SF’s borgmester i København, Bo Asmus Kjeldgaard, udfordres af folketingsmedlem Anne Baastrup. Hvem står til at vinde? Hvem skal forvalte Villy-effekten ved valget i 2009? Bryggebladets politiske kommentator sætter odds.
Klummen blev bragt i Bryggebladet nr.6 /2008 den 1. april 2008.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
I den seneste klumme skrev jeg, at børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard var næsten sikker på at blive genvalgt til ny spidskandidat for SF, medmindre han blev udfordret af en kendt politisk personlighed fra SF’s folketingsgruppe. Det holdt stik.
Lige før Bryggebladet kom på gaden (men efter avisen var sendt til tryk), meddelte folketingsmedlem Anne Baastrup nemlig, at hun stiller op mod Kjeldgaard.
Alt tegner nu til et tæt løb mellem de to SF-personligheder.
Kamp til stregen
Da nyheden om Anne Baastrups kandidatur kom, bakkede næsten hele SF’s nuværende gruppe i Borgerrepræsentationen op bag hende.
Kun BR-medlem Frank Hedegaard fastholder sin støtte til Kjeldgaard, der derfor umiddelbart virker noget klemt.
Der er dog ingen tvivl om, at kandidaterne vil give hinanden hård kamp til stregen.
Bo Asmus Kjeldgaard har ét stærkt kort: Han kan henvise til sin lange kommunalpolitiske erfaring, mens Baastrup endnu ikke har fremlagt et kommunalpolitisk program, der adskiller sig markant fra, hvad der i dag er SF’s politik på rådhuset.
Ser man på, hvad udfordreren indtil videre har luftet om, hvad hun vil politisk i København, har hun holdt sig til overskrifter. Intet konkret har set dagens lys, og begge kandidater vil samarbejde med de radikale og Socialdemokraterne og fokuserer på politiske områder som børn, miljø og trafik, hvor de vil nogenlunde det samme.
Kendt kvinde
På den anden side har Kjeldgaard – til trods for at han har været borgmester i byen siden 1998 og to gange har været SF’s spidskandidat – stadig sit folkelige gennembrud til gode.
Anne Baastrup er som partiets mangeårige retspolitiske ordfører i Folketinget langt den mest kendte af de to politikere.
Det er især Baastrups køn og kendthed, der er baggrunden for, at nogle SF’ere ser hende som én, der netop kan matche den anden kendte kvindelige politiker i København: Ritt Bjerregaard.
Analysen er, at SF med en kendt kvindelig politiker øverst på listen simpelthen har en bedre chance for at veksle fremgangen i meningsmålingerne, som partiet har på landsplan, til flere mandater i Københavns Borgerrepræsentation.
Forstening og fornyelse
Baastrups afgang fra Folketinget vurderes som et logisk valg, da politikeren næppe kunne nå meget videre i Folketinget, hvor hun siden midtfirserne har været valgt på Fyn.
Efter valget er folketingsgruppen blevet fordoblet med mange nye, ambitiøse, yngre medlemmer. Foruden presset fra disse yngre MF’ere er der også et bredt ønske i selve partiet om fornyelse på en række af de tunge ordførerposter på Christiansborg.
Baastrup er næstformand i folketingsgruppen og har derfor uden tvivl fin føling med, at hendes tid som partiets retsordfører og socialordfører nok snart er ved at være forbi. Ved selv at annoncere sin afgang fra Folketinget efter næste valg kom hun måske en fyring i forkøbet.
I SF er der en forventning om, at Baastrup under alle omstændigheder havde mistet sine ordførerposter i forbindelse med en rokade inden for det kommende halve år.
Ved selv at gå nu – for at »søge nye udfordringer« –står Baastrup derfor med et langt bedre udgangspunkt til at fortsætte sin politiske karriere, end hvis hun blev.
I folketingsgruppen opleves Baastrup nogle steder som forstenet fortid, men som SF’s eventuelle spidskandidat og borgmester fremstår hun omvendt pludselig som den store fornyelse.
Baastrup satser under alle omstændigheder benhårdt på at blive SF’s borgmester nummer to, hvis partiet – som det ser ud nu – står til at få to borgmesterposter, som partiet havde i 1980’erne og starten af 1990’erne.
Urafstemning
Det er SF’s 3.500-4.000 medlemmer i København, der ved en urafstemning, som formentlig afholdes til maj, vælger en spidskandidat. SF-København har i løbet af det seneste år i øvrigt fået tilgang af omkring 1.000 nye medlemmer.
Lytter man til vurderingen fra SF’ere med kendskab til organisationen, bliver den udslagsgivende faktor for medlemmernes stemme, hvem af de to kandidater der i løbet af den interne valgkamp bedst er i stand til at overbevise medlemmerne, om de evner at sætte en ny kommunalpolitisk dagsorden.
Internt i SF’s gruppe i Borgerrepræsentationen har der længe været modstand mod Kjeldgaard, og uenigheden kulminerede, da gruppeformanden Bjarne Fey forlod sin post i efteråret i forbindelse med budgetforhandlingerne.
Kontroverserne mellem Fey og Kjeldgaard kom blandt andet til udtryk i sagen om en kommende sportshal på skolen her på Bryggen.
Bo Asmus og Ritt Bjerregaard var uenige om, hvilken kommunal kasse der skulle betale for den sportshal, som alle mente var den eneste rigtige løsning i forbindelse med den videre udbygning af skolen. På et tidspunkt så det ud til, at sportshallen helt ville blive droppet, men så gik Bjarne Fey i offensiven og undsagde sin egen borgmester.
Sagen endte i øvrigt lykkeligt for Bryggen, da en enig Borgerrepræsentation endte med at bevilge penge til sportshallen.
Modstanden mod Kjeldgaard stikker dog ikke dybt i SF’s organisation. Eksempelvis var SF’s formand i København, Jens Andersen, hurtigt ude og give Kjeldgaard sin støtte, da borgmesteren meddelte, at han genopstillede.
Kjeldgaard svag favorit
Baastrup har tidligere været en del af Villy Søvndals nære netværk, men det hjælper hende næppe meget i den interne valgkamp.
For ledelsen på Christiansborg holder sig på lang afstand af slagsmålet. Holdningen er, at det må de lokale SF’ere i København helt selv afgøre.
For nogle SF-græsrødder vil det måske netop tælle negativt i regnskabet, at Baastrup kommer »oppe fra systemet« og derfor ikke er groet op nedefra SF’s lokale rødder i København, til trods for at hun selv fremhæver at have haft bopæl i byen i 30 år.
Anne Baastrups mand er SF’s tidligere partisekretær Asbjørn Agerschou, som tidligere også var folketingsmedlem for partiet.
Agerschou beskrives som en kreativ og dygtig mand inden for politisk kampagne med mange fikse idéer, så han er nok et godt bud som Baastrups kampagnechef.
Uanset hvad er kampvalget næppe en optimal situation for partiet, for medmindre der findes en klar vinder, kan man næppe udelukke intern uro og ballade i partiet.
Det tegner til dødt løb. Skal Bryggebladet sætte odds, så spår vi, at Bo Asmus Kjeldgaard lige nu fører knebent 55-45 over Anne Baastrup. Kjeldgaard er dermed en meget svag favorit, men det kan den kommende tids valgkamp ændre på.
Mere om de to kandidater:
www.boasmus.dk
www.sf.dk/baastrup
mandag den 31. marts 2008
mandag den 10. marts 2008
Bo Asmus næsten sikker som SF’s spidskandidat
Camilla Burgwald stiller ikke op mod Kjeldgaard, siger hun til Bryggebladet.
Klumme bragt i Bryggebladet nr. 5 den 11. marts 2008.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Der har længe været spekuleret i, om børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard ville møde en seriøs rival, når de københavnske SF’ere i maj ved en urafstemning blandt medlemmerne skal vælge deres overborgmesterkandidat.
Den 50-årige oprindelige vestjyde har været sit partis spidskandidat i hovedstaden i de to seneste valgperioder, men det er endnu ikke lykkedes ham at få det store folkelige gennembrud.
Ved sidste kommunalvalg gik det da også ud over SF, at Ritt Bjerregaard stormede i Borgerrepræsentationen. Partiet mistede to mandater, og det lykkedes ikke Kjeldgaard at trænge igennem til vælgerne.
I SF’s organisation har tillidsfolkene derfor opstillet en række kriterier for, hvilke egenskaber en ideel spidskandidat skal besidde:
Han eller hun skal have erfaring, være god til at forhandle, og så skal vedkommende være kendt i vælgerbefolkningen. Det sidste kriterium, siger nok noget om partiets erfaringer fra 2005, hvor Klaus Bondam og Bjerregaard gav den ukendte Kjeldgaard baghjul hos vælgerne.
Frossen kylling
Men i 2009 er rollerne måske byttet om. SF har pt. fremdrift på grund af Villy-effekten, der fejrer triumfer ugentligt i meningsmålingerne.
Spørgsmålet er, om de gode Gallup-tal for SF på landsplan holder frem til næste BR-valg. Som tommelfingerregel skulle SF i København som minimum kunne veksle halvdelen af fremgangen på landsplan til ekstra sæder i den ny Borgerrepræsentation.
SF’ere i organisationen har efter sigende kigget efter alternativer til Bo Asmus Kjeldgaard, der endnu ikke har overbevist nogen om sine evner som folkeforfører.
Den socialdemokratiske blogger David Troels Garby mener ligefrem, at SF-borgmesteren har »en karisma som en frossen kylling«.
I stedet er profiler som Steen Gade og Anne-Grethe Holmsgaard efter sigende blevet spurgt, om de kunne være interesserede, men har begge takket nej. Landspolitikken er åbenbart mere attraktiv for dem end udsigten til at blive borgmester i København.
Nej til headhunting
Der er dog også stærke kræfter i partiet, som er modstandere af, at SF skulle »headhunte« en profil til københavnsk politik efter Ritt-modellen. Nogle mener, at SF’s næste spidskandidat skal findes blandt de erfarne og prøvede kræfter, der allerede har vist deres værd på Rådhuset.
Længe har der været snakket om, at den unge Camilla Burgwald, politisk ordfører for SF i Borgerrepræsentationen, kunne tænkes at udfordre Kjeldgaard. Men da Bryggebladet ringede hende op forleden, kunne Burgwald meddele avisen, at hun ikke agter at stille op som overborgmesterkandidat.
Burgwald ville dog ikke afvise, at hun er kandidat som ny borgmester, hvis nu SF – hvad meningsmålingerne kunne tyde på – får to borgmestre efter konstitueringen i 2009.
Borgmester skal være kvinde
SF’s organisation har nemlig tidligere diskuteret en opstillingskonstruktion, hvor den anden borgmester skal være en kvinde. Og det giver selvsagt Burgwald gode kort på hånden.
Med Burgwalds klare udmelding er Kjeldgaard nu næsten sikker på at blive valgt som SF’s overborgmester-kandidat.
Men det gør ham stadig ikke til noget stort trækplaster hos vælgerne. Derfor findes der stadigvæk SF’ere, der håber på, at en af de kendte profiler fra Christiansborg alligevel inden maj når at besinde sig og stiller op imod Kjeldgaard. Men chancerne for dette scenario mindskes dag for dag.
Det er Kjeldgaard tilfreds med, men det er Ritt Bjerregaard og ikke mindst Klaus Bondam utvivlsomt også. For en mere kendt kandidat vil naturligvis gøre det langt sværere for S og R at vinde det (i meningsmålingerne) tabte tilbage inden valget.
MANDAG 10.3.08 : MF Anne Baastrup siger i dag, at hun forlader Christiansborg for at blive SFs borgmesterkandidat. Hun skulle være opfordret siger hun. Meldingen kommer efter at Kjeldgaaard - også i dag - har meddelt at han "genopstiller som borgmester". Der bliver derfor alligevel nu et kampvalg om spidskandidat-posten. Det er ikke nyt at Baastrup har været interesseret, men efter Bryggebladets oplysninger, så er begejstringen for hende i SF ikke entydig. Det samme kan man sige om Bo Asmus Kjeldgaard.
