Rødt budgetforlig med blåt bånd

Liberal Alliance overraskede alle ved at gå med i forliget

Af Jarl Cordua

Bragt i Bryggebladet den 27. september 2012

DETTE BLIVER DEN SIDSTE KLUMME HER PÅ KØBENHAVNSK POLITIK

 

Årets store politiske armlægning fandt sted for et par uger siden, da ABF og Enhedslisten – og til nogles store overraskelse også Liberal Alliance - indgik et aftaleforlig om næste års budget. Årets forhandlinger endte med at parterne fordelte 529 mio. kr. til driftsudgifter i 2013. Samtidig bruger man 2, 15 mia. kr. til anlæg i perioden 2013-2016, hvor man til næste år bruger i alt 157,6 mio. kr. i 2013. Forligspartierne konstaterer selv, at man med dette høje investeringsniveau understøtter den økonomiske vækst i kommunen og bidrager til beskæftigelsen ved at skabe ca. 13.000 ekstra arbejdspladser.

”Knaldrødt”
De venstreorienterede partier har udskreget forliget som ”knaldrødt”. Det kan dog ikke ses umiddelbart på indtægtssiden, da hverken skatteprocent, grundskyld eller nogle af de andre afgifter ændres i op ad gående retning. Faktisk har Liberal Alliance fået et par små indrømmelser, så enkelte afgifter falder.  Men ser man på prioriteringen af udgifterne, så giver det bestemt mere mening at tale om et knaldrødt forlig. Der er fx sat 140 millioner kr. af til nye almene boliger og ungdomsboliger. Dertil kommer bl.a. en såkaldt ”fixelance”, der er et mobilt ”stofindtagelsesrum”. Men der skal også ansættes flere pædagoger, bruges midler på billig skolemad til udsatte børn og så er der mulighed for at kommunen løbende kan ansætte flere i den sociale forvaltning til en øget indsats overfor de mange nye hjemløse og psykisk syge, der kommer til København i disse år. De mange millioninvesteringer i klima og miljø – er også med til at understrege de politiske prioriteringer, som især SF, men også Enhedslisten har.

Alt det kan selvfølgelig lade sig gøre, fordi Kommunens økonomi ganske enkelt er i topform. Og der er stadig penge til overs, så man til næste år kan afdrage 201 millioner kr. af en efterhånden relativ lille gæld. Med andre ord: Kommunen sparer op! VKO-partierne er faktisk helt enige med de røde partier i analysen, at der er tale om et rødt forlig, der giver solide indrømmelser til især Enhedslisten.  Hos Liste Ø driller man overborgmester Frank Jensen (S), når de hævder, ”at han for én gang skyld turde være socialdemokrat”

Glad venstrefløj
For det ligger lige for, at spekulere over andre årsager til, at København til næste år næsten tømmer kassen for at øge den kommunale service og udbygge institutioner mv. i årene fremover. Fx at det er sidste chance for Frank Jensen at vise byens vælgere, hvor mange stemmer på de tre røde partier, at han er i stand til at føre klassisk socialdemokratisk velfærdspolitik, hvor der også bliver gjort noget særligt fra byens socialt mest udsatte grupper. Det sidste er indrømmelser til Enhedslisten, der er meget glade for forliget, som de kalder for ”solidarisk” og det bedste i lange tider. Men det er jo alle partier i forliget, der kan bryste sig af fx en øget social indsats, og derfor fejrer både S, SF og Enhedslisten forliget for det, som de kalder dens ”sociale profil”.

Den omvendte verden
Den politiske situation på Københavns Rådhus lige nu er således helt omvendt af situationen i dansk politik. På Rådhuset er S og SF, dem der kører et intenst parløb og hvor det er Enhedslisten, som får stor indflydelse. I modsætning til landspolitikken, så sidder de radikale bagerst i bussen og spiller rollen som dem, der er evigt besværlige, men som man mest af hensyn til husfreden spiser af med gode lunser i ny og næ. København økonomi er sund, og er en by i fremgang på alle områder: økonomisk, befolkningsmæssigt mv. Det er selvfølgelig også derfor, der er råd til at være lidt stor i slaget ved forhandlingsbordet hos overborgmesteren i modsætning til, hvordan verden ser ud ovre på finansministerens kontor. Det er en simpel kendsgerning, at Frank Jensens politik på rådhuset er betragteligt mere populær i S-baglandet i København i sammenligning med den politik hans partiformand fører i regeringen på Christiansborg. Og de fleste kan stadigvæk huske, at Frank Jensen tabte formandsopgøret knebent for syv år siden til en modkandidat, som ingen – heller ikke hendes nærmeste støtter – regnede med kunne vinde over ham. Det er vand under broen, bedyrer Jensen i dag. Men han læser også den politiske situation sådan, at dette budgetforlig var hans ene og sidste mulighed for markant at udstille overfor vælgerne, at hans form for socialdemokratisk politik er end anden en den, der føres på Christiansborg. Og derfor behøver vælgerne ikke straffe ham (eller SF) ved kommunalvalget til næste år ved at springe over til Enhedslisten. På Københavns Rådhus har man studeret stemmetallene fra folketingsvalget sidste år, og fx på Nørrebro er Liste Ø suverænt største parti. Hvis ikke Helle Thorning-Schmidt snart formår at vende den negative udvikling i meningsmålingerne, så skal man nok ikke regne med at Frank Jensen (eller nogle af de andre S-borgmestre for den sags skyld) står i kø for at blive fotograferet med hende frem mod kommunalvalget.

Ud med VKO
Selve forhandlingerne forløb i øvrigt forholdsvist udramatisk. Som ventet forlod VKO-parterne forhandlingsbordet tidligt, fordi overborgmesteren afviste enhver skattesænkning. Imidlertid blev Liberal Alliances Lars Berg Dueholm tilbage, da de andre gik, da han bed mærke i – eller var forhåndsorienteret om – at Frank Jensen ikke nævnte noget om de mange afgifter, som bl.a. erhvervsdrivende betaler. Især fjernes afgifter for udeservering for årligt 12 millioner kr. Dueholm spillede sine få kort kløgtig, og fik tilsyneladende – og påfaldende lydefrit - forhandlet sig frem til at nedsætte en række afgifter for i alt 85 millioner kr. de næste fire år. Men situationen blandt de borgerlige er også på det punkt meget anderledes end i dansk politik i øvrigt. På Christiansborg kravler LA som oftest højt op i de ideologiske gardiner, mens man på rådhuset åbenbart er ganske anderledes pragmatisk. Hos Dansk Folkeparti på Christiansborg er man åbent modstander af de borgerliges insisteren på skattelettelser, mens man på rådhuset forlader forhandlingerne sammen med VK, fordi skattelettelser blankt afvises af Overborgmesteren.

Borgerlig splittelse
Der tegner sig et ganske interessant billede for den kommende valgkamp blandt de borgerlige, hvor Liberal Alliances leder Lars Dueholm skal kæmpe med opmærksomheden med den meget synlige og ideologisk profilerede spidskandidat Rasmus Jarlov fra det mildest talt skrantende Liste C og den i perioder meget usynlige og ofte farveløse kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev fra Venstre, som dog p.t. kan fremvise kanonmålinger på landsplan.  Dueholm har fået skabt sig lidt synlighed ved at gå med i forliget, og hans få, men konkrete resultater er ikke umiddelbart nemme at skyde ned af hans rivaler i den borgerlige blok.  Selv ikke spørgsmålet om en ”lukning” af Amagerbrogade kan han hænges helt op på som ”forræderi” mod de borgerlige. For Amagerbrogade bliver ikke lukket for gennemgående trafik af den simple grund, at det ikke kan lade sig gøre uden at trafikken på Amager bryder sammen. Der er i stedet tale om at bruge 30 millioner kr. på at mindske biltrafikken Amagers store forretningsstrøg, hvilket normalt ikke er en borgerlig mærkesag. Under alle omstændigheder må man igen notere Frank Jensen for endnu en fjer i hatten, når han igen kan præstere at splitte de borgerlige partier ad og endda få det i egne øjne mest liberale parti til at stemme for det rødeste budgetforlig i mand minde. Det er flot håndværk!

Ny alliance
Liberal Alliance fik undervejs i forhandlingerne allieret sig med de radikales integrations og beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev. Sidstnævnte blev til overs, da Frank Jensen i foråret fik held med at genetablere et politisk parløb med SFs Ninna Thomsen, så LA og de radikale bakkede hinandens krav op undervejs i forhandlingerne.  Allerslev fik brug for den opbakning, da hun tilsyneladende – og ganske hjælpsomt for Jensen - påtog sig den opgave at blokere for Enhedslistens krav om, at kommunen bl.a. skulle tilbyde vikarstillinger til de arbejdsløse, der ryger ud af dagpengesystemet. Et andet forslag gik ud på, at de samme arbejdsløse skulle garanteres en jobsamtale til de jobs, som kommunen slår op. Enden på denne meget langvarige og noget heftige diskussion mellem Allerslev og Enhedslistens Signe Færch blev, at kommunen nu skal undersøge om, hvorvidt disse forslag er lovlige. (Det er de næppe) Så her trak de radikale det længste stå.

