Overborgmesterens troværdighed sat yderligere på prøve
Bragt i Bryggebladet den 3.maj 2012
Af Jarl Cordua
Da Frank Jensen for to år siden satte sig i overborgmesterstolen efter et pænt, men ikke prangende valg, så skete det med en frisk erklæring om, at han og hans parti ikke fortjente at blive genvalgt, hvis ikke børnefamilier kunne få deres barn i en daginstitution beliggende max et kvarters kørsel – på cykel – fra bopælen. I samme ombæring fik den nyslåede overborgmester bl.a. i Berlingske og til programmet ”Deadline” på DR2 også formuleret sig sådan, at det stod lysende klart for alle, at garantien også omfattede en såkaldt ”søskendegaranti”. Første del af løftet vil formentlig blive indfriet inden valget til Borgerrepræsentationen om halvandet år. Kommunen har investeret massivt i daginstitutioner for at kunne levere et udbud svarende til det med raketfart stigende børnetal, som København oplever i disse år. Det er sket, fordi Socialdemokraterne har prioriteret området – i øvrigt med bred politisk opbakning – og fordi det naturligvis også er et område, som betyder noget for vælgerne. Tilstrækkeligt med daginstitutionspladser er simpelthen nøglen til, at Frank Jensens parti kan få fremgang ved det kommende valg. Indtil for et halvt år siden lignede BR-valget også en ”walkover” for Socialdemokraterne, men det har grimme mediesager – og Frank Jensens tiltagende politiske isolering på rådhuset - ændret på. Og i sidste uge kom så den seneste sag, hvor medierne og politiske modstandere med held får sat et stort spørgsmålstegn ved Jensens personlige troværdighed med sin tidligere udstedte ”søskendegaranti”, som han nu ikke længere vil være ved. Jensen afviste først hårdnakket, at han nogensinde havde udstedt en søskendegaranti, men flere medier kunne efterfølgende dokumentere overborgmesterens tidligere udtalelser Bl.a. blev overborgmesteren nærmest klædt af i programmet ”Deadline 17-00”, hvor han var gæst, da man afspillede et klip med Jensen fra TV-Avisen 4. januar 2010 med dette umisforståelige udsagn:
- Vi skal have en børnepasningsgaranti over de næste fire år, hvor man inden for 3-4 kilometer kan aflevere sit barn og også få en søskende-garanti-ordning, så man kan få sit andet barn i samme institution som sit første barn.
Siden måtte Jensen så bekende, at udtalelserne var ”noget kludder” og lod sig dække af sit ”figenblad” om, at S jo kun gik til valg på en ”pasningsgaranti”, og at en søskendegaranti i øvrigt er urealistisk. Prisen for en søskendegaranti vil formentlig være en halv milliard kr., og konsekvensen vil være, at kommunens daginstitutioner skulle køre med uudnyttede pladser, fordi man skulle kunne leve op til garantien. Det siger sig selv, at der heller ikke findes en eneste kommune i hele landet, der har udstedt en sådan garanti, og ingen har nogensinde hørt om et folkekrav herom.
V for valgflæsk
Ikke overraskende har Frank Jensens borgerlige rival, Pia Allerslev, forsøgt at udstille Frank Jensen bl.a. med et forslag om netop at sikre en ”søskendegaranti”. Forslaget må henregnes til afdelingen for overbud og fedt valgflæsk. Derfor bliver det naturligvis aldrig til noget. Til gengæld tjener det et formål mht. at udstille Jensen i den aktuelle sag, der handler om hans troværdighed, og profilere Venstre på et område, som formentlig kan flytte vælgere fra Socialdemokraterne til Venstre.
Både Jensen og Allerslev er netop blevet genvalgt som deres respektive partiers overborgmesterkandidater, så hele sagen om søskendegaranti er en stor understregning af, at valget nærmer sig, og at kandidaternes trang til at markere sig i forhold til centrale vælgergrupper er betydelig. De har det vel nærmest som væddeløbsheste, der står og sparker i startboksene. Og Frank og hans pressefolk sender for tiden en lind strøm af pressemeddelelser ud om nye initiativer, forslag og markeringer fra overborgmesteren. I sidste uge måtte man spærre øjnene op, da Jensen på sin vis genoplivede sin forgænger Ritt Bjerregaard forslag om billige boliger. Forslaget er i øvrigt først stillet af Enhedslisten, og selvom hele øvelsen går ud på at lade staten finansiere en større del af de billige boliger, så har Jensen – i modsætning til Bjerregaard - trods alt ikke investereret hele sin troværdighed i det forslag. Der er - trods alt - grænser for denne overborgmesters uforsigtighed.
Erstatningssagen
Københavns Kommune har i umindelige tider måttet slås med fordomme i befolkningen og blandt meningsdannere som en mastodont, der kun er optaget af systemets velbefindende, og hvor borgernes vel først kommer i 2. række. Rigtigt eller forkert, så har kritikerne fået en sag at hænge deres hat på henset til den ulykkelige sag med den 14-årige pige, der som følge af et fuldstændigt gennemtæret rækværk i januar faldt ned fra Dronning Louises Bro og nu er lam fra livet og ned. Efter tre måneder meddelte kommunen – gennem Teknik- og Miljøforvaltningens chefjurist, at der ikke kunne gives erstatning til pigen. I et efterhånden berygtet indslag i TV-Lorry fra torsdag den 12. april, så seerne en kvindelig chefjurist, der sad veltilfreds og smilende og drak kaffe i forårsolen, mens hun kunne fortælle, at der desværre ikke var mulighed for at udbetale erstatning til pigen, da undersøgelserne viste, at kommunen havde overholdt alle regler mht. tilsyn med rækværket, og dermed var sagen åbenbart slut. Den ansvarlige borgmester Ayfer Baykal (SF) syntes i samme indslag, at der var tale om ”en helt forfærdelig sag”, men ellers søgte borgmesteren ly bag den chefjurist, man sendte i medierne for at forsvare kommunens holdning og beslutning, der naturligvis bunder i ganske klare kommunale regler om, at politikerne ikke bare kan beslutte at udbetale erstatning uden en klar hjemmel i lovgivningen. Ikke desto mindre steg harmen hos borgerne og ikke mindst hos medierne, der begyndte at interessere sig yderligere for sagen, og flere politikere heriblandt Venstres Pia Allerslev angreb SF-borgmesterens forvaltning for ikke at undersøge enhver juridisk mulighed for at give erstatning. Senere smed Ekstra Bladet overborgmester Frank Jensen på forsiden og gjorde ham ansvarlig for sagen, da han er kommunens øverste chef. Det tvang Frank Jensen til at handle og efter ”dialog” med Ayfer Baykal, så besluttede SF’erens forvaltning at give efter for presset og købe et advokatfirma i byen til at undersøge om, der er mulighed for at give erstatning. Udfaldet kendes ikke, mens disse linjer skrives, men der er en forventning – eller et begrundet håb om – at pigen får erstatning. Alternativet er naturligvis værst for pigen, men alle politikerne på rådhuset beder til, at erstatningssagen får et positivt udfald. Også af hensyn til dem selv.
(Det skete mandag i denne uge)
En PR-katastrofe
Det står allerede nu klart for de fleste, at Teknik- og Miljøforvaltningens håndtering af sagen har været en stor PR-katastrofe både for forvaltningen, kommunen og SF-borgmesteren, som i sidste ende er den, der træffer beslutningen om, hvordan sagen bliver håndteret politisk og ikke mindst, hvordan man kommunikerer sagen i medierne. Ayfer Baykal kan være rådgivet nok så meget af jurister og medierådgivere, men i sidste ende er det selvfølgelig hendes ansvar, at sagen udviklede sig, som den gjorde. Sagen er en stor understregning af, at den endnu uerfarne SF-borgmester stadigvæk betaler dyre lærepenge, siden hun sidste år satte sig på en af kommunens tungeste politiske poster. Det er med denne sag in mente ganske svært at se, hvordan Baykal skulle blive et vælgertrækplaster for SF i en kommunalvalgkamp, hvor partiet i forvejen er på hælene med vigende meningsmålinger. Faktisk må det vække en vis bekymring hos SF, at borgmesteren udviser stor usikkerhed og et så dårligt blik for, hvordan man undgår, at en svær sag som denne eksploderer mellem hænderne på borgmesteren. Til gengæld har overborgmesteren – selvom det skete for sent – vist, at han faktisk både kan håndtere og ”lande” en svær sag, der helt tydeligt var løbet af sporet for Baykal og hendes rådgivere. Det sker selvfølgelig i den erkendelse, at enhver politisk fadæse i kommunen – før eller senere - ender på overborgmesterens bord. Eller som et gammelt mundheld i dansk politik lyder: ”Når lokummet brænder – så sidder der ofte en socialdemokrat på det”.
På venstrefløjen skumler man over, at Venstre mfl. har ”udnyttet” en tragisk personsag politisk, men på den anden side har udviklingen vist, at Pia Allerslev og hendes støtter - i hvert fald politisk - har fået ret, og måske også ret rent juridisk, hvis det i sidste ende ender med en erstatning til pigen.
Det har dog på alle måder været en svær sag for alle politikerne at håndtere. Og som en af dem formulerer det: ”Vi har nærmest haft valget mellem at fremstå enten som en ansvarsløs populist eller hjerteløs skrankepave”.
onsdag den 2. maj 2012
torsdag den 19. april 2012
En overborgmester af navn
Et bredt flertal udenom Frank Jensen dikterede fordeling af stort millionoverskud
Bragt i Bryggebladet 19. april 2012
Af Jarl Cordua
Fredag den 23. marts blev en trængt Frank Jensen udsat for en sjældent set og stor politisk ydmygelse, som det formentlig ikke er overgået en socialdemokratisk overborgmester længe – om nogensinde. Det skete da et bredt flertal minus Enhedslisten bestående af SF, de radikale, Venstre, de konservative, Liberal Alliance samt Dansk Folkeparti gik sammen om et forlig der vedrører den såkaldte ”overførselssag”. Det var i realiteten en ”budgetfest”, hvor forligspartnerne fordelte kommunens store overskud på 830 millioner kr. fra forrige års budget, så de kunne opfylde de enkelte partiers politiske mærkesager. Overborgmesterens eget parti, Socialdemokraterne, kom også med i forliget, som dog mere havde karakter af diktat fra de øvrige forligspartier mere end en forhandlet aftale.
Statist Jensen
Det kan forekomme den enkelte borger temmelig ligegyldigt, hvem der bestemmer hvad på rådhuset, så længe de politiske beslutninger er fornuftige og gavnlige. Men det er historisk ja ligefrem sensationelt, at en københavnsk overborgmester i forhandlinger om økonomi bliver efterladt ved forhandlingsbordet i Magistratsalen for så siden at få dikteret vilkårene af en sjældent set enig opposition. Denne fredag blev Frank Jensen reduceret til en statist i det politiske spil i en grad, at det må vække bekymring for overborgmesterens politiske autoritet både hos ham selv og hans partifæller. For hvordan kan det gå til, at overborgmesteren ikke formår at håndtere en noget ukompliceret vindersag, hvor øvelsen blot går ud på at samle et politisk flertal med henblik på at dele milde gaver ud på en måde, der tilfredsstiller alle?
SF træt af arrogance
Svaret man får næsten uanset, hvor man spørger på Rådhuset, er enslydende: SF er træt af Frank Jensens arrogance og har et behov for at sætte sig i respekt for en overborgmester som i alt for lang tid har taget partiet og dets to kvindelige SF-borgmestres loyalitet for givet. Kemien mellem Frank Jensen og de naturlige alliancepartnere hos SF og de radikale er ikke just i top og det bunder især i en manglende tillid hos dem til, at Jensen optræder fair i forhandlinger. Samarbejdet mellem S og SF gik i alle tilfælde synligt bedre dengang, hvor Jensen havde en alliance med den daværende teknik og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard. Men han måtte sidste år forlade politik skyndsomst, da det blev afsløret, at SF’eren i virkeligheden boede på Frederiksberg. Til gengæld er tillidsbåndene mellem hovedforhandlere hos forligspartierne til højre og venstre i BR-salen blevet forstærket, netop fordi man har evnet at finde hinanden om et kompromis uden om de normalt altdominerende socialdemokrater.
Frank lyttede ikke
Forløbet frem mod aftalen er kort, at Frank Jensen og hans hold af økonomer i Økonomiforvaltningen tre gange præsenterede en forligsskitse, som forhandlerne dog hurtigt fejede af bordet som uacceptabel. Irritationen hos SF og de øvrige partier steg i takt med, at Jensen og hans embedsfolk tilsyneladende pakkede det samme forslag, der gik ud på at bruge næsten hele overskuddet på skolerenoveringer, ind i lidt forskelligt indpakningspapir. SF havde ret klart signaleret at de især skulle have penge til mærkesager som fixerum og renovering af Nørrebrogade, men forhandlerne kunne dog aldrig genfinde deres krav i de udkast til forligstekster, som de blev præsenteret for. ”Han lyttede simpelthen ikke”, siger en iagttager tæt på forhandlingerne. Desuden satsede Jensen længe på, at SF og de konservative var ude af stand til at indgå en aftale. Men han forregnede sig. Da Jensens forligsskitse for tredje gang landede i forhandlingslokalet om torsdagen, var målet fuldt og SF og co. forlod derpå straks forhandlingerne. De radikales Anna Mee Allerslev og SFs Ninna Thomsen fandt ret hurtigt hinanden og indledte siden forhandlinger med Venstre-borgmester Pia Allerslev, de konservatives Rasmus Jarlov samt DF og LA. Her fik man lavet et alternativt fælles forslag, og i løbet af fredagen havde SF-borgmester Ayfer Baykal og de konservatives Jakob Næsager brugt nogle timer på at finde et kompromis, der tilgodeså de konservatives krav om flere parkeringspladser. Efterfølgende blev socialdemokraterne præsenteret for forligsskitsen, som Frank Jensen og co. endte med at tilslutte sig uden større indrømmelser. Det skete formentlig også henset til, at socialdemokraternes eget hovedkrav om flere penge til renovering af de københavnske skoler trods alt blev imødekommet med 300 mill. kr
Pay-back-time
Partierne udenom S stillede i øvrigt også krav om, at Økonomiforvaltningen skulle bøde for de to regnefejl på i alt 129 millioner kr., som forvaltningen tidligere havde foretaget på børne- og ungdomsforvaltningens budget, hvor overborgmesterens partifælle Anne Vang (S) er ansvarlig for. Det kan man alt efter temperament betegne som politisk drilleri eller hævntogt for de gange, hvor økonomiforvaltningens embedsmænd har hidset sig op over de mindste budgetoverskridelser i kommunens øvrige forvaltninger. Nu var det således ”pay-back-time”, og pengene indkasserede flertallet bl.a. ved at ”snuppe” Anne Vangs forvaltnings pæne overskud på lidt over 100 mill. kr. Ydmygelsen af S var dermed noget nær total.
Fortsat autoritetstab
Snu som Frank Jensen er, lykkedes det imidlertid for ham i den officielle pressemeddelelse at få ”solgt” forliget til medierne, som en stor bred aftale, hvor det samtidig lå i luften, at det var noget, som han som overborgmester havde formidlet, og derfor også kunne tage æren for. På København Rådhus ved alle, at det ingenlunde var tilfældet. ”Æren” for samlingen af partierne kan kun tilskrives Frank Jensen så langt at hans problematiske forhold til SF’erne tilsyneladende har ført dem i armene på de borgerlige. Dertil kommer, at Frank Jensen det seneste år har lidt et stadigt større autoritetstab, der tydeligst kan ses ved, at han og hans parti i flere og flere sager ender med at komme i mindretal, som det fx var tilfældet i sagerne om indførelse af enhedsforvaltning i kommunen, og da et flertal i januar bad om en redegørelse for Jensens opførsel under den berygtede julefrokostepisode.
