Dum sag kortslutter SF-borgmester karriere
Bragt i Bryggebladet nr. 8 den 26. maj 2011
Af Jarl Cordua
Alt det farverige og uforudsigelige ved københavnsk politik var ellers ved at gå fløjten i denne valgperiode. Det var en udbredt holdning på Københavns Rådhus. Altså lige indtil torsdag eftermiddag før St. Bededagsferien, hvor rådhuset blev rystet af endnu en uforudset borgmesterafgang. For da blev det kendt, at SFs Teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard trak sig fra sin borgmesterpost efter, at Ekstra Bladet efter ganske grundig research kunne afsløre, at Kjeldgaard ikke levede op til valglovens bopælskrav, fordi han reelt boede hos sin kæreste på Frederiksberg. Afsløringen var så veldokumenteret, at Kjeldgaard kun få timer, at han blev konfronteret med Ekstra Bladets fotodokumentation, selv drog konsekvensen og forlod Københavns Rådhus efter 14 år som borgmester. Umiddelbart kunne man indvende, at der er tale om en skandale i den mindre ende af skalaen, idet ingen - slet ikke kommunen - har lidt noget tab ved, at Kjeldgaard har foretrukket at overnatte i kærestens store lejlighed på Frederiksberg frem for ungkarlehyblen på 56 kvm. på Sundbyvester Plads. SF’eren har naturligvis folkeregisteradresse i København, hvor han også har svaret skat. Men valgloven er imidlertid temmelig striks. Hvis ikke man bebor kommunen – fysisk - så er man pr. definition ikke valgbar. Når man således ikke er valgbar, så kan man hverken sidde i Borgerrepræsentationen eller som borgmester. Da Kjeldgaard ifølge Ekstra Bladet har været kæreste med den pågældende kvinde i ca. 4 år kan man spekulere i om han – ifølge valgloven - var valgbar ved kommunalvalget i 2009, hvor han var SFs overborgmesterkandidat. Under alle omstændigheder stiller ingen – heller ikke Kjeldgaard – spørgsmålstegn ved, hvorvidt reglerne er overtrådt. Det er de.
SFs hårde linje
Det er en sag, der rammer SF med hård kraft og udstiller et af partiets topfolk i København som en hykler. For som parti har SF sammen med Enhedslisten været hardliner i lignende spørgsmål om fx bopælspligt. Dvs. at partiet med næb og klør har bekæmpet enhver mulighed, at folk har kunnet købe bolig uden at have folkeregisteradresse i kommunen. Det er derfor på sin vis skæbnens ironi, at det netop bliver SFs mest erfarne mand i Borgerrepræsentationen, der må falde på en regel, der er i samme boldgade som bopælspligten.
Den anden sommer
Det er på sin vis også tragisk, at Kjeldgaard efter i årevis at have siddet på flere forskellige borgmester-ressortområder med store økonomiske problemer pludselig fik ”sin anden sommer” med de 17 måneder det blev til på den borgmesterpost, som blev hans ønskejob. Kjeldgaards store interesse kredsede særligt omkring miljøpolitik. Han havde det bedst med mærkesager som at gøre København CO2-fri for bilisme, flere cykelstier og det lidt tungere arbejde med at udvikle og fusionere byens forsyningsselskaber. Som politisk figur var han ikke til at komme udenom i sit eget partis byrådsgruppe, hvor det i flere valgperioder stod ganske småt til, når det gjaldt frembringelse af en politisk talentmasse. Kjeldgaards popularitet i partiet blev dog aldrig overvældende og han slog kun Villy Søvndals modkandidat Anne Baastrup som spidskandidat til kommunalvalget i 2009, fordi de ellers ret dygtige SF-strateger på Christiansborg sov i timerne og ikke gav Baastrup-kampagnen nok opmærksomhed. Dertil kommer, at Kjeldgaard selv trods alt førte en god kampagne, hvor han spillede fermt på den latente modvilje i den københavnske partiorganisation mod Søvndals i nogle SF’eres øjne lidt for hastige og smarte strømlining af partiet. Hos SF på Christiansborg vil de ingenlunde savne Kjeldgaard, selvom de sagtens kunne være denne pinlige sag foruden her kort før et folketingsvalg.
Sluttede på toppen
På Rådhuset har Kjeldgaards aktier hos politiske med-og modparter formentlig heller ikke været højere i kurs indtil nyheden blev kendt fredag eftermiddag. Han har aldrig været specielt vellidt blandt sine kolleger, men der har i hvert fald indtil for nylig været en god forståelse og tone mellem ham og den nye overborgmester Frank Jensen. Holdningerne hos politikerne til Kjeldgaard i de forrige valgperioder – og særligt valgperioden, hvor Ritt Bjerregaard var overborgmester - var til gengæld entydigt negative over hele linjen. Enhedslisten, de radikale, socialdemokraterne og de borgerlige var forbløffende enige om, at Kjeldgaard som børne- og ungdomsborgmester og som familie og arbejdsmarkedsborgmester var lidt for smart og hurtig til at tørre sine egne forvaltningers økonomiske problemer af på forgængerne. Politikerne berettede enslydende om en borgmester, som gerne tog æren selv for andres gode idéer, men ikke evnede at få løst problemerne i de stærkt økonomisk nødlidende og ganske svære borgmesterområder, som han sad med. Kjeldgaards ry som forhandler var endog, at han intet selv gav ved dørene, men ustandseligt gjorde sig besværlig og klagede sin nød. Socialdemokrater under Ritt Bjerregaard oplevede deres samarbejdspartner Kjeldgaard som decideret illoyal, hvor han efter deres opfattelse lækkede fortrolige oplysninger givet til ham fra overborgmesteren til pressen. Det skete fx i forbindelse med lukningen af det såkaldte Ungdomshus på Jagtvejen 69, hvor kommunen for at undgå uroligheder med møje og besvær havde skruet et kompromis sammen om et ungdomshus på Stevnsgades skole, som – hævder man – endda var blevet godkendt også af repræsentanter for ungdomshusaktivisterne. Men en S-spindoktor henviser i dag til en central kilde i SF-lejren, der siden forklarede ham, at Kjeldgaard forpurrede aftalen ved forinden at lække den til Politiken. Det fik herefter avisen til at konfrontere andre unge aktivister om aftalen, som de endnu ikke var taget med på råd om, hvor efter at den røg på gulvet med et brag. Herefter henlå dele af København i røg, damp, og demo’er i hen ved et års tid, hvilket formentlig kostede byen millioner i udgifter. Siden turde Ritt Bjerregaard ikke forhåndsorientere SF-borgmesteren om politiske udspil af frygt for at de blev lækket til pressen. Generelt blev forholdet mellem Kjeldgaard og Bjerregaard forpestet af den manglende tillid, at overborgmesteren til sidst kortsluttede samarbejdet med SF og lavede sit sidste budgetforlig med de borgerlige helt uden om Kjeldgaard og SF. En iagttager kommenterede forleden Kjeldgaards afgang, som ”en forsinket fødselsdagsgave til Ritt Bjerregaard”, der for nyligt fyldte 70 år.
Ikke Villys mand
Hos SF’erne er dog nok flere, der kniber en tåre over Kjeldgaards pludselige fald fra tinderne. Men ikke alle. Selv blandt SF’erne i Kjeldgaards egen gruppe var tilliden til deres leder for bare få år siden let at overse. I SFs daværende ottemandsgruppe forud for forrige kommunalvalg pegede seks på modkandidaten Anne Baastrup som spidskandidat blandt dem Ninna Thomsen. Alligevel vandt Kjeldgaard slaget om at blive overborgmesterkandidat til Villys Søvndals synlige irritation, der så valgsejren som en udfordring af hans bestræbelser på at smede en solid alliance med socialdemokraterne på Christiansborg. Kjelgaard rettede dog så meget ind, at han under kommunalvalgkampen førte en bemærkelsesværdigt neddæmpet kampagne, hvor han i realiteten aldrig direkte udfordrede Frank Jensen som ny overborgmester. Efter SFs flotte valgsejr, som alle naturligvis klart tilskriver en vælgereffekt i kraft af Villy Søvndals personlige popularitet, delte Kjeldgaard magten med Ninna Thomsen, der siden blev sundheds- og omsorgsborgmester. I den nye store og ganske uprøvede SF-gruppe indfandt der sig hurtigt en god stemning, hvor Kjeldgaard var politisk leder, men de facto kørte parløb med Thomsen. Efter Kjeldgaards fald er alle enige om, at Thomsen er den ubestridte nye leder af partiet i København. Det var hun formentlig alligevel blevet før det kommende kommunalvalg. For Kjeldgaard fik de tre gange, hvor han stod i spidsen for SF ved et kommunalvalg kun relativt små personlige stemmetal, hvor ved det folkelige gennembrud blandt vælgerne i København tilsyneladende udeblev. Derfor var det forventningen hos mange, at SF under alle omstændigheder ville opstille Ninna Thomsen som SFs spidskandidat ved valget i 2013.
Uværdig exit
Hvad så med fremtiden? Ifølge flere kilder så har Kjeldgaard siden valget ledt efter en værdig exit fra københavnsk politik. Helst noget i stil med den tidl. socialdemokratiske overborgmester Jens Kramer Mikkelsen, der skiftede til at blive direktør for Ørestadsselskabet i dag selskabet ”By & Havn”, hvor han siden har fået ganske stor succes, ære og værdighed med og i det nye job. Derfor skulle Kjeldgaard være interesseret i at skifte til et stort halvoffentligt forsyningsselskab, hvor han kunne blive direktør med en milliongage og helt uden for offentlighedens søgelys. Imidlertid er endnu ingen friske tilbud budt på krogen, selvom at spekulationer i de seneste uger på rådhuset er gået på, at Kjeldgaard pønsede på at bringe sig i stilling til at blive direktør for det snart fusionerede fælles selskab for Amagerforbrændingen og Vestforbrændingen? Dertil kræver det dog også, at Kjeldgaard har tilpas mange gode kontakter i det politiske miljø, men sandheden er nok den, at Kjeldgaards politiske kapital og goodwill ikke just er i top, hverken hos politiske venner og fjender. Ingen skylder ham noget. Men hvem ved? Kjeldgaard har overrasket før, så det er sikkert ikke umuligt, at han ender i et direktørjob.
Bliver på posten
Hvorfor overtager Ninna Thomsen så ikke den mere prestigefyldte ledige Teknik- og miljøborgmesterpost? Det er oven i købet et område, hvor risikoen for skandaler er relativt lille. Forklaringen kan bunde i, at Thomsen faktisk befinder sig godt som sundheds og omsorgsborgmester og har en større plan på vej på området, som hun har lagt store kræfter i. Dertil kommer, at sundheds- og omsorgsområdet er overskueligt, og at arbejdspresset ikke er nær så stort i sammenligning med teknik- og miljøområdet, som optager hele 70 pct. af sagerne på Borgerrepræsentationens dagsorden. Og det spiller sikkert ind, når Ninna Thomsen, som er mor til tre små børn skal disponere sin tid mellem familie og politisk karriere.
onsdag den 25. maj 2011
onsdag den 11. maj 2011
Rød valgsejr kan afskaffe borgerlige borgmestre i København
S og SF splittet på spørgsmålet om parkeringspladser
Bragt i Bryggebladet nr 7 den 12. maj 2011
Af Jarl Cordua
Det var statsminister Lars Løkke Rasmussen, der i 2009 satte et udvalgsarbejde i gang, der skulle munde ud i et konkret anbefaling til, hvordan Københavns Kommune og de øvrige danske byer kunne overgå til almindeligt udvalgsstyre. Styreformen skulle så at sige ”normaliseres” i forhold til styreformen i de danske kommuner. Selvom en reform var indskrevet i regeringsgrundlaget, så tabte Løkke interessen for projektet, måske fordi de borgerlige ikke ser den store interesse i, at de mister deres borgmestre og rådmænd i de normalt store røde kommuner. For ved en styrereform vil flertallet dvs. i København S og SF kunne besætte alle de tunge poster - som i fremtiden ikke vil være borgmestre, men udvalgsformænd. Det vil efterlade mindretallet helt uden adgang til embedsmandsapparatet, pressetjeneste etc., der udelukkende vil høre under én politisk leder: Overborgmesteren.
På rådhuset har man i øvrigt den opfattelse, at ”Thorkild Juul-udvalget” – opkaldt efter embedsmanden, der sidder for bordenden - for længst reelt har afsluttet sit arbejde. Der ligger allerede et konkret lovforslag liggende klar i skuffen, som netop afskaffer de seks ”juniorborgmestre” og erstatter dem med udvalgsformænd. Det bliver dermed farvel til mindretallets borgmestre som fx Venstres Pia Allerslev, men måske også de radikale Anna Allerslev og Enhedslistens Mikkel Warming. Men måske genopstår de som udvalgsformænd sammen med SFerne Bo Asmus Kjeldgaard og Ninna Thomsen samt socialdemokraten Anne Vang, hvis de indgår i et flertal efter næste kommunalvalg.
Spørgsmålet, alle stiller sig, lyder, om man kan nå at gennemføre et sådant lovforslag, hvis landet får en ny rød regering efter valget, der kommer i år, sådan at de nye regler kan træde i kraft efter næste kommunalvalg i november 2013? Det er der delte meninger om. Det afhænger helt af den politiske vilje på Christiansborg efter et valg. Og den er formentlig stor ved en ny regerings tiltræden, der gerne har et behov for at fremstå handlekraftig fra start. På rådhuset er vurderingen, at det vil tage ca. et år at omstille kommunens administration, dertil kommer at en styrereform for store byer vil være en oplagt opgave for den sandsynlige indenrigsminister den nuværende Århus-borgmester Nicolai Wammen, at tage fat på.
Bompenge til havnetunnel?
En ny rød regering har i forvejen har store planer med byen. Fx tales der om på rådhusets gange, at en ny regering vil indføre en bompenge-ordning for biler, som til gengæld skal finansiere en havnetunnel under Københavns Havn.
Den store knast, som embedsmandsudvalget ikke har fundet en konkret løsning på drejer sig om mindretalsbeskyttelsen. For hvordan kan man levere en ordentlig opposition, hvis ikke de ledende politikere ikke er aflønnet på fuld tid? Og hvem kan man rekruttere til københavnsk politik, hvis vederlaget for at arbejde på fuldtid ligger på det sædvanlige udvalgsformandsniveau og dermed langt under de pæne borgmesteraflønninger, der eksisterer i dag? Der har man arbejdet på et par forskellige forslag. Skulle økonomiudvalgsmedlemmerne eller partiernes gruppeformænd have fuldtidsløn. Og skal de have sekretariatsbistand ligesom partierne har det på Christiansborg? Det spørgsmål bliver formentlig først endelig afklaret når forhandlingerne går i gang. Efter at rød blok har vundet valget.
