Bragt i Bryggebladet nr. 2 26. januar 2010
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
Denne klummeskribent forudså for to uger siden, at overborgmester Frank Jensen ville få kritik for i hans forvaltning at ansætte to personer, der for få måneder siden tjente i hans valgkampagne. Sagen begyndte efter, at en artikel i Ekstra Bladet omtalte ansættelserne.
Imidlertid fik det ikke en eneste borgerrepræsentant op af stolene for at kritisere forholdet, hvilket i sig selv er ganske forbavsende, da politikerne normalt aldrig forspilder en chance for at gå til stålet overfor hinanden. Senere har Politiken gennemlyst den nye overborgmesters administration og fundet ud af, at i alt fem personer i Jensens personlige netværk, heraf flere partifæller, har fået job i Økonomiforvaltningen.
Det drejer sig om Jensens kampagnechef under kommunalvalgkampen Simon Kjær Hansen, som nu er blevet sekretariatschef og S-kampagnens pressechef, den tidligere DSU-lokalformand Simon Kollerup, som er blevet »konsulent for sociale medier«. Med til historien hører, at Kjær Hansen under valgkampen havde orlov fra en stilling som kontorchef i forvaltningen. Efter valget er han imidlertid blevet forfremmet til sekretariatschef.
Så er en tidligere sekretær hos Socialdemokraterne på Christiansborg, Birgit Jensen, blevet ansat i en stilling som Jensens sekretær. Yderligere er den tidligere S-trafikminister Jakob Bukstis kone Yvonne Schantz blevet ansat i Økonomiforvaltningen som overborgmesterens assistent. Hvorfor er det interessant?
»Kammerateri«
Buksti var ligesom Jensen blandt Svend Aukens stærkeste støtter i Socialdemokratiets fløjkampe på Christiansborg. Derfor bliver også denne ansættelse klart set som en kommunal stilling, som Frank Jensen besætter med en person fra sit nærmeste netværk. Ingen siger ordet »nepotisme«, som er en ret hård anklage. I stedet ligger det lidt blødere »kammerateri« på læben, som beskriver nogenlunde den samme: At politikere ansætter partifæller i offentlige stillinger. Stillingerne har – som loven kræver – været opslået, men kun i få dage på kommunens hjemmesider og helt uden om de sædvanlige jobportaler på internettet.
Årsagen til denne fremgangsmåde kan man prøve at gætte sig til. Ansættelsen af Jensens nye pressechef Amalie Kestler kan – måske – også henregnes til at være blandt de politiske ansættelser, netop fordi stillingen kun blev slået op i meget kort tid. Kestler kommer fra en stilling som nyhedschef på Berlingske Tidende, så derfor er hun på den anden side tydeligvis kvalificeret til jobbet.
Fem jobs, fem samtaler
Imidlertid var pressens omtale af Jensens ansættelser ikke en sag, som hverken den borgerlige eller venstreorienterede opposition gik ind i, da den kort efter nytår blev kendt. Det kan der være en række grunde til, som jeg vender tilbage til. Alt imens den samlede opposition var fraværende, begyndte dagbladet Politiken – som ellers i perioder har haft et ganske godt forhold til Socialdemokraterne på rådhuset – at spørge ind til Frank Jensens mange nyansættelser.
Selv afviste Frank Jensen, at det udgjorde et problem, at han havde ansat folk, der havde været aktive i hans valgkampagne. Alle ansættelser var således »sket efter bogen«, og der var derfor ikke »fugls føde« på sagen. I et notat har kommunen således forklaret, at opslagene levede fuldt ud op til kommunens procedurer og var tilrettelagt sådan, at stillingerne skulle besættes hurtigt.
I alt skal der have været 30 ansøgere til de omdiskuterede job, men kommunen erkendte pludselig i sidste uge overfor Politiken, at kun de personer, der senere fik de fem jobs, blev kaldt til en samtale.
Problematiske ansættelser
Dagbladet Politiken havde i øvrigt ved flere lejligheder spurgt en række eksperter i offentlig forvaltning, der alle vurderede, at ansættelserne så problematiske ud. I sidste uge gik Folketingets ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, så ind i sagen. Foreløbig har han bedt om en redegørelse fra overborgmesteren. Hvis han finder noget problematisk i sagen, kan han som ombudsmand »udtale kritik«, men han har imidlertid ingen sanktionsmuligheder.
Derfor vil Frank Jensen under alle omstændigheder kunne lukke sagen ved at tage en eventuel kritik »til efterretning«. Hans stab bliver, uanset om det regner eller sner. Indtil videre har overborgmesteren »lukket ned« for flere kommentarer, i hvert fald indtil ombudsmanden eventuelt gør mere ud af sagen.
Det er meget bemærkelsesværdigt, at først efter at Politiken borer i sagen, og konfronterer de borgerlige på rådhuset herom, begynder politikerne at udtrykke en kritik af ansættelsesproceduren.
– Sagen lugter langt væk af politiske ansættelser, og det hører ikke hjemme i en kommune, hvor vi må kunne have tillid til, at embedsmænd ikke varetager særlige partimæssige hensyn, sagde Dansk Folkepartis gruppeformand Carl Christian Ebbesen, som var den første på banen.
Men hvad med den borgerlige oppositionsleder i Venstre? Ja, først afviste kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev at kommentere sagen, men så pludselig i forrige uge kom Venstres gruppeformand, Lars Dueholm, på banen:
– Det har været aftalt spil, og jeg kan kun opfordre til, at hele ansættelsesrunden i overborgmesterens sekretariat går om. Sagen viser, at Frank Jensen i lighed med sine forgængere ikke kan skelne mellem, hvad der er Socialdemokraterne, og hvad der er Københavns Kommune.
Hvordan kan det være, at det først er efter, at Politiken skriver om sagen, at nogle politikere begynder at kritisere ansættelserne? Det kan der være flere forklaringer på:
Uskøn tradition
Den manglende kritik kan skyldes valgkamptræthed hos partiernes topfolk. VKO, SF, De Radikale og Enhedslisten kommer lige ud af en valgperiode, hvor der i fire år var kævl, strid og kamp fra morgen til aften med Ritt Bjerregaard.
Man orker derfor ikke at slås med en ny overborgmester, som i øvrigt fra begyndelsen af sin embedsperiode har været flink til at række hånden ud til alle partier, og som i modsætning til sin forgænger husker at orientere alle de store partiers borgmestre om nye initiativer og udmeldinger.
I øvrigt har det været en lang, uskøn tradition for i kommunen, at partisoldater får job i forvaltninger, hvor en partifælle troner i borgmesterstolen. En af grundene til, at kritikken har været forholdsvis afdæmpet, skyldes formentlig, at ingen af de store partier har de reneste hænder med hensyn til uvildige ansættelser i stabsfunktioner, det vil sige spindoktorer, politiske rådgivere og så videre. Alligevel har denne praksis været på retur i de senere år. Eksempelvis er vurderingen på rådhuset, at der blev ansat flere af Ritt Bjerregaards kampagnefolk i Økonomiforvaltningen sammenlignet med det antal kampagnemedarbejdere med videre, som Frank Jensen indtil videre har fået placeret.
Særlige jobs
På rådhuset kender man i dag kun til én egentlig ren politisk ansættelse, når der ses bort fra Frank Jensens nye stab. Det er SF-borgmesteren Bo Asmus Kjeldgaard politiske rådgiver, økonomen Charlotte Wieth-Klitgaard, som selv er tidligere mangeårigt medlem af Borgerrepræsentationen for SF. De øvrige borgmestre har måske ikke ansat partifæller, men så har de haft en særlig kandidat i kikkerten og ladet forvaltningsdirektøren vide, at han eller hun var borgmestrenes foretrukne kandidat.
Ofte har disse særlige jobs kun været opslået på kommunens hjemmeside i ganske kort tid, og i øvrigt har den foretrukne kandidat fået en kraftig opfordring om at søge. Proceduren med at indkalde til samtaler har heller ikke været lang. Måske har man ikke engang haft mere end én enkelt kandidat til samtale. Læserne kan nok gætte hvem.
Politiske rådgivere
Det er dog vigtigt at understrege, at det bestemt ikke er alle personlige politiske rådgivere med videre, der bliver ansat på denne måde. Det er i øvrigt heller ikke noget, der vækker den store forargelse i embedsmandsværket eller blandt politikerne. Sådan har det jo altid været…
Alligevel er vurderingen, at de skjulte partiansættelser rundt omkring vil forsvinde stille og roligt, men at borgmestrene i stedet vil få mulighed for at opruste med en håndfuld personlige rådgivere præcis, som man ser det med ministres personlige rådgivere. Imidlertid er pressecheferne, eller »spindoktorerne« om man vil, og de politiske embedsmænd på rådhuset ansat på sædvanlige embedsmandsvilkår, mens ministrenes særlige rådgivere ryger ud, når ministrene går af.
Måske var det en idé at lave rene linjer, som man har det i ministerierne.
Kommunens økonomi er sund
Alle borgmestrene og resten af Økonomiudvalget var i forrige uge på såkaldt budgetseminar på Hotel Hesselet i Nyborg. Her kom Økonomiforvaltningen med en prognose for kommunens økonomi i 2011 og for, hvordan et budget for det kommende år kunne se ud.
Traditionen tro var regnedrengenes briller tilpas sodsværtede. De foreslår politikerne, at der spares 400 millioner kroner, selvom der er udsigt til et rådighedsbeløb på knap 700 millioner kroner.
Lægger man tallene sammen – og holder prognoserne – så skulle der dermed være 1,1 milliard kroner at omprioritere for. Der er næppe tvivl om, at hovedparten af pengene skal gå til nye daginstitutioner som følge af det eksplosivt voksende børnetal og til at tilbyde en service til kommunens mange svært handicappede.
Hovedkonklusionen for seminaret var, at kommunens økonomi i bund og grund er sund. Alligevel ser politikerne med en vis bekymring frem mod regeringens forhandlinger med Kommunernes Landsforening til sommer. For statsministeren bebudede for et par uger siden, at der ikke længere er plads i økonomi-en til mere vækst i kommunernes budgetter.
Det skaber nogle problemer for København, der skal have en vækst på 0,75 procent for at kunne tilbyde borgerne det nuværende serviceniveau. Måske åbner det for endnu et slagsmål mellem kommunen og regeringen.
Politikere uden indflydelse
Det kan i øvrigt godt undre, at de københavnske politikere har brugt de første af årets uger på at markeret sig på områder, de ingen som helst indflydelse har på.
Tidligere har politikerne i København ført an for at indføre trængselsafgifter, der kan holde bilerne ude af byen. Det er dog ikke et anliggende for kommunen.
Rådhuset vil også forbyde prostitution i København, hvilket de heller ikke har indflydelse på.
Til gengæld er der presseomtale for politikere med et stort markeringsbehov. Senest har et flertal med Frank Jensen i spidsen foreslået en forsøgsordning med fri hash i byen, men det kan man heller ikke gennemføre uden om Folketinget.
Så konklusionen må være, at københavnske politikere går mere op i at profilere sig i pressen på områder, hvor de ingen indflydelse har end dem, hvor de rent faktisk har indflydelse.
tirsdag den 26. januar 2010
tirsdag den 12. januar 2010
Ingen bortforklaringer
Overborgmesteren risikerer sin forgængers skæbne
Bragt i Bryggebladet nr. 1 den 15. januar 2010.
Af Jarl Cordua
Mulighed for børnepasning, bekæmpelse af bandekriminalitet og øget beskæftigelse. Det er de tre hovedområder, som Københavns nye overborgmester Frank Jensen har valgt at fokusere på her i den første tid i em bedet. Det er naturligvis ikke tilfældige emner. De har været på den politiske dagsorden længe – også under valgkampen. Partierne har formentlig allerede før valget interviewet vælgere i fokusgrupper, hvor lige netop disse tre punkter er bon’et ud som det, der optager folk her og nu. Overborgmester har allerede i den første uge spil let lidt ud med, hvad han vil gøre i forhold til »Børn, Bander og Beskæftigelse« eller mere spindoktoragtigt: »De tre B’er«. Allerede før sin første arbejdsdag mandag i sidste uge lagde Frank Jensen frivilligt løkken om halsen, da han i et stort interview i Berlingske udstedte en udvidet børnepasnings garanti til de københavnske børnefamilier. Den går ud på, at senest om fire år kan forældre få en plads til deres barn inden for en radius af tre-fire kilometer fra deres hjem, og inden barnet er fyldt et år. Desuden kan søskende få tilbud om plads i samme institution. Dagen efter i samme avis kunne københavnerne læse deres nye overborgmester give følgende løfte:
»Hovedtemaet i de kommende fire år bliver at levere en pasningsgaranti, der virker. Hvis ikke vi kan levere det, kan jeg ikke an befale, at vi stiller op igen. Vi skal levere det her, og I vil ikke se mig sidde og komme med bortforklaringer om fire år.«
Dette udsagn er af medierne blevet udlagt som et klokkeklart løfte i stil med Ritt Bjerregaards billige boliger. Er det så klogt af Frank Jensen at udstede denne garanti? Måske. I overborgmesterens lejr mener man, at Frank Jensen lige så godt kunne afgive denne garanti først som sidst. Hos vælgerne er der for længst blevet skabt en forventning om, at der sker noget på området, og i øvrigt har Jensen allerede under valgkampen kommet med lignende bindende udsagn, om at hvis ikke han og Socialdemokraterne leverer her, så fortjener de ikke at blive siddende. Derfor ligger løkken om halsen på Frank Jensen. Om der bliver behov for at hænge ham (mere op på løftet) vil vise sig i efteråret 2013. Leverer han ikke varen, så vil ovenstående ud sagn ramme ham som en boomerang lige i nakken. Da Ritt Bjerregaard for kun ti måneder siden læste en intern meningsmåling, der viste, at mere en hver anden S-vælger havde sagt farvel og tak, trak hun sig som overborgmester. En anden måling viste klokkeklart, at det netop var Ritts valgløfte om billige boliger, som var hovedårsagen til, at vælgerne stod i kø ved udgangen. Imidlertid kan den nye overborgmester og hans partifælle den 26-årige nye børne- og ungeborgmester Anne Vang indtil videre håbe på, at de omkring 367,2 millioner kroner, der allerede er afsat til over de næste tre år at bygge mellem 10-14 nye daginstitutioner, rækker et pænt stykke ad vejen. I forvejen er omkring 1000 børn på en fortsat voksende venteliste til en daginstitution, så kommunen – og Frank Jensen – har travlt. Men hvad nu hvis børnetallet – hvad meget tyder på – bliver ved med at stige eksplosivt? Kan kommunen nå at bygge og etablere yderligere nye daginstitutioner, så man kan overholde garantien? Det kræver nye bevillinger. Og i øvrigt skal der findes helt nye penge på budgettet til Socialdemokraternes nye søskendegaranti.
Da Frank Jensen var nået til torsdag, så meddelte han, at den fra medierne så kendte chefpolitiinspektør Per Larsen har fået nyt job hos den nye overborgmester som særlig rådgiver indenfor bandekriminalitet. Umiddelbart smart set af Frank Jensen at inddrage den sympatiske, overskudsagtige og respekterede tidligere politimand, der åben lyst for alle har erfaring på området. Med dette skridt signalerer Jensen til københavnerne, at han tager opgaven med at bekæmpe bandekriminalitet alvor ligt. Larsen skal også være overborgmesterens ansigt udadtil på dette område, så dermed køber Frank Jensens sig til noget ekstra tro værdighed på området. Kun Enhedslisten var negative overfor ansættelsen af Larsen. Partiet mener ikke, at politimetoder hører hjemme i en socialpolitisk indsats. Det var så også stort set, hvad man hørte til oppositionen i en uge, hvor over borgmesteren havde sat sig massivt på medierne.
