Tidens mest populære parti skal finde sine ben som magtens parti
Bragt i Bryggebladet nr. 8 den 3.maj 2010
Af Jarl Cordua
I disse uger regnes der på livet løs i alle kommunens forvaltninger frem mod efterårets budgetforhandlinger. Øvelsen går lige nu ud på at spare penge. Mange penge. Samtidig kæmper kommunen med at skulle udfylde et eksplosionsagtig voksende behov for børnepasning og uddannelse i børne- og Ungdomsforvaltningen, som følge af de seneste års fødselsboom i København. Dertil kommer også et galoperende behov i Socialforvaltningen til flere og flere ofte pleje- og/eller behandlingskrævende kronisk syge mennesker – børn og voksne – fremkommet ikke mindst i kraft af især en moderne tids bedre diagnoser, medicin og viden. Det er naturligvis en svær udfordring for politikerne, som har deres fulde opmærksomhed i den kommende tid.
Kan SF stå for presset?
Allerede nu tyder meget på, at S og SF – i modsætning til forrige år – vil være en del af en budgetaftale. Hvis en budgetaftale medfører, hvad alt tyder på, at der skal ske besparelser i stor stil på daginstitutioner, så bliver det spændende om SF kan holde til det massive pres, der utvivlsomt vil komme fra faglige organisationer. Med andre ord: Hvordan vægter SF hensynet til baglandet i forhold til det økonomiske ansvar og behovet for at indgå i en ”magtens alliance” med S?
På rådhuset har flere iagttagere i al fald observeret, hvordan SF gør meget ud af at pointere at de - ligesom på Christiansborg - er i en tæt alliance med S. Under de såkaldte ”kick-start”-forhandlinger for en måneds tid side bemærkede deltagere, at SFs teknik og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard nærmest symbolsk for selvopfattelsen i det fremadstormende parti pludselig satte sig på samme side af forhandlingsbordet som overborgmester Frank Jensen. For få måneder siden ville SFs forhandler have sat på den modsatte side af bordet sammen med de øvrige partier. SFs stigende selvbevidsthed hænger nødvendigvis ikke kun sammen med den officielle lokale valgalliance mellem de to partier (samt fagbevægelsen og Enhedslisten), men bunder naturligvis også i det simple faktum, at S-SF alene kan mønstre det nødvendige flertal i Borgerrepræsentationen på 28 mandater.
Sosserne vogter på SF
Hos socialdemokraterne kan man sagtens mærke, at SF insisterer på at være ”førsteelsker”, når der skal forhandles, selvom Frank Jensen fra begyndelsen af har satset på bredest mulige forlig, hvor især de radikale og Enhedslisten bydes indenfor. I gamle dage under Ritt Bjerregaard var de radikale, de første der blev budt op til dans. I det daglige forsøger SF dog - ikke særligt overbevisende - at nedtone den nyfundne kærlighed til S blandt andet med henvisning til, at det udelukkende skyldtes Ritt Bjerregaards person, at de to partiers samarbejdes led skibbrud i forrige valgperiode. På rådhuset aner iagttagere, at S er på vagt overfor at blive for omklamret af SF’erne. Socialdemokraterne er således meget bevidst om, at SF, hvis udviklingen fortsætter, kan ende med at vokse dem over hovedet. Også af den grund er Frank Jensen på udkig efter andre samarbejdspartner. Han tør ikke blot binde sig an med et samarbejde udelukkede med SF og et parti, hvor ledelsesforholdene nu og på sigt er ganske uklare.
SF vil tvangssprede vuggestuebørn
På rådhuset har flere dog bemærket sig, at SF’erne har mere end svært ved at finde deres egne ben i den ny rolle som ansvarligt parti med stor magt. SF’erne har fx i lang tid haft svært ved at beslutte om de går ind for at tvangsfordele børn i byens daginstitutioner. Det skal ske for at sikre integrationen, sådan at man får en mere ligelig fordeling af børn af etnisk dansk og anden herkomst. Når det gælder skolerne, så er SF tilsyneladende fortsat imod, at man spreder de tosprogede børn, hvor imod partiet - en anelse ulogisk - åbenbart har ændret holdning, når det gælde vuggestuebørnene. Forleden stillede SF’ere i børne-og ungdomsudvalget med ordføreren Trine Schaltz i spidsen et såkaldt ”medlemsforslag” om etablering af en forsøgsordning på Nørrebro, hvor integration dvs. tvangsfordelingen af vuggestuebørnene skal gå forud for forældres ret til at vælge den institution, de ønsker for deres børn.
Forslag uden reel betydning
Hvis forslaget - efter forsøget - ender med at blive ført ud i livet, så får det – efter flere politikeres vurdering - ikke den store betydning for det frie vuggestuevalg. For i dag eksisterer den kun i teorien, i det der reelt ikke noget valg. Situationen er den, at forældre må tage den institution, de bliver tilbudt, hvis de i det hele taget kan få en plads. Men som en politiker på rådhuset har bemærket sig, så var det ”da ganske modigt, at SF pludselig tør gå op imod den højtråbende kreative klasses ret til valgfri daginstitution. Også selvom at alle ved, at denne ret kun eksisterer på papiret.” På rådhuset er vurderingen fra flere sider, at SF’erne dermed politisk set dummede sig ved at indtage et temmelig ligegyldigt upopulært synspunkt samtidig med, at de i øvrigt ret uforvarende fik inddraget socialdemokraterne herunder den ansvarlige S-borgmester Anne Vang i sagen. Forslaget var i øvrigt ikke forinden ”handlet af” med socialdemokraterne, selvom de deler synspunktet. Omvendt har S ikke det store behov for at skulle sælge et upopulært budskab til københavnerne, som heller ikke får opbakning fra hverken de radikale eller de borgerlige ligesom Enhedslisten er mere end lunkne. Hverken hos SFs sædvanlige venner i pædagogernes fagforening LFS eller hos forældreorganisationen, KFO er man begejstret for forslaget. Hos LFS kalder man tvangsspredning for ”hovedløs populisme”, mens KFO finder, at ”tvang ikke er motiverende”.
Men da det i høj grad er SF, der har førertrøjen mht. vælgernes gunst, så er det måske også partiet, der nu må påtage sig ansvaret for at gå i spidsen for at vedtage upopulære beslutninger. Og det er ganske nyt.
Aktiv i værdidebat
Overborgmesteren lægger i øvrigt op til i den nærmeste fremtid personligt at deltage i ”værdipolitiske debatter”. Hensigten er formentlig den, at Frank Jensen ønsker mere opmærksomhed om sine egentlige politiske holdninger sådan at det hele ikke drukner i at borgerne kun hører om overborgmesterens konkrete tiltag i dagligdagen, som måske ikke er så opmuntrende, når det politiske barometer står på nedskæringer. Hvad disse holdninger bunder i, og hvordan det i praksis vil blive kommunikeret, står dog endnu ikke klart. I sin første 1. maj-tale som overborgmester benyttede Frank Jensen til at understrege det personlige ansvar hos forældrene for, at deres børn for en god opvækst herunder skolegang.
Sår klinket hos VKO
Hos de borgerlige har man tilsyneladende fået klinket skårene efter konstitueringsforhandlingerne hin dramatiske morgen efter valget, der overraskende for alle endte med, at V, DF og de radikale sammen sikrede den radikale Klaus Bondams borgmesterpost og efterlod de stærkt chokerede konservative ”alene på perronen”. I ugerne efter fik VKOs gruppeformænd og Venstres borgmester Pia Allerslev snakket ud om tingene, og stridsøksen er også blevet begravet, fordi de nyvalgte konservative BR-medlemmer åbenlyst ikke har været interesseret i, at et borgerligt samarbejde valgperioden skulle spoleres af nid og nag. Hos VKO er man derfor ganske salomonisk blevet enige om, at man ser meget forskelligt på forløbet under valgnatten, hvorimod alle til gengæld nu ser fremad. Konkret viser samarbejdet sig ved, at grupperne sædvanligvis koordinerer og stiller en del fælles forslag sammen inden BR-møderne og ofte stemmer sammen ved behandlingen i udvalgene og i BR-salen.
onsdag den 5. maj 2010
tirsdag den 20. april 2010
Rådhuset gør klar til massive besparelser
Menuen står på personalefyringer og sandsynligvis
blokerede daginstitutioner.
Bragt i Bryggebladet nr. 7. den 20. april 2010
Af Jarl Cordua
I sidste uge var rådhuset på den anden ende på grund af majestætens runde fødselsdag. Men så snart festlighederne er overstået, så går kommunens politikere i gang med at se på mulighederne for heftige besparelser på kommunens budget for 2011.
Især på det evigt problematiske børne- og ungeområde skal der spares tre procent ud af et budget på ni milliarder kroner. Det vil sige besparelser på 380 millioner kroner både på vuggestuer, børnehaver, fritidshjem og kommuneskoler, hvor der skal afskediges en del personale. Det er en kæmpeopgave, som et stykke ad vejen vil blive forsøgt løst med naturlig afgang, men man kommer – som det ser ud nu – ikke udenom fyringer også af lærere og pædagoger.
Det vil utvivlsomt betyde, at de faglige organisationer vil iværksætte faglige aktioner, og dertil kommer også forældrebestyrelsernes eventuelle blokader af daginstitutionerne. Hvornår det vil ske vides ikke. Måske iværksættes der aktioner allerede her i foråret, men logisk vil de formentlig først kulminere omkring budgetforhandlingerne i september, sådan at trykket på politikerne bliver af maksimal størrelse. Til den tid gør småbørnsforældre derfor klogt i at finde alternative pasningsmuligheder.
I forvejen har kommunen et kæmpeproblem med at finde skoler og daginstitutioner til de børn, der allerede nu er født. P.t. taler man på rådhuset om, at kommunen mangler tre hele folkeskoler for at klare behovet.
Men selv om kommunen også får ekstra midler fra staten på grund af børnetallet, så vil man ikke komme udenom besparelser og/eller en øget forældrebetaling, som især venstrefløjen foreslår.
Som før nævnt er det ikke alene børne- og ungeområdet, der skal holde for. Det ligger i kortene, at hele kommunens budget vil blive udsat for »en grønthøster«, der skal nedbarbere hver enkelt forvaltnings budget.
I forvejen er det ikke alle kommunens afdelinger, der brillerer med hensyn til at holde styr på pengene. Teknik- og Miljøforvaltningen fik således i begyndelsen af april måned en skarp revisionspåtale for at have en elendig økonomistyring.
Ombudsmand kritiserer
Frikendt på grund af mangel på beviser. Sådan kunne man tolke Folketingets ombudsmands konklusion, efter at han har undersøgt fire ansættelser i Frank Jensens administration, hvor to stillinger blev besat af personer, der tidligere havde deltaget i Jensens valgkampagne i efteråret.
I overborgmesterens sekretariat trækker man dog vejret ret roligt, efter at ombudsmanden i sin redegørelse slår fast, at der intet er at kritisere Frank Jensen for i sagen. At overborgmesteren på en eller anden led har været blandet ind i ansættelserne, er de færreste i tvivl om, men ombudsmanden har imidlertid ingen konkrete beviser for, at Jensen for eksempel har besluttet eller instrueret sine embedsmænd i, hvem der skulle ansættes i hvilke stillinger og så videre. Men overborgmesteren må dog godt give gode råd om, hvem man eventuelt kunne ansætte, fastslår ombudsmanden.
Det er nærliggende at konkludere, at embedsværket med kommunens administrerende direktør Claus Juel i spidsen – uvist af hvilke grunde – åbenbart valgte at følge den kommende overborgmesters »gode råd«. Juel er i øvrigt kendt i embedsmandskredse for hellere at sige ja en gang for meget til politikerne frem for at sige ja en gang for lidt. Denne udviste smidighed gør ham selvsagt populær hos politikerne.
Ombudsmanden finder imidlertid hele forløbet omkring ansættelsesproceduren »stærk kritisabel« og udtrykker i øvrigt forståelse for den mistanke, som pressen har rejst, at det var afgjort på forhånd, hvem der skulle ansættes i de enkelte jobs. En tolkning er, at Juel nu tager skraldet for overborgmesteren. Det skal topembedsmanden i kommunen såmænd nok overleve…
Juridisk har det længe stået klart, at der intet var at komme efter i sagen, og politisk har der aldrig været et flertal for at gå videre med sagen. Kun Venstres gruppeformand Lars Dueholm holder fortsat lidt liv i sagen ved at påpege, at til trods for den manglende »rygende pistol«, så var der omvendt tilstrækkeligt med indicier til, at man kan fastslå, at ansættelserne var afgjort på forhånd, det vil sige reelt anklage Jensen-lejren for at udøve nepotisme. Det vil sige at forfordele folk til kommunale jobs med partibogen i orden, som det udtrykkes. Mon ikke Venstre hiver den sag op af hatten, når valget kommer om tre et halvt år? Hvis altså vælgerne kan huske sagen til den tid.
Sareen beklager
Det knaser fortsat mellem de radikale topfolk, gruppeformand Manu Sareen og integrations- og beskæftigelsesborgmester Klaus Bondam. Det har det gjort længe, men uenigheden mellem de to kulminerede under konstitueringsforhandlingerne i timerne efter valgnatten, hvor Sareen offentligt og i skarpe vendinger undsagde de radikales konstitueringsaftale med de borgerlige partier herunder DF, som gjorde Bondam til borgmester.
Sareen endte dog med at stemme for aftalen, efter at han fik vredet armen rundt af blandt andre den radikale leder Margrete Vestager, og siden har uforsonligheden og den manglende tillid mellem Bondam og Sareen ulmet og ødelagt stemningen i den radikale gruppe.
I sidste uge løb rygtet på rådhuset, at Manu Sareen lørdag på de radikale i Københavns årsmøde ville sige undskyld for sin rolle i de kaotiske timer efter konstitueringsforhandlingerne, hvor Bondam blev udsat for massiv og ganske hård kritik fra partiets vælgere og tillidsfolk. Det er dog ikke helt korrekt. Sareen gav dog den indrømmelse, at han beklagede at have bidraget til at få virakken til at eskalere, da han offentligt kritiserede aftalen om morgenen i TV2 News.
