Efterårets valgkamp skudt i gang med heftig kritik.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Bragt i Bryggebladet nr. 11 2009 den 18. august 2009
Sommeren er overstået, og de københavnske politikere er vendt tilbage til en rigtig skrap politisk sæson. Efteråret 2009 byder på et særligt spændende valgår, hvor en række borgmestre risikerer at stå til udskiftning. Overborgmester Ritt Bjerregaard (S) har for længst meldt sin afgang, men især den radikale teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam er næsten sikker på som minimum at skulle afgive sit borgmesterområde. Den konservative Mogens Lønborg og Enhedslistens Mikkel Warming kan også være på vippen, mens SF’s Bo Asmus Kjeldgaard og Venstres Pia Allerslev bør være nogenlunde sikre på at kunne fortsætte, men måske på andre områder. Socialdemokraternes overborgmesterkandidat Frank Jensen (S) bør være sikker på at få en borgmesterpost og er fortsat det klart bedste bud på en ny overborgmester. Det er dog ikke sikkert, at integrationsborgmester Jakob Hougaard (S) får lov at fortsætte. Et dårligt eller et godt personligt stemmetal til den unge borgmester vil formentlig være en klar indikator for, om Frank Jensen skal lade Hougaard få endnu en periode, eller om nye kræfter blandt socialdemokraterne skal have chancen. Her samler interessen sig mest om den kun 26-årige politiske ordfører og statskundskabsstuderende Anne Vang, som ifølge S-kilder går målrettet efter at blive borgmester.
Bondam sommerens skydeskive
Klaus Bondam har haft en mediemæssig katastrofal sommer. I juli blev han mødt med heftig kritik af, at han lod skatteborgerne betale 10.000 kroner for hans og en række embedsmænds deltagelse i en cykeltur til Paris for cykelholdet Team Rynkeby, der indsamler penge til Børnecancer-fonden. Bondam hævdede, at kommunen skulle afholde udgifterne, fordi cykelturen skabte opmærksomhed om kommunens cykelpolitik, som længe har været Bondams personlige mærkesag. Bondam blev imidlertid mødt med massiv kritik fra medierne og andre politikere. Mest opsigtsvækkende var den manglende støtte fra Bondams egen gruppeformand på rådhuset, Manu Sareen. Sagen endte med, at den radikale borgmester måtte krybe til korset og hoste op med pengene til rejseudgifterne af egen lomme. En ulykke kommer dog sjældent alene. For sidst i juli kom det frem, at der var store problemer med økonomistyringen i Bondams forvaltning. Det viste sig ved, at regninger fra flere år tilbage var forblevet ubetalte, og en revisionsrapport fra revisionsfirmaet Deloitte talte om »alvorlige problemer« med rod i regnskaber, bogholderiet og økonomistyringen. Borgmesteren havde siden foråret 2008 kendt til og også siden handlet i sagen. Han forklarede, at problemerne var opstået i forbindelse med sammenlægningen af to forvaltninger til den nuværende enhed. Tilliden til, at Bondams besidder det store forkromede overblik over sin forvaltning, blev dog næppe øget med borgmesterens forunderlige forklaring, at han først blev klar over problemerne ved en tilfældighed, nemlig da hans – af kommunen betalte – avis udeblev hjemme på privaten. Avisregningen var helt enkelt ikke blevet betalt. Efterfølgende haglede kritikken ned over Bondam, som uden tvivl har fået den dårligt tænkelige start på valgkampen. Det sker oven i på et tidspunkt, hvor de Radikale i forvejen ligger mere end rigtig skidt i meningsmålingerne på landsplan.
Bondam har i øvrigt allerede offentligt erkendt, at det bliver opad bakke, hvis de Radikale skal fastholde deres borgmesterpost efter kommunalvalget. Sidst fik Bondam næsten 12.000 personlige stemmer, mens de Radikale fik 11,8 procent af stemmerne i København.
Søvndal dumper Kjeldgaard
SF’s Bo Asmus Kjeldgaard har fået skudt sin politiske sæson i gang med at løbe ind i to store ydmygelser. Først kunne hans egen partiformand Villy Søvndal under partiets sommergruppemøde ikke klart anbefale Kjeldgaard som Københavns næste overborgmester. Det er en ret usædvanlig melding fra en partileder. Det er ifølge Søvndal tilsyneladende nok, at SF får et godt valg i hovedstaden. I sidste ende kan en klar anbefaling fra Søvndal være ligegyldig. Kjeldgaard har ikke mange støtter, hverken i sit eget bagland eller blandt politiske kolleger på rådhuset, som igennem lang tid har regnet ham for at være gennemført upålidelig. Men det sender et signal til omverden og især vælgere og pressen, at Søvndal ikke regner Kjeldgaard for at være en seriøs kandidat til overborgmesterposten. Kjeldgaard lægger ikke selv skjul på, at han er selvskreven til jobbet. Alle er klar over, at Søvndal i sin tid ønskede MF Anne Baastrup som SF’s spidskandidat. Imidlertid ville partimedlemmerne i København det anderledes, da Kjeldgaard knebent og overraskende vandt urafstemningen i maj sidste år. På rådhuset går der p.t. rygter om meningsmålinger, som SF har fået lavet, der skulle vise, at cirka 30 procent af københavnerne vil stemme på liste F. Søvndals motiv kan derfor også være, at han ikke ønsker kurrer på tråden i den stærke alliance, som han har fået smedet med Socialdemokraterne på Christiansborg, hvis nu S i København skulle gå hen og miste overborgmesterposten til SF. Med andre ord er Kjeldgaards drømme om overborgmesterstolen fuldstændig underordnet Søvndal og SF’s planer om regeringsdeltagelse under en S-statsminister, hvis oppositionen til den tid vinder det næste folketingsvalg.
Kjeldgaards kasse igen tom
August har indtil videre ikke været Bo Asmus Kjeldgaards måned. I sidste uge kom det frem, at Børne- og Ungdomsforvaltningen mangler cirka 143 millioner kroner i kassen for at få økonomien til at hænge sammen. Det pludselige »underskud« kommer ovenpå, at der tidligere har vist sig pludseligt overforbrug, man har skullet have dækket hos kommunens magtfulde Økonomiudvalg, der så har måttet lette på låget til kommunens pengekiste i form af særbevillinger. Kjeldgaard har hidtil forklaret de økonomiske problemer med en tidligere bevidst underfinansiering af børne- og ungdomsområdet fra Økonomiudvalgets side, og at kommunen har stigende udgifter på grund af et uforudset stigende børnetal. Hans kritikere mener derimod, at Kjeldgaard ikke evner at tage et ansvar, men evig og altid sender problemerne videre til Økonomiudvalget, der igen og igen må hoste op med ekstra penge. Alene i år har Børne- og Ungdomsforvaltningen ved tre ekstraordinære bevillinger fået i alt tilført en halv milliard kroner ved tre ekstraordinære bevillinger.
Nogle kritikere mener, at Kjeldgaard hverken tør spare eller effektivisere tilstrækkeligt i sin afdeling, fordi han ikke tør lægge sig ud med fagforeningerne. SF-borgmesterens egen forvaltning har foreslået, at man finder nogle af pengene ved at inddrage en del af det overskud, som daginstitutionerne selv har sparet sammen til særlige formål og forbedringer. Ingen forventer, at personaleorganisationerne vil klappe af et sådant forslag, der formentlig risikerer at erodere tilskyndelsen i institutionerne til at opspare ressourcer i det daglige. Men hvis alternativet er at skære i driften, så accepterer medarbejderne, ifølge forvaltningen, det som det mindste onde af de to.
Underskuddet på de 143 millioner kroner har ikke alene bund i det voksende børnetal, men er fremkommet ved, at en række andre udgifter er blevet større end forudset. I Børne- og Ungdomsforvaltningen afviser man, at man har ualmindeligt store problemer med økonomistyringen. Tværtimod ser Kjeldgaards forvaltning det netop som »rettidig omhu«, at der er styr på økonomien, når man i god tid melder ud, at man kommer til at mangle penge. 143 millioner kroner er mange penge, men ikke når man ser på Børne- og Ungdomsforvaltningens uforholdsmæssig store andel af kommunens budget. Rigtig eller forkert. Det bliver op ad bakke at forklare vælgerne. Til syvende og sidste er det SF-borgmesteren, der sidder med ansvaret, og han vil frem mod kommunalvalget i november selvsagt være under heftig beskydning fra både de borgerlige, socialdemokraterne, med flere. De vil utvivlsomt igen og igen stille vælgerne spørgsmålet: Bo Asmus Kjeldgaard har med sin embedsførelse til fulde bevist, at han ikke kan styre økonomien i sin forvaltning. Og nu vil han så oveni være overborgmester?
Fælles aktion
Kjeldgaards forvaltning slås i øvrigt med at finde 700 ekstra vuggestuepladser til alle de nye københavnere, der pludselig er dukket op som følge af det, som nogle betegner som »efterkrigstidens største babyboom i hovedstaden«. I onsdags foreslog forvaltningen så den løsning, at hver vuggestue pressede et ekstra barn ind på hver af stuerne, så der blev 13. Den ansvarlige borgmester ville imidlertid ikke vide af forvaltningens forslag, og – noget usædvanligt – nægtede han at stemme for forslaget, mens han klart udtrykte forventning om, at resten af udvalget løste denne opgave for ham. Det vil sige, et flertal stemte for, sådan at han bagefter kunne stå med de rene hænder. Kjeldgaard gjorde imidlertid regning uden vært. I en fælles aktion stemte udvalget forvaltningens forslag ned. De øvrige rådhuspolitikere nægtede at løse Kjeldgaards problem, uden at han selv påtog sig et medansvar. Iagttagere på rådhuset ser netop dette som et stjerneeksempel på, at mange rådhuspolitikere – på tværs af de politiske partier – opfatter Kjeldgaard som uegnet som overborgmester.
mandag den 17. august 2009
tirsdag den 23. juni 2009
Slut med de fede år
BAG KULISSERNE
Bragt i Bryggebladet nr. 10 den 23. juni 2009.
Af Jarl Cordua
Rådhuset er på vej på sommerferie, men med en bevidsthed om at årets budgetslag allerede begynder i anden uge af august. Men i modsætning til tidligere år bugner kommunekassen ikke som i forne tider af penge. »Det er slut med de fede år.« Sådan lød kommunens administrerende direktør Claus Juhls »indgangsbøn« ved forårets såkaldte budgetseminar for kommunens Økonomiudvalg, hvor alle de ledende politikere og borgmestre har sæde.
Med andre ord: I år har kommunen ikke ekstraindtægter, som den kan dele ud af, og det bliver derfor sværere for de enkelte borgmestre at få penge til hver af deres nye projekter, som måske skal bruges til at profilere dem i efterårets valgkamp. Det gør det måske mindre attraktivt for nogle af partierne at gå med i budgetforlig, når der ikke er lagt op til en gavebod.
Gensyn med »Grønthøsteren«?
Ritt Bjerregaard har i de andre år benyttet sig af en særlig måde til at få partierne til at gå med hende i budgetforlig. Hun opstillede dog den betingelse, at de enkelte fagborgmestre ved hjælp af en såkaldt »grønthøster« selv skulle finde to procents besparelser i hver af deres forvaltninger, som så gik ind i den store pulje, som kunne bruges på nye tiltag. »Prioriteringsrummet« hed denne samlede store sum penge, og kun de partier, som bidrog til besparelser, fik lov til at få del i midlerne.
Imidlertid har kommunen valgt at droppe metoden med »grønthøsteren« og »prioriteringsrummet«. I stedet mente Socialdemokraterne at spille ud med, at man i stedet fandt besparelser på op mod 177 millioner kroner ved at fjerne såkaldt »dobbeltadministration« i kommunen. Det er det beløb, som konsulenter fra Rambøll Management har regnet ud, at der kan spares, hvis man sammenlægger administration på tværs af kommunens syv forvaltningsenheder. Imidlertid stod Socialdemokraterne helt alene med forslaget, da det kom på dagsordenen på sidste uges økonomiudvalgsmøde. Alle andre vendte tommelfingeren nedad.
Spørger man Socialdemokraterne, så skyldes modstanden, at bureaukraterne (det vil sige de øvrige partiers borgmestre) ønsker at beskytte deres »kongedømmer« (det vil sige deres forvaltningsenheder). De andre partier ser forslaget, som Socialdemokraternes forsøg på at indføre en ny styreform via bagdøren, og at det er urealistisk, at man kan have et fælles sekretariat med videre for alle syv borgmestre, da det i sidste ende kun vil styrke overborgmesteren på bekostning af de øvrige fagborgmestre. Til gengæld vil de borgerlige partier gerne finde penge ved at effektivisere på anden vis. Måske ved at genindføre »grønthøsteren« og »prioriteringsrummet«.
Udgifter stiger
Hvordan skaffer man så ellers penge til fordeling? Tjah. Kommunen har i kraft af regeringens aftale med Kommunernes Landsforening lige fået 200 millioner fra staten til at bygge nye anlæg (bygninger med videre) for. De penge er der hårdt brug for, for kommunens indbyggertal stiger for tiden med 1000 nye københavnerne hver måned.
Det skaber selvsagt et stort pres for at bygge flere skoler og daginstitutioner, som der er stort behov for. Kommunens indtægter er for nedadgående, fordi krisen skaber flere arbejdsløse, der betaler mindre i skat, og samtidig stiger udgifterne, når flere skal leve af overførselsindkomster finansieret af kommunekassen. I de sidste par år har hovedparten af kommunens ekstraindtægter gået til at finansiere de stigende udgifter i SF-borgmester Bo Asmus Kjeldgaards Børne- og Ungdomsforvaltning, som der er stor enighed om har det største behov for at få tilført flere midler. Til gengæld er der også udbredt enighed om, at Kjeldgaards forvaltning er for ineffektiv.
Kommunens skoler er således landets dyreste i drift, og daginstitutionspladserne er 50 procent dyrere end det, de i gennemsnit koster i landets seks andre større byer. Kjeldgaard afviser rutinemæssigt, at der skulle være nogle problemer, men er ikke desto mindre nu sat »under administration« af et flertal i Økonomiudvalget. Det vil i praksis sige, at en flok eksterne revisorer overvåger, hvordan Børne- og Ungdomsforvaltningen bruger pengene. Kjeldgaard har dog selv meldt ud, at forvaltningen skal bruge 1,9 milliarder kroner til nye daginstitutioner med videre de næste fire år, hvis Børne- og Ungdomsforvaltningen skal kunne imødekomme efterspørgslen fra de mange nye københavnere. Det ligger derfor til, at uanset hvem, der kommer med i budgetforliget, så ender det igen med, at der bliver tilført betydelige midler til SF-borgmesterens forvaltning.
