Kun lidt internt kævl blandt budgetpartierne kan ødelægge julehumøret hos Frank Jensen
Bragt i Bryggebladet nr. 19 den 30. november 2010
Af Jarl Cordua
Overborgmester Frank Jensen har det for nemt. Fraværet af opposition er næsten øredøvende. VKO er splittet ad, hvor især V og K kigger skævt til hinanden, mens Enhedslisten måske på grund af hensynet til deres socialborgmesterpost ikke rigtig formår at spille rollen, som bidsk vagthund.
Imidlertid er stemningen blandt budgetpartierne ikke den bedste. For nu at sige det pænt. Det viser en særdeles ”munter” mailkorrespondence, som Deres klummeskribent er kommet i besiddelse af.
Sagen handler om det stærkt økonomisk skrantende kulturelle lokalblad ”Magasinet KBH”, der forud for efterårets budgetforhandlinger i september klagede sin nød overfor politikerne. Imidlertid kom der ikke noget ud af at stå med hatten i hånden. Og uden et tilskud fra kommunen vil magasinet ”gå ind”.
Magasinet KBH: Kjeldgaard modarbejder os
Nu er der så indledt slagsmålet mellem budgetpartierne om, hvem som bærer skylden for at Magasinet KBH ikke længere kan komme på gaden. Magasinet redaktør Anders Ojgaard har således i en mail stilet til S og SF kritiseret især SFs teknik og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard for personligt at have ”modarbejdet magasinet KBH”. Det fik Mette Reismann, der er politisk ordfører for Socialdemokraterne og Ayfer Baykal - politisk ordfører for SF op af stolene i en skarpt svarmail. For ud over at finde redaktørens kritik af Kjeldgaard for ”utilstedelig” så rettede S-SF kanonerne mod den radikale borgmester, som man i mailen direkte beskylder for at handle populistisk og illoyalt mod budgetforligets parter:
”Det er derfor overraskende, at den afgående borgmester Klaus Bondam fra Det Radikale Venstre åbent kritiserer SF – og de andre forligspartnere – for ikke at prioritere Magasinet KBH, og på egen hånd vælger at udtrykke ønske om magasinets redning, når hverken han eller Det Radikale Venstre dels ikke har prioriteret dette område OG dels har underskrevet budgetaftalen. Måske har Det Radikale Venstre misforstået konceptet ’budgetforlig’, idet et færdigforhandlet budget giver mulighed for at arbejde fremadrettet med de muligheder budgettet åbner op for; skal hver en budgetpost vilkårligt genforhandles, når én eller flere mener dette er nødvendigt (af den ene eller anden årsag), vil Københavns Kommune ligge i evige forhandlinger og kun kunne udrette meget lidt – om noget. En aftale om et forlig indgås mellem parter, der forventes at holde den. Alt andet er utroværdigt. Når De Radikale, med borgmester Klaus Bondam i spidsen, vedholdende fremturer med, at en redning lurer lige om hjørnet er det alene udtryk for populisme og ikke realiteter.
Hul radikal kritik
Svaret fra Bondam er også interessant:
Heri forsvarer borgmesteren sig med, at han på ”intet tidspunkt offentligt og åbent har kritiseret SF”, men han har tilladt sig ”at udtrykke en kraftig undren over at SFs Teknik- og Miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard på intet tidspunkt nævnte den fortsatte finansiering af Magasinet KBH under budgetforhandlingerne” med henvisning til, at Magasinet KBH ”er vel og mærke et blad der i meget stor udstrækning alene omhandler TMF-relevante emner” (TMF:Teknik og Miljø-Forvaltningen red.).
Selvom Bondam kritiserer SF-borgmesteren for ikke at have ”nævnt den fortsatte finansiering”, så indrømmer den radikale borgmester blankt, at magasinets økonomi heller ikke af de radikale blev taget op under budgetforhandlingerne:
”Det er korrekt at Radikale Venstre har ikke nævnt Magasinet KBH i budgetforhandlingerne for nogle måneder siden, da vi partimæssigt havde valgt at lægge al vores forhandlingsmæssige styrke på et økonomisk løft af handicapområdet og børneområdet, samt sikringen af en krisepakke på beskæftigelsesområdet. Det lykkedes som bekendt.”
Det er åbenbart først senere, at sagen er blevet tilstrækkelig vigtig for Bondam, at han vil have den taget op på budgetkredsens møde den 1. december. Nogle vil mene, at Bondam måske skulle feje for sin egen dør først, før han beskylder SF-borgmesteren for ikke at prioritere sagen under budgettet.
Undervejs får de to ordførere fra S og SF ret kontant at vide, at de ikke skal blande sig i de radikales politiske prioriteter fremover:
”Hvis jeg skulle gøre som Mette Reismann og Ayfer Bakal lægger op til i deres mail, så har jeg altså ikke lov til, som ovenfor nævnt, at arbejde fremadrettet med muligheder, som budgettet i givet fald ikke åbner op for. Det er dumt og visionsløst at tænke sådan!”
Bondam dybt frustreret
I øvrigt beskriver Bondam usædvanligt åbenhjertigt om, hvordan han oplevede årets budgetforhandlinger, som ifølge ham selv var ”de mest frustrerende”, som han har medvirket i:
”Det er helt korrekt, som Mette Reismann og Ayfer Baykal skriver, at budgetforhandlingerne 'er en langvarig og ganske kompliceret proces'. I år deltog alle partier i et meget langt stykke af forhandlingsforløbet og stemningen har ikke altid lige positiv og konstruktiv. Den var på lange stræk meget anspændt! Dernæst skulle vi alle navigerer i en ny overborgmesters (i øvrigt udmærkede) tilrettelæggelse af forhandlingsforløbet. Det stod hurtigt klart for alle implicerede partier, (..), at der allerede var indgået en aftale mellem S og SF (inden forhandlingerne officielt startede). Det er der ikke noget forkert i. De to partier har flertal sammen alene, men det gjorde unægtelig forhandlingsforløbet yderligere kompliceret, da det ikke altid var lige let at afkode om et givent indspark stod til forhandling eller om det var 'klappet af' mellem S og SF. I mine ni år i Københavns Borgerrepræsentation og centralt placeret i budgetforhandlingerne gennem alle årene, er dette års forhandlinger de mest frustrerende jeg har medvirket i.”
Med andre ord: SFs magt var så stor under forhandlingerne, at De radikale ikke blot skulle forhandle resultater med overborgmesteren. SF havde vetoret. Sådan spillede klaveret som bekendt ikke i Kramers eller Ritts dage. Og så fornemmer man en hvis træthed både hos S og SF over de radikales trang til soloudmeldinger. Det kan undre lidt at den socialdemokratiske ordfører fører an i kritikken, da det netop var hendes chef, Frank Jensen, som personligt lagde sig i selen for, at få de radikale med i budgetforliget. SF derimod har al mulig interesse i, at holde de radikale uden for i fremtiden, da de som bekendt sammen med S alene udgør et flertal i Borgerrepræsentationen.
Sareens ansvar
Bondams tid i københavnsk politik er som bekendt ovre, og som tiden går, tyder alt på, at den radikale gruppe fastholder beslutningen om, at vælge den næsten nyslåede kommunalpolitiker Anna Allerslev på kun 26 somre som ny arbejdsmarkeds og integrationsborgmester. I sidste uge holdt de radikale i hovedstaden møde, hvor BR-gruppen fra flere sider blev bedt om at ”overveje beslutningen grundigt”. Det er radikalt kodesprog for, at mange er ganske utilfredse med BR-gruppens beslutning om at gøre Allerslev til borgmester, men fra organisatorisk hold tør man alligevel ikke kritisere den alt for meget. Meget betegnende for den radikale konfliktskyhed, så forlod den radikale leder Margrethe Vestager mødet i god tid inden de lokale kræfter skulle drøfte sagen. Hun skulle ikke fedtes ind i noget! Allerslev fik dog også en opbakning fra især de unge radikale i RU. Til gengæld mener flere radikale, at gruppeformand Manu Sareen har påtaget sig et stort ansvar for, at Allerslev ikke ender med at blive en fiasko. Sker det, så falder det tilbage på ham, lyder en vurdering også blandt radikale, i det mange ser Sareen som den direkte årsag til, at Allerslev blev valgt. Det afvises af dem, der mener, at afgørelsen faldt, fordi de øvrige tre kandidater i den radikale gruppe ikke kan døje hinanden og – for at parafrasere en tidl. radikal minister Bertel Dahlgaard – nærmest hellere vil dø en naturlig død end at se en af rivalerne sidde på borgmestertaburetten. Allerslev var ingen imod og desuden fremstår fx en Katrina Feilberg heller ikke som et oplagt alternativ. Hun er lidt mere erfaren end Allerslev, men med 31 år næsten lige så ung og har heller ikke fremvist det store politiske talent. Der tales ikke desto mindre stadigvæk i krogene om, at BR-gruppen kan ændre beslutningen inden borgerrepræsentationen vælger Allerslev til borgmester på mødet den 16. december.
Comeback til Fey
SFs tidligere gruppeformand Bjarne Fey røg overraskende ud af BR ved valget i fjor på trods af SFs store fremgang. Nu er han tilbage igen efter at den tidligere politiske ordfører Camilla Burgwald har forladt BR. Fey udgjorde en tidlig intern opposition til Bo Asmus Kjeldgaard, men forlod i forrige periode at forlade gruppeformandsposten i frustration over en på dette tidspunkt splittet gruppe. For tiden er der dog intet, der tyder på splittelse i SFs BR-gruppe. Tværtimod.
Enhedslisten skrumpet
For nogle uger siden blev Enhedslisten et BR-medlem mindre, da Jaleh Tavakoli, der kun har været medlem af BR siden årsskiftet, meldte sig ud af partiet for at blive løsgænger. Ifølge Tavakoli, så er årsagen uoverensstemmelser mellem hende og resten af partiet i spørgsmålet om politisk islam og kampen mod religiøs fundamentalisme. Der er det nærmeste den tidl. enhedslistepolitiker kan komme en begrundelse. Tidligere har Tavakoli, der er født i Iran, stemt anderledes end sin gruppe, da et stort og bredt flertal i BR i efteråret gav tilladelse til opførelsen af en shiitisk moské på Vibevej. Tavakoli var imod opførelsen, som hun har kaldt for ”præstestyrets propagandacenter”. Tavakoli er talsmand for ”Frit Iran” og særdeles aktiv i herboende iraneres modstand mod præstestyret i Teheran. Uenigheden omkring moskeéen er dog ifølge Tavakoli ikke årsagen til hendes brud med Enhedslisten, som i øvrigt ikke havde problemer med, at den iranskfødte politiker i denne sag indtog et særstandpunkt.
Enhedslistens tab i form af stemmer er beskedent, i det Tavakoli kun fik 298 personlige stemmer. Det er kun i kraft af, at hun opstillede på en såkaldt ”partiliste”, at Tavakoli blev valgt. Havde Enhedslisten haft sideordnet opstilling ved kommunalvalget, som de fleste partier havde, var hun ikke blevet valgt ind. Blandt andet derfor er man i Liste Ø særdeles utilfreds med, at hun ikke har nedlagt sit mandat, sådan som partiets regler foreskriver, hvorved man kunne have beholdt de seks mandater, som vælgerne gav dem ved BR-valget.
Spørgsmålet er nu, om Tavakoli fx nu vil søge optagelse i SF eller blot fortsætte som løsgænger. Taget i betragtning af bl.a. løsgængerens mildt sagt uklare begrundelse for at forlade Enhedslisten, så skal S-SF nok vare sig for at lukke hende ind.
onsdag den 1. december 2010
mandag den 15. november 2010
Borgmestervalg i utide
De radikales valg af Bondams afløser som integrationsborgmester mødes af alle med forundring. Ikke mindst blandt radikale.
Bragt i Bryggebladet nr. 18 den 16. november 2010
Af Jarl Cordua
Det politiske miljø i København vågnede for et par uger siden op til et mindre chok, da det blev kendt at den radikale integrations og arbejdsmarkedsborgmester Klaus Bondam stopper den 31. december for at blive direktør for Det Danske Kulturinstitut, der har kontor i Bruxelles i Belgien. Bondam blev borgmester omtrent da radicoolismen kulminerede i 2005. I alt når han at sidde som borgmester i omkring fem år og BR-medlem i ni år. Men chokket eller lettelsen over en konges abdikation varer ikke ret længe. For i stedet begynder alle at spekulere i, hvem der nu bliver efterfølgeren. I gamle dage var reglerne at borgmestre eller partiformænd i god tid udså sig kronprinser, sådan at magtoverdragelsen kunne ske i god ro og orden. Men det var der ikke rigtig tale om, da Bondam varslede sin afgang. Den naturlige nr. 2 er klart gruppeformand Manu Sareen. Han var ikke en kronprins i gammeldags forstand. Faktisk er det ingen hemmelighed at Bondam og Sareen ser meget forskelligt på mange ting: Strategi, taktik, politik og ikke mindst om Bondam kunne sætte sig i borgmesterstolen på DFs mandater, som det fremgik af den dramatiske konstituering for ca. et år tilbage. Sareen gik således til angreb gennem medierne på Bondam i timerne efter, men måtte bl.a. efter at fået vredet armen om af partileder Margrethe Vestager acceptere beslutningen, der mødte stor kritik blandt partiets medlemmer og ikke mindst vælgere, der følte sig snydt. Alligevel kom det ikke som nogen stor overraskelse, da Sareen tidligt meldte sig ud af kampen om at blive borgmester, da han satser på en karriere som folketingspolitiker efter næste valg. Derved opstod der et magttomrum. Den slags har det som bekendt med at blive fyldt ud ganske hurtigt.
Valgt mod alle odds
Især to kandidater skilte sig ud: Katrina Feilberg, som går for at være en lidt ”lyseblå” radikal og Margrethe Wivel, som nogle vurderer som ”lyserød”. De har begge siddet fem i år BR og har desuden deres ”folkelige gennembrud” til gode. Med andre ord: Vælgerne kender kun Bondam og Sareen. Med Bondams afgang så vender Kasper Johansen fra årsskiftet tilbage som BR-medlem. Han sad i BR i sidste valgperiode, men gled ud ved valget i fjor. Også han mente lagde billet ind på at blive borgmester. Sidst, men – skulle det siden vise sig – ikke mindst var Anna Mee Allerslev, som både er den yngste (26 somre) og hvad angår politisk erfaring, i det hun alene har siddet i BR i godt 11 mdr. Den 1. november mødtes de fire plus Sareen, men efter mødet, som endte med at vare til langt ud på natten, stod det pludselig klart, at Allerslev – mod alle odds – var blevet valgt som ny radikal borgmester.
Ingen brok i krogene
Ifølge Politiken, så stod kampen især mellem Feilberg og Wivel, men det kom – påstås det - ikke til en direkte afstemning undervejs. Deltagerne forklarer, at de ”talte sig til rette” og da både Feilberg og Wivel ikke kunne acceptere, at den anden blev borgmester, så gik man over til alternativerne. Her mener nogle iagttagere, at Sareen klart foretrak Allerslev, som bliver set som hans protegé. Ifølge nogle iagttageres vurdering foretrak Wivel herefter også Allerslev, hvorved at det stod 3-2 til det yngste gruppemedlem. Herefter enedes mødedeltagerne om, at man samlet stod bag en fælles truffen beslutning, som alle skulle bakke op. Det skete også. Ingen brok i krogene. Indtil videre.
