Københavns måske kommende overborgmester Frank Jensen har været bryggebo siden 1997. Bryggebladets Jarl Cordua har talt med ham på den lokale café.
Bragt i Bryggebladet nr. 8 den 19. maj 2009
»Bryggen er mit kvarter«
Frank Jensen meldte sig for nylig som socialdemokratisk kandidat til overborgmesterposten. Går det, som det plejer ved valget til Borgerrepræsentationen, som finder sted den 17. november i år, så bliver det socialdemokraten Frank Jensen, der overtager byens gyldne overborgmesterkæde fra sin partifælle, Ritt Bjerregaard, når hun stopper ved årsskiftet.
Ritt Bjerregaard meddelte for nylig – og ganske overraskende for de fleste – at hun fandt tiden moden til at stoppe i politik. Efter nogle få dages spekulationer frem og tilbage stod det herefter klart, at byens socialdemokrater var enige om at pege på den tidligere justitsminister Frank Jensen til at løfte arven. Og den er tung: Siden 1903 – da malermester Jens Jensen blev valgt som socialdemokratisk »finansborgmester« – har partiet ledet byens styre. I 1938 blev overborgmesterposten oprettet, og alene socialdemokrater har varetaget posten.
Bryggebladet inviterede den måske kommende overborgmester på en kop kaffe på Tobi’s Café, hvor Frank Jensen i perioder har været stamgæst.
– Jeg har boet herude siden 1997 og betragter derfor Bryggen som mit kvarter. I mange år havde jeg en lejlighed i Gunløgsgade 41, men så sidste år – da jeg sammen med min kone flyttede permanent til København – købte vi en lejlighed i Jens Otto Krags Gade.
Hvorfor bosatte I jer på Bryggen?
– Det var helt klart kvarteret, som tiltrak os, men vi kiggede os da for rundt om i byen, selvom min kone, som er københavner, afskrev Hellerup på forhånd. Der var for mange pelse derude, mente hun. Vi er dog faldet godt til på Bryggen. Det er herude, vi gør vores daglige indkøb blandt andet i Brugsen. Min kone og jeg er især begejstret for Bryggens havnemiljø, og vi bruger havnebadet om sommeren. Jeg løber syv kilometer stort set hver dag hele året rundt. Om sommeren løber jeg mest ude på Amager Fælled, men om vinteren har jeg en oplyst rute, der går forbi havnen, over Bryggebroen, Knippelsbro og Christianshavn, og så ror jeg også kajak og har derfor meldt mig ind i Bryggens Kajak Club.
»Det er mere tilfredsstillende at arbejde for noget, der er større end én selv«
Frank Jensen var minister i alle Poul Nyrup Rasmussens regeringer fra 1993-2001 og endte som justitsminister. Han sad frem til november 2007 i mere end 20 år i Folketinget. Han var valgt i Aalborg, hvor han boede med familien. Men på hverdagene overnattede han på Bryggen. I dag er han bryggebo.
– Indimellem spiste jeg aftensmad nede på Café Alma. De har et noget mere spændende menukort end Snapstinget, siger Frank Jensen med et smil.
Efter Frank Jensen stoppede i Folketinget, har han blandt andet arbejdet som direktør i en privat virksomhed inden for telekommunikation og senest som administrerende direktør for brancheforeningen Danske Advokater, der har til huse på H.C. Andersens Boulevard. Han forlader efter aftale dette job i august.
Du var jo ellers stoppet i politik?
– Ja, og jeg fik da også sagt »klart nej« flere gange til de journalister, der ringede for at høre, om jeg skulle være kandidat. Men så fik jeg en opringning fra Socialdemokraternes formand i København, Jan Salling, som sagde, at samtlige af byens kredse opfordrede mig til at stille op, og da jeg så også kunne se, at Helle Thorning-Schmidt havde ringet fire, fem gange til mig, så kunne jeg godt mærke, at det var alvor. Min kone har altid været min sparringspartner og kender mig godt. »Det er jo det, du vil«, sagde hun. Og det har hun ret i. Jeg er interesseret i at påvirke samfundsudviklingen, og hvordan vi gør København til en endnu bedre by for københavnerne at bo i.
Hvorfor vil du være overborgmester?
– Det er i hvert fald ikke på grund af lønnen. Hvis jeg bliver overborgmester, kommer jeg faktisk til at gå væsentligt ned i løn. Og det er heller ikke overborgmesterbilen, der trækker. Alt det med at køre rundt i en stor bil har jeg prøvet af, mens jeg var minister. Faktisk lever jeg også et stille og komfortabelt liv med min kone og med et vellønnet godt job og mange friaftener til at gå i teateret og i det hele taget nyde tilværelsen. Men for mig er det mere tilfredsstillende at arbejde for noget, der er større end én selv. For det er jo ikke alle, der har de samme muligheder, som jeg har haft. Det er stadig en vigtig kamp at kæmpe for at skabe bedre muligheder for de dårligst stillede i vores samfund. Det tiltrækker mig at skabe nogle resultater, der kan forbedre andres liv. Eksempelvis er det helt uacceptabelt, at der stadig her i 2009 vokser børn op i relativ fattigdom. Vi har en konkret udfordring i at få ændret på, at halvdelen af eleverne i de københavnske folkeskoler er såkaldte »dårlige læsere«. Det er uacceptabelt, når man ved, hvad dårlige læseegenskaber har af virkning på børns selvværd, muligheder for indlæring og siden hen deres demokratiske medindflydelse og deres muligheder på arbejdsmarkedet. Det er uacceptabelt, og det skal vi have gjort noget ved.
Din far var også borgmester i Støvring i Nordjylland?
– Ja, det er rigtigt. Jeg fik kommunalpolitik ind med modermælken, og i løbet af min fars aktive politiske liv blev der diskuteret mange kommunalpolitiske sager ved køkkenbordet hjemme hos os.
Er det SF og Enhedslisten, der skal gøre dig til overborgmester?
– En forudsætning for det er, at et flertal peger på mig. Og vi må se efter valget, om det lykkes. Jeg udelukker ingen partier på forhånd. Kan det lade sig gøre, så ser jeg gerne en bred konstitueringsaftale både med partier fra den røde og blå blok. Det er i hvert fald min ambition at forsøge et bredt samarbejde. Måske bliver det med en ny socialdemokratisk overborgmesterkandidat lettere at forhandle med Venstre. Jeg lærte i hvert fald fra min far, at man ikke skal lade en mulighed forblive uprøvet.
Vil du nu genoplive Socialdemokraternes samarbejde med De Radikale og SF, det vil sige den såkaldte ABF-alliance?
– Fra min tyve år på Christiansborg ved jeg, at det er naturligt, at S, SF, De Radikale og Enhedslisten taler godt sammen. Men vi skal også tale bredt med andre partier og også invitere Mogens Lønborg (K) og Pia Allerslev (V) til et respektfuld og ordentlig samarbejde.
Hvad gjorde Ritt Bjerregaard forkert, siden hun kun efter fire år måtte stoppe som overborgmester?
– Nu kommer jeg udefra og har hørt meget om, hvad der er sket, og hvad nogle mener, der er gjort galt. Alt det er jeg imidlertid fri af og starter derfor på en frisk. I Ritts periode er der skabt mange resultater; blandt andet på skole- og daginstitutionsområdet, hvor der er sket en stor udbygning.
Skal du så ligesom Ritt nu ud i valgkampen og stå med din cykel, mens du deler pjecer ud?
– Altså, nu kan bryggeboerne bevidne, at jeg faktisk cykler til dagligt, så man kan ikke beskylde mig for at bruge cyklen som valggimmick. Nej, vi skal ud på arbejdspladser, dagscentre og skoler med vores budskaber i valgkampen.
Skal S også ud denne gang og love københavnerne 5.000 billige boliger?
– Nej, jeg stiller ikke konkrete forslag om 5.000 billige boliger. Men jeg mener, at der skal gøres en indsats for, at det også i opgangstider er muligt at bygge boliger i København, som almindelige lønmodtagerfamilier har råd til at kunne bo i. Derfor mener jeg, at det skal være muligt for kommunen at kunne købe jord op, når den som nu er billig. Det skal ske med henblik på senere at sælge grundene til private, der vil bygge billige boliger, når konjunkturerne igen vender, og priserne på boligmarkedet stiger. Det kan lade sig gøre i alle andre metropoler, så bør det også være muligt i København. Problemet er, at kommunen ifølge kommunalfuldmagten godt må købe billig jord op, men den må kun sælge jorden til markedspris. Og det ødelægger muligheden for at bygge billige boliger i opgangstider. Men fordi boligmarkedet for tiden er faldet markant, så er presset for billige boliger ikke så stort som før.
Socialdemokraterne står ellers i flere meningsmålinger til at få et meget dårligt kommunalvalg i København. Nogle viser, at I bliver halveret. Hvad siger du til det?
– Jo, men målinger svinger jo frem og tilbage. Jeg hæfter mig nu mere ved en anden meningsmåling, der viser, at 37 procent af københavnerne faktisk foretrækker en socialdemokratisk overborgmester. Vi skal have fornyet vores mandat, og derfor skal vi med vores idéer i valgkampen sørge for at få vælgerne i tale og til at stemme på os på valgdagen sådan, at S får et så godt udgangspunkt som muligt til at besætte overborgmesterposten. Men jeg ved godt, at det bliver ingen walk-over, men et langt sejt træk for os. Jeg er dog overbevist om, at det kan lade sig gøre. Det kræver et hårdt arbejde – ikke mindst af mig selv.
Kort om Frank Jensen
Bryggebo siden 1997
48 år
Socialdemokraternes overborgmesterkandidat
Uddannet økonom (cand. oecon.)
Medlem af Folketinget for Socialdemokraterne 1987-2007
Forskningsminister 1994-1996
Justitsminister 1996-2001
Tabte i 2005 kampen om at blive Socialdemokraternes ny formand til Helle Thorning-Schmidt og bebudede da, at han forlod Christiansborg ved det følgende valg.
Bestyrelsesformand for Aalborg Universitet
Indtil august i år administrerende direktør i brancheforeningen Danske Advokater.
Gift på 27. år med Jane Frimand Pedersen, som er souschef i SFO’en på Gasværksvejens Skole
Parret bor i en lejlighed i Jens Otto Krags Gade
Far til to voksne sønner, der studerer.
onsdag den 20. maj 2009
mandag den 18. maj 2009
S og SF stiller med flere veteraner
Peter Schlüter (K) genopstiller ikke til BR.
Bragt i Bryggebladet nr. 8 den 19. maj 2009
Af Jarl Cordua
BAG KULISSERNE
De fleste københavnere fæster sig naturligt nok ved, at det ikke længere er Ritt Bjerregaard, men Frank Jensen som skal forsøge at genvinde overborgmesterposten i hovedstaden. Ser man bort fra det, så er det imidlertid på ingen måde et forandret hold, der stiller op til valget til Borgerrepræsentationen.
S-liste med mange veteraner
Som tidligere omtalt blev gruppeledelsen efter Socialdemokraterne i Københavns delegeretmøde i april overraskende kun anvist sekundapladseringer på opstillingslisten. Eksempelvis er integrationsborgmester Jacob Hougaard kun nr. 8 og gruppeformand Jesper Christensen kun nr. 12. At det gik sådan, tilskrives Socialdemokraternes såkaldte delegeretsystem, hvor de forskellige kredses organisationsfolk på forhånd har lavet stemmeaftaler på kryds og tværs, som har favoriseret kredsenes lokale kandidater. Konsekvensen af dette har været, at det i den tætte afstemning gik ud over topfolkenes listeplacering, hvor kun den unge politiske ordfører Anne Vang var en undtagelse, da hun er nr. 2 på listen.
Det nye valgsystem har især givet bonus til socialdemokratiske kandidater fra Amager som Lise Thorsen fra Sundby, som er nr. 3 og BR-medlem Simon Strange nr. 4, der er opstillet af Amagerbro. Dertil kommer den mangeårige folketingskandidat Lars Weiss fra Sundbyvester som listens nr. 7. Han er i øvrigt søn af tidligere indenrigsminister Birthe Weiss. Endelig er lokalformanden for Sundbyvester-kredsen, Robert Nielsen, nr. 24.
Ikke desto mindre er Socialdemokraternes liste spækket med politiske veteraner, som har siddet med i byens styre i mange år. På listen finder man blandt andet den tidligere overborgmesters lillebror Lars Kramer Mikkelsen, som er nr. 21 og tidligere gruppeformand Mona Heiberg, som er nr. 10 og gift med Lars Kramer, samt nr. 20, Johannes Nymark, som også var gruppeformand i en periode under Jens Kramer Mikkelsen, da han stod i spidsen for byen. BR-medlem Jan Andreassen, som især har markeret sig i debatten om skole og integration, er listens nr. 6.
Den kendte Hækkerupfamilie er repræsenteret ved den 33-årige officer i hæren Tue Warberg Hækkerup. Han er søn af tidligere forsvarsminister Hans Hækkerup og barnebarn af den legendariske udenrigsminister Per Hækkerup, hvilket næppe trækker fra, når valgchancerne skal udmåles. Hækkerup er nr. 22 på listen.
Venstres gruppeformand genopstiller ikke
I sidste uge holdt Venstre sit opstillingsmøde. Partiet har for længst opstillet kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev som Venstres overborgmesterkandidat. Til gengæld var der lagt op til en kampafstemning om andenpladsen mellem partiets nuværende gruppeformand Martin Hirsch og BR-medlem, advokat Lars Dueholm fra Ørestad.
Sidstnævnte vandt klart afstemningen, og dette resultat fik Hirsch til efterfølgende at trække sig helt fra opstillingslisten. De fleste af Venstres øvrige nuværende BR-medlemmer genopstiller blandt dem Leslie Arentoft (nr. 4), Heidi Wang (nr. 6) og Cecilia Lonning (nr. 5).