---------------------------------
Ny ballade i Ritts regering
Socialdemokraterne udfordrer SF og Radikale: Laver solo-forlig om modersmålsundervisning med de borgerlige
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
I sidste uge indgik Socialdemokraterne pludselig forlig med de borgerlige partier omkring indførelse af brugerbetaling for modersmålsundervisning i Københavns Kommune fra tredje klassetrin – før var det fra syvende klasse.
Det er ret usædvanligt, at ABF-partierne ikke står samlet bag den politik, der vedtages på rådhuset. Det svarer nærmest til, hvis VK-partierne på Christiansborg pludselig lavede finanslov uden Pia Kjærsgaard.
Derfor er der ikke noget at sige til, at Berlingske Tidende fredag svingede sig op til i en overskrift at tale om, at der er udbrudt »åben krig« på rådhuset mellem S og deres normale samarbejdspartnere SF og R.
Sagen ses, blandt andre af de borgerlige, som endnu et søm til ABF-samarbejdets ligkiste, og at Ritt forsøger at udfordre især opkomlingene fra SF ved at føre en lidt strammere – og måske borgerlig – kurs.
Dette politiske område er omstridt. Den ene del af sagkundskaben mener, at modersmålsundervisning er altafgørende for integrationen, hvorimod den anden del mener, at den er ligegyldig eller ligefrem skadelig for samme.
SF og de radikales synspunkt er, at tilegnelsen af et nyt sprog, det vil sige dansk – og på længere sigt integrationen – lykkes bedst, hvis børn først har lært deres eget modersmål. Det andet og modsatrettede synspunkt er, at modersmålet tværtimod trækker fokus væk fra det egentlige formål: At børn lærer dansk godt for derved at kunne klare sig godt i undervisningssystemet og blive ordentligt integreret.
Socialdemokraterne har længe været splittet i spørgsmålet, og flere af de socialdemokratiske BR-medlemmer med indvandrerbaggrund er stærkt optaget af at sikre fortsat kommunalt støttet modersmålsundervisning.
Andre dele af partiet – herunder Ritt – er imod, og hun er ikke alene om at styre Socialdemokraternes politik på dette område. Medlem af Børne- og Ungeudvalget Jan Andreasen har i mange år været strammer i integrationspolitikken, blandt andet ved at ville begrænse modersmålsundervisningen.
Forslaget – der blev vedtaget med de borgerlige stemmer for et par uger siden – ses derfor af Socialdemokraterne selv som et kompromis mellem de forskellige synspunkter, der er i den socialdemokratiske BR-gruppe.
Normalt vil et forslag af denne type skulle cleares med SF og de radikale på ABF-partiernes koordinationsmøder, som de holder et par gange om måneden.
Men Socialdemokraterne med flere mener, at Bo Asmus Kjeldgaard af en eller anden grund ikke fik clearet denne sag på disse møder eller i sit eget udvalg med Jan Andreasen, der så i stedet gik til de borgerlige for at gennemføre forslaget.
Siden har ABF-partierne brugt tiden på at mundhugges offentligt, hvilket har næret indtrykket af tiltagende sprækker – for ikke at sige total splittelse – i »byens regering«.
Ritts rolle
På rådhuset storspekuleres der samtidig og naturligvis i, hvilken rolle Ritt spiller i sagen. Var det Ritt, der for at genere SF fik orkestreret det hele sådan, at Jan Andreasen gik til de borgerlige?
Men ingen kan rigtig svare på, hvilken glæde Socialdemokraterne eller Ritt skulle have i at lave ballade på et relativt lille område som modersmålsundervisning? Det er ikke helt indlysende.
Socialdemokraterne hævder selv, at Jan Andreasen handlede på egen hånd, og flere mener, at Bo Asmus Kjeldgaard sov i timen.
Så måske er hele sagen i virkeligheden bare et eksempel på, at der engang imellem opstår ballade i politik ved tilfældigheder.
Men som en fremtrædende BR-politiker bemærkede, så opererer Ritt normalt ikke med tilfældigheder. Det er sikkert rigtigt, men hendes egentlige motiv til at udstille splittelsen i byens regering er ikke let at få øje på.
Blandt argumenterne er, at hvis Ritt skal vinde tabte vælgere tilbage fra SF, sker det næppe på en dagsorden om mindre modersmålsundervisning, hvor man går til højre. Så burde Ritt vil snarere finde et område, hvor hun kan konkurrere med SF om at være mest venstreorienteret.
Klumme bragt i Bryggebladet nr. 5 den 11. marts 2008.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Der har længe været spekuleret i, om børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard ville møde en seriøs rival, når de københavnske SF’ere i maj ved en urafstemning blandt medlemmerne skal vælge deres overborgmesterkandidat.
Den 50-årige oprindelige vestjyde har været sit partis spidskandidat i hovedstaden i de to seneste valgperioder, men det er endnu ikke lykkedes ham at få det store folkelige gennembrud.
Ved sidste kommunalvalg gik det da også ud over SF, at Ritt Bjerregaard stormede i Borgerrepræsentationen. Partiet mistede to mandater, og det lykkedes ikke Kjeldgaard at trænge igennem til vælgerne.
I SF’s organisation har tillidsfolkene derfor opstillet en række kriterier for, hvilke egenskaber en ideel spidskandidat skal besidde:
Han eller hun skal have erfaring, være god til at forhandle, og så skal vedkommende være kendt i vælgerbefolkningen. Det sidste kriterium, siger nok noget om partiets erfaringer fra 2005, hvor Klaus Bondam og Bjerregaard gav den ukendte Kjeldgaard baghjul hos vælgerne.
Frossen kylling
Men i 2009 er rollerne måske byttet om. SF har pt. fremdrift på grund af Villy-effekten, der fejrer triumfer ugentligt i meningsmålingerne.
Spørgsmålet er, om de gode Gallup-tal for SF på landsplan holder frem til næste BR-valg. Som tommelfingerregel skulle SF i København som minimum kunne veksle halvdelen af fremgangen på landsplan til ekstra sæder i den ny Borgerrepræsentation.
SF’ere i organisationen har efter sigende kigget efter alternativer til Bo Asmus Kjeldgaard, der endnu ikke har overbevist nogen om sine evner som folkeforfører.
Den socialdemokratiske blogger David Troels Garby mener ligefrem, at SF-borgmesteren har »en karisma som en frossen kylling«.
I stedet er profiler som Steen Gade og Anne-Grethe Holmsgaard efter sigende blevet spurgt, om de kunne være interesserede, men har begge takket nej. Landspolitikken er åbenbart mere attraktiv for dem end udsigten til at blive borgmester i København.
Nej til headhunting
Der er dog også stærke kræfter i partiet, som er modstandere af, at SF skulle »headhunte« en profil til københavnsk politik efter Ritt-modellen. Nogle mener, at SF’s næste spidskandidat skal findes blandt de erfarne og prøvede kræfter, der allerede har vist deres værd på Rådhuset.
Længe har der været snakket om, at den unge Camilla Burgwald, politisk ordfører for SF i Borgerrepræsentationen, kunne tænkes at udfordre Kjeldgaard. Men da Bryggebladet ringede hende op forleden, kunne Burgwald meddele avisen, at hun ikke agter at stille op som overborgmesterkandidat.
Burgwald ville dog ikke afvise, at hun er kandidat som ny borgmester, hvis nu SF – hvad meningsmålingerne kunne tyde på – får to borgmestre efter konstitueringen i 2009.
Borgmester skal være kvinde
SF’s organisation har nemlig tidligere diskuteret en opstillingskonstruktion, hvor den anden borgmester skal være en kvinde. Og det giver selvsagt Burgwald gode kort på hånden.
Med Burgwalds klare udmelding er Kjeldgaard nu næsten sikker på at blive valgt som SF’s overborgmester-kandidat.
Men det gør ham stadig ikke til noget stort trækplaster hos vælgerne. Derfor findes der stadigvæk SF’ere, der håber på, at en af de kendte profiler fra Christiansborg alligevel inden maj når at besinde sig og stiller op imod Kjeldgaard. Men chancerne for dette scenario mindskes dag for dag.
Det er Kjeldgaard tilfreds med, men det er Ritt Bjerregaard og ikke mindst Klaus Bondam utvivlsomt også. For en mere kendt kandidat vil naturligvis gøre det langt sværere for S og R at vinde det (i meningsmålingerne) tabte tilbage inden valget.
MANDAG 10.3.08 : MF Anne Baastrup siger i dag, at hun forlader Christiansborg for at blive SFs borgmesterkandidat. Hun skulle være opfordret siger hun. Meldingen kommer efter at Kjeldgaaard - også i dag - har meddelt at han "genopstiller som borgmester". Der bliver derfor alligevel nu et kampvalg om spidskandidat-posten. Det er ikke nyt at Baastrup har været interesseret, men efter Bryggebladets oplysninger, så er begejstringen for hende i SF ikke entydig. Det samme kan man sige om Bo Asmus Kjeldgaard.
---------------------------------
Ny ballade i Ritts regering
Socialdemokraterne udfordrer SF og Radikale: Laver solo-forlig om modersmålsundervisning med de borgerlige
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
I sidste uge indgik Socialdemokraterne pludselig forlig med de borgerlige partier omkring indførelse af brugerbetaling for modersmålsundervisning i Københavns Kommune fra tredje klassetrin – før var det fra syvende klasse.
Det er ret usædvanligt, at ABF-partierne ikke står samlet bag den politik, der vedtages på rådhuset. Det svarer nærmest til, hvis VK-partierne på Christiansborg pludselig lavede finanslov uden Pia Kjærsgaard.
Derfor er der ikke noget at sige til, at Berlingske Tidende fredag svingede sig op til i en overskrift at tale om, at der er udbrudt »åben krig« på rådhuset mellem S og deres normale samarbejdspartnere SF og R.
Sagen ses, blandt andre af de borgerlige, som endnu et søm til ABF-samarbejdets ligkiste, og at Ritt forsøger at udfordre især opkomlingene fra SF ved at føre en lidt strammere – og måske borgerlig – kurs.
Dette politiske område er omstridt. Den ene del af sagkundskaben mener, at modersmålsundervisning er altafgørende for integrationen, hvorimod den anden del mener, at den er ligegyldig eller ligefrem skadelig for samme.
SF og de radikales synspunkt er, at tilegnelsen af et nyt sprog, det vil sige dansk – og på længere sigt integrationen – lykkes bedst, hvis børn først har lært deres eget modersmål. Det andet og modsatrettede synspunkt er, at modersmålet tværtimod trækker fokus væk fra det egentlige formål: At børn lærer dansk godt for derved at kunne klare sig godt i undervisningssystemet og blive ordentligt integreret.
Socialdemokraterne har længe været splittet i spørgsmålet, og flere af de socialdemokratiske BR-medlemmer med indvandrerbaggrund er stærkt optaget af at sikre fortsat kommunalt støttet modersmålsundervisning.
Andre dele af partiet – herunder Ritt – er imod, og hun er ikke alene om at styre Socialdemokraternes politik på dette område. Medlem af Børne- og Ungeudvalget Jan Andreasen har i mange år været strammer i integrationspolitikken, blandt andet ved at ville begrænse modersmålsundervisningen.
Forslaget – der blev vedtaget med de borgerlige stemmer for et par uger siden – ses derfor af Socialdemokraterne selv som et kompromis mellem de forskellige synspunkter, der er i den socialdemokratiske BR-gruppe.
Normalt vil et forslag af denne type skulle cleares med SF og de radikale på ABF-partiernes koordinationsmøder, som de holder et par gange om måneden.
Men Socialdemokraterne med flere mener, at Bo Asmus Kjeldgaard af en eller anden grund ikke fik clearet denne sag på disse møder eller i sit eget udvalg med Jan Andreasen, der så i stedet gik til de borgerlige for at gennemføre forslaget.
Siden har ABF-partierne brugt tiden på at mundhugges offentligt, hvilket har næret indtrykket af tiltagende sprækker – for ikke at sige total splittelse – i »byens regering«.