Fire gange på talerstolen
Alligevel er beslutningen blevet mødt med stor forundring blandt samarbejdspartnere, iagttagere og ikke mindst mange ledende folk i det radikale bagland. Beskrivelserne af Allerslev tyder på mange gode personlige egenskaber, men det er de færreste, der kan få øje på det åbenlyse politiske talent, der derfor kan berettige, at hun nu skal være borgmester. Det er i øvrigt ofte sket, at BR-medlemmer i tyverne efter en enkelt valgperiode er blevet borgmestre blandt dem fx Anne Vang og Jakob Hougaard. Og de have alle forinden demonstreret et eller andet politisk talent, som man kunne forklare beslutningen med. Der er ingen, der erindrer, at Allerslev har født en god politisk idé eller et originalt forslag bortset fra det om, at kommunen nu skulle på Facebook. Det var der imidlertid – og sagt på jysk - ikke megen stemning for blandt partierne i BR-salen, hvor en uofficiel optælling viser, at Allerslev på 11 mdr. kun har besteget talerstolen fire gange. Blandt andet med et indlæg, der indeholdt en varm støtte for moskeen på Amager.
Katastrofal beslutning
Officielt holder de fire øvrige BR-kandidater gode miner til slet spil udadtil. Men det er kun på overfladen. Stemningen er på nulpunktet i BR-gruppen. Det sås fx så tydeligt under det seneste møde i BR-salen, at omgivelserne ikke er i tvivl. Det er en dødssynd at bagtale hinanden hos de radikale, hvor man gerne ser sig som lidt pænere mennesker end hos de andre partier. Det gælder ikke mindst, når de slås. Skeptiske partifæller er siden valget af Allerslev blevet forsøgt overbevist med halvhjertede argumenter som ”hun bliver god” og ”hun har SÅ megen drive”. Men intet tyder på, at det endnu har sparket en gejst i gang i det radikale parti. Tværtimod betragtes valget af Allerslev af mange radikale som en regulær katastrofe for partiet, og man er mere en ængstelig for, hvordan Liste B skal kunne bevare sit mandattal og deres eneste borgmesterpost med en ukendt topfigur, som kun meget få – om nogen - tiltror de store chancer for at slå igennem politisk og mediemæssigt. Og man kan godt på rådhusets gange støde på den vurdering, at Manu Sareens støtte til Allerslev måske i virkeligheden bunder i en kynisk spekulation i, at den kommende borgmester dermed ikke kan tage fokus fra Sareens personlige medieprofilering op til folketingsvalgkampen.
Allerslev får modkandidat
Gruppemødet traf en i mange radikales øjne helt forkert beslutning, men umiddelbart må konklusionen alligevel være: At løbet er kørt. Allerslev bliver borgmester. Formelt er der dog stadigvæk en mulighed for at omgøre beslutningen, inden den skal træffes på et BR-møde først i december. Jeg giver det derfor 10 pct. chance, at BR-gruppen forinden alligevel vælger en anden og mere erfaren kandidat end Anna Allerslev. Og hvis nogen skulle være i tvivl, så er Københavns Rådhus’ politikere uofficielle mestre i at rende fra tidligere trufne beslutninger. Hvis ikke det sker, så holder denne iagttager på, at Allerslev får en rival inden, at de radikale inden næste kommunalvalg vælger deres spidskandidat.
DF-drilleri
DFs Carl Christian Ebbesen har undervejs fået megen omtale på at bringe det synspunkt frem, at der er juridiske argumenter for, at DF skal sige god for at Allerslev kan blive borgmester, når nu de siden valget i fjor er i valggruppe sammen. Det var som førnævnt DFs mandater, der gjorde Bondam til borgmester. Imidlertid er der tale om teatertorden. Ingen – heller ikke DF – kan holde politisk til at åbne for en ny fordeling af denne valggruppes udvalgsposter mv. Det vil Venstre ikke være med til. Men derfor kan man jo godt som Ebbesen bruge anledningen til politisk drilleri og markere, at DF i grunden ikke bryder sig om de radikale. Det er i øvrigt gensidigt!
Reformforslaget der blev væk
Imens de radikale slikker sårene oven på borgmestervalget, så har andre på rådhuset observeret, hvor trægt det egentlig går med regeringens bebudede reform af styreformen i København og de store byer. Statsminister Lars Løkke Rasmussen spillede i februar ud med et forslag, der afskaffede magistratsstyret i de tre store provinsbyer samt det delte udvalgsstyre i København for at erstatte det med et flertalsstyre, som man har det i de øvrige af landets kommuner. Hovedargumentet er, at det dermed i højere grad skal ”tydeliggøres” overfor vælgerne, hvilke partier og politikere i et byråds politisk flertal, som har ansvaret for den politiske udvikling, økonomi mv. på godt og ondt. Den udmelding blev reelt dødsstødet til Venstres borgerlige borgmester og måske også de radikales samt Enhedslistens borgmester i København. Hvis valgresultatet fra 2009 bliver gentaget i 2013, og en reform i mellemtiden er blevet vedtaget, kan S-SF fordele samtlige af kommunes syv borgmestre mellem sig. Formentlig efter fordelingsnøglen fire borgmesterposter til S og tre til SF.
Status Quo billigst
Imidlertid har ingen politikere hørt meget mere til Løkkes bebudede reform. Der er reelt ikke mange i Venstre ud over Løkke, som har travlt med at aflive de borgerlige borgmestre i storbyerne. Det kan der også være andre grunde til end de partitaktiske. For bredt politisk er der stor enighed om, at ”mindretalsbeskyttelsen” er helt central for at en styrereform kan blive en succes. Det betyder fx at oppositionspartierne til højre og venstre i salen skal have et apparat, der kan kontrollere ”regeringsmagten” i København. Og skal de ledende politikere fx have en attraktiv løn, der modsvarer borgmestrenes? For hvordan kan disse partier rekruttere politikere af en vis kvalitet, når der ikke er umiddelbar udsigt til at blive borgmester? I dag bruger oppositionen deres borgmestersekretariater og embedsmændene som hjælp til at kontrollere overborgmesterens og flertallets magtapparat. Efter en ny reform får oppositionen derfor hver især naturligvis et behov for (offentlige) midler til at opbygge deres egne sekretariater. Og det bliver dyrt. For hvis sekretariatsbistanden skal være af en hvis kvalitet med dygtigt akademisk personale, pressefolk osv, så kræver det også at partierne kan rekruttere andre end efterlønnere og studerende. Det vil koste betydelige midler, lyder argumentet. Men ingen kendte beregninger foreligger. Måske er den tiltænkte reformløsning endda betydeligt dyrere frem for, hvis man lader styreformen være som den er. Skal Løkke nå at fremsætte et forslag og få det vedtaget inden folketingsvalget, så skal det snart ske. Intet tyder dog på, at et sådant forslag er lige om hjørnet. Spørgsmålet er i øvrigt om en evt. kommende ny rød regering kan nå at fremsætte og vedtage et reformforslag inden kommunalvalget i november 2013. Det afhænger formentlig af, hvornår folketingsvalget kommer. Og det kan trække ud til næste efterår. Uanset hvad vil det påvirke politikerne på rådhuset. For skal politikere med ambitioner - udenfor S-SF – så droppe BR og søge en karriere mod Folketinget frem for at blive i københavnsk politik og forsøge at blive borgmestre eller få en attraktiv løn med en god sekretariatsbistand? Netop det spørgsmål mener iagttagere på rådhuset, kan påvirke mange karrierevalg negativt. Og det er de fleste partier faktisk enige om, ville være rigtigt skidt for København.
Bragt i Bryggebladet nr. 18 den 16. november 2010
Af Jarl Cordua
Det politiske miljø i København vågnede for et par uger siden op til et mindre chok, da det blev kendt at den radikale integrations og arbejdsmarkedsborgmester Klaus Bondam stopper den 31. december for at blive direktør for Det Danske Kulturinstitut, der har kontor i Bruxelles i Belgien. Bondam blev borgmester omtrent da radicoolismen kulminerede i 2005. I alt når han at sidde som borgmester i omkring fem år og BR-medlem i ni år. Men chokket eller lettelsen over en konges abdikation varer ikke ret længe. For i stedet begynder alle at spekulere i, hvem der nu bliver efterfølgeren. I gamle dage var reglerne at borgmestre eller partiformænd i god tid udså sig kronprinser, sådan at magtoverdragelsen kunne ske i god ro og orden. Men det var der ikke rigtig tale om, da Bondam varslede sin afgang. Den naturlige nr. 2 er klart gruppeformand Manu Sareen. Han var ikke en kronprins i gammeldags forstand. Faktisk er det ingen hemmelighed at Bondam og Sareen ser meget forskelligt på mange ting: Strategi, taktik, politik og ikke mindst om Bondam kunne sætte sig i borgmesterstolen på DFs mandater, som det fremgik af den dramatiske konstituering for ca. et år tilbage. Sareen gik således til angreb gennem medierne på Bondam i timerne efter, men måtte bl.a. efter at fået vredet armen om af partileder Margrethe Vestager acceptere beslutningen, der mødte stor kritik blandt partiets medlemmer og ikke mindst vælgere, der følte sig snydt. Alligevel kom det ikke som nogen stor overraskelse, da Sareen tidligt meldte sig ud af kampen om at blive borgmester, da han satser på en karriere som folketingspolitiker efter næste valg. Derved opstod der et magttomrum. Den slags har det som bekendt med at blive fyldt ud ganske hurtigt.
Valgt mod alle odds
Især to kandidater skilte sig ud: Katrina Feilberg, som går for at være en lidt ”lyseblå” radikal og Margrethe Wivel, som nogle vurderer som ”lyserød”. De har begge siddet fem i år BR og har desuden deres ”folkelige gennembrud” til gode. Med andre ord: Vælgerne kender kun Bondam og Sareen. Med Bondams afgang så vender Kasper Johansen fra årsskiftet tilbage som BR-medlem. Han sad i BR i sidste valgperiode, men gled ud ved valget i fjor. Også han mente lagde billet ind på at blive borgmester. Sidst, men – skulle det siden vise sig – ikke mindst var Anna Mee Allerslev, som både er den yngste (26 somre) og hvad angår politisk erfaring, i det hun alene har siddet i BR i godt 11 mdr. Den 1. november mødtes de fire plus Sareen, men efter mødet, som endte med at vare til langt ud på natten, stod det pludselig klart, at Allerslev – mod alle odds – var blevet valgt som ny radikal borgmester.
Ingen brok i krogene
Ifølge Politiken, så stod kampen især mellem Feilberg og Wivel, men det kom – påstås det - ikke til en direkte afstemning undervejs. Deltagerne forklarer, at de ”talte sig til rette” og da både Feilberg og Wivel ikke kunne acceptere, at den anden blev borgmester, så gik man over til alternativerne. Her mener nogle iagttagere, at Sareen klart foretrak Allerslev, som bliver set som hans protegé. Ifølge nogle iagttageres vurdering foretrak Wivel herefter også Allerslev, hvorved at det stod 3-2 til det yngste gruppemedlem. Herefter enedes mødedeltagerne om, at man samlet stod bag en fælles truffen beslutning, som alle skulle bakke op. Det skete også. Ingen brok i krogene. Indtil videre.
Fire gange på talerstolen
Alligevel er beslutningen blevet mødt med stor forundring blandt samarbejdspartnere, iagttagere og ikke mindst mange ledende folk i det radikale bagland. Beskrivelserne af Allerslev tyder på mange gode personlige egenskaber, men det er de færreste, der kan få øje på det åbenlyse politiske talent, der derfor kan berettige, at hun nu skal være borgmester. Det er i øvrigt ofte sket, at BR-medlemmer i tyverne efter en enkelt valgperiode er blevet borgmestre blandt dem fx Anne Vang og Jakob Hougaard. Og de have alle forinden demonstreret et eller andet politisk talent, som man kunne forklare beslutningen med. Der er ingen, der erindrer, at Allerslev har født en god politisk idé eller et originalt forslag bortset fra det om, at kommunen nu skulle på Facebook. Det var der imidlertid – og sagt på jysk - ikke megen stemning for blandt partierne i BR-salen, hvor en uofficiel optælling viser, at Allerslev på 11 mdr. kun har besteget talerstolen fire gange. Blandt andet med et indlæg, der indeholdt en varm støtte for moskeen på Amager.
Katastrofal beslutning
Officielt holder de fire øvrige BR-kandidater gode miner til slet spil udadtil. Men det er kun på overfladen. Stemningen er på nulpunktet i BR-gruppen. Det sås fx så tydeligt under det seneste møde i BR-salen, at omgivelserne ikke er i tvivl. Det er en dødssynd at bagtale hinanden hos de radikale, hvor man gerne ser sig som lidt pænere mennesker end hos de andre partier. Det gælder ikke mindst, når de slås. Skeptiske partifæller er siden valget af Allerslev blevet forsøgt overbevist med halvhjertede argumenter som ”hun bliver god” og ”hun har SÅ megen drive”. Men intet tyder på, at det endnu har sparket en gejst i gang i det radikale parti. Tværtimod betragtes valget af Allerslev af mange radikale som en regulær katastrofe for partiet, og man er mere en ængstelig for, hvordan Liste B skal kunne bevare sit mandattal og deres eneste borgmesterpost med en ukendt topfigur, som kun meget få – om nogen - tiltror de store chancer for at slå igennem politisk og mediemæssigt. Og man kan godt på rådhusets gange støde på den vurdering, at Manu Sareens støtte til Allerslev måske i virkeligheden bunder i en kynisk spekulation i, at den kommende borgmester dermed ikke kan tage fokus fra Sareens personlige medieprofilering op til folketingsvalgkampen.
Allerslev får modkandidat
Gruppemødet traf en i mange radikales øjne helt forkert beslutning, men umiddelbart må konklusionen alligevel være: At løbet er kørt. Allerslev bliver borgmester. Formelt er der dog stadigvæk en mulighed for at omgøre beslutningen, inden den skal træffes på et BR-møde først i december. Jeg giver det derfor 10 pct. chance, at BR-gruppen forinden alligevel vælger en anden og mere erfaren kandidat end Anna Allerslev. Og hvis nogen skulle være i tvivl, så er Københavns Rådhus’ politikere uofficielle mestre i at rende fra tidligere trufne beslutninger. Hvis ikke det sker, så holder denne iagttager på, at Allerslev får en rival inden, at de radikale inden næste kommunalvalg vælger deres spidskandidat.
DF-drilleri
DFs Carl Christian Ebbesen har undervejs fået megen omtale på at bringe det synspunkt frem, at der er juridiske argumenter for, at DF skal sige god for at Allerslev kan blive borgmester, når nu de siden valget i fjor er i valggruppe sammen. Det var som førnævnt DFs mandater, der gjorde Bondam til borgmester. Imidlertid er der tale om teatertorden. Ingen – heller ikke DF – kan holde politisk til at åbne for en ny fordeling af denne valggruppes udvalgsposter mv. Det vil Venstre ikke være med til. Men derfor kan man jo godt som Ebbesen bruge anledningen til politisk drilleri og markere, at DF i grunden ikke bryder sig om de radikale. Det er i øvrigt gensidigt!