Jarlov klar for København
I den forrige klumme skrev jeg, at de konservative Rasmus Jarlov for nylig var blevet spidskandidat til BR-valget med en klausul om at kunne springe fra, hvis han forinden ved skæbnens gunst skulle blive folketingsmedlem. Det er ikke rigtigt. Jarlov skærer således igennem alle spekulationer: Han trækker sig kun som folketingsmedlem, hvis han bliver borgmester (medmindre at kun sidder som borgmester en kort periode). Jarlov vil således ikke sidde i to fuldtidsjobs på én gang. At være BR-medlem er dog kun et halvtidsjobs, så bliver han folketingsmedlem ved næste valg, så fortsætter han som BR-medlem. De konservative har ingen regler, der forbyder det.

Farvel og tak
Dette er den sidste ”Bag Kulisserne”-klumme fra min hånd. Jeg har siden sommeren 2007 haft den ære at skrive klummen om, hvad der rører sig bag rådhusets mure. Nu er tiden dog kommet til at sige pænt farvel og stor tak til læserne for, at de har fulgt med i mine skriverier. Jeg håber, at man har følt sig godt orienteret - og måske endda også underholdt - om livets gang i københavnsk politik. Nu skal jeg så videre og beskæftige mig med andre ting bl.a. på Radio 24Syv, men forinden vil jeg gerne sige en tak til Bryggebladets redaktion for i sin tid at fostre idéen til klummen og i øvrigt tilbyde mig – dengang en bryggebo - at skrive den. Der skal også lyde en særlig tak til kilderne – ingen nævnt ingen glemt - som naturligvis gennem årene og som oftest meget beredvilligt har hjulpet mig undervejs med gode historier, vinkler og betragtninger. Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre at skrive en sådan klumme uden et bredt net af gode kilder.  Til sidst vil jeg især takke rådhuspolitikerne, hvis kvalitet i de senere år er hævet ganske betydeligt, fordi de på trods af en alt andet end fyrstelig betaling bruger en ganske stor del af deres tid og energi på - ud fra hver deres politiske udgangspunkt - at skabe en bedre by for københavnerne. Det fortjener respekt! Og naturligvis vil jeg fortsat holde øje med jer! 

LO-budgetaftalen spøger

Jarlov er K-spidskandidat og så måske alligevel ikke

Bragt i Bryggebladet 13. september 2012

Af Jarl Cordua

Mens disse linjer skrives, så er de københavnske politikere endnu ikke for alvor gået i gang med at forhandle næste års budget for kommunen. Det har dog længe tegnet til at blive et budget helt uden de borgerlige partier, og måske ender det endda med en aftale, der kun omfatter de røde partier S, SF og Enhedslisten. For mens alliancen mellem overborgmester Frank Jensen og SFs leder sundhedsborgmester Ninna Thomsen (eller som det gerne hedder hos SF: ”Hr. og Fru København”) siden foråret er blevet stadigt stærkere, så er Jensens forhold til den radikale integrations og beskæftigelsesborgmester, Anna Mee Allerslev, blevet stadigt dårligere. Hos de radikale føler man, at overborgmesterens opførsel under de indledende møder overfor den radikale leder har været decideret ”utilstedelig”, som det formuleres. Flere deltagere har på de fælles budgetmøder, hvor alle partierne har deltaget, bemærket at Frank Jensen i sin måde at adressere Allerslev ikke har formået at undertrykke sin irritation over og manglende respekt for Allerslevs evner som politisk forhandler. Den radikale borgmester raser til gengæld over, at overborgmesteren i sit budgetforslag i hendes øjne har ”nuppet” 77 millioner kr. fra midler, der ellers skulle gå til ”hendes” forvaltnings beskæftigelsesindsats.  Penge, som Allerslev troede, var ”hendes” og derfor kunne disponere over, er nu blevet til midler, som hun skal kæmpe om under en forhandling. Det skaber selvsagt mistro og kurrer på tråden mellem borgmesterkontorerne.

Ligegyldige radikale
Trods trakasserierne er det stadigvæk et helt åbent spørgsmål om, hvorvidt de radikale er med i en aftale eller ej. De radikale har været med i alle aftaler i denne budgetperiode, og har ry for altid at søge indflydelse. Allerslevs problem er dog, at partiet sådan mandatmæssigt – i modsætning til situationen på Christiansborg – er ret ligegyldige. Jensen og Socialdemokraterne har et stort flertal med SF og Enhedslisten. De radikale er med andre ord ikke i en position, hvor de kan stille de store krav. Ikke desto mindre har Jensen en interesse i at få de radikale med i en budgetaftale for at signalere mere bredde end ”det ægte røde” forlig, der er lagt op til. Men vil han betale, hvad det koster?
”LO-budgetaftalen”
Set i lyset af det, så taler de borgerlige i krogene om, at Frank Jensen måske er i gang med at lave en ”LO-budgetaftale”. Det sker selvfølgelig med en drilsk henvisning til den politiske aftale eller rettere løse hensigtserklæring, som blev indgået mellem de tre socialistiske partier før BR-valget i 2009 sammen med LO, der i øvrigt i samme ombæring sammen med den øvrige fagbevægelse leverede forskellig støtte til partiernes valgkampe. Tilsyneladende er Jensen ikke så bekymret for, at S vil bløde de store stemmetal og mandater til de borgerlige partier ved næste års BR-valg. De borgerlige har i manges øjne mere eller mindre selv meldt sig ud af budgetforhandlingerne ved ensidigt at kræve skattelettelser.  Det er for S langt mere vigtigt at dæmme op for Enhedslisten, der til næste kommunalvalg står til at høste voldsomt på bekostning af SF og Socialdemokraterne. Det ved man godt hos Enhedslisten, som må konstatere, at der ikke i mands minde er blæst så milde vinde fra overborgmesterkontoret som netop nu og i retning af dem.

Jensens røde fokus
Enhedslistens krav går i retning af indrømmelser, der styrker den sociale indsats på en lang række felter overfor byens svageste grupper. Ofte de samme indsatsområder, som Enhedslistens socialborgmester Mikkel Warming er sat til at forvalte i det daglige. Hos SF, der også har øje for at skabe sig en social profil hos vælgerne, er man gerne med på det hold, der prioriterer de svage grupper. I det hele taget er der hos venstrefløjen en opfattelse, at Frank Jensens fokus har flyttet sig fra de mere blå og ”vækstorienterede” sagområder til de mere ”sociale” og røde politikområder.  Det kunne også have noget med det nærliggende valg, at gøre, at Frank Jensen vil sikre sit parti en social profil i konkurrencen med SF og Ø.

Pia Allerslevs overbud
Er de borgerlige så helt ude af forhandlingerne? Ved indgangen til denne uge, var de borgerlige stadigvæk at finde i forhandlingslokalerne. Men på Rådhuset bemærkede de røde partier, at især Venstres Pia Allerslevs tale under budgetforhandlinger indeholdt så mange krav, at der var tale om et så stort politisk overbud, som var uden for realistiske økonomiske rammers rækkevidde. Med andre ord: Allerslev talte sig bevidst væk fra forhandlingsbordet for at kunne stå frit i forhold til vælgerne til næste år. De konservative er lidt mere realistiske, men det er nok utænkeligt, at Enhedslisten vil være at finde i en aftale, hvor man har honoreret Rasmus Jarlov og Cos krav om skattelettelser for borgerne og erhvervslivet. Til gengæld har man i den røde lejr bemærket sig, at Liberal Alliances Lars Berg Dueholm har været forbløffende tavs mht. at kræve borgerlige mærkesager om skattelettelser indfriet, og det er sikkert et godt bud, at han er den sidste hos de borgerlige, måske sammen med DFs Carl Christian Ebbesen, som forlader forhandlingerne.

Konservativt dilemma
I lørdags valgte de konservative på et medlemsmøde partiets tre nuværende borgerrepræsentanter til de øverste tre pladser på kandidatlisten til BR-valget om 14 måneder.  Interessant er det især, at Rasmus Jarlov - som ventet – er blevet valgt til at være partiets spidskandidat al den stund, at det sker med en noget usædvanlig klausul. For Jarlov trækker sig som spidskandidat, såfremt at han kommer i folketinget inden kommunalvalget næste år. De færreste regner dog med, at et folketingsvalg bliver udløst inden da, men tingene kan jo gå stærkt i dansk politik så helt at udelukke et valg, det kan man ikke. Et måske mere realistisk scenarie er til gengæld, hvis Per Stig Møller, der netop har rundet de 70 somre, inden så længe trækker sig som folketingsmedlem for at hellige sig opgaven at skrive sine erindringer. Det vil nemlig udløse, at Rasmus Jarlov bliver nyt folketingsmedlem, da han ved forrige valg blev valgt til Møllers suppleant. Og guderne skal vide, at de konservative p.t. har hårdt brug for yngre kræfter, der kan arbejde solen sort og profilere det kriseramte parti, som i de fleste målinger ligger under katastrofevalgresultatet ved sidste valg. De konservative er selv klar over, at de har brug for Jarlov på tinge. Det er formentlig derfor, at Jarlov med ledelsens billigelse har overtaget Lars Barfoeds (næsten) sikre kreds i Nordsjælland. Partiformanden selv er rykket til Per Stig Møllers sikre mandat på Frederiksberg, der må betegnes som Liste Cs allersidste skanse.