Ritts rolle
På rådhuset storspekuleres der samtidig og naturligvis i, hvilken rolle Ritt spiller i sagen. Var det Ritt, der for at genere SF fik orkestreret det hele sådan, at Jan Andreasen gik til de borgerlige?
Men ingen kan rigtig svare på, hvilken glæde Socialdemokraterne eller Ritt skulle have i at lave ballade på et relativt lille område som modersmålsundervisning? Det er ikke helt indlysende.
Socialdemokraterne hævder selv, at Jan Andreasen handlede på egen hånd, og flere mener, at Bo Asmus Kjeldgaard sov i timen.
Så måske er hele sagen i virkeligheden bare et eksempel på, at der engang imellem opstår ballade i politik ved tilfældigheder.
Men som en fremtrædende BR-politiker bemærkede, så opererer Ritt normalt ikke med tilfældigheder. Det er sikkert rigtigt, men hendes egentlige motiv til at udstille splittelsen i byens regering er ikke let at få øje på.
Blandt argumenterne er, at hvis Ritt skal vinde tabte vælgere tilbage fra SF, sker det næppe på en dagsorden om mindre modersmålsundervisning, hvor man går til højre. Så burde Ritt vil snarere finde et område, hvor hun kan konkurrere med SF om at være mest venstreorienteret.
søndag den 24. februar 2008
Københavnerne vender Ritt ryggen
Klumme bragt i Bryggebladet nr. 4 den 26. februar 2008.
Ny meningsmåling: SF stormer frem i København. Står nu til lige så mange stemmer som S.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
For et par uger siden kom en Gallup-meningsmåling lavet for Berlingske Tidende med et for Ritt Bjerregaard nedslående resultat.
Den viste, at omkring en tredjedel af de vælgere, der stemte socialdemokratisk ved kommunalvalget i 2005, nu vil stemme på andre partier. Var der kommunalvalg nu, ville S kun få 24 procent af stemmerne mod 38 procent ved kommunalvalget i 2005.
Selvom vælgerne ifølge målingen viser en vild vælgerflugt væk fra socialdemokraterne, så er Ritt Bjerregaards overborgmesterpost næppe i fare.
Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti går samlet set pænt frem fra 26 procent ved valget i 2005 til 34 procent i målingen. Men det er slet ikke nok til, at der er udsigt til et regulært systemskifte.
Alligevel bliver vælgernes signal taget alvorligt – også af Ritt Bjerregaard.
For det er især SF, der står til at blive den store vinder. Partiet bliver i målingen mere end fordoblet og går fra 11 procent ved sidste kommunalvalg til hele 24 procent.
Dermed bliver SF lige så store som S, og spekulationerne kan begynde om, hvorvidt SFs borgmester Bo Asmus Kjeldgaard er et reelt alternativ til Ritt som overborgmester.
Ikke kun Helles skyld
Overborgmesteren er snu nok til ikke selv at kommentere målingen, så Socialdemokratiets politiske ordfører Anne Vang blev i stedet sendt i byen for at kommentere den med en forklaring om, at tilbagegangen ikke skyldes eksempelvis initiativet med Ritts røde skole, men derimod at Socialdemokratiets landspolitisk har tabt terræn.
På dansk: Tilbagegangen i København skyldtes ikke Ritt, men Thornings-Schmidts uduelighed.
Hos socialdemokrater på Christiansborg noterer man sig spydigt, at når Socialdemokraterne i København går frem, så er det tilsyneladende alene takket være Ritts fortræffeligheder, hvorimod enhver tilbagegang derimod udelukkende skal tilskrives Thorning-Schmidts indsats…
Ritt Bjerregaard kommer dog ikke udenom, at flasken også peger i hendes retning, når man søger blandt årsagerne til vælgerafvandringen fra S.
Berlingskes måling viste nemlig også, at københavnerne generelt er skuffede over deres overborgmesters præstation, og der er nærmest tale om frit fald i borgernes såkaldte »personlige vurdering« af Ritt.
I 2007 mente hver fjerde københavner, at overborgmesteren gjorde det dårligt. I februar 2008 er det to ud af fem eller 40 procent.
To grunde til vælgerflugt
Iagttagere peger på særligt to årsager til, at københavnerne vender Ritt ryggen.
For det første har overborgmesteren mistet troværdighed. Årsagen er, at hun ikke har kunnet levere de 5.000 billige boliger på fem år og til en månedlig husleje på 5.000 kr., hvilket blev opfattet som et klokkeklart valgløfte, og som nogle vælgere opfatter som et eklatant løftebrud.
Dernæst er mange vælgere formentlig ikke enige i, at overborgmesteren har kunnet levere en tilfredsstillende løsning på Ungdomshuskonflikten.
De vælgere, som er forargede over, at hun forhandler ungdomshus med de autonome, er gået til højre, mens de, som er utilfredse med, at der ikke er fundet en hurtig løsning, er gået til venstrefløjen.
Selv Enhedslisten, hvis socialborgmester har fået mange tæsk i medierne på det sidste, er gået lidt frem i Gallups måling fra otte procent ved kommunalvalget til 10 procent i målingen.
Villy Søvndal-effekten
Pia Allerslev må være lykkelig for målingerne, hvor Venstre med 18 procents tilslutning ligger pænt over sin forgænger Søren Pinds elendige valgresultat i 2005, hvor kun 14 procent af københavnerne stemte på liste V.
Med denne måling i ryggen bør hun kunne sikre sig fuldstændig ro på bagsmækken både i sin gruppe og i sit parti.
Chancen eller risikoen for at hun får en seriøs udfordrer som spidskandidat, er med målingen blevet betydeligt mindre, da Allerslev kan stille venstrefolkene en fremgang i udsigt, hvis de vælger hende som spidskandidat.
Klaus Bondam kan næppe få armene ned af glæde over målingen, der reelt viser, at de radikale med al sandsynlighed er sikret en borgmesterpost.
Ved folketingsvalget forlod næsten hver anden radikal vælger partiet, og de fleste gik i stedet til SF. Men i københavnermålingen mister de radikale kun tre procent og går fra 12 procent ved kommunalvalget til ni procent.
Dermed ser det ud til, at det i modsætning til folketingsvalget i stedet bliver Ritt Bjerregaards socialdemokrater, der kommer til at bløde langt de fleste vælgere til SF’erne, der rider på en landspolitisk bølge med den stadigt mere populære formand, Villy Søvndal.
Ritt føler sig presset
Meningsmålingens resultat kom bag på alle politikerne, og havde i øvrigt haft øjeblikkelig effekt på det politiske klima på rådhuset.
Stemningsbeskrivelser fra rådhuset peger entydigt på, at vælgernes budskab til Ritt er sivet ind, og at hun føler presset fra vælgerne.
Ifølge forlydender så har overborgmesteren derfor for nylig på et internt møde over for sine egne partifæller gjort det klart, at S nu går efter at udstille SF’s borgmester og pt. mest sandsynlige overborgmesterkandidat, Bo Asmus Kjeldgaard, hver gang han måtte begå politiske eller administrative fodfejl i sin børne- og ungeforvaltning. Fra nu hjælper ingen kære mor Ritt.
Kjeldgaard har i øvrigt længe været en torn i øjet på Ritt Bjerregaard, men nu hvor overborgmesteren mærker SF’ernes ånde i nakken, så er »magtspillet kommet op i gear«, som en iagttager udtrykker det.
Klapjagten er gået ind på Kjeldgaard så at sige. Ritts parole til S-kadrerne lyder, at mindst to procent af den tabte vælgeropbakning inden kommunalvalget næste år skal vindes tilbage fra SF, sådan at Socialdemokraterne forbliver byens største parti.
Ny meningsmåling: SF stormer frem i København. Står nu til lige så mange stemmer som S.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
For et par uger siden kom en Gallup-meningsmåling lavet for Berlingske Tidende med et for Ritt Bjerregaard nedslående resultat.
Den viste, at omkring en tredjedel af de vælgere, der stemte socialdemokratisk ved kommunalvalget i 2005, nu vil stemme på andre partier. Var der kommunalvalg nu, ville S kun få 24 procent af stemmerne mod 38 procent ved kommunalvalget i 2005.
Selvom vælgerne ifølge målingen viser en vild vælgerflugt væk fra socialdemokraterne, så er Ritt Bjerregaards overborgmesterpost næppe i fare.
Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti går samlet set pænt frem fra 26 procent ved valget i 2005 til 34 procent i målingen. Men det er slet ikke nok til, at der er udsigt til et regulært systemskifte.
Alligevel bliver vælgernes signal taget alvorligt – også af Ritt Bjerregaard.
For det er især SF, der står til at blive den store vinder. Partiet bliver i målingen mere end fordoblet og går fra 11 procent ved sidste kommunalvalg til hele 24 procent.
Dermed bliver SF lige så store som S, og spekulationerne kan begynde om, hvorvidt SFs borgmester Bo Asmus Kjeldgaard er et reelt alternativ til Ritt som overborgmester.
Ikke kun Helles skyld
Overborgmesteren er snu nok til ikke selv at kommentere målingen, så Socialdemokratiets politiske ordfører Anne Vang blev i stedet sendt i byen for at kommentere den med en forklaring om, at tilbagegangen ikke skyldes eksempelvis initiativet med Ritts røde skole, men derimod at Socialdemokratiets landspolitisk har tabt terræn.
På dansk: Tilbagegangen i København skyldtes ikke Ritt, men Thornings-Schmidts uduelighed.
Hos socialdemokrater på Christiansborg noterer man sig spydigt, at når Socialdemokraterne i København går frem, så er det tilsyneladende alene takket være Ritts fortræffeligheder, hvorimod enhver tilbagegang derimod udelukkende skal tilskrives Thorning-Schmidts indsats…
Ritt Bjerregaard kommer dog ikke udenom, at flasken også peger i hendes retning, når man søger blandt årsagerne til vælgerafvandringen fra S.
Berlingskes måling viste nemlig også, at københavnerne generelt er skuffede over deres overborgmesters præstation, og der er nærmest tale om frit fald i borgernes såkaldte »personlige vurdering« af Ritt.
I 2007 mente hver fjerde københavner, at overborgmesteren gjorde det dårligt. I februar 2008 er det to ud af fem eller 40 procent.
To grunde til vælgerflugt
Iagttagere peger på særligt to årsager til, at københavnerne vender Ritt ryggen.
For det første har overborgmesteren mistet troværdighed. Årsagen er, at hun ikke har kunnet levere de 5.000 billige boliger på fem år og til en månedlig husleje på 5.000 kr., hvilket blev opfattet som et klokkeklart valgløfte, og som nogle vælgere opfatter som et eklatant løftebrud.
Dernæst er mange vælgere formentlig ikke enige i, at overborgmesteren har kunnet levere en tilfredsstillende løsning på Ungdomshuskonflikten.
De vælgere, som er forargede over, at hun forhandler ungdomshus med de autonome, er gået til højre, mens de, som er utilfredse med, at der ikke er fundet en hurtig løsning, er gået til venstrefløjen.
Selv Enhedslisten, hvis socialborgmester har fået mange tæsk i medierne på det sidste, er gået lidt frem i Gallups måling fra otte procent ved kommunalvalget til 10 procent i målingen.
Villy Søvndal-effekten
Pia Allerslev må være lykkelig for målingerne, hvor Venstre med 18 procents tilslutning ligger pænt over sin forgænger Søren Pinds elendige valgresultat i 2005, hvor kun 14 procent af københavnerne stemte på liste V.
Med denne måling i ryggen bør hun kunne sikre sig fuldstændig ro på bagsmækken både i sin gruppe og i sit parti.
Chancen eller risikoen for at hun får en seriøs udfordrer som spidskandidat, er med målingen blevet betydeligt mindre, da Allerslev kan stille venstrefolkene en fremgang i udsigt, hvis de vælger hende som spidskandidat.
Klaus Bondam kan næppe få armene ned af glæde over målingen, der reelt viser, at de radikale med al sandsynlighed er sikret en borgmesterpost.