Sareen vil gerne lægge sagen bag sig, for at partiet og han selv kan komme videre. Og tidspunktet er også ganske velvalgt, idet at de radikale på årsmødet vælger folketingskandidater. (Sareen blev valgt som såkaldt "spidskandidat" til folketinget) Alle ved, at Sareen stiler målrettet efter at blive nyt radikalt folketingsmedlem efter Lone Dybkjær, der ikke genopstiller. Og skulle det lykkes, så er der næppe nogen tvivl om, at Klaus Bondam i det stille vil drage et lettelsens suk over at slippe af med sin rival og plageånd.
Nyt moskébyggeri vedtaget
I torsdag vedtog det store flertal til venstre i Borgerrepræsentationen byggeri-et af en ny shia-muslimsk moské på Vibevej, hvor der i øvrigt allerede i dag ligger en moské. Den nye moské vil blandt andet få to 32 meter høje tårne eller minareter plus en kuppel. Kun DF og de konservative og et enkelt iranskfødt BR-medlem fra Enhedslisten stemte imod byggeriet, mens Venstres medlemmer undlod at stemme.
Projektet har mødt en del modstand blandt andet fra eksil-iranere, især fordi byggeriet menes at være sponsoreret af præstestyret i Iran.
I denne sag gjaldt byggeriet en moské, der lå på en grund, hvor der i forvejen lå en moské i dag. Det bliver interessant at se, om en vedtagelse af byggeriet af Sunni-stormoskeen på en tom grund på Amager går ligeså glat i gennem.
Under alle omstændigheder, så har Dansk Folkeparti en synlig sag, som partiet kan gå til kommunalvalg på.
blokerede daginstitutioner.
Bragt i Bryggebladet nr. 7. den 20. april 2010
Af Jarl Cordua
I sidste uge var rådhuset på den anden ende på grund af majestætens runde fødselsdag. Men så snart festlighederne er overstået, så går kommunens politikere i gang med at se på mulighederne for heftige besparelser på kommunens budget for 2011.
Især på det evigt problematiske børne- og ungeområde skal der spares tre procent ud af et budget på ni milliarder kroner. Det vil sige besparelser på 380 millioner kroner både på vuggestuer, børnehaver, fritidshjem og kommuneskoler, hvor der skal afskediges en del personale. Det er en kæmpeopgave, som et stykke ad vejen vil blive forsøgt løst med naturlig afgang, men man kommer – som det ser ud nu – ikke udenom fyringer også af lærere og pædagoger.
Det vil utvivlsomt betyde, at de faglige organisationer vil iværksætte faglige aktioner, og dertil kommer også forældrebestyrelsernes eventuelle blokader af daginstitutionerne. Hvornår det vil ske vides ikke. Måske iværksættes der aktioner allerede her i foråret, men logisk vil de formentlig først kulminere omkring budgetforhandlingerne i september, sådan at trykket på politikerne bliver af maksimal størrelse. Til den tid gør småbørnsforældre derfor klogt i at finde alternative pasningsmuligheder.
I forvejen har kommunen et kæmpeproblem med at finde skoler og daginstitutioner til de børn, der allerede nu er født. P.t. taler man på rådhuset om, at kommunen mangler tre hele folkeskoler for at klare behovet.
Men selv om kommunen også får ekstra midler fra staten på grund af børnetallet, så vil man ikke komme udenom besparelser og/eller en øget forældrebetaling, som især venstrefløjen foreslår.
Som før nævnt er det ikke alene børne- og ungeområdet, der skal holde for. Det ligger i kortene, at hele kommunens budget vil blive udsat for »en grønthøster«, der skal nedbarbere hver enkelt forvaltnings budget.
I forvejen er det ikke alle kommunens afdelinger, der brillerer med hensyn til at holde styr på pengene. Teknik- og Miljøforvaltningen fik således i begyndelsen af april måned en skarp revisionspåtale for at have en elendig økonomistyring.
Ombudsmand kritiserer
Frikendt på grund af mangel på beviser. Sådan kunne man tolke Folketingets ombudsmands konklusion, efter at han har undersøgt fire ansættelser i Frank Jensens administration, hvor to stillinger blev besat af personer, der tidligere havde deltaget i Jensens valgkampagne i efteråret.
I overborgmesterens sekretariat trækker man dog vejret ret roligt, efter at ombudsmanden i sin redegørelse slår fast, at der intet er at kritisere Frank Jensen for i sagen. At overborgmesteren på en eller anden led har været blandet ind i ansættelserne, er de færreste i tvivl om, men ombudsmanden har imidlertid ingen konkrete beviser for, at Jensen for eksempel har besluttet eller instrueret sine embedsmænd i, hvem der skulle ansættes i hvilke stillinger og så videre. Men overborgmesteren må dog godt give gode råd om, hvem man eventuelt kunne ansætte, fastslår ombudsmanden.
Det er nærliggende at konkludere, at embedsværket med kommunens administrerende direktør Claus Juel i spidsen – uvist af hvilke grunde – åbenbart valgte at følge den kommende overborgmesters »gode råd«. Juel er i øvrigt kendt i embedsmandskredse for hellere at sige ja en gang for meget til politikerne frem for at sige ja en gang for lidt. Denne udviste smidighed gør ham selvsagt populær hos politikerne.
Ombudsmanden finder imidlertid hele forløbet omkring ansættelsesproceduren »stærk kritisabel« og udtrykker i øvrigt forståelse for den mistanke, som pressen har rejst, at det var afgjort på forhånd, hvem der skulle ansættes i de enkelte jobs. En tolkning er, at Juel nu tager skraldet for overborgmesteren. Det skal topembedsmanden i kommunen såmænd nok overleve…
Juridisk har det længe stået klart, at der intet var at komme efter i sagen, og politisk har der aldrig været et flertal for at gå videre med sagen. Kun Venstres gruppeformand Lars Dueholm holder fortsat lidt liv i sagen ved at påpege, at til trods for den manglende »rygende pistol«, så var der omvendt tilstrækkeligt med indicier til, at man kan fastslå, at ansættelserne var afgjort på forhånd, det vil sige reelt anklage Jensen-lejren for at udøve nepotisme. Det vil sige at forfordele folk til kommunale jobs med partibogen i orden, som det udtrykkes. Mon ikke Venstre hiver den sag op af hatten, når valget kommer om tre et halvt år? Hvis altså vælgerne kan huske sagen til den tid.
Sareen beklager
Det knaser fortsat mellem de radikale topfolk, gruppeformand Manu Sareen og integrations- og beskæftigelsesborgmester Klaus Bondam. Det har det gjort længe, men uenigheden mellem de to kulminerede under konstitueringsforhandlingerne i timerne efter valgnatten, hvor Sareen offentligt og i skarpe vendinger undsagde de radikales konstitueringsaftale med de borgerlige partier herunder DF, som gjorde Bondam til borgmester.
Sareen endte dog med at stemme for aftalen, efter at han fik vredet armen rundt af blandt andre den radikale leder Margrete Vestager, og siden har uforsonligheden og den manglende tillid mellem Bondam og Sareen ulmet og ødelagt stemningen i den radikale gruppe.
I sidste uge løb rygtet på rådhuset, at Manu Sareen lørdag på de radikale i Københavns årsmøde ville sige undskyld for sin rolle i de kaotiske timer efter konstitueringsforhandlingerne, hvor Bondam blev udsat for massiv og ganske hård kritik fra partiets vælgere og tillidsfolk. Det er dog ikke helt korrekt. Sareen gav dog den indrømmelse, at han beklagede at have bidraget til at få virakken til at eskalere, da han offentligt kritiserede aftalen om morgenen i TV2 News.
Sareen vil gerne lægge sagen bag sig, for at partiet og han selv kan komme videre. Og tidspunktet er også ganske velvalgt, idet at de radikale på årsmødet vælger folketingskandidater. (Sareen blev valgt som såkaldt "spidskandidat" til folketinget) Alle ved, at Sareen stiler målrettet efter at blive nyt radikalt folketingsmedlem efter Lone Dybkjær, der ikke genopstiller. Og skulle det lykkes, så er der næppe nogen tvivl om, at Klaus Bondam i det stille vil drage et lettelsens suk over at slippe af med sin rival og plageånd.
Nyt moskébyggeri vedtaget
I torsdag vedtog det store flertal til venstre i Borgerrepræsentationen byggeri-et af en ny shia-muslimsk moské på Vibevej, hvor der i øvrigt allerede i dag ligger en moské. Den nye moské vil blandt andet få to 32 meter høje tårne eller minareter plus en kuppel. Kun DF og de konservative og et enkelt iranskfødt BR-medlem fra Enhedslisten stemte imod byggeriet, mens Venstres medlemmer undlod at stemme.
Projektet har mødt en del modstand blandt andet fra eksil-iranere, især fordi byggeriet menes at være sponsoreret af præstestyret i Iran.
I denne sag gjaldt byggeriet en moské, der lå på en grund, hvor der i forvejen lå en moské i dag. Det bliver interessant at se, om en vedtagelse af byggeriet af Sunni-stormoskeen på en tom grund på Amager går ligeså glat i gennem.
Under alle omstændigheder, så har Dansk Folkeparti en synlig sag, som partiet kan gå til kommunalvalg på.
mandag den 5. april 2010
Frank Jensens første større politiske forlig i hus
Store offentlige anlægsbyggerier skal sætte fut i byens beskæftigelse
Bragt i Bryggebladet nr. 6 den 30.marts 2010
Af Jarl Cordua
Tre måneder. Så kort tid skulle der gå før, at Frank Jensen spillede ud med en større investeringsplan til 561 mill. kr., der bl.a. skal iværksætte byggerier af daginstitutioner samt et større, men kontroversielt vej- og anlægsbyggeri på Østerbro. Hele planen forsøger overborgmesteren nu at sælge til offentligheden under den lidt streetsmarte overskrift ”Kickstart København” plus det ligeledes ganske kække budskab om, at ”vi bygger os ud af krisen”. For i planen skjuler der sig i alt 5.500 arbejdspladser, lover de tre forligspartier, S, SF og de radikale. Det er i øvrigt en anlægspakke, der kommer oveni en i forvejen historisk anlægsaktivitet for kommunen, der bygger og renoverer for svimlende ti milliarder kr. frem mod 2014.
Fødselsboom
Anlægspakken har først og fremmest til formål at få løst kommunens for tiden største udfordring: At få bygget daginstitutioner, der udfylder det presserende børnepasningsbehov, som er fulgt med det ”fødselsboom”, kommunen oplever for tiden. Allerede om tre år vil der være 5000 flere børn end i dag, og derfor besluttede S, SF og De radikale torsdag i sidste uge at afsætte 208 mill. kr., som iflg. beregningerne skaber 661 vuggestue- eller børnehavepladser.
Frank Jensens valgløfte
Disse byggerier kan kun komme i gang for sent, for Frank Jensen har travlt, idet byens nye overborgmester allerede i januar konkret lovede vælgerne, at socialdemokraterne ikke fortjente at blive siddende ved magten, hvis kommunen ikke inden valget i 2013 kan tilbyde pasning inden for en afstand af et kvarters cykling fra hjemmet. Det valgløfte mener overborgmesteren tilsyneladende, at denne anlægsplan vil indfri. Berlingske Tidendes indlandsredaktion, der efter valget leverede et sæt spindoktorer til byens to socialdemokratiske borgmestre, er tilsyneladende enig heri. Avisen allerede torsdag lagde sig således fladt ned, da den i en artikel med overskriften ”Frank Jensen opfylder valgløfte om børn”, måtte konstatere at overborgmesteren allerede havde leveret varen. Andre – mere kritiske medier – såsom Politiken hæfter sig fredag ved, at disse daginstitutioner imidlertid også skal have ansat nogle pædagoger for at kunne opfylde Jensens valgløfter. For i anlægsplanen følger, der slet ikke tilstrækkelig med penge til at klare driften. Der udestår således en opgave med at finde driftsmidlerne på kommunens budget, og her har Børne og Ungdomsborgmester Anne Vang (S) allerede meldt ud, at de penge skal findes i forbindelse med budgetforhandlingerne til efteråret.
Enten-eller
Både de borgerlige og Enhedslisten ville naturligvis gerne have været med til at tage ansvar for at der bliver bygget disse daginstitutioner. Men ønskede partierne del i æren, så stillede overborgmesteren som ufravigelig betingelse, at de også skulle de også stå bag forslaget om at bygge en gravet vejtunnel inden for en med staten for længst aftalt ramme på 1,8 mia.kr, der skal lede den tunge trafik fra Helsingørmotorvejen til Containerterminalen på Nordhavnen. Forberedelserne af en Nordhavnsvej herunder mindskning af beboergener mv. og en udbygning af cykelstierne i området vil samlet stå i en udgift på 180 mill.kr.
VKO-valgløfte
Denne sammenkædning af de to vidt forskellige sager, fandt Venstres Pia Allerslev ”dybt usaglig”, og selvom at især De konservatives leder Mogens Lønborg og DFs Carl Christian Ebbesen begge var fristet til gå med i forliget, så bed de øvrige borgerlige partier heller ikke til bolle. Afvisningen bunder i, at begge partier har – ligesom Enhedslisten og Venstre – under kommunalvalgkampen for et lille halvt år siden førte en klokkeklar kampagne for at vejforbindelsen blev ført under Østerbro med en ”boret tunnel”. Den løsning er - med en samlet pris på 4 mia. kr. - imidlertid dobbelt så dyr som den aktuelle løsning. Finansieringen af et sådant projekt er mildt sagt noget sagnomspunden, i det VKO forestiller sig, at staten dvs. politikerne på Christiansborg vil finansiere hovedparten. Intet har dog hidtil tydet på, at det vil ske. Desuden mener de borgerlige, at Nordhavnsvejen med sine planlagte fire spor bliver for underdimensioneret i forhold til, hvis den en dag skal kobles på en kommende havnetunnel til Amager. Under alle omstændigheder turde VKO-partierne ikke lægge navn til en aftale, fordi etableringen af Nordhavnsvejen utvivlsomt vil genere det relativt store antal borgerlige vælgere på ydre Østerbro, som ifølge Allerslev bliver ”smadret” af Nordhavnsvejen.