Noget for noget
I øvrigt pådrog Frank Jensen sig igen sine politiske kollegers vrede, da han i marts pludselig koblede behovet for en styrereform, der nedlægger kommunens syv forvaltninger under en enhedsforvaltning i København, sammen med de forestående forhandlinger om udligningsreformen med regeringen. Indenrigs-og økonomiministeriet har lagt op til, at kommunen skal aflevere 400 mill. kr. til udkantskommunerne, og hvis det skal ske, så bør regeringen give København mulighed for at finde nogle af pengene gennem en mere effektiv enhedsforvaltning. ”Noget for noget”, hed det da fra Jensen. Et flertal i Borgerrepræsentationen har dog tidligere forpligtet Jensen til at bevare forvaltningerne som de er, og derfor lød kravet bl.a. fra de konservatives Jakob Næsager, at kommunen fremover bør sende en ”barnepige” med Jensen eller en hel delegation til forhandlinger med regeringen, for at sikre sig, at overborgmesteren forhandler inden for det mandat, som flertallet med en beslutning i Borgerrepræsentationen har låst ham fast på. Bredt på rådhuset opfatter man det således som en større politisk fadæse, at overborgmesteren i stedet for benhårdt at forsvare kommunens økonomi, pludselig i offentligheden begynder at handle med regeringen om at aflevere flere af kommunens skatteindtægter til yderområderne mod at få en styrereform, der i modstandernes øjne vil give overborgmesterens forvaltning mere magt. Jensen burde ifølge kritikerne i stedet bruge krudtet på at angribe den fordelingsnøgle som regeringen har lagt op til, der i mindre grad tilgodeser, at København har større udfordringer end andre kommuner med socialt svage og udsatte grupper. Frank Jensen har siden sadlet om. For i sidste uge skrev han et åbent brev til regeringen sammen med de to københavnske SF-borgmestre til den radikale indenrigs-og økonomiminister Margrethe Vestager, hvor fordelingsmodellen bliver betegnet som ”grotesk” og ”uacceptabel”.
Budgetforlig udenom S?
De langsigtede konsekvenser af forliget om overførselssagen, mener nogle iagttagere, bliver, at forligspartierne til efteråret har ganske gode muligheder for at finde sammen om et budgetforlig. For når det med aftalen om overførselssagen er lykkedes at imødekomme de enkelte partiers ønsker i foråret, så har Frank Jensen til efterårets budgetforhandlinger ikke længere den mulighed for at spille partierne ud mod hinanden. Fx ved at tilbyde dem ”lunser” for at gå med i en budgetaftale. Prisen har dog været, at partierne udenom S har måttet udskyde nogle af skolerenoveringerne til efteråret.
Jensen i krise
For Frank Jensen ligner det en politisk krise, hvor han nu må kaste alt ind på at få opbygget nye og tættere alliancer for ikke igen at blive politisk stækket på rådhuset og komme på mellemhånd i efterårets budgetforhandlinger. Der er ikke plads til flere store politiske ydmygelser frem mod næste kommunalvalg, der kun ligger 1½ år frem. For sker det, så begynder socialdemokraterne med garanti at spørge sig selv om, hvorvidt det er den rigtige mand, de har i spidsen for partiet og til at lede landets hovedstad.
Bragt i Bryggebladet 19. april 2012
Af Jarl Cordua
Fredag den 23. marts blev en trængt Frank Jensen udsat for en sjældent set og stor politisk ydmygelse, som det formentlig ikke er overgået en socialdemokratisk overborgmester længe – om nogensinde. Det skete da et bredt flertal minus Enhedslisten bestående af SF, de radikale, Venstre, de konservative, Liberal Alliance samt Dansk Folkeparti gik sammen om et forlig der vedrører den såkaldte ”overførselssag”. Det var i realiteten en ”budgetfest”, hvor forligspartnerne fordelte kommunens store overskud på 830 millioner kr. fra forrige års budget, så de kunne opfylde de enkelte partiers politiske mærkesager. Overborgmesterens eget parti, Socialdemokraterne, kom også med i forliget, som dog mere havde karakter af diktat fra de øvrige forligspartier mere end en forhandlet aftale.
Statist Jensen
Det kan forekomme den enkelte borger temmelig ligegyldigt, hvem der bestemmer hvad på rådhuset, så længe de politiske beslutninger er fornuftige og gavnlige. Men det er historisk ja ligefrem sensationelt, at en københavnsk overborgmester i forhandlinger om økonomi bliver efterladt ved forhandlingsbordet i Magistratsalen for så siden at få dikteret vilkårene af en sjældent set enig opposition. Denne fredag blev Frank Jensen reduceret til en statist i det politiske spil i en grad, at det må vække bekymring for overborgmesterens politiske autoritet både hos ham selv og hans partifæller. For hvordan kan det gå til, at overborgmesteren ikke formår at håndtere en noget ukompliceret vindersag, hvor øvelsen blot går ud på at samle et politisk flertal med henblik på at dele milde gaver ud på en måde, der tilfredsstiller alle?
SF træt af arrogance
Svaret man får næsten uanset, hvor man spørger på Rådhuset, er enslydende: SF er træt af Frank Jensens arrogance og har et behov for at sætte sig i respekt for en overborgmester som i alt for lang tid har taget partiet og dets to kvindelige SF-borgmestres loyalitet for givet. Kemien mellem Frank Jensen og de naturlige alliancepartnere hos SF og de radikale er ikke just i top og det bunder især i en manglende tillid hos dem til, at Jensen optræder fair i forhandlinger. Samarbejdet mellem S og SF gik i alle tilfælde synligt bedre dengang, hvor Jensen havde en alliance med den daværende teknik og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard. Men han måtte sidste år forlade politik skyndsomst, da det blev afsløret, at SF’eren i virkeligheden boede på Frederiksberg. Til gengæld er tillidsbåndene mellem hovedforhandlere hos forligspartierne til højre og venstre i BR-salen blevet forstærket, netop fordi man har evnet at finde hinanden om et kompromis uden om de normalt altdominerende socialdemokrater.
Frank lyttede ikke
Forløbet frem mod aftalen er kort, at Frank Jensen og hans hold af økonomer i Økonomiforvaltningen tre gange præsenterede en forligsskitse, som forhandlerne dog hurtigt fejede af bordet som uacceptabel. Irritationen hos SF og de øvrige partier steg i takt med, at Jensen og hans embedsfolk tilsyneladende pakkede det samme forslag, der gik ud på at bruge næsten hele overskuddet på skolerenoveringer, ind i lidt forskelligt indpakningspapir. SF havde ret klart signaleret at de især skulle have penge til mærkesager som fixerum og renovering af Nørrebrogade, men forhandlerne kunne dog aldrig genfinde deres krav i de udkast til forligstekster, som de blev præsenteret for. ”Han lyttede simpelthen ikke”, siger en iagttager tæt på forhandlingerne. Desuden satsede Jensen længe på, at SF og de konservative var ude af stand til at indgå en aftale. Men han forregnede sig. Da Jensens forligsskitse for tredje gang landede i forhandlingslokalet om torsdagen, var målet fuldt og SF og co. forlod derpå straks forhandlingerne. De radikales Anna Mee Allerslev og SFs Ninna Thomsen fandt ret hurtigt hinanden og indledte siden forhandlinger med Venstre-borgmester Pia Allerslev, de konservatives Rasmus Jarlov samt DF og LA. Her fik man lavet et alternativt fælles forslag, og i løbet af fredagen havde SF-borgmester Ayfer Baykal og de konservatives Jakob Næsager brugt nogle timer på at finde et kompromis, der tilgodeså de konservatives krav om flere parkeringspladser. Efterfølgende blev socialdemokraterne præsenteret for forligsskitsen, som Frank Jensen og co. endte med at tilslutte sig uden større indrømmelser. Det skete formentlig også henset til, at socialdemokraternes eget hovedkrav om flere penge til renovering af de københavnske skoler trods alt blev imødekommet med 300 mill. kr
Pay-back-time
Partierne udenom S stillede i øvrigt også krav om, at Økonomiforvaltningen skulle bøde for de to regnefejl på i alt 129 millioner kr., som forvaltningen tidligere havde foretaget på børne- og ungdomsforvaltningens budget, hvor overborgmesterens partifælle Anne Vang (S) er ansvarlig for. Det kan man alt efter temperament betegne som politisk drilleri eller hævntogt for de gange, hvor økonomiforvaltningens embedsmænd har hidset sig op over de mindste budgetoverskridelser i kommunens øvrige forvaltninger. Nu var det således ”pay-back-time”, og pengene indkasserede flertallet bl.a. ved at ”snuppe” Anne Vangs forvaltnings pæne overskud på lidt over 100 mill. kr. Ydmygelsen af S var dermed noget nær total.
Fortsat autoritetstab
Snu som Frank Jensen er, lykkedes det imidlertid for ham i den officielle pressemeddelelse at få ”solgt” forliget til medierne, som en stor bred aftale, hvor det samtidig lå i luften, at det var noget, som han som overborgmester havde formidlet, og derfor også kunne tage æren for. På København Rådhus ved alle, at det ingenlunde var tilfældet. ”Æren” for samlingen af partierne kan kun tilskrives Frank Jensen så langt at hans problematiske forhold til SF’erne tilsyneladende har ført dem i armene på de borgerlige. Dertil kommer, at Frank Jensen det seneste år har lidt et stadigt større autoritetstab, der tydeligst kan ses ved, at han og hans parti i flere og flere sager ender med at komme i mindretal, som det fx var tilfældet i sagerne om indførelse af enhedsforvaltning i kommunen, og da et flertal i januar bad om en redegørelse for Jensens opførsel under den berygtede julefrokostepisode.
Noget for noget
I øvrigt pådrog Frank Jensen sig igen sine politiske kollegers vrede, da han i marts pludselig koblede behovet for en styrereform, der nedlægger kommunens syv forvaltninger under en enhedsforvaltning i København, sammen med de forestående forhandlinger om udligningsreformen med regeringen. Indenrigs-og økonomiministeriet har lagt op til, at kommunen skal aflevere 400 mill. kr. til udkantskommunerne, og hvis det skal ske, så bør regeringen give København mulighed for at finde nogle af pengene gennem en mere effektiv enhedsforvaltning. ”Noget for noget”, hed det da fra Jensen. Et flertal i Borgerrepræsentationen har dog tidligere forpligtet Jensen til at bevare forvaltningerne som de er, og derfor lød kravet bl.a. fra de konservatives Jakob Næsager, at kommunen fremover bør sende en ”barnepige” med Jensen eller en hel delegation til forhandlinger med regeringen, for at sikre sig, at overborgmesteren forhandler inden for det mandat, som flertallet med en beslutning i Borgerrepræsentationen har låst ham fast på. Bredt på rådhuset opfatter man det således som en større politisk fadæse, at overborgmesteren i stedet for benhårdt at forsvare kommunens økonomi, pludselig i offentligheden begynder at handle med regeringen om at aflevere flere af kommunens skatteindtægter til yderområderne mod at få en styrereform, der i modstandernes øjne vil give overborgmesterens forvaltning mere magt. Jensen burde ifølge kritikerne i stedet bruge krudtet på at angribe den fordelingsnøgle som regeringen har lagt op til, der i mindre grad tilgodeser, at København har større udfordringer end andre kommuner med socialt svage og udsatte grupper. Frank Jensen har siden sadlet om. For i sidste uge skrev han et åbent brev til regeringen sammen med de to københavnske SF-borgmestre til den radikale indenrigs-og økonomiminister Margrethe Vestager, hvor fordelingsmodellen bliver betegnet som ”grotesk” og ”uacceptabel”.
Budgetforlig udenom S?
De langsigtede konsekvenser af forliget om overførselssagen, mener nogle iagttagere, bliver, at forligspartierne til efteråret har ganske gode muligheder for at finde sammen om et budgetforlig. For når det med aftalen om overførselssagen er lykkedes at imødekomme de enkelte partiers ønsker i foråret, så har Frank Jensen til efterårets budgetforhandlinger ikke længere den mulighed for at spille partierne ud mod hinanden. Fx ved at tilbyde dem ”lunser” for at gå med i en budgetaftale. Prisen har dog været, at partierne udenom S har måttet udskyde nogle af skolerenoveringerne til efteråret.
Jensen i krise
For Frank Jensen ligner det en politisk krise, hvor han nu må kaste alt ind på at få opbygget nye og tættere alliancer for ikke igen at blive politisk stækket på rådhuset og komme på mellemhånd i efterårets budgetforhandlinger. Der er ikke plads til flere store politiske ydmygelser frem mod næste kommunalvalg, der kun ligger 1½ år frem. For sker det, så begynder socialdemokraterne med garanti at spørge sig selv om, hvorvidt det er den rigtige mand, de har i spidsen for partiet og til at lede landets hovedstad.
mandag den 26. marts 2012
Københavnsk overflod
Skal overskuddet gå til fattige provinskommuner, lufthavnsaktier eller missoirs?
Bragt i Bryggebladet torsdag den 22. marts 2012
Af Jarl Cordua
Som beskrevet i forrige klumme, så er Københavns Kommune regnskab for 2011 gjort op, og viser et endnu ukendt trecifret millionbeløb, der skal fordeles for at opfylde politiske ønsker fra alle Borgerrepræsentationens (BR) partier minus Enhedslisten. Som det eneste parti stod Liste Ø uden for det seneste budgetforlig. Det store slagsmål finder sted under forhandlinger i denne uge, men har allerede skabt en interessant uenighed mellem to borgerlige partier. De konservatives Rasmus Jarlov øjner en mulighed for at nedsætte skatten en smule til næste år, mens Venstres kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev mener, at pengene skal gå til at gøre noget ved det dokumenterede vedligeholdelsesefterslæb, der bl.a. er på kommunens ejendomme.
Køb lufthavnen
Overborgmester Frank Jensen har for nylig markeret sig i dagbladet Børsen ved at foreslå, at København skal bruge penge – sammen med staten – at købe aktiemajoriteten af Københavns Lufthavne tilbage fra dets australske og canadiske ejere. Jensen er efter eget udsagn meget optaget af at få sat mere gang i væksten i hovedstaden, og er derfor på en nærmest evig besøgsturné på Storkøbenhavns større danske, men internationalt orienterede virksomheder. Her hvisker erhvervslederne Jensen i øret, at usikkerheden om lufthavnens evne til at opretholde et one-stop-rutenetværk til vigtige internationale destinationer giver virksomhederne rekrutteringsproblemer i forhold til nøglemedarbejdere. De gider simpelthen ikke arbejde i København, hvis de skal skifte fly, når de fx skal hjem til familien. Den socialdemokratiske finansminister har til trods for, at staten stadig ejer 39,2 pct. af lufthavnens aktier afvist at øge aktieandelen sammen med København. Jensen har dog fuld opbakning til sin idé fra SF i København. På Christiansborg er de i forvejen hårdt pressede partifæller næppe taknemmelige over, at Jensen får udstillet, at regeringen hverken politisk økonomisk evner at finansiere et sådant køb.
Rige København
Måske bør Jensen være mere påholdende, selv om kommunens økonomi bliver stadigt bedre. For i forbindelse med Kommunernes Landsforening årsmøde i sidste uge i Aalborg kom den kommunale udligningsordning atter til debat. Det skete da den radikale indenrigsminister Margrethe Vestager meldte, at der var plads til mere ligelig fordeling af kommunernes velstand. Siden foreslog Venstre og Dansk Folkeparti på Christiansborg, at København bør aflevere flere midler til provinsens stadigt fattigere kommuner. Det er især faldet venstrefolkene i øjnene, at København - uanset beboernes indkomst - får lov at beholde ganske mange penge på grund af de mange udlejningslejligheder, der findes i byen. Derfor vil de to partier nu ændre det såkaldte ”boligkriterium”, der regulerer pengestrømmen. Hos ”regnedrengene” i Overborgmesterens sekretariat har man dog regnet på tingene, og de når man frem til, at en afskaffelse af det nuværende boligkriterium faktisk vil forbedre Københavns tilskud med 200 mill.kr. Det bliver spændende at se, om de borgerlige ”køber” beregningerne fra Jensens sekretariat.