Frank Jensen på kollisionskurs med regeringspartner om parkeringspladser
Fredag i sidste uge forhandlede partierne på rådhuset igen om parkeringspladser. Her åbenbarede sig en synlig sprække mellem kommunens ellers fasttømrede ”regeringspartier” S og SF. Overborgmester Frank Jensen har til opgave at udmønte at et løbende forlig med de borgerlige, som SF ikke er en del af. SF ønsker ”åbne byrum” hvilket betyder at parkeringspladser helst skal ligge nede under jorden. De borgerlige og især de konservative presser på for flere parkeringspladser med henvisning til, at kommunen har solgt flere parkeringslicenser end der er parkeringspladser i kommunen. Det er dog ikke et regnestykke som den ansvarlige teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) er enig i. Overborgmesteren konkluderede dog på mødet, at der ikke ville blive taget hensyn til SFs ønsker, men at forligskredsen uden SF nu går i gang med at etablere flere parkeringspladser for 150 mill. kr. Iagttagere på rådhuset peger på, at Jensen ikke rigtig har muligheder for at imødekomme Kjeldgaard, fordi der simpelthen ikke er penge til SFs ønsker indenfor det provenu, kommunen har til at etablere parkeringspladser for. Alligevel blev det bemærket af en deltager på mødet, at overborgmesterens lidt for friske konklusion af forhandlingerne var ”en spand kold vand ned af ryggen på Kjeldgaard”, der skulle have ”ophidset SF’erne”. Det skulle være første gang denne valgperiode, at Jensen er gået ”uden om ” regeringspartneren SF.
Cirkusbygningen solgt
I al ubemærkethed har Københavns Kommune solgt Cirkusbygningen. Køberen er ifølge mine oplysninger det svenske moderselskab bag varietéforetagendet ”Wallmanns Saloner” Prisen lød på 45 mill. kr., og privatiseringen kan med lidt god vilje siges at være en lille ideologisk fjer i hatten til de borgerlige. Overborgmesteren selv skulle nemlig ikke være så glad for at sælge ud af kommunens ”arvesølv”. Salget glæder også Kultur og fritidsborgmester Pia Allerslev, som får lov at bruge provenuet på kommunens idrætsanlæg.
Ingen sociale klausuler på Metrobyggeri
København ligner en stor byggeplads, mens man er i gang med at grave til metrobyggeriet. Det undrer dog Enhedslisten, at kommunen via sit medejerskab til Metroselskabet som bygherre ikke har betinget sig, at entreprenørerne forinden vil opfylde såkaldte sociale klausuler. De handler om, at entreprenører sørger for fx at uddanne lærlinge undervejs i det flerårige anlægsbyggeri . Enhedslisten henviser til at kommunen allerede i 2006 vedtog at sociale klausuler fremover var en betingelse, som kommunen stillede til de virksomheder, som skulle gøre sig håb om at få lov til at udføre deres anlægsbyggerier. Den 26. maj er der en forespørgselsdebat i Borgerrepræsentationen, hvor Enhedslisten håber på at få en forklaring, hvorfor de sociale klausuler pludselig ikke er nødvendige i forbindelse med det største anlægsbyggeri i byens historie.
Igen ny spindoktor til Bo Asmus
SF-borgmesteren skal have ny pressechef eller ”spindoktor”. Og det bliver en kvinde med en særdeles interessant baggrund. Kjeldgaard bliver fremover rådgivet på pressefronten af Tanja Frederiksen, der er tidligere Venstre-medarbejder på Christiansborg, Ekstrablads-journalist og forfatter til en stærkt omtalt biografi om Lars Løkke Rasmussen. Frederiksen har dog lukket døren til de borgerlige efter, at hun i bogen sammen med sin medforfatter bl.a. fremsatte hårde, men udokumenterede anklager mod en spindoktor, hvor forfatterne hævdede, at han havde beordret embedsmænd til at slette vigtige e-mails i forbindelse med sagen om den påståede overbetaling af private sygehuse. Frederiksen var indtil for relativt nylig ansat som journalist på TV2, men forsvandt ret pludseligt fra skærmen. Frederiksen har også erfaring med det kommunale system forstået på den måde, at hun som Ekstra Blads journalist ”undercover” afslørede Allerød Kommunes politikere på fråsetur på Norges-færgen. Så Frederiksen kender alle faldgruberne, så Kjeldgaard burde være i trygge hænder. Frederiksen skal i øvrigt kun vikariere i et år i det den normale pressechef Tine Lund skal på barselsorlov pr. 1. juni. Holder Frederiksen i jobbet året ud, så vil det være ganske pænt. Hun bliver nemlig den sjette pressechef hos Kjeldgaard på 2år.
Bragt i Bryggebladet nr 7 den 12. maj 2011
Af Jarl Cordua
Det var statsminister Lars Løkke Rasmussen, der i 2009 satte et udvalgsarbejde i gang, der skulle munde ud i et konkret anbefaling til, hvordan Københavns Kommune og de øvrige danske byer kunne overgå til almindeligt udvalgsstyre. Styreformen skulle så at sige ”normaliseres” i forhold til styreformen i de danske kommuner. Selvom en reform var indskrevet i regeringsgrundlaget, så tabte Løkke interessen for projektet, måske fordi de borgerlige ikke ser den store interesse i, at de mister deres borgmestre og rådmænd i de normalt store røde kommuner. For ved en styrereform vil flertallet dvs. i København S og SF kunne besætte alle de tunge poster - som i fremtiden ikke vil være borgmestre, men udvalgsformænd. Det vil efterlade mindretallet helt uden adgang til embedsmandsapparatet, pressetjeneste etc., der udelukkende vil høre under én politisk leder: Overborgmesteren.
På rådhuset har man i øvrigt den opfattelse, at ”Thorkild Juul-udvalget” – opkaldt efter embedsmanden, der sidder for bordenden - for længst reelt har afsluttet sit arbejde. Der ligger allerede et konkret lovforslag liggende klar i skuffen, som netop afskaffer de seks ”juniorborgmestre” og erstatter dem med udvalgsformænd. Det bliver dermed farvel til mindretallets borgmestre som fx Venstres Pia Allerslev, men måske også de radikale Anna Allerslev og Enhedslistens Mikkel Warming. Men måske genopstår de som udvalgsformænd sammen med SFerne Bo Asmus Kjeldgaard og Ninna Thomsen samt socialdemokraten Anne Vang, hvis de indgår i et flertal efter næste kommunalvalg.
Spørgsmålet, alle stiller sig, lyder, om man kan nå at gennemføre et sådant lovforslag, hvis landet får en ny rød regering efter valget, der kommer i år, sådan at de nye regler kan træde i kraft efter næste kommunalvalg i november 2013? Det er der delte meninger om. Det afhænger helt af den politiske vilje på Christiansborg efter et valg. Og den er formentlig stor ved en ny regerings tiltræden, der gerne har et behov for at fremstå handlekraftig fra start. På rådhuset er vurderingen, at det vil tage ca. et år at omstille kommunens administration, dertil kommer at en styrereform for store byer vil være en oplagt opgave for den sandsynlige indenrigsminister den nuværende Århus-borgmester Nicolai Wammen, at tage fat på.
Bompenge til havnetunnel?
En ny rød regering har i forvejen har store planer med byen. Fx tales der om på rådhusets gange, at en ny regering vil indføre en bompenge-ordning for biler, som til gengæld skal finansiere en havnetunnel under Københavns Havn.
Den store knast, som embedsmandsudvalget ikke har fundet en konkret løsning på drejer sig om mindretalsbeskyttelsen. For hvordan kan man levere en ordentlig opposition, hvis ikke de ledende politikere ikke er aflønnet på fuld tid? Og hvem kan man rekruttere til københavnsk politik, hvis vederlaget for at arbejde på fuldtid ligger på det sædvanlige udvalgsformandsniveau og dermed langt under de pæne borgmesteraflønninger, der eksisterer i dag? Der har man arbejdet på et par forskellige forslag. Skulle økonomiudvalgsmedlemmerne eller partiernes gruppeformænd have fuldtidsløn. Og skal de have sekretariatsbistand ligesom partierne har det på Christiansborg? Det spørgsmål bliver formentlig først endelig afklaret når forhandlingerne går i gang. Efter at rød blok har vundet valget.
Frank Jensen på kollisionskurs med regeringspartner om parkeringspladser
Fredag i sidste uge forhandlede partierne på rådhuset igen om parkeringspladser. Her åbenbarede sig en synlig sprække mellem kommunens ellers fasttømrede ”regeringspartier” S og SF. Overborgmester Frank Jensen har til opgave at udmønte at et løbende forlig med de borgerlige, som SF ikke er en del af. SF ønsker ”åbne byrum” hvilket betyder at parkeringspladser helst skal ligge nede under jorden. De borgerlige og især de konservative presser på for flere parkeringspladser med henvisning til, at kommunen har solgt flere parkeringslicenser end der er parkeringspladser i kommunen. Det er dog ikke et regnestykke som den ansvarlige teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) er enig i. Overborgmesteren konkluderede dog på mødet, at der ikke ville blive taget hensyn til SFs ønsker, men at forligskredsen uden SF nu går i gang med at etablere flere parkeringspladser for 150 mill. kr. Iagttagere på rådhuset peger på, at Jensen ikke rigtig har muligheder for at imødekomme Kjeldgaard, fordi der simpelthen ikke er penge til SFs ønsker indenfor det provenu, kommunen har til at etablere parkeringspladser for. Alligevel blev det bemærket af en deltager på mødet, at overborgmesterens lidt for friske konklusion af forhandlingerne var ”en spand kold vand ned af ryggen på Kjeldgaard”, der skulle have ”ophidset SF’erne”. Det skulle være første gang denne valgperiode, at Jensen er gået ”uden om ” regeringspartneren SF.
Cirkusbygningen solgt
I al ubemærkethed har Københavns Kommune solgt Cirkusbygningen. Køberen er ifølge mine oplysninger det svenske moderselskab bag varietéforetagendet ”Wallmanns Saloner” Prisen lød på 45 mill. kr., og privatiseringen kan med lidt god vilje siges at være en lille ideologisk fjer i hatten til de borgerlige. Overborgmesteren selv skulle nemlig ikke være så glad for at sælge ud af kommunens ”arvesølv”. Salget glæder også Kultur og fritidsborgmester Pia Allerslev, som får lov at bruge provenuet på kommunens idrætsanlæg.
Ingen sociale klausuler på Metrobyggeri
København ligner en stor byggeplads, mens man er i gang med at grave til metrobyggeriet. Det undrer dog Enhedslisten, at kommunen via sit medejerskab til Metroselskabet som bygherre ikke har betinget sig, at entreprenørerne forinden vil opfylde såkaldte sociale klausuler. De handler om, at entreprenører sørger for fx at uddanne lærlinge undervejs i det flerårige anlægsbyggeri . Enhedslisten henviser til at kommunen allerede i 2006 vedtog at sociale klausuler fremover var en betingelse, som kommunen stillede til de virksomheder, som skulle gøre sig håb om at få lov til at udføre deres anlægsbyggerier. Den 26. maj er der en forespørgselsdebat i Borgerrepræsentationen, hvor Enhedslisten håber på at få en forklaring, hvorfor de sociale klausuler pludselig ikke er nødvendige i forbindelse med det største anlægsbyggeri i byens historie.
Igen ny spindoktor til Bo Asmus
SF-borgmesteren skal have ny pressechef eller ”spindoktor”. Og det bliver en kvinde med en særdeles interessant baggrund. Kjeldgaard bliver fremover rådgivet på pressefronten af Tanja Frederiksen, der er tidligere Venstre-medarbejder på Christiansborg, Ekstrablads-journalist og forfatter til en stærkt omtalt biografi om Lars Løkke Rasmussen. Frederiksen har dog lukket døren til de borgerlige efter, at hun i bogen sammen med sin medforfatter bl.a. fremsatte hårde, men udokumenterede anklager mod en spindoktor, hvor forfatterne hævdede, at han havde beordret embedsmænd til at slette vigtige e-mails i forbindelse med sagen om den påståede overbetaling af private sygehuse. Frederiksen var indtil for relativt nylig ansat som journalist på TV2, men forsvandt ret pludseligt fra skærmen. Frederiksen har også erfaring med det kommunale system forstået på den måde, at hun som Ekstra Blads journalist ”undercover” afslørede Allerød Kommunes politikere på fråsetur på Norges-færgen. Så Frederiksen kender alle faldgruberne, så Kjeldgaard burde være i trygge hænder. Frederiksen skal i øvrigt kun vikariere i et år i det den normale pressechef Tine Lund skal på barselsorlov pr. 1. juni. Holder Frederiksen i jobbet året ud, så vil det være ganske pænt. Hun bliver nemlig den sjette pressechef hos Kjeldgaard på 2år.
fredag den 29. april 2011
Overskuds-Frank
Overborgmesteren kan sole sig i fremgangen for København
Af Jarl Cordua
Bragt i Bryggebladet nr. 6 den 28. april 2011
Overborgmester Frank Jensen har stort held med stille og roligt at iscenesætte sig selv som bykonge i København. Og det sker vel at mærke med sine politiske modstanderes accept. Jensen er på dette tidspunkt midt i valgperioden tilsyneladende en på Rådhuset bred afholdt overborgmester, der med et stort overskud viser borgmestre som ellers er politiske modstandere stor tillid og ved helt at afholde sig fra konfrontation. Måske sker det ud fra en strategi om, at hvis det går godt i alle kommunens borgmesterafdelinger, så ender Jensen selv med at få en del af æren. Frank Jensen håber naturligvis på, at kommunens vælgere ved valget i 2013 vil krone hans indsats med en flot valgsejr. Sker det vil det formentlig især gå hårdt ud over SF, som endnu har til gode inden valget at finde en karismatisk leder.
Mest iøjnefaldende resultat er, at Jensen og hans borgmester på området Anne Vang tilsyneladende har haft held til at få styr på den løbske økonomi i børne- og ungdomsforvaltning, som længe har været kommunens smertensbarn. Derudover har han siden valget også præsteret at få et bredt samarbejde til at fungere og i det hele taget er det politiske miljø på rådhuset præget af en konstruktiv ro, hvor der er blevet stadigt længere mellem de store overskrifter i formiddagsbladene om skandalesager fra Rådhuset. København er dermed begyndt at ligne en almindelig – og kedelig – dansk gennemsnitskommune, hvor der er blevet skruet noget ned for de ideologiske og konfrontatoriske retorik på Borgerrepræsentationens talerstol. Det ses konkret ved, at BR-mødernes varighed er styrtdykket i forhold til, hvordan det var tidligere. Forklaringen er formentlig også, at den borgerlige opposition på Københavns rådhus fremstår som historisk svag og splittet, mens det store SF sammen med S kan mønstre et flertal alene, og at SF på en helt anden måde end tidligere er inddraget som ”regeringspartner”. Det giver partiet stor indflydelse i det daglige.
Der sker også vældigt meget i hovedstaden i disse år. Hele byen er gravet op for at anlægge den nye metro og dertil kommer en mængde andre anlægsopgaver. Frank Jensen har stillet sig i spidsen for det hele, men har i princippet sikret sig en bred opbakning fra alle borgerrepræsentationens partier. Der er dermed tale om et rent drømmescenarie for enhver socialdemokratisk bykonge. Og i København står det allerede nu klart, at den midterposition bliver helt umuligt at udfordre ved valget - både når det gælder venstrefløjens og højrefløjens partier. Den kan i teorien kun blive ødelagt med en pludselig og uforudset skandalesag, der inddrager overborgmesteren personligt.
Investor søges til multiarena
På rådhuset regner man det for så godt som sikkert, at København endelig – trods flere kuldsejlede forsøg - får en multiarena med plads til op mod 15.000 tilskuere ude i Ørestaden, der skal kunne danne baggrund for store internationale idrætsbegivenheder men også andre kulturelle events som koncerter mv. Det er Venstres kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslevs forvaltning, der er primus motor i at drive processen, men det er i sidste ende også Frank Jensen, der vil kunne høste æren, når multiarenaen står færdig. Dermed får hovedstaden - og Amager - endnu et center for kultur- og idrætsbegivenheder.