Omvendt stiller forligspartierne sig uforstående overfor at de borgerlige partier på rådhuset ikke bakker op om planerne om at levere den vejforbindelse, som kommunen i en tidligere indgået aftale med den borgerlige regering om Metro Cityringen har forpligtet sig til at levere senest i 2014. Der er åbenbart ingen enighed i denne sag mellem VK på Christiansborg og blandt partifællerne på rådhuset, hvilket selvsagt er med til at svække troværdigheden hos de borgerlige. Og derfor er VKO også under mistanke for ikke at gå med i forliget ud fra motivet om ikke at unde Frank Jensen en stor politisk sejr, hvis det var kommet til et bredt forlig.
Der er også andre mere ukontroversielle dele af planen, som alle fint lever med. Fx investeres der 36 mill. kr. i at skabe ”attraktive byrum med plads til liv”, hvilket indebærer ny belægning af strøggader som Købmagergade, Hauser Plads og Kultorvet. Dertil kommer 13,5 mio. kr. til initiativer, som skal hjælpe med at bryde fødekæden af unge til banderne. Ydermere skal København åbenbart som noget helt epokegørende ”tilbyde gode forhold for de ældre på plejehjem” samt med en bevilling på 57,1 mio. kr. forbedre sygepleje, køkkenfaciliteter samt etablering af nye fællesarealer til københavnerne på byens plejehjem. Endelig vil kommunen ”bedre vilkår for udsatte københavnere og flere almene boliger”. Alt sammen populære initiativer, som VKO åbenbart ikke turde gå med i af frygt for, hvad Nordhavnsvejen vil skabe af ballade og negativ reaktion hos vælgerne.
For kort tid til Ø
Enhedslistens folkevalgte på rådhuset var i grunden positivt indstillede overfor ”Kickstart København”, men sagde nej med henvisning til den korte tidsfrist på under et døgn, som overborgmesteren havde udmålt til partierne til at overveje det 14 siders lange udspil. Venstrefløjspartiet havde under alle omstændigheder behov for at lade sin lokale hovedbestyrelse drøfte forslaget, før man kunne tilslutte sig det, hvilket den korte tidsfrist ikke gav mulighed for. I det store hele lader Enhedslisten dog skinne igennem, at man egentlig er tilfreds medanlægsplanen.
Majestætens gave
Ud over den noget højtravende ambition om at føre København frelst gennem finanskrisen, så har Borgerrepræsentationens partier også beskæftiget sig med andre ”vigtige” ting. Blandt andet spørgsmålet om, hvilken gave som majestæten bør modtage af bystyret i anledningen af sin 70 års fødselsdag den 16. april. Dronningen selv har foreslået et kontant bidrag til en tiltrængt renovering repræsentationslokalerne på Christiansborg. Ved 60-fødselsdagen forærede kommunen majestæten 200.000 kr., men med inflationen osv., så har man nu rundet op til 230.000kr. Både formål og beløbsstørrelsen har dog vakt modstand især blandt venstrefløjspartierne i BR. SF på Christiansborg mente, at penge burde gå til legepladser for udsatte børn, mens Enhedslisten på Rådhuset vurderede, at det måtte række at ære fødselaren med en buket blomster og en flaske portvin i anledningen af den runde dag. Et markant flertal stemte dog for at bevilge det nævnte gavebeløb. Imod forslaget stemte foruden venstrefløjspartierne imidlertid også – og lidt opsigtvækkende - Venstres gruppeformand Lars Dueholm og BR-medlem (V) Flemming Steen Munch.
Kjeldgaard væk om et år
Endelig går snakken på gangene om, at SFs teknik og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard i et hemmeligt notat har nedskrevet sine prioriteter mht. hvilke jobs han ville være interesseret i at få, hvis de blev ham tilbudt, og så går hvilke begrundelser han herefter kan give vælgerne, den dag han forlader Københavns politik. På rådhuset forventer man, at Kjeldgaard er ude af politik inden det næste år.
Bragt i Bryggebladet nr. 6 den 30.marts 2010
Af Jarl Cordua
Tre måneder. Så kort tid skulle der gå før, at Frank Jensen spillede ud med en større investeringsplan til 561 mill. kr., der bl.a. skal iværksætte byggerier af daginstitutioner samt et større, men kontroversielt vej- og anlægsbyggeri på Østerbro. Hele planen forsøger overborgmesteren nu at sælge til offentligheden under den lidt streetsmarte overskrift ”Kickstart København” plus det ligeledes ganske kække budskab om, at ”vi bygger os ud af krisen”. For i planen skjuler der sig i alt 5.500 arbejdspladser, lover de tre forligspartier, S, SF og de radikale. Det er i øvrigt en anlægspakke, der kommer oveni en i forvejen historisk anlægsaktivitet for kommunen, der bygger og renoverer for svimlende ti milliarder kr. frem mod 2014.
Fødselsboom
Anlægspakken har først og fremmest til formål at få løst kommunens for tiden største udfordring: At få bygget daginstitutioner, der udfylder det presserende børnepasningsbehov, som er fulgt med det ”fødselsboom”, kommunen oplever for tiden. Allerede om tre år vil der være 5000 flere børn end i dag, og derfor besluttede S, SF og De radikale torsdag i sidste uge at afsætte 208 mill. kr., som iflg. beregningerne skaber 661 vuggestue- eller børnehavepladser.
Frank Jensens valgløfte
Disse byggerier kan kun komme i gang for sent, for Frank Jensen har travlt, idet byens nye overborgmester allerede i januar konkret lovede vælgerne, at socialdemokraterne ikke fortjente at blive siddende ved magten, hvis kommunen ikke inden valget i 2013 kan tilbyde pasning inden for en afstand af et kvarters cykling fra hjemmet. Det valgløfte mener overborgmesteren tilsyneladende, at denne anlægsplan vil indfri. Berlingske Tidendes indlandsredaktion, der efter valget leverede et sæt spindoktorer til byens to socialdemokratiske borgmestre, er tilsyneladende enig heri. Avisen allerede torsdag lagde sig således fladt ned, da den i en artikel med overskriften ”Frank Jensen opfylder valgløfte om børn”, måtte konstatere at overborgmesteren allerede havde leveret varen. Andre – mere kritiske medier – såsom Politiken hæfter sig fredag ved, at disse daginstitutioner imidlertid også skal have ansat nogle pædagoger for at kunne opfylde Jensens valgløfter. For i anlægsplanen følger, der slet ikke tilstrækkelig med penge til at klare driften. Der udestår således en opgave med at finde driftsmidlerne på kommunens budget, og her har Børne og Ungdomsborgmester Anne Vang (S) allerede meldt ud, at de penge skal findes i forbindelse med budgetforhandlingerne til efteråret.
Enten-eller
Både de borgerlige og Enhedslisten ville naturligvis gerne have været med til at tage ansvar for at der bliver bygget disse daginstitutioner. Men ønskede partierne del i æren, så stillede overborgmesteren som ufravigelig betingelse, at de også skulle de også stå bag forslaget om at bygge en gravet vejtunnel inden for en med staten for længst aftalt ramme på 1,8 mia.kr, der skal lede den tunge trafik fra Helsingørmotorvejen til Containerterminalen på Nordhavnen. Forberedelserne af en Nordhavnsvej herunder mindskning af beboergener mv. og en udbygning af cykelstierne i området vil samlet stå i en udgift på 180 mill.kr.
VKO-valgløfte
Denne sammenkædning af de to vidt forskellige sager, fandt Venstres Pia Allerslev ”dybt usaglig”, og selvom at især De konservatives leder Mogens Lønborg og DFs Carl Christian Ebbesen begge var fristet til gå med i forliget, så bed de øvrige borgerlige partier heller ikke til bolle. Afvisningen bunder i, at begge partier har – ligesom Enhedslisten og Venstre – under kommunalvalgkampen for et lille halvt år siden førte en klokkeklar kampagne for at vejforbindelsen blev ført under Østerbro med en ”boret tunnel”. Den løsning er - med en samlet pris på 4 mia. kr. - imidlertid dobbelt så dyr som den aktuelle løsning. Finansieringen af et sådant projekt er mildt sagt noget sagnomspunden, i det VKO forestiller sig, at staten dvs. politikerne på Christiansborg vil finansiere hovedparten. Intet har dog hidtil tydet på, at det vil ske. Desuden mener de borgerlige, at Nordhavnsvejen med sine planlagte fire spor bliver for underdimensioneret i forhold til, hvis den en dag skal kobles på en kommende havnetunnel til Amager. Under alle omstændigheder turde VKO-partierne ikke lægge navn til en aftale, fordi etableringen af Nordhavnsvejen utvivlsomt vil genere det relativt store antal borgerlige vælgere på ydre Østerbro, som ifølge Allerslev bliver ”smadret” af Nordhavnsvejen.
Omvendt stiller forligspartierne sig uforstående overfor at de borgerlige partier på rådhuset ikke bakker op om planerne om at levere den vejforbindelse, som kommunen i en tidligere indgået aftale med den borgerlige regering om Metro Cityringen har forpligtet sig til at levere senest i 2014. Der er åbenbart ingen enighed i denne sag mellem VK på Christiansborg og blandt partifællerne på rådhuset, hvilket selvsagt er med til at svække troværdigheden hos de borgerlige. Og derfor er VKO også under mistanke for ikke at gå med i forliget ud fra motivet om ikke at unde Frank Jensen en stor politisk sejr, hvis det var kommet til et bredt forlig.
Der er også andre mere ukontroversielle dele af planen, som alle fint lever med. Fx investeres der 36 mill. kr. i at skabe ”attraktive byrum med plads til liv”, hvilket indebærer ny belægning af strøggader som Købmagergade, Hauser Plads og Kultorvet. Dertil kommer 13,5 mio. kr. til initiativer, som skal hjælpe med at bryde fødekæden af unge til banderne. Ydermere skal København åbenbart som noget helt epokegørende ”tilbyde gode forhold for de ældre på plejehjem” samt med en bevilling på 57,1 mio. kr. forbedre sygepleje, køkkenfaciliteter samt etablering af nye fællesarealer til københavnerne på byens plejehjem. Endelig vil kommunen ”bedre vilkår for udsatte københavnere og flere almene boliger”. Alt sammen populære initiativer, som VKO åbenbart ikke turde gå med i af frygt for, hvad Nordhavnsvejen vil skabe af ballade og negativ reaktion hos vælgerne.
For kort tid til Ø
Enhedslistens folkevalgte på rådhuset var i grunden positivt indstillede overfor ”Kickstart København”, men sagde nej med henvisning til den korte tidsfrist på under et døgn, som overborgmesteren havde udmålt til partierne til at overveje det 14 siders lange udspil. Venstrefløjspartiet havde under alle omstændigheder behov for at lade sin lokale hovedbestyrelse drøfte forslaget, før man kunne tilslutte sig det, hvilket den korte tidsfrist ikke gav mulighed for. I det store hele lader Enhedslisten dog skinne igennem, at man egentlig er tilfreds medanlægsplanen.
Majestætens gave
Ud over den noget højtravende ambition om at føre København frelst gennem finanskrisen, så har Borgerrepræsentationens partier også beskæftiget sig med andre ”vigtige” ting. Blandt andet spørgsmålet om, hvilken gave som majestæten bør modtage af bystyret i anledningen af sin 70 års fødselsdag den 16. april. Dronningen selv har foreslået et kontant bidrag til en tiltrængt renovering repræsentationslokalerne på Christiansborg. Ved 60-fødselsdagen forærede kommunen majestæten 200.000 kr., men med inflationen osv., så har man nu rundet op til 230.000kr. Både formål og beløbsstørrelsen har dog vakt modstand især blandt venstrefløjspartierne i BR. SF på Christiansborg mente, at penge burde gå til legepladser for udsatte børn, mens Enhedslisten på Rådhuset vurderede, at det måtte række at ære fødselaren med en buket blomster og en flaske portvin i anledningen af den runde dag. Et markant flertal stemte dog for at bevilge det nævnte gavebeløb. Imod forslaget stemte foruden venstrefløjspartierne imidlertid også – og lidt opsigtvækkende - Venstres gruppeformand Lars Dueholm og BR-medlem (V) Flemming Steen Munch.
Kjeldgaard væk om et år
Endelig går snakken på gangene om, at SFs teknik og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard i et hemmeligt notat har nedskrevet sine prioriteter mht. hvilke jobs han ville være interesseret i at få, hvis de blev ham tilbudt, og så går hvilke begrundelser han herefter kan give vælgerne, den dag han forlader Københavns politik. På rådhuset forventer man, at Kjeldgaard er ude af politik inden det næste år.
torsdag den 4. marts 2010
Farvel til borgerlige borgmestre i København
Frank Jensen får uventet hjælp fra VK-regeringen.
Af Jarl Cordua
Bragt i Bryggebladet nr.4 2. marts 2010
Takket være VK-regeringen kører Venstres Pia Allerslev formentlig på sin sidste periode som borgmester i København. Det bliver formentlig konsekvensen af, at et bredt flertal i Folketinget afskaffer den særlige styre-form i København, hvor mindretallets partier også får andel i borgmesterposterne.
I fremtiden vil en flertalskonstellation med minimum 28 af Borgerrepræsentationens 55 mandater, således »rydde bordet« for borgmesterposter. Eksempelvis betyder det, at S-SF og Enhedslisten besætter samtlige syv borgmesterposter, såfremt at reglerne havde været gældende i indeværende valgperiode. Det vil sige, at den radikale Klaus Bondams og Venstres Pia Allerslevs borgmesterposter i stedet var blevet besat af politikere fra henholdsvis S og SF. Regeringen lægger nu op til, at de nye regler bliver indført allerede fra 1. januar 2014. Imidlertid ligger det i kortene, at et lovforslag først er på trapperne i løbet af et års tid. Det vil sige, at et folketingsvalg i mellemtiden vil kunne udskyde forslagets vedtagelse.
