteret, reelt var praksis. Her har kommunens jurister og integrations og beskæftigelsesforvaltningens direktion længe sagt god for kommunens fortolkning, mens Arbejdsmarkedsstyrelsen, der har tilsynsmyndigheden, altså er nået frem til en anden konklusion. Internt i kommunen har en kontorchef i øvrigt tidligere i 2008 advaret om, at kommunens fortolkning var forkert og dens praksis dermed ulovlig.
Krav om tilbagebetaling
I Berlingskes massive afdækning af sagen er det kommet frem, at kommunen kan komme til at tilbagebetale et beløb på 390 mill. kr. for efter Arbejdsmarkedsstyrelsens opfattelse uberettiget modtaget refusion. Beløbet er et samlet - skønnet - maksimumbeløb samlet for årene 2008 og 2009 og svarer i runde tal til 1,7 pct. af kommunens driftsbudget på 23 mia. kr. eller at man i et år satte kommuneskatten op med 0,3 pct.
I realiteternes verden forventer de færreste, at beløbet ender med at blive så stort. Og måske slipper kommunen endda helt med at betale en krone tilbage. For indtil videre afviser overborgmesteren blankt, at der overhovedet er noget at komme efter bl.a. med henvisning til en uafhængig advokatundersøgelse, som kommunen har fået foretaget ”ude i byen”. Men ved at sætte hårdt mod hårdt” vinder den uhyre drevne Frank Jensen også vigtig tid. For nu ligger bolden hos Arbejdsmarkedsstyrelsen, der skal tage stilling til om de har en så god sag, at de kan anlægge og vinde en retssag ved domstolene. Dertil kommer, at Frank Jensen formentlig satser på, at en ny rød regering vil ændre lovgivningen så spillerummet for fortolkningsmuligheder begrænses og i øvrigt vil fare anderledes med lempe i forhold til kommunen. Det kan også ses ved, at socialdemokraternes spinstrategi tydeligvis er, at forsøge på at ændre sagen i offentligheden fra at være en juridisk tvist mellem kommunen og arbejdsmarkedsstyrelsen (dvs. staten) til en politisk kamp mellem det S-SF-ledede rådhus og den borgerlige regering. Det ser man også ved, at Arbejdsmarkedsstyrelsen af BR-medlem (S) Ikram Sarwar i Berlingske i lørdags – noget usædvanligt selv i den slags sager - blev beskyldt for i denne sag at gå den borgerlige regerings politiske ærinde. Den melding er endnu et sikkert tegn på, at vi nærmer os et folketingsvalg.
Langt fra en afgørelse
Dermed er sagen også meget langt fra at finde en egentlig politisk klar afgørelse herunder placeringen af et evt. ansvar. Den nuværende radikale borgmester Klaus Bondam har fulgt en praksis i forvaltningen, som blev indført under forgængeren socialdemokraten Jakob Hougaard, der i sin tid velsagtens blot fulgte de råd, han fik fra forvaltningens ledende embedsmænd. Snart er ud over Hougaard også Bondam historie som borgmestrer for forvaltningen. Kommunens øverste ansvarlige dvs. overborgmesteren har egentlig heller ikke det store ansvar, når han først tiltrådte ved årsskiftet. Skulle der i sidste instans og mod kommunens egen forventning placeres et ansvar, så peger pilen derfor på Hougaard og beskæftigelses og integrationsforvaltningens direktion med adm. direktør Morten Binder i spidsen. Men det er de færreste, der vurderer, at det nogensinde når så vidt.
Alle læserne ønskes en glædelig jul og et godt nytår!
onsdag den 1. december 2010
Midt i en oppositionsløs tid
Kun lidt internt kævl blandt budgetpartierne kan ødelægge julehumøret hos Frank Jensen
Bragt i Bryggebladet nr. 19 den 30. november 2010
Af Jarl Cordua
Overborgmester Frank Jensen har det for nemt. Fraværet af opposition er næsten øredøvende. VKO er splittet ad, hvor især V og K kigger skævt til hinanden, mens Enhedslisten måske på grund af hensynet til deres socialborgmesterpost ikke rigtig formår at spille rollen, som bidsk vagthund.
Imidlertid er stemningen blandt budgetpartierne ikke den bedste. For nu at sige det pænt. Det viser en særdeles ”munter” mailkorrespondence, som Deres klummeskribent er kommet i besiddelse af.
Sagen handler om det stærkt økonomisk skrantende kulturelle lokalblad ”Magasinet KBH”, der forud for efterårets budgetforhandlinger i september klagede sin nød overfor politikerne. Imidlertid kom der ikke noget ud af at stå med hatten i hånden. Og uden et tilskud fra kommunen vil magasinet ”gå ind”.
Magasinet KBH: Kjeldgaard modarbejder os
Nu er der så indledt slagsmålet mellem budgetpartierne om, hvem som bærer skylden for at Magasinet KBH ikke længere kan komme på gaden. Magasinet redaktør Anders Ojgaard har således i en mail stilet til S og SF kritiseret især SFs teknik og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard for personligt at have ”modarbejdet magasinet KBH”. Det fik Mette Reismann, der er politisk ordfører for Socialdemokraterne og Ayfer Baykal - politisk ordfører for SF op af stolene i en skarpt svarmail. For ud over at finde redaktørens kritik af Kjeldgaard for ”utilstedelig” så rettede S-SF kanonerne mod den radikale borgmester, som man i mailen direkte beskylder for at handle populistisk og illoyalt mod budgetforligets parter:
”Det er derfor overraskende, at den afgående borgmester Klaus Bondam fra Det Radikale Venstre åbent kritiserer SF – og de andre forligspartnere – for ikke at prioritere Magasinet KBH, og på egen hånd vælger at udtrykke ønske om magasinets redning, når hverken han eller Det Radikale Venstre dels ikke har prioriteret dette område OG dels har underskrevet budgetaftalen. Måske har Det Radikale Venstre misforstået konceptet ’budgetforlig’, idet et færdigforhandlet budget giver mulighed for at arbejde fremadrettet med de muligheder budgettet åbner op for; skal hver en budgetpost vilkårligt genforhandles, når én eller flere mener dette er nødvendigt (af den ene eller anden årsag), vil Københavns Kommune ligge i evige forhandlinger og kun kunne udrette meget lidt – om noget. En aftale om et forlig indgås mellem parter, der forventes at holde den. Alt andet er utroværdigt. Når De Radikale, med borgmester Klaus Bondam i spidsen, vedholdende fremturer med, at en redning lurer lige om hjørnet er det alene udtryk for populisme og ikke realiteter.
Hul radikal kritik
Svaret fra Bondam er også interessant:
Heri forsvarer borgmesteren sig med, at han på ”intet tidspunkt offentligt og åbent har kritiseret SF”, men han har tilladt sig ”at udtrykke en kraftig undren over at SFs Teknik- og Miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard på intet tidspunkt nævnte den fortsatte finansiering af Magasinet KBH under budgetforhandlingerne” med henvisning til, at Magasinet KBH ”er vel og mærke et blad der i meget stor udstrækning alene omhandler TMF-relevante emner” (TMF:Teknik og Miljø-Forvaltningen red.).
Selvom Bondam kritiserer SF-borgmesteren for ikke at have ”nævnt den fortsatte finansiering”, så indrømmer den radikale borgmester blankt, at magasinets økonomi heller ikke af de radikale blev taget op under budgetforhandlingerne:
”Det er korrekt at Radikale Venstre har ikke nævnt Magasinet KBH i budgetforhandlingerne for nogle måneder siden, da vi partimæssigt havde valgt at lægge al vores forhandlingsmæssige styrke på et økonomisk løft af handicapområdet og børneområdet, samt sikringen af en krisepakke på beskæftigelsesområdet. Det lykkedes som bekendt.”
Det er åbenbart først senere, at sagen er blevet tilstrækkelig vigtig for Bondam, at han vil have den taget op på budgetkredsens møde den 1. december. Nogle vil mene, at Bondam måske skulle feje for sin egen dør først, før han beskylder SF-borgmesteren for ikke at prioritere sagen under budgettet.
Undervejs får de to ordførere fra S og SF ret kontant at vide, at de ikke skal blande sig i de radikales politiske prioriteter fremover:
”Hvis jeg skulle gøre som Mette Reismann og Ayfer Bakal lægger op til i deres mail, så har jeg altså ikke lov til, som ovenfor nævnt, at arbejde fremadrettet med muligheder, som budgettet i givet fald ikke åbner op for. Det er dumt og visionsløst at tænke sådan!”
Bondam dybt frustreret
I øvrigt beskriver Bondam usædvanligt åbenhjertigt om, hvordan han oplevede årets budgetforhandlinger, som ifølge ham selv var ”de mest frustrerende”, som han har medvirket i:
”Det er helt korrekt, som Mette Reismann og Ayfer Baykal skriver, at budgetforhandlingerne 'er en langvarig og ganske kompliceret proces'. I år deltog alle partier i et meget langt stykke af forhandlingsforløbet og stemningen har ikke altid lige positiv og konstruktiv. Den var på lange stræk meget anspændt! Dernæst skulle vi alle navigerer i en ny overborgmesters (i øvrigt udmærkede) tilrettelæggelse af forhandlingsforløbet. Det stod hurtigt klart for alle implicerede partier, (..), at der allerede var indgået en aftale mellem S og SF (inden forhandlingerne officielt startede). Det er der ikke noget forkert i. De to partier har flertal sammen alene, men det gjorde unægtelig forhandlingsforløbet yderligere kompliceret, da det ikke altid var lige let at afkode om et givent indspark stod til forhandling eller om det var 'klappet af' mellem S og SF. I mine ni år i Københavns Borgerrepræsentation og centralt placeret i budgetforhandlingerne gennem alle årene, er dette års forhandlinger de mest frustrerende jeg har medvirket i.”
Med andre ord: SFs magt var så stor under forhandlingerne, at De radikale ikke blot skulle forhandle resultater med overborgmesteren. SF havde vetoret. Sådan spillede klaveret som bekendt ikke i Kramers eller Ritts dage. Og så fornemmer man en hvis træthed både hos S og SF over de radikales trang til soloudmeldinger. Det kan undre lidt at den socialdemokratiske ordfører fører an i kritikken, da det netop var hendes chef, Frank Jensen, som personligt lagde sig i selen for, at få de radikale med i budgetforliget. SF derimod har al mulig interesse i, at holde de radikale uden for i fremtiden, da de som bekendt sammen med S alene udgør et flertal i Borgerrepræsentationen.