Missoiroptrinet
Det sker stort set aldrig, at pressen refererer fra, hvad der måtte blive sagt fra talerstolen i BRs mødesal. Det var dog tilfældet under en farverig debat om et SF-forslag, om hvorvidt kommunen i ligestillingens navn bør opstille kvindelige urinaler – såkaldte ”missoirs” – i den indre by. De fleste partier havde sympati for forslaget så længe, at det handlede om at give kvindelige fest- og eventdeltagere mulighed for hurtigere at træde af på naturens vegne, end det sker i dag. For SFs ordfører i sagen, Iben Wiene Rathje, gik der imidlertid efter mange af hendes kollegers vurdering lige lovlig meget ligestillingskamp i sagen. Måske opildnet af, at BR-mødet fandt sted netop på kvindernes internationale kampdag. Og da Liberal Alliances ordfører Lasse Grosbøl provokerede SF’eren ved at spørge til, hvorvidt hun led af ”penismisundelse”, eksploderede debatten. SF’eren, der gerne fortæller, at hun lever sammen med en anden kvinde, havde intet i mod at bekræfte Grosbøls forespørgsel og fortsatte i øvrigt med at delagtiggøre tilhørerne i de praktiske udfordringer ved at urinere oprejst. Den debat blandede også den konservative Jakob Næsager sig i med sine iagttagelser omkring dette så vigtige emne. De borgerlige ordførere (mænd) holdt sig herefter ikke tilbage med at forsøge at udstille SF’eren i en grad, at det til sidst blev for meget for Enhedslistens Rikke Lauritzen, der ophidset fastslog, at de borgerlige ”brøleaber” var gået for vidt med deres ”voksenmobning”. I den borgerlige lejr mente man derimod, at Rathje med sine provokationer, lå som hun havde redt, og her kritiserer man overborgmesteren for at give SF’eren ”for meget snor”. Jensen havde i al fald sit hyr med at styre BR-medlemmerne og måtte henstille til, at man nu ”højnede debatten” og påtale, at tonen i øvrigt ”ikke var BR værdigt”. (Det var så her, at nogle BR-medlemmer med indforstået mine kiggede smilende på hinanden. De syntes nemlig ikke, at Jensen selv er den helt store autoritet på området henset til overborgmesterens ikke specielt værdige optræden med sin ”glade dans” under Økonomiforvaltningens seneste julefrokost.
Frit underliv
De borgerlige anser SFs forslag om ”missoirs” som både plat og latterlig. Begejstringen for forslaget er heller ikke udtalt blandt de røde partier. Hos SF er man delte i sagen. Man noterer sig den hovedsageligt negative presseomtale, som sagen har givet partiet og dens ordfører, men man tror ikke, at den gør den store skade. Blandt nogle iagttagere bemærker man, at hverken SFs ansvarlige borgmester på området, Ayfer Bajkal eller Ninna Thomsen ytrede sig om ”missoirs” på BR-mødet. Andre undrer sig over, hvorfor SF-top ikke i god tid udviste mere politisk ledelse og fik stoppet Rathje og det i deres øjne fjollede forslag. For nogle ligger svaret i, at Thomsen og Co. er meget forsigtige med at lægge sig ud med en måske mere frustreret og dermed uregerlig BR-gruppe, der, hvis meningsmålingerne holder, også risikerer at blive kraftigt beskåret ved næste kommunalvalg. Man behandler derfor Rathje – og alle andre i SF-gruppen – som sarte planter og derfor meget nænsomt, for at tingene ikke eksploderer.
Rathjes udgangsreplik for debatten, satte dog en tyk streg under, at dele af SFs gruppe kan være svær at styre. BR måtte også lægge øre til denne umisforståelige opfordring fra SF’eren: Sæt kussen fri. Så vidt kom det næppe, men forslaget om missoirs blev af det røde flertal henvist til teknik- og miljøudvalget, hvor Rathjes partifælle Baykal og resten af udvalget, nu kan arbejde videre med sagen.
Spidskandidater i stilling
Tiden nærmer sig for at partierne begynder at opstille deres spids og borgmesterkandidater. Den 24. marts ventes SF at vælge sundhedsborgmester Ninna Thomsen som ny spidskandidat. Indtil videre har hun ingen modkandidater.
Venstre vil formentlig også beslutte at møde vælgere med en kvinde i front. Hvis det går som planlagt, så vil de københavnske venstrefolk ikke alene pege på kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev, men også – som noget nyt – allerede nu også opstille nr. 2 på listen. Venstrefolkene oplevede forud for seneste BR-valg et uventet kampvalg om 2. pladsen. Det undgår partiet nu, og derved sikrer man sig også et politisk talent - og særdeles vigtig trækkraft for partiet - arbejdsro, når den umiddelbart eneste kandidat BR-medlem, Cecilia Lonning, dermed kan være rimelig sikker på et genvalg til BR.
De konservative har nu lagt sig fast på et opstillingsmøde i september, hvor det endnu er uklart om BR-medlem Rasmus Jarlov bliver spidskandidat. Officielt overvejer man flere kandidater, men indtil videre peger pilen på Jarlov, hvis han selv vil.
Farvel Aslam
Til gengæld er et andet BR-medlem i meget store vanskeligheder med overhovedet at blive genopstillet til BR. Det er situationen for den omstridte beboerformand for Mjølnerparken på Nørrebro, socialdemokraten Mohammed Aslam. En række kritiske artikler i Weekendavisen har sat spørgsmål tegn ved, om Aslam i virkeligheden er så demokratisk endsige tilhænger af integration af indvandrere og særligt kvinder, som han hidtil har givet indtryk af at være. I hvert fald har den socialdemokratiske 3. kreds i Indre By for nylig trukket tæppet væk under Aslam og vraget ham som BR-kandidat. Finder politikeren ikke en anden kreds, så kan han ikke stille op på den socialdemokratiske liste, hvorfor Aslam formodentlig glider ud af BR ved næste valg. Sagen er i øvrigt ekstra speget, i det næstformanden for 3. kreds er en Eskild Dahl Pedersen, der til daglig er projektleder i foreningen Lejerbo, som administrer Mjølnerparken. Weekendavisen seneste artikel beskriver også, at Aslam er gerådet i politisk krig med Lejerbo. Da Aslam for nylig blev vraget af kredsen, udtalte han til BT, at det var resultatet af en ”hetz”, som bl.a. Dahl Pedersen skulle stå bag imod både ham og bestyrelsen i Mjølnerparken.
For Frank Jensen og Co. er der tale om en delikat affære, hvor man skal forsøge ikke at puste for meget til ilden. S-toppen græder næppe store tårer over udsigten til at blive en efterhånden temmelig belastet mand som Aslam kvit. De har omvendt dog ingen større lyst til forud for kommunalvalget at lægge sig ud med indvandrermiljøet i København, hvis sagen eksploderer, og Aslam bliver løsgænger. Men det ender det jo nok med at gøre.
Bragt i Bryggebladet torsdag den 22. marts 2012
Af Jarl Cordua
Som beskrevet i forrige klumme, så er Københavns Kommune regnskab for 2011 gjort op, og viser et endnu ukendt trecifret millionbeløb, der skal fordeles for at opfylde politiske ønsker fra alle Borgerrepræsentationens (BR) partier minus Enhedslisten. Som det eneste parti stod Liste Ø uden for det seneste budgetforlig. Det store slagsmål finder sted under forhandlinger i denne uge, men har allerede skabt en interessant uenighed mellem to borgerlige partier. De konservatives Rasmus Jarlov øjner en mulighed for at nedsætte skatten en smule til næste år, mens Venstres kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev mener, at pengene skal gå til at gøre noget ved det dokumenterede vedligeholdelsesefterslæb, der bl.a. er på kommunens ejendomme.
Køb lufthavnen
Overborgmester Frank Jensen har for nylig markeret sig i dagbladet Børsen ved at foreslå, at København skal bruge penge – sammen med staten – at købe aktiemajoriteten af Københavns Lufthavne tilbage fra dets australske og canadiske ejere. Jensen er efter eget udsagn meget optaget af at få sat mere gang i væksten i hovedstaden, og er derfor på en nærmest evig besøgsturné på Storkøbenhavns større danske, men internationalt orienterede virksomheder. Her hvisker erhvervslederne Jensen i øret, at usikkerheden om lufthavnens evne til at opretholde et one-stop-rutenetværk til vigtige internationale destinationer giver virksomhederne rekrutteringsproblemer i forhold til nøglemedarbejdere. De gider simpelthen ikke arbejde i København, hvis de skal skifte fly, når de fx skal hjem til familien. Den socialdemokratiske finansminister har til trods for, at staten stadig ejer 39,2 pct. af lufthavnens aktier afvist at øge aktieandelen sammen med København. Jensen har dog fuld opbakning til sin idé fra SF i København. På Christiansborg er de i forvejen hårdt pressede partifæller næppe taknemmelige over, at Jensen får udstillet, at regeringen hverken politisk økonomisk evner at finansiere et sådant køb.
Rige København
Måske bør Jensen være mere påholdende, selv om kommunens økonomi bliver stadigt bedre. For i forbindelse med Kommunernes Landsforening årsmøde i sidste uge i Aalborg kom den kommunale udligningsordning atter til debat. Det skete da den radikale indenrigsminister Margrethe Vestager meldte, at der var plads til mere ligelig fordeling af kommunernes velstand. Siden foreslog Venstre og Dansk Folkeparti på Christiansborg, at København bør aflevere flere midler til provinsens stadigt fattigere kommuner. Det er især faldet venstrefolkene i øjnene, at København - uanset beboernes indkomst - får lov at beholde ganske mange penge på grund af de mange udlejningslejligheder, der findes i byen. Derfor vil de to partier nu ændre det såkaldte ”boligkriterium”, der regulerer pengestrømmen. Hos ”regnedrengene” i Overborgmesterens sekretariat har man dog regnet på tingene, og de når man frem til, at en afskaffelse af det nuværende boligkriterium faktisk vil forbedre Københavns tilskud med 200 mill.kr. Det bliver spændende at se, om de borgerlige ”køber” beregningerne fra Jensens sekretariat.
Missoiroptrinet
Det sker stort set aldrig, at pressen refererer fra, hvad der måtte blive sagt fra talerstolen i BRs mødesal. Det var dog tilfældet under en farverig debat om et SF-forslag, om hvorvidt kommunen i ligestillingens navn bør opstille kvindelige urinaler – såkaldte ”missoirs” – i den indre by. De fleste partier havde sympati for forslaget så længe, at det handlede om at give kvindelige fest- og eventdeltagere mulighed for hurtigere at træde af på naturens vegne, end det sker i dag. For SFs ordfører i sagen, Iben Wiene Rathje, gik der imidlertid efter mange af hendes kollegers vurdering lige lovlig meget ligestillingskamp i sagen. Måske opildnet af, at BR-mødet fandt sted netop på kvindernes internationale kampdag. Og da Liberal Alliances ordfører Lasse Grosbøl provokerede SF’eren ved at spørge til, hvorvidt hun led af ”penismisundelse”, eksploderede debatten. SF’eren, der gerne fortæller, at hun lever sammen med en anden kvinde, havde intet i mod at bekræfte Grosbøls forespørgsel og fortsatte i øvrigt med at delagtiggøre tilhørerne i de praktiske udfordringer ved at urinere oprejst. Den debat blandede også den konservative Jakob Næsager sig i med sine iagttagelser omkring dette så vigtige emne. De borgerlige ordførere (mænd) holdt sig herefter ikke tilbage med at forsøge at udstille SF’eren i en grad, at det til sidst blev for meget for Enhedslistens Rikke Lauritzen, der ophidset fastslog, at de borgerlige ”brøleaber” var gået for vidt med deres ”voksenmobning”. I den borgerlige lejr mente man derimod, at Rathje med sine provokationer, lå som hun havde redt, og her kritiserer man overborgmesteren for at give SF’eren ”for meget snor”. Jensen havde i al fald sit hyr med at styre BR-medlemmerne og måtte henstille til, at man nu ”højnede debatten” og påtale, at tonen i øvrigt ”ikke var BR værdigt”. (Det var så her, at nogle BR-medlemmer med indforstået mine kiggede smilende på hinanden. De syntes nemlig ikke, at Jensen selv er den helt store autoritet på området henset til overborgmesterens ikke specielt værdige optræden med sin ”glade dans” under Økonomiforvaltningens seneste julefrokost.
Frit underliv
De borgerlige anser SFs forslag om ”missoirs” som både plat og latterlig. Begejstringen for forslaget er heller ikke udtalt blandt de røde partier. Hos SF er man delte i sagen. Man noterer sig den hovedsageligt negative presseomtale, som sagen har givet partiet og dens ordfører, men man tror ikke, at den gør den store skade. Blandt nogle iagttagere bemærker man, at hverken SFs ansvarlige borgmester på området, Ayfer Bajkal eller Ninna Thomsen ytrede sig om ”missoirs” på BR-mødet. Andre undrer sig over, hvorfor SF-top ikke i god tid udviste mere politisk ledelse og fik stoppet Rathje og det i deres øjne fjollede forslag. For nogle ligger svaret i, at Thomsen og Co. er meget forsigtige med at lægge sig ud med en måske mere frustreret og dermed uregerlig BR-gruppe, der, hvis meningsmålingerne holder, også risikerer at blive kraftigt beskåret ved næste kommunalvalg. Man behandler derfor Rathje – og alle andre i SF-gruppen – som sarte planter og derfor meget nænsomt, for at tingene ikke eksploderer.
Rathjes udgangsreplik for debatten, satte dog en tyk streg under, at dele af SFs gruppe kan være svær at styre. BR måtte også lægge øre til denne umisforståelige opfordring fra SF’eren: Sæt kussen fri. Så vidt kom det næppe, men forslaget om missoirs blev af det røde flertal henvist til teknik- og miljøudvalget, hvor Rathjes partifælle Baykal og resten af udvalget, nu kan arbejde videre med sagen.
Spidskandidater i stilling
Tiden nærmer sig for at partierne begynder at opstille deres spids og borgmesterkandidater. Den 24. marts ventes SF at vælge sundhedsborgmester Ninna Thomsen som ny spidskandidat. Indtil videre har hun ingen modkandidater.
Venstre vil formentlig også beslutte at møde vælgere med en kvinde i front. Hvis det går som planlagt, så vil de københavnske venstrefolk ikke alene pege på kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev, men også – som noget nyt – allerede nu også opstille nr. 2 på listen. Venstrefolkene oplevede forud for seneste BR-valg et uventet kampvalg om 2. pladsen. Det undgår partiet nu, og derved sikrer man sig også et politisk talent - og særdeles vigtig trækkraft for partiet - arbejdsro, når den umiddelbart eneste kandidat BR-medlem, Cecilia Lonning, dermed kan være rimelig sikker på et genvalg til BR.
De konservative har nu lagt sig fast på et opstillingsmøde i september, hvor det endnu er uklart om BR-medlem Rasmus Jarlov bliver spidskandidat. Officielt overvejer man flere kandidater, men indtil videre peger pilen på Jarlov, hvis han selv vil.
Farvel Aslam
Til gengæld er et andet BR-medlem i meget store vanskeligheder med overhovedet at blive genopstillet til BR. Det er situationen for den omstridte beboerformand for Mjølnerparken på Nørrebro, socialdemokraten Mohammed Aslam. En række kritiske artikler i Weekendavisen har sat spørgsmål tegn ved, om Aslam i virkeligheden er så demokratisk endsige tilhænger af integration af indvandrere og særligt kvinder, som han hidtil har givet indtryk af at være. I hvert fald har den socialdemokratiske 3. kreds i Indre By for nylig trukket tæppet væk under Aslam og vraget ham som BR-kandidat. Finder politikeren ikke en anden kreds, så kan han ikke stille op på den socialdemokratiske liste, hvorfor Aslam formodentlig glider ud af BR ved næste valg. Sagen er i øvrigt ekstra speget, i det næstformanden for 3. kreds er en Eskild Dahl Pedersen, der til daglig er projektleder i foreningen Lejerbo, som administrer Mjølnerparken. Weekendavisen seneste artikel beskriver også, at Aslam er gerådet i politisk krig med Lejerbo. Da Aslam for nylig blev vraget af kredsen, udtalte han til BT, at det var resultatet af en ”hetz”, som bl.a. Dahl Pedersen skulle stå bag imod både ham og bestyrelsen i Mjølnerparken.
For Frank Jensen og Co. er der tale om en delikat affære, hvor man skal forsøge ikke at puste for meget til ilden. S-toppen græder næppe store tårer over udsigten til at blive en efterhånden temmelig belastet mand som Aslam kvit. De har omvendt dog ingen større lyst til forud for kommunalvalget at lægge sig ud med indvandrermiljøet i København, hvis sagen eksploderer, og Aslam bliver løsgænger. Men det ender det jo nok med at gøre.
onsdag den 7. marts 2012
Efter betalingsringen
SF kæmper mod Frank Jensen om miljødagsordenen
Bragt i Bryggebladet nr. 5 den 8. marts 2012
Af Jarl Cordua
Betalingsringens endeligt kom som et chok for de københavnske politikere. På rådhuset havde man ellers regnet med at ringen kom, fordi især de københavnske SF’ere følte sig dækket ind, når det stod i regeringsgrundlaget, og fordi statsminister Helle Thorning-Schmidt offentligt garanterede, at den ville blive til noget.