Nye koste fejer
Frank Jensen har også møbleret rundt på medarbejderne. Han har ifølge Ekstra Bladet fået ansat en ny spindoktor, Amalie Kestler, der er tidligere nyhedsredaktør på Berlingeren. Hans kampagnechef ved kommunal valget Simon Kjær Hansen er blevet sekretariatschef i økonomiforvaltningen. Mere kontroversielt er, at Simon Kollerup, en presse medarbejder i Jensens valg kampagne, er blevet ansat for at pleje kontakten til vennerne i fagbevægelsen og LO Storkøbenhavn. Det kommer han sikkert til at høre for. Det ligger lige for at kritisere den nye over borgmester for at bruge skatteborgernes penge til at ansætte personale, der skal pleje kontakten til dem, der finansierede hans valgkampagne og skrev hans valg program. I Børne- og Ungeforvaltningen, hvor Anne Vang har sat sig i borgmesterstolen, er den store kost også kommet i sving. Her forlyder det, at selv de gamle kaffekopper fra forgængeren Bo Asmus Kjeldgaards tid skal skiftes ud, og imens holder alle vejret, mens hovederne ruller. Vang har hentet Ritt Bjerregaards tidligere sekretariatschef Jesper Rønnow Simonsen til forvaltningen som ny afdelingschef. Det at han kommer fra Økonomiforvaltningen ses som yderligere et tegn på, at overborgmesteren har et hovedfokus på børnepasningsområdet. Nu skal der bedre styr på tingene. I mellemtiden ruster de faglige organisationer sig til det opgør, der på et eller an det tidspunkt kommer. En daginstitutionsplads i København er dyrere end alle andre steder, og derfor vil der komme et pres fra politikerne for, at kommunen får mere børnepasning for pengene. Det vil utvivlsomt betyde flere strejker, forældreblokader og så videre. Forskellen er dog, at der nu er fi re år til næste valg. Så skal der ske et opgør, så gør Frank Jensen klogt i at tage konfrontationen nu.
Bragt i Bryggebladet nr. 1 den 15. januar 2010.
Af Jarl Cordua
Mulighed for børnepasning, bekæmpelse af bandekriminalitet og øget beskæftigelse. Det er de tre hovedområder, som Københavns nye overborgmester Frank Jensen har valgt at fokusere på her i den første tid i em bedet. Det er naturligvis ikke tilfældige emner. De har været på den politiske dagsorden længe – også under valgkampen. Partierne har formentlig allerede før valget interviewet vælgere i fokusgrupper, hvor lige netop disse tre punkter er bon’et ud som det, der optager folk her og nu. Overborgmester har allerede i den første uge spil let lidt ud med, hvad han vil gøre i forhold til »Børn, Bander og Beskæftigelse« eller mere spindoktoragtigt: »De tre B’er«. Allerede før sin første arbejdsdag mandag i sidste uge lagde Frank Jensen frivilligt løkken om halsen, da han i et stort interview i Berlingske udstedte en udvidet børnepasnings garanti til de københavnske børnefamilier. Den går ud på, at senest om fire år kan forældre få en plads til deres barn inden for en radius af tre-fire kilometer fra deres hjem, og inden barnet er fyldt et år. Desuden kan søskende få tilbud om plads i samme institution. Dagen efter i samme avis kunne københavnerne læse deres nye overborgmester give følgende løfte:
»Hovedtemaet i de kommende fire år bliver at levere en pasningsgaranti, der virker. Hvis ikke vi kan levere det, kan jeg ikke an befale, at vi stiller op igen. Vi skal levere det her, og I vil ikke se mig sidde og komme med bortforklaringer om fire år.«
Dette udsagn er af medierne blevet udlagt som et klokkeklart løfte i stil med Ritt Bjerregaards billige boliger. Er det så klogt af Frank Jensen at udstede denne garanti? Måske. I overborgmesterens lejr mener man, at Frank Jensen lige så godt kunne afgive denne garanti først som sidst. Hos vælgerne er der for længst blevet skabt en forventning om, at der sker noget på området, og i øvrigt har Jensen allerede under valgkampen kommet med lignende bindende udsagn, om at hvis ikke han og Socialdemokraterne leverer her, så fortjener de ikke at blive siddende. Derfor ligger løkken om halsen på Frank Jensen. Om der bliver behov for at hænge ham (mere op på løftet) vil vise sig i efteråret 2013. Leverer han ikke varen, så vil ovenstående ud sagn ramme ham som en boomerang lige i nakken. Da Ritt Bjerregaard for kun ti måneder siden læste en intern meningsmåling, der viste, at mere en hver anden S-vælger havde sagt farvel og tak, trak hun sig som overborgmester. En anden måling viste klokkeklart, at det netop var Ritts valgløfte om billige boliger, som var hovedårsagen til, at vælgerne stod i kø ved udgangen. Imidlertid kan den nye overborgmester og hans partifælle den 26-årige nye børne- og ungeborgmester Anne Vang indtil videre håbe på, at de omkring 367,2 millioner kroner, der allerede er afsat til over de næste tre år at bygge mellem 10-14 nye daginstitutioner, rækker et pænt stykke ad vejen. I forvejen er omkring 1000 børn på en fortsat voksende venteliste til en daginstitution, så kommunen – og Frank Jensen – har travlt. Men hvad nu hvis børnetallet – hvad meget tyder på – bliver ved med at stige eksplosivt? Kan kommunen nå at bygge og etablere yderligere nye daginstitutioner, så man kan overholde garantien? Det kræver nye bevillinger. Og i øvrigt skal der findes helt nye penge på budgettet til Socialdemokraternes nye søskendegaranti.
Da Frank Jensen var nået til torsdag, så meddelte han, at den fra medierne så kendte chefpolitiinspektør Per Larsen har fået nyt job hos den nye overborgmester som særlig rådgiver indenfor bandekriminalitet. Umiddelbart smart set af Frank Jensen at inddrage den sympatiske, overskudsagtige og respekterede tidligere politimand, der åben lyst for alle har erfaring på området. Med dette skridt signalerer Jensen til københavnerne, at han tager opgaven med at bekæmpe bandekriminalitet alvor ligt. Larsen skal også være overborgmesterens ansigt udadtil på dette område, så dermed køber Frank Jensens sig til noget ekstra tro værdighed på området. Kun Enhedslisten var negative overfor ansættelsen af Larsen. Partiet mener ikke, at politimetoder hører hjemme i en socialpolitisk indsats. Det var så også stort set, hvad man hørte til oppositionen i en uge, hvor over borgmesteren havde sat sig massivt på medierne.
Nye koste fejer
Frank Jensen har også møbleret rundt på medarbejderne. Han har ifølge Ekstra Bladet fået ansat en ny spindoktor, Amalie Kestler, der er tidligere nyhedsredaktør på Berlingeren. Hans kampagnechef ved kommunal valget Simon Kjær Hansen er blevet sekretariatschef i økonomiforvaltningen. Mere kontroversielt er, at Simon Kollerup, en presse medarbejder i Jensens valg kampagne, er blevet ansat for at pleje kontakten til vennerne i fagbevægelsen og LO Storkøbenhavn. Det kommer han sikkert til at høre for. Det ligger lige for at kritisere den nye over borgmester for at bruge skatteborgernes penge til at ansætte personale, der skal pleje kontakten til dem, der finansierede hans valgkampagne og skrev hans valg program. I Børne- og Ungeforvaltningen, hvor Anne Vang har sat sig i borgmesterstolen, er den store kost også kommet i sving. Her forlyder det, at selv de gamle kaffekopper fra forgængeren Bo Asmus Kjeldgaards tid skal skiftes ud, og imens holder alle vejret, mens hovederne ruller. Vang har hentet Ritt Bjerregaards tidligere sekretariatschef Jesper Rønnow Simonsen til forvaltningen som ny afdelingschef. Det at han kommer fra Økonomiforvaltningen ses som yderligere et tegn på, at overborgmesteren har et hovedfokus på børnepasningsområdet. Nu skal der bedre styr på tingene. I mellemtiden ruster de faglige organisationer sig til det opgør, der på et eller an det tidspunkt kommer. En daginstitutionsplads i København er dyrere end alle andre steder, og derfor vil der komme et pres fra politikerne for, at kommunen får mere børnepasning for pengene. Det vil utvivlsomt betyde flere strejker, forældreblokader og så videre. Forskellen er dog, at der nu er fi re år til næste valg. Så skal der ske et opgør, så gør Frank Jensen klogt i at tage konfrontationen nu.
tirsdag den 15. december 2009
Bydronningen abdicerer
På rådhuset går snakken om, hvad fremtiden vil byde under de nye borgmestre.
Bragt i Bryggebladet nr. 18. den 15. december 2009.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Julefreden er så småt ved at sænke sig over rådhuset. Nye og gamle borgmestre skal flytte ind og ud af kontorer. Partierne skal justere deres politiske strategier, og så skal der siges farvel og tak til overborgmester Ritt Bjerregaard (S). Det sker torsdag i denne uge ved en kæmpe afskedsreception på rådhuset.
Selvom at København står på den anden ende på grund af klimatopmødet, så bliver der helt sikkert trængsel ind til festsalen, hvor Ritt vil stå og tage imod en lang kø af politikere samt folk fra organisationer, embedsværket, partifæller, erhvervslivet og mange andre. Snakken henover hvidvinen og kanapeerne vil utvivlsomt også gå om, hvem der IKKE møder frem på bydronningens sidste store dag i hendes politiske liv. Og her vil interessen især samle sig om årsagerne til Ritts partiformand Helle Thorning-Schmidts forventede udeblivelse.
Et spørgsmål om stil
Hvad taler man ellers om på rådhuset for tiden? Blandt politikerne er der store forventninger til den kommende overborgmester Frank Jensens (S) lederskab for kommunen. Vil han evne at samle partierne til et bredt samarbejde i en tid, hvor kommunekassen for alvor fattes penge?
Det er ingen kunst at samle politiske flertal til at bruge penge. Sværere bliver det selvsagt, når der skal »prioriteres« det vil sige skæres ned i kommunens budget. Hverken venstrefløjen eller de borgerlige kan overtales til at tage et medansvar, medmindre de får synlig indflydelse den anden vej. Sådan har den politiske logik altid været, og det ved Frank Jensen bedre end nogen anden.
Der er dog bred enighed om den vurdering, at Ritt Bjerregaards kontante forhandlingsstil ikke bliver fortsat under Frank Jensen. Han vil gøre mere ud af fra begyndelsen at høre forhandlingsparterne, inden at han politisk spiller ud med budgetforslag og deslige.
Det er en stil, som minder om den, der var fremherskende i tiden under tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S). Frank Jensen havde i sin valgkamp meget få konkrete løfter, men ét af dem var »mindre fnidder og mere samarbejde«. Netop derfor, er der visse forventninger til, at han vil tage dette løfte seriøst og efterleve det. På den anden siden har Jensen det også nemt p.t., hvor det er svært at få øje på en stærk opposition.
Frank søger spindoktor
Frank Jensen leder i øvrigt også efter en ny spindoktor, og det skal naturligvis være en tung én af slagsen. »En der skal overtales,« lyder jungetrommerne, hvilket peger i retning af, at det bliver en tidligere politisk journalist fra en af de store morgenaviser.
Stillingen er opslået og er utvivlsomt også et emne, der vil blive diskuteret i politiker-, journalist- og spindoktorkredse ved Ritts reception.
Tillidsfuldt samarbejde?
Et tredje varmt tema på rådhuset er forventningerne til det fremtidige samarbejde mellem kommunens to store forvaltninger, økonomiforvaltningen under den ny overborgmester Frank Jensen og teknik og miljøforvaltningen under dens kommende borgmester, Bo Asmus Kjeldgaard (SF).
De to store forvaltninger samarbejder traditionelt meget i en del større sager for eksempel i forbindelse med store byudviklingssa-ger på Amager og Nordhavn. Det er sagsområder, hvor kommunen investerer enorme beløb i infrastruktur, skoler, daginstitutioner og så videre, men hvor der også indgår politisk stillingtagen omkring lokalplaner, miljøspørgsmål, æstetiske hensyn, som ligger under Kjeldgaards område.
Der er mange ting, der kan gå galt, så embedsmandsapparatet – og sikkert også erhvervslivet – håber meget på, at Kjeldgaard og Jensen får det til at køre gnidningsfrit.
Socialdemokrater havde før konstitueringsforhandlingerne bekymret sig for SF, de man ved tidligere forhandlinger har oplevet som alt for grådige. Men SF gik efter at få de to borgmesterposter, som de fik. Så der blev ingen ballade denne gang. Tværtimod. Der er derfor lagt op til et »tillidsfuldt samarbejde mellem parterne«, som det hedder i klicheen.
Men hvordan vil Kjeldgaard reagere, når Jensen første gang må sige nej til SF’erens planer og ideer? Det er jo i den slags situationer, at samarbejdet skal stå sin prøve. Og netop der, hvor Kjeldgaard beskyldes for at have lidt for meget fokus på egne behov frem for sine forhandlingspartneres ditto.
"Dead Man Walking"
Kjeldgaard fik barberet sit personlige stemmetal ned fra 8764 i 2005 til 3570 ved årets kommunalvalg, hvor SF ellers gik stærkt frem. I modsætning til alle andre – også i SF – ser han sig ikke sig selv som en taber. Kjeldgaard har derfor ikke brugt lang tid på at slikke sårene over det ret ydmygende personlige valgnederlag: Nu gælder det nye udfordringer som borgmester for byplanlægning, trafik, miljø og så videre. Og det er sket i en grad, at alle tidligere spekulationer om at han vil forlade borgmesterposten midt i perioden er forduftet.
Endnu er Kjeldgaard også SF’s leder i København. Der er dog bred enighed blandt flere iagttagere om, at Kjeldgaard på et eller andet tidspunkt i valgperioden bliver udfordret af SF’s ny sundhedsborgmester Ninna Thomsen. På rådhusets gange kaldes Kjeldgaard i spøg for »Dead Man Walking«, netop fordi hans politiske lederskab lever på lånt tid.
SF overvejede integrationsborgmesterpost
I krogene bliver der også talt om, at SF for et par uger siden, da de havde valgmuligheden, overvejede at tage integrationsborgmesterposten. Den skulle SF’s største stemmeslugeren Ayfer Baykal have signaleret, at hun ville gå efter. Imidlertid mente mere erfarne SF-gruppemedlemmer ikke, at Bajkal, der fik sin SF-partibog for relativ nylig, skulle have lov at overhale dem indenom og blive integrationsborgmester. Den matchede ellers fint tyrkiskfødte Baykals profil med hensyn til erfaring. Hun er uddannet socialrådgiver og arbejder med integration på kommunens biblioteker.
Men ved i stedet at vælge sundhedsborgmesterposten, så var SF’erne på sin vis udover denne diskussion, for her havde Baykal nemlig ingen særlig viden eller erfaring, som kunne tale for, at hun skulle sætte sig på den post. For det andet var SF’ere betænkelige, forlyder det, ved at sidde på en integrationsborgmesterpost på et tidspunkt, hvor Villy Søvndals markeringer på området ligger en anelse til højre for, hvad nogle SF-organisationsfolk synes, at de kan stå inde for. Ved at melde pas på den udsatte integrationsborgmesterpost, undgik SF’erne på rådhuset dermed i fremtiden at komme på kollisionskurs med SF på Christiansborg. Ja, der er mange hensyn at tage!
Frygter en fremtid med Vang
Et fjerde stort samtaleemne er udsigten til, at den kun 26-årige Anne Vang (S), fra nytår sætter sig for bordenden i den udskældte børne- og ungdomsforvaltning, hvor pengene – uanset hvor mange politikerne bevilger – aldrig slår til. I forvaltningen gruer embedsmændene over, om de nu risikerer at blive en filial under overborgmesterens økonomiforvaltning. Vang ses af sine nye medarbejdere, som en discipel af økonomiforvaltningens direktør og grå eminence Bjarne Winge. Han er en knastør økonom, der som leder af de hårde regnedrenge, har det med at kommunikere gennem excel-regneark. Winge har 25 års erfaring i at finde penge på kommunens budget. Det er en evne, som han på hele rådhuset både er dybt respekteret – og frygtet for. På den anden side har Vang – som højtstående socialdemokrat nu direkte adgang til chefen. Det betyder, at hun som socialdemokratisk toppolitiker formentlig bedre – end det var tilfældet med Kjeldgaard – kan vinde forståelse hos overborgmesteren for, at budgetterne til nye daginstitutionspladser har det med at skride i en kommune, hvor børnetallet er eksploderet. Det skal embedsmændene i børne- og ungdomsforvaltningen nok snart lære at sætte pris på, og Vang har allerede leveret varen en gang.
Ugen før valget rendte SF og Enhedslisten fra årets budgetaftale vedrørende de indbyggede besparelser på børne- og ungeområdet. Det skete i konsekvens af højlydte protester fra pædagogfagforeningerne og stærkt omdiskuterede blokadeaktioner fra forældreforeninger. Efter valget har Vang og Socialdemokraterne og et flertal i BR besluttet at fjerne halvdelen af de planlagte besparelser på små 50 millioner kroner på børne- og ungdomsforvaltningens område. Det sker simpelthen ved at kommunen i stedet optager lån på cirka halvdelen af beløbet.
Enhedslistens generationsskifte
Trods pæn stemmemæssig fremgang til Enhedslisten, der nu er BR’s tredjestørste parti, så gav det ikke flere mandater end de seks, partiet havde i forvejen. I partiet erkender man, at have lidt et stort tab ved, at veteranen Jens Kjær Christensen (61), der har siddet i BR siden 1992, ikke blev genvalgt. Kjær Christensen er en knivskarp debattør med en ganske stor viden og arbejdsevne. Han er således en venstrefløjspolitiker, der står bred respekt om.