Reformforslaget der blev væk
Imens de radikale slikker sårene oven på borgmestervalget, så har andre på rådhuset observeret, hvor trægt det egentlig går med regeringens bebudede reform af styreformen i København og de store byer. Statsminister Lars Løkke Rasmussen spillede i februar ud med et forslag, der afskaffede magistratsstyret i de tre store provinsbyer samt det delte udvalgsstyre i København for at erstatte det med et flertalsstyre, som man har det i de øvrige af landets kommuner. Hovedargumentet er, at det dermed i højere grad skal ”tydeliggøres” overfor vælgerne, hvilke partier og politikere i et byråds politisk flertal, som har ansvaret for den politiske udvikling, økonomi mv. på godt og ondt. Den udmelding blev reelt dødsstødet til Venstres borgerlige borgmester og måske også de radikales samt Enhedslistens borgmester i København. Hvis valgresultatet fra 2009 bliver gentaget i 2013, og en reform i mellemtiden er blevet vedtaget, kan S-SF fordele samtlige af kommunes syv borgmestre mellem sig. Formentlig efter fordelingsnøglen fire borgmesterposter til S og tre til SF.
Status Quo billigst
Imidlertid har ingen politikere hørt meget mere til Løkkes bebudede reform. Der er reelt ikke mange i Venstre ud over Løkke, som har travlt med at aflive de borgerlige borgmestre i storbyerne. Det kan der også være andre grunde til end de partitaktiske. For bredt politisk er der stor enighed om, at ”mindretalsbeskyttelsen” er helt central for at en styrereform kan blive en succes. Det betyder fx at oppositionspartierne til højre og venstre i salen skal have et apparat, der kan kontrollere ”regeringsmagten” i København. Og skal de ledende politikere fx have en attraktiv løn, der modsvarer borgmestrenes? For hvordan kan disse partier rekruttere politikere af en vis kvalitet, når der ikke er umiddelbar udsigt til at blive borgmester? I dag bruger oppositionen deres borgmestersekretariater og embedsmændene som hjælp til at kontrollere overborgmesterens og flertallets magtapparat. Efter en ny reform får oppositionen derfor hver især naturligvis et behov for (offentlige) midler til at opbygge deres egne sekretariater. Og det bliver dyrt. For hvis sekretariatsbistanden skal være af en hvis kvalitet med dygtigt akademisk personale, pressefolk osv, så kræver det også at partierne kan rekruttere andre end efterlønnere og studerende. Det vil koste betydelige midler, lyder argumentet. Men ingen kendte beregninger foreligger. Måske er den tiltænkte reformløsning endda betydeligt dyrere frem for, hvis man lader styreformen være som den er. Skal Løkke nå at fremsætte et forslag og få det vedtaget inden folketingsvalget, så skal det snart ske. Intet tyder dog på, at et sådant forslag er lige om hjørnet. Spørgsmålet er i øvrigt om en evt. kommende ny rød regering kan nå at fremsætte og vedtage et reformforslag inden kommunalvalget i november 2013. Det afhænger formentlig af, hvornår folketingsvalget kommer. Og det kan trække ud til næste efterår. Uanset hvad vil det påvirke politikerne på rådhuset. For skal politikere med ambitioner - udenfor S-SF – så droppe BR og søge en karriere mod Folketinget frem for at blive i københavnsk politik og forsøge at blive borgmestre eller få en attraktiv løn med en god sekretariatsbistand? Netop det spørgsmål mener iagttagere på rådhuset, kan påvirke mange karrierevalg negativt. Og det er de fleste partier faktisk enige om, ville være rigtigt skidt for København.
tirsdag den 19. oktober 2010
Kjeldgaard ser frem til at slutte på toppen
SF-borgmesteren vil være spidskandidat igen
Bragt i Bryggebladet nr. 16 den 19. oktober 2010
Af Jarl Cordua
SFs flotte fremgang ved det seneste kommunalvalg får ambitionsniveauet hos partiets toppolitikere i København til at stige. Vurderingen er, at SF kan erobre overborgmesterposten enten ved det kommende valg i 2013 eller senest ved det næstkommende valg i 2017.
SFs spidskandidat teknik og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard ved de sidste tre valg har tidligere signaleret til omgivelserne, at han var på vej ud af kommunalpolitik helst via et direktørjob i et privat forsyningsselskab. Imidlertid har den plan lidt et skibbrud. Efter at have vist forsigtig interesse for et snart ledigt direktørjob i Amagerforbrændingen, så må Kjeldgaard dog sande, at han ikke kommer i betragtning. Som 54-årig står han derfor i et dilemma. Skal han ud i det private eller halvoffentlige, så skal det ske nu. Men de mere eller mindre diskrete henvendelser til headhuntere har altså endnu ikke givet bonus. Spørgsmålet er derfor, om Kjeldgaard reelt har den rigtige profil og de egenskaber, som skal til for at få succes i sådan et job? Der er der indtil videre ikke rigtigt noget, der tyder på. Kjeldgaard har derfor sent besluttet, at hans aktive liv skal slutte med politik. Han går derfor i stedet og lægger planer for, hvordan han kan blive SFs første overborgmester i 2018.
Kjeldgaard spidskandidat
For at det skal lykkes så kræver det, at SFs fremgang fortsætter – blandt andet på bekostning af socialdemokraterne. Det har været den landspolitiske tendens længe, men om den udvikling fortsætter mange år frem, er nok mere end tvivlsomt. Kjeldgaard har aldrig rigtig erkendt, at SFs fantastiske fremgang i København var en følge primært af Villy Søvndals personlige popularitet og derfor ikke borgmesterens egen personlige popularitet og politiske resultater. Det er man til gengæld helt på det rene med hos SF på Christiansborg, hvor disse begavede mennesker er helt klar over Kjeldgaards legendariske manglende selvindsigt. Her gruer man for igen at se Kjeldgaard på stemmesedlen som spidskandidat ved det næste kommunalvalg i 2013. Søvndal og hans topfolk ser faktisk allerhelst, at Kjeldgaard hurtigst muligt forlod politik og overlod spidskandidaturet til en anden. Den oplagte kandidat er SFs nuværende Sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen. Kjeldgaard er godt selv klar over, at han ikke ligefrem er i kridthuset hos Søvndal, men hvis nu S-SF til den tid sidder trygt og godt på regeringsmagten, så kan Kjeldgaard jo ikke genere det projekt ved at gå efter overborgmesterposten. Det skulle vel og mærke kun kunne blive en realitet i den situation, hvor SF bliver større end S.
SFs magtduo
Kjeldgaard og Thomsen har delt magten i den store SF-gruppe, som stort set blindt lyder duens fælles beslutninger. Der er meget få i gruppen, som udadtil giver udtryk for at de har de store personlige ambitioner og man soler sig fortsat i SFs kæmpesucces, hvor attituden i gruppen efter nogens mening er noget ”tilbagelænet”. Det er ikke alle på rådhuset, der er lige imponeret over gruppens flid og grundighed fx mht. at forberede sig på sager i byrådssalen. Thomsen har indtil videre ikke udfordret Kjeldgaard, og gruppen fremstår både loyal og harmonisk. Spørgsmålet er dog om Thomsen, BR-gruppen – og SF på Christiansborg – til sin tid vil acceptere at Kjeldgaard, der stadig har sit folkelige gennembrud til gode, for 4. gang skal stå i spidsen for SFs kommunalvalgskampagne.
Tabt prestige
Teknik og miljøborgmesteren er heller ikke specielt populær alle steder i sin afdeling. Man synes at Kjeldgaard bruger al sin energi på klimaområdet bl.a. på målsætninger så som at København skal være CO2-neutral inden 2025. Til gengæld så udviser SF-borgmesteren ikke den store interesse for det mere ”højpandede” område i forvaltningen, der handler om arkitektur og byudvikling. Det var ellers forgængeren Klaus Bondams store interessefelt, der dog heller ikke var en populær mand blandt alle medarbejderne, da han huserede i afdelingen. Men det har nu ændret sig! Nu ser de på tiden under den tidligere radikale borgmester med stor nostalgi, især fordi han evnede at synliggøre forvaltningen i offentligheden. Til trods for at Kjeldgaard og SF nu tilhører ”kommunens regering”, så føler embedsværket i forvaltningen alligevel, at det har tabt indflydelse og prestige i forhold til andre afdelinger sammenlignet med situationen da Bondam styrede butikken. Ak ja. Således forgår al verdens storhed.
En sag uden politiske konsekvenser
I dag er beskæftigelses og integrationsborgmester Klaus Bondam imidlertid ligesom resten af rådhuset mest optaget af den såkaldte ”Farvergade-sag”, som udvikler sig hele tiden. Her er intet mindre end tre offentlige institutioner Folketingets Ombudsmand, Beskæftigelsesministeriet og Rigsrevisionen i gang med at undersøge Berlingske Tidendes oplysninger om, at Københavns Kommunes beskæftigelses og integrationsafdeling har snydt staten for et trecifret millionbeløb og tusindvis af kontanthjælpsmodtagere for vejledning og opkvalificering.
Ifølge avisen er kontanthjælpsmodtagerne tilbage fra 2006 blevet ”spist af” med et skrabet aktiveringstilbud i Farvergade. Det har dog ikke forhindret kommunen i at have fået højeste refusion fra staten - selvom der er sået tvivl om, hvorvidt man har været berettiget til det - på cirka 35 millioner kroner årligt. Imidlertid afviser Bondam og hans direktør blankt at der skulle være hold i anklagerne om lovligheden i aktiveringstilbuddene.
Bondam bakker op
Sagen har indtil videre ikke bragt nogle BR-politikere i fedtefadet, hvilket gør den lidt uegnet som angrebsmål for profileringslystne oppositionspolitikere. Søgelyset er først og fremmest rettet mod forvaltningens nuværende og tidligere direktion, der bakkes 100 pct. op af Klaus Bondam, mener, at den har handlet i god tro. Imidlertid viser en e-mail, som en centralt placeret kontorchef har sendt til tre topdirektører i 2008, at direktionen allerede dengang blev advaret om, at ”Farvergade-modellen” var ulovlig. Desuden har Arbejdsmarkedsstyrelsen ifølge samme email vurderet lovligheden af aktiveringstilbuddet i Farvergade og nået frem til den konklusion, at tilbuddet ikke levede op til reglerne. Siden er det kommet frem, at forvaltningens revisor også advarede mod de ulovlige forhold, men uden at det er gået op for forvaltningen.
Sjusk eller bevidst ulovligt?
Sagen fremstår lige nu som et spørgsmål om ledende topembedsmænd var helt ekstraordinært sjuskede eller begik bevidste ulovligheder. I begge tilfælde er der tale om en forvaltningsmæssig skandale. Men det er da også muligt, at forvaltningen skulle få medhold, når sagen er blevet kulegravet af de mange kompetente myndigheder, der har involveret sig i sagen.
Sagen pynter ikke
BR-politikerne i arbejdsmarkeds og beskæftigelsesudvalget med blandt andre DFs Carl Christian Ebbesen i front stiller byger af spørgsmål til sagen for at få den belyst og opklaret. Men der er endnu intet, der tyder på, at hverken Klaus Bondam eller hans forgænger i borgmesterstolen Jakob Hougaard (S) personligt har været involveret i beslutningerne. Derfor tyder intet indtil videre på, at sagen får de store politiske konsekvenser, hvis forvaltningen ender med at blive kritiseret af fx Folketingets Ombudsmand. Alligevel vil sagen fortjent eller ufortjent ikke pynte på Bondams i forvejen mildt sagt ramponerede renommé som en borgmester, hvor der ikke altid er orden i forvaltningen.
Bragt i Bryggebladet nr. 16 den 19. oktober 2010
Af Jarl Cordua
SFs flotte fremgang ved det seneste kommunalvalg får ambitionsniveauet hos partiets toppolitikere i København til at stige. Vurderingen er, at SF kan erobre overborgmesterposten enten ved det kommende valg i 2013 eller senest ved det næstkommende valg i 2017.
SFs spidskandidat teknik og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard ved de sidste tre valg har tidligere signaleret til omgivelserne, at han var på vej ud af kommunalpolitik helst via et direktørjob i et privat forsyningsselskab. Imidlertid har den plan lidt et skibbrud. Efter at have vist forsigtig interesse for et snart ledigt direktørjob i Amagerforbrændingen, så må Kjeldgaard dog sande, at han ikke kommer i betragtning. Som 54-årig står han derfor i et dilemma. Skal han ud i det private eller halvoffentlige, så skal det ske nu. Men de mere eller mindre diskrete henvendelser til headhuntere har altså endnu ikke givet bonus. Spørgsmålet er derfor, om Kjeldgaard reelt har den rigtige profil og de egenskaber, som skal til for at få succes i sådan et job? Der er der indtil videre ikke rigtigt noget, der tyder på. Kjeldgaard har derfor sent besluttet, at hans aktive liv skal slutte med politik. Han går derfor i stedet og lægger planer for, hvordan han kan blive SFs første overborgmester i 2018.
Kjeldgaard spidskandidat
For at det skal lykkes så kræver det, at SFs fremgang fortsætter – blandt andet på bekostning af socialdemokraterne. Det har været den landspolitiske tendens længe, men om den udvikling fortsætter mange år frem, er nok mere end tvivlsomt. Kjeldgaard har aldrig rigtig erkendt, at SFs fantastiske fremgang i København var en følge primært af Villy Søvndals personlige popularitet og derfor ikke borgmesterens egen personlige popularitet og politiske resultater. Det er man til gengæld helt på det rene med hos SF på Christiansborg, hvor disse begavede mennesker er helt klar over Kjeldgaards legendariske manglende selvindsigt. Her gruer man for igen at se Kjeldgaard på stemmesedlen som spidskandidat ved det næste kommunalvalg i 2013. Søvndal og hans topfolk ser faktisk allerhelst, at Kjeldgaard hurtigst muligt forlod politik og overlod spidskandidaturet til en anden. Den oplagte kandidat er SFs nuværende Sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen. Kjeldgaard er godt selv klar over, at han ikke ligefrem er i kridthuset hos Søvndal, men hvis nu S-SF til den tid sidder trygt og godt på regeringsmagten, så kan Kjeldgaard jo ikke genere det projekt ved at gå efter overborgmesterposten. Det skulle vel og mærke kun kunne blive en realitet i den situation, hvor SF bliver større end S.
SFs magtduo
Kjeldgaard og Thomsen har delt magten i den store SF-gruppe, som stort set blindt lyder duens fælles beslutninger. Der er meget få i gruppen, som udadtil giver udtryk for at de har de store personlige ambitioner og man soler sig fortsat i SFs kæmpesucces, hvor attituden i gruppen efter nogens mening er noget ”tilbagelænet”. Det er ikke alle på rådhuset, der er lige imponeret over gruppens flid og grundighed fx mht. at forberede sig på sager i byrådssalen. Thomsen har indtil videre ikke udfordret Kjeldgaard, og gruppen fremstår både loyal og harmonisk. Spørgsmålet er dog om Thomsen, BR-gruppen – og SF på Christiansborg – til sin tid vil acceptere at Kjeldgaard, der stadig har sit folkelige gennembrud til gode, for 4. gang skal stå i spidsen for SFs kommunalvalgskampagne.