SF i København var først i granatchok, men partiets sundhedsborgmester Ninna Thomsen anlagde snart en fattet facade hvor man ”dybt skuffede” fik sat ord på frustrationen over, at der nu ikke blev gjort noget ved trængselsproblemerne. Følgelig rettede SF dernæst skytset mod Socialdemokraterne, som man beskyldte for ”ikke have haft styr på baglandet” med henvisning til, at Herlevs socialdemokratiske borgmester Thomas Gyldal Petersen og hans S-borgmesterkollegers kampagne. Den var så effektiv, at S på Christiansborg allerede kort efter nytårsskiftet vendte rundt, hvilket forblev en hemmelighed lige indtil, at Thorning under stort medieopmærksomhed trak stikket på ringen. Kort forinden havde SF i regeringens inderkreds fået vredet armene om og acceptere, at partiets eneste solomærkesag måtte ofres. I ugerne inden havde finansministeren og hans embedsmænd desperat forsøgt at finde en løsning, der både fik gjort noget effektivt ved trængslen af biler og frembragte statskassen et provenu på 2 mia. kr. – uden, at S ved kommunalvalget senere risikerede et vælgeroprør i Storkøbenhavn over at skulle betale høje trængselsafgifter. SF’erne måtte derfor ”nøjes” med en milliard kr., hvor halvdelen skal gå til nedsættelse af takster på tog og busser – og resten til investeringer i kollektiv trafik. Pengene henter regeringen ved at lukke et skattehul, der øger skatten på leasing og demobiler.
Frank Lurepasser
Umiddelbart efter beskyldte anonyme SF’ere i Berlingske bl.a. Frank Jensen for at have lurepasset i debatten og ikke forsvaret for ringen mod angrebene fra S-vestegnsborgmestrene. I overborgmesterens lejr kan man ikke genkende billedet med henvisning til, at Jensen ved flere lejligheder har udtalt sin varme støtte til betalingsringen. Frank Jensen er heller ikke blevet bedt af partifællerne på Borgen om at rykke i felten og fx gå til modangreb på vestegnsborgmestrene. Det var der faktisk ingen socialdemokrater, der gjorde. Heller ikke transportministeren.
Hos SF ser man nu overborgmesteren som en, der i hele miljø- og trængselsdagsordenen optræder som en politisk kamæleon, der i virkeligheden er ”ekstrem ugrøn”, som det formuleres. Den ene dag er han for en betalingsring, mens han den næste vil have en havnetunnel, der vil gøre det ud for et monument for hans overborgmestertid. Hos SF føler man sig i hele spørgsmålet om bekæmpelse af trængslen styrket på bekostning af S, fordi partiet i det mindste hele tiden har holdt fast i betalingsringen, mens Alfa Romeo-ejeren Frank Jensen i deres øjne er en skabstilhænger af mest mulig privatbilisme. Ninna Thomsen fik i øvrigt placeret sig i debatten som betalingsringens forsvarer, der også fik lagt lidt afstand til partifællerne på Christiansborg for at rende fra løfterne til det københavnske bagland. Det er sikkert klogt, da meldinger fra rådhuset fortæller om meget frustrerede lokale SF’ere og BR-medlemmer, der nu lurer på en ny lejlighed til at ”straffe” socialdemokraterne for deres illoyalitet. Både Thomsen og Jensen har dog begge omfavnet regeringens i hast fremsatte forslag om en Trængselskommission, der inden et år skal komme med andre konkrete forslag, der kan nedbringe trængslen. Fra Overborgmesterkontoret har man allerede afsendt en stak idéer om at fx at oprette miljøzoner inde i byen, der udelukker de mest forurenende lastbiler, et forslag om tvungne partikelfiltre og muligheden for at udvide de eksisterende parkeringszoner. Alt sammen noget regeringen med ny lovgivning hurtigt kan gennemføre med Enhedslisten. Jensen forsøgte at sælge sit initiativ i pressen som en ”Ren Luft Pakke”, men onde tunger på rådhuset kalder den hånligt for en ”Varm Luft Pakke”. Overborgmesteren skal ikke frem mod kommunalvalget have lov til at løbe med miljødagsordenen.
Ø kortslutter havnetunnel
Frank Jensen erklærede i forrige uge betalingsringen for ”død og borte”, og efter at være vadet henover liget, krævede han, at København får broderparten af den halve milliard kr., som regeringen med sit forlig med Enhedslisten og Dansk Folkeparti har afsat til trafikinvesteringer. Jensens argument er, at man får mest mulig effekt af trafikinvesteringerne, der hvor trængslen er, så flest muligt skifter bilerne ud med flere kollektive transportmuligheder. I en pressemeddelelse forsøgte Jensen atter at lancere sit ønske om at investeringerne også kan gå til en havnetunnel. Det kan overborgmesteren dog glemme alt om, da de snu folk i Enhedslisten på Christiansborg har fået skrevet ind i forligsteksten, at pengene specifikt ikke kan bruges til en havnetunnel. Skal der nogensinde komme en havnetunnel kræver det formentlig et forlig med minimum Venstre og regeringen, men det sker næppe, så længe SF sidder med i regeringen. En havnetunnel ville yderligere teste SFs tålmodighed, og p.t. er partiet ikke i stand til at kapere flere ydmygelser. Og netop det hensyn bliver relevant, når regeringen om et par uger ventes at spille ud med en styrereform. Ingen forventer et forslag, der provokerer SF i København, der fx ikke ønsker en enhedsforvaltning. Det er ellers Frank Jensen udtalte ønske, som han har fremført overfor sit partis ordfører MF Simon Kollerup, der før valget var ansat i Overborgmesterens kontor. Derfor er spørgsmålet, set med Frank Jensens øjne, om forslaget uden et krav om en enhedsforvaltning i det hele taget i det hele taget tjener et nyttigt formål.
Overskud i kassen
Regnskabet for forgangne budgetår 2011 er ved at blive gjort op, og Københavns Kommune har formentlig brugt 600-700 millioner kr. mindre en budgetteret. Derfor skal de partier, der i efteråret 2010 indgik forlig for 2011 sidst i denne måned sætte sig til forhandlingsbordet og fordele de rare penge, der reelt bliver et beløb på et mindre, men tre-cifret-millionbeløb. Umiddelbart skulle man tro, at alle de rare penge bør bruges til at renovere broer, veje og bygninger, der forfalder på grund af kommunens for længst erkendte betydelige vedligeholdelsesefterslæb. Men det kommer ikke til at ske. For ”vedligeholdelse” er – rent budgetmæssigt - nemlig at regne som ”drift”, og på grund af, at kommunerne af Folketinget er underlagt en overordnet økonomisk ramme, så kan pengene udelukkende gå til såkaldte anlægsinvesteringer. Dvs. noget nyt. Det er selvfølgelig overborgmesteren, der sidder for bordenden med pengekassen, mens forligspartierne – S- SF, R og K – så kommer og byder ind på, hvad de hver især ønsker at prioritere, hvor efter at man fordeler puljen. For de konservative står flere parkeringsplader højt på ønskesedlen, mens SF vil have penge til et dyrt ”luksus” fixerum. Her ligger kimen til en større konflikt. For de konservative er blankt imod fixerum, mens SF nægter at medvirke til nye parkeringspladser. Så enten bøjer begge parter af eller også må de komme med nogle nye ønsker, som alle parter kan godtage. Frank Jensen og socialdemokraterne vil prioritere renovering af skoler, der sjovt nok - sådan budgetmæssigt - ikke regnes for drift, men anlægsinvesteringer. For de radikale står penge til en beskæftigelsesindsats højt på dagsorden. Senere på måneden spiller beskæftigelsesborgmester Anna Allerslev og Frank Jensen ud med en beskæftigelsesplan, de kalder for ”København i arbejde”, der bl.a. skal forsøge at få de unge ledige akademikere i job.
Jarlov snart folketingskandidat
Det konservative håb BR-medlem Rasmus Jarlov bliver efter planen opstillet i Fredensborgkredsen – Lars Barfoeds nuværende kreds - på et opstillingsmøde senere. Samtidig er der fortsat stadig stor splid internt i det konservative parti i hovedstaden med henblik på at opstille Jarlov som spidskandidat for partiet ved BR-valget næste år. Formanden Andreas Boisen har længe forsøgt at få partiets lokale hovedbestyrelse til at indkalde til et opstillingsmøde snarest muligt, så der kunne skabes ro om sagen. Imidlertid har et flertal i hovedstyrelsen sat sig imod. Selv ikke efter at man fik sendt nogle af de genstridige medlemmer ud i mørket på en generalforsamling i februar, kunne der skabes opbakning til et opstillingsmøde i maj. Nu taler man så om et møde efter sommerferien.
Bragt i Bryggebladet nr. 5 den 8. marts 2012
Af Jarl Cordua
Betalingsringens endeligt kom som et chok for de københavnske politikere. På rådhuset havde man ellers regnet med at ringen kom, fordi især de københavnske SF’ere følte sig dækket ind, når det stod i regeringsgrundlaget, og fordi statsminister Helle Thorning-Schmidt offentligt garanterede, at den ville blive til noget.
SF i København var først i granatchok, men partiets sundhedsborgmester Ninna Thomsen anlagde snart en fattet facade hvor man ”dybt skuffede” fik sat ord på frustrationen over, at der nu ikke blev gjort noget ved trængselsproblemerne. Følgelig rettede SF dernæst skytset mod Socialdemokraterne, som man beskyldte for ”ikke have haft styr på baglandet” med henvisning til, at Herlevs socialdemokratiske borgmester Thomas Gyldal Petersen og hans S-borgmesterkollegers kampagne. Den var så effektiv, at S på Christiansborg allerede kort efter nytårsskiftet vendte rundt, hvilket forblev en hemmelighed lige indtil, at Thorning under stort medieopmærksomhed trak stikket på ringen. Kort forinden havde SF i regeringens inderkreds fået vredet armene om og acceptere, at partiets eneste solomærkesag måtte ofres. I ugerne inden havde finansministeren og hans embedsmænd desperat forsøgt at finde en løsning, der både fik gjort noget effektivt ved trængslen af biler og frembragte statskassen et provenu på 2 mia. kr. – uden, at S ved kommunalvalget senere risikerede et vælgeroprør i Storkøbenhavn over at skulle betale høje trængselsafgifter. SF’erne måtte derfor ”nøjes” med en milliard kr., hvor halvdelen skal gå til nedsættelse af takster på tog og busser – og resten til investeringer i kollektiv trafik. Pengene henter regeringen ved at lukke et skattehul, der øger skatten på leasing og demobiler.
Frank Lurepasser
Umiddelbart efter beskyldte anonyme SF’ere i Berlingske bl.a. Frank Jensen for at have lurepasset i debatten og ikke forsvaret for ringen mod angrebene fra S-vestegnsborgmestrene. I overborgmesterens lejr kan man ikke genkende billedet med henvisning til, at Jensen ved flere lejligheder har udtalt sin varme støtte til betalingsringen. Frank Jensen er heller ikke blevet bedt af partifællerne på Borgen om at rykke i felten og fx gå til modangreb på vestegnsborgmestrene. Det var der faktisk ingen socialdemokrater, der gjorde. Heller ikke transportministeren.
Hos SF ser man nu overborgmesteren som en, der i hele miljø- og trængselsdagsordenen optræder som en politisk kamæleon, der i virkeligheden er ”ekstrem ugrøn”, som det formuleres. Den ene dag er han for en betalingsring, mens han den næste vil have en havnetunnel, der vil gøre det ud for et monument for hans overborgmestertid. Hos SF føler man sig i hele spørgsmålet om bekæmpelse af trængslen styrket på bekostning af S, fordi partiet i det mindste hele tiden har holdt fast i betalingsringen, mens Alfa Romeo-ejeren Frank Jensen i deres øjne er en skabstilhænger af mest mulig privatbilisme. Ninna Thomsen fik i øvrigt placeret sig i debatten som betalingsringens forsvarer, der også fik lagt lidt afstand til partifællerne på Christiansborg for at rende fra løfterne til det københavnske bagland. Det er sikkert klogt, da meldinger fra rådhuset fortæller om meget frustrerede lokale SF’ere og BR-medlemmer, der nu lurer på en ny lejlighed til at ”straffe” socialdemokraterne for deres illoyalitet. Både Thomsen og Jensen har dog begge omfavnet regeringens i hast fremsatte forslag om en Trængselskommission, der inden et år skal komme med andre konkrete forslag, der kan nedbringe trængslen. Fra Overborgmesterkontoret har man allerede afsendt en stak idéer om at fx at oprette miljøzoner inde i byen, der udelukker de mest forurenende lastbiler, et forslag om tvungne partikelfiltre og muligheden for at udvide de eksisterende parkeringszoner. Alt sammen noget regeringen med ny lovgivning hurtigt kan gennemføre med Enhedslisten. Jensen forsøgte at sælge sit initiativ i pressen som en ”Ren Luft Pakke”, men onde tunger på rådhuset kalder den hånligt for en ”Varm Luft Pakke”. Overborgmesteren skal ikke frem mod kommunalvalget have lov til at løbe med miljødagsordenen.
Ø kortslutter havnetunnel
Frank Jensen erklærede i forrige uge betalingsringen for ”død og borte”, og efter at være vadet henover liget, krævede han, at København får broderparten af den halve milliard kr., som regeringen med sit forlig med Enhedslisten og Dansk Folkeparti har afsat til trafikinvesteringer. Jensens argument er, at man får mest mulig effekt af trafikinvesteringerne, der hvor trængslen er, så flest muligt skifter bilerne ud med flere kollektive transportmuligheder. I en pressemeddelelse forsøgte Jensen atter at lancere sit ønske om at investeringerne også kan gå til en havnetunnel. Det kan overborgmesteren dog glemme alt om, da de snu folk i Enhedslisten på Christiansborg har fået skrevet ind i forligsteksten, at pengene specifikt ikke kan bruges til en havnetunnel. Skal der nogensinde komme en havnetunnel kræver det formentlig et forlig med minimum Venstre og regeringen, men det sker næppe, så længe SF sidder med i regeringen. En havnetunnel ville yderligere teste SFs tålmodighed, og p.t. er partiet ikke i stand til at kapere flere ydmygelser. Og netop det hensyn bliver relevant, når regeringen om et par uger ventes at spille ud med en styrereform. Ingen forventer et forslag, der provokerer SF i København, der fx ikke ønsker en enhedsforvaltning. Det er ellers Frank Jensen udtalte ønske, som han har fremført overfor sit partis ordfører MF Simon Kollerup, der før valget var ansat i Overborgmesterens kontor. Derfor er spørgsmålet, set med Frank Jensens øjne, om forslaget uden et krav om en enhedsforvaltning i det hele taget i det hele taget tjener et nyttigt formål.
Overskud i kassen
Regnskabet for forgangne budgetår 2011 er ved at blive gjort op, og Københavns Kommune har formentlig brugt 600-700 millioner kr. mindre en budgetteret. Derfor skal de partier, der i efteråret 2010 indgik forlig for 2011 sidst i denne måned sætte sig til forhandlingsbordet og fordele de rare penge, der reelt bliver et beløb på et mindre, men tre-cifret-millionbeløb. Umiddelbart skulle man tro, at alle de rare penge bør bruges til at renovere broer, veje og bygninger, der forfalder på grund af kommunens for længst erkendte betydelige vedligeholdelsesefterslæb. Men det kommer ikke til at ske. For ”vedligeholdelse” er – rent budgetmæssigt - nemlig at regne som ”drift”, og på grund af, at kommunerne af Folketinget er underlagt en overordnet økonomisk ramme, så kan pengene udelukkende gå til såkaldte anlægsinvesteringer. Dvs. noget nyt. Det er selvfølgelig overborgmesteren, der sidder for bordenden med pengekassen, mens forligspartierne – S- SF, R og K – så kommer og byder ind på, hvad de hver især ønsker at prioritere, hvor efter at man fordeler puljen. For de konservative står flere parkeringsplader højt på ønskesedlen, mens SF vil have penge til et dyrt ”luksus” fixerum. Her ligger kimen til en større konflikt. For de konservative er blankt imod fixerum, mens SF nægter at medvirke til nye parkeringspladser. Så enten bøjer begge parter af eller også må de komme med nogle nye ønsker, som alle parter kan godtage. Frank Jensen og socialdemokraterne vil prioritere renovering af skoler, der sjovt nok - sådan budgetmæssigt - ikke regnes for drift, men anlægsinvesteringer. For de radikale står penge til en beskæftigelsesindsats højt på dagsorden. Senere på måneden spiller beskæftigelsesborgmester Anna Allerslev og Frank Jensen ud med en beskæftigelsesplan, de kalder for ”København i arbejde”, der bl.a. skal forsøge at få de unge ledige akademikere i job.