Dertil kommer en række nye kræfter, og her er der særlig opmærksomhed om 62-årige Flemming Steen Munch, som er kendt i offentligheden som Københavns Politis talsmand. Han er nr. 3 på listen. Desuden en række yngre mænd som den 36-årige arkitekt Lasse Grosbøl (nr. 7), den næsthøjest placerede lokale venstremand er den 29-åri-ge Michael Haugaard fra Sundbyøster, som er listens nr. 8, efterfulgt af bankassistent Kim Justesen (31) fra Sundbyvester som er nr. 10. Venstres nr. 13 er i øvrigt en anden gammel kending nemlig ingen ringere end chefpsykolog Arno Norske, der er kendt for i hen ved en menneskealder at have foreslået OL til København samt for på S-kongressen i 1987, som daværende socialdemokrat at stille op imod Svend Auken som ny S-formand efter Anker Jørgensens afgang. Det var så ikke lige ved den lejlighed, at Auken blev væltet. Norske fik to stemmer.
Bryggebo Jesper Schou Hansen valgte efter to perioder i BR ikke at genopstille på grund af stress. Han har i sin BR-karriere været meget engageret i politiske spørgsmål af stor interesse for Islands Brygge. Schou Hansen var for to år siden stærkt omtalt i medierne efter, at han af entreprenørkoncernen NCC blev anklaget for korruption. Politiet valgte dog efter flere afhøringer ikke at rejse tiltale i sagen.
Schlüters søn trak sig
Der var genvalg til sundhedsborgmester Mogens Lønborg som de københavnske Konservatives spidskandidat, men ellers stiller partiet med helt friske kræfter. Det blev resultatet, da De Konservative holdt opstillingsmøde den 5. maj.
Den nye liste er dog helt renset for kendte politiske navne. De to øvrige nuværende konservative BR-medlemmer Majbritt Mamsen og Peter Schlüter havde på forhånd meddelt, at de ikke genopstiller ved kommunalvalget. Den lille konservative gruppe blev i løbet af valgperioden splittet op i to partigrupper efter et internt opgør mellem Mamsen og Schlüter, der har haft mere end svært ved at samarbej-de med hinanden.
Peter Schlüters periode i Borgerrepræsentationen er også blevet præget af, at han af Københavns Kommune er blevet beskyldt for uretmæssigt at have fået udbetalt i 136.000 kr. i tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med sit arbejde som kommunalpolitiker. Kommunen kræver beløbet tilbagebetalt, men Schlüter har indbragt kravet for Statsforvaltningen, som nu skal tage stilling til sagen.
De Konservative på Amager har to folk i front på den nye opstillingsliste. Nr. 2 på listen er fysioterapeut Susanne Møller fra Sundby og nr. 3 cand. jur. Jakob Næsager. Sidstnævnte har ved de seneste valg også været folketingskandidat i Sundby og igennem årene været særdeles flittig i den københavnske politiske debat.
Nr. 4 på listen er Rasmus Jarlov, som blandt andet har gjort sig bemærket ved at være aktiv i foreningen af »Borgerlige Ungdomshusbrugere«, der er ganske kritisk overfor, at kommunen har stillet et nyt hus til rådighed for unge autonome ude i Nordvestkvarteret.
De konservative nr. 10 Marianne Forsberg er til gengæld bryggebo, som blandt sine mærkesager har, at området omkring Axel Heides Plads trænger til at blive gjort grønnere med plantekummer.
SF-veteran stiller op i København
Allerede i fjor afgjorde SF’s medlemmer, at børne- og ungeborgmester Bo Asmus Kjeldgaard er partiets spidskandidat ved kommunalvalget den 17. november i år. SF i København har siden januar været klar med partiets opstillingsliste. Blandt gengangerne er en række af partiets nuværende BR-medlemmer såsom Camilla Burgwald, der er nr. 3, gruppeformand Ninna Thomsen nr. 4, Signe Goldmann nr. 6 og Trine Schaltz nr. 8. Dertil kommer partiets tidligere gruppeformand, cand.polit. Bjarne Fey fra Sundby, som er nr. 9.
Blandt de nye kandidater er listens nr. 2 socialrådgiver Ayfer Baykal med tyrkiske rødder. Hun er tidligere formand for Københavns Integrationsråd. Nr. 5 på listen er Klaus Mygind, som til daglig er skoleleder på Blågårds Skole på Nørrebro. Nr. 7 er skolelærer Jane Sørensen, som også sidder i SF’s forretningsudvalg og hovedbestyrelse på landsplan.
På SF’s liste finder man i øvrigt tidligere folketingsmedlem Leif Hermann, som i en periode i 1980’erne var partiets retspolitiske ordfører på Christiansborg. 67-årige Leif Hermann er flyttet tilbage til hovedstaden efter 34 år i Skive, hvor han indtil 2007 sad i byrådet. Han bor nu på Amager og er opstillet som nr. 14 på SF’s liste.
Yderligere stille en anden politisk veteran op for SF. Det er den tidligere bydelsrådsformand på Indre Nørrebro og tidligere BR-medlem Jesper Langebæk. Han er listens nr. 10.
Bragt i Bryggebladet nr. 8 den 19. maj 2009
Af Jarl Cordua
BAG KULISSERNE
De fleste københavnere fæster sig naturligt nok ved, at det ikke længere er Ritt Bjerregaard, men Frank Jensen som skal forsøge at genvinde overborgmesterposten i hovedstaden. Ser man bort fra det, så er det imidlertid på ingen måde et forandret hold, der stiller op til valget til Borgerrepræsentationen.
S-liste med mange veteraner
Som tidligere omtalt blev gruppeledelsen efter Socialdemokraterne i Københavns delegeretmøde i april overraskende kun anvist sekundapladseringer på opstillingslisten. Eksempelvis er integrationsborgmester Jacob Hougaard kun nr. 8 og gruppeformand Jesper Christensen kun nr. 12. At det gik sådan, tilskrives Socialdemokraternes såkaldte delegeretsystem, hvor de forskellige kredses organisationsfolk på forhånd har lavet stemmeaftaler på kryds og tværs, som har favoriseret kredsenes lokale kandidater. Konsekvensen af dette har været, at det i den tætte afstemning gik ud over topfolkenes listeplacering, hvor kun den unge politiske ordfører Anne Vang var en undtagelse, da hun er nr. 2 på listen.
Det nye valgsystem har især givet bonus til socialdemokratiske kandidater fra Amager som Lise Thorsen fra Sundby, som er nr. 3 og BR-medlem Simon Strange nr. 4, der er opstillet af Amagerbro. Dertil kommer den mangeårige folketingskandidat Lars Weiss fra Sundbyvester som listens nr. 7. Han er i øvrigt søn af tidligere indenrigsminister Birthe Weiss. Endelig er lokalformanden for Sundbyvester-kredsen, Robert Nielsen, nr. 24.
Ikke desto mindre er Socialdemokraternes liste spækket med politiske veteraner, som har siddet med i byens styre i mange år. På listen finder man blandt andet den tidligere overborgmesters lillebror Lars Kramer Mikkelsen, som er nr. 21 og tidligere gruppeformand Mona Heiberg, som er nr. 10 og gift med Lars Kramer, samt nr. 20, Johannes Nymark, som også var gruppeformand i en periode under Jens Kramer Mikkelsen, da han stod i spidsen for byen. BR-medlem Jan Andreassen, som især har markeret sig i debatten om skole og integration, er listens nr. 6.
Den kendte Hækkerupfamilie er repræsenteret ved den 33-årige officer i hæren Tue Warberg Hækkerup. Han er søn af tidligere forsvarsminister Hans Hækkerup og barnebarn af den legendariske udenrigsminister Per Hækkerup, hvilket næppe trækker fra, når valgchancerne skal udmåles. Hækkerup er nr. 22 på listen.
Venstres gruppeformand genopstiller ikke
I sidste uge holdt Venstre sit opstillingsmøde. Partiet har for længst opstillet kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev som Venstres overborgmesterkandidat. Til gengæld var der lagt op til en kampafstemning om andenpladsen mellem partiets nuværende gruppeformand Martin Hirsch og BR-medlem, advokat Lars Dueholm fra Ørestad.
Sidstnævnte vandt klart afstemningen, og dette resultat fik Hirsch til efterfølgende at trække sig helt fra opstillingslisten. De fleste af Venstres øvrige nuværende BR-medlemmer genopstiller blandt dem Leslie Arentoft (nr. 4), Heidi Wang (nr. 6) og Cecilia Lonning (nr. 5).
Dertil kommer en række nye kræfter, og her er der særlig opmærksomhed om 62-årige Flemming Steen Munch, som er kendt i offentligheden som Københavns Politis talsmand. Han er nr. 3 på listen. Desuden en række yngre mænd som den 36-årige arkitekt Lasse Grosbøl (nr. 7), den næsthøjest placerede lokale venstremand er den 29-åri-ge Michael Haugaard fra Sundbyøster, som er listens nr. 8, efterfulgt af bankassistent Kim Justesen (31) fra Sundbyvester som er nr. 10. Venstres nr. 13 er i øvrigt en anden gammel kending nemlig ingen ringere end chefpsykolog Arno Norske, der er kendt for i hen ved en menneskealder at have foreslået OL til København samt for på S-kongressen i 1987, som daværende socialdemokrat at stille op imod Svend Auken som ny S-formand efter Anker Jørgensens afgang. Det var så ikke lige ved den lejlighed, at Auken blev væltet. Norske fik to stemmer.
Bryggebo Jesper Schou Hansen valgte efter to perioder i BR ikke at genopstille på grund af stress. Han har i sin BR-karriere været meget engageret i politiske spørgsmål af stor interesse for Islands Brygge. Schou Hansen var for to år siden stærkt omtalt i medierne efter, at han af entreprenørkoncernen NCC blev anklaget for korruption. Politiet valgte dog efter flere afhøringer ikke at rejse tiltale i sagen.
Schlüters søn trak sig
Der var genvalg til sundhedsborgmester Mogens Lønborg som de københavnske Konservatives spidskandidat, men ellers stiller partiet med helt friske kræfter. Det blev resultatet, da De Konservative holdt opstillingsmøde den 5. maj.
Den nye liste er dog helt renset for kendte politiske navne. De to øvrige nuværende konservative BR-medlemmer Majbritt Mamsen og Peter Schlüter havde på forhånd meddelt, at de ikke genopstiller ved kommunalvalget. Den lille konservative gruppe blev i løbet af valgperioden splittet op i to partigrupper efter et internt opgør mellem Mamsen og Schlüter, der har haft mere end svært ved at samarbej-de med hinanden.
Peter Schlüters periode i Borgerrepræsentationen er også blevet præget af, at han af Københavns Kommune er blevet beskyldt for uretmæssigt at have fået udbetalt i 136.000 kr. i tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med sit arbejde som kommunalpolitiker. Kommunen kræver beløbet tilbagebetalt, men Schlüter har indbragt kravet for Statsforvaltningen, som nu skal tage stilling til sagen.
De Konservative på Amager har to folk i front på den nye opstillingsliste. Nr. 2 på listen er fysioterapeut Susanne Møller fra Sundby og nr. 3 cand. jur. Jakob Næsager. Sidstnævnte har ved de seneste valg også været folketingskandidat i Sundby og igennem årene været særdeles flittig i den københavnske politiske debat.
Nr. 4 på listen er Rasmus Jarlov, som blandt andet har gjort sig bemærket ved at være aktiv i foreningen af »Borgerlige Ungdomshusbrugere«, der er ganske kritisk overfor, at kommunen har stillet et nyt hus til rådighed for unge autonome ude i Nordvestkvarteret.
De konservative nr. 10 Marianne Forsberg er til gengæld bryggebo, som blandt sine mærkesager har, at området omkring Axel Heides Plads trænger til at blive gjort grønnere med plantekummer.
SF-veteran stiller op i København
Allerede i fjor afgjorde SF’s medlemmer, at børne- og ungeborgmester Bo Asmus Kjeldgaard er partiets spidskandidat ved kommunalvalget den 17. november i år. SF i København har siden januar været klar med partiets opstillingsliste. Blandt gengangerne er en række af partiets nuværende BR-medlemmer såsom Camilla Burgwald, der er nr. 3, gruppeformand Ninna Thomsen nr. 4, Signe Goldmann nr. 6 og Trine Schaltz nr. 8. Dertil kommer partiets tidligere gruppeformand, cand.polit. Bjarne Fey fra Sundby, som er nr. 9.
Blandt de nye kandidater er listens nr. 2 socialrådgiver Ayfer Baykal med tyrkiske rødder. Hun er tidligere formand for Københavns Integrationsråd. Nr. 5 på listen er Klaus Mygind, som til daglig er skoleleder på Blågårds Skole på Nørrebro. Nr. 7 er skolelærer Jane Sørensen, som også sidder i SF’s forretningsudvalg og hovedbestyrelse på landsplan.
På SF’s liste finder man i øvrigt tidligere folketingsmedlem Leif Hermann, som i en periode i 1980’erne var partiets retspolitiske ordfører på Christiansborg. 67-årige Leif Hermann er flyttet tilbage til hovedstaden efter 34 år i Skive, hvor han indtil 2007 sad i byrådet. Han bor nu på Amager og er opstillet som nr. 14 på SF’s liste.
Yderligere stille en anden politisk veteran op for SF. Det er den tidligere bydelsrådsformand på Indre Nørrebro og tidligere BR-medlem Jesper Langebæk. Han er listens nr. 10.
tirsdag den 28. april 2009
Partierne ruster sig til BR-valgkampen
Enhedslisten stiller med unge folk i front, mens DF satser på en 70-årig veteran. Imens tager Venstre et internt slagsmål om, hvem der skal have andenpladsen på partiets liste.