Tabt prestige
Teknik og miljøborgmesteren er heller ikke specielt populær alle steder i sin afdeling. Man synes at Kjeldgaard bruger al sin energi på klimaområdet bl.a. på målsætninger så som at København skal være CO2-neutral inden 2025. Til gengæld så udviser SF-borgmesteren ikke den store interesse for det mere ”højpandede” område i forvaltningen, der handler om arkitektur og byudvikling. Det var ellers forgængeren Klaus Bondams store interessefelt, der dog heller ikke var en populær mand blandt alle medarbejderne, da han huserede i afdelingen. Men det har nu ændret sig! Nu ser de på tiden under den tidligere radikale borgmester med stor nostalgi, især fordi han evnede at synliggøre forvaltningen i offentligheden. Til trods for at Kjeldgaard og SF nu tilhører ”kommunens regering”, så føler embedsværket i forvaltningen alligevel, at det har tabt indflydelse og prestige i forhold til andre afdelinger sammenlignet med situationen da Bondam styrede butikken. Ak ja. Således forgår al verdens storhed.
En sag uden politiske konsekvenser
I dag er beskæftigelses og integrationsborgmester Klaus Bondam imidlertid ligesom resten af rådhuset mest optaget af den såkaldte ”Farvergade-sag”, som udvikler sig hele tiden. Her er intet mindre end tre offentlige institutioner Folketingets Ombudsmand, Beskæftigelsesministeriet og Rigsrevisionen i gang med at undersøge Berlingske Tidendes oplysninger om, at Københavns Kommunes beskæftigelses og integrationsafdeling har snydt staten for et trecifret millionbeløb og tusindvis af kontanthjælpsmodtagere for vejledning og opkvalificering.
Ifølge avisen er kontanthjælpsmodtagerne tilbage fra 2006 blevet ”spist af” med et skrabet aktiveringstilbud i Farvergade. Det har dog ikke forhindret kommunen i at have fået højeste refusion fra staten - selvom der er sået tvivl om, hvorvidt man har været berettiget til det - på cirka 35 millioner kroner årligt. Imidlertid afviser Bondam og hans direktør blankt at der skulle være hold i anklagerne om lovligheden i aktiveringstilbuddene.
Bondam bakker op
Sagen har indtil videre ikke bragt nogle BR-politikere i fedtefadet, hvilket gør den lidt uegnet som angrebsmål for profileringslystne oppositionspolitikere. Søgelyset er først og fremmest rettet mod forvaltningens nuværende og tidligere direktion, der bakkes 100 pct. op af Klaus Bondam, mener, at den har handlet i god tro. Imidlertid viser en e-mail, som en centralt placeret kontorchef har sendt til tre topdirektører i 2008, at direktionen allerede dengang blev advaret om, at ”Farvergade-modellen” var ulovlig. Desuden har Arbejdsmarkedsstyrelsen ifølge samme email vurderet lovligheden af aktiveringstilbuddet i Farvergade og nået frem til den konklusion, at tilbuddet ikke levede op til reglerne. Siden er det kommet frem, at forvaltningens revisor også advarede mod de ulovlige forhold, men uden at det er gået op for forvaltningen.
Sjusk eller bevidst ulovligt?
Sagen fremstår lige nu som et spørgsmål om ledende topembedsmænd var helt ekstraordinært sjuskede eller begik bevidste ulovligheder. I begge tilfælde er der tale om en forvaltningsmæssig skandale. Men det er da også muligt, at forvaltningen skulle få medhold, når sagen er blevet kulegravet af de mange kompetente myndigheder, der har involveret sig i sagen.
Sagen pynter ikke
BR-politikerne i arbejdsmarkeds og beskæftigelsesudvalget med blandt andre DFs Carl Christian Ebbesen i front stiller byger af spørgsmål til sagen for at få den belyst og opklaret. Men der er endnu intet, der tyder på, at hverken Klaus Bondam eller hans forgænger i borgmesterstolen Jakob Hougaard (S) personligt har været involveret i beslutningerne. Derfor tyder intet indtil videre på, at sagen får de store politiske konsekvenser, hvis forvaltningen ender med at blive kritiseret af fx Folketingets Ombudsmand. Alligevel vil sagen fortjent eller ufortjent ikke pynte på Bondams i forvejen mildt sagt ramponerede renommé som en borgmester, hvor der ikke altid er orden i forvaltningen.
onsdag den 6. oktober 2010
Fortsat behov for oprydning i Københavns økonomi
Er der mon kommet styr på børne- og ungeområdets budgetter?
Af Jarl Cordua
Bragt i Bryggebladet nr. 15 den 5.oktober 2010.
På Københavns Rådhus har der siden budgetforliget blev indgået for tre uger siden åndet ro og fred. I denne uge vedtager politikerne så budgettet for 2011, hvor det en sidste gang vil blive angrebet både fra højre af VO og af Enhedslisten fra venstresiden.
Med budgetforliget er rammerne nu lagt for resten af valgperiodens investeringer især på børne- og ungeområdet med byggeri af børnehaver, daginstitutioner og skoler. Spørgsmålet er om overborgmester Frank Jensens politik med etablering af klyngeledelse i daginstitutionerne vil skabe de besparelser, som kommunens embedsmænd hævder. Det bliver også interessant at se om børne- og ungebudgettet vil holde, eller om politikerne pludselig igen bliver præsenteret for løbske millionunderskud, hvor det bliver nødvendigt at finde penge frem fra gemmerne for at lukke hullet. Sporene skræmmer, når det hverken lykkedes for borgmestrene Per Bregengaard, Enhedslisten eller Bo Asmus Kjeldgaard (SF) at få styr på børne- og ungeområdets økonomi. Nu har socialdemokraternes Anne Vang ansvaret sammen med Frank Jensen ansvaret for at borgerne ikke igen skal vågne op til avisforsider om, at der mangler trecifrede millionbeløb i kassen. Ikke at det i så fald vil kunne true S-SFs magt, men det vil kunne pille noget af den glans, der lige nu omgiver Frank Jensen. Overborgmesteren har med en autoritet, som man ikke har set i København i mange år, skabt en fornemmelse af, at der nu er pænt ”styr på butikken”. Varer det indtryk længe, kan det måske veksles til en stor socialdemokratisk mandatfremgang ved næste kommunalvalg i 2013.
København er lønførende
København må, trods stilheden efter budgetaftalen blev indgået, alligevel sige at have været i offentlighedens søgelys. Kommunens adm. direktør, Claus Juhl, kom således i sidste uge på forsiden af BT, fordi han med en årsløn på 2,14 millioner kr. inkl. pension topper listen over højtlønnede kommunaldirektører. Dertil har Juhl fået en flot lønstigning på 22 pct. over fem år. Og det sker i en tid, hvor de fleste kommuner er presset økonomisk til at skære i budgetterne og tvunget til at spare milliardbeløb. Dertil står de kommunale chefers lønstigninger i en skærende kontrast til andre kommunalt ansatte, der de næste år har udsigt til en minimal lønudvikling. For Juhl er på ingen måde den eneste, der kan glæde sig over mere på lønkontoen. Lønstigningen omfatter alle kommuners øverste chefer. Københavns øvrige direktører har fx alle fået lønstigninger på mellem 22- 35,7 pct. over fem år. De tjener nu alle i omegnen af 2 mill. kr. årligt. Det er direktøren i Socialforvaltningen, Anette Laigaard, der er rekordindehaver med en lønstigning med 35,7 pct. over fem år til 1.947.852 kr. Til sammenligning tjener statsministeren 1.515.206 kr. om året. Overborgmesterens aflønning fremgår, i modstrid med hvad kommunen hævder, ikke af dens hjemmeside, Men ifølge dr.dk lå grundlønnen i 2009 på 880.955 kr. Dertil kommer også en række ”fede ben”, så Frank Jensens aflønning formentlig ligger i omegnen af statsministerens løn.
”En københavnersag”
Det mest interessante er dog, at ingen af Københavns direktører har gjort noget aktivt for at få de pæne lønstigninger. Fx gennem en individuel forhandling. Det er bare sket automatisk. Ifølge BT forsvarer kommunens direktører, at lønudviklingen er reguleret af Kommunernes Landsforening (KL), mens formanden for KLs løn og personaleudvalg Michael Ziegler sagde til avisen, at der er tale om ”en københavnersag”, som han ikke ville udtale sig om.
Forklaringen på lønstigningen er, at KL i 2007 har reguleret direktørlønningerne, fordi direktørerne over hele landet får mere ansvar som følge af kommunesammenlægningerne. Imidlertid er København hverken blevet sammenlagt med andre kommuner. Direktørerne har heller ikke fået mere ansvar. De er bare heldige og blevet forgyldt, fordi de er havnet i den pulje og lønramme, hvor de opnår den samme lønfremgang som deres kolleger ude i landet. Regningen for de ubegrundede lønstigninger betales dog af de københavnske skatteydere. Politikerne på rådhuset har imidlertid det problem, at det er håbløst at gøre noget ved sagen, som de ingen indflydelse har på. For det vil betyde, at kommunen skal genåbne forhandlingerne om lønreguleringen igennem KL-systemet. Og det sker heller ikke uden personaleorganisationernes accept, hvilket gør det til en fuldstændig håbløs affære uden skyggen af chance for succes. Så hellere lade historien fare, vurderer de fleste politikere. Så undgår man også at direktørerne kunne blive sure, og de 3-4 mill. kr. ekstra til direktørlønninger, er trods alt ”peanuts” på kommunens driftsbudget på ca. 23 mia. kr. I øvrigt vil borgernes forargelse vil næppe heller vare ved. Det er den kyniske kalkyle i en absurd sag, hvor ingen kan give fornuftigere begrundelse for direktørernes eksorbitante lønstigning andet end en henvisning til uigennemskuelige bureaukratiske regler om lønrammer mv.
Kontant afregning
Måske kan Københavns Kommunes adm. direktørs kommunikationsevner i pressen begrunde lønstigningen? I hvert fald skulle Claus Juhl i DR1s hårdtslående forbrugerprogram ”Kontant” i sidste uge forklare, hvorfor de københavnske daginstitutioner igennem centrale indkøbsordninger var tvunget til at handle dagligvarer til langt dyrere priser hos kommunens leverandører frem for at handle billigere ind i supermarkeder. ”Kontant” kunne dokumentere påstanden med brug af dyre vandmeloner og andre dagligvarer. Kommunen er dog gennem et nylig intern revisionsrapport også blevet klar over problemet, efter at politikerne allerede i foråret iværksatte en undersøgelse efter en række klager. At det er billigere for fx børnehaver at handle økologiske varer i fx den lokale Netto eller Fakta er noget paradoksalt alt den stund, at centrale indkøbsordninger er sat i verden for, at kommunen gennem storindkøb sparer penge ved at den får klækkelige rabatter. Perspektivet i sagen er dog, at kommunen samlet årligt handler ind for 8,8 mia. kr., hvor dagligvarer ”kun” udgør 200 mill. kr. Faktisk regner kommunen med årligt at spare 20 mill. kr. ekstra på centrale indkøbsordninger. Kommunen mener dog fortsat, at ordningen generelt er en succes for de større institutioner. Fx vil man fortsat have indkøbsordninger for varer, som elektricitet, IT-udstyr, benzin og en række andre varer. Kommunen sparer eksempelvis seks mill. kr. om året på indkøbsaftalen om el.
Fleksibelt indkøb fremover
Alligevel fungerer indkøbsordningen åbenbart dårligt for de mindre daginstitutioner, hvor det bl.a. kræver, at de selv bruger tid på holde øje med de billigste priser blandt kommunens 16 leverandører. Dertil kommer, at dagligvarepriserne skifter konstant. Så til glæde for sikkert alle parter, så laver kommunen nu indkøbsordningen om, så den bliver mere fleksibel og i større grad giver daginstitutionerne mulighed for at handle ind, hvor de vil, hvis de vurderer, at det er bedst og billigst.
Sjusk i socialforvaltningen
Men straks er en sag i god gænge, før man på rådhuset har måttet forholde sig en helt anden interessant sag. Revisionsfirmaet Deloitte har i forbindelse med revisionen af Socialforvaltningens regnskab 2009 nemlig konstateret ”væsentlige fejl i 70 pct. af de gennemgåede personsager, heraf 46 pct. med refusionsmæssig betydning”, som det hedder i en redegørelse til økonomiudvalget. I korte træk betyder det, at socialforvaltningen i 2008 mangler bilag for udgifter for mellem 10-15 mill. kr. For uden bilag vil Socialministeriet ikke refundere de udgifter, som kommunen har lagt ud for. Med andre ord: Sjusk i kommunens forvaltning gør, at skatteyderne i København, nu må holde for. Den slags plejer at give politisk ballade.
Af Jarl Cordua
Bragt i Bryggebladet nr. 15 den 5.oktober 2010.
På Københavns Rådhus har der siden budgetforliget blev indgået for tre uger siden åndet ro og fred. I denne uge vedtager politikerne så budgettet for 2011, hvor det en sidste gang vil blive angrebet både fra højre af VO og af Enhedslisten fra venstresiden.
Med budgetforliget er rammerne nu lagt for resten af valgperiodens investeringer især på børne- og ungeområdet med byggeri af børnehaver, daginstitutioner og skoler. Spørgsmålet er om overborgmester Frank Jensens politik med etablering af klyngeledelse i daginstitutionerne vil skabe de besparelser, som kommunens embedsmænd hævder. Det bliver også interessant at se om børne- og ungebudgettet vil holde, eller om politikerne pludselig igen bliver præsenteret for løbske millionunderskud, hvor det bliver nødvendigt at finde penge frem fra gemmerne for at lukke hullet. Sporene skræmmer, når det hverken lykkedes for borgmestrene Per Bregengaard, Enhedslisten eller Bo Asmus Kjeldgaard (SF) at få styr på børne- og ungeområdets økonomi. Nu har socialdemokraternes Anne Vang ansvaret sammen med Frank Jensen ansvaret for at borgerne ikke igen skal vågne op til avisforsider om, at der mangler trecifrede millionbeløb i kassen. Ikke at det i så fald vil kunne true S-SFs magt, men det vil kunne pille noget af den glans, der lige nu omgiver Frank Jensen. Overborgmesteren har med en autoritet, som man ikke har set i København i mange år, skabt en fornemmelse af, at der nu er pænt ”styr på butikken”. Varer det indtryk længe, kan det måske veksles til en stor socialdemokratisk mandatfremgang ved næste kommunalvalg i 2013.
København er lønførende
København må, trods stilheden efter budgetaftalen blev indgået, alligevel sige at have været i offentlighedens søgelys. Kommunens adm. direktør, Claus Juhl, kom således i sidste uge på forsiden af BT, fordi han med en årsløn på 2,14 millioner kr. inkl. pension topper listen over højtlønnede kommunaldirektører. Dertil har Juhl fået en flot lønstigning på 22 pct. over fem år. Og det sker i en tid, hvor de fleste kommuner er presset økonomisk til at skære i budgetterne og tvunget til at spare milliardbeløb. Dertil står de kommunale chefers lønstigninger i en skærende kontrast til andre kommunalt ansatte, der de næste år har udsigt til en minimal lønudvikling. For Juhl er på ingen måde den eneste, der kan glæde sig over mere på lønkontoen. Lønstigningen omfatter alle kommuners øverste chefer. Københavns øvrige direktører har fx alle fået lønstigninger på mellem 22- 35,7 pct. over fem år. De tjener nu alle i omegnen af 2 mill. kr. årligt. Det er direktøren i Socialforvaltningen, Anette Laigaard, der er rekordindehaver med en lønstigning med 35,7 pct. over fem år til 1.947.852 kr. Til sammenligning tjener statsministeren 1.515.206 kr. om året. Overborgmesterens aflønning fremgår, i modstrid med hvad kommunen hævder, ikke af dens hjemmeside, Men ifølge dr.dk lå grundlønnen i 2009 på 880.955 kr. Dertil kommer også en række ”fede ben”, så Frank Jensens aflønning formentlig ligger i omegnen af statsministerens løn.