Jarlov snart folketingskandidat
Det konservative håb BR-medlem Rasmus Jarlov bliver efter planen opstillet i Fredensborgkredsen – Lars Barfoeds nuværende kreds - på et opstillingsmøde senere. Samtidig er der fortsat stadig stor splid internt i det konservative parti i hovedstaden med henblik på at opstille Jarlov som spidskandidat for partiet ved BR-valget næste år. Formanden Andreas Boisen har længe forsøgt at få partiets lokale hovedbestyrelse til at indkalde til et opstillingsmøde snarest muligt, så der kunne skabes ro om sagen. Imidlertid har et flertal i hovedstyrelsen sat sig imod. Selv ikke efter at man fik sendt nogle af de genstridige medlemmer ud i mørket på en generalforsamling i februar, kunne der skabes opbakning til et opstillingsmøde i maj. Nu taler man så om et møde efter sommerferien.
fredag den 24. februar 2012
København venter på regeringen
Frank Jensen når i mål med sit bombastiske valgløfte
Bragt i Bryggebladet nr. 4 den 23. februar 2012
Af Jarl Cordua
Det forlyder, at overborgmester Frank Jensen nu at have genvundet lidt af sit gode humør ovenpå den massive kritik af hans ”glade dans” under julefrokostepisoden, og da han under modtagelsen af EM-landsholdet på rådhuset fik forbyttet håndboldmålmandens efternavn med en barnemorders. Det er der også grund til. Det går faktisk strålende for kommunens økonomi selv her i krisens 5. år. København er en by i vækst, hvor børn og børnefamilier flytter til i en grad, så prioriteringen i kommunens anlægsinvesteringsbudget i mange år har givet sig selv. Der bygges nye børnehaver, vuggestuer og skoler, som det aldrig er set før. Da Frank Jensen i november 2009 gik i valgkamp for at genvinde byens fineste borgmesterpost til Socialdemokraterne skete det i øvrigt med et klokkeklart valgløfte, hvor der blev udstedt en pasningsgaranti.
Pia Allerslev skal levere
Konkret er løftet udformet sådan, at alle københavnere skal kunne få plads til sit barn (og dets søskende) i en daginstitution, der kan nås indenfor et kvarter af hjemmet på en cykel. Den gode nyhed for overborgmesteren er, at kommunen faktisk allerede nu forventer med stor sikkerhed at kunne levere valgløftet. Det sker dog under den forudsætning af, at den ansvarlige kultur og fritidsborgmester, der også er ansvarlig for administrationen og opførelsen af kommunens ejendomme, Venstres Pia Allerslev og hendes udvalg, formår at få behandlet sagerne, så skolerne og daginstitutionerne står færdig og er klar til brug i 2013. Med andre ord: Pengene er bevilget og befolkningsprognoserne, der viser fremtidens behov for skoler og daginstitutioner skulle være til at stole på. Så hvis noget glipper så kan Frank Jensen pege Pia Allerslev og hendes udvalg ud som de skyldige. Omvendt får Allerslev sværere ved under den kommende valgkamp at angribe Frank Jensen for at rende fra sit valgløfte.
Venter på Slotsholmen
Grænsen for de københavnske politikeres indflydelse er for tiden noget tydeligere end den ellers plejer at være. Det ser man af en række af sager, hvor kommunen – hvilket især vil sige Frank Jensen - afventer regeringens initiativer og stillingtagen.
I København har et flertal af politikerne været optaget af at anlægge en betalingsring for bilister om byen, og har derfor i årevis krævet af skiftende regeringer og folketing, at man vedtog lovgivning, der gør ringen mulig. Ikke desto mindre nøler den ny centrum-venstre regering indtil videre med at lægge et konkret forslag på bordet, selvom at forslaget fremgår af regeringsgrundlaget. Alt imens debatten raser, hvor især de socialdemokratiske omegnsborgmestre er bekymrede for samtidig med at de borgerlige vejrer morgenluft forud for kommunalvalget til næste efterår. Placeringen af ringen er nogenlunde på plads, og den vil formentlig stort set følge kommunegrænsen. Det politiske slagsmål internt i regeringen, står mellem SF og Socialdemokraterne på Christiansborg om størrelsen af provenuet, og hvad det skal bruges til. Sagen vil under alle omstændigheder også påvirke Frank Jensens muligheder for at vinde vælgernes gunst under kommunalvalgkampen. Derfor så overborgmesteren sikkert gerne, at sagen nåede en konklusion hurtigst muligt, sådan at kommunen mfl. kan nå at få iværksat betalingsringen i god tid inden valget, så vælgerne kan nå at få glæde af de positive effekter, som flertallet i BR er overbevist om, at ringen skaber.
S for ”Lovlig hash”
Forleden vedtog Københavns Borgerrepræsentation et forslag om en forsøgsordning i København med ”lovligt hash” også med Socialdemokraternes og overborgmesterens støtte. Kommunens idé med forslaget er, at få hashhandlen ud af kløerne på kriminelle bander ved at sælge det fra særlige overvågede forretninger i offentligt regi, der giver hashkøberne et alternativ til at søge kontakt med det mere og mere rå kriminelle miljø, der ifølge kommunen har den sideffekt, at det kriminaliserer og dermed ødelægger en masse unge menneskers liv. Forslaget fik i øvrigt bred støtte fra fire ud af fem BR-medlemmer og blandt de borgerlige fra Liberal Alliance. BR-politikernes beslutning munder alene ud i at oversende et brev til den socialdemokratiske justitsminister på Slotsholmen. Morten Bødskov, der ikke er kendt for at være tilhænger af lovlig hash, vil næppe vil gøre mere i sagen. Beslutningen var i øvrigt dårligt truffet før, at socialdemokraternes retsordfører på Christiansborg, Ole Hækkerup, bl.a. i Deadline på DR2 i debat med SFs BR-medlem Peter Thiele blankt afviste, at SSFR-regeringen nogensinde kunne støtte forslaget. Tidligere regeringer – herunder den regering, som Frank Jensen tjente i som justitsminister i 90’erne, har afvist alle hidtidige fremsatte forslag om legalisering eller delvist lovliggørelse af hash. BR vedtog også i 2010 et lignende legaliseringsforslag udarbejdet af kommunens embedsmænd, der heller ikke nød fremme under den daværende borgerlige regering. Kommunens politikere mener imidlertid, at de kan skubbe til den nationale debat om hash ved at træffe beslutning om forslag, som de ingen indflydelse har på at få iværksat.
Franks erfaringer
Overborgmesteren selv har undervejs i debatten delagtiggjort offentligheden om sine erfaringer som ung mand med indtagelse hash. Og de var åbenbart omtrent ligeså dårlige som Frank Jensens nylige erfaringer med at drikke vodka under en julefrokost. Det kom frem i en debat på radioens P3 for nylig, hvor overborgmesteren sagde:
- Det var aldrig noget, jeg blev særlig glad for som rusmiddel, fordi jeg syntes, det var svært at kontrollere den rus, man fik ud af det.
Ingen skibakke til næste år
Armlægning om Amagerforbrændingen
Andre gange er grænsen for indflydelse, noget som kommunen alene vælger at pålægge sig selv. I føljetonen om Amagerforbrændingens indkøb af to nye store ovne til affaldsforbrænding vil overborgmesteren og hans parti afvente, at regeringen kommer med en genanvendelsesplan for affald. Det har indtil videre medført, at det fælleskommunale selskab Amagerforbrændingen har måttet udskyde anlæggelsen af forbrændingsanlægget indtil videre, hvilket også betyder, at stjernearkitekten Bjarke Ingels internationalt roste projekt med at omkranse hele anlægget af en konstruktion, der også indebærer en skibakke for københavnerne, dermed også ligger i mølpose. For uden Københavns kommunes garanti af et lån på 3, 9 mia. kr. kan man ikke få et spadestik i jorden, der ellers var planlagt til at finde sted her i foråret. Den garanti afviste et flertal i borgerrepræsentationen at give, da sagen blev behandlet på et møde i januar.
I de fire øvrige omegnskommuner har man nu truffet beslutning om at garantere for projektets økonomi og komme i gang med anlægget. Desuden har et stort flertal i Amagerforbrændingens bestyrelse, hvor der sidder byrådspolitikere fra alle fem kommuner, besluttet, at man ikke vil føje københavnerne. Yderligere presser både den lokale fagbevægelse og erhvervslivets organisation DI i Hovedstaden på for at få socialdemokraterne og Frank Jensen til at ændre holdning, så kommunen får stillet lånegarantien, og projektet kommer i gang.
Regeringen: Gør som I vil
For et par uger siden fik et af Amagerforbrændingens underleverandører, virksomheden Vølund i øvrigt et skriftligt svar fra både finansminister Bjarne Corydon og miljøminister Ida Auken at vide, at en afklaring i regeringens holdning vedr. genanvendelse af affald ikke er en bremse for kommunen for at anlægge forbrændingsanlægget:
- Det er imidlertid efter vores opfattelse ikke korrekt, hvis Københavns Kommune henviser til tilkendegivelser fra regeringen som selvstændig årsag til deres beslutning, står der bl.a. i brevet.
Komplet fastlåst
Fronterne er dog nu trukket så hårdt op, og situationen p.t. så politisk ”komplet fastlåst”, at overborgmesteren er trukket i arbejdstøjet for at finde en politisk løsning. Frank Jensen og Socialdemokraterne, som har de afgørende mandater i sagen, forsøger i denne tid at gøde jorden for et kompromis, hvor man sammen med SF og de fire omegnskommuner Tårnby, Frederiksberg, Hvidovre og Dragør udarbejder en plan for fremtidens affaldsbortskaffelse, hvor man tager mest muligt hensyn til de københavnske SF’eres krav om at genanvende mest muligt affald, men hvor resten af affaldet brændes af. Et sådant kompromis indebærer formentlig også, at S får overtalt SF til at acceptere, at Amagerforbrændingen anskaffer de to nye forkætrede ovne, og gennemfører projektet stort set som planlagt. Men det krav ville kortslutte forhandlinger før de kom i gang, så i stedet går overborgmesteren på listefødder og taler om ”en samlet løsning” gennem en ”dialog med alle parter” for at ”finde nye modeller”. Og så skal forbrændingsanlæggets forretningsmodel analyseres yderligere. Kan økonomien hold, hvis mere affald kan genanvendes? Jensen har til gengæld relativt god tid mht. nå i mål, for regeringens genanvendelsesplan ser næppe dagens lys tidligst efter sommerferien.
Forslag om styreform på vej
Sidst men ikke mindst afventer de københavnske politikere et udspil fra regeringen, der ændrer kommunens styreform. Formentlig vil lovforslaget gøre det muligt for kommunen at indføre et flertalsstyre ligesom man har i de fleste af landets øvrige kommuner, og som hele BR også bakker op om. Dvs. at et flertal på rådhuset fremover sætter sig på samtlige borgmesterposter. Få på rådhuset tør gætte på, hvordan regeringens forslag, ser ud, men der er en klar forventning om, at det vil indeholde flere forskellige modeller, hvor kommunen så kan vælge den, der passer et flertal bedst. Fx at kommunen kan fortsætte sin praksis som i dag med såkaldt ”delt administrativ ledelse” kombineret med et krav om en effektivisering af forvaltningerne. En anden vigtig del af forslaget - og som imødeses med spænding - består i, hvordan regeringen vil sikre, at mindretallet i København dvs. de borgerlige bliver tilgodeset, når de fremover ikke længere under et flertalsstyre, bliver sikret borgmesterposter. Inden for de næste 14 dage skulle vi blive klogere på et udspil, der grundlæggende vil ændre spillereglerne i københavnsk politik
Bragt i Bryggebladet nr. 4 den 23. februar 2012
Af Jarl Cordua
Det forlyder, at overborgmester Frank Jensen nu at have genvundet lidt af sit gode humør ovenpå den massive kritik af hans ”glade dans” under julefrokostepisoden, og da han under modtagelsen af EM-landsholdet på rådhuset fik forbyttet håndboldmålmandens efternavn med en barnemorders. Det er der også grund til. Det går faktisk strålende for kommunens økonomi selv her i krisens 5. år. København er en by i vækst, hvor børn og børnefamilier flytter til i en grad, så prioriteringen i kommunens anlægsinvesteringsbudget i mange år har givet sig selv. Der bygges nye børnehaver, vuggestuer og skoler, som det aldrig er set før. Da Frank Jensen i november 2009 gik i valgkamp for at genvinde byens fineste borgmesterpost til Socialdemokraterne skete det i øvrigt med et klokkeklart valgløfte, hvor der blev udstedt en pasningsgaranti.
Pia Allerslev skal levere
Konkret er løftet udformet sådan, at alle københavnere skal kunne få plads til sit barn (og dets søskende) i en daginstitution, der kan nås indenfor et kvarter af hjemmet på en cykel. Den gode nyhed for overborgmesteren er, at kommunen faktisk allerede nu forventer med stor sikkerhed at kunne levere valgløftet. Det sker dog under den forudsætning af, at den ansvarlige kultur og fritidsborgmester, der også er ansvarlig for administrationen og opførelsen af kommunens ejendomme, Venstres Pia Allerslev og hendes udvalg, formår at få behandlet sagerne, så skolerne og daginstitutionerne står færdig og er klar til brug i 2013. Med andre ord: Pengene er bevilget og befolkningsprognoserne, der viser fremtidens behov for skoler og daginstitutioner skulle være til at stole på. Så hvis noget glipper så kan Frank Jensen pege Pia Allerslev og hendes udvalg ud som de skyldige. Omvendt får Allerslev sværere ved under den kommende valgkamp at angribe Frank Jensen for at rende fra sit valgløfte.
Venter på Slotsholmen
Grænsen for de københavnske politikeres indflydelse er for tiden noget tydeligere end den ellers plejer at være. Det ser man af en række af sager, hvor kommunen – hvilket især vil sige Frank Jensen - afventer regeringens initiativer og stillingtagen.
I København har et flertal af politikerne været optaget af at anlægge en betalingsring for bilister om byen, og har derfor i årevis krævet af skiftende regeringer og folketing, at man vedtog lovgivning, der gør ringen mulig. Ikke desto mindre nøler den ny centrum-venstre regering indtil videre med at lægge et konkret forslag på bordet, selvom at forslaget fremgår af regeringsgrundlaget. Alt imens debatten raser, hvor især de socialdemokratiske omegnsborgmestre er bekymrede for samtidig med at de borgerlige vejrer morgenluft forud for kommunalvalget til næste efterår. Placeringen af ringen er nogenlunde på plads, og den vil formentlig stort set følge kommunegrænsen. Det politiske slagsmål internt i regeringen, står mellem SF og Socialdemokraterne på Christiansborg om størrelsen af provenuet, og hvad det skal bruges til. Sagen vil under alle omstændigheder også påvirke Frank Jensens muligheder for at vinde vælgernes gunst under kommunalvalgkampen. Derfor så overborgmesteren sikkert gerne, at sagen nåede en konklusion hurtigst muligt, sådan at kommunen mfl. kan nå at få iværksat betalingsringen i god tid inden valget, så vælgerne kan nå at få glæde af de positive effekter, som flertallet i BR er overbevist om, at ringen skaber.
S for ”Lovlig hash”
Forleden vedtog Københavns Borgerrepræsentation et forslag om en forsøgsordning i København med ”lovligt hash” også med Socialdemokraternes og overborgmesterens støtte. Kommunens idé med forslaget er, at få hashhandlen ud af kløerne på kriminelle bander ved at sælge det fra særlige overvågede forretninger i offentligt regi, der giver hashkøberne et alternativ til at søge kontakt med det mere og mere rå kriminelle miljø, der ifølge kommunen har den sideffekt, at det kriminaliserer og dermed ødelægger en masse unge menneskers liv. Forslaget fik i øvrigt bred støtte fra fire ud af fem BR-medlemmer og blandt de borgerlige fra Liberal Alliance. BR-politikernes beslutning munder alene ud i at oversende et brev til den socialdemokratiske justitsminister på Slotsholmen. Morten Bødskov, der ikke er kendt for at være tilhænger af lovlig hash, vil næppe vil gøre mere i sagen. Beslutningen var i øvrigt dårligt truffet før, at socialdemokraternes retsordfører på Christiansborg, Ole Hækkerup, bl.a. i Deadline på DR2 i debat med SFs BR-medlem Peter Thiele blankt afviste, at SSFR-regeringen nogensinde kunne støtte forslaget. Tidligere regeringer – herunder den regering, som Frank Jensen tjente i som justitsminister i 90’erne, har afvist alle hidtidige fremsatte forslag om legalisering eller delvist lovliggørelse af hash. BR vedtog også i 2010 et lignende legaliseringsforslag udarbejdet af kommunens embedsmænd, der heller ikke nød fremme under den daværende borgerlige regering. Kommunens politikere mener imidlertid, at de kan skubbe til den nationale debat om hash ved at træffe beslutning om forslag, som de ingen indflydelse har på at få iværksat.