Bragt i Bryggebladet nr 7. den 27. april 2009
Af Jarl Cordua
BAG KULISSERNE
Kampvalg i Venstre
Venstre i København valgte allerede forrige år kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev som partiets spidskandidat. Der er dog spænding om de næste pladser, hvor interessen samler sig om, hvem der skal være partiets nr. to. Foreløbig har både den hidtidige gruppeformand, konsulent Martin Hirsch (47), og borgerrepræsentant, advokat Lars Dueholm (32) lagt billet ind på at være »anden borgmesterskandidat« for det lidt teoretiske tilfælde, at Venstre ved valget vil få stemmer nok til to borgmester-poster, som partiet havde i perioden 2001-2005. Allerslev holder sig neutral i dysten, mens BR-medlemmerne Heidi Wang og Cecilia Lonning har kastet deres støtte bag henholdsvis Hirsch og Dueholm.
Kampvalget er efter min vurdering åbent, selvom at Hirsch nok er favorit. Han har opbakning fra sin egen kreds i Vanløse og fra Valby, mens Dueholm samler støtte fra Venstres Ungdom, partiets to Amager-kredse samt Østerbro, hvor Cecilia Lonning kommer fra.
Der forlyder dog, at der ikke er de store politiske uenigheder mellem de to modkandidater, som efter sigende også personligt kommer fint ud af det med hinanden.
Partiets medlemmer afgør sagen på et opstillingsmøde den 11. maj på Københavns Rådhus, hvor resten af Venstres liste også bliver sammensat.
De hidtidige syv Venstre-medlemmer genopstiller alle bortset fra Jesper Schou Hansen. Undervejs i valgperioden har de to tidligere V-borgmestre Søren Pind og Martin Geertsen trukket sig helt fra arbejdet i Borgerrepræsentationen, og det har givet plads til netop Dueholm og Cecilia Lonning.
Mikkel Warming igen spidskandidat for Enhedslisten
Enhedslisten i København har genvalgt socialborgmester Mikkel Warming (39) som partiets »overborgmesterkandidat«, som partiet selvsikkert skriver i en pressemeddelelse. Partiet stiller op på såkaldt »partiliste«. Det medfører, at kandidaterne i realiteten bliver valgt i kraft af, hvilken rækkefølge partiet har stillet dem op, uanset om de har fået mange eller få personlige stemmetal. Derfor kan man gå ud fra, at en høj placering hos Enhedslisten stort set er en garanti for, at man sidder i Borgerrepræsentationen i den næste periode.
I top seks stiller man også med en stribe yngre kandidater. Nummer to på listen er den 27-årige Signe Færch, der beskrives, som ret erfaren i politisk arbejde. Hun har både været ansat på Enhedslistens partikontor i København og folketingskandidat på Fyn.
Nummer seks er Allan Ahmad (24), som også har været meget aktiv i Enhedslistens ungdomsorganisation SUF, hvor han også har siddet med i ledelsen.
Desuden genopstiller borgerrepræsentant Morten Kabell (38), som med afbrydelser har siddet med i byens styre i mange år, og gruppeformanden beskæftigelseskonsulent Rikke Lauritzen (35). Kabell og Lauritzen er henholdsvis nummer tre og tre på listen og derfor ligesom Færch ret sikre på at blive BR-medlemmer i en ny valgperiode, hvis Enhedslisten ved efterårets valg bare holder skansen fra sidst og får seks mandater. De får formentlig også følgeskab af nummer seks på listen, socialrådgiver Gyda Heding (43). Hun var BZ’er i firserne, men har også bemærket sig ved sit roste socialpædaogiske arbejde på Vesterbro med »Pigegruppen«, som er et projekt for »vilde« og udsatte teenagepiger.
Venstrefløjspartiet stiller imidlertid også med BR-veteranen Jens Kjær Christensen (60) som er nummer syv, mens den kendte byhistoriker og nuværende borgerrepræsentant Allan Mylius Thomsen (60) genopstiller på plads nummer ni.
Ved forrige valg blev tidligere folketingsmedlem Jette Gottlieb Enhedslistens største stemmesluger, men hun genopstiller ikke denne gang og har p.t. orlov fra BR.
Også en lokal mand er akkurat lige sneget sig ind på Enhedslistens top ti, nemlig Gorm Gunnarsen fra Christianshavn, som blandt andet har sat sig det ambitiøse mål »at føre Amager ud af klimakrisen«.
Dansk Folkeparti stiller med Peter Skaarups mor
I hovedstaden opstiller Dansk Folkeparti det tidligere folketingsmedlem Birthe Skaarup (70) som partiets spidskandidat. Skaarup, som blandt andet også har siddet i Århus Amtsråd, er mor til DF’s politiske næstformand Peter Skaarup. Han har i øvrigt også tidligere siddet i Borgerrepræsentationen. På partiet opstillingsmøde slog Birthe Skaarup ved et kampvalg klart den nuværende gruppeformand Carl Christian Ebbesen, som nu er nummer to på listen.
Selvom at Ebbesen er usædvanligt vellidt på rådhuset, så er han ikke særligt kendt i den brede offentlighed, og her kunne det godt se ud som om, at det er årsagen til, at DF-medlemmerne har vraget ham til fordel for den lidt mere kendte Birthe Skaarup. Det kan omvendt undre lidt, at DF stiller med en overborgmesterkandidat, som er et år ældre en Ritt Bjerregaard, der fra årsskiftet siger farvel til københavnsk politik.
Forventningen hos DF er, at partiet denne gang går meget frem. En Gallup-måling i Berlingske Tidende før Ritt Bjerregaards afgang viste, at partiet kan få op mod syv mandater ved valget til efteråret. Sker det, bliver Birthe Skaarup DF’s første borgmester i København.
DF’s kommunalvalgkamp i København blev i 2005 spoleret af afsløringer af ret så kontroversielle udsagn på den daværende spidskandidat Louise Freverts hjemmeside. DF fik ved BR-valget kun tre mandater, og siden hen har Frevert forladt DF. Til gengæld har Finn Rudaizky siden tilsluttet sig DF’s BR-gruppe.
DF’s kandidatliste med 11 navne domineres af en håndfuld af tidligere socialdemokrater, blandt andet veteranerne de nuværende BR-medlemmer Karin Storgaard og Finn Rudaizky, som er henholdsvis nummer tre og fire på listen. Også nummer otte på listen, cand. jur. Aia Fog (42), er forhenværende socialdemokrat.
Skulle DF få bare et hæderligt kommunalvalg, så bør Skaarup Ebbesen, Storgaard og Rudaizky alle være ret sikre på at blive valgt. Går partiet lidt frem, så kunne det give valg til listens nummer fem, folketingskandidat Allan Lønborg (32), som i øvrigt bor på Amager, eller nummer seks, folkeskolelærer Henrik Svendsen, Valby, og måske vil Aia Fogh kunne blande sig lidt i opløbet, da det hos DF udelukkende er de personlige stemmer, der afgør, hvem der bliver valgt.
Bragt i Bryggebladet nr 7. den 27. april 2009
Af Jarl Cordua
BAG KULISSERNE
Kampvalg i Venstre
Venstre i København valgte allerede forrige år kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev som partiets spidskandidat. Der er dog spænding om de næste pladser, hvor interessen samler sig om, hvem der skal være partiets nr. to. Foreløbig har både den hidtidige gruppeformand, konsulent Martin Hirsch (47), og borgerrepræsentant, advokat Lars Dueholm (32) lagt billet ind på at være »anden borgmesterskandidat« for det lidt teoretiske tilfælde, at Venstre ved valget vil få stemmer nok til to borgmester-poster, som partiet havde i perioden 2001-2005. Allerslev holder sig neutral i dysten, mens BR-medlemmerne Heidi Wang og Cecilia Lonning har kastet deres støtte bag henholdsvis Hirsch og Dueholm.
Kampvalget er efter min vurdering åbent, selvom at Hirsch nok er favorit. Han har opbakning fra sin egen kreds i Vanløse og fra Valby, mens Dueholm samler støtte fra Venstres Ungdom, partiets to Amager-kredse samt Østerbro, hvor Cecilia Lonning kommer fra.
Der forlyder dog, at der ikke er de store politiske uenigheder mellem de to modkandidater, som efter sigende også personligt kommer fint ud af det med hinanden.
Partiets medlemmer afgør sagen på et opstillingsmøde den 11. maj på Københavns Rådhus, hvor resten af Venstres liste også bliver sammensat.
De hidtidige syv Venstre-medlemmer genopstiller alle bortset fra Jesper Schou Hansen. Undervejs i valgperioden har de to tidligere V-borgmestre Søren Pind og Martin Geertsen trukket sig helt fra arbejdet i Borgerrepræsentationen, og det har givet plads til netop Dueholm og Cecilia Lonning.
Mikkel Warming igen spidskandidat for Enhedslisten
Enhedslisten i København har genvalgt socialborgmester Mikkel Warming (39) som partiets »overborgmesterkandidat«, som partiet selvsikkert skriver i en pressemeddelelse. Partiet stiller op på såkaldt »partiliste«. Det medfører, at kandidaterne i realiteten bliver valgt i kraft af, hvilken rækkefølge partiet har stillet dem op, uanset om de har fået mange eller få personlige stemmetal. Derfor kan man gå ud fra, at en høj placering hos Enhedslisten stort set er en garanti for, at man sidder i Borgerrepræsentationen i den næste periode.
I top seks stiller man også med en stribe yngre kandidater. Nummer to på listen er den 27-årige Signe Færch, der beskrives, som ret erfaren i politisk arbejde. Hun har både været ansat på Enhedslistens partikontor i København og folketingskandidat på Fyn.
Nummer seks er Allan Ahmad (24), som også har været meget aktiv i Enhedslistens ungdomsorganisation SUF, hvor han også har siddet med i ledelsen.
Desuden genopstiller borgerrepræsentant Morten Kabell (38), som med afbrydelser har siddet med i byens styre i mange år, og gruppeformanden beskæftigelseskonsulent Rikke Lauritzen (35). Kabell og Lauritzen er henholdsvis nummer tre og tre på listen og derfor ligesom Færch ret sikre på at blive BR-medlemmer i en ny valgperiode, hvis Enhedslisten ved efterårets valg bare holder skansen fra sidst og får seks mandater. De får formentlig også følgeskab af nummer seks på listen, socialrådgiver Gyda Heding (43). Hun var BZ’er i firserne, men har også bemærket sig ved sit roste socialpædaogiske arbejde på Vesterbro med »Pigegruppen«, som er et projekt for »vilde« og udsatte teenagepiger.
Venstrefløjspartiet stiller imidlertid også med BR-veteranen Jens Kjær Christensen (60) som er nummer syv, mens den kendte byhistoriker og nuværende borgerrepræsentant Allan Mylius Thomsen (60) genopstiller på plads nummer ni.
Ved forrige valg blev tidligere folketingsmedlem Jette Gottlieb Enhedslistens største stemmesluger, men hun genopstiller ikke denne gang og har p.t. orlov fra BR.
Også en lokal mand er akkurat lige sneget sig ind på Enhedslistens top ti, nemlig Gorm Gunnarsen fra Christianshavn, som blandt andet har sat sig det ambitiøse mål »at føre Amager ud af klimakrisen«.
Dansk Folkeparti stiller med Peter Skaarups mor
I hovedstaden opstiller Dansk Folkeparti det tidligere folketingsmedlem Birthe Skaarup (70) som partiets spidskandidat. Skaarup, som blandt andet også har siddet i Århus Amtsråd, er mor til DF’s politiske næstformand Peter Skaarup. Han har i øvrigt også tidligere siddet i Borgerrepræsentationen. På partiet opstillingsmøde slog Birthe Skaarup ved et kampvalg klart den nuværende gruppeformand Carl Christian Ebbesen, som nu er nummer to på listen.
Selvom at Ebbesen er usædvanligt vellidt på rådhuset, så er han ikke særligt kendt i den brede offentlighed, og her kunne det godt se ud som om, at det er årsagen til, at DF-medlemmerne har vraget ham til fordel for den lidt mere kendte Birthe Skaarup. Det kan omvendt undre lidt, at DF stiller med en overborgmesterkandidat, som er et år ældre en Ritt Bjerregaard, der fra årsskiftet siger farvel til københavnsk politik.
Forventningen hos DF er, at partiet denne gang går meget frem. En Gallup-måling i Berlingske Tidende før Ritt Bjerregaards afgang viste, at partiet kan få op mod syv mandater ved valget til efteråret. Sker det, bliver Birthe Skaarup DF’s første borgmester i København.
DF’s kommunalvalgkamp i København blev i 2005 spoleret af afsløringer af ret så kontroversielle udsagn på den daværende spidskandidat Louise Freverts hjemmeside. DF fik ved BR-valget kun tre mandater, og siden hen har Frevert forladt DF. Til gengæld har Finn Rudaizky siden tilsluttet sig DF’s BR-gruppe.
DF’s kandidatliste med 11 navne domineres af en håndfuld af tidligere socialdemokrater, blandt andet veteranerne de nuværende BR-medlemmer Karin Storgaard og Finn Rudaizky, som er henholdsvis nummer tre og fire på listen. Også nummer otte på listen, cand. jur. Aia Fog (42), er forhenværende socialdemokrat.
Skulle DF få bare et hæderligt kommunalvalg, så bør Skaarup Ebbesen, Storgaard og Rudaizky alle være ret sikre på at blive valgt. Går partiet lidt frem, så kunne det give valg til listens nummer fem, folketingskandidat Allan Lønborg (32), som i øvrigt bor på Amager, eller nummer seks, folkeskolelærer Henrik Svendsen, Valby, og måske vil Aia Fogh kunne blande sig lidt i opløbet, da det hos DF udelukkende er de personlige stemmer, der afgør, hvem der bliver valgt.
mandag den 6. april 2009
Frank Jensen skal frelse S fra valgkatastrofe
Overborgmester Ritt Bjerregaard siger pludselig farvel og tak.
Bragt i Bryggebladet nr 6. den 7. april 2009
Af Jarl Cordua
BAG KULISSERNE
Frelseren. Det er ikke et for stort ord at bruge om Socialdemokraterne i Københavns nye overborgmesterkandidat ved valget i november til Borgerrepræsentationen, tidligere justitsminister og S-formandskandidat Frank Jensen. Hvis overborgmester Ritt Bjerregaard fortsat havde stillet op, så peger flere meningsmålinger på, at Socialdemokraterne ville have løbet ind i en vælgerlussing af de helt store.
