Klumme bragt i "Bryggebladet" nr. 14, 2007.
Ritt og Bondam røg i totterne på hinanden, men en fredsproces er i gang.
Budgetforhandlingerne på rådhuset kan meget vel være overstået, når disse linjer bliver læst. Alt tyder nemlig på et smalt budgetforlig mellem byens »regeringspartier«, der består af Socialdemokraterne, de radikale og SF i løbet af de næste to uger.
Frem mod en ventet budgetaftale har et – selv for københavnsk politik – ganske besynderligt og dramatisk forhandlingsforløb udspillet sig.
Normalt forløber budgetforhandlinger sådan, at partierne hver især opstiller krav og markeringer, hvor efter nøglepolitikerne over nogle uger sætter sig sammen bag lukkede døre og pr. telefon for at forhandle sig frem til et endeligt og færdigt resultat.
Alt sammen med S for bordenden. Sidste år kunne Ritt Bjerregaard således bryste sig af at have formidlet et bredt samarbejde, da alle Borgerrepræsentationens partier gik med i en aftale.
Sådan går det næppe i år, hvor det især har været overborgmesterens forhandlingsstrategi, der har vakt størst undren.
Socialdemokraterne i krig på to fronter
Som nævnt i en tidligere klumme, så ødelagde den radikale teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam i august Ritts muligheder for at gennemføre sit valgløfte med de 5000 billige boliger.
Det skete, da han trak tilsagnet om støtte til Kløvermarksbyggeriet tilbage, hvilket gjorde Ritt så vred, at en passende gengældelsesaktion blev iværksat.
Derfor blev den politiske ordfører Anne Vang (S) sendt i pressen – lige før budgetforhandlingerne gik i gang – med et krav om, at Bondams forvaltning skulle »kulegraves«.
Begrundelsen var, at der som følge af »kaotiske forhold« i forvaltningen ligefrem manglede en milliard kr. for, at kommunen kan bygge seks nye underjordiske parkeringshuse.
Tidspunktet og angrebets noget polemiske karakter gjorde, at ingen var i tvivl om hensigten, som resulterede i , at Bondam og den radikale gruppe blev rasende på S.
Under førstebehandlingen af budgettet i rådhusets mødesal afviste en vred og ophidset Bondam på talerstolen Vangs påstande og forklarede sagen med, at prisstigninger var skyld i, at budgettet var skredet.
Siden skød de radikale i øvrigt tilbage på integrationsborgmester Jacob Hougaard (S), hvis forvaltning ifølge de radikale også havde et underskud på 70 millioner kr.
Ritt holdt ikke inde med at lade kanonerne tale, for de blev også rettet mod Enhedslisten, da Thor Grønlykke (S) beskyldte socialborgmester Mikkel Warming for at have uorden i sin forvaltnings økonomi, hvilket Enhedslisten – ikke overraskende – opfattede som en krigserklæring.
S kæmpede nu en skyttegravskrig på to fronter.
Klassens stærke pige
Socialdemokraternes angreb på Bondam – deres nærmeste samarbejdspartner – virker ufornuftigt.
Leder man efter en forklaring, peger nogle på, at Ritt er konsekvent over for personer, hun føler svigter hende, også selvom det kan få uheldige langsigtede konsekvenser for samarbejdsklimaet.
Venstres afgående borgmester Martin Geertsen forklarede S-angrebet på Bondam som et forsøg fra Ritts side på at tryne Bondam til forhandlingsbordet og at underkaste sig overborgmesteren.
I sin budgettale, som hører til blandt de retorisk hårdeste, der har været holdt længe på rådhuset, sammenlignede Geertsen byens borgmestre med en skoleklasse og med Ritt med »klassens stærke pige«.
Ifølge ham, så spillede hun nemlig alle ud mod hinanden samt straffede og belønnede sine »kammerater« efter en bevidst del og hersk-strategi.
Da Bondam løb fra Kløvermarksaftalen, skulle han derfor straffes, og Venstre-borgmesteren hævdede, at der på rådhuset gik et rygte om, at »Klaus får ingen penge« til sin forvaltning, netop fordi han havde sat sig op imod Ritt.
Ny SF-R-alliance
Vangs angreb, som Ritt valgte at gentage i TV2 Lorry sidste søndag, har ironisk nok styrket Bondam politisk på flere måder. Den radikale borgmester har længe internt været beskyldt for at have været i lommen på S, men nu slår den radikale gruppe loyalt ring om deres borgmester og besvarer angrebene fra S.
Desuden har de radikale og SF nu fundet sammen i en hellig alliance, hvor de to partier på formøder koordinerer krav og taktik i forhold til Socialdemokraterne.
Det sker naturligvis i et forsøg på at undgå, at Ritt spiller de to partier ud mod hinanden.
Ny Kløvermarksaftale starter fredsproces
Efter et par ugers krigstilstand så har S-SF- R alligevel formået at lavet en foreløbig aftale om Kløvermarksbyggeriet, der ellers var hele årsagen til bruddet mellem Ritt og Bondam.
Partierne blev i sidste uge enige om at udskrive en arkitektkonkurrence om opførelse af de 2000 boliger, og det første spadestik til byggeriet skal tages allerede i 2009.
Ritts chancer for alligevel at kunne levere dele af sit valgløfte er dermed vokset markant. Aftalen kan godt ses som stigende forhandlingsvilje og måske en erkendelse især hos Ritt og Bondam af, at »krigen« mellem de to er gået for vidt.
Derfor tolkes aftalen som et tegn på, at en »helingsproces« mellem især S og R måske er gået i gang.
Også SF, som tidligere har været modstander af Kløvermarksbyggeriet, er nu pludselig positive igen. Også dette ses som et tegn på, at S-SF-R er på vej til at rekonstruere sig selv som byens regering.
Krigen er således tilsyneladende ved at blive afløst af fred.
onsdag den 19. september 2007
onsdag den 5. september 2007
Knas i SR-alliancen
Men Ritt og Bondam har stadig brug for hinanden.
Klumme bragt i Bryggebladet nr. 13, den 5. september 2007
Ritt-Bondam-alliancen har været omdrejningspunktet i københavnsk politik siden kommunalvalget, men nu er der kommet knas i forholdet mellem de to politiske ledere.
Det skete, da den radikale teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam for et par uger siden pludselig trak tæppet væk under det kontroversielle Kløvermarksbyggeri på Amager, som 33.000 amagerkanere skriftligt havde protesteret heftigt imod.
Modstanden gik især på, at borgerne ønskede, at grundens friarealer, der rummer 40 boldbaner, blev bevaret.
Byggeprojektet var ellers af Socialdemokraterne og de radikale udset til at bestå af 2000 boliger.
Det var desuden planen, at en del af dem skulle indgå i overborgmester Ritt Bjerregaards (S) berømte 5000 boliger, som hun lovede vælgerne før kommunalvalget i 2005.
De borgerlige og SF har længe været lorne ved projektet, mens Bondam indtil da havde stået last og brast med Ritt.
Næh, nu skulle der udskrives en arkitektkonkurrence og skabes mere »bred folkelig debat«, mente Bondam.
Umiddelbart kan en mere demokratisk proces jo ikke skade, men det forekommer lidt mystisk, når projektet har været diskuteret frem og tilbage i mere end et år.
For Ritt Bjerregaard var der samtidig tale om et gevaldigt nederlag. For med Bondams melding er overborgmesterens valgløfte, om på fem år at bygge 5000 boliger til 5000 kr. om måneden, definitivt skudt i sænk.
Ritt udtalte sig siden til flere medier, at hun var »overrasket« over Bondams udmelding og erklærede sig pludselig parat til at droppe det projekt, hun ellers har arbejdet så hårdt for siden valget.
Hvorfor Klaus?
Hvad skyldes så Klaus Bondams pludselige holdningsændring? Har han efter to års diskussioner og planlægning pludselig fået en åbenbaring om, at der var behov for mere tid til debat og arkitektkonkurrencer?
Eller er det blot fordi, at Bondam følte sig presset fra sit eget radikale bagland til at markere en politisk afstand til overborgmesteren og måske en panikreaktion efter Marianne Jelveds pludselige spøgen i kulisserne?
Svaret ligger formentligt et sted midt imellem. Det forlyder i hvert fald, at Ritt Bjerregaard var synligt rystet over Bondams udmelding og opfattede den radikale faneflugt som dybt illoyal mod SR-samarbejdet. Der spekuleres fortsat i hvor store skår på det lidt længere sigt, der er slået i alliancen mellem de to nøgleborgmestre.
De fleste på rådhuset vurderer dog, at Ritt har indset, hun i hvert fald på den korte bane har brug for Bondam og omvendt.
Slaget om Koppels Allé
Musikeren Thomas Koppel, især kendt som omdrejningspunktet i gruppen Savage Rose, døde sidste år.
Foruden at skrive aldeles fremragende, ja nærmest udødelig musik, var han også kendt som aktivist på den alleryderste venstrefløj.
Faktisk har Koppel og konen – sangerinden Anisette – aldrig lagt skjul på, at de bakkede op om det nu hedengangne albanske, stalinistiske diktatur, som i over 40 år holdt befolkningen i et jerngreb.