Sareens ansvar
Bondams tid i københavnsk politik er som bekendt ovre, og som tiden går, tyder alt på, at den radikale gruppe fastholder beslutningen om, at vælge den næsten nyslåede kommunalpolitiker Anna Allerslev på kun 26 somre som ny arbejdsmarkeds og integrationsborgmester. I sidste uge holdt de radikale i hovedstaden møde, hvor BR-gruppen fra flere sider blev bedt om at ”overveje beslutningen grundigt”. Det er radikalt kodesprog for, at mange er ganske utilfredse med BR-gruppens beslutning om at gøre Allerslev til borgmester, men fra organisatorisk hold tør man alligevel ikke kritisere den alt for meget. Meget betegnende for den radikale konfliktskyhed, så forlod den radikale leder Margrethe Vestager mødet i god tid inden de lokale kræfter skulle drøfte sagen. Hun skulle ikke fedtes ind i noget! Allerslev fik dog også en opbakning fra især de unge radikale i RU. Til gengæld mener flere radikale, at gruppeformand Manu Sareen har påtaget sig et stort ansvar for, at Allerslev ikke ender med at blive en fiasko. Sker det, så falder det tilbage på ham, lyder en vurdering også blandt radikale, i det mange ser Sareen som den direkte årsag til, at Allerslev blev valgt. Det afvises af dem, der mener, at afgørelsen faldt, fordi de øvrige tre kandidater i den radikale gruppe ikke kan døje hinanden og – for at parafrasere en tidl. radikal minister Bertel Dahlgaard – nærmest hellere vil dø en naturlig død end at se en af rivalerne sidde på borgmestertaburetten. Allerslev var ingen imod og desuden fremstår fx en Katrina Feilberg heller ikke som et oplagt alternativ. Hun er lidt mere erfaren end Allerslev, men med 31 år næsten lige så ung og har heller ikke fremvist det store politiske talent. Der tales ikke desto mindre stadigvæk i krogene om, at BR-gruppen kan ændre beslutningen inden borgerrepræsentationen vælger Allerslev til borgmester på mødet den 16. december.
Comeback til Fey
SFs tidligere gruppeformand Bjarne Fey røg overraskende ud af BR ved valget i fjor på trods af SFs store fremgang. Nu er han tilbage igen efter at den tidligere politiske ordfører Camilla Burgwald har forladt BR. Fey udgjorde en tidlig intern opposition til Bo Asmus Kjeldgaard, men forlod i forrige periode at forlade gruppeformandsposten i frustration over en på dette tidspunkt splittet gruppe. For tiden er der dog intet, der tyder på splittelse i SFs BR-gruppe. Tværtimod.
Enhedslisten skrumpet
For nogle uger siden blev Enhedslisten et BR-medlem mindre, da Jaleh Tavakoli, der kun har været medlem af BR siden årsskiftet, meldte sig ud af partiet for at blive løsgænger. Ifølge Tavakoli, så er årsagen uoverensstemmelser mellem hende og resten af partiet i spørgsmålet om politisk islam og kampen mod religiøs fundamentalisme. Der er det nærmeste den tidl. enhedslistepolitiker kan komme en begrundelse. Tidligere har Tavakoli, der er født i Iran, stemt anderledes end sin gruppe, da et stort og bredt flertal i BR i efteråret gav tilladelse til opførelsen af en shiitisk moské på Vibevej. Tavakoli var imod opførelsen, som hun har kaldt for ”præstestyrets propagandacenter”. Tavakoli er talsmand for ”Frit Iran” og særdeles aktiv i herboende iraneres modstand mod præstestyret i Teheran. Uenigheden omkring moskeéen er dog ifølge Tavakoli ikke årsagen til hendes brud med Enhedslisten, som i øvrigt ikke havde problemer med, at den iranskfødte politiker i denne sag indtog et særstandpunkt.
Enhedslistens tab i form af stemmer er beskedent, i det Tavakoli kun fik 298 personlige stemmer. Det er kun i kraft af, at hun opstillede på en såkaldt ”partiliste”, at Tavakoli blev valgt. Havde Enhedslisten haft sideordnet opstilling ved kommunalvalget, som de fleste partier havde, var hun ikke blevet valgt ind. Blandt andet derfor er man i Liste Ø særdeles utilfreds med, at hun ikke har nedlagt sit mandat, sådan som partiets regler foreskriver, hvorved man kunne have beholdt de seks mandater, som vælgerne gav dem ved BR-valget.
Spørgsmålet er nu, om Tavakoli fx nu vil søge optagelse i SF eller blot fortsætte som løsgænger. Taget i betragtning af bl.a. løsgængerens mildt sagt uklare begrundelse for at forlade Enhedslisten, så skal S-SF nok vare sig for at lukke hende ind.
Bragt i Bryggebladet nr. 19 den 30. november 2010
Af Jarl Cordua
Overborgmester Frank Jensen har det for nemt. Fraværet af opposition er næsten øredøvende. VKO er splittet ad, hvor især V og K kigger skævt til hinanden, mens Enhedslisten måske på grund af hensynet til deres socialborgmesterpost ikke rigtig formår at spille rollen, som bidsk vagthund.
Imidlertid er stemningen blandt budgetpartierne ikke den bedste. For nu at sige det pænt. Det viser en særdeles ”munter” mailkorrespondence, som Deres klummeskribent er kommet i besiddelse af.
Sagen handler om det stærkt økonomisk skrantende kulturelle lokalblad ”Magasinet KBH”, der forud for efterårets budgetforhandlinger i september klagede sin nød overfor politikerne. Imidlertid kom der ikke noget ud af at stå med hatten i hånden. Og uden et tilskud fra kommunen vil magasinet ”gå ind”.
Magasinet KBH: Kjeldgaard modarbejder os
Nu er der så indledt slagsmålet mellem budgetpartierne om, hvem som bærer skylden for at Magasinet KBH ikke længere kan komme på gaden. Magasinet redaktør Anders Ojgaard har således i en mail stilet til S og SF kritiseret især SFs teknik og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard for personligt at have ”modarbejdet magasinet KBH”. Det fik Mette Reismann, der er politisk ordfører for Socialdemokraterne og Ayfer Baykal - politisk ordfører for SF op af stolene i en skarpt svarmail. For ud over at finde redaktørens kritik af Kjeldgaard for ”utilstedelig” så rettede S-SF kanonerne mod den radikale borgmester, som man i mailen direkte beskylder for at handle populistisk og illoyalt mod budgetforligets parter:
”Det er derfor overraskende, at den afgående borgmester Klaus Bondam fra Det Radikale Venstre åbent kritiserer SF – og de andre forligspartnere – for ikke at prioritere Magasinet KBH, og på egen hånd vælger at udtrykke ønske om magasinets redning, når hverken han eller Det Radikale Venstre dels ikke har prioriteret dette område OG dels har underskrevet budgetaftalen. Måske har Det Radikale Venstre misforstået konceptet ’budgetforlig’, idet et færdigforhandlet budget giver mulighed for at arbejde fremadrettet med de muligheder budgettet åbner op for; skal hver en budgetpost vilkårligt genforhandles, når én eller flere mener dette er nødvendigt (af den ene eller anden årsag), vil Københavns Kommune ligge i evige forhandlinger og kun kunne udrette meget lidt – om noget. En aftale om et forlig indgås mellem parter, der forventes at holde den. Alt andet er utroværdigt. Når De Radikale, med borgmester Klaus Bondam i spidsen, vedholdende fremturer med, at en redning lurer lige om hjørnet er det alene udtryk for populisme og ikke realiteter.
Hul radikal kritik
Svaret fra Bondam er også interessant:
Heri forsvarer borgmesteren sig med, at han på ”intet tidspunkt offentligt og åbent har kritiseret SF”, men han har tilladt sig ”at udtrykke en kraftig undren over at SFs Teknik- og Miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard på intet tidspunkt nævnte den fortsatte finansiering af Magasinet KBH under budgetforhandlingerne” med henvisning til, at Magasinet KBH ”er vel og mærke et blad der i meget stor udstrækning alene omhandler TMF-relevante emner” (TMF:Teknik og Miljø-Forvaltningen red.).
Selvom Bondam kritiserer SF-borgmesteren for ikke at have ”nævnt den fortsatte finansiering”, så indrømmer den radikale borgmester blankt, at magasinets økonomi heller ikke af de radikale blev taget op under budgetforhandlingerne:
”Det er korrekt at Radikale Venstre har ikke nævnt Magasinet KBH i budgetforhandlingerne for nogle måneder siden, da vi partimæssigt havde valgt at lægge al vores forhandlingsmæssige styrke på et økonomisk løft af handicapområdet og børneområdet, samt sikringen af en krisepakke på beskæftigelsesområdet. Det lykkedes som bekendt.”
Det er åbenbart først senere, at sagen er blevet tilstrækkelig vigtig for Bondam, at han vil have den taget op på budgetkredsens møde den 1. december. Nogle vil mene, at Bondam måske skulle feje for sin egen dør først, før han beskylder SF-borgmesteren for ikke at prioritere sagen under budgettet.
Undervejs får de to ordførere fra S og SF ret kontant at vide, at de ikke skal blande sig i de radikales politiske prioriteter fremover:
”Hvis jeg skulle gøre som Mette Reismann og Ayfer Bakal lægger op til i deres mail, så har jeg altså ikke lov til, som ovenfor nævnt, at arbejde fremadrettet med muligheder, som budgettet i givet fald ikke åbner op for. Det er dumt og visionsløst at tænke sådan!”