Ligger til et rødt forlig
Hvem vil gå med i budgetforliget til efteråret? Udgangspunktet vil som altid være, at S, SF og De Radikale finder sammen om et nyt budget og måske også med Enhedslisten. Men intet er afgjort på forhånd, og derfor afviser ingen, at Ritt kan finde på at gentage sidste års forlig med de borgerlige VKO-partier. Det, der taler imod et forlig til højre, er, at der i disse svære økonomiske tider slet ikke er de samme muligheder for at give »godbidder« til de borgerlige som sidste år.
Det ser heller ikke godt ud hos de overvejende centrum-venstre-vælgere i byen, hvis Socialdemokraterne i et valgår, og når S-SF er blevet til en fasttømret alliance på Christiansborg, så pludselig laver forlig med VKO uden om SF. Til gengæld har Ritt Bjerregaard ikke megen personlig fidus til Bo Asmus Kjeldgaard, som ikke mindst af flere socialdemokrater opfattes som noget nær politisk utilregnelig.
Ingen forestiller sig dog, at S ikke i det mindste først forsøger at samle den gamle ABF-alliance bag et forlig. Endelig har Kjeldgaard, formentlig efter råd fra Villy Søvndals spinfolk, længe haft skruet helt ned for den indimellem noget skingre kritik af Socialdemokraterne. Målt på SF’s opbakning i byen lige p.t. så er det en god strategi. Ved det nyligt afholdte valg til Europa-parlamentet stemte flere vælgere i hovedstaden SF end S.
Ritt planlægger exit
Ritt selv går for tiden under øgenavne som »Dead-woman-walking« og »Ritt Hvem«, fordi omgivelserne fornemmer, at bydronningen er begyndt at resignere i det daglige. Den afgående overborgmester tager ikke slagsmål nu, som hun ellers hjertens gerne ville have udkæmpet for bare få måneder siden, lyder vurderingen flere steder på rådhuset.
Hun forventes heller ikke at tage del i sin efterfølger som S-spidskandidat Frank Jensens forestående valgkamp. Ritt Bjerregaards fokus er derfor i stedet at få afleveret byen i en god stand og nå at få sat sine personlige aftryk blandt andet ved at involvere sig i indførelsen af en sund madordning for byens skolebørn og daginstitutioner.
I efteråret er København vært for to store internationale begivenheder: Den Internationale Olympiske Komités (IOC) kongres, hvor blandt andre kronprins Frederik forventes at blive valgt ind i IOC. Senere på året i december finder klimatopmødet sted i Bella Center, hvor alverdens toppolitikere vil strømme til. Blandt de allersidste billeder fra Ritt Bjerregaards tid som overborgmester kan meget vel være et, der viser situationen, hvor hun giver hånd til USA’s præsident Barack Obama og byder ham velkommen til byen. Ikke noget dårligt punktum for en lang og stor politisk karriere.
Bragt i Bryggebladet nr. 10 den 23. juni 2009.
Af Jarl Cordua
Rådhuset er på vej på sommerferie, men med en bevidsthed om at årets budgetslag allerede begynder i anden uge af august. Men i modsætning til tidligere år bugner kommunekassen ikke som i forne tider af penge. »Det er slut med de fede år.« Sådan lød kommunens administrerende direktør Claus Juhls »indgangsbøn« ved forårets såkaldte budgetseminar for kommunens Økonomiudvalg, hvor alle de ledende politikere og borgmestre har sæde.
Med andre ord: I år har kommunen ikke ekstraindtægter, som den kan dele ud af, og det bliver derfor sværere for de enkelte borgmestre at få penge til hver af deres nye projekter, som måske skal bruges til at profilere dem i efterårets valgkamp. Det gør det måske mindre attraktivt for nogle af partierne at gå med i budgetforlig, når der ikke er lagt op til en gavebod.
Gensyn med »Grønthøsteren«?
Ritt Bjerregaard har i de andre år benyttet sig af en særlig måde til at få partierne til at gå med hende i budgetforlig. Hun opstillede dog den betingelse, at de enkelte fagborgmestre ved hjælp af en såkaldt »grønthøster« selv skulle finde to procents besparelser i hver af deres forvaltninger, som så gik ind i den store pulje, som kunne bruges på nye tiltag. »Prioriteringsrummet« hed denne samlede store sum penge, og kun de partier, som bidrog til besparelser, fik lov til at få del i midlerne.
Imidlertid har kommunen valgt at droppe metoden med »grønthøsteren« og »prioriteringsrummet«. I stedet mente Socialdemokraterne at spille ud med, at man i stedet fandt besparelser på op mod 177 millioner kroner ved at fjerne såkaldt »dobbeltadministration« i kommunen. Det er det beløb, som konsulenter fra Rambøll Management har regnet ud, at der kan spares, hvis man sammenlægger administration på tværs af kommunens syv forvaltningsenheder. Imidlertid stod Socialdemokraterne helt alene med forslaget, da det kom på dagsordenen på sidste uges økonomiudvalgsmøde. Alle andre vendte tommelfingeren nedad.
Spørger man Socialdemokraterne, så skyldes modstanden, at bureaukraterne (det vil sige de øvrige partiers borgmestre) ønsker at beskytte deres »kongedømmer« (det vil sige deres forvaltningsenheder). De andre partier ser forslaget, som Socialdemokraternes forsøg på at indføre en ny styreform via bagdøren, og at det er urealistisk, at man kan have et fælles sekretariat med videre for alle syv borgmestre, da det i sidste ende kun vil styrke overborgmesteren på bekostning af de øvrige fagborgmestre. Til gengæld vil de borgerlige partier gerne finde penge ved at effektivisere på anden vis. Måske ved at genindføre »grønthøsteren« og »prioriteringsrummet«.
Udgifter stiger
Hvordan skaffer man så ellers penge til fordeling? Tjah. Kommunen har i kraft af regeringens aftale med Kommunernes Landsforening lige fået 200 millioner fra staten til at bygge nye anlæg (bygninger med videre) for. De penge er der hårdt brug for, for kommunens indbyggertal stiger for tiden med 1000 nye københavnerne hver måned.
Det skaber selvsagt et stort pres for at bygge flere skoler og daginstitutioner, som der er stort behov for. Kommunens indtægter er for nedadgående, fordi krisen skaber flere arbejdsløse, der betaler mindre i skat, og samtidig stiger udgifterne, når flere skal leve af overførselsindkomster finansieret af kommunekassen. I de sidste par år har hovedparten af kommunens ekstraindtægter gået til at finansiere de stigende udgifter i SF-borgmester Bo Asmus Kjeldgaards Børne- og Ungdomsforvaltning, som der er stor enighed om har det største behov for at få tilført flere midler. Til gengæld er der også udbredt enighed om, at Kjeldgaards forvaltning er for ineffektiv.
Kommunens skoler er således landets dyreste i drift, og daginstitutionspladserne er 50 procent dyrere end det, de i gennemsnit koster i landets seks andre større byer. Kjeldgaard afviser rutinemæssigt, at der skulle være nogle problemer, men er ikke desto mindre nu sat »under administration« af et flertal i Økonomiudvalget. Det vil i praksis sige, at en flok eksterne revisorer overvåger, hvordan Børne- og Ungdomsforvaltningen bruger pengene. Kjeldgaard har dog selv meldt ud, at forvaltningen skal bruge 1,9 milliarder kroner til nye daginstitutioner med videre de næste fire år, hvis Børne- og Ungdomsforvaltningen skal kunne imødekomme efterspørgslen fra de mange nye københavnere. Det ligger derfor til, at uanset hvem, der kommer med i budgetforliget, så ender det igen med, at der bliver tilført betydelige midler til SF-borgmesterens forvaltning.
Ligger til et rødt forlig
Hvem vil gå med i budgetforliget til efteråret? Udgangspunktet vil som altid være, at S, SF og De Radikale finder sammen om et nyt budget og måske også med Enhedslisten. Men intet er afgjort på forhånd, og derfor afviser ingen, at Ritt kan finde på at gentage sidste års forlig med de borgerlige VKO-partier. Det, der taler imod et forlig til højre, er, at der i disse svære økonomiske tider slet ikke er de samme muligheder for at give »godbidder« til de borgerlige som sidste år.
Det ser heller ikke godt ud hos de overvejende centrum-venstre-vælgere i byen, hvis Socialdemokraterne i et valgår, og når S-SF er blevet til en fasttømret alliance på Christiansborg, så pludselig laver forlig med VKO uden om SF. Til gengæld har Ritt Bjerregaard ikke megen personlig fidus til Bo Asmus Kjeldgaard, som ikke mindst af flere socialdemokrater opfattes som noget nær politisk utilregnelig.
Ingen forestiller sig dog, at S ikke i det mindste først forsøger at samle den gamle ABF-alliance bag et forlig. Endelig har Kjeldgaard, formentlig efter råd fra Villy Søvndals spinfolk, længe haft skruet helt ned for den indimellem noget skingre kritik af Socialdemokraterne. Målt på SF’s opbakning i byen lige p.t. så er det en god strategi. Ved det nyligt afholdte valg til Europa-parlamentet stemte flere vælgere i hovedstaden SF end S.
Ritt planlægger exit
Ritt selv går for tiden under øgenavne som »Dead-woman-walking« og »Ritt Hvem«, fordi omgivelserne fornemmer, at bydronningen er begyndt at resignere i det daglige. Den afgående overborgmester tager ikke slagsmål nu, som hun ellers hjertens gerne ville have udkæmpet for bare få måneder siden, lyder vurderingen flere steder på rådhuset.
Hun forventes heller ikke at tage del i sin efterfølger som S-spidskandidat Frank Jensens forestående valgkamp. Ritt Bjerregaards fokus er derfor i stedet at få afleveret byen i en god stand og nå at få sat sine personlige aftryk blandt andet ved at involvere sig i indførelsen af en sund madordning for byens skolebørn og daginstitutioner.
I efteråret er København vært for to store internationale begivenheder: Den Internationale Olympiske Komités (IOC) kongres, hvor blandt andre kronprins Frederik forventes at blive valgt ind i IOC. Senere på året i december finder klimatopmødet sted i Bella Center, hvor alverdens toppolitikere vil strømme til. Blandt de allersidste billeder fra Ritt Bjerregaards tid som overborgmester kan meget vel være et, der viser situationen, hvor hun giver hånd til USA’s præsident Barack Obama og byder ham velkommen til byen. Ikke noget dårligt punktum for en lang og stor politisk karriere.
onsdag den 10. juni 2009
De Radikale skærper profilen overfor SF
Klaus Bondam gør sig klar til tiden efter Ritt Bjerregaard.
Bragt i Bryggebladet nr 9. den 9. juni 2009
Af Jarl Cordua
BAG KULISSERNE
Selvom Ritt Bjerregaards tid først rinder ud til nytår, så er de af rådhusets politikere, som skal genvælges, i gang med at positionere sig og forberede sig til tiden, der følger efter, den nuværende overborgmester har forladt rådhuset. I løbet af den sidste måneds tid har to sager på vidt forskellig vis vist, at især De Radikale ruster sig til valgkampen, hvor man bliver presset af SF’s fremgang og som lille parti på udsigt efter nye alliancepartnere.
Bondam pludselig for parkeringshus
Forleden dag så man pludse-lig, at den radikale teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam vende på en tallerken i den opsigtsvækkende sag om, hvorvidt kommunen etablerer et underjordisk parkeringshus ved Kvæsthusbroen, som er stedet, hvor det nye skuespilhus ligger.
Hidtil har Bondam og Ritt Bjerregaard været imod et parkeringshus på stedet, selvom kommunen dermed render fra et tilsagn tilbage fra 2001 til staten, hvor parterne lavede aftalen om at bygge skuespilhuset. I dag er huset for længst opført, mens parkeringshuset mangler grundet modstand fra et flertal bestående af venstrefløjen, De Radikale og Socialdemokraterne. Men nu har der med Bondams kovending, vist sig »sprækker i betonen«.
»På Kvæsthusbroen skal der sikres adgang og oplevelser ved vandet ved at danne: En folkelig plads, udnyttelse af Kvæsthusgraven, et underjordisk parkeringshus med adgang for beboere i området samt nedlæggelse af et tilsvarende antal gadeparkeringpladser«, skrev Bondam i en pressemeddelelse den 26. maj.
Radikalt farvel til antibilismen
Udmeldingen ser nogle iagttagere på rådhuset som, at Bondam så småt er i gang med at frigøre sig fra sin konsekvente antibilisme. Men det ses også som et tegn på, at De Radikales leder forbereder sig på en tid, hvor en ny socialdemokratisk overborgmester måske har andre holdninger til et parkeringshus end Bjerregaard, som personligt var ivrig modstander, hvorfor Socialdemokraterne var imod. Frank Jensen, som var justitsminister i den SR-regering, der i sin tid indgik aftalen med kommunen, dengang byen blev ledet af socialdemokraten Jens Kramer Mikkelsen, kan have andre holdninger til, at kommunen lever op til den juridiske aftale med staten. Sammen med de borgerlige kan SR måske efter et kommunalvalg sammen få løst sagen med et parkeringsan-læg ved Kvæsthusbroen. Bondam har også det problem, at han står til at miste sin teknik- og miljøborgmesterpost, som formentlig vil gå til SF’s Bo Asmus Kjeldgaard. Det kan en konstitueringsaftale efter valget med Frank Jensen og Socialdemokraterne og de borgerlige måske i heldigste fald ændre på. I realiteten tyder alle meningsmålinger dog på, at De Radikale skal prise sig lykkelige over i det hele taget at få en borgmesterpost.
Et andet motiv for Bondams pludselige holdningsændring kan være, at den radikale borgmester har erkendt, at hans »cyklerne ind og bilerne ud-strategi« tilsyneladende ikke giver pote hos vælgerne, som foretrækker SF. Blandt De Radikale findes der også dem, som ikke helt forstår, at Bondam har brugt 3½ år af sin borgmestertid på at føre en krig mod bilismen, som vælgerne, hvis man skal tro meningsmålingerne, åbenbart ikke vil præmiere, når de står i stemmeboksen.