Det sidste er blandt begrundelserne for, at venstremanden Lars Dueholm, der er medlem af kommunens Teknik- og Miljøudvalg, afviser et forslag om at omdøbe Pumpehusvej i Sydhavnen til Thomas Koppels Allé.
Trods Venstres afvisning, som får opbakning fra Dansk Folkeparti, så støtter et massivt flertal i Borgerrepræsentationen forslaget.
De mener, at det er komponisten mere end kommunisten, som hædres ved at opkalde en vej efter Koppel. Der er således ikke megen realpolitik i den borgerlige modstand mod forslaget.
Men ud over at Lars Dueholms harme over forslaget efter alt at dømme er dybtfølt, så er det oven i en effektiv sag for en ung venstremand til at profilere sig på over for borgerlige vælgere.
Krav om nyt ungdomshus
Som optakt til de kommende budgetforhandlinger blæste SF og Enhedslisten i sidste uge til kamp for et nyt ungdomshus ved at kræve, at adressen Grøndals Vænges Alle 13 i Nordvest-kvarteret bliver omdannet til dette formål.
Forslaget kolliderer imidlertid med Ritt Bjerregaards planer om at bygge nogle af de famøse 5000 kr.’ s boliger på grunden.
Omvendt presser venstrefløjen overborgmesteren ved at betinge sig, at der kommer et nyt ungdomshus på stedet til gengæld for, at partierne indgår en budgetaftale.
På rådhuset kan man derfor ikke udelukke, at der kommer en aftale om et nyt ungdomshus, men næppe som de autonome unge forestiller sig, hvor de unge ligesom på Jagtvej 69 kan gøre, som de vil helt uden kontrol af voksne og kommunalt tilsyn.
Dér går Ritt Bjerregaards grænse, og i øvrigt tror de færreste på, at SF’s krav om et ungdomshus, når det kommer til stykket, er ultimativt for at gå med i en aftale med Ritt om 2008-budgettet.
Kommunekassen bugner
Det går godt i København. Kommunekassen bugner af penge med omkring 430 millioner kr. i kassen, og de egentlige 2008-budgetforhandlingerne der finder sted i de kommende uger, skal fordele pengene enten til at øge kommunens drift, afvikling af gælden eller til skattelettelser.
Centralt i forhandlingerne er et hul på 120 millioner i SF-borgmester Bo Asmus Kjeldgaards Børne- og Ungeforvaltning.
S-SF-R har aftalt ved det tidligere skoleforlig i august, at der skal findes besparelser i administrationen af børne- og ungeområdet.
Derfor går forhandlingerne for SF’s borgmester nu især ud på at minimere disse besparelser på budget.
Hans problem er imidlertid, at fagforeningerne på daginstitutionsområdet, der har stor indflydelse i SF og Enhedslisten, »rasler med sablerne« og truer med at lave konflikt, hvis besparelserne bliver uspiselige.
Stridsspørgsmålet handler også om nogle morgenåbninger i SFO’ere, der står til at blive droppet. Kjeldgaard er dog også fokuseret på at tilføre flere penge til områder, der i nogle år har været underfinansieret.
Det drejer sig især om de børn, hvor der kræves en specialiseret indsats – eksempelvis børn med autisme.
En budgetaftale falder formentlig på plads i løbet af september mellem et lille flertal i Borgerrepræsentationen bestående af »regeringspartierne« S, SF og de radikale.
Der er også en lille mulighed for en større aftale, hvor Enhedslisten og de konservative tilslutter sig forliget.
Det forlyder fra rådhusets gange, at Ritt »flirter« både med socialborgmester Mikkel Warming (Enhedslisten) og den konservative sundhedsborgmester Mogens Lønborg.
Lokkemaden er som altid kontante midler til borgmestrenes ansvarsområder.
Klumme bragt i Bryggebladet nr. 13, den 5. september 2007
Ritt-Bondam-alliancen har været omdrejningspunktet i københavnsk politik siden kommunalvalget, men nu er der kommet knas i forholdet mellem de to politiske ledere.
Det skete, da den radikale teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam for et par uger siden pludselig trak tæppet væk under det kontroversielle Kløvermarksbyggeri på Amager, som 33.000 amagerkanere skriftligt havde protesteret heftigt imod.
Modstanden gik især på, at borgerne ønskede, at grundens friarealer, der rummer 40 boldbaner, blev bevaret.
Byggeprojektet var ellers af Socialdemokraterne og de radikale udset til at bestå af 2000 boliger.
Det var desuden planen, at en del af dem skulle indgå i overborgmester Ritt Bjerregaards (S) berømte 5000 boliger, som hun lovede vælgerne før kommunalvalget i 2005.
De borgerlige og SF har længe været lorne ved projektet, mens Bondam indtil da havde stået last og brast med Ritt.
Næh, nu skulle der udskrives en arkitektkonkurrence og skabes mere »bred folkelig debat«, mente Bondam.
Umiddelbart kan en mere demokratisk proces jo ikke skade, men det forekommer lidt mystisk, når projektet har været diskuteret frem og tilbage i mere end et år.
For Ritt Bjerregaard var der samtidig tale om et gevaldigt nederlag. For med Bondams melding er overborgmesterens valgløfte, om på fem år at bygge 5000 boliger til 5000 kr. om måneden, definitivt skudt i sænk.
Ritt udtalte sig siden til flere medier, at hun var »overrasket« over Bondams udmelding og erklærede sig pludselig parat til at droppe det projekt, hun ellers har arbejdet så hårdt for siden valget.
Hvorfor Klaus?
Hvad skyldes så Klaus Bondams pludselige holdningsændring? Har han efter to års diskussioner og planlægning pludselig fået en åbenbaring om, at der var behov for mere tid til debat og arkitektkonkurrencer?
Eller er det blot fordi, at Bondam følte sig presset fra sit eget radikale bagland til at markere en politisk afstand til overborgmesteren og måske en panikreaktion efter Marianne Jelveds pludselige spøgen i kulisserne?
Svaret ligger formentligt et sted midt imellem. Det forlyder i hvert fald, at Ritt Bjerregaard var synligt rystet over Bondams udmelding og opfattede den radikale faneflugt som dybt illoyal mod SR-samarbejdet. Der spekuleres fortsat i hvor store skår på det lidt længere sigt, der er slået i alliancen mellem de to nøgleborgmestre.
De fleste på rådhuset vurderer dog, at Ritt har indset, hun i hvert fald på den korte bane har brug for Bondam og omvendt.
Slaget om Koppels Allé
Musikeren Thomas Koppel, især kendt som omdrejningspunktet i gruppen Savage Rose, døde sidste år.
Foruden at skrive aldeles fremragende, ja nærmest udødelig musik, var han også kendt som aktivist på den alleryderste venstrefløj.
Faktisk har Koppel og konen – sangerinden Anisette – aldrig lagt skjul på, at de bakkede op om det nu hedengangne albanske, stalinistiske diktatur, som i over 40 år holdt befolkningen i et jerngreb.
Det sidste er blandt begrundelserne for, at venstremanden Lars Dueholm, der er medlem af kommunens Teknik- og Miljøudvalg, afviser et forslag om at omdøbe Pumpehusvej i Sydhavnen til Thomas Koppels Allé.
Trods Venstres afvisning, som får opbakning fra Dansk Folkeparti, så støtter et massivt flertal i Borgerrepræsentationen forslaget.
De mener, at det er komponisten mere end kommunisten, som hædres ved at opkalde en vej efter Koppel. Der er således ikke megen realpolitik i den borgerlige modstand mod forslaget.
Men ud over at Lars Dueholms harme over forslaget efter alt at dømme er dybtfølt, så er det oven i en effektiv sag for en ung venstremand til at profilere sig på over for borgerlige vælgere.
Krav om nyt ungdomshus
Som optakt til de kommende budgetforhandlinger blæste SF og Enhedslisten i sidste uge til kamp for et nyt ungdomshus ved at kræve, at adressen Grøndals Vænges Alle 13 i Nordvest-kvarteret bliver omdannet til dette formål.
Forslaget kolliderer imidlertid med Ritt Bjerregaards planer om at bygge nogle af de famøse 5000 kr.’ s boliger på grunden.
Omvendt presser venstrefløjen overborgmesteren ved at betinge sig, at der kommer et nyt ungdomshus på stedet til gengæld for, at partierne indgår en budgetaftale.
På rådhuset kan man derfor ikke udelukke, at der kommer en aftale om et nyt ungdomshus, men næppe som de autonome unge forestiller sig, hvor de unge ligesom på Jagtvej 69 kan gøre, som de vil helt uden kontrol af voksne og kommunalt tilsyn.
Dér går Ritt Bjerregaards grænse, og i øvrigt tror de færreste på, at SF’s krav om et ungdomshus, når det kommer til stykket, er ultimativt for at gå med i en aftale med Ritt om 2008-budgettet.
Kommunekassen bugner
Det går godt i København. Kommunekassen bugner af penge med omkring 430 millioner kr. i kassen, og de egentlige 2008-budgetforhandlingerne der finder sted i de kommende uger, skal fordele pengene enten til at øge kommunens drift, afvikling af gælden eller til skattelettelser.