Men Enhedslisten stillede op på en partiliste, valgt af medlemmerne. Og de mente, at Kjær skulle være nummer syv. Det rakte ved valget kun til at blive 2. suppleant.
Hos liste Ø har man dog i stedet blandt andre fået tilgang fra den nyvalgte Signe Færch, der har gjort sig bemærket som græsrodsaktivist i foreningen »Kirkeasyl«, der arbejder for at afviste asylansøgere får permanent opholdstilladelse. I Enhedslisten vurderer man den 27-årige socialrådgiver-studerende, der ved BR-valget var nummer to på Liste Ø, som et af partiets mest lysende nye politiske talenter.
Intern ballade i Venstre
I Venstre har man travlt med et internt slagsmål. Formanden for vælgerforeningen og hovedbestyrelsesmedlem gennem næsten ti år, Niels M. Knudsen, har på et internt møde for nylig og med omgående virkning nedlagt sine poster.
Det sker i protest mod, at Venstres nyvalgte gruppeformand Lars Berg Dueholm og borgmester Pia Allerslev på et konstituerende møde, som V-formanden var forhindret i at deltage i, foreslog at tildele en ret så givtig vurderingsformandspost til tidligere BR-medlem Jesper Schou Hansen. På et efterfølgende dramatisk bestyrelsesmøde har formanden nedlagt sin formandspost på grund af »mistillid« til Dueholm og Allerslev, da BR-gruppen valgte at følge indstillingen.
Det er en sag, som foreningens tillidsfolk og folkevalgte nu bruger en del tid og kræfter på. Venstres landsorganisation er involveret i sagen, og Pia Allerslevs interne autoritet er udfordret. Alle spørger sig selv om, hvorfor borgmesteren går i brechen for at tildele en forhenværende BR-politiker et ben, som ellers var tiltænkt formanden. Kimen er lagt til stor intern ballade. På et BR-gruppemøde har det nyvalgte BR-medlem og informationschef i politiet, Flemming Steen Munch, desuden gjort klart, at han ikke er imponeret af den interne konstituering.
Mandag i denne uge skal et ekstraordinært bestyrelsesmøde i partiet afklare sagen, før at julestemningen også kan indfinde sig hos Venstre.
Læserne ønskes en glædelig jul og et godt nytår!
Bragt i Bryggebladet nr. 18. den 15. december 2009.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Julefreden er så småt ved at sænke sig over rådhuset. Nye og gamle borgmestre skal flytte ind og ud af kontorer. Partierne skal justere deres politiske strategier, og så skal der siges farvel og tak til overborgmester Ritt Bjerregaard (S). Det sker torsdag i denne uge ved en kæmpe afskedsreception på rådhuset.
Selvom at København står på den anden ende på grund af klimatopmødet, så bliver der helt sikkert trængsel ind til festsalen, hvor Ritt vil stå og tage imod en lang kø af politikere samt folk fra organisationer, embedsværket, partifæller, erhvervslivet og mange andre. Snakken henover hvidvinen og kanapeerne vil utvivlsomt også gå om, hvem der IKKE møder frem på bydronningens sidste store dag i hendes politiske liv. Og her vil interessen især samle sig om årsagerne til Ritts partiformand Helle Thorning-Schmidts forventede udeblivelse.
Et spørgsmål om stil
Hvad taler man ellers om på rådhuset for tiden? Blandt politikerne er der store forventninger til den kommende overborgmester Frank Jensens (S) lederskab for kommunen. Vil han evne at samle partierne til et bredt samarbejde i en tid, hvor kommunekassen for alvor fattes penge?
Det er ingen kunst at samle politiske flertal til at bruge penge. Sværere bliver det selvsagt, når der skal »prioriteres« det vil sige skæres ned i kommunens budget. Hverken venstrefløjen eller de borgerlige kan overtales til at tage et medansvar, medmindre de får synlig indflydelse den anden vej. Sådan har den politiske logik altid været, og det ved Frank Jensen bedre end nogen anden.
Der er dog bred enighed om den vurdering, at Ritt Bjerregaards kontante forhandlingsstil ikke bliver fortsat under Frank Jensen. Han vil gøre mere ud af fra begyndelsen at høre forhandlingsparterne, inden at han politisk spiller ud med budgetforslag og deslige.
Det er en stil, som minder om den, der var fremherskende i tiden under tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S). Frank Jensen havde i sin valgkamp meget få konkrete løfter, men ét af dem var »mindre fnidder og mere samarbejde«. Netop derfor, er der visse forventninger til, at han vil tage dette løfte seriøst og efterleve det. På den anden siden har Jensen det også nemt p.t., hvor det er svært at få øje på en stærk opposition.
Frank søger spindoktor
Frank Jensen leder i øvrigt også efter en ny spindoktor, og det skal naturligvis være en tung én af slagsen. »En der skal overtales,« lyder jungetrommerne, hvilket peger i retning af, at det bliver en tidligere politisk journalist fra en af de store morgenaviser.
Stillingen er opslået og er utvivlsomt også et emne, der vil blive diskuteret i politiker-, journalist- og spindoktorkredse ved Ritts reception.
Tillidsfuldt samarbejde?
Et tredje varmt tema på rådhuset er forventningerne til det fremtidige samarbejde mellem kommunens to store forvaltninger, økonomiforvaltningen under den ny overborgmester Frank Jensen og teknik og miljøforvaltningen under dens kommende borgmester, Bo Asmus Kjeldgaard (SF).
De to store forvaltninger samarbejder traditionelt meget i en del større sager for eksempel i forbindelse med store byudviklingssa-ger på Amager og Nordhavn. Det er sagsområder, hvor kommunen investerer enorme beløb i infrastruktur, skoler, daginstitutioner og så videre, men hvor der også indgår politisk stillingtagen omkring lokalplaner, miljøspørgsmål, æstetiske hensyn, som ligger under Kjeldgaards område.
Der er mange ting, der kan gå galt, så embedsmandsapparatet – og sikkert også erhvervslivet – håber meget på, at Kjeldgaard og Jensen får det til at køre gnidningsfrit.
Socialdemokrater havde før konstitueringsforhandlingerne bekymret sig for SF, de man ved tidligere forhandlinger har oplevet som alt for grådige. Men SF gik efter at få de to borgmesterposter, som de fik. Så der blev ingen ballade denne gang. Tværtimod. Der er derfor lagt op til et »tillidsfuldt samarbejde mellem parterne«, som det hedder i klicheen.
Men hvordan vil Kjeldgaard reagere, når Jensen første gang må sige nej til SF’erens planer og ideer? Det er jo i den slags situationer, at samarbejdet skal stå sin prøve. Og netop der, hvor Kjeldgaard beskyldes for at have lidt for meget fokus på egne behov frem for sine forhandlingspartneres ditto.
"Dead Man Walking"
Kjeldgaard fik barberet sit personlige stemmetal ned fra 8764 i 2005 til 3570 ved årets kommunalvalg, hvor SF ellers gik stærkt frem. I modsætning til alle andre – også i SF – ser han sig ikke sig selv som en taber. Kjeldgaard har derfor ikke brugt lang tid på at slikke sårene over det ret ydmygende personlige valgnederlag: Nu gælder det nye udfordringer som borgmester for byplanlægning, trafik, miljø og så videre. Og det er sket i en grad, at alle tidligere spekulationer om at han vil forlade borgmesterposten midt i perioden er forduftet.
Endnu er Kjeldgaard også SF’s leder i København. Der er dog bred enighed blandt flere iagttagere om, at Kjeldgaard på et eller andet tidspunkt i valgperioden bliver udfordret af SF’s ny sundhedsborgmester Ninna Thomsen. På rådhusets gange kaldes Kjeldgaard i spøg for »Dead Man Walking«, netop fordi hans politiske lederskab lever på lånt tid.
SF overvejede integrationsborgmesterpost
I krogene bliver der også talt om, at SF for et par uger siden, da de havde valgmuligheden, overvejede at tage integrationsborgmesterposten. Den skulle SF’s største stemmeslugeren Ayfer Baykal have signaleret, at hun ville gå efter. Imidlertid mente mere erfarne SF-gruppemedlemmer ikke, at Bajkal, der fik sin SF-partibog for relativ nylig, skulle have lov at overhale dem indenom og blive integrationsborgmester. Den matchede ellers fint tyrkiskfødte Baykals profil med hensyn til erfaring. Hun er uddannet socialrådgiver og arbejder med integration på kommunens biblioteker.
Men ved i stedet at vælge sundhedsborgmesterposten, så var SF’erne på sin vis udover denne diskussion, for her havde Baykal nemlig ingen særlig viden eller erfaring, som kunne tale for, at hun skulle sætte sig på den post. For det andet var SF’ere betænkelige, forlyder det, ved at sidde på en integrationsborgmesterpost på et tidspunkt, hvor Villy Søvndals markeringer på området ligger en anelse til højre for, hvad nogle SF-organisationsfolk synes, at de kan stå inde for. Ved at melde pas på den udsatte integrationsborgmesterpost, undgik SF’erne på rådhuset dermed i fremtiden at komme på kollisionskurs med SF på Christiansborg. Ja, der er mange hensyn at tage!
Frygter en fremtid med Vang
Et fjerde stort samtaleemne er udsigten til, at den kun 26-årige Anne Vang (S), fra nytår sætter sig for bordenden i den udskældte børne- og ungdomsforvaltning, hvor pengene – uanset hvor mange politikerne bevilger – aldrig slår til. I forvaltningen gruer embedsmændene over, om de nu risikerer at blive en filial under overborgmesterens økonomiforvaltning. Vang ses af sine nye medarbejdere, som en discipel af økonomiforvaltningens direktør og grå eminence Bjarne Winge. Han er en knastør økonom, der som leder af de hårde regnedrenge, har det med at kommunikere gennem excel-regneark. Winge har 25 års erfaring i at finde penge på kommunens budget. Det er en evne, som han på hele rådhuset både er dybt respekteret – og frygtet for. På den anden side har Vang – som højtstående socialdemokrat nu direkte adgang til chefen. Det betyder, at hun som socialdemokratisk toppolitiker formentlig bedre – end det var tilfældet med Kjeldgaard – kan vinde forståelse hos overborgmesteren for, at budgetterne til nye daginstitutionspladser har det med at skride i en kommune, hvor børnetallet er eksploderet. Det skal embedsmændene i børne- og ungdomsforvaltningen nok snart lære at sætte pris på, og Vang har allerede leveret varen en gang.
Ugen før valget rendte SF og Enhedslisten fra årets budgetaftale vedrørende de indbyggede besparelser på børne- og ungeområdet. Det skete i konsekvens af højlydte protester fra pædagogfagforeningerne og stærkt omdiskuterede blokadeaktioner fra forældreforeninger. Efter valget har Vang og Socialdemokraterne og et flertal i BR besluttet at fjerne halvdelen af de planlagte besparelser på små 50 millioner kroner på børne- og ungdomsforvaltningens område. Det sker simpelthen ved at kommunen i stedet optager lån på cirka halvdelen af beløbet.
Enhedslistens generationsskifte
Trods pæn stemmemæssig fremgang til Enhedslisten, der nu er BR’s tredjestørste parti, så gav det ikke flere mandater end de seks, partiet havde i forvejen. I partiet erkender man, at have lidt et stort tab ved, at veteranen Jens Kjær Christensen (61), der har siddet i BR siden 1992, ikke blev genvalgt. Kjær Christensen er en knivskarp debattør med en ganske stor viden og arbejdsevne. Han er således en venstrefløjspolitiker, der står bred respekt om.
Men Enhedslisten stillede op på en partiliste, valgt af medlemmerne. Og de mente, at Kjær skulle være nummer syv. Det rakte ved valget kun til at blive 2. suppleant.
Hos liste Ø har man dog i stedet blandt andre fået tilgang fra den nyvalgte Signe Færch, der har gjort sig bemærket som græsrodsaktivist i foreningen »Kirkeasyl«, der arbejder for at afviste asylansøgere får permanent opholdstilladelse. I Enhedslisten vurderer man den 27-årige socialrådgiver-studerende, der ved BR-valget var nummer to på Liste Ø, som et af partiets mest lysende nye politiske talenter.
Intern ballade i Venstre
I Venstre har man travlt med et internt slagsmål. Formanden for vælgerforeningen og hovedbestyrelsesmedlem gennem næsten ti år, Niels M. Knudsen, har på et internt møde for nylig og med omgående virkning nedlagt sine poster.
Det sker i protest mod, at Venstres nyvalgte gruppeformand Lars Berg Dueholm og borgmester Pia Allerslev på et konstituerende møde, som V-formanden var forhindret i at deltage i, foreslog at tildele en ret så givtig vurderingsformandspost til tidligere BR-medlem Jesper Schou Hansen. På et efterfølgende dramatisk bestyrelsesmøde har formanden nedlagt sin formandspost på grund af »mistillid« til Dueholm og Allerslev, da BR-gruppen valgte at følge indstillingen.
Det er en sag, som foreningens tillidsfolk og folkevalgte nu bruger en del tid og kræfter på. Venstres landsorganisation er involveret i sagen, og Pia Allerslevs interne autoritet er udfordret. Alle spørger sig selv om, hvorfor borgmesteren går i brechen for at tildele en forhenværende BR-politiker et ben, som ellers var tiltænkt formanden. Kimen er lagt til stor intern ballade. På et BR-gruppemøde har det nyvalgte BR-medlem og informationschef i politiet, Flemming Steen Munch, desuden gjort klart, at han ikke er imponeret af den interne konstituering.
Mandag i denne uge skal et ekstraordinært bestyrelsesmøde i partiet afklare sagen, før at julestemningen også kan indfinde sig hos Venstre.
Læserne ønskes en glædelig jul og et godt nytår!
tirsdag den 1. december 2009
Bondam udnyttede borgerlig splittelse
København stjal billedet med en helt uforudset VOR-konstitueringsaftale
Bragt i Bryggebladet nr. 17 1. december 2008
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
Københavnske vælgere er vant til lidt af hvert i tiden efter, at valget til Borgerrepræsentationen er overstået. Det er her, at partierne finder sammen for at fordele borgmesterposter, udvalgsposter og lukrative bestyrelsesposter. I årenes løb har der ikke været grænser for fantasien mht. konstellationer på kryds og tværs. Vælgerne har også været vidne til at politikere straks efter valget forlod deres parti i håb om at få gevinst af det. I år var ingen undtagelse, når det gælder opmærksomhed, i det de radikales spidskandidat Klaus Bondam igen blev borgmester efter at have indgået en såkaldt konstitueringsaftale med Venstre – og mere spektakulært arvefjenden Dansk Folkeparti.
Advarede imod DF
Før valget førte især de radikale - med Bondam i spidsen - an i en målrettet kampagne, der dels fordømte DF og dels specifikt advarede de københavnske vælgere om at Pia Kjærgaards folk stod til at overtage beskæftigelses- og integrationsborgmesterposten. I øvrigt den mindst prestigiøse og indholdstunge politiske post. Formentlig har denne direkte appel bidraget til, at de radikale fik et uforudset pænt valg med en mindre tilbagegang fra 7 til nu 5 mandater. Dagen efter valget skulle Bondam dog forklare de samme vælgere, hvorfor han nu var blevet borgmester netop på DFs stemmer. Det var ikke en let opgave, og Bondam trak store veksler på sin troværdighed – ikke mindst hos vælgerne og sit eget bagland, der var splittet midt over af den umage konstellation med ”pianisterne”.
Nye sengekammerater
Især den radikale gruppeformand Manu Sareens højlydte kritik af aftalen bidrog til, at debatten om Bondams nye politiske sengekammerater efterfølgende eskalerede på blogs og nyhedsfora på nettet. Sareen anførte, at han ikke var taget med på råd før de radikale forhandlere sent om morgenen efter valget lavede aftalen med V og DF. I Venstre undrede man sig over, at Sareen ikke anede, hvor det bare hen, siden at de radikale forhandlere allerede tidligt på valgaftenen var mødt op hos venstrefolkene på rådhuset. Her gav de radikale klart udtryk for, at de var til salgs for en god aftale, ud fra det pragmatiske synspunkt, at konstituering ikke er en politisk aftale, men blot ”matematik”. Sareen benægtede dog, at det var med hans velvilje, at tilsagnet var givet, og forklarede sig med, at han havde været åndeligt eller fysisk fraværende. Sareens frasigelse af et evt. medansvar hænger måske også sammen med en frygt for vælgernes reaktion, da det kan få negative konsekvenser for hans egen folketingsvalgkamp om ca. 1½, hvor Sareen står til at blive valgt på tinge. Da de personlige stemmer blev talt op, hvor opbakningen til Sareen langt overgik Bondams, gik spekulationerne på, om Bondam blev tvunget væk fra borgmesterposten. Men lige dér gik åbenbart grænsen for Sareens obstruktion. For han ville hverken tage posten selv, til trods for at den i øvrigt blev tilbudt ham på et sølvfad, eller droppe konstitueringsaftalen med V og DF. Altså: Stor ståhej for ingenting.