Ved folketingsvalget forlod næsten hver anden radikal vælger partiet, og de fleste gik i stedet til SF. Men i københavnermålingen mister de radikale kun tre procent og går fra 12 procent ved kommunalvalget til ni procent.
Dermed ser det ud til, at det i modsætning til folketingsvalget i stedet bliver Ritt Bjerregaards socialdemokrater, der kommer til at bløde langt de fleste vælgere til SF’erne, der rider på en landspolitisk bølge med den stadigt mere populære formand, Villy Søvndal.
Ritt føler sig presset
Meningsmålingens resultat kom bag på alle politikerne, og havde i øvrigt haft øjeblikkelig effekt på det politiske klima på rådhuset.
Stemningsbeskrivelser fra rådhuset peger entydigt på, at vælgernes budskab til Ritt er sivet ind, og at hun føler presset fra vælgerne.
Ifølge forlydender så har overborgmesteren derfor for nylig på et internt møde over for sine egne partifæller gjort det klart, at S nu går efter at udstille SF’s borgmester og pt. mest sandsynlige overborgmesterkandidat, Bo Asmus Kjeldgaard, hver gang han måtte begå politiske eller administrative fodfejl i sin børne- og ungeforvaltning. Fra nu hjælper ingen kære mor Ritt.
Kjeldgaard har i øvrigt længe været en torn i øjet på Ritt Bjerregaard, men nu hvor overborgmesteren mærker SF’ernes ånde i nakken, så er »magtspillet kommet op i gear«, som en iagttager udtrykker det.
Klapjagten er gået ind på Kjeldgaard så at sige. Ritts parole til S-kadrerne lyder, at mindst to procent af den tabte vælgeropbakning inden kommunalvalget næste år skal vindes tilbage fra SF, sådan at Socialdemokraterne forbliver byens største parti.
tirsdag den 12. februar 2008
Stadig usikkerhed om hvor nyt ungdomshus skal ligge
Blogklumme bragt i Bryggebladet nr 3 den 12. februar 2008.
Bliver der ballade i gaderne på årsdagen for rydningen af Jagtvej 69, kan det skade de i forvejen vanskelige forhandlinger.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
I januar i år lavede Ritt Bjerregaard en aftale med det tidligere ungdomshus’ brugere om at indrette en del af lokalerne på Frederikssundsvejens Skole til et nyt ungdomshus.
Den 1. juli i år lukker skolen helt, hvorefter der går tid med at få pakket den ned og på anden måde istandsat skolen til dens måske nye formål.
Til trods for aftalen udestår der forhandlinger blandt politikerne om, hvad resten af skolen skal bruges til, og imens bliver planerne om et nyt ungdomshus på stedet mødt med lokale protester. Således er den første andelsforening begyndt at brokke sig over udsigten til at blive nabo til et sted, som nogle frygter bliver et arnested for fremtidig ballade, omsiggribende hærværk og voldsomme gadeuroligheder.
Nordvestkvarteret vader ikke ligefrem i idrætsfaciliteter, og ingen kan endnu svare på, hvor idrætslivet for 3-400 unge i området efter 1. juli finder en erstatning for Frederikssundsvejens Skoles gymnastiksal.
Det nye ungdomhus’ brugere har nemlig varslet, at de skal bruge salen til rockkoncerter med videre. Hensigten hos kommunen er, at forskellige aktiviteter skal foregå på skole, men det bliver mildt sagt ikke en nem opgave for kommunen at stille alle tilfreds.
Oven i hatten har et ejendomsselskab varslet en retssag mod kommunen med et krav om erstatning, såfremt de unge i sensommeren rykker ind på skolen i Nordvest.
Derved mener selskabet, at det mister indtjening og ser det desuden som et brud på den aftale, man har med kommunen om at stå for udvikling og drift af arealer i nærheden af skolen, hvor der skal bygges lejligheder og anlægges en park.
En retssag kan med andre ord blive en dyr fornøjelse for kommunen.
Frederikssundsvejen dyreste løsning
Det er i forvejen ikke en billig omgang at lave ungdomshus på stedet. Indretningen af Frederikssundsvejens Skole til ungdomshus vil ifølge kommunens egne beregninger koste 8-12 millioner kroner og bliver dermed cirka dobbelt så dyr en løsning, i forhold til at et nyt ungdomshus alternativt bliver placeret på Baunehøj Remise på Enghavevej i sydvestkvarteret.
Fordelen ved at indrette Baunehøj Remise til ungdomshus er desuden, at ingen nærliggende naboer bliver generet, men for ungdomshusbevægelsen er stedet ikke et alternativ og kolliderer i øvrigt med deres ufravigelige krav om at ville bevare en fortsat tilknytning til Nørrebro.
Fredag i sidste uge var der forhandlinger i »byens regering«, der består af de helt centrale grupper på rådhuset, det såkaldte »ABF-flertal«: Socialdemokraterne, de Radikale og SF.
ABF-partierne er enige om, og siger åbent, at de ikke vil stresse en beslutning igennem, og dermed sættes der ikke nogen tidsfrist på, hvornår politikerne når frem til et forhandlingsresultat.
Det svageste led i kæden er ubetinget Radikale Venstre, der stiller krav om, at beboerne omkring Frederikssundsvejen skal høres. Men de radikale er ikke de eneste, der nu tvivler på, om aftalen med de unge om Frederikssundsvejens Skole er så god en idé.
Rygtet på rådhuset siger, at Ritt Bjerregaard rent personligt ikke længere er så vild med den løsning, hun ellers forhandlede sig frem til for kun én måned siden.
Det er formentlig derfor, at overborgmesteren nu lufter muligheden for et tredje alternativt sted, som dog endnu ikke er offentligt kendt.
Frygt for ballade før årsdag
Det er under alle omstændigheder vurderingen blandt de centrale partier, at der ikke findes en løsning inden den 1. marts, som er årsdagen for rydningen af Jagtvej 69.
Siden da har flere hundrede af de tidligere brugere og deres sympatisører hver eneste torsdag gået i demonstration under politieskorte gennem den indre by til Rådhuspladsen med kravet om at få et nyt ungdomshus.
Rådhuset frygter, at demonstrationerne bliver voldsomme på årsdagen, men de radikales forhandler Manu Sareen foreslår demonstranterne, at de i stedet indleder en charmeoffensiv over for beboerne i nordvest-kvarteret.
Dermed sender han en krystalklar advarsel til ungdomshus-demonstranterne, at hvis det kommer til ballade den 1. marts, hvor byen igen bliver smadret, så vil der gå endnu længere tid med at nå en løsning.
På venstrefløjen er vurderingen omvendt, at Ritt Bjerregaard tværtimod vil have lukket sagen ned, inden det går løs i Københavns gader. Allerede den 21. i denne måned har demonstranterne varslet, at de vil blokere rådhuset, mens borgerrepræsentanterne er til møde.
Idéen er, at BR-medlemmerne skal lukkes inde – ligesom ved pavevalget i Vatikanet – og derfor først bliver lukket ud, når der kommer hvid røg ud.
Overborgmesteren har tidligt i processen smidt Enhedslisten ud af forhandlingskredsen, men det er dog helt uden betydning, for Liste Ø accepterer enhver aftale, som repræsentanter for ungdomshusbevægelsen har fået forhandlet sig frem til.
Hvad gør de unge?
De borgerlige VKO-partier er modstandere af enhver tilnærmelse til ungdomshusbevægelsen eller de autonome, som man ser som en marginal gruppe ekstremt venstreorienterede ballademagere – gadens parlament med vold og hærværk – der har forbrudt sig mod alle demokratiske spilleregler, hvorved ingen forhandling kan komme på tale.
Der er ingen tvivl om, at der også iblandt mange københavnske vælgere er opbakning til synspunktet. Under alle omstændigheder er de borgerlige dermed koblet helt af processen.
Venstres nye leder Pia Allerslev bruger derfor ikke overraskende sin taletid i medierne til at fremhæve, at de »de autonome« får, hvad de peger på af Ritt Bjerregaard.
Spørgsmålet er, hvor længe ungdomshusbevægelsen har tålmodighed til at holde sig i skindet.
Gør de ikke det, og de kommende demonstrationer ender i vold og kaos, så kan de radikale hoppe fra at indgå en aftale i en rum tid fremover.
Spørgsmålet er også, hvor langt Ritt Bjerregaard og de radikale vil gå for at finde en løsning på Frederikssundsvejens Skole, hvis det bliver for bøvlet, for dyrt og beboerprotesterne for stærke.
Og hvad gør ungdomshus-demonstranterne, hvis en løsning med Frederikssundsvejens Skole af den ene eller den anden grund glipper?
Går de amok i byens gader, fordi de føler, at de er blevet snydt af Ritt, eller vil de sætte sig til bordet og forhandle konstruktivt om en alternativ placering?
Spørgsmålene er mange, og svarene er få. Aftale eller ej – under alle omstændigheder skal ungdomshus-bevægelsen den 1. marts til eksamen hos politikerne.
Bliver der ballade i gaderne på årsdagen for rydningen af Jagtvej 69, kan det skade de i forvejen vanskelige forhandlinger.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
I januar i år lavede Ritt Bjerregaard en aftale med det tidligere ungdomshus’ brugere om at indrette en del af lokalerne på Frederikssundsvejens Skole til et nyt ungdomshus.
Den 1. juli i år lukker skolen helt, hvorefter der går tid med at få pakket den ned og på anden måde istandsat skolen til dens måske nye formål.
Til trods for aftalen udestår der forhandlinger blandt politikerne om, hvad resten af skolen skal bruges til, og imens bliver planerne om et nyt ungdomshus på stedet mødt med lokale protester. Således er den første andelsforening begyndt at brokke sig over udsigten til at blive nabo til et sted, som nogle frygter bliver et arnested for fremtidig ballade, omsiggribende hærværk og voldsomme gadeuroligheder.
Nordvestkvarteret vader ikke ligefrem i idrætsfaciliteter, og ingen kan endnu svare på, hvor idrætslivet for 3-400 unge i området efter 1. juli finder en erstatning for Frederikssundsvejens Skoles gymnastiksal.
Det nye ungdomhus’ brugere har nemlig varslet, at de skal bruge salen til rockkoncerter med videre. Hensigten hos kommunen er, at forskellige aktiviteter skal foregå på skole, men det bliver mildt sagt ikke en nem opgave for kommunen at stille alle tilfreds.
Oven i hatten har et ejendomsselskab varslet en retssag mod kommunen med et krav om erstatning, såfremt de unge i sensommeren rykker ind på skolen i Nordvest.
Derved mener selskabet, at det mister indtjening og ser det desuden som et brud på den aftale, man har med kommunen om at stå for udvikling og drift af arealer i nærheden af skolen, hvor der skal bygges lejligheder og anlægges en park.
En retssag kan med andre ord blive en dyr fornøjelse for kommunen.
Frederikssundsvejen dyreste løsning
Det er i forvejen ikke en billig omgang at lave ungdomshus på stedet. Indretningen af Frederikssundsvejens Skole til ungdomshus vil ifølge kommunens egne beregninger koste 8-12 millioner kroner og bliver dermed cirka dobbelt så dyr en løsning, i forhold til at et nyt ungdomshus alternativt bliver placeret på Baunehøj Remise på Enghavevej i sydvestkvarteret.
Fordelen ved at indrette Baunehøj Remise til ungdomshus er desuden, at ingen nærliggende naboer bliver generet, men for ungdomshusbevægelsen er stedet ikke et alternativ og kolliderer i øvrigt med deres ufravigelige krav om at ville bevare en fortsat tilknytning til Nørrebro.
Fredag i sidste uge var der forhandlinger i »byens regering«, der består af de helt centrale grupper på rådhuset, det såkaldte »ABF-flertal«: Socialdemokraterne, de Radikale og SF.
ABF-partierne er enige om, og siger åbent, at de ikke vil stresse en beslutning igennem, og dermed sættes der ikke nogen tidsfrist på, hvornår politikerne når frem til et forhandlingsresultat.