Centralt i forhandlingerne er et hul på 120 millioner i SF-borgmester Bo Asmus Kjeldgaards Børne- og Ungeforvaltning.
S-SF-R har aftalt ved det tidligere skoleforlig i august, at der skal findes besparelser i administrationen af børne- og ungeområdet.
Derfor går forhandlingerne for SF’s borgmester nu især ud på at minimere disse besparelser på budget.
Hans problem er imidlertid, at fagforeningerne på daginstitutionsområdet, der har stor indflydelse i SF og Enhedslisten, »rasler med sablerne« og truer med at lave konflikt, hvis besparelserne bliver uspiselige.
Stridsspørgsmålet handler også om nogle morgenåbninger i SFO’ere, der står til at blive droppet. Kjeldgaard er dog også fokuseret på at tilføre flere penge til områder, der i nogle år har været underfinansieret.
Det drejer sig især om de børn, hvor der kræves en specialiseret indsats – eksempelvis børn med autisme.
En budgetaftale falder formentlig på plads i løbet af september mellem et lille flertal i Borgerrepræsentationen bestående af »regeringspartierne« S, SF og de radikale.
Der er også en lille mulighed for en større aftale, hvor Enhedslisten og de konservative tilslutter sig forliget.
Det forlyder fra rådhusets gange, at Ritt »flirter« både med socialborgmester Mikkel Warming (Enhedslisten) og den konservative sundhedsborgmester Mogens Lønborg.
Lokkemaden er som altid kontante midler til borgmestrenes ansvarsområder.
onsdag den 22. august 2007
Dramatik i københavnsk politik
Ritt i problemer, Geertsen går, Jelved spøger.
Bragt i Bryggebladet nr 12. den 22. august 2007
Den politiske forårssæson sluttede dramatisk, da den socialdemokratiske veteran og tidligere socialborgmester Winnie Larsen-Jensen smækkede med døren og forlod S-gruppen på rådhuset.
Dramatikken i københavnsk politik er ikke blevet mindre, hvor det fortsat fyger med skældsord fra oppositionen mod Ritt Bjerregaard, der til gengæld sidder mere sikkert nu end nogensinde.
Ritt løb fra valgløfte
De fleste regnede så med en rolig sommer, men sådan skulle det ikke gå. For Ritt Bjerregaard benyttede københavnernes ferie til at gøre noget ved sin politiske akilleshæl, nemlig ved at lægge afstand til sit bombastiske valgløfte om 5000 billige boliger ved sidste kommunalvalg.
Midt i juli måned meddelte Ritt Bjerregaard, at hun faktisk aldrig havde lovet 5.000 boliger til en månedlig husleje på 5.000 kr. over 5 år.
Ritt sagde nu, at hendes ret konkrete udmelding under valget mere skulle tolkes som en hensigtserklæring om at ville arbejde for billige boliger.
Medierne og oppositionspolitikerne kastede sig som frådende hunde over overborgmesteren. Selv de radikales gruppeformand Manu Sareen kunne ikke nære sig for at påpege, at han faktisk også havde opfattet det som om, at Ritt Bjerregaard i sin tid rent faktisk havde udstedt et valgløfte.
Med andre ord: De radikales troværdighed skulle ikke lide under, at Ritt render fra sit valgløfte. Flere målinger viste i øvrigt at københavnerne havde opfattet Ritts »hensigtserklæring« som et valgløfte, der skulle tages bogstaveligt.
Til trods for Ritts taktiske retræte må man forvente, at oppositionen og pressen fortsætter med at omtale billigboligerne, som »Ritts uopfyldte valgløfte«.
I august måned tog »Fonden for Billige Boliger« i øvrigt de førstespadestik til de første 12 billig-boliger i »Karens Minde« ved Kgs. Enghave. Følg udviklingen på www.billigeboliger.dk
Ny Venstre-leder
Her i august meddelte Venstres kultur- og fritidsborgmester Martin Geertsen pludselig, at han efter seks år på posten helt forlader dansk politik allerede fra årsskiftet.
Bryggeboen vil prioritere sin familie og en karriere helt uden for politik, lød det.
Dermed skulle Venstre også finde en anden politisk leder, der er i stand til at samle oppositionen til højre for Ritt Bjerregaards fasttømrede alliance bestående af S, R og SF.
Forrige mandag holdt Venstre gruppemøde, der endte med at gruppen enstemmigt pegede på Pia Allerslev (35), der nu tager over efter Geertsen.
Det var faktisk ventet, at gruppeformanden Martin Hirsch også var interesseret i at blive borgmester, men han valgte i stedet at bakke Allerslev op.
Dermed slipper Venstre for intern uro frem mod næste valg. Det bliver der nok også brug for med denne ret ukendte frontfigur. Venstres nye leder har også allerede nu været ude og afvise al snak om at vælte Ritt Bjerregaard ved næste kommunalvalg i 2009. Det kan overborgmesteren formentlig kun være tilfreds med.
Pia Allerslev boede i øvrigt nogle år i Axel Heides Gade, men flyttede i februar fra Bryggen til Vanløse. Hun er i dag Venstres medlem af kommunens Børne- og Ungdomsudvalg, er desuden vellidt – også af politiske modstandere, der opfatter hende som en dygtig politisk håndværker.
Pludselig spareplan
Sæsonens første store politiske aftale blev forleden indgået på rådhuset, da børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) kunne præsentere et stort forlig på skole- og daginstitutionsområdet.
Essensen er, at kommunen vil effektivisere driften, det vil sige spare penge ved at sammenlægge 97 daginstitutioner og 12 skoler. Dertil kommer, at enkelte skoler og daginstitutioner lukkes helt. Til gengæld vil kommunen bruge en lille milliard kr. på renovering, nybyggeri og ombygninger.
Aftalen er også interessant, fordi der nu er fundet en løsning på det gigantiske underskud på 278 millioner kr. i Børne- og Ungdomsforvaltningen, der i lang tid har været kommunens store smertensbarn.
Dette underskud blev opbygget i forrige valgperiode under den daværende borgmester Per Bregengaard (Enhedslisten), men skyldes til dels også, at Økonomiudvalget, hvor alle de øvrige partiers topfolk sad, længe havde underfinansieret området.
Hullet bliver med den brede aftale lukket ved at finde pengene to steder. Udvalget skal selv finde 120 millioner kr. på dets eget budget, mens resten af pengene (158 millioner kr.) tages direkte af kommunekassen. Bag forligsaftalen står byens »regeringspartier«: Socialdemokraterne, SF og de radikale.
De borgerlige partier VKO havde faktisk accepteret hele forliget, men de kom ikke med i aftalen, fordi Ritt Bjerregaard insisterede på, at aftaleparterne mere eller mindre skulle binde sig til at finde pengene til forliget i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger.
Det ville især de konservative ikke være med til, fordi politikerne endnu ikke kender kommunens økonomiske situation til bunds. De konservative blev rasende på Ritt Bjerregaard, som de beskyldte for at køre sit eget løb og for helt bevidst at holde de borgerlige partier ude af aftalen.
Det er forventningen, at S-SF-R sammen laver en aftale om kommunens budget for 2008. De øvrige partier bliver formentlig tilbudt at tilslutte sig aftalen eller dele af aftalen. Deadline for budgetforhandlingerne er 19.oktober, hvor Borgerrepræsentationen skal stemme om kommunens budget for 2008, der samlet lyder på 37 milliarder kr.
Jelved til København?
I sidste uge kom det frem, at radikale græsrødder arbejder for, at den tidligere leder Marianne Jelved stiller op ved valget til Københavns Borgerrepræsentation i 2009.
Idéen er, at hun skal »hjælpe med at styre« den radikale gruppe, det vil sige være en slags støttepædagog for miljø- og teknikborgmester Klaus Bondam, der bredt opleves som en politisk katastrofe. Bondam selv udtalte sig i øvrigt i begejstrede vendinger om at have Jelved med som trækplaster på den radikale liste.
»Jelved i BR« er dog næppe Bondams egen idé, men udviklet af radikale, der bekymrer sig for partiets fremtid, når gruppeformanden Manu Sareen forlader BR, hvis han som ventet vælges til folketinget. De tiltror ikke Bondam de nødvendige evner til at sikre de radikale en egen politisk profil.
Måske er idéen med Jelved også tænkt ind som led i en langsigtet radikal plan om at bryde socialdemokraternes dominans og førstefødselsret på den lange bane?
Der spekuleres i hvert fald i, om de radikale i virkeligheden ser en mulighed for, at Jelved som eventuel spidskandidat for partiet i 2009 kan trække tilstrækkeligt med stemmer væk fra Ritt Bjerregaard. Derved kunne Jelved bringe sig i en position, hvor de radikale kan stille med en overborgmester på VKO’s stemmer.
Tager man udgangspunkt i valgresultatet i 2005 og lægger VKO-partierne og de radikales mandater sammen, så giver det 21 mandater. Kan Jelved ved valget i 2009 – alt andet lige – flytte fire socialdemokratiske mandater til de radikale, så kan hun blive overborgmester, hvis VKO vil det.