En multiarena vil koste omkring en mia. kr., og kommunen har indtil videre lovet en interesseret privat investor et rente- og afdragsfrit lån på 200 mill. kr. Dertil kommer, at selskabet By og Havn med tidl. Overborgmester Jens Kramer Mikkelsen i spidsen allerede har stillet en grund til rådighed i Ørestaden til projektet.
P.t. er kommunen gået sammen med By & Havn og Realdania om at udarbejde en foreløbig forretningsplan baseret på undersøgelser af projektets økonomi. Kommunen har til formålet allieret sig med Parkens tidl. adm. direktør Jørgen Glistrup og det kongelige teaters tidl. chef Michael Christiansen, der skal forsøge at ”kvalificere forretningsplanen” og finde egnede investorer.
Frem mod sommeren vil de tre parter iværksætte et såkaldt ”betinget udbud”, der skal afklare, hvilke driftsindtægter, der vil være for multiarenaen. Og hvilke investorer, der kunne være interesserede. Så som altid står og falder det hele om at andre end kommunen vil spytte penge i projektet. Inden året er omme får vi nok endelig en afklaring. Med tanke på de kræfter og prestige, der fra politisk hold er lagt i projektet, så vil et endelig skibbrud blive en kæmpe fiasko for Københavns politikere. Det vil de gøre alt for at undgå.
Kommunen nægter at betale
I den stærkt omtalte ”Farvergade-sag”, hvor kommunen er gerådet i strid med Arbejdsmarkedsstyrelsen om tilbagebetaling af ulovlig refusion af i alt 390 mill. kr. for aktivering af ledige, har kommunen nu via sine advokater formelt afvist den statslige styrelses krav. Det har dog længe stået klart, at politikerne ville afvise kravet, som Arbejdsmarkedsstyrelsen har fremsat om, at tilbagebetaling skulle ske, medmindre at kommunen inden den 1. juni i år dokumenterer, at den i samtlige sager har levet op til kravene vedr. ledige kontant og starthjælpsmodtagere om ugentligt fremmøde på 25 timer.
Nu ligger bolden så hos Arbejdsmarkedsstyrelsen. Spørgsmålet er om sagen bliver forfulgt, hvis der i løbet af året kommer til et regeringsskifte. Imens hamrer de københavnske politikere med Anne Mee Allerslev i spidsen løs på regeringen og staten for at have lavet for upræcise regler for kommunerne.
Anna Mee Allerslev får ros
En ny plan for kommunen beskæftigelsesindsats i årene frem er blevet præsenteret, hvor der bl.a. indgår den ved første øjekast ikke specielt banebrydende idé, at lave et ”virksomhedsfremstød”. Den indebærer, at jobcenteret i København skal kontakte 1000 virksomheder for at indgå ”forpligtende samarbejder” mht. at få ledige i jobs. Planen er et konkret politisk resultat som den unge nye radikale beskæftigelses og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev høster ros for på rådhuset, for at være pragmatisk. De borgerlige mener i det hele taget, at den nye borgmester udviser en noget større idémæssig spændvidde i forhold til forgængeren Klaus Bondam, som de syntes, var for fokuseret på et ensidigt samarbejde med socialdemokraterne og SF. Allerslev har nu siddet i 100 dage i borgmesterstolen, og har i kølvandet på beskæftigelsesindsatsen også markeret sig med et såkaldt ”mangfoldighedscharter”, der skal ”styrke mangfoldighed og inklusion” i København. Der er bl.a. blevet nedsat et såkaldt ”mangfoldighedsboard” med 24 kendte mennesker inden for administration, kultur- og erhvervsliv, der alle har underskrevet chartret. Ser man igennem den temmelig luftige retorik i udsagn som at ”forskellighed er en styrke” og ”alle skal have mulighed for at være med”, som chartret indeholder, så er den underliggende pointe, at integration på arbejdsmarkedet, deltagelse i byens liv, politik mv. ikke handler om ensretning, men om at der alligevel skal være plads til forskellighed og rummelighed for byens forskellige kulturer. Det er nok de færreste, der er uenige i det, selv om nogle formentlig kan se den radikale borgmesters inisisteren på at pakke beskæftigelsesindsatsen overfor folk med indvandrerbaggrund ind i ord som ”inklusion og mangfoldighed ” som noget med kant til regeringens og Dansk Folkepartis politik på området.
Ny parkeringslov afslører konservativ splid
Flere parkeringspladser har længe været en mærkesag for de konservative i København. Og med den nye mere bilvenlige overborgmester er det blevet en sag, som prioriteres. Men især SF blokerer og vil kun være med til at skaffe parkeringspladser under jorden, hvilket er dyrt. Derfor havde politikerne på rådhuset håbet på, at provenuet fra stigende parkeringsafgifter kunne bruges til at anlægge flere parkeringsafgifter. Hidtil har det nemlig ikke været muligt, fordi et flertal på Christiansborg har villet forhindre kommunerne i at bruge parkeringsafgifter som en skatteskrue Dvs. hvis parkeringsindtægten steg ud over en hvis ramme, så modregnede staten kommunen i bloktilskuddet. Imidlertid har kommunen afventet at en ny lov ville have blødet op for den mulighed, sådan at man kunne komme i gang med parkeringsbyggeriet. Fx ved at det i et større omfang blev muligt at modregne anlægsinvesteringer for parkeringsindlæg i parkeringsindtægterne. Imidlertid viser lovudkastet, at parkeringsinvesteringer tværtimod bliver mindre attraktivt for kommunen i årene fremover. Faktisk skal kommunen af med 144 mill. kr. fra 2013, når lovforslagets regler er fuldt gennemført, fordi kommunen kun må beholde 70 pct. af indtægter på 2007-niveauet.
Dermed er især de konservative forhåbninger om flere parkeringsmuligheder truet, hvilket blotlægger en intern uenighed i den konservative gruppe på rådhuset, hvor især gruppeformanden Jakob Næsager har lagt sig i selen for flere parkeringspladser. Hans gruppefælle Rasmus Jarlov, som også tidligere har markeret sig som parkeringspladsforkæmper, sidder også i Folketinget, hvor han som kommunalordfører endda er sit partis ordfører på forslaget.
I Berlingske for nylig vurderede Jakob Næsager, at lovforslaget vil medføre, at der hvert år vil være 100 mio. kroner mindre som finansmulighed på parkeringsområdet:
”Det er en pengemaskine, og reelt en beskatning af kommunerne. Man malker os og fratager os muligheden for at reinvestere indtægterne i forbedring af parkeringsmuligheder i hovedstaden,” siger han. Det er i øvrigt en opfattelse, som hele Borgerrepræsentationen er enig i, måske lige på nær Rasmus Jarlov, som måske får lov at stemme loven igennem. Hvis, altså forslaget når at blive vedtaget inden sommerferien. Gør det ikke det, når det med al sandsynlighed ikke at blive genfremsat på denne side af et folketingsvalg.
På rådhuset ser man i øvrigt lovforslaget som en ren straffeaktion fra VKOs trafikpolitikere på Christiansborg overfor Københavns Kommune, der som den eneste kommune i landet bliver ramt af de nye regler, sådan som de er skruet sammen. De færreste forstår i øvrigt, hvorfor Rasmus Jarlov står bag forslaget eller begrundelsen for det, hvilket bidrager til den udbredte opfattelse af, at der faktisk er tale om en hævnaktion mod ”det røde København”.
Restriktioner for værtshuse på vej
I indre by har beboerne i årevis klaget over støjgener fra restaurationer med udendørsbevilling i sommerhalvåret. Men nu er der godt nyt til klagerne, der formentlig med den forventede ”restaurationsplan”, kan se nogle af deres krav imødekommet. Fra rådhuset forlyder det, at den nye plan, der forventes præsenteret inden sommer, vil udvise ”en større hensyntagen” udskænkningsstedernes naboer. Det er dog stadig uklart hvilke konkrete tiltag, der ligger i planen.
Det er kommunens bevillingsnævn, der har Venstres Pia Allerslev som formand, der har udarbejdet den ventede nye restaurationsplan.
Til dåb hos de kongelige
På rådhuset har man i øvrigt noteret sig, at både overborgmester Frank Jensen og kommunens adm. direktør Claus Juhl i øvrigt med ”påhæng” var inviteret til den såkaldte ”private” kongelige tvillingedåb. Selvom at begivenheden var TV-transmitteret til nationen var der nemlig ikke tale om egentlig national officiel begivenhed, hvilket fx kunne ses ved, at regeringen og Europas kongehuse ikke deltog. Måske er forklaringen, at Københavns Kommune stiller rådhuset til rådighed til receptioner og modtagelser under fejring af mærkedage i kongehuset som det fx skete på Dronningens 70 års dag. Derved sidestilles kommunens topfolk formentlig med de øvrige private mæcener - som fx Mærsk Mc-Kinney Møller, Jørgen Mads Clausen mv. - som har ry for på forskellig vis at stille sig til rådighed med deres særlige hjælp i form af privatfly, ferielejligheder mv., når de kongelige har behov for det. Vittige hoveder spekulerer i, at forklaringen på invitationen er, at Kongehuset har villet kvittere for, at busslusen på Holmen er blevet droppet, så de kongelige slipper for den store omvej i bil og nu kan komme hurtigere til Operaen.
Af Jarl Cordua
Bragt i Bryggebladet nr. 6 den 28. april 2011
Overborgmester Frank Jensen har stort held med stille og roligt at iscenesætte sig selv som bykonge i København. Og det sker vel at mærke med sine politiske modstanderes accept. Jensen er på dette tidspunkt midt i valgperioden tilsyneladende en på Rådhuset bred afholdt overborgmester, der med et stort overskud viser borgmestre som ellers er politiske modstandere stor tillid og ved helt at afholde sig fra konfrontation. Måske sker det ud fra en strategi om, at hvis det går godt i alle kommunens borgmesterafdelinger, så ender Jensen selv med at få en del af æren. Frank Jensen håber naturligvis på, at kommunens vælgere ved valget i 2013 vil krone hans indsats med en flot valgsejr. Sker det vil det formentlig især gå hårdt ud over SF, som endnu har til gode inden valget at finde en karismatisk leder.
Mest iøjnefaldende resultat er, at Jensen og hans borgmester på området Anne Vang tilsyneladende har haft held til at få styr på den løbske økonomi i børne- og ungdomsforvaltning, som længe har været kommunens smertensbarn. Derudover har han siden valget også præsteret at få et bredt samarbejde til at fungere og i det hele taget er det politiske miljø på rådhuset præget af en konstruktiv ro, hvor der er blevet stadigt længere mellem de store overskrifter i formiddagsbladene om skandalesager fra Rådhuset. København er dermed begyndt at ligne en almindelig – og kedelig – dansk gennemsnitskommune, hvor der er blevet skruet noget ned for de ideologiske og konfrontatoriske retorik på Borgerrepræsentationens talerstol. Det ses konkret ved, at BR-mødernes varighed er styrtdykket i forhold til, hvordan det var tidligere. Forklaringen er formentlig også, at den borgerlige opposition på Københavns rådhus fremstår som historisk svag og splittet, mens det store SF sammen med S kan mønstre et flertal alene, og at SF på en helt anden måde end tidligere er inddraget som ”regeringspartner”. Det giver partiet stor indflydelse i det daglige.
Der sker også vældigt meget i hovedstaden i disse år. Hele byen er gravet op for at anlægge den nye metro og dertil kommer en mængde andre anlægsopgaver. Frank Jensen har stillet sig i spidsen for det hele, men har i princippet sikret sig en bred opbakning fra alle borgerrepræsentationens partier. Der er dermed tale om et rent drømmescenarie for enhver socialdemokratisk bykonge. Og i København står det allerede nu klart, at den midterposition bliver helt umuligt at udfordre ved valget - både når det gælder venstrefløjens og højrefløjens partier. Den kan i teorien kun blive ødelagt med en pludselig og uforudset skandalesag, der inddrager overborgmesteren personligt.
Investor søges til multiarena
På rådhuset regner man det for så godt som sikkert, at København endelig – trods flere kuldsejlede forsøg - får en multiarena med plads til op mod 15.000 tilskuere ude i Ørestaden, der skal kunne danne baggrund for store internationale idrætsbegivenheder men også andre kulturelle events som koncerter mv. Det er Venstres kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslevs forvaltning, der er primus motor i at drive processen, men det er i sidste ende også Frank Jensen, der vil kunne høste æren, når multiarenaen står færdig. Dermed får hovedstaden - og Amager - endnu et center for kultur- og idrætsbegivenheder.
En multiarena vil koste omkring en mia. kr., og kommunen har indtil videre lovet en interesseret privat investor et rente- og afdragsfrit lån på 200 mill. kr. Dertil kommer, at selskabet By og Havn med tidl. Overborgmester Jens Kramer Mikkelsen i spidsen allerede har stillet en grund til rådighed i Ørestaden til projektet.
P.t. er kommunen gået sammen med By & Havn og Realdania om at udarbejde en foreløbig forretningsplan baseret på undersøgelser af projektets økonomi. Kommunen har til formålet allieret sig med Parkens tidl. adm. direktør Jørgen Glistrup og det kongelige teaters tidl. chef Michael Christiansen, der skal forsøge at ”kvalificere forretningsplanen” og finde egnede investorer.
Frem mod sommeren vil de tre parter iværksætte et såkaldt ”betinget udbud”, der skal afklare, hvilke driftsindtægter, der vil være for multiarenaen. Og hvilke investorer, der kunne være interesserede. Så som altid står og falder det hele om at andre end kommunen vil spytte penge i projektet. Inden året er omme får vi nok endelig en afklaring. Med tanke på de kræfter og prestige, der fra politisk hold er lagt i projektet, så vil et endelig skibbrud blive en kæmpe fiasko for Københavns politikere. Det vil de gøre alt for at undgå.
Kommunen nægter at betale
I den stærkt omtalte ”Farvergade-sag”, hvor kommunen er gerådet i strid med Arbejdsmarkedsstyrelsen om tilbagebetaling af ulovlig refusion af i alt 390 mill. kr. for aktivering af ledige, har kommunen nu via sine advokater formelt afvist den statslige styrelses krav. Det har dog længe stået klart, at politikerne ville afvise kravet, som Arbejdsmarkedsstyrelsen har fremsat om, at tilbagebetaling skulle ske, medmindre at kommunen inden den 1. juni i år dokumenterer, at den i samtlige sager har levet op til kravene vedr. ledige kontant og starthjælpsmodtagere om ugentligt fremmøde på 25 timer.
Nu ligger bolden så hos Arbejdsmarkedsstyrelsen. Spørgsmålet er om sagen bliver forfulgt, hvis der i løbet af året kommer til et regeringsskifte. Imens hamrer de københavnske politikere med Anne Mee Allerslev i spidsen løs på regeringen og staten for at have lavet for upræcise regler for kommunerne.