Ritt fik ret
For et års tid siden annoncerede daværende overborgmester Ritt Bjerregaard (S), at hun ikke genopstillede til en ny valgperiode. Ved samme anledning gav Ritt især Københavns styreform skylden for, at det ikke var lykkedes for hende at gennemføre store dele af sin politik. Hun står dog langtfra alene med synspunkterne. Faktisk er der bred enighed lige fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten om, at det skaber en uklarhed hos borgerne, at der ikke altid er sammenhæng mellem, de politikere, der har ansvaret for trufne beslutninger, og de borgmestre, der er sat til at føre den konkrete vedtagne politik ud i livet. Et krystalklart eksempel illustrerer fint problemstillingen: Pia Allerslev har som kultur og fritidsborgmester ansvaret for det såkaldte »Ungdomshus«, som hun og hendes er parti er inderligt imod, men som et flertal i BR støtter. Med det sædvanlige udvalgsstyre, som regeringen foreslår, vil alene borgmestre inden for konstitueringsflertallet skulle gennemføre flertallets politik, mens mindretallet fremover vil stå frit som ren opposition. Det vil skabe klarhed for de sikkert forvirrede borgerne, der siden slipper for at opleve borgmestre fra oppositionen forklare sig om dispositioner, de er dybt uenige i, men alligevel ansvarlige for.
Nye strategier
Kan udsigten til en ny styreform også få konsekvenser for samarbejdet i BR i den kommende periode? Måske på en indirekte måde. Det vil efter min vurdering give overborgmester Frank Jensen et ekstra kort på hånden overfor sine samarbejdspartnere. Både partierne til højre og til venstre for Socialdemokraterne vil i fremtiden skulle lægge en klar strategi med hensyn til, om man går efter at komme med i en ny regering – og dermed tage del i ansvaret – eller i stedet satse fuldtonet på en ren oppositionslinje, hvor man kan hamre løs på »regeringskonstellationen« og dets beslutninger. Det vil sige fuldstændigt som man ser det i Folketinget. Med andre ord: Vil man se Enhedslisten, de radikale og VK forsøge at ombejle Frank Jensen de næste fire år med henblik på at komme med i en »flertalsregering«? Og vil denne konkurrence ikke sænke den pris i form af politiske indrømmelser, som Jensen vil give for at invitere partierne med i et samarbejde? Og hvis V og K vælger rollen som benhamrende hård opposition: Hvordan vil det påvirke samarbejdet i resten af perioden?
Beskyt mindretallet
En anden vigtig problemstilling er, hvad gør man for at sikre mindretallets mulighed for at komme til orde? For i fremtiden mister mindretallet de borgmesterposter, som også er vigtige platforme til at komme i medierne. Her har blandt andet Enhedslisten spillet ud med konkrete forslag, der sikrer, at mindretallets partier får adgang til faglig veluddannet sekretariatsbistand, midler til at ansætte en pressechef og så videre. Dertil kommer tanker om, at for eksempel gruppeformænd, politiske ordførere og medlemmerne af Økonomiudvalget får en fast løn, så de fremover bliver fuldtidspolitikere. Netop det er nu blevet Pia Allerslevs dagsorden, og disse ideer vil uden tvivl få opbakning både fra regeringen, Folketinget, overborgmesteren og BR. Venstre-borgmesteren har derfor klart erkendt, at slaget om at bevare borgerlige mindretalsborgmestre i fremtiden reelt er tabt.
Tak til »Tulle«
På rådhuset er man derfor også lettere forbløffet over, at det netop er VK-regeringen, der spiller ud med dette forslag. Forklaringen er formentlig den, at især Dansk Folkeparti længe har haft et ønske om at skabe klarhed, desuagtet at det helt umuliggør, at DF i fremtiden får en mindretalsborgmester. Partiet har faktisk ved et par BR-valg været tæt på de magiske syv mandater, der automatisk udløser en borgmesterpost. Lige efter årsskiftet spillede DF’s finansordfører Kristian Thulesen Dahl ret pludseligt ud med et forslag om en kommission, der blandt andet skulle se på Københavns styreform. Frank Jensen tog i afdæmpede vendinger positivt imod forslaget, mens regeringens daværende indenrigsminister Karen Ellemann spillede bolden tilbage ved at pointere, at København ifølge den gældende lovgivning allerede selv har mulighed for at ændre styreform. Netop det afviste overborgmesteren dog med henvisning til, at der skulle findes en løsning via en ændring i lovgivningen, der fremover beskytter mindretallet.
På de indre linjer sendte regeringen imidlertid et signal til rådhuset om, at man var i gang med at kigge på sagen. Alligevel kommer VK-regeringens forslag som en kæmpeoverraskelse for alle, og i Frank Jensens lejr kan man næsten ikke tro sit held. I den borgerlige lejr er holdningerne delte, især internt hos K; men hos VK er man nu enige om at redde, hvad der reddes kan. Er det så rent saglige hensyn og pludselig idérigdom hos regeringen, der har gjort, at en reform af styreformen er på vej? Ikke helt. Det tyder på, at regeringen var tvunget af, efter at have fået signaler fra DF signaleret herom, at hvis ikke regeringen selv spillede ud med et forslag, så kunne DF finde på at stemme for for eksempel et beslutningsforslag sammen med oppositionen til venstre i Folketinget. Et beslutningsforslag ville også have tvunget regeringen til truget. Så for at spare sig selv for den ydmygelse, har Lars Løkke Rasmussen gjort sagen til regeringens politik.
Tilbage står, at de borgerlige politikere på rådhuset i realiteten især kan takke Kristian Thulesen Dahl for, at Københavns borgmestre formentlig i fremtiden alle vil være røde.
Fortsat rævekager
Vil en ny styreform betyde en ændring for borgerne i hverdagen? Det er der intet, der tyder på. Politikken bliver der heller ikke rørt ved, for helt banalt kræver det såmænd stadigvæk et flertal i BR, før beslutninger kan føres ud i livet. Og magtkampene og rævekagerne ved konstitueringsforhandlingerne på valgnatten eksisterer i bedste velgående ude i landets små hundrede kommuner. Så dem slipper vi næppe heller for i fremtiden i København.
Styreformen vil derfor næppe mindske underholdningsværdien af de politiske kampe på Københavns Rådhus. Og det er vi da en del, der er glade for!
Af Jarl Cordua
Bragt i Bryggebladet nr.4 2. marts 2010
Takket være VK-regeringen kører Venstres Pia Allerslev formentlig på sin sidste periode som borgmester i København. Det bliver formentlig konsekvensen af, at et bredt flertal i Folketinget afskaffer den særlige styre-form i København, hvor mindretallets partier også får andel i borgmesterposterne.
I fremtiden vil en flertalskonstellation med minimum 28 af Borgerrepræsentationens 55 mandater, således »rydde bordet« for borgmesterposter. Eksempelvis betyder det, at S-SF og Enhedslisten besætter samtlige syv borgmesterposter, såfremt at reglerne havde været gældende i indeværende valgperiode. Det vil sige, at den radikale Klaus Bondams og Venstres Pia Allerslevs borgmesterposter i stedet var blevet besat af politikere fra henholdsvis S og SF. Regeringen lægger nu op til, at de nye regler bliver indført allerede fra 1. januar 2014. Imidlertid ligger det i kortene, at et lovforslag først er på trapperne i løbet af et års tid. Det vil sige, at et folketingsvalg i mellemtiden vil kunne udskyde forslagets vedtagelse.
Ritt fik ret
For et års tid siden annoncerede daværende overborgmester Ritt Bjerregaard (S), at hun ikke genopstillede til en ny valgperiode. Ved samme anledning gav Ritt især Københavns styreform skylden for, at det ikke var lykkedes for hende at gennemføre store dele af sin politik. Hun står dog langtfra alene med synspunkterne. Faktisk er der bred enighed lige fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten om, at det skaber en uklarhed hos borgerne, at der ikke altid er sammenhæng mellem, de politikere, der har ansvaret for trufne beslutninger, og de borgmestre, der er sat til at føre den konkrete vedtagne politik ud i livet. Et krystalklart eksempel illustrerer fint problemstillingen: Pia Allerslev har som kultur og fritidsborgmester ansvaret for det såkaldte »Ungdomshus«, som hun og hendes er parti er inderligt imod, men som et flertal i BR støtter. Med det sædvanlige udvalgsstyre, som regeringen foreslår, vil alene borgmestre inden for konstitueringsflertallet skulle gennemføre flertallets politik, mens mindretallet fremover vil stå frit som ren opposition. Det vil skabe klarhed for de sikkert forvirrede borgerne, der siden slipper for at opleve borgmestre fra oppositionen forklare sig om dispositioner, de er dybt uenige i, men alligevel ansvarlige for.
Nye strategier
Kan udsigten til en ny styreform også få konsekvenser for samarbejdet i BR i den kommende periode? Måske på en indirekte måde. Det vil efter min vurdering give overborgmester Frank Jensen et ekstra kort på hånden overfor sine samarbejdspartnere. Både partierne til højre og til venstre for Socialdemokraterne vil i fremtiden skulle lægge en klar strategi med hensyn til, om man går efter at komme med i en ny regering – og dermed tage del i ansvaret – eller i stedet satse fuldtonet på en ren oppositionslinje, hvor man kan hamre løs på »regeringskonstellationen« og dets beslutninger. Det vil sige fuldstændigt som man ser det i Folketinget. Med andre ord: Vil man se Enhedslisten, de radikale og VK forsøge at ombejle Frank Jensen de næste fire år med henblik på at komme med i en »flertalsregering«? Og vil denne konkurrence ikke sænke den pris i form af politiske indrømmelser, som Jensen vil give for at invitere partierne med i et samarbejde? Og hvis V og K vælger rollen som benhamrende hård opposition: Hvordan vil det påvirke samarbejdet i resten af perioden?
Beskyt mindretallet
En anden vigtig problemstilling er, hvad gør man for at sikre mindretallets mulighed for at komme til orde? For i fremtiden mister mindretallet de borgmesterposter, som også er vigtige platforme til at komme i medierne. Her har blandt andet Enhedslisten spillet ud med konkrete forslag, der sikrer, at mindretallets partier får adgang til faglig veluddannet sekretariatsbistand, midler til at ansætte en pressechef og så videre. Dertil kommer tanker om, at for eksempel gruppeformænd, politiske ordførere og medlemmerne af Økonomiudvalget får en fast løn, så de fremover bliver fuldtidspolitikere. Netop det er nu blevet Pia Allerslevs dagsorden, og disse ideer vil uden tvivl få opbakning både fra regeringen, Folketinget, overborgmesteren og BR. Venstre-borgmesteren har derfor klart erkendt, at slaget om at bevare borgerlige mindretalsborgmestre i fremtiden reelt er tabt.
Tak til »Tulle«
På rådhuset er man derfor også lettere forbløffet over, at det netop er VK-regeringen, der spiller ud med dette forslag. Forklaringen er formentlig den, at især Dansk Folkeparti længe har haft et ønske om at skabe klarhed, desuagtet at det helt umuliggør, at DF i fremtiden får en mindretalsborgmester. Partiet har faktisk ved et par BR-valg været tæt på de magiske syv mandater, der automatisk udløser en borgmesterpost. Lige efter årsskiftet spillede DF’s finansordfører Kristian Thulesen Dahl ret pludseligt ud med et forslag om en kommission, der blandt andet skulle se på Københavns styreform. Frank Jensen tog i afdæmpede vendinger positivt imod forslaget, mens regeringens daværende indenrigsminister Karen Ellemann spillede bolden tilbage ved at pointere, at København ifølge den gældende lovgivning allerede selv har mulighed for at ændre styreform. Netop det afviste overborgmesteren dog med henvisning til, at der skulle findes en løsning via en ændring i lovgivningen, der fremover beskytter mindretallet.
På de indre linjer sendte regeringen imidlertid et signal til rådhuset om, at man var i gang med at kigge på sagen. Alligevel kommer VK-regeringens forslag som en kæmpeoverraskelse for alle, og i Frank Jensens lejr kan man næsten ikke tro sit held. I den borgerlige lejr er holdningerne delte, især internt hos K; men hos VK er man nu enige om at redde, hvad der reddes kan. Er det så rent saglige hensyn og pludselig idérigdom hos regeringen, der har gjort, at en reform af styreformen er på vej? Ikke helt. Det tyder på, at regeringen var tvunget af, efter at have fået signaler fra DF signaleret herom, at hvis ikke regeringen selv spillede ud med et forslag, så kunne DF finde på at stemme for for eksempel et beslutningsforslag sammen med oppositionen til venstre i Folketinget. Et beslutningsforslag ville også have tvunget regeringen til truget. Så for at spare sig selv for den ydmygelse, har Lars Løkke Rasmussen gjort sagen til regeringens politik.
Tilbage står, at de borgerlige politikere på rådhuset i realiteten især kan takke Kristian Thulesen Dahl for, at Københavns borgmestre formentlig i fremtiden alle vil være røde.
Fortsat rævekager
Vil en ny styreform betyde en ændring for borgerne i hverdagen? Det er der intet, der tyder på. Politikken bliver der heller ikke rørt ved, for helt banalt kræver det såmænd stadigvæk et flertal i BR, før beslutninger kan føres ud i livet. Og magtkampene og rævekagerne ved konstitueringsforhandlingerne på valgnatten eksisterer i bedste velgående ude i landets små hundrede kommuner. Så dem slipper vi næppe heller for i fremtiden i København.