Bondam dybt frustreret
I øvrigt beskriver Bondam usædvanligt åbenhjertigt om, hvordan han oplevede årets budgetforhandlinger, som ifølge ham selv var ”de mest frustrerende”, som han har medvirket i:
”Det er helt korrekt, som Mette Reismann og Ayfer Baykal skriver, at budgetforhandlingerne 'er en langvarig og ganske kompliceret proces'. I år deltog alle partier i et meget langt stykke af forhandlingsforløbet og stemningen har ikke altid lige positiv og konstruktiv. Den var på lange stræk meget anspændt! Dernæst skulle vi alle navigerer i en ny overborgmesters (i øvrigt udmærkede) tilrettelæggelse af forhandlingsforløbet. Det stod hurtigt klart for alle implicerede partier, (..), at der allerede var indgået en aftale mellem S og SF (inden forhandlingerne officielt startede). Det er der ikke noget forkert i. De to partier har flertal sammen alene, men det gjorde unægtelig forhandlingsforløbet yderligere kompliceret, da det ikke altid var lige let at afkode om et givent indspark stod til forhandling eller om det var 'klappet af' mellem S og SF. I mine ni år i Københavns Borgerrepræsentation og centralt placeret i budgetforhandlingerne gennem alle årene, er dette års forhandlinger de mest frustrerende jeg har medvirket i.”
Med andre ord: SFs magt var så stor under forhandlingerne, at De radikale ikke blot skulle forhandle resultater med overborgmesteren. SF havde vetoret. Sådan spillede klaveret som bekendt ikke i Kramers eller Ritts dage. Og så fornemmer man en hvis træthed både hos S og SF over de radikales trang til soloudmeldinger. Det kan undre lidt at den socialdemokratiske ordfører fører an i kritikken, da det netop var hendes chef, Frank Jensen, som personligt lagde sig i selen for, at få de radikale med i budgetforliget. SF derimod har al mulig interesse i, at holde de radikale uden for i fremtiden, da de som bekendt sammen med S alene udgør et flertal i Borgerrepræsentationen.
Sareens ansvar
Bondams tid i københavnsk politik er som bekendt ovre, og som tiden går, tyder alt på, at den radikale gruppe fastholder beslutningen om, at vælge den næsten nyslåede kommunalpolitiker Anna Allerslev på kun 26 somre som ny arbejdsmarkeds og integrationsborgmester. I sidste uge holdt de radikale i hovedstaden møde, hvor BR-gruppen fra flere sider blev bedt om at ”overveje beslutningen grundigt”. Det er radikalt kodesprog for, at mange er ganske utilfredse med BR-gruppens beslutning om at gøre Allerslev til borgmester, men fra organisatorisk hold tør man alligevel ikke kritisere den alt for meget. Meget betegnende for den radikale konfliktskyhed, så forlod den radikale leder Margrethe Vestager mødet i god tid inden de lokale kræfter skulle drøfte sagen. Hun skulle ikke fedtes ind i noget! Allerslev fik dog også en opbakning fra især de unge radikale i RU. Til gengæld mener flere radikale, at gruppeformand Manu Sareen har påtaget sig et stort ansvar for, at Allerslev ikke ender med at blive en fiasko. Sker det, så falder det tilbage på ham, lyder en vurdering også blandt radikale, i det mange ser Sareen som den direkte årsag til, at Allerslev blev valgt. Det afvises af dem, der mener, at afgørelsen faldt, fordi de øvrige tre kandidater i den radikale gruppe ikke kan døje hinanden og – for at parafrasere en tidl. radikal minister Bertel Dahlgaard – nærmest hellere vil dø en naturlig død end at se en af rivalerne sidde på borgmestertaburetten. Allerslev var ingen imod og desuden fremstår fx en Katrina Feilberg heller ikke som et oplagt alternativ. Hun er lidt mere erfaren end Allerslev, men med 31 år næsten lige så ung og har heller ikke fremvist det store politiske talent. Der tales ikke desto mindre stadigvæk i krogene om, at BR-gruppen kan ændre beslutningen inden borgerrepræsentationen vælger Allerslev til borgmester på mødet den 16. december.
Comeback til Fey
SFs tidligere gruppeformand Bjarne Fey røg overraskende ud af BR ved valget i fjor på trods af SFs store fremgang. Nu er han tilbage igen efter at den tidligere politiske ordfører Camilla Burgwald har forladt BR. Fey udgjorde en tidlig intern opposition til Bo Asmus Kjeldgaard, men forlod i forrige periode at forlade gruppeformandsposten i frustration over en på dette tidspunkt splittet gruppe. For tiden er der dog intet, der tyder på splittelse i SFs BR-gruppe. Tværtimod.
Enhedslisten skrumpet
For nogle uger siden blev Enhedslisten et BR-medlem mindre, da Jaleh Tavakoli, der kun har været medlem af BR siden årsskiftet, meldte sig ud af partiet for at blive løsgænger. Ifølge Tavakoli, så er årsagen uoverensstemmelser mellem hende og resten af partiet i spørgsmålet om politisk islam og kampen mod religiøs fundamentalisme. Der er det nærmeste den tidl. enhedslistepolitiker kan komme en begrundelse. Tidligere har Tavakoli, der er født i Iran, stemt anderledes end sin gruppe, da et stort og bredt flertal i BR i efteråret gav tilladelse til opførelsen af en shiitisk moské på Vibevej. Tavakoli var imod opførelsen, som hun har kaldt for ”præstestyrets propagandacenter”. Tavakoli er talsmand for ”Frit Iran” og særdeles aktiv i herboende iraneres modstand mod præstestyret i Teheran. Uenigheden omkring moskeéen er dog ifølge Tavakoli ikke årsagen til hendes brud med Enhedslisten, som i øvrigt ikke havde problemer med, at den iranskfødte politiker i denne sag indtog et særstandpunkt.
Enhedslistens tab i form af stemmer er beskedent, i det Tavakoli kun fik 298 personlige stemmer. Det er kun i kraft af, at hun opstillede på en såkaldt ”partiliste”, at Tavakoli blev valgt. Havde Enhedslisten haft sideordnet opstilling ved kommunalvalget, som de fleste partier havde, var hun ikke blevet valgt ind. Blandt andet derfor er man i Liste Ø særdeles utilfreds med, at hun ikke har nedlagt sit mandat, sådan som partiets regler foreskriver, hvorved man kunne have beholdt de seks mandater, som vælgerne gav dem ved BR-valget.
Spørgsmålet er nu, om Tavakoli fx nu vil søge optagelse i SF eller blot fortsætte som løsgænger. Taget i betragtning af bl.a. løsgængerens mildt sagt uklare begrundelse for at forlade Enhedslisten, så skal S-SF nok vare sig for at lukke hende ind.
mandag den 15. november 2010
Borgmestervalg i utide
De radikales valg af Bondams afløser som integrationsborgmester mødes af alle med forundring. Ikke mindst blandt radikale.
Bragt i Bryggebladet nr. 18 den 16. november 2010
Af Jarl Cordua
Det politiske miljø i København vågnede for et par uger siden op til et mindre chok, da det blev kendt at den radikale integrations og arbejdsmarkedsborgmester Klaus Bondam stopper den 31. december for at blive direktør for Det Danske Kulturinstitut, der har kontor i Bruxelles i Belgien. Bondam blev borgmester omtrent da radicoolismen kulminerede i 2005. I alt når han at sidde som borgmester i omkring fem år og BR-medlem i ni år. Men chokket eller lettelsen over en konges abdikation varer ikke ret længe. For i stedet begynder alle at spekulere i, hvem der nu bliver efterfølgeren. I gamle dage var reglerne at borgmestre eller partiformænd i god tid udså sig kronprinser, sådan at magtoverdragelsen kunne ske i god ro og orden. Men det var der ikke rigtig tale om, da Bondam varslede sin afgang. Den naturlige nr. 2 er klart gruppeformand Manu Sareen. Han var ikke en kronprins i gammeldags forstand. Faktisk er det ingen hemmelighed at Bondam og Sareen ser meget forskelligt på mange ting: Strategi, taktik, politik og ikke mindst om Bondam kunne sætte sig i borgmesterstolen på DFs mandater, som det fremgik af den dramatiske konstituering for ca. et år tilbage. Sareen gik således til angreb gennem medierne på Bondam i timerne efter, men måtte bl.a. efter at fået vredet armen om af partileder Margrethe Vestager acceptere beslutningen, der mødte stor kritik blandt partiets medlemmer og ikke mindst vælgere, der følte sig snydt. Alligevel kom det ikke som nogen stor overraskelse, da Sareen tidligt meldte sig ud af kampen om at blive borgmester, da han satser på en karriere som folketingspolitiker efter næste valg. Derved opstod der et magttomrum. Den slags har det som bekendt med at blive fyldt ud ganske hurtigt.
Valgt mod alle odds
Især to kandidater skilte sig ud: Katrina Feilberg, som går for at være en lidt ”lyseblå” radikal og Margrethe Wivel, som nogle vurderer som ”lyserød”. De har begge siddet fem i år BR og har desuden deres ”folkelige gennembrud” til gode. Med andre ord: Vælgerne kender kun Bondam og Sareen. Med Bondams afgang så vender Kasper Johansen fra årsskiftet tilbage som BR-medlem. Han sad i BR i sidste valgperiode, men gled ud ved valget i fjor. Også han mente lagde billet ind på at blive borgmester. Sidst, men – skulle det siden vise sig – ikke mindst var Anna Mee Allerslev, som både er den yngste (26 somre) og hvad angår politisk erfaring, i det hun alene har siddet i BR i godt 11 mdr. Den 1. november mødtes de fire plus Sareen, men efter mødet, som endte med at vare til langt ud på natten, stod det pludselig klart, at Allerslev – mod alle odds – var blevet valgt som ny radikal borgmester.
Ingen brok i krogene
Ifølge Politiken, så stod kampen især mellem Feilberg og Wivel, men det kom – påstås det - ikke til en direkte afstemning undervejs. Deltagerne forklarer, at de ”talte sig til rette” og da både Feilberg og Wivel ikke kunne acceptere, at den anden blev borgmester, så gik man over til alternativerne. Her mener nogle iagttagere, at Sareen klart foretrak Allerslev, som bliver set som hans protegé. Ifølge nogle iagttageres vurdering foretrak Wivel herefter også Allerslev, hvorved at det stod 3-2 til det yngste gruppemedlem. Herefter enedes mødedeltagerne om, at man samlet stod bag en fælles truffen beslutning, som alle skulle bakke op. Det skete også. Ingen brok i krogene. Indtil videre.