Franks erfaringer
Overborgmesteren selv har undervejs i debatten delagtiggjort offentligheden om sine erfaringer som ung mand med indtagelse hash. Og de var åbenbart omtrent ligeså dårlige som Frank Jensens nylige erfaringer med at drikke vodka under en julefrokost. Det kom frem i en debat på radioens P3 for nylig, hvor overborgmesteren sagde:
- Det var aldrig noget, jeg blev særlig glad for som rusmiddel, fordi jeg syntes, det var svært at kontrollere den rus, man fik ud af det.
Ingen skibakke til næste år
Armlægning om Amagerforbrændingen
Andre gange er grænsen for indflydelse, noget som kommunen alene vælger at pålægge sig selv. I føljetonen om Amagerforbrændingens indkøb af to nye store ovne til affaldsforbrænding vil overborgmesteren og hans parti afvente, at regeringen kommer med en genanvendelsesplan for affald. Det har indtil videre medført, at det fælleskommunale selskab Amagerforbrændingen har måttet udskyde anlæggelsen af forbrændingsanlægget indtil videre, hvilket også betyder, at stjernearkitekten Bjarke Ingels internationalt roste projekt med at omkranse hele anlægget af en konstruktion, der også indebærer en skibakke for københavnerne, dermed også ligger i mølpose. For uden Københavns kommunes garanti af et lån på 3, 9 mia. kr. kan man ikke få et spadestik i jorden, der ellers var planlagt til at finde sted her i foråret. Den garanti afviste et flertal i borgerrepræsentationen at give, da sagen blev behandlet på et møde i januar.
I de fire øvrige omegnskommuner har man nu truffet beslutning om at garantere for projektets økonomi og komme i gang med anlægget. Desuden har et stort flertal i Amagerforbrændingens bestyrelse, hvor der sidder byrådspolitikere fra alle fem kommuner, besluttet, at man ikke vil føje københavnerne. Yderligere presser både den lokale fagbevægelse og erhvervslivets organisation DI i Hovedstaden på for at få socialdemokraterne og Frank Jensen til at ændre holdning, så kommunen får stillet lånegarantien, og projektet kommer i gang.
Regeringen: Gør som I vil
For et par uger siden fik et af Amagerforbrændingens underleverandører, virksomheden Vølund i øvrigt et skriftligt svar fra både finansminister Bjarne Corydon og miljøminister Ida Auken at vide, at en afklaring i regeringens holdning vedr. genanvendelse af affald ikke er en bremse for kommunen for at anlægge forbrændingsanlægget:
- Det er imidlertid efter vores opfattelse ikke korrekt, hvis Københavns Kommune henviser til tilkendegivelser fra regeringen som selvstændig årsag til deres beslutning, står der bl.a. i brevet.
Komplet fastlåst
Fronterne er dog nu trukket så hårdt op, og situationen p.t. så politisk ”komplet fastlåst”, at overborgmesteren er trukket i arbejdstøjet for at finde en politisk løsning. Frank Jensen og Socialdemokraterne, som har de afgørende mandater i sagen, forsøger i denne tid at gøde jorden for et kompromis, hvor man sammen med SF og de fire omegnskommuner Tårnby, Frederiksberg, Hvidovre og Dragør udarbejder en plan for fremtidens affaldsbortskaffelse, hvor man tager mest muligt hensyn til de københavnske SF’eres krav om at genanvende mest muligt affald, men hvor resten af affaldet brændes af. Et sådant kompromis indebærer formentlig også, at S får overtalt SF til at acceptere, at Amagerforbrændingen anskaffer de to nye forkætrede ovne, og gennemfører projektet stort set som planlagt. Men det krav ville kortslutte forhandlinger før de kom i gang, så i stedet går overborgmesteren på listefødder og taler om ”en samlet løsning” gennem en ”dialog med alle parter” for at ”finde nye modeller”. Og så skal forbrændingsanlæggets forretningsmodel analyseres yderligere. Kan økonomien hold, hvis mere affald kan genanvendes? Jensen har til gengæld relativt god tid mht. nå i mål, for regeringens genanvendelsesplan ser næppe dagens lys tidligst efter sommerferien.
Forslag om styreform på vej
Sidst men ikke mindst afventer de københavnske politikere et udspil fra regeringen, der ændrer kommunens styreform. Formentlig vil lovforslaget gøre det muligt for kommunen at indføre et flertalsstyre ligesom man har i de fleste af landets øvrige kommuner, og som hele BR også bakker op om. Dvs. at et flertal på rådhuset fremover sætter sig på samtlige borgmesterposter. Få på rådhuset tør gætte på, hvordan regeringens forslag, ser ud, men der er en klar forventning om, at det vil indeholde flere forskellige modeller, hvor kommunen så kan vælge den, der passer et flertal bedst. Fx at kommunen kan fortsætte sin praksis som i dag med såkaldt ”delt administrativ ledelse” kombineret med et krav om en effektivisering af forvaltningerne. En anden vigtig del af forslaget - og som imødeses med spænding - består i, hvordan regeringen vil sikre, at mindretallet i København dvs. de borgerlige bliver tilgodeset, når de fremover ikke længere under et flertalsstyre, bliver sikret borgmesterposter. Inden for de næste 14 dage skulle vi blive klogere på et udspil, der grundlæggende vil ændre spillereglerne i københavnsk politik
tirsdag den 7. februar 2012
En groggy Overborgmester
Ballade hos K om Rasmus Jarlov som spidskandidat
Af Jarl Cordua
Bringes i Bryggebladet nr. 3 den 9. februar 2012
Frank Jensen har ikke den heldigste hånd p.t. Snart har formiddagsbladenes opmærksomhed om hans ”glade dans” med personalet under den fugtige julefrokost lagt sig, før han igen gør sig uheldig bemærket. Det skete, da håndboldherrerne for nyligt vendte hjem med EM-guldmedaljer og traditionen tro blev modtaget på rådhuset med dertilhørende pandekager og hyldest fra folket og med taler fra kulturministeren, kronprinsen og byens overborgmester. Normalt en ren vindersag, hvor man blot skal læse op af et manuskript, smile og give hånd. Men Frank Jensen kom til at kalde målmanden Niklas Landin for ”Lundin”. Det er som bekendt også efternavnet på en foragtet dansk barnemorder. På TV-billederne under Frank Jensens tale ser man håndboldherrerne tage sig til hovedet, smile fra øre til øre, og Landin selv vender undervejs i talen ryggen til talerstolen for dermed at vise, hvad han rigtigt hedder. Siden blev Jensen hængt ud af frokostaviserne, men i modsætning til julefrokost-episoden, så skyndte overborgmesteren sig denne gang hurtigt ud med en uforbeholden undskyldning. Han var således ”brandærgerlig” over kikseren. Det er ingenlunde verdens største sag, men ikke desto mindre med til at tegne et billede af en overborgmester, som for tiden åbenbart i offentligheden udstiller sig selv som en klodrian over for vælgerne. Det billede skal – hvis man er Frank Jensen - helst ikke fæstne sig blandt københavnerne inden kommunalvalget med flere lignende pinlige optrædener. I dansk politik er politikere faktisk blevet fravalgt for mindre.
Bedre i gamle dage
I det hele taget har Frank Jensen det ikke let, melder adskillige kilder på rådhuset, og det ses. Ud over at sagerne går ham meget personlig på, er han blevet sky. Fx kommer Jensen ikke længere ned og spiser blandt de øvrige BR-medlemmer i ”Snapstinget” i forbindelse med BR-møderne, som han ellers tidligere har haft for vane. Nu om stunder spiser Overborgmesteren for sig selv på kontoret. Og så er han blevet så formalistisk tangerende det komiske, når han som mødeleder i BRs formandsstol, som det skete i forrige uge, tørt bemærkede, at medlemmerne havde overskredet taletiden med hele 15 sekunder. Jensen føler sig vist i øvrigt meget uretfærdigt behandlet i sagen om ”julefrokostepisoden”. På det årlige ”ØU-seminar”, hvor økonomiudvalgsmedlemmerne tager en overnatning på en herregård efter at have drøftet kommunens økonomi over lidt god mad og vin, følte overborgmesteren trang til at holde en tale, som samstemmende af flere deltagere bliver betegnet som pinlig. En fortsat tydeligt mentalt groggy Frank Jensen sagde bl.a. ”at det i gamle dage var sjovere at være politiker” henset til ”julefrokostepisoden”. Og han fik yderligere udstillet sit åbenlyse behov for at optræde patetisk og selvretfærdig, med en efterfølgende kommentar om ”at man ikke engang må sige navne forkert uden at formiddagspressen reagerer”. Det fik kun den effekt, at blikkene flakkede, tæerne krummede sig sammen, og at Frank Jensen i forvejen kollapsede autoritet på rådhuset yderligere er faldet et par grader. Måske Overborgmesteren skulle overveje en anden strategi?
Det går ellers godt
Det er ikke, fordi det går skidt i Københavns Kommune. Tværtimod går det faktisk strålende rent økonomisk, hvor man kommer ud af 2011 med et såkaldt ”mindreforbrug” på 650 millioner kr. Kommunen mener selv, at resultaterne er fremkommet gennem en benhård økonomistyring i kraft af kvartalsvise regnskabsprognoser, halvårsregnskab, tilbageholdenhed og prioriteringer. Dertil kommer at Københavns Kommune – midt i en krisetid - også har nedbragt gælden i årets løb med 1,5 mia. kr. Samtidig har København, hvis indbyggertal vokser kraftigt i disse år, haft et historisk højt forbrug på anlæg på 2,8 mia. kr. fordi man skal bygge nye daginstitutioner og skoler.
Politikernes forsømmelser
Tiden er dog nu kommet til, at kommunens politikere begynder at prioritere helt andre områder i det kommende budgetforlig. Det blev på ret tragisk vis understreget, da politikerne var på vej hjem fra budgetseminaret fik at vide, at to 14-årige piger var faldet fire og en halv meter ned fra Dronning Louises bro på Nørrebro, fordi et gennemtæret gelænder gav efter. Den ene pige er nu blevet lam fra livet og ned. I forvejen var SFs teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal på vej med en redegørelse, der viser, at der er et akut behov for at renovere broer og veje for seks mia. kr. I øvrigt har Venstres kulturborgmester, Pia Allerslev, tidligere hævdet, at flere af kommunens ejendomme er så faldefærdige, at de nogle steder er blevet afspærret på grund af en fare for, at tagsten mv. falder ned. Der er med andre ord rigeligt at tage fat på. Så i stedet for at kommunens politikere bruger penge på prestigeprojekter og skyder skylden på hinanden, så ligger det lige for, at de i kommende budgetforhandlinger prioritere dette forsømte område. Mon ikke vælgerne har en stærk formodning om, at Frank Jensen nu tørrer sine øjne og sætter sig sammen med Ayfer Baykal og Pia Allerslev og får løst denne opgave?
Spindoktor-svingdøren
På Rådhuset er der kommet godt gang i svingdøren, når det gælder spindoktorer. Overborgmesteren mistede kort før jul den overalt i det politiske miljø særdeles respekterede Amalie Kestler, der ved nytårstid startede som dagbladet Informations politiske redaktør. For nylig kom det frem, at arvtageren bliver redaktør Jakob Elkjær, som i mange år har skrevet om medier senest på dagbladet Politiken. SFs sundheds-og omsorgsborgmester Ninna Thomsen har også fået spin-forstærkning og har ansat Lene Espersens tidligere særlige rådgiver, Rikke Egelund som pressechef. Tidligere i november måtte Thomsen afgive sin pressechef, Thomas Hundsbæk, der er blevet særlig rådgiver for den radikale udviklingsminister Christian Friis Bach. I Teknik- og miljøforvaltningen har SFs borgmester Ayfer Baykal ansat den tidligere RU-formand og mangeårige kommunikationsmedarbejder i Økonomiforvaltningen, Morten Rixen som fungerende pressechef.
Jarlov-fløj lider nederlag
Hos de konservative er der ved at blive fyret godt og grundigt op i magtkampen om, hvem der skal være det kriseramte partis spidskandidat ved næste BR-valg. For nylig meldte spidskandidaten ved de seneste tre BR-valg tidl. Sundheds og omsorgsborgmester Mogens Lønborg fra som kandidat. Han ville i fremtiden hellere koncentrere sig om sin konsulentforretning, lød forklaringen. Og spørger man rundt, så er det en del af forklaringen. Den anden del af forklaringen er den man kan finde hos baglandet, der mener, at Lønborg nu har haft sin chance og i øvrigt missede muligheden for at blive borgmester i to ud af tre forsøg. Man må desuden nøgternt også konstatere, at Lønborg mildest talt må siges at have sit folkelige gennembrud til gode selv efter mere end 10 år i københavnsk politik. Det er derfor heller ingen hemmelighed, at et kandidatudvalg nedsat af de konservatives københavnske ”hovedbestyrelse” (Det hedder den!) igennem nogen tid har vurderet alternative kandidater, hvor kendiseffekten og gennemslagskraften i medierne var noget større. Med dette in mente ligger det lige for at vælge det nuværende medlem af Borgerrepræsentationen og indtil for nylig folketingsmedlem Rasmus Jarlov som partiets spids-og borgmesterkandidat. Men sådan spiller klaveret ikke. Den 1. februar var der møde i den konservative hovedbestyrelse, hvor formanden Andreas Boisen foreslog, at partiet på den ordinære generalforsamling den 20. februar skulle vælge en spidskandidat og i realiteten kun tage stilling til et forslag: Rasmus Jarlov. Imidlertid var hovedbestyrelsen ikke enig med formanden, der efter afstemning med stemmerne syv-syv måtte se sit forslag falde. Konsekvensen blev, at partiet nu formentlig udsætter valget af spidskandidat til efter sommerferien. Og hvad med Jarlov og fremtiden? Og hvorfor i alverden vælger de konservative i København ikke en kandidat, der er særdeles synlig i den offentlige debat, og som mange iagttagere ser som en af de meget få lysende stjerner i det nedsmeltede konservative parti? Sagen er åbenbart, at Jarlov ikke er så populær i sit parti, som man ellers skulle tro. I den fire-mand-store konservative gruppe på rådhuset er han isoleret på grund af sin hang til særstandpunkter og solomeldinger i medierne. Man hæfter sig også ved Jarlovs rekordstore fravær i BR på grund af flere og lange orlovsperioder. Senest har han været på en månedlang rundrejse i det sydlige Afrika.
Flirt med LA
Det er også faldet nogle for brystet, at Jarlov ved Grundlovsmødet i fjor på Kastellet fra talerstolen koketterede med, at han havde fået hele to tilbud fra rivalerne i Liberal Alliance om ”en sikker folketingskreds”. Dertil kommer, at ikke alle i partiet har det fint med, at Jarlov tilsyneladende skulle have finansieret sine valgkampe bl.a. i kraft af en stor donation fra Liberal Alliances mæcen Saxo Bank-direktøren Lars Seier Christensen. Alligevel er det en kendsgerning, at Jarlov er temmelig ombejlet i sit parti og nu senest har fået tilbudt en rimelig sikker valgkreds – Fredensborg-kredsen i Nordsjælland – som indtil for nylig har givet valg til partiformand Lars Barfoed. Det er - efter sigende - en meget selvbevidst kreds, der tidligere har givet valg til flere prominente konservative politikere bl.a. Hans Engell. De konservative i København ser helst – og nogle kræver ligefrem – at Jarlov alene fokuserer på Københavns Borgerrepræsentation, mens andre mener at vide, at de konservative i Fredensborg ikke forestiller sig, at Jarlov fortsætter sin kommunalpolitiske karriere, hvis de opstiller ham som folketingskandidat. I øvrigt står Jarlov med det problem, at der er ganske længe til næste folketingsvalg, hvorfor han i mellemtiden godt kunne bruge et spidskandidatur i København som politisk platform at markere sig ud fra. Måske regner Jarlov og hans støtter med, at den konservative veteran Per Stig Møller, som er valgt på Frederiksberg, nedlægger sit mandat i Folketinget allerede til sommer, sådan at Jarlov, der er valgt som første suppleant, kan indtræde i den konservative folketingsgruppe. Men det er ikke sikkert, at det sker. For Per Stig Møller regnes ikke for at være en af Jarlovs største fans. Nogle mener, at han netop af den grund bliver siddende frem til næste valg. Så hvad gør Jarlov? Et bud er, at hvis politikeren tvinges til at vælge mellem BR og en sikker folketingskreds, så vælger han det sidste, og indtil videre er han BR-medlem i de næste to år. Men hvem vælger de konservative så? Hvis ikke andre melder sig, så ligger det til, at BR-medlem Jakob Næsager får buddet. Det vil under alle omstændigheder være en Uriaspost henset til de konservatives aktuelle vælgeropbakning. En halvering af partiets fire mandater i BR er måske i virkeligheden ret nådigt sluppet. En ting er dog sikkert: Når de slås hos de konservative, så er der i al fald garanti for en høj underholdningsværdi.