Rasmus Jarlov har senere afvist at der skulle være nogen klausul. I en kommentar over Københavnsk Politik siger han flg:
"Hvis jeg måtte få en folketingsplads, så trækker jeg mig, hvis jeg bliver borgmester (medmindre det er en kort periode). Jeg vil ikke sidde med to fuldtidsjobs. Jeg trækker mig ikke, hvis jeg ikke bliver borgmester, men kun menigt BR-medlem. Så bliver jeg siddende begge steder ligesom jeg har gjort tidligere. Det er meget almindeligt både at sidde i byråd og Folketing (for VKO-politikere red.) og det ser jeg ikke noget problem i. Særligt ikke når det er i København, hvor det er meget nemt at komme frem og tilbage mellem byrådet og Folketinget, fordi de ligger lige ved siden af hinanden".

Næsager arvtager
I fald Jarlov må forlade Rådhuset i utide, så er stafetten formentlig allerede overdraget til nr.2. på listen dvs. Jakob Næsager, der også i disse dage er med til budgetforhandlingerne, og som ses som arvtageren, med mindre at de konservative beslutter sig for, at de skal ud i endnu et opstillingsmøde for at vælge en helt anden spidskandidat.  Nr.3 på den konservative liste er BR-medlem Susanne Møller fra Sundby.

Man forstår godt, at de konservative satser på Jarlov, der helt sikkert kan noget med kommunikation, men det er alt andet lige et handicap, når man skal ud og forklare vælgerne, at spidskandidaten egentlig hellere vil sidde i folketinget end at være borgernes repræsentant eller borgmester i København.

Aftale om forbrændingsanlæg

For nylig blev S, SF, de radikale og Enhedslisten enige om en aftale, der sikrer, at der bygges et nyt forbrændingsanlæg på Amager i de kommende år.
Venstrefløjen og til dels de radikale afviste oprindeligt at stemme for en lånegaranti, der sikrede, at Amagerforbrændingen, der ejes af i alt fem københavnske kommuner, kunne låne ca. 4 mia. kr. til at bygge et affaldsforbrændingsanlæg til erstatning for det nuværende, der er både udslidt og forældet. Nu baner en længe ventet politisk aftale på rådhuset vejen for, at et nyt anlæg vil indebære mere genanvendelse af affaldet, en bedre udnyttelse af affaldsressourcerne og en markant reduktion af CO2-udledningen, når man ikke brænder så meget affald af som i dag. Aftalen er således en indrømmelse til SF, Ø og de radikale der længe har stillet disse krav for at stemme for lånegarantien.

Amagerforbrænding skal i øvrigt skifte navn til Amager Ressourcecenter netop for at understrege, at affald ikke er noget man bare brænder af, men genanvender i mest mulig grad. Der skal i øvrigt bygges et genanvendelsesanlæg ved siden af forbrændingsanlægget. Det vides ikke om, hvorvidt projektet stadigvæk indbefatter en realisering af arkitekten Bjarke Ingels’ forslag om, at man etablerer en skibakke henover forbrændingsanlægget til glæde for københavnske skientusiaster.

Ifølge kilder på rådhuset, så har de politiske indrømmelser om at sikre mere genanvendelighed forringet rentabiliteten af projektet, men det skulle dog stadigvæk samlet set være en god forretning for de fem kommuner. På venstrefløjen har man været meget optaget af at forhindre, at anlægget kunne bruges til at importere affald, som man så kunne fyre af. Den forretningsmulighed har Enhedslisten fået sat en stopper for.  Aftalen mellem ejerkommunerne er, at der maksimalt må afbrændes cirka 400.000 tons affald om året på det nye anlæg, og det svarer til den mængde affald, der bliver brændt af i dag.

Der findes dog stadigvæk kritikere af projektet. For Danmarks Naturfredningsforening har bemærket, at det oprindelige forslag operererede med at et forbrændingsanlæg kunne brænde 70 tons affald af i timen, mens det anlæg, som de københavnske politikere har lagt sig fast på kun kan brænde 60 tons affald af timen. Det er ifølge den grønne organisation for lille en indrømmelse.

Rødt budgetforlig i sigte

Partierne slås om fordeling af ca. 100 mill. kr. ud af et budget på knapt 38 mia. kr.

Bragt i Bryggebladet 30. august 2012

Af Jarl Cordua

Alt tyder på, at overborgmester Frank Jensen om et par uger kan præsentere et budgetforlig, der udover de sædvanlige alliancepartnere S, SF og de radikale også vil få opbakning fra Enhedslisten. Det er det entydige billede, der tegnes, uanset, hvem Deres Udsendte taler med på Københavns Rådhus forud for årets store politiske armlægning.

Overborgmester Frank Jensen har et meget stort behov for at vise omgivelserne, at det er ham, der sidder for bordenden og styrer begivenhederne før, under og efter forhandlingerne. Det sker ovenpå et ret kaotisk år, hvor bl.a. hans alliancepartnere i SF og de radikale sammen med de borgerlige – i foråret i den såkaldte ”overførselssag” spillede overborgmesteren af banen. Da indgik sidste års budgetpartier en aftale, der fordelte overskuddet fra 2012.

Frank lytter
Sidste års budgetforhandlinger gik i øvrigt heller ikke ligefrem på en snor, selvom at det endte med et bredt forlig med alle partier undtagen Enhedslisten. Overborgmesteren blev dog undervejs særdeles irriteret over, hvad han og andre deltagere oplevede som uhørt amatørisme fra SFs teknik og miljøborgmester den da nytiltrådte og uerfarne Ayfer Baykal, der dårligt evnede at formulere SFs krav til budgettet. Flere borgmestre oplevede en arrogance og magtfuldkommenhed hos overborgmesteren, der kulminerede med det, som nogen betragter med en vis tilfredshed, som forårets vellykkede straffeaktion mod Frank Jensen, der pillede ham ned fra piedestalen én gang for alle.  I SF er man i hvert fald overbevist om, at det havde sin virkning, at partiet fik sat sig i respekt hos overborgmesteren. Man oplever nu i SF Frank Jensen, som yderst lydhør overfor partiets ønsker, og det er synligt for alle på rådhuset, at han gør ganske meget for at pleje forholdet til især SFs leder Sundheds-og Omsorgsborgmester Ninna Thomsen.  

Samarbejdet til Ayfer Baykal er også blevet stærkt forbedret, bl.a. fordi SF-borgmesteren før sommerferien fik SFs BR-gruppe (det skete dog ikke helt uden trakasserier) til at slutte op om en principbeslutning, der nu åbner mulighed for at Amagerforbrændingen kan komme i gang med at opføre et nyt forbrændingsanlæg. Forhandlingerne om, hvordan anlægget skal udformes er stadig i gang mellem de københavnske kommuner, der ejer Amagerforbrændingen, men forventningen på rådhuset er, at man finder en løsning i løbet af nogle få uger.

Borgerlige vil stå frit
De borgerlige har svært ved at se sig selv komme med i et forlig i år. Den ene årsag er, at der ikke er så mange penge i kassen, at der bliver råd til også at tilgodese de borgerliges ønsker. Den anden grund bunder i mere strategiske overvejelser hos de borgerlige. Valget til Borgerrepræsentationen er kun 15 måneder henne. Dvs. valgkampen begynder inden så længe, og derfor kan det være en fordel for den borgerlige opposition, at stå lidt frit overfor Frank Jensen og det store røde flertal, når partierne lige fra fra V, K, DF og LA skal ud og fiske i rørt vande blandt de utilfredse vælgere, der måtte være til den tid.

I Enhedslisten er analysen, at Frank Jensen bliver nødt til at skæve til de forhold, det eksisterer på den nationale scene. Man kan set med Øs briller spekulere i, at det vil se underligt ud, hvis S på rådhuset laver forlig med de borgerlige uden om Enhedslisten i en tid, hvor regeringen på Slotsholmen forhandler finanslov med Frank Aaen og Co. De københavnske socialdemokrater burde derfor have en klar interesse i med deres politik, at fremstå betragteligt rødere end partifællerne på Christiansborg - også henset til den banale kendsgerning, at de københavnske vælgere er mere røde end noget andet sted i Danmark. Socialdemokraterne er formentlig også påvirket af BR-valget til næste år, hvor de fleste forventer at Enhedslisten, igen vil brage yderligere frem på bekostning af især SF, men også – som meningsmålingerne ser ud nu – S.