Kjeldgaards vinger skal stækkes
Det er især De Radikale og Socialdemokraterne, som ifølge målingerne og analy-ser kommer til at levere stemmer til SF’s forventede store fremgang i København ved BR-valget til november. Derfor er man især i disse to partier i særlig grad motiveret til på alle måder at få stækket SF’s spidskandidat Bo Asmus Kjeldgaards vinger og få udstillet ham som politisk set umulig, uduelig og ubrugelig. SF-borgmesteren har nemlig længe haft store problemer med at få pengene til at række i sin Børne- og Ungdomsforvaltning. Derfor blev han for en lille måneds tid siden under heftig medierabalder »sat under administration« af et bredt flertal i kommunens magtfulde Økonomiudvalg bestående af alle partier rækkende fra Enhedslisten og til DF. I praksis viste det sig ved, at økonomiudvalget pålagde SF-borgmesteren at hyre et eksternt revisionsfirma, der så skal overvåge, at Børne- og Ungdomsforvaltningen rent faktisk gennemfører de reformer af pasningsområdet, som et politisk flertal har aftalt.
SF-borgmesteren mente ikke overraskende, at han med beslutningen var blevet udsat for »lidt spin«, og at der reelt var tale om et politisk angreb på ham. Det skete med henvisning til, at hans forvaltning i forvejen har revisionsselskabet Deloitte hængende, hvis opgave det er at overvåge, hvordan den økonomiske genopretning af forvaltningen pågår.
Hatten i hånden
Børne- og Ungdomsforvaltningen har i de sidste par år haft store underskud, fordi kommunen ikke har kunnet forudse, hvor mange børn, der har haft behov for skole og daginstitution. Det er resulteret i, at Kjeldgaard gang på gang har måttet gå til Økonomiforvaltningen med hatten i hånden efter flere penge. Senest har Økonomiforvaltningen bevilget 275 millioner kroner ekstra til børneområdet. SF-borgmesterens reaktion har hele tiden været offensiv – ved at han giver alle andre end netop ham selv og sin forvaltning skylden – for at den gang på gang ikke har kunnet løse opgaven med at finde daginstitutionspladser til pt. 1500 ekstra børn. Hvad der er set som Kjeldgaards manglende vilje til at påtage sig et politisk ansvar har irriteret og forenet hans politiske modstandere i en grad, at SF-borgmesteren står mere og mere politisk isoleret. At SF også står til stor fremgang på de øvrige partiers bekostning har næppe hjulpet på forståelsen og velviljen.
Spinkrig om Kjeldgaards eksterne revision
Den radikale Klaus Bondams udtalelser til Politiken siger formentlig alt om Kjeldgaards manglende popularitet på rådhuset:
- Problemet i dag er, at SF og Bo Asmus gør enhver økonomisk tilpasning til en konflikt mellem hans forvaltning og de øvrige partier, hvor forældre, børn og personale bliver taget som gidsler i et spørgsmål om besparelser. Det handler om, at Bo Asmus ikke længere kan undslå sig et politisk ansvar, det skal tages nu. Så kan det være, at der kan blive plads til at diskutere kvaliteten på børne- og ungeområdet i stedet for det her.
Kjeldgaard selv forsøgte at bagatellisere, at han populært sagt var »sat under administration« netop med henvisning til, at revisionsselskabet Deloitte i forvejen har deres faste gang i hans forvaltning. Det hindrede dog ikke Kjeldgaard i på selve mødet i Økonomiudvalget at gå imod forslaget om ny ekstern revision. Politiske modstandere fandt det noget underligt, at Kjeldgaard ville forhindre denne beslutning om ny ekstern revision, hvis der, som han påstår, blot var tale om en »total udramatisk beslutning« uden nyhedsværdi.
Kjeldgaard har i hvert fald siden i medierne ivrigt forsøgt at retfærdiggøre sin forvaltning og gendrive al snak om, at han er blevet sat under administration.
Konklusionen er, at der ikke bliver givet ved dørene til SF-borgmesteren, som frem mod valget i november nok ikke skal forvente nogen form for særbehandling fra hverken pressen eller politiske modstandere. Kjeldgaard bliver jaget vildt.
Radikalt genbrug
I serien om, hvem de politiske partier opstiller, mangler vi lige at komme omkring De Radikale. Partiet fik et kanonvalg i 2005 med syv mandater og blev næsten ligeså store som SF. Der skal forekomme mirakler, hvis det samme skulle ske til november. De Radikale skal formentlig være glade, hvis de slipper med en halvering af gruppen. På nær Tina Bostrup genopstiller faktisk hele holdet af nuværende radikale BR-medlemmer, som fylder op i top fem.
Øverst på listen står naturligvis teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam (45). På de efterfølgende pladser finder man således en stribe af partiets nuværende BR-medlemmer.
Det er den tidligere bryggedreng Manu Sareen (42), der også er partiets gruppe-formand, som står næst-øverst på den radikale liste. Sareen, der også arbejder som integrationskonsulent, bor fortsat på Amager med sin familie. Herefter følger Kasper Johansen som listens nr. 3. Den 39-årige folkeskolelærer har især markeret sig på skolepolitiske områder. Nr. 4 på listen er Margrethe Wivel (36), der til daglig leder et indvandrer-kvindecenter på Indre Nørrebro. Partiets kulturordfører Katrina Feilberg (30) er nr. 5 på listen. Til daglig er hun projektkonsulent i TDC’s afdeling for politisk lobbyvirksomhed.
Nr. 6 er Anna Allerslev (24), hvis portræt man for tiden kan se hænge i byens lysmaster, da hun også er kandidat til EP-valget. Hun er tidligere næstformand for Radikal Ungdom og nuværende medlem af Det Radikale Venstres forretningsudvalg. Den unge RU’er og statskundskabsstuderende, Jacob Packert (22), er nr. 7. Længere nede på listen, som nr. 11 finder man BR-medlem, arkitekt Monica Thon (59), der ligesom Bondam og Sareen til nytår har siddet i to perioder i Borgerrepræsentationen. Som nr. 17 finder man en anden radikal veteran i form af tidligere BR-medlem, Lars Rimfalk Jensen, der i dag er formand for Amager Vest Lokaludvalg.
Bragt i Bryggebladet nr 9. den 9. juni 2009
Af Jarl Cordua
BAG KULISSERNE
Selvom Ritt Bjerregaards tid først rinder ud til nytår, så er de af rådhusets politikere, som skal genvælges, i gang med at positionere sig og forberede sig til tiden, der følger efter, den nuværende overborgmester har forladt rådhuset. I løbet af den sidste måneds tid har to sager på vidt forskellig vis vist, at især De Radikale ruster sig til valgkampen, hvor man bliver presset af SF’s fremgang og som lille parti på udsigt efter nye alliancepartnere.
Bondam pludselig for parkeringshus
Forleden dag så man pludse-lig, at den radikale teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam vende på en tallerken i den opsigtsvækkende sag om, hvorvidt kommunen etablerer et underjordisk parkeringshus ved Kvæsthusbroen, som er stedet, hvor det nye skuespilhus ligger.
Hidtil har Bondam og Ritt Bjerregaard været imod et parkeringshus på stedet, selvom kommunen dermed render fra et tilsagn tilbage fra 2001 til staten, hvor parterne lavede aftalen om at bygge skuespilhuset. I dag er huset for længst opført, mens parkeringshuset mangler grundet modstand fra et flertal bestående af venstrefløjen, De Radikale og Socialdemokraterne. Men nu har der med Bondams kovending, vist sig »sprækker i betonen«.
»På Kvæsthusbroen skal der sikres adgang og oplevelser ved vandet ved at danne: En folkelig plads, udnyttelse af Kvæsthusgraven, et underjordisk parkeringshus med adgang for beboere i området samt nedlæggelse af et tilsvarende antal gadeparkeringpladser«, skrev Bondam i en pressemeddelelse den 26. maj.
Radikalt farvel til antibilismen
Udmeldingen ser nogle iagttagere på rådhuset som, at Bondam så småt er i gang med at frigøre sig fra sin konsekvente antibilisme. Men det ses også som et tegn på, at De Radikales leder forbereder sig på en tid, hvor en ny socialdemokratisk overborgmester måske har andre holdninger til et parkeringshus end Bjerregaard, som personligt var ivrig modstander, hvorfor Socialdemokraterne var imod. Frank Jensen, som var justitsminister i den SR-regering, der i sin tid indgik aftalen med kommunen, dengang byen blev ledet af socialdemokraten Jens Kramer Mikkelsen, kan have andre holdninger til, at kommunen lever op til den juridiske aftale med staten. Sammen med de borgerlige kan SR måske efter et kommunalvalg sammen få løst sagen med et parkeringsan-læg ved Kvæsthusbroen. Bondam har også det problem, at han står til at miste sin teknik- og miljøborgmesterpost, som formentlig vil gå til SF’s Bo Asmus Kjeldgaard. Det kan en konstitueringsaftale efter valget med Frank Jensen og Socialdemokraterne og de borgerlige måske i heldigste fald ændre på. I realiteten tyder alle meningsmålinger dog på, at De Radikale skal prise sig lykkelige over i det hele taget at få en borgmesterpost.
Et andet motiv for Bondams pludselige holdningsændring kan være, at den radikale borgmester har erkendt, at hans »cyklerne ind og bilerne ud-strategi« tilsyneladende ikke giver pote hos vælgerne, som foretrækker SF. Blandt De Radikale findes der også dem, som ikke helt forstår, at Bondam har brugt 3½ år af sin borgmestertid på at føre en krig mod bilismen, som vælgerne, hvis man skal tro meningsmålingerne, åbenbart ikke vil præmiere, når de står i stemmeboksen.
Kjeldgaards vinger skal stækkes
Det er især De Radikale og Socialdemokraterne, som ifølge målingerne og analy-ser kommer til at levere stemmer til SF’s forventede store fremgang i København ved BR-valget til november. Derfor er man især i disse to partier i særlig grad motiveret til på alle måder at få stækket SF’s spidskandidat Bo Asmus Kjeldgaards vinger og få udstillet ham som politisk set umulig, uduelig og ubrugelig. SF-borgmesteren har nemlig længe haft store problemer med at få pengene til at række i sin Børne- og Ungdomsforvaltning. Derfor blev han for en lille måneds tid siden under heftig medierabalder »sat under administration« af et bredt flertal i kommunens magtfulde Økonomiudvalg bestående af alle partier rækkende fra Enhedslisten og til DF. I praksis viste det sig ved, at økonomiudvalget pålagde SF-borgmesteren at hyre et eksternt revisionsfirma, der så skal overvåge, at Børne- og Ungdomsforvaltningen rent faktisk gennemfører de reformer af pasningsområdet, som et politisk flertal har aftalt.
SF-borgmesteren mente ikke overraskende, at han med beslutningen var blevet udsat for »lidt spin«, og at der reelt var tale om et politisk angreb på ham. Det skete med henvisning til, at hans forvaltning i forvejen har revisionsselskabet Deloitte hængende, hvis opgave det er at overvåge, hvordan den økonomiske genopretning af forvaltningen pågår.
Hatten i hånden
Børne- og Ungdomsforvaltningen har i de sidste par år haft store underskud, fordi kommunen ikke har kunnet forudse, hvor mange børn, der har haft behov for skole og daginstitution. Det er resulteret i, at Kjeldgaard gang på gang har måttet gå til Økonomiforvaltningen med hatten i hånden efter flere penge. Senest har Økonomiforvaltningen bevilget 275 millioner kroner ekstra til børneområdet. SF-borgmesterens reaktion har hele tiden været offensiv – ved at han giver alle andre end netop ham selv og sin forvaltning skylden – for at den gang på gang ikke har kunnet løse opgaven med at finde daginstitutionspladser til pt. 1500 ekstra børn. Hvad der er set som Kjeldgaards manglende vilje til at påtage sig et politisk ansvar har irriteret og forenet hans politiske modstandere i en grad, at SF-borgmesteren står mere og mere politisk isoleret. At SF også står til stor fremgang på de øvrige partiers bekostning har næppe hjulpet på forståelsen og velviljen.
Spinkrig om Kjeldgaards eksterne revision
Den radikale Klaus Bondams udtalelser til Politiken siger formentlig alt om Kjeldgaards manglende popularitet på rådhuset:
- Problemet i dag er, at SF og Bo Asmus gør enhver økonomisk tilpasning til en konflikt mellem hans forvaltning og de øvrige partier, hvor forældre, børn og personale bliver taget som gidsler i et spørgsmål om besparelser. Det handler om, at Bo Asmus ikke længere kan undslå sig et politisk ansvar, det skal tages nu. Så kan det være, at der kan blive plads til at diskutere kvaliteten på børne- og ungeområdet i stedet for det her.
Kjeldgaard selv forsøgte at bagatellisere, at han populært sagt var »sat under administration« netop med henvisning til, at revisionsselskabet Deloitte i forvejen har deres faste gang i hans forvaltning. Det hindrede dog ikke Kjeldgaard i på selve mødet i Økonomiudvalget at gå imod forslaget om ny ekstern revision. Politiske modstandere fandt det noget underligt, at Kjeldgaard ville forhindre denne beslutning om ny ekstern revision, hvis der, som han påstår, blot var tale om en »total udramatisk beslutning« uden nyhedsværdi.
Kjeldgaard har i hvert fald siden i medierne ivrigt forsøgt at retfærdiggøre sin forvaltning og gendrive al snak om, at han er blevet sat under administration.
Konklusionen er, at der ikke bliver givet ved dørene til SF-borgmesteren, som frem mod valget i november nok ikke skal forvente nogen form for særbehandling fra hverken pressen eller politiske modstandere. Kjeldgaard bliver jaget vildt.
Radikalt genbrug
I serien om, hvem de politiske partier opstiller, mangler vi lige at komme omkring De Radikale. Partiet fik et kanonvalg i 2005 med syv mandater og blev næsten ligeså store som SF. Der skal forekomme mirakler, hvis det samme skulle ske til november. De Radikale skal formentlig være glade, hvis de slipper med en halvering af gruppen. På nær Tina Bostrup genopstiller faktisk hele holdet af nuværende radikale BR-medlemmer, som fylder op i top fem.
Øverst på listen står naturligvis teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam (45). På de efterfølgende pladser finder man således en stribe af partiets nuværende BR-medlemmer.
Det er den tidligere bryggedreng Manu Sareen (42), der også er partiets gruppe-formand, som står næst-øverst på den radikale liste. Sareen, der også arbejder som integrationskonsulent, bor fortsat på Amager med sin familie. Herefter følger Kasper Johansen som listens nr. 3. Den 39-årige folkeskolelærer har især markeret sig på skolepolitiske områder. Nr. 4 på listen er Margrethe Wivel (36), der til daglig leder et indvandrer-kvindecenter på Indre Nørrebro. Partiets kulturordfører Katrina Feilberg (30) er nr. 5 på listen. Til daglig er hun projektkonsulent i TDC’s afdeling for politisk lobbyvirksomhed.