Det svageste led i kæden er ubetinget Radikale Venstre, der stiller krav om, at beboerne omkring Frederikssundsvejen skal høres. Men de radikale er ikke de eneste, der nu tvivler på, om aftalen med de unge om Frederikssundsvejens Skole er så god en idé.
Rygtet på rådhuset siger, at Ritt Bjerregaard rent personligt ikke længere er så vild med den løsning, hun ellers forhandlede sig frem til for kun én måned siden.
Det er formentlig derfor, at overborgmesteren nu lufter muligheden for et tredje alternativt sted, som dog endnu ikke er offentligt kendt.
Frygt for ballade før årsdag
Det er under alle omstændigheder vurderingen blandt de centrale partier, at der ikke findes en løsning inden den 1. marts, som er årsdagen for rydningen af Jagtvej 69.
Siden da har flere hundrede af de tidligere brugere og deres sympatisører hver eneste torsdag gået i demonstration under politieskorte gennem den indre by til Rådhuspladsen med kravet om at få et nyt ungdomshus.
Rådhuset frygter, at demonstrationerne bliver voldsomme på årsdagen, men de radikales forhandler Manu Sareen foreslår demonstranterne, at de i stedet indleder en charmeoffensiv over for beboerne i nordvest-kvarteret.
Dermed sender han en krystalklar advarsel til ungdomshus-demonstranterne, at hvis det kommer til ballade den 1. marts, hvor byen igen bliver smadret, så vil der gå endnu længere tid med at nå en løsning.
På venstrefløjen er vurderingen omvendt, at Ritt Bjerregaard tværtimod vil have lukket sagen ned, inden det går løs i Københavns gader. Allerede den 21. i denne måned har demonstranterne varslet, at de vil blokere rådhuset, mens borgerrepræsentanterne er til møde.
Idéen er, at BR-medlemmerne skal lukkes inde – ligesom ved pavevalget i Vatikanet – og derfor først bliver lukket ud, når der kommer hvid røg ud.
Overborgmesteren har tidligt i processen smidt Enhedslisten ud af forhandlingskredsen, men det er dog helt uden betydning, for Liste Ø accepterer enhver aftale, som repræsentanter for ungdomshusbevægelsen har fået forhandlet sig frem til.
Hvad gør de unge?
De borgerlige VKO-partier er modstandere af enhver tilnærmelse til ungdomshusbevægelsen eller de autonome, som man ser som en marginal gruppe ekstremt venstreorienterede ballademagere – gadens parlament med vold og hærværk – der har forbrudt sig mod alle demokratiske spilleregler, hvorved ingen forhandling kan komme på tale.
Der er ingen tvivl om, at der også iblandt mange københavnske vælgere er opbakning til synspunktet. Under alle omstændigheder er de borgerlige dermed koblet helt af processen.
Venstres nye leder Pia Allerslev bruger derfor ikke overraskende sin taletid i medierne til at fremhæve, at de »de autonome« får, hvad de peger på af Ritt Bjerregaard.
Spørgsmålet er, hvor længe ungdomshusbevægelsen har tålmodighed til at holde sig i skindet.
Gør de ikke det, og de kommende demonstrationer ender i vold og kaos, så kan de radikale hoppe fra at indgå en aftale i en rum tid fremover.
Spørgsmålet er også, hvor langt Ritt Bjerregaard og de radikale vil gå for at finde en løsning på Frederikssundsvejens Skole, hvis det bliver for bøvlet, for dyrt og beboerprotesterne for stærke.
Og hvad gør ungdomshus-demonstranterne, hvis en løsning med Frederikssundsvejens Skole af den ene eller den anden grund glipper?
Går de amok i byens gader, fordi de føler, at de er blevet snydt af Ritt, eller vil de sætte sig til bordet og forhandle konstruktivt om en alternativ placering?
Spørgsmålene er mange, og svarene er få. Aftale eller ej – under alle omstændigheder skal ungdomshus-bevægelsen den 1. marts til eksamen hos politikerne.
tirsdag den 29. januar 2008
Ritt B: Fra overborgmester til skolemester
Klumme bragt i Bryggebladet nr. 2 den 29. januar 2008.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Ritt Bjerregaard har ved siden af overborgmester-gerningen også haft tid til uinviteret at give Socialdemokraternes partiledelse på Christiansborg gode råd.
Det er sket med – det i medierne stærkt omtalte initiativ – Den Røde Skole, hvor ideen er, at socialdemokrater skal på skolebænken for at diskutere partiets politik. Desuden skal diskussionen også afklare, hvilket parti Socialdemokratiet skal være i fremtiden.
Da initiativet blev præsenteret, forsikrede Ritt alle om, at hun kun havde de allerbedste hensigter, men ikke alle socialdemokrater er enige i den udlægning.
Var nogle gamle partifællers aversion mod Ritt blevet lagt på hylden i respekt for hendes kanonvalg i 2005, så er den gamle stridsøkse nu gravet op igen.
Ritts initiativ var nemlig ledsaget af en slet skjult kritik af partiledelsen for at være for optaget af strategiske hensyn frem for at fokusere på partiets kerneværdier.
En del partifæller anerkender dog, at Ritts analyse rammer plet, og det strømmer ind med tilmeldinger fra socialdemokrater, som vil gå i Den Røde Skole.
Ritt fik da også ret mange behersket positive kommentarer, selvom især måden det skete på – ved at bruge Den Røde Skole som anledning til at udtale kritik af partiledelsen – mildt sagt er omdiskuteret blandt socialdemokrater.
Hvorfor skulle kritikken foregå i offentligheden og hvad ville Ritt i grunden opnå med sit initiativ?, spørger en del socialdemokrater sig selv.
Der er enighed om, at Ritt rent faktisk har den opfattelse, at Socialdemokraternes politiske strategi på landsplan er forkert, så forslaget om Den Røde Skole bunder i en vis portion reel politisk uenighed.
Ritt og mange københavnske partifæller mener eksempelvis, at de 29 velfærdsrettigheder, som var S’s store slagnummer i folketingsvalgkampen, reelt ville kvæle det kommunale selvstyre, hvis de blev gennemført.
Men ikke så få socialdemokrater anser samtidig Ritts Røde Skole som et resultat af hendes personlighed, hvor beskrivelserne rækker fra det pæne, konstaterende »illoyal« til det karaktermyrdende »ondsindet« eller endnu værre »perfid« og »giftblanderske«. Ingen forestiller sig, at Ritt vender tilbage til landspolitikken. Men hun vil tilsyneladende gerne præge den fra Rådhuset. Og med sit initiativ har Ritt klart bevist, at hun i hvert fald kan »rokke båden«.
Deltagerkredsen i Ritts skole-initiativ består ikke ligefrem af topsocialdemokrater. I stedet finder man filmdirektøren Peter Aalbæk samt den lokale S-formand i København, Jan Salling Kristensen.
Derudover er der tale om to af Ritts protegeer: Hendes spindoktor på rådhuset, Kasper Fogh Hansen, og valgkampagnechefen, Louise Høst. De er begge yngre socialdemokrater, som siden valget har været ansat i overborgmesterens sekretariat og går for at være med i Ritts inderkreds.
Længe har der været murren i krogene på rådhuset om, at seks ud af ni medarbejdere i overborgmesterens sekretariat er socialdemokrater.
I dagbladet Information tegnede anonyme tidligere ansatte for nylig et billede af, at de tidligere neutrale embedsfolk var blevet presset ud, fordi arbejdsmiljøet i overborgmesterens sekretariat præges af en »nulfejlskultur«, hvor man »enten er inde eller ude« hos Ritt.
Det ligger derfor lige for, at oppositionen fortsat vil kritisere hende for at »holde hof«.
Det er i øvrigt påfaldende, hvorfor ingen S-politikere fra Borgerrepræsentationen figurerer blandt dem, der står bag Ritts initiativ.
------------------------
Sareen freder Bondam
Den radikale Klaus Bondams chancer for at fortsætte som teknik- og miljøborgmester efter næste valg er blevet forøget en anelse, efter at hans eneste tænkelige rival blandt de andre radikale politikere, gruppeformanden Manu Sareen, tilsyneladende nu vil fokusere på at blive valgt til folketinget.
Året er startet godt for Sareen sådan rent økonomisk, hvor han er blevet udpeget til en række lukrative politiske poster med årlige vederlag i 100.000 kr.-klassen – såkaldte »gode ben«.
Det drejer sig blandt andet om Radikale Venstres post som statsrevisor og som bestyrelsesmedlem i Københavns Energi. Sammen med vederlaget for at sidde i Borgerrepræsentationen beløber det sig alt i alt til cirka en halv million kroner om året.
Dermed kan Sareen koncentrere sig om politik på fuld tid og er forståeligt ganske tilfreds med sin nye økonomisk velpolstrede situation, der giver ham optimale muligheder for at forberede den næste folketingsvalgkamp.
Længe har spekulationerne ellers kørt, om Sareen ville udfordre Bondam som radikal spidskandidat. Sareens beslutning om at han nu forsøger at skifte spor til Christiansborg, skulle han dog for nylig have meddelt Bondam, der i første omgang kan ånde lettet op.
Spørgsmålet er dog, hvor længe det kan fortsætte. For rygterne, der har løbet siden i sommer, om, at Marianne Jelved vil slutte karrieren af på rådhuset, vil ikke dø.
Måske som en reaktion på Jelved-spekulationerne løber et andet hårdnakket rygte på rådhuset. Det fortæller, at Bondam koketterer med, at han er ved at køre træt i det hele, og derfor helt overvejer at smide tøjlerne. Ikke mange iagttagere tror dog på, at der er alvor bag ordene. Dertil nyder Bondam sin position for meget.
Måske er der snarere tale om, at Bondam lufter sine frustrationer over, at især medierne hidtil ikke har villet give ham den fornødne credit for hans indsats for byen, men tværtimod nærmest konstant skyder borgmesteren i skoene, at skraldet flyder i København.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Ritt Bjerregaard har ved siden af overborgmester-gerningen også haft tid til uinviteret at give Socialdemokraternes partiledelse på Christiansborg gode råd.
Det er sket med – det i medierne stærkt omtalte initiativ – Den Røde Skole, hvor ideen er, at socialdemokrater skal på skolebænken for at diskutere partiets politik. Desuden skal diskussionen også afklare, hvilket parti Socialdemokratiet skal være i fremtiden.
Da initiativet blev præsenteret, forsikrede Ritt alle om, at hun kun havde de allerbedste hensigter, men ikke alle socialdemokrater er enige i den udlægning.
Var nogle gamle partifællers aversion mod Ritt blevet lagt på hylden i respekt for hendes kanonvalg i 2005, så er den gamle stridsøkse nu gravet op igen.
Ritts initiativ var nemlig ledsaget af en slet skjult kritik af partiledelsen for at være for optaget af strategiske hensyn frem for at fokusere på partiets kerneværdier.
En del partifæller anerkender dog, at Ritts analyse rammer plet, og det strømmer ind med tilmeldinger fra socialdemokrater, som vil gå i Den Røde Skole.
Ritt fik da også ret mange behersket positive kommentarer, selvom især måden det skete på – ved at bruge Den Røde Skole som anledning til at udtale kritik af partiledelsen – mildt sagt er omdiskuteret blandt socialdemokrater.
Hvorfor skulle kritikken foregå i offentligheden og hvad ville Ritt i grunden opnå med sit initiativ?, spørger en del socialdemokrater sig selv.
Der er enighed om, at Ritt rent faktisk har den opfattelse, at Socialdemokraternes politiske strategi på landsplan er forkert, så forslaget om Den Røde Skole bunder i en vis portion reel politisk uenighed.
Ritt og mange københavnske partifæller mener eksempelvis, at de 29 velfærdsrettigheder, som var S’s store slagnummer i folketingsvalgkampen, reelt ville kvæle det kommunale selvstyre, hvis de blev gennemført.
Men ikke så få socialdemokrater anser samtidig Ritts Røde Skole som et resultat af hendes personlighed, hvor beskrivelserne rækker fra det pæne, konstaterende »illoyal« til det karaktermyrdende »ondsindet« eller endnu værre »perfid« og »giftblanderske«. Ingen forestiller sig, at Ritt vender tilbage til landspolitikken. Men hun vil tilsyneladende gerne præge den fra Rådhuset. Og med sit initiativ har Ritt klart bevist, at hun i hvert fald kan »rokke båden«.