Af Jarl Cordua
Bringes i Bryggebladet nr. 3 den 9. februar 2012
Frank Jensen har ikke den heldigste hånd p.t. Snart har formiddagsbladenes opmærksomhed om hans ”glade dans” med personalet under den fugtige julefrokost lagt sig, før han igen gør sig uheldig bemærket. Det skete, da håndboldherrerne for nyligt vendte hjem med EM-guldmedaljer og traditionen tro blev modtaget på rådhuset med dertilhørende pandekager og hyldest fra folket og med taler fra kulturministeren, kronprinsen og byens overborgmester. Normalt en ren vindersag, hvor man blot skal læse op af et manuskript, smile og give hånd. Men Frank Jensen kom til at kalde målmanden Niklas Landin for ”Lundin”. Det er som bekendt også efternavnet på en foragtet dansk barnemorder. På TV-billederne under Frank Jensens tale ser man håndboldherrerne tage sig til hovedet, smile fra øre til øre, og Landin selv vender undervejs i talen ryggen til talerstolen for dermed at vise, hvad han rigtigt hedder. Siden blev Jensen hængt ud af frokostaviserne, men i modsætning til julefrokost-episoden, så skyndte overborgmesteren sig denne gang hurtigt ud med en uforbeholden undskyldning. Han var således ”brandærgerlig” over kikseren. Det er ingenlunde verdens største sag, men ikke desto mindre med til at tegne et billede af en overborgmester, som for tiden åbenbart i offentligheden udstiller sig selv som en klodrian over for vælgerne. Det billede skal – hvis man er Frank Jensen - helst ikke fæstne sig blandt københavnerne inden kommunalvalget med flere lignende pinlige optrædener. I dansk politik er politikere faktisk blevet fravalgt for mindre.
Bedre i gamle dage
I det hele taget har Frank Jensen det ikke let, melder adskillige kilder på rådhuset, og det ses. Ud over at sagerne går ham meget personlig på, er han blevet sky. Fx kommer Jensen ikke længere ned og spiser blandt de øvrige BR-medlemmer i ”Snapstinget” i forbindelse med BR-møderne, som han ellers tidligere har haft for vane. Nu om stunder spiser Overborgmesteren for sig selv på kontoret. Og så er han blevet så formalistisk tangerende det komiske, når han som mødeleder i BRs formandsstol, som det skete i forrige uge, tørt bemærkede, at medlemmerne havde overskredet taletiden med hele 15 sekunder. Jensen føler sig vist i øvrigt meget uretfærdigt behandlet i sagen om ”julefrokostepisoden”. På det årlige ”ØU-seminar”, hvor økonomiudvalgsmedlemmerne tager en overnatning på en herregård efter at have drøftet kommunens økonomi over lidt god mad og vin, følte overborgmesteren trang til at holde en tale, som samstemmende af flere deltagere bliver betegnet som pinlig. En fortsat tydeligt mentalt groggy Frank Jensen sagde bl.a. ”at det i gamle dage var sjovere at være politiker” henset til ”julefrokostepisoden”. Og han fik yderligere udstillet sit åbenlyse behov for at optræde patetisk og selvretfærdig, med en efterfølgende kommentar om ”at man ikke engang må sige navne forkert uden at formiddagspressen reagerer”. Det fik kun den effekt, at blikkene flakkede, tæerne krummede sig sammen, og at Frank Jensen i forvejen kollapsede autoritet på rådhuset yderligere er faldet et par grader. Måske Overborgmesteren skulle overveje en anden strategi?
Det går ellers godt
Det er ikke, fordi det går skidt i Københavns Kommune. Tværtimod går det faktisk strålende rent økonomisk, hvor man kommer ud af 2011 med et såkaldt ”mindreforbrug” på 650 millioner kr. Kommunen mener selv, at resultaterne er fremkommet gennem en benhård økonomistyring i kraft af kvartalsvise regnskabsprognoser, halvårsregnskab, tilbageholdenhed og prioriteringer. Dertil kommer at Københavns Kommune – midt i en krisetid - også har nedbragt gælden i årets løb med 1,5 mia. kr. Samtidig har København, hvis indbyggertal vokser kraftigt i disse år, haft et historisk højt forbrug på anlæg på 2,8 mia. kr. fordi man skal bygge nye daginstitutioner og skoler.
Politikernes forsømmelser
Tiden er dog nu kommet til, at kommunens politikere begynder at prioritere helt andre områder i det kommende budgetforlig. Det blev på ret tragisk vis understreget, da politikerne var på vej hjem fra budgetseminaret fik at vide, at to 14-årige piger var faldet fire og en halv meter ned fra Dronning Louises bro på Nørrebro, fordi et gennemtæret gelænder gav efter. Den ene pige er nu blevet lam fra livet og ned. I forvejen var SFs teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal på vej med en redegørelse, der viser, at der er et akut behov for at renovere broer og veje for seks mia. kr. I øvrigt har Venstres kulturborgmester, Pia Allerslev, tidligere hævdet, at flere af kommunens ejendomme er så faldefærdige, at de nogle steder er blevet afspærret på grund af en fare for, at tagsten mv. falder ned. Der er med andre ord rigeligt at tage fat på. Så i stedet for at kommunens politikere bruger penge på prestigeprojekter og skyder skylden på hinanden, så ligger det lige for, at de i kommende budgetforhandlinger prioritere dette forsømte område. Mon ikke vælgerne har en stærk formodning om, at Frank Jensen nu tørrer sine øjne og sætter sig sammen med Ayfer Baykal og Pia Allerslev og får løst denne opgave?
Spindoktor-svingdøren
På Rådhuset er der kommet godt gang i svingdøren, når det gælder spindoktorer. Overborgmesteren mistede kort før jul den overalt i det politiske miljø særdeles respekterede Amalie Kestler, der ved nytårstid startede som dagbladet Informations politiske redaktør. For nylig kom det frem, at arvtageren bliver redaktør Jakob Elkjær, som i mange år har skrevet om medier senest på dagbladet Politiken. SFs sundheds-og omsorgsborgmester Ninna Thomsen har også fået spin-forstærkning og har ansat Lene Espersens tidligere særlige rådgiver, Rikke Egelund som pressechef. Tidligere i november måtte Thomsen afgive sin pressechef, Thomas Hundsbæk, der er blevet særlig rådgiver for den radikale udviklingsminister Christian Friis Bach. I Teknik- og miljøforvaltningen har SFs borgmester Ayfer Baykal ansat den tidligere RU-formand og mangeårige kommunikationsmedarbejder i Økonomiforvaltningen, Morten Rixen som fungerende pressechef.
Jarlov-fløj lider nederlag
Hos de konservative er der ved at blive fyret godt og grundigt op i magtkampen om, hvem der skal være det kriseramte partis spidskandidat ved næste BR-valg. For nylig meldte spidskandidaten ved de seneste tre BR-valg tidl. Sundheds og omsorgsborgmester Mogens Lønborg fra som kandidat. Han ville i fremtiden hellere koncentrere sig om sin konsulentforretning, lød forklaringen. Og spørger man rundt, så er det en del af forklaringen. Den anden del af forklaringen er den man kan finde hos baglandet, der mener, at Lønborg nu har haft sin chance og i øvrigt missede muligheden for at blive borgmester i to ud af tre forsøg. Man må desuden nøgternt også konstatere, at Lønborg mildest talt må siges at have sit folkelige gennembrud til gode selv efter mere end 10 år i københavnsk politik. Det er derfor heller ingen hemmelighed, at et kandidatudvalg nedsat af de konservatives københavnske ”hovedbestyrelse” (Det hedder den!) igennem nogen tid har vurderet alternative kandidater, hvor kendiseffekten og gennemslagskraften i medierne var noget større. Med dette in mente ligger det lige for at vælge det nuværende medlem af Borgerrepræsentationen og indtil for nylig folketingsmedlem Rasmus Jarlov som partiets spids-og borgmesterkandidat. Men sådan spiller klaveret ikke. Den 1. februar var der møde i den konservative hovedbestyrelse, hvor formanden Andreas Boisen foreslog, at partiet på den ordinære generalforsamling den 20. februar skulle vælge en spidskandidat og i realiteten kun tage stilling til et forslag: Rasmus Jarlov. Imidlertid var hovedbestyrelsen ikke enig med formanden, der efter afstemning med stemmerne syv-syv måtte se sit forslag falde. Konsekvensen blev, at partiet nu formentlig udsætter valget af spidskandidat til efter sommerferien. Og hvad med Jarlov og fremtiden? Og hvorfor i alverden vælger de konservative i København ikke en kandidat, der er særdeles synlig i den offentlige debat, og som mange iagttagere ser som en af de meget få lysende stjerner i det nedsmeltede konservative parti? Sagen er åbenbart, at Jarlov ikke er så populær i sit parti, som man ellers skulle tro. I den fire-mand-store konservative gruppe på rådhuset er han isoleret på grund af sin hang til særstandpunkter og solomeldinger i medierne. Man hæfter sig også ved Jarlovs rekordstore fravær i BR på grund af flere og lange orlovsperioder. Senest har han været på en månedlang rundrejse i det sydlige Afrika.
Flirt med LA
Det er også faldet nogle for brystet, at Jarlov ved Grundlovsmødet i fjor på Kastellet fra talerstolen koketterede med, at han havde fået hele to tilbud fra rivalerne i Liberal Alliance om ”en sikker folketingskreds”. Dertil kommer, at ikke alle i partiet har det fint med, at Jarlov tilsyneladende skulle have finansieret sine valgkampe bl.a. i kraft af en stor donation fra Liberal Alliances mæcen Saxo Bank-direktøren Lars Seier Christensen. Alligevel er det en kendsgerning, at Jarlov er temmelig ombejlet i sit parti og nu senest har fået tilbudt en rimelig sikker valgkreds – Fredensborg-kredsen i Nordsjælland – som indtil for nylig har givet valg til partiformand Lars Barfoed. Det er - efter sigende - en meget selvbevidst kreds, der tidligere har givet valg til flere prominente konservative politikere bl.a. Hans Engell. De konservative i København ser helst – og nogle kræver ligefrem – at Jarlov alene fokuserer på Københavns Borgerrepræsentation, mens andre mener at vide, at de konservative i Fredensborg ikke forestiller sig, at Jarlov fortsætter sin kommunalpolitiske karriere, hvis de opstiller ham som folketingskandidat. I øvrigt står Jarlov med det problem, at der er ganske længe til næste folketingsvalg, hvorfor han i mellemtiden godt kunne bruge et spidskandidatur i København som politisk platform at markere sig ud fra. Måske regner Jarlov og hans støtter med, at den konservative veteran Per Stig Møller, som er valgt på Frederiksberg, nedlægger sit mandat i Folketinget allerede til sommer, sådan at Jarlov, der er valgt som første suppleant, kan indtræde i den konservative folketingsgruppe. Men det er ikke sikkert, at det sker. For Per Stig Møller regnes ikke for at være en af Jarlovs største fans. Nogle mener, at han netop af den grund bliver siddende frem til næste valg. Så hvad gør Jarlov? Et bud er, at hvis politikeren tvinges til at vælge mellem BR og en sikker folketingskreds, så vælger han det sidste, og indtil videre er han BR-medlem i de næste to år. Men hvem vælger de konservative så? Hvis ikke andre melder sig, så ligger det til, at BR-medlem Jakob Næsager får buddet. Det vil under alle omstændigheder være en Uriaspost henset til de konservatives aktuelle vælgeropbakning. En halvering af partiets fire mandater i BR er måske i virkeligheden ret nådigt sluppet. En ting er dog sikkert: Når de slås hos de konservative, så er der i al fald garanti for en høj underholdningsværdi.
onsdag den 25. januar 2012
Franks fald fra tinderne
Overborgmesteren har lidt et alvorligt prestigetab med ”julefrokostepisoden”
Af Jarl Cordua
Bragt i Bryggebladet nr. 2 den 26. januar 2012
Københavns Rådhus blev i dagene op til jul rystet af historien om, at byens overborgmester i en heftig vodkabrandert havde insisteret på at danse lige lovligt tæt o.a. med flere yngre kvindelige fuldmægtige i forbindelse med Økonomiforvaltningens julefrokost fredag den 16. december. Det var naturligvis Ekstra Bladet, som bragte historien på forsiden lillejuleaften, og i juledagene blev Frank Jensens påståede tilnærmelser - efter heftig indtagelse af vodka, idet julefrokosten havde et russisk tema - yderligere vendt og drejet af frokostaviserne. Den pæne del af pressen lod i første omgang tvivlen komme Københavns førstemand til gode, der på dette tidspunkt selv nægtede at kommentere påstandene. Jensen slap naturligvis ikke for at blive trukket gennem sølet bl.a. af det efter hånden mere og mere bornerte, Ekstra Bladet, der i øvrigt og paradoksalt nok i stigende grad lever af prostitutionsannoncer. Avisen mente imidlertid, at man i sin dækning af sagen nu var i sin gode ret til at udstyre Københavns overborgmester med et nyt øgenavn, ”Frank Klam”, henset til, at førstemanden ifølge de anonyme rapporter skulle have forsøgt at kysse - og siden - slikke mindst en af de førnævnte fuldmægtige i nakken for endelig at have ”omklamret” andre medarbejdere samt forsøgt at holde dem fast.
Årets julefrokosthistorie
Det kan nok være, at man på Rådhuset – og ude i de små hjem ved julefrokostbordene – fik noget at tale om til de mange julefrokoster i juledagene, hvor mange ellers lukker helt af for nyheder for at samle sig om samvær med venner og familie.
Måske var det netop den mediestrategi, som Jensen satsede på, da han i de første tre uger nægtede at kommentere julefrokost-episoden? Men det virkede ikke.
Liberal Alliances Lars Dueholm øsede undervejs af ”La Cronique Scandaleuse” og konstaterede, at Frank Jensen ”er ret pigeglad” med henvisning til, at S-politikeren også i 2004 i en lignende sag måtte sige undskyld til en S-medarbejder på Christiansborg.
Juhls redegørelse
Historien fortsatte således på fuld styrke efter jul og fandt først sin afslutning, da Jensen – hårdt presset af et politisk flertal på rådhuset – fik kommunens administrerende direktør Claus Juhl til at rykke ud med en redegørelse den 10. januar. Af den fremgår det, at Jensen allerede tre dage efter episoden fandt sted blev kontaktet af Juhl, der informerede ham om de klager fra medarbejderne, som han samme dag var blevet gjort bekendt med. Stillet over for de oplysninger skulle Overborgmesteren ifølge Juhl redegørelse have svaret i disse på-en-guldvægt-vejede officielle vendinger:
"Jeg vil naturligvis gerne beklage, hvis min opførsel ved fredagens julefrokost har provokeret eller overskredet nogles grænser. Det har ikke været tilsigtet. Beklagelsen kan viderebringes af dig eller direkte af mig, hvis det ønskes.”
Beklager hvis
Her skal man lægge mærke til det lille ord ”hvis”. Jensen var åbenbart på dette tidspunkt stadig selv i tvivl om, hvorvidt nogen havde følt sig forulempet. Det kan godt undre, da sagen sådan set starter med, at de krænkede medarbejdere – helt efter alle regler - gør opmærksom på sagen ved at henvende sig til Juhl, der er deres chef som leder af økonomiforvaltningen. Ifølge Ekstra Bladets kilder så blev Jensen indkaldt til en alvorlig snak med Juhl og endda irettesæt. Det er vist ikke praksis i den kommunale forvaltning for, at den øverste embedsmand irettesætter sin politiske chef.