Fælles udspil med S
Allerede i forsommeren blev der afholdt en række temamøder med medlemmerne af BR-grupperne for ”regeringspartierne” S, SF og R. I sidste uge var Økonomiudvalget, hvor alle borgmestre og partiledere (minus LA) sidder med, var af sted i nogle dage i Tisvildeleje i Nordsjælland på budgetseminar, hvor de blev præsenteret for en foreløbig status for kommunens økonomiske situation.  Kommunerne i Danmark bliver i disse år af skiftende regeringer underlagt nogle stadigt strammere budgetrammer både, hvad angår den daglige drift og mht., hvad man kan bruge på nye anlægsinvesteringer. København har for eksempel et stort behov for at bygge skoler i de kommende på grund af et boom i skolesøgende børn samtidig med, at der er et stort efterslæb, når det gælder renovering af kommunens broer og veje. Anlægsloftets størrelse, der af KL og regeringen er besluttet på nationalt niveau, er dog endnu ikke fordelt mellem kommunerne.  Anlægsbudgettet for 2013 udgør 4,2 mia. kr., men råderummet er måske kun på 2,4 mia. kr. over det næste par år.  Kommunens forvaltninger er derfor p.t. i gang med at prioritere rækkefølgen mellem anlægsprojekterne. De bliver så opført skævende til om kommunen har kontraktlige forpligtelser (som det vil være for dyrt at komme ud af) eller om forpligtelserne er lovbundne. Det kunne fx være, at kommunen skal prioritere at bygge skoler for at skaffe undervisningskapacitet.

Partiernes krav
På et møde torsdag i Borgerrepræsentationen vil det af de enkelte partiers ordførertaler fremgå, hvad partierne har af krav til budgettet. SF har ”tyvstartet” lidt ved i Politiken for et par uger siden sammen med S i et fælles udspil at kræve flere timer i nogle af folkeskoleklasserne. Man kan derfor godt regne med, at det krav bliver indfriet med budgettet, hvilket vil betyde for de københavnske folkeskoler, at de, hvad angår timer, kommer til at ligge over landsgennemsnittet. SF vil traditionen tro naturligvis også fokusere på en række grønne krav, der kan understøtte visionen om København som CO2-neutral by inden 2025.

Enhedslistens krav bliver, at forskellige fattige grupper skal tilgodeses i budgettet. Her kommer man gerne med en lang liste, ligesom det også er i socialborgmester Mikkel Warmings (Ø) forvaltning, at man har et godt overblik over, hvor behovene blandt byens mest udsatte grupper er mest påtrængende. Desuden har Warming og Frank Jensen tidligere været ude med et fælles udspil om flere almene boliger i København. Konkret skal der bygges 650 almene boliger i København i 2013.

De radikale forventes at lægge vægt på at skaffe midler, der kan generere vækst i de såkaldte ”kreative erhverv”. København skal være en kreativ klynge, og det er Børsens tidl. chefredaktør Leif Beck Fallesen sat i gang til at udrede, hvordan det bedst kan ske. Endelig vil den radikale integrations- og beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev kræve flere penge til ethvert projekt, der går i retning af at skabe flere jobs og ”inklusion” af byens mange minoriteter. 

Hos Socialdemokraterne vil budgetkravene gå i retning af flere timer til folkeskolen, folkeskolerenoveringer, en boligpakke med flere almene boliger, en social sundhedspakke bl.a. med sundhedspleje til nyfødte. Dertil kommer et løft af kommunens daginstitutioner.

De borgerlige ønsker til budgettet handler ofte om skattelettelser eller som LA formulerer det: ”Det skal være billigere at være københavner”. Det har tidligere vist sig ved krav om at nedsætte personskatten, dækningsafgiften for erhvervsdrivende eller andre afgifter for erhvervslivet. Venstres kultur og fritidsborgmester Pia Allerslev har traditionelt et godt øje til, at kommunens idrætsanlæg får et løft og skolerenoveringer. Kommunen har netop vedtaget en udliciteringsplan for kultur og fritidsområdet, som ifølge kommunen vil give en besparelse på 80 mill. kr. over fire år. Den slags initiativer ser de borgerlige gerne udbredt til andre dele af kommunen.

Usikker fordelingspulje
Det er ikke tydeligt endnu, hvor mange penge de endelige forligspartier har at dele ud af. For beløbet kan ikke gøres klart op ligesom i en købmandsforretning ved lukketid eller en almindelig husholdning sidst på måneden. Alt i alt handler hele øvelsen om, at fordele mellem 50-100 mill. kr. ud af et budget på ca. 38 mia. kr.  Umiddelbart er der afsat 177 mill. kr. på servicekontoen til fordeling. Imidlertid er nogle af disse penge allerede brugt. Bl.a. er der afsat 30 mill. kr. til en sundhedspakke og 58 mill. kr., der skal gå til bedre normeringer i daginstitutioner. I forbindelse med den såkaldte ”overførselssag” i foråret, er der brugt ca. 40 mill kr. på andre områder. Politikerne vil undervejs i budgetprocessen også blive præsenteret for en række igangværende aktiviteter for omkring 50 mill. kr., der vil bortfalde til næste år, medmindre at de bliver fornyet ved, at man afsætter nye midler til dem i det nye budget. Mon ikke at politikernes hjerte bløder for nogle af dem?  Lægger man derfor ovenstående tal sammen, så viser der sig faktisk et underskud. Så hvad gør politikerne så? Formentlig finder de nogle ”nye penge” i den såkaldte ”servicebufferpulje”, der også er regnet ind til ”store uforudsete udsving i udgifterne”.  Kommunal økonomi er ikke sådan at blive klog på.

Ballade på Rådhuset

SF’er går i protest og direktør anklages for at skabe dårligt arbejdsklima

Af Jarl Cordua

Bragt i Bryggebladet den 28. juni 2012

Sommerferien står for døren på Rådhuset. Sidste onsdag blev det sidste møde i Borgerrepræsentationen (BR) afholdt, og man aflyste torsdagens planlagte møde sammesteds, fordi sagerne allerede var behandlet om onsdagen. Et sikkert tegn på, at rådhuspolitikerne mentalt er på vej på stranden m.v.

For overborgmester Frank Jensen har juni måned udviklet sig til en fin afslutning på en for ham ellers rædselsfuld politisk sæson. Efter i foråret på ydmygende vis at være sat til vægs af et flertal af budgetpartierne, så har Jensen først og fremmest evnet at få genskabt alliancen med SF og de radikale frem mod budgetforhandlingerne til efteråret. Det er bl.a. sket ved at afholde en række vellykkede temamøder om budgettets indhold med de tre partiers BR-grupper, og man fornemmer både hos SF og de radikale, at overborgmesteren - denne gang – gør sig umage med at lytte til, deres politiske ønsker. Men hvad så med partiernes tillid til Jensen? Ja her kniber det stadigvæk lidt. De er i fortsat i tvivl om, at overborgmesteren kan levere ”varen” til sidst.

Ny metro
Overborgmesteren fortsætter imidlertid sin gode stime med at kunne præsentere gode nyheder for København. For eksempel har Trafikaftalen mellem regeringen og DF og Enhedslisten i Folketinget sikret en helt ny metrolinje til Nordhavn til en pris af 2,3 mia. kr., der vil stå klar i 2019. Fordi, der er handlet politisk hurtigt, så sparer København ifølge egne beregninger 300 mill. kr., fordi Ørestadsselskab i forvejen er i gang med at anlægge metrocitylinjen.

Jensen til Kina
I denne uge tager Jensen med en større delegation med repræsentanter fra 50 københavnske erhvervsvirksomheder til Kina. Han skal bl.a. underskriver søsterbyaftaler med Beijing. Det er København ellers holdt op med, men man gør gerne en undtagelse med Kinas hovedstad. For et par uger siden hastede Frank Jensen hjem fra Folkemødet på Bornholm for at lade sig fotografere med Kinas præsident Hu ved den lille havfrue. Det forlyder fra rådhuset, at det ikke var en almindelig ”photoopportunity”, i det præsidenten ikke lader sig fotografere med hvem som helst. For bare ved at have fået taget et billede i selskab med Hu, så kan det i sig selv veksles til åbne døre op i det kinesiske erhvervsliv og bureaukrati for både Frank Jensen og dermed de københavnske erhvervsfolk. Med andre ord: Forretningsmuligheder, jobs og vækst.

Ingen svømmehal i Ørestad
Det er dog ikke alle, der er lige imponeret af Frank Jensen og socialdemokraternes indsats mht. til at tiltrække investeringer til København. For eksempel fik Venstres kultur og fritidsborgmester Pia Allerslev - meget overraskende for hende selv – i sidste uge underkendt projektet ”Ørestadsbad”, hvor der skulle bygges en ny svømmehal i Ørestaden til 320 mill. kr. i et område, der ifølge kommunen er underforsynet med svømmehaller. Socialdemokraterne og venstrefløjen stemte dog projektet ned i kommunens kultur og fritidsudvalg af ideologiske grunde, fordi det involverede privat finansiering og drift i kraft af den såkaldte” OPP-model”. Det er ellers en model, som kommunen ellers fremhæver og bruger i andre sammenhænge mht. at skaffe ekstern finansiering, men hvor kommunen er bygherre. Tilhængerne af projektet fremhæver i øvrigt, at det ellers normalt er bred politisk enighed mht., at sørge for investeringer i fritidsanlæg, så det bliver attraktivt at bo i området. Ikke desto mindre, så er bundlinjen at Socialdemokratiets modstand har medført, at der ikke bliver bygget en svømmehal i Ørestad.