Mest interessant er den interne måling, som flere medier nu har offentliggjort, som viser, at S med kun 18,4 procent stod til mere end en halvering af vælgeropbakningen sammenlignet med Ritts ganske flotte valg i november 2005, hvor partiet fik 37,6 procent af stemmerne.
Det var efter, at den »hemmelige måling« forelå i februar, at Ritt Bjerregaard formentlig efter et par ugers overvejelse indså, at hun ikke kunne vende udviklingen. Der måtte ske et eller andet. Ofrede Ritt sig selv og gik af, så ville københavnerne måske tilgive hendes parti, at hun ikke kunne leve op til sit ganske konkrete valgløfte om 5000 boliger til en husleje på 5000 kroner om måneden, som skulle bygges i løbet af fem år.
Kløvermark knækkede Ritt
Den officielle forklaring på, at Ritt fra næste nytår siger farvel og tak, var dog en lidt anden. Det var styreformen med alle de mange borgmestre med vidt forskellige partifarve, det var galt med. For netop den umuliggjorde, at der kunne træffes beslutninger til gavn for byen.
Desuden kom det åbenbart også som en »overraskelse« for Ritt, at hun i år fylder 68 år. Det gjorde alt sammen, at Ritt ikke havde den fornødne tid til, at hun som overborgmester kunne ændre styreformen. (Det kræver en lovændring). På sin vis har Ritt også ret. For det var netop de mange mislykkedes forsøg på at samle flertal til at bygge billige boliger på Kløvermarken på Amager, som reelt knækkede hende. Var det i stedet lykkedes, ville Ritt været kommet langt med hensyn til at opfylde sit valgløfte om de billige boliger. Hver gang Ritt troede, at de radikale, SF eller Venstre var »nede i sækken,« og at der var en aftale, så sprang enkelte BR-medlemmer eller hele partiet fra. Der var ikke partidisciplin i BR, som hun kendte fra Folketinget, og Ritt forstod aldrig kulturen i københavnsk politik, hvor enkeltmedlemmer hos de radikale og SF tillod sig særstandpunkter.
Samtidig er hun siden årsskiftet i stigende grad kommet i mindretal i en lang række sager, hvor partierne til højre og venstre i salen har fundet sammen. Det har bidraget til indtrykket af, at Ritt Bjerregaard er kørt fast.
Omvendt så påpeger iagttagere, at hendes forgænger i overborgmesterstolen, Jens Kramer Mikkelsen, med præcis den samme styreform rent faktisk mestrede at lave forlig med mange og ofte brede forlig og komme igennem med sin politik.
Frank Jensen populær
Der er faktisk udbredt tilfredshed med valget af Frank Jensen mange steder på rådhuset. De borgerlige plus de radikale, SF og Enhedslisten vurderer alle, at Jensen vil være langt bedre til at formidle det brede samarbejde på rådhuset.
Desuden er han med sit image som »venstrefløjs-socialdemokrat« ikke rigtig i stand til at stjæle stemmer fra hverken de radikale eller de borgerlige. De mener tværtimod, at han vil være god til at dæmme op for »Villy-effekten,« som, ifølge de mange meningsmålinger, er skyllet ind over København og har fået vælgerne i hobetal til at forlade især S til fordel for SF.
Officielt er SF’erne dog glade for Frank Jensen. Han ses ikke som den store trussel, og så mener man, at den tidligere justitsminister har potentiale til at blive en bedre forhandlingspartner end Ritt Bjerregaard, som SF og navnlig deres spidskandidat, børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard tydeligt for alle har det mere end svært med.
S-SF (u)forsoning
Imens kæmper Ritt Bjerregaard ihærdigt for at reparere lidt på sit omdiskuterede eftermæle, som en der delte vandene på rådhuset mere end en, der evnede at samle partierne bag sin politik. Nu vil hun efterlade et bedre »forhandlings-klima« til sin efterfølger med et tilbud om »forsoning« med SF’s Bo Asmus Kjeldgaard. Derfor tog hun i sidste uge initiativ til et »morgenmads-møde« mellem Kjeldgaard, Frank Jensen, hende selv og – ganske smart – de to partiformænd Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt.
Ritt Bjerregaard er dog ikke selv i tvivl om, hvor ansvaret ligger for splittelsen mellem S og SF. Den ligger entydigt hos Kjeldgaard og SF på rådhuset: »Desværre har samarbejdet i København gennem det sidste års tid været præget af meget forskellige fortolkninger af indgåede politiske aftaler,« sagde overborgmesteren torsdag til Berlingske.
Underforstået: Kjeldgaard rendte gang på gang fra Kløvermarksaftalen og undergravede mig og mit billig-boliger-projekt.
Kjeldgaard svarede dog ligeså kækt igen:
– Jeg tror, at vi kan få et rigtig godt samarbejde, og jeg opfordrede ham til at genindmelde sig i det gode samarbejde, vi har mellem de radikale, Enhedslisten og SF, og som vi tidligere har haft med Socialdemokraterne,« sagde SF-borgmesteren, som klart forventede, at han med Frank Jensen får et betydeligt bedre samarbejde end det, Kjeldgaard havde med Ritt.
Her skal man lægge mærke til den syrlige sætning: »genindmelde sig i det gode samarbejde.« Det er naturligvis underforstået her, at det var Ritt alene, der meldte sig ud af samarbejdet med SF, de radikale og Enhedslisten. Kjeldgaard selv havde ingen skyld deri.
Nu forsøger Ritt at forpligte Kjeldgaard til et samarbejde ved at have inviteret SF’s leder Villy Søvndal med til mødet. Forventningen er, at Kjeldgaard dermed får sværere ved at rende fra aftalerne med S. Blandt andet fordi Villy har meget fokus på København, hvor han selv stiller op ved næste folketingsvalg, og fordi partiet på Christiansborg reelt (dukke)fører Kjeldgaards valgkamp frem mod kommunalvalget.
SF største parti
I lang tid har Kjeldgaard gået og gnedet sig i hænderne og set sine overborgmester-drømme vokse dag for dag netop i kraft af »Villy-effekten,« som lover en historisk fremgang til SF, som måske gør partiet til det største i København.
Denne kommentator tror ikke på, at Kjeldgaard er manden, der kan favne så bredt, at Enhedslisten, de radikale og nogle af de borgerlige vil pege på ham som overborgmester. Men han har ikke desto mindre stadigvæk en pæn chance, især hvis det lykkes for SF – som den »hemmelige måling« spår – at blive større end S. Det er sikkert også baggrunden for, at Kjeldgaard nærmest render rundt på rådhusets gange og messer sit mantra om, »at det største parti skal have overborgmesterposten.«S vrager gruppeledelse
Flere fra den gamle S-ledelse blev sidste lørdag reelt vraget af de kun cirka 130 stemmeberettigede socialdemokrater på partiets delegeretmøde ved kun at opnå meget sekundære placeringer, da kandidatlisten til BR-valget skulle sammensættes. Kun »Ritt-klonen,« den politiske ordfører, 25-årige Anne Vang røg til tops som nummer to, formentlig i kraft af massiv støtte fra DSU og Ritt-støtterne.
Dog måtte den i et par dage erklærede overborgmesterkandidat Jakob Hougaard se sig placeret kun som nummer otte på listen, mens der først blev plads til gruppeformanden Jesper Christensen som listens 12.-mand. Det fjerde medlem i S-gruppens ledelse på rådhuset Ikram Sawar blev kun nummer 15.
Hvordan forklarer man, at tre ud fire fra gruppens ledelse får så sekundære placeringer? Der er ikke noget enkelt svar. Det nye valgsystem hos S gør, at de forskellige kredse rundt om i byen er gået sammen i alliancer om at få placeret deres egne kandidater – uden større hensyn til, at det så går ud over partiets ledelsesfigurer, der dumper længere ned ad listen.
Desuden er det kun ganske få stemmer, som adskiller de enkelte kandidater. Havde Jakob Hougaard fået kun tre stemmer mere, så var han blevet en flot nummer tre. Valgsystemet var udtænkt af Ritt Bjerregaard og hendes egne folk som en metode, hvor ledelsen effektivt kunne sortere, skille sig af med eller straffe de allermest uregerlige og besværlige BR-kandidater.
Det komisk-paradoksale er dog, at den nye valgmetode så netop gik ud over Ritts egne proselytter, som nu med den dårlige placering får det lidt sværere med at blive genvalgt til november. Ak ja: »Revolutionen æder sine egne børn,« om man så må sige!
Vender på en fez
Ritts valgmetode (eller guillotine, om man vil) vragede også ganske veltjente folk som den på mange måder spøjse socialdemokratiske borgerrepræsentant Hamid El-Mousti, der som nummer 37 kun blev suppleant.
Han fik dog opmærksomhed, da en intern mail fra hans hånd på forunderlig vis endte hos Ritzaus Bureau. I mailen og senere telefonisk overfor nyhedstjenesten undsagde El-Mousti sit partis nye overborgmesterkandidat. Det var »højst usandsynligt,« at Frank Jensen havde chance for at efterfølge Ritt i overborgmesterstolen, mente El-Mousti, som desuden henviste til den interne måling, som den reelle begrundelse for Ritt Bjerregaards fratræden.
I løbet af en times tid samme dag vendte El-Mousti på en tallerken, kontaktede Ritzau med pludselig det modsatte synspunkt: Nu duede Frank Jensen minsandten alligevel. Forklaringen var formentlig den enkle, at den ved festlige lejligheder fez-bærende socialdemokrat var blevet »banket grundigt på plads« af irriterede partifæller.
Det er den slags kulørte episoder, der altid har gjort Københavns politik til noget helt særligt og ofte ganske uforudsigeligt. Selvom at vi er nogle, der forsø
Bragt i Bryggebladet nr 6. den 7. april 2009
Af Jarl Cordua
BAG KULISSERNE
Frelseren. Det er ikke et for stort ord at bruge om Socialdemokraterne i Københavns nye overborgmesterkandidat ved valget i november til Borgerrepræsentationen, tidligere justitsminister og S-formandskandidat Frank Jensen. Hvis overborgmester Ritt Bjerregaard fortsat havde stillet op, så peger flere meningsmålinger på, at Socialdemokraterne ville have løbet ind i en vælgerlussing af de helt store.
Mest interessant er den interne måling, som flere medier nu har offentliggjort, som viser, at S med kun 18,4 procent stod til mere end en halvering af vælgeropbakningen sammenlignet med Ritts ganske flotte valg i november 2005, hvor partiet fik 37,6 procent af stemmerne.
Det var efter, at den »hemmelige måling« forelå i februar, at Ritt Bjerregaard formentlig efter et par ugers overvejelse indså, at hun ikke kunne vende udviklingen. Der måtte ske et eller andet. Ofrede Ritt sig selv og gik af, så ville københavnerne måske tilgive hendes parti, at hun ikke kunne leve op til sit ganske konkrete valgløfte om 5000 boliger til en husleje på 5000 kroner om måneden, som skulle bygges i løbet af fem år.
Kløvermark knækkede Ritt
Den officielle forklaring på, at Ritt fra næste nytår siger farvel og tak, var dog en lidt anden. Det var styreformen med alle de mange borgmestre med vidt forskellige partifarve, det var galt med. For netop den umuliggjorde, at der kunne træffes beslutninger til gavn for byen.
Desuden kom det åbenbart også som en »overraskelse« for Ritt, at hun i år fylder 68 år. Det gjorde alt sammen, at Ritt ikke havde den fornødne tid til, at hun som overborgmester kunne ændre styreformen. (Det kræver en lovændring). På sin vis har Ritt også ret. For det var netop de mange mislykkedes forsøg på at samle flertal til at bygge billige boliger på Kløvermarken på Amager, som reelt knækkede hende. Var det i stedet lykkedes, ville Ritt været kommet langt med hensyn til at opfylde sit valgløfte om de billige boliger. Hver gang Ritt troede, at de radikale, SF eller Venstre var »nede i sækken,« og at der var en aftale, så sprang enkelte BR-medlemmer eller hele partiet fra. Der var ikke partidisciplin i BR, som hun kendte fra Folketinget, og Ritt forstod aldrig kulturen i københavnsk politik, hvor enkeltmedlemmer hos de radikale og SF tillod sig særstandpunkter.
Samtidig er hun siden årsskiftet i stigende grad kommet i mindretal i en lang række sager, hvor partierne til højre og venstre i salen har fundet sammen. Det har bidraget til indtrykket af, at Ritt Bjerregaard er kørt fast.
Omvendt så påpeger iagttagere, at hendes forgænger i overborgmesterstolen, Jens Kramer Mikkelsen, med præcis den samme styreform rent faktisk mestrede at lave forlig med mange og ofte brede forlig og komme igennem med sin politik.
Frank Jensen populær
Der er faktisk udbredt tilfredshed med valget af Frank Jensen mange steder på rådhuset. De borgerlige plus de radikale, SF og Enhedslisten vurderer alle, at Jensen vil være langt bedre til at formidle det brede samarbejde på rådhuset.
Desuden er han med sit image som »venstrefløjs-socialdemokrat« ikke rigtig i stand til at stjæle stemmer fra hverken de radikale eller de borgerlige. De mener tværtimod, at han vil være god til at dæmme op for »Villy-effekten,« som, ifølge de mange meningsmålinger, er skyllet ind over København og har fået vælgerne i hobetal til at forlade især S til fordel for SF.
Officielt er SF’erne dog glade for Frank Jensen. Han ses ikke som den store trussel, og så mener man, at den tidligere justitsminister har potentiale til at blive en bedre forhandlingspartner end Ritt Bjerregaard, som SF og navnlig deres spidskandidat, børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard tydeligt for alle har det mere end svært med.