Centrale kilder i Venstre er varmt stemt for tanken om at lægge stemmer til en radikal overborgmester. Venstres leder konstaterer foreløbigt, at det er en »interessant« tanke, men indtil videre har Jelved afvist spekulationerne om fremtiden, formentligt fordi hun stadig er folketingskandidat.
I modsætning til situationen da Ritt Bjerregaard valgte at gå ind i københavnsk politik, så bliver det ikke nødvendigt for Jelved at flytte folkeregisteradresse. For hun bor skam allerede i København.
NB. Klummen blev færdig-skrevet søndag inden Klaus Bondam i Politiken meldte ud, at han trækker sin uforbeholdne støtte til billige boliger på Kløvermarken tilbage. red.
Bragt i Bryggebladet nr 12. den 22. august 2007
Den politiske forårssæson sluttede dramatisk, da den socialdemokratiske veteran og tidligere socialborgmester Winnie Larsen-Jensen smækkede med døren og forlod S-gruppen på rådhuset.
Dramatikken i københavnsk politik er ikke blevet mindre, hvor det fortsat fyger med skældsord fra oppositionen mod Ritt Bjerregaard, der til gengæld sidder mere sikkert nu end nogensinde.
Ritt løb fra valgløfte
De fleste regnede så med en rolig sommer, men sådan skulle det ikke gå. For Ritt Bjerregaard benyttede københavnernes ferie til at gøre noget ved sin politiske akilleshæl, nemlig ved at lægge afstand til sit bombastiske valgløfte om 5000 billige boliger ved sidste kommunalvalg.
Midt i juli måned meddelte Ritt Bjerregaard, at hun faktisk aldrig havde lovet 5.000 boliger til en månedlig husleje på 5.000 kr. over 5 år.
Ritt sagde nu, at hendes ret konkrete udmelding under valget mere skulle tolkes som en hensigtserklæring om at ville arbejde for billige boliger.
Medierne og oppositionspolitikerne kastede sig som frådende hunde over overborgmesteren. Selv de radikales gruppeformand Manu Sareen kunne ikke nære sig for at påpege, at han faktisk også havde opfattet det som om, at Ritt Bjerregaard i sin tid rent faktisk havde udstedt et valgløfte.
Med andre ord: De radikales troværdighed skulle ikke lide under, at Ritt render fra sit valgløfte. Flere målinger viste i øvrigt at københavnerne havde opfattet Ritts »hensigtserklæring« som et valgløfte, der skulle tages bogstaveligt.
Til trods for Ritts taktiske retræte må man forvente, at oppositionen og pressen fortsætter med at omtale billigboligerne, som »Ritts uopfyldte valgløfte«.
I august måned tog »Fonden for Billige Boliger« i øvrigt de førstespadestik til de første 12 billig-boliger i »Karens Minde« ved Kgs. Enghave. Følg udviklingen på www.billigeboliger.dk
Ny Venstre-leder
Her i august meddelte Venstres kultur- og fritidsborgmester Martin Geertsen pludselig, at han efter seks år på posten helt forlader dansk politik allerede fra årsskiftet.
Bryggeboen vil prioritere sin familie og en karriere helt uden for politik, lød det.
Dermed skulle Venstre også finde en anden politisk leder, der er i stand til at samle oppositionen til højre for Ritt Bjerregaards fasttømrede alliance bestående af S, R og SF.
Forrige mandag holdt Venstre gruppemøde, der endte med at gruppen enstemmigt pegede på Pia Allerslev (35), der nu tager over efter Geertsen.
Det var faktisk ventet, at gruppeformanden Martin Hirsch også var interesseret i at blive borgmester, men han valgte i stedet at bakke Allerslev op.
Dermed slipper Venstre for intern uro frem mod næste valg. Det bliver der nok også brug for med denne ret ukendte frontfigur. Venstres nye leder har også allerede nu været ude og afvise al snak om at vælte Ritt Bjerregaard ved næste kommunalvalg i 2009. Det kan overborgmesteren formentlig kun være tilfreds med.
Pia Allerslev boede i øvrigt nogle år i Axel Heides Gade, men flyttede i februar fra Bryggen til Vanløse. Hun er i dag Venstres medlem af kommunens Børne- og Ungdomsudvalg, er desuden vellidt – også af politiske modstandere, der opfatter hende som en dygtig politisk håndværker.
Pludselig spareplan
Sæsonens første store politiske aftale blev forleden indgået på rådhuset, da børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) kunne præsentere et stort forlig på skole- og daginstitutionsområdet.
Essensen er, at kommunen vil effektivisere driften, det vil sige spare penge ved at sammenlægge 97 daginstitutioner og 12 skoler. Dertil kommer, at enkelte skoler og daginstitutioner lukkes helt. Til gengæld vil kommunen bruge en lille milliard kr. på renovering, nybyggeri og ombygninger.
Aftalen er også interessant, fordi der nu er fundet en løsning på det gigantiske underskud på 278 millioner kr. i Børne- og Ungdomsforvaltningen, der i lang tid har været kommunens store smertensbarn.
Dette underskud blev opbygget i forrige valgperiode under den daværende borgmester Per Bregengaard (Enhedslisten), men skyldes til dels også, at Økonomiudvalget, hvor alle de øvrige partiers topfolk sad, længe havde underfinansieret området.
Hullet bliver med den brede aftale lukket ved at finde pengene to steder. Udvalget skal selv finde 120 millioner kr. på dets eget budget, mens resten af pengene (158 millioner kr.) tages direkte af kommunekassen. Bag forligsaftalen står byens »regeringspartier«: Socialdemokraterne, SF og de radikale.
De borgerlige partier VKO havde faktisk accepteret hele forliget, men de kom ikke med i aftalen, fordi Ritt Bjerregaard insisterede på, at aftaleparterne mere eller mindre skulle binde sig til at finde pengene til forliget i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger.
Det ville især de konservative ikke være med til, fordi politikerne endnu ikke kender kommunens økonomiske situation til bunds. De konservative blev rasende på Ritt Bjerregaard, som de beskyldte for at køre sit eget løb og for helt bevidst at holde de borgerlige partier ude af aftalen.
Det er forventningen, at S-SF-R sammen laver en aftale om kommunens budget for 2008. De øvrige partier bliver formentlig tilbudt at tilslutte sig aftalen eller dele af aftalen. Deadline for budgetforhandlingerne er 19.oktober, hvor Borgerrepræsentationen skal stemme om kommunens budget for 2008, der samlet lyder på 37 milliarder kr.
Jelved til København?
I sidste uge kom det frem, at radikale græsrødder arbejder for, at den tidligere leder Marianne Jelved stiller op ved valget til Københavns Borgerrepræsentation i 2009.
Idéen er, at hun skal »hjælpe med at styre« den radikale gruppe, det vil sige være en slags støttepædagog for miljø- og teknikborgmester Klaus Bondam, der bredt opleves som en politisk katastrofe. Bondam selv udtalte sig i øvrigt i begejstrede vendinger om at have Jelved med som trækplaster på den radikale liste.
»Jelved i BR« er dog næppe Bondams egen idé, men udviklet af radikale, der bekymrer sig for partiets fremtid, når gruppeformanden Manu Sareen forlader BR, hvis han som ventet vælges til folketinget. De tiltror ikke Bondam de nødvendige evner til at sikre de radikale en egen politisk profil.
Måske er idéen med Jelved også tænkt ind som led i en langsigtet radikal plan om at bryde socialdemokraternes dominans og førstefødselsret på den lange bane?
Der spekuleres i hvert fald i, om de radikale i virkeligheden ser en mulighed for, at Jelved som eventuel spidskandidat for partiet i 2009 kan trække tilstrækkeligt med stemmer væk fra Ritt Bjerregaard. Derved kunne Jelved bringe sig i en position, hvor de radikale kan stille med en overborgmester på VKO’s stemmer.
Tager man udgangspunkt i valgresultatet i 2005 og lægger VKO-partierne og de radikales mandater sammen, så giver det 21 mandater. Kan Jelved ved valget i 2009 – alt andet lige – flytte fire socialdemokratiske mandater til de radikale, så kan hun blive overborgmester, hvis VKO vil det.
Centrale kilder i Venstre er varmt stemt for tanken om at lægge stemmer til en radikal overborgmester. Venstres leder konstaterer foreløbigt, at det er en »interessant« tanke, men indtil videre har Jelved afvist spekulationerne om fremtiden, formentligt fordi hun stadig er folketingskandidat.
I modsætning til situationen da Ritt Bjerregaard valgte at gå ind i københavnsk politik, så bliver det ikke nødvendigt for Jelved at flytte folkeregisteradresse. For hun bor skam allerede i København.
NB. Klummen blev færdig-skrevet søndag inden Klaus Bondam i Politiken meldte ud, at han trækker sin uforbeholdne støtte til billige boliger på Kløvermarken tilbage. red.
fredag den 22. juni 2007
Ritts billige boliger fylder dagsordenen
Bragt i Bryggebladet nr. 11 den 20. juni 2007
Af Jarl Cordua
DEN POLITISKE SÆSON på Københavns Rådhus går på hæld. Denne gang gør vi status over nogle af de sager, der for tiden optager sindene hos de københavnske politikere.