Nr. 6 er Anna Allerslev (24), hvis portræt man for tiden kan se hænge i byens lysmaster, da hun også er kandidat til EP-valget. Hun er tidligere næstformand for Radikal Ungdom og nuværende medlem af Det Radikale Venstres forretningsudvalg. Den unge RU’er og statskundskabsstuderende, Jacob Packert (22), er nr. 7. Længere nede på listen, som nr. 11 finder man BR-medlem, arkitekt Monica Thon (59), der ligesom Bondam og Sareen til nytår har siddet i to perioder i Borgerrepræsentationen. Som nr. 17 finder man en anden radikal veteran i form af tidligere BR-medlem, Lars Rimfalk Jensen, der i dag er formand for Amager Vest Lokaludvalg.
onsdag den 20. maj 2009
Overborgmesterkandidaten fra Islands Brygge
Københavns måske kommende overborgmester Frank Jensen har været bryggebo siden 1997. Bryggebladets Jarl Cordua har talt med ham på den lokale café.
Bragt i Bryggebladet nr. 8 den 19. maj 2009
»Bryggen er mit kvarter«
Frank Jensen meldte sig for nylig som socialdemokratisk kandidat til overborgmesterposten. Går det, som det plejer ved valget til Borgerrepræsentationen, som finder sted den 17. november i år, så bliver det socialdemokraten Frank Jensen, der overtager byens gyldne overborgmesterkæde fra sin partifælle, Ritt Bjerregaard, når hun stopper ved årsskiftet.
Ritt Bjerregaard meddelte for nylig – og ganske overraskende for de fleste – at hun fandt tiden moden til at stoppe i politik. Efter nogle få dages spekulationer frem og tilbage stod det herefter klart, at byens socialdemokrater var enige om at pege på den tidligere justitsminister Frank Jensen til at løfte arven. Og den er tung: Siden 1903 – da malermester Jens Jensen blev valgt som socialdemokratisk »finansborgmester« – har partiet ledet byens styre. I 1938 blev overborgmesterposten oprettet, og alene socialdemokrater har varetaget posten.
Bryggebladet inviterede den måske kommende overborgmester på en kop kaffe på Tobi’s Café, hvor Frank Jensen i perioder har været stamgæst.
– Jeg har boet herude siden 1997 og betragter derfor Bryggen som mit kvarter. I mange år havde jeg en lejlighed i Gunløgsgade 41, men så sidste år – da jeg sammen med min kone flyttede permanent til København – købte vi en lejlighed i Jens Otto Krags Gade.
Hvorfor bosatte I jer på Bryggen?
– Det var helt klart kvarteret, som tiltrak os, men vi kiggede os da for rundt om i byen, selvom min kone, som er københavner, afskrev Hellerup på forhånd. Der var for mange pelse derude, mente hun. Vi er dog faldet godt til på Bryggen. Det er herude, vi gør vores daglige indkøb blandt andet i Brugsen. Min kone og jeg er især begejstret for Bryggens havnemiljø, og vi bruger havnebadet om sommeren. Jeg løber syv kilometer stort set hver dag hele året rundt. Om sommeren løber jeg mest ude på Amager Fælled, men om vinteren har jeg en oplyst rute, der går forbi havnen, over Bryggebroen, Knippelsbro og Christianshavn, og så ror jeg også kajak og har derfor meldt mig ind i Bryggens Kajak Club.
»Det er mere tilfredsstillende at arbejde for noget, der er større end én selv«
Frank Jensen var minister i alle Poul Nyrup Rasmussens regeringer fra 1993-2001 og endte som justitsminister. Han sad frem til november 2007 i mere end 20 år i Folketinget. Han var valgt i Aalborg, hvor han boede med familien. Men på hverdagene overnattede han på Bryggen. I dag er han bryggebo.
– Indimellem spiste jeg aftensmad nede på Café Alma. De har et noget mere spændende menukort end Snapstinget, siger Frank Jensen med et smil.
Efter Frank Jensen stoppede i Folketinget, har han blandt andet arbejdet som direktør i en privat virksomhed inden for telekommunikation og senest som administrerende direktør for brancheforeningen Danske Advokater, der har til huse på H.C. Andersens Boulevard. Han forlader efter aftale dette job i august.
Du var jo ellers stoppet i politik?
– Ja, og jeg fik da også sagt »klart nej« flere gange til de journalister, der ringede for at høre, om jeg skulle være kandidat. Men så fik jeg en opringning fra Socialdemokraternes formand i København, Jan Salling, som sagde, at samtlige af byens kredse opfordrede mig til at stille op, og da jeg så også kunne se, at Helle Thorning-Schmidt havde ringet fire, fem gange til mig, så kunne jeg godt mærke, at det var alvor. Min kone har altid været min sparringspartner og kender mig godt. »Det er jo det, du vil«, sagde hun. Og det har hun ret i. Jeg er interesseret i at påvirke samfundsudviklingen, og hvordan vi gør København til en endnu bedre by for københavnerne at bo i.
Hvorfor vil du være overborgmester?
– Det er i hvert fald ikke på grund af lønnen. Hvis jeg bliver overborgmester, kommer jeg faktisk til at gå væsentligt ned i løn. Og det er heller ikke overborgmesterbilen, der trækker. Alt det med at køre rundt i en stor bil har jeg prøvet af, mens jeg var minister. Faktisk lever jeg også et stille og komfortabelt liv med min kone og med et vellønnet godt job og mange friaftener til at gå i teateret og i det hele taget nyde tilværelsen. Men for mig er det mere tilfredsstillende at arbejde for noget, der er større end én selv. For det er jo ikke alle, der har de samme muligheder, som jeg har haft. Det er stadig en vigtig kamp at kæmpe for at skabe bedre muligheder for de dårligst stillede i vores samfund. Det tiltrækker mig at skabe nogle resultater, der kan forbedre andres liv. Eksempelvis er det helt uacceptabelt, at der stadig her i 2009 vokser børn op i relativ fattigdom. Vi har en konkret udfordring i at få ændret på, at halvdelen af eleverne i de københavnske folkeskoler er såkaldte »dårlige læsere«. Det er uacceptabelt, når man ved, hvad dårlige læseegenskaber har af virkning på børns selvværd, muligheder for indlæring og siden hen deres demokratiske medindflydelse og deres muligheder på arbejdsmarkedet. Det er uacceptabelt, og det skal vi have gjort noget ved.
Din far var også borgmester i Støvring i Nordjylland?
– Ja, det er rigtigt. Jeg fik kommunalpolitik ind med modermælken, og i løbet af min fars aktive politiske liv blev der diskuteret mange kommunalpolitiske sager ved køkkenbordet hjemme hos os.
Er det SF og Enhedslisten, der skal gøre dig til overborgmester?
– En forudsætning for det er, at et flertal peger på mig. Og vi må se efter valget, om det lykkes. Jeg udelukker ingen partier på forhånd. Kan det lade sig gøre, så ser jeg gerne en bred konstitueringsaftale både med partier fra den røde og blå blok. Det er i hvert fald min ambition at forsøge et bredt samarbejde. Måske bliver det med en ny socialdemokratisk overborgmesterkandidat lettere at forhandle med Venstre. Jeg lærte i hvert fald fra min far, at man ikke skal lade en mulighed forblive uprøvet.
Vil du nu genoplive Socialdemokraternes samarbejde med De Radikale og SF, det vil sige den såkaldte ABF-alliance?
– Fra min tyve år på Christiansborg ved jeg, at det er naturligt, at S, SF, De Radikale og Enhedslisten taler godt sammen. Men vi skal også tale bredt med andre partier og også invitere Mogens Lønborg (K) og Pia Allerslev (V) til et respektfuld og ordentlig samarbejde.
Hvad gjorde Ritt Bjerregaard forkert, siden hun kun efter fire år måtte stoppe som overborgmester?
– Nu kommer jeg udefra og har hørt meget om, hvad der er sket, og hvad nogle mener, der er gjort galt. Alt det er jeg imidlertid fri af og starter derfor på en frisk. I Ritts periode er der skabt mange resultater; blandt andet på skole- og daginstitutionsområdet, hvor der er sket en stor udbygning.
Skal du så ligesom Ritt nu ud i valgkampen og stå med din cykel, mens du deler pjecer ud?
– Altså, nu kan bryggeboerne bevidne, at jeg faktisk cykler til dagligt, så man kan ikke beskylde mig for at bruge cyklen som valggimmick. Nej, vi skal ud på arbejdspladser, dagscentre og skoler med vores budskaber i valgkampen.
Skal S også ud denne gang og love københavnerne 5.000 billige boliger?
– Nej, jeg stiller ikke konkrete forslag om 5.000 billige boliger. Men jeg mener, at der skal gøres en indsats for, at det også i opgangstider er muligt at bygge boliger i København, som almindelige lønmodtagerfamilier har råd til at kunne bo i. Derfor mener jeg, at det skal være muligt for kommunen at kunne købe jord op, når den som nu er billig. Det skal ske med henblik på senere at sælge grundene til private, der vil bygge billige boliger, når konjunkturerne igen vender, og priserne på boligmarkedet stiger. Det kan lade sig gøre i alle andre metropoler, så bør det også være muligt i København. Problemet er, at kommunen ifølge kommunalfuldmagten godt må købe billig jord op, men den må kun sælge jorden til markedspris. Og det ødelægger muligheden for at bygge billige boliger i opgangstider. Men fordi boligmarkedet for tiden er faldet markant, så er presset for billige boliger ikke så stort som før.
Socialdemokraterne står ellers i flere meningsmålinger til at få et meget dårligt kommunalvalg i København. Nogle viser, at I bliver halveret. Hvad siger du til det?
– Jo, men målinger svinger jo frem og tilbage. Jeg hæfter mig nu mere ved en anden meningsmåling, der viser, at 37 procent af københavnerne faktisk foretrækker en socialdemokratisk overborgmester. Vi skal have fornyet vores mandat, og derfor skal vi med vores idéer i valgkampen sørge for at få vælgerne i tale og til at stemme på os på valgdagen sådan, at S får et så godt udgangspunkt som muligt til at besætte overborgmesterposten. Men jeg ved godt, at det bliver ingen walk-over, men et langt sejt træk for os. Jeg er dog overbevist om, at det kan lade sig gøre. Det kræver et hårdt arbejde – ikke mindst af mig selv.
Kort om Frank Jensen
Bryggebo siden 1997
48 år
Socialdemokraternes overborgmesterkandidat
Uddannet økonom (cand. oecon.)
Medlem af Folketinget for Socialdemokraterne 1987-2007
Forskningsminister 1994-1996
Justitsminister 1996-2001
Tabte i 2005 kampen om at blive Socialdemokraternes ny formand til Helle Thorning-Schmidt og bebudede da, at han forlod Christiansborg ved det følgende valg.
Bestyrelsesformand for Aalborg Universitet
Indtil august i år administrerende direktør i brancheforeningen Danske Advokater.
Gift på 27. år med Jane Frimand Pedersen, som er souschef i SFO’en på Gasværksvejens Skole
Parret bor i en lejlighed i Jens Otto Krags Gade
Far til to voksne sønner, der studerer.
Bragt i Bryggebladet nr. 8 den 19. maj 2009
»Bryggen er mit kvarter«
Frank Jensen meldte sig for nylig som socialdemokratisk kandidat til overborgmesterposten. Går det, som det plejer ved valget til Borgerrepræsentationen, som finder sted den 17. november i år, så bliver det socialdemokraten Frank Jensen, der overtager byens gyldne overborgmesterkæde fra sin partifælle, Ritt Bjerregaard, når hun stopper ved årsskiftet.
Ritt Bjerregaard meddelte for nylig – og ganske overraskende for de fleste – at hun fandt tiden moden til at stoppe i politik. Efter nogle få dages spekulationer frem og tilbage stod det herefter klart, at byens socialdemokrater var enige om at pege på den tidligere justitsminister Frank Jensen til at løfte arven. Og den er tung: Siden 1903 – da malermester Jens Jensen blev valgt som socialdemokratisk »finansborgmester« – har partiet ledet byens styre. I 1938 blev overborgmesterposten oprettet, og alene socialdemokrater har varetaget posten.
Bryggebladet inviterede den måske kommende overborgmester på en kop kaffe på Tobi’s Café, hvor Frank Jensen i perioder har været stamgæst.
– Jeg har boet herude siden 1997 og betragter derfor Bryggen som mit kvarter. I mange år havde jeg en lejlighed i Gunløgsgade 41, men så sidste år – da jeg sammen med min kone flyttede permanent til København – købte vi en lejlighed i Jens Otto Krags Gade.
Hvorfor bosatte I jer på Bryggen?
– Det var helt klart kvarteret, som tiltrak os, men vi kiggede os da for rundt om i byen, selvom min kone, som er københavner, afskrev Hellerup på forhånd. Der var for mange pelse derude, mente hun. Vi er dog faldet godt til på Bryggen. Det er herude, vi gør vores daglige indkøb blandt andet i Brugsen. Min kone og jeg er især begejstret for Bryggens havnemiljø, og vi bruger havnebadet om sommeren. Jeg løber syv kilometer stort set hver dag hele året rundt. Om sommeren løber jeg mest ude på Amager Fælled, men om vinteren har jeg en oplyst rute, der går forbi havnen, over Bryggebroen, Knippelsbro og Christianshavn, og så ror jeg også kajak og har derfor meldt mig ind i Bryggens Kajak Club.
»Det er mere tilfredsstillende at arbejde for noget, der er større end én selv«
Frank Jensen var minister i alle Poul Nyrup Rasmussens regeringer fra 1993-2001 og endte som justitsminister. Han sad frem til november 2007 i mere end 20 år i Folketinget. Han var valgt i Aalborg, hvor han boede med familien. Men på hverdagene overnattede han på Bryggen. I dag er han bryggebo.
– Indimellem spiste jeg aftensmad nede på Café Alma. De har et noget mere spændende menukort end Snapstinget, siger Frank Jensen med et smil.
Efter Frank Jensen stoppede i Folketinget, har han blandt andet arbejdet som direktør i en privat virksomhed inden for telekommunikation og senest som administrerende direktør for brancheforeningen Danske Advokater, der har til huse på H.C. Andersens Boulevard. Han forlader efter aftale dette job i august.
Du var jo ellers stoppet i politik?