S-SF (u)forsoning
Imens kæmper Ritt Bjerregaard ihærdigt for at reparere lidt på sit omdiskuterede eftermæle, som en der delte vandene på rådhuset mere end en, der evnede at samle partierne bag sin politik. Nu vil hun efterlade et bedre »forhandlings-klima« til sin efterfølger med et tilbud om »forsoning« med SF’s Bo Asmus Kjeldgaard. Derfor tog hun i sidste uge initiativ til et »morgenmads-møde« mellem Kjeldgaard, Frank Jensen, hende selv og – ganske smart – de to partiformænd Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt.
Ritt Bjerregaard er dog ikke selv i tvivl om, hvor ansvaret ligger for splittelsen mellem S og SF. Den ligger entydigt hos Kjeldgaard og SF på rådhuset: »Desværre har samarbejdet i København gennem det sidste års tid været præget af meget forskellige fortolkninger af indgåede politiske aftaler,« sagde overborgmesteren torsdag til Berlingske.
Underforstået: Kjeldgaard rendte gang på gang fra Kløvermarksaftalen og undergravede mig og mit billig-boliger-projekt.
Kjeldgaard svarede dog ligeså kækt igen:
– Jeg tror, at vi kan få et rigtig godt samarbejde, og jeg opfordrede ham til at genindmelde sig i det gode samarbejde, vi har mellem de radikale, Enhedslisten og SF, og som vi tidligere har haft med Socialdemokraterne,« sagde SF-borgmesteren, som klart forventede, at han med Frank Jensen får et betydeligt bedre samarbejde end det, Kjeldgaard havde med Ritt.
Her skal man lægge mærke til den syrlige sætning: »genindmelde sig i det gode samarbejde.« Det er naturligvis underforstået her, at det var Ritt alene, der meldte sig ud af samarbejdet med SF, de radikale og Enhedslisten. Kjeldgaard selv havde ingen skyld deri.
Nu forsøger Ritt at forpligte Kjeldgaard til et samarbejde ved at have inviteret SF’s leder Villy Søvndal med til mødet. Forventningen er, at Kjeldgaard dermed får sværere ved at rende fra aftalerne med S. Blandt andet fordi Villy har meget fokus på København, hvor han selv stiller op ved næste folketingsvalg, og fordi partiet på Christiansborg reelt (dukke)fører Kjeldgaards valgkamp frem mod kommunalvalget.
SF største parti
I lang tid har Kjeldgaard gået og gnedet sig i hænderne og set sine overborgmester-drømme vokse dag for dag netop i kraft af »Villy-effekten,« som lover en historisk fremgang til SF, som måske gør partiet til det største i København.
Denne kommentator tror ikke på, at Kjeldgaard er manden, der kan favne så bredt, at Enhedslisten, de radikale og nogle af de borgerlige vil pege på ham som overborgmester. Men han har ikke desto mindre stadigvæk en pæn chance, især hvis det lykkes for SF – som den »hemmelige måling« spår – at blive større end S. Det er sikkert også baggrunden for, at Kjeldgaard nærmest render rundt på rådhusets gange og messer sit mantra om, »at det største parti skal have overborgmesterposten.«S vrager gruppeledelse
Flere fra den gamle S-ledelse blev sidste lørdag reelt vraget af de kun cirka 130 stemmeberettigede socialdemokrater på partiets delegeretmøde ved kun at opnå meget sekundære placeringer, da kandidatlisten til BR-valget skulle sammensættes. Kun »Ritt-klonen,« den politiske ordfører, 25-årige Anne Vang røg til tops som nummer to, formentlig i kraft af massiv støtte fra DSU og Ritt-støtterne.
Dog måtte den i et par dage erklærede overborgmesterkandidat Jakob Hougaard se sig placeret kun som nummer otte på listen, mens der først blev plads til gruppeformanden Jesper Christensen som listens 12.-mand. Det fjerde medlem i S-gruppens ledelse på rådhuset Ikram Sawar blev kun nummer 15.
Hvordan forklarer man, at tre ud fire fra gruppens ledelse får så sekundære placeringer? Der er ikke noget enkelt svar. Det nye valgsystem hos S gør, at de forskellige kredse rundt om i byen er gået sammen i alliancer om at få placeret deres egne kandidater – uden større hensyn til, at det så går ud over partiets ledelsesfigurer, der dumper længere ned ad listen.
Desuden er det kun ganske få stemmer, som adskiller de enkelte kandidater. Havde Jakob Hougaard fået kun tre stemmer mere, så var han blevet en flot nummer tre. Valgsystemet var udtænkt af Ritt Bjerregaard og hendes egne folk som en metode, hvor ledelsen effektivt kunne sortere, skille sig af med eller straffe de allermest uregerlige og besværlige BR-kandidater.
Det komisk-paradoksale er dog, at den nye valgmetode så netop gik ud over Ritts egne proselytter, som nu med den dårlige placering får det lidt sværere med at blive genvalgt til november. Ak ja: »Revolutionen æder sine egne børn,« om man så må sige!
Vender på en fez
Ritts valgmetode (eller guillotine, om man vil) vragede også ganske veltjente folk som den på mange måder spøjse socialdemokratiske borgerrepræsentant Hamid El-Mousti, der som nummer 37 kun blev suppleant.
Han fik dog opmærksomhed, da en intern mail fra hans hånd på forunderlig vis endte hos Ritzaus Bureau. I mailen og senere telefonisk overfor nyhedstjenesten undsagde El-Mousti sit partis nye overborgmesterkandidat. Det var »højst usandsynligt,« at Frank Jensen havde chance for at efterfølge Ritt i overborgmesterstolen, mente El-Mousti, som desuden henviste til den interne måling, som den reelle begrundelse for Ritt Bjerregaards fratræden.
I løbet af en times tid samme dag vendte El-Mousti på en tallerken, kontaktede Ritzau med pludselig det modsatte synspunkt: Nu duede Frank Jensen minsandten alligevel. Forklaringen var formentlig den enkle, at den ved festlige lejligheder fez-bærende socialdemokrat var blevet »banket grundigt på plads« af irriterede partifæller.
Det er den slags kulørte episoder, der altid har gjort Københavns politik til noget helt særligt og ofte ganske uforudsigeligt. Selvom at vi er nogle, der forsø
tirsdag den 10. marts 2009
Bandekrigen forener rådhuspolitikerne
VKO afholder sig indtil videre fra at kaste skylden for konflikten på Ritt Bjerregaard.
Bragt i Bryggebladet nr. 4 den 10. marts 2009
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
Mens borgere for tiden ser til med lige dele gru og foragt på den afstumpethed, hvor på indvandrerbander og rockere udkæmper en krig på skydevåben mit blandt almindelige sagesløse mennesker i byens kvarterer, så er Københavns Rådhus på bemærkelsesværdig vis blevet forenet. I hvert fald når det gælder, hvordan man her og nu skal tackle problemerne.
Da bandekonflikten begyndte i august sidste år, lagde iagttagere mærke til, hvilken strategi overborgmester Ritt Bjerregaard lagde, når hun skulle kommentere den. Fra starten af fastslog hun hurtigt, at »det er en politiopgave« at forhindre skyderierne og volden i gaderne. Omvendt ved alle, at kommunen har hovedansvaret for det forebyggende arbejde, både blandt byens utilpassede og socialt belastede unge, hvorfra bandemedlemmer som hovedregel rekrutteres.
Holder sig i skindet
Den borgerlige opposition på rådhuset har indtil videre holdt sig i skindet, når det gælder om at kritisere eller ligefrem give Ritt Bjerregaard skylden for, at »bandekrigen er eskaleret ud af kontrol«, som politiet beskriver situationen. Til gengæld har de borgerlige på Christiansborg blandt andet Venstres retsordfører Kim Andersen og de konservatives Tom Behnke heftigt kritiseret både kommunens integrationspolitik og især overborgmesteren for »ikke at tage situationen alvorligt nok«. Endelig gør Venstres tidligere bygge- og teknikborgmester, Søren Pind blandt andet fra sin position som blogskribent på Berlingske Tidende, Ritt Bjerregaard personlig ansvarlig, og i øvrigt at kritisere hende for »intet at gøre«, alt i mens »København bløder«.
Nu er Pind ikke længere en del af rådhusets politiske ledelse. Så hvem er der så til at agere opposition til Socialdemokraterne? I kraft af integrationsborgmester Jacob Hougaard, varetager netop Socialdemokraterne byens integrationspolitik, som skal forhindre unge efterkommere af indvandrere i at blive hårdkogte kriminelle. Men hvor Pia Kjærsgaard er her, der og alle vegne i medierne med kritik af Ritt Bjerregaard og Københavns Kommune, så er DF’ernes egen førstemand i byen Carl Christian Ebbesen bemærkelsesværdig tavs. Ebbesen, der også er næstformand for DF på landsplan, sidder med i kommunens integrationsudvalg. Her laver han – hvad man ellers måske kunne forvente – aldrig ballade. Tværtimod, så er Ebbesen en varm og solid støtte, der bakker op om alle kommunens initiativer på integrationsområdet.
Christiansborgs populisme
Måske er Ebbesens tavshed desuden et udtryk for, at kritikken fra de borgerlige politikere på Christiansborg bredt på rådhuset betragtes som udtryk for »plat populisme« og slåen mønt på en, især for folk, der bor på Nørrebro, forfærdelig situation. Nu ligger det ikke rådhus-politikerne fjernt at ty til anbefaling af lette, hurtige og handlekraftige løsninger i et forsøg på at vække folkets gunst. Men i denne situation, er politikerne ret usikre på, om anbefaling af drastiske initiativer har den fornødne positive effekt – eller i stedet ligefrem risikerer at give bagslag hos vælgerne.
Vurderingen er, at københavnerne for længst har gennemskuet, at bandekrigen er noget mere kompliceret end at kommunale initiativer eller andre snuptags-løsninger her og nu kan løse konflikten.
Men hvor er så Ritt Bjerregaards eneste reelle udfordrer til højre for midten Venstres kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev henne i denne sag? Tjah. Hun er tilsyneladende ganske tilbageholdende med for eksempel at kaste sig ud i en konfrontationslinje i forhold til overborgmesteren i stil med den, som hendes forgænger Søren Pind stod og stadig står for. Det er der en række gode grunde til.
Allerslev medansvarlig
Først og fremmest har Allerslev selv et stort medansvar for kommunens integrationspolitik, som især går ud på at beskæftige unge indvandrere i særlige bydele med kultur- og fritidsaktiviteter, der holder dem væk fra bandemiljøerne. Medansvaret gør hende selv sårbar for kritik, og det udelukker Allerslev for pludseligt at stille sig op i koret sammen med de øvrige borgerlige politikere ovre på Christiansborg, der kritiserer Ritt Bjerregaards integrationspolitik for at have spillet fallit. Gør hun det alligevel, så risikerer kultur- og fritidsborgmesteren at skyde sig selv i foden. Timingen ville også være forkert. For Allerslev er også øverste ansvarlig for de kultur- og fritidsinstitutioner omkring Blågårds Plads, som har måttet holde lukket om aftenen på grund af den utryghed, som bandekrigens skyderi med videre i området har skabt hos sportshallens og bibliotekets brugere og medarbejdere. Her forventes Allerslev at tage et medansvar og medvirke til at løse problemerne frem for at udnytte konflikten i et populistisk ridt mod overborgmesteren.
De borgerlige partier bakker i det hele taget op om kommunens integrationspolitik især i kraft af, at de deltog i to budgetforlig i 2006 og 2008, som netop indeholdt initiativer, der iværksatte en hidtil uset håndfast integrationspolitik. Midlerne dertil tilflød i øvrigt socialforvaltningen, hvor Enhedslistens Mikkel Warming har ansvaret. Dermed er stort set alle kommunens forvaltninger og partier blevet »sovset ind« i medansvar.
Integrationspolitik virker
I øvrigt er der blandt kommunens politikere faktisk en bred enighed om, at kommunens integrationspolitik faktisk virker. Problemerne i dag er ifølge kommunen blandt andet en følge af, at integrationsinitiativerne er kommet alt for sent i gang. De har stor effekt på dem, der endnu ikke er havnet i banderne. Imidlertid er der et historisk efterslæb, når det gælder unge, som ikke blev »fanget op« før 2006, da integrationsindsatsen blev sat på skinner.
Ikke desto mindre så findes, der politikere, der foreslår drastiske – eller om man vil: populistiske – løsninger. Et eksempel er borgerrepræsentant og socialdemokrat Lars Rasmussen fra Nørrebro, som foreslår, at folk med skydevåben skal straffes ved at blive smidt ud af deres lejligheder, hvis de bor i kommunens ejendomme.
SF’s Bo Asmus Kjeldgaard kan meget andet end at være daglig leder kommunens Børne- og Ungdomsforvaltning. Han er tilsyneladende også udstyret med en særlig indsigt, så han kan give politiet gode råd om, hvordan de mest effektivt prioriterer deres ressourcer under bandekrigen. Derfor foreslår SF’s leder i København politiet, at de flytter 300 politifolk i Rigspolitiets Nationale efterforskningscenter ud af deres sædvanlige kontorer og deres nuværende arbejdsopgaver for i stedet at overføre dem »til tryghedsarbejdet i Københavns gader, indtil politiet får uddannet det nødvendige antal betjente.« Politiet har ikke imødekommet Kjeldgaards opfordring, formentlig fordi det simpelthen er en dårlig idé. Men så har SF da fået demonstreret lidt handlekraft hos vælgerne.
De radikales Klaus Bondam har sammen med SF og Enhedslisten forsøgt sig med et forslag om at afkriminalisere hash ud fra den tankegang, at fri hash vil ødelægge markedet for de kriminelle og dræne dem for penge. Det ser man som »et vigtigt skridt«, der kan trække tæppet væk under banderne. Men ikke engang Bondam vil puste sig op til at hævde, at en vedtagelse af forslaget vil kunne løse problemet. Borgerrepræsentationen har i øvrigt heller ikke nogen magt, så de er i stand til at vedtage et sådant forslag.