I FORRIGE KLUMME SKREV jeg, at Bondam havde fået overtalt Ritt til at støtte de Radikales planer om at bygge flere højhuse i København. Især var Tivolis højtprofilerede hotel- og lejlighedsprojekt med et tårn på 102 meter et symbol på den radikale højhuspolitik, der skal give København et image som en mere international by.
Men ak. SF, Enhedslisten og DF har fra starten ikke villet være med, og derfor skulle et af de resterende borgerlige partier bære planerne igennem, men forleden meldte både Venstre og siden de Konservative ud, at de heller ikke støttede planerne. Selv internt i den radikale gruppe var der modstand mod planerne.
Politisk er de opgivne planer et stort nederlag til Ritt Bjerregaard, men især til Klaus Bondam, og det bidrager yderligere til den udbredte opfattelse af en teknik- og miljøborgmester, der ikke ligefrem brillerer som politisk håndværker.
Oven i det måtte Bondam forsvare sig efter heftig aviskritik af, at han indtog en førsteplads i Danmark med hensyn til at forbruge omkring 1,3 millioner kroner på sin repræsentationskonto, hvoraf lige knapt 900.000 kroner var udgifter til en ny borgmesterbil. Bondam forsvarede sigheftigt i medierne og offentliggjorde klogt hele repræsentationsregnskabet på sin hjemmeside. Herefter blev der i krogene især grinet over, at borgmesterens udgifter til sminke til tv-optræden var opført i regnskabet.
Alligevel er han – lidt ufortjent – blevet fremstillet som en pamper-politiker af flere medier.
RYDNINGEN AF UNGDOMSHUSET den 1. marts har også været en stor sag i første halvdel af 2007. Venstrefløjen var imod rydningen, mens resten af Borgerrepræsentationen har bakket op om Ritt Bjerregaards beslutning om at sætte »hårdt mod hårdt«.
Demonstrationerne, volden og hærværket, der fulgte i kølvandet på rydningen, har ikke ændret på rådhusets politiske fronter i sagen. Der er dog nuanceforskelle i holdningen til, hvor længe forhandlingerne skulle stå på med Ungdomshusets forhandlere. De borgerlige afviste fra starten enhver forhandling, mens S og R foretrak en forhandlingsløsning.
Især Enhedslisten bruger rydningen og den efterfølgende ballade til at fremstille overborgmesteren som værende ligeglad med »de unge« og udstille hendes manglende interesse for Københavns »brand« som »multikulturel og tolerant storby«. På hvert eneste møde i Borgerrepræsentationen stiller Enhedslisten derfor for-slag eller forespørgsler om Ungdomshuset for på denne måde at holde liv i sagen. Politisk er der dog ikke skyggen af opbakning til et nyt hus som erstatning for Jagtvej 69.
BØRNE- OG UNGDOMSBORGMESTER Bo Asmus Kjeldgaard (SF) præsenterede sine planer til fremtidens københavnske folkeskole i en kronik i Politiken i fredags. I store træk går idéen ud på at lægge skoler sammen samt at bygge helt nye skoler med »splinternyt« inventar til idræt med videre.
I dag går der i snit 250-300 elever på hver skole. De nye »superskoler« skal i snit kunne rumme 500-600 elever. Det vil alt andet lige betyde protester og ballade i de bydele, der står til at miste en skole. Analysearbejdet går i gang nu, og beslutningen bliver allerede truffet i efteråret. Absolut intet tyder dog på, at Skolen på Islands Brygge er i farezonen. Tværtimod er bydelen i vækst, store dele af skolen relativ ny og stadig under udbygning.
EN ANDEN STOR AKTUEL sag drejer sig om det store underskud i kommunens Børne- og Ungdomsforvaltning, der ved årsskiftet var på en halv milliard kroner. Frem til valget i 2005 var Enhedslistens Per Bregengaard som borgmester øverste ansvarlig for forvaltningen og derfor primært den, der har båret ansvaret for underskuddet.
Den ansvarlige ledelse er for længst blevet udskiftet, og Bregengaard trak sig i februar helt som medlem af Borgerrepræsentationen. Forleden dag i Jyllands-Posten indrømmede Bregengaard et vist medansvar, men mente i øvrigt, at han var blevet gjort til syndebuk af især overborgmesteren. Børne- og unge-områdets nuværende borgmester Bo Asmus Kjeldgaard mener ikke, at han bærer et medansvar for underskuddet med henvisning til, at det opstod i forrige valgperiode.
Det er bestemt ikke alle, der er enige i den forklaring, da han – og en lang række andre borgmestre og BR-repræsentanter – sad med i kommunens magtfulde Økonomiudvalg i sidste valgperiode og derfor kendte til, at området blandt andet var kronisk underfinansieret.
EN AF DE ANDRE HELT store sager drejer sig om »Ritts billige boliger«. Indtil videre har Borgerrepræsentationen kun vedtaget 12 ud af de 5000 billige boliger med en husleje på 5000 kroner. om måneden, som Ritt Bjerregaard lovede vælgerne forud for kommunalvalget i 2005.
Ritt Bjerregaard har ved flere lejligheder forsøgt at file lidt på forslaget. For eksempel har hun tidligere forsøgt sig med udtalelser om, at antallet af boliger og prisen ikke er så afgørende, men de udmeldinger har medierne dog indtil videre ikke købt. Venstre er formentlig optaget af at bringe Ritts valgløfte i »venlig« erindring hos vælgerne frem til næste valg.
DET ER EN UDBREDT OPFATTELSE, at der er udsigt til en række større aftaler mellem byens tre »regeringspartier« S, SF og de radikale om at gå sammen om at løse en række af kommunens store uløste opgaver. Forleden gav SF eksempelvis tilsagn om at lægge stemmer til det kontroversielle boligprojekt ved Kløvermarken.
Måske kan denne håndsrækning til gengæld udløse Socialdemokraternes støtte til at finde de 250-300 millioner kroner, der p.t. mangler i SF-borgmesterens børne- og ungeforvaltning. På den måde slipper Bo Asmus Kjeldgaard så for at foretage alt for skrappe nedskæringer.
I øjeblikket ligger der 600-800 millioner kroner i kommunens kasse, men København kan ikke bare uden videre bruge løs af pengene. Det kræver nemlig, at der er taget højde for det i finansministerens nyligt indgåede aftale med Kommunernes Landsforening (KL), der skal holde styr på de kommunale udgifter, så de ikke vokser for meget. For tiden læser kommunens folk KL-aftalen igennem for at se, om det er muligt.
Det er i øvrigt ganske usikkert hvor mange billige boliger, Kløvermarken-projektet kommer til at indeholde. Politisk kan mange ting nå at gå galt endnu. Eksempelvis har de Radikale betinget sig for deres støtte til projektet, at ikke en eneste af Kløvermarkens boldbaner må sløjfes, og det er ikke alle, der er overbevist om, det er muligt.
SØNDAG AFTEN FORLOD DEN tidligere socialborgmester Winnie Larsen-Jensen den socialdemokratiske gruppe på Rådhuset »i protest mod Ritt Bjerregaards regimente«. Hun er dermed den tredje fremtrædende socialdemokrat, der føler sig kørt over af overborgmesteren.
Valget i 2005 var knapt overstået, før to andre ærke-socialdemokrater Finn Rudaizky og Winnie Berndtsson forlod partiet – også i utilfredshed med bydronningen. Larsen-Jensens smækken med døren bidrager til det billede, nogle har af Ritt som én, der ikke gerne deler ud af magten. Omvendt er overborgmesteren nok ikke utilfreds med at slippe af med Larsen-Jensen. Det er ikke nogen hemmelighed, at de to har et anstrengt forhold.
Umiddelbart får skiftet ikke betydning for flertallet S-SF-RV, som har 32 mandater mod den samlede oppositions 23. Men i Teknik- og Miljøudvalget kan Bondam ikke mere være sikker på at have »automatisk« flertal. Det kan betyde, at flere sager skal helt op og vende i Borgerrepræsentationen, før der er flertal for dem.
MENS ET EKSTRAORDINÆRT turbulent halvår i københavnsk politik er ved at rinde ud, så gør politikerne sig klar til et efterår, der står i »studehandlernes« tegn. Det bliver interessant at følge.
God sommer!
Af Jarl Cordua
DEN POLITISKE SÆSON på Københavns Rådhus går på hæld. Denne gang gør vi status over nogle af de sager, der for tiden optager sindene hos de københavnske politikere.
I FORRIGE KLUMME SKREV jeg, at Bondam havde fået overtalt Ritt til at støtte de Radikales planer om at bygge flere højhuse i København. Især var Tivolis højtprofilerede hotel- og lejlighedsprojekt med et tårn på 102 meter et symbol på den radikale højhuspolitik, der skal give København et image som en mere international by.