”En københavnersag”
Det mest interessante er dog, at ingen af Københavns direktører har gjort noget aktivt for at få de pæne lønstigninger. Fx gennem en individuel forhandling. Det er bare sket automatisk. Ifølge BT forsvarer kommunens direktører, at lønudviklingen er reguleret af Kommunernes Landsforening (KL), mens formanden for KLs løn og personaleudvalg Michael Ziegler sagde til avisen, at der er tale om ”en københavnersag”, som han ikke ville udtale sig om.
Forklaringen på lønstigningen er, at KL i 2007 har reguleret direktørlønningerne, fordi direktørerne over hele landet får mere ansvar som følge af kommunesammenlægningerne. Imidlertid er København hverken blevet sammenlagt med andre kommuner. Direktørerne har heller ikke fået mere ansvar. De er bare heldige og blevet forgyldt, fordi de er havnet i den pulje og lønramme, hvor de opnår den samme lønfremgang som deres kolleger ude i landet. Regningen for de ubegrundede lønstigninger betales dog af de københavnske skatteydere. Politikerne på rådhuset har imidlertid det problem, at det er håbløst at gøre noget ved sagen, som de ingen indflydelse har på. For det vil betyde, at kommunen skal genåbne forhandlingerne om lønreguleringen igennem KL-systemet. Og det sker heller ikke uden personaleorganisationernes accept, hvilket gør det til en fuldstændig håbløs affære uden skyggen af chance for succes. Så hellere lade historien fare, vurderer de fleste politikere. Så undgår man også at direktørerne kunne blive sure, og de 3-4 mill. kr. ekstra til direktørlønninger, er trods alt ”peanuts” på kommunens driftsbudget på ca. 23 mia. kr. I øvrigt vil borgernes forargelse vil næppe heller vare ved. Det er den kyniske kalkyle i en absurd sag, hvor ingen kan give fornuftigere begrundelse for direktørernes eksorbitante lønstigning andet end en henvisning til uigennemskuelige bureaukratiske regler om lønrammer mv.
Kontant afregning
Måske kan Københavns Kommunes adm. direktørs kommunikationsevner i pressen begrunde lønstigningen? I hvert fald skulle Claus Juhl i DR1s hårdtslående forbrugerprogram ”Kontant” i sidste uge forklare, hvorfor de københavnske daginstitutioner igennem centrale indkøbsordninger var tvunget til at handle dagligvarer til langt dyrere priser hos kommunens leverandører frem for at handle billigere ind i supermarkeder. ”Kontant” kunne dokumentere påstanden med brug af dyre vandmeloner og andre dagligvarer. Kommunen er dog gennem et nylig intern revisionsrapport også blevet klar over problemet, efter at politikerne allerede i foråret iværksatte en undersøgelse efter en række klager. At det er billigere for fx børnehaver at handle økologiske varer i fx den lokale Netto eller Fakta er noget paradoksalt alt den stund, at centrale indkøbsordninger er sat i verden for, at kommunen gennem storindkøb sparer penge ved at den får klækkelige rabatter. Perspektivet i sagen er dog, at kommunen samlet årligt handler ind for 8,8 mia. kr., hvor dagligvarer ”kun” udgør 200 mill. kr. Faktisk regner kommunen med årligt at spare 20 mill. kr. ekstra på centrale indkøbsordninger. Kommunen mener dog fortsat, at ordningen generelt er en succes for de større institutioner. Fx vil man fortsat have indkøbsordninger for varer, som elektricitet, IT-udstyr, benzin og en række andre varer. Kommunen sparer eksempelvis seks mill. kr. om året på indkøbsaftalen om el.
Fleksibelt indkøb fremover
Alligevel fungerer indkøbsordningen åbenbart dårligt for de mindre daginstitutioner, hvor det bl.a. kræver, at de selv bruger tid på holde øje med de billigste priser blandt kommunens 16 leverandører. Dertil kommer, at dagligvarepriserne skifter konstant. Så til glæde for sikkert alle parter, så laver kommunen nu indkøbsordningen om, så den bliver mere fleksibel og i større grad giver daginstitutionerne mulighed for at handle ind, hvor de vil, hvis de vurderer, at det er bedst og billigst.
Sjusk i socialforvaltningen
Men straks er en sag i god gænge, før man på rådhuset har måttet forholde sig en helt anden interessant sag. Revisionsfirmaet Deloitte har i forbindelse med revisionen af Socialforvaltningens regnskab 2009 nemlig konstateret ”væsentlige fejl i 70 pct. af de gennemgåede personsager, heraf 46 pct. med refusionsmæssig betydning”, som det hedder i en redegørelse til økonomiudvalget. I korte træk betyder det, at socialforvaltningen i 2008 mangler bilag for udgifter for mellem 10-15 mill. kr. For uden bilag vil Socialministeriet ikke refundere de udgifter, som kommunen har lagt ud for. Med andre ord: Sjusk i kommunens forvaltning gør, at skatteyderne i København, nu må holde for. Den slags plejer at give politisk ballade.
mandag den 20. september 2010
”Regeringspartnernes” budgetforlig
Konservative sikrede de radikale en afgørende indflydelse
Af Jarl Cordua
Bragt i Bryggebladet nr. 14 den 21. september 2010.
Tidligt fredag morgen fik de trætte hovedforhandlere fra S, SF, de radikale og de konservative forhandlet årets budgetaftale endeligt på plads. Overborgmester Frank Jensen fik endnu engang bevist, at han mestrer det politiske håndværk, selvom at det dygtigt iscenesatte billede af den rummelige, åbne og ”flinke” Frank Jensen undervejs krakelerede.
Overborgmesterens strategi var fra begyndelsen lagt efter at få et forlig, som rakte ud over det lille flertal, som socialdemokraterne og SF i forvejen har til sammen. Frank Jensen abonnerer på den grundholdning, at han som overborgmester er forpligtet til at samarbejde bredest muligt i borgerrepræsentationen. Ikke fordi han nærer de store sympatier for politiske modstandere, men fordi det overfor vælgerne og kommunens samarbejdspartnere signalerer politisk bredde, pragmatisme og ikke mindst politisk lederskab. Derfor ville Frank Jensen – præcis som alle hans forgængere i overborgmesterstolen gjorde det - gå ganske langt for at få mindst et af de borgerlige partier med i en budgetaftale og helst også med de radikale.
SF - kommunal regeringspartner
Hos SF lod man traditionen tro socialdemokraterne alene om behovet for at ville sikre den politiske bredde. Endte budgetforlig med et smalt S-SF forlig, så ville SF alt andet lige kunne få flere af deres krav igennem. Men SF har længe været under et pres fra partifællerne på Christiansborg for at indgå i et tæt samarbejde med socialdemokraterne. På pressemødet efter forliget blev indgået brugte SFs sundhedsborgmester Ninna Thomsen endda formuleringen ”kommunale regeringspartner” SFs samarbejde med S. Der er derfor ingen tvivl om, at det selvbevidste store SF nu opfatter situationen som, at partiet indgår i et forpligtende ”regeringssamarbejde” på Rådhuset sammen med Socialdemokraterne.
SF-krav forinden handlet af
Selvom at S-SF meget tidligt fik forhandlet SFs hovedkrav ind i det regneark, som blev den centrale ramme for forhandlingerne, så accepterede partiet Frank Jensens krav om at forsøge at udvide forligskredsen med flere partier. Han indledte forhandlingerne med at præsentere partierne for regnearket, hvor der i realiteten kun kunne flyttes rundt på ca. 300 millioner kr. på kommunens 23 mia. kr. store driftsbudget for 2011. Anlægsbudgettet var der tidligt bred enighed om. Det er uden for enhver diskussion, at flere børn kræver, at kommunen bygger flere skoler og daginstitutioner. Således beløber de samlede bruttoanlægsinvesteringer over de næste fire år sig til næsten 10 mia. kr. Sådan må det være, når kommunen vokser med ca. 1000 indbyggere om måneden.
Temaforhandlinger
Mandag i sidste uge begyndte så de tre dages såkaldte ”temaforhandlinger”. Det er en nyskabelse på rådhuset, hvor partierne først hver især præsenterer deres krav inden for de forskellige fagområder, hvor efter overborgmesteren tog sig god tid til at lytte til partiernes ønsker. Undervejs forholdt SF’erne sig mærkbart passive, hvilket forstærkede indtrykket hos de øvrige partier, at SF forinden var handlet af bl.a. med betydelige indrømmelser til teknik og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaards forskellige ønsker til grønne vækstinitiativer på hans eget budget. Samtidig havde SF bl.a. også fået fjernet den blandt pædagogerne forkætrede ”grønthøsterbesparelsen” på børne- og ungeområdet på små 40 mill. kr. Omvendt har SF for længst fået masseret de fleste toneangivende pædagogfagforeningsfolk i partiets bagland til at acceptere klyngeledelsen i daginstitutionerne.
K svageste led i kæden
Først torsdag middag gik realforhandlingerne i gang, og her blev partierne præsenteret for et nyt regneark, hvor der kun i meget beskedent omfang var taget hensyn til partiernes krav. Og her startede dramaet. Frank Jensen vurderede, at især Venstre havde signaleret, at partiet ikke var interesseret i at gå med i et forlig. Gik Venstre fulgte DF med ud, men til gengæld havde Frank Jensen formentlig allerede i god tid sikret sig, at de konservative ville blive tilbage. Overborgmesteren kunne nå et resultat med et forhandlingsvilligt borgerligt parti, der længe havde signaleret at man ingen problemer havde med at gå solo udenom VKO-blokken for at få indflydelse. Et rent drømmescenarie for Frank Jensen, som dog blev forhindret af, at V, DF og Ø fik etableret en fælles front med de radikale om, at man nu forlod forhandlingerne. En uhellig alliance mellem fløjene, som partierne også - troede de – omfattede de konservative. Men om eftermiddagen fik de konservatives Mogens Lønborg og Frank Jensen gang i forhandlingerne alene. Her betingede K sig, at man kun indgik i en budgetaftale, hvor i de radikale også var med. Partiets forhandlere Manu Sareen og Klaus Bondam, som egentlig havde indstillet sig på et forhandlingssammenbrud, blev derfor inviteret inden for i varmen, hvor man blev siddende til at en aftale kom i hus. Med de radikale og de konservative ombord havde Frank Jensen således sikret sig den fornødne politiske bredde. Men før han kunne forhandle videre, så måtte Enhedslisten, DF og Venstre lempes ud af forhandlingslokalet. Og i den øvelse fik Frank Jensen mildt sagt blandede stilkarakterer.
Fik ultimatum
Overborgmesterens taktik gik ud på at stille alle partierne overfor et ultimatum. For at de kunne deltage videre i forhandlingerne skulle de acceptere besparelserne som følge af indførelsen af ”klyngeledelse” i daginstitutioner og mere kontroversielt. Takstforhøjelser i kommunens daginstitutioner, hvor prisen nu stiger med 200 kroner om måneden for vuggestuebørn og 55 kroner om måned for børn i børnehaven.
Brutale Frank
Imidlertid bed Enhedslisten og Venstre sig fast i bordet. De forsøgte med helt at undgå at forholde sig til Jensens krav og lod sig ikke smide ud. Undervejs gik bølgerne så højt, selv målt efter rådhusets skala, og det var svært for især overborgmesteren at holde den urbane tone under hele forløbet. For socialborgmester Mikkel Warming (Ø) var det især vigtigt at få tilført ekstra midler til socialområdet, hvor man står over for udfordringen at servicere flere handicappede med særlige behov, men for de samme midler. Imidlertid afviste Frank Jensen, at der kunne blive råd til de 20 millioner kr. ekstra til socialområdet, som Warming krævede. Efter at Ø blev smidt ud af forhandlingerne, fandt forligspartierne imidlertid senere i alt 35 millioner kr. til området. Venstrefolkene signalerede en interessere i at acceptere takststigningerne, hvis partiet kunne få indflydelse på andre områder fx at der blev gjort noget ved overadministrationen af børne- og ungeområdet, men det afviste Frank Jensen blankt, hvorefter Venstre og DF også røg ud af forhandlingerne. Blandt partierne var man rystede over, hvad de opfattede som Frank Jensens brutalitet, men også forargede over, at de konservative – efter Vs og Øs vurdering – havde brudt alliancen og solgt sig for billigt til S-SF.
Radikale afgørende
I den snævre forhandlingskreds gik man nu i gang med en ny runde forhandlinger, som forløb til langt ud på de små timer fredag morgen. Her var det især de radikales Manu Sareen, som gjorde sig ”besværlig” bl.a. for at socialområdet fik tilført ekstra midler. Også ved den lejlighed gik bølgerne højt. Denne gang mellem de radikale og SF, hvor Kjeldgaards teknik og miljøområde pludselig undervejs stod til aflevere 15 mill. kr. til socialområdet. De radikale fik dermed lov til at ”presse citronen” i bevidstheden om, at de konservative havde overladt dem den nøglerolle, at K havde gjort det klart, at man ikke indgik i et forlig uden de radikale. Netop fordi det var Frank Jensen, som ønskede det brede forlig, så man i SF det ikke som deres opgave pludselig at levere store indrømmelser for, at alle ender kunne mødes. Men med overborgmesterens mellemkomst fandt man de nødvendige midler bl.a. med lidt flytten rundt på tallene i det efter deltagernes vurdering til lejligheden udarbejdede ”luftige budget”.
Bredt forlig
Målt på direkte politiske indrømmelser er de radikale og især teknik og miljø- borgmester Bo Asmus Kjeldgaard forligets to store vindere. Men ser man på de enkelte forvaltningsområder, så er både Enhedsliste-borgmester Mikkel Warmings socialområde og Venstreborgmester Pia Allerslevs kultur og fritidsområde også blev tilgodeset i budgettet bl.a. med en ny, stor idrætshal på Arsenaløen. Også socialdemokraterne kan være tilfredse. Anne Vangs børne- og ungeområde bliver ”gældsaneret” og man fandt de 180 millioner kr., der forinden manglede i budgettet, mens store dele af besparelserne blev droppet undervejs. Og Frank Jensen fik det brede forlig, som han havde håbet på. Dertil kommer, at han igen fik splittet de borgerlige. Den slags fornøjelser lever socialdemokrater længe på.
Borgerlig splittelse
S-SF-alliancen på rådhuset, der også er sat i verden for at vise partiernes regeringsduelighed på landsplan kan desuden glæde sig over bl.a. at have et konservativt folketingsmedlem Rasmus Jarlov med i forligskredsen til at blåstemple alliancen. Det vil man notere sig i Venstre foruden den iagttagelse, at Lønborg nu igen - efter at krudtrøgen har lagt sig - er at finde i samme lejr som socialdemokraterne. Det var også situationen efter konstitueringsforhandlingerne i fjor, hvor K sent og som en slags barmhjertighedsgerning – eller langsigtet politisk investering - af Frank Jensen blev lukket ind i de tre røde partiers store forligskreds. Det skete efter, at V og O meget overraskende for alle havde gjort den radikale Klaus Bondam til borgmester på de borgerliges stemmer. Det var således udelukkende Frank Jensens nådegaver i form af pæne ”ben” og poster til Lønborg og Co., der reddede resterne af den konservative leders ære, efter at de to andre borgerlige partier havde solgt Ks borgmesterpost. Måske var det netop kombinationen af Frank Jensens udviste storsind – og Lønborgs mistro til VO – der denne gang gjorde udslaget for K. VO skyldte man i hvert fald ikke noget.