VKO-forespørgsel til Ritt
Ritt Bjerregaard slipper ikke helt for at få en debat på rådhuset om bandekrigen og kommunens rolle med hensyn til at forhindre og forebygge problemer. VKO-partierne har stillet en såkaldt forespørgsel til overborgmesteren, hvor man ud over at bede om en redegørelse for kommunens indsats, der kan forhindre en optrapning, naturligvis giver et lille spark til Ritt Bjerregaard.
Det fremgår af selve motiveringen af forespørgslen, hvor der blandt andet står: »Overborgmesteren gik i sin tid til valg på, at hun ville løse byens integrationsproblemer. Det løfte har overborgmesteren ikke indfriet, og situationen med indvandrer- og banderelateret vold er kun forværret yderligere med daglige skyderier på det seneste.«
Så selv om Ritt Bjerregaard har gjort sit hjemmearbejde dygtigt, sådan at alle partier indtil videre har holdt sig pænt i ro, så er det nok naivt at tro, at borgfreden blandt partierne på rådhuset holder frem til valget. I samme sekund at rockerne og indvandrerbanderne har sluttet fred, så graver partierne på rådhuset stridsøksen op for at udkæmpe valgkampen. Men det er i det mindste en kamp, der foregår på ord, meninger og argumenter.
Bragt i Bryggebladet nr. 4 den 10. marts 2009
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
Mens borgere for tiden ser til med lige dele gru og foragt på den afstumpethed, hvor på indvandrerbander og rockere udkæmper en krig på skydevåben mit blandt almindelige sagesløse mennesker i byens kvarterer, så er Københavns Rådhus på bemærkelsesværdig vis blevet forenet. I hvert fald når det gælder, hvordan man her og nu skal tackle problemerne.
Da bandekonflikten begyndte i august sidste år, lagde iagttagere mærke til, hvilken strategi overborgmester Ritt Bjerregaard lagde, når hun skulle kommentere den. Fra starten af fastslog hun hurtigt, at »det er en politiopgave« at forhindre skyderierne og volden i gaderne. Omvendt ved alle, at kommunen har hovedansvaret for det forebyggende arbejde, både blandt byens utilpassede og socialt belastede unge, hvorfra bandemedlemmer som hovedregel rekrutteres.
Holder sig i skindet
Den borgerlige opposition på rådhuset har indtil videre holdt sig i skindet, når det gælder om at kritisere eller ligefrem give Ritt Bjerregaard skylden for, at »bandekrigen er eskaleret ud af kontrol«, som politiet beskriver situationen. Til gengæld har de borgerlige på Christiansborg blandt andet Venstres retsordfører Kim Andersen og de konservatives Tom Behnke heftigt kritiseret både kommunens integrationspolitik og især overborgmesteren for »ikke at tage situationen alvorligt nok«. Endelig gør Venstres tidligere bygge- og teknikborgmester, Søren Pind blandt andet fra sin position som blogskribent på Berlingske Tidende, Ritt Bjerregaard personlig ansvarlig, og i øvrigt at kritisere hende for »intet at gøre«, alt i mens »København bløder«.
Nu er Pind ikke længere en del af rådhusets politiske ledelse. Så hvem er der så til at agere opposition til Socialdemokraterne? I kraft af integrationsborgmester Jacob Hougaard, varetager netop Socialdemokraterne byens integrationspolitik, som skal forhindre unge efterkommere af indvandrere i at blive hårdkogte kriminelle. Men hvor Pia Kjærsgaard er her, der og alle vegne i medierne med kritik af Ritt Bjerregaard og Københavns Kommune, så er DF’ernes egen førstemand i byen Carl Christian Ebbesen bemærkelsesværdig tavs. Ebbesen, der også er næstformand for DF på landsplan, sidder med i kommunens integrationsudvalg. Her laver han – hvad man ellers måske kunne forvente – aldrig ballade. Tværtimod, så er Ebbesen en varm og solid støtte, der bakker op om alle kommunens initiativer på integrationsområdet.
Christiansborgs populisme
Måske er Ebbesens tavshed desuden et udtryk for, at kritikken fra de borgerlige politikere på Christiansborg bredt på rådhuset betragtes som udtryk for »plat populisme« og slåen mønt på en, især for folk, der bor på Nørrebro, forfærdelig situation. Nu ligger det ikke rådhus-politikerne fjernt at ty til anbefaling af lette, hurtige og handlekraftige løsninger i et forsøg på at vække folkets gunst. Men i denne situation, er politikerne ret usikre på, om anbefaling af drastiske initiativer har den fornødne positive effekt – eller i stedet ligefrem risikerer at give bagslag hos vælgerne.
Vurderingen er, at københavnerne for længst har gennemskuet, at bandekrigen er noget mere kompliceret end at kommunale initiativer eller andre snuptags-løsninger her og nu kan løse konflikten.
Men hvor er så Ritt Bjerregaards eneste reelle udfordrer til højre for midten Venstres kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev henne i denne sag? Tjah. Hun er tilsyneladende ganske tilbageholdende med for eksempel at kaste sig ud i en konfrontationslinje i forhold til overborgmesteren i stil med den, som hendes forgænger Søren Pind stod og stadig står for. Det er der en række gode grunde til.
Allerslev medansvarlig
Først og fremmest har Allerslev selv et stort medansvar for kommunens integrationspolitik, som især går ud på at beskæftige unge indvandrere i særlige bydele med kultur- og fritidsaktiviteter, der holder dem væk fra bandemiljøerne. Medansvaret gør hende selv sårbar for kritik, og det udelukker Allerslev for pludseligt at stille sig op i koret sammen med de øvrige borgerlige politikere ovre på Christiansborg, der kritiserer Ritt Bjerregaards integrationspolitik for at have spillet fallit. Gør hun det alligevel, så risikerer kultur- og fritidsborgmesteren at skyde sig selv i foden. Timingen ville også være forkert. For Allerslev er også øverste ansvarlig for de kultur- og fritidsinstitutioner omkring Blågårds Plads, som har måttet holde lukket om aftenen på grund af den utryghed, som bandekrigens skyderi med videre i området har skabt hos sportshallens og bibliotekets brugere og medarbejdere. Her forventes Allerslev at tage et medansvar og medvirke til at løse problemerne frem for at udnytte konflikten i et populistisk ridt mod overborgmesteren.
De borgerlige partier bakker i det hele taget op om kommunens integrationspolitik især i kraft af, at de deltog i to budgetforlig i 2006 og 2008, som netop indeholdt initiativer, der iværksatte en hidtil uset håndfast integrationspolitik. Midlerne dertil tilflød i øvrigt socialforvaltningen, hvor Enhedslistens Mikkel Warming har ansvaret. Dermed er stort set alle kommunens forvaltninger og partier blevet »sovset ind« i medansvar.
Integrationspolitik virker
I øvrigt er der blandt kommunens politikere faktisk en bred enighed om, at kommunens integrationspolitik faktisk virker. Problemerne i dag er ifølge kommunen blandt andet en følge af, at integrationsinitiativerne er kommet alt for sent i gang. De har stor effekt på dem, der endnu ikke er havnet i banderne. Imidlertid er der et historisk efterslæb, når det gælder unge, som ikke blev »fanget op« før 2006, da integrationsindsatsen blev sat på skinner.
Ikke desto mindre så findes, der politikere, der foreslår drastiske – eller om man vil: populistiske – løsninger. Et eksempel er borgerrepræsentant og socialdemokrat Lars Rasmussen fra Nørrebro, som foreslår, at folk med skydevåben skal straffes ved at blive smidt ud af deres lejligheder, hvis de bor i kommunens ejendomme.
SF’s Bo Asmus Kjeldgaard kan meget andet end at være daglig leder kommunens Børne- og Ungdomsforvaltning. Han er tilsyneladende også udstyret med en særlig indsigt, så han kan give politiet gode råd om, hvordan de mest effektivt prioriterer deres ressourcer under bandekrigen. Derfor foreslår SF’s leder i København politiet, at de flytter 300 politifolk i Rigspolitiets Nationale efterforskningscenter ud af deres sædvanlige kontorer og deres nuværende arbejdsopgaver for i stedet at overføre dem »til tryghedsarbejdet i Københavns gader, indtil politiet får uddannet det nødvendige antal betjente.« Politiet har ikke imødekommet Kjeldgaards opfordring, formentlig fordi det simpelthen er en dårlig idé. Men så har SF da fået demonstreret lidt handlekraft hos vælgerne.
De radikales Klaus Bondam har sammen med SF og Enhedslisten forsøgt sig med et forslag om at afkriminalisere hash ud fra den tankegang, at fri hash vil ødelægge markedet for de kriminelle og dræne dem for penge. Det ser man som »et vigtigt skridt«, der kan trække tæppet væk under banderne. Men ikke engang Bondam vil puste sig op til at hævde, at en vedtagelse af forslaget vil kunne løse problemet. Borgerrepræsentationen har i øvrigt heller ikke nogen magt, så de er i stand til at vedtage et sådant forslag.
VKO-forespørgsel til Ritt
Ritt Bjerregaard slipper ikke helt for at få en debat på rådhuset om bandekrigen og kommunens rolle med hensyn til at forhindre og forebygge problemer. VKO-partierne har stillet en såkaldt forespørgsel til overborgmesteren, hvor man ud over at bede om en redegørelse for kommunens indsats, der kan forhindre en optrapning, naturligvis giver et lille spark til Ritt Bjerregaard.
Det fremgår af selve motiveringen af forespørgslen, hvor der blandt andet står: »Overborgmesteren gik i sin tid til valg på, at hun ville løse byens integrationsproblemer. Det løfte har overborgmesteren ikke indfriet, og situationen med indvandrer- og banderelateret vold er kun forværret yderligere med daglige skyderier på det seneste.«
Så selv om Ritt Bjerregaard har gjort sit hjemmearbejde dygtigt, sådan at alle partier indtil videre har holdt sig pænt i ro, så er det nok naivt at tro, at borgfreden blandt partierne på rådhuset holder frem til valget. I samme sekund at rockerne og indvandrerbanderne har sluttet fred, så graver partierne på rådhuset stridsøksen op for at udkæmpe valgkampen. Men det er i det mindste en kamp, der foregår på ord, meninger og argumenter.
mandag den 23. februar 2009
Farvel til den sidste solist
S-toppen ville skille sig af med Jette Bautrup i god tid inden valget og har ekskluderet hende.
Bragt i Bryggebladet nr. 3 den 24. februar 2009
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
Det har aldrig skortet på drama på Københavns Rådhus. Sidste uge var derfor heller ingen undtagelse, da det mangeårige medlem af Borgerrepræsentationen Jette Bergenholz Bautrup blev ekskluderet af den socialdemokratiske gruppe. Det er sjældent, at den slags sker i fred og fordragelighed. Bautrup blev anklaget for illoyalitet ved at have modarbejdet og bagtalt gruppemedlemmer og gruppens beslutninger og i øvrigt at være løgner og doven. Hun skød tilbage og kaldte selve eksklusionen for en magtdemonstration fra overborgmesterens side. Ifølge Bautrup er Ritt Bjerregaard således en »diktator«, som i det hele taget sætter demokratiet ud af kraft.
Populær populist
Jette Bautrup er berømt og berygtet for igennem hele sin 23 år lange politiske karriere altid at tage særstandpunkter. I manges øjne har hun uhæmmet aldrig forpasset en chance for presseomtale, der iscenesætter hende selv som de svages utrættelige beskytter og forkæmper i evig strid mod bureaukrater – og ikke mindst »magtpolitikerne« i hendes eget parti – på rådhuset. Bautrup har i mange år haft sin egen fanklub, især blandt pensionister på Amager, hvor hun til hvert valg høster store personlige stemmetal – ved seneste BR-valg 1700 personlige stemmer. Heller ikke lokalavisen Amagerbladet har nogensinde svigtet, når S-politikeren har skullet stille sit – i nogles øjne – umættelige behov for at profilere sig selv.
Uden indflydelse
Til gengæld for sin store popularitet hos dele af det amagerkanske vælgerkorps, så har det været småt med den egentlige politiske indflydelse – ud over den, der kan ligge i at blande sig i kommunens sagsbehandling af borgerne. Bautrup, som civilt er socialrådgiver, er formand for Børne- og Ungeudvalget, som blandt andet ser på tunge sociale sager med tvangsfjernelser med videre.
Hun opfattes ikke mindst af sine egne som en selvpromoverende populist helt uden sidestykke. Ikke engang den tidligere partifælle – og nu DF’er – Finn Rudaizky – som ofte har stået skulder ved skulder med Bautrup – blegner i den sammenhæng.
Ingen konkret eksklusionsårsag
Eksklusionen af Bautrup har efter sigende ingen egentlig aktuel eller konkret årsag, hvilket omvendt virker noget mystisk. Det kan tale for hendes egen forklaring for eksklusionen nemlig den, at Ritt Bjerregaard er magtfuldkommen, vil bestemme alt og som nu efter årelang chikane i stedet har villet skille sig af med Bautrup.
Bautrup er i øvrigt nu den fjerde socialdemokrat, som siden valget i 2005 forlader Socialdemokratiet »ad bagvejen«. Knapt var stemmerne talt op, før Finn Rudaizky og senere tidligere miljø- og forsyningsborgmester Winnie – »Lille Winnie« – Berndtsson forlod S for hver især at tilbyde sig hos de borgerlige. Disse spring kostede Socialdemokraterne en borgmesterpost. Siden forlod »Store Winnie« alias tidligere socialborgmester Winnie Larsen-Jensen S-gruppen. Fælles for dem alle var, at de følte sig tilsidesat og »kørt over« af overborgmesteren.
Frihjul forbudt
Hvis man køber denne forklaring, så vil man formentlig også lægge mærke til, at Socialdemokraterne har opstillingsmøde den 28. marts i år, og det vil være en lettelse uden lige for overborgmesteren og ikke mindst partiet ikke længere at skulle tage hensyn til Bautrup. Samtidig sender man også et kraftigt signal til øvrige gruppefæller om, at illoyalitet mod gruppen – og Ritt Bjerregaard – ikke længere, hverken vil blive tolereret eller kan betale sig.