Styreformen vil derfor næppe mindske underholdningsværdien af de politiske kampe på Københavns Rådhus. Og det er vi da en del, der er glade for!
torsdag den 11. februar 2010
Frank Jensen begyndte ellers så godt
Bragt i Bryggebladet nr. 3 den 9. februar 2009
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
Overborgmester Frank Jensens første måned på Københavns Rådhus begyndte fantastisk godt – og sluttede temmelig skidt. Medierne var helt oppe og ringe over socialdemokraten, som de fulgte som en dreng på sin første skoledag – og uden at stille alt for kritiske spørgsmål. Jensen havde tre prioriteringer på sin politiske dagsorden: børn, bander og beskæftigelse.
Det var lige, hvad københavnerne tørster efter, så den udmelding »sad lige i skabet«. Så vidt så godt.
Selvmål
Imidlertid spændte Frank Jensen – i sin iver efter at fremstå som handlekraftig – buen en anelse for hårdt, idet han afgav en børnepasningsgaranti, som skal gælde inden denne valgperiode udløber. Hvis ikke man er nået i mål, ja så fortjener Socialdemokraterne ikke at blive siddende, mente Frank Jensen.
Et synspunkt, som den nye overborgmester – skulle det senere vise sig – stod ret alene med blandt sine socialdemokratiske gruppefæller, og efterfølgende forsøgte overborgmesteren så at trække i land.
Den kække udmelding blev dermed det første selvmål fra Jensens side, siden han fik comeback i politik for et lille års tid siden. Til gengæld var det et selvmål i samme kategori som forgængerens løfte om billige boliger. Bundlinjen er, at leverer Socialdemokraterne ikke på børnepasningsområdet, så har man givet oppositionen særdeles effektiv ammunition til brug for næste valgkamp i 2013.
Arver millionunderskud
Allerede nu føler Socialdemokraterne »fornøjelsen« af at sidde med ansvaret for Børne- og Ungeforvaltningen, hvor udgiftsrammen eksploderer i takt med det stærkt stigende børnetal i kommunen.
Forleden kom der igen en meddelelse om, at forvaltningens regnskab for 2009 viser et kæmpeunderskud på mellem 70-100 millioner kroner. Til Berlingske måtte den nye børne- og ungeborgmester krybe til korset og mere eller mindre indrømme, at kommunen ikke kommer udenom besparelser, som politikerne ellers for kun få måneder siden vedtog at droppe.
– Vi har forskellige muligheder. Vi kan prioritere anderledes i kommunen og tage penge fra andre områder til børnene. Vi kan også øge indtægterne ved at sætte forældrebetalingen op, vi kan reducere på vores service, og endelig kan vi bruge pengene på en smartere og bedre måde. Vi vil selvfølgelig helst det sidste, men vi kommer ikke udenom at afprøve alle mulighederne, sagde Anne Vang til avisen. Forinden kom Vang dog med en udtalelse, som man kun kan læse som, at besparelser også er på tape-tet.
Borgmesteren troede nemlig ikke, at »det kan lade sig gøre at løse det her, uden at nogen vil opleve det som ubehageligt«. Det bliver det sikkert også for den nye borgmester, når forældreorganisationer får iværksat blokader, og pædagogfagforeninger strejker.
Ærlige Per
Jensens foreløbige udspil mod bandekriminalitet indeholder heller ikke verdens mest originale forslag, som det også er svært at være modstander af.
Kort fortalt, går Jensens forslag ud på at koordinere kommunens forskellige indsatser på området. Forslag som at »koordinere indsatserne« er et af de værktøjer, politikere plejer at hive op af værktøjskassen, når de er ved at løbe tør for banebrydende ideer.
Dertil kommer, at overborgmesteren har hyret en kendt, sympatisk og netop pensioneret politimand, Per Larsen, som konsulent udi bekæmpelse af bandekriminalitetens uvæsen. Larsen skal naturligvis også være blikfang og symbolisere Jensens bandeindsats. Alle kender »Ærlige Per«. Med denne ansættelse er det nu blevet tydeligt for fru Hansen, at Jensen nu har taget skeen i den anden hånd og får gjort noget ved skyderierne på Nørrebro.
Jobplan forude
I næste uge ventes Frank Jensen at spille ud på det tredje fokusområde: beskæftigelsen. Den nye overborgmester slog under sin valgkamp på behovet for at få flere københavnere i arbejde. Og selv om kommunen i forvejen er en ganske betydelig arbejdsgiver, så er det tanken, at kommunen med forskellig indsats skal sikre eller skabe private arbejdspladser, som er mistet i forbindelse med finanskrisens hærgen. Vi får se, hvad Jensen har i posen.
Men blandt initiativerne er projektet Copenhagen Connected, der blandt andet går ud på at etablere en såkaldt ruteudviklingsfond med henblik på at fastholde og udbygge Københavns Lufthavns internationale konkurrenceposition, der for tiden er under pres. Ideen er, at fondens støtte til projektet skal bidrage til at trække nye flyruter til København og på denne måde skabe nye (københavnske) arbejdspladser. Kommunes bidrag er på i alt 16 millioner kroner over fire år.
Sagen er imidlertid ikke lige til. For er det en kommunal opgave på denne måde at støtte den private virksomhed Københavns Lufthavne, der i dag ejes af en privat australsk fond? Og er der nogen sikkerhed for, at denne indirekte kommunale støtte rent faktisk giver nye jobs til kommunen?
Økonomiudvalgets flertal er dog gået med til projektet under forudsætning af, at også Erhvervsministeriet bidrager økonomisk. Både Enhedslisten og Venstre undlod dog at stemme for indstillingen.
En tilståelsessag
Overborgmesterens første måned i stolen er dog mest skæmmet af de stærkt omtalte »politiske« ansættelser i Økonomiforvaltningen, som hører under Frank Jensen. Seneste nyt er ifølge Politiken, at kommunen i de breve med afslag, der er sendt ud til de øvrige joban-søgere, skriver, at stillingerne nu er besat med folk, »der tidligere har arbejdet med og er yderst engageret i politik.« I realiteten betyder dette, at afslaget er begrundet i, at ansøgerne ikke har deltaget i Frank Jensens valgkampagne. Med andre ord: Brevets ordlyd er nærmest en tilståelsessag.
Det er en kendsgerning, at det offentlige ikke må hyre medarbejdere ud fra politiske kriterier. Det kaldes for magtfordrejning og er naturligvis ulovligt. Folketingets ombudsmand har besluttet at kulegrave sagen, mens kommunens administrerende direktør Claus Juhl mere eller mindre afviser, at der er noget at komme efter.
En vurdering af sagens endelige udfald er, at ombudsmanden »udtaler kritik« af proceduren omkring ansættelserne. Kommunen noterer sig kritikken og lover at rette ind for fremti-den. Alle de ansatte bliver i deres job, og sagen bliver glemt i løbet af de næste fire år, især fordi ingen politikere på rådhuset har lyst til at holde liv i den.
Københavns Kommunes Børne- og Ungeforvaltning var i sidste uge også under hårdt pres fra stort set alle partier på Christiansborg i en sag om et cafémøde arrangeret af Holberg-skolen, hvor kun mødre var velkomne.
Sjælden københavnsk sejr
Stort set alle landspolitikere fløj op af stolene, efter at sagen blev omtalt i Berlingske Tidende. Lige fra Pia Kjærsgaard til Villy Søvndal var således ude og skælde kommunen – og ikke mindst den pågældende skoleleder – huden fuld og for at se stort på ligestillingen og »danske værdier«. Kritikerne afviste, at man gavnede integrationsbestræbelserne og fik nydanske kvinder i tale ved at arrangere forældremøder, hvor fædre ikke var velkomne. Ikke overraskende var stort set kun DF og de konservative både på Christiansborg og rådhuset helt på samme linje. I stort set alle partier gik skillelinjen i stedet mellem københavnske politikere og Christiansborg. Særligt interessant var det, at SF på Nørrebro skældte den ellers meget succesrige partiformand Villy Søvndal ud for at være »for populistisk« og med en opfordring om at »holde sin mund«.
Det viste sig imidlertid, at der ikke var tale om et egentligt forældremøde, men et ganske almindeligt uforpligtende cafémøde for nydanske kvinder. Det lykkedes efter nogen tid at bringe denne afgørende forskel ind i debatten, som efter at den havde raset et par døgn pludselig døde ud, fik en anderledes udgang end man normalt ser i disse ofte ophidsede debatter.
For først gik venstremanden MF Søren Pind ud med en beklagelse af sine tidligere udtalelser, og siden trak også partiformand Søvndal i land i takt med, at sagens rette sammenhæng gik op for dem. Et flertal blandt de københavnske politikere gik derfor glade på weekend med bevidstheden om, at de havde vundet en sjælden sejr i den altid heftige integrationsdebat.
Åben jobansøgning
På rådhuset er de øvrige fagborgmestre stille og rolig på vej til at finde sig til rette. På rådhuset tales der dog mest om Bo Asmus Kjeldgaards Teknik- og Miljøforvaltning, hvor snakken blandt personalet går om uro og utilfredshed over forandringerne, hvor SF-borgmesteren har i sinde at blande sig mere i det daglige end forgængeren Klaus Bondam.
Indtil videre er det eneste synlige bevis på de nye tider, at forvaltningens sekretariatschef er blevet skiftet ud. Kjeldgaard er dog allerede så meget i offensiven, at han – ud over at få placeret nogle af dine egne folk fra Børne- og Ungeforvaltningen – også har fået hyret sig en ny pressechef, Tine Lund.
Den nye pressechef, der kommer fra Klima- og Energiministeriet, har allerede fået sin chef i avisen. Fredag i sidste uge kunne man således læse om den nye teknik- og miljøborgmesters visioner for København. På forsiden af kultursektionen hed det: »Bæredygtig byudvikling tænder mig«. Politiken mente, at den borgmester lignede »en mand på rette tid og sted«. Måske.
På rådhuset skal man dog ikke lede længe, før man hører en anden vurdering: Kjeldgaard er på vej væk. Og han er derfor glad for, at Politiken trykker et interview, der også kan læses som en stor, åben jobansøgning. SF-borgmesteren – siger man på gangene – vil nemlig gerne slippe væk fra københavnsk politik på en pæn og bekvem måde, før han tvinges væk som leder af SF’s nye borgmester Ninna Thomsen. Ifølge rygterne er Kjeldgaard særligt interesseret i at blive direktør eller sekretariatschef og gerne i et af de halvoffentlige energiselskaber.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
Overborgmester Frank Jensens første måned på Københavns Rådhus begyndte fantastisk godt – og sluttede temmelig skidt. Medierne var helt oppe og ringe over socialdemokraten, som de fulgte som en dreng på sin første skoledag – og uden at stille alt for kritiske spørgsmål. Jensen havde tre prioriteringer på sin politiske dagsorden: børn, bander og beskæftigelse.
Det var lige, hvad københavnerne tørster efter, så den udmelding »sad lige i skabet«. Så vidt så godt.
Selvmål
Imidlertid spændte Frank Jensen – i sin iver efter at fremstå som handlekraftig – buen en anelse for hårdt, idet han afgav en børnepasningsgaranti, som skal gælde inden denne valgperiode udløber. Hvis ikke man er nået i mål, ja så fortjener Socialdemokraterne ikke at blive siddende, mente Frank Jensen.
Et synspunkt, som den nye overborgmester – skulle det senere vise sig – stod ret alene med blandt sine socialdemokratiske gruppefæller, og efterfølgende forsøgte overborgmesteren så at trække i land.
Den kække udmelding blev dermed det første selvmål fra Jensens side, siden han fik comeback i politik for et lille års tid siden. Til gengæld var det et selvmål i samme kategori som forgængerens løfte om billige boliger. Bundlinjen er, at leverer Socialdemokraterne ikke på børnepasningsområdet, så har man givet oppositionen særdeles effektiv ammunition til brug for næste valgkamp i 2013.
Arver millionunderskud
Allerede nu føler Socialdemokraterne »fornøjelsen« af at sidde med ansvaret for Børne- og Ungeforvaltningen, hvor udgiftsrammen eksploderer i takt med det stærkt stigende børnetal i kommunen.
Forleden kom der igen en meddelelse om, at forvaltningens regnskab for 2009 viser et kæmpeunderskud på mellem 70-100 millioner kroner. Til Berlingske måtte den nye børne- og ungeborgmester krybe til korset og mere eller mindre indrømme, at kommunen ikke kommer udenom besparelser, som politikerne ellers for kun få måneder siden vedtog at droppe.
– Vi har forskellige muligheder. Vi kan prioritere anderledes i kommunen og tage penge fra andre områder til børnene. Vi kan også øge indtægterne ved at sætte forældrebetalingen op, vi kan reducere på vores service, og endelig kan vi bruge pengene på en smartere og bedre måde. Vi vil selvfølgelig helst det sidste, men vi kommer ikke udenom at afprøve alle mulighederne, sagde Anne Vang til avisen. Forinden kom Vang dog med en udtalelse, som man kun kan læse som, at besparelser også er på tape-tet.
Borgmesteren troede nemlig ikke, at »det kan lade sig gøre at løse det her, uden at nogen vil opleve det som ubehageligt«. Det bliver det sikkert også for den nye borgmester, når forældreorganisationer får iværksat blokader, og pædagogfagforeninger strejker.
Ærlige Per
Jensens foreløbige udspil mod bandekriminalitet indeholder heller ikke verdens mest originale forslag, som det også er svært at være modstander af.
Kort fortalt, går Jensens forslag ud på at koordinere kommunens forskellige indsatser på området. Forslag som at »koordinere indsatserne« er et af de værktøjer, politikere plejer at hive op af værktøjskassen, når de er ved at løbe tør for banebrydende ideer.
Dertil kommer, at overborgmesteren har hyret en kendt, sympatisk og netop pensioneret politimand, Per Larsen, som konsulent udi bekæmpelse af bandekriminalitetens uvæsen. Larsen skal naturligvis også være blikfang og symbolisere Jensens bandeindsats. Alle kender »Ærlige Per«. Med denne ansættelse er det nu blevet tydeligt for fru Hansen, at Jensen nu har taget skeen i den anden hånd og får gjort noget ved skyderierne på Nørrebro.