Strid om parkeringspladser
De konservative henviser til, at det er den lange række af politiske mærkesager, som man har fået opfyldt. Juvelen i buketten, i det der med meget god vilje kan kaldes synlige borgerlige mærkesager, er 2000 parkeringspladser i brokvartererne. Ifølge K sikrer budgetforliget, at kommunen nu kan købe ekstra parkeringspladser på private anlæg, der ellers står tomme om aftenen. Hos Venstre mener man imidlertid ikke, at K kan disponere over midler, der kan bruges til formålet, i det disse midler er omfattet af et tidligere parkeringsforlig, som Venstre er en del af. Dvs. Venstre hævder, at de kan nedlægge veto. Der er dermed lagt op til et stort skænderi blandt de borgerlige, som Frank Jensen næppe begræder. Det understreger bare, hvor uendelig lille en trussel de borgerlige partier p.t. udgør mod hans lederskab.
Frank Jensens indsats som forligsmager og S-SFs første samarbejde om budgettet kan derfor kun betegnes som en gedigen succes.
Af Jarl Cordua
Bragt i Bryggebladet nr. 14 den 21. september 2010.
Tidligt fredag morgen fik de trætte hovedforhandlere fra S, SF, de radikale og de konservative forhandlet årets budgetaftale endeligt på plads. Overborgmester Frank Jensen fik endnu engang bevist, at han mestrer det politiske håndværk, selvom at det dygtigt iscenesatte billede af den rummelige, åbne og ”flinke” Frank Jensen undervejs krakelerede.
Overborgmesterens strategi var fra begyndelsen lagt efter at få et forlig, som rakte ud over det lille flertal, som socialdemokraterne og SF i forvejen har til sammen. Frank Jensen abonnerer på den grundholdning, at han som overborgmester er forpligtet til at samarbejde bredest muligt i borgerrepræsentationen. Ikke fordi han nærer de store sympatier for politiske modstandere, men fordi det overfor vælgerne og kommunens samarbejdspartnere signalerer politisk bredde, pragmatisme og ikke mindst politisk lederskab. Derfor ville Frank Jensen – præcis som alle hans forgængere i overborgmesterstolen gjorde det - gå ganske langt for at få mindst et af de borgerlige partier med i en budgetaftale og helst også med de radikale.
SF - kommunal regeringspartner
Hos SF lod man traditionen tro socialdemokraterne alene om behovet for at ville sikre den politiske bredde. Endte budgetforlig med et smalt S-SF forlig, så ville SF alt andet lige kunne få flere af deres krav igennem. Men SF har længe været under et pres fra partifællerne på Christiansborg for at indgå i et tæt samarbejde med socialdemokraterne. På pressemødet efter forliget blev indgået brugte SFs sundhedsborgmester Ninna Thomsen endda formuleringen ”kommunale regeringspartner” SFs samarbejde med S. Der er derfor ingen tvivl om, at det selvbevidste store SF nu opfatter situationen som, at partiet indgår i et forpligtende ”regeringssamarbejde” på Rådhuset sammen med Socialdemokraterne.
SF-krav forinden handlet af
Selvom at S-SF meget tidligt fik forhandlet SFs hovedkrav ind i det regneark, som blev den centrale ramme for forhandlingerne, så accepterede partiet Frank Jensens krav om at forsøge at udvide forligskredsen med flere partier. Han indledte forhandlingerne med at præsentere partierne for regnearket, hvor der i realiteten kun kunne flyttes rundt på ca. 300 millioner kr. på kommunens 23 mia. kr. store driftsbudget for 2011. Anlægsbudgettet var der tidligt bred enighed om. Det er uden for enhver diskussion, at flere børn kræver, at kommunen bygger flere skoler og daginstitutioner. Således beløber de samlede bruttoanlægsinvesteringer over de næste fire år sig til næsten 10 mia. kr. Sådan må det være, når kommunen vokser med ca. 1000 indbyggere om måneden.
Temaforhandlinger
Mandag i sidste uge begyndte så de tre dages såkaldte ”temaforhandlinger”. Det er en nyskabelse på rådhuset, hvor partierne først hver især præsenterer deres krav inden for de forskellige fagområder, hvor efter overborgmesteren tog sig god tid til at lytte til partiernes ønsker. Undervejs forholdt SF’erne sig mærkbart passive, hvilket forstærkede indtrykket hos de øvrige partier, at SF forinden var handlet af bl.a. med betydelige indrømmelser til teknik og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaards forskellige ønsker til grønne vækstinitiativer på hans eget budget. Samtidig havde SF bl.a. også fået fjernet den blandt pædagogerne forkætrede ”grønthøsterbesparelsen” på børne- og ungeområdet på små 40 mill. kr. Omvendt har SF for længst fået masseret de fleste toneangivende pædagogfagforeningsfolk i partiets bagland til at acceptere klyngeledelsen i daginstitutionerne.
K svageste led i kæden
Først torsdag middag gik realforhandlingerne i gang, og her blev partierne præsenteret for et nyt regneark, hvor der kun i meget beskedent omfang var taget hensyn til partiernes krav. Og her startede dramaet. Frank Jensen vurderede, at især Venstre havde signaleret, at partiet ikke var interesseret i at gå med i et forlig. Gik Venstre fulgte DF med ud, men til gengæld havde Frank Jensen formentlig allerede i god tid sikret sig, at de konservative ville blive tilbage. Overborgmesteren kunne nå et resultat med et forhandlingsvilligt borgerligt parti, der længe havde signaleret at man ingen problemer havde med at gå solo udenom VKO-blokken for at få indflydelse. Et rent drømmescenarie for Frank Jensen, som dog blev forhindret af, at V, DF og Ø fik etableret en fælles front med de radikale om, at man nu forlod forhandlingerne. En uhellig alliance mellem fløjene, som partierne også - troede de – omfattede de konservative. Men om eftermiddagen fik de konservatives Mogens Lønborg og Frank Jensen gang i forhandlingerne alene. Her betingede K sig, at man kun indgik i en budgetaftale, hvor i de radikale også var med. Partiets forhandlere Manu Sareen og Klaus Bondam, som egentlig havde indstillet sig på et forhandlingssammenbrud, blev derfor inviteret inden for i varmen, hvor man blev siddende til at en aftale kom i hus. Med de radikale og de konservative ombord havde Frank Jensen således sikret sig den fornødne politiske bredde. Men før han kunne forhandle videre, så måtte Enhedslisten, DF og Venstre lempes ud af forhandlingslokalet. Og i den øvelse fik Frank Jensen mildt sagt blandede stilkarakterer.
Fik ultimatum
Overborgmesterens taktik gik ud på at stille alle partierne overfor et ultimatum. For at de kunne deltage videre i forhandlingerne skulle de acceptere besparelserne som følge af indførelsen af ”klyngeledelse” i daginstitutioner og mere kontroversielt. Takstforhøjelser i kommunens daginstitutioner, hvor prisen nu stiger med 200 kroner om måneden for vuggestuebørn og 55 kroner om måned for børn i børnehaven.
Brutale Frank
Imidlertid bed Enhedslisten og Venstre sig fast i bordet. De forsøgte med helt at undgå at forholde sig til Jensens krav og lod sig ikke smide ud. Undervejs gik bølgerne så højt, selv målt efter rådhusets skala, og det var svært for især overborgmesteren at holde den urbane tone under hele forløbet. For socialborgmester Mikkel Warming (Ø) var det især vigtigt at få tilført ekstra midler til socialområdet, hvor man står over for udfordringen at servicere flere handicappede med særlige behov, men for de samme midler. Imidlertid afviste Frank Jensen, at der kunne blive råd til de 20 millioner kr. ekstra til socialområdet, som Warming krævede. Efter at Ø blev smidt ud af forhandlingerne, fandt forligspartierne imidlertid senere i alt 35 millioner kr. til området. Venstrefolkene signalerede en interessere i at acceptere takststigningerne, hvis partiet kunne få indflydelse på andre områder fx at der blev gjort noget ved overadministrationen af børne- og ungeområdet, men det afviste Frank Jensen blankt, hvorefter Venstre og DF også røg ud af forhandlingerne. Blandt partierne var man rystede over, hvad de opfattede som Frank Jensens brutalitet, men også forargede over, at de konservative – efter Vs og Øs vurdering – havde brudt alliancen og solgt sig for billigt til S-SF.
Radikale afgørende
I den snævre forhandlingskreds gik man nu i gang med en ny runde forhandlinger, som forløb til langt ud på de små timer fredag morgen. Her var det især de radikales Manu Sareen, som gjorde sig ”besværlig” bl.a. for at socialområdet fik tilført ekstra midler. Også ved den lejlighed gik bølgerne højt. Denne gang mellem de radikale og SF, hvor Kjeldgaards teknik og miljøområde pludselig undervejs stod til aflevere 15 mill. kr. til socialområdet. De radikale fik dermed lov til at ”presse citronen” i bevidstheden om, at de konservative havde overladt dem den nøglerolle, at K havde gjort det klart, at man ikke indgik i et forlig uden de radikale. Netop fordi det var Frank Jensen, som ønskede det brede forlig, så man i SF det ikke som deres opgave pludselig at levere store indrømmelser for, at alle ender kunne mødes. Men med overborgmesterens mellemkomst fandt man de nødvendige midler bl.a. med lidt flytten rundt på tallene i det efter deltagernes vurdering til lejligheden udarbejdede ”luftige budget”.
Bredt forlig
Målt på direkte politiske indrømmelser er de radikale og især teknik og miljø- borgmester Bo Asmus Kjeldgaard forligets to store vindere. Men ser man på de enkelte forvaltningsområder, så er både Enhedsliste-borgmester Mikkel Warmings socialområde og Venstreborgmester Pia Allerslevs kultur og fritidsområde også blev tilgodeset i budgettet bl.a. med en ny, stor idrætshal på Arsenaløen. Også socialdemokraterne kan være tilfredse. Anne Vangs børne- og ungeområde bliver ”gældsaneret” og man fandt de 180 millioner kr., der forinden manglede i budgettet, mens store dele af besparelserne blev droppet undervejs. Og Frank Jensen fik det brede forlig, som han havde håbet på. Dertil kommer, at han igen fik splittet de borgerlige. Den slags fornøjelser lever socialdemokrater længe på.
Borgerlig splittelse
S-SF-alliancen på rådhuset, der også er sat i verden for at vise partiernes regeringsduelighed på landsplan kan desuden glæde sig over bl.a. at have et konservativt folketingsmedlem Rasmus Jarlov med i forligskredsen til at blåstemple alliancen. Det vil man notere sig i Venstre foruden den iagttagelse, at Lønborg nu igen - efter at krudtrøgen har lagt sig - er at finde i samme lejr som socialdemokraterne. Det var også situationen efter konstitueringsforhandlingerne i fjor, hvor K sent og som en slags barmhjertighedsgerning – eller langsigtet politisk investering - af Frank Jensen blev lukket ind i de tre røde partiers store forligskreds. Det skete efter, at V og O meget overraskende for alle havde gjort den radikale Klaus Bondam til borgmester på de borgerliges stemmer. Det var således udelukkende Frank Jensens nådegaver i form af pæne ”ben” og poster til Lønborg og Co., der reddede resterne af den konservative leders ære, efter at de to andre borgerlige partier havde solgt Ks borgmesterpost. Måske var det netop kombinationen af Frank Jensens udviste storsind – og Lønborgs mistro til VO – der denne gang gjorde udslaget for K. VO skyldte man i hvert fald ikke noget.
Strid om parkeringspladser
De konservative henviser til, at det er den lange række af politiske mærkesager, som man har fået opfyldt. Juvelen i buketten, i det der med meget god vilje kan kaldes synlige borgerlige mærkesager, er 2000 parkeringspladser i brokvartererne. Ifølge K sikrer budgetforliget, at kommunen nu kan købe ekstra parkeringspladser på private anlæg, der ellers står tomme om aftenen. Hos Venstre mener man imidlertid ikke, at K kan disponere over midler, der kan bruges til formålet, i det disse midler er omfattet af et tidligere parkeringsforlig, som Venstre er en del af. Dvs. Venstre hævder, at de kan nedlægge veto. Der er dermed lagt op til et stort skænderi blandt de borgerlige, som Frank Jensen næppe begræder. Det understreger bare, hvor uendelig lille en trussel de borgerlige partier p.t. udgør mod hans lederskab.
Frank Jensens indsats som forligsmager og S-SFs første samarbejde om budgettet kan derfor kun betegnes som en gedigen succes.
onsdag den 8. september 2010
S-SF regerer hovedstaden
Men Frank Jensen inviterer til et bredt forlig om næste års budget
Bragt i Bryggebladet nr. 13 den 7. september 2010.
Af Jarl Cordua
Torsdag i sidste uge indledte Københavns overborgmester Frank Jensen de politiske forhandlinger om næste års budget, der er på 23 milliarder kr. I hans tale til borgerrepræsentationen lå en klar invitation til samtlige partier om at gå med i et bredt forlig. Og den har partierne taget imod. I den offentlige debat har man kun kunnet støde på et enkelt pip fra Venstres gruppeformand Lars Dueholm i Berlingske fredag, hvor overborgmesterens budgetoplæg blev betegnet som ”illusions- og indholdsløst”. Sagen er imidlertid den, at alle partier – herunder også V eller DF – på ingen måde på forhånd føler sig udelukket fra forhandlingerne. Ingen på rådhuset tør afvise, at Frank Jensen til sidst lykkes med et stort bredt forlig.
Det har i øvrigt været overborgmesterens strategi, lige fra han meldte sig på banen som socialdemokratisk overborgmesterkandidat, at søge det brede samarbejde. Med denne programerklæring – måske den eneste - lagde Frank Jensen på elegant vis samtidigt afstand til forgængeren Ritt Bjerregaard, som havde ry for at være kantet. Frank Jensens budskab under valgkampen var, at man skulle være ”sammen om København”. Næppe et budskab, der fik vælgerne op af stolene, men Jensen fik dog vendt et truende katastrofevalg til et acceptabelt nederlag for S.
Efter valget har Frank Jensen fortsat signalerne om, at han ønsker et ”bredt samarbejde” i borgerrepræsentationen. Det skete bl.a. med planen ”Kick-start København”, der sætter en række større investeringer i værk primært med byggeri af kommunale daginstitutioner mv. Det lykkedes dog ikke at få de borgerlige med ombord, selvom især de konservative længe var fristet til at gå med.
Københavnerfortællingen
Frank Jensens oprigtighed mht. sit ønske om at samarbejde bredt, anerkendes faktisk af alle partier. Der er en helt anden grundlæggende tillid til overborgmesteren sammenlignet med især de sidste par år under Ritt Bjerregaard. Alle er enige om, at samarbejdsklimaet på rådhuset er det bedste i meget lang tid. For eksempel stod samtlige partiledere på rådhuset i juni bag en kronik i Politiken, som udstak en fælles vision for, hvordan hovedstaden ser ud i 2025. Det er netop denne såkaldte ”Københavnerfortælling”, der i årene fremover er rammen for overborgmesterens politiske projekt. Den gode stemning er næsten blevet for meget, mener nogle: ”Det er jo så pænt herinde. Alle er så enige. Det er blevet så kedeligt,” som en iagttager tørt bemærker.