S-toppen har helt sikkert villet undgå en farcelignende konstitueringsfase ligesom efter sidste valg, og de fjerner netop dette usikkerhedsmoment ved netop at smide Bautrup ud af gruppen i god tid inden valget. Desuden indgår det formentlig også i den kolde kalkyle, at Bautrups exit vil interessere de færreste vælgere, når man når til valgkampen.
Ændrede spilleregler
I Bautrups optik er eksklusionen ydermere et direkte anslag mod hendes ytringsfrihed og handlefrihed som politiker. Hun henviser til, at man som lokalpolitiker altid har kunnet drøfte emner, besparelser med videre, før de blev vedtaget. I Bautrups version køres gruppemøderne som et gummistempel for Ritt Bjerregaards prioriteringer, og det tidligere S-gruppemedlem henviser til, at hun blev forhindret i at få ordet på gruppemøderne. En analyse er, at Bautrup spiller efter »de gamle spilleregler« i københavnsk politik, hvorimod resten af gruppefællerne spiller »efter de nye spilleregler«, som går ud på, at drøftelserne udelukkende sker inden døre i gruppen – og ikke så meget i pressen – som ellers er Bautrups speciale. Den centrale politiske S-ledelse er grundlæggende ikke meget for at lade sig påvirke af krav fra interessegrupper og af politikere, som forsøger at få lidt goodwill på kontoen hos de samme interessegrupper. Omvendt ser Bautrup sig selv som en tillidsmand, der helst nøjes med på vegne af sine vælgere at stille krav til sine politiske kolleger om penge, mens hun ikke selv er kendt for at medvirke til besparelser eller i det hele taget deltage i ømtålelige prioriteringsdiskussioner om, hvor der så i stedet skal spares. Den trafik, hvor man som Bautrup har »kunnet køre på frihjul« som solist og derpå ladet sig belønne af vælgerne, har åbenbart skullet stoppes én gang for alle.
Socialdemokraternes gruppeformand Jesper Christensen afviser i øvrigt pure, at Ritt Bjerregaard står bag eksklusionen. Tværtimod henviser han til, at en enig gruppe står bag en udtalelse, der blev sendt til pressen i sidste uge, der oplister hele Bautrups lange synderegister. »Anklage-skriftet« har dog ikke nogen aktuel anledning. Man henviser i stedet til en ti år gammel sag, hvor Bautrup nægtede at stemme for budgettet, og en sag fra 2007, hvor hun truede med ikke at stemme for et budget. Umiddelbart ser det ikke ud som et tilstrækkeligt tungt grundlag at ekskludere folk på, men Bautrups problem er, at hun ikke har ret mange støtter i partiet, der kan eller vil bakke hende op i sagen. Alt i alt udstiller det hendes svage position.
Anklaget for dovenskab
S-gruppen har i det hele taget fløjlshandskerne helt af og anklager Bautrup indirekte for dovenskab ved at henvise til, at hun kun har deltaget i få BR-møder og færre gruppemøder. Den påstand afviser Bautrup, som blandt andet henviser til, at der er manipuleret med mødestatistikken.
Alt i alt kan man desværre for Bautrups politiske fremtid koge hele sagen ned til, at hun står mutters alene med sin kritik, og at resten af hendes tidligere partifæller ingen tillid har til hende – hverken personligt eller politisk. Sådan har situationen været længe. Det nye er egentlig blot, at Socialdemokraterne har draget konsekvensen af, at de længe har ønsket Bautrup hen, hvor peberet gror. Hun vil ikke blive savnet i selve Borgerrepræsentationen, når perioden rinder ud til nytår.
For Jette Bautrup, som i perioden 2001-2005 også var medlem af Folketinget, afviser blankt at »søge asyl« hos DF, ligesom de tidligere partifæller Finn Rudiazky og Karin Storgaard tidligere har gjort. Spekulationer om en eventuel optræden hos SF er heller ikke længere formelt mulige, nu da partiet har vedtaget sin opstillingsliste. Spørgsmålet er, om 61-årige Bautrup i det hele taget har lyst til at fortsætte karrieren i et andet parti. Det afviser hun i hvert fald selv.
Bragt i Bryggebladet nr. 3 den 24. februar 2009
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
Det har aldrig skortet på drama på Københavns Rådhus. Sidste uge var derfor heller ingen undtagelse, da det mangeårige medlem af Borgerrepræsentationen Jette Bergenholz Bautrup blev ekskluderet af den socialdemokratiske gruppe. Det er sjældent, at den slags sker i fred og fordragelighed. Bautrup blev anklaget for illoyalitet ved at have modarbejdet og bagtalt gruppemedlemmer og gruppens beslutninger og i øvrigt at være løgner og doven. Hun skød tilbage og kaldte selve eksklusionen for en magtdemonstration fra overborgmesterens side. Ifølge Bautrup er Ritt Bjerregaard således en »diktator«, som i det hele taget sætter demokratiet ud af kraft.
Populær populist
Jette Bautrup er berømt og berygtet for igennem hele sin 23 år lange politiske karriere altid at tage særstandpunkter. I manges øjne har hun uhæmmet aldrig forpasset en chance for presseomtale, der iscenesætter hende selv som de svages utrættelige beskytter og forkæmper i evig strid mod bureaukrater – og ikke mindst »magtpolitikerne« i hendes eget parti – på rådhuset. Bautrup har i mange år haft sin egen fanklub, især blandt pensionister på Amager, hvor hun til hvert valg høster store personlige stemmetal – ved seneste BR-valg 1700 personlige stemmer. Heller ikke lokalavisen Amagerbladet har nogensinde svigtet, når S-politikeren har skullet stille sit – i nogles øjne – umættelige behov for at profilere sig selv.
Uden indflydelse
Til gengæld for sin store popularitet hos dele af det amagerkanske vælgerkorps, så har det været småt med den egentlige politiske indflydelse – ud over den, der kan ligge i at blande sig i kommunens sagsbehandling af borgerne. Bautrup, som civilt er socialrådgiver, er formand for Børne- og Ungeudvalget, som blandt andet ser på tunge sociale sager med tvangsfjernelser med videre.
Hun opfattes ikke mindst af sine egne som en selvpromoverende populist helt uden sidestykke. Ikke engang den tidligere partifælle – og nu DF’er – Finn Rudaizky – som ofte har stået skulder ved skulder med Bautrup – blegner i den sammenhæng.
Ingen konkret eksklusionsårsag
Eksklusionen af Bautrup har efter sigende ingen egentlig aktuel eller konkret årsag, hvilket omvendt virker noget mystisk. Det kan tale for hendes egen forklaring for eksklusionen nemlig den, at Ritt Bjerregaard er magtfuldkommen, vil bestemme alt og som nu efter årelang chikane i stedet har villet skille sig af med Bautrup.
Bautrup er i øvrigt nu den fjerde socialdemokrat, som siden valget i 2005 forlader Socialdemokratiet »ad bagvejen«. Knapt var stemmerne talt op, før Finn Rudaizky og senere tidligere miljø- og forsyningsborgmester Winnie – »Lille Winnie« – Berndtsson forlod S for hver især at tilbyde sig hos de borgerlige. Disse spring kostede Socialdemokraterne en borgmesterpost. Siden forlod »Store Winnie« alias tidligere socialborgmester Winnie Larsen-Jensen S-gruppen. Fælles for dem alle var, at de følte sig tilsidesat og »kørt over« af overborgmesteren.
Frihjul forbudt
Hvis man køber denne forklaring, så vil man formentlig også lægge mærke til, at Socialdemokraterne har opstillingsmøde den 28. marts i år, og det vil være en lettelse uden lige for overborgmesteren og ikke mindst partiet ikke længere at skulle tage hensyn til Bautrup. Samtidig sender man også et kraftigt signal til øvrige gruppefæller om, at illoyalitet mod gruppen – og Ritt Bjerregaard – ikke længere, hverken vil blive tolereret eller kan betale sig.
S-toppen har helt sikkert villet undgå en farcelignende konstitueringsfase ligesom efter sidste valg, og de fjerner netop dette usikkerhedsmoment ved netop at smide Bautrup ud af gruppen i god tid inden valget. Desuden indgår det formentlig også i den kolde kalkyle, at Bautrups exit vil interessere de færreste vælgere, når man når til valgkampen.
Ændrede spilleregler
I Bautrups optik er eksklusionen ydermere et direkte anslag mod hendes ytringsfrihed og handlefrihed som politiker. Hun henviser til, at man som lokalpolitiker altid har kunnet drøfte emner, besparelser med videre, før de blev vedtaget. I Bautrups version køres gruppemøderne som et gummistempel for Ritt Bjerregaards prioriteringer, og det tidligere S-gruppemedlem henviser til, at hun blev forhindret i at få ordet på gruppemøderne. En analyse er, at Bautrup spiller efter »de gamle spilleregler« i københavnsk politik, hvorimod resten af gruppefællerne spiller »efter de nye spilleregler«, som går ud på, at drøftelserne udelukkende sker inden døre i gruppen – og ikke så meget i pressen – som ellers er Bautrups speciale. Den centrale politiske S-ledelse er grundlæggende ikke meget for at lade sig påvirke af krav fra interessegrupper og af politikere, som forsøger at få lidt goodwill på kontoen hos de samme interessegrupper. Omvendt ser Bautrup sig selv som en tillidsmand, der helst nøjes med på vegne af sine vælgere at stille krav til sine politiske kolleger om penge, mens hun ikke selv er kendt for at medvirke til besparelser eller i det hele taget deltage i ømtålelige prioriteringsdiskussioner om, hvor der så i stedet skal spares. Den trafik, hvor man som Bautrup har »kunnet køre på frihjul« som solist og derpå ladet sig belønne af vælgerne, har åbenbart skullet stoppes én gang for alle.
Socialdemokraternes gruppeformand Jesper Christensen afviser i øvrigt pure, at Ritt Bjerregaard står bag eksklusionen. Tværtimod henviser han til, at en enig gruppe står bag en udtalelse, der blev sendt til pressen i sidste uge, der oplister hele Bautrups lange synderegister. »Anklage-skriftet« har dog ikke nogen aktuel anledning. Man henviser i stedet til en ti år gammel sag, hvor Bautrup nægtede at stemme for budgettet, og en sag fra 2007, hvor hun truede med ikke at stemme for et budget. Umiddelbart ser det ikke ud som et tilstrækkeligt tungt grundlag at ekskludere folk på, men Bautrups problem er, at hun ikke har ret mange støtter i partiet, der kan eller vil bakke hende op i sagen. Alt i alt udstiller det hendes svage position.
Anklaget for dovenskab
S-gruppen har i det hele taget fløjlshandskerne helt af og anklager Bautrup indirekte for dovenskab ved at henvise til, at hun kun har deltaget i få BR-møder og færre gruppemøder. Den påstand afviser Bautrup, som blandt andet henviser til, at der er manipuleret med mødestatistikken.
Alt i alt kan man desværre for Bautrups politiske fremtid koge hele sagen ned til, at hun står mutters alene med sin kritik, og at resten af hendes tidligere partifæller ingen tillid har til hende – hverken personligt eller politisk. Sådan har situationen været længe. Det nye er egentlig blot, at Socialdemokraterne har draget konsekvensen af, at de længe har ønsket Bautrup hen, hvor peberet gror. Hun vil ikke blive savnet i selve Borgerrepræsentationen, når perioden rinder ud til nytår.
For Jette Bautrup, som i perioden 2001-2005 også var medlem af Folketinget, afviser blankt at »søge asyl« hos DF, ligesom de tidligere partifæller Finn Rudiazky og Karin Storgaard tidligere har gjort. Spekulationer om en eventuel optræden hos SF er heller ikke længere formelt mulige, nu da partiet har vedtaget sin opstillingsliste. Spørgsmålet er, om 61-årige Bautrup i det hele taget har lyst til at fortsætte karrieren i et andet parti. Det afviser hun i hvert fald selv.
onsdag den 4. februar 2009
Ritt skal sikre Bondams borgmesterpost
De Radikale dropper at være i opposition til overborgmesteren
Bragt i Bryggebladet nr. 2 den 3. februar 2009
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
Splittelsen i forbindelse med efterårets budgetforlig mellem Ritt Bjerregaards socialdemokrater på den ene side – og deres samarbejdspartnere De radikale og SF på den anden side – er stadig en realitet. Siden nytår har fornemmelsen på rådhuset været, at De Radikale var på vej tilbage til samarbejdet med Socialdemokraterne. Ikke fordi man har den store lyst, men fordi Klaus Bondam og de øvrige radikale har indset, at de med tidens elendige målinger for liste B næppe får en borgmesterpost efter kommunalvalget i november, med mindre Socialdemokraterne giver en hånd med og lægger mandater til i forbindelse med en konstituering, når stemmerne er talt op. De Radikale er simpelthen tvunget af omstændighederne, og derfor medvirker de nu i mindre omfang end tidligere til den yndede sport, som fornøjer både højre- og venstre-siden af Borgerrepræsentationen, hvor et flertal mest muligt bringer overborgmesterens parti i mindretal.
I den sidste tid har man set et par vellykkede forsøg på at udstille Ritt som en overborgmester, der ind imellem har svært med at få flertal for sine sager. De to sager, hvor S er kommet i mindretal, er formentlig forbigået den brede vælger-skares opmærksomhed, men konfrontationerne kan bruges til illustration af de politiske – og personlige – kløfter, som består på rådhuset.
Den ene sag handler om, at Økonomiforvaltningen – som hører under overborgmesteren – ifølge et flertal i BR uden om Socialdemokraterne nu skal betale en kompensation den såkaldte »reservationsleje« til kommunens ejendomsselskab »Københavns Ejendomme« for at reservere kommunens tomme grunde, hvor der en dag – måske – skal bygges såkaldte »billige boliger.« Sidstnævnte er som de fleste ved Ritts kuldsejlede prestigeprojekt og valgløfte fra 2005-valgkampen. Det er en ikke ukompliceret sag, som dybest set har bund i, at kommunens forvaltninger konstant slås om de økonomiske ressourcer kombineret med, at et bredt flertal af partier aldrig misser en chance for at genere Ritt Bjerregaard politisk.