Borgerlig splittelse
Bondams borgmesterpost var ikke kun et resultat af et hastigt radikalt tilbagetog mht, hvad DFs mandater kunne bruges til. Chancen for at få en radikal borgmesterpost opstod alene som følge af dyb mistillid mellem DFs og de konservatives forhandlere. På valgnatten skændtes de to partier om de borgerliges 2. borgmesterpost. Undervejs fik de konservatives forhandler Mogens Lønborg fornærmet DF’erne ved at henvise til ”anstændige mandater” og ”uanstændige mandater”. Ophidselsen var så stor, at DF’ernes gruppeformand Carl Christian Ebbesen senere indrømmede, at hvis DF ikke kunne få posten, så skulle K heller ikke have den. Hos de konservative nægter man dog, at det gik sådan for sig. Imidlertid blev der alligevel skabt enighed meget sent om morgen om at Lønborg skulle have posten. Men da der så opstod en situation, hvor Lønborg så ud som om, at han var i gang med at forhandle alene med Frank Jensen, mistænkte V og DF ham for at springe over til ”den røde blok”. Venstrefolkene havde under hele forløbet kontakt med de radikale, der gennem hele natten forgæves havde forsøgt at overtale ”den røde blok” til at give dem en nyopfunden ”viceoverborgmesterpost” med eget kontor og budget. Da DF’erne tidligt om morgenen blev overbevist om, at Lønborg var ved at springe, så var Ebbesen klar til at gå med i en aftale med Bondam, der sikrede DF mere indflydelse - end hvis de var efterladt på perronen alene med Venstre. Da den konservative borgmester intetanende kom tilbage fra sit møde med Frank Jensen, var løbet til gengæld kørt for K. Chokerede, skuffede og rasende gik K nu med i en aftale med ”de røde”, der sikrer de konservative en række pæne og ganske vellønnede bestyrelsesposter og formandsposter, som et pænt plaster på såret. Siden har de konservative kastet sig ud i en strid med V og O i medierne om, hvem der har skylden for, at VKO denne gang ikke kunne holde sammen. Med bekymring har også kræfter i erhvervslivet forsøgt at få parterne til at finde sammen. Men de konservative står til at miste mange poster, ”gode ben” mv. i forhold til at de i stedet går med i et stort borgerligt valgforbund. Den meget rutinerede og dygtige forhandler Frank Jensen har således akkurat givet K de pæne lunser, der skal til, for at holde de borgerlige splittet. Spørgsmålet er nu, om den borgerlige ballade fortsætter valgperioden ud, eller at VKO får klinket skårene og igen samarbejder.
Flot SF-valg
Bryggebladet borgmestertip fra før valget holdt hjem på nær én borgmesterpost. SF fik en ekstra borgmesterpost i stedet for de konservative, der mistede deres. Det skete i kraft af, at SFs fremgang blev endnu større, end målingerne forinden havde vist. De samme målingers spådomme om borgerlig fremgang holdt slet ikke, og VKO fik 14 mandater til sammen. Præcis som i 2005. SF fik omvendt 6 ekstra mandater til nu 13. De 4 mandater kom fra S, mens de radikale leverede de sidste 2. Enhedslisten fik et pænt valg, og fastholdt deres 6 mandater. Kommunens vedtagne besparelser på børneområdet blev en god sag for liste Ø, der var effektiv mht. at mobilisere utilfredse forældre på valgdagen. Enhedslisten og SF havde ellers selv været med i forliget, men rendte kort tid før valget fra denne del af budgetaftalen. Enhedslistens Mikkel Warming fortsætter helt som forudset som sociaborgmester.
Ny SF-leder?
SF fik udmærket styr på valgkampen inden de sidste tre vigtige uger, hvor Villy-effekten slog godt igennem i København. Meget betegnende har ingen – heller ikke i SF - været ude og hylde Bo Asmus Kjeldgaard som ophavsmanden til partiets store valgsejr. Kjeldgaards personlige valg var sløjt – for ikke at sige halvskidt med kun 3570 personlige stemmer og blev som spidskandidat overgået af en kandidat længere nede på listen, Ayfer Bajkal, som fik 3665. I politiske kredse læser man denne ydmygelse som vælgernes deciderede fravalg af Kjeldgaard, der i de næste fire skal være Teknik- og miljøborgmester. Konsekvensen af det ikke imponerende personlige valg må på længere sigt blive, at Kjeldgaard ikke igen står øverst på SFs liste ved det næste kommunalvalg. Ikke overraskende blev SFs tidligere gruppeformand Ninna Thomsen ny sundhedsborgmester. Thomsen har, til trods for at hun tidligere har været i opposition til hans ledelse, et godt forhold til Kjeldgaard. Spørgsmålet er dog, om ikke vælgerne allerede nu har svækket Kjeldgaard så meget, at han de facto er færdig som SFs leder i København. Når tiden er inde, vil Thomsen – hvis hun altså vil – uden tvivl kunne vælte Kjeldgaard af pinden som SFs nye politiske leder i København. Hun vil uden tvivl kunne få opbakning i BR-gruppen, men partiorganisationen i København har også et ord at skulle have sagt. Det bliver interessant at se om arvefølgen vil foregå glidende i ro og mag, eller om der på et eller andet tidspunkt udbryder borgerkrig. Jeg gætter på, at Kjeldgaard inden for de næste 1½-to år selv trækker sig som leder.
S-tilbagegang
Frank Jensens valg var absolut godkendt – og mere til. Ingen forventede, at han kunne gentage Ritt Bjerregaards kanonvalg fra 2005. Nu blev det efter en effektiv og synlig valgkamp til en mindre tilbagegang fra 21 til 17 mandater, og samtidig fik byrådsgruppen skiftet resterne af Jens Kramer Mikkelsens gamle garde ud med flere nye friske kræfter. Efter konstitueringen er TV3-værtinden Mette Reissmann blevet ny politisk ordfører, mens tidligere indenrigsminister Birthe Weiss søn, Lars Weiss er blevet ordfører i teknik og miljøudvalget. Gruppeformand er fortsat Jesper Christensen, mens der ikke er blevet plads til tidligere borgmester Jacob Hougaard i ledelsen. Det lave personlige stemmetal afgjorde formentlig sagen, så Hougaard hurtigt trak sig som borgmesterkandidat umiddelbart efter valget. Tilbage som kandidat til den ledige 2. socialdemokratiske borgmesterpost stod så ikke overraskende Anne Vang, der også fik et flot personligt valg med 3605 stemmer. Den nye S-borgmester er i øvrigt i modsætning til de øvrige borgmestre indfødt københavner.
V-skuffelse
For Venstres Pia Allerslev blev valget en slem skuffelse. Målinger havde spået en pæn fremgang, men Venstre gik tilbage med 2 mandater til 6. Ved konstitueringen kunne Pia Allerslev vælge som nr. 2, men gik en stor bue uden om den store børne- og ungdomsborgmesterposten, som set med borgerlige briller er en uriaspost, hvor driftsomkostningerne er mere eller mindre ude af kontrol. Venstre-lederen valgte derfor det sikre og bliver igen kultur- og fritidsborgmester. Venstres gruppe fik ved valget i øvrig tilgang af Københavns Politis informationschef Flemming Steen Munch.
K-fornyelse
I modsætning til Venstre fik de konservative valgt nye unge kræfter ind i deres BR-gruppe, der nu tæller fire mandater mod 3 i 2005. Det er de to unge folk Rasmus Jarlov og Jakob Næsager. Især er der mange forventninger til Jarlov, som mange konservative ser som ny spidskandidat for partiet ved det næste kommunalvalg.
DF-fremgang
DF fik også fremgang, sådan at BR-gruppen nu har fire mandater. Her er der foruden Carl Christian Ebbesen gensyn med erfarne kræfter som de tidligere socialdemokrater Karin Storgaard og Finn Rudaizky og tidl. MF Birte Skaarup.
Bragt i Bryggebladet nr. 17 1. december 2008
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
Københavnske vælgere er vant til lidt af hvert i tiden efter, at valget til Borgerrepræsentationen er overstået. Det er her, at partierne finder sammen for at fordele borgmesterposter, udvalgsposter og lukrative bestyrelsesposter. I årenes løb har der ikke været grænser for fantasien mht. konstellationer på kryds og tværs. Vælgerne har også været vidne til at politikere straks efter valget forlod deres parti i håb om at få gevinst af det. I år var ingen undtagelse, når det gælder opmærksomhed, i det de radikales spidskandidat Klaus Bondam igen blev borgmester efter at have indgået en såkaldt konstitueringsaftale med Venstre – og mere spektakulært arvefjenden Dansk Folkeparti.
Advarede imod DF
Før valget førte især de radikale - med Bondam i spidsen - an i en målrettet kampagne, der dels fordømte DF og dels specifikt advarede de københavnske vælgere om at Pia Kjærgaards folk stod til at overtage beskæftigelses- og integrationsborgmesterposten. I øvrigt den mindst prestigiøse og indholdstunge politiske post. Formentlig har denne direkte appel bidraget til, at de radikale fik et uforudset pænt valg med en mindre tilbagegang fra 7 til nu 5 mandater. Dagen efter valget skulle Bondam dog forklare de samme vælgere, hvorfor han nu var blevet borgmester netop på DFs stemmer. Det var ikke en let opgave, og Bondam trak store veksler på sin troværdighed – ikke mindst hos vælgerne og sit eget bagland, der var splittet midt over af den umage konstellation med ”pianisterne”.
Nye sengekammerater
Især den radikale gruppeformand Manu Sareens højlydte kritik af aftalen bidrog til, at debatten om Bondams nye politiske sengekammerater efterfølgende eskalerede på blogs og nyhedsfora på nettet. Sareen anførte, at han ikke var taget med på råd før de radikale forhandlere sent om morgenen efter valget lavede aftalen med V og DF. I Venstre undrede man sig over, at Sareen ikke anede, hvor det bare hen, siden at de radikale forhandlere allerede tidligt på valgaftenen var mødt op hos venstrefolkene på rådhuset. Her gav de radikale klart udtryk for, at de var til salgs for en god aftale, ud fra det pragmatiske synspunkt, at konstituering ikke er en politisk aftale, men blot ”matematik”. Sareen benægtede dog, at det var med hans velvilje, at tilsagnet var givet, og forklarede sig med, at han havde været åndeligt eller fysisk fraværende. Sareens frasigelse af et evt. medansvar hænger måske også sammen med en frygt for vælgernes reaktion, da det kan få negative konsekvenser for hans egen folketingsvalgkamp om ca. 1½, hvor Sareen står til at blive valgt på tinge. Da de personlige stemmer blev talt op, hvor opbakningen til Sareen langt overgik Bondams, gik spekulationerne på, om Bondam blev tvunget væk fra borgmesterposten. Men lige dér gik åbenbart grænsen for Sareens obstruktion. For han ville hverken tage posten selv, til trods for at den i øvrigt blev tilbudt ham på et sølvfad, eller droppe konstitueringsaftalen med V og DF. Altså: Stor ståhej for ingenting.
Borgerlig splittelse
Bondams borgmesterpost var ikke kun et resultat af et hastigt radikalt tilbagetog mht, hvad DFs mandater kunne bruges til. Chancen for at få en radikal borgmesterpost opstod alene som følge af dyb mistillid mellem DFs og de konservatives forhandlere. På valgnatten skændtes de to partier om de borgerliges 2. borgmesterpost. Undervejs fik de konservatives forhandler Mogens Lønborg fornærmet DF’erne ved at henvise til ”anstændige mandater” og ”uanstændige mandater”. Ophidselsen var så stor, at DF’ernes gruppeformand Carl Christian Ebbesen senere indrømmede, at hvis DF ikke kunne få posten, så skulle K heller ikke have den. Hos de konservative nægter man dog, at det gik sådan for sig. Imidlertid blev der alligevel skabt enighed meget sent om morgen om at Lønborg skulle have posten. Men da der så opstod en situation, hvor Lønborg så ud som om, at han var i gang med at forhandle alene med Frank Jensen, mistænkte V og DF ham for at springe over til ”den røde blok”. Venstrefolkene havde under hele forløbet kontakt med de radikale, der gennem hele natten forgæves havde forsøgt at overtale ”den røde blok” til at give dem en nyopfunden ”viceoverborgmesterpost” med eget kontor og budget. Da DF’erne tidligt om morgenen blev overbevist om, at Lønborg var ved at springe, så var Ebbesen klar til at gå med i en aftale med Bondam, der sikrede DF mere indflydelse - end hvis de var efterladt på perronen alene med Venstre. Da den konservative borgmester intetanende kom tilbage fra sit møde med Frank Jensen, var løbet til gengæld kørt for K. Chokerede, skuffede og rasende gik K nu med i en aftale med ”de røde”, der sikrer de konservative en række pæne og ganske vellønnede bestyrelsesposter og formandsposter, som et pænt plaster på såret. Siden har de konservative kastet sig ud i en strid med V og O i medierne om, hvem der har skylden for, at VKO denne gang ikke kunne holde sammen. Med bekymring har også kræfter i erhvervslivet forsøgt at få parterne til at finde sammen. Men de konservative står til at miste mange poster, ”gode ben” mv. i forhold til at de i stedet går med i et stort borgerligt valgforbund. Den meget rutinerede og dygtige forhandler Frank Jensen har således akkurat givet K de pæne lunser, der skal til, for at holde de borgerlige splittet. Spørgsmålet er nu, om den borgerlige ballade fortsætter valgperioden ud, eller at VKO får klinket skårene og igen samarbejder.
Flot SF-valg
Bryggebladet borgmestertip fra før valget holdt hjem på nær én borgmesterpost. SF fik en ekstra borgmesterpost i stedet for de konservative, der mistede deres. Det skete i kraft af, at SFs fremgang blev endnu større, end målingerne forinden havde vist. De samme målingers spådomme om borgerlig fremgang holdt slet ikke, og VKO fik 14 mandater til sammen. Præcis som i 2005. SF fik omvendt 6 ekstra mandater til nu 13. De 4 mandater kom fra S, mens de radikale leverede de sidste 2. Enhedslisten fik et pænt valg, og fastholdt deres 6 mandater. Kommunens vedtagne besparelser på børneområdet blev en god sag for liste Ø, der var effektiv mht. at mobilisere utilfredse forældre på valgdagen. Enhedslisten og SF havde ellers selv været med i forliget, men rendte kort tid før valget fra denne del af budgetaftalen. Enhedslistens Mikkel Warming fortsætter helt som forudset som sociaborgmester.
Ny SF-leder?
SF fik udmærket styr på valgkampen inden de sidste tre vigtige uger, hvor Villy-effekten slog godt igennem i København. Meget betegnende har ingen – heller ikke i SF - været ude og hylde Bo Asmus Kjeldgaard som ophavsmanden til partiets store valgsejr. Kjeldgaards personlige valg var sløjt – for ikke at sige halvskidt med kun 3570 personlige stemmer og blev som spidskandidat overgået af en kandidat længere nede på listen, Ayfer Bajkal, som fik 3665. I politiske kredse læser man denne ydmygelse som vælgernes deciderede fravalg af Kjeldgaard, der i de næste fire skal være Teknik- og miljøborgmester. Konsekvensen af det ikke imponerende personlige valg må på længere sigt blive, at Kjeldgaard ikke igen står øverst på SFs liste ved det næste kommunalvalg. Ikke overraskende blev SFs tidligere gruppeformand Ninna Thomsen ny sundhedsborgmester. Thomsen har, til trods for at hun tidligere har været i opposition til hans ledelse, et godt forhold til Kjeldgaard. Spørgsmålet er dog, om ikke vælgerne allerede nu har svækket Kjeldgaard så meget, at han de facto er færdig som SFs leder i København. Når tiden er inde, vil Thomsen – hvis hun altså vil – uden tvivl kunne vælte Kjeldgaard af pinden som SFs nye politiske leder i København. Hun vil uden tvivl kunne få opbakning i BR-gruppen, men partiorganisationen i København har også et ord at skulle have sagt. Det bliver interessant at se om arvefølgen vil foregå glidende i ro og mag, eller om der på et eller andet tidspunkt udbryder borgerkrig. Jeg gætter på, at Kjeldgaard inden for de næste 1½-to år selv trækker sig som leder.