Ballade i Sundhed og Omsorg
En sag, der virkelig optager snakken på Rådhuset gange, handler om, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningens direktør Lene Silassen, der af hele fire fagforeninger, DJØF, HK, Ingeniørforeningen IDA og Dansk Magisterforening, er blevet anklaget for at have skabt et dårligt arbejdsmiljø for sine medarbejdere i afdelingen. Fagforeningerne har skrevet et fælles klagebrev til sundheds- og omsorgsborgmester, Ninna Thomsen om sagen, hvor de ifølge Politiken har oplistet anklagerne mod Silassen for at have talt groft ned til sine ansatte, udstillet dem foran deres kolleger og frataget dem arbejdsopgaver og udelukket dem fra centrale møder, hvis hun ikke kunne lide dem.
Borgmesteren reagerede, da sagen blev offentlig kendt i begyndelsen af juni, ved at iværksætte en ekstern undersøgelse. Den bliver foretaget af konsulentfirmaet Resonans, som i nogle uger har interviewet medarbejderne i forvaltningen og efter planen skulle der foreligge en færdig rapport inden sommerferien.


Smækker med døren
Der manglede heller ikke drama, da den mangeårige borgerrepræsentant Signe Goldmann for et par uger side farvel til SF, da hun under buldrer og brag, forlod gruppen og ”smækkede døren” i protest mod, at SF tilsyneladende accepterer en løsning for Amagerforbrændingen, hvor der kan bygges to nye ovne, der kan håndtere affaldsforbrændingen.
I en pressemeddelelse begrundede Signe Goldmann sit dramatiske exit sådan: 
- Jeg forlader SF fordi partiet har skiftet holdning og accepteret, at der kan bygges et væsentligt større forbrændingsanlæg på Amager, end det der tidligere har været partiets og Københavns Kommunes politik. Det nye forbrændingsanlæg er den største miljøpolitiske beslutning, vi står overfor i denne valgperiode. En beslutning, der rækker 30-40 år ud i fremtiden, og i høj grad vil være afgørende for om vi fremover skal satse meget mere massivt på genanvendelse af affaldet, eller vi fortsat primært skal brænde det af.  
- Det er med stort vemod jeg forlader partiet efter 25 år. Men som tingene har udviklet kan jeg ikke længere se, hvordan jeg kan være en del af partiet, hvis jeg fortsat skal være tro overfor mine idealer og bevare min personlige og politiske integritet, siger Signe Goldman.
Imidlertid skal man ikke gå mange skridt på rådhuset, før man kan høre en anden forklaring end ”idealer” og ”politisk integritet” som årsag til Goldmanns stormfulde farvel. Ifølge denne forklaring, så var Goldmann med ret stor sikkerhed under alle omstændigheder færdig som politiker efter denne valgperiodes udløb, i det SF næppe ville genopstille hende. Og hvorfor så ikke? Det hænger sammen med, at Goldman – ifølge mine oplysninger – igennem flere år ikke har svaret SF den partiskat, som partiets regler kræver af SFs folkevalgte politikere. SFere med lønnede tillidshverv skal således sende 10 pct. af deres vederlag videre til partikassen, og det har Goldmann, siges det i krogene, i gennem flere år undladt at gøre. Konsekvensen af manglende betalt partiskat udelukker dermed, at Goldmann kan genopstille på SFs liste BR-valget om halvandet år. Kan Goldmann så skifte til Enhedslisten? Kun i teorien, men det ville kræve at den tidligere SF’er allerede nu nedlagde sit mandat for at kunne gøre sig forhåbninger om at blive opstillet. I øvrigt betaler Enhedslistens folkevalgte også partiskat af deres indtægter.

Enhedslisten skal have ny spidskandidat. Socialborgmester Mikkel Warming kan ikke fortsætte som borgmester, hvis Liste Ø får nok stemmer til det efter kommunalvalget. Partiets interne regler siger, at han kun kan sidde som borgmester i to valgperioder. Derfor skal der findes en ny, som formentlig også skal stå i spidsen for partiets kampagne frem mod kommunalvalget i november 2013. Umiddelbart er der tre kandidater. Den første er Signe Færch som regnes for at være både skarp retorisk og politisk ”hurtig i hovedet” og et stortalent på linje med flere af de yngre kvinder, der p.t. sidder i partiets folketingsgruppe. Færch har dog gjort det klart, at hun prioriterer at få en uddannelse som socialrådgiver. Det efterlader Liste Ø med to andre muligheder: Gruppeformand Rikke Lauritzen eller partiets ordfører i teknik og miljøudvalget Morten Kabell.

Rikke Lauritzens arbejdsliv er fyldt med politik, da hun også arbejder som sekretær hos Enhedslisten på Christiansborg. Hun har været medlem af BR siden 2006 og sidder i børne -og ungeudvalget.

Morten Kabell har haft sæde i BR siden 1997. Politik fylder også op i Kabells arbejdsliv, da han har en stilling som organisationssekretær for Enhedslisten i København.

Det er imidlertid en urafstemning blandt Enhedslistens medlemmer først i det nye år, der afgør, hvem der kunne gå hen og blive Liste Øs bud på en borgmester. Et efterfølgende opstillingsmøde engang i foråret kan dog rykke rundt på tingene, da der også er regler for ligelig repræsentation af køn. På grund af Enhedslisten opstiller på partiliste, så er de øverste navne på listen så godt som sikre på at blive valgt i BR uanset de personlige stemmetal. Og Enhedslisten vejrer morgenluft på grund af den landspolitiske fremgang for partiet, som ventes at slå igennem især i København, der er politisk langt mere rød end de øvrige landsdele. Måske kan Enhedslisten få ca. 20 pct. af stemmerne og blive BRs næststørste parti efter Socialdemokraterne.

Hvis det sker, så kan det – lidt afhængig af konstitueringsreglerne – betyde at Enhedslistens borgmester kan blive teknik og miljøborgmester. I så fald vil pilen efter et valg – kunne pege på Morten Kabell, da han er partiets ordfører på området. Enhedslisten har nemlig den tradition, at det er den person, der har ordførerskabet, som overtager den borgmesterpost, som partiet bliver tilbudt. Dvs. hvis det omvendt er børne- og ungeborgmesterposten, som bliver Liste Ø til dels, så er Rikke Lauritzen formentlig det bedste bud.

Det giver så den underlige situation, at Enhedslistens spids- eller borgmesterkandidat efter et valg, sagtens kan ende med ikke at blive den, der sætter sig i borgmesterstolen.

Den siddende borgmester Mikkel Warming kan i øvrigt godt genopstille til BR, da det kun er et ”fritidshverv”. Imidlertid forlyder det, at Warming har mod på at prøve noget helt nyt uden for politik.

Læserne ønskes en god sommer!

Frank Jensen satser igen på ”de regeringsbærende partier”

Enhedslisten angriber S i udliciteringssag

Bragt i Bryggebladet 14. juni 2012

Af Jarl Cordua

Overborgmester Frank Jensen satser på at indgå et budgetforlig med SF og de radikale i efteråret. Det ses ved, at Jensen i de seneste par måneder intensivt har forsøgt at få genetablere det stærke samarbejde blandt de såkaldte ”regeringsbærende partier”, som man så i begyndelsen af valgperioden. Hensigten med offensiven er selvfølgelig også at få genskabt indtrykket i offentligheden, at Københavns overborgmester som en naturlov ”sidder forrest i bussen”, når et budgetforlig forhandles og falder på plads i løbet af september. De tre partier har i de seneste uger mødtes ved indtil videre tre temamøder, hvor man har set på mulige prioriteringer af midler i næste års budget. Temamøderne har omhandlet emner som ”udsatte byområder” og ”vækst og beskæftigelse”.

Der udestår et fjerde møde i denne uge, men der bliver meldt om ”en rigtig god stemning”. Det betyder på dansk, at socialdemokraterne gør sig ekstra meget umage med at nurse SF’erne, så de ikke igen begynder at føle sig fristet af at lave studehandler med de borgerlige. De radikales strategi er tydeligvis at blive hængende, så længe S og SF ser ud til at finde sammen og på den måde få indflydelse (og navnlig penge til den radikale borgmesters område). Jensens bestræbelser på at imødekomme især SF udelukker dog ikke, at andre partier, fx Enhedslisten eller nogle af de borgerlige partier, kommer med. Men det er SF, som Jensen først og fremmest bejler til. Dermed kan man nu konkludere, at SF’erne gjorde ret i at sætte sig i respekt og give Frank Jensen en lærestreg, da de i foråret udnyttede, at overborgmesterens autoritet på flere måder var i bund, og uden om S indgik en aftale i den såkaldte ”overførselssag” med de øvrige budgetpartier.   

Færre penge
Udligningsreformen mv. vil formentlig gøre posen med penge, som Frank Jensen kan dele ud af sammen med budgetpartierne til næste år, en hel del mindre end før udligningsreformen, som regeringen for nylig indgik en aftale med Enhedslisten om. For den betyder, at København skal til lommerne for at hive ca. 100 millioner kr. op ekstra til de fattige af landets kommuner, når man indregner diverse kompensationsmuligheder for kommunen, Det ligger dog i kortene, at der i budgettet for 2013 skal afsættes ekstra penge til områder som sundhed, skolerenoveringer, boliger i udsatte byområder, gennemførelse af klimaplanen og ”København som Grøn By”. Dertil kommer også initiativer, som man kalder for ”innovation og sund vækst”, der kan øge den økonomiske vækst i det private erhvervsliv ved bl.a. at gøre København som såkaldt vækstklynge inden for ”Clean Tech”-teknologi. De fleste er sikkert også enige i – og aktualiseret af den ulykkelige sag med pigen, som på grund af et gennemtæret gelænder faldt ned fra en bro og blev lam – at der skal gøres noget ved det erkendte vedligeholdelsesefterslæb, der er på byens veje, broer mv.