Men ak. SF, Enhedslisten og DF har fra starten ikke villet være med, og derfor skulle et af de resterende borgerlige partier bære planerne igennem, men forleden meldte både Venstre og siden de Konservative ud, at de heller ikke støttede planerne. Selv internt i den radikale gruppe var der modstand mod planerne.
Politisk er de opgivne planer et stort nederlag til Ritt Bjerregaard, men især til Klaus Bondam, og det bidrager yderligere til den udbredte opfattelse af en teknik- og miljøborgmester, der ikke ligefrem brillerer som politisk håndværker.
Oven i det måtte Bondam forsvare sig efter heftig aviskritik af, at han indtog en førsteplads i Danmark med hensyn til at forbruge omkring 1,3 millioner kroner på sin repræsentationskonto, hvoraf lige knapt 900.000 kroner var udgifter til en ny borgmesterbil. Bondam forsvarede sigheftigt i medierne og offentliggjorde klogt hele repræsentationsregnskabet på sin hjemmeside. Herefter blev der i krogene især grinet over, at borgmesterens udgifter til sminke til tv-optræden var opført i regnskabet.
Alligevel er han – lidt ufortjent – blevet fremstillet som en pamper-politiker af flere medier.
RYDNINGEN AF UNGDOMSHUSET den 1. marts har også været en stor sag i første halvdel af 2007. Venstrefløjen var imod rydningen, mens resten af Borgerrepræsentationen har bakket op om Ritt Bjerregaards beslutning om at sætte »hårdt mod hårdt«.
Demonstrationerne, volden og hærværket, der fulgte i kølvandet på rydningen, har ikke ændret på rådhusets politiske fronter i sagen. Der er dog nuanceforskelle i holdningen til, hvor længe forhandlingerne skulle stå på med Ungdomshusets forhandlere. De borgerlige afviste fra starten enhver forhandling, mens S og R foretrak en forhandlingsløsning.
Især Enhedslisten bruger rydningen og den efterfølgende ballade til at fremstille overborgmesteren som værende ligeglad med »de unge« og udstille hendes manglende interesse for Københavns »brand« som »multikulturel og tolerant storby«. På hvert eneste møde i Borgerrepræsentationen stiller Enhedslisten derfor for-slag eller forespørgsler om Ungdomshuset for på denne måde at holde liv i sagen. Politisk er der dog ikke skyggen af opbakning til et nyt hus som erstatning for Jagtvej 69.
BØRNE- OG UNGDOMSBORGMESTER Bo Asmus Kjeldgaard (SF) præsenterede sine planer til fremtidens københavnske folkeskole i en kronik i Politiken i fredags. I store træk går idéen ud på at lægge skoler sammen samt at bygge helt nye skoler med »splinternyt« inventar til idræt med videre.
I dag går der i snit 250-300 elever på hver skole. De nye »superskoler« skal i snit kunne rumme 500-600 elever. Det vil alt andet lige betyde protester og ballade i de bydele, der står til at miste en skole. Analysearbejdet går i gang nu, og beslutningen bliver allerede truffet i efteråret. Absolut intet tyder dog på, at Skolen på Islands Brygge er i farezonen. Tværtimod er bydelen i vækst, store dele af skolen relativ ny og stadig under udbygning.
EN ANDEN STOR AKTUEL sag drejer sig om det store underskud i kommunens Børne- og Ungdomsforvaltning, der ved årsskiftet var på en halv milliard kroner. Frem til valget i 2005 var Enhedslistens Per Bregengaard som borgmester øverste ansvarlig for forvaltningen og derfor primært den, der har båret ansvaret for underskuddet.
Den ansvarlige ledelse er for længst blevet udskiftet, og Bregengaard trak sig i februar helt som medlem af Borgerrepræsentationen. Forleden dag i Jyllands-Posten indrømmede Bregengaard et vist medansvar, men mente i øvrigt, at han var blevet gjort til syndebuk af især overborgmesteren. Børne- og unge-områdets nuværende borgmester Bo Asmus Kjeldgaard mener ikke, at han bærer et medansvar for underskuddet med henvisning til, at det opstod i forrige valgperiode.
Det er bestemt ikke alle, der er enige i den forklaring, da han – og en lang række andre borgmestre og BR-repræsentanter – sad med i kommunens magtfulde Økonomiudvalg i sidste valgperiode og derfor kendte til, at området blandt andet var kronisk underfinansieret.
EN AF DE ANDRE HELT store sager drejer sig om »Ritts billige boliger«. Indtil videre har Borgerrepræsentationen kun vedtaget 12 ud af de 5000 billige boliger med en husleje på 5000 kroner. om måneden, som Ritt Bjerregaard lovede vælgerne forud for kommunalvalget i 2005.
Ritt Bjerregaard har ved flere lejligheder forsøgt at file lidt på forslaget. For eksempel har hun tidligere forsøgt sig med udtalelser om, at antallet af boliger og prisen ikke er så afgørende, men de udmeldinger har medierne dog indtil videre ikke købt. Venstre er formentlig optaget af at bringe Ritts valgløfte i »venlig« erindring hos vælgerne frem til næste valg.
DET ER EN UDBREDT OPFATTELSE, at der er udsigt til en række større aftaler mellem byens tre »regeringspartier« S, SF og de radikale om at gå sammen om at løse en række af kommunens store uløste opgaver. Forleden gav SF eksempelvis tilsagn om at lægge stemmer til det kontroversielle boligprojekt ved Kløvermarken.
Måske kan denne håndsrækning til gengæld udløse Socialdemokraternes støtte til at finde de 250-300 millioner kroner, der p.t. mangler i SF-borgmesterens børne- og ungeforvaltning. På den måde slipper Bo Asmus Kjeldgaard så for at foretage alt for skrappe nedskæringer.
I øjeblikket ligger der 600-800 millioner kroner i kommunens kasse, men København kan ikke bare uden videre bruge løs af pengene. Det kræver nemlig, at der er taget højde for det i finansministerens nyligt indgåede aftale med Kommunernes Landsforening (KL), der skal holde styr på de kommunale udgifter, så de ikke vokser for meget. For tiden læser kommunens folk KL-aftalen igennem for at se, om det er muligt.
Det er i øvrigt ganske usikkert hvor mange billige boliger, Kløvermarken-projektet kommer til at indeholde. Politisk kan mange ting nå at gå galt endnu. Eksempelvis har de Radikale betinget sig for deres støtte til projektet, at ikke en eneste af Kløvermarkens boldbaner må sløjfes, og det er ikke alle, der er overbevist om, det er muligt.
SØNDAG AFTEN FORLOD DEN tidligere socialborgmester Winnie Larsen-Jensen den socialdemokratiske gruppe på Rådhuset »i protest mod Ritt Bjerregaards regimente«. Hun er dermed den tredje fremtrædende socialdemokrat, der føler sig kørt over af overborgmesteren.
Valget i 2005 var knapt overstået, før to andre ærke-socialdemokrater Finn Rudaizky og Winnie Berndtsson forlod partiet – også i utilfredshed med bydronningen. Larsen-Jensens smækken med døren bidrager til det billede, nogle har af Ritt som én, der ikke gerne deler ud af magten. Omvendt er overborgmesteren nok ikke utilfreds med at slippe af med Larsen-Jensen. Det er ikke nogen hemmelighed, at de to har et anstrengt forhold.
Umiddelbart får skiftet ikke betydning for flertallet S-SF-RV, som har 32 mandater mod den samlede oppositions 23. Men i Teknik- og Miljøudvalget kan Bondam ikke mere være sikker på at have »automatisk« flertal. Det kan betyde, at flere sager skal helt op og vende i Borgerrepræsentationen, før der er flertal for dem.
MENS ET EKSTRAORDINÆRT turbulent halvår i københavnsk politik er ved at rinde ud, så gør politikerne sig klar til et efterår, der står i »studehandlernes« tegn. Det bliver interessant at følge.
God sommer!
mandag den 18. juni 2007
Radikales samarbejde med Ritt giver bonus
Analyse blev bragt i "Bryggebladet" nr. 10. 6. juni 2007.
Af Jarl Cordua
I følge meningsmålingerne, så rasler de radikales støtte ned på landsplan, og på Christiansborg er det småt med indflydelsen. På Københavns Rådhus ser situationen helt anderledes ud. Med teknik og miljøborgmester Klaus Bondam (R) i front har de radikale siden sidste kommunalvalg fået en betydelig indflydelse ved en konsekvent satsning på et samarbejde med socialdemokraterne og SF i borgerrepræsentationen (BR). De tre partier danner i kraft af deres store flertal byens uofficielle ”regering”. Gruppeformændene mødes jævnligt til ”regeringsmøder”, hvor man afstemmer synspunkterne og koordinerer de store linjer. Derudover er der naturligvis en tæt kontakt især mellem borgmester Klaus Bondam og overborgmester Ritt Bjerregaard (S).
Lækker by
De radikales politiske indflydelse mærkes også kontant, for skattekronerne sidder løst til realisering af partiets mærkesager.
Klaus Bondam har f.eks. fået tilført adskillige midler til sit fagområde blandt andet 75 mill. kr. til en ”cykel-pakke”, der de næste to år skal bruges på forbedring af cykelparkering, grønne cykelruter, flere cykelstier m.v.