– Ja, og jeg fik da også sagt »klart nej« flere gange til de journalister, der ringede for at høre, om jeg skulle være kandidat. Men så fik jeg en opringning fra Socialdemokraternes formand i København, Jan Salling, som sagde, at samtlige af byens kredse opfordrede mig til at stille op, og da jeg så også kunne se, at Helle Thorning-Schmidt havde ringet fire, fem gange til mig, så kunne jeg godt mærke, at det var alvor. Min kone har altid været min sparringspartner og kender mig godt. »Det er jo det, du vil«, sagde hun. Og det har hun ret i. Jeg er interesseret i at påvirke samfundsudviklingen, og hvordan vi gør København til en endnu bedre by for københavnerne at bo i.
Hvorfor vil du være overborgmester?
– Det er i hvert fald ikke på grund af lønnen. Hvis jeg bliver overborgmester, kommer jeg faktisk til at gå væsentligt ned i løn. Og det er heller ikke overborgmesterbilen, der trækker. Alt det med at køre rundt i en stor bil har jeg prøvet af, mens jeg var minister. Faktisk lever jeg også et stille og komfortabelt liv med min kone og med et vellønnet godt job og mange friaftener til at gå i teateret og i det hele taget nyde tilværelsen. Men for mig er det mere tilfredsstillende at arbejde for noget, der er større end én selv. For det er jo ikke alle, der har de samme muligheder, som jeg har haft. Det er stadig en vigtig kamp at kæmpe for at skabe bedre muligheder for de dårligst stillede i vores samfund. Det tiltrækker mig at skabe nogle resultater, der kan forbedre andres liv. Eksempelvis er det helt uacceptabelt, at der stadig her i 2009 vokser børn op i relativ fattigdom. Vi har en konkret udfordring i at få ændret på, at halvdelen af eleverne i de københavnske folkeskoler er såkaldte »dårlige læsere«. Det er uacceptabelt, når man ved, hvad dårlige læseegenskaber har af virkning på børns selvværd, muligheder for indlæring og siden hen deres demokratiske medindflydelse og deres muligheder på arbejdsmarkedet. Det er uacceptabelt, og det skal vi have gjort noget ved.
Din far var også borgmester i Støvring i Nordjylland?
– Ja, det er rigtigt. Jeg fik kommunalpolitik ind med modermælken, og i løbet af min fars aktive politiske liv blev der diskuteret mange kommunalpolitiske sager ved køkkenbordet hjemme hos os.
Er det SF og Enhedslisten, der skal gøre dig til overborgmester?
– En forudsætning for det er, at et flertal peger på mig. Og vi må se efter valget, om det lykkes. Jeg udelukker ingen partier på forhånd. Kan det lade sig gøre, så ser jeg gerne en bred konstitueringsaftale både med partier fra den røde og blå blok. Det er i hvert fald min ambition at forsøge et bredt samarbejde. Måske bliver det med en ny socialdemokratisk overborgmesterkandidat lettere at forhandle med Venstre. Jeg lærte i hvert fald fra min far, at man ikke skal lade en mulighed forblive uprøvet.
Vil du nu genoplive Socialdemokraternes samarbejde med De Radikale og SF, det vil sige den såkaldte ABF-alliance?
– Fra min tyve år på Christiansborg ved jeg, at det er naturligt, at S, SF, De Radikale og Enhedslisten taler godt sammen. Men vi skal også tale bredt med andre partier og også invitere Mogens Lønborg (K) og Pia Allerslev (V) til et respektfuld og ordentlig samarbejde.
Hvad gjorde Ritt Bjerregaard forkert, siden hun kun efter fire år måtte stoppe som overborgmester?
– Nu kommer jeg udefra og har hørt meget om, hvad der er sket, og hvad nogle mener, der er gjort galt. Alt det er jeg imidlertid fri af og starter derfor på en frisk. I Ritts periode er der skabt mange resultater; blandt andet på skole- og daginstitutionsområdet, hvor der er sket en stor udbygning.
Skal du så ligesom Ritt nu ud i valgkampen og stå med din cykel, mens du deler pjecer ud?
– Altså, nu kan bryggeboerne bevidne, at jeg faktisk cykler til dagligt, så man kan ikke beskylde mig for at bruge cyklen som valggimmick. Nej, vi skal ud på arbejdspladser, dagscentre og skoler med vores budskaber i valgkampen.
Skal S også ud denne gang og love københavnerne 5.000 billige boliger?
– Nej, jeg stiller ikke konkrete forslag om 5.000 billige boliger. Men jeg mener, at der skal gøres en indsats for, at det også i opgangstider er muligt at bygge boliger i København, som almindelige lønmodtagerfamilier har råd til at kunne bo i. Derfor mener jeg, at det skal være muligt for kommunen at kunne købe jord op, når den som nu er billig. Det skal ske med henblik på senere at sælge grundene til private, der vil bygge billige boliger, når konjunkturerne igen vender, og priserne på boligmarkedet stiger. Det kan lade sig gøre i alle andre metropoler, så bør det også være muligt i København. Problemet er, at kommunen ifølge kommunalfuldmagten godt må købe billig jord op, men den må kun sælge jorden til markedspris. Og det ødelægger muligheden for at bygge billige boliger i opgangstider. Men fordi boligmarkedet for tiden er faldet markant, så er presset for billige boliger ikke så stort som før.
Socialdemokraterne står ellers i flere meningsmålinger til at få et meget dårligt kommunalvalg i København. Nogle viser, at I bliver halveret. Hvad siger du til det?
– Jo, men målinger svinger jo frem og tilbage. Jeg hæfter mig nu mere ved en anden meningsmåling, der viser, at 37 procent af københavnerne faktisk foretrækker en socialdemokratisk overborgmester. Vi skal have fornyet vores mandat, og derfor skal vi med vores idéer i valgkampen sørge for at få vælgerne i tale og til at stemme på os på valgdagen sådan, at S får et så godt udgangspunkt som muligt til at besætte overborgmesterposten. Men jeg ved godt, at det bliver ingen walk-over, men et langt sejt træk for os. Jeg er dog overbevist om, at det kan lade sig gøre. Det kræver et hårdt arbejde – ikke mindst af mig selv.
Kort om Frank Jensen
Bryggebo siden 1997
48 år
Socialdemokraternes overborgmesterkandidat
Uddannet økonom (cand. oecon.)
Medlem af Folketinget for Socialdemokraterne 1987-2007
Forskningsminister 1994-1996
Justitsminister 1996-2001
Tabte i 2005 kampen om at blive Socialdemokraternes ny formand til Helle Thorning-Schmidt og bebudede da, at han forlod Christiansborg ved det følgende valg.
Bestyrelsesformand for Aalborg Universitet
Indtil august i år administrerende direktør i brancheforeningen Danske Advokater.
Gift på 27. år med Jane Frimand Pedersen, som er souschef i SFO’en på Gasværksvejens Skole
Parret bor i en lejlighed i Jens Otto Krags Gade
Far til to voksne sønner, der studerer.
mandag den 18. maj 2009
S og SF stiller med flere veteraner
Peter Schlüter (K) genopstiller ikke til BR.
Bragt i Bryggebladet nr. 8 den 19. maj 2009
Af Jarl Cordua
BAG KULISSERNE
De fleste københavnere fæster sig naturligt nok ved, at det ikke længere er Ritt Bjerregaard, men Frank Jensen som skal forsøge at genvinde overborgmesterposten i hovedstaden. Ser man bort fra det, så er det imidlertid på ingen måde et forandret hold, der stiller op til valget til Borgerrepræsentationen.
S-liste med mange veteraner
Som tidligere omtalt blev gruppeledelsen efter Socialdemokraterne i Københavns delegeretmøde i april overraskende kun anvist sekundapladseringer på opstillingslisten. Eksempelvis er integrationsborgmester Jacob Hougaard kun nr. 8 og gruppeformand Jesper Christensen kun nr. 12. At det gik sådan, tilskrives Socialdemokraternes såkaldte delegeretsystem, hvor de forskellige kredses organisationsfolk på forhånd har lavet stemmeaftaler på kryds og tværs, som har favoriseret kredsenes lokale kandidater. Konsekvensen af dette har været, at det i den tætte afstemning gik ud over topfolkenes listeplacering, hvor kun den unge politiske ordfører Anne Vang var en undtagelse, da hun er nr. 2 på listen.
Det nye valgsystem har især givet bonus til socialdemokratiske kandidater fra Amager som Lise Thorsen fra Sundby, som er nr. 3 og BR-medlem Simon Strange nr. 4, der er opstillet af Amagerbro. Dertil kommer den mangeårige folketingskandidat Lars Weiss fra Sundbyvester som listens nr. 7. Han er i øvrigt søn af tidligere indenrigsminister Birthe Weiss. Endelig er lokalformanden for Sundbyvester-kredsen, Robert Nielsen, nr. 24.
Ikke desto mindre er Socialdemokraternes liste spækket med politiske veteraner, som har siddet med i byens styre i mange år. På listen finder man blandt andet den tidligere overborgmesters lillebror Lars Kramer Mikkelsen, som er nr. 21 og tidligere gruppeformand Mona Heiberg, som er nr. 10 og gift med Lars Kramer, samt nr. 20, Johannes Nymark, som også var gruppeformand i en periode under Jens Kramer Mikkelsen, da han stod i spidsen for byen. BR-medlem Jan Andreassen, som især har markeret sig i debatten om skole og integration, er listens nr. 6.
Den kendte Hækkerupfamilie er repræsenteret ved den 33-årige officer i hæren Tue Warberg Hækkerup. Han er søn af tidligere forsvarsminister Hans Hækkerup og barnebarn af den legendariske udenrigsminister Per Hækkerup, hvilket næppe trækker fra, når valgchancerne skal udmåles. Hækkerup er nr. 22 på listen.
Venstres gruppeformand genopstiller ikke
I sidste uge holdt Venstre sit opstillingsmøde. Partiet har for længst opstillet kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev som Venstres overborgmesterkandidat. Til gengæld var der lagt op til en kampafstemning om andenpladsen mellem partiets nuværende gruppeformand Martin Hirsch og BR-medlem, advokat Lars Dueholm fra Ørestad.
Sidstnævnte vandt klart afstemningen, og dette resultat fik Hirsch til efterfølgende at trække sig helt fra opstillingslisten. De fleste af Venstres øvrige nuværende BR-medlemmer genopstiller blandt dem Leslie Arentoft (nr. 4), Heidi Wang (nr. 6) og Cecilia Lonning (nr. 5).
Dertil kommer en række nye kræfter, og her er der særlig opmærksomhed om 62-årige Flemming Steen Munch, som er kendt i offentligheden som Københavns Politis talsmand. Han er nr. 3 på listen. Desuden en række yngre mænd som den 36-årige arkitekt Lasse Grosbøl (nr. 7), den næsthøjest placerede lokale venstremand er den 29-åri-ge Michael Haugaard fra Sundbyøster, som er listens nr. 8, efterfulgt af bankassistent Kim Justesen (31) fra Sundbyvester som er nr. 10. Venstres nr. 13 er i øvrigt en anden gammel kending nemlig ingen ringere end chefpsykolog Arno Norske, der er kendt for i hen ved en menneskealder at have foreslået OL til København samt for på S-kongressen i 1987, som daværende socialdemokrat at stille op imod Svend Auken som ny S-formand efter Anker Jørgensens afgang. Det var så ikke lige ved den lejlighed, at Auken blev væltet. Norske fik to stemmer.
Bryggebo Jesper Schou Hansen valgte efter to perioder i BR ikke at genopstille på grund af stress. Han har i sin BR-karriere været meget engageret i politiske spørgsmål af stor interesse for Islands Brygge. Schou Hansen var for to år siden stærkt omtalt i medierne efter, at han af entreprenørkoncernen NCC blev anklaget for korruption. Politiet valgte dog efter flere afhøringer ikke at rejse tiltale i sagen.
Schlüters søn trak sig
Der var genvalg til sundhedsborgmester Mogens Lønborg som de københavnske Konservatives spidskandidat, men ellers stiller partiet med helt friske kræfter. Det blev resultatet, da De Konservative holdt opstillingsmøde den 5. maj.
Den nye liste er dog helt renset for kendte politiske navne. De to øvrige nuværende konservative BR-medlemmer Majbritt Mamsen og Peter Schlüter havde på forhånd meddelt, at de ikke genopstiller ved kommunalvalget. Den lille konservative gruppe blev i løbet af valgperioden splittet op i to partigrupper efter et internt opgør mellem Mamsen og Schlüter, der har haft mere end svært ved at samarbej-de med hinanden.
Peter Schlüters periode i Borgerrepræsentationen er også blevet præget af, at han af Københavns Kommune er blevet beskyldt for uretmæssigt at have fået udbetalt i 136.000 kr. i tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med sit arbejde som kommunalpolitiker. Kommunen kræver beløbet tilbagebetalt, men Schlüter har indbragt kravet for Statsforvaltningen, som nu skal tage stilling til sagen.
De Konservative på Amager har to folk i front på den nye opstillingsliste. Nr. 2 på listen er fysioterapeut Susanne Møller fra Sundby og nr. 3 cand. jur. Jakob Næsager. Sidstnævnte har ved de seneste valg også været folketingskandidat i Sundby og igennem årene været særdeles flittig i den københavnske politiske debat.
Nr. 4 på listen er Rasmus Jarlov, som blandt andet har gjort sig bemærket ved at være aktiv i foreningen af »Borgerlige Ungdomshusbrugere«, der er ganske kritisk overfor, at kommunen har stillet et nyt hus til rådighed for unge autonome ude i Nordvestkvarteret.
De konservative nr. 10 Marianne Forsberg er til gengæld bryggebo, som blandt sine mærkesager har, at området omkring Axel Heides Plads trænger til at blive gjort grønnere med plantekummer.
SF-veteran stiller op i København
Allerede i fjor afgjorde SF’s medlemmer, at børne- og ungeborgmester Bo Asmus Kjeldgaard er partiets spidskandidat ved kommunalvalget den 17. november i år. SF i København har siden januar været klar med partiets opstillingsliste. Blandt gengangerne er en række af partiets nuværende BR-medlemmer såsom Camilla Burgwald, der er nr. 3, gruppeformand Ninna Thomsen nr. 4, Signe Goldmann nr. 6 og Trine Schaltz nr. 8. Dertil kommer partiets tidligere gruppeformand, cand.polit. Bjarne Fey fra Sundby, som er nr. 9.
Blandt de nye kandidater er listens nr. 2 socialrådgiver Ayfer Baykal med tyrkiske rødder. Hun er tidligere formand for Københavns Integrationsråd. Nr. 5 på listen er Klaus Mygind, som til daglig er skoleleder på Blågårds Skole på Nørrebro. Nr. 7 er skolelærer Jane Sørensen, som også sidder i SF’s forretningsudvalg og hovedbestyrelse på landsplan.