Jobplan forude
I næste uge ventes Frank Jensen at spille ud på det tredje fokusområde: beskæftigelsen. Den nye overborgmester slog under sin valgkamp på behovet for at få flere københavnere i arbejde. Og selv om kommunen i forvejen er en ganske betydelig arbejdsgiver, så er det tanken, at kommunen med forskellig indsats skal sikre eller skabe private arbejdspladser, som er mistet i forbindelse med finanskrisens hærgen. Vi får se, hvad Jensen har i posen.
Men blandt initiativerne er projektet Copenhagen Connected, der blandt andet går ud på at etablere en såkaldt ruteudviklingsfond med henblik på at fastholde og udbygge Københavns Lufthavns internationale konkurrenceposition, der for tiden er under pres. Ideen er, at fondens støtte til projektet skal bidrage til at trække nye flyruter til København og på denne måde skabe nye (københavnske) arbejdspladser. Kommunes bidrag er på i alt 16 millioner kroner over fire år.
Sagen er imidlertid ikke lige til. For er det en kommunal opgave på denne måde at støtte den private virksomhed Københavns Lufthavne, der i dag ejes af en privat australsk fond? Og er der nogen sikkerhed for, at denne indirekte kommunale støtte rent faktisk giver nye jobs til kommunen?
Økonomiudvalgets flertal er dog gået med til projektet under forudsætning af, at også Erhvervsministeriet bidrager økonomisk. Både Enhedslisten og Venstre undlod dog at stemme for indstillingen.
En tilståelsessag
Overborgmesterens første måned i stolen er dog mest skæmmet af de stærkt omtalte »politiske« ansættelser i Økonomiforvaltningen, som hører under Frank Jensen. Seneste nyt er ifølge Politiken, at kommunen i de breve med afslag, der er sendt ud til de øvrige joban-søgere, skriver, at stillingerne nu er besat med folk, »der tidligere har arbejdet med og er yderst engageret i politik.« I realiteten betyder dette, at afslaget er begrundet i, at ansøgerne ikke har deltaget i Frank Jensens valgkampagne. Med andre ord: Brevets ordlyd er nærmest en tilståelsessag.
Det er en kendsgerning, at det offentlige ikke må hyre medarbejdere ud fra politiske kriterier. Det kaldes for magtfordrejning og er naturligvis ulovligt. Folketingets ombudsmand har besluttet at kulegrave sagen, mens kommunens administrerende direktør Claus Juhl mere eller mindre afviser, at der er noget at komme efter.
En vurdering af sagens endelige udfald er, at ombudsmanden »udtaler kritik« af proceduren omkring ansættelserne. Kommunen noterer sig kritikken og lover at rette ind for fremti-den. Alle de ansatte bliver i deres job, og sagen bliver glemt i løbet af de næste fire år, især fordi ingen politikere på rådhuset har lyst til at holde liv i den.
Københavns Kommunes Børne- og Ungeforvaltning var i sidste uge også under hårdt pres fra stort set alle partier på Christiansborg i en sag om et cafémøde arrangeret af Holberg-skolen, hvor kun mødre var velkomne.
Sjælden københavnsk sejr
Stort set alle landspolitikere fløj op af stolene, efter at sagen blev omtalt i Berlingske Tidende. Lige fra Pia Kjærsgaard til Villy Søvndal var således ude og skælde kommunen – og ikke mindst den pågældende skoleleder – huden fuld og for at se stort på ligestillingen og »danske værdier«. Kritikerne afviste, at man gavnede integrationsbestræbelserne og fik nydanske kvinder i tale ved at arrangere forældremøder, hvor fædre ikke var velkomne. Ikke overraskende var stort set kun DF og de konservative både på Christiansborg og rådhuset helt på samme linje. I stort set alle partier gik skillelinjen i stedet mellem københavnske politikere og Christiansborg. Særligt interessant var det, at SF på Nørrebro skældte den ellers meget succesrige partiformand Villy Søvndal ud for at være »for populistisk« og med en opfordring om at »holde sin mund«.
Det viste sig imidlertid, at der ikke var tale om et egentligt forældremøde, men et ganske almindeligt uforpligtende cafémøde for nydanske kvinder. Det lykkedes efter nogen tid at bringe denne afgørende forskel ind i debatten, som efter at den havde raset et par døgn pludselig døde ud, fik en anderledes udgang end man normalt ser i disse ofte ophidsede debatter.
For først gik venstremanden MF Søren Pind ud med en beklagelse af sine tidligere udtalelser, og siden trak også partiformand Søvndal i land i takt med, at sagens rette sammenhæng gik op for dem. Et flertal blandt de københavnske politikere gik derfor glade på weekend med bevidstheden om, at de havde vundet en sjælden sejr i den altid heftige integrationsdebat.
Åben jobansøgning
På rådhuset er de øvrige fagborgmestre stille og rolig på vej til at finde sig til rette. På rådhuset tales der dog mest om Bo Asmus Kjeldgaards Teknik- og Miljøforvaltning, hvor snakken blandt personalet går om uro og utilfredshed over forandringerne, hvor SF-borgmesteren har i sinde at blande sig mere i det daglige end forgængeren Klaus Bondam.
Indtil videre er det eneste synlige bevis på de nye tider, at forvaltningens sekretariatschef er blevet skiftet ud. Kjeldgaard er dog allerede så meget i offensiven, at han – ud over at få placeret nogle af dine egne folk fra Børne- og Ungeforvaltningen – også har fået hyret sig en ny pressechef, Tine Lund.
Den nye pressechef, der kommer fra Klima- og Energiministeriet, har allerede fået sin chef i avisen. Fredag i sidste uge kunne man således læse om den nye teknik- og miljøborgmesters visioner for København. På forsiden af kultursektionen hed det: »Bæredygtig byudvikling tænder mig«. Politiken mente, at den borgmester lignede »en mand på rette tid og sted«. Måske.
På rådhuset skal man dog ikke lede længe, før man hører en anden vurdering: Kjeldgaard er på vej væk. Og han er derfor glad for, at Politiken trykker et interview, der også kan læses som en stor, åben jobansøgning. SF-borgmesteren – siger man på gangene – vil nemlig gerne slippe væk fra københavnsk politik på en pæn og bekvem måde, før han tvinges væk som leder af SF’s nye borgmester Ninna Thomsen. Ifølge rygterne er Kjeldgaard særligt interesseret i at blive direktør eller sekretariatschef og gerne i et af de halvoffentlige energiselskaber.
tirsdag den 26. januar 2010
Frank Jensen-administrationen
Bragt i Bryggebladet nr. 2 26. januar 2010
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
Denne klummeskribent forudså for to uger siden, at overborgmester Frank Jensen ville få kritik for i hans forvaltning at ansætte to personer, der for få måneder siden tjente i hans valgkampagne. Sagen begyndte efter, at en artikel i Ekstra Bladet omtalte ansættelserne.
Imidlertid fik det ikke en eneste borgerrepræsentant op af stolene for at kritisere forholdet, hvilket i sig selv er ganske forbavsende, da politikerne normalt aldrig forspilder en chance for at gå til stålet overfor hinanden. Senere har Politiken gennemlyst den nye overborgmesters administration og fundet ud af, at i alt fem personer i Jensens personlige netværk, heraf flere partifæller, har fået job i Økonomiforvaltningen.
Det drejer sig om Jensens kampagnechef under kommunalvalgkampen Simon Kjær Hansen, som nu er blevet sekretariatschef og S-kampagnens pressechef, den tidligere DSU-lokalformand Simon Kollerup, som er blevet »konsulent for sociale medier«. Med til historien hører, at Kjær Hansen under valgkampen havde orlov fra en stilling som kontorchef i forvaltningen. Efter valget er han imidlertid blevet forfremmet til sekretariatschef.
Så er en tidligere sekretær hos Socialdemokraterne på Christiansborg, Birgit Jensen, blevet ansat i en stilling som Jensens sekretær. Yderligere er den tidligere S-trafikminister Jakob Bukstis kone Yvonne Schantz blevet ansat i Økonomiforvaltningen som overborgmesterens assistent. Hvorfor er det interessant?
»Kammerateri«
Buksti var ligesom Jensen blandt Svend Aukens stærkeste støtter i Socialdemokratiets fløjkampe på Christiansborg. Derfor bliver også denne ansættelse klart set som en kommunal stilling, som Frank Jensen besætter med en person fra sit nærmeste netværk. Ingen siger ordet »nepotisme«, som er en ret hård anklage. I stedet ligger det lidt blødere »kammerateri« på læben, som beskriver nogenlunde den samme: At politikere ansætter partifæller i offentlige stillinger. Stillingerne har – som loven kræver – været opslået, men kun i få dage på kommunens hjemmesider og helt uden om de sædvanlige jobportaler på internettet.
Årsagen til denne fremgangsmåde kan man prøve at gætte sig til. Ansættelsen af Jensens nye pressechef Amalie Kestler kan – måske – også henregnes til at være blandt de politiske ansættelser, netop fordi stillingen kun blev slået op i meget kort tid. Kestler kommer fra en stilling som nyhedschef på Berlingske Tidende, så derfor er hun på den anden side tydeligvis kvalificeret til jobbet.
Fem jobs, fem samtaler
Imidlertid var pressens omtale af Jensens ansættelser ikke en sag, som hverken den borgerlige eller venstreorienterede opposition gik ind i, da den kort efter nytår blev kendt. Det kan der være en række grunde til, som jeg vender tilbage til. Alt imens den samlede opposition var fraværende, begyndte dagbladet Politiken – som ellers i perioder har haft et ganske godt forhold til Socialdemokraterne på rådhuset – at spørge ind til Frank Jensens mange nyansættelser.
Selv afviste Frank Jensen, at det udgjorde et problem, at han havde ansat folk, der havde været aktive i hans valgkampagne. Alle ansættelser var således »sket efter bogen«, og der var derfor ikke »fugls føde« på sagen. I et notat har kommunen således forklaret, at opslagene levede fuldt ud op til kommunens procedurer og var tilrettelagt sådan, at stillingerne skulle besættes hurtigt.
I alt skal der have været 30 ansøgere til de omdiskuterede job, men kommunen erkendte pludselig i sidste uge overfor Politiken, at kun de personer, der senere fik de fem jobs, blev kaldt til en samtale.
Problematiske ansættelser
Dagbladet Politiken havde i øvrigt ved flere lejligheder spurgt en række eksperter i offentlig forvaltning, der alle vurderede, at ansættelserne så problematiske ud. I sidste uge gik Folketingets ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, så ind i sagen. Foreløbig har han bedt om en redegørelse fra overborgmesteren. Hvis han finder noget problematisk i sagen, kan han som ombudsmand »udtale kritik«, men han har imidlertid ingen sanktionsmuligheder.
Derfor vil Frank Jensen under alle omstændigheder kunne lukke sagen ved at tage en eventuel kritik »til efterretning«. Hans stab bliver, uanset om det regner eller sner. Indtil videre har overborgmesteren »lukket ned« for flere kommentarer, i hvert fald indtil ombudsmanden eventuelt gør mere ud af sagen.
Det er meget bemærkelsesværdigt, at først efter at Politiken borer i sagen, og konfronterer de borgerlige på rådhuset herom, begynder politikerne at udtrykke en kritik af ansættelsesproceduren.
– Sagen lugter langt væk af politiske ansættelser, og det hører ikke hjemme i en kommune, hvor vi må kunne have tillid til, at embedsmænd ikke varetager særlige partimæssige hensyn, sagde Dansk Folkepartis gruppeformand Carl Christian Ebbesen, som var den første på banen.
Men hvad med den borgerlige oppositionsleder i Venstre? Ja, først afviste kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev at kommentere sagen, men så pludselig i forrige uge kom Venstres gruppeformand, Lars Dueholm, på banen:
– Det har været aftalt spil, og jeg kan kun opfordre til, at hele ansættelsesrunden i overborgmesterens sekretariat går om. Sagen viser, at Frank Jensen i lighed med sine forgængere ikke kan skelne mellem, hvad der er Socialdemokraterne, og hvad der er Københavns Kommune.
Hvordan kan det være, at det først er efter, at Politiken skriver om sagen, at nogle politikere begynder at kritisere ansættelserne? Det kan der være flere forklaringer på:
Uskøn tradition
Den manglende kritik kan skyldes valgkamptræthed hos partiernes topfolk. VKO, SF, De Radikale og Enhedslisten kommer lige ud af en valgperiode, hvor der i fire år var kævl, strid og kamp fra morgen til aften med Ritt Bjerregaard.
Man orker derfor ikke at slås med en ny overborgmester, som i øvrigt fra begyndelsen af sin embedsperiode har været flink til at række hånden ud til alle partier, og som i modsætning til sin forgænger husker at orientere alle de store partiers borgmestre om nye initiativer og udmeldinger.
I øvrigt har det været en lang, uskøn tradition for i kommunen, at partisoldater får job i forvaltninger, hvor en partifælle troner i borgmesterstolen. En af grundene til, at kritikken har været forholdsvis afdæmpet, skyldes formentlig, at ingen af de store partier har de reneste hænder med hensyn til uvildige ansættelser i stabsfunktioner, det vil sige spindoktorer, politiske rådgivere og så videre. Alligevel har denne praksis været på retur i de senere år. Eksempelvis er vurderingen på rådhuset, at der blev ansat flere af Ritt Bjerregaards kampagnefolk i Økonomiforvaltningen sammenlignet med det antal kampagnemedarbejdere med videre, som Frank Jensen indtil videre har fået placeret.
Særlige jobs
På rådhuset kender man i dag kun til én egentlig ren politisk ansættelse, når der ses bort fra Frank Jensens nye stab. Det er SF-borgmesteren Bo Asmus Kjeldgaard politiske rådgiver, økonomen Charlotte Wieth-Klitgaard, som selv er tidligere mangeårigt medlem af Borgerrepræsentationen for SF. De øvrige borgmestre har måske ikke ansat partifæller, men så har de haft en særlig kandidat i kikkerten og ladet forvaltningsdirektøren vide, at han eller hun var borgmestrenes foretrukne kandidat.