Anna Mee Allerslev får ros
En ny plan for kommunen beskæftigelsesindsats i årene frem er blevet præsenteret, hvor der bl.a. indgår den ved første øjekast ikke specielt banebrydende idé, at lave et ”virksomhedsfremstød”. Den indebærer, at jobcenteret i København skal kontakte 1000 virksomheder for at indgå ”forpligtende samarbejder” mht. at få ledige i jobs. Planen er et konkret politisk resultat som den unge nye radikale beskæftigelses og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev høster ros for på rådhuset, for at være pragmatisk. De borgerlige mener i det hele taget, at den nye borgmester udviser en noget større idémæssig spændvidde i forhold til forgængeren Klaus Bondam, som de syntes, var for fokuseret på et ensidigt samarbejde med socialdemokraterne og SF. Allerslev har nu siddet i 100 dage i borgmesterstolen, og har i kølvandet på beskæftigelsesindsatsen også markeret sig med et såkaldt ”mangfoldighedscharter”, der skal ”styrke mangfoldighed og inklusion” i København. Der er bl.a. blevet nedsat et såkaldt ”mangfoldighedsboard” med 24 kendte mennesker inden for administration, kultur- og erhvervsliv, der alle har underskrevet chartret. Ser man igennem den temmelig luftige retorik i udsagn som at ”forskellighed er en styrke” og ”alle skal have mulighed for at være med”, som chartret indeholder, så er den underliggende pointe, at integration på arbejdsmarkedet, deltagelse i byens liv, politik mv. ikke handler om ensretning, men om at der alligevel skal være plads til forskellighed og rummelighed for byens forskellige kulturer. Det er nok de færreste, der er uenige i det, selv om nogle formentlig kan se den radikale borgmesters inisisteren på at pakke beskæftigelsesindsatsen overfor folk med indvandrerbaggrund ind i ord som ”inklusion og mangfoldighed ” som noget med kant til regeringens og Dansk Folkepartis politik på området.
Ny parkeringslov afslører konservativ splid
Flere parkeringspladser har længe været en mærkesag for de konservative i København. Og med den nye mere bilvenlige overborgmester er det blevet en sag, som prioriteres. Men især SF blokerer og vil kun være med til at skaffe parkeringspladser under jorden, hvilket er dyrt. Derfor havde politikerne på rådhuset håbet på, at provenuet fra stigende parkeringsafgifter kunne bruges til at anlægge flere parkeringsafgifter. Hidtil har det nemlig ikke været muligt, fordi et flertal på Christiansborg har villet forhindre kommunerne i at bruge parkeringsafgifter som en skatteskrue Dvs. hvis parkeringsindtægten steg ud over en hvis ramme, så modregnede staten kommunen i bloktilskuddet. Imidlertid har kommunen afventet at en ny lov ville have blødet op for den mulighed, sådan at man kunne komme i gang med parkeringsbyggeriet. Fx ved at det i et større omfang blev muligt at modregne anlægsinvesteringer for parkeringsindlæg i parkeringsindtægterne. Imidlertid viser lovudkastet, at parkeringsinvesteringer tværtimod bliver mindre attraktivt for kommunen i årene fremover. Faktisk skal kommunen af med 144 mill. kr. fra 2013, når lovforslagets regler er fuldt gennemført, fordi kommunen kun må beholde 70 pct. af indtægter på 2007-niveauet.
Dermed er især de konservative forhåbninger om flere parkeringsmuligheder truet, hvilket blotlægger en intern uenighed i den konservative gruppe på rådhuset, hvor især gruppeformanden Jakob Næsager har lagt sig i selen for flere parkeringspladser. Hans gruppefælle Rasmus Jarlov, som også tidligere har markeret sig som parkeringspladsforkæmper, sidder også i Folketinget, hvor han som kommunalordfører endda er sit partis ordfører på forslaget.
I Berlingske for nylig vurderede Jakob Næsager, at lovforslaget vil medføre, at der hvert år vil være 100 mio. kroner mindre som finansmulighed på parkeringsområdet:
”Det er en pengemaskine, og reelt en beskatning af kommunerne. Man malker os og fratager os muligheden for at reinvestere indtægterne i forbedring af parkeringsmuligheder i hovedstaden,” siger han. Det er i øvrigt en opfattelse, som hele Borgerrepræsentationen er enig i, måske lige på nær Rasmus Jarlov, som måske får lov at stemme loven igennem. Hvis, altså forslaget når at blive vedtaget inden sommerferien. Gør det ikke det, når det med al sandsynlighed ikke at blive genfremsat på denne side af et folketingsvalg.
På rådhuset ser man i øvrigt lovforslaget som en ren straffeaktion fra VKOs trafikpolitikere på Christiansborg overfor Københavns Kommune, der som den eneste kommune i landet bliver ramt af de nye regler, sådan som de er skruet sammen. De færreste forstår i øvrigt, hvorfor Rasmus Jarlov står bag forslaget eller begrundelsen for det, hvilket bidrager til den udbredte opfattelse af, at der faktisk er tale om en hævnaktion mod ”det røde København”.
Restriktioner for værtshuse på vej
I indre by har beboerne i årevis klaget over støjgener fra restaurationer med udendørsbevilling i sommerhalvåret. Men nu er der godt nyt til klagerne, der formentlig med den forventede ”restaurationsplan”, kan se nogle af deres krav imødekommet. Fra rådhuset forlyder det, at den nye plan, der forventes præsenteret inden sommer, vil udvise ”en større hensyntagen” udskænkningsstedernes naboer. Det er dog stadig uklart hvilke konkrete tiltag, der ligger i planen.
Det er kommunens bevillingsnævn, der har Venstres Pia Allerslev som formand, der har udarbejdet den ventede nye restaurationsplan.
Til dåb hos de kongelige
På rådhuset har man i øvrigt noteret sig, at både overborgmester Frank Jensen og kommunens adm. direktør Claus Juhl i øvrigt med ”påhæng” var inviteret til den såkaldte ”private” kongelige tvillingedåb. Selvom at begivenheden var TV-transmitteret til nationen var der nemlig ikke tale om egentlig national officiel begivenhed, hvilket fx kunne ses ved, at regeringen og Europas kongehuse ikke deltog. Måske er forklaringen, at Københavns Kommune stiller rådhuset til rådighed til receptioner og modtagelser under fejring af mærkedage i kongehuset som det fx skete på Dronningens 70 års dag. Derved sidestilles kommunens topfolk formentlig med de øvrige private mæcener - som fx Mærsk Mc-Kinney Møller, Jørgen Mads Clausen mv. - som har ry for på forskellig vis at stille sig til rådighed med deres særlige hjælp i form af privatfly, ferielejligheder mv., når de kongelige har behov for det. Vittige hoveder spekulerer i, at forklaringen på invitationen er, at Kongehuset har villet kvittere for, at busslusen på Holmen er blevet droppet, så de kongelige slipper for den store omvej i bil og nu kan komme hurtigere til Operaen.
tirsdag den 22. marts 2011
Rød regering skal hjælpe med bompenge-ordning
LA ønsker et København med landets laveste skat
Af Jarl Cordua
Bragt i Bryggebladet nr. 4 den 24. marts 2011
Meningsmålinger spår indtil videre ret entydigt, at en ny rød regering kommer til magten efter det folketingsvalg, der formentlig først kommer til efteråret. I København er overborgmester Frank Jensen derfor begyndt at formulere idéer og krav til sine partifæller på Christiansborg mht., hvordan en ny rød regering kan understøtte hans egne meget høje vækstambitioner for byen. Det er for nylig sket på flere uformelle møder på rådhuset med bl.a. Socialdemokraternes leder Helle Thorning-Schmidt og partiets politiske ordfører Henrik Sass Larsen.
I 90’erne satte den daværende SR-regering store milliard-beløb af til byfornyelse af de mest nedslidte dele af hovedstaden. Frank Jensen håber især på, at en ny regering vil bruge flere statslige midler end tidligere på at udbygge Københavns infrastruktur. Det er dog også blandt de krav, som overborgmesteren også i dag stiller til den nuværende regering, som bl.a. med den store udbygning af Metroen mv. ikke ligefrem har underprioritet hovedstadens infrastruktur. De økonomiske rammer er dog en barriere for enhver regering. Ikke mindst i en krisetid. Der er dog ét område, hvor der er en klar politisk uenighed mellem den nuværende borgerlige regerings holdninger og en kommende S-SF-regerings, der altså ikke bunder i hensynet til økonomi. En rød regering vil formentlig være ganske varme på idéen om en betalingsring eller ”bompenge” for biler, der kører ind og ud af København. Det vil understøtte en ny regerings miljøprofil og ikke belaste statskassen. Et stort flertal på rådhuset bestående af venstrefløjen, Socialdemokraterne og de radikale har længe stået bag sådan et forslag, men er blevet underkendt af det borgerlige flertal i Folketinget, som har været imod. Det kræver imidlertid en lovændring i Folketinget før, at København kan indføre en betalingsring.
En anden af Frank Jensens idéer til at skabe mere vækst i København går ud på at skaffe flere parkeringspladser. Forhandlingerne mellem partierne på rådhuset er indtil videre ”skudt til hjørne”, fordi kommunen afventer et afgørende lovforslag fra Transportministeriet, der netop regulerer kommunens muligheder for at anvende provenuet fra parkeringsafgifter på at skabe nye parkeringspladser. Regeringen har med de nuværende regler villet forhindre kommunerne i at udnytte parkeringsafgiften som en ”pengemaskine” til at fylde kommunekassen frem for at være en trængselsafgift, der alene skal mindske antallet af biler i byen. Derfor har regeringen låst indtægtsniveauet for parkeringsafgifterne. Alle kommunens indtægter fra parkering udover et vist niveau går derfor statskassen i, medmindre kommunerne bruger nogle af indtægterne på at etablere nye parkeringsindlæg. Et nyt lovforslag vil formentlig gøre det lidt mere attraktivt at bygge fx underjordiske parkeringsindlæg, som især er vigtigt for SFerne i København, fordi partiet er imod parkeringspladser på gadeplan. Lovforslaget regner man vil være på plads i løbet af nogle uger.
Øget tilfredshed med idrætsanlæg
Skal København tiltrække ”klog arbejdskraft”, så er tilstrækkelige og attraktive idrætsfaciliteter måske også et område, som Jensen burde se på. Og her er der er også opstået lyspunkter. Det er kendt, at hovedstadskommunen i forhold til resten af landet er underforsynet mht. idrætsanlæg herunder idræts- og svømmehaller i København. Og i mange år blev disse relativt få anlæg heller ikke vedligeholdt, hvorved de forfaldt til slum med uhumske omklædningsforhold i sportshallerne osv. Det ændrede politikerne dog afgørende på i 2006, hvor den daværende kultur- og fritidsborgmester Martin Geertsen (V) fik vedtaget en ”genopretningsplan”, hvor man siden over en femårig periode har brugt i alt 460 millioner kr. på at renovere idrætsanlæggene. Det kan man også se på den tilfredshedsundersøgelse, som kommunen har fået foretaget blandt brugerne af idrætsanlæggene. Det fremgår af den såkaldte ”Idrætsrapporten 2010”. Brugertilfredsheden er igennem årene steget støt i takt med renoveringen kom i gang. Tilfredsheden er i alt steget med 9,5%-point fra 83% i 2006 og til 92,5% i 2010, og det skulle være ny rekord. Nu mangler kommune blot at bruge 50 mill. kr. på renoveringer i 2011 for, at planen er født helt ud i livet. Den ansvarlige borgmester Pia Allerslev (V) glæder sig over, at kommunen har fået rettet op på tidligere tiders forsømmelser, som hun – ikke overraskende - mener, dengang var socialdemokraternes ansvar. Borgmesteren placerer også aben på Frank Jensens forgængere for, at københavnerne fortsat ikke har de samme muligheder for at udøve idræt, når man sammenligner med andre danske byer.
Dyre miljøbusser som ingen endnu kan levere
SFs teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjelgaard har et meget ambitiøst projekt om at gøre København fossilfri og CO2-neutral, men ind imellem kan virkeligheden ikke helt følge med hans planer. Kommunens børne og ungdomsforvaltning ”BUF” står overfor i de kommende år at udskifte deres i alt 60 minibusser, som bruges til at fragte børn på udflugter mv.. Ifølge kommunens klimaplan skal minibusserne imidlertid være el- eller brintbusser, fordi de er under 3.500 kg. Der er dog ét stort problem: El- eller brintminibusser findes p.t. ikke på markedet, men det håber kommunen vil ske i 2012. Det er dog heller ikke gratis at køre miljørigtigt. En el/brintminibus koster ifølge kommunens beregninger ca. 750.000 kr., hvilket er 50 % mere end en tilsvarende dieseldrevet minibus.
Ronald Reagans Vej
I forrige klumme efterlyste jeg synlig opposition til Frank Jensens styre. Der er dog enkelte BR-medlemmer fra oppositionen, som holder fanen høj og som ind imellem formår at komme i pressen med opsigtsvækkende forslag. En af dem er Liberal Alliances BR-medlem og tidligere var gruppeformand hos Venstre, Lars Berg Dueholm. Han har i anledningen af at den tidligere amerikanske præsident Ronald Reagan i februar fyldt 100 år foreslået at opkalde en gade efter ham:
”Ronald Reagan vandt den kolde krig uden at affyre et eneste skud. Det gør ham til en af det 20. århundredes største statsmænd, og det fortjener at blive æret af os københavnere, mener Dueholm, der også medlem af kommunens vejnavnenævn. Han peger på at en af vejene fx ude ved Amerikas kaj på Østerbro kunne blive opkaldt efter den afdøde præsident. Det er dog stærkt tvivlsomt om S-SF-flertallet kan tilslutte sig den idé. Det er dog før set, at de forskellige fløje er enes om at tilgodese deres forskellige politiske helte ved et stort fælles forlig om vejnavne.
København som lavskattekommune
Dueholm forsøger også, at markedsføre sit nye parti med et skatteoplæg, der i løbet af fem år skal gøre København til landets laveste skattekommune. Partiet har netop fremlagt en plan, hvor man vil sænke kommuneskatten med 1,1 pct. til 22,7 pct., hvilket ifølge LA kan give københavnerne den laveste skattepct. i landet. For at finansiere forslaget, der vil koste 869 mill. kr., så foreslår LA, at pengene udelukkende skal findes ved effektiviseringer i kommunen. Partiet finder støtte til deres synspunkter ved bl.a. at henvise til kommunens ”enhedsprisanalyse 2010”, som viser, at København årligt bruger 540 mill. kr. mere på drift af daginstitutioner end gennemsnittet i de øvrige af landets kommuner. Dertil kommer, at kommunen ifølge en ”administrationsanalyse 2009” bruger 410 millioner kr. mere årligt på administration end nødvendigt, hvis andelen af administrativt ansatte lå på det gennemsnitlige niveau i andre kommuner. LA i København forsøger tilsyneladende at bruge den samme opskrift lokalt, som de gør på landsplan. De borgerlige vælgere skal erobres ved at overtrumfe VK på skattepolitikken.
Af Jarl Cordua
Bragt i Bryggebladet nr. 4 den 24. marts 2011
Meningsmålinger spår indtil videre ret entydigt, at en ny rød regering kommer til magten efter det folketingsvalg, der formentlig først kommer til efteråret. I København er overborgmester Frank Jensen derfor begyndt at formulere idéer og krav til sine partifæller på Christiansborg mht., hvordan en ny rød regering kan understøtte hans egne meget høje vækstambitioner for byen. Det er for nylig sket på flere uformelle møder på rådhuset med bl.a. Socialdemokraternes leder Helle Thorning-Schmidt og partiets politiske ordfører Henrik Sass Larsen.