Vil undgå spøgelsesbyer
I den anden sag fik et flertal – igen uden om S – udsat kommuneplanen for 2009. Det er den plan, som ligger rammene for kommunens byggeri og udvikling i år. Flertallet mente imidlertid, at man burde nedsætte tempoet med hensyn til at iværksætte planerne for nye bydele og i stedet fokusere på at færdiggøre områder som Ørestaden og Teglholmen. For ellers risikerede man at få alt for mange halvfærdige nye bydele uden skoler, institutioner, kultur- og idrætsliv, det vil sige såkaldte »spøgelsesbyer.« Hos Socialdemokraterne så man beslutningen som rent drilleri, men med uheldige konsekvenser, da det udstiller kommunen i forhold til dens samarbejdspartnere især om planlagte store byggerier. Der er flere store byggerier især i Valby, som risikerer at blive sat i stå, hvis ikke planen gennemføres. I en tid, hvor der mangler arbejdspladser i byggeriet, så er det en sag, som også nogle københavnske fagforeninger interesserer sig meget for. De vil derfor uden tvivl forsøge at lægge pres på SF og Enhedslisten i den kommende tid for at få dem til at ændre holdning, når kommuneplanen igen forelægges Borgerpræsentationen. Desuden forventer man hos S, at erhvervsfolk vil forsøge at gøre deres indflydelse gældende i forhold til de borgerlige partier.
De Radikale gik ikke med i flertallet mod Ritt, og det ses af nogle, som endnu en understregning af, at Klaus Bondam er opsat på at genoplive det gamle samarbejde med Ritt Bjerregaard. Senest i sidste uge blev der stillet en forespørgsel til overborgmesteren om sikkerheden for de såkaldte brandstofanlæg ved Prøvestenen. Det er en sag med forbindelse til det politiske skamskudte Kløvermarksbyggeri. Heller ikke i det flertal for denne forespørgsel kunne man tælle de radikale stemmer. Det ses også i sig selv som en radikal gestus til Ritt.
Rigtig strategi – forkert kandidat
Hos SF glæder man sig formentlig over de bedre og bedre meningsmålinger til partiet på landsplan.
SF’erne på Christiansborg har – som denne klumme tidligere har beskrevet – tilrettelagt en strategi for partiets spidskandidat i København, børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard. Denne strategi – som man kunne kalde for »valium-strategien« – skal Kjeldgaard læne sig tilbage, føre en positiv kampagne og helt undgå konfrontation med Ritt Bjerregaard. Med andre ord: Vælgerne skal føle sig trygge ved SF, og de må for alt i verden ikke forledes til at tro, at en stemme på SF er en stemme for splittelse mellem byens store partier i den røde blok. Nogle iagttagere ser det som »den helt rigtige strategi, men med den forkerte kandidat.« Man tror simpelthen ikke på, at Kjeldgaard kan holde sig i skindet. På et eller andet tidspunkt under valgkampen forventer man, at han går i åben konfrontation med Ritt Bjerregaard, og de to nævnte sager ser man netop som eksempler på Kjeldgaards naturlige tilbøjeligheder til at lave ballade.
K støtter havfrueflytning
Det lykkes dog også Socialdemokraterne at bryde et oprindeligt flertals modstand mod at Den Lille Havfrue flyttes til Shanghai i Kina et halvt år for at indgå i Danmarks bidrag til verdensudstillingen EXPO i 2010. De Konservative på rådhuset støtter nu planerne, som formentlig ender med at blive stemt igennem sammen Socialdemokraterne og De Radikale.
Det er ellers ikke ukontroversielt at flytte et nationalt ikon væk fra sin faste plads som turistmagnet på Langelinie. En meningsmåling fra TNS Gallup har vist, at seks ud af ti danskere synes, at flytteplanerne er en dårlig idé. Kun hver tredje er positiv.
Den manglende folkelige forståelse er sikkert blandt årsagerne til, at de borgerlige partier i nogen tid har været lorne ved planerne og i stedet foreslået at opstille en kopi på verdensudstillingen, som 75 millioner ventes at besøge.
Imidlertid er argumentet hos tilhængerne af flytningen, at når nu byen har lagt billet ind på at få verdensudstillingen i 2020, så skal man ikke nu begynde at stille sig småligt an og reelt sabotere planerne for Danmarks pavillon i Shanghai næste år. Det er et projekt skabt af arkitekt Bjarne Ingels, som i kraft af Den Lille Havfrues medvirken naturligvis fokuserer på H.C. Andersens eventyrverden – et populært tema, som også kineserne kan forholde sig til.
Der er reelle planer for EXPO 2020 i København, der handler om at lade Nordhavn blive udstillingsområde. Her vil kommunen og staten i forvejen bygge havnetunnel og metro for milliarder af kroner – men dertil kommer, at flere lande – hvis Danmark altså får værtskabet – nærmest kvit og frit vil finansiere seværdige og unikke millionbyggerier på området. Kulturborgmesteren siger, at hun anerkender synspunktet, men hun vil ikke ændre holdning. Her mener Socialdemokraterne, at der er tale om klokkeklar indrømmelse af Pia Allerslev, at hendes modstand bunder i primitiv populisme og det endelige bevis på, at Venstres leder er helt uden visioner eller format.
Den konservative støtte på rådhuset er dog ifølge rygterne også først kommet i stand, efter at partiformanden Lene Espersen, som også er økonomi- og erhvervsminister, lod skinne igennem til partifællerne på rådhuset, at de burde genoverveje sagen nøje. Det er nemlig hendes ministerium, som er med til at arbejde for Københavns EXPO-kandi-datur, og partifællerne fik formentlig at vide, at de ikke skal forvente en anden gang, at hun som nordjyde kaster sig ud i at hjælpe København, hvis ikke man nu hjælper lidt til og tillader, at man udlåner havfruen. Det signal blev åbenbart opfanget af De Konservatives leder, borgmester Mogens Lønborg på den måde, at De Konservative på rådhuset nu
Bragt i Bryggebladet nr. 2 den 3. februar 2009
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
Splittelsen i forbindelse med efterårets budgetforlig mellem Ritt Bjerregaards socialdemokrater på den ene side – og deres samarbejdspartnere De radikale og SF på den anden side – er stadig en realitet. Siden nytår har fornemmelsen på rådhuset været, at De Radikale var på vej tilbage til samarbejdet med Socialdemokraterne. Ikke fordi man har den store lyst, men fordi Klaus Bondam og de øvrige radikale har indset, at de med tidens elendige målinger for liste B næppe får en borgmesterpost efter kommunalvalget i november, med mindre Socialdemokraterne giver en hånd med og lægger mandater til i forbindelse med en konstituering, når stemmerne er talt op. De Radikale er simpelthen tvunget af omstændighederne, og derfor medvirker de nu i mindre omfang end tidligere til den yndede sport, som fornøjer både højre- og venstre-siden af Borgerrepræsentationen, hvor et flertal mest muligt bringer overborgmesterens parti i mindretal.
I den sidste tid har man set et par vellykkede forsøg på at udstille Ritt som en overborgmester, der ind imellem har svært med at få flertal for sine sager. De to sager, hvor S er kommet i mindretal, er formentlig forbigået den brede vælger-skares opmærksomhed, men konfrontationerne kan bruges til illustration af de politiske – og personlige – kløfter, som består på rådhuset.
Den ene sag handler om, at Økonomiforvaltningen – som hører under overborgmesteren – ifølge et flertal i BR uden om Socialdemokraterne nu skal betale en kompensation den såkaldte »reservationsleje« til kommunens ejendomsselskab »Københavns Ejendomme« for at reservere kommunens tomme grunde, hvor der en dag – måske – skal bygges såkaldte »billige boliger.« Sidstnævnte er som de fleste ved Ritts kuldsejlede prestigeprojekt og valgløfte fra 2005-valgkampen. Det er en ikke ukompliceret sag, som dybest set har bund i, at kommunens forvaltninger konstant slås om de økonomiske ressourcer kombineret med, at et bredt flertal af partier aldrig misser en chance for at genere Ritt Bjerregaard politisk.
Vil undgå spøgelsesbyer
I den anden sag fik et flertal – igen uden om S – udsat kommuneplanen for 2009. Det er den plan, som ligger rammene for kommunens byggeri og udvikling i år. Flertallet mente imidlertid, at man burde nedsætte tempoet med hensyn til at iværksætte planerne for nye bydele og i stedet fokusere på at færdiggøre områder som Ørestaden og Teglholmen. For ellers risikerede man at få alt for mange halvfærdige nye bydele uden skoler, institutioner, kultur- og idrætsliv, det vil sige såkaldte »spøgelsesbyer.« Hos Socialdemokraterne så man beslutningen som rent drilleri, men med uheldige konsekvenser, da det udstiller kommunen i forhold til dens samarbejdspartnere især om planlagte store byggerier. Der er flere store byggerier især i Valby, som risikerer at blive sat i stå, hvis ikke planen gennemføres. I en tid, hvor der mangler arbejdspladser i byggeriet, så er det en sag, som også nogle københavnske fagforeninger interesserer sig meget for. De vil derfor uden tvivl forsøge at lægge pres på SF og Enhedslisten i den kommende tid for at få dem til at ændre holdning, når kommuneplanen igen forelægges Borgerpræsentationen. Desuden forventer man hos S, at erhvervsfolk vil forsøge at gøre deres indflydelse gældende i forhold til de borgerlige partier.
De Radikale gik ikke med i flertallet mod Ritt, og det ses af nogle, som endnu en understregning af, at Klaus Bondam er opsat på at genoplive det gamle samarbejde med Ritt Bjerregaard. Senest i sidste uge blev der stillet en forespørgsel til overborgmesteren om sikkerheden for de såkaldte brandstofanlæg ved Prøvestenen. Det er en sag med forbindelse til det politiske skamskudte Kløvermarksbyggeri. Heller ikke i det flertal for denne forespørgsel kunne man tælle de radikale stemmer. Det ses også i sig selv som en radikal gestus til Ritt.
Rigtig strategi – forkert kandidat
Hos SF glæder man sig formentlig over de bedre og bedre meningsmålinger til partiet på landsplan.
SF’erne på Christiansborg har – som denne klumme tidligere har beskrevet – tilrettelagt en strategi for partiets spidskandidat i København, børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard. Denne strategi – som man kunne kalde for »valium-strategien« – skal Kjeldgaard læne sig tilbage, føre en positiv kampagne og helt undgå konfrontation med Ritt Bjerregaard. Med andre ord: Vælgerne skal føle sig trygge ved SF, og de må for alt i verden ikke forledes til at tro, at en stemme på SF er en stemme for splittelse mellem byens store partier i den røde blok. Nogle iagttagere ser det som »den helt rigtige strategi, men med den forkerte kandidat.« Man tror simpelthen ikke på, at Kjeldgaard kan holde sig i skindet. På et eller andet tidspunkt under valgkampen forventer man, at han går i åben konfrontation med Ritt Bjerregaard, og de to nævnte sager ser man netop som eksempler på Kjeldgaards naturlige tilbøjeligheder til at lave ballade.
K støtter havfrueflytning
Det lykkes dog også Socialdemokraterne at bryde et oprindeligt flertals modstand mod at Den Lille Havfrue flyttes til Shanghai i Kina et halvt år for at indgå i Danmarks bidrag til verdensudstillingen EXPO i 2010. De Konservative på rådhuset støtter nu planerne, som formentlig ender med at blive stemt igennem sammen Socialdemokraterne og De Radikale.
Det er ellers ikke ukontroversielt at flytte et nationalt ikon væk fra sin faste plads som turistmagnet på Langelinie. En meningsmåling fra TNS Gallup har vist, at seks ud af ti danskere synes, at flytteplanerne er en dårlig idé. Kun hver tredje er positiv.
Den manglende folkelige forståelse er sikkert blandt årsagerne til, at de borgerlige partier i nogen tid har været lorne ved planerne og i stedet foreslået at opstille en kopi på verdensudstillingen, som 75 millioner ventes at besøge.
Imidlertid er argumentet hos tilhængerne af flytningen, at når nu byen har lagt billet ind på at få verdensudstillingen i 2020, så skal man ikke nu begynde at stille sig småligt an og reelt sabotere planerne for Danmarks pavillon i Shanghai næste år. Det er et projekt skabt af arkitekt Bjarne Ingels, som i kraft af Den Lille Havfrues medvirken naturligvis fokuserer på H.C. Andersens eventyrverden – et populært tema, som også kineserne kan forholde sig til.
Der er reelle planer for EXPO 2020 i København, der handler om at lade Nordhavn blive udstillingsområde. Her vil kommunen og staten i forvejen bygge havnetunnel og metro for milliarder af kroner – men dertil kommer, at flere lande – hvis Danmark altså får værtskabet – nærmest kvit og frit vil finansiere seværdige og unikke millionbyggerier på området. Kulturborgmesteren siger, at hun anerkender synspunktet, men hun vil ikke ændre holdning. Her mener Socialdemokraterne, at der er tale om klokkeklar indrømmelse af Pia Allerslev, at hendes modstand bunder i primitiv populisme og det endelige bevis på, at Venstres leder er helt uden visioner eller format.
Den konservative støtte på rådhuset er dog ifølge rygterne også først kommet i stand, efter at partiformanden Lene Espersen, som også er økonomi- og erhvervsminister, lod skinne igennem til partifællerne på rådhuset, at de burde genoverveje sagen nøje. Det er nemlig hendes ministerium, som er med til at arbejde for Københavns EXPO-kandi-datur, og partifællerne fik formentlig at vide, at de ikke skal forvente en anden gang, at hun som nordjyde kaster sig ud i at hjælpe København, hvis ikke man nu hjælper lidt til og tillader, at man udlåner havfruen. Det signal blev åbenbart opfanget af De Konservatives leder, borgmester Mogens Lønborg på den måde, at De Konservative på rådhuset nu
Abonner på:
Opslag (Atom)