Ofte har disse særlige jobs kun været opslået på kommunens hjemmeside i ganske kort tid, og i øvrigt har den foretrukne kandidat fået en kraftig opfordring om at søge. Proceduren med at indkalde til samtaler har heller ikke været lang. Måske har man ikke engang haft mere end én enkelt kandidat til samtale. Læserne kan nok gætte hvem.
Politiske rådgivere
Det er dog vigtigt at understrege, at det bestemt ikke er alle personlige politiske rådgivere med videre, der bliver ansat på denne måde. Det er i øvrigt heller ikke noget, der vækker den store forargelse i embedsmandsværket eller blandt politikerne. Sådan har det jo altid været…
Alligevel er vurderingen, at de skjulte partiansættelser rundt omkring vil forsvinde stille og roligt, men at borgmestrene i stedet vil få mulighed for at opruste med en håndfuld personlige rådgivere præcis, som man ser det med ministres personlige rådgivere. Imidlertid er pressecheferne, eller »spindoktorerne« om man vil, og de politiske embedsmænd på rådhuset ansat på sædvanlige embedsmandsvilkår, mens ministrenes særlige rådgivere ryger ud, når ministrene går af.
Måske var det en idé at lave rene linjer, som man har det i ministerierne.
Kommunens økonomi er sund
Alle borgmestrene og resten af Økonomiudvalget var i forrige uge på såkaldt budgetseminar på Hotel Hesselet i Nyborg. Her kom Økonomiforvaltningen med en prognose for kommunens økonomi i 2011 og for, hvordan et budget for det kommende år kunne se ud.
Traditionen tro var regnedrengenes briller tilpas sodsværtede. De foreslår politikerne, at der spares 400 millioner kroner, selvom der er udsigt til et rådighedsbeløb på knap 700 millioner kroner.
Lægger man tallene sammen – og holder prognoserne – så skulle der dermed være 1,1 milliard kroner at omprioritere for. Der er næppe tvivl om, at hovedparten af pengene skal gå til nye daginstitutioner som følge af det eksplosivt voksende børnetal og til at tilbyde en service til kommunens mange svært handicappede.
Hovedkonklusionen for seminaret var, at kommunens økonomi i bund og grund er sund. Alligevel ser politikerne med en vis bekymring frem mod regeringens forhandlinger med Kommunernes Landsforening til sommer. For statsministeren bebudede for et par uger siden, at der ikke længere er plads i økonomi-en til mere vækst i kommunernes budgetter.
Det skaber nogle problemer for København, der skal have en vækst på 0,75 procent for at kunne tilbyde borgerne det nuværende serviceniveau. Måske åbner det for endnu et slagsmål mellem kommunen og regeringen.
Politikere uden indflydelse
Det kan i øvrigt godt undre, at de københavnske politikere har brugt de første af årets uger på at markeret sig på områder, de ingen som helst indflydelse har på.
Tidligere har politikerne i København ført an for at indføre trængselsafgifter, der kan holde bilerne ude af byen. Det er dog ikke et anliggende for kommunen.
Rådhuset vil også forbyde prostitution i København, hvilket de heller ikke har indflydelse på.
Til gengæld er der presseomtale for politikere med et stort markeringsbehov. Senest har et flertal med Frank Jensen i spidsen foreslået en forsøgsordning med fri hash i byen, men det kan man heller ikke gennemføre uden om Folketinget.
Så konklusionen må være, at københavnske politikere går mere op i at profilere sig i pressen på områder, hvor de ingen indflydelse har end dem, hvor de rent faktisk har indflydelse.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
Denne klummeskribent forudså for to uger siden, at overborgmester Frank Jensen ville få kritik for i hans forvaltning at ansætte to personer, der for få måneder siden tjente i hans valgkampagne. Sagen begyndte efter, at en artikel i Ekstra Bladet omtalte ansættelserne.
Imidlertid fik det ikke en eneste borgerrepræsentant op af stolene for at kritisere forholdet, hvilket i sig selv er ganske forbavsende, da politikerne normalt aldrig forspilder en chance for at gå til stålet overfor hinanden. Senere har Politiken gennemlyst den nye overborgmesters administration og fundet ud af, at i alt fem personer i Jensens personlige netværk, heraf flere partifæller, har fået job i Økonomiforvaltningen.
Det drejer sig om Jensens kampagnechef under kommunalvalgkampen Simon Kjær Hansen, som nu er blevet sekretariatschef og S-kampagnens pressechef, den tidligere DSU-lokalformand Simon Kollerup, som er blevet »konsulent for sociale medier«. Med til historien hører, at Kjær Hansen under valgkampen havde orlov fra en stilling som kontorchef i forvaltningen. Efter valget er han imidlertid blevet forfremmet til sekretariatschef.
Så er en tidligere sekretær hos Socialdemokraterne på Christiansborg, Birgit Jensen, blevet ansat i en stilling som Jensens sekretær. Yderligere er den tidligere S-trafikminister Jakob Bukstis kone Yvonne Schantz blevet ansat i Økonomiforvaltningen som overborgmesterens assistent. Hvorfor er det interessant?
»Kammerateri«
Buksti var ligesom Jensen blandt Svend Aukens stærkeste støtter i Socialdemokratiets fløjkampe på Christiansborg. Derfor bliver også denne ansættelse klart set som en kommunal stilling, som Frank Jensen besætter med en person fra sit nærmeste netværk. Ingen siger ordet »nepotisme«, som er en ret hård anklage. I stedet ligger det lidt blødere »kammerateri« på læben, som beskriver nogenlunde den samme: At politikere ansætter partifæller i offentlige stillinger. Stillingerne har – som loven kræver – været opslået, men kun i få dage på kommunens hjemmesider og helt uden om de sædvanlige jobportaler på internettet.
Årsagen til denne fremgangsmåde kan man prøve at gætte sig til. Ansættelsen af Jensens nye pressechef Amalie Kestler kan – måske – også henregnes til at være blandt de politiske ansættelser, netop fordi stillingen kun blev slået op i meget kort tid. Kestler kommer fra en stilling som nyhedschef på Berlingske Tidende, så derfor er hun på den anden side tydeligvis kvalificeret til jobbet.
Fem jobs, fem samtaler
Imidlertid var pressens omtale af Jensens ansættelser ikke en sag, som hverken den borgerlige eller venstreorienterede opposition gik ind i, da den kort efter nytår blev kendt. Det kan der være en række grunde til, som jeg vender tilbage til. Alt imens den samlede opposition var fraværende, begyndte dagbladet Politiken – som ellers i perioder har haft et ganske godt forhold til Socialdemokraterne på rådhuset – at spørge ind til Frank Jensens mange nyansættelser.
Selv afviste Frank Jensen, at det udgjorde et problem, at han havde ansat folk, der havde været aktive i hans valgkampagne. Alle ansættelser var således »sket efter bogen«, og der var derfor ikke »fugls føde« på sagen. I et notat har kommunen således forklaret, at opslagene levede fuldt ud op til kommunens procedurer og var tilrettelagt sådan, at stillingerne skulle besættes hurtigt.
I alt skal der have været 30 ansøgere til de omdiskuterede job, men kommunen erkendte pludselig i sidste uge overfor Politiken, at kun de personer, der senere fik de fem jobs, blev kaldt til en samtale.
Problematiske ansættelser
Dagbladet Politiken havde i øvrigt ved flere lejligheder spurgt en række eksperter i offentlig forvaltning, der alle vurderede, at ansættelserne så problematiske ud. I sidste uge gik Folketingets ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, så ind i sagen. Foreløbig har han bedt om en redegørelse fra overborgmesteren. Hvis han finder noget problematisk i sagen, kan han som ombudsmand »udtale kritik«, men han har imidlertid ingen sanktionsmuligheder.
Derfor vil Frank Jensen under alle omstændigheder kunne lukke sagen ved at tage en eventuel kritik »til efterretning«. Hans stab bliver, uanset om det regner eller sner. Indtil videre har overborgmesteren »lukket ned« for flere kommentarer, i hvert fald indtil ombudsmanden eventuelt gør mere ud af sagen.
Det er meget bemærkelsesværdigt, at først efter at Politiken borer i sagen, og konfronterer de borgerlige på rådhuset herom, begynder politikerne at udtrykke en kritik af ansættelsesproceduren.
– Sagen lugter langt væk af politiske ansættelser, og det hører ikke hjemme i en kommune, hvor vi må kunne have tillid til, at embedsmænd ikke varetager særlige partimæssige hensyn, sagde Dansk Folkepartis gruppeformand Carl Christian Ebbesen, som var den første på banen.
Men hvad med den borgerlige oppositionsleder i Venstre? Ja, først afviste kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev at kommentere sagen, men så pludselig i forrige uge kom Venstres gruppeformand, Lars Dueholm, på banen:
– Det har været aftalt spil, og jeg kan kun opfordre til, at hele ansættelsesrunden i overborgmesterens sekretariat går om. Sagen viser, at Frank Jensen i lighed med sine forgængere ikke kan skelne mellem, hvad der er Socialdemokraterne, og hvad der er Københavns Kommune.
Hvordan kan det være, at det først er efter, at Politiken skriver om sagen, at nogle politikere begynder at kritisere ansættelserne? Det kan der være flere forklaringer på:
Uskøn tradition
Den manglende kritik kan skyldes valgkamptræthed hos partiernes topfolk. VKO, SF, De Radikale og Enhedslisten kommer lige ud af en valgperiode, hvor der i fire år var kævl, strid og kamp fra morgen til aften med Ritt Bjerregaard.
Man orker derfor ikke at slås med en ny overborgmester, som i øvrigt fra begyndelsen af sin embedsperiode har været flink til at række hånden ud til alle partier, og som i modsætning til sin forgænger husker at orientere alle de store partiers borgmestre om nye initiativer og udmeldinger.
I øvrigt har det været en lang, uskøn tradition for i kommunen, at partisoldater får job i forvaltninger, hvor en partifælle troner i borgmesterstolen. En af grundene til, at kritikken har været forholdsvis afdæmpet, skyldes formentlig, at ingen af de store partier har de reneste hænder med hensyn til uvildige ansættelser i stabsfunktioner, det vil sige spindoktorer, politiske rådgivere og så videre. Alligevel har denne praksis været på retur i de senere år. Eksempelvis er vurderingen på rådhuset, at der blev ansat flere af Ritt Bjerregaards kampagnefolk i Økonomiforvaltningen sammenlignet med det antal kampagnemedarbejdere med videre, som Frank Jensen indtil videre har fået placeret.
Særlige jobs
På rådhuset kender man i dag kun til én egentlig ren politisk ansættelse, når der ses bort fra Frank Jensens nye stab. Det er SF-borgmesteren Bo Asmus Kjeldgaard politiske rådgiver, økonomen Charlotte Wieth-Klitgaard, som selv er tidligere mangeårigt medlem af Borgerrepræsentationen for SF. De øvrige borgmestre har måske ikke ansat partifæller, men så har de haft en særlig kandidat i kikkerten og ladet forvaltningsdirektøren vide, at han eller hun var borgmestrenes foretrukne kandidat.
Ofte har disse særlige jobs kun været opslået på kommunens hjemmeside i ganske kort tid, og i øvrigt har den foretrukne kandidat fået en kraftig opfordring om at søge. Proceduren med at indkalde til samtaler har heller ikke været lang. Måske har man ikke engang haft mere end én enkelt kandidat til samtale. Læserne kan nok gætte hvem.
Politiske rådgivere
Det er dog vigtigt at understrege, at det bestemt ikke er alle personlige politiske rådgivere med videre, der bliver ansat på denne måde. Det er i øvrigt heller ikke noget, der vækker den store forargelse i embedsmandsværket eller blandt politikerne. Sådan har det jo altid været…
Alligevel er vurderingen, at de skjulte partiansættelser rundt omkring vil forsvinde stille og roligt, men at borgmestrene i stedet vil få mulighed for at opruste med en håndfuld personlige rådgivere præcis, som man ser det med ministres personlige rådgivere. Imidlertid er pressecheferne, eller »spindoktorerne« om man vil, og de politiske embedsmænd på rådhuset ansat på sædvanlige embedsmandsvilkår, mens ministrenes særlige rådgivere ryger ud, når ministrene går af.
Måske var det en idé at lave rene linjer, som man har det i ministerierne.
Kommunens økonomi er sund
Alle borgmestrene og resten af Økonomiudvalget var i forrige uge på såkaldt budgetseminar på Hotel Hesselet i Nyborg. Her kom Økonomiforvaltningen med en prognose for kommunens økonomi i 2011 og for, hvordan et budget for det kommende år kunne se ud.
Traditionen tro var regnedrengenes briller tilpas sodsværtede. De foreslår politikerne, at der spares 400 millioner kroner, selvom der er udsigt til et rådighedsbeløb på knap 700 millioner kroner.
Lægger man tallene sammen – og holder prognoserne – så skulle der dermed være 1,1 milliard kroner at omprioritere for. Der er næppe tvivl om, at hovedparten af pengene skal gå til nye daginstitutioner som følge af det eksplosivt voksende børnetal og til at tilbyde en service til kommunens mange svært handicappede.
Hovedkonklusionen for seminaret var, at kommunens økonomi i bund og grund er sund. Alligevel ser politikerne med en vis bekymring frem mod regeringens forhandlinger med Kommunernes Landsforening til sommer. For statsministeren bebudede for et par uger siden, at der ikke længere er plads i økonomi-en til mere vækst i kommunernes budgetter.
Det skaber nogle problemer for København, der skal have en vækst på 0,75 procent for at kunne tilbyde borgerne det nuværende serviceniveau. Måske åbner det for endnu et slagsmål mellem kommunen og regeringen.