I 90’erne satte den daværende SR-regering store milliard-beløb af til byfornyelse af de mest nedslidte dele af hovedstaden. Frank Jensen håber især på, at en ny regering vil bruge flere statslige midler end tidligere på at udbygge Københavns infrastruktur. Det er dog også blandt de krav, som overborgmesteren også i dag stiller til den nuværende regering, som bl.a. med den store udbygning af Metroen mv. ikke ligefrem har underprioritet hovedstadens infrastruktur. De økonomiske rammer er dog en barriere for enhver regering. Ikke mindst i en krisetid. Der er dog ét område, hvor der er en klar politisk uenighed mellem den nuværende borgerlige regerings holdninger og en kommende S-SF-regerings, der altså ikke bunder i hensynet til økonomi. En rød regering vil formentlig være ganske varme på idéen om en betalingsring eller ”bompenge” for biler, der kører ind og ud af København. Det vil understøtte en ny regerings miljøprofil og ikke belaste statskassen. Et stort flertal på rådhuset bestående af venstrefløjen, Socialdemokraterne og de radikale har længe stået bag sådan et forslag, men er blevet underkendt af det borgerlige flertal i Folketinget, som har været imod. Det kræver imidlertid en lovændring i Folketinget før, at København kan indføre en betalingsring.
En anden af Frank Jensens idéer til at skabe mere vækst i København går ud på at skaffe flere parkeringspladser. Forhandlingerne mellem partierne på rådhuset er indtil videre ”skudt til hjørne”, fordi kommunen afventer et afgørende lovforslag fra Transportministeriet, der netop regulerer kommunens muligheder for at anvende provenuet fra parkeringsafgifter på at skabe nye parkeringspladser. Regeringen har med de nuværende regler villet forhindre kommunerne i at udnytte parkeringsafgiften som en ”pengemaskine” til at fylde kommunekassen frem for at være en trængselsafgift, der alene skal mindske antallet af biler i byen. Derfor har regeringen låst indtægtsniveauet for parkeringsafgifterne. Alle kommunens indtægter fra parkering udover et vist niveau går derfor statskassen i, medmindre kommunerne bruger nogle af indtægterne på at etablere nye parkeringsindlæg. Et nyt lovforslag vil formentlig gøre det lidt mere attraktivt at bygge fx underjordiske parkeringsindlæg, som især er vigtigt for SFerne i København, fordi partiet er imod parkeringspladser på gadeplan. Lovforslaget regner man vil være på plads i løbet af nogle uger.
Øget tilfredshed med idrætsanlæg
Skal København tiltrække ”klog arbejdskraft”, så er tilstrækkelige og attraktive idrætsfaciliteter måske også et område, som Jensen burde se på. Og her er der er også opstået lyspunkter. Det er kendt, at hovedstadskommunen i forhold til resten af landet er underforsynet mht. idrætsanlæg herunder idræts- og svømmehaller i København. Og i mange år blev disse relativt få anlæg heller ikke vedligeholdt, hvorved de forfaldt til slum med uhumske omklædningsforhold i sportshallerne osv. Det ændrede politikerne dog afgørende på i 2006, hvor den daværende kultur- og fritidsborgmester Martin Geertsen (V) fik vedtaget en ”genopretningsplan”, hvor man siden over en femårig periode har brugt i alt 460 millioner kr. på at renovere idrætsanlæggene. Det kan man også se på den tilfredshedsundersøgelse, som kommunen har fået foretaget blandt brugerne af idrætsanlæggene. Det fremgår af den såkaldte ”Idrætsrapporten 2010”. Brugertilfredsheden er igennem årene steget støt i takt med renoveringen kom i gang. Tilfredsheden er i alt steget med 9,5%-point fra 83% i 2006 og til 92,5% i 2010, og det skulle være ny rekord. Nu mangler kommune blot at bruge 50 mill. kr. på renoveringer i 2011 for, at planen er født helt ud i livet. Den ansvarlige borgmester Pia Allerslev (V) glæder sig over, at kommunen har fået rettet op på tidligere tiders forsømmelser, som hun – ikke overraskende - mener, dengang var socialdemokraternes ansvar. Borgmesteren placerer også aben på Frank Jensens forgængere for, at københavnerne fortsat ikke har de samme muligheder for at udøve idræt, når man sammenligner med andre danske byer.
Dyre miljøbusser som ingen endnu kan levere
SFs teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjelgaard har et meget ambitiøst projekt om at gøre København fossilfri og CO2-neutral, men ind imellem kan virkeligheden ikke helt følge med hans planer. Kommunens børne og ungdomsforvaltning ”BUF” står overfor i de kommende år at udskifte deres i alt 60 minibusser, som bruges til at fragte børn på udflugter mv.. Ifølge kommunens klimaplan skal minibusserne imidlertid være el- eller brintbusser, fordi de er under 3.500 kg. Der er dog ét stort problem: El- eller brintminibusser findes p.t. ikke på markedet, men det håber kommunen vil ske i 2012. Det er dog heller ikke gratis at køre miljørigtigt. En el/brintminibus koster ifølge kommunens beregninger ca. 750.000 kr., hvilket er 50 % mere end en tilsvarende dieseldrevet minibus.
Ronald Reagans Vej
I forrige klumme efterlyste jeg synlig opposition til Frank Jensens styre. Der er dog enkelte BR-medlemmer fra oppositionen, som holder fanen høj og som ind imellem formår at komme i pressen med opsigtsvækkende forslag. En af dem er Liberal Alliances BR-medlem og tidligere var gruppeformand hos Venstre, Lars Berg Dueholm. Han har i anledningen af at den tidligere amerikanske præsident Ronald Reagan i februar fyldt 100 år foreslået at opkalde en gade efter ham:
”Ronald Reagan vandt den kolde krig uden at affyre et eneste skud. Det gør ham til en af det 20. århundredes største statsmænd, og det fortjener at blive æret af os københavnere, mener Dueholm, der også medlem af kommunens vejnavnenævn. Han peger på at en af vejene fx ude ved Amerikas kaj på Østerbro kunne blive opkaldt efter den afdøde præsident. Det er dog stærkt tvivlsomt om S-SF-flertallet kan tilslutte sig den idé. Det er dog før set, at de forskellige fløje er enes om at tilgodese deres forskellige politiske helte ved et stort fælles forlig om vejnavne.
København som lavskattekommune
Dueholm forsøger også, at markedsføre sit nye parti med et skatteoplæg, der i løbet af fem år skal gøre København til landets laveste skattekommune. Partiet har netop fremlagt en plan, hvor man vil sænke kommuneskatten med 1,1 pct. til 22,7 pct., hvilket ifølge LA kan give københavnerne den laveste skattepct. i landet. For at finansiere forslaget, der vil koste 869 mill. kr., så foreslår LA, at pengene udelukkende skal findes ved effektiviseringer i kommunen. Partiet finder støtte til deres synspunkter ved bl.a. at henvise til kommunens ”enhedsprisanalyse 2010”, som viser, at København årligt bruger 540 mill. kr. mere på drift af daginstitutioner end gennemsnittet i de øvrige af landets kommuner. Dertil kommer, at kommunen ifølge en ”administrationsanalyse 2009” bruger 410 millioner kr. mere årligt på administration end nødvendigt, hvis andelen af administrativt ansatte lå på det gennemsnitlige niveau i andre kommuner. LA i København forsøger tilsyneladende at bruge den samme opskrift lokalt, som de gør på landsplan. De borgerlige vælgere skal erobres ved at overtrumfe VK på skattepolitikken.
søndag den 13. marts 2011
Endnu et Frank-projekt
Overborgmesteren vil have mere vækst til byen. Men hvordan?
Af Jarl Cordua
Bragt i Bryggebladet nr. 3 den 10. marts 2011
I sidste uge kunne man i både Børsen og Berlingskes business-sektion se dobbeltopslag, hvor overborgmester Frank Jensen præsenterede sin nye vækstplan for København. Vækstplan er nok så meget sagt. Der er reelt tale om oplistning af en række målsætninger – i stil med Lars Løkke Rasmussens ”drømmetale” - hvor byen frem mod 2020 får en økonomisk vækst på 5 pct.
Ingen kan være uenig i, at økonomisk vækst er vigtig for byen, og der er naturligvis point til Jensen for at sætte emnet på dagsordenen og få kridtet banen op for, hvad det er, København skal nå.
Men kigger man på de konkrete forslag, som ligger på bordet, så er der ikke ligefrem tale om banebrydende idéer, som ingen har hørt om før. Og dertil kommer, at Jensen skubber en del af ansvaret for at skabe vækst i byen over på regeringen. Det er nemlig staten, der er udset til at investere endnu mere i byens infrastruktur, end den i forvejen gør. Det er jo ikke, fordi København ligefrem er glemt af staten. For øjeblikket henligger det halve af byen i byggerod på grund af metroen, og der er flere anlægsinitiativer på vej. Det skal selvfølgelig ikke forhindre københavnske politikere at forsøge at skrabe endnu flere statslige investeringer til byen. Men forfordelt, det har man altså ikke været i mange år.
Erhvervsuvenlig som i Østberlin
Københavns indlysende problem, er, at kommunen af dets eget lokale erhvervsliv opleves som decideret erhvervsuvenligt nærmest på linje med Østberlin før Murens fald. Kommunen kan således ”bryste sig” af en lidet imponerende 83. plads ud af 90 kommuner på en rangliste, som erhvervsorganisationen DI har fået lavet på baggrund af karaktergivning fra kommunernes lokale erhvervsliv i disciplinen ”erhvervsklima”. Det image kan en overborgmester med store ambitioner både på byens og egne vegne naturligvis ikke leve med.
Et mestertræk
Derfor er der tale om lidt af et mestertræk af Frank Jensen, at kommunen nu hyrer dagbladet Børsens tidligere mangeårige chefredaktør Leif Beck Fallesen og sætter ham i spidsen for en gruppe erhvervsfolk med det prætentiøse navn: 'Copenhagen Business Task Force'. Der er dog ikke, som navnet ellers antyder, tale om en flok bevæbnede ninja-turtles, der uanmeldt sparker døren ind til kommunens bureaukrater og har frie hænder til at rydde op i papirnusseriet og smide skrankepaverne på porten. Gruppen skal såmænd kun i første omgang præstere et analysearbejde af de såkaldte ”væksthæmmere”, der måtte være i kommunens bureaukrati mv., og allerede i august skal gruppen være klar med et analysearbejde.
Fallesen troværdig og kan tale sort
I denne uge præsenterer man så yderligere et par erhvervsnavne, som ikke er kendt i den brede offentlighed, om end der dog er tale om veltjente og respekterede folk. Ingen af dem kommer dog op på siden af Leif Back Fallesen, som flere har hørt om. Fallesen var kendt for at være en benhård og usentimental administrator på Børsen, som er en af de få aviser, der har haft fremgang i et avismarked, der er ved at afgå ved døden. Han kan heller ikke mistænkes for at nære socialdemokratiske sympatier. Tværtimod har Fallesen og hans avis i årevis tordnet mod de høje skatter, den offentlige sektor og bureaukratiet. Derfor lægger hans ansættelse – også som erhvervspolitisk rådgiver for overborgmesteren - til i vurderingen af, hvor troværdigt Jensens projekt er. Desuden er Leif Beck Fallesen en mester i den nyttige kunst at tale sort, når det behøves. Det kan være, at de talenter kommer i anvendelse, hvis ikke medlemmerne af Task Forcen kan blive enige om nogle effektive instrumenter, der kan føre Jensens ambitioner ud i livet.
Flere parkeringspladser første konkrete initiativ
Ved at sætte fokus på den manglende vækst i København bidrager Frank Jensen også til den vækstpolitiske debat, der i øjeblikket foregår på landsplan, hvor han på sin vis er med til at udstille regeringens aktuelle problemer på feltet. Men ved selv at sætte fokus på, hvad kommunen gør, bidrager Jensen først og fremmest konstruktivt til, hvad kommunerne kan gøre lokalt.
Hvad forestiller kommunen så, at den selv skal bidrage med? Ja, her er det indtil videre meget lidt konkret. I det såkaldte ”kommissorium”, der beskriver Task Forcens opgave, fremgår det, at kommunen bl.a. ”vil højne kvaliteten af kommunes ydelser til erhvervslivet.” Hvordan det konkret vil ske, vides endnu ikke. Noget tyder dog på, at København især vil være noget for de større virksomheder og de særlige ”klynger” dvs. erhvervsgrene, hvor byen har flere stærke virksomheder. Dernæst tales der om at ”sikre en byudvikling, der gør byen attraktiv og sikre plads til erhvervslivet og deres medarbejdere.”. Omsat til et konkret initiativ kunne formuleringen fx dække over, at byen får flere parkeringspladser. Netop det spørgsmål ligger lige nu øverst på rådhuspolitikernes dagsorden, og et forhandlingsmøde den 18. marts vil formentlig vil måske resultere i, at byen får flere parkeringspladser.
København sakker bagud
Kommunens vækstambitioner er dog på ingen måde taget ud af den blå luft. Man har selv analyseret sig frem til, at København sakker langt bagud mht. at skabe nye arbejdspladser, hvis man fx sammenligner med en storby som Stockholm. Kommunen regner med at byen ville være 110 mia. kr. rigere, hvis vi i tidligere år havde haft den samme vækst som broderlandets hovedstad. Et beløb, der kan finansiere efterlønsordningen tre gange. Nu vil Jensen skabe 20.000 nye private arbejdspladser frem mod 2020. Skabes der vækst i hovedstaden, skabes der også arbejdspladser i provinsen. En tommelfingerregel siger, at hver gang, der skabes fem arbejdspladser i hovedstadsregionen, så bliver der skabt en arbejdsplads et andet sted i Danmark. Det er dermed yderligere et argument for, at Christiansborg-politikerne prioriterer trafikinvesteringer i København.
Mytisk produktivitetsgevinst
Frank Jensen har dog driblet uden om de ting, som han ikke kan – eller vil - gøre noget ved, dvs. det generelt høje skattetryk, som følger af den store og evigt voksende offentlige sektor. Desuden bliver det spændende at se, hvordan man vil skabe de nødvendige rammer for at kunne nå en 4 pct. årlig stigning i produktiviteten frem mod 2020. Målsætningen gælder formentlig hele Københavns økonomi. Hvis det mål fx skal kunne nås inden for det offentlige, så er det særdeles ambitiøst – for ikke at sige helt umuligt – uden at der vil ske massefyringer i det offentlige. Man ser sjældent produktivitetsstigninger på det niveau i det offentlige. Ikke engang i det private. Produktivitetsstigningen i det private i de sidste 15 år ligget på omkring 1 pct. om året. Så er der langt op til 4 pct. Det er dermed en uhyre ambitiøs målsætning, som nærmest er dømt til at mislykkes uden en ekstrem løntilbageholdenhed, gentagne runder med massefyringer og arbejdsomlægninger, der kan skabe effektivitetsgevinster.
Men held og lykke med opgaven - det skal han have!
Styr på BUF
Et muligt lyspunkt for Frank Jensen og Co. er, at der tilsyneladende er kommet styr på kommunens smertensbarn, børne- og ungdomsforvaltningen, der i årevis har været plaget en enestående elendig økonomistyring og tilfældige demografimodeller, hvor kommunen pludselig har skullet finde penge til vuggestuepladser mv. til byens mange nyfødte børn. Dertil kom en ikke alt for effektiv administration med SFs daværende borgmester Bo Asmus Kjeldgaard i spidsen. Resultatet blev, at forvaltningen hang på en større gæld til resten af kommunen.