På SF’s liste finder man i øvrigt tidligere folketingsmedlem Leif Hermann, som i en periode i 1980’erne var partiets retspolitiske ordfører på Christiansborg. 67-årige Leif Hermann er flyttet tilbage til hovedstaden efter 34 år i Skive, hvor han indtil 2007 sad i byrådet. Han bor nu på Amager og er opstillet som nr. 14 på SF’s liste.
Yderligere stille en anden politisk veteran op for SF. Det er den tidligere bydelsrådsformand på Indre Nørrebro og tidligere BR-medlem Jesper Langebæk. Han er listens nr. 10.
Bragt i Bryggebladet nr. 8 den 19. maj 2009
Af Jarl Cordua
BAG KULISSERNE
De fleste københavnere fæster sig naturligt nok ved, at det ikke længere er Ritt Bjerregaard, men Frank Jensen som skal forsøge at genvinde overborgmesterposten i hovedstaden. Ser man bort fra det, så er det imidlertid på ingen måde et forandret hold, der stiller op til valget til Borgerrepræsentationen.
S-liste med mange veteraner
Som tidligere omtalt blev gruppeledelsen efter Socialdemokraterne i Københavns delegeretmøde i april overraskende kun anvist sekundapladseringer på opstillingslisten. Eksempelvis er integrationsborgmester Jacob Hougaard kun nr. 8 og gruppeformand Jesper Christensen kun nr. 12. At det gik sådan, tilskrives Socialdemokraternes såkaldte delegeretsystem, hvor de forskellige kredses organisationsfolk på forhånd har lavet stemmeaftaler på kryds og tværs, som har favoriseret kredsenes lokale kandidater. Konsekvensen af dette har været, at det i den tætte afstemning gik ud over topfolkenes listeplacering, hvor kun den unge politiske ordfører Anne Vang var en undtagelse, da hun er nr. 2 på listen.
Det nye valgsystem har især givet bonus til socialdemokratiske kandidater fra Amager som Lise Thorsen fra Sundby, som er nr. 3 og BR-medlem Simon Strange nr. 4, der er opstillet af Amagerbro. Dertil kommer den mangeårige folketingskandidat Lars Weiss fra Sundbyvester som listens nr. 7. Han er i øvrigt søn af tidligere indenrigsminister Birthe Weiss. Endelig er lokalformanden for Sundbyvester-kredsen, Robert Nielsen, nr. 24.
Ikke desto mindre er Socialdemokraternes liste spækket med politiske veteraner, som har siddet med i byens styre i mange år. På listen finder man blandt andet den tidligere overborgmesters lillebror Lars Kramer Mikkelsen, som er nr. 21 og tidligere gruppeformand Mona Heiberg, som er nr. 10 og gift med Lars Kramer, samt nr. 20, Johannes Nymark, som også var gruppeformand i en periode under Jens Kramer Mikkelsen, da han stod i spidsen for byen. BR-medlem Jan Andreassen, som især har markeret sig i debatten om skole og integration, er listens nr. 6.
Den kendte Hækkerupfamilie er repræsenteret ved den 33-årige officer i hæren Tue Warberg Hækkerup. Han er søn af tidligere forsvarsminister Hans Hækkerup og barnebarn af den legendariske udenrigsminister Per Hækkerup, hvilket næppe trækker fra, når valgchancerne skal udmåles. Hækkerup er nr. 22 på listen.
Venstres gruppeformand genopstiller ikke
I sidste uge holdt Venstre sit opstillingsmøde. Partiet har for længst opstillet kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev som Venstres overborgmesterkandidat. Til gengæld var der lagt op til en kampafstemning om andenpladsen mellem partiets nuværende gruppeformand Martin Hirsch og BR-medlem, advokat Lars Dueholm fra Ørestad.
Sidstnævnte vandt klart afstemningen, og dette resultat fik Hirsch til efterfølgende at trække sig helt fra opstillingslisten. De fleste af Venstres øvrige nuværende BR-medlemmer genopstiller blandt dem Leslie Arentoft (nr. 4), Heidi Wang (nr. 6) og Cecilia Lonning (nr. 5).
Dertil kommer en række nye kræfter, og her er der særlig opmærksomhed om 62-årige Flemming Steen Munch, som er kendt i offentligheden som Københavns Politis talsmand. Han er nr. 3 på listen. Desuden en række yngre mænd som den 36-årige arkitekt Lasse Grosbøl (nr. 7), den næsthøjest placerede lokale venstremand er den 29-åri-ge Michael Haugaard fra Sundbyøster, som er listens nr. 8, efterfulgt af bankassistent Kim Justesen (31) fra Sundbyvester som er nr. 10. Venstres nr. 13 er i øvrigt en anden gammel kending nemlig ingen ringere end chefpsykolog Arno Norske, der er kendt for i hen ved en menneskealder at have foreslået OL til København samt for på S-kongressen i 1987, som daværende socialdemokrat at stille op imod Svend Auken som ny S-formand efter Anker Jørgensens afgang. Det var så ikke lige ved den lejlighed, at Auken blev væltet. Norske fik to stemmer.
Bryggebo Jesper Schou Hansen valgte efter to perioder i BR ikke at genopstille på grund af stress. Han har i sin BR-karriere været meget engageret i politiske spørgsmål af stor interesse for Islands Brygge. Schou Hansen var for to år siden stærkt omtalt i medierne efter, at han af entreprenørkoncernen NCC blev anklaget for korruption. Politiet valgte dog efter flere afhøringer ikke at rejse tiltale i sagen.
Schlüters søn trak sig
Der var genvalg til sundhedsborgmester Mogens Lønborg som de københavnske Konservatives spidskandidat, men ellers stiller partiet med helt friske kræfter. Det blev resultatet, da De Konservative holdt opstillingsmøde den 5. maj.
Den nye liste er dog helt renset for kendte politiske navne. De to øvrige nuværende konservative BR-medlemmer Majbritt Mamsen og Peter Schlüter havde på forhånd meddelt, at de ikke genopstiller ved kommunalvalget. Den lille konservative gruppe blev i løbet af valgperioden splittet op i to partigrupper efter et internt opgør mellem Mamsen og Schlüter, der har haft mere end svært ved at samarbej-de med hinanden.
Peter Schlüters periode i Borgerrepræsentationen er også blevet præget af, at han af Københavns Kommune er blevet beskyldt for uretmæssigt at have fået udbetalt i 136.000 kr. i tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med sit arbejde som kommunalpolitiker. Kommunen kræver beløbet tilbagebetalt, men Schlüter har indbragt kravet for Statsforvaltningen, som nu skal tage stilling til sagen.
De Konservative på Amager har to folk i front på den nye opstillingsliste. Nr. 2 på listen er fysioterapeut Susanne Møller fra Sundby og nr. 3 cand. jur. Jakob Næsager. Sidstnævnte har ved de seneste valg også været folketingskandidat i Sundby og igennem årene været særdeles flittig i den københavnske politiske debat.
Nr. 4 på listen er Rasmus Jarlov, som blandt andet har gjort sig bemærket ved at være aktiv i foreningen af »Borgerlige Ungdomshusbrugere«, der er ganske kritisk overfor, at kommunen har stillet et nyt hus til rådighed for unge autonome ude i Nordvestkvarteret.
De konservative nr. 10 Marianne Forsberg er til gengæld bryggebo, som blandt sine mærkesager har, at området omkring Axel Heides Plads trænger til at blive gjort grønnere med plantekummer.
SF-veteran stiller op i København
Allerede i fjor afgjorde SF’s medlemmer, at børne- og ungeborgmester Bo Asmus Kjeldgaard er partiets spidskandidat ved kommunalvalget den 17. november i år. SF i København har siden januar været klar med partiets opstillingsliste. Blandt gengangerne er en række af partiets nuværende BR-medlemmer såsom Camilla Burgwald, der er nr. 3, gruppeformand Ninna Thomsen nr. 4, Signe Goldmann nr. 6 og Trine Schaltz nr. 8. Dertil kommer partiets tidligere gruppeformand, cand.polit. Bjarne Fey fra Sundby, som er nr. 9.
Blandt de nye kandidater er listens nr. 2 socialrådgiver Ayfer Baykal med tyrkiske rødder. Hun er tidligere formand for Københavns Integrationsråd. Nr. 5 på listen er Klaus Mygind, som til daglig er skoleleder på Blågårds Skole på Nørrebro. Nr. 7 er skolelærer Jane Sørensen, som også sidder i SF’s forretningsudvalg og hovedbestyrelse på landsplan.
På SF’s liste finder man i øvrigt tidligere folketingsmedlem Leif Hermann, som i en periode i 1980’erne var partiets retspolitiske ordfører på Christiansborg. 67-årige Leif Hermann er flyttet tilbage til hovedstaden efter 34 år i Skive, hvor han indtil 2007 sad i byrådet. Han bor nu på Amager og er opstillet som nr. 14 på SF’s liste.
Yderligere stille en anden politisk veteran op for SF. Det er den tidligere bydelsrådsformand på Indre Nørrebro og tidligere BR-medlem Jesper Langebæk. Han er listens nr. 10.
tirsdag den 28. april 2009
Partierne ruster sig til BR-valgkampen
Enhedslisten stiller med unge folk i front, mens DF satser på en 70-årig veteran. Imens tager Venstre et internt slagsmål om, hvem der skal have andenpladsen på partiets liste.
Bragt i Bryggebladet nr 7. den 27. april 2009
Af Jarl Cordua
BAG KULISSERNE
Kampvalg i Venstre
Venstre i København valgte allerede forrige år kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev som partiets spidskandidat. Der er dog spænding om de næste pladser, hvor interessen samler sig om, hvem der skal være partiets nr. to. Foreløbig har både den hidtidige gruppeformand, konsulent Martin Hirsch (47), og borgerrepræsentant, advokat Lars Dueholm (32) lagt billet ind på at være »anden borgmesterskandidat« for det lidt teoretiske tilfælde, at Venstre ved valget vil få stemmer nok til to borgmester-poster, som partiet havde i perioden 2001-2005. Allerslev holder sig neutral i dysten, mens BR-medlemmerne Heidi Wang og Cecilia Lonning har kastet deres støtte bag henholdsvis Hirsch og Dueholm.
Kampvalget er efter min vurdering åbent, selvom at Hirsch nok er favorit. Han har opbakning fra sin egen kreds i Vanløse og fra Valby, mens Dueholm samler støtte fra Venstres Ungdom, partiets to Amager-kredse samt Østerbro, hvor Cecilia Lonning kommer fra.
Der forlyder dog, at der ikke er de store politiske uenigheder mellem de to modkandidater, som efter sigende også personligt kommer fint ud af det med hinanden.
Partiets medlemmer afgør sagen på et opstillingsmøde den 11. maj på Københavns Rådhus, hvor resten af Venstres liste også bliver sammensat.
De hidtidige syv Venstre-medlemmer genopstiller alle bortset fra Jesper Schou Hansen. Undervejs i valgperioden har de to tidligere V-borgmestre Søren Pind og Martin Geertsen trukket sig helt fra arbejdet i Borgerrepræsentationen, og det har givet plads til netop Dueholm og Cecilia Lonning.
Mikkel Warming igen spidskandidat for Enhedslisten
Enhedslisten i København har genvalgt socialborgmester Mikkel Warming (39) som partiets »overborgmesterkandidat«, som partiet selvsikkert skriver i en pressemeddelelse. Partiet stiller op på såkaldt »partiliste«. Det medfører, at kandidaterne i realiteten bliver valgt i kraft af, hvilken rækkefølge partiet har stillet dem op, uanset om de har fået mange eller få personlige stemmetal. Derfor kan man gå ud fra, at en høj placering hos Enhedslisten stort set er en garanti for, at man sidder i Borgerrepræsentationen i den næste periode.
I top seks stiller man også med en stribe yngre kandidater. Nummer to på listen er den 27-årige Signe Færch, der beskrives, som ret erfaren i politisk arbejde. Hun har både været ansat på Enhedslistens partikontor i København og folketingskandidat på Fyn.
Nummer seks er Allan Ahmad (24), som også har været meget aktiv i Enhedslistens ungdomsorganisation SUF, hvor han også har siddet med i ledelsen.
Desuden genopstiller borgerrepræsentant Morten Kabell (38), som med afbrydelser har siddet med i byens styre i mange år, og gruppeformanden beskæftigelseskonsulent Rikke Lauritzen (35). Kabell og Lauritzen er henholdsvis nummer tre og tre på listen og derfor ligesom Færch ret sikre på at blive BR-medlemmer i en ny valgperiode, hvis Enhedslisten ved efterårets valg bare holder skansen fra sidst og får seks mandater. De får formentlig også følgeskab af nummer seks på listen, socialrådgiver Gyda Heding (43). Hun var BZ’er i firserne, men har også bemærket sig ved sit roste socialpædaogiske arbejde på Vesterbro med »Pigegruppen«, som er et projekt for »vilde« og udsatte teenagepiger.
Venstrefløjspartiet stiller imidlertid også med BR-veteranen Jens Kjær Christensen (60) som er nummer syv, mens den kendte byhistoriker og nuværende borgerrepræsentant Allan Mylius Thomsen (60) genopstiller på plads nummer ni.
Ved forrige valg blev tidligere folketingsmedlem Jette Gottlieb Enhedslistens største stemmesluger, men hun genopstiller ikke denne gang og har p.t. orlov fra BR.
Også en lokal mand er akkurat lige sneget sig ind på Enhedslistens top ti, nemlig Gorm Gunnarsen fra Christianshavn, som blandt andet har sat sig det ambitiøse mål »at føre Amager ud af klimakrisen«.
Dansk Folkeparti stiller med Peter Skaarups mor
I hovedstaden opstiller Dansk Folkeparti det tidligere folketingsmedlem Birthe Skaarup (70) som partiets spidskandidat. Skaarup, som blandt andet også har siddet i Århus Amtsråd, er mor til DF’s politiske næstformand Peter Skaarup. Han har i øvrigt også tidligere siddet i Borgerrepræsentationen. På partiet opstillingsmøde slog Birthe Skaarup ved et kampvalg klart den nuværende gruppeformand Carl Christian Ebbesen, som nu er nummer to på listen.
Selvom at Ebbesen er usædvanligt vellidt på rådhuset, så er han ikke særligt kendt i den brede offentlighed, og her kunne det godt se ud som om, at det er årsagen til, at DF-medlemmerne har vraget ham til fordel for den lidt mere kendte Birthe Skaarup. Det kan omvendt undre lidt, at DF stiller med en overborgmesterkandidat, som er et år ældre en Ritt Bjerregaard, der fra årsskiftet siger farvel til københavnsk politik.