Udfordringen fra Ø
De færre penge gør dog, at det alt andet lige er mindre attraktivt for partierne at gå med i et forlig. Set fra Frank Jensens stol kan det i denne situation måske bedre betale sig at satse på færre partier, som så kan få deres ”lunser” af indflydelse, frem for at flere partier skal tilgodeses. Desuden deler S også et skæbnefælleskab med de øvrige regeringsbærende partier. Det er aktuelt set i lyset af, at meningsmålingerne p.t. straffer især S og SF, hvilket med stor sikkerhed vil slå hårdt igennem ved kommunalvalget, medmindre at regeringen forinden finder en vej ud af vælgerkrisen. 

I takt med regeringspartiernes S og SFs nedsmeltning i meningsmålingerne, så brager især Enhedslistens opbakning frem. Det giver naturligvis håb blandt partiets rådhus-rødder om at få en stor vælgergevinst ved kommunalvalget til november næste år. Ved folketingsvalget var partiet godt hjulpet af en Johanne Schmidt-Nielsens evne til at brænde igennem medierne og give venstrefløjens utilfredshed med regeringen mæle. På Københavns Rådhus har Liste Ø ikke en politisk figur, som på samme måde er kendt hos vælgerne. Den eneste, som kan tænkes at være en anelse kendt blandt vælgerne er Socialborgmester Mikkel Warming, der dog forlader Rådhuset helt efter to perioder som borgmester på grund af Listens interne rotationsregler. Der er derfor ingen i BR-gruppen, som på nogen måde kan siges at være bare det mindst kendt blandt vælgerne, og hvad værre er: Enhedslisten vælger først til næste år en modkandidat, der formentlig på grund af tidsmangel får svært ved at nå at blive særlig kendt ude hos vælgerne. Det kan så være Frank Jensen og i større SFs Ninna Thomsens held, at ”Johanne-effekten” formentlig ikke slår helt igennem i København ved BR-valget, som den ellers ville, simpelthen fordi vælgerne ikke ved, hvem der står i spidsen for Enhedslisten. På den anden side, så kender vælgerne de færreste af politikerne.  Bedømt ud fra de tidligere ”Kendtheds-undersøgelser”, der tidligere er blevet lavet, så vil kun meget få københavnere kunne nævne ret mange andre rådhuspolitikere end overborgmesteren, dvs. Frank Jensen.

Rød opposition
Enhedslisten forsømmer dog ikke en lejlighed til at markere en opposition til Frank Jensen og Socialdemokraterne. For tiden er fagforeningen FOA meget utilfredse med, at kommunen vil have en tredjedel af kommunens rengøring sendt i udbud, så også private firmaer kan byde på opgaverne. Imidlertid mener Enhedslisten, at Frank Jensen render fra en aftale, som S, SF og Ø indgik med LO-København forud for seneste kommunalvalg. Den gik nemlig ud på, at offentlige opgaver ”som udgangspunkt” ikke skal udliciteres eller sendes i udbud. Socialdemokraterne fortolker dog aftalen noget løsere end Enhedslisten, og henviser til, at Liste Øs folk i BR selv har stemt for kommunens udbudsplan.  

Enhedslisten mener omvendt, at de alene har stemt for, at kommunen undersøger mulighederne for udbud af flere offentlige opgaver, sådan som kommunen er forpligtet af loven til at gøre. Det var i Enhedslistens øjne på ingen måde ensbetydende med en politisk blåstempling af, at udbuddet rent faktisk kan sættes i værk. For Socialdemokraterne var Enhedslistens tilslutning til planen derimod fortolket som en accept af udbudsplanerne, og i venstrefløjspartiet er der også en erkendelse af, at man nok burde have stemt nej til selve udbudsplanen.  

Forrige torsdag i BR-salen var der i øvrigt en heftig debat, der tegnede nuancerne op i synet på udbud af offentlige opgaver hos de røde partier. Især SF, som oprindeligt delte Enhedslistens kritik, har dæmpet sig, men har nu accepteret planerne. Og det lykkedes åbenbart S at få SF med på at stille et senere vedtaget forslag, der afparerer noget af kritikken fra FOA. Her forpligter kommunen sig til at evaluere arbejdsforholdene for de privatansatte, der fremover skal gøre rent for kommunen, for at sikre sig at de er i orden.  

For Enhedslisten kan man dog under alle omstændigheder med LO-aftalen i hånden markere noget politisk kant til socialdemokraterne og hente støtte og sympati hos de fagforeninger, der mener, at Frank Jensen og co. nu er rendt fra aftalen. Realiteten er dog, at der er et stort politisk flertal i BR for at sende rengøringen i udbud.

Sagen med udbuddet af den kommunale rengøring, viser, at Enhedslisten frem mod næste kommunalvalg leder efter sager, hvor man kan skærpe den røde profil i forhold til en Frank Jensen, som man gerne vil fremstille som en socialdemokrat, der ikke i tilstrækkelig grad fører rød politik i København. Jensen er dog udmærket klar over, at han især er udfordret vælgermæssigt fra venstrefløjen, og det er formentlig også en af grundene til, at han frem mod valget vil lægge sig tæt op ad SF for at tage brodden af kritikken fra Enhedslisten. Måske vil han endda gøre sig meget umage for at få Enhedslisten med i et budgetforlig? Men er det i det hele taget muligt for Frank Jensen at dæmme op for den vælgermæssige nedsmeltning, der pt. sker af regeringen og ikke mindst af socialdemokraterne, hvor røde vælgere hos S og SF flygter til Liste Ø?

Et budgetkrav fra Liste Ø?
Frank Jensen kunne måske lægge øret til vandrørene på rådhuset, hvor man fra Enhedslisten mfl. kan høre en kritik af de såkaldte ”administrative planer”, hvor effektiviseringer gennem samling af administrativt såkaldt decentralt personale bl.a. på daginstitutionsområdet og socialområdet har medført, at der nu kommer en ekstra regning på samlet set ca. 10 millioner kr. til daginstitutionerne, sociale institutioner mv. Kritikerne mener, at daginstitutionerne og de sociale institutioner skal betale en for høj pris for det administrative personale, fordi omkostningerne er sat for højt. Det betyder, frygter kritikerne, at daginstitutionerne mv. skal igennem grønthøsterbesparelser for, at få enderne til at mødes. 10 millioner kr. er dog intet stort beløb i budgetmæssig sammenhæng, så hvis Enhedslisten stiller krav om at institutionerne på en eller anden måde tilgodeses eller kompenseres, så er det alt i alt en billig omgang for Frank Jensen.

En dyr omgang for København

Nye krav og tiltag fra regeringen kan udløse budgetbesparelser på 400 mill. kr.

Bragt i Bryggebladet 30. maj 2012

Af Jarl Cordua

Thorning-regeringen har travlt med trepartsforhandlinger og skattereform på Christiansborg. Men det er ikke de eneste store udfordringer, den tumler med her ved afslutningen af folketingsåret. Det er De Radikales økonomiminister Margrethe Vestager, der har ansvaret for kommunernes økonomi, og hun fik i maj – overraskende for mange – forhandlet en udligningsreform på plads med regeringens støtteparti, Enhedslisten.  Reformen betyder, at Københavns kommune umiddelbart skal til lommerne og betale 245 mill. kr. til den pulje, der skal fordeles især til landets fattigere kommuner i ”Udkantsdanmark”. Engang for ikke så længe siden var landets hovedstad, hvor 10 pct. af befolkningen bor, den fattige forgældede fætter, der skulle have særlig hjælp af Finansministeriet for ikke at gå rabundus. Men sådan er det ikke længere. Den økonomiske vækst og tilgang af indbyggere finder sted i København, og der er efterhånden kommet så godt styr på byens økonomi ikke mindst i kraft af effektiviseringer, at partierne bag budgetforliget i foråret kunne fordele overskuddet fra 2011 på 830 mill. kr. på nye tiltag. Men nu kommer Vestager og siger haps. Til gengæld fik Enhedslisten i forliget med regeringen afsat en såkaldt særtilskudspulje på 400 millioner til kommuner med særlige økonomiske udfordringer. Her tænkes på kommuner med mange indbyggere i de socialt udsatte grupper. Og da 30 procent af landets hjemløse, 40 pct. af narkomanerne og 15 pct. af de psykisk syge befinder sig i København, så er der en forventning om, at kommunen får broderparten af puljen, dvs. minimum 150 mill. kr.Dvs. netto mister København ”kun” 100 mill. kr. De fleste københavnske politikere tordner dog imod reformen. ”Udligningsreformen kunne dårligt blive værre for København”, lyder de borgerliges analyse. I marts, da modellen for reformen blev præsenteret, kaldte Frank Jensen reformen for ”primitiv” og mente, at den ligefrem kunne ” slå væksten i stykker”. Efter at forliget er faldet på plads, nøjes overborgmesteren med at være ”ærgerlig”.