Men nu lysner det, påstår man i forvaltningen. I forbindelse med budgetforhandlingerne for 2011 manglede man 350 millioner kroner på budgettet blandt andet på grund af gammel gæld og et merforbrug på 87 millioner kroner i 2009. Men sidste år 2010 har der til gengæld været et mindre forbrug på omkring 63 millioner kroner på driften. Og BUFs budget for de kommende år viser også sorte tal. Dermed håber man, at der nu endelig er kommet styr på økonomien
I BUFs regnskab for 2010 er der især to hovedforklaringer på mindreforbruget, nemlig at flere forældre har valgt privatskole til deres børn, og at man ikke har brugt penge, der ellers var bevilget, bl.a. fordi der ikke har været ansøgere til et konkret projekt. I de kommende år håber borgmester Anne Vang (S), at forvaltningen får glæde af de effektiviseringsinitiativer, der er blevet iværksat. Yderligere har man også gjort noget for en mere effektiv økonomistyring bl.a. ved at henstille til institutionerne ikke at bruge løs af midler mod til gengæld at få et løfte om ikke som tidligere at blive underlagt årlige grønthøsterbesparelser. Og så har BUF også sikret sig, at det er kommunens store pengekasse, der ligger under Økonomiforvaltningen, der i fremtiden bærer den økonomiske risiko, hvis der pludselig bliver født flere børn, end prognoserne har spået. I oppositionen nærer man dog stadig en stor skepsis til BUFs økonomi og budgetlægning.
Oppositionen usynlig
Her på falderebet vil jeg gerne bringe en efterlysning. Hvor er oppositionen i København blevet af? Er man afgået ved døden eller blot sovset ind i kommunens bureaukratiske beslutninger? Det er ikke megen modstand, Frank Jensen får fra hverken venstre eller højrefløj. Spørgsmålet er, hvor sundt det er for demokratiet, at byens overborgmester efterhånden får så lidt synlig modstand. Det er vel det, man har en opposition har til?
Af Jarl Cordua
Bragt i Bryggebladet nr. 3 den 10. marts 2011
I sidste uge kunne man i både Børsen og Berlingskes business-sektion se dobbeltopslag, hvor overborgmester Frank Jensen præsenterede sin nye vækstplan for København. Vækstplan er nok så meget sagt. Der er reelt tale om oplistning af en række målsætninger – i stil med Lars Løkke Rasmussens ”drømmetale” - hvor byen frem mod 2020 får en økonomisk vækst på 5 pct.
Ingen kan være uenig i, at økonomisk vækst er vigtig for byen, og der er naturligvis point til Jensen for at sætte emnet på dagsordenen og få kridtet banen op for, hvad det er, København skal nå.
Men kigger man på de konkrete forslag, som ligger på bordet, så er der ikke ligefrem tale om banebrydende idéer, som ingen har hørt om før. Og dertil kommer, at Jensen skubber en del af ansvaret for at skabe vækst i byen over på regeringen. Det er nemlig staten, der er udset til at investere endnu mere i byens infrastruktur, end den i forvejen gør. Det er jo ikke, fordi København ligefrem er glemt af staten. For øjeblikket henligger det halve af byen i byggerod på grund af metroen, og der er flere anlægsinitiativer på vej. Det skal selvfølgelig ikke forhindre københavnske politikere at forsøge at skrabe endnu flere statslige investeringer til byen. Men forfordelt, det har man altså ikke været i mange år.
Erhvervsuvenlig som i Østberlin
Københavns indlysende problem, er, at kommunen af dets eget lokale erhvervsliv opleves som decideret erhvervsuvenligt nærmest på linje med Østberlin før Murens fald. Kommunen kan således ”bryste sig” af en lidet imponerende 83. plads ud af 90 kommuner på en rangliste, som erhvervsorganisationen DI har fået lavet på baggrund af karaktergivning fra kommunernes lokale erhvervsliv i disciplinen ”erhvervsklima”. Det image kan en overborgmester med store ambitioner både på byens og egne vegne naturligvis ikke leve med.
Et mestertræk
Derfor er der tale om lidt af et mestertræk af Frank Jensen, at kommunen nu hyrer dagbladet Børsens tidligere mangeårige chefredaktør Leif Beck Fallesen og sætter ham i spidsen for en gruppe erhvervsfolk med det prætentiøse navn: 'Copenhagen Business Task Force'. Der er dog ikke, som navnet ellers antyder, tale om en flok bevæbnede ninja-turtles, der uanmeldt sparker døren ind til kommunens bureaukrater og har frie hænder til at rydde op i papirnusseriet og smide skrankepaverne på porten. Gruppen skal såmænd kun i første omgang præstere et analysearbejde af de såkaldte ”væksthæmmere”, der måtte være i kommunens bureaukrati mv., og allerede i august skal gruppen være klar med et analysearbejde.
Fallesen troværdig og kan tale sort
I denne uge præsenterer man så yderligere et par erhvervsnavne, som ikke er kendt i den brede offentlighed, om end der dog er tale om veltjente og respekterede folk. Ingen af dem kommer dog op på siden af Leif Back Fallesen, som flere har hørt om. Fallesen var kendt for at være en benhård og usentimental administrator på Børsen, som er en af de få aviser, der har haft fremgang i et avismarked, der er ved at afgå ved døden. Han kan heller ikke mistænkes for at nære socialdemokratiske sympatier. Tværtimod har Fallesen og hans avis i årevis tordnet mod de høje skatter, den offentlige sektor og bureaukratiet. Derfor lægger hans ansættelse – også som erhvervspolitisk rådgiver for overborgmesteren - til i vurderingen af, hvor troværdigt Jensens projekt er. Desuden er Leif Beck Fallesen en mester i den nyttige kunst at tale sort, når det behøves. Det kan være, at de talenter kommer i anvendelse, hvis ikke medlemmerne af Task Forcen kan blive enige om nogle effektive instrumenter, der kan føre Jensens ambitioner ud i livet.
Flere parkeringspladser første konkrete initiativ
Ved at sætte fokus på den manglende vækst i København bidrager Frank Jensen også til den vækstpolitiske debat, der i øjeblikket foregår på landsplan, hvor han på sin vis er med til at udstille regeringens aktuelle problemer på feltet. Men ved selv at sætte fokus på, hvad kommunen gør, bidrager Jensen først og fremmest konstruktivt til, hvad kommunerne kan gøre lokalt.
Hvad forestiller kommunen så, at den selv skal bidrage med? Ja, her er det indtil videre meget lidt konkret. I det såkaldte ”kommissorium”, der beskriver Task Forcens opgave, fremgår det, at kommunen bl.a. ”vil højne kvaliteten af kommunes ydelser til erhvervslivet.” Hvordan det konkret vil ske, vides endnu ikke. Noget tyder dog på, at København især vil være noget for de større virksomheder og de særlige ”klynger” dvs. erhvervsgrene, hvor byen har flere stærke virksomheder. Dernæst tales der om at ”sikre en byudvikling, der gør byen attraktiv og sikre plads til erhvervslivet og deres medarbejdere.”. Omsat til et konkret initiativ kunne formuleringen fx dække over, at byen får flere parkeringspladser. Netop det spørgsmål ligger lige nu øverst på rådhuspolitikernes dagsorden, og et forhandlingsmøde den 18. marts vil formentlig vil måske resultere i, at byen får flere parkeringspladser.
København sakker bagud
Kommunens vækstambitioner er dog på ingen måde taget ud af den blå luft. Man har selv analyseret sig frem til, at København sakker langt bagud mht. at skabe nye arbejdspladser, hvis man fx sammenligner med en storby som Stockholm. Kommunen regner med at byen ville være 110 mia. kr. rigere, hvis vi i tidligere år havde haft den samme vækst som broderlandets hovedstad. Et beløb, der kan finansiere efterlønsordningen tre gange. Nu vil Jensen skabe 20.000 nye private arbejdspladser frem mod 2020. Skabes der vækst i hovedstaden, skabes der også arbejdspladser i provinsen. En tommelfingerregel siger, at hver gang, der skabes fem arbejdspladser i hovedstadsregionen, så bliver der skabt en arbejdsplads et andet sted i Danmark. Det er dermed yderligere et argument for, at Christiansborg-politikerne prioriterer trafikinvesteringer i København.
Mytisk produktivitetsgevinst
Frank Jensen har dog driblet uden om de ting, som han ikke kan – eller vil - gøre noget ved, dvs. det generelt høje skattetryk, som følger af den store og evigt voksende offentlige sektor. Desuden bliver det spændende at se, hvordan man vil skabe de nødvendige rammer for at kunne nå en 4 pct. årlig stigning i produktiviteten frem mod 2020. Målsætningen gælder formentlig hele Københavns økonomi. Hvis det mål fx skal kunne nås inden for det offentlige, så er det særdeles ambitiøst – for ikke at sige helt umuligt – uden at der vil ske massefyringer i det offentlige. Man ser sjældent produktivitetsstigninger på det niveau i det offentlige. Ikke engang i det private. Produktivitetsstigningen i det private i de sidste 15 år ligget på omkring 1 pct. om året. Så er der langt op til 4 pct. Det er dermed en uhyre ambitiøs målsætning, som nærmest er dømt til at mislykkes uden en ekstrem løntilbageholdenhed, gentagne runder med massefyringer og arbejdsomlægninger, der kan skabe effektivitetsgevinster.
Men held og lykke med opgaven - det skal han have!
Styr på BUF
Et muligt lyspunkt for Frank Jensen og Co. er, at der tilsyneladende er kommet styr på kommunens smertensbarn, børne- og ungdomsforvaltningen, der i årevis har været plaget en enestående elendig økonomistyring og tilfældige demografimodeller, hvor kommunen pludselig har skullet finde penge til vuggestuepladser mv. til byens mange nyfødte børn. Dertil kom en ikke alt for effektiv administration med SFs daværende borgmester Bo Asmus Kjeldgaard i spidsen. Resultatet blev, at forvaltningen hang på en større gæld til resten af kommunen.
Men nu lysner det, påstår man i forvaltningen. I forbindelse med budgetforhandlingerne for 2011 manglede man 350 millioner kroner på budgettet blandt andet på grund af gammel gæld og et merforbrug på 87 millioner kroner i 2009. Men sidste år 2010 har der til gengæld været et mindre forbrug på omkring 63 millioner kroner på driften. Og BUFs budget for de kommende år viser også sorte tal. Dermed håber man, at der nu endelig er kommet styr på økonomien
I BUFs regnskab for 2010 er der især to hovedforklaringer på mindreforbruget, nemlig at flere forældre har valgt privatskole til deres børn, og at man ikke har brugt penge, der ellers var bevilget, bl.a. fordi der ikke har været ansøgere til et konkret projekt. I de kommende år håber borgmester Anne Vang (S), at forvaltningen får glæde af de effektiviseringsinitiativer, der er blevet iværksat. Yderligere har man også gjort noget for en mere effektiv økonomistyring bl.a. ved at henstille til institutionerne ikke at bruge løs af midler mod til gengæld at få et løfte om ikke som tidligere at blive underlagt årlige grønthøsterbesparelser. Og så har BUF også sikret sig, at det er kommunens store pengekasse, der ligger under Økonomiforvaltningen, der i fremtiden bærer den økonomiske risiko, hvis der pludselig bliver født flere børn, end prognoserne har spået. I oppositionen nærer man dog stadig en stor skepsis til BUFs økonomi og budgetlægning.
Oppositionen usynlig
Her på falderebet vil jeg gerne bringe en efterlysning. Hvor er oppositionen i København blevet af? Er man afgået ved døden eller blot sovset ind i kommunens bureaukratiske beslutninger? Det er ikke megen modstand, Frank Jensen får fra hverken venstre eller højrefløj. Spørgsmålet er, hvor sundt det er for demokratiet, at byens overborgmester efterhånden får så lidt synlig modstand. Det er vel det, man har en opposition har til?
onsdag den 9. februar 2011
Biler i byen udfordrer S-SF-samarbejdet
Med en ny bilglad overborgmester står Socialdemokraternes bilfløj styrket
Af Jarl Cordua
Bragt i Bryggebladet nr. 2 den 10. februar 2011
I mange år har Københavns Kommunes politik været at fjerne parkeringspladser i byen og udvide betalingsordninger for at få pendlertrafikken væk fra byen og få lukket trafikken på gader som fx Nørrebrogade. Nu går udviklingen tilsyneladende i modsat retning. For tiden er overborgmester Frank Jensen optaget af forhandlinger med partierne for at få skabt bedre og flere parkeringsmuligheder for beboere og handlende især i de områder – bl.a. Østerbro – hvor bilister risikerer at køre rundt længe i ofte forgæves jagt på en ledig parkeringsplads. Indtil videre har forhandlingerne afklaret problemerne, og evt. løsningsmuligheder er blevet præsenteret. De borgerlige partier er som sædvanlig for flere parkeringsmuligheder, mens venstrefløjen – både SF og Enhedslisten er principielt imod. Især SF er dog åben over for at finde løsninger på problemet, men der er enighed om at sørge for at holde pendlertrafikken ude af byen. Løsningen kan være at bygge flere parkeringshuse under jorden, og navnlig SF er meget optaget at få bilerne væk fra byens pladser. Hos de borgerlige vejrer man morgenluft, idet man opfatter socialdemokraternes stemningsskift, som at ”bilfløjen” i partiet har fået overtaget efter, at Frank Jensen er blevet overborgmester. Jensen er ellers en ivrig cyklist, men har dog – privat – netop erhvervet sig en Alfa Romeo, hvilket mildest talt signalerer en klar interesse for biler. På venstrefløjen mener man, at Jensen forregner sig. Deres analyse er, at københavnerne generelt ligger til venstre for S, når det gælder spørgsmålet om flere parkeringspladser i byen. Omvendt kan Jensen iagttage at borgerlige politikere som Karin Storgaard DF og Jacob Næsager K bruger parkeringssagen til intens profilering bl.a. med en sværm af læserbreve i de lokale medier. Overborgmesteren er også optaget af især erhvervslivets ønske om flere parkeringspladser for at kunne skabe økonomisk vækst i byen og derved arbejdspladser. Og han skal hele tiden høre om fx håndværkere, der ikke kan parkere, når de skal udføre reparationer, eller virksomheder, hvis kunder eller medarbejdere må cirkle forgæves efter en parkeringsplads. Forhandlingerne har indtil videre bestået af ”temamøder”, hvor problemet er blevet belyst, og forskellige løsningsmuligheder overvejet, men fra uge 9 går forhandlingerne ind i en fase, hvor partierne skal nå til enighed. Det store spørgsmål er, hvor langt Frank Jensen formår at trække SF og dets leder Bo Asmus Kjeldgaard. Sidstnævnte har nemlig sin egen grønne vision for byen, hvor bilismen skal begrænses mest muligt, så alle vil naturligvis iagttage, hvem af de to, der må give sig mest. Her vil det især blive interessant at se, hvordan Enhedslisten stiller sig. Holder de sig ude af et forlig, så taler meget for, at Kjeldgaard har måttet give sig mest og vice versa. Under alle omstændigheder, så tyder alt på, at bilisterne i byen får lidt bedre vilkår mht. at finde parkeringspladser, end de har i dag.
Spøgelsestankstationerne
Blandt de borgerlige på rådhuset er den store vittighed, at teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaards trang til at gøre byen grønnere end klokkefrøer er blevet ført ud i det absurde. I forbindelse med budgettet i efteråret har SF fået 10 millioner kr. til bl.a. at oprette to brinttankstationer i byen. Der er i alt kun seks brintbiler i København, så skatteborgerne har nu sørget for, at tre biler kan dele en tankstation. Derfor overvejer kommunen nu at købe nogle flere, så tankstationerne ikke helt gror til i spindelvæv. Én enkelt brintbil koster 1,6 mill. kr. stykket.