S-tilbagegang
Frank Jensens valg var absolut godkendt – og mere til. Ingen forventede, at han kunne gentage Ritt Bjerregaards kanonvalg fra 2005. Nu blev det efter en effektiv og synlig valgkamp til en mindre tilbagegang fra 21 til 17 mandater, og samtidig fik byrådsgruppen skiftet resterne af Jens Kramer Mikkelsens gamle garde ud med flere nye friske kræfter. Efter konstitueringen er TV3-værtinden Mette Reissmann blevet ny politisk ordfører, mens tidligere indenrigsminister Birthe Weiss søn, Lars Weiss er blevet ordfører i teknik og miljøudvalget. Gruppeformand er fortsat Jesper Christensen, mens der ikke er blevet plads til tidligere borgmester Jacob Hougaard i ledelsen. Det lave personlige stemmetal afgjorde formentlig sagen, så Hougaard hurtigt trak sig som borgmesterkandidat umiddelbart efter valget. Tilbage som kandidat til den ledige 2. socialdemokratiske borgmesterpost stod så ikke overraskende Anne Vang, der også fik et flot personligt valg med 3605 stemmer. Den nye S-borgmester er i øvrigt i modsætning til de øvrige borgmestre indfødt københavner.
V-skuffelse
For Venstres Pia Allerslev blev valget en slem skuffelse. Målinger havde spået en pæn fremgang, men Venstre gik tilbage med 2 mandater til 6. Ved konstitueringen kunne Pia Allerslev vælge som nr. 2, men gik en stor bue uden om den store børne- og ungdomsborgmesterposten, som set med borgerlige briller er en uriaspost, hvor driftsomkostningerne er mere eller mindre ude af kontrol. Venstre-lederen valgte derfor det sikre og bliver igen kultur- og fritidsborgmester. Venstres gruppe fik ved valget i øvrig tilgang af Københavns Politis informationschef Flemming Steen Munch.
K-fornyelse
I modsætning til Venstre fik de konservative valgt nye unge kræfter ind i deres BR-gruppe, der nu tæller fire mandater mod 3 i 2005. Det er de to unge folk Rasmus Jarlov og Jakob Næsager. Især er der mange forventninger til Jarlov, som mange konservative ser som ny spidskandidat for partiet ved det næste kommunalvalg.
DF-fremgang
DF fik også fremgang, sådan at BR-gruppen nu har fire mandater. Her er der foruden Carl Christian Ebbesen gensyn med erfarne kræfter som de tidligere socialdemokrater Karin Storgaard og Finn Rudaizky og tidl. MF Birte Skaarup.
onsdag den 4. november 2009
Bryggebladets borgmestertip
Bragt i Bryggebladet nr. 15 den 3. november 2009
Af Jarl Cordua
(Let revideret fra trykte version)
Der er 14 dage til kommunalvalget, og meget kan ske undervejs. Her er Bryggebladet bedste bud på, hvordan konstitueringen vil se ud efter valget til Borgerrepræsentationen tirsdag den 17. november:
Overborgmester Frank Jensen (S),
teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF),
kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V),
socialborgmester Mikkel Warming (Enh.),
sundheds- og omsorgsborgmester Mogens Lønborg (Kons.),
børne- og ungdomsborgmester Anne Vang (S),
beskæftigelses- og integrationsborgmester Klaus Bondam (Rad.)
Dette resultat bygger på flere forudsætninger og især den, at byens røde partier konstituerer sig sammen med De radikale i én stor valggruppe, mens VKO-partierne går sammen i en lille valggruppe. Præcis ligesom det skete efter det seneste valg i 2005.
Der er ingen, der forestiller sig andre scenarier, end at Frank Jensen bliver overborgmester i den næste valgperiode. Den store valggruppes mandater vil måske også række til at sætte sig på den tunge teknik- og miljøborgmesterpost. Målinger viser, at SF bliver næststørst, og det vil være naturligt, men ikke sikkert, at Kjeldgaard sætter sig på denne vigtige og synlige post, som administrerer infrastrukturen i byen.
Siden bliver det den lille valggruppes tur til at vælge som nummer tre. Pia Allerslev vil sikkert vælge sin gamle borgmesterpost. Det er et område, hun kender, som ikke er særligt problemfyldt i forhold til, hvad der ellers er tilbage på tallerkenen, og så indeholder området ikke ret meget drift. Det er netop driftsområderne, som skaber problemer for borgmestrene, når budgetterne bliver overskredet. Så en klog opposition overlader derfor den slags til flertallet.
Enhedslistens Mikkel Warming vælger også sit gamle område igen – ud fra lidt de samme kriterier som Allerslev, selv om hans område på ingen måde kan siges at have været »problemfrit« i denne valgperiode. Socialdemokraternes mandater rækker helt sikkert til to borgmesterposter, og det kunne godt blive den nuværende politiske ordfører Anne Vang, der overtager Bo Asmus Kjeldgaards nuværende ressort. Det vil sikre ro på børne- og ungeområdet, og at de nødvendige ressourcer bliver sat af til området, hvis det bliver Frank Jensens partifælle, som får borgmesterposten. Det er omvendt et svært område, hvilket burde tale for, at den nuværende og dermed erfarne integrationsborgmester Jakob Hougaard i stedet får posten.
Men Frank Jensen bliver nødt til at skæve til, at kvinderne også skal være repræsenteret, så derfor får Anne Vang chancen, selv om man kan indvende, at det er en (for) stor opgave for en ung kvinde, der kun lige er fyldt 26 år. Den konservative Mogens Lønborg har derimod ikke haft større problemer på sundhedsområdet, så han håber sikkert på, at det netop bliver denne post, der er tilovers, når han som den næstsidste får lov at vælge.
De radikales Klaus Bondam får lov at vælge sidst, og han skal nok bare være glad for, at De radikale får samlet tilstrækkeligt med mandater sammen til, at der er en borgmesterpost. Bondam bliver ny arbejdsmarkeds- og integrationsborgmester.
Resultatet forudsætter også, at VKO får mindre end 21 mandater tilsammen. Sidst fik VKO 31 procent af stemmerne svarende til 14 mandater. Tommelfingerreglen er, at hvert syvende mandat i en valggruppe giver en borgmesterpost. Der er derfor langt op til VKO’s tredje borgmesterpost, som så vil gå til DF. Seneste Gallupmåling fra den 28. oktober giver faktisk VKO 40 procent svarende til cirka 22 mandater, så det er inden for rækkevidde. (Et mandat »koster« cirka 1,8 procent af stemmerne per styk.) Hvis DF bliver større end K, hvad de aktuelle målinger viser, så kan DF måske kræve valggruppens anden borgmesterpost. Det spil vil K formentlig vinde. For leverer DF ikke stemmerne, så vil K måske kunne få posten alligevel ved at søge sammen med den store »røde« blok. Det var netop den situation, som var på nippet til at opstå på valgaftenen 2005. Omvendt vil den store blok af politiske grunde næppe kunne omfatte både DF og Enhedslisten, selvom intet på Københavns Rådhus kan regnes for sikkert.
SF-fremgang fremstår som nederlag
Gallupmålingen i Berlingske Tidende viste også, at SF’s fremgang i København er rullet dramatisk tilbage på kun seks uger. I september ville 24 procent af københavnerne stemme på SF, men i oktober har partiet kun opbakning fra 16 procent. SF står stadig til en pæn fremgang på fem procent i forhold til sidste valg, men taget i betragtning af SF’s enorme succes på landsplan, så må partiets spidskandidat i hovedstaden Bo Asmus Kjeldgaard være dybt skuffet over, hvad der ligner en nedsmeltning af SF’s kampagne kun 14 dage før, at valgstederne åbner.
Målingen kan også ses som, at det tilsyneladende er gået op for de københavnske SF-vælgere, at det ikke er SF’s formand Villy Søvndal, der stiller op til BR-valget, men Kjeldgaard.
Flere iagttagere peger på Kjeldgaards forskellige meldinger om, hvorvidt han nu var overborgmesterkandidat eller ej, som netop årsagen til, at SF-vælgere tilsyneladende har tjekket ud i hobetal. Det forunderlige er dog, at SF-vælgerne tilsyneladende ikke er gået til S, da Frank Jensen og co. kun går én procent frem til 30 procent i forhold til septembermålingen, mens Enhedslisten også går markant tilbage fra ti til syv procent.
Det forlyder i øvrigt, at Kjeldgaard har accepteret, at kampagnen styres fra SF på Christiansborg, hvor Søvndals spinfolk Claus Perregaard og Thor Möger Pedersen hver morgen hjælper ham med at holde fokus.
De radikales vælgertilslutning har ikke vundet frem i den seneste måned. Klaus Bondams tropper står fortsat til en halvering til seks procent. VKO-partierne derimod går alle massivt frem. Især Dansk Folkeparti står til fordobling til 11 procent i forhold til 2005-valget, som var partiets hidtil dårligste i København. Måske skyldes fremgangen partiets kampagne om en folkeafstemning om en planlagt moské på Amager.
Venstres Pia Allerslev har fået stor fremgang på seks procent i løbet af den seneste måned og står til 19 procent af stemmerne. Hvis målingens resultat holder på valgdagen, så tangerer det Venstres Søren Pinds kanonvalg i 2001. Allerslev scorer måske på, at hun har været synlig især i sagen om Tingbjerg-præsten, den verserende bandekrig og for at have revset de røde partier for at have indgået LO-aftalen.
De konservatives Mogens Lønborg har også grund til at juble. Hvis liste C får ni procent, som målingen spår, så bliver det de konservatives bedste valg siden 1997. Lønborg er måske allerede ved at sætte den gode stemning om de konservative over styr. For det er lykkedes ham at bryde igennem medierne med et forslag om, at en pakke cigaretter i fremtiden bør koste 70 kroner. Til alt held for rygerne er det imidlertid ikke Borgerrepræsentationen, der kan beslutte det.
Spørgsmålet er dog, om den borgerlige fremgang holder hele vejen. De borgerlige har traditionelt været overvægtet i målinger forud for valgdagen. Måske hænger det sammen med, at venstrefløjens partier traditionelt har været gode til at mobilisere deres tilhængere, mens borgerlige vælgere har det med at svigte stemmeboksen på valgdagen.
»Udgangspunktet«
Da Bo Asmus Kjeldgaard til sidst trak sig endeligt som overborgmester og dernæst pegede på Frank Jensen, så gjorde han det især med henvisning til den indgåede LO-aftale den 7. oktober i år mellem S, SF og Enhedslisten. Af aftalen fremgår også en linje om selve konstitueringen, det vil sige selve den aftale, der kort efter valget fordeler de syv borgmesterposter, alle udvalgsposterne samt poster til kommunens forskellige bestyrelser, råd og nævn mellem partierne. Med andre ord: Aftalen der fordeler magten og pengene. Det er selvsagt vigtigt for alle partier at få så god en konstitueringsaftale som muligt, der maksimerer det enkelte partis indflydelse. De to sidste punkter i LO-aftalens lyder sådan:
»Udgangspunktet er, at Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten i København konstituerer sig sammen efter valget«, og: »Parterne er enige om at pege på Frank Jensen som overborgmester«.
Bo Asmus Kjeldgaard er for tiden rejsende i en relativ stram fortolkning af LO-aftalen, hvor han blandt andet forleden til Berlingske sagde:
»Det er kun aftalt, at Socialdemokraterne, Enhedslisten og SF konstituerer sig efter valget.«
Frank Jensen modsiger ikke Kjeldgaard, men har omvendt ikke travlt med at udelukke andre partier fra en konstitueringsaftale. Og udelukker aftalen Frank Jensen fra for eksempel at lave en konstitueringsaftale med de borgerlige udenom SF? Ikke hvis man kigger på ordet »udgangspunktet«, der indleder sætningen. For hvad nu, hvis forhandlingerne går i hårdknude mellem de tre partier? Så er Frank Jensen med henvisning til, at »alt er forsøgt« ikke længere forpligtet til at konstituere sig med SF og Enhedslisten.
I øvrigt taler den i medierne stærkt kritiserede LO-aftale også om, at »udlicitering skal være undtagelsen.« Her afviser Frank Jensen allerede nu, at det punkt får større betydning for kommunens udliciteringspolitik, da han "vil tage stilling fra sag til sag".
Ebbesen DF’s borgmesterkandidat
Noget usædvanligt stiller Dansk Folkeparti i København både med en »spidskandidat« og en »borgmesterkandidat«. Spidskandidaten og dermed øverst på listen er den 70-årige veteran Birthe Skaarup, mor til partiets politiske ordfører Peter Skaarup. »Borgmesterkandidaten« er derimod partiets nuværende gruppeformand Carl Christian Ebbesen, som er nummer to. Man kan godt undre sig over, hvorfor DF opstiller en spidskandidat, hvis det er nummer to, som bliver borgmester. Det er både ulogisk eller giver mening. Hvad kan forklaringen så være? Måske hænger det sammen med, at Ebbesen hidtil ved valgene ikke ligefrem har brilleret, når det handler om at få personlige stemmer, og derfor har brug for et vælgertrækplaster som Skaarup. Ebbesen er DF’s organisatoriske næstformand på landsplan, men trods mange forsøg er det alligevel ikke lykkedes for Ebbesen at blive valgt til Folketinget. Nu kan han måske blive valgt som borgmester med hjælp fra Birte Skaarup, hvilket ikke er utænkeligt med de seneste meningsmålinger i mente.
Konstruktionen går næppe op for ret mange vælgere, og skulle der være en enkelt vælger, som føler sig snydt, så er der heller intet at gøre ved det, for ingen formelle regler er overtrådt. Konkret har DF i valgkampen i øvrigt lagt billet ind på integrationsborgmesterposten. Det gør de næppe, fordi de selv tror på, at de får den. Men det er smart, for i forhold til vælgerne får de netop sat spot på hele indvandrerområdet, som DF har som mærkesag.
Af Jarl Cordua
(Let revideret fra trykte version)
Der er 14 dage til kommunalvalget, og meget kan ske undervejs. Her er Bryggebladet bedste bud på, hvordan konstitueringen vil se ud efter valget til Borgerrepræsentationen tirsdag den 17. november:
Overborgmester Frank Jensen (S),
teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF),
kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V),
socialborgmester Mikkel Warming (Enh.),
sundheds- og omsorgsborgmester Mogens Lønborg (Kons.),
børne- og ungdomsborgmester Anne Vang (S),
beskæftigelses- og integrationsborgmester Klaus Bondam (Rad.)
Dette resultat bygger på flere forudsætninger og især den, at byens røde partier konstituerer sig sammen med De radikale i én stor valggruppe, mens VKO-partierne går sammen i en lille valggruppe. Præcis ligesom det skete efter det seneste valg i 2005.
Der er ingen, der forestiller sig andre scenarier, end at Frank Jensen bliver overborgmester i den næste valgperiode. Den store valggruppes mandater vil måske også række til at sætte sig på den tunge teknik- og miljøborgmesterpost. Målinger viser, at SF bliver næststørst, og det vil være naturligt, men ikke sikkert, at Kjeldgaard sætter sig på denne vigtige og synlige post, som administrerer infrastrukturen i byen.
Siden bliver det den lille valggruppes tur til at vælge som nummer tre. Pia Allerslev vil sikkert vælge sin gamle borgmesterpost. Det er et område, hun kender, som ikke er særligt problemfyldt i forhold til, hvad der ellers er tilbage på tallerkenen, og så indeholder området ikke ret meget drift. Det er netop driftsområderne, som skaber problemer for borgmestrene, når budgetterne bliver overskredet. Så en klog opposition overlader derfor den slags til flertallet.
Enhedslistens Mikkel Warming vælger også sit gamle område igen – ud fra lidt de samme kriterier som Allerslev, selv om hans område på ingen måde kan siges at have været »problemfrit« i denne valgperiode. Socialdemokraternes mandater rækker helt sikkert til to borgmesterposter, og det kunne godt blive den nuværende politiske ordfører Anne Vang, der overtager Bo Asmus Kjeldgaards nuværende ressort. Det vil sikre ro på børne- og ungeområdet, og at de nødvendige ressourcer bliver sat af til området, hvis det bliver Frank Jensens partifælle, som får borgmesterposten. Det er omvendt et svært område, hvilket burde tale for, at den nuværende og dermed erfarne integrationsborgmester Jakob Hougaard i stedet får posten.