Ekstraregning lurer
Kommunens økonomi kan blive yderligere presset af regeringens krav, og det skaber så stor usikkerhed, at Økonomiforvaltningen først til august – efter trepartsforhandlinger og regeringens forhandlinger med KL er afsluttet – har et overblik.  Kommunen risikerer fx at miste betydelige statstilskud til at få ledige i beskæftigelse. Måske op mod 100 mill. kr. Dertil kommer, at kommunen kan miste administrationen af jobcentre for aktivering af ledige og offentlige tilskud hertil, fordi A-kasserne som følge af succesfulde trepartsforhandlinger overtager jobformidlingen. Desuden er der tvivl om, hvilken beregningsmetode der danner grundlag for kommunernes budget for 2013 i forhandlingerne med regeringen. Det har betydning, fordi regeringen er mere striks end nogensinde med hensyn til at holde styr på det kommunale Danmarks forbrug. Alene tvivlen om, hvorvidt KL-forhandlinger skal tages udgangspunkt i kommunernes budget eller regnskab for 2011, skaber usikkerhed, om Københavns kommune til næste år skal spare 250 mill. kr. eller en halv milliard kr. i et budget på ca. 21 mia kr. Samlet set kan kommunen derfor komme til at skulle finde måske op til 400 mill. kr. for at få enderne til at mødes. På daginstitutionsområdet er der dog også lidt hjælp at hente, da Enhedslisten under finanslovsforhandlingerne med regeringen i efteråret fik afsat en pulje på en halv milliard kr., der specifikt skal gå til at ansætte flere pædagoger. Her håber København at sætte sig på 10 pct. af pengene, dvs. 50 mill. kr.

Styrereform lever videre
Forrige søndag udkom dagbladet Politiken med en forsidehistorie, hvor SF - forlød det - ”lægger ny styrereform i byerne død”. Den konkrete anledning til overskriften var, at avisen kunne citere SFs kommunalordfører, Lisbeth Bech Poulsen for at sige, at partiet ikke går ind for ”enhedsforvaltning” i storbyerne. Det sidste er ellers Frank Jensens - og Socialdemokraterne på Slotsholmens – krav til styrereformen, og de har opbakning fra økonomiminister Margrethe Vestager, som er overbevist om, at enhedsforvaltning er den bedste løsning til at skabe en mere effektiv administration af København. Det fremgår klart af samme Politiken-artikel, at Vestager ikke har opgivet idéen. Det nye er dog, at SF offentligt har sagt fra – eller har partiet det? Det afhænger lidt af, hvem man spørger på Rådhuset.  Nogle mener, at kommunalordføreren blot klargjorde partiets hidtidige synspunkt, som forener SF-politikerne på rådhuset og Christiansborg. Men meldingen skulle dog ikke fortolkes, som den blev af Politiken, at SF nu kategorisk havde kortsluttet alle idéer om en styrereform, der indfører ”enhedsforvaltning”.  Andre mener til gengæld, at Bech Poulsen faktisk redegjorde for, at SF Christiansborg nu havde gjort deres endelige stilling op. På rådhuset er det dog en udbredt vurdering, at sagen ingenlunde er død, men blot udskudt til efter sommerferien – og på den anden side af trepartsforhandlinger, KL-forhandlinger og skattereform – hvor Vestager og Co. har bedre tid til at interessere sig for en landspolitisk set lille og i forhold til vælgerne ubetydelig sag. Efteråret bliver dog under alle omstændigheder sidste udkald, hvis en reform skal vedtages, som skal kunne træde i kraft inden kommunalvalget til november næste år.

Irritation over SF
Politiken havde i øvrigt samme søndag en længere artikel om Frank Jensens problemer med at samle partierne i et forlig om ”overførselssagen”, der skulle fordele 2011-overskuddet på 830 mill. kr. I artiklen fortæller flere fremtrædende borgerrepræsentanter åbent og til citat om forløbet forud for forhandlingerne og omstændighederne ved det opsigtsvækkende forlig for mere end 2 måneder siden, der meget usædvanligt gjorde overborgmesteren til statist i slutfasten af forhandlingerne. I artiklen fremgik det igen, at navnlig SFs to borgmestre Ninna Thomsen og Ayfer Baykal ikke rigtig kan forene sig med Frank Jensens ledelsesstil. Helt grundlæggende mener SF’erne, at Jensen ikke lytter tilstrækkeligt til deres ønsker. Politikens artikel bærer overskriften ”Jensens problemer med damerne”, der bl.a. spiller på overborgmesterens pinlige optrin i forbindelse med den stærkt omtalte julefrokostepisode, samt at der i artiklen nævnes ”en vis træthed over lumre Jensen-jokes og morfarvitser” i borgmesterkredsen, der på nær en enkelt undtagelse (Enhedslistens Mikkel Warming) består udelukkende af kvinder. Det fremgår af artiklen, at Frank Jensen faktisk har sadlet om efter, at SF’erne formåede at sætte sig i respekt, og at han i de seneste måneder har signaleret en langt større imødekommenhed hos det selvbevidste SF. Ikke desto mindre så skabte artiklens negative vinkel så stor en irritation – eller ligefrem surhed - hos overborgmesteren, at han efterfølgende klart lod SF’erne vide, at han opfattede udtalelserne som et noget unødvendigt og illoyalt angreb på sin position, som i øvrigt kun gavnede S-SFs politiske modstandere. Hos SF anerkender man, at Socialdemokraterne er begyndt at komme dem i møde, og at de sammen med de radikale – og formentlig Enhedslisten – har fået stillet i udsigt at komme med i efterårets budgetforlig. Derfor er SF’erne på tilbagetog i deres kritik af Overborgmesteren i en sag, som også for længst er overstået.

Behersket tillid
Politikens artikel formår dog næppe helt at ødelægge Frank Jensens gode humør. Overborgmesteren er for nylig blevet valg til formand for Team Danmark, som igen er en platform, der kan bruges til at skabe positiv energi omkring Frank Jensen, København og overborgmesterposten. På rådhuset anerkender selv de mest kritiske, at overborgmesteren igen ser ud til at have fået styr på tingene og genvundet lidt af den tabte autoritet. ”Men det betyder jo ikke, at alting er helt fryd og gammen, eller at Frank bare kan køre tingene præcist som før”, som en iagttager formulerer det. Og man hører stadig kritik af Jensen for fx på økonomiudvalgsmøderne at benytte sig af en bondesnu teknik som mødeleder, der giver ham rum for at fortolke beslutningerne så bredt, at han har mulighed for at administrere dem, så de passer i hans eget kram. Ingen af borgmestrene for de øvrige partier ønsker fx en fremtid med enhedsforvaltning eller ”fællesforvaltning”, som Frank Jensens seneste kompromisforslag til styrereformen går ud på, der alt andet lige giver overborgmesteren mere magt. Så langt rækker deres tillid til Jensen trods alt ikke.

Kompromis med SF?
Sagen om Amagerforbrændingens store projekt, hvor København i mere end et halvt år har stukket en kæp i hjulet ved ikke at ville garantere for lånoptagelser til, at et knapt 4 mia. kr. stort nye forbrændingsanlæg med skibakke kan blive bygget, kan være på vej til få en ende. Anlægget skal afløse det nuværende forældede, nedslidte og miljøfarlige affaldsforbrændingsanlæg, der kører på dispensationer fra miljømyndighederne. I de seneste måneder har bl.a. Frank Jensen lagt sig i selen mht. at overtale SF’erne på rådhuset til at acceptere en løsning, der skal ende med, at projektet bliver sat i værk. København er storaktionær i det fælleskommunale selskab, hvor omegnskommuner plus Frederiksberg i lang tid har ventet på, at et flertal i Borgerrepræsentationen nåede frem til en løsning, der i en eller anden form accepterer det fremlagte projekt med at investere i to nye brændeovne til håndtering af affaldsbortskaffelse. Imidlertid er bl.a. SF modstander af, at man bruger så mange penge til et projekt, som kan vise sig at være for dyrt, for lidt miljøvenligt og ikke tager hensyn til endnu ikke udviklede alternative løsningsmuligheder med mere genanvendelse af affald, som senere vil vise sig at være bedre økonomisk og miljømæssigt. På den anden side står Amagerforbrændingen over for snart at skulle træffe en beslutning, da anlægget ikke kan køre på dispensation mere end et par år endnu. Meldinger fra rådhuset tyder på, at et kompromisforslag, der på en eller anden måde tilgodeser SFs synspunkter, er ved at blive forhandlet på plads mellem SFs Teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal og overborgmesteren. Sagen ender formentlig med, at anlægget bliver bygget. Til gengæld skal SF have nogle synlige indrømmelser mod, at partiet fx i Borgerrepræsentationen undlader at stemme imod en beslutning, om at København yder lånegarantien. Det kan dermed klares alene af de borgerlige og socialdemokraternes stemmer, uden at SF behøver at tage et medansvar for det. En endelig afklaring på sagen får man dog først tidligst efter sommerferien, forlyder det fra rådhuset.