Fire gange på talerstolen
Alligevel er beslutningen blevet mødt med stor forundring blandt samarbejdspartnere, iagttagere og ikke mindst mange ledende folk i det radikale bagland. Beskrivelserne af Allerslev tyder på mange gode personlige egenskaber, men det er de færreste, der kan få øje på det åbenlyse politiske talent, der derfor kan berettige, at hun nu skal være borgmester. Det er i øvrigt ofte sket, at BR-medlemmer i tyverne efter en enkelt valgperiode er blevet borgmestre blandt dem fx Anne Vang og Jakob Hougaard. Og de have alle forinden demonstreret et eller andet politisk talent, som man kunne forklare beslutningen med. Der er ingen, der erindrer, at Allerslev har født en god politisk idé eller et originalt forslag bortset fra det om, at kommunen nu skulle på Facebook. Det var der imidlertid – og sagt på jysk - ikke megen stemning for blandt partierne i BR-salen, hvor en uofficiel optælling viser, at Allerslev på 11 mdr. kun har besteget talerstolen fire gange. Blandt andet med et indlæg, der indeholdt en varm støtte for moskeen på Amager.
Katastrofal beslutning
Officielt holder de fire øvrige BR-kandidater gode miner til slet spil udadtil. Men det er kun på overfladen. Stemningen er på nulpunktet i BR-gruppen. Det sås fx så tydeligt under det seneste møde i BR-salen, at omgivelserne ikke er i tvivl. Det er en dødssynd at bagtale hinanden hos de radikale, hvor man gerne ser sig som lidt pænere mennesker end hos de andre partier. Det gælder ikke mindst, når de slås. Skeptiske partifæller er siden valget af Allerslev blevet forsøgt overbevist med halvhjertede argumenter som ”hun bliver god” og ”hun har SÅ megen drive”. Men intet tyder på, at det endnu har sparket en gejst i gang i det radikale parti. Tværtimod betragtes valget af Allerslev af mange radikale som en regulær katastrofe for partiet, og man er mere en ængstelig for, hvordan Liste B skal kunne bevare sit mandattal og deres eneste borgmesterpost med en ukendt topfigur, som kun meget få – om nogen - tiltror de store chancer for at slå igennem politisk og mediemæssigt. Og man kan godt på rådhusets gange støde på den vurdering, at Manu Sareens støtte til Allerslev måske i virkeligheden bunder i en kynisk spekulation i, at den kommende borgmester dermed ikke kan tage fokus fra Sareens personlige medieprofilering op til folketingsvalgkampen.
Allerslev får modkandidat
Gruppemødet traf en i mange radikales øjne helt forkert beslutning, men umiddelbart må konklusionen alligevel være: At løbet er kørt. Allerslev bliver borgmester. Formelt er der dog stadigvæk en mulighed for at omgøre beslutningen, inden den skal træffes på et BR-møde først i december. Jeg giver det derfor 10 pct. chance, at BR-gruppen forinden alligevel vælger en anden og mere erfaren kandidat end Anna Allerslev. Og hvis nogen skulle være i tvivl, så er Københavns Rådhus’ politikere uofficielle mestre i at rende fra tidligere trufne beslutninger. Hvis ikke det sker, så holder denne iagttager på, at Allerslev får en rival inden, at de radikale inden næste kommunalvalg vælger deres spidskandidat.
DF-drilleri
DFs Carl Christian Ebbesen har undervejs fået megen omtale på at bringe det synspunkt frem, at der er juridiske argumenter for, at DF skal sige god for at Allerslev kan blive borgmester, når nu de siden valget i fjor er i valggruppe sammen. Det var som førnævnt DFs mandater, der gjorde Bondam til borgmester. Imidlertid er der tale om teatertorden. Ingen – heller ikke DF – kan holde politisk til at åbne for en ny fordeling af denne valggruppes udvalgsposter mv. Det vil Venstre ikke være med til. Men derfor kan man jo godt som Ebbesen bruge anledningen til politisk drilleri og markere, at DF i grunden ikke bryder sig om de radikale. Det er i øvrigt gensidigt!
Reformforslaget der blev væk
Imens de radikale slikker sårene oven på borgmestervalget, så har andre på rådhuset observeret, hvor trægt det egentlig går med regeringens bebudede reform af styreformen i København og de store byer. Statsminister Lars Løkke Rasmussen spillede i februar ud med et forslag, der afskaffede magistratsstyret i de tre store provinsbyer samt det delte udvalgsstyre i København for at erstatte det med et flertalsstyre, som man har det i de øvrige af landets kommuner. Hovedargumentet er, at det dermed i højere grad skal ”tydeliggøres” overfor vælgerne, hvilke partier og politikere i et byråds politisk flertal, som har ansvaret for den politiske udvikling, økonomi mv. på godt og ondt. Den udmelding blev reelt dødsstødet til Venstres borgerlige borgmester og måske også de radikales samt Enhedslistens borgmester i København. Hvis valgresultatet fra 2009 bliver gentaget i 2013, og en reform i mellemtiden er blevet vedtaget, kan S-SF fordele samtlige af kommunes syv borgmestre mellem sig. Formentlig efter fordelingsnøglen fire borgmesterposter til S og tre til SF.
Status Quo billigst
Imidlertid har ingen politikere hørt meget mere til Løkkes bebudede reform. Der er reelt ikke mange i Venstre ud over Løkke, som har travlt med at aflive de borgerlige borgmestre i storbyerne. Det kan der også være andre grunde til end de partitaktiske. For bredt politisk er der stor enighed om, at ”mindretalsbeskyttelsen” er helt central for at en styrereform kan blive en succes. Det betyder fx at oppositionspartierne til højre og venstre i salen skal have et apparat, der kan kontrollere ”regeringsmagten” i København. Og skal de ledende politikere fx have en attraktiv løn, der modsvarer borgmestrenes? For hvordan kan disse partier rekruttere politikere af en vis kvalitet, når der ikke er umiddelbar udsigt til at blive borgmester? I dag bruger oppositionen deres borgmestersekretariater og embedsmændene som hjælp til at kontrollere overborgmesterens og flertallets magtapparat. Efter en ny reform får oppositionen derfor hver især naturligvis et behov for (offentlige) midler til at opbygge deres egne sekretariater. Og det bliver dyrt. For hvis sekretariatsbistanden skal være af en hvis kvalitet med dygtigt akademisk personale, pressefolk osv, så kræver det også at partierne kan rekruttere andre end efterlønnere og studerende. Det vil koste betydelige midler, lyder argumentet. Men ingen kendte beregninger foreligger. Måske er den tiltænkte reformløsning endda betydeligt dyrere frem for, hvis man lader styreformen være som den er. Skal Løkke nå at fremsætte et forslag og få det vedtaget inden folketingsvalget, så skal det snart ske. Intet tyder dog på, at et sådant forslag er lige om hjørnet. Spørgsmålet er i øvrigt om en evt. kommende ny rød regering kan nå at fremsætte og vedtage et reformforslag inden kommunalvalget i november 2013. Det afhænger formentlig af, hvornår folketingsvalget kommer. Og det kan trække ud til næste efterår. Uanset hvad vil det påvirke politikerne på rådhuset. For skal politikere med ambitioner - udenfor S-SF – så droppe BR og søge en karriere mod Folketinget frem for at blive i københavnsk politik og forsøge at blive borgmestre eller få en attraktiv løn med en god sekretariatsbistand? Netop det spørgsmål mener iagttagere på rådhuset, kan påvirke mange karrierevalg negativt. Og det er de fleste partier faktisk enige om, ville være rigtigt skidt for København.
Bragt i Bryggebladet nr. 18 den 16. november 2010
Af Jarl Cordua
Det politiske miljø i København vågnede for et par uger siden op til et mindre chok, da det blev kendt at den radikale integrations og arbejdsmarkedsborgmester Klaus Bondam stopper den 31. december for at blive direktør for Det Danske Kulturinstitut, der har kontor i Bruxelles i Belgien. Bondam blev borgmester omtrent da radicoolismen kulminerede i 2005. I alt når han at sidde som borgmester i omkring fem år og BR-medlem i ni år. Men chokket eller lettelsen over en konges abdikation varer ikke ret længe. For i stedet begynder alle at spekulere i, hvem der nu bliver efterfølgeren. I gamle dage var reglerne at borgmestre eller partiformænd i god tid udså sig kronprinser, sådan at magtoverdragelsen kunne ske i god ro og orden. Men det var der ikke rigtig tale om, da Bondam varslede sin afgang. Den naturlige nr. 2 er klart gruppeformand Manu Sareen. Han var ikke en kronprins i gammeldags forstand. Faktisk er det ingen hemmelighed at Bondam og Sareen ser meget forskelligt på mange ting: Strategi, taktik, politik og ikke mindst om Bondam kunne sætte sig i borgmesterstolen på DFs mandater, som det fremgik af den dramatiske konstituering for ca. et år tilbage. Sareen gik således til angreb gennem medierne på Bondam i timerne efter, men måtte bl.a. efter at fået vredet armen om af partileder Margrethe Vestager acceptere beslutningen, der mødte stor kritik blandt partiets medlemmer og ikke mindst vælgere, der følte sig snydt. Alligevel kom det ikke som nogen stor overraskelse, da Sareen tidligt meldte sig ud af kampen om at blive borgmester, da han satser på en karriere som folketingspolitiker efter næste valg. Derved opstod der et magttomrum. Den slags har det som bekendt med at blive fyldt ud ganske hurtigt.
Valgt mod alle odds
Især to kandidater skilte sig ud: Katrina Feilberg, som går for at være en lidt ”lyseblå” radikal og Margrethe Wivel, som nogle vurderer som ”lyserød”. De har begge siddet fem i år BR og har desuden deres ”folkelige gennembrud” til gode. Med andre ord: Vælgerne kender kun Bondam og Sareen. Med Bondams afgang så vender Kasper Johansen fra årsskiftet tilbage som BR-medlem. Han sad i BR i sidste valgperiode, men gled ud ved valget i fjor. Også han mente lagde billet ind på at blive borgmester. Sidst, men – skulle det siden vise sig – ikke mindst var Anna Mee Allerslev, som både er den yngste (26 somre) og hvad angår politisk erfaring, i det hun alene har siddet i BR i godt 11 mdr. Den 1. november mødtes de fire plus Sareen, men efter mødet, som endte med at vare til langt ud på natten, stod det pludselig klart, at Allerslev – mod alle odds – var blevet valgt som ny radikal borgmester.