Stort set alle andre partier end lige SF finder brinttankstationerne pinlige. ”Det taler vi helst ikke om”, som en spindoktor formulerede det.
Kjeldgaard er til gengæld begejstret, hvilket fremgår af hans udtalelser til Ritzau forleden:
- Man skal forstå, at det ikke handler om at købe en bil. Det er en del af en erhvervsstrategi, hvor vi vil satse på fremtidens miljørigtige teknologier.
- Hvis vi skal blive CO2-neutrale i 2025, skal vi være villige til at satse på ny teknologi. Vi kan forhåbentlig blive et forsøgslaboratorium for brintbiler, når vi kommer længere frem.Ifølge LAs Lars Dueholm så koster det nye indkøb af brintbiler 8,1 mill. kr.
- Det er rigtig, rigtig mange skattepenge, der bliver hældt i et projekt, som ikke batter en hujende fis. Jeg ser det dybest set som et prestigeprojekt for borgmesteren, så han kan være en stor mand og sige, han er med på brintbølgen, sagde Lars Dueholm til Ritzau.
”Ræverøde” Dueholm
Forleden under et møde i Borgerrepræsentationen kunne medlemmerne i øvrigt observerere en usædvanlig fåmælt Lars Dueholm give LAs støtte til en i de borgerliges øjne ”ræverød integrationspolitik” til 400 mill. kr., hvor et stort kommunalt serviceapparat stilles til rådighed for borgerne med modersmålsundervisning etc. Ifølge VKO er den vedtagne integrationspolitik således kemisk renset for elementer, der stiller krav til den enkeltes eget ansvar. Normalt en kritik den stålsatte liberale Lars Dueholm er bannerfører for, bl.a. ved i læserbreve at åle de andre borgerlige for at bruge borgernes penge på ligegyldige og unødvendige ting samt tant og fjas. Men ikke denne aften, hvor Dueholm nærmest demonstrativt nægtede at uddybe LAs støtte til integrationspolitikken. Den almindelige analyse er, at Dueholm har måttet indgå et kompromis med det andet medlem Heidi Wang, der er af kinesisk baggrund, og som varmt støtter initiativerne. Med andre ord: LA er et parti, der både på landsplan og lokalt rummer to politiske – og indimellem modsatrettede - strømninger: økonomiske hardlinere som Dueholm og så dem, der ønsker en mere blød tilgang til integrationspolitikken som Wang. Denne aften var det så Dueholm, der måtte bøje sig for Wang. Ingen tror på, at han deler hendes synspunkter, så måske ligger her en kim til en konflikt. Vi får se.
Farvergade-retssag kan vare 1½ år
I ”Farvergade-sagen”, hvor kommunen ligger i en tvist med Arbejdsmarkedsstyrelsen om fortolkning af reglerne for ydede aktiveringstilbud for arbejdsledige, har kommunen besluttet at rejse sagen ved domstolene. Det sker med henblik på ad denne vej at få den refusion fra staten, som kommunen mener, den har krav på. Der tales om et beløb på op mod 300 mill. kr.
Det sker naturligvis, fordi kommunens politikere efter konsultation af bl.a. uafhængige advokater vurderer, at den har gode chancer for at vinde en retssag. Lige nu går vurderingerne på, at en retssag kan vare mellem halvt til halvandet år.
Politisk aftale om Amagerskolerne
Skarpe og hårde protester og intenst lobbyarbejde fra især forældre har fået kommunen til at gå væk fra et oprindeligt forslag om at samle fire folkeskoler på Amager i en ”megaskole” med 2200 elever. I stedet har kommunen – efter en høringsfase - valgt en ”tre plus én model”, hvor man lader de tre skoler - Dyvekeskolen, Gerbrandskolen og Sundbyøster Skole - køre videre frem til 7. klasse, hvorefter de tre øverste klassetrin bliver samlet på Højdevangsskolen, der med tiden bliver en stor udskolingsskole
Kommunens udfordring er, at den skal skaffe plads til et stigende elevtal på Amager, og i forbindelse med budgettets vedtagelse i efteråret besluttede budgetforliget partier ABF og K en skolesammenlægning uden dog helt at lægge sig fast på udmøntning af beslutningen. Ved at samle skolerne ville kommunen bl.a. undgå skoleklasser, hvor der kun gik 15-16-elever. Kommunen håber på at løse kapacitetsproblemerne ved at gennemføre skolesammenlægningerne, herunder at oprette yderligere to spor for 80 mill. kr. Prisen for at løse skolernes kapacitetsudfordring ville ifølge kommunen ellers have været på 178 mill. kr, hvorved kommunens seneste løsning i runde tal er knap 100 mill kr. billigere.
Kritikken har dog været intens fra forældre, elever og lærere, og stort set alle BR-medlemmer valgt på Amager er blevet rendt på dørene.
Nu har sagen dog fundet en ikke helt uventet politisk løsning, selvom at kritikerne hverken anerkender kommunens beregninger eller tilsyneladende er blevet formildet af, at man har valgt en løsning, hvor de fire skoler bevares.
Spørgsmålet er nu om de borgerlige partier DF, Venstre, LA og Enhedslisten, der ikke er en del af den politiske aftale, ønsker eller formår at holde sagen i live frem til kommunevalget.
Af Jarl Cordua
Bragt i Bryggebladet nr. 2 den 10. februar 2011
I mange år har Københavns Kommunes politik været at fjerne parkeringspladser i byen og udvide betalingsordninger for at få pendlertrafikken væk fra byen og få lukket trafikken på gader som fx Nørrebrogade. Nu går udviklingen tilsyneladende i modsat retning. For tiden er overborgmester Frank Jensen optaget af forhandlinger med partierne for at få skabt bedre og flere parkeringsmuligheder for beboere og handlende især i de områder – bl.a. Østerbro – hvor bilister risikerer at køre rundt længe i ofte forgæves jagt på en ledig parkeringsplads. Indtil videre har forhandlingerne afklaret problemerne, og evt. løsningsmuligheder er blevet præsenteret. De borgerlige partier er som sædvanlig for flere parkeringsmuligheder, mens venstrefløjen – både SF og Enhedslisten er principielt imod. Især SF er dog åben over for at finde løsninger på problemet, men der er enighed om at sørge for at holde pendlertrafikken ude af byen. Løsningen kan være at bygge flere parkeringshuse under jorden, og navnlig SF er meget optaget at få bilerne væk fra byens pladser. Hos de borgerlige vejrer man morgenluft, idet man opfatter socialdemokraternes stemningsskift, som at ”bilfløjen” i partiet har fået overtaget efter, at Frank Jensen er blevet overborgmester. Jensen er ellers en ivrig cyklist, men har dog – privat – netop erhvervet sig en Alfa Romeo, hvilket mildest talt signalerer en klar interesse for biler. På venstrefløjen mener man, at Jensen forregner sig. Deres analyse er, at københavnerne generelt ligger til venstre for S, når det gælder spørgsmålet om flere parkeringspladser i byen. Omvendt kan Jensen iagttage at borgerlige politikere som Karin Storgaard DF og Jacob Næsager K bruger parkeringssagen til intens profilering bl.a. med en sværm af læserbreve i de lokale medier. Overborgmesteren er også optaget af især erhvervslivets ønske om flere parkeringspladser for at kunne skabe økonomisk vækst i byen og derved arbejdspladser. Og han skal hele tiden høre om fx håndværkere, der ikke kan parkere, når de skal udføre reparationer, eller virksomheder, hvis kunder eller medarbejdere må cirkle forgæves efter en parkeringsplads. Forhandlingerne har indtil videre bestået af ”temamøder”, hvor problemet er blevet belyst, og forskellige løsningsmuligheder overvejet, men fra uge 9 går forhandlingerne ind i en fase, hvor partierne skal nå til enighed. Det store spørgsmål er, hvor langt Frank Jensen formår at trække SF og dets leder Bo Asmus Kjeldgaard. Sidstnævnte har nemlig sin egen grønne vision for byen, hvor bilismen skal begrænses mest muligt, så alle vil naturligvis iagttage, hvem af de to, der må give sig mest. Her vil det især blive interessant at se, hvordan Enhedslisten stiller sig. Holder de sig ude af et forlig, så taler meget for, at Kjeldgaard har måttet give sig mest og vice versa. Under alle omstændigheder, så tyder alt på, at bilisterne i byen får lidt bedre vilkår mht. at finde parkeringspladser, end de har i dag.
Spøgelsestankstationerne
Blandt de borgerlige på rådhuset er den store vittighed, at teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaards trang til at gøre byen grønnere end klokkefrøer er blevet ført ud i det absurde. I forbindelse med budgettet i efteråret har SF fået 10 millioner kr. til bl.a. at oprette to brinttankstationer i byen. Der er i alt kun seks brintbiler i København, så skatteborgerne har nu sørget for, at tre biler kan dele en tankstation. Derfor overvejer kommunen nu at købe nogle flere, så tankstationerne ikke helt gror til i spindelvæv. Én enkelt brintbil koster 1,6 mill. kr. stykket.
Stort set alle andre partier end lige SF finder brinttankstationerne pinlige. ”Det taler vi helst ikke om”, som en spindoktor formulerede det.
Kjeldgaard er til gengæld begejstret, hvilket fremgår af hans udtalelser til Ritzau forleden:
- Man skal forstå, at det ikke handler om at købe en bil. Det er en del af en erhvervsstrategi, hvor vi vil satse på fremtidens miljørigtige teknologier.
- Hvis vi skal blive CO2-neutrale i 2025, skal vi være villige til at satse på ny teknologi. Vi kan forhåbentlig blive et forsøgslaboratorium for brintbiler, når vi kommer længere frem.Ifølge LAs Lars Dueholm så koster det nye indkøb af brintbiler 8,1 mill. kr.
- Det er rigtig, rigtig mange skattepenge, der bliver hældt i et projekt, som ikke batter en hujende fis. Jeg ser det dybest set som et prestigeprojekt for borgmesteren, så han kan være en stor mand og sige, han er med på brintbølgen, sagde Lars Dueholm til Ritzau.
”Ræverøde” Dueholm
Forleden under et møde i Borgerrepræsentationen kunne medlemmerne i øvrigt observerere en usædvanlig fåmælt Lars Dueholm give LAs støtte til en i de borgerliges øjne ”ræverød integrationspolitik” til 400 mill. kr., hvor et stort kommunalt serviceapparat stilles til rådighed for borgerne med modersmålsundervisning etc. Ifølge VKO er den vedtagne integrationspolitik således kemisk renset for elementer, der stiller krav til den enkeltes eget ansvar. Normalt en kritik den stålsatte liberale Lars Dueholm er bannerfører for, bl.a. ved i læserbreve at åle de andre borgerlige for at bruge borgernes penge på ligegyldige og unødvendige ting samt tant og fjas. Men ikke denne aften, hvor Dueholm nærmest demonstrativt nægtede at uddybe LAs støtte til integrationspolitikken. Den almindelige analyse er, at Dueholm har måttet indgå et kompromis med det andet medlem Heidi Wang, der er af kinesisk baggrund, og som varmt støtter initiativerne. Med andre ord: LA er et parti, der både på landsplan og lokalt rummer to politiske – og indimellem modsatrettede - strømninger: økonomiske hardlinere som Dueholm og så dem, der ønsker en mere blød tilgang til integrationspolitikken som Wang. Denne aften var det så Dueholm, der måtte bøje sig for Wang. Ingen tror på, at han deler hendes synspunkter, så måske ligger her en kim til en konflikt. Vi får se.
Farvergade-retssag kan vare 1½ år
I ”Farvergade-sagen”, hvor kommunen ligger i en tvist med Arbejdsmarkedsstyrelsen om fortolkning af reglerne for ydede aktiveringstilbud for arbejdsledige, har kommunen besluttet at rejse sagen ved domstolene. Det sker med henblik på ad denne vej at få den refusion fra staten, som kommunen mener, den har krav på. Der tales om et beløb på op mod 300 mill. kr.
Det sker naturligvis, fordi kommunens politikere efter konsultation af bl.a. uafhængige advokater vurderer, at den har gode chancer for at vinde en retssag. Lige nu går vurderingerne på, at en retssag kan vare mellem halvt til halvandet år.
Politisk aftale om Amagerskolerne
Skarpe og hårde protester og intenst lobbyarbejde fra især forældre har fået kommunen til at gå væk fra et oprindeligt forslag om at samle fire folkeskoler på Amager i en ”megaskole” med 2200 elever. I stedet har kommunen – efter en høringsfase - valgt en ”tre plus én model”, hvor man lader de tre skoler - Dyvekeskolen, Gerbrandskolen og Sundbyøster Skole - køre videre frem til 7. klasse, hvorefter de tre øverste klassetrin bliver samlet på Højdevangsskolen, der med tiden bliver en stor udskolingsskole
Kommunens udfordring er, at den skal skaffe plads til et stigende elevtal på Amager, og i forbindelse med budgettets vedtagelse i efteråret besluttede budgetforliget partier ABF og K en skolesammenlægning uden dog helt at lægge sig fast på udmøntning af beslutningen. Ved at samle skolerne ville kommunen bl.a. undgå skoleklasser, hvor der kun gik 15-16-elever. Kommunen håber på at løse kapacitetsproblemerne ved at gennemføre skolesammenlægningerne, herunder at oprette yderligere to spor for 80 mill. kr. Prisen for at løse skolernes kapacitetsudfordring ville ifølge kommunen ellers have været på 178 mill. kr, hvorved kommunens seneste løsning i runde tal er knap 100 mill kr. billigere.
Kritikken har dog været intens fra forældre, elever og lærere, og stort set alle BR-medlemmer valgt på Amager er blevet rendt på dørene.
Nu har sagen dog fundet en ikke helt uventet politisk løsning, selvom at kritikerne hverken anerkender kommunens beregninger eller tilsyneladende er blevet formildet af, at man har valgt en løsning, hvor de fire skoler bevares.
Spørgsmålet er nu om de borgerlige partier DF, Venstre, LA og Enhedslisten, der ikke er en del af den politiske aftale, ønsker eller formår at holde sagen i live frem til kommunevalget.
onsdag den 19. januar 2011
Frank Jensens første år er mere end godkendt
Ung radikal borgmester trådte i karakter overfor pengegriske partifæller
Bragt i Bryggebladet nr. 1 den 18. januar 2011
Af Jarl Cordua
Ved årsskiftet blev denne signatur ringet op af Berlingske for at give en karakter til overborgmester Frank Jensens første år, som byens førstemand. På den gamle skala blev det til et 9-tal. På den nye et lille 10-tal. Hvorfor nu det?
Forrest i bussen
Frank Jensen har formået at samle alle BRs partier bag sig i det politikerne kalder for ”Københavnerfortællingen”, som er et sæt målsætninger, som kommunen vil arbejde frem mod i de kommende år. I virkeligheden er der nemlig ikke den helt store forskel på partierne mht. hvad de vil politisk: De vil have en økonomisk udvikling af byen med mere, bedre og effektiv kommunal service, bedre miljø, større og ordentlig integration, relativ lav skat samt udbygning og renovering af kommunens infrastruktur. Der findes lidt forskellige veje til endemålet. Det vigtige set med overborgmesterens briller er dog, at han fremstår som den, der kan samle og lede kommunen. Og det må man sige, at overborgmesteren er lykkes ganske godt med.