Deltagerkredsen i Ritts skole-initiativ består ikke ligefrem af topsocialdemokrater. I stedet finder man filmdirektøren Peter Aalbæk samt den lokale S-formand i København, Jan Salling Kristensen.
Derudover er der tale om to af Ritts protegeer: Hendes spindoktor på rådhuset, Kasper Fogh Hansen, og valgkampagnechefen, Louise Høst. De er begge yngre socialdemokrater, som siden valget har været ansat i overborgmesterens sekretariat og går for at være med i Ritts inderkreds.
Længe har der været murren i krogene på rådhuset om, at seks ud af ni medarbejdere i overborgmesterens sekretariat er socialdemokrater.
I dagbladet Information tegnede anonyme tidligere ansatte for nylig et billede af, at de tidligere neutrale embedsfolk var blevet presset ud, fordi arbejdsmiljøet i overborgmesterens sekretariat præges af en »nulfejlskultur«, hvor man »enten er inde eller ude« hos Ritt.
Det ligger derfor lige for, at oppositionen fortsat vil kritisere hende for at »holde hof«.
Det er i øvrigt påfaldende, hvorfor ingen S-politikere fra Borgerrepræsentationen figurerer blandt dem, der står bag Ritts initiativ.
------------------------
Sareen freder Bondam
Den radikale Klaus Bondams chancer for at fortsætte som teknik- og miljøborgmester efter næste valg er blevet forøget en anelse, efter at hans eneste tænkelige rival blandt de andre radikale politikere, gruppeformanden Manu Sareen, tilsyneladende nu vil fokusere på at blive valgt til folketinget.
Året er startet godt for Sareen sådan rent økonomisk, hvor han er blevet udpeget til en række lukrative politiske poster med årlige vederlag i 100.000 kr.-klassen – såkaldte »gode ben«.
Det drejer sig blandt andet om Radikale Venstres post som statsrevisor og som bestyrelsesmedlem i Københavns Energi. Sammen med vederlaget for at sidde i Borgerrepræsentationen beløber det sig alt i alt til cirka en halv million kroner om året.
Dermed kan Sareen koncentrere sig om politik på fuld tid og er forståeligt ganske tilfreds med sin nye økonomisk velpolstrede situation, der giver ham optimale muligheder for at forberede den næste folketingsvalgkamp.
Længe har spekulationerne ellers kørt, om Sareen ville udfordre Bondam som radikal spidskandidat. Sareens beslutning om at han nu forsøger at skifte spor til Christiansborg, skulle han dog for nylig have meddelt Bondam, der i første omgang kan ånde lettet op.
Spørgsmålet er dog, hvor længe det kan fortsætte. For rygterne, der har løbet siden i sommer, om, at Marianne Jelved vil slutte karrieren af på rådhuset, vil ikke dø.
Måske som en reaktion på Jelved-spekulationerne løber et andet hårdnakket rygte på rådhuset. Det fortæller, at Bondam koketterer med, at han er ved at køre træt i det hele, og derfor helt overvejer at smide tøjlerne. Ikke mange iagttagere tror dog på, at der er alvor bag ordene. Dertil nyder Bondam sin position for meget.
Måske er der snarere tale om, at Bondam lufter sine frustrationer over, at især medierne hidtil ikke har villet give ham den fornødne credit for hans indsats for byen, men tværtimod nærmest konstant skyder borgmesteren i skoene, at skraldet flyder i København.
mandag den 14. januar 2008
Vingeskudt socialborgmester sidder sikkert
På trods af hård kritik, bakkes Mikkel Warming stadig op af Enhedslisten.
Klumme bragt i Bryggebladet nr. 1 den 15. januar 2008.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Enhedslistens socialborgmester Mikkel Warming har siden lige før jul befundet sig i et næsten konstant politisk stormvejr.
Først blev borgmesteren og hans forvaltning hængt til tørre i pressen, efter det kom frem, at kommunens socialforvaltning i lang tid havde overhørt klager fra tidligere ansatte på »Tokanten«, et såkaldt bosted for voksne udviklingshæmmede.
Siden dukkede der i weekenden yderligere to lignende sager op, og oven i slås socialforvaltningen med et pludseligt opstået gigantunderskud på 66,5 millioner kr.
Presseturbulensen får dog ingen konsekvenser for Mikkel Warming. Hans borgmesterstol er derfor ikke i fare på den korte bane. Et flertal i Borgerrepræsentationen kan ikke fjerne ham fra posten.
Skal Warming væk, kræver det, at han går selv, eller at hans eget parti vrider armen om på borgmesteren for at få ham til gå.
Intet tyder dog på, at det sker. Foreløbig bakker Enhedslisten deres borgmester op.
Magtovergreb
Til trods for de hårde anklager om, at socialforvaltningen har overhørt klager fra tidligere ansatte om overgreb på de tre bostæder, så har Warming og forvaltningens øvrige ledelse forsøgt at vise handlekraft og forklare sig i medierne.
Borgmesteren påtog sig ansvaret for plejehjems-skandalerne og for syltningen af klagerne, men har fritstillet en række ansatte og ikke mindst iværksat en ekstern undersøgelse, der skal kulegrave forholdene på samtlige af kommunens bosteder.
Medarbejdere opfordres til at kontakte forvaltningen, hvis de har kendskab til lignende sager. Dermed forsøger socialforvaltningen at komme i offensiven i en skandale, hvor skeletterne åbenbart fortsat rasler ud af skabet.
På rådhuset er det især de konservatives Peter Schlüter og socialdemokraten Lars Rasmussen, der fører an i kritikken, hvor socialborgmesteren med sin undersøgelse bliver beskyldt for at lægge røgslør ud for at skjule en dårlig ledelse i socialforvaltningen. Det er således ikke alle, der mener, at Warming har styr på sin forvaltning.
Kæmpeunderskud
Socialborgmesteren slås desuden med betydelige økonomiske problemer i sin forvaltning. Det nye år var knap skudt i gang, da det kom frem, at socialforvaltningens underskud i 2007 bliver på 66,5 millioner kr.
I første omgang parerede Warming kritikken ved at forklare, at underskuddet skyldtes flere børnesager, hvilket vil sige, at uforudsigeligt flere eksempelvis handicappede børn bliver visiteret til at få ekstra hjælp.
Kritikere på rådhuset peger også på, at socialforvaltningens ledelse er mest fokuseret på at få flere penge til budgettet, men totalt har fejlet, når det gælder at styre økonomien. Desuden har man ikke evnet eller vist vilje til at effektivisere forvaltningen.
Før de massive problemer opstod, havde Mikkel Warming ellers ry for at være en samvittighedsfuld og kompetent borgmester.
Leder man efter andre forklaringer på de opståede økonomiske problemer, så peges der på, at han er blevet et offer for kommunens styreform.
For som borgmester er han i realiteten kun formand for socialudvalget, hvor et flertal træffer alle afgørende beslutninger.
Med andre ord: Warming kan ikke bruge en krone, uden at Socialdemokraterne, Radikale Venstre og SF er med på det. Det gør et eller andet sted socialudvalgsmedlemmerne »medansvarlige«, når de økonomiske problemer opstår.
Skader Enhedslisten
Alt andet lige gavner den massive dårlige presseomtale af Enhedslistens eneste borgmester næppe det lille venstrefløjsparti, der om nogen har slået sig op på social indignation og at være benhårde samfundsrevsere, når nogen kommer i klemme.
København er partiets eneste egentlige vælgerbastion, og det var kun i kraft af hovedstaden, at Enhedslisten kravlede over spærregrænsen ved valget i november.
Enhedslistens folkevalgte herunder Mikkel Warming afleverer en del af deres vederlag til partikassen og er dermed med til at finansiere valgkampe med videre.
Mister partiet borgmesterposten som platform, så bliver det alt andet lige sværere for Enhedslisten at profilere politikken, men det er også en finansiel åreladning.
Partiet har brug for hver eneste krone i den benhårde konkurrence med SF om venstrefløjens vælgere frem mod kommunalvalget til næste år.
Ny V-borgmester afviser Ritts frieri
Ved nytår fik København ny kultur- og fritidsborgmester. Pia Allerslev har afløst Martin Geertsen. Samtidig bliver hun også Venstres og dermed VKO-blokkens leder på rådhuset.
Længe har spekulationer kørt, hvorvidt Allerslev i højere grad end forgængerne Geertsen og Søren Pind ville forsøge at indgå i et samarbejde med overborgmesteren.
Det nye år var derfor ikke mange dage gammelt, da Ritt Bjerregaard friede til Allerslev for at få Venstres støtte til at få bygget flere billige boliger i byen.
Allerslev anerkendte behovet for billige boliger, men afviste Ritts finansieringsmodel, som efter Venstrefolkenes opfattelse er ulovlig.
Ritts frieri blev altså blankt afvist. Den nye kulturborgmester blev også af overborgmesteren inviteret til at redegøre for sine visioner for byen på et debatmøde i sidste uge, hvor Allerslev dog – til overborgmesterens synlige skuffelse – gentog sine forgængeres ret kontante kritik af Bjerregaards »enevældige« ledelsesstil.
Overborgmesteren fik således at vide, at »der er brug for at tænke demokrati ind i toppen af Københavns Kommune«. Allerslev bemærkede desuden, at byens ledelse førte »for meget symbolpolitik og for lidt realpolitik«, samt at der mere er tale om »luftsteg og vindfrikadeller« end politik.
Spørgsmålet er i det hele taget, om Venstres nye leder endnu er parat til eller interesseret i at indgå i et for snævert samarbejde med Socialdemokraterne.
I Venstrelejren er analysen fortsat, at det for Venstres leder gælder om »at holde en kant« til Ritt Bjerregaard, der tegner forskellene til ABF-flertallet kraftigt op.
I overborgmesterens lejr håber man dog på, at Allerslev på et eller andet tidspunkt kommer ud af navnlig Søren Pinds skygge og indgår i en konstruktiv diskussion om byens fremtid.
At den nye Venstre-leder fortsætter den skarpe oppositionsretorik, er i Ritt Bjerregaards øjne en taberstrategi, der mest af alt er til skade for byen.
Tankegangen er, at der også må være noget at hente for Allerslev. Går hun med i nogle aftaler og får reel indflydelse, så er Socialdemokraterne heller ikke så afhængige af SF’erne, som de er for øjeblikket.
Tiden vil vise, hvilken vej Allerslev vælger. Indtil videre har V-lederen fået den obligatoriske, pæne »velkommen i jobbet«-presse, men på et eller andet tidspunkt vil medierne formentlig øge presset på hende for at få hende til at formulere og fremstå som et reelt alternativ til Ritt Bjerregaard og Socialdemokraterne.
Klumme bragt i Bryggebladet nr. 1 den 15. januar 2008.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Enhedslistens socialborgmester Mikkel Warming har siden lige før jul befundet sig i et næsten konstant politisk stormvejr.
Først blev borgmesteren og hans forvaltning hængt til tørre i pressen, efter det kom frem, at kommunens socialforvaltning i lang tid havde overhørt klager fra tidligere ansatte på »Tokanten«, et såkaldt bosted for voksne udviklingshæmmede.
Siden dukkede der i weekenden yderligere to lignende sager op, og oven i slås socialforvaltningen med et pludseligt opstået gigantunderskud på 66,5 millioner kr.
Presseturbulensen får dog ingen konsekvenser for Mikkel Warming. Hans borgmesterstol er derfor ikke i fare på den korte bane. Et flertal i Borgerrepræsentationen kan ikke fjerne ham fra posten.
Skal Warming væk, kræver det, at han går selv, eller at hans eget parti vrider armen om på borgmesteren for at få ham til gå.
Intet tyder dog på, at det sker. Foreløbig bakker Enhedslisten deres borgmester op.