Ingen brok i krogene
Ifølge Politiken, så stod kampen især mellem Feilberg og Wivel, men det kom – påstås det - ikke til en direkte afstemning undervejs. Deltagerne forklarer, at de ”talte sig til rette” og da både Feilberg og Wivel ikke kunne acceptere, at den anden blev borgmester, så gik man over til alternativerne. Her mener nogle iagttagere, at Sareen klart foretrak Allerslev, som bliver set som hans protegé. Ifølge nogle iagttageres vurdering foretrak Wivel herefter også Allerslev, hvorved at det stod 3-2 til det yngste gruppemedlem. Herefter enedes mødedeltagerne om, at man samlet stod bag en fælles truffen beslutning, som alle skulle bakke op. Det skete også. Ingen brok i krogene. Indtil videre.
Fire gange på talerstolen
Alligevel er beslutningen blevet mødt med stor forundring blandt samarbejdspartnere, iagttagere og ikke mindst mange ledende folk i det radikale bagland. Beskrivelserne af Allerslev tyder på mange gode personlige egenskaber, men det er de færreste, der kan få øje på det åbenlyse politiske talent, der derfor kan berettige, at hun nu skal være borgmester. Det er i øvrigt ofte sket, at BR-medlemmer i tyverne efter en enkelt valgperiode er blevet borgmestre blandt dem fx Anne Vang og Jakob Hougaard. Og de have alle forinden demonstreret et eller andet politisk talent, som man kunne forklare beslutningen med. Der er ingen, der erindrer, at Allerslev har født en god politisk idé eller et originalt forslag bortset fra det om, at kommunen nu skulle på Facebook. Det var der imidlertid – og sagt på jysk - ikke megen stemning for blandt partierne i BR-salen, hvor en uofficiel optælling viser, at Allerslev på 11 mdr. kun har besteget talerstolen fire gange. Blandt andet med et indlæg, der indeholdt en varm støtte for moskeen på Amager.
Katastrofal beslutning
Officielt holder de fire øvrige BR-kandidater gode miner til slet spil udadtil. Men det er kun på overfladen. Stemningen er på nulpunktet i BR-gruppen. Det sås fx så tydeligt under det seneste møde i BR-salen, at omgivelserne ikke er i tvivl. Det er en dødssynd at bagtale hinanden hos de radikale, hvor man gerne ser sig som lidt pænere mennesker end hos de andre partier. Det gælder ikke mindst, når de slås. Skeptiske partifæller er siden valget af Allerslev blevet forsøgt overbevist med halvhjertede argumenter som ”hun bliver god” og ”hun har SÅ megen drive”. Men intet tyder på, at det endnu har sparket en gejst i gang i det radikale parti. Tværtimod betragtes valget af Allerslev af mange radikale som en regulær katastrofe for partiet, og man er mere en ængstelig for, hvordan Liste B skal kunne bevare sit mandattal og deres eneste borgmesterpost med en ukendt topfigur, som kun meget få – om nogen - tiltror de store chancer for at slå igennem politisk og mediemæssigt. Og man kan godt på rådhusets gange støde på den vurdering, at Manu Sareens støtte til Allerslev måske i virkeligheden bunder i en kynisk spekulation i, at den kommende borgmester dermed ikke kan tage fokus fra Sareens personlige medieprofilering op til folketingsvalgkampen.
Allerslev får modkandidat
Gruppemødet traf en i mange radikales øjne helt forkert beslutning, men umiddelbart må konklusionen alligevel være: At løbet er kørt. Allerslev bliver borgmester. Formelt er der dog stadigvæk en mulighed for at omgøre beslutningen, inden den skal træffes på et BR-møde først i december. Jeg giver det derfor 10 pct. chance, at BR-gruppen forinden alligevel vælger en anden og mere erfaren kandidat end Anna Allerslev. Og hvis nogen skulle være i tvivl, så er Københavns Rådhus’ politikere uofficielle mestre i at rende fra tidligere trufne beslutninger. Hvis ikke det sker, så holder denne iagttager på, at Allerslev får en rival inden, at de radikale inden næste kommunalvalg vælger deres spidskandidat.
DF-drilleri
DFs Carl Christian Ebbesen har undervejs fået megen omtale på at bringe det synspunkt frem, at der er juridiske argumenter for, at DF skal sige god for at Allerslev kan blive borgmester, når nu de siden valget i fjor er i valggruppe sammen. Det var som førnævnt DFs mandater, der gjorde Bondam til borgmester. Imidlertid er der tale om teatertorden. Ingen – heller ikke DF – kan holde politisk til at åbne for en ny fordeling af denne valggruppes udvalgsposter mv. Det vil Venstre ikke være med til. Men derfor kan man jo godt som Ebbesen bruge anledningen til politisk drilleri og markere, at DF i grunden ikke bryder sig om de radikale. Det er i øvrigt gensidigt!
Reformforslaget der blev væk
Imens de radikale slikker sårene oven på borgmestervalget, så har andre på rådhuset observeret, hvor trægt det egentlig går med regeringens bebudede reform af styreformen i København og de store byer. Statsminister Lars Løkke Rasmussen spillede i februar ud med et forslag, der afskaffede magistratsstyret i de tre store provinsbyer samt det delte udvalgsstyre i København for at erstatte det med et flertalsstyre, som man har det i de øvrige af landets kommuner. Hovedargumentet er, at det dermed i højere grad skal ”tydeliggøres” overfor vælgerne, hvilke partier og politikere i et byråds politisk flertal, som har ansvaret for den politiske udvikling, økonomi mv. på godt og ondt. Den udmelding blev reelt dødsstødet til Venstres borgerlige borgmester og måske også de radikales samt Enhedslistens borgmester i København. Hvis valgresultatet fra 2009 bliver gentaget i 2013, og en reform i mellemtiden er blevet vedtaget, kan S-SF fordele samtlige af kommunes syv borgmestre mellem sig. Formentlig efter fordelingsnøglen fire borgmesterposter til S og tre til SF.
Status Quo billigst
Imidlertid har ingen politikere hørt meget mere til Løkkes bebudede reform. Der er reelt ikke mange i Venstre ud over Løkke, som har travlt med at aflive de borgerlige borgmestre i storbyerne. Det kan der også være andre grunde til end de partitaktiske. For bredt politisk er der stor enighed om, at ”mindretalsbeskyttelsen” er helt central for at en styrereform kan blive en succes. Det betyder fx at oppositionspartierne til højre og venstre i salen skal have et apparat, der kan kontrollere ”regeringsmagten” i København. Og skal de ledende politikere fx have en attraktiv løn, der modsvarer borgmestrenes? For hvordan kan disse partier rekruttere politikere af en vis kvalitet, når der ikke er umiddelbar udsigt til at blive borgmester? I dag bruger oppositionen deres borgmestersekretariater og embedsmændene som hjælp til at kontrollere overborgmesterens og flertallets magtapparat. Efter en ny reform får oppositionen derfor hver især naturligvis et behov for (offentlige) midler til at opbygge deres egne sekretariater. Og det bliver dyrt. For hvis sekretariatsbistanden skal være af en hvis kvalitet med dygtigt akademisk personale, pressefolk osv, så kræver det også at partierne kan rekruttere andre end efterlønnere og studerende. Det vil koste betydelige midler, lyder argumentet. Men ingen kendte beregninger foreligger. Måske er den tiltænkte reformløsning endda betydeligt dyrere frem for, hvis man lader styreformen være som den er. Skal Løkke nå at fremsætte et forslag og få det vedtaget inden folketingsvalget, så skal det snart ske. Intet tyder dog på, at et sådant forslag er lige om hjørnet. Spørgsmålet er i øvrigt om en evt. kommende ny rød regering kan nå at fremsætte og vedtage et reformforslag inden kommunalvalget i november 2013. Det afhænger formentlig af, hvornår folketingsvalget kommer. Og det kan trække ud til næste efterår. Uanset hvad vil det påvirke politikerne på rådhuset. For skal politikere med ambitioner - udenfor S-SF – så droppe BR og søge en karriere mod Folketinget frem for at blive i københavnsk politik og forsøge at blive borgmestre eller få en attraktiv løn med en god sekretariatsbistand? Netop det spørgsmål mener iagttagere på rådhuset, kan påvirke mange karrierevalg negativt. Og det er de fleste partier faktisk enige om, ville være rigtigt skidt for København.
tirsdag den 19. oktober 2010
Kjeldgaard ser frem til at slutte på toppen
SF-borgmesteren vil være spidskandidat igen
Bragt i Bryggebladet nr. 16 den 19. oktober 2010
Af Jarl Cordua
SFs flotte fremgang ved det seneste kommunalvalg får ambitionsniveauet hos partiets toppolitikere i København til at stige. Vurderingen er, at SF kan erobre overborgmesterposten enten ved det kommende valg i 2013 eller senest ved det næstkommende valg i 2017.
SFs spidskandidat teknik og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard ved de sidste tre valg har tidligere signaleret til omgivelserne, at han var på vej ud af kommunalpolitik helst via et direktørjob i et privat forsyningsselskab. Imidlertid har den plan lidt et skibbrud. Efter at have vist forsigtig interesse for et snart ledigt direktørjob i Amagerforbrændingen, så må Kjeldgaard dog sande, at han ikke kommer i betragtning. Som 54-årig står han derfor i et dilemma. Skal han ud i det private eller halvoffentlige, så skal det ske nu. Men de mere eller mindre diskrete henvendelser til headhuntere har altså endnu ikke givet bonus. Spørgsmålet er derfor, om Kjeldgaard reelt har den rigtige profil og de egenskaber, som skal til for at få succes i sådan et job? Der er der indtil videre ikke rigtigt noget, der tyder på. Kjeldgaard har derfor sent besluttet, at hans aktive liv skal slutte med politik. Han går derfor i stedet og lægger planer for, hvordan han kan blive SFs første overborgmester i 2018.