Forventningen hos DF er, at partiet denne gang går meget frem. En Gallup-måling i Berlingske Tidende før Ritt Bjerregaards afgang viste, at partiet kan få op mod syv mandater ved valget til efteråret. Sker det, bliver Birthe Skaarup DF’s første borgmester i København.
DF’s kommunalvalgkamp i København blev i 2005 spoleret af afsløringer af ret så kontroversielle udsagn på den daværende spidskandidat Louise Freverts hjemmeside. DF fik ved BR-valget kun tre mandater, og siden hen har Frevert forladt DF. Til gengæld har Finn Rudaizky siden tilsluttet sig DF’s BR-gruppe.
DF’s kandidatliste med 11 navne domineres af en håndfuld af tidligere socialdemokrater, blandt andet veteranerne de nuværende BR-medlemmer Karin Storgaard og Finn Rudaizky, som er henholdsvis nummer tre og fire på listen. Også nummer otte på listen, cand. jur. Aia Fog (42), er forhenværende socialdemokrat.
Skulle DF få bare et hæderligt kommunalvalg, så bør Skaarup Ebbesen, Storgaard og Rudaizky alle være ret sikre på at blive valgt. Går partiet lidt frem, så kunne det give valg til listens nummer fem, folketingskandidat Allan Lønborg (32), som i øvrigt bor på Amager, eller nummer seks, folkeskolelærer Henrik Svendsen, Valby, og måske vil Aia Fogh kunne blande sig lidt i opløbet, da det hos DF udelukkende er de personlige stemmer, der afgør, hvem der bliver valgt.
Bragt i Bryggebladet nr 7. den 27. april 2009
Af Jarl Cordua
BAG KULISSERNE
Kampvalg i Venstre
Venstre i København valgte allerede forrige år kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev som partiets spidskandidat. Der er dog spænding om de næste pladser, hvor interessen samler sig om, hvem der skal være partiets nr. to. Foreløbig har både den hidtidige gruppeformand, konsulent Martin Hirsch (47), og borgerrepræsentant, advokat Lars Dueholm (32) lagt billet ind på at være »anden borgmesterskandidat« for det lidt teoretiske tilfælde, at Venstre ved valget vil få stemmer nok til to borgmester-poster, som partiet havde i perioden 2001-2005. Allerslev holder sig neutral i dysten, mens BR-medlemmerne Heidi Wang og Cecilia Lonning har kastet deres støtte bag henholdsvis Hirsch og Dueholm.
Kampvalget er efter min vurdering åbent, selvom at Hirsch nok er favorit. Han har opbakning fra sin egen kreds i Vanløse og fra Valby, mens Dueholm samler støtte fra Venstres Ungdom, partiets to Amager-kredse samt Østerbro, hvor Cecilia Lonning kommer fra.
Der forlyder dog, at der ikke er de store politiske uenigheder mellem de to modkandidater, som efter sigende også personligt kommer fint ud af det med hinanden.
Partiets medlemmer afgør sagen på et opstillingsmøde den 11. maj på Københavns Rådhus, hvor resten af Venstres liste også bliver sammensat.
De hidtidige syv Venstre-medlemmer genopstiller alle bortset fra Jesper Schou Hansen. Undervejs i valgperioden har de to tidligere V-borgmestre Søren Pind og Martin Geertsen trukket sig helt fra arbejdet i Borgerrepræsentationen, og det har givet plads til netop Dueholm og Cecilia Lonning.
Mikkel Warming igen spidskandidat for Enhedslisten
Enhedslisten i København har genvalgt socialborgmester Mikkel Warming (39) som partiets »overborgmesterkandidat«, som partiet selvsikkert skriver i en pressemeddelelse. Partiet stiller op på såkaldt »partiliste«. Det medfører, at kandidaterne i realiteten bliver valgt i kraft af, hvilken rækkefølge partiet har stillet dem op, uanset om de har fået mange eller få personlige stemmetal. Derfor kan man gå ud fra, at en høj placering hos Enhedslisten stort set er en garanti for, at man sidder i Borgerrepræsentationen i den næste periode.
I top seks stiller man også med en stribe yngre kandidater. Nummer to på listen er den 27-årige Signe Færch, der beskrives, som ret erfaren i politisk arbejde. Hun har både været ansat på Enhedslistens partikontor i København og folketingskandidat på Fyn.
Nummer seks er Allan Ahmad (24), som også har været meget aktiv i Enhedslistens ungdomsorganisation SUF, hvor han også har siddet med i ledelsen.
Desuden genopstiller borgerrepræsentant Morten Kabell (38), som med afbrydelser har siddet med i byens styre i mange år, og gruppeformanden beskæftigelseskonsulent Rikke Lauritzen (35). Kabell og Lauritzen er henholdsvis nummer tre og tre på listen og derfor ligesom Færch ret sikre på at blive BR-medlemmer i en ny valgperiode, hvis Enhedslisten ved efterårets valg bare holder skansen fra sidst og får seks mandater. De får formentlig også følgeskab af nummer seks på listen, socialrådgiver Gyda Heding (43). Hun var BZ’er i firserne, men har også bemærket sig ved sit roste socialpædaogiske arbejde på Vesterbro med »Pigegruppen«, som er et projekt for »vilde« og udsatte teenagepiger.
Venstrefløjspartiet stiller imidlertid også med BR-veteranen Jens Kjær Christensen (60) som er nummer syv, mens den kendte byhistoriker og nuværende borgerrepræsentant Allan Mylius Thomsen (60) genopstiller på plads nummer ni.
Ved forrige valg blev tidligere folketingsmedlem Jette Gottlieb Enhedslistens største stemmesluger, men hun genopstiller ikke denne gang og har p.t. orlov fra BR.
Også en lokal mand er akkurat lige sneget sig ind på Enhedslistens top ti, nemlig Gorm Gunnarsen fra Christianshavn, som blandt andet har sat sig det ambitiøse mål »at føre Amager ud af klimakrisen«.
Dansk Folkeparti stiller med Peter Skaarups mor
I hovedstaden opstiller Dansk Folkeparti det tidligere folketingsmedlem Birthe Skaarup (70) som partiets spidskandidat. Skaarup, som blandt andet også har siddet i Århus Amtsråd, er mor til DF’s politiske næstformand Peter Skaarup. Han har i øvrigt også tidligere siddet i Borgerrepræsentationen. På partiet opstillingsmøde slog Birthe Skaarup ved et kampvalg klart den nuværende gruppeformand Carl Christian Ebbesen, som nu er nummer to på listen.
Selvom at Ebbesen er usædvanligt vellidt på rådhuset, så er han ikke særligt kendt i den brede offentlighed, og her kunne det godt se ud som om, at det er årsagen til, at DF-medlemmerne har vraget ham til fordel for den lidt mere kendte Birthe Skaarup. Det kan omvendt undre lidt, at DF stiller med en overborgmesterkandidat, som er et år ældre en Ritt Bjerregaard, der fra årsskiftet siger farvel til københavnsk politik.
Forventningen hos DF er, at partiet denne gang går meget frem. En Gallup-måling i Berlingske Tidende før Ritt Bjerregaards afgang viste, at partiet kan få op mod syv mandater ved valget til efteråret. Sker det, bliver Birthe Skaarup DF’s første borgmester i København.
DF’s kommunalvalgkamp i København blev i 2005 spoleret af afsløringer af ret så kontroversielle udsagn på den daværende spidskandidat Louise Freverts hjemmeside. DF fik ved BR-valget kun tre mandater, og siden hen har Frevert forladt DF. Til gengæld har Finn Rudaizky siden tilsluttet sig DF’s BR-gruppe.
DF’s kandidatliste med 11 navne domineres af en håndfuld af tidligere socialdemokrater, blandt andet veteranerne de nuværende BR-medlemmer Karin Storgaard og Finn Rudaizky, som er henholdsvis nummer tre og fire på listen. Også nummer otte på listen, cand. jur. Aia Fog (42), er forhenværende socialdemokrat.
Skulle DF få bare et hæderligt kommunalvalg, så bør Skaarup Ebbesen, Storgaard og Rudaizky alle være ret sikre på at blive valgt. Går partiet lidt frem, så kunne det give valg til listens nummer fem, folketingskandidat Allan Lønborg (32), som i øvrigt bor på Amager, eller nummer seks, folkeskolelærer Henrik Svendsen, Valby, og måske vil Aia Fogh kunne blande sig lidt i opløbet, da det hos DF udelukkende er de personlige stemmer, der afgør, hvem der bliver valgt.
mandag den 6. april 2009
Frank Jensen skal frelse S fra valgkatastrofe
Overborgmester Ritt Bjerregaard siger pludselig farvel og tak.
Bragt i Bryggebladet nr 6. den 7. april 2009
Af Jarl Cordua
BAG KULISSERNE
Frelseren. Det er ikke et for stort ord at bruge om Socialdemokraterne i Københavns nye overborgmesterkandidat ved valget i november til Borgerrepræsentationen, tidligere justitsminister og S-formandskandidat Frank Jensen. Hvis overborgmester Ritt Bjerregaard fortsat havde stillet op, så peger flere meningsmålinger på, at Socialdemokraterne ville have løbet ind i en vælgerlussing af de helt store.
Mest interessant er den interne måling, som flere medier nu har offentliggjort, som viser, at S med kun 18,4 procent stod til mere end en halvering af vælgeropbakningen sammenlignet med Ritts ganske flotte valg i november 2005, hvor partiet fik 37,6 procent af stemmerne.
Det var efter, at den »hemmelige måling« forelå i februar, at Ritt Bjerregaard formentlig efter et par ugers overvejelse indså, at hun ikke kunne vende udviklingen. Der måtte ske et eller andet. Ofrede Ritt sig selv og gik af, så ville københavnerne måske tilgive hendes parti, at hun ikke kunne leve op til sit ganske konkrete valgløfte om 5000 boliger til en husleje på 5000 kroner om måneden, som skulle bygges i løbet af fem år.
Kløvermark knækkede Ritt
Den officielle forklaring på, at Ritt fra næste nytår siger farvel og tak, var dog en lidt anden. Det var styreformen med alle de mange borgmestre med vidt forskellige partifarve, det var galt med. For netop den umuliggjorde, at der kunne træffes beslutninger til gavn for byen.
Desuden kom det åbenbart også som en »overraskelse« for Ritt, at hun i år fylder 68 år. Det gjorde alt sammen, at Ritt ikke havde den fornødne tid til, at hun som overborgmester kunne ændre styreformen. (Det kræver en lovændring). På sin vis har Ritt også ret. For det var netop de mange mislykkedes forsøg på at samle flertal til at bygge billige boliger på Kløvermarken på Amager, som reelt knækkede hende. Var det i stedet lykkedes, ville Ritt været kommet langt med hensyn til at opfylde sit valgløfte om de billige boliger. Hver gang Ritt troede, at de radikale, SF eller Venstre var »nede i sækken,« og at der var en aftale, så sprang enkelte BR-medlemmer eller hele partiet fra. Der var ikke partidisciplin i BR, som hun kendte fra Folketinget, og Ritt forstod aldrig kulturen i københavnsk politik, hvor enkeltmedlemmer hos de radikale og SF tillod sig særstandpunkter.
Samtidig er hun siden årsskiftet i stigende grad kommet i mindretal i en lang række sager, hvor partierne til højre og venstre i salen har fundet sammen. Det har bidraget til indtrykket af, at Ritt Bjerregaard er kørt fast.
Omvendt så påpeger iagttagere, at hendes forgænger i overborgmesterstolen, Jens Kramer Mikkelsen, med præcis den samme styreform rent faktisk mestrede at lave forlig med mange og ofte brede forlig og komme igennem med sin politik.
Frank Jensen populær
Der er faktisk udbredt tilfredshed med valget af Frank Jensen mange steder på rådhuset. De borgerlige plus de radikale, SF og Enhedslisten vurderer alle, at Jensen vil være langt bedre til at formidle det brede samarbejde på rådhuset.
Desuden er han med sit image som »venstrefløjs-socialdemokrat« ikke rigtig i stand til at stjæle stemmer fra hverken de radikale eller de borgerlige. De mener tværtimod, at han vil være god til at dæmme op for »Villy-effekten,« som, ifølge de mange meningsmålinger, er skyllet ind over København og har fået vælgerne i hobetal til at forlade især S til fordel for SF.
Officielt er SF’erne dog glade for Frank Jensen. Han ses ikke som den store trussel, og så mener man, at den tidligere justitsminister har potentiale til at blive en bedre forhandlingspartner end Ritt Bjerregaard, som SF og navnlig deres spidskandidat, børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard tydeligt for alle har det mere end svært med.
S-SF (u)forsoning
Imens kæmper Ritt Bjerregaard ihærdigt for at reparere lidt på sit omdiskuterede eftermæle, som en der delte vandene på rådhuset mere end en, der evnede at samle partierne bag sin politik. Nu vil hun efterlade et bedre »forhandlings-klima« til sin efterfølger med et tilbud om »forsoning« med SF’s Bo Asmus Kjeldgaard. Derfor tog hun i sidste uge initiativ til et »morgenmads-møde« mellem Kjeldgaard, Frank Jensen, hende selv og – ganske smart – de to partiformænd Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt.
Ritt Bjerregaard er dog ikke selv i tvivl om, hvor ansvaret ligger for splittelsen mellem S og SF. Den ligger entydigt hos Kjeldgaard og SF på rådhuset: »Desværre har samarbejdet i København gennem det sidste års tid været præget af meget forskellige fortolkninger af indgåede politiske aftaler,« sagde overborgmesteren torsdag til Berlingske.
Underforstået: Kjeldgaard rendte gang på gang fra Kløvermarksaftalen og undergravede mig og mit billig-boliger-projekt.
Kjeldgaard svarede dog ligeså kækt igen:
– Jeg tror, at vi kan få et rigtig godt samarbejde, og jeg opfordrede ham til at genindmelde sig i det gode samarbejde, vi har mellem de radikale, Enhedslisten og SF, og som vi tidligere har haft med Socialdemokraterne,« sagde SF-borgmesteren, som klart forventede, at han med Frank Jensen får et betydeligt bedre samarbejde end det, Kjeldgaard havde med Ritt.
Her skal man lægge mærke til den syrlige sætning: »genindmelde sig i det gode samarbejde.« Det er naturligvis underforstået her, at det var Ritt alene, der meldte sig ud af samarbejdet med SF, de radikale og Enhedslisten. Kjeldgaard selv havde ingen skyld deri.