Men Frank Jensen bliver nødt til at skæve til, at kvinderne også skal være repræsenteret, så derfor får Anne Vang chancen, selv om man kan indvende, at det er en (for) stor opgave for en ung kvinde, der kun lige er fyldt 26 år. Den konservative Mogens Lønborg har derimod ikke haft større problemer på sundhedsområdet, så han håber sikkert på, at det netop bliver denne post, der er tilovers, når han som den næstsidste får lov at vælge.
De radikales Klaus Bondam får lov at vælge sidst, og han skal nok bare være glad for, at De radikale får samlet tilstrækkeligt med mandater sammen til, at der er en borgmesterpost. Bondam bliver ny arbejdsmarkeds- og integrationsborgmester.
Resultatet forudsætter også, at VKO får mindre end 21 mandater tilsammen. Sidst fik VKO 31 procent af stemmerne svarende til 14 mandater. Tommelfingerreglen er, at hvert syvende mandat i en valggruppe giver en borgmesterpost. Der er derfor langt op til VKO’s tredje borgmesterpost, som så vil gå til DF. Seneste Gallupmåling fra den 28. oktober giver faktisk VKO 40 procent svarende til cirka 22 mandater, så det er inden for rækkevidde. (Et mandat »koster« cirka 1,8 procent af stemmerne per styk.) Hvis DF bliver større end K, hvad de aktuelle målinger viser, så kan DF måske kræve valggruppens anden borgmesterpost. Det spil vil K formentlig vinde. For leverer DF ikke stemmerne, så vil K måske kunne få posten alligevel ved at søge sammen med den store »røde« blok. Det var netop den situation, som var på nippet til at opstå på valgaftenen 2005. Omvendt vil den store blok af politiske grunde næppe kunne omfatte både DF og Enhedslisten, selvom intet på Københavns Rådhus kan regnes for sikkert.
SF-fremgang fremstår som nederlag
Gallupmålingen i Berlingske Tidende viste også, at SF’s fremgang i København er rullet dramatisk tilbage på kun seks uger. I september ville 24 procent af københavnerne stemme på SF, men i oktober har partiet kun opbakning fra 16 procent. SF står stadig til en pæn fremgang på fem procent i forhold til sidste valg, men taget i betragtning af SF’s enorme succes på landsplan, så må partiets spidskandidat i hovedstaden Bo Asmus Kjeldgaard være dybt skuffet over, hvad der ligner en nedsmeltning af SF’s kampagne kun 14 dage før, at valgstederne åbner.
Målingen kan også ses som, at det tilsyneladende er gået op for de københavnske SF-vælgere, at det ikke er SF’s formand Villy Søvndal, der stiller op til BR-valget, men Kjeldgaard.
Flere iagttagere peger på Kjeldgaards forskellige meldinger om, hvorvidt han nu var overborgmesterkandidat eller ej, som netop årsagen til, at SF-vælgere tilsyneladende har tjekket ud i hobetal. Det forunderlige er dog, at SF-vælgerne tilsyneladende ikke er gået til S, da Frank Jensen og co. kun går én procent frem til 30 procent i forhold til septembermålingen, mens Enhedslisten også går markant tilbage fra ti til syv procent.
Det forlyder i øvrigt, at Kjeldgaard har accepteret, at kampagnen styres fra SF på Christiansborg, hvor Søvndals spinfolk Claus Perregaard og Thor Möger Pedersen hver morgen hjælper ham med at holde fokus.
De radikales vælgertilslutning har ikke vundet frem i den seneste måned. Klaus Bondams tropper står fortsat til en halvering til seks procent. VKO-partierne derimod går alle massivt frem. Især Dansk Folkeparti står til fordobling til 11 procent i forhold til 2005-valget, som var partiets hidtil dårligste i København. Måske skyldes fremgangen partiets kampagne om en folkeafstemning om en planlagt moské på Amager.
Venstres Pia Allerslev har fået stor fremgang på seks procent i løbet af den seneste måned og står til 19 procent af stemmerne. Hvis målingens resultat holder på valgdagen, så tangerer det Venstres Søren Pinds kanonvalg i 2001. Allerslev scorer måske på, at hun har været synlig især i sagen om Tingbjerg-præsten, den verserende bandekrig og for at have revset de røde partier for at have indgået LO-aftalen.
De konservatives Mogens Lønborg har også grund til at juble. Hvis liste C får ni procent, som målingen spår, så bliver det de konservatives bedste valg siden 1997. Lønborg er måske allerede ved at sætte den gode stemning om de konservative over styr. For det er lykkedes ham at bryde igennem medierne med et forslag om, at en pakke cigaretter i fremtiden bør koste 70 kroner. Til alt held for rygerne er det imidlertid ikke Borgerrepræsentationen, der kan beslutte det.
Spørgsmålet er dog, om den borgerlige fremgang holder hele vejen. De borgerlige har traditionelt været overvægtet i målinger forud for valgdagen. Måske hænger det sammen med, at venstrefløjens partier traditionelt har været gode til at mobilisere deres tilhængere, mens borgerlige vælgere har det med at svigte stemmeboksen på valgdagen.
»Udgangspunktet«
Da Bo Asmus Kjeldgaard til sidst trak sig endeligt som overborgmester og dernæst pegede på Frank Jensen, så gjorde han det især med henvisning til den indgåede LO-aftale den 7. oktober i år mellem S, SF og Enhedslisten. Af aftalen fremgår også en linje om selve konstitueringen, det vil sige selve den aftale, der kort efter valget fordeler de syv borgmesterposter, alle udvalgsposterne samt poster til kommunens forskellige bestyrelser, råd og nævn mellem partierne. Med andre ord: Aftalen der fordeler magten og pengene. Det er selvsagt vigtigt for alle partier at få så god en konstitueringsaftale som muligt, der maksimerer det enkelte partis indflydelse. De to sidste punkter i LO-aftalens lyder sådan:
»Udgangspunktet er, at Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten i København konstituerer sig sammen efter valget«, og: »Parterne er enige om at pege på Frank Jensen som overborgmester«.
Bo Asmus Kjeldgaard er for tiden rejsende i en relativ stram fortolkning af LO-aftalen, hvor han blandt andet forleden til Berlingske sagde:
»Det er kun aftalt, at Socialdemokraterne, Enhedslisten og SF konstituerer sig efter valget.«
Frank Jensen modsiger ikke Kjeldgaard, men har omvendt ikke travlt med at udelukke andre partier fra en konstitueringsaftale. Og udelukker aftalen Frank Jensen fra for eksempel at lave en konstitueringsaftale med de borgerlige udenom SF? Ikke hvis man kigger på ordet »udgangspunktet«, der indleder sætningen. For hvad nu, hvis forhandlingerne går i hårdknude mellem de tre partier? Så er Frank Jensen med henvisning til, at »alt er forsøgt« ikke længere forpligtet til at konstituere sig med SF og Enhedslisten.
I øvrigt taler den i medierne stærkt kritiserede LO-aftale også om, at »udlicitering skal være undtagelsen.« Her afviser Frank Jensen allerede nu, at det punkt får større betydning for kommunens udliciteringspolitik, da han "vil tage stilling fra sag til sag".
Ebbesen DF’s borgmesterkandidat
Noget usædvanligt stiller Dansk Folkeparti i København både med en »spidskandidat« og en »borgmesterkandidat«. Spidskandidaten og dermed øverst på listen er den 70-årige veteran Birthe Skaarup, mor til partiets politiske ordfører Peter Skaarup. »Borgmesterkandidaten« er derimod partiets nuværende gruppeformand Carl Christian Ebbesen, som er nummer to. Man kan godt undre sig over, hvorfor DF opstiller en spidskandidat, hvis det er nummer to, som bliver borgmester. Det er både ulogisk eller giver mening. Hvad kan forklaringen så være? Måske hænger det sammen med, at Ebbesen hidtil ved valgene ikke ligefrem har brilleret, når det handler om at få personlige stemmer, og derfor har brug for et vælgertrækplaster som Skaarup. Ebbesen er DF’s organisatoriske næstformand på landsplan, men trods mange forsøg er det alligevel ikke lykkedes for Ebbesen at blive valgt til Folketinget. Nu kan han måske blive valgt som borgmester med hjælp fra Birte Skaarup, hvilket ikke er utænkeligt med de seneste meningsmålinger i mente.
Konstruktionen går næppe op for ret mange vælgere, og skulle der være en enkelt vælger, som føler sig snydt, så er der heller intet at gøre ved det, for ingen formelle regler er overtrådt. Konkret har DF i valgkampen i øvrigt lagt billet ind på integrationsborgmesterposten. Det gør de næppe, fordi de selv tror på, at de får den. Men det er smart, for i forhold til vælgerne får de netop sat spot på hele indvandrerområdet, som DF har som mærkesag.
tirsdag den 13. oktober 2009
Kjeldgaard hin rådvilde
Af Jarl Cordua
Bragt i Bryggebladet nr. 14 den 13. oktober 2009
I sidste uge trak SFs Bo Asmus Kjeldgaard sig så igen som overborgmesterkandidat. Han og resten af SF peger nu på socialdemokraten Frank Jensen som ny overborgmester. Det er indtil videre den fjerde holdning Kjeldgaard til dette spørgsmål, som han indenfor ganske få måneder har præsenteret vælgerne for. Få tør spå om den noget rådvilde SF-borgmester fastholder sit standpunkt frem mod kommunalvalget tirsdag den 17. november. Konsekvensen er, at den lille smule spænding, der kunne være blevet under valgkampen om overborgmesterposten, nu reelt er forduftet.
Vingeskudt Kjeldgaard
Kjeldgaard har ikke haft det nemt her i efteråret. Denne klumme har tidligere beskrevet, at SFs spidskandidat i København har været under massivt pres fra SF på Christiansborg for at droppe sit overborgmester-kandidatur af hensyn til Villy Søvndals landspolitiske stærke alliance med Helle Thorning-Schmidt. Det viste sig ved, at Søvndal under partiets landsmøde – yderst mærkværdigt - ikke ville udtale sin direkte støtte til Kjeldgaards overborgmesterdrømme. Set i SF på Christiansborgs optik, så vil en stor fremgang for SF under kommunalvalget, og risikoen for at socialdemokraterne taber overborgmesterposten efter 106 år styre, skabe ballade i forhold til Thorning og socialdemokraterne i København. I dag er der dog meget få – om nogen – der tror, at Kjeldgaard reelt havde en chance mod Frank Jensen. Kjeldgaard selv var formentlig den eneste, der rigtigt troede på det. Men efter at han har været under pres fra SF på Christiansborg og LO Storkøbenhavn - og senest måttet fordøje en meget hård og kritisk artikel - bragt forrige lørdag i mange SF-vælgeres foretrukne dagblad Information - så har SF-borgmesteren lagt overborgmesterdrømmene på hylden.
Her er lidt fra artiklens indledning:
”Bo Asmus Kjeldgaard er et fjols. Siger folk. Det siger de i SF, det siger de på Københavns Rådhus, og det siger de i pædagogkredse. Den 52-årige vestjyske SF’er, der er Børne- og Ungdomsborgmester i København, er ikke til at stole på. Han tager ikke ansvar for noget, men æren for alt. Hans politiske udmeldinger er som vinden blæser, og han er ikke til at samarbejde med. Der siges i det hele taget mange grimme ting om Bo Asmus Kjeldgaard, når han ikke selv er til stede.
Informations artikel ramte Kjeldgaard i en grad at han var personligt rystet. På rådhuset vurderer flere kilder, at artiklen har været den helt afgørende årsag til, at SF’eren i sidste uge kastede håndklædet i ringen.
Kritik: Karaktermord
Artiklen er efterfølgende i Information og på diverse blogs blevet heftigt kritiseret for dens omfattende brug af anonyme kilder. Artiklen betegnes som et ”karaktermord” blandt andet af fremtrædende SF’ere, men også af politiske kolleger som den radikale gruppeformand Manu Sareen og den konservative sundhedsborgmester Mogens Lønborg. Også SFs partiorganisation og gruppe har sluttet tæt ring om Kjeldgaard i denne sag og skarpt kritiseret Information. Men under overfladen er flere SF’ere heller ikke imponeret over spidskandidatens indsats, ”hvor holdningerne flager, som vinden blæser”. Valgkampe i København har altid været en barsk affære især for spidskandidater, og nu har Kjeldgaard strakt våben allerede inden valgkampen er gået i gang. Måske børne- og ungeborgmesteren skulle have overladt pladsen til en anden kandidat, der havde mere råstyrke til at stå hård kritik gennem?
Motivanalysen florerer
På Rådhuset spekuleres der i motiverne for, hvem der måtte stå bag et evt. rænkespil omkring tilblivelsen af Informations kritiske artikel. Og beder man folk på rådhuset om at motivanalysere, så bliver ens fantasi udfordret. Størstedelen af SF’erne mener, at det er socialdemokraterne herunder dets spindoktorer, som står bag ”smædeartiklen”. Socialdemokraternes motiv skulle være det helt enkle at ødelægge SFs valgkamp.
Andre SF’ere – og blandt dem skal man formentlig henregne Kjeldgaard selv - mener tværtimod, at det er rådgiverkredsen omkring Villy Søvndal, som står bag. Motivet er, at få fjernet Kjeldgaard som overborgmesterkandidat, nu hvor det i maj 2008 mislykkedes at få valgt MF Anne Baastrup i stedet.
Så er der dem, der mener, at det måske i virkeligheden er Enhedslisten, som står bag artiklen. Hvorfor nu det? Disse spekulationer begrundes med at artiklens forfatter journalist Marchen Neel Gjertsen ved forrige kommunalvalg var kandidat for Enhedslisten (i Odense), og at den eneste egentlige kritiske navngivne kilde i artiklen er en vis Jan Hoby, der er næstformand i Landsforeningen for socialpædagoger og fremtrædende medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse. Motivet? Måske hævn for at Kjeldgaard i sin tid, da han overtog børne- og ungdomsborgmester-området, havde lidt for travlt med at skyde skylden for de økonomiske problemer i afdelingen på forgængeren Enhedslistens Per Bregengaard. Det skabte dengang ondt blod mellem de to venstrefløjspartier.
En enkelt fremtrædende SF’er fhv. MF Birgitte Husmark gør endda denne klummes forfatter den store ære, at spekulere i Information over, hvorvidt min ringhed måske kunne have noget med artiklen at gøre, idet jeg år tilbage var ansat i Dansk Industri samt sad i ledelsen af Venstre i Hovedstaden. Hvem ved? I hvert fald er paranoia en særdeles udbredt erhvervsskade blandt mange politikere, hvilket vel kun bekræftes af alle disse spekulationer.
Neddæmpet Frank J
Der er dog ingen tvivl om, at der i forrige uge blev brugt en del tid og kræfter på diskussionen om Informations artikel navnlig i SF. Det er også uden for enhver diskussion, at partiets valgkamp i København nærmest ligger i ruiner med en mørbanket og desillusioneret spidskandidat, som gør gode miner til slet spil. Kjeldgaard så muligheden for, netop i ly af den politiske aftale mellem SFØ, at trække sit overborgmesterkandidatur, uden at han tabte (alt for meget) ansigt. Dermed skulle alt jo være fryd og gammen. Det er det ikke. Det kunne en Frank Jensen også se, som i meget neddæmpede vendinger blot nøgternt konstaterede, at det var Bo Asmus helt egen beslutning, at han nu støtter socialdemokraten som overborgmester. Meget klogt og rutineret ville Frank Jensen ikke puste til den ild, der i forvejen brænder og som yderligere kan nære mistanker og spekulationer om det store socialdemokratiske komplot mod Kjeldgaard.
Pres fra LO-storkøbenhavn
Der er ikke desto mindre socialdemokrater i LO-København, som undervejs har presset Kjeldgaard til at frasige sig overborgmesterposten. I en artikel i dagbladet Politiken 5. oktober var formanden for LO-Storkøbenhavn, Peter Kay Mortensen tydeligvis utilfreds Kjeldgaards skiftende meldinger mht. til SF’erens overborgmesterkandidatur:
- Vi er kede af, at Bo Asmus Kjeldgaard ikke har været tydelig nok i sine udmeldinger, sagde Peter Kay Mortensen.
Politiken spørger: Fordi I helst ser Frank Jensen som overborgmester?
- Hvis du spørger de faglige organisationer i København, så ser de gerne Frank Jensen som overborgmester, svarede Peter Kay Mortensen, som i øvrigt også har tid til at være socialdemokratisk medlem af Region Hovedstaden.
LO Storkøbenhavn har samtidig forsøgt at smæde en alliance sammen i København med de tre ”røde” partier dvs. SF, S og Enhedslisten. Det lykkedes også i sidste uge, hvor partierne skrev en fælles aftale under, der rummer ”fælles retningslinjer om folkeskolen og den kollektive trafik”. Aftalens indhold er temmelig spagfærdigt og det er de færreste, som tager den alvorligt.