Kjeldgaard spidskandidat
For at det skal lykkes så kræver det, at SFs fremgang fortsætter – blandt andet på bekostning af socialdemokraterne. Det har været den landspolitiske tendens længe, men om den udvikling fortsætter mange år frem, er nok mere end tvivlsomt. Kjeldgaard har aldrig rigtig erkendt, at SFs fantastiske fremgang i København var en følge primært af Villy Søvndals personlige popularitet og derfor ikke borgmesterens egen personlige popularitet og politiske resultater. Det er man til gengæld helt på det rene med hos SF på Christiansborg, hvor disse begavede mennesker er helt klar over Kjeldgaards legendariske manglende selvindsigt. Her gruer man for igen at se Kjeldgaard på stemmesedlen som spidskandidat ved det næste kommunalvalg i 2013. Søvndal og hans topfolk ser faktisk allerhelst, at Kjeldgaard hurtigst muligt forlod politik og overlod spidskandidaturet til en anden. Den oplagte kandidat er SFs nuværende Sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen. Kjeldgaard er godt selv klar over, at han ikke ligefrem er i kridthuset hos Søvndal, men hvis nu S-SF til den tid sidder trygt og godt på regeringsmagten, så kan Kjeldgaard jo ikke genere det projekt ved at gå efter overborgmesterposten. Det skulle vel og mærke kun kunne blive en realitet i den situation, hvor SF bliver større end S.
SFs magtduo
Kjeldgaard og Thomsen har delt magten i den store SF-gruppe, som stort set blindt lyder duens fælles beslutninger. Der er meget få i gruppen, som udadtil giver udtryk for at de har de store personlige ambitioner og man soler sig fortsat i SFs kæmpesucces, hvor attituden i gruppen efter nogens mening er noget ”tilbagelænet”. Det er ikke alle på rådhuset, der er lige imponeret over gruppens flid og grundighed fx mht. at forberede sig på sager i byrådssalen. Thomsen har indtil videre ikke udfordret Kjeldgaard, og gruppen fremstår både loyal og harmonisk. Spørgsmålet er dog om Thomsen, BR-gruppen – og SF på Christiansborg – til sin tid vil acceptere at Kjeldgaard, der stadig har sit folkelige gennembrud til gode, for 4. gang skal stå i spidsen for SFs kommunalvalgskampagne.
Tabt prestige
Teknik og miljøborgmesteren er heller ikke specielt populær alle steder i sin afdeling. Man synes at Kjeldgaard bruger al sin energi på klimaområdet bl.a. på målsætninger så som at København skal være CO2-neutral inden 2025. Til gengæld så udviser SF-borgmesteren ikke den store interesse for det mere ”højpandede” område i forvaltningen, der handler om arkitektur og byudvikling. Det var ellers forgængeren Klaus Bondams store interessefelt, der dog heller ikke var en populær mand blandt alle medarbejderne, da han huserede i afdelingen. Men det har nu ændret sig! Nu ser de på tiden under den tidligere radikale borgmester med stor nostalgi, især fordi han evnede at synliggøre forvaltningen i offentligheden. Til trods for at Kjeldgaard og SF nu tilhører ”kommunens regering”, så føler embedsværket i forvaltningen alligevel, at det har tabt indflydelse og prestige i forhold til andre afdelinger sammenlignet med situationen da Bondam styrede butikken. Ak ja. Således forgår al verdens storhed.
En sag uden politiske konsekvenser
I dag er beskæftigelses og integrationsborgmester Klaus Bondam imidlertid ligesom resten af rådhuset mest optaget af den såkaldte ”Farvergade-sag”, som udvikler sig hele tiden. Her er intet mindre end tre offentlige institutioner Folketingets Ombudsmand, Beskæftigelsesministeriet og Rigsrevisionen i gang med at undersøge Berlingske Tidendes oplysninger om, at Københavns Kommunes beskæftigelses og integrationsafdeling har snydt staten for et trecifret millionbeløb og tusindvis af kontanthjælpsmodtagere for vejledning og opkvalificering.
Ifølge avisen er kontanthjælpsmodtagerne tilbage fra 2006 blevet ”spist af” med et skrabet aktiveringstilbud i Farvergade. Det har dog ikke forhindret kommunen i at have fået højeste refusion fra staten - selvom der er sået tvivl om, hvorvidt man har været berettiget til det - på cirka 35 millioner kroner årligt. Imidlertid afviser Bondam og hans direktør blankt at der skulle være hold i anklagerne om lovligheden i aktiveringstilbuddene.
Bondam bakker op
Sagen har indtil videre ikke bragt nogle BR-politikere i fedtefadet, hvilket gør den lidt uegnet som angrebsmål for profileringslystne oppositionspolitikere. Søgelyset er først og fremmest rettet mod forvaltningens nuværende og tidligere direktion, der bakkes 100 pct. op af Klaus Bondam, mener, at den har handlet i god tro. Imidlertid viser en e-mail, som en centralt placeret kontorchef har sendt til tre topdirektører i 2008, at direktionen allerede dengang blev advaret om, at ”Farvergade-modellen” var ulovlig. Desuden har Arbejdsmarkedsstyrelsen ifølge samme email vurderet lovligheden af aktiveringstilbuddet i Farvergade og nået frem til den konklusion, at tilbuddet ikke levede op til reglerne. Siden er det kommet frem, at forvaltningens revisor også advarede mod de ulovlige forhold, men uden at det er gået op for forvaltningen.
Sjusk eller bevidst ulovligt?
Sagen fremstår lige nu som et spørgsmål om ledende topembedsmænd var helt ekstraordinært sjuskede eller begik bevidste ulovligheder. I begge tilfælde er der tale om en forvaltningsmæssig skandale. Men det er da også muligt, at forvaltningen skulle få medhold, når sagen er blevet kulegravet af de mange kompetente myndigheder, der har involveret sig i sagen.
Sagen pynter ikke
BR-politikerne i arbejdsmarkeds og beskæftigelsesudvalget med blandt andre DFs Carl Christian Ebbesen i front stiller byger af spørgsmål til sagen for at få den belyst og opklaret. Men der er endnu intet, der tyder på, at hverken Klaus Bondam eller hans forgænger i borgmesterstolen Jakob Hougaard (S) personligt har været involveret i beslutningerne. Derfor tyder intet indtil videre på, at sagen får de store politiske konsekvenser, hvis forvaltningen ender med at blive kritiseret af fx Folketingets Ombudsmand. Alligevel vil sagen fortjent eller ufortjent ikke pynte på Bondams i forvejen mildt sagt ramponerede renommé som en borgmester, hvor der ikke altid er orden i forvaltningen.
Bragt i Bryggebladet nr. 16 den 19. oktober 2010
Af Jarl Cordua
SFs flotte fremgang ved det seneste kommunalvalg får ambitionsniveauet hos partiets toppolitikere i København til at stige. Vurderingen er, at SF kan erobre overborgmesterposten enten ved det kommende valg i 2013 eller senest ved det næstkommende valg i 2017.
SFs spidskandidat teknik og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard ved de sidste tre valg har tidligere signaleret til omgivelserne, at han var på vej ud af kommunalpolitik helst via et direktørjob i et privat forsyningsselskab. Imidlertid har den plan lidt et skibbrud. Efter at have vist forsigtig interesse for et snart ledigt direktørjob i Amagerforbrændingen, så må Kjeldgaard dog sande, at han ikke kommer i betragtning. Som 54-årig står han derfor i et dilemma. Skal han ud i det private eller halvoffentlige, så skal det ske nu. Men de mere eller mindre diskrete henvendelser til headhuntere har altså endnu ikke givet bonus. Spørgsmålet er derfor, om Kjeldgaard reelt har den rigtige profil og de egenskaber, som skal til for at få succes i sådan et job? Der er der indtil videre ikke rigtigt noget, der tyder på. Kjeldgaard har derfor sent besluttet, at hans aktive liv skal slutte med politik. Han går derfor i stedet og lægger planer for, hvordan han kan blive SFs første overborgmester i 2018.
Kjeldgaard spidskandidat
For at det skal lykkes så kræver det, at SFs fremgang fortsætter – blandt andet på bekostning af socialdemokraterne. Det har været den landspolitiske tendens længe, men om den udvikling fortsætter mange år frem, er nok mere end tvivlsomt. Kjeldgaard har aldrig rigtig erkendt, at SFs fantastiske fremgang i København var en følge primært af Villy Søvndals personlige popularitet og derfor ikke borgmesterens egen personlige popularitet og politiske resultater. Det er man til gengæld helt på det rene med hos SF på Christiansborg, hvor disse begavede mennesker er helt klar over Kjeldgaards legendariske manglende selvindsigt. Her gruer man for igen at se Kjeldgaard på stemmesedlen som spidskandidat ved det næste kommunalvalg i 2013. Søvndal og hans topfolk ser faktisk allerhelst, at Kjeldgaard hurtigst muligt forlod politik og overlod spidskandidaturet til en anden. Den oplagte kandidat er SFs nuværende Sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen. Kjeldgaard er godt selv klar over, at han ikke ligefrem er i kridthuset hos Søvndal, men hvis nu S-SF til den tid sidder trygt og godt på regeringsmagten, så kan Kjeldgaard jo ikke genere det projekt ved at gå efter overborgmesterposten. Det skulle vel og mærke kun kunne blive en realitet i den situation, hvor SF bliver større end S.
SFs magtduo
Kjeldgaard og Thomsen har delt magten i den store SF-gruppe, som stort set blindt lyder duens fælles beslutninger. Der er meget få i gruppen, som udadtil giver udtryk for at de har de store personlige ambitioner og man soler sig fortsat i SFs kæmpesucces, hvor attituden i gruppen efter nogens mening er noget ”tilbagelænet”. Det er ikke alle på rådhuset, der er lige imponeret over gruppens flid og grundighed fx mht. at forberede sig på sager i byrådssalen. Thomsen har indtil videre ikke udfordret Kjeldgaard, og gruppen fremstår både loyal og harmonisk. Spørgsmålet er dog om Thomsen, BR-gruppen – og SF på Christiansborg – til sin tid vil acceptere at Kjeldgaard, der stadig har sit folkelige gennembrud til gode, for 4. gang skal stå i spidsen for SFs kommunalvalgskampagne.
Tabt prestige
Teknik og miljøborgmesteren er heller ikke specielt populær alle steder i sin afdeling. Man synes at Kjeldgaard bruger al sin energi på klimaområdet bl.a. på målsætninger så som at København skal være CO2-neutral inden 2025. Til gengæld så udviser SF-borgmesteren ikke den store interesse for det mere ”højpandede” område i forvaltningen, der handler om arkitektur og byudvikling. Det var ellers forgængeren Klaus Bondams store interessefelt, der dog heller ikke var en populær mand blandt alle medarbejderne, da han huserede i afdelingen. Men det har nu ændret sig! Nu ser de på tiden under den tidligere radikale borgmester med stor nostalgi, især fordi han evnede at synliggøre forvaltningen i offentligheden. Til trods for at Kjeldgaard og SF nu tilhører ”kommunens regering”, så føler embedsværket i forvaltningen alligevel, at det har tabt indflydelse og prestige i forhold til andre afdelinger sammenlignet med situationen da Bondam styrede butikken. Ak ja. Således forgår al verdens storhed.