Politikere uden indflydelse
Det kan i øvrigt godt undre, at de københavnske politikere har brugt de første af årets uger på at markeret sig på områder, de ingen som helst indflydelse har på.
Tidligere har politikerne i København ført an for at indføre trængselsafgifter, der kan holde bilerne ude af byen. Det er dog ikke et anliggende for kommunen.
Rådhuset vil også forbyde prostitution i København, hvilket de heller ikke har indflydelse på.
Til gengæld er der presseomtale for politikere med et stort markeringsbehov. Senest har et flertal med Frank Jensen i spidsen foreslået en forsøgsordning med fri hash i byen, men det kan man heller ikke gennemføre uden om Folketinget.
Så konklusionen må være, at københavnske politikere går mere op i at profilere sig i pressen på områder, hvor de ingen indflydelse har end dem, hvor de rent faktisk har indflydelse.
tirsdag den 12. januar 2010
Ingen bortforklaringer
Overborgmesteren risikerer sin forgængers skæbne
Bragt i Bryggebladet nr. 1 den 15. januar 2010.
Af Jarl Cordua
Mulighed for børnepasning, bekæmpelse af bandekriminalitet og øget beskæftigelse. Det er de tre hovedområder, som Københavns nye overborgmester Frank Jensen har valgt at fokusere på her i den første tid i em bedet. Det er naturligvis ikke tilfældige emner. De har været på den politiske dagsorden længe – også under valgkampen. Partierne har formentlig allerede før valget interviewet vælgere i fokusgrupper, hvor lige netop disse tre punkter er bon’et ud som det, der optager folk her og nu. Overborgmester har allerede i den første uge spil let lidt ud med, hvad han vil gøre i forhold til »Børn, Bander og Beskæftigelse« eller mere spindoktoragtigt: »De tre B’er«. Allerede før sin første arbejdsdag mandag i sidste uge lagde Frank Jensen frivilligt løkken om halsen, da han i et stort interview i Berlingske udstedte en udvidet børnepasnings garanti til de københavnske børnefamilier. Den går ud på, at senest om fire år kan forældre få en plads til deres barn inden for en radius af tre-fire kilometer fra deres hjem, og inden barnet er fyldt et år. Desuden kan søskende få tilbud om plads i samme institution. Dagen efter i samme avis kunne københavnerne læse deres nye overborgmester give følgende løfte:
»Hovedtemaet i de kommende fire år bliver at levere en pasningsgaranti, der virker. Hvis ikke vi kan levere det, kan jeg ikke an befale, at vi stiller op igen. Vi skal levere det her, og I vil ikke se mig sidde og komme med bortforklaringer om fire år.«
Dette udsagn er af medierne blevet udlagt som et klokkeklart løfte i stil med Ritt Bjerregaards billige boliger. Er det så klogt af Frank Jensen at udstede denne garanti? Måske. I overborgmesterens lejr mener man, at Frank Jensen lige så godt kunne afgive denne garanti først som sidst. Hos vælgerne er der for længst blevet skabt en forventning om, at der sker noget på området, og i øvrigt har Jensen allerede under valgkampen kommet med lignende bindende udsagn, om at hvis ikke han og Socialdemokraterne leverer her, så fortjener de ikke at blive siddende. Derfor ligger løkken om halsen på Frank Jensen. Om der bliver behov for at hænge ham (mere op på løftet) vil vise sig i efteråret 2013. Leverer han ikke varen, så vil ovenstående ud sagn ramme ham som en boomerang lige i nakken. Da Ritt Bjerregaard for kun ti måneder siden læste en intern meningsmåling, der viste, at mere en hver anden S-vælger havde sagt farvel og tak, trak hun sig som overborgmester. En anden måling viste klokkeklart, at det netop var Ritts valgløfte om billige boliger, som var hovedårsagen til, at vælgerne stod i kø ved udgangen. Imidlertid kan den nye overborgmester og hans partifælle den 26-årige nye børne- og ungeborgmester Anne Vang indtil videre håbe på, at de omkring 367,2 millioner kroner, der allerede er afsat til over de næste tre år at bygge mellem 10-14 nye daginstitutioner, rækker et pænt stykke ad vejen. I forvejen er omkring 1000 børn på en fortsat voksende venteliste til en daginstitution, så kommunen – og Frank Jensen – har travlt. Men hvad nu hvis børnetallet – hvad meget tyder på – bliver ved med at stige eksplosivt? Kan kommunen nå at bygge og etablere yderligere nye daginstitutioner, så man kan overholde garantien? Det kræver nye bevillinger. Og i øvrigt skal der findes helt nye penge på budgettet til Socialdemokraternes nye søskendegaranti.
Da Frank Jensen var nået til torsdag, så meddelte han, at den fra medierne så kendte chefpolitiinspektør Per Larsen har fået nyt job hos den nye overborgmester som særlig rådgiver indenfor bandekriminalitet. Umiddelbart smart set af Frank Jensen at inddrage den sympatiske, overskudsagtige og respekterede tidligere politimand, der åben lyst for alle har erfaring på området. Med dette skridt signalerer Jensen til københavnerne, at han tager opgaven med at bekæmpe bandekriminalitet alvor ligt. Larsen skal også være overborgmesterens ansigt udadtil på dette område, så dermed køber Frank Jensens sig til noget ekstra tro værdighed på området. Kun Enhedslisten var negative overfor ansættelsen af Larsen. Partiet mener ikke, at politimetoder hører hjemme i en socialpolitisk indsats. Det var så også stort set, hvad man hørte til oppositionen i en uge, hvor over borgmesteren havde sat sig massivt på medierne.
Nye koste fejer
Frank Jensen har også møbleret rundt på medarbejderne. Han har ifølge Ekstra Bladet fået ansat en ny spindoktor, Amalie Kestler, der er tidligere nyhedsredaktør på Berlingeren. Hans kampagnechef ved kommunal valget Simon Kjær Hansen er blevet sekretariatschef i økonomiforvaltningen. Mere kontroversielt er, at Simon Kollerup, en presse medarbejder i Jensens valg kampagne, er blevet ansat for at pleje kontakten til vennerne i fagbevægelsen og LO Storkøbenhavn. Det kommer han sikkert til at høre for. Det ligger lige for at kritisere den nye over borgmester for at bruge skatteborgernes penge til at ansætte personale, der skal pleje kontakten til dem, der finansierede hans valgkampagne og skrev hans valg program. I Børne- og Ungeforvaltningen, hvor Anne Vang har sat sig i borgmesterstolen, er den store kost også kommet i sving. Her forlyder det, at selv de gamle kaffekopper fra forgængeren Bo Asmus Kjeldgaards tid skal skiftes ud, og imens holder alle vejret, mens hovederne ruller. Vang har hentet Ritt Bjerregaards tidligere sekretariatschef Jesper Rønnow Simonsen til forvaltningen som ny afdelingschef. Det at han kommer fra Økonomiforvaltningen ses som yderligere et tegn på, at overborgmesteren har et hovedfokus på børnepasningsområdet. Nu skal der bedre styr på tingene. I mellemtiden ruster de faglige organisationer sig til det opgør, der på et eller an det tidspunkt kommer. En daginstitutionsplads i København er dyrere end alle andre steder, og derfor vil der komme et pres fra politikerne for, at kommunen får mere børnepasning for pengene. Det vil utvivlsomt betyde flere strejker, forældreblokader og så videre. Forskellen er dog, at der nu er fi re år til næste valg. Så skal der ske et opgør, så gør Frank Jensen klogt i at tage konfrontationen nu.
Bragt i Bryggebladet nr. 1 den 15. januar 2010.
Af Jarl Cordua
Mulighed for børnepasning, bekæmpelse af bandekriminalitet og øget beskæftigelse. Det er de tre hovedområder, som Københavns nye overborgmester Frank Jensen har valgt at fokusere på her i den første tid i em bedet. Det er naturligvis ikke tilfældige emner. De har været på den politiske dagsorden længe – også under valgkampen. Partierne har formentlig allerede før valget interviewet vælgere i fokusgrupper, hvor lige netop disse tre punkter er bon’et ud som det, der optager folk her og nu. Overborgmester har allerede i den første uge spil let lidt ud med, hvad han vil gøre i forhold til »Børn, Bander og Beskæftigelse« eller mere spindoktoragtigt: »De tre B’er«. Allerede før sin første arbejdsdag mandag i sidste uge lagde Frank Jensen frivilligt løkken om halsen, da han i et stort interview i Berlingske udstedte en udvidet børnepasnings garanti til de københavnske børnefamilier. Den går ud på, at senest om fire år kan forældre få en plads til deres barn inden for en radius af tre-fire kilometer fra deres hjem, og inden barnet er fyldt et år. Desuden kan søskende få tilbud om plads i samme institution. Dagen efter i samme avis kunne københavnerne læse deres nye overborgmester give følgende løfte:
»Hovedtemaet i de kommende fire år bliver at levere en pasningsgaranti, der virker. Hvis ikke vi kan levere det, kan jeg ikke an befale, at vi stiller op igen. Vi skal levere det her, og I vil ikke se mig sidde og komme med bortforklaringer om fire år.«
Dette udsagn er af medierne blevet udlagt som et klokkeklart løfte i stil med Ritt Bjerregaards billige boliger. Er det så klogt af Frank Jensen at udstede denne garanti? Måske. I overborgmesterens lejr mener man, at Frank Jensen lige så godt kunne afgive denne garanti først som sidst. Hos vælgerne er der for længst blevet skabt en forventning om, at der sker noget på området, og i øvrigt har Jensen allerede under valgkampen kommet med lignende bindende udsagn, om at hvis ikke han og Socialdemokraterne leverer her, så fortjener de ikke at blive siddende. Derfor ligger løkken om halsen på Frank Jensen. Om der bliver behov for at hænge ham (mere op på løftet) vil vise sig i efteråret 2013. Leverer han ikke varen, så vil ovenstående ud sagn ramme ham som en boomerang lige i nakken. Da Ritt Bjerregaard for kun ti måneder siden læste en intern meningsmåling, der viste, at mere en hver anden S-vælger havde sagt farvel og tak, trak hun sig som overborgmester. En anden måling viste klokkeklart, at det netop var Ritts valgløfte om billige boliger, som var hovedårsagen til, at vælgerne stod i kø ved udgangen. Imidlertid kan den nye overborgmester og hans partifælle den 26-årige nye børne- og ungeborgmester Anne Vang indtil videre håbe på, at de omkring 367,2 millioner kroner, der allerede er afsat til over de næste tre år at bygge mellem 10-14 nye daginstitutioner, rækker et pænt stykke ad vejen. I forvejen er omkring 1000 børn på en fortsat voksende venteliste til en daginstitution, så kommunen – og Frank Jensen – har travlt. Men hvad nu hvis børnetallet – hvad meget tyder på – bliver ved med at stige eksplosivt? Kan kommunen nå at bygge og etablere yderligere nye daginstitutioner, så man kan overholde garantien? Det kræver nye bevillinger. Og i øvrigt skal der findes helt nye penge på budgettet til Socialdemokraternes nye søskendegaranti.
Da Frank Jensen var nået til torsdag, så meddelte han, at den fra medierne så kendte chefpolitiinspektør Per Larsen har fået nyt job hos den nye overborgmester som særlig rådgiver indenfor bandekriminalitet. Umiddelbart smart set af Frank Jensen at inddrage den sympatiske, overskudsagtige og respekterede tidligere politimand, der åben lyst for alle har erfaring på området. Med dette skridt signalerer Jensen til københavnerne, at han tager opgaven med at bekæmpe bandekriminalitet alvor ligt. Larsen skal også være overborgmesterens ansigt udadtil på dette område, så dermed køber Frank Jensens sig til noget ekstra tro værdighed på området. Kun Enhedslisten var negative overfor ansættelsen af Larsen. Partiet mener ikke, at politimetoder hører hjemme i en socialpolitisk indsats. Det var så også stort set, hvad man hørte til oppositionen i en uge, hvor over borgmesteren havde sat sig massivt på medierne.
Nye koste fejer
Frank Jensen har også møbleret rundt på medarbejderne. Han har ifølge Ekstra Bladet fået ansat en ny spindoktor, Amalie Kestler, der er tidligere nyhedsredaktør på Berlingeren. Hans kampagnechef ved kommunal valget Simon Kjær Hansen er blevet sekretariatschef i økonomiforvaltningen. Mere kontroversielt er, at Simon Kollerup, en presse medarbejder i Jensens valg kampagne, er blevet ansat for at pleje kontakten til vennerne i fagbevægelsen og LO Storkøbenhavn. Det kommer han sikkert til at høre for. Det ligger lige for at kritisere den nye over borgmester for at bruge skatteborgernes penge til at ansætte personale, der skal pleje kontakten til dem, der finansierede hans valgkampagne og skrev hans valg program. I Børne- og Ungeforvaltningen, hvor Anne Vang har sat sig i borgmesterstolen, er den store kost også kommet i sving. Her forlyder det, at selv de gamle kaffekopper fra forgængeren Bo Asmus Kjeldgaards tid skal skiftes ud, og imens holder alle vejret, mens hovederne ruller. Vang har hentet Ritt Bjerregaards tidligere sekretariatschef Jesper Rønnow Simonsen til forvaltningen som ny afdelingschef. Det at han kommer fra Økonomiforvaltningen ses som yderligere et tegn på, at overborgmesteren har et hovedfokus på børnepasningsområdet. Nu skal der bedre styr på tingene. I mellemtiden ruster de faglige organisationer sig til det opgør, der på et eller an det tidspunkt kommer. En daginstitutionsplads i København er dyrere end alle andre steder, og derfor vil der komme et pres fra politikerne for, at kommunen får mere børnepasning for pengene. Det vil utvivlsomt betyde flere strejker, forældreblokader og så videre. Forskellen er dog, at der nu er fi re år til næste valg. Så skal der ske et opgør, så gør Frank Jensen klogt i at tage konfrontationen nu.
Abonner på:
Opslag (Atom)