S-SF sidder på magten
Kradser man imidlertid i overfladen, så er ikke alt på rådhuset fryd og gammen. Årsagen er, at SF har sat sig så massivt på indflydelsen. Det gør det politiske spil om budgetforhandlingerne helt anderledes og forudsigeligt end i tidligere år. Netop fordi S-SF tilsammen har et flertal. Det gør, at ingen rigtig har noget at true med, og derfor kan ingen regne med større indrømmelser for at komme med i forliget. Faktisk er det S-SF, der sidder med trumferne. Fagborgmestrene fra Venstre, Radikale og Enhedslisten har alle hver især stor interesse i at komme med i et forlig, så de kan få tilført penge til deres egne områder. Det er fx betegnende, at Venstres kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev brugte næsten hele sin ordførertale til at forklare, hvor vigtigt det var, at politikerne prioriterede kulturen og idrætten i et år, hvor der er udsigt til at spare på fagborgmestrenes budgetter for at få fyldt hullet i børne- og ungdomsforvaltningen, hvor man mangler 350 millioner kr. i budgettet til næste år. Omvendt peger Enhedslistens socialborgmester Mikkel Warming på, at hans område skal løse betydeligt flere opgaver for de samme penge. Og det går ud over serviceniveauet, påpeger Warming.
Fællesmøder
På Københavns Rådhus har man iagttaget, hvor tæt Socialdemokraterne og SF har samarbejdet op til budgetforhandlingerne. Det to partier holder tilsyneladende formøder, hvor man koordinerer synspunkterne forud for udvalgsmøderne. Måske er det grunden til, at SF’erne for tiden opleves af kollegerne som pludseligt passive på udvalgsmøderne. Rygter siger også, at S-SF har holdt flere fælles gruppemøder og sommergruppemøde, hvor man har diskuteret en fælles strategi blandt andet med gæsteoptræden af SFs spindoktorer på Christiansborg På gangene har man i øvrigt den opfattelse, at SF på rådhuset nærmest er ”fjernstyret” af SF på Christiansborg. Ingen er heller i tvivl om, at SFs ledelsesduo borgmestrene Bo Asmus Kjeldgaard og Ninna Thomsen er sat på en bunden opgave fra Villy Søvndal og SF-toppen. Den går ud på, at de lokalt i København frem mod valget skal levere et troværdigt bevis på, at S-SF udmærket kan betros regeringsansvaret. Hvis samarbejdsprojektet mod forventning kuldsejler, så kan de borgerlige pege på København og udstille S-SFs manglende regeringsduelighed. Det vil selvsagt ikke ske.
Derfor kender alle konklusionen: S-SF vil styre kommunen resten af valgperioden. Det betyder også, at SF måske skal levere mandater til besparelser på børne- og ungeområdet, hvilket bringer partiet i direkte konflikt med vælgerne og deres politiske bagland, hvor man også finder en hel del pædagoger.
”Absolutte krav”Imidlertid er det et meget selvbevidst SF, der forud for budgetforhandlingerne har meldt ud i pressen, at de stiller ”absolutte krav”. Konkret pegede partiet i sidste uge i Berlingske på, at ”de ikke kunne leve med” grønthøsterbesparelser på 40 millioner kr. på børne- og ungeområdet. Omvendt så støtter SF de tidligere annoncerede sammenlægninger af ledelserne på byens daginstitutioner, også kaldet ”klyngeledelse”, som skal give en besparelse på 80 millioner kr.
Dertil kommer de to SF-borgmestres øvrige krav på deres egne forvaltningsområder, teknik og miljø samt sundhed og omsorg. Grunden til, at SF uden de store dikkedarer kan mede hårdt ud med deres krav er formentlig den enkle, at de allerede har fået sikkerhed af Frank Jensen for, at de får mange af deres krav igennem. Men der er også en pris at betale. SF bliver nødt til at lægge stemmer til nogle upopulære besparelser på børne- og ungeområdet. Det er SF også klar til:
- Vi kan ikke gå til forhandlinger og være et niche-parti, der kun er interesseret i en lille gruppe hjemløse eller lignende. Vi er nødt til at have et bud på en samlet by, vi tager ansvar for hele budgettet. Det er en ny rolle, sagde Ninna Thomsen i sidste uge til Berlingske.
Færre besparelser
Spørgsmålet er imidlertid om, der bliver brug for at spare 350 millioner kr. på børne- og ungeområdet. I princippet er der budgetteret med et overskud på 850 millioner kr., men en stor del af pengene skal bruges til anlægsudgifter til bygning af daginstitutioner og skoler, der kan matche byens øjeblikkelige børneboom. Tilbage er 300 millioner kr., der kan bruges på drift. Politikerne kan bruge pengene til at dække underskuddet i børne- og ungeforvaltningen, men så er der ikke plads til nye udgifter på de andre områder fx socialområdet. Det sidste bliver især afgørende, hvis Enhedslisten skal med i et forlig. Det er tvivlsomt om Enhedslisten i det hele taget kan holde til at stemme for besparelser på børne- og ungeområdet
Skeptiske radikale
De radikale vil som udgangspunkt gerne med i et forlig. Som sædvanlig er borgmester Klaus Bondam den mest ivrige i den radikale gruppe, hvorimod gruppeformand Manu Sareen er mere tilbageholdende. De radikale er især skeptiske over for besparelserne på børneområdet, og hvorvidt indførelsen af ”klyngeledelse” i daginstitutionerne reelt giver de besparelser, som embedsmændene og socialdemokraterne hævder. Bondam ser dog radikal deltagelse i et budgetforlig som afgørende for partiets mulighed for at komme med i fremtidige budgetforlig og få den indflydelse, der følger med. Og så har den radikale selvfølelse det ikke godt med, at det nu er SF, der er socialdemokraternes primære politiske partner.
Mulig borgerlig splittelse
Måske får Frank Jensen held til at splitte de borgerlige. Det er ingen hemmelighed, at de konservatives Mogens Lønborg ikke tilgiver DF og Venstre, at han ikke igen blev borgmester ved konstitueringen efter valget i november. Den konservatives leder mener ikke, at han skylder de øvrige borgerlige noget som helst. Så det er ikke utænkeligt, at han går med i et forlig uden V og DF, der til gengæld ventes at stå last og brast sammen. Foreløbig har de konservative foreslået en skattelettelse på 1 pct, når kommunen - på grund af KLs aftale med regeringen om et udgiftsloft på driften – alligevel ikke kan bruge det forventede overskud på mere service. Det forslag er der dog ikke mange, der tror på. Til gengæld så er regeringens udgiftsloft udset af S-SF til at være skyld i, at det bliver nødvendigt at spare på netop driften.
Bredt forlig
Bryggebladet spår, at Frank Jensen får et bredt budgetforlig igennem med S-SF, de radikale, Enhedslisten og måske de konservative.
Bragt i Bryggebladet nr. 13 den 7. september 2010.
Af Jarl Cordua
Torsdag i sidste uge indledte Københavns overborgmester Frank Jensen de politiske forhandlinger om næste års budget, der er på 23 milliarder kr. I hans tale til borgerrepræsentationen lå en klar invitation til samtlige partier om at gå med i et bredt forlig. Og den har partierne taget imod. I den offentlige debat har man kun kunnet støde på et enkelt pip fra Venstres gruppeformand Lars Dueholm i Berlingske fredag, hvor overborgmesterens budgetoplæg blev betegnet som ”illusions- og indholdsløst”. Sagen er imidlertid den, at alle partier – herunder også V eller DF – på ingen måde på forhånd føler sig udelukket fra forhandlingerne. Ingen på rådhuset tør afvise, at Frank Jensen til sidst lykkes med et stort bredt forlig.
Det har i øvrigt været overborgmesterens strategi, lige fra han meldte sig på banen som socialdemokratisk overborgmesterkandidat, at søge det brede samarbejde. Med denne programerklæring – måske den eneste - lagde Frank Jensen på elegant vis samtidigt afstand til forgængeren Ritt Bjerregaard, som havde ry for at være kantet. Frank Jensens budskab under valgkampen var, at man skulle være ”sammen om København”. Næppe et budskab, der fik vælgerne op af stolene, men Jensen fik dog vendt et truende katastrofevalg til et acceptabelt nederlag for S.
Efter valget har Frank Jensen fortsat signalerne om, at han ønsker et ”bredt samarbejde” i borgerrepræsentationen. Det skete bl.a. med planen ”Kick-start København”, der sætter en række større investeringer i værk primært med byggeri af kommunale daginstitutioner mv. Det lykkedes dog ikke at få de borgerlige med ombord, selvom især de konservative længe var fristet til at gå med.
Københavnerfortællingen
Frank Jensens oprigtighed mht. sit ønske om at samarbejde bredt, anerkendes faktisk af alle partier. Der er en helt anden grundlæggende tillid til overborgmesteren sammenlignet med især de sidste par år under Ritt Bjerregaard. Alle er enige om, at samarbejdsklimaet på rådhuset er det bedste i meget lang tid. For eksempel stod samtlige partiledere på rådhuset i juni bag en kronik i Politiken, som udstak en fælles vision for, hvordan hovedstaden ser ud i 2025. Det er netop denne såkaldte ”Københavnerfortælling”, der i årene fremover er rammen for overborgmesterens politiske projekt. Den gode stemning er næsten blevet for meget, mener nogle: ”Det er jo så pænt herinde. Alle er så enige. Det er blevet så kedeligt,” som en iagttager tørt bemærker.
S-SF sidder på magten
Kradser man imidlertid i overfladen, så er ikke alt på rådhuset fryd og gammen. Årsagen er, at SF har sat sig så massivt på indflydelsen. Det gør det politiske spil om budgetforhandlingerne helt anderledes og forudsigeligt end i tidligere år. Netop fordi S-SF tilsammen har et flertal. Det gør, at ingen rigtig har noget at true med, og derfor kan ingen regne med større indrømmelser for at komme med i forliget. Faktisk er det S-SF, der sidder med trumferne. Fagborgmestrene fra Venstre, Radikale og Enhedslisten har alle hver især stor interesse i at komme med i et forlig, så de kan få tilført penge til deres egne områder. Det er fx betegnende, at Venstres kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev brugte næsten hele sin ordførertale til at forklare, hvor vigtigt det var, at politikerne prioriterede kulturen og idrætten i et år, hvor der er udsigt til at spare på fagborgmestrenes budgetter for at få fyldt hullet i børne- og ungdomsforvaltningen, hvor man mangler 350 millioner kr. i budgettet til næste år. Omvendt peger Enhedslistens socialborgmester Mikkel Warming på, at hans område skal løse betydeligt flere opgaver for de samme penge. Og det går ud over serviceniveauet, påpeger Warming.
Fællesmøder
På Københavns Rådhus har man iagttaget, hvor tæt Socialdemokraterne og SF har samarbejdet op til budgetforhandlingerne. Det to partier holder tilsyneladende formøder, hvor man koordinerer synspunkterne forud for udvalgsmøderne. Måske er det grunden til, at SF’erne for tiden opleves af kollegerne som pludseligt passive på udvalgsmøderne. Rygter siger også, at S-SF har holdt flere fælles gruppemøder og sommergruppemøde, hvor man har diskuteret en fælles strategi blandt andet med gæsteoptræden af SFs spindoktorer på Christiansborg På gangene har man i øvrigt den opfattelse, at SF på rådhuset nærmest er ”fjernstyret” af SF på Christiansborg. Ingen er heller i tvivl om, at SFs ledelsesduo borgmestrene Bo Asmus Kjeldgaard og Ninna Thomsen er sat på en bunden opgave fra Villy Søvndal og SF-toppen. Den går ud på, at de lokalt i København frem mod valget skal levere et troværdigt bevis på, at S-SF udmærket kan betros regeringsansvaret. Hvis samarbejdsprojektet mod forventning kuldsejler, så kan de borgerlige pege på København og udstille S-SFs manglende regeringsduelighed. Det vil selvsagt ikke ske.
Derfor kender alle konklusionen: S-SF vil styre kommunen resten af valgperioden. Det betyder også, at SF måske skal levere mandater til besparelser på børne- og ungeområdet, hvilket bringer partiet i direkte konflikt med vælgerne og deres politiske bagland, hvor man også finder en hel del pædagoger.
”Absolutte krav”Imidlertid er det et meget selvbevidst SF, der forud for budgetforhandlingerne har meldt ud i pressen, at de stiller ”absolutte krav”. Konkret pegede partiet i sidste uge i Berlingske på, at ”de ikke kunne leve med” grønthøsterbesparelser på 40 millioner kr. på børne- og ungeområdet. Omvendt så støtter SF de tidligere annoncerede sammenlægninger af ledelserne på byens daginstitutioner, også kaldet ”klyngeledelse”, som skal give en besparelse på 80 millioner kr.
Dertil kommer de to SF-borgmestres øvrige krav på deres egne forvaltningsområder, teknik og miljø samt sundhed og omsorg. Grunden til, at SF uden de store dikkedarer kan mede hårdt ud med deres krav er formentlig den enkle, at de allerede har fået sikkerhed af Frank Jensen for, at de får mange af deres krav igennem. Men der er også en pris at betale. SF bliver nødt til at lægge stemmer til nogle upopulære besparelser på børne- og ungeområdet. Det er SF også klar til:
- Vi kan ikke gå til forhandlinger og være et niche-parti, der kun er interesseret i en lille gruppe hjemløse eller lignende. Vi er nødt til at have et bud på en samlet by, vi tager ansvar for hele budgettet. Det er en ny rolle, sagde Ninna Thomsen i sidste uge til Berlingske.
Færre besparelser
Spørgsmålet er imidlertid om, der bliver brug for at spare 350 millioner kr. på børne- og ungeområdet. I princippet er der budgetteret med et overskud på 850 millioner kr., men en stor del af pengene skal bruges til anlægsudgifter til bygning af daginstitutioner og skoler, der kan matche byens øjeblikkelige børneboom. Tilbage er 300 millioner kr., der kan bruges på drift. Politikerne kan bruge pengene til at dække underskuddet i børne- og ungeforvaltningen, men så er der ikke plads til nye udgifter på de andre områder fx socialområdet. Det sidste bliver især afgørende, hvis Enhedslisten skal med i et forlig. Det er tvivlsomt om Enhedslisten i det hele taget kan holde til at stemme for besparelser på børne- og ungeområdet
Skeptiske radikale
De radikale vil som udgangspunkt gerne med i et forlig. Som sædvanlig er borgmester Klaus Bondam den mest ivrige i den radikale gruppe, hvorimod gruppeformand Manu Sareen er mere tilbageholdende. De radikale er især skeptiske over for besparelserne på børneområdet, og hvorvidt indførelsen af ”klyngeledelse” i daginstitutionerne reelt giver de besparelser, som embedsmændene og socialdemokraterne hævder. Bondam ser dog radikal deltagelse i et budgetforlig som afgørende for partiets mulighed for at komme med i fremtidige budgetforlig og få den indflydelse, der følger med. Og så har den radikale selvfølelse det ikke godt med, at det nu er SF, der er socialdemokraternes primære politiske partner.