Magtovergreb
Til trods for de hårde anklager om, at socialforvaltningen har overhørt klager fra tidligere ansatte om overgreb på de tre bostæder, så har Warming og forvaltningens øvrige ledelse forsøgt at vise handlekraft og forklare sig i medierne.
Borgmesteren påtog sig ansvaret for plejehjems-skandalerne og for syltningen af klagerne, men har fritstillet en række ansatte og ikke mindst iværksat en ekstern undersøgelse, der skal kulegrave forholdene på samtlige af kommunens bosteder.
Medarbejdere opfordres til at kontakte forvaltningen, hvis de har kendskab til lignende sager. Dermed forsøger socialforvaltningen at komme i offensiven i en skandale, hvor skeletterne åbenbart fortsat rasler ud af skabet.
På rådhuset er det især de konservatives Peter Schlüter og socialdemokraten Lars Rasmussen, der fører an i kritikken, hvor socialborgmesteren med sin undersøgelse bliver beskyldt for at lægge røgslør ud for at skjule en dårlig ledelse i socialforvaltningen. Det er således ikke alle, der mener, at Warming har styr på sin forvaltning.
Kæmpeunderskud
Socialborgmesteren slås desuden med betydelige økonomiske problemer i sin forvaltning. Det nye år var knap skudt i gang, da det kom frem, at socialforvaltningens underskud i 2007 bliver på 66,5 millioner kr.
I første omgang parerede Warming kritikken ved at forklare, at underskuddet skyldtes flere børnesager, hvilket vil sige, at uforudsigeligt flere eksempelvis handicappede børn bliver visiteret til at få ekstra hjælp.
Kritikere på rådhuset peger også på, at socialforvaltningens ledelse er mest fokuseret på at få flere penge til budgettet, men totalt har fejlet, når det gælder at styre økonomien. Desuden har man ikke evnet eller vist vilje til at effektivisere forvaltningen.
Før de massive problemer opstod, havde Mikkel Warming ellers ry for at være en samvittighedsfuld og kompetent borgmester.
Leder man efter andre forklaringer på de opståede økonomiske problemer, så peges der på, at han er blevet et offer for kommunens styreform.
For som borgmester er han i realiteten kun formand for socialudvalget, hvor et flertal træffer alle afgørende beslutninger.
Med andre ord: Warming kan ikke bruge en krone, uden at Socialdemokraterne, Radikale Venstre og SF er med på det. Det gør et eller andet sted socialudvalgsmedlemmerne »medansvarlige«, når de økonomiske problemer opstår.
Skader Enhedslisten
Alt andet lige gavner den massive dårlige presseomtale af Enhedslistens eneste borgmester næppe det lille venstrefløjsparti, der om nogen har slået sig op på social indignation og at være benhårde samfundsrevsere, når nogen kommer i klemme.
København er partiets eneste egentlige vælgerbastion, og det var kun i kraft af hovedstaden, at Enhedslisten kravlede over spærregrænsen ved valget i november.
Enhedslistens folkevalgte herunder Mikkel Warming afleverer en del af deres vederlag til partikassen og er dermed med til at finansiere valgkampe med videre.
Mister partiet borgmesterposten som platform, så bliver det alt andet lige sværere for Enhedslisten at profilere politikken, men det er også en finansiel åreladning.
Partiet har brug for hver eneste krone i den benhårde konkurrence med SF om venstrefløjens vælgere frem mod kommunalvalget til næste år.
Ny V-borgmester afviser Ritts frieri
Ved nytår fik København ny kultur- og fritidsborgmester. Pia Allerslev har afløst Martin Geertsen. Samtidig bliver hun også Venstres og dermed VKO-blokkens leder på rådhuset.
Længe har spekulationer kørt, hvorvidt Allerslev i højere grad end forgængerne Geertsen og Søren Pind ville forsøge at indgå i et samarbejde med overborgmesteren.
Det nye år var derfor ikke mange dage gammelt, da Ritt Bjerregaard friede til Allerslev for at få Venstres støtte til at få bygget flere billige boliger i byen.
Allerslev anerkendte behovet for billige boliger, men afviste Ritts finansieringsmodel, som efter Venstrefolkenes opfattelse er ulovlig.
Ritts frieri blev altså blankt afvist. Den nye kulturborgmester blev også af overborgmesteren inviteret til at redegøre for sine visioner for byen på et debatmøde i sidste uge, hvor Allerslev dog – til overborgmesterens synlige skuffelse – gentog sine forgængeres ret kontante kritik af Bjerregaards »enevældige« ledelsesstil.
Overborgmesteren fik således at vide, at »der er brug for at tænke demokrati ind i toppen af Københavns Kommune«. Allerslev bemærkede desuden, at byens ledelse førte »for meget symbolpolitik og for lidt realpolitik«, samt at der mere er tale om »luftsteg og vindfrikadeller« end politik.
Spørgsmålet er i det hele taget, om Venstres nye leder endnu er parat til eller interesseret i at indgå i et for snævert samarbejde med Socialdemokraterne.
I Venstrelejren er analysen fortsat, at det for Venstres leder gælder om »at holde en kant« til Ritt Bjerregaard, der tegner forskellene til ABF-flertallet kraftigt op.
I overborgmesterens lejr håber man dog på, at Allerslev på et eller andet tidspunkt kommer ud af navnlig Søren Pinds skygge og indgår i en konstruktiv diskussion om byens fremtid.
At den nye Venstre-leder fortsætter den skarpe oppositionsretorik, er i Ritt Bjerregaards øjne en taberstrategi, der mest af alt er til skade for byen.
Tankegangen er, at der også må være noget at hente for Allerslev. Går hun med i nogle aftaler og får reel indflydelse, så er Socialdemokraterne heller ikke så afhængige af SF’erne, som de er for øjeblikket.
Tiden vil vise, hvilken vej Allerslev vælger. Indtil videre har V-lederen fået den obligatoriske, pæne »velkommen i jobbet«-presse, men på et eller andet tidspunkt vil medierne formentlig øge presset på hende for at få hende til at formulere og fremstå som et reelt alternativ til Ritt Bjerregaard og Socialdemokraterne.
onsdag den 19. december 2007
Flere borgmestre er i fare for at ryge af pinden
Valgkampen begynder så småt allerede til næste år. Bryggebladets politiske kommentator kigger frem mod 2008.
BAG KULISSERNE
Klumme bragt i Bryggebladet nr. 20 den 19. december 2007
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
2008 bliver sidste normale politiske arbejdsår, inden valgkampen for alvor går i gang i løbet af foråret 2009. På dagsordnen er allerede en stribe sager, som vil fortsætte med at præge det politiske liv i det kommende år.
Der er skabt forventning om, at ungdomshus-konflikten bliver løst i løbet af det første halvår med et nyt hus til de tidligere brugere af Jagtvej 69. Det udestår dog, at finde en egnet lokalitet i byen, og så er de Radikales støtte til et nyt ungdomshus ikke ubetinget.
Ritt satser på tilgivelse
Overborgmester Ritt Bjerregaard (S) er fortsat optaget af at få bygget flest mulige af de 5.000 billigboliger eller »Ritts papboliger«, som onde tunger hånligt kalder dem.
Ritt satser formentlig på, at københavnerne tilgiver hende, at hun er uden chance for at nå målet i løbet af fem år. Har Ritt vist lidt god vilje, kan hun tørre noget af skylden af på regeringen, som har nægtet at ændre den nødvendige lovgivning.
Oveni slås overborgmesteren med Danmarks Naturfredningsforening om byggeriet på Kløvermarken. De krævede for nylig området fredet, og det skal der nu tages stilling til, før der kan bygges. Byggeriet på Kløvermarken var ellers udset til at bestå af en stor del af Ritts billige boliger til københavnerne.
Den radikale teknik- og miljøborgmester Klaus Bondams plan om at bygge flere højhuse i periferien af det centrale København skal også stå sin prøve i det kommende år. For det er endnu uafklaret, om et flertal vil støtte den. Bondam skal nok ikke tøve med at iværksætte sine idéer for længe, før der går valgkamp i det hele, og mulighederne for en aftale er forduftet.
FN’s klimatopmøde skal afholdes i København i 2009, og politikerne vil bruge den lejlighed til at vise, at byen fremstår mest mulig miljørigtig. Imens slås byen især med store trafikproblemer og derfor vil diskussionen om en betalingsring for biler, der kører ind i byen utvivlsomt blusse op igen.
De københavnske politikeres problem er dog, at regeringen ikke vil tillade sådan en løsning.
Nye spidskandidater
Stort set alle partierne på Rådhuset skal i løbet af næste år overveje eller beslutte, hvem de vil have som spidskandidat ved valgkampen i november 2009.
De uafklarede ledelsesforhold i de to nøglepartier Radikale Venstre og SF skaber problemer for ABF-samarbejdet.
SF i København skal finde ud af, om børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard får en tredje chance som spidskandidat, eller om partiet skal forsøge sig med et nyt navn.
Blandt dem, der nævnes, er især den unge og meget ideologiske politiske ordfører Camilla Burgwald og den tidligere gruppeformand Bjarne Fey, men også MF Anne Grethe Holmsgaard er et bud.
På rådhuset er vurderingen hos flere iagttagere, at kredsen omkring Burgwald løbende stiller så store politiske krav til ABF-samarbejdet, at det vanskeliggør kompromiser.
Sareen kan udfordre Bondam
En lignende situation ser man hos Radikale Venstre, hvor gruppeformand Manu Sareen af nogle ses som »vogteren af den radikale sjæl«, mens Bondam i nogle sammenhænge kritiseres for at arbejde lidt for tæt sammen med Ritt.
I løbet af næste år gør Sareen det måske klart, om han udfordrer Bondam som radikal spidskandidat. Sareen går for at være kritisk over for samarbejdet med Ritt, og Sareens position gør Bondam sårbar i forhold til intern radikal kritik og krav om mere synlighed.
Ydermere så spøger rygterne om, at Marianne Jelved kunne tænkes at afslutte sin politiske karriere som radikal borgmester i København.
Ritt Bjerregaard er fuldstændig sikker på igen at stå i spidsen for Socialdemokraterne og fortsætte som overborgmester efter valget i 2009.
Til gengæld bliver beskæftigelses- og integrationsborgmester Jakob Hougaard næppe udpeget til en ny periode. Hougaard har haft en stribe uheldige sager, som han ikke har formået at håndtere specielt godt. Internt i Socialdemokratiet er han ikke populær på grund af en række kontroversielle politiske udmeldinger, blandt andet ved at kræve muslimske privatskoler nedlagt.
Overborgmesteren er formentlig heller ikke imponeret af Hougaard, som har høstet hård kritik fra oppositionen for opstået økonomisk rod på flere millioner kr. i sin afdeling.
Imens står rivalerne på spring. Storfavorit som kommende borgmester er Socialdemokraternes unge politiske ordfører Anne Vang. Men også folk som gruppeformand Jesper Christensen og socialordfører Thor Grønlykke er gode bud på en ny S-borgmester.
Jens Rohde til København?
Enhedslistens socialborgmester Mikkel Warming står til at fortsætte endnu en periode som partiets spidskandidat. Men en borgmesterpost kræver et godt kommunalvalg for venstrefløjen. Går Liste Ø tilbage – som ved folketingsvalget i november – kan listen risikere at miste sin borgmesterpost.
Dansk Folkeparti får ved næste kommunalvalg helt sikkert en ny spidskandidat. Sidste gang stod Louise Frevert øverst på liste O, men efter en katastrofal valgkamp gik DF ned til kun tre mandater.
Det bliver formentlig det ene af DF’s nu kun to BR-medlemmer, Carl Christian Ebbesen, der får buddet i 2009. Ebbesen er faktisk vellidt på rådhuset for sin sobre og stilfærdige stil, men mange stiller spørgsmål ved hans evner som politisk billetsælger. For til trods for at Ebbesen er sit partis organisatoriske næstformand, så er det endnu ikke lykkedes for ham at blive valgt til Folketinget trods flere forsøg.
Venstres nye leder og kommende kulturborgmester Pia Allerslev sidder solidt i sadlen de næste to år. Imidlertid risikerer hun at blive mødt af en modkandidat som overborgmesterkandidat og kan derfor ikke regne 100 procent med at fortsætte efter næste valg.