Det er også bemærkelsesværdigt, at det tog så lang tid, før den forbeholdne beklagelse kom for en dag. Det sker først den 10. januar med Juhls redegørelse, efter at et stort og bredt politisk flertal på rådhuset forinden truede med at tvinge overborgmesteren til selv at komme med en redegørelse.
Glad men ked af det
Det var i øvrigt ved den lejlighed, at Jensen – en anelse uklædeligt – forsøgte at bagatellisere sagen, som noget ”der udviklede sig med min glade dans på dansegulvet” på en måde, så nogen ”følte sig provokeret”. Det var han ”naturligvis ked af” samtidig med, at han var ”glad for”, at der ikke var anlagt nogen sag.
Til Politiken lød forklaringen sådan: ”Det var en rigtig god julefrokost. Der var dans, og jeg gik til den. Jeg dansede og var glad, og det har så provokeret nogle.”
Det er med andre ord svært at tro – også når man fx ser TV2s interview med overborgmesteren – at Frank Jensen virkelig beklager noget som helst. Det virker ikke sådan.
Pinlig og skadelig
På Københavns Rådhus er der bred enighed om, at sagen har været ekstremt pinlig for Frank Jensen, for hans familie, og for hans medarbejdere. Og den har skadet både hans egen, borgerrepræsentationens og kommunens anseelse. Jensen har helt indlysende optrådt uværdigt og udvist en manglende dømmekraft, der slet ikke sømmer sig for byens førstemand. Mange spørger sikkert sig selv: Hvad laver en stærkt beruset overborgmester kl. 3 om natten – som det hævdes – i benævnte situationer, der må siges at være stærkt uforeneligt med hans embede? Hvis han ikke kan tåle spiritus – og det er en ærlig sag - så burde han vel have afstået fra at drikke vodka i de store mængder? Han kunne også have disponeret som ganske mange chefer allerede gør i forbindelse med julefrokoster og gået tidligt hjem.
Det interessante
Når alt dette er sagt, så får sagen altså ingen direkte politiske konsekvenser. For formelt set er der – som Frank Jensen gjorde meget ud af pointere i interview med TV2 den 10. januar - slet ikke rejst sag. ”Det er det interessante”, som han sagde. Det ville kræve, at de pågældende fuldmægtige fx gennem deres fagforening anlagde en sag for sexchikane. Det stod allerede tidligt klart, at det ville de ikke, og det kan der være mange grunde til.
I denne sag har der i øvrigt været et meget speget politisk spil mht., hvordan politikerne har skullet håndtere sagen. Det er ikke rigtig nogen, der har haft lyst til at opkaste sig til de store moralister i medierne for at score nogle politiske point. På den anden side, er oppositionen sat i verden for at stille magthaverne til ansvar og på borgernes vegne kontrollere alt i den offentlige forvaltning, herunder en overborgmesters tågen rundt på et dansegulv under en personalejulefrokost.
Jensen pressede SF
Faktisk har oppositionens kritik – med et par undtagelser - begrænset sig til at kræve en redegørelse eller en forklaring fra overborgmesteren. Hvad de så – næsten - endte med at få. Ifølge forlydende på Rådhuset var Frank Jensen meget aktiv for at få især SF og de radikale til at afstå fra det krav. De radikales Anna Mee Allerslev var dog stålsat i sin afvisning og gik sammen med de borgerlige og Enhedslisten om kravet. SF’erne derimod spillede tilsyneladende et dobbeltspil. På den ene side var de ligeså forargede som alle andre, men de lå – mener flere kilder - under for et pres fra Jensen i den forstand, at de dæmpede sig offentligt mht. at kræve en redegørelse, men i stedet stillede sig i ly af Venstres Pia Allerslev, som så blev den, der ”førte kniven” mod Jensen på alles vegne. Hun trådte måske undervejs lidt for hårdt på den patetiske gaspedal, da hun spurgte ind til, om de forulempede medarbejdere nu havde fået et psykologtilbud efter deres møde med overborgmesteren.
Under alle omstændigheder så mislykkedes Frank Jensens pressionsstrategi, og i stedet blev adm. direktør Claus Juhl til sidste sendt i byen med en redegørelse, der indtil videre har tilfredsstillet oppositionen og fået lukket sagen.
Tab af prestige
Konklusionen er, at Frank Jensen har lidt et prestigetab af dimensioner. Er det en mand, som man i fremtiden fx vil invitere som festtaler på en S-kongres? Spørgsmålet er dog, om sagen i tilstrækkeligt grad interesser vælgerne ved kommunalvalget om to år, hvor Jensen gerne skal levere fremgang for sit parti. Måske vil vælgerne bare glemme sagen og hæfte sig ved hans indiskutable kompetencer og resultater. For det går faktisk fremragende i København, under overborgmesterens på mange måder suveræne ledelse. Byen oplever stor vækst, og økonomien har ikke været bedre i mange år.
Tiltagende isolering
Jensen har også vist sig som en glimrende leder af det politiske arbejde. Indtil for ca. et halvt år siden var stemningen på rådhuset i top. Men det har ændret sig det seneste halve år. Selve episoden med den ”glade dans” bliver af både folk i S og blandt de andre partier set som kulminationen på en tiltagende politisk isolering af Frank Jensen og Socialdemokraterne. Det kan man også se af sagerne om Økonomiforvaltningens pinlige budgetregnefejl på 73 millioner kr., Jensens bestræbelser på at indføre enhedsforvaltning (som næppe bliver til noget) og til dels Amagerforbrændingens investering i nyt forbrændingsanlæg (der faldt på gulvet lige før jul).
Charmeoffensiv i vente
Så hvad gør Frank Jensen? Han indleder en ny charmeoffensiv i forhold til SF’erne, som er blevet mere og mere kritiske over for ham. Især fordi de – og andre af hans samarbejdspartnere – i stigende grad oplevede ham som en solkonge for bordenden i økonomiudvalgets mødelokale, der ikke kunne skjule sin manglende respekt og som ”bossede” rundt med dem. Nu er Jensen måske kommet lidt ned på jorden igen efter at have gennemlevet den største ydmygelse i sit politiske liv, der nu har fjernet den sidste rest af den magi og autoritet, som ellers prægede det første 1½ år af hans periode. Fremover er Jensen på en helt anden måde end før nødt til at bruge tid og kræfter på at vinde folk over på sin side. Det er sikkert meget sundt. Uforudsigeligheden i københavnsk politik er i hvert fald tilbage!
Af Jarl Cordua
Bragt i Bryggebladet nr. 2 den 26. januar 2012
Københavns Rådhus blev i dagene op til jul rystet af historien om, at byens overborgmester i en heftig vodkabrandert havde insisteret på at danse lige lovligt tæt o.a. med flere yngre kvindelige fuldmægtige i forbindelse med Økonomiforvaltningens julefrokost fredag den 16. december. Det var naturligvis Ekstra Bladet, som bragte historien på forsiden lillejuleaften, og i juledagene blev Frank Jensens påståede tilnærmelser - efter heftig indtagelse af vodka, idet julefrokosten havde et russisk tema - yderligere vendt og drejet af frokostaviserne. Den pæne del af pressen lod i første omgang tvivlen komme Københavns førstemand til gode, der på dette tidspunkt selv nægtede at kommentere påstandene. Jensen slap naturligvis ikke for at blive trukket gennem sølet bl.a. af det efter hånden mere og mere bornerte, Ekstra Bladet, der i øvrigt og paradoksalt nok i stigende grad lever af prostitutionsannoncer. Avisen mente imidlertid, at man i sin dækning af sagen nu var i sin gode ret til at udstyre Københavns overborgmester med et nyt øgenavn, ”Frank Klam”, henset til, at førstemanden ifølge de anonyme rapporter skulle have forsøgt at kysse - og siden - slikke mindst en af de førnævnte fuldmægtige i nakken for endelig at have ”omklamret” andre medarbejdere samt forsøgt at holde dem fast.
Årets julefrokosthistorie
Det kan nok være, at man på Rådhuset – og ude i de små hjem ved julefrokostbordene – fik noget at tale om til de mange julefrokoster i juledagene, hvor mange ellers lukker helt af for nyheder for at samle sig om samvær med venner og familie.
Måske var det netop den mediestrategi, som Jensen satsede på, da han i de første tre uger nægtede at kommentere julefrokost-episoden? Men det virkede ikke.
Liberal Alliances Lars Dueholm øsede undervejs af ”La Cronique Scandaleuse” og konstaterede, at Frank Jensen ”er ret pigeglad” med henvisning til, at S-politikeren også i 2004 i en lignende sag måtte sige undskyld til en S-medarbejder på Christiansborg.
Juhls redegørelse
Historien fortsatte således på fuld styrke efter jul og fandt først sin afslutning, da Jensen – hårdt presset af et politisk flertal på rådhuset – fik kommunens administrerende direktør Claus Juhl til at rykke ud med en redegørelse den 10. januar. Af den fremgår det, at Jensen allerede tre dage efter episoden fandt sted blev kontaktet af Juhl, der informerede ham om de klager fra medarbejderne, som han samme dag var blevet gjort bekendt med. Stillet over for de oplysninger skulle Overborgmesteren ifølge Juhl redegørelse have svaret i disse på-en-guldvægt-vejede officielle vendinger:
"Jeg vil naturligvis gerne beklage, hvis min opførsel ved fredagens julefrokost har provokeret eller overskredet nogles grænser. Det har ikke været tilsigtet. Beklagelsen kan viderebringes af dig eller direkte af mig, hvis det ønskes.”
Beklager hvis
Her skal man lægge mærke til det lille ord ”hvis”. Jensen var åbenbart på dette tidspunkt stadig selv i tvivl om, hvorvidt nogen havde følt sig forulempet. Det kan godt undre, da sagen sådan set starter med, at de krænkede medarbejdere – helt efter alle regler - gør opmærksom på sagen ved at henvende sig til Juhl, der er deres chef som leder af økonomiforvaltningen. Ifølge Ekstra Bladets kilder så blev Jensen indkaldt til en alvorlig snak med Juhl og endda irettesæt. Det er vist ikke praksis i den kommunale forvaltning for, at den øverste embedsmand irettesætter sin politiske chef.
Det er også bemærkelsesværdigt, at det tog så lang tid, før den forbeholdne beklagelse kom for en dag. Det sker først den 10. januar med Juhls redegørelse, efter at et stort og bredt politisk flertal på rådhuset forinden truede med at tvinge overborgmesteren til selv at komme med en redegørelse.
Glad men ked af det
Det var i øvrigt ved den lejlighed, at Jensen – en anelse uklædeligt – forsøgte at bagatellisere sagen, som noget ”der udviklede sig med min glade dans på dansegulvet” på en måde, så nogen ”følte sig provokeret”. Det var han ”naturligvis ked af” samtidig med, at han var ”glad for”, at der ikke var anlagt nogen sag.
Til Politiken lød forklaringen sådan: ”Det var en rigtig god julefrokost. Der var dans, og jeg gik til den. Jeg dansede og var glad, og det har så provokeret nogle.”
Det er med andre ord svært at tro – også når man fx ser TV2s interview med overborgmesteren – at Frank Jensen virkelig beklager noget som helst. Det virker ikke sådan.
Pinlig og skadelig
På Københavns Rådhus er der bred enighed om, at sagen har været ekstremt pinlig for Frank Jensen, for hans familie, og for hans medarbejdere. Og den har skadet både hans egen, borgerrepræsentationens og kommunens anseelse. Jensen har helt indlysende optrådt uværdigt og udvist en manglende dømmekraft, der slet ikke sømmer sig for byens førstemand. Mange spørger sikkert sig selv: Hvad laver en stærkt beruset overborgmester kl. 3 om natten – som det hævdes – i benævnte situationer, der må siges at være stærkt uforeneligt med hans embede? Hvis han ikke kan tåle spiritus – og det er en ærlig sag - så burde han vel have afstået fra at drikke vodka i de store mængder? Han kunne også have disponeret som ganske mange chefer allerede gør i forbindelse med julefrokoster og gået tidligt hjem.
Det interessante
Når alt dette er sagt, så får sagen altså ingen direkte politiske konsekvenser. For formelt set er der – som Frank Jensen gjorde meget ud af pointere i interview med TV2 den 10. januar - slet ikke rejst sag. ”Det er det interessante”, som han sagde. Det ville kræve, at de pågældende fuldmægtige fx gennem deres fagforening anlagde en sag for sexchikane. Det stod allerede tidligt klart, at det ville de ikke, og det kan der være mange grunde til.
I denne sag har der i øvrigt været et meget speget politisk spil mht., hvordan politikerne har skullet håndtere sagen. Det er ikke rigtig nogen, der har haft lyst til at opkaste sig til de store moralister i medierne for at score nogle politiske point. På den anden side, er oppositionen sat i verden for at stille magthaverne til ansvar og på borgernes vegne kontrollere alt i den offentlige forvaltning, herunder en overborgmesters tågen rundt på et dansegulv under en personalejulefrokost.
Jensen pressede SF
Faktisk har oppositionens kritik – med et par undtagelser - begrænset sig til at kræve en redegørelse eller en forklaring fra overborgmesteren. Hvad de så – næsten - endte med at få. Ifølge forlydende på Rådhuset var Frank Jensen meget aktiv for at få især SF og de radikale til at afstå fra det krav. De radikales Anna Mee Allerslev var dog stålsat i sin afvisning og gik sammen med de borgerlige og Enhedslisten om kravet. SF’erne derimod spillede tilsyneladende et dobbeltspil. På den ene side var de ligeså forargede som alle andre, men de lå – mener flere kilder - under for et pres fra Jensen i den forstand, at de dæmpede sig offentligt mht. at kræve en redegørelse, men i stedet stillede sig i ly af Venstres Pia Allerslev, som så blev den, der ”førte kniven” mod Jensen på alles vegne. Hun trådte måske undervejs lidt for hårdt på den patetiske gaspedal, da hun spurgte ind til, om de forulempede medarbejdere nu havde fået et psykologtilbud efter deres møde med overborgmesteren.
Under alle omstændigheder så mislykkedes Frank Jensens pressionsstrategi, og i stedet blev adm. direktør Claus Juhl til sidste sendt i byen med en redegørelse, der indtil videre har tilfredsstillet oppositionen og fået lukket sagen.
Tab af prestige
Konklusionen er, at Frank Jensen har lidt et prestigetab af dimensioner. Er det en mand, som man i fremtiden fx vil invitere som festtaler på en S-kongres? Spørgsmålet er dog, om sagen i tilstrækkeligt grad interesser vælgerne ved kommunalvalget om to år, hvor Jensen gerne skal levere fremgang for sit parti. Måske vil vælgerne bare glemme sagen og hæfte sig ved hans indiskutable kompetencer og resultater. For det går faktisk fremragende i København, under overborgmesterens på mange måder suveræne ledelse. Byen oplever stor vækst, og økonomien har ikke været bedre i mange år.
Tiltagende isolering
Jensen har også vist sig som en glimrende leder af det politiske arbejde. Indtil for ca. et halvt år siden var stemningen på rådhuset i top. Men det har ændret sig det seneste halve år. Selve episoden med den ”glade dans” bliver af både folk i S og blandt de andre partier set som kulminationen på en tiltagende politisk isolering af Frank Jensen og Socialdemokraterne. Det kan man også se af sagerne om Økonomiforvaltningens pinlige budgetregnefejl på 73 millioner kr., Jensens bestræbelser på at indføre enhedsforvaltning (som næppe bliver til noget) og til dels Amagerforbrændingens investering i nyt forbrændingsanlæg (der faldt på gulvet lige før jul).
Charmeoffensiv i vente
Så hvad gør Frank Jensen? Han indleder en ny charmeoffensiv i forhold til SF’erne, som er blevet mere og mere kritiske over for ham. Især fordi de – og andre af hans samarbejdspartnere – i stigende grad oplevede ham som en solkonge for bordenden i økonomiudvalgets mødelokale, der ikke kunne skjule sin manglende respekt og som ”bossede” rundt med dem. Nu er Jensen måske kommet lidt ned på jorden igen efter at have gennemlevet den største ydmygelse i sit politiske liv, der nu har fjernet den sidste rest af den magi og autoritet, som ellers prægede det første 1½ år af hans periode. Fremover er Jensen på en helt anden måde end før nødt til at bruge tid og kræfter på at vinde folk over på sin side. Det er sikkert meget sundt. Uforudsigeligheden i københavnsk politik er i hvert fald tilbage!
Abonner på:
Opslag (Atom)