En sag uden politiske konsekvenser
I dag er beskæftigelses og integrationsborgmester Klaus Bondam imidlertid ligesom resten af rådhuset mest optaget af den såkaldte ”Farvergade-sag”, som udvikler sig hele tiden. Her er intet mindre end tre offentlige institutioner Folketingets Ombudsmand, Beskæftigelsesministeriet og Rigsrevisionen i gang med at undersøge Berlingske Tidendes oplysninger om, at Københavns Kommunes beskæftigelses og integrationsafdeling har snydt staten for et trecifret millionbeløb og tusindvis af kontanthjælpsmodtagere for vejledning og opkvalificering.
Ifølge avisen er kontanthjælpsmodtagerne tilbage fra 2006 blevet ”spist af” med et skrabet aktiveringstilbud i Farvergade. Det har dog ikke forhindret kommunen i at have fået højeste refusion fra staten - selvom der er sået tvivl om, hvorvidt man har været berettiget til det - på cirka 35 millioner kroner årligt. Imidlertid afviser Bondam og hans direktør blankt at der skulle være hold i anklagerne om lovligheden i aktiveringstilbuddene.
Bondam bakker op
Sagen har indtil videre ikke bragt nogle BR-politikere i fedtefadet, hvilket gør den lidt uegnet som angrebsmål for profileringslystne oppositionspolitikere. Søgelyset er først og fremmest rettet mod forvaltningens nuværende og tidligere direktion, der bakkes 100 pct. op af Klaus Bondam, mener, at den har handlet i god tro. Imidlertid viser en e-mail, som en centralt placeret kontorchef har sendt til tre topdirektører i 2008, at direktionen allerede dengang blev advaret om, at ”Farvergade-modellen” var ulovlig. Desuden har Arbejdsmarkedsstyrelsen ifølge samme email vurderet lovligheden af aktiveringstilbuddet i Farvergade og nået frem til den konklusion, at tilbuddet ikke levede op til reglerne. Siden er det kommet frem, at forvaltningens revisor også advarede mod de ulovlige forhold, men uden at det er gået op for forvaltningen.
Sjusk eller bevidst ulovligt?
Sagen fremstår lige nu som et spørgsmål om ledende topembedsmænd var helt ekstraordinært sjuskede eller begik bevidste ulovligheder. I begge tilfælde er der tale om en forvaltningsmæssig skandale. Men det er da også muligt, at forvaltningen skulle få medhold, når sagen er blevet kulegravet af de mange kompetente myndigheder, der har involveret sig i sagen.
Sagen pynter ikke
BR-politikerne i arbejdsmarkeds og beskæftigelsesudvalget med blandt andre DFs Carl Christian Ebbesen i front stiller byger af spørgsmål til sagen for at få den belyst og opklaret. Men der er endnu intet, der tyder på, at hverken Klaus Bondam eller hans forgænger i borgmesterstolen Jakob Hougaard (S) personligt har været involveret i beslutningerne. Derfor tyder intet indtil videre på, at sagen får de store politiske konsekvenser, hvis forvaltningen ender med at blive kritiseret af fx Folketingets Ombudsmand. Alligevel vil sagen fortjent eller ufortjent ikke pynte på Bondams i forvejen mildt sagt ramponerede renommé som en borgmester, hvor der ikke altid er orden i forvaltningen.
onsdag den 6. oktober 2010
Fortsat behov for oprydning i Københavns økonomi
Er der mon kommet styr på børne- og ungeområdets budgetter?
Af Jarl Cordua
Bragt i Bryggebladet nr. 15 den 5.oktober 2010.
På Københavns Rådhus har der siden budgetforliget blev indgået for tre uger siden åndet ro og fred. I denne uge vedtager politikerne så budgettet for 2011, hvor det en sidste gang vil blive angrebet både fra højre af VO og af Enhedslisten fra venstresiden.
Med budgetforliget er rammerne nu lagt for resten af valgperiodens investeringer især på børne- og ungeområdet med byggeri af børnehaver, daginstitutioner og skoler. Spørgsmålet er om overborgmester Frank Jensens politik med etablering af klyngeledelse i daginstitutionerne vil skabe de besparelser, som kommunens embedsmænd hævder. Det bliver også interessant at se om børne- og ungebudgettet vil holde, eller om politikerne pludselig igen bliver præsenteret for løbske millionunderskud, hvor det bliver nødvendigt at finde penge frem fra gemmerne for at lukke hullet. Sporene skræmmer, når det hverken lykkedes for borgmestrene Per Bregengaard, Enhedslisten eller Bo Asmus Kjeldgaard (SF) at få styr på børne- og ungeområdets økonomi. Nu har socialdemokraternes Anne Vang ansvaret sammen med Frank Jensen ansvaret for at borgerne ikke igen skal vågne op til avisforsider om, at der mangler trecifrede millionbeløb i kassen. Ikke at det i så fald vil kunne true S-SFs magt, men det vil kunne pille noget af den glans, der lige nu omgiver Frank Jensen. Overborgmesteren har med en autoritet, som man ikke har set i København i mange år, skabt en fornemmelse af, at der nu er pænt ”styr på butikken”. Varer det indtryk længe, kan det måske veksles til en stor socialdemokratisk mandatfremgang ved næste kommunalvalg i 2013.
København er lønførende
København må, trods stilheden efter budgetaftalen blev indgået, alligevel sige at have været i offentlighedens søgelys. Kommunens adm. direktør, Claus Juhl, kom således i sidste uge på forsiden af BT, fordi han med en årsløn på 2,14 millioner kr. inkl. pension topper listen over højtlønnede kommunaldirektører. Dertil har Juhl fået en flot lønstigning på 22 pct. over fem år. Og det sker i en tid, hvor de fleste kommuner er presset økonomisk til at skære i budgetterne og tvunget til at spare milliardbeløb. Dertil står de kommunale chefers lønstigninger i en skærende kontrast til andre kommunalt ansatte, der de næste år har udsigt til en minimal lønudvikling. For Juhl er på ingen måde den eneste, der kan glæde sig over mere på lønkontoen. Lønstigningen omfatter alle kommuners øverste chefer. Københavns øvrige direktører har fx alle fået lønstigninger på mellem 22- 35,7 pct. over fem år. De tjener nu alle i omegnen af 2 mill. kr. årligt. Det er direktøren i Socialforvaltningen, Anette Laigaard, der er rekordindehaver med en lønstigning med 35,7 pct. over fem år til 1.947.852 kr. Til sammenligning tjener statsministeren 1.515.206 kr. om året. Overborgmesterens aflønning fremgår, i modstrid med hvad kommunen hævder, ikke af dens hjemmeside, Men ifølge dr.dk lå grundlønnen i 2009 på 880.955 kr. Dertil kommer også en række ”fede ben”, så Frank Jensens aflønning formentlig ligger i omegnen af statsministerens løn.
”En københavnersag”
Det mest interessante er dog, at ingen af Københavns direktører har gjort noget aktivt for at få de pæne lønstigninger. Fx gennem en individuel forhandling. Det er bare sket automatisk. Ifølge BT forsvarer kommunens direktører, at lønudviklingen er reguleret af Kommunernes Landsforening (KL), mens formanden for KLs løn og personaleudvalg Michael Ziegler sagde til avisen, at der er tale om ”en københavnersag”, som han ikke ville udtale sig om.
Forklaringen på lønstigningen er, at KL i 2007 har reguleret direktørlønningerne, fordi direktørerne over hele landet får mere ansvar som følge af kommunesammenlægningerne. Imidlertid er København hverken blevet sammenlagt med andre kommuner. Direktørerne har heller ikke fået mere ansvar. De er bare heldige og blevet forgyldt, fordi de er havnet i den pulje og lønramme, hvor de opnår den samme lønfremgang som deres kolleger ude i landet. Regningen for de ubegrundede lønstigninger betales dog af de københavnske skatteydere. Politikerne på rådhuset har imidlertid det problem, at det er håbløst at gøre noget ved sagen, som de ingen indflydelse har på. For det vil betyde, at kommunen skal genåbne forhandlingerne om lønreguleringen igennem KL-systemet. Og det sker heller ikke uden personaleorganisationernes accept, hvilket gør det til en fuldstændig håbløs affære uden skyggen af chance for succes. Så hellere lade historien fare, vurderer de fleste politikere. Så undgår man også at direktørerne kunne blive sure, og de 3-4 mill. kr. ekstra til direktørlønninger, er trods alt ”peanuts” på kommunens driftsbudget på ca. 23 mia. kr. I øvrigt vil borgernes forargelse vil næppe heller vare ved. Det er den kyniske kalkyle i en absurd sag, hvor ingen kan give fornuftigere begrundelse for direktørernes eksorbitante lønstigning andet end en henvisning til uigennemskuelige bureaukratiske regler om lønrammer mv.
Kontant afregning
Måske kan Københavns Kommunes adm. direktørs kommunikationsevner i pressen begrunde lønstigningen? I hvert fald skulle Claus Juhl i DR1s hårdtslående forbrugerprogram ”Kontant” i sidste uge forklare, hvorfor de københavnske daginstitutioner igennem centrale indkøbsordninger var tvunget til at handle dagligvarer til langt dyrere priser hos kommunens leverandører frem for at handle billigere ind i supermarkeder. ”Kontant” kunne dokumentere påstanden med brug af dyre vandmeloner og andre dagligvarer. Kommunen er dog gennem et nylig intern revisionsrapport også blevet klar over problemet, efter at politikerne allerede i foråret iværksatte en undersøgelse efter en række klager. At det er billigere for fx børnehaver at handle økologiske varer i fx den lokale Netto eller Fakta er noget paradoksalt alt den stund, at centrale indkøbsordninger er sat i verden for, at kommunen gennem storindkøb sparer penge ved at den får klækkelige rabatter. Perspektivet i sagen er dog, at kommunen samlet årligt handler ind for 8,8 mia. kr., hvor dagligvarer ”kun” udgør 200 mill. kr. Faktisk regner kommunen med årligt at spare 20 mill. kr. ekstra på centrale indkøbsordninger. Kommunen mener dog fortsat, at ordningen generelt er en succes for de større institutioner. Fx vil man fortsat have indkøbsordninger for varer, som elektricitet, IT-udstyr, benzin og en række andre varer. Kommunen sparer eksempelvis seks mill. kr. om året på indkøbsaftalen om el.