Nogle har spekuleret i, at kendte Venstre-politikere som Bertel Haarder eller den tidligere politiske ordfører Jens Rohde kunne tænkes at stille op. Haarder vil formentlig betakke sig og satse på at slutte karrieren af i Folketinget som minister, men måske overvejer Rohde at stille op, nu da han er blevet fyret som radiodirektør. Sker det, forudser jeg stor intern ballade i Venstre i København.
Konservativt kaos
De Konservative på Københavns Rådhus er gået støt tilbage ved de seneste valg til Borgerrepræsentationen. Sidste gang røg de ned på historisk lave tre mandater. Alligevel lykkedes det partiets spidskandidat Mogens Lønborg at blive sundhedsborgmester efter kommunalvalget i 2005.
Det er mere end tvivlsomt, om han kan fortsætte efter næste valg. For spørgsmålet er, om partiet får mandater nok til en borgmesterpost næste gang.
Har den konservative gruppe været lille, så har underholdningsværdien til gengæld været høj.
De to menige medlemmer Maibritt Mamsen og Peter Schlüter har været på kant med hinanden næsten fra starten. I forbindelse med en meningsudveksling på et gruppemøde i 2006 følte Mamsen sig truet af Peter Schlüters adfærd, som hun betegnede som »psykisk ustabil«.
Trods mange forsøg på udglatning fra den konservative organisation og at få samarbejdet til at glide, så er sagen endt med, at Mamsen for få uger siden forlod gruppen for at blive »konservativ løsgænger«.
Peter Schlüter – søn af den tidligere statsminister Poul Schlüter – har også gjort sig bemærket i en anden opsigtsvækkende og yderst pinlig sag for de konservative.
En uvildig advokatundersøgelse bestilt af kommunen har for nylig konkluderet, at han uretmæssigt har fået udbetalt 136.000 kr. i tabt arbejdsfortjeneste – et økonomisk tab han dog længe ikke har kunnet dokumentere, at han har lidt.
Schlüter afleverede for nylig – i sidste øjeblik – en revisorerklæring, der fastslår, at han har lidt tab i forbindelse med sit arbejde som kommunikationskonsulent og freelancejournalist. Nu ser kommunens embedsfolk igen på sagen, som efter min vurdering ikke desto mindre ender med at kortslutte Schlüters politiske karriere.
Lønborg har stået i spidsen for de Konservative ved to valg. Det store gennembrud som bredt respekteret politiker er udeblevet, og fanklubben i hans eget parti er også til at overse. Alligevel har Lønborg gode chancer for at fortsætte som konservativ spidskandidat.
For står valget mellem »Paula Larrain-modellen« med at hente en kendis ind uden det store kendskab til rådhuspolitik eller at køre videre i fire år mere med Lønborg, så foretrækker mange i det konservative bagland det sidste.
Synspunktet er, at tiden indtil da så kan bruges på at finde og fremavle nye politiske talenter.
Læserne af "københavnsk politik" ønskes en god jul og et godt nytår!
BAG KULISSERNE
Klumme bragt i Bryggebladet nr. 20 den 19. december 2007
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
2008 bliver sidste normale politiske arbejdsår, inden valgkampen for alvor går i gang i løbet af foråret 2009. På dagsordnen er allerede en stribe sager, som vil fortsætte med at præge det politiske liv i det kommende år.
Der er skabt forventning om, at ungdomshus-konflikten bliver løst i løbet af det første halvår med et nyt hus til de tidligere brugere af Jagtvej 69. Det udestår dog, at finde en egnet lokalitet i byen, og så er de Radikales støtte til et nyt ungdomshus ikke ubetinget.
Ritt satser på tilgivelse
Overborgmester Ritt Bjerregaard (S) er fortsat optaget af at få bygget flest mulige af de 5.000 billigboliger eller »Ritts papboliger«, som onde tunger hånligt kalder dem.
Ritt satser formentlig på, at københavnerne tilgiver hende, at hun er uden chance for at nå målet i løbet af fem år. Har Ritt vist lidt god vilje, kan hun tørre noget af skylden af på regeringen, som har nægtet at ændre den nødvendige lovgivning.
Oveni slås overborgmesteren med Danmarks Naturfredningsforening om byggeriet på Kløvermarken. De krævede for nylig området fredet, og det skal der nu tages stilling til, før der kan bygges. Byggeriet på Kløvermarken var ellers udset til at bestå af en stor del af Ritts billige boliger til københavnerne.
Den radikale teknik- og miljøborgmester Klaus Bondams plan om at bygge flere højhuse i periferien af det centrale København skal også stå sin prøve i det kommende år. For det er endnu uafklaret, om et flertal vil støtte den. Bondam skal nok ikke tøve med at iværksætte sine idéer for længe, før der går valgkamp i det hele, og mulighederne for en aftale er forduftet.
FN’s klimatopmøde skal afholdes i København i 2009, og politikerne vil bruge den lejlighed til at vise, at byen fremstår mest mulig miljørigtig. Imens slås byen især med store trafikproblemer og derfor vil diskussionen om en betalingsring for biler, der kører ind i byen utvivlsomt blusse op igen.
De københavnske politikeres problem er dog, at regeringen ikke vil tillade sådan en løsning.
Nye spidskandidater
Stort set alle partierne på Rådhuset skal i løbet af næste år overveje eller beslutte, hvem de vil have som spidskandidat ved valgkampen i november 2009.
De uafklarede ledelsesforhold i de to nøglepartier Radikale Venstre og SF skaber problemer for ABF-samarbejdet.
SF i København skal finde ud af, om børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard får en tredje chance som spidskandidat, eller om partiet skal forsøge sig med et nyt navn.
Blandt dem, der nævnes, er især den unge og meget ideologiske politiske ordfører Camilla Burgwald og den tidligere gruppeformand Bjarne Fey, men også MF Anne Grethe Holmsgaard er et bud.
På rådhuset er vurderingen hos flere iagttagere, at kredsen omkring Burgwald løbende stiller så store politiske krav til ABF-samarbejdet, at det vanskeliggør kompromiser.
Sareen kan udfordre Bondam
En lignende situation ser man hos Radikale Venstre, hvor gruppeformand Manu Sareen af nogle ses som »vogteren af den radikale sjæl«, mens Bondam i nogle sammenhænge kritiseres for at arbejde lidt for tæt sammen med Ritt.
I løbet af næste år gør Sareen det måske klart, om han udfordrer Bondam som radikal spidskandidat. Sareen går for at være kritisk over for samarbejdet med Ritt, og Sareens position gør Bondam sårbar i forhold til intern radikal kritik og krav om mere synlighed.
Ydermere så spøger rygterne om, at Marianne Jelved kunne tænkes at afslutte sin politiske karriere som radikal borgmester i København.
Ritt Bjerregaard er fuldstændig sikker på igen at stå i spidsen for Socialdemokraterne og fortsætte som overborgmester efter valget i 2009.
Til gengæld bliver beskæftigelses- og integrationsborgmester Jakob Hougaard næppe udpeget til en ny periode. Hougaard har haft en stribe uheldige sager, som han ikke har formået at håndtere specielt godt. Internt i Socialdemokratiet er han ikke populær på grund af en række kontroversielle politiske udmeldinger, blandt andet ved at kræve muslimske privatskoler nedlagt.
Overborgmesteren er formentlig heller ikke imponeret af Hougaard, som har høstet hård kritik fra oppositionen for opstået økonomisk rod på flere millioner kr. i sin afdeling.
Imens står rivalerne på spring. Storfavorit som kommende borgmester er Socialdemokraternes unge politiske ordfører Anne Vang. Men også folk som gruppeformand Jesper Christensen og socialordfører Thor Grønlykke er gode bud på en ny S-borgmester.
Jens Rohde til København?
Enhedslistens socialborgmester Mikkel Warming står til at fortsætte endnu en periode som partiets spidskandidat. Men en borgmesterpost kræver et godt kommunalvalg for venstrefløjen. Går Liste Ø tilbage – som ved folketingsvalget i november – kan listen risikere at miste sin borgmesterpost.
Dansk Folkeparti får ved næste kommunalvalg helt sikkert en ny spidskandidat. Sidste gang stod Louise Frevert øverst på liste O, men efter en katastrofal valgkamp gik DF ned til kun tre mandater.
Det bliver formentlig det ene af DF’s nu kun to BR-medlemmer, Carl Christian Ebbesen, der får buddet i 2009. Ebbesen er faktisk vellidt på rådhuset for sin sobre og stilfærdige stil, men mange stiller spørgsmål ved hans evner som politisk billetsælger. For til trods for at Ebbesen er sit partis organisatoriske næstformand, så er det endnu ikke lykkedes for ham at blive valgt til Folketinget trods flere forsøg.
Venstres nye leder og kommende kulturborgmester Pia Allerslev sidder solidt i sadlen de næste to år. Imidlertid risikerer hun at blive mødt af en modkandidat som overborgmesterkandidat og kan derfor ikke regne 100 procent med at fortsætte efter næste valg.
Nogle har spekuleret i, at kendte Venstre-politikere som Bertel Haarder eller den tidligere politiske ordfører Jens Rohde kunne tænkes at stille op. Haarder vil formentlig betakke sig og satse på at slutte karrieren af i Folketinget som minister, men måske overvejer Rohde at stille op, nu da han er blevet fyret som radiodirektør. Sker det, forudser jeg stor intern ballade i Venstre i København.
Konservativt kaos
De Konservative på Københavns Rådhus er gået støt tilbage ved de seneste valg til Borgerrepræsentationen. Sidste gang røg de ned på historisk lave tre mandater. Alligevel lykkedes det partiets spidskandidat Mogens Lønborg at blive sundhedsborgmester efter kommunalvalget i 2005.
Det er mere end tvivlsomt, om han kan fortsætte efter næste valg. For spørgsmålet er, om partiet får mandater nok til en borgmesterpost næste gang.
Har den konservative gruppe været lille, så har underholdningsværdien til gengæld været høj.
De to menige medlemmer Maibritt Mamsen og Peter Schlüter har været på kant med hinanden næsten fra starten. I forbindelse med en meningsudveksling på et gruppemøde i 2006 følte Mamsen sig truet af Peter Schlüters adfærd, som hun betegnede som »psykisk ustabil«.
Trods mange forsøg på udglatning fra den konservative organisation og at få samarbejdet til at glide, så er sagen endt med, at Mamsen for få uger siden forlod gruppen for at blive »konservativ løsgænger«.
Peter Schlüter – søn af den tidligere statsminister Poul Schlüter – har også gjort sig bemærket i en anden opsigtsvækkende og yderst pinlig sag for de konservative.
En uvildig advokatundersøgelse bestilt af kommunen har for nylig konkluderet, at han uretmæssigt har fået udbetalt 136.000 kr. i tabt arbejdsfortjeneste – et økonomisk tab han dog længe ikke har kunnet dokumentere, at han har lidt.
Schlüter afleverede for nylig – i sidste øjeblik – en revisorerklæring, der fastslår, at han har lidt tab i forbindelse med sit arbejde som kommunikationskonsulent og freelancejournalist. Nu ser kommunens embedsfolk igen på sagen, som efter min vurdering ikke desto mindre ender med at kortslutte Schlüters politiske karriere.
Lønborg har stået i spidsen for de Konservative ved to valg. Det store gennembrud som bredt respekteret politiker er udeblevet, og fanklubben i hans eget parti er også til at overse. Alligevel har Lønborg gode chancer for at fortsætte som konservativ spidskandidat.
For står valget mellem »Paula Larrain-modellen« med at hente en kendis ind uden det store kendskab til rådhuspolitik eller at køre videre i fire år mere med Lønborg, så foretrækker mange i det konservative bagland det sidste.
Synspunktet er, at tiden indtil da så kan bruges på at finde og fremavle nye politiske talenter.
Læserne af "københavnsk politik" ønskes en god jul og et godt nytår!
Abonner på:
Opslag (Atom)