Nu forsøger Ritt at forpligte Kjeldgaard til et samarbejde ved at have inviteret SF’s leder Villy Søvndal med til mødet. Forventningen er, at Kjeldgaard dermed får sværere ved at rende fra aftalerne med S. Blandt andet fordi Villy har meget fokus på København, hvor han selv stiller op ved næste folketingsvalg, og fordi partiet på Christiansborg reelt (dukke)fører Kjeldgaards valgkamp frem mod kommunalvalget.
SF største parti
I lang tid har Kjeldgaard gået og gnedet sig i hænderne og set sine overborgmester-drømme vokse dag for dag netop i kraft af »Villy-effekten,« som lover en historisk fremgang til SF, som måske gør partiet til det største i København.
Denne kommentator tror ikke på, at Kjeldgaard er manden, der kan favne så bredt, at Enhedslisten, de radikale og nogle af de borgerlige vil pege på ham som overborgmester. Men han har ikke desto mindre stadigvæk en pæn chance, især hvis det lykkes for SF – som den »hemmelige måling« spår – at blive større end S. Det er sikkert også baggrunden for, at Kjeldgaard nærmest render rundt på rådhusets gange og messer sit mantra om, »at det største parti skal have overborgmesterposten.«S vrager gruppeledelse
Flere fra den gamle S-ledelse blev sidste lørdag reelt vraget af de kun cirka 130 stemmeberettigede socialdemokrater på partiets delegeretmøde ved kun at opnå meget sekundære placeringer, da kandidatlisten til BR-valget skulle sammensættes. Kun »Ritt-klonen,« den politiske ordfører, 25-årige Anne Vang røg til tops som nummer to, formentlig i kraft af massiv støtte fra DSU og Ritt-støtterne.
Dog måtte den i et par dage erklærede overborgmesterkandidat Jakob Hougaard se sig placeret kun som nummer otte på listen, mens der først blev plads til gruppeformanden Jesper Christensen som listens 12.-mand. Det fjerde medlem i S-gruppens ledelse på rådhuset Ikram Sawar blev kun nummer 15.
Hvordan forklarer man, at tre ud fire fra gruppens ledelse får så sekundære placeringer? Der er ikke noget enkelt svar. Det nye valgsystem hos S gør, at de forskellige kredse rundt om i byen er gået sammen i alliancer om at få placeret deres egne kandidater – uden større hensyn til, at det så går ud over partiets ledelsesfigurer, der dumper længere ned ad listen.
Desuden er det kun ganske få stemmer, som adskiller de enkelte kandidater. Havde Jakob Hougaard fået kun tre stemmer mere, så var han blevet en flot nummer tre. Valgsystemet var udtænkt af Ritt Bjerregaard og hendes egne folk som en metode, hvor ledelsen effektivt kunne sortere, skille sig af med eller straffe de allermest uregerlige og besværlige BR-kandidater.
Det komisk-paradoksale er dog, at den nye valgmetode så netop gik ud over Ritts egne proselytter, som nu med den dårlige placering får det lidt sværere med at blive genvalgt til november. Ak ja: »Revolutionen æder sine egne børn,« om man så må sige!
Vender på en fez
Ritts valgmetode (eller guillotine, om man vil) vragede også ganske veltjente folk som den på mange måder spøjse socialdemokratiske borgerrepræsentant Hamid El-Mousti, der som nummer 37 kun blev suppleant.
Han fik dog opmærksomhed, da en intern mail fra hans hånd på forunderlig vis endte hos Ritzaus Bureau. I mailen og senere telefonisk overfor nyhedstjenesten undsagde El-Mousti sit partis nye overborgmesterkandidat. Det var »højst usandsynligt,« at Frank Jensen havde chance for at efterfølge Ritt i overborgmesterstolen, mente El-Mousti, som desuden henviste til den interne måling, som den reelle begrundelse for Ritt Bjerregaards fratræden.
I løbet af en times tid samme dag vendte El-Mousti på en tallerken, kontaktede Ritzau med pludselig det modsatte synspunkt: Nu duede Frank Jensen minsandten alligevel. Forklaringen var formentlig den enkle, at den ved festlige lejligheder fez-bærende socialdemokrat var blevet »banket grundigt på plads« af irriterede partifæller.
Det er den slags kulørte episoder, der altid har gjort Københavns politik til noget helt særligt og ofte ganske uforudsigeligt. Selvom at vi er nogle, der forsø
Bragt i Bryggebladet nr 6. den 7. april 2009
Af Jarl Cordua
BAG KULISSERNE
Frelseren. Det er ikke et for stort ord at bruge om Socialdemokraterne i Københavns nye overborgmesterkandidat ved valget i november til Borgerrepræsentationen, tidligere justitsminister og S-formandskandidat Frank Jensen. Hvis overborgmester Ritt Bjerregaard fortsat havde stillet op, så peger flere meningsmålinger på, at Socialdemokraterne ville have løbet ind i en vælgerlussing af de helt store.
Mest interessant er den interne måling, som flere medier nu har offentliggjort, som viser, at S med kun 18,4 procent stod til mere end en halvering af vælgeropbakningen sammenlignet med Ritts ganske flotte valg i november 2005, hvor partiet fik 37,6 procent af stemmerne.
Det var efter, at den »hemmelige måling« forelå i februar, at Ritt Bjerregaard formentlig efter et par ugers overvejelse indså, at hun ikke kunne vende udviklingen. Der måtte ske et eller andet. Ofrede Ritt sig selv og gik af, så ville københavnerne måske tilgive hendes parti, at hun ikke kunne leve op til sit ganske konkrete valgløfte om 5000 boliger til en husleje på 5000 kroner om måneden, som skulle bygges i løbet af fem år.
Kløvermark knækkede Ritt
Den officielle forklaring på, at Ritt fra næste nytår siger farvel og tak, var dog en lidt anden. Det var styreformen med alle de mange borgmestre med vidt forskellige partifarve, det var galt med. For netop den umuliggjorde, at der kunne træffes beslutninger til gavn for byen.
Desuden kom det åbenbart også som en »overraskelse« for Ritt, at hun i år fylder 68 år. Det gjorde alt sammen, at Ritt ikke havde den fornødne tid til, at hun som overborgmester kunne ændre styreformen. (Det kræver en lovændring). På sin vis har Ritt også ret. For det var netop de mange mislykkedes forsøg på at samle flertal til at bygge billige boliger på Kløvermarken på Amager, som reelt knækkede hende. Var det i stedet lykkedes, ville Ritt været kommet langt med hensyn til at opfylde sit valgløfte om de billige boliger. Hver gang Ritt troede, at de radikale, SF eller Venstre var »nede i sækken,« og at der var en aftale, så sprang enkelte BR-medlemmer eller hele partiet fra. Der var ikke partidisciplin i BR, som hun kendte fra Folketinget, og Ritt forstod aldrig kulturen i københavnsk politik, hvor enkeltmedlemmer hos de radikale og SF tillod sig særstandpunkter.
Samtidig er hun siden årsskiftet i stigende grad kommet i mindretal i en lang række sager, hvor partierne til højre og venstre i salen har fundet sammen. Det har bidraget til indtrykket af, at Ritt Bjerregaard er kørt fast.
Omvendt så påpeger iagttagere, at hendes forgænger i overborgmesterstolen, Jens Kramer Mikkelsen, med præcis den samme styreform rent faktisk mestrede at lave forlig med mange og ofte brede forlig og komme igennem med sin politik.
Frank Jensen populær
Der er faktisk udbredt tilfredshed med valget af Frank Jensen mange steder på rådhuset. De borgerlige plus de radikale, SF og Enhedslisten vurderer alle, at Jensen vil være langt bedre til at formidle det brede samarbejde på rådhuset.
Desuden er han med sit image som »venstrefløjs-socialdemokrat« ikke rigtig i stand til at stjæle stemmer fra hverken de radikale eller de borgerlige. De mener tværtimod, at han vil være god til at dæmme op for »Villy-effekten,« som, ifølge de mange meningsmålinger, er skyllet ind over København og har fået vælgerne i hobetal til at forlade især S til fordel for SF.
Officielt er SF’erne dog glade for Frank Jensen. Han ses ikke som den store trussel, og så mener man, at den tidligere justitsminister har potentiale til at blive en bedre forhandlingspartner end Ritt Bjerregaard, som SF og navnlig deres spidskandidat, børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard tydeligt for alle har det mere end svært med.
S-SF (u)forsoning
Imens kæmper Ritt Bjerregaard ihærdigt for at reparere lidt på sit omdiskuterede eftermæle, som en der delte vandene på rådhuset mere end en, der evnede at samle partierne bag sin politik. Nu vil hun efterlade et bedre »forhandlings-klima« til sin efterfølger med et tilbud om »forsoning« med SF’s Bo Asmus Kjeldgaard. Derfor tog hun i sidste uge initiativ til et »morgenmads-møde« mellem Kjeldgaard, Frank Jensen, hende selv og – ganske smart – de to partiformænd Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt.
Ritt Bjerregaard er dog ikke selv i tvivl om, hvor ansvaret ligger for splittelsen mellem S og SF. Den ligger entydigt hos Kjeldgaard og SF på rådhuset: »Desværre har samarbejdet i København gennem det sidste års tid været præget af meget forskellige fortolkninger af indgåede politiske aftaler,« sagde overborgmesteren torsdag til Berlingske.
Underforstået: Kjeldgaard rendte gang på gang fra Kløvermarksaftalen og undergravede mig og mit billig-boliger-projekt.
Kjeldgaard svarede dog ligeså kækt igen:
– Jeg tror, at vi kan få et rigtig godt samarbejde, og jeg opfordrede ham til at genindmelde sig i det gode samarbejde, vi har mellem de radikale, Enhedslisten og SF, og som vi tidligere har haft med Socialdemokraterne,« sagde SF-borgmesteren, som klart forventede, at han med Frank Jensen får et betydeligt bedre samarbejde end det, Kjeldgaard havde med Ritt.
Her skal man lægge mærke til den syrlige sætning: »genindmelde sig i det gode samarbejde.« Det er naturligvis underforstået her, at det var Ritt alene, der meldte sig ud af samarbejdet med SF, de radikale og Enhedslisten. Kjeldgaard selv havde ingen skyld deri.
Nu forsøger Ritt at forpligte Kjeldgaard til et samarbejde ved at have inviteret SF’s leder Villy Søvndal med til mødet. Forventningen er, at Kjeldgaard dermed får sværere ved at rende fra aftalerne med S. Blandt andet fordi Villy har meget fokus på København, hvor han selv stiller op ved næste folketingsvalg, og fordi partiet på Christiansborg reelt (dukke)fører Kjeldgaards valgkamp frem mod kommunalvalget.
SF største parti
I lang tid har Kjeldgaard gået og gnedet sig i hænderne og set sine overborgmester-drømme vokse dag for dag netop i kraft af »Villy-effekten,« som lover en historisk fremgang til SF, som måske gør partiet til det største i København.
Denne kommentator tror ikke på, at Kjeldgaard er manden, der kan favne så bredt, at Enhedslisten, de radikale og nogle af de borgerlige vil pege på ham som overborgmester. Men han har ikke desto mindre stadigvæk en pæn chance, især hvis det lykkes for SF – som den »hemmelige måling« spår – at blive større end S. Det er sikkert også baggrunden for, at Kjeldgaard nærmest render rundt på rådhusets gange og messer sit mantra om, »at det største parti skal have overborgmesterposten.«S vrager gruppeledelse
Flere fra den gamle S-ledelse blev sidste lørdag reelt vraget af de kun cirka 130 stemmeberettigede socialdemokrater på partiets delegeretmøde ved kun at opnå meget sekundære placeringer, da kandidatlisten til BR-valget skulle sammensættes. Kun »Ritt-klonen,« den politiske ordfører, 25-årige Anne Vang røg til tops som nummer to, formentlig i kraft af massiv støtte fra DSU og Ritt-støtterne.
Dog måtte den i et par dage erklærede overborgmesterkandidat Jakob Hougaard se sig placeret kun som nummer otte på listen, mens der først blev plads til gruppeformanden Jesper Christensen som listens 12.-mand. Det fjerde medlem i S-gruppens ledelse på rådhuset Ikram Sawar blev kun nummer 15.
Hvordan forklarer man, at tre ud fire fra gruppens ledelse får så sekundære placeringer? Der er ikke noget enkelt svar. Det nye valgsystem hos S gør, at de forskellige kredse rundt om i byen er gået sammen i alliancer om at få placeret deres egne kandidater – uden større hensyn til, at det så går ud over partiets ledelsesfigurer, der dumper længere ned ad listen.
Desuden er det kun ganske få stemmer, som adskiller de enkelte kandidater. Havde Jakob Hougaard fået kun tre stemmer mere, så var han blevet en flot nummer tre. Valgsystemet var udtænkt af Ritt Bjerregaard og hendes egne folk som en metode, hvor ledelsen effektivt kunne sortere, skille sig af med eller straffe de allermest uregerlige og besværlige BR-kandidater.
Det komisk-paradoksale er dog, at den nye valgmetode så netop gik ud over Ritts egne proselytter, som nu med den dårlige placering får det lidt sværere med at blive genvalgt til november. Ak ja: »Revolutionen æder sine egne børn,« om man så må sige!
Vender på en fez
Ritts valgmetode (eller guillotine, om man vil) vragede også ganske veltjente folk som den på mange måder spøjse socialdemokratiske borgerrepræsentant Hamid El-Mousti, der som nummer 37 kun blev suppleant.
Han fik dog opmærksomhed, da en intern mail fra hans hånd på forunderlig vis endte hos Ritzaus Bureau. I mailen og senere telefonisk overfor nyhedstjenesten undsagde El-Mousti sit partis nye overborgmesterkandidat. Det var »højst usandsynligt,« at Frank Jensen havde chance for at efterfølge Ritt i overborgmesterstolen, mente El-Mousti, som desuden henviste til den interne måling, som den reelle begrundelse for Ritt Bjerregaards fratræden.
I løbet af en times tid samme dag vendte El-Mousti på en tallerken, kontaktede Ritzau med pludselig det modsatte synspunkt: Nu duede Frank Jensen minsandten alligevel. Forklaringen var formentlig den enkle, at den ved festlige lejligheder fez-bærende socialdemokrat var blevet »banket grundigt på plads« af irriterede partifæller.
Det er den slags kulørte episoder, der altid har gjort Københavns politik til noget helt særligt og ofte ganske uforudsigeligt. Selvom at vi er nogle, der forsø
Abonner på:
Opslag (Atom)