Flere resultater
Frank Jensen operer med et helt andet udgangspunkt end sin forgænger på posten. Under Ritt Bjerregaard var S-SF-forholdet anspændt og præget af udbredt mistillid kulminerende med, at den daværende overborgmester i 2009 indgik sit budgetforlig med de borgerlige udenom SF. Men med valget fik S-SF på rådhuset flertal og før valget blev en alliance støbt bl.a. efter pres fra SF på Christiansborg, som ikke ønsker at lade partifællerne på Rådhuset fremstille partiet med regeringsambitioner som nogen, der i virkeligheden består af uregerlige anarkister. Faktum er, at SF og S på rådhuset nu styrer byen som en de-facto-regering. Alligevel formår Frank Jensen at lave brede koalitioner bag sig. Ved budgetforliget i efteråret fik han splittet de borgerlige, da K gik med. Også de radikale forsøger Frank Jensen at inddrage i samarbejdet, og han viste især ved budgetforhandlingerne, at han er villig til at betale prisen med store indrømmelser.
Blandt de største resultater er, at det måske er lykkedes at få lukket kommunens smertensbarn: kæmpehullet på børne- og ungdomsforvaltningens budget, som i årevis har martet borgmestre på området. Det er ikke mindst sket ved en reform af forvaltningen, hvor der er blevet saneret i overadministrationen, men også ved at skære i åbningstider med lukkedage, takstforhøjelser for pasning osv. Præstationen skal også ses i lyset af, hvor relativ få protester, der lød fra fagforeningerne og forældre. Men det kan jo nå at ændre sig. Dertil kommer flere rimeligt brede forlig bl.a. om infrastruktur ”Kickstart København” og integrationsområdet, hvor de borgerlige dog i begge tilfælde betakkede sig for at være med. Det kan dog ikke skjule det faktum, at det politiske miljø på rådhuset aldrig har været fredeligere og mere konstruktivt end set i mange år.
Stadig udfordringer
Det har dog ikke været et år helt uden torne. Mest pinligt var sagen om de mange socialdemokratiske partisoldater, der pludselig fik job i overborgmesterens sekretariat, som om at der var tale om at en hel administration flyttede ind, Noget man ellers kun kender det fra præsidentskifter i USA. Det tegnede således et billede af, at et nyt S-pampervælde var født på rådhuset.
Dertil kom en bombastisk udmelding fra Jensen om, at S ikke bør genvælges, hvis ikke at byens småbørnsforældre kan få passet deres børn inden for en nærhed af et kvarters tid på cykel. Det bliver spændende at se om det krav bliver opfyldt inden 2013. Det skal medierne og Jensens politiske modstandere nok få ham holdt op på. Målsætningen er et stort sats fra Jensens side.
Og endelig så spøger hele spørgsmålet om Frank Jensen egen popularitet. Synes borgerne at Jensen gør det så godt, at de vil give socialdemokraterne fremgang ved næste kommunalvalg? Det er naturligvis udfordringen, og derfor vil man utvivlsomt se en overborgmester, der i de kommende år i højere grad end i 2010 vil forsøge at tage æren for de resultater, der måtte være opnået.
Kommunen ønsker retssag
I den spektakulære ”Farvergade-sag”, hvor staten i form af Arbejdsmarkedsstyrelsen mener, at kommunen dvs. integrations og beskæftigelsesforvaltningen ikke har tilbudt de arbejdsledige i kommunens Jobcenter i Farvergade de aktiveringsydelser, som de burde for at kunne få refusion fra staten, tyder alt nu på, at kommunen har besluttet sig for at afvise alle evt. krav, som er blevet opgjort til 390 mill. kr. Kommunen mener, at de har tolket lovgivningen korrekt til at opnå refusionen, og synspunktet får pæn opbakning fra en rundspørge, som Politiken for nylig har foretaget blandt landets kommunalchefer. Hvis staten insisterer på tilbagebetaling, så vil kommunen i løbet af denne måned beslutte sig for at føre en retssag. Det fortæller flere kilder. Her er de centrale figurer især overborgmester Frank Jensen og den radikale borgmester på området Anna Mee Allerslev, der med stor sikkerhed også har opbakning bag en sådan beslutning fra minimum partierne: S, de radikale, SF og Enhedslisten. Sagen bliver først drøftet i økonomiudvalget senere på måneden, for så at blive besluttet på et senere møde i kommunens beskæftigelses og integrationsudvalg. Dermed kan det komme til en spektakulær retssag, som måske kan blive forpurret, hvis fx en ny og rød regering kommer magten. Før jul sendte kommunen i øvrigt en redegørelse til Arbejdsmarkedsstyrelsen om sagen.
Trådte i karakter
På rådhuset letter man på hatten for den unge radikale arbejdsmarkeds- og integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev, som efterfulgte Klaus Bondam på posten her ved årsskiftet. Det sker efter at ”nogen” havde fortalt Jyllandsposten om, hvordan Allerslev på et internt møde var blevet afkrævet i alt 200.000 kr. årligt af sin borgmesterløn til fordeling blandt de to gruppefæller Kasper Johansen, der er udset som gruppeformand og den politiske ordfører Margrethe Wivel. Allerslev lod dog de to forstå, at det kunne de glemme alt om. Derved viste borgmesteren for første gang, at hun er i stand til at træde i karakter og ikke lader sig påvirke af pres fra to partifæller, som har meget svært ved at overkomme, at de ikke selv fik borgmesterposten. Helt til grin på rådhuset blev Wivel og Johansen, da de gav sagen mere opmærksomhed ved at udtale sig til pressen bl.a. stillede Kasper Johansen op i TV2 Lorry, hvor de forsøgte at redegøre for, hvor hårdt de havde det på deres almindelige arbejde og hvor lidt de fik i vederlag for at sidde i Borgerrepræsentationen. Man kunne også spørge de to radikale, hvorfor de ikke afkrævede Klaus Bondam præcis det samme, da han var borgmester? Svaret er formentlig, at Bondam ville have grinet dem ud, så de næppe turde vove det. Nu troede de, at den gik med Allerslev, som ingen venter sig det store af. Men den nye borgmester viste, at hun faktisk har rygrad. Sagen viser også, hvor dårligt kørende og hvor internt splittede de radikale er efter at Manu Sareen og Klaus Bondam har forladt rådhuset. Vi har næppe hørt det sidste om internt kævl hos de radikale.
Rebellen Lønborg
Ballade har der også været hos de konservative, hvor tidl. sundhedsborgmester og partiets gruppeformand på rådhuset, Mogens Lønborg, tidligt og med stor kraft kastede sig ind i oprøret mod den siden hen detroniserede partileder Lene Espersen. Det faldt flere af Lønborgs gruppefæller for brystet, og Lønborgs sandsynlige udfordrer som spidskandidat, medlem af Borgerrepræsentationen Jakob Næsager angreb Lønborg for illoyalitet overfor Espersen, og bad ham om at passe sit arbejde. Lønborg har nok sat point på kontoen hos Lars Barfoed, men det er tidl. Lene Espersen-støtter, der kontrollerer partiet i København. Spørgsmålet er, om der nu er slået skår i forholdet til gruppefællerne eller om sagen bliver hurtigt bilagt. Det sidste er nok mest sandsynligt, men det man kan spekulere på er om det ødelægger Lønborgs muligheder for at blive spidskandidat igen ved valget i 2013.
Godt nytår!
Bragt i Bryggebladet nr. 1 den 18. januar 2011
Af Jarl Cordua
Ved årsskiftet blev denne signatur ringet op af Berlingske for at give en karakter til overborgmester Frank Jensens første år, som byens førstemand. På den gamle skala blev det til et 9-tal. På den nye et lille 10-tal. Hvorfor nu det?
Forrest i bussen
Frank Jensen har formået at samle alle BRs partier bag sig i det politikerne kalder for ”Københavnerfortællingen”, som er et sæt målsætninger, som kommunen vil arbejde frem mod i de kommende år. I virkeligheden er der nemlig ikke den helt store forskel på partierne mht. hvad de vil politisk: De vil have en økonomisk udvikling af byen med mere, bedre og effektiv kommunal service, bedre miljø, større og ordentlig integration, relativ lav skat samt udbygning og renovering af kommunens infrastruktur. Der findes lidt forskellige veje til endemålet. Det vigtige set med overborgmesterens briller er dog, at han fremstår som den, der kan samle og lede kommunen. Og det må man sige, at overborgmesteren er lykkes ganske godt med.
Flere resultater
Frank Jensen operer med et helt andet udgangspunkt end sin forgænger på posten. Under Ritt Bjerregaard var S-SF-forholdet anspændt og præget af udbredt mistillid kulminerende med, at den daværende overborgmester i 2009 indgik sit budgetforlig med de borgerlige udenom SF. Men med valget fik S-SF på rådhuset flertal og før valget blev en alliance støbt bl.a. efter pres fra SF på Christiansborg, som ikke ønsker at lade partifællerne på Rådhuset fremstille partiet med regeringsambitioner som nogen, der i virkeligheden består af uregerlige anarkister. Faktum er, at SF og S på rådhuset nu styrer byen som en de-facto-regering. Alligevel formår Frank Jensen at lave brede koalitioner bag sig. Ved budgetforliget i efteråret fik han splittet de borgerlige, da K gik med. Også de radikale forsøger Frank Jensen at inddrage i samarbejdet, og han viste især ved budgetforhandlingerne, at han er villig til at betale prisen med store indrømmelser.
Blandt de største resultater er, at det måske er lykkedes at få lukket kommunens smertensbarn: kæmpehullet på børne- og ungdomsforvaltningens budget, som i årevis har martet borgmestre på området. Det er ikke mindst sket ved en reform af forvaltningen, hvor der er blevet saneret i overadministrationen, men også ved at skære i åbningstider med lukkedage, takstforhøjelser for pasning osv. Præstationen skal også ses i lyset af, hvor relativ få protester, der lød fra fagforeningerne og forældre. Men det kan jo nå at ændre sig. Dertil kommer flere rimeligt brede forlig bl.a. om infrastruktur ”Kickstart København” og integrationsområdet, hvor de borgerlige dog i begge tilfælde betakkede sig for at være med. Det kan dog ikke skjule det faktum, at det politiske miljø på rådhuset aldrig har været fredeligere og mere konstruktivt end set i mange år.
Stadig udfordringer
Det har dog ikke været et år helt uden torne. Mest pinligt var sagen om de mange socialdemokratiske partisoldater, der pludselig fik job i overborgmesterens sekretariat, som om at der var tale om at en hel administration flyttede ind, Noget man ellers kun kender det fra præsidentskifter i USA. Det tegnede således et billede af, at et nyt S-pampervælde var født på rådhuset.
Dertil kom en bombastisk udmelding fra Jensen om, at S ikke bør genvælges, hvis ikke at byens småbørnsforældre kan få passet deres børn inden for en nærhed af et kvarters tid på cykel. Det bliver spændende at se om det krav bliver opfyldt inden 2013. Det skal medierne og Jensens politiske modstandere nok få ham holdt op på. Målsætningen er et stort sats fra Jensens side.
Og endelig så spøger hele spørgsmålet om Frank Jensen egen popularitet. Synes borgerne at Jensen gør det så godt, at de vil give socialdemokraterne fremgang ved næste kommunalvalg? Det er naturligvis udfordringen, og derfor vil man utvivlsomt se en overborgmester, der i de kommende år i højere grad end i 2010 vil forsøge at tage æren for de resultater, der måtte være opnået.
Kommunen ønsker retssag
I den spektakulære ”Farvergade-sag”, hvor staten i form af Arbejdsmarkedsstyrelsen mener, at kommunen dvs. integrations og beskæftigelsesforvaltningen ikke har tilbudt de arbejdsledige i kommunens Jobcenter i Farvergade de aktiveringsydelser, som de burde for at kunne få refusion fra staten, tyder alt nu på, at kommunen har besluttet sig for at afvise alle evt. krav, som er blevet opgjort til 390 mill. kr. Kommunen mener, at de har tolket lovgivningen korrekt til at opnå refusionen, og synspunktet får pæn opbakning fra en rundspørge, som Politiken for nylig har foretaget blandt landets kommunalchefer. Hvis staten insisterer på tilbagebetaling, så vil kommunen i løbet af denne måned beslutte sig for at føre en retssag. Det fortæller flere kilder. Her er de centrale figurer især overborgmester Frank Jensen og den radikale borgmester på området Anna Mee Allerslev, der med stor sikkerhed også har opbakning bag en sådan beslutning fra minimum partierne: S, de radikale, SF og Enhedslisten. Sagen bliver først drøftet i økonomiudvalget senere på måneden, for så at blive besluttet på et senere møde i kommunens beskæftigelses og integrationsudvalg. Dermed kan det komme til en spektakulær retssag, som måske kan blive forpurret, hvis fx en ny og rød regering kommer magten. Før jul sendte kommunen i øvrigt en redegørelse til Arbejdsmarkedsstyrelsen om sagen.
Trådte i karakter
På rådhuset letter man på hatten for den unge radikale arbejdsmarkeds- og integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev, som efterfulgte Klaus Bondam på posten her ved årsskiftet. Det sker efter at ”nogen” havde fortalt Jyllandsposten om, hvordan Allerslev på et internt møde var blevet afkrævet i alt 200.000 kr. årligt af sin borgmesterløn til fordeling blandt de to gruppefæller Kasper Johansen, der er udset som gruppeformand og den politiske ordfører Margrethe Wivel. Allerslev lod dog de to forstå, at det kunne de glemme alt om. Derved viste borgmesteren for første gang, at hun er i stand til at træde i karakter og ikke lader sig påvirke af pres fra to partifæller, som har meget svært ved at overkomme, at de ikke selv fik borgmesterposten. Helt til grin på rådhuset blev Wivel og Johansen, da de gav sagen mere opmærksomhed ved at udtale sig til pressen bl.a. stillede Kasper Johansen op i TV2 Lorry, hvor de forsøgte at redegøre for, hvor hårdt de havde det på deres almindelige arbejde og hvor lidt de fik i vederlag for at sidde i Borgerrepræsentationen. Man kunne også spørge de to radikale, hvorfor de ikke afkrævede Klaus Bondam præcis det samme, da han var borgmester? Svaret er formentlig, at Bondam ville have grinet dem ud, så de næppe turde vove det. Nu troede de, at den gik med Allerslev, som ingen venter sig det store af. Men den nye borgmester viste, at hun faktisk har rygrad. Sagen viser også, hvor dårligt kørende og hvor internt splittede de radikale er efter at Manu Sareen og Klaus Bondam har forladt rådhuset. Vi har næppe hørt det sidste om internt kævl hos de radikale.
Rebellen Lønborg
Ballade har der også været hos de konservative, hvor tidl. sundhedsborgmester og partiets gruppeformand på rådhuset, Mogens Lønborg, tidligt og med stor kraft kastede sig ind i oprøret mod den siden hen detroniserede partileder Lene Espersen. Det faldt flere af Lønborgs gruppefæller for brystet, og Lønborgs sandsynlige udfordrer som spidskandidat, medlem af Borgerrepræsentationen Jakob Næsager angreb Lønborg for illoyalitet overfor Espersen, og bad ham om at passe sit arbejde. Lønborg har nok sat point på kontoen hos Lars Barfoed, men det er tidl. Lene Espersen-støtter, der kontrollerer partiet i København. Spørgsmålet er, om der nu er slået skår i forholdet til gruppefællerne eller om sagen bliver hurtigt bilagt. Det sidste er nok mest sandsynligt, men det man kan spekulere på er om det ødelægger Lønborgs muligheder for at blive spidskandidat igen ved valget i 2013.
Godt nytår!
Abonner på:
Opslag (Atom)