De radikale gik til kommunalvalg i 2005 på det lidt cafésmarte slogan: ”lækker by ja tak”. Om det er lykkes at komme dette mål nærmere, er der delte meninger om. Bondam har en klart mere afslappet holdning til bekæmpelsen af graffiti end forgængeren, venstremanden Søren Pind. Til gengæld er de kroniske problemer med skrald i den indre by måske ved at blive afviklet. Det sker især, fordi den radikale borgmester i kraft af samarbejdet med Ritt Bjerregaard har fået tilført 90 mill. kr. over tre år til at løse opgaven. Visionen er, at man gør ”København til Europas reneste by”.
Højhusbyggeri
En anden radikal mærkesag er at opføre mere højhusbyggeri i det centrale København. Partiet ønsker at København kommer til at ligne Europas metropoler lidt mere og derved fremstår som en moderne storby, og Bondams forvaltning har netop barslet med en strategi om ”Metropolzonen”, for at nå dette mål. Det er dog især Tivolis omdiskuterede planer for et luksushotel med et tårn på 102 meter, som er i fokus. Bondam er en ivrig fortaler for det endnu ikke vedtagne projekt, men Ritt Bjerregaards foreløbige positive tilsagn ses som en vigtig symbolsk sejr for de radikale.
Flertalsdiktatur
Det er dog ikke alle, der er lige begejstret for Bondams tætte samarbejde med Ritt Bjerregaard. Forleden i Berlingske Tidende angreb oppositionen ham for at være arrogant, egenrådig og lede møderne i kommunens teknik og miljøudvalg som et flertalsdiktatur. Angiveligt blev det politiske mindretal enten latterliggjort, ignoreret eller mødt med irritation og raseriudbrud, når de stillede kritiske spørgsmål til sager på dagsordnen. Bondam glattede ud, men afviste kritikken som et udtryk for frustration fra et mindretal, der var sat uden for politisk indflydelse. Nu overvejer Bondam og hans udvalg at søge ekstern hjælp for at løse samarbejdsproblemerne. Borgmesteren må dog påtage sig størstedelen af ansvaret, da han som leder af udvalgsmøderne i sidste ende bør sikre, at de forløber tilfredsstillende.
"Manuskriptbunden"
Skal man lede efter en forklaring på problemerne i udvalget, så peger flere på, at Bondam især i starten af sin embedsperiode udviste en betydelig politisk og faglig usikkerhed i det daglige.
I krogene på rådhuset noterer man sig, at Bondam er megen ”manuskriptbunden”, og overdriver brugen af talepapirer. Dvs. at borgmesteren går til udvalgsmøde, så har han et talepapir med til hvert enkelt punkt til at støtte sig til. Det er naturligvis forståeligt i de situationer, hvor argumenter indeholder mange tekniske detaljer, men det er ikke i orden, hvis borgmesteren har svært ved at danne sig en mening om vigtige politiske spørgsmål, og derfor i stedet overlader det til embedsmænd at formulere hans synspunkter. På det seneste menes Bondam at have taget ved lære, og vurderingen er, at borgmesterens politiske fingerspidsfornemmelse er i klar fremgang.
Udvisket profil
I det radikale bagland er der generel tilfredshed med Klaus Bondams indsats, selvom at især gruppeformanden Manu Sareen er blandt dem, der er bekymret for, at partiets profil udviskes af det tætte samarbejde med socialdemokraterne.
Arbejdsfordelingen i BR-gruppen er sådan, at Bondam holder sig til sit eget område, mens de øvrige seks BR-medlemmer er dem, der udvikler den øvrige politik.
Manu Sareen er til daglig integrationskonsulent og har især markeret sig i medierne i debatter omkring integration af indvandrere. Før valget i 2005 pressede især de radikale på for at få samlet integrationsindsatsen på ét borgmesterområde, og forslaget blev gennemført sammen med socialdemokratiet og venstrefløjen.
Manu Sareen er i øvrigt opvokset på Islands Brygge, men flyttede fra bydelen i 1996. Som dreng tjente han sine første lommepenge ved at dele Bryggebladet ud i Egilsgade.
Sareen er opstillet til folketinget her i byen, og selvom at meningsmålingerne tyder på en radikal tilbagegang efter næste valg, så har han gode chancer for at bliver valgt ind på Christiansborg. Derfor skal man næppe regne med, at han forsøger at gøre Bondam rangen som radikal borgmester stridig.
Så alt tyder derfor på, at Ritt Bjerregaard ved, hvor hun har de radikale.
Læs mere om Klaus Bondam og de radikale her: www.bondam.dk
Af Jarl Cordua
I følge meningsmålingerne, så rasler de radikales støtte ned på landsplan, og på Christiansborg er det småt med indflydelsen. På Københavns Rådhus ser situationen helt anderledes ud. Med teknik og miljøborgmester Klaus Bondam (R) i front har de radikale siden sidste kommunalvalg fået en betydelig indflydelse ved en konsekvent satsning på et samarbejde med socialdemokraterne og SF i borgerrepræsentationen (BR). De tre partier danner i kraft af deres store flertal byens uofficielle ”regering”. Gruppeformændene mødes jævnligt til ”regeringsmøder”, hvor man afstemmer synspunkterne og koordinerer de store linjer. Derudover er der naturligvis en tæt kontakt især mellem borgmester Klaus Bondam og overborgmester Ritt Bjerregaard (S).
Lækker by
De radikales politiske indflydelse mærkes også kontant, for skattekronerne sidder løst til realisering af partiets mærkesager.
Klaus Bondam har f.eks. fået tilført adskillige midler til sit fagområde blandt andet 75 mill. kr. til en ”cykel-pakke”, der de næste to år skal bruges på forbedring af cykelparkering, grønne cykelruter, flere cykelstier m.v.
De radikale gik til kommunalvalg i 2005 på det lidt cafésmarte slogan: ”lækker by ja tak”. Om det er lykkes at komme dette mål nærmere, er der delte meninger om. Bondam har en klart mere afslappet holdning til bekæmpelsen af graffiti end forgængeren, venstremanden Søren Pind. Til gengæld er de kroniske problemer med skrald i den indre by måske ved at blive afviklet. Det sker især, fordi den radikale borgmester i kraft af samarbejdet med Ritt Bjerregaard har fået tilført 90 mill. kr. over tre år til at løse opgaven. Visionen er, at man gør ”København til Europas reneste by”.
Højhusbyggeri
En anden radikal mærkesag er at opføre mere højhusbyggeri i det centrale København. Partiet ønsker at København kommer til at ligne Europas metropoler lidt mere og derved fremstår som en moderne storby, og Bondams forvaltning har netop barslet med en strategi om ”Metropolzonen”, for at nå dette mål. Det er dog især Tivolis omdiskuterede planer for et luksushotel med et tårn på 102 meter, som er i fokus. Bondam er en ivrig fortaler for det endnu ikke vedtagne projekt, men Ritt Bjerregaards foreløbige positive tilsagn ses som en vigtig symbolsk sejr for de radikale.
Flertalsdiktatur
Det er dog ikke alle, der er lige begejstret for Bondams tætte samarbejde med Ritt Bjerregaard. Forleden i Berlingske Tidende angreb oppositionen ham for at være arrogant, egenrådig og lede møderne i kommunens teknik og miljøudvalg som et flertalsdiktatur. Angiveligt blev det politiske mindretal enten latterliggjort, ignoreret eller mødt med irritation og raseriudbrud, når de stillede kritiske spørgsmål til sager på dagsordnen. Bondam glattede ud, men afviste kritikken som et udtryk for frustration fra et mindretal, der var sat uden for politisk indflydelse. Nu overvejer Bondam og hans udvalg at søge ekstern hjælp for at løse samarbejdsproblemerne. Borgmesteren må dog påtage sig størstedelen af ansvaret, da han som leder af udvalgsmøderne i sidste ende bør sikre, at de forløber tilfredsstillende.
"Manuskriptbunden"
Skal man lede efter en forklaring på problemerne i udvalget, så peger flere på, at Bondam især i starten af sin embedsperiode udviste en betydelig politisk og faglig usikkerhed i det daglige.
I krogene på rådhuset noterer man sig, at Bondam er megen ”manuskriptbunden”, og overdriver brugen af talepapirer. Dvs. at borgmesteren går til udvalgsmøde, så har han et talepapir med til hvert enkelt punkt til at støtte sig til. Det er naturligvis forståeligt i de situationer, hvor argumenter indeholder mange tekniske detaljer, men det er ikke i orden, hvis borgmesteren har svært ved at danne sig en mening om vigtige politiske spørgsmål, og derfor i stedet overlader det til embedsmænd at formulere hans synspunkter. På det seneste menes Bondam at have taget ved lære, og vurderingen er, at borgmesterens politiske fingerspidsfornemmelse er i klar fremgang.
Udvisket profil
I det radikale bagland er der generel tilfredshed med Klaus Bondams indsats, selvom at især gruppeformanden Manu Sareen er blandt dem, der er bekymret for, at partiets profil udviskes af det tætte samarbejde med socialdemokraterne.