Mulig borgerlig splittelse
Måske får Frank Jensen held til at splitte de borgerlige. Det er ingen hemmelighed, at de konservatives Mogens Lønborg ikke tilgiver DF og Venstre, at han ikke igen blev borgmester ved konstitueringen efter valget i november. Den konservatives leder mener ikke, at han skylder de øvrige borgerlige noget som helst. Så det er ikke utænkeligt, at han går med i et forlig uden V og DF, der til gengæld ventes at stå last og brast sammen. Foreløbig har de konservative foreslået en skattelettelse på 1 pct, når kommunen - på grund af KLs aftale med regeringen om et udgiftsloft på driften – alligevel ikke kan bruge det forventede overskud på mere service. Det forslag er der dog ikke mange, der tror på. Til gengæld så er regeringens udgiftsloft udset af S-SF til at være skyld i, at det bliver nødvendigt at spare på netop driften.
Bredt forlig
Bryggebladet spår, at Frank Jensen får et bredt budgetforlig igennem med S-SF, de radikale, Enhedslisten og måske de konservative.
torsdag den 26. august 2010
En sommer i ”lortesagernes” tegn
Hjemmeplejeskandale og en barregning på 33.560 kr. stjal opmærksomheden
Bragt i Bryggebladet nr. 12 den 24. august 2010.
Af Jarl Cordua
Det har været en hed sommer for politikerne på Københavns Rådhus. Knapt havde ferieidyllen indfundet sig før, at TV2 med skjult kamera kunne dokumentere, at københavnsk plejepersonale brugte tid på at holde pause og private gøremål i arbejdstiden frem for at yde ældreomsorg. Hjemmeplejeskandalen var en realitet og blev fulgt op med andre sager fra hele landet. En omfattende ”lynchstemning” rejste sig med lynets hast mod den ”rådne kultur”, der ifølge medierne åbenbarede sig hos landets hjemmeplejere.
Krisealarmen gik derfor også i gang på Københavns Rådhus og den ansvarlige sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen fra SF rykkede resolut ud i medierne for at yde akut ”brandslukning”, som det hedder i spinjargonen. De 29.000 kr., skatteyderne i foråret brugte på hendes medietræning, så ud til at være givet godt ud, for Thomsen forklarede sig godt og meddelte, at sagerne nu ville blive undersøgt, og at afsløringerne i øvrigt ikke gav et realistisk billede af, hvordan hjemmehjælpen fungerer i København. En ”intern undersøgelse”, som forvaltningen selv stod bag, kom således senere til det ikke helt overraskende resultat, at der ikke skulle være problemer ud, over hvad man i forvejen kendte til, men som nu ville blive håndteret.
Byens overborgmester var til gengæld ingen steder at se, mens krisen kørte på højtryk i medierne. Formentlig fordi Frank Jensen vurderede, at sagen blev bedst håndteret af fagborgmesteren dvs. Ninna Thomsen. I første omgang nøjedes overborgmesteren derfor blot med at bakke op om den interne undersøgelse.
Hos nogle borgerlige er vurderingen omvendt. Her oplever man, at Frank Jensen forsøgte at dække sig bag Ninna Thomsen og derfor alt for sent ”trådte i karakter”. Allerede den 7. juli krævede BR-medlem Leslie Arentoft (V) således den uvildige undersøgelse, der siden hen blev en realitet. For presset voksede både fra medier, folketingspolitikere og borgere til et niveau, hvor overborgmesteren blev tvunget på banen og love, at der ville blive iværksat en såkaldt ”tilbundsgående” og uvildig undersøgelse, som ”kulegraver” sagen.
Tilbundsgående undersøgelse
På det første møde i økonomiudvalget efter sommerferien besluttede politikerne derfor enstemmigt, at undersøgelsen skulle i udbud, hvorefter et konsulentbureau uden for kommunen formedelst et anseeligt pengebeløb får opgaven. En konklusion forventes senere på året. De fleste politikere forventer, at skandalen på ”Håndværkerhaven ”var en enlig svale”, som der nu er taget hånd om, hvorefter der næppe sker mere. Hos de borgerlige mener man til gengæld, at de røde partier på rådhuset simpelthen ikke tør eller vil tage et opgør med de stære fagforeninger og magtfulde personalegrupper.
TV2s afsløringer har i øvrigt ikke ført til de mange afskedigelser. På landsplan er kun få blevet fyret, selvom at politikere og kommunale ledere i dagene efter afsløringerne overalt ”var rystede”. I sagen om Håndværkerhaven, hvor TV2 fulgte medarbejderne rundt i byen med skjult kamera, er en leder ifølge avisen.dk blevet opsagt, mens en menig medarbejder har indgået en fratrædelsesordning med kommunen, hvor vedkommende oppebærer løn i fratrædelsesperioden. I øvrigt verserer der en sag mod TV2 ved pressenævnet anlagt af hjemmeplejernes fagforening FOA på grund af journalisternes brug af ”skjult kamera”.
Forunderligt nok har de borgerlige håndteret pleje-skandalen forskelligt. Det kan skyldes, at den tidligere konservative sundheds- og omsorgsborgmester Mogens Lønborg ville få svært ved at rende fra ansvaret, idet han i fire år var øverste politisk ansvarlig for området i København. Enhver kritik af de herskende forhold kunne jo falde tilbage på ham selv. I øvrigt stemte Lønborg som den eneste for Klaus Bondams bemærkning, da Økonomiudvalget sidste tirsdag drøftede sagen. Bemærkningen var en hård kritik af TV2s brug af skjult kamera.
Spareseminar med barregning
I januar var Frank Jensen og resten af økonomiudvalget dvs. alle borgmestrene og ledende politikere på budgetseminar eller ”spareseminar”, som pressen har døbt det, fordi øvelsen i år mest af alt går ud på at finde et trecifret millionbeløb på budgettet. Seminaret fandt sted på hotellet Hesselet ved Nyborg. BT er for tiden i gang med en landsdækkende aktion, hvor avisens journaliser gennemgår samtlige repræsentationsbilag over en vis størrelse. Der var derfor bingo, da de for nylig nåede til bunken med bilag fra Borgerrepræsentationens økonomiudvalg. Avisen kunne således forarge læserne med, at 30 deltagende politikere og embedsmænd blandt andet drak 29 flasker vin, 30 cocktail, 72 special-øl, seks glas af en 18 år gammel æblebrændevin og 12 glas Hennessy XO Cognac til 200 kr. pr. glas.
I oppositionen mener man, at sagen – igen – er et eksempel på overborgmesterens dårlige stil og mangel på dømmekraft, når han tillader, at politikerne drikker så kraftigt til et budgetseminar.
Et gammelt ord i kommunikation lyder, at det man ikke kan forklare, det kan man heller ikke forsvare. Frank Jensen er en gammel rotte i politik. Overborgmesteren indså derfor tidligt, at lige meget, hvad han sagde eller gjorde, så måtte han ”påtage sig det fulde ansvar”. Frank Jensen deltog i øvrigt kun selv lidt i de festlige løjer og gik tidligt i seng. Det var der så åbenbart andre, der ikke gjorde.
Enden på historien bliver, at alle deltagere nu spæder til for at dække spiritusregningen. Det gælder i øvrigt også de embedsmænd, som nu er blevet noget knotne over, at de også skal til lommerne, selv om de reelt har været på arbejde i situationen og måske kun har drukket ”hvide vand”.
Internt på rådhuset forlyder det, at ”den virkelige synder” er Borgerrepræsentationens sekretariat, der ikke helt havde sikret sig, at kuvertprisen (alt inklusive) ikke overstiger de 1300 kr., som den slags arrangementer må koste. Ingen forestiller sig dog, at Frank Jensen i fremtiden personligt indhenter tilbud mv. for at sikre sig, at omkostningerne ikke løber løbsk. Men at historien med Hesselet ikke skal gentage sig. Det er alle rådhusets medarbejdere nu fuldt klar over.
Budgetforhandlinger
Snart går forhandlingerne om budgettet for 2011 i gang. Overborgmesteren giver startskuddet hertil med sin budgettale den 6. september. Der er igen tale om besparelser – konkret skal politikerne finde 350 mio. kr. på Børne- og Ungdomsforvaltningens budget. Forventningen er, at S og SF og muligvis Enhedslisten og de radikale går med i forliget.
Bragt i Bryggebladet nr. 12 den 24. august 2010.
Af Jarl Cordua
Det har været en hed sommer for politikerne på Københavns Rådhus. Knapt havde ferieidyllen indfundet sig før, at TV2 med skjult kamera kunne dokumentere, at københavnsk plejepersonale brugte tid på at holde pause og private gøremål i arbejdstiden frem for at yde ældreomsorg. Hjemmeplejeskandalen var en realitet og blev fulgt op med andre sager fra hele landet. En omfattende ”lynchstemning” rejste sig med lynets hast mod den ”rådne kultur”, der ifølge medierne åbenbarede sig hos landets hjemmeplejere.
Krisealarmen gik derfor også i gang på Københavns Rådhus og den ansvarlige sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen fra SF rykkede resolut ud i medierne for at yde akut ”brandslukning”, som det hedder i spinjargonen. De 29.000 kr., skatteyderne i foråret brugte på hendes medietræning, så ud til at være givet godt ud, for Thomsen forklarede sig godt og meddelte, at sagerne nu ville blive undersøgt, og at afsløringerne i øvrigt ikke gav et realistisk billede af, hvordan hjemmehjælpen fungerer i København. En ”intern undersøgelse”, som forvaltningen selv stod bag, kom således senere til det ikke helt overraskende resultat, at der ikke skulle være problemer ud, over hvad man i forvejen kendte til, men som nu ville blive håndteret.
Byens overborgmester var til gengæld ingen steder at se, mens krisen kørte på højtryk i medierne. Formentlig fordi Frank Jensen vurderede, at sagen blev bedst håndteret af fagborgmesteren dvs. Ninna Thomsen. I første omgang nøjedes overborgmesteren derfor blot med at bakke op om den interne undersøgelse.
Hos nogle borgerlige er vurderingen omvendt. Her oplever man, at Frank Jensen forsøgte at dække sig bag Ninna Thomsen og derfor alt for sent ”trådte i karakter”. Allerede den 7. juli krævede BR-medlem Leslie Arentoft (V) således den uvildige undersøgelse, der siden hen blev en realitet. For presset voksede både fra medier, folketingspolitikere og borgere til et niveau, hvor overborgmesteren blev tvunget på banen og love, at der ville blive iværksat en såkaldt ”tilbundsgående” og uvildig undersøgelse, som ”kulegraver” sagen.
Tilbundsgående undersøgelse
På det første møde i økonomiudvalget efter sommerferien besluttede politikerne derfor enstemmigt, at undersøgelsen skulle i udbud, hvorefter et konsulentbureau uden for kommunen formedelst et anseeligt pengebeløb får opgaven. En konklusion forventes senere på året. De fleste politikere forventer, at skandalen på ”Håndværkerhaven ”var en enlig svale”, som der nu er taget hånd om, hvorefter der næppe sker mere. Hos de borgerlige mener man til gengæld, at de røde partier på rådhuset simpelthen ikke tør eller vil tage et opgør med de stære fagforeninger og magtfulde personalegrupper.
TV2s afsløringer har i øvrigt ikke ført til de mange afskedigelser. På landsplan er kun få blevet fyret, selvom at politikere og kommunale ledere i dagene efter afsløringerne overalt ”var rystede”. I sagen om Håndværkerhaven, hvor TV2 fulgte medarbejderne rundt i byen med skjult kamera, er en leder ifølge avisen.dk blevet opsagt, mens en menig medarbejder har indgået en fratrædelsesordning med kommunen, hvor vedkommende oppebærer løn i fratrædelsesperioden. I øvrigt verserer der en sag mod TV2 ved pressenævnet anlagt af hjemmeplejernes fagforening FOA på grund af journalisternes brug af ”skjult kamera”.
Forunderligt nok har de borgerlige håndteret pleje-skandalen forskelligt. Det kan skyldes, at den tidligere konservative sundheds- og omsorgsborgmester Mogens Lønborg ville få svært ved at rende fra ansvaret, idet han i fire år var øverste politisk ansvarlig for området i København. Enhver kritik af de herskende forhold kunne jo falde tilbage på ham selv. I øvrigt stemte Lønborg som den eneste for Klaus Bondams bemærkning, da Økonomiudvalget sidste tirsdag drøftede sagen. Bemærkningen var en hård kritik af TV2s brug af skjult kamera.
Spareseminar med barregning
I januar var Frank Jensen og resten af økonomiudvalget dvs. alle borgmestrene og ledende politikere på budgetseminar eller ”spareseminar”, som pressen har døbt det, fordi øvelsen i år mest af alt går ud på at finde et trecifret millionbeløb på budgettet. Seminaret fandt sted på hotellet Hesselet ved Nyborg. BT er for tiden i gang med en landsdækkende aktion, hvor avisens journaliser gennemgår samtlige repræsentationsbilag over en vis størrelse. Der var derfor bingo, da de for nylig nåede til bunken med bilag fra Borgerrepræsentationens økonomiudvalg. Avisen kunne således forarge læserne med, at 30 deltagende politikere og embedsmænd blandt andet drak 29 flasker vin, 30 cocktail, 72 special-øl, seks glas af en 18 år gammel æblebrændevin og 12 glas Hennessy XO Cognac til 200 kr. pr. glas.
I oppositionen mener man, at sagen – igen – er et eksempel på overborgmesterens dårlige stil og mangel på dømmekraft, når han tillader, at politikerne drikker så kraftigt til et budgetseminar.
Et gammelt ord i kommunikation lyder, at det man ikke kan forklare, det kan man heller ikke forsvare. Frank Jensen er en gammel rotte i politik. Overborgmesteren indså derfor tidligt, at lige meget, hvad han sagde eller gjorde, så måtte han ”påtage sig det fulde ansvar”. Frank Jensen deltog i øvrigt kun selv lidt i de festlige løjer og gik tidligt i seng. Det var der så åbenbart andre, der ikke gjorde.
Enden på historien bliver, at alle deltagere nu spæder til for at dække spiritusregningen. Det gælder i øvrigt også de embedsmænd, som nu er blevet noget knotne over, at de også skal til lommerne, selv om de reelt har været på arbejde i situationen og måske kun har drukket ”hvide vand”.
Internt på rådhuset forlyder det, at ”den virkelige synder” er Borgerrepræsentationens sekretariat, der ikke helt havde sikret sig, at kuvertprisen (alt inklusive) ikke overstiger de 1300 kr., som den slags arrangementer må koste. Ingen forestiller sig dog, at Frank Jensen i fremtiden personligt indhenter tilbud mv. for at sikre sig, at omkostningerne ikke løber løbsk. Men at historien med Hesselet ikke skal gentage sig. Det er alle rådhusets medarbejdere nu fuldt klar over.
Budgetforhandlinger
Snart går forhandlingerne om budgettet for 2011 i gang. Overborgmesteren giver startskuddet hertil med sin budgettale den 6. september. Der er igen tale om besparelser – konkret skal politikerne finde 350 mio. kr. på Børne- og Ungdomsforvaltningens budget. Forventningen er, at S og SF og muligvis Enhedslisten og de radikale går med i forliget.
Abonner på:
Opslag (Atom)