En fjer i Frank Jensens hat

Flertal uden om S ønsker et udvalg, der skal se på byens styreform

Af Jarl Cordua

Bragt i Bryggebladet (her i en let revideret version) den 16. maj 2012

Det var en synligt glad overborgmester, som tronede i formandsstolen, da der var møde i Borgerrepræsentationen i torsdags. Selv ikke den byge af spørgsmål, som den borgerlige del af oppositionen stillede for at sætte fingeren på, at Frank Jensen har måttet løbe fra tidligere fremsatte udtalelser i flere nyhedsmedier om søskendegaranti, kunne ødelægge hans humør. Selvtilliden blev heller ikke skrammet af, at Jensen beklagede og erkendte, at han havde været for langt fremme mht. at udstede garantier, som han nu ikke kan stå ved. Det blev en aften på rådhuset præget af en sjældent set jovial overborgmester, der havde let ved at komme med muntre bemærkninger. I en forespørgsel samme aften blev der sat fokus på en evt. ændring af kommunens politik med mere udlicitering af offentlige opgaver til det private. Her kunne Enhedslistens Mikkel Warming rive overborgmesteren den gamle LO-pagt i næsen, der forpligter S sammen med SF og Liste Ø til en politik, hvor privat udlicitering af offentlige opgaver skal være undtagelsen frem for reglen. Det så dermed ud, som om at S nu er brudt ud af pagten, mente Warming. Den ophedede debat, der fulgte herom, kunne imidlertid heller ikke spolere Jensens gemyt.

Jensen ny S-næstformand
Dagen før var det blevet offentligt kendt, at Frank Jensen efter alt at dømme bliver den ene nye næstformand for Socialdemokraterne, som traditionelt kommer fra partiets kommunale bagland. Jensen var ganske tæt på at blive S-formand ved urafstemningen i 2005, men blev på målstregen slået af Helle Thorning-Schmidt. Hun blev for nylig statsminister, mens han i 2010 blev Københavns overborgmester.”En kinesisk magtdeling”, kunne man sige med et glimt i øjet, hvor taberen af et magtopgør i stedet for at blive slået til plukfisk får lov at bestemme i et hjørne af riget. Dertil kommer naturligvis også, at Jensen dengang blev opfattet som S-venstrefløjens kandidat, mens Thorning var S-højrefløjens. Derfor bliver Jensens forfremmelse internt i partihierakiet også set som et led i en magtdeling, hvor højrefløjen dog sidder for bordenden. Man kan så diskutere, om venstrefløjskandidaten Frank Jensen har ført en specielt venstresocialdemokratisk linje i København. Det vil man nok i partier som SF og Enhedslisten nok afvise. Ikke desto mindre så er det forstående valg til næstformand – som næppe bliver forpurret af andre kandidater - en stor fjer i hatten for Jensen. Og det sker oven på et særdeles svært halvt år, hvor Jensen tydeligvis for alle i perioder har befundet sig i en krise, hvor hans autoritet som ledende – i gamle dage næste suveræn - politiker har været udfordret af Borgerrepræsentationens partier både til højre og venstre for S. Autoriteten er stadig truet, men nu har Jensen dog fået nogle flere stjerner på skuldrene som”kommunal” S-næstformand, hvor både det store regeringsparti og statsministeren stiller sig bag ham og udtrykker fuld tillid til hans person.

Adel forpligter
Det forpligter imidlertid også Jensen til at finde tilbage til den rolle, som der forventes af en overborgmester. Det indebærer først og fremmest, at verden ikke skal opleve en gentagelse af den pinlige julefrokostepisode, som rådhuset var vidne til i fjor. Dertil kommer, at Jensen og Socialdemokraterne i de kommende måneder får held til at splitte den elles uvante samling af oppositionen, som har fundet sted det seneste halve år. Når vi nærmer os valget til næste år, så skal Jensen over for vælgerne igen fremstå som den, der som en selvfølge sidder for enden af forhandlingsbordet, i god tid har læst forhandlingsspillet rigtigt samt indgået de nødvendige alliancer med henblik på at lave de store kompromiser om budgetaftaler mv., som vælgerne forventer af en overborgmester. Ser vi i stedet, at oppositionen får held med at strikke flere afgørende aftaler sammen uden om S, ja så vil Jensens autoritet blive undergravet yderligere, og der vil stille brede sig en stemning af, at overborgmesteren er sat under administration. Det er man godt klar over hos Jensen og hans folk, hvor der er blevet skruet gevaldigt op for charmen – ikke mindst over for SF, som overborgmesteren ikke gerne vil være alt for uenige med endsige kritisere.

Det skal derfor nok gå meget galt, hvis ikke en eller anden ny S-SF-alliance bliver smedet i forbindelse med efterårets budgetforhandlinger. Frank Jensen skal i hvert fald ikke igen risikere at stå tilbage som den, der skal nikke til et forhandlingsresultat, som han ikke selv har forhandlet på plads. Det giver SF’erne nogle ekstra gode kort på hånden, når de kommer med deres lange liste af ønsker til forhandlingsbordet omkring budgetforliget.

Spekulation om KL-post
Frank Jensens navn popper desuden også op i spekulationerne om, hvem der skal efterfølge nyligt afdøde Jan Trøjborg som formand for Kommunernes Landsforening (KL). Selv om alle parter afviser at diskutere sagen i respekt for den afdøde, så stod det klart, at Københavns overborgmester næppe kommer i betragtning. Kommunen, hvor 10 pct. af landets befolkning bor, fylder simpelthen for meget i det politiske landskab. Med Frank Jensen i spidsen for KL ville det være svært at skelne mellem, hvad der er alle kommunernes, og hvad der er Københavns interesser. Det ville formentlig også være svært for Jensen at rejse særlige københavnske dagsordener i offentligheden, uden at det måske i for mange tilfælde vil kollidere med KLs fælles dagsorden. Henset til dette og til, at Frank Jensen snart bliver næstformand i S, tyder alt på, at overborgmesteren har det fint med ikke at blive KL-formand, selvom at det officielle københavnske synspunkt naturligvis er, at intet i princippet kan stå i vejen for det.

Strukturudvalg på vej
Frank Jensen og hans parti, Socialdemokraterne, er faktisk på vej til at komme i mindretal i en anden sag, der drejer sig om den såkaldte styrereform for landets større byer. Regeringen har længe bebudet reformens komme, men den har endnu ikke set dagens lys. Et flertal bestående af samtlige partier i BR undtagen S foreslår nu, at der bliver nedsat et såkaldt ”strukturudvalg”, der skal komme med løsninger til, hvordan kommunen kan effektivisere sin administration, fx ved at nedlægge et par forvaltninger. Udvalget skal arbejde hurtigt og komme med forslag, inden året er omme. På rådhuset peger kritikere af forslaget på, at forslagsstillerne er indbyrdes temmelig uenige om, hvordan en styrereform skal se ud. De er alle imod Frank Jensens forslag om en såkaldt”enhedsforvaltning”, men til gengæld indbyrdes uenige om, hvorvidt der skal indføres et flertalsstyre. Andre hæfter sig ved, at forslaget om at nedsætte udvalget reelt er ”en landingsbane” for SFs og de radikales kommunale ordførere på Christiansborg. De er nemlig under pres både fra Socialdemokraterne i regeringen, som ønsker en reform, der indebærer både et flertalsstyre og enhedsforvaltning, og fra deres lokale partifæller, som er imod enhedsforvaltningen. Hvis København selv nedsætter et udvalg, kan Christiansborg-politikerne vinde lidt tid med henvisning til, at københavnerne nu selv arbejder med sagen. Problemet er imidlertid, at selv om det”hurtigtarbejdende” udvalg sætter damp på kedlerne, så kan det næppe nå at præsentere en løsning, der kan nå at blive vedtaget og effektueret og dermed få virkning fra næste valgperiode, dvs. fra 1.januar 2014.

Dyr advokatregning
På Rådhuset – og ikke mindst i SF’eren teknik-og miljøborgmester Ayfer Baykals afdeling er man ved at ånde lettet op oven på sagen med den 14-årige pige, der på ulykkeligvis har mistet sin førlighed ved et fald fra Dronning Louises bro og siden af kommunen blev nægtet erstatning. Det skete med den begrundelse, at der ifølge kommunens jurister ikke var såkaldt ”hjemmel” til det i lovgivningen. Efter pres fra dagspressen fandt politikerne ud af at bede kommunens advokat, Horten, om i ekspresfart at levere en såkaldt uvildig redegørelse. Det skete med henblik på at finde et juridisk smuthul, der gav kommunen mulighed for at slippe ud af kattepinen, så pigen alligevel kunne få erstatning. Det lykkedes, og kommunen har nu erkendt, at den er erstatningspligtig. Dermed er sagen formentlig slut, når pigens mén er blevet konstateret. Derfor kan man ikke sige noget om, hvor meget pigen får i erstatning. Til gengæld kender man beløbet på advokatregningen fra Horten: 375.000 kr. I Ayfer Baykals afdeling er man meget lidt meddelsom med hensyn til at udtale sig mere om sagen. Det sker nok, fordi sagen kan danne præcedens for lignende tilfælde, samtidig med, at man erkender, at det er ganske usædvanligt, at kommunen må søge juridisk bistand til tårnhøje takster. Teknik- og Miljøforvaltningens jurister vurderer og afgør selv hvert år omkring 300-400 erstatningssager.