I øvrigt har Frank Jensen allerede været aftalen utro ved at indgå et valgteknisk samarbejde med de radikale.
Og netop de radikales spidskandidat teknik og miljøborgmester Klaus Bondam fandt valgkampsformen frem, da han benhårdt stemplede LOs og SFØ-partiernes aftale, som noget, der lugtede af "brun sovs, røde seler og fadbamser" ligesom Venstres Pia Allerslev tegner et billede af, at de ”røde partier” nu bag lukkede gardiner hos fagbevægelsen på forhånd og på udemokratisk vis har delt rovet i porten og kåret Frank Jensen til overborgmester.
Ammitzbøll LA’s spidskandidat
Liberal Alliance stiller i øvrigt op i til valget til borgerrepræsentationen med MF Simon Emil Ammitzbøll i spidsen. På den korte kandidatliste finder man desuden studerende den 20-årige studerende Hanna Sandvik, Amager, landsformanden for Liberal Alliances Ungdom, stud.scient.pol. Emil Lykke Jensen (23), Indre By og konsulent, cand.scient.pol. Mikkel Freltoft Krogsholm (27), Amager.
Ammitzbøll har en pæn chance for at blive valgt ind - blandt andet i kraft af at han ikke er et helt ukendt navn i den offentlige debat. Formentlig er det kun Frank Jensen mere kendt end Ammitzbøll. På Rådhuset har man noteret sig hvor Liberal Alliance vil sætte ind for at tiltrække vælgere. Liberal Alliance er gået Ekstra Bladets sporhund Jan Kjærgaard i bedene ved at have bedt om aktindsigt i Klaus Bondams kalender og bilag mv. Det kan skyldes almen interesse. Det kan også være, fordi Liberal Alliance håber at finde noget i bilagsbunken, som de kan genere Ammitzbølls tidligere partifælle Klaus Bondam med. Hvem ved?
Bragt i Bryggebladet nr. 14 den 13. oktober 2009
I sidste uge trak SFs Bo Asmus Kjeldgaard sig så igen som overborgmesterkandidat. Han og resten af SF peger nu på socialdemokraten Frank Jensen som ny overborgmester. Det er indtil videre den fjerde holdning Kjeldgaard til dette spørgsmål, som han indenfor ganske få måneder har præsenteret vælgerne for. Få tør spå om den noget rådvilde SF-borgmester fastholder sit standpunkt frem mod kommunalvalget tirsdag den 17. november. Konsekvensen er, at den lille smule spænding, der kunne være blevet under valgkampen om overborgmesterposten, nu reelt er forduftet.
Vingeskudt Kjeldgaard
Kjeldgaard har ikke haft det nemt her i efteråret. Denne klumme har tidligere beskrevet, at SFs spidskandidat i København har været under massivt pres fra SF på Christiansborg for at droppe sit overborgmester-kandidatur af hensyn til Villy Søvndals landspolitiske stærke alliance med Helle Thorning-Schmidt. Det viste sig ved, at Søvndal under partiets landsmøde – yderst mærkværdigt - ikke ville udtale sin direkte støtte til Kjeldgaards overborgmesterdrømme. Set i SF på Christiansborgs optik, så vil en stor fremgang for SF under kommunalvalget, og risikoen for at socialdemokraterne taber overborgmesterposten efter 106 år styre, skabe ballade i forhold til Thorning og socialdemokraterne i København. I dag er der dog meget få – om nogen – der tror, at Kjeldgaard reelt havde en chance mod Frank Jensen. Kjeldgaard selv var formentlig den eneste, der rigtigt troede på det. Men efter at han har været under pres fra SF på Christiansborg og LO Storkøbenhavn - og senest måttet fordøje en meget hård og kritisk artikel - bragt forrige lørdag i mange SF-vælgeres foretrukne dagblad Information - så har SF-borgmesteren lagt overborgmesterdrømmene på hylden.
Her er lidt fra artiklens indledning:
”Bo Asmus Kjeldgaard er et fjols. Siger folk. Det siger de i SF, det siger de på Københavns Rådhus, og det siger de i pædagogkredse. Den 52-årige vestjyske SF’er, der er Børne- og Ungdomsborgmester i København, er ikke til at stole på. Han tager ikke ansvar for noget, men æren for alt. Hans politiske udmeldinger er som vinden blæser, og han er ikke til at samarbejde med. Der siges i det hele taget mange grimme ting om Bo Asmus Kjeldgaard, når han ikke selv er til stede.
Informations artikel ramte Kjeldgaard i en grad at han var personligt rystet. På rådhuset vurderer flere kilder, at artiklen har været den helt afgørende årsag til, at SF’eren i sidste uge kastede håndklædet i ringen.
Kritik: Karaktermord
Artiklen er efterfølgende i Information og på diverse blogs blevet heftigt kritiseret for dens omfattende brug af anonyme kilder. Artiklen betegnes som et ”karaktermord” blandt andet af fremtrædende SF’ere, men også af politiske kolleger som den radikale gruppeformand Manu Sareen og den konservative sundhedsborgmester Mogens Lønborg. Også SFs partiorganisation og gruppe har sluttet tæt ring om Kjeldgaard i denne sag og skarpt kritiseret Information. Men under overfladen er flere SF’ere heller ikke imponeret over spidskandidatens indsats, ”hvor holdningerne flager, som vinden blæser”. Valgkampe i København har altid været en barsk affære især for spidskandidater, og nu har Kjeldgaard strakt våben allerede inden valgkampen er gået i gang. Måske børne- og ungeborgmesteren skulle have overladt pladsen til en anden kandidat, der havde mere råstyrke til at stå hård kritik gennem?
Motivanalysen florerer
På Rådhuset spekuleres der i motiverne for, hvem der måtte stå bag et evt. rænkespil omkring tilblivelsen af Informations kritiske artikel. Og beder man folk på rådhuset om at motivanalysere, så bliver ens fantasi udfordret. Størstedelen af SF’erne mener, at det er socialdemokraterne herunder dets spindoktorer, som står bag ”smædeartiklen”. Socialdemokraternes motiv skulle være det helt enkle at ødelægge SFs valgkamp.
Andre SF’ere – og blandt dem skal man formentlig henregne Kjeldgaard selv - mener tværtimod, at det er rådgiverkredsen omkring Villy Søvndal, som står bag. Motivet er, at få fjernet Kjeldgaard som overborgmesterkandidat, nu hvor det i maj 2008 mislykkedes at få valgt MF Anne Baastrup i stedet.
Så er der dem, der mener, at det måske i virkeligheden er Enhedslisten, som står bag artiklen. Hvorfor nu det? Disse spekulationer begrundes med at artiklens forfatter journalist Marchen Neel Gjertsen ved forrige kommunalvalg var kandidat for Enhedslisten (i Odense), og at den eneste egentlige kritiske navngivne kilde i artiklen er en vis Jan Hoby, der er næstformand i Landsforeningen for socialpædagoger og fremtrædende medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse. Motivet? Måske hævn for at Kjeldgaard i sin tid, da han overtog børne- og ungdomsborgmester-området, havde lidt for travlt med at skyde skylden for de økonomiske problemer i afdelingen på forgængeren Enhedslistens Per Bregengaard. Det skabte dengang ondt blod mellem de to venstrefløjspartier.
En enkelt fremtrædende SF’er fhv. MF Birgitte Husmark gør endda denne klummes forfatter den store ære, at spekulere i Information over, hvorvidt min ringhed måske kunne have noget med artiklen at gøre, idet jeg år tilbage var ansat i Dansk Industri samt sad i ledelsen af Venstre i Hovedstaden. Hvem ved? I hvert fald er paranoia en særdeles udbredt erhvervsskade blandt mange politikere, hvilket vel kun bekræftes af alle disse spekulationer.
Neddæmpet Frank J
Der er dog ingen tvivl om, at der i forrige uge blev brugt en del tid og kræfter på diskussionen om Informations artikel navnlig i SF. Det er også uden for enhver diskussion, at partiets valgkamp i København nærmest ligger i ruiner med en mørbanket og desillusioneret spidskandidat, som gør gode miner til slet spil. Kjeldgaard så muligheden for, netop i ly af den politiske aftale mellem SFØ, at trække sit overborgmesterkandidatur, uden at han tabte (alt for meget) ansigt. Dermed skulle alt jo være fryd og gammen. Det er det ikke. Det kunne en Frank Jensen også se, som i meget neddæmpede vendinger blot nøgternt konstaterede, at det var Bo Asmus helt egen beslutning, at han nu støtter socialdemokraten som overborgmester. Meget klogt og rutineret ville Frank Jensen ikke puste til den ild, der i forvejen brænder og som yderligere kan nære mistanker og spekulationer om det store socialdemokratiske komplot mod Kjeldgaard.
Pres fra LO-storkøbenhavn
Der er ikke desto mindre socialdemokrater i LO-København, som undervejs har presset Kjeldgaard til at frasige sig overborgmesterposten. I en artikel i dagbladet Politiken 5. oktober var formanden for LO-Storkøbenhavn, Peter Kay Mortensen tydeligvis utilfreds Kjeldgaards skiftende meldinger mht. til SF’erens overborgmesterkandidatur:
- Vi er kede af, at Bo Asmus Kjeldgaard ikke har været tydelig nok i sine udmeldinger, sagde Peter Kay Mortensen.
Politiken spørger: Fordi I helst ser Frank Jensen som overborgmester?
- Hvis du spørger de faglige organisationer i København, så ser de gerne Frank Jensen som overborgmester, svarede Peter Kay Mortensen, som i øvrigt også har tid til at være socialdemokratisk medlem af Region Hovedstaden.
LO Storkøbenhavn har samtidig forsøgt at smæde en alliance sammen i København med de tre ”røde” partier dvs. SF, S og Enhedslisten. Det lykkedes også i sidste uge, hvor partierne skrev en fælles aftale under, der rummer ”fælles retningslinjer om folkeskolen og den kollektive trafik”. Aftalens indhold er temmelig spagfærdigt og det er de færreste, som tager den alvorligt.
I øvrigt har Frank Jensen allerede været aftalen utro ved at indgå et valgteknisk samarbejde med de radikale.
Og netop de radikales spidskandidat teknik og miljøborgmester Klaus Bondam fandt valgkampsformen frem, da han benhårdt stemplede LOs og SFØ-partiernes aftale, som noget, der lugtede af "brun sovs, røde seler og fadbamser" ligesom Venstres Pia Allerslev tegner et billede af, at de ”røde partier” nu bag lukkede gardiner hos fagbevægelsen på forhånd og på udemokratisk vis har delt rovet i porten og kåret Frank Jensen til overborgmester.
Ammitzbøll LA’s spidskandidat
Liberal Alliance stiller i øvrigt op i til valget til borgerrepræsentationen med MF Simon Emil Ammitzbøll i spidsen. På den korte kandidatliste finder man desuden studerende den 20-årige studerende Hanna Sandvik, Amager, landsformanden for Liberal Alliances Ungdom, stud.scient.pol. Emil Lykke Jensen (23), Indre By og konsulent, cand.scient.pol. Mikkel Freltoft Krogsholm (27), Amager.
Ammitzbøll har en pæn chance for at blive valgt ind - blandt andet i kraft af at han ikke er et helt ukendt navn i den offentlige debat. Formentlig er det kun Frank Jensen mere kendt end Ammitzbøll. På Rådhuset har man noteret sig hvor Liberal Alliance vil sætte ind for at tiltrække vælgere. Liberal Alliance er gået Ekstra Bladets sporhund Jan Kjærgaard i bedene ved at have bedt om aktindsigt i Klaus Bondams kalender og bilag mv. Det kan skyldes almen interesse. Det kan også være, fordi Liberal Alliance håber at finde noget i bilagsbunken, som de kan genere Ammitzbølls tidligere partifælle Klaus Bondam med. Hvem ved?
tirsdag den 29. september 2009
Så fik Kjeldgaard endelig Villys opbakning
Ritt sætter punktum med historisk bredt budgetforlig.
Af Jarl Cordua
Bragt i Bryggebladet nr. 13 den 29. september 2009
Næste års budget blev for et par uger siden forhandlet færdig med støtte fra noget så sjældent som samtlige partier i Borgerrepræsentationen. Hvorfor så denne store forbrødring mellem partierne i år?
Normalt ved denne tid buldrer og brager det på Københavns Rådhus med skænderier og beskyldninger frem og tilbage. Det er der flere grunde til. For det første har overborgmester Ritt Bjerregaard i år tilrettelagt budgetforhandlingerne sådan, at der blev lidt lunser til alle.
Eller sagt på en anden måde: Der var i år ingen særlig grund til, at de forskellige partier kunne sige nej til, hvad de blev tilbudt. Borgmestrene fra alle de store partier har hver især fået noget, som matcher deres borgmesterområder.
Eksempelvis har kulturborgmester Pia Allerslev fået 100 millioner kroner til idrætsrenoveringer, socialborgmester Mikkel Warming har fået de penge, han manglede til socialt handicappede børn, børne-og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard har fået penge til de ganske mange daginstitutionspladser, der mangler i byen, teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam fik penge til at holde Nørrebrogade permanent lukket for biltrafik, en rampe til bryggebroen med videre, og Socialdemokraterne prioriterede midler til klimaprojekter og integration og så videre.
Forligsviljen var endda så stor, at de borgerlige fik lov til at stå uden for den del af aftalen, der omhandler lukning af Nørrebrogade, som VKO-partierne er imod. Bjerregaard har utvivlsomt også haft for øje, at hun én gang for alle kan tilbagevise den hårde kritik, der har været fremme om, at hun i sin overborgmestertid ikke evnede at formidle det brede samarbejde. Nu afslutter Bjerregaard sin politiske karriere med et historisk bredt forlig, som hun stod bag og ledede fra start til slut.
Den tredje årsag er formentlig den, at Ritt Bjerregaard ikke er partiernes hovedmodstander ved valget til november. Det giver derfor ingen mening at opbygge modstand mod en overborgmester, som allerede på forhånd forlader københavnsk politik.
Den fjerde grund til, at det lykkedes, er måske også, at der i år var meget lidt at dele ud af. København fattes også penge. Der var med andre ord ikke så meget at slås om for de forskellige partier, og derfor blev det mere saglige snarere end taktiske hensyn, der fik lov at dominere de politiske partiers dagsordener. Til gengæld udeblev dramaet på rådhuset, men det skal såmænd nok vende tilbage i de kommende år.
SF har en overborgmesterkandidat
Bryggebladets klummeskribent har ligesom så mange andre haft mere end svært ved at hitte ud af, om SF’s Bo Asmus Kjeldgaard ér kandidat til overborgmesterposten eller ej.
For en måneds tid siden meldte Kjeldgaard til Politiken, at han ikke var overborgmesterkandidat. Siden har SF’eren så meldt ud i Berlingske Tidende, at det var han så nok alligevel. Meldingerne om dette ret banale spørgsmål har mildt sagt været flagrende i en grad, så Kjeldgaard nok skal passe på, at denne flik-flakken ikke går for meget ud over troværdigheden – både i forhold til pressen og sidst, men ikke mindst hos vælgerne.
Kjeldgaard har også forsøgt sig med lidt for smarte og for de fleste vælgere let gennemskuelige bemærkninger i stil med, at »SF blot går efter at få mest mulig indflydelse«. Det sidste udsagn er indlysende banalt og består ikke »ikke-testen«. Giver det for eksempel mening, at SF ikke går efter at få mest mulig indflydelse?
Svaret giver sig selv.
Bo hvem?
Problemet for SF i København er, at de står til at vinde et valg ganske klart i stemmer og mandater, men paradoksalt nok allerede fremstår som tabere, når det gælder kampen om overborgmesterposten. Målinger – også deres egne interne – viser, at SF-vælgerne ikke kender Bo Asmus Kjeldgaard – og i øvrigt foretrækker Socialdemokraternes kandidat Frank Jensen.
Kjeldgaard er dybt frustreret over, at han efter 12 år som borgmester fortsat er ganske ukendt i den københavnske vælgerbefolkning. Analysen hos Villy Søvndal og hans unge stab af spin- og marketingsfolk på Christiansborg er, at når det i løbet af valgkampen går op for flere SF-vælgere i hovedstaden, at Kjeld-
gaard er partiets overborgmesterkandidat, jo mere får de lyst til i stedet at stemme på Frank Jensen.
Med andre ord: De kender ikke Kjeldgaard – og hvis de gør, så fravælger de ham. Det er efterhånden også gået op for Kjeldgaard og hans kampagnestab, hvilket frustrerer dem dybt.