Fleksibelt indkøb fremover
Alligevel fungerer indkøbsordningen åbenbart dårligt for de mindre daginstitutioner, hvor det bl.a. kræver, at de selv bruger tid på holde øje med de billigste priser blandt kommunens 16 leverandører. Dertil kommer, at dagligvarepriserne skifter konstant. Så til glæde for sikkert alle parter, så laver kommunen nu indkøbsordningen om, så den bliver mere fleksibel og i større grad giver daginstitutionerne mulighed for at handle ind, hvor de vil, hvis de vurderer, at det er bedst og billigst.
Sjusk i socialforvaltningen
Men straks er en sag i god gænge, før man på rådhuset har måttet forholde sig en helt anden interessant sag. Revisionsfirmaet Deloitte har i forbindelse med revisionen af Socialforvaltningens regnskab 2009 nemlig konstateret ”væsentlige fejl i 70 pct. af de gennemgåede personsager, heraf 46 pct. med refusionsmæssig betydning”, som det hedder i en redegørelse til økonomiudvalget. I korte træk betyder det, at socialforvaltningen i 2008 mangler bilag for udgifter for mellem 10-15 mill. kr. For uden bilag vil Socialministeriet ikke refundere de udgifter, som kommunen har lagt ud for. Med andre ord: Sjusk i kommunens forvaltning gør, at skatteyderne i København, nu må holde for. Den slags plejer at give politisk ballade.
Af Jarl Cordua
Bragt i Bryggebladet nr. 15 den 5.oktober 2010.
På Københavns Rådhus har der siden budgetforliget blev indgået for tre uger siden åndet ro og fred. I denne uge vedtager politikerne så budgettet for 2011, hvor det en sidste gang vil blive angrebet både fra højre af VO og af Enhedslisten fra venstresiden.
Med budgetforliget er rammerne nu lagt for resten af valgperiodens investeringer især på børne- og ungeområdet med byggeri af børnehaver, daginstitutioner og skoler. Spørgsmålet er om overborgmester Frank Jensens politik med etablering af klyngeledelse i daginstitutionerne vil skabe de besparelser, som kommunens embedsmænd hævder. Det bliver også interessant at se om børne- og ungebudgettet vil holde, eller om politikerne pludselig igen bliver præsenteret for løbske millionunderskud, hvor det bliver nødvendigt at finde penge frem fra gemmerne for at lukke hullet. Sporene skræmmer, når det hverken lykkedes for borgmestrene Per Bregengaard, Enhedslisten eller Bo Asmus Kjeldgaard (SF) at få styr på børne- og ungeområdets økonomi. Nu har socialdemokraternes Anne Vang ansvaret sammen med Frank Jensen ansvaret for at borgerne ikke igen skal vågne op til avisforsider om, at der mangler trecifrede millionbeløb i kassen. Ikke at det i så fald vil kunne true S-SFs magt, men det vil kunne pille noget af den glans, der lige nu omgiver Frank Jensen. Overborgmesteren har med en autoritet, som man ikke har set i København i mange år, skabt en fornemmelse af, at der nu er pænt ”styr på butikken”. Varer det indtryk længe, kan det måske veksles til en stor socialdemokratisk mandatfremgang ved næste kommunalvalg i 2013.
København er lønførende
København må, trods stilheden efter budgetaftalen blev indgået, alligevel sige at have været i offentlighedens søgelys. Kommunens adm. direktør, Claus Juhl, kom således i sidste uge på forsiden af BT, fordi han med en årsløn på 2,14 millioner kr. inkl. pension topper listen over højtlønnede kommunaldirektører. Dertil har Juhl fået en flot lønstigning på 22 pct. over fem år. Og det sker i en tid, hvor de fleste kommuner er presset økonomisk til at skære i budgetterne og tvunget til at spare milliardbeløb. Dertil står de kommunale chefers lønstigninger i en skærende kontrast til andre kommunalt ansatte, der de næste år har udsigt til en minimal lønudvikling. For Juhl er på ingen måde den eneste, der kan glæde sig over mere på lønkontoen. Lønstigningen omfatter alle kommuners øverste chefer. Københavns øvrige direktører har fx alle fået lønstigninger på mellem 22- 35,7 pct. over fem år. De tjener nu alle i omegnen af 2 mill. kr. årligt. Det er direktøren i Socialforvaltningen, Anette Laigaard, der er rekordindehaver med en lønstigning med 35,7 pct. over fem år til 1.947.852 kr. Til sammenligning tjener statsministeren 1.515.206 kr. om året. Overborgmesterens aflønning fremgår, i modstrid med hvad kommunen hævder, ikke af dens hjemmeside, Men ifølge dr.dk lå grundlønnen i 2009 på 880.955 kr. Dertil kommer også en række ”fede ben”, så Frank Jensens aflønning formentlig ligger i omegnen af statsministerens løn.
”En københavnersag”
Det mest interessante er dog, at ingen af Københavns direktører har gjort noget aktivt for at få de pæne lønstigninger. Fx gennem en individuel forhandling. Det er bare sket automatisk. Ifølge BT forsvarer kommunens direktører, at lønudviklingen er reguleret af Kommunernes Landsforening (KL), mens formanden for KLs løn og personaleudvalg Michael Ziegler sagde til avisen, at der er tale om ”en københavnersag”, som han ikke ville udtale sig om.
Forklaringen på lønstigningen er, at KL i 2007 har reguleret direktørlønningerne, fordi direktørerne over hele landet får mere ansvar som følge af kommunesammenlægningerne. Imidlertid er København hverken blevet sammenlagt med andre kommuner. Direktørerne har heller ikke fået mere ansvar. De er bare heldige og blevet forgyldt, fordi de er havnet i den pulje og lønramme, hvor de opnår den samme lønfremgang som deres kolleger ude i landet. Regningen for de ubegrundede lønstigninger betales dog af de københavnske skatteydere. Politikerne på rådhuset har imidlertid det problem, at det er håbløst at gøre noget ved sagen, som de ingen indflydelse har på. For det vil betyde, at kommunen skal genåbne forhandlingerne om lønreguleringen igennem KL-systemet. Og det sker heller ikke uden personaleorganisationernes accept, hvilket gør det til en fuldstændig håbløs affære uden skyggen af chance for succes. Så hellere lade historien fare, vurderer de fleste politikere. Så undgår man også at direktørerne kunne blive sure, og de 3-4 mill. kr. ekstra til direktørlønninger, er trods alt ”peanuts” på kommunens driftsbudget på ca. 23 mia. kr. I øvrigt vil borgernes forargelse vil næppe heller vare ved. Det er den kyniske kalkyle i en absurd sag, hvor ingen kan give fornuftigere begrundelse for direktørernes eksorbitante lønstigning andet end en henvisning til uigennemskuelige bureaukratiske regler om lønrammer mv.
Kontant afregning
Måske kan Københavns Kommunes adm. direktørs kommunikationsevner i pressen begrunde lønstigningen? I hvert fald skulle Claus Juhl i DR1s hårdtslående forbrugerprogram ”Kontant” i sidste uge forklare, hvorfor de københavnske daginstitutioner igennem centrale indkøbsordninger var tvunget til at handle dagligvarer til langt dyrere priser hos kommunens leverandører frem for at handle billigere ind i supermarkeder. ”Kontant” kunne dokumentere påstanden med brug af dyre vandmeloner og andre dagligvarer. Kommunen er dog gennem et nylig intern revisionsrapport også blevet klar over problemet, efter at politikerne allerede i foråret iværksatte en undersøgelse efter en række klager. At det er billigere for fx børnehaver at handle økologiske varer i fx den lokale Netto eller Fakta er noget paradoksalt alt den stund, at centrale indkøbsordninger er sat i verden for, at kommunen gennem storindkøb sparer penge ved at den får klækkelige rabatter. Perspektivet i sagen er dog, at kommunen samlet årligt handler ind for 8,8 mia. kr., hvor dagligvarer ”kun” udgør 200 mill. kr. Faktisk regner kommunen med årligt at spare 20 mill. kr. ekstra på centrale indkøbsordninger. Kommunen mener dog fortsat, at ordningen generelt er en succes for de større institutioner. Fx vil man fortsat have indkøbsordninger for varer, som elektricitet, IT-udstyr, benzin og en række andre varer. Kommunen sparer eksempelvis seks mill. kr. om året på indkøbsaftalen om el.
Fleksibelt indkøb fremover
Alligevel fungerer indkøbsordningen åbenbart dårligt for de mindre daginstitutioner, hvor det bl.a. kræver, at de selv bruger tid på holde øje med de billigste priser blandt kommunens 16 leverandører. Dertil kommer, at dagligvarepriserne skifter konstant. Så til glæde for sikkert alle parter, så laver kommunen nu indkøbsordningen om, så den bliver mere fleksibel og i større grad giver daginstitutionerne mulighed for at handle ind, hvor de vil, hvis de vurderer, at det er bedst og billigst.
Sjusk i socialforvaltningen
Men straks er en sag i god gænge, før man på rådhuset har måttet forholde sig en helt anden interessant sag. Revisionsfirmaet Deloitte har i forbindelse med revisionen af Socialforvaltningens regnskab 2009 nemlig konstateret ”væsentlige fejl i 70 pct. af de gennemgåede personsager, heraf 46 pct. med refusionsmæssig betydning”, som det hedder i en redegørelse til økonomiudvalget. I korte træk betyder det, at socialforvaltningen i 2008 mangler bilag for udgifter for mellem 10-15 mill. kr. For uden bilag vil Socialministeriet ikke refundere de udgifter, som kommunen har lagt ud for. Med andre ord: Sjusk i kommunens forvaltning gør, at skatteyderne i København, nu må holde for. Den slags plejer at give politisk ballade.
Abonner på:
Opslag (Atom)