Arbejdsfordelingen i BR-gruppen er sådan, at Bondam holder sig til sit eget område, mens de øvrige seks BR-medlemmer er dem, der udvikler den øvrige politik.
Manu Sareen er til daglig integrationskonsulent og har især markeret sig i medierne i debatter omkring integration af indvandrere. Før valget i 2005 pressede især de radikale på for at få samlet integrationsindsatsen på ét borgmesterområde, og forslaget blev gennemført sammen med socialdemokratiet og venstrefløjen.
Manu Sareen er i øvrigt opvokset på Islands Brygge, men flyttede fra bydelen i 1996. Som dreng tjente han sine første lommepenge ved at dele Bryggebladet ud i Egilsgade.
Sareen er opstillet til folketinget her i byen, og selvom at meningsmålingerne tyder på en radikal tilbagegang efter næste valg, så har han gode chancer for at bliver valgt ind på Christiansborg. Derfor skal man næppe regne med, at han forsøger at gøre Bondam rangen som radikal borgmester stridig.
Så alt tyder derfor på, at Ritt Bjerregaard ved, hvor hun har de radikale.
Læs mere om Klaus Bondam og de radikale her: www.bondam.dk
Ny Alliance uden betydning i København
Kommentatorklummen bragt i "Bryggebladet" nr. 9. 23. maj 2007.
Af Jarl Cordua
Naser Khaders kometagtige parti Ny Alliance, der har i omegnen af 20.000 medlemmer har endnu ikke stiftet deres organisation på landsplan. Men med tiden vil de også stifte lokalforeninger og opstille til kommunalvalget blandt andet i København.
NA ikke i BR
Foreløbig har Ny Alliance ingen repræsentanter i Københavns Borgerrepræsentation (BR), men måske får de det inden næste kommunalvalg. For fristelsen til at stå øverst på stemmesedlen i København for et parti, der rider på en succesbølge, kan vise sig for stor for flere af de 55 BR-medlemmer, som i dag frister en tilværelse, som enten løsgængere eller føler sig ”marginaliseret” i sit parti. BR-medlemmer med idéer om at gå over til Naser Khader kan selvfølgelig også være drevet af Ny Alliances profil eller politik, selv om at det naturligvis stadigvæk er helt ubeskrevet, hvad partiets vision er for København.
Der er ingen blandt de fire løsgængere Finn Rudaizky, Louise Frevert, Winnie Berndtson eller Wallait Khan som p.t. har en politisk profil, der umiddelbart matcher Naser Khaders.
Der kan formentlig sidde BR-medlemmer hos Venstre, de konservative eller hos de radikale, som kunne føle sig fristet, men indtil videre bliver de, hvor de er.
Ritt har fuld kontrol
Ville NA kunne spille nogen rolle i Københavnsk politik? På den korte bane må svaret være et rungende nej. Indtil videre regerer overborgmester Ritt Bjerregaard med betydeligt flertal i Borgerrepræsentationen, der består af 19 socialdemokrater, syv radikale og syv fra SF og har fuldstændigt kontrol over begivenhederne. De tre partigruppe sidder sammenlagt på 33 ud af borgerrepræsentationens 55 mandater. Forestiller man sig en meget tænkt situation, at NA i fremtiden vil spille en væsentlig rolle i københavnsk politik, så skal seks borgerrepræsentanter pludselig forlade enten de radikale, SF eller Socialdemokratiet, og det tyder intet som helst på.
De radikale i København regnes også for at have holdninger, der ligger en del til venstre for Naser Khader, så derfor er det ikke indlysende, at radikale BR-medlemmerne går over til Ny Alliance.
Halvdelen smitter af
De første meningsmålinger har spået Ny Alliance i snit ca. 12 procent af stemmerne på landsplan.
En tommelfingerregel siger, at et parti til kommunalvalg får ca. 50 procent af fremgangen på landsplan. I forvejen er Ny Alliance med Naser Khader i spidsen et parti med appel til vælgere i storbyen. Hvis Ny Alliance kan holde tempoet oppe, blive repræsenteret i folketinget i 2008 og stadigvæk formå at være populære i befolkningen, så vil partiet - forsigtigt skønnet - kunne få i hvert fald seks procent af stemmerne ved valget til Københavns Borgerrepræsentation i 2009, hvilket svarer til tre mandater. Men flytter NA tre mandater til højre i salen, vil det ikke være nok til ændre på Ritt Bjerregaards flertal i dag på seks mandater, og også de borgerlige partier må formentlig afgive stemmer til Ny Alliance.
Bliver det et offentligt kendt ansigt, der ved kommunalvalget i november 2009 står i spidsen for Ny Alliance, vil han eller hun måske kunne trække et eller to mandater mere oven i de tre mandater.
I et meget optimistisk scenario, hvor Ny Alliance også i København får 12 procent eller ca. 27.000 stemmer, så vil partiet få syv mandater. Dvs. præcis det antal mandater, som de radikale råder over i dag på rådhuset. Et sådan kanonresultat for NA vil formentlig medføre, at de radikale samtidig bliver udraderet på rådhuset, og det er nok ikke særlig sandsynligt.
Min konklusion er derfor, at Ny Alliance næppe kommer til at spille nogen stor rolle i københavnsk politik foreløbigt.
Af Jarl Cordua
Naser Khaders kometagtige parti Ny Alliance, der har i omegnen af 20.000 medlemmer har endnu ikke stiftet deres organisation på landsplan. Men med tiden vil de også stifte lokalforeninger og opstille til kommunalvalget blandt andet i København.
NA ikke i BR
Foreløbig har Ny Alliance ingen repræsentanter i Københavns Borgerrepræsentation (BR), men måske får de det inden næste kommunalvalg. For fristelsen til at stå øverst på stemmesedlen i København for et parti, der rider på en succesbølge, kan vise sig for stor for flere af de 55 BR-medlemmer, som i dag frister en tilværelse, som enten løsgængere eller føler sig ”marginaliseret” i sit parti. BR-medlemmer med idéer om at gå over til Naser Khader kan selvfølgelig også være drevet af Ny Alliances profil eller politik, selv om at det naturligvis stadigvæk er helt ubeskrevet, hvad partiets vision er for København.
Der er ingen blandt de fire løsgængere Finn Rudaizky, Louise Frevert, Winnie Berndtson eller Wallait Khan som p.t. har en politisk profil, der umiddelbart matcher Naser Khaders.
Der kan formentlig sidde BR-medlemmer hos Venstre, de konservative eller hos de radikale, som kunne føle sig fristet, men indtil videre bliver de, hvor de er.
Ritt har fuld kontrol
Ville NA kunne spille nogen rolle i Københavnsk politik? På den korte bane må svaret være et rungende nej. Indtil videre regerer overborgmester Ritt Bjerregaard med betydeligt flertal i Borgerrepræsentationen, der består af 19 socialdemokrater, syv radikale og syv fra SF og har fuldstændigt kontrol over begivenhederne. De tre partigruppe sidder sammenlagt på 33 ud af borgerrepræsentationens 55 mandater. Forestiller man sig en meget tænkt situation, at NA i fremtiden vil spille en væsentlig rolle i københavnsk politik, så skal seks borgerrepræsentanter pludselig forlade enten de radikale, SF eller Socialdemokratiet, og det tyder intet som helst på.
De radikale i København regnes også for at have holdninger, der ligger en del til venstre for Naser Khader, så derfor er det ikke indlysende, at radikale BR-medlemmerne går over til Ny Alliance.
Halvdelen smitter af
De første meningsmålinger har spået Ny Alliance i snit ca. 12 procent af stemmerne på landsplan.
En tommelfingerregel siger, at et parti til kommunalvalg får ca. 50 procent af fremgangen på landsplan. I forvejen er Ny Alliance med Naser Khader i spidsen et parti med appel til vælgere i storbyen. Hvis Ny Alliance kan holde tempoet oppe, blive repræsenteret i folketinget i 2008 og stadigvæk formå at være populære i befolkningen, så vil partiet - forsigtigt skønnet - kunne få i hvert fald seks procent af stemmerne ved valget til Københavns Borgerrepræsentation i 2009, hvilket svarer til tre mandater. Men flytter NA tre mandater til højre i salen, vil det ikke være nok til ændre på Ritt Bjerregaards flertal i dag på seks mandater, og også de borgerlige partier må formentlig afgive stemmer til Ny Alliance.
Bliver det et offentligt kendt ansigt, der ved kommunalvalget i november 2009 står i spidsen for Ny Alliance, vil han eller hun måske kunne trække et eller to mandater mere oven i de tre mandater.
I et meget optimistisk scenario, hvor Ny Alliance også i København får 12 procent eller ca. 27.000 stemmer, så vil partiet få syv mandater. Dvs. præcis det antal mandater, som de radikale råder over i dag på rådhuset. Et sådan kanonresultat for NA vil formentlig medføre, at de radikale samtidig bliver udraderet på rådhuset, og det er nok ikke særlig sandsynligt.
Min konklusion er derfor, at Ny Alliance næppe kommer til at spille nogen stor rolle i københavnsk politik foreløbigt.
Abonner på:
Opslag (Atom)