På rådhuset forlyder det, at stemningen hos SF er på gravkammerniveau – og det skulle endda stå værre til end hos de Radikale, som heller ikke har meget at råbe hurra over for tiden.
SF’erne er stærkt bekymrede over, at »Villy-effekten« udebliver i København, fordi den delvist bliver neutraliseret af en kombination af »Frank Jensen-effekt« og en negativ »Bo Asmus-effekt«. I lang tid har SF på Christiansborg – der blandt andet også har SF’s formand i København på lønningslisten – i månedsvis skændtes med Kjeldgaard for at forhindre ham i at lancere sig selv overfor vælgerne som »SF’s overborgmesterkandidat«.
Villy – en »aktiv støtte«
Det var derfor helt umuligt for Søvndal at få over sine læber, at han støttede Kjeldgaards krav på byens fineste post, da pressen udspurgte ham på SF’s landsmøde i august. Men for et par uger siden fik piben så en anden lyd i Berlingske Tidende. Villy Søvndal og hans folk indså tilsyneladende det i længden uholdbare i, at en partiformand ikke åbent støtter sit partis overborgmesterkandidat. For nu bakkede Søvndal pludselig helhjertet op om Kjeldgaard:
»Bo Asmus har været en fremragende borgmester i 12 år, og han er ligesom Frank Jensen kvalificeret til posten. Jeg bakker op om Bo Asmus Kjeldgard, og jeg mener, han er en fremragende kandidat, men hvordan de vælger at konstituere sig lokalt, det blander jeg mig ikke i, sagde SF-formanden, som også lovede »sin aktive støtte i valgkampen«.
Villy støtter også Frank
I øvrigt hæfter mange sig ved det lille aberdabei, at Kjeldgaard fortsat anbefaler Frank Jensen ved siden af Kjeldgaard, hvilket er ret usædvanligt. Så til trods for de søde ord er kun få iagttagere derfor i tvivl om, at Søvndal er alt andet end imponeret af sit partis spidskandidat i København – og vittighederne går på, at Søvndal i virkeligheden håber på, at hans deltagelse i kommunalvalgkampen i hovedstaden kan begrænses til mindst mulig offentlig optræden; for eksempel en enkelt »photoopportunity« hvor partiformanden og Kjeldgaard deler et par pjecer ud i de par minutter, det tager pressen at få et par billeder i kassen.
Rødt præsidentvalg
I Kjeldgaard-lejren rækker selvtilliden dog efterhånden til, at man ved nu at melde klart, at man ér overborgmesterkandidat, derved skaber en situation, som kan beskrives som et præsidentvalg i den røde blok.
Ved at stå klar som måske den eneste klare reelle overborgmesterkandidat og ved at gøre valget til en »duel mellem Kjeldgaard og Frank Jensen« får SF’s kandidat nogle helt andre gode muligheder for at komme i pressen, som der ellers ikke ville have været, hvis valget blev præsenteret som »Frank Jensen og de syv små dværge«.
Bondams »skodsager«
SF er ikke det eneste parti, som kan diske op med besynderlige udmeldinger i pressen. Lige efter partiets landsmøde skrev Politiken, at den radikale BR-gruppe havde vedtaget, at Klaus Bondam pludselig ikke længere skulle stå i spidsen for partiets valgkampagne. Til avisen sagde gruppeformanden Manu Sareen:
– Jeg skal bruges meget mere, end vi havde regnet med. Både til at profilere vores politik og til at koordinere valgkampen. Vi skal vise, at de Radikale er andet end skodsager.
»Skodsagerne« handler om, at Bondam er blevet skarpt kritiseret for at bruge offentlige midler på, hvad kritikerne opfatter som rene private udgifter – og at det i foråret kom frem, at der også har været betydelige problemer blandt andet med ubetalte regninger i Bondams teknik- og miljøafdeling.
Imidlertid er det mere end usædvanligt, at et parti giver indtryk af, at man på forhånd har kastet håndklædet i ringen og giver kritikerne ret i, at den spidskandidat, de radikale partimedlemmer i sin tid valgte, i virkeligheden er ubrugelig. De radikale BR-medlemmer har siden Politikens artikel forsøgt at glatte ud og fremhæver nu, at meldingen snarere skulle forstås som, at »alle BR-medlemmer og kandidater skal på banen« – ikke kun Bondam. Under alle omstændigheder så er det ikke en melding, der vinder nogen priser i fremragende politisk kommunikation til vælgerne.
Spørgsmålet er formentligt, om skaden på Bondams renommé, som partiets egne folk tilsyneladende ikke engang kan anbefale vælgerne at stemme på, gør det mere end almindeligt svært at undgå en katastrofe ved BR-valget.
Opgivende Bondam
På rådhuset fortælles der desuden historier om, hvordan en mere end modfalden og opgivende Klaus Bondam satser alt på, at Frank Jensen skal redde den radikale borgmesterpost.
Hvis man tager Gallups måling, der blev bragt i Berlingske for et par uger siden, som rettesnor, så står de Radikale til kun at få tre mandater, hvilket er mere end en halvering af partiets mandattal. I dag har de syv mandater, hvilket normalt er en garanti for en borgmesterpost.
Skal Bondam fortsætte, betyder det derfor, at SF ikke får den ekstra borgmesterpost, som SF’erne føler sig mere end sikre på. Det kræver imidlertid, at SF’s forventede store fremgang pludselig udebliver, og at Socialdemokraterne mere eller mindre holder skansen, så de kan levere de resterende mandater til en radikal borgmesterpost. De fleste afskriver dog denne mulighed som mere ønsketænkning end realiteter. Realiteterne er derfor, at de Radikale må aflevere den tunge teknik- og miljøborgmesterpost til en SF’er, formentlig Bo Asmus Kjeldgaard.
I SF er der flere kandidater, som står klar til borgmesterpost nummer to. På gangen nævner man især den tidligere politiske ordfører Camilla Burgwald og den tidligere gruppeformand Bjarne Fey som gode bud på en ny SF-borgmester, men andre navne kan også komme i spil.
Når og hvis den afgørelse skal træffes, vil SF’s magtfulde partiorganisation formentlig også have en finger med i spillet.
Af Jarl Cordua
Bragt i Bryggebladet nr. 13 den 29. september 2009
Næste års budget blev for et par uger siden forhandlet færdig med støtte fra noget så sjældent som samtlige partier i Borgerrepræsentationen. Hvorfor så denne store forbrødring mellem partierne i år?
Normalt ved denne tid buldrer og brager det på Københavns Rådhus med skænderier og beskyldninger frem og tilbage. Det er der flere grunde til. For det første har overborgmester Ritt Bjerregaard i år tilrettelagt budgetforhandlingerne sådan, at der blev lidt lunser til alle.
Eller sagt på en anden måde: Der var i år ingen særlig grund til, at de forskellige partier kunne sige nej til, hvad de blev tilbudt. Borgmestrene fra alle de store partier har hver især fået noget, som matcher deres borgmesterområder.
Eksempelvis har kulturborgmester Pia Allerslev fået 100 millioner kroner til idrætsrenoveringer, socialborgmester Mikkel Warming har fået de penge, han manglede til socialt handicappede børn, børne-og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard har fået penge til de ganske mange daginstitutionspladser, der mangler i byen, teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam fik penge til at holde Nørrebrogade permanent lukket for biltrafik, en rampe til bryggebroen med videre, og Socialdemokraterne prioriterede midler til klimaprojekter og integration og så videre.
Forligsviljen var endda så stor, at de borgerlige fik lov til at stå uden for den del af aftalen, der omhandler lukning af Nørrebrogade, som VKO-partierne er imod. Bjerregaard har utvivlsomt også haft for øje, at hun én gang for alle kan tilbagevise den hårde kritik, der har været fremme om, at hun i sin overborgmestertid ikke evnede at formidle det brede samarbejde. Nu afslutter Bjerregaard sin politiske karriere med et historisk bredt forlig, som hun stod bag og ledede fra start til slut.
Den tredje årsag er formentlig den, at Ritt Bjerregaard ikke er partiernes hovedmodstander ved valget til november. Det giver derfor ingen mening at opbygge modstand mod en overborgmester, som allerede på forhånd forlader københavnsk politik.
Den fjerde grund til, at det lykkedes, er måske også, at der i år var meget lidt at dele ud af. København fattes også penge. Der var med andre ord ikke så meget at slås om for de forskellige partier, og derfor blev det mere saglige snarere end taktiske hensyn, der fik lov at dominere de politiske partiers dagsordener. Til gengæld udeblev dramaet på rådhuset, men det skal såmænd nok vende tilbage i de kommende år.
SF har en overborgmesterkandidat
Bryggebladets klummeskribent har ligesom så mange andre haft mere end svært ved at hitte ud af, om SF’s Bo Asmus Kjeldgaard ér kandidat til overborgmesterposten eller ej.
For en måneds tid siden meldte Kjeldgaard til Politiken, at han ikke var overborgmesterkandidat. Siden har SF’eren så meldt ud i Berlingske Tidende, at det var han så nok alligevel. Meldingerne om dette ret banale spørgsmål har mildt sagt været flagrende i en grad, så Kjeldgaard nok skal passe på, at denne flik-flakken ikke går for meget ud over troværdigheden – både i forhold til pressen og sidst, men ikke mindst hos vælgerne.
Kjeldgaard har også forsøgt sig med lidt for smarte og for de fleste vælgere let gennemskuelige bemærkninger i stil med, at »SF blot går efter at få mest mulig indflydelse«. Det sidste udsagn er indlysende banalt og består ikke »ikke-testen«. Giver det for eksempel mening, at SF ikke går efter at få mest mulig indflydelse?
Svaret giver sig selv.
Bo hvem?
Problemet for SF i København er, at de står til at vinde et valg ganske klart i stemmer og mandater, men paradoksalt nok allerede fremstår som tabere, når det gælder kampen om overborgmesterposten. Målinger – også deres egne interne – viser, at SF-vælgerne ikke kender Bo Asmus Kjeldgaard – og i øvrigt foretrækker Socialdemokraternes kandidat Frank Jensen.
Kjeldgaard er dybt frustreret over, at han efter 12 år som borgmester fortsat er ganske ukendt i den københavnske vælgerbefolkning. Analysen hos Villy Søvndal og hans unge stab af spin- og marketingsfolk på Christiansborg er, at når det i løbet af valgkampen går op for flere SF-vælgere i hovedstaden, at Kjeld-
gaard er partiets overborgmesterkandidat, jo mere får de lyst til i stedet at stemme på Frank Jensen.
Med andre ord: De kender ikke Kjeldgaard – og hvis de gør, så fravælger de ham. Det er efterhånden også gået op for Kjeldgaard og hans kampagnestab, hvilket frustrerer dem dybt.
På rådhuset forlyder det, at stemningen hos SF er på gravkammerniveau – og det skulle endda stå værre til end hos de Radikale, som heller ikke har meget at råbe hurra over for tiden.
SF’erne er stærkt bekymrede over, at »Villy-effekten« udebliver i København, fordi den delvist bliver neutraliseret af en kombination af »Frank Jensen-effekt« og en negativ »Bo Asmus-effekt«. I lang tid har SF på Christiansborg – der blandt andet også har SF’s formand i København på lønningslisten – i månedsvis skændtes med Kjeldgaard for at forhindre ham i at lancere sig selv overfor vælgerne som »SF’s overborgmesterkandidat«.
Villy – en »aktiv støtte«
Det var derfor helt umuligt for Søvndal at få over sine læber, at han støttede Kjeldgaards krav på byens fineste post, da pressen udspurgte ham på SF’s landsmøde i august. Men for et par uger siden fik piben så en anden lyd i Berlingske Tidende. Villy Søvndal og hans folk indså tilsyneladende det i længden uholdbare i, at en partiformand ikke åbent støtter sit partis overborgmesterkandidat. For nu bakkede Søvndal pludselig helhjertet op om Kjeldgaard:
»Bo Asmus har været en fremragende borgmester i 12 år, og han er ligesom Frank Jensen kvalificeret til posten. Jeg bakker op om Bo Asmus Kjeldgard, og jeg mener, han er en fremragende kandidat, men hvordan de vælger at konstituere sig lokalt, det blander jeg mig ikke i, sagde SF-formanden, som også lovede »sin aktive støtte i valgkampen«.
Villy støtter også Frank
I øvrigt hæfter mange sig ved det lille aberdabei, at Kjeldgaard fortsat anbefaler Frank Jensen ved siden af Kjeldgaard, hvilket er ret usædvanligt. Så til trods for de søde ord er kun få iagttagere derfor i tvivl om, at Søvndal er alt andet end imponeret af sit partis spidskandidat i København – og vittighederne går på, at Søvndal i virkeligheden håber på, at hans deltagelse i kommunalvalgkampen i hovedstaden kan begrænses til mindst mulig offentlig optræden; for eksempel en enkelt »photoopportunity« hvor partiformanden og Kjeldgaard deler et par pjecer ud i de par minutter, det tager pressen at få et par billeder i kassen.
Rødt præsidentvalg
I Kjeldgaard-lejren rækker selvtilliden dog efterhånden til, at man ved nu at melde klart, at man ér overborgmesterkandidat, derved skaber en situation, som kan beskrives som et præsidentvalg i den røde blok.
Ved at stå klar som måske den eneste klare reelle overborgmesterkandidat og ved at gøre valget til en »duel mellem Kjeldgaard og Frank Jensen« får SF’s kandidat nogle helt andre gode muligheder for at komme i pressen, som der ellers ikke ville have været, hvis valget blev præsenteret som »Frank Jensen og de syv små dværge«.
Bondams »skodsager«
SF er ikke det eneste parti, som kan diske op med besynderlige udmeldinger i pressen. Lige efter partiets landsmøde skrev Politiken, at den radikale BR-gruppe havde vedtaget, at Klaus Bondam pludselig ikke længere skulle stå i spidsen for partiets valgkampagne. Til avisen sagde gruppeformanden Manu Sareen:
– Jeg skal bruges meget mere, end vi havde regnet med. Både til at profilere vores politik og til at koordinere valgkampen. Vi skal vise, at de Radikale er andet end skodsager.
»Skodsagerne« handler om, at Bondam er blevet skarpt kritiseret for at bruge offentlige midler på, hvad kritikerne opfatter som rene private udgifter – og at det i foråret kom frem, at der også har været betydelige problemer blandt andet med ubetalte regninger i Bondams teknik- og miljøafdeling.
Imidlertid er det mere end usædvanligt, at et parti giver indtryk af, at man på forhånd har kastet håndklædet i ringen og giver kritikerne ret i, at den spidskandidat, de radikale partimedlemmer i sin tid valgte, i virkeligheden er ubrugelig. De radikale BR-medlemmer har siden Politikens artikel forsøgt at glatte ud og fremhæver nu, at meldingen snarere skulle forstås som, at »alle BR-medlemmer og kandidater skal på banen« – ikke kun Bondam. Under alle omstændigheder så er det ikke en melding, der vinder nogen priser i fremragende politisk kommunikation til vælgerne.
Spørgsmålet er formentligt, om skaden på Bondams renommé, som partiets egne folk tilsyneladende ikke engang kan anbefale vælgerne at stemme på, gør det mere end almindeligt svært at undgå en katastrofe ved BR-valget.
Opgivende Bondam
På rådhuset fortælles der desuden historier om, hvordan en mere end modfalden og opgivende Klaus Bondam satser alt på, at Frank Jensen skal redde den radikale borgmesterpost.
Hvis man tager Gallups måling, der blev bragt i Berlingske for et par uger siden, som rettesnor, så står de Radikale til kun at få tre mandater, hvilket er mere end en halvering af partiets mandattal. I dag har de syv mandater, hvilket normalt er en garanti for en borgmesterpost.
Skal Bondam fortsætte, betyder det derfor, at SF ikke får den ekstra borgmesterpost, som SF’erne føler sig mere end sikre på. Det kræver imidlertid, at SF’s forventede store fremgang pludselig udebliver, og at Socialdemokraterne mere eller mindre holder skansen, så de kan levere de resterende mandater til en radikal borgmesterpost. De fleste afskriver dog denne mulighed som mere ønsketænkning end realiteter. Realiteterne er derfor, at de Radikale må aflevere den tunge teknik- og miljøborgmesterpost til en SF’er, formentlig Bo Asmus Kjeldgaard.
I SF er der flere kandidater, som står klar til borgmesterpost nummer to. På gangen nævner man især den tidligere politiske ordfører Camilla Burgwald og den tidligere gruppeformand Bjarne Fey som gode bud på en ny SF-borgmester, men andre navne kan også komme i spil.
Når og hvis den afgørelse skal træffes, vil SF’s magtfulde partiorganisation formentlig også have en finger med i spillet.
Abonner på:
Opslag (Atom)